Så stod han og vinkede farvel på perronen!

Ella og jeg var jo i Hamborg for halvanden måned siden… En dejlig tur, som du kan læse om her. Vi tog med toget, og det var jo en længere togrejse, hvor vi skulle skifte i Flensborg – OG Kolding, for til sidst at vende tilbage til Middelfart. Undervejs havde jeg brug for en del klapvogns-løft op og ned ad trapper, og sikke en masse kærlige “dask” jeg har fået på skulderen af folk, der ville tilbyde sin hjælp, længe inden toget stoppede – eller før jeg var nået hen til en stor trappe. FANTASTISK.

Hamborg-turen satte en masse tanker i gang om det her med at møde fremmede. Hvor selvsikker er jeg, når det handler om at tilbyde min hjælp til en anden? Kan jeg slippe lidt af mageligheden, og bare klø på med hjælpsomheden og generøse udspil?

Hvad sker der i de mange møder, som vi har med fremmede i Danmark og i udlandet? Smiler vi til naboen? Begynder vi at konversere med en fremmed?

Eller måske vinker vi til en person, fordi vi synes at vedkommende ser sød ud!?

Det sidstnævnte håber jeg, at jeg oplevede på turen hjem! 🙂 På vej hjem fra Hamborg, oplevede jeg en fyr i starten af 30’erne, der måske vinkede til mig på en perron i Kolding, fordi han syntes at jeg så sød ud…. Ja, måske er det historien… Eller også er historien, at han bare ville vinke mig hen til det rigtige tog, fordi jeg stod og lignede én, der var lost 😉

Han vinkede til mig med et stort smil, og det huskes!

Jeg husker, at kiggede mig selv i spejlet på hotelværelset i Hamborg lige inden vi tjekkede ud, og tænkte: “Nå ja, det blev ikke til så meget makeup”. Det tænker jeg jo næsten hver eneste dag 😉 MEN på en ferie, vil jeg gerne gøre lidt mere ud af mig selv. Det er en luksus, som jeg ikke har tid til i hverdagene. I en sort lang kjole, lidt tjavset hår og sparsom makeup, gik vi ud af hoteldøren og var klar til en afslappende togtur – så afslappende som den nu kunne blive, når ønsket om Kinderæg fra hende den knap 4-årige og ønsket om  underholdning på en 4-timers lang togtur dominerer 🙂

Men det gik jo så fint altsammen…

I Flensborg skulle vi godt nok skifte tog efter 45 minutters ophold, men så var det så hyggeligt på resten af turen.

Ella og jeg satte os ind i toget, på de her klapsæder lige ved døren, og der var næsten mennesketomt bortset fra et par unge fyre, der sad et par sæder fra os. De snakkede tysk, så indimellem prøvede jeg at forstå, hvad de snakkede om. Den ene fyr grinte højt og cirka hvert 3. minut, så jeg kunne ikke undgå at bemærke ham. Han så da sød ud, men jeg skulle oppe mig, hvis jeg skulle matche hans lattermildhed og funklende øjne, der lyste det kedelige tog op.

Okay, Ella sørgede også for lidt underholdning. I Padborg var der paskontrol, hvor Ella sprang ud foran en ung politibetjent i toget, der skulle tjekke vores pas. Jeg havde ikke sat hende ind i, hvad det gik ud på, så helt begejstret og med sit pas i hånden sprang hun ud foran ham: “VÆRSGO’!”. Jeg greb ud efter hende i et kram, så han hurtigt kunne komme forbi, og han kunne fortsætte sit seriøse arbejde. Han tog det heldigvis med et smil 🙂

Da vi nåede til Kolding hjalp den ene fyr mig med klapvognen, og da jeg stod af perronen og ville orientere mig, lagde jeg mærke til, at de to fyre skulle til at gå ind i det tog, som jeg også skulle med. Ham fyren, der grinte så meget, rakte armen i vejret og vinkede til mig med et stort smil, imens han råbte noget, der kunne være en farvel-salut… Jeg vinkede tilbage med et smil, og gik så hen imod toget. Denne gang sad vi ikke tæt på hinanden, men da toget ankommer til Middelfart, skal de også af. Det var ret pudsigt, at de lige skulle af i Middelfart, og de blev åbenbart hentet af en slags værtsfamilie i Middelfart. Sidenhen har jeg tænkt på det store smil, jeg blev mødt af i Kolding, og armen der vinkede. Denne umiddelbarhed var forfriskende, og oplevelsen lærte mig om vigtigheden af at gøre noget ekstraordinært positivt i ny og næ, så du bliver en sol i en andens grå hverdag 🙂

