Om en tumlings tøjkriser og mors irriterende spørgsmål

De svære beslutninger, der viser sig at være okay

img_20170412_172221_248Det er ikke i Assens, at jeg sidder og skriver dette blogindlæg, men i Middelfart. Jeg er ikke hos Ellas mormor i Middelfart, men i mit helt eget hjem, og Ella har et fint værelse. Vi er nemlig flyttet. Til Middelfart, og det er kun pigerne, der er flyttet. “Baba” og jeg er blevet separeret, og selvom det har været en svær beslutning, da jeg jo ønsker at min datter har en god og nær kontakt til sin far, er det en af de beslutninger i livet, der har været okay. Jeg vil huske tilbage på det her som en tid, hvor jeg skulle finde al min styrke frem, men som jeg nærmest bare tog frem “på rutinen”, og samtidig en tid med mange lyspunkter – som dette billede, der er taget hos mormor en skøn forårsdag. Sikke et syn, der er lige til at blive glad af.

img_20170404_122725_458

Nogle ting er gået bedre end forventet. Ella er faldet godt til i den nye dagpleje, da vi desværre måtte flytte hende ved flytningen. Den første dag hos den nye dagplejemor var Ella og jeg der sammen indtil middagstid, og på anden dag skulle Ella så slippes løs selv. Efter 20 minutter på den første dag hos den nye dagplejemor fik jeg et billede af en smilende Ella, der lignede at hun var i “Gavtyv-humør”. Ja, så kan man jo ikke ønske sig mere.

I Assens havde vi den dejligste dagplejemor, så jeg indrømmer, at jeg var noget spændt på den nødvendige flytning, for hvem kunne lige erstatte den dagplejemor, som Ella krammede flere gange dagligt og havde det så hyggeligt med? Jeg fik selvfølgelig ikke en tro kopi, men en helt fantastisk ny dagplejemor – altså, hvor heldig kan man være? Jeg møder den ene gode dagplejemor efter den anden (da vi aldrig siger nej til en god gæstedagpleje ;-)), men med den faste dagplejer skulle man gerne føle, at man har vundet i lotteriet  – og den følelse har jeg nu fået for anden gang. Gode legekammerater på hendes egen alder har hun også fået. På tredjedagen udbrød Ella glad ved ankomsten ved synet af en dreng i dagplejen: “Der var du jo Peter (kalder vi ham bare). Jeg kunne ikke finde dig!”. Det var så sødt. Hun sagde også farvel til dagplejemor med ordene: “Farvel, lille ven”. SÅ Ella er faldet godt til både i dagplejen, i lejligheden og med de nye rutiner, herunder samvær med far, som jo er noget af en ny “skræmmende” verden. Med samværsordning skal vi i særdeleshed bestå vores prøve som forældre. Kan vi fokusere på at give Ella gode oplevelser, og en følelse af, at vi er der for hende, selvom vi ikke længere er sammen som en enhed? Kan vi organisere hverdagen omkring samvær, så alting fungerer gnidningsfrit? Kan vi finde en god måde at kommunikere på, så vi deler de oplevelser vi har med Ella, videregiver de sjove ting hun siger og beretter om nye ting, hun har lært, uden samtidig at få for flydende grænser i kommunikationen? Hvad er realistisk, og hvornår skal der sættes en grænse? Lige siden jeg blev gravid, har jeg tænkt på Ellas ve og vel, og jeg har tilsidesat mine egne behov, hvilket har gjort mig til lidt af en Superwoman til tider, hvor jeg har et hav af minder om at klare ting på trods af alle mulige udfordringer, der kom ind fra siden. For det meste uventede udfordringer, men med tiden dannede sig et mønster, hvor jeg kunne se, at medmindre jeg var herre i eget hus, blev rækken af udfordringer ikke mindre.

Livet som alenemor føles meget naturligt, og det føles som om, vi har boet her i årevis allerede. Baba og jeg har aldrig været et fasttømret team, så på den måde har Ella aldrig været vant til at se os så meget sammen – hverken om det praktiske eller det følelsesmæssige. I hvert fald ikke på en måde, som jeg anser for værende tegn på en tæt relation. Måske har han set anderledes på det, fordi han i højere grad end jeg har haft håbet. Uden håb kommer der selvfølgelig en følelse af hjælpeløshed, og den følelse forsøgte jeg at undgå ved at fokusere på Ella, og kun Ella. Så snart den første forelskelse stilnede af, har der været en distance, og det er på trods af, at vi skam havde vores drømme om, at vi kunne se fremad og bygge noget op her i Danmark. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg havde mange modsatrettede følelser. Levede jeg overhovedet et ærligt liv? Hvis man bare igen og igen føler, at man rammer en mur – fx, at man ikke kan ændre forskellige mønstre i hverdagen, så er det måske på tide at tage sit liv op til revision? Jeg behøver ikke 10 år på at finde ud af, hvad jeg vil bruge mit liv på – eller på at give “det en chance”. Vi har en pligt til at få det bedste ud af livet, når vi har de muligheder, som mange andre måske ikke har. Så en livsforandring er ikke kun for ens egen skyld. Det er lige så meget for de mennesker omkring én – eller for alle dem, der har begrænsede muligheder for at ændre deres liv.

Her i Middelfart er jeg kommet tilbage til barndommens gader, hvor jeg er vokset op. Folkeskolen, som jeg gik på, ligner næsten sig selv. Vejene ligner sig selv, og jeg farer ikke vild. Det er første gang i mange år, efter studieår i København og udlandsophold, at jeg ikke farer vild. En ro har indfundet sig, og som mor vil man jo også bare gerne give sit barn det bedste – ro, tryghed og stabilitet. Selvom der har været en del flytninger i de første par år af Ellas liv, forventer jeg, at vi bliver boende i mange år. I Assens blev vi nødt til at tage, hvad “vi kunne få”, da vi opdagede skimmelsvamp i den første lejlighed, vi boede i. Men denne gang har jeg gjort mit researcharbejde og valgt et sted, hvor jeg virkelig gerne ville bo.

Jeg glæder mig til at opdatere jer på alt det nye ved tilværelsen som alenemor, og tak fordi I læser med 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om en tumlings tøjkriser og mors irriterende spørgsmål