Mit højeste ønske for Mors Dag

18553122_10155081023361413_1764429826_oI lørdags var vi på Odense Jernbanemuseum, og så Thomas Tog. Det var en dejlig dag! Faktisk den bedste dag i flere år. Ja, skørt, men sandt. Farmand ringede ikke hele dagen. Det ligner ham ikke. Han skrev hverken sms’er eller FB-beskeder. Jeg forstod simpelthen ikke mit held? Hvad var der sket? Jeg tjekkede FB et par gange. Den var go’ nok. Sidst han skrev var kl. 8. om morgenen – den sædvanlige morgen-besked, som jeg aldrig læser, men bare minimerer så hurtigt, som jeg kan nå at blinke med øjet. Han skriver også godnat hver eneste aften, og her laver jeg samme manøvre. Registrerer det, og minimerer beskeden så hurtigt som muligt. Jeg har frabedt ham mange gange at skrive så meget. Hans mange skriverier gør mig mentalt fraværende overfor Ella, og det fortjener hun virkelig ikke!

Jeg vidste egentlig godt, at han ville være sådan her, når jeg gik fra ham. Han kontakter mig dagligt ved at ringe mellem 10-20 gange og skrive sms’er eller skriver fra Messenger ca. 10 – 20 gange dagligt, men alligevel havde jeg tænkt, at hvis jeg nu igen og igen skar det ud i pap for ham, ville han forstå, at det var slut. I laaaang tid inden vores brud havde jeg forberedt ham på, at tingene skulle blive meget bedre, hvis vi havde en fremtid sammen.

Nu tænker jeg meget på, hvordan jeg kan undgå at være et offer ved at give ham magten over mit liv. Derfor fortæller jeg åbent, hvordan det er at være mig på denne blog. Jo mere, jeg tør at stå ved mig selv, jo stærkere føler jeg mig. Han læser også bloggen, og jeg har sagt til ham (advaret ham, hehe), at jeg er helt ærlig på bloggen 😉

Nå, men i hvert fald kunne jeg SLET ikke forstå, hvad der var sket, siden han ikke kontaktede mig i går. Det viste sig senere, at der havde været en form for teknisk fejl. Kl. 21.30 fik han endelig fat i mig, og han sagde straks, at han havde ringet SÅ mange gange, uden at jeg havde taget den. Hmm, det var vist en slags Mors Dag-gave, som sendt fra universet, og jeg tog imod gaven med kyshånd 😉

Jeg fik skam blomster og et fint kort af Baba. Det var da vældig sødt på den insisterende måde, og en måde, som han godt ved, slet ikke er mig! Han siger, at han vil prøve at vinde mig tilbage for evigt, og når jeg synes, at han er den mest uligevægtig mand, jeg kender, beroliger han mig med, at jeg jo fortjener blomster, fordi jeg er sådan en god mor for Ella. Det er bare dét! Ja, okay, så er det svært at sige noget, men vreden ulmer, skam 😉 Jeg er ikke tilfreds med, at mit liv ikke er mit liv. At mine grænser ikke er mine grænser, men hele tiden skal diskuteres.

I løbet af lørdagen mærkede jeg, hvordan en boblende glæde kom tilbage. Hold op, hvor var jeg glad! Jeg kunne se det sjove i enhver situation, havde masser af energi og fik fornyet tro og optimisme. Hvad mere kunne jeg ønske mig for en Mors Dag? Hvis det da så bare havde været det samme her i går. Men jeg nægter at lade ham styre min glæde på den måde, så jeg skal vist have fat i en masse kloge bøger om, hvordan jeg skaber min egen lykke, uafhængigt hvad der sker omkring mig… Hmm, lettere sagt end gjort…

Mors Dag, dvs. i går var ellers en meget fin dag, eller dvs. fra eftermiddagen og frem. Indtil sen eftermiddag havde Baba samvær med Ella, og det tærer altid på min energi.

Resten af dagen gik med, at vi spiste middag med verdens bedste mormor. Vejret var fantastisk, og jeg har jo egentligt alt, hvad jeg kunne ønske mig – bortset fra min personlige frihed. At opnå dette, er mit højeste ønske. I stedet vil jeg fokusere på den danske sommer, der lurer om hjørnet, de jordbær på mit køkkenbord, der venter på at blive spist, og at Ella har haft jordens dejligste weekend med forkælelse af både mor, far og mormor.

