Jeg var også ved clairvoyant (opdateret blogindlæg fra tidligere)

IMG_20150914_181128

Dette blogindlæg om at være ved clairvoyant blev oprindeligt skrevet i 2015 – lige da jeg begyndte bloggen. Gud, det er lang tid siden. Dengang faldt der et blogindlæg 1-2 gange om måneden. Det giver lidt “blog-minder” fra den første tid med Ella. Jeg har opdateret blogindlægget, så det er mere nutidigt, med flere betragtninger fra dengang, hvor jeg var til clairvoyant.

Mascha Vang skrev en dag om sit møde med clairvoyanten Rikke Rasmussen. Det fik mig til at skrive om mit eget møde med Rikke Rasmussen engang for mange år siden. Det var et opløftende møde, for ikke alene fik jeg en masse positive ting at vide – Rikke er også bare en super behagelig person. Hun kunne sige meget, som passede rigtigt godt, dvs. om min personlighed og min familie, som hun ikke kunne have googlet sig til. Jeg havde fået hende anbefalet af en veninde, men hun var også med i et Bubber-program på et tidspunkt. Mange kendte har været hos hende, så jeg tænkte, at hun måtte være ret god!

Rikke fortalte om min store interesse for at skrive, og hun fortalte mig, at jeg altid havde en historie, som jeg gerne ville fortælle. Hun beskrev også, hvilken slags blog jeg ville have (dén type, jeg har i dag). Selvom jeg var under uddannelse på det tidspunkt, luftede jeg mine tanker om at blive selvstændig tekstforfatter. Jeg var netop ved at skrive speciale på mit cand.ling.merc. studie, og var spændt på, hvad der ventede mig. Hun sagde, at hun kunne se, at jeg ville leve af at skrive. Hun beskrev mig som én, der ikke havde rundsave på albuerne, men som alligevel blev anerkendt og fik de opgaver, jeg skulle have. Jeg ville være bekymret i starten, men via netværk fik jeg opgaver hen ad vejen. Det passede jo rigtig fint, som jeg også skrev om i dette blogindlæg om at være selvstændig.

Jeg har bestemt ikke rundsave på albuerne. Det gør fx, at jeg hader at bevæge mig ind på LinkedIn – selvom det jo er rigtig fornuftigt at bruge tid derinde, hvis man vil frem i verdenen… Jeg ved det godt 😉 Jeg ved også godt, at det jo slet ikke er så konkurrenceminded, som jeg gør det til. Jeg kan stadig ikke få mig selv til det. Det arbejder jeg på at ændre 😉

Nu kan man mene, hvad man vil om clairvoyance, men det var i hvert fald en spændende oplevelse. En oplevelse, som jeg måtte have med, selvom jeg da også var skeptisk, og egentlig stadig er det. Jeg tror på, at nogle ganske få er dygtige og kan give folk noget brugbart med på vejen. Jeg ser det som en luksus at bruge penge på, ligesom andre behandlinger, hvor forkælelsen er i højsæde. Hvem vil ikke gerne høre noget godt om sig selv i en times tid? Rikke gav mig et selvtillidsboost, og en “formaning” om at lade være med at bekymre mig så meget. Nu er det mange år siden, men jeg bekymrer mig slet ikke så meget, som jeg gjorde dengang! Så lidt fremskridt er der da sket 😉

Hver eneste gang jeg tænker på denne oplevelse, er jeg parat til at gå ud i verdenen og gøre mit bedste. Sikke en energi at have, hvis du kan få andre til at føle sådan, ikke sandt? Så kan det godt være, at jeg kunne have savnet lidt flere advarsler om, hvilke valg, jeg IKKE skulle tage. Efterfølgende har jeg tænkt: “Hvorfor nævnte hun ikke det?”. Sikkert MEGET typisk at tænke sådan, haha. Rikke fremhævede alt det positive, men sådan er professionel clairvoyance jo (som jeg har forstået). Det handler om at give klienterne en positiv oplevelse. Hun opfordrede mig da også til forskellige ting, så jeg kom endnu mere i balance.

