Er ikke kattedame, og er heller ikke på Tinder

sketch-1521457561973Den anden dag blev jeg nødt til at se, hvad det der Tinder var for noget… Jeg gjorde min profil hemmelig efter præcis 3 minutter, og lovede mig selv, at jeg aldrig ville vende tilbage igen 😉 Lidt den samme følelse, som når jeg sætter mig ind i et fly (og jeg har flyskræk), og jeg lover mig selv, at der skal gå laaaaang tid, inden jeg sætter mig ind i et fly igen.

Ender jeg med at blive kattedame…?

Hvis du havde spurgt mig for 3 uger siden, hvad der skulle til for at jeg kunne blive lykkelig, havde jeg nok svaret 10 katte. Ej, okay 5 ville være nok. At lukke en mand ind i mit liv ville først og fremmest kræve, at jeg tør at åbne mit hjerte op igen. Jeg har også en del undskyldninger for, hvorfor det ikke skulle kunne lykkes her og nu.

Jeg mener bl.a., at jeg først skal have selvtilliden i orden… I øjeblikket føler jeg mig ret gammel. Langt ældre end 35 år. Ej, det gjorde jeg også som 30-årig, forøvrigt 😉  Min tro på, at jeg i virkeligheden er lidt af en gammel dame kommer fx til udtryk, når jeg ringer til kundeservice i forskellige sammenhænge.

Den anden dag ringede jeg til Greenspeak (mit mobilselskab), fordi jeg havde problemer med mit internet.

Mig: “Ja, hej det er Astrid. Jeg har….. INTERNET på min mobil, og…. (tænkepause)…. Ej, ALLE mennesker har jo internet på deres mobil! Okay, jeg har internet på min mobil, og det virker ikke…:-)”

Venlig kundeservicemand: Hvilken mobil er det?

Mig: En…. Sony X…. PERIA

Venlig kundeservicemand: “OKAY… Det kan hjælpe at genstarte mobilen.. Men ellers kan det også hjælpe at…….” Og så gav han mig forskellige råd, men slog fast, at genstartning nok var vejen frem!

Han tilføjede med et varmt smil: “Ja, mobiler er jo mini-computere i dag” 😉

Det var ét af de øjeblikke, hvor jeg tænkte….: Ej, det går jo ikke det her… Jeg bliver da nødt til at tro på kærligheden igen. Tro på, at jeg skam har masser at byde en potentiel kæreste, og vi bare får det SÅÅÅ godt sammen.

Jep, jeg kan ikke engang sige det på en overbevisende måde.

Jeg har allerede brugt et år på at være single, og det føles som 10 dage. Når jeg ser smukke bryllupsbilleder på Instagram tænker jeg: “Wauw, modigt..”, og det siger mere om mig, end det siger om dem! Jeg er stadig ved at bearbejde det hele 🙂

Flere omkring mig er begyndt at foreslå det meget forsigtigt, at jeg jo også kunne finde en kæreste? Det er altid sagt med et glimt i øjet, for de ved skam godt, at jeg har 117 kriterier for, hvordan min kommende mand skal være, og at jeg ikke regner med, at jeg selv kan leve op til hans kriterier. Ergo har jeg på forhånd gjort det svært for mig selv.

I det her blogindlæg skrev jeg om, hvad jeg ved om kærlighed i et parforhold, og det er da noget, som jeg har oplevet med én person. Det er ikke bare fiktion, men der er stadig lang vej til at finde noget lignende igen. Samtidig var der jo også grunde til, at det ikke gik… Jeg er dog stadig vildt taknemmelig for, at jeg oplevede sådan en uselvisk kærlighed.

Nå, men jeg snakker udenom…

Tilbage til kærligheden nu og her… 

Jeg vil gerne finde en kæreste, tror jeg… På den helt tilfældige måde, når jeg mindst venter det.

Han skal så tage del i livet sammen med Ella – næsten på lige fod, som en far ville gøre det, hvilket er et stort krav at sætte, men hvis han er typen der smutter, når hun er syg fx, smutter jeg altså også. Han skal tage et stort ansvar for vores ve og vel – det er det absolut vigtigste. Udseendemæssigt, aldersmæssigt eller jobmæssigt har jeg til gengæld meget få krav 😉

Derudover tror jeg, at det hele kommer meget naturligt, hvis først den rigtige dukker op. Et sundt kærlighedsforhold er jo et forhold, hvor begge parter strækker sig for at se den anden glad. Det bliver jo lige så vigtigt at se den anden glad, som én selv. Hvis ellers begge parter er enige om den tilgang, er der skabt et godt fundament.