I går kunne jeg selv have været lidt af en sol, men jeg fejlede…

Jeg var på vej hjem fra Flensborg i et propfyldt tog, og var så fornuftig, at jeg havde taget madpakke med på turen. En 4-årig dreng kiggede sultent på min rugbrødsmad. “Ej, det kan ikke passe”, tænkte jeg og spiste videre. En rugbrødsmad med vegansk tomatpostej var sikkert ikke noget for ham… Det måtte være af andre grunde, at han kiggede så indgående på min mad. Måske lugtede den? Ja, jeg nåede at tænke mange tanker.

“Mor, jeg er SUUUULTEN…”, jamrede han øjeblikket efter, at jeg havde fortæret min mad. Hvis jeg havde haft en ekstra mad med i tasken, havde han fået den – hvis jeg ellers turde at tilbyde den, med risikoen for at blive afvist… Afvist af en 4-årig, der ikke ville have min mad – eller at hans mor syntes det var en dårlig idé:-)

Det er ikke let at gøre en forskel i det daglige, men der skal så lidt til, og når det lykkes – så huskes det!

Mer’ empati, tak – også i relation til teenagere!

img_20170715_140458_636Det gode ved Facebook er helt klart de grupper, der findes for ens specifikke interesser. Fx er jeg medlem af en gruppe, der elsker et bestemt område i England, og det er dejligt at se billeder derfra, og folk sender fx billeder af deres skøre/sjove/smukke hunde i landskabet, og det er bare hyggeligt, som I nok kan høre 😉 Men i går havde jeg en oplevelse derinde, som jeg gerne vil dele her på bloggen, da jeg blev så overrasket over, hvordan mange snakker om teenagere.

Teenagere anses nærmest for ubudne gæster i huset, som man må prøve at holde ud, så godt man kan. Aldrig kan man stole på, at de har noget værdifuldt at byde ind med, og altid kan man stole på, at hvad end de siger, er det bare hormoner (teenagehysteri), og at ignorere dem er det bedste, du kan gøre. Jeg har forøvrigt lovet mig selv, at jeg vil behandle Ella med respekt, når hun er teenager og ikke affeje eventuelle problemer med, at hun er teenager. Hvis jeg har et problem med Ella på det tidspunkt, kigger jeg ind i mig selv, først og fremmest. Det må da kunne lade sig gøre at have en god relation, uden en masse skænderier og dårlig stemning. Ambitiøst, måske… Men det er værd at give et forsøg, og sikkert meget godt, at jeg kun har et barn at koncentrere mig om, hehe.. 😉

Nå, men inde i gruppen så jeg et opslag med en far, der var i tvivl, om han sammen med resten af sin lille familie, herunder sin 12-årige datter skulle flytte til det her naturskønne – men lidt øde område. Teenageren var nemlig sikker på, at hun ville blive dybt ulykkelig ved en flytning, hvilket jo påvirkede ham. Han ønskede lidt input fra andre, der måske også havde rykket teltpælene op med en teenager i huset, og som kunne fortælle, at alting nok skulle ordne sig!

Her fik jeg lidt af et (kultur)chok. Ja, der er måske også lidt kultur i det, for selvfølgelig opdrager vi børn lidt forskelligt, alt efter landet, meeeen jeg tror godt, at vi danskere kan nikke lidt genkendende til det.

Der var nemlig mange nedladende kommentarer møntet på teenageren, og selvfølgelig skal alting ikke være sagt i sådan en seriøs tone, men jeg syntes virkelig ikke, at det var sjovt. Her er et udpluk af kommentarerne, der er oversat til dansk:

  • Hun er 12 år – du er den voksne, ikke hende!
  • Hvorfor overhovedet tage diskussionen – du er den voksne!
  • Sælg hende på Ebay og adoptér mig i stedet
  • Glem hende, og flyt nu bare hertil
  • Hun aner ikke, hvor heldig hun er!
  • Send hende på kostskole og flyt hertil (ej, jeg joker bare)
  • Åh, lige nu er hun bare fyldt op med angst og skaber drama. Bed hende om at skrive dagbog, og om 20 år vil hun grine af sig selv
  • Jeg er selv mor til en 12-årig, og der er ikke meget, som de ikke anser for værende ren tortur fra vores side, og at vi er håbløse forældre.