Jeg håber, at det her blogindlæg gav dig blod på tanden til at prøve lidt fra den alternative verden. Jeg synes i hvert fald, at det er spændende at prøve.

 

Nu må jeg hellere mærke det her blogindlæg som “reklame”, selvom det ikke er sponsoreret. Men tiderne har jo ændret sig – og reglerne for bloggere. 

 

Hvad drømte du om, da du var barn? #sårbarhedogmod

sketch-1517832763242I weekenden sås jeg med nogle veninder. Vi snakkede om, hvad vi ville være, hvis ikke vi havde det job, vi havde. Hvad ville vi foretage os, hvis vi skulle lave noget andet?

Ja, jeg er jo selvstændig tekstforfatter, som jeg skrev om i dette blogindlæg.

Jeg synes, at det kan være en god øvelse at tænke lidt over, hvad du drømte om, da du var barn? Især, hvis du står et sted i livet, hvor du mangler udfordringer i jobbet eller savner den gejst for arbejdet, som du havde i starten. Måske savner du også bare bekræftelse på, at du er landet på den helt rette hylde? Jeg har for mit eget vedkommende tænkt i længere tid på, at jeg gerne vil arbejde mere med mennesker. Se flere mennesker på daglig basis 🙂 Det kan godt være lidt ensomt til tider at arbejde hjemmefra. Det vil jeg arbejde for, at det sker i 2018.

I min dagbog fra jeg var 9 år gammel står der, at jeg gerne vil være forfatter, “sygolog”, dyrlæge eller arbejde i Matas 😉 Det er så sjovt at tænke på, hvordan dét med at skrive altid har været en stor passion for mig. Jeg har også altid været interesseret i sindet, tager det på mig når dyr lider – OG jeg elsker at gøre mig lidt pæn, som hvis jeg skulle arbejde i Matas… 😉 Det er kun med tanke på al den kemi, jeg propper i hovedet, der får mig til at holde lidt igen med krigsmalingen 😉 For mange der elsker makeup, er det jo de forskellige udtryk, som også er interessante. Min mors mand spurgte fx forleden, hvad der var kommet til mig. Jeg så jo helt anderledes ud. Det var skam bare lidt anderledes øjenmakeup, haha.

At betjene kunder og fortælle om kosttilskud, kunne da også være meget interessant… Ja, ja.. Jeg kan skam godt forstå, hvad jeg tænkte på dengang som 9-årig 😉

Men hvordan finder man frem til, hvad man selv drømmer om, hvis der intet står om drømme i sin dagbog. Jeg vil alligevel opfordre dig til at kigge i din dagbog fra du var barn, hvis du har én 🙂 En dagbog kan fortælle så meget om vores interesser, som nogle gange følger os hele livet, og vores unikke personlighed. Var du god til at sige fra, skal du måske arbejde med at finde dén side frem igen. Tog du alting mere stille og roligt, og kunne lide at dagdrømme, giver det måske mening, hvis du ikke trives i din nuværende stilling som resultatorienteret sælger, der arbejder 70 timer om ugen.

At kigge tilbage i tiden og fundere over, hvad du drømte om, da du var yngre, kan også give skuffelser. Skuffelser over, at tingene ikke gik, som du havde håbet. Jeg husker stadig, at jeg som 7-årig var ude på badeværelset, og sad på marmorbordkanten, imens min mor gjorde sig klar foran spejlet, og vi snakkede om dét at være voksen. Jeg elskede hendes Anais Anais-parfume, hvis flakon mindede lidt om marmor. Jeg fortalte hende, at jeg glædede mig til at blive voksen, omkring 28 år. Jeg sad dér og dagdrømte om, hvordan mit liv ville være.