Jeg håber, at I havde en rigtig god Mors Dag!

‘Miss Independent’ og mor-rollen

18452562_10155071855901413_425265803_oI dag har Ella set farmand, og jeg har endnu engang været “tvangsindlagt” til at tage med. Eller dvs. jeg kunne selvfølgelig også stå fast og sige til Ella, at mor skulle arbejde, og at hun blev nødt til selv at tage med farmand, men det nænner jeg ikke. Hvis hun vil have mig med, tager jeg med. Og farmand siger hver gang, at det lille barn spørger efter mig hele tiden, når de prøver at tage afsted bare de to. Så jeg står i døråbningen, og hver eneste gang kommer ordene ud af min mund i en hast: “Okay, så tager jeg med”, og jeg skynder mig at komme i overtøjet.

Så jeg tog med dem, og jeg glemte helt, at det jo ikke var en helligdag i udlandet, og at jeg faktisk skulle arbejde i dag, da der tikkede en e-mail ind med en opgave (fra en udenlandsk kunde) med en yderst kort deadline – og jeg har aldrig i mit liv misset en deadline, så det var ikke så smart! Så måtte jeg spørge mig selv, hvordan jeg dog kunne være så fraværende? Glemme, at det jo ikke er overalt, at der er en fridag i dag, og at jeg burde have tjekket min e-mail, ligesom jeg plejer? Nå, mit svar var: “Fordi, du er en mor, der vil dit barn det absolut bedste, og du ikke har vænnet dig til denne nye tilværelse, hvor du konstant skal sige nej til ting, sætte grænser og i det hele taget finde din selvstændighed frem – samtidig med, at du også lige tænker på barnets tarv… Og ja, så er du altså også kun et menneske!”. Jeg undskyldte overfor kunden – som dog i forvejen havde undskyldt den korte deadline, så jeg håber, at vi er kvit 🙂

Det der med planlægning kører ikke helt for Ellas farmand og jeg. Men det har det aldrig gjort. Jeg føler mig som den mest rigide mor, der spørger farmand konstant: “Hvad tid?”, og jeg får ikke noget svar. Kun hvis jeg er heldig, og jeg kan ikke rigtig brokke mig over det, fordi han fortæller jo altid, hvad tid han kører hjemmefra – så jeg ved det minimum med en halv times varsel (inden for et muligt interval på nogle timer) og der er da også dage, hvor jeg et par timer i forvejen får at vide, om han har tænkt sig at dukke op og hvad tid. Jeg burde være taknemmelig, men det er svært. Jeg ville elske at planlægge mit liv, så tiden kunne udnyttes, men i stedet går dagene og ugerne bare – men jeg nægter, at det skal handle om år, der kører sådan her. Jeg falder i med begge ben, igen og igen. At være en selvstændig person har altid ligget i min DNA, men det harmonerer dårligt med at gøre alt for at min datter får en god kontakt med sin far. Hvis jeg slækker på ambitionerne her, kan jeg til gengæld få selvstændigheden tilbage, Et dilemma!

“Miss Independent”, kaldte en veninde mig, da vi var helt unge, og jeg har ofte fået at vide, hvor stærk jeg er, men jeg er åbenbart ikke stærk nok til at få et selvstændigt liv nu? I hvert fald er jeg overrasket over, hvor forbundne vi stadig er, Ellas far og jeg, selvom vi er separerede. Døgnets 24 timer går næsten med at tænke mig frem til, hvordan jeg kan erobre endnu mere selvstændighed. Stykke for stykke. Hvordan kan jeg ved hjælp af den rette kommunikation vise, at jeg er en selvstændig kvinde? Er der bestemte ord, jeg kan bruge? Et særligt mantra, jeg kan skrive mig bag øret? Og skal jeg også tage et opgør med den “pæne pige”, der altid svarer, når folk spørger, eller som aldrig holder noget skjult, altid fortæller sandheden og altid prøver at glatte ud, er fleksibel og altid, altid tænker på mit barns bedste. For ja, Ella er ovenud lykkelig, når vi ses alle tre, men det går kraftigt ud over min selvstændighed. Det er lidt blevet, som jeg frygtede. At jeg ikke helt fik et selvstændigt liv, fordi jeg hele tiden bliver “holdt hen”, lovet ting, bliver spurgt om alverdens spørgsmål, ikke rigtig kan få svar på mine utallige spørgsmål, og i det hele taget har den gode kommunikation aldrig været vores spidskompetence. I et andet blogindlæg kan jeg altid uddybe, hvorfor jeg mon mente, at kærlighed uden god kommunikation kunne være sagen? 😉