Det kan godt være, at det område, der er tale om, er så fantastisk, at alle nærmest vil falde til. Selvfølgelig vil teenageren sikkert falde super godt til. Resten af sine dage vil hun sikkert takke sine forældre, men det kan også være, at hun resten af sine dage vil synes, at hendes forældre kun tænkte på deres egne behov og ignorerede det faktum, at hun elskede sine venner og sin dagligdag, og syntes at det var lettere traumatisk at flytte væk fra sin “lille familie”, som venner jo nærmest er i barndommen/ungdommen. I voksenlivet er venner mere nogen, der kommer og går, og jeg tror da, at mange voksne savner de helt dybe venskaber.

Nå, så min pointe er, at det kan godt være, at dem i kommentarsporet havde en masse brugbare input – og at de sikkert har ret i deres antagelser om, at familien ALDRIG kommer til at fortryde flytningen, men de skøjtede hen over teenagerens følelser i en grad, så jeg tænkte: “Hold da op, hvor er empatien henne?”.

Så jeg måtte da lige skrive en kommentar til trådstarteren, at pigen var heldig at have sådan en omsorgsfuld og betænksom far.

Teenagere skal ikke styre alt, men vi må stadig lytte til deres følelser, prøve at sætte sig i deres sted, og snakke os til rette med dem – for helt ufleksible er de vel heller ikke i deres tankegang? 🙂 Hvis teenagere bliver mødt af en “mur” af mennesker omkring dem, kan jeg da godt forstå, hvis de viser eksplosive følelser, der på overfladen virker som en ufleksibel ageren i verden…

Nå, det var bare lige dét, jeg havde på hjerte i dag. Jeg ved, at der er skrevet en del bøger om at få en bedre relation til sine teenagere, men det går da fløjten, hvis vi gejler hinanden op til at mene, at teenagere ikke er værd at lytte til, før de når voksenalderen.

Selvfølgelig betyder de små observationer alverden!

Ella i Madsbyparken

Ella i Madsbyparken

Billedet til dette blogindlæg er af Ella, der tager endnu en gyngetur. Aldrig bliver hun træt af at gynge, ligesom forældrene aldrig bliver træt af at se hendes store smil. Et lille øjeblik i Madsbyparken i lørdags, som hun har glemt om et år. Ja, jeg siger et år, fordi hun faktisk husker, at vi fangede krabber i sommers, og at hun holdt en lille, bitte krabbe (som jeg skrev om i dette blogindlæg). Om et år er mange små øjeblikke glemt, men de betyder alverden i det lange løb. Ella er nem at begejstre, men det ligger vist til familien 😉 Der kan være en familiekultur, hvor familiemedlemmer ser det positive og magiske i små øjeblikke, eller der kan være en familiekultur, hvor der først skal ordnes en masse praktisk, før vi for alvor sætter os ned i sofaen og SER hinanden. Sådan virkelig lægger mærke til, hvorfor vi mon gør og siger dét, vi gør. Måske tænder vi bare for fjernsynet i stedet for, og ser på nogle andre 🙂 Det kan gøres til en indgroet vane at studere de små ting, lægge mærke til detaljerne ved hinanden – som var du i gang med at skrive en skønlitterær bog om lige præcis de her personer i dit liv. Det giver livskvalitet, når vi føler os forbundne med andre, som den sommerdag, hvor en fremmed kvinde på stranden “prikkede” til mig og sagde, at hun havde en lille krabbe, som Ella måske ville holde? Det er opmærksomhed. Observation af de små øjeblikke, der giver en større forbundethed. Hun havde lagt mærke til, at mit barn var optaget af krabber – ligesom de fleste andre børn. Det kan godt være, at jeg for mit eget vedkommende er meget optaget af Ella, men jeg er heldigvis også optaget af mange andre ting i hverdagen – og til tider så distræt, at jeg putter frosne ærter i kaffen – ja, det præsterede jeg i går! 🙂 At være distræt er bare ét af tegnene på, at du er tænksom som person, og observerer alt omkring dig. Ellers ville du jo ikke på samme måde have brug for indimellem at fordøje indtrykkene ved at gå i din egen verden 🙂