Alle børn har jo drømme i perioder om, hvor fantastisk det bliver, når de bliver voksne. For mig handlede det om at få den perfekte kernefamilie. Jeg kunne lege i timevis med dukker og barbier. Det var noget af det, som min far nævnte flere gange, da jeg i tyverne var usikker på, om jeg overhovedet skulle have børn. “Men du var jo simpelthen så glad for at lege med dine dukker, da du var barn. Familielivet optog dig så meget…!”, og det havde han jo helt ret i. Så jeg skulle da have en lille flok unger derhjemme, og en familieorienteret mand 🙂 Det var hvad jeg drømte om som barn, og det drømmer jeg vel stadig om, selvom jeg godt véd, at det er urealistisk. At være mor til ét barn, er nu også dejligt. Så er der større frihed 🙂

Men ja, det er urealistisk, da min alder sætter nogle begrænsninger, min økonomi – og ikke mindst mine erfaringer med parforhold. På et overfladisk plan kan jeg godt drømme lidt om at møde en ny, men det er slet ikke realistisk, at jeg nogensinde åbner mit hjerte igen, som jeg gjorde for Ellas far. Så skal det i hvert fald være en mand, der er gjort af et helt særligt stof. En stille og rolig mand, der ikke kan gøre en flue fortræd. Det var sådan en mand, jeg sikkert håbede på at blive gift med, da jeg var 9 år 😉 Min favorit i børnehaven var i hvert fald en dreng med kridhvidt hår, isblå øjne og sådan en følsom dreng, der aldrig sagde de andre imod. Han fulgte bare med og var venligheden selv. Han sagde næsten ikke noget, men jeg syntes, at han var så sød, så sød. Jeg tror egentlig, at alle i børnehaven opfattede ham som noget helt særligt.

Så vokser man op, og måske får man indoktrineret af medierne, hvordan en “rigtig mand” er. En mand, der ikke tager et nej for et nej, men gør kur til kvinden, indtil hun overgiver sig. En mand, der forstår at charmere alt og alle. En mand, der er følsom, men samtidig én, der ikke er bange for at sige sin mening og sætte grænser. En mand, der altid viser, at han er ovenpå og kan tage sig af “sin kvinde”. En mand, der ikke sætter spørgsmålstegn ved, om de nu hører sammen eller reflekterer over hans egen rolle i det. Selvfølgelig hører de sammen, og han véd udmærket godt, hvordan han skal opføre sig, så han holder hendes interesse kørende. Jeg ville ønske, at jeg ikke var hoppet med på de stereotype billeder af, hvad en “rigtig mand” er. Men jeg er faldet i. Det er så nemt at forbinde umiddelbar tiltrækning med stor kærlighed. Eller det “rigtige billede af en mand” som en perfekt livspartner.

En mand må da gerne være usikker og ydmyg i sin tilgang til livet. Livet er så komplekst, at det ville være skørt med en mand, der mente at have regnet alting ud. En mand må da også gerne have perioder, hvor han ikke føler sig god nok, og måske er i tvivl om sine egne evner på arbejdsmarkedet? Det er da generelt et hårdt arbejdsmarked, vi har i dag. Det handler om at kunne sælge sig selv, og være selvkørende… Eller hvad nogle ville kalde for cool og fremadstormende?

En mentalt stærk mand – det var hvad jeg gerne ville have. Det vil vi jo alle. Men hvad er en mentalt stærk mand? I dag vil jeg beskrive det som en mand, der tør at spørge om hjælp, en mand der kan rumme følelser af usikkerhed og skam, en mand, der ikke altid føler sig sikker på tingene, og som gerne vil tage tingene stille og roligt. En mand, der tåler kritik og gerne vil udvikle sig igennem hele livet. En mand, der altid lever med den ydmyge sætning i baghovedet: “Måske tager jeg fejl…”. En mand, der spørger folk efter feedback og nye perspektiver – det er en mentalt stærk mand.

Min interesse for familielivet er stadig lige så stor, som da jeg var 9 år. Jeg bruger fx alt for mange timer på bloggen p.t., men det er så vigtigt, at jeg finder tiden til det alligevel. Nu skal jeg bare synes, at det er lige så fedt at være voksen, som jeg drømte om 😉 Indimellem kunne man godt få lyst til at spørge ud i rummet: “Hvornår kommer der en voksen og tager over?” 😉 Se fx min story på Instagram…

Hvad drømte du mon om, da du var barn? Skriv gerne en kommentar 🙂

3-års jubilæum som selvstændig #sårbarhedogmod

collage-1517491912828I torsdags, d. 1. feb., begyndte jeg så på det her blogindlæg om livet som selvstændig tekstforfatter. Imens jeg skrev, kom jeg i tanke om, at jeg da vist havde jubilæum! 3 år.. Jeg måtte lige tjekke mit registreringsbevis, og ja, den var go’ nok 🙂 Jeg husker tydeligt tilbage til 2015, hvor jeg havde en telefonsamtale med en medarbejder fra SKAT. Jeg sagde, at jeg gerne ville registrere mit firma d. 1. feb. Jeg oplyste ham om mit forventede overskud, og han fortalte mig, hvor meget jeg skulle betale i skat.