Det var lidt om mit ikke-eksisterende kærlighedsliv, men hvem ved, om han snart dukker op? Ham der gerne lige vasker Ellas beskidte flyverdragter, imens jeg tager en slapper i sofaen? Det kunne da være skønt 🙂

Samtaler med en 3-årig #jegerminegen

_20180318_192926Vi er lige kommet hjem fra en dejlig weekend på Legoland Hotel. Det var sammen med Ellas mormor, og det har været sådan et skønt ophold, hvor Ella bare var glad, glad, glad! Hun kunne lide maden på stedet, hun elskede værelset, sin Ninjago-seng, hun elskede legeområderne på stedet, og hun har bare sagt “Okay” og “Ja” til alt, hvad vi foreslog.

Store Ella

Der var små børn, der skreg op i restauranten på stedet og fægtede med arme og ben, men det er længe siden, at Ella var halvandet år gammel, og det nærmest kun var afledning, der virkede i sådan en situation. Næh, nu er Ella blevet så stor, at jeg niver mig lidt i armen. Når jeg fx kan spise i ro og fred, og tage mig god tid om at nyde maden, fordi hun OGSÅ spiser… Nyde et varmt måltid mad, uden at frygte andre folks blikke. Under middagen i går var hun så træt, at hun slet ikke sagde noget, men bare satte sig til at tegne – altså når hun ikke spiste i stilhed. Hun var blevet kørt træt 🙂 Meeeen hun sov da stadig først kl. 22.30, og det var uden middagslur… Hendes energiniveau bliver ved med at overraske mig 🙂

I restauranten på Legoland Hotel var der den mest bedårende lille dreng på ca. halvandet år, som larmede noget så frygteligt, og moren så tålmodig og rolig ud. I stedet for at blive irriteret tænkte jeg på, hvilke kærlige øjne hun havde, når hun kiggede på ham. I mit stille sind takkede jeg hende også for at bevare roen, fordi jeg ikke kunne have nydt min mad, hvis hun havde talt hårdt til ham. “Hvad ville det også nytte? Hun ved sikkert bedst”, tænkte jeg, og forsøgte dermed at undgå en negativ fortælling i mit hoved om en mor, der kunne gøre mere for at hendes dreng sad stille og roligt i restauranten. Der er så mange flere nuancer. Jeg kunne heller ikke lade være med at betragte morens unikke, farvestrålende kjole med print af LEGO-klodser, som jeg aldrig havde set før, og jeg tænkte: “Hvor er hun bare sin egen. Sejt!”.

Snestorms-agtigt…

I denne weekend var det lige vejr til at være indenfor på et hotel. Indenfor i varmen, uden at bevæge sig det mindste udenfor. Men det gjorde vi alligevel, da vi i går var i Lego House, der lå et kvarter væk på gå-ben. Vi ville ikke risikere at miste vores parkeringsplads ved hotellet, så vi gik derhen i kulden. Det føltes længere, da det jo var så koldt og det blæsende. På tilbagevejen sneede det ret meget, og det tog nærmest til for hvert minut. Ella var sååååå træt efter en lang dag med børneteater (om formiddagen) og masser af leg i Lego House. Vi blev derfor nødt til at bære hende lidt på skift, og sneen føg ind i ansigtet på hende, og vi var alle tre enige om, at det var et ganske forfærdeligt vejr.

For at opmuntre hende, og for at sludre lidt om et eller andet, begyndte jeg at tale om vejret, og jeg forsøgte at gøre det lidt “magisk…”

Mig: “Ella, nu går vi jo faktisk i en SNESTORM..! Så har du også prøvet det!”

Ella (helt tørt og uimponeret): “Det vil jeg ikke….”

Der var ikke noget at gøre. Vi kunne ikke gøre gå-turen magisk 🙂

Det var skønt at komme hjem på hotellet, og i lobbyen fik hun øje på spændende LEGO legetøj i LEGO-butikken. Hun tog et sværd frem, og hun fik lov til at få det.

Da jeg gik til receptionen for at betale, sagde den søde receptionist til Ella:

 

“Nåååå, er du så en rigtig piratprinsesse?