Jo mere opmærksom du er på de små tegn i hverdagen på, at noget fungerer – eller ikke fungerer, jo lettere er det at tage ting i opløbet, og jo mere nærværende bliver du også – altså når du ikke er distræt, hehe.. Du kommer også til at få selvtillid, når du observerer små ting, der gør en forskel i det store billede. Begrebet selvtillid er i dag så misforstået, at alle forbinder det med at kigge sig i spejlet og sige positive ting til sit eget spejlbillede, men ægte selvtillid kommer nu af, at man oplever at kunne gøre en forskel med sin viden. At ens færdigheder – og observationer kan rykke ved negative familiemønstre fx, og at man bringer sine erfaringer i spil til gavn for sig selv og andre.

Så næste gang en person i din familie eller omgangskreds siger, at du overanalyserer, kan du bare sige, at det begreb findes slet ikke i dit liv 🙂 Du tror på, at små observationer hele tiden gør en stor forskel. Hvad enten du siger ting højt – eller bare lever efter at være opmærksom i hverdagen, gør observationerne en forskel. Ja, vi kan tage fejl, men så lærer vi af det, og hellere dét end at vende det blinde øje til.

Tydelige voksne siger ikke nødvendigvis NEJ…

img_20170130_111656_997Tydelige voksne. Det er, hvad børn har brug for. Grænser. Det har de også brug for. Det er så vigtigt, at vi sætter grænser og tør at sige nej til vores børn. Det er, hvad vi bliver fodret med af medierne. Forældre-bashing på en ny måde. Cirka hver andet år skifter fokus, og der er noget nyt, som vi forældre ikke gør godt nok. Jeg er lidt træt af, at fokus er så meget på særlige metoder til at få vores børn til at makke ret. Var der nogen, der sagde at empati også kunne bruges? Jeg stemmer for, at vi i højere grad hylder brugen af empati i vores opdragelsesstil.

At være en tydelig forælder handler ikke kun om at sige nej! Det handler i høj grad om, at barnet kan mærke, hvem du er. Hvilke præferencer du har, hvad du begejstres over, og i det hele taget hele din personlighed! I forhold til Ella tænker jeg ikke så meget over, om jeg nu sætter nok grænser. Jeg nægter at lade medierne shame mig mere end højst nødvendigt, og i følge medierne sætter vi forældre SLET ikke nok grænser. Jeg HAR læst artiklerne med de forældre, der ikke kan sætte grænser, men jeg har også set eksempler på forældre, der nærmest går i den modsatte grøft og glemmer at et barneliv skal være fyldt med sjov og ballade (ja, også ballade indimellem), og et ægte barneliv er et barneliv, hvor barnet kan ånde! Et barn tænker ikke som en voksen, og det håber jeg, at vi vil huske hinanden på, imens vi læser artikler om, hvor dårlige vi forældre er til at sætte grænser.