Kunderne kom via mit netværk, så det var dejlig trygt at jeg ikke skulle samarbejde med helt nye personer. Én tog fat i mig, fordi vi havde gået på studie sammen, og én havde jeg arbejdet for tidligere. Så var jeg i gang. Som eneforsørger måtte jeg gøre mit absolut bedste og sørge for at producere, så snart jeg havde muligheden. Der var ikke plads til tvivl eller lange analyser i mit hoved om, hvad dén og dén kunde mon havde ment med dén og dén sætning, og om de nu var tilfredse….? Jeg måtte bare gå ud fra, at de var tilfredse! Og at de ville være tydelige omkring det, hvis der var noget, som de ikke var tilfredse med 🙂 Alle unødige bekymringer blev sorteret væk. Det klædte mig faktisk, da jeg godt kan tænke for meget over tingene. Det gav en god iværksætterstart.

Det helhjertede liv som selvstændig

At være selvstændig har hjulpet mig til at leve et mere helhjertet liv. Et liv, hvor jeg kan udfolde min kreativitet, praktiserer en stor portion mod og tør at være sårbar.Det er virkeligt sårbart at gå ind i arenaen som selvstændig. Lægge sine kræfter i noget, som andre kan kassere. Det er sårbart at have en personlig ejet virksomhed, hvor en afvisning hurtigt kan føles som en afvisning af DIG. Hver dag som selvstændig er derfor en øvelse i at håndtere smerte, praktisere mod og medfølelse med andre og ikke mindst dig selv. Du skal insistere på at gå ind i smerten ved en afvisning. Du skal insistere på at forstå andres reaktioner, selv når din umiddelbare tanke er, at du ikke forstår dem! Du skal insistere på at stå op hver morgen og udføre et stykke arbejde, som måske indbefatter præstationsangst og en bekymring for fremtiden. Du vader ind i smerten, og siger til dig selv, at det er okay. Du begynder at taler blidt til dig selv, ligesom du ville gøre til dit barn. Selvom du oplever følelsesmæssig smerte, står du op hver eneste morgen, og bliver bedre og bedre til at udføre et stykke arbejde med tanke på, at du er NOK. Du er lige som du skal være. Der er plads til dig og din kreativitet. Uperfekt, men samtidig lige som du skal være. Du bruger en stor portion mod på at sige til dig selv, at du er nok – selv når du har en stemme i baghovedet, der siger det modsatte.

Det kræver mod og sårbarhed at være selvstændig erhvervsdrivende. Til tider skal du have is i maven, og med tiden opbygger du en tro på, at alting nok skal gå. Når det ikke lykkes at finde den indre ro, og du stadig bekymrer dig, er det også okay. Du lærer, at hvad end du føler, er det okay. Du kommer aldrig til at glemme de gode kunder, som du stolede på, og som nærmest ikke kunne vente med at betale dig. Dem som smilede i røret, og satte pris på din hjælp. Måske fik du ikke så meget feedback her og nu, men du lærte, at det faktisk kan være et godt tegn. Så er de jo allerede over alle bjerge. Optaget af alle de nye ting som sker, grundet din hjælp! Et år efter fortæller de dig måske, at de var vanvittigt glade for dét og dét, og du kan næsten ikke rumme den glæde, du oplever.