Ella svarede eftertænksomt….: “Nej, jeg er en piratKONGE!”

 

Hun er nu sød, og helt sin egen, den lille Ella.

Findes der noget bedre end små børn, der minder os om, at vi jo bare skal være os selv? 🙂

Hvad udfordrer dig lige nu? Omskriv historien, så selvbebrejdelserne forsvinder

_20180224_135255Vi kender alle til selvbebrejdelser, og jeg har lige været igennem en periode med selvbebrejdelser.  Selvbebrejdelserne dukker op i perioder. Det er altid i forhold til de valg, jeg har foretaget i livet. Vi måles så meget på vores evne til at tage gode valg her i livet, men hvad er gode valg? Som Oprah Winfrey siger (mit store idol) findes der ikke dårlige valg her i livet, fordi det i sidste ende fører dig til at være dén, du er født til at være.

Når jeg gennemlever selvbebrejdelser, virker det derfor at omskrive mine historier om “dårlige valg”. De bliver i stedet til historier om, hvorfor jeg IKKE kunne have handlet anderledes. Ja, det bliver nærmest helt spirituelt 🙂

Nedenstående negative historie fra mit eget liv har jeg fx omskrevet til en positiv én…

Den negative historie lyder:

“Du blev også for længe i dit forhold med Ellas far. Hvorfor smuttede du ikke før, når I begge er blevet meget lykkeligere? Du får jo aldrig de første år med Ella igen”.

Hvis de her negative tanker ikke skulle være nok, findes der jo også selvbebrejdelserne om selvbebrejdelserne 😉 Kender du det, at du også bliver vred på dig selv over, at du bebrejder dig selv? Så er det virkelig skruen uden ende 🙂

Denne form for negative historie lyder således: 

“Nu var jeg lige så taknemmelig for samarbejdet med Ellas far, og lige pludselig begynder de her negative tankestrømme. Hvorfor kan jeg ikke bare være glad og taknemmelig? Hvorfor skal jeg være vred på mig selv og ønske at tingene havde været anderledes?”.

I dag lyder historien anderledes positiv. Jeg har fået en accept af fortiden: “Tiden var inde til at kigge dybere på nogle ting”, siger jeg til mig selv.

Glæden ved at omskrive de negative historier

Når jeg er småtrist, og har en masse selvbebrejdelser, er det virkelig svært at komme ud af den rille. Nu er jeg ret stædig som person, og det er en god egenskab, når jeg skal ud af en negativ rille. Jeg accepterer simpelthen ikke at have det middelmådigt – eller dårligt! Jeg vil have det godt! Og har det heldigvis det meste af tiden! 🙂

Når jeg skal omskrive en negativ historie, finder jeg inspiration i omgivelserne

Jeg lytter til radioprogrammer, læser artikler, møder nye mennesker eller stiller mine nærmeste nye – og lidt dybere spørgsmål for at finde ud af, hvordan jeg kan komme videre. Deres fortællinger hjælper mig selv videre. Hver eneste dag ser jeg tingene fra en ny vinkel. Deres ord sætter nye refleksioner i gang.

Hvordan kan historierne blive mere positive?

Eksemplet på min egen negative historie er blevet til en positiv én, fordi jeg fortæller mig selv, at det er godt, at jeg kender Ellas far så godt, at jeg bedre kan forstå Ella i mange henseender. Det er når hun fx har arvet interesser fra ham eller præferencer for det ene og det andet. Jeg husker stadig så mange ting om ham, som jeg kan fortælle videre til Ella, når hun er teenager. Jeg husker, hvornår vi var enige og så ens på tingene. Jeg husker historier, som han fortalte om sin barndom og familie. Jeg husker, hvilke værdier han havde. Altsammen noget, som er rigtig godt at have i baghovedet, når jeg undrer mig over nogle ting ang. Ella, eller gerne vil vide, hvad han mon tænker om det ene og det andet? Jeg véd som regel svaret på forhånd 🙂 Det giver en stor tryghed. Glæden er stor, når jeg spørger ham, hvad han mener om dét og dét ang. Ella, og vi er enige… Han kender jo også mig bedre, så han véd, at vi ofte tænker det samme om børneopdragelse.