SÅ, det kræver meget energi, at jeg skal derhen, hvor jeg føler mig bedst tilpas. Som “Miss Independent” 🙂   Det er hende, der går sine egne veje, har sin egen dagsorden/plan med hverdagen og på den lange bane. Hende, der har en solid økonomi, fordi hun véd, hvor meget det betyder med en tryg base. Det er hende, der tager på eventyr, har humor, og som måske nok går sine egne veje, men altid er der fluks for andre, når de kalder. Det sociale har altid fyldt, selvom jeg også er ret introvert og elsker at gå forrest og sondere terrænet, inden jeg melder tilbage: “At der er fri bane og en flot udsigt længere fremme”. Kun nogle gange har jeg kærligt fået at vide af mine venner, at jeg gerne lige måtte sætte farten ned og vente på dem 😉 Nu er det omvendt, at jeg føler mig bagud konstant, men alligevel klarer det… Det er bl.a. deadlines vedr. mit arbejde, og at sørge for at Ella trives – og også lige pleje venskaber og ordne alt det praktiske i en husholdning 🙂

Jeg må øve mig, hver dag, på at vende tilbage som hende, jeg var engang. Jeg husker hende mere og mere. Skøre ting, som fx Facebooks minde-notifikationer minder mig om, hvem hun var dengang – for flere år siden. “Skrev jeg det?”, spørger jeg mig, og bliver helt stolt over den glade, sprudlende person, jeg var. Det er glæden, jeg er stolt over, og det vil jeg lære Ella, at hun skal være stolt, når hun er glad! Det er ligegyldigt, om hun går på et fint universitet, tager en lang uddannelse, får et godt job, gifter sig med den “perfekte mand”, bor i et lækkert hus og bliver mor til tre velskabte unger. Hun skal bare være glad, helt ind til benet. Så bliver mor her stolt. Jeg vil fortælle hende det konstant – og så skal hun selvfølgelig også vide, hvor vigtigt det er at være selvstændig – og man aldrig skal tage den mulighed i livet for givet.

Hvornår følte du dig mest succesfuld som mor? Og som menneske?

collage-1493643445560-2Det her blogindlæg skal handle om nye måder at definere “succes” på. Hvornår er du mest succesfuld i livet? Som mor? Som menneske? Hvornår lykkes du rigtig godt med at være nærværende overfor dit barn? Det autentiske menneske er en gave for et barn. Det er dét, jeg tænker om succes i familielivet. Et menneske, som er ærlig omkring sine fejl og sårbarheder, men også er stolt af sine styrker som menneske. Jo mere du kender dig selv, jo bedre kan du hvile i dig selv og kigge på, hvad dit barn reelt har brug for – og ikke, hvad DU har brug for. Succes er at kunne skelne sig selv fra barnet og se på barnet som det unikke væsen, det er.

Den første måned i Middelfart

Nu har vi boet præcis en måned i Middelfart. Ella og jeg flyttede jo for os selv, som jeg skrev om i dette blogindlæg. Min opfattelse af, hvad der er “succes” i familielivet er blevet redefineret mange gange i løbet af den måned. “Går det godt nu?”, har jeg spurgt mig selv, og jeg tror det er utroligt vigtigt, at vi altid evaluerer på familielivet. Ikke én gang årligt, fordi det ellers er for hårdt at se realiteterne i øjnene/eller hverdagen er for travl, men dagligt… Hvad siger de små øjeblikke om, hvor vi er på vej hen?