Vær dit barns bedste ven

Der er nogle eksperter, der siger, at man ikke skal være ven med ens barn. At man jo er den voksne! Jeg synes slet ikke, at det behøver at være modsætninger. Jeg forsøger at være Ellas bedste ven, være den tydelige voksne (der indimellem véd bedst) og gå på opdagelse sammen hver eneste dag. Vi går på opdagelse SAMMEN. Er i nuet SAMMEN, og indimellem tager jeg mig til hovedet… “Hvad var det lige, at MOR ikke fattede i dag!?”, tænker jeg… Der skal nok være noget 😉 Det kan ikke altid være barnets skyld, og især ikke, når vi lever i en hektisk verden, hvor der ikke altid er tid til at afkode barnets signaler før en mindre krig er udbrudt i hjemmet. Det mest pinlige øjeblik i min tid som mor var, da jeg for nogle måneder siden kom til at slæbe en overtræt Ella med i Rema, og hun valgte at lægge sig på gulvet og skrige, så jeg måtte skynde mig ud igen. Jeg troede, at vi liiiige kunne nå i Rema, inden hun skulle sove, men næh nej, hun var jo træt! Så det blev eksemplet til fremtidig læring, at når barnet er træt, nytter det ikke noget at leve efter Fakta-butikkernes devise: “Det tager kun 5 minutter”. Det var 5 frygtelige minutter for både mor og datter. Ella er faktisk så eksemplarisk til at være med ude at handle, at jeg ofte tænker, at jeg skal huske at tage hensyn til hende. Jeg kan jo ikke bare rende rundt i Netto og glo på varedeklarationer i én lang uendelighed, fordi hun sidder bomstille i klapvognen. Lige præcis DEN dag med skrigeriet, og mine briller der nær var røget af i kampens hede, fattede jeg ikke at afkode hende. Eller jeg overhørte i hvert fald hendes signaler, fordi jeg havde en anden agenda. “Nu skal vi handle ind!”. Bagefter tænkte jeg på, hvad jeg kunne lære af det? Da lærdommen var sunket ind, var det tid til sætte plaster på mor-såret. Jeg spurgte mig selv, om jeg mon er alene om at dumme mig indimellem som mor? Og svaret var selvfølgelig nej… 😉 Vi hjælper vores børn, hvis vi tager ved lære, men også ved hurtigt at komme videre mentalt, når vi begår fejl. Vi agerer ikke altid perfekt. Vi er bare mennesker.

Sætter jeg nok grænser?

Om jeg sætter nok grænser? Det ved jeg, at jeg gør… Det analyserede jeg mig frem til allerede under graviditeten 😉 Jeg tænkte på, hvad jeg bryder mig om at børn gør – og ikke bryder mig om, og jeg havde et helt klart billede af, hvor mine grænser går. Min egen mor har også altid sat klare grænser. Jeg vidste nøjagtigt, hvor jeg havde hende, og hun var forudsigelig i sin forældrestil. Samtidig var hun også bare en voksen, som jeg altid kunne komme til. En slags ven, ligesom jeg også vil være Ellas ven for evigt. At kunne sætte grænser handler om at mærke det indefra, at reagere prompte og indimellem evaluere og spørge andre, hvad de ville have gjort? Det er vigtigt, at vi altid er nysgerrige, og vi spørger os selv, om vi er for rigide i nogle situationer? “Hvorfor måtte hun egentlig ikke lege med dét og dét, når nu der intet kunne ske ved det?”. Refleksion løbende er the key! 😉

At sige tydeligt JA er lige så vigtigt

For at skabe balance i forældreskabet, tror jeg også på, at det er vigtigt at sige tydeligt JA. “Selvfølgelig må du få en fastelavnsbolle nu!”, “Ja, det kan du tro, at du må!”, “Ja, lad os tage en rutsjetur mere!”. Ella ser en mor, der viser begejstring for hendes idéer, så hun véd, at når mor synes, at noget er en dårlig idé, er der nok noget om det. Hun forventer jo, at vi snart finder på noget andet sjovt, så hun accepterer mit forslag om at gøre noget andet. Selv ved de dårlige idéer påfører jeg hende ikke skam, men foreslår bare, at vi gør noget andet. Hun er jo ikke forkert ved at have fået en dårlig idé (i mors øjne). Omstændighederne er bare ikke lige til udlevelse af idéen.

Nå, jeg håber, at I måske blev inspireret af min lille fristil om indlevelsen i forældreskabet… Det er da langt vigtigere at koncentrere sig om det end antallet af nej’er på en dag 🙂

Om nærvær, nøkker og navnet Lars Larsen!

img_20170118_105732_162Hvordan går det egentlig med at være mindre online, som jeg skrev om i det her blogindlæg? Tja, jeg er vel blevet lidt bedre til at lægge telefonen væk, men det er en gradvis proces, hvor jeg bliver mere og mere opmærksom på, hvordan jeg vil bruge min tid. Jeg vil primært bruge min tid på arbejdet og min blog, i hvert fald når jeg er online. Den digitale verden, hvor vi ofte sidder foran hver vores skærm, fremmer ikke ligefrem nærværet.. Som da jeg fx spurgte min mand, imens vi begge sad med vores smartphone og surfede på nettet: “Hvad var det egentlig George Michael døde af?”, og han svarede lidt fraværende: “Hmm….George Michael eller Michael George?”. Det kunne vi ikke lade være med at grine lidt af – vores måde at kommunikere på, når vi er lidt fraværende, for det kunne lige så godt have været mig, der svarede sådan 🙂 Man prøver at lytte, og trækker så tiden ved at stille et tillægsspørgsmål 😉