Med min familie kan vi joke med, at hun ligner sin far på dét og dét område. De har også lært ham endnu bedre at kende, fordi jeg prøvede at holde sammen på os som familie i liiidt længere tid, end jeg umiddelbart havde lyst til. Ja, jeg blev lidt længere, end jeg havde forestillet mig, men hvad gør man ikke for sine børn? Det er jo ikke kun en negativ historie. Historien er blevet mere positiv ved, at jeg tænker på, hvad begrebet ‘kærlighed’ indebærer.

Kærlighed tilgiver, bærer over med, udholder og får én til at tænke på fællesskabet, frem for én selv. 

Nu har jeg omskrevet historien, så den handler om, at jeg faktisk er god til at give kærlighed, hvilket i bund og grund har gjort den største forskel i forhold til at stoppe selvbebrejdelserne.

Jeg har også tænkt meget på alt, hvad jeg har lært, men det er straks sværere at se det i øjeblikket. Tiden arbejder for én, og lige pludselig en dag tænker du: “Jeg er da blevet meget bedre til at leve i nuet”, “Jeg sætter mere pris på mine venskaber”, “Jeg er bedre til at bære over med mig selv” eller hvad det kunne være…?

Svært at omskrive de negative historier – men kæmp videre!

Det er SÅ svært at omskrive de negative historier, når du er i smerten og ligger søvnløs om natten. Kæmp lidt hver dag for at omskrive historien, og en eller anden dag vågner du op med accept. “Nåååårhhh, det var dét, jeg skulle lære af det! Det var DERFOR jeg handlede, som jeg gjorde”.

Det gør det nemmere, hvis du har én, som du kan betro dig til, og som kan hjælpe dig med at omskrive historien, men min egen erfaring er, at det helt sikkert kan hjælpe, men den største omskrivning er dén, som du selv foretager. Du skal selv se meningen for dig. Størstedelen af  mellemregningerne er nogen, som du selv skal kæmpe med.

Det er okay at blive vred 

Det kan være så svært at omskrive historien, at jeg nogen gange er blevet vred på mig selv – og vred på alting. Hvorfor skal det være så svært at udlede meningen af det ene og det andet, og få noget positivt ud af det? Det er jo ikke katastrofer og alvorlige kriser eller sygdom, jeg har været igennem, som mange andre mennesker desværre oplever. Selvbebrejdelserne vil ingen ende tage!

Jeg har lært, at det er okay at blive vred, fordi det viser, at jeg kæmper. Det kan godt være, at jeg ikke selv kan se meget fremskridt, men det ER der… Refleksionerne kører nonstop, og jeg nærmer mig en accept. Når accepten er der, stopper selvbebrejdelserne og jeg bliver gladere i hverdagen.

Det her er min erfaring med at vende negative historier til mere positive. Jeg håber, at du kan bruge det til noget. Det er okay at være negativ, vred og trist, men hvis du gerne selv vil videre, er det bare med at kæmpe dig videre. Uden at flygte fra følelserne, men at gå ind i smerten og møde fortiden med accept.

Hvornår er barnet hysterisk?

img_20180302_093824_717I øjeblikket tænker jeg over ordet ‘hysterisk’ i forhold til børn. Hvornår kan det bruges? Er det kun små børn, der bliver hysteriske, og er der andre ord der dækker bedre, uden at være så negative? Ella kan jo både blive mæt af indtryk, være træt, sulten eller frustreret, uden at kunne sætte ord på det, hvad der gør betegnelsen: ‘hysterisk’ overflødig. I forbindelse med opdragelse af børn reflekterer jeg over, hvilke ord der giver mening, og hvilke der er overflødige.

Noget af det sværeste som mor er at holde fast i, hvad jeg selv tror på er det rigtige at gøre….

I hverdagen opstår der meget tvivl: Det kan fx være spørgsmålet: “Er mit barn virkelig sløjt eller er det skuespil/hysteri?”. Nu tænker jeg sjældent, at Ella er hysterisk uden grund. Hun skal da helst ikke have grund til at overdramatisere tingene, når hun fx er sløj, men føle, at jeg er der for hende, uanset hvad det drejer sig om.

Den anden dag var Ella slet ikke sig selv, da jeg hentede hende fra børnehaven. Hun havde slet ikke ro i sin krop, og hun fik helt røde kinder af at løbe sådan omkring. Jeg forstod slet ikke, at hun pludselig var sådan. Min konklusion var, at hun var overtræt. Måske havde de været meget udenfor i børnehaven, eller det havde været en hård weekend.