Succes er en hverdag der fungerer

Den første måned i Middelfart er gået rigtig godt – i hvert fald over mine forventninger. Succes er en hverdag, der fungerer – det tænker jeg i høj grad på i øjeblikket. Jeg skal huske at nyde hverdagen – hvad end der så dukker op af stormvejr henover en måned, to måneder eller tre år… “Hej Stormvejr, farvel stormvejr”, ville Ella sige og gå videre i livet, som om intet var hændt. Det må jeg lade mig inspirere af 🙂

Succes er også at reagere konstruktivt på negative ting

Men selvom det er godt at kunne være i stand til at ryste det af sig hurtigt, når man har været ude i et stormvejr, er det også godt at reflektere over lærdommen i livsudfordringen. Nogle gange er succes også bare at rumme det svære, og at være der for en anden, der har det svært, i stedet for at haste videre.

I forbindelse med at jeg er blevet separeret fra Ellas far, har jeg været vildt bange for, at Ella skulle græde og spørge efter sin far. Jeg har været bange for, at hun skulle få mareridt, at hun dagligt ville gå hen til døren og spørge efter ham, at hun ville få hysteriske anfald af bare sorg over det hele, og ja, jeg har virkelig været bange for, at jeg nu ville have påført hende et traume. Hvad jeg har lært af forskellige udfordringer i livet er, at mange ting ikke er så svære igen, hvis bare man insisterer på hele tiden at være i nuet, reagere på dét, der skal reageres på – eller bare at være tilstede og trække vejret helt roligt. Det er heller ikke så slemt, hvis man rent visuelt “brækker udfordringen over i bittesmå stykker” – én lille udfordring efter udfordring. Jeg må være der for Ella, og tage en udfordring ad gangen. Den anden dag skete det faktisk for første gang, at hun blev rigtig ked af det, fordi hun savnede Baba. Det kom lidt bag på mig. Alligevel fangede jeg, at hun var ked af det, og det gjorde, at jeg kunne klappe mig selv på skulderen og føle stolthed. Vi skulle til at gå en tur, da Baba ringede. Hun hørte hans stemme, og det var okay. Hun blev ikke ked af det, men så lidt mut ud. Vi tog overtøj på, gik udenfor, og så faldt jeg i snak med naboen, som også var sød til at snakke med Ella, så alt var godt. Men da vi siger farvel til naboen, får hun pludselig et hysterisk anfald, hvor hun hopper og skriger, og intet vil. Jeg prøvede at regne ud, hvad der havde gjort hende så vred. Jeg satte mig ned i hug, og spurgte: “Er du ked af, at Baba ikke er her?”, og så blev hun helt rolig og kiggede bare overrasket på mig og nikkede. Så kunne vi gå ned i kælderskakten efter klapvognen, men så begyndte hun igen at blive hysterisk, og jeg satte mig igen på hug og spurgte: “Er det fordi, du savner Baba?”, og så snøftede hun, og svarede: “Jaaaa…”, og så spurgte jeg om hun ville have et kram, og så krammede vi, imens jeg fortalte hende, at jeg godt kunne forstå hende, og at hun snart ville få Baba at se igen. Heldigvis skulle de ses dagen efter. De havde mange timer sammen, så det hjalp på det hele. Succes som mor, i den situation, var at jeg fangede, at hun var ked af det – og at hun ikke bare var på tværs – eller i trodsalderen, som er en mærkat, vi hurtigt sætter på børnene, når vi måske ikke ved, hvad der er galt. Ja, det er da forbandet svært altid at finde ud af det, men succes er i det mindste at prøve at finde ud af de bagvedliggende årsager 🙂

At være stolt af skøre ting, skal også på listen… 

Nu har vi været omkring de svære ting i livet, men jeg vil slutte af i den lettere afdeling.

Vi skal nemlig også huske de skøre ting, som vi er stolte af. En skør ting, jeg er stolt af er fx, at jeg holder fast i at være mig selv på især ét socialt medie, som måske er allernemmest at “drukne i”, fordi der er glansbilleder over det hele – Instagram! Min profil afspejler i høj grad, hvem jeg er, synes jeg – og også, hvem Ella er, da hun jo er over det hele. Det er ikke glansbilleder, men hverdagsbilleder, og jeg prøver selvfølgelig at fange positive og smukke øjeblikke, men naturen understøtter de fleste billeder, så jeg bruger den skønhed, som Moder Jord har udstyret os med.