Du glemmer så heller aldrig de kunder, som du tog, fordi der skulle mad på bordet, og du havde en dårlig fornemmelse fra starten. Dem har der været få af, heldigvis. Det kom ikke bag på dig, da de begyndte at presse prisen, var ekstremt langsomme om at betale eller fortalte om den håbløse person, som de samarbejdede med før dig…  Du fik måske ondt i maven, og så sagde du nej tak til opgaven, og holdt vejret. Hvad så nu? Men selvfølgelig ordnede det sig. Selvfølgelig var der pludselig én, der uopfordret skrev til dig og bad om din hjælp. Som en engel fra sidelinjen. Igen blev du begejstret over at være selvstændig, og du blev en erfaring rigere. Tilmed blev du lettet over at sige nej. At du fulgte dit hjerte, fordi noget bedre skulle have plads til at dukke op.

Det er at leve livet helhjertet, hvis du spørger mig 🙂

Det her var et lille blogindlæg om at være selvstændig, samtidig med at være mor. I Bloggerland støder jeg indimellem på andre mødre, der også er selvstændige, og én af dem er Majken fra Familiestreger. Det kan anbefales at følge hende, da hun laver rigtig fine tegninger, som kan købes i plakatform. Derudover er hun bare en virkelig sej selvstændig, der allerede har vind i sejlene efter kort tid som selvstændig. Godt gået!

 

Ha’ en god weekend allesammen. Jeg vil gøre mig klar til venindehygge i aften, imens Ella bliver passet af mormor 🙂

Midt i en Oprah Winfrey-udsendelse fik jeg svaret… #sårbarhedogmod

sketch-1515699769315I de sidste par dage har der været meget omtale af Oprah Winfrey’s fantastiske tale ved Golden Globe Awards. Jeg fik i den forbindelse lyst til at skrive et blogindlæg om Oprah Winfrey, da hun også har haft en kæmpe betydning for lille mig. Da min blog er både en personlig blog og en familieblog, bliver blogindlægget en god blanding af den betydning som Oprah Winfrey-udsendelserne havde for min personlige udvikling og mit fremtidige familieliv.

Oprah Winfrey har været mit forbillede, siden jeg begyndte at se hendes talkshow i fjernsynet som 16-årig. Min mor og jeg var netop flyttet ind i et byhus i Middelfart, hvor vi skulle finde os til rette som familie med nye vaner i hverdagen, hyggelige traditioner osv. Når fjernsynet blev tændt, var der kun to der skulle være enige om, hvad vi skulle se. Valget faldt ofte på, at vi da selvfølgelig skulle se Oprah Winfrey! Hvis ellers det kom på et godt tidspunkt på dagen, ville vi sidde klar og se det sammen. Vi snakkede efterfølgende om emnerne eller citerede, hvilke leveregler Oprah Winfrey havde. “Oprah siger…”, sagde vi med et smil, og indimellem blev det for amerikansk til vores smag, men så “levede vi også med det”. Hende Oprah forstod at fange vores opmærksomhed med make-overs til amerikanske husmødre, gaveregn med foræring af biler, filosofiske snakke med Gary Zukav eller følsomme interviews med Gwyneth Paltrow m.fl. Hvordan kunne jeg glemme hendes bogklub!? Bøgerne, som hun anbefalede, fik vi også læst i ny og næ. På ferier til udlandet lykkedes det os indimellem at få fat på dem. Hvis der er nogle læsere, der kan relatere til alt det her, er I meget velkomne til at skrive en kommentar. Det kunne være sjovt at høre, om andre også har været så store fans af Oprah Winfrey 😉

Nogle gange var jeg i skole, når en Oprah Winfrey-udsendelse blev sendt i fjernsynet. Eller også sås jeg med mine venner. Jeg var meget bevidst om, at godt nok var jeg vild med Oprah Winfrey-talkshowet, men det skulle ikke være en afhængighed, der gik ud over mit øvrige liv. En svær balancegang, når nu jeg helst ville droppe alt, hvad jeg havde i hænderne, når Oprah tonede frem på skærmen. MEN, hende Oprah var jo så fornuftig, at det ville være helt skørt, hvis hun skulle være skyld i, at jeg fik et afhængighedsforhold. Destruktive mønstre beskæftigede hun sig meget med, hehe;-)