Jeg tænkte straks: “Der MÅ være noget galt. Sådan opfører hun sig ikke normalt” 

Hun rakte tunge af mig på et tidspunkt, og selvfølgelig var der en pædagog i nærheden;-) Det er nu ret nyt, at hun rækker tunge, og jeg tager det stille og roligt, fordi det også er en del af dét at være børnehavebarn. Børnene kopierer hinanden og synes det er sjovt at drille hinanden for sjov. Især gør hun det, når hun er helt overgearet, så det har også noget at sige.

Da vi kom hjem faldt hun lidt ned, og hun fik lige lov til at nappe en halv times powernap, men så vækkede jeg hende igen. Resten af aftenen bød på skrig og skrål, fordi hun havde kramper i læggene på grund af vokseværk. Ja, jeg tror simpelthen, at hun var hårdt ramt af vokseværk, det lille pus.

Hysteri eller ej? 

Hun var tydeligvis rigtig ked af smerterne i benene, for tårerne stod ud af øjnene på hende. Hun jamrede bare, og ville slet ikke have, at jeg masserede benene. Hun prøvede selv at strække dem ud, men intet hjalp. Under aftensmaden var hun så sulten, at hun klagede over en rumlende mave. Alligevel ville hun ikke have så meget at spise, fordi hun havde ondt. Jeg overvejede, om det kunne være hysteri? Men jeg affejede det hurtigt igen. Det ligger nok bare så dybt i vores kultur, at vi altid overvejer om hysteri er en mulighed…? Ella vokser op med en mor, der tager hendes sorger og bekymringer alvorligt, men jeg kommer til gengæld til at tale med store ord, hvis hun snyder mig en dag 😉

Så jeg tog hendes smerter alvorligt, og jeg trøstede og trøstede, imens jeg var hundesulten og indimellem måtte lade hende græde og skrige, når jeg skulle have noget at spise. Jeg husker, at jeg stod ved siden af ovnen i køkkenet, og netop havde taget kylling ud af ovnen, og hun skreg i baggrunden, da hun sad på Trip Trap-stolen og gentog igen og igen: “AAAAV, mine ben. Mine gamle ben”.

“Om en time er alting godt igen”, sagde jeg til mig selv.

Det var svært at være i, når hun skreg så meget. Jeg skulle trække på noget styrke, selvom jeg var sulten og træt. Nu havde jeg givet så meget omsorg, og vi var lige vidt. Ella havde stadig ondt, og jeg var bekymret for, hvad det var?

Omkring kl. 19.30 fik hun det bedre, og hun lavede en pirouette på stuegulvet, imens hun med det største smil sagde: “Mor, nu har jeg det godt igen. Se, mine ben virker. De ik’ gamle mere”. Hun var slet ikke til at stå for, som hun drejede rundt og rundt. Endelig fik jeg en bekræftelse på, at det IKKE bare var MIG. Mig, der fejlede som mor, fordi barnet jo tydeligvis bare ville have opmærksomhed? Ja, du kender sikkert den negative dialog, som vi kan have med os selv? 🙂 Det var ikke hysteri! 🙂

Der kom ro på

Vi puttede, og desværre begyndte smerterne altså lidt igen, men det lykkedes mig at putte hende i min favn, og jeg “trommede” helt let på hendes ryg på en rytmisk måde, så hun fandt ro på den måde.

Da kl. var 20.30 faldt hun i søvn, og sov til næste morgen! Det er som regel umuligt for hende, hvis hun sover kl. 20.30. Hun vågner som regel op igen, men hun var virkelig færdig den aften!

Gener har også noget at sige

Næste dag havde hun det godt igen. Hendes far har ofte kramper i benene, og får i det hele taget nemt ømme ben, så jeg tror at hun har arvet det fra ham. Jeg har aldrig lidt af vokseværk, og har kun haft kramper i læggene meget få gange i mit liv.

Da jeg talte med en pædagog i børnehaven dagen efter, fortalte hun også, at det var meget forskelligt, hvor meget børn blev påvirket af det.

