Halleluja, trætheden er væk!

Da jeg fortalte Ella, at jeg slet ikke er så frygtløs

Det her stankelben havde forvildet sig ind i vores lejlighed den anden dag.

Vi ser stort set aldrig skyggen af en edderkop indenfor, og det er én af grundene til, at jeg elsker at bo i byen og hævet fra jorden. Jeg HADER nemlig edderkopper og stankelben, selvom de jo også skal have lov til at være her! Jeg kan godt lide at tænke om mig selv, at jeg er en dyreven, og det gælder også edderkopper og stankelben, som jeg lever med, indtil én eller anden kommer på besøg og kan få det pågældende kryb ud i naturen igen!

IKKE om jeg vil røre dem med en ildtang! Jeg har altid været bange for edderkopper og stankelben.

Da jeg blev mor, måtte jeg tage mig sammen…. Jeg ønskede ikke, at Ella blev bange for dem. Jeg ville lade hende danne sine egne erfaringer med edderkopper. Ella har derfor fået at vide igen og igen, at hun roligt kunne røre ved edderkopper og være helt afslappet omkring dem. Jo ældre hun blev, blev det sværere for mig at sige det overbevisende. MEN, det hjalp nok heller ikke på det, at moren skreg som en stukket gris, da Ella var halvandet år, og vi var en tur i skoven, hvor moren fik en hel “edderkoppe-rede” ud over sig…. Det skrev jeg om i det her blogindlæg om vores ferie til Skagen. Jeg undlod åbenbart at gå i detaljer dengang – men jeg fik skam også edderkoppens afkom på mig 😉

SÅ, den anden dag, besluttede jeg mig for, at der ikke var nogen vej udenom. Jeg måtte fortælle Ella, at grunden til, at jeg opfordrede hende til at røre ved stankelbenet, men UDEN at jeg selv ville var, at jeg i virkeligheden var bange for den. Vi sad i sengen, og kunne på sikker afstand kigge på den ude i entreen. Jeg vendte mig mod hende, og jeg sagde: “Ella, ved du hvad… Der er noget, jeg skal sige til dig. Mor er lidt flov over det, men nu fortæller jeg det….” Ellas øjne blev helt store, øjenbrynene var hævet, og øjnene funklede i spænding over, hvad mor ville fortælle. “Det er faktisk en hemmelighed, men nu fortæller jeg dig det. Jeg er faktisk bange for edderkopper og stankelben. Det er derfor, at jeg ikke vil røre stankelbenet”. Ella smilede stort med de hævede øjenbryn, og jeg kunne lige så godt have fortalt hende, at vi skulle i LEGOLAND. Hun var ovenud lykkelig over, at moren lige havde fortalt hende en hemmelighed.

“Jeg hjælper dig, mor. Vi får bedstefar til at kilde stankelben. Han kan tage den. Er det en aftale?”, svarede hun glad, og hun rakte hånden op, så vi kunne lave high-five. “Ja, god idé”, svarede jeg. Vi lavede high five, og hun krammede sig ind til mig.

Med denne lille oplevelse fik jeg bekræftet, at det er så godt for vores relation med de her små stunder, hvor jeg fortæller hende om mine egne uperfektheder. I det her tilfælde om min irrationelle frygt for edderkopper. Vi siger så ofte til børn: “Det skal du da slet ikke være bange for”, men vi har jo også selv et par ting, som vi er bange for, og som ikke giver mening?

Da Ella fortalte mig efter ferien, at hun var bange for de andre børn og voksne i børnehaven, fortalte jeg hende også igen og igen, at det kunne man SAGTENS være. Det var helt normalt. Jeg kunne også blive bange, hvis jeg skulle se en masse mennesker, som jeg helt havde glemt. Det er jo vigtigt, at være lidt sort/hvid i sine forklaringer til en 3-årig 😉

To gange gemte hun sig bag mig, når vi gik ind i børnehaven, og det ligner slet ikke Ella, men jeg huskede mig selv på, at jeg gerne måtte være et stort spørgsmålstegn i forhold til Ellas generthed og nervøsitet. Jeg måtte gerne være uforstående, og jeg måtte gerne være beklemt ved situationen og bekymret for, om det nu skulle være hverdagskost, at hun gemte sig i mors skørter? Men, hvad jeg ikke havde lyst til, var at gøre hende forkert. Jeg rummede mine egne følelser, og lod hende vide, at hun altid kunne hente hjælp ved en voksen, hvis hun var bange. Pædagogerne er jo heldigvis også vant til alverdens scenarier, så der var kun forståelse at hente fra pædagogerne, og jeg kunne trygt sige farvel til mit barn, der puttede sig ind til en voksen, og snart ville falde ind i børnehavemiljøet igen.

Nu er alt blevet hverdag, og Ella er blevet klogere på de ting, som moren kan være bange for 🙂

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Halleluja, trætheden er væk!