Nærværet lever højt herhjemme, når vi planlægger aktiviteter, er udenfor eller ser tv sammen, for så snakker vi om det imens, hvilket jeg synes er rigtig hyggeligt. Så interviewer min mand og jeg nærmest hinanden omkring kulturforskelle. Vi er ret glade for at se danske udsendelser, der kan få snakken i gang. Fx dokumentarprogrammer. Senest så vi en DR-udsendelse om Lars Larsen – eller Dynelarsen. Min tyrkiske mand var meget overrasket over, at en så rig mand som Lars Larsen lukkede et kamerahold ind i privaten. Det ville aldrig være sket i Tyrkiet! I Tyrkiet lever rige mennesker “skjult” for offentligheden. De har en diskret dagligdag, hvor der er assistenter/hjælpere i hjemmet, og hjemmet selvfølgelig er meget glamourøst. Han var imponeret over, hvor jordbunden Dynelarsen var, og igen og igen udbrød han: “Ej, tænk at journalisten spørger ham om det! Og så sidder de side om side på sengen i soveværelset!”. Ja, privatliv – det værner man om i Tyrkiet – især hvis man er velhavende 🙂 Dynelarsen har bestemt heller ikke nøkker, og min mand var overrasket over, at han boede så “almindeligt”. Både da jeg boede i Tyrkiet og i England tænkte jeg faktisk over, hvor jordbundne vi danskere er. Det er ikke så almindeligt at flashe sin rigdom, som det er i Tyrkiet og i England. Det er dog blevet mere populært for danskere at vise rigdom frem på fx Instagram, og det er ikke længere så skamfuldt at prale med noget, som det har været, men stadigvæk er der en grundholdning i Danmark, at du ikke skal tro, at du er bedre end andre/noget særligt. Det kan være for meget nogle gange i form af Janteloven, men det er nu også rart, at danskerne generelt er meget nede på jorden.

På et tidspunkt stod Dynelarsen foran sin mors grav, og han mumlede, at han faktisk ikke elskede sin mor eller blev ked af det ved at stå foran graven. Min mand, som ikke lige havde opfanget, hvad Dynelarsen havde sagt, sagde med et varmt smil: “Åhh, alle elsker deres mor… Hvad siger han, Astrid?”. Så måtte jeg give ham det hårde svar: “Hmm, han siger, at han ikke elsker sin mor”. Velkommen til Danmark, hvor vi er meget direkte og ikke så sentimentale ;-). Men der var et tidspunkt under udsendelsen, hvor Dynelarsen og hans kone fortalte om dengang, de var unge og nyforelskede, og hvor de havde skrevet kærestebreve til hinanden. Lige dér var jeg nok den mest romantisk tænkende af os to i rummet, for jeg kiggede på min mand og sagde: “Åhh, hvor er de søde, hva’…?”, og så så jeg, at min mand netop havde rakt ud efter et stykke tegnepapir på sofabordet, der lå og flød efter at Ella havde tegnet ved bordet, og imens han kiggede på mig med et mystisk og eftertænksomt blik famlede hans fingre ved papiret, som om han nu ville skrive et lille kærestebrev til mig… Ja, ja.. Jeg indrømmer, at jeg nok var lige lovlig hurtig med en konklusion, for det var overhovedet ikke, hvad han havde tænkt sig. Han lavede bare en papirflyver til Ella, og da jeg tørt sagde: “Nå, jeg troede, at du skulle skrive et kærlighedsbrev til mig?”, svarede han for sjov: “Neeej, det er jeg færdig med. Du har fået så rigeligt med kærestebreve!”:-) Og okay, der var en tid, hvor han ofte lagde en lille romantisk note i mine bøger eller skrev noget sødt på en serviet.. Det var tider 😉

Nå, men vi syntes begge to, at det var dejligt, at Dynelarsen var så ærlig, og vi nød begge at se udsendelsen – især fordi det gav anledning til at diskutere kulturforskelle efterfølgende.

Older posts