Lad dig ikke tryne af samfundsdiskurser og forventninger

Ella viser med al tydelighed, når der er noget galt, og sammenholdt med generne fra faren, er jeg glad for, at jeg håndterede det som jeg gjorde, i stedet for at gøre hende forkert. Jeg lærer hele tiden, men mest af alt lærer jeg at holde fast i min intuition som mor, og gøre dét, som jeg føler er rigtigt. Jeg bider fx ikke på idéen om, at mange børn er hysteriske eller lyver (i hvert fald ikke når det er mere alvorlige ting, og når barnet er helt lille). Et lille barn der fortæller “en god historie”, hvor fantasien løber lidt løbsk er jo naturligt. Det ville jeg aldrig kalde at lyve. Et barn, der ikke kan fortælle, at det er bange eller trist, ville jeg heller ikke kalde hysterisk. Vi må allesammen tage et ansvar for at bruge præcise vendinger.

Integritet er noget af det vigtigste som mor, og at kunne sætte grænser for sig selv og sit barn, så ingen gør hverken dig eller dit barn forkert.

Hvem gemmer sig bag bloggen? Introduktion til nye læsere

p1030627Antallet af læsere på bloggen er støt stigende, selvom jeg jo ikke er den mest flittige blogskribent. Nu har bloggen eksisteret i omkring 2 år, og det er åbenbart nok til, at nogle bliver hængende, selvom blogindlæggene publiceres lidt uregelmæssigt. Og det bliver de fordi:

  • Jeg er selvstændig tekstforfatter, og smider alt, hvad jeg har i hænderne, når jeg har en deadline, jeg skal nå.
  • Jeg altid skriver, når jeg har noget på hjerte (jeg skal jo leve op til blognavnet), og det betyder, at hvis jeg er træt og umotiveret, skriver jeg ikke.
  • Jeg også bare er en træt, enlig mor, som ikke altid har overskud til at skrive noget fra hverdagen.

Men hvilke emner er der at finde på bloggen?

Du finder hverdagshistorier… “For allermest holder jeg af hverdagen”, som Dan Túrell skrev 😉 Storytelling/historiefortælling er mit speciale. At jeg er en træt og enlig mor er for eksempel en historie, jeg sjældent bruger om mig selv, da der er så meget andet til min historie – og til Ellas historie, end at hun har en træt mor 😉 Her på bloggen er der fx historier om:

At overleve en flytning med en tumling (et af mine mest læste blogindlæg)

Eller noget om ENDNU en flytning og separation fra Ellas far

Lidt historier om de samtaler, jeg har med Ella #hvadbørnsiger

Lidt om dét at have været gift med en tyrker, og de kulturelle oplevelser, jeg har haft i den forbindelse. Der er fx dette blogindlæg om lidt kulturforskelle i hverdagen. 

Der er også mere dybe blogindlæg, hvor jeg altid gør mig tanker om, hvad vi dog skal lære vores kære børn… Fremtiden optager mig meget, og derfor filosoferer jeg fx over, hvordan vi lærer vores børn at bede om hjælp. Det blev til dette blogindlæg, skrevet på en tragisk omstændighed med Mads Holger, der valgte at ende sit liv. Men det gjorde så stort indtryk på mig, at jeg skrev lidt om evnen til at bede om hjælp.

Så er der de personlige indlæg, som får mere og mere plads. Jeg øver mig på at være mere ligeglad med, hvad andre tænker. Her er fx dette blogindlæg om min egen barndom/ungdom, hvor jeg bl.a. havde en forkert opfattelse af, at jeg nok ikke havde så meget at byde ind med. Det har alle mennesker, og via bloggen øver jeg mig dagligt på at vise mere af, hvem jeg er.

Der er også mine blogindlæg, hvor jeg serverer mine pointer fra mommy-verdenen. Det er fx det her blogindlæg, som jeg skrev til Vores Børn: “10 ting, jeg gerne ville have vidst som nybagt mor”. Blogindlægget havde knap 30.000 unikke visninger første gang, det blev publiceret, så jeg må have ramt noget, som mange kan nikke genkendende til.

Nå, nu vil jeg slutte denne gennemgang med et par hurtige facts, der også bidrager til at finde ud af, hvem der er bag bloggen:

Lidt facts…

Mor er 34 år, og er mor til Ella på 2,5 år

Vi bor i Middelfart på Fyn

Ellas far er tyrker, og Ella ses med sin far hver eneste uge

Ella går i dagpleje, men begynder snart i børnehave

Mor er opvokset i Middelfart, men har også boet i Assens, på Amager og i Alanya (gæt, hvad der var mest eksotisk ;-))

 

Mange tak, fordi I læser med, og I er jo altid mere end velkomne til at dele indlæg, skrive kommentarer eller at følge ‘Hjertestreger’ på Instagram 🙂