Fx havde Ella selv valgt tøj til en dag, vi skulle i skoven, og jeg kan fortælle, at jeg da ville have valgt en anden sammensætning 😉 Jeg tog et par søde billeder af hende, og selvom tøjet i sammensætningen ikke var det smukkeste i verden, gjorde det ikke spor. Og nu forklarer jeg, at hun selv havde fået lov til at vælge tøj, men det gjorde jeg ikke på Instagram-billedet, for det “turde jeg godt”. Ja, så “modig” er jeg… Jeg holder fast i retten til at være mig selv – eller “kikset”, om man vil 😉 Det er rart at have et fotoalbum på Instagram, der er så ærligt og uperfekt (i hvert fald i min optik :-)).

Nå, nu vil jeg slutte dette lange blogindlæg, men som altid havde jeg meget på hjerte 😉

Af alle udfordringer var amning ikke én af dem

img_20170117_105339_846Dette blogindlæg skal handle om noget, som jeg egentlig slet ikke har talt om her på bloggen – nemlig amning 🙂 Eftersom både den italienske pave har opfordret til amning i det offentlige rum, og jeg er vild med alle de bloggere, der opfordrer til at dele ammebilleder og IKKE at lade sig amme-shame, vil jeg nu også bidrage lidt til amme-snakken 🙂 Jeg deler også min ammehistorie på opfordring af ’Ammemafiaen’, som du kan følge på FB og Instagram. Hun deler information om amning, og jeg får altid nye aha-oplevelser, når hun poster noget. At være klog på amning er ikke lige noget, man bliver over natten 🙂

Her kommer min historie om amning….

En super start med min lille mus

Under graviditeten læste jeg selvfølgelig en del om amning, men jeg vidste slet ikke så meget om amning, som jeg gør nu. Heldigvis gik min amning perfekt fra starten. Det var på trods af, at jeg havde fået en infektion under fødslen, så vi var indlagt i fire dage. Det kan du læse mere om i dette blogindlæg om min fødselsberetning og tiden efter.

Amningen gik faktisk så godt, at jeg bad en sygeplejerske om at tjekke, om Ella mon havde den rette sutteteknik. Jeg husker, at hun sagde, at jeg kunne lytte efter synkelyde. Det var et tegn på god ammeteknik. Ella lå nu bare helt stille, og var lige så stille som en mus, så det råd kunne jeg ikke lige bruge 🙂 Jeg valgte at stole på, at det der amning vist fungerede helt efter bogen, selvom min lille datter lå bomstille, og jeg havde lyst til at spørge hende, om hun overhovedet spiste? 🙂 For at være på den helt sikre side, valgte sygehuset (som led i ren rutine, tror jeg) at give lidt mælkeerstatning på kop. Det var nu meget lidt, at Ella fik, for de kunne jo godt se, at jeg allerede ammede løs, hver gang de kom ind ad døren 🙂 Ella var lidt lille ved fødslen (2805 gram), men havde været det under hele min graviditet (og er det stadig – OG er sund og rask), og det gjorde måske, at jeg sagtens kunne følge med hendes efterspørgsel efter mælk. Det var ikke en helt desperat-sulten baby, jeg lagde til brystet.

Efter ammestart kommer appetitspring

Vi var in sync, hende og jeg, hvilket jo var ret heldigt, og først nogle uger efter havde hun appetitspring, hvor jeg ammede KONSTANT, og det var noget af en overraskelse, som jeg ikke var forberedt på. Jeg forstod ikke, hvad der skete, indtil en veninde heldigvis gjorde mig opmærksom på, at det var helt normalt, at de indimellem ville øge mælkeforsyningen ved at amme løs, så der blive skabt mere mælk. Sikke smart, naturen er! 🙂 Jeg sad i min seng hele dagen, og fik bragt mad og drikke, da Ella ikke ville lade mig ude af syne! Det er sådan appetitspring er! Men det varede en dag, og så var vi back to normal.

Der kom selvfølgelig også en periode, hvor det gjorde nas at amme, men efter en tur på apoteket efter noget salve til brystvorterne (kan ikke huske navnet), gik det bedre. Om natten prøvede jeg at amme imens jeg lå ned, da jeg havde hørt, at det kunne man sagtens… Jep, når de er et par måneder og ikke helt små – det kunne jeg i hvert fald ikke! Jeg synes i det hele taget, at det var svært at finde gode ammestillinger, fordi de jo bare er så små til at starte med.

Efter 1 år er det tid til at stoppe amningen?

Efter et år er der en forventning om fra mange, at nu må det være tid til at stoppe amningen. Et års amning er, hvad Sundhedsstyrelsen anbefaler, og det giver jo også god mening for mange, der skal tilbage til jobbet at tænke i ammestop. Eftersom jeg er selvstændig og Ella slet ikke var parat til at stoppe, var denne 1-års milepæl ikke noget særligt for os – andet end at jeg var stolt af, at jeg havde ammet hende så længe. “We did it” 🙂 Så fandt jeg ud af, at WHO anbefaler amning indtil de 2 år, og så var der jo ingen grund til at bekymre sig om ammestop. Jeg spurgte min tyrkiske mand om, hvad de siger om amning i Tyrkiet. Hvilken forventning er der i samfundet? Hvad anbefaler myndighederne? Han forstod nærmest ikke spørgsmålene 😉 Hans svar afspejlede da også, at han kommer fra en kultur, hvor der i mindre grad er en “tjekliste” til alt, hvad man foretager sig som familie. Han sagde nemlig: “Jamen det er jo bare, hvad moren og barnet finder ud af i fællesskab. Når de har lyst til at stoppe, stopper de”. Nå ja, der er jo noget med den frie vilje 😉 I et stykke tid gjorde jeg nærmest amningen til et problem i mit hoved, fordi jeg ammede udover det FØRSTE ÅR. Men at finde ligesindede via fx Facebook hjælper på alle de forventninger, som både man selv kan have, men også andre kan have til, hvad der er det rigtige at gøre.

Langtidsamning har mange fordele, da det fx virker rigtig godt ved sygdom, og så er der bare ikke nogen grund til at gøre noget til et problem, som ikke er et problem, vel? Vi har haft forskellige udfordringer i årenes løb. Her kan jeg fx nævne hele processen med at få familiesammenføring, som er en langsommelig og bureaukratisk proces, hvor jeg fx var eneforsørger i lang tid, da min mand ikke måtte arbejde. Udfordringen var også, at vi i det første halvandet år af Ellas liv boede i en lejlighed med skimmelsvamp (som udlejer ikke gjorde noget ved, selvom det var konstruktionsfejl). Som følge heraf har vi været udfordret af ekstra sygdom, ekstra sygedage (og deraf færre penge i kassen, da jeg jo er selvstændig), sååå udfordringer har vi haft nok af, men amning har heldigvis ikke været én af dem! Hurra for det, for der er mange derude, der kæmper med amningen, og jeg havde selv hørt om alle de dårlige historier, så jeg forventede det værste og én lang kamp for at få det til at køre. Amningen har helt sikkert givet mig lidt ro under til tider svære perioder. Der ér noget der fungerer – og endda noget der styrker immunforsvaret! 🙂

Det var min succesfulde ammehistorie, fordi dem skal der jo også være plads til, og jeg håber at kunne give lidt ro i sjælen til dem, der frygter problemer med amningen. Det er fantastisk, når det kører. Så hyggeligt og nemt. Jeg har fuld forståelse for, at der kan være mange grunde til, at amningen aldrig kommer til at fungere, at folk må stoppe af forskellige årsager osv., men blogindlægget havde et andet fokus – nemlig at beskrive et succesfuldt ammeforløb. Så det har jeg hermed gjort, og på et andet tidspunkt vil jeg komme med mine bedste, konkrete råd i forbindelse med amningen – hvem, der kan vejlede én osv. Det bliver i et andet blogindlæg.

Tak for at du læste mit lange blogindlæg – jeg kunne jo næsten ikke stoppe igen 🙂

    Newer posts