Jeg talte ikke så højt om min interesse for Oprah Winfrey-udsendelserne til mine jævnaldrende veninder. Det var ikke ligefrem sejt at interessere sig for Oprah Winfrey som 16-årig. Jeg indviede dog mine nærmeste veninder i min fascination af Oprah Winfrey universet. De kunne efterhånden godt se, at hvis vi sad foran fjernsynet, og vi tilfældigvis zappede forbi Oprah Winfrey, lyste mine øjne helt op. De kiggede på mig og sagde helt instinktivt: “Vil du gerne se det, eller er det okay, at vi ser noget andet?”. Indimellem ville de heldigvis gerne se det af egen fri vilje, og så var alle glade 😉

Når nu jeg ikke altid så udsendelserne om dagen, var der heldigvis dét faktum, at de ofte blev genudsendt om natten. Det var ikke sjældent, at jeg stod op ved 2-tiden for at liste ned i stuen og se det. Ja, så er man altså Oprah Winfrey-fan! 😉 Det var dog ikke altid, at jeg gad at stå op, men når jeg gjorde, var det altid det hele værd. Min mor ville ofte spørge ind til det om morgenen, selvom hun vist syntes det var vigtigere med min nattesøvn. “Når jeg bliver gammel, skal jeg bare se Oprah Winfrey og spise kager dagen lang”, jokede jeg, og der er stadig lidt sandhed i det, haha.

Igennem årene så jeg det sjældnere og sjældnere. Jeg blev ældre, og gik primært op i at passe min dagligdag på handelsgymnasiet, ses med veninderne, arbejde og tage i byen i weekenden. Et helt almindeligt ungdomsliv, hvor jeg ikke så så meget fjernsyn. Der var meget andet der trak. På et tidspunkt fik jeg min første, seriøse kæreste, og det viste sig, at det ikke var et specielt sundt forhold at være i. Kritik var dagligdag. Ting blev fordrejet, der var jalousi, og der var mange ting, som jeg ikke måtte i forholdet. Af den grund havde vi nogle mærkelige skænderier, som jo opstår, når ens verdensbillede bliver vendt på hovedet. Det absurde bliver gjort normalt. Måske begynder man en diskussion med at ville diskutere ligeværdighed i et forhold, men ender med at forsvare sig selv, fordi man bliver angrebet med kritik. Dét begynder ét sted og ender et helt andet. Ofte kunne jeg ikke gengive til mine veninder, hvad vi havde skændtes om. Det føltes uvirkeligt, at vi kunne skændes om emner, som jeg aldrig ville have troet kunne være et problem. Det tærer på energien, og typisk glemmer du hurtigt skænderierne igen, fordi de er så ligegyldige, og alligevel så ophedede. En meget mærkelig kombination, der får dig følelsesmæssigt ud af kurs.

Med min fornuft vidste jeg efter 3 måneder, at jeg skulle ud af forholdet, men oplevede en stor skamfølelse ved at opgive allerede. Halvdelen af tiden var det jo det mest perfekte forhold, og han var den mest omsorgsfulde mand, så hvorfor kunne vi så have sådanne mærkelige skænderier? Så længe jeg ikke kendte svarene, var jeg ikke klar til at gå. Vi måtte da finde en løsning, eller jeg måtte i det mindste vide, om jeg skabte et negativt mønster, som jeg ville tage med mig til det næste forhold? Jeg ville lære af det her, og føle mig afklaret den dag, hvor jeg evt. gik. En dag var jeg derhjemme og ordnede forskellige ting og sad og lavede lektier med fjernsynet tændt i baggrunden. Jeg zappede rundt, og landede på et Oprah Winfrey-show, som var godt i gang. Et par var i studiet, og de havde frivilligt meldt sig til et eksperiment, hvor de i et par uger eller måneder skulle have sat kameraer op i deres hjem, og de ville få feedback fra en terapeut i forhold til deres opslidende skænderier. I udsendelsen så vi derfor en blanding af videooptagelser af deres skænderier og en terapeut i studiet, der analyserede situationerne, hvor parret skændtes. Straks kunne jeg nikke genkendende til dén type af skænderier, hvor en udenforstående ikke ville kunne finde hoved og hale i samtalen. “Sådan skændes vi også”, tænkte jeg, og 3 minutter senere blev vi i studiet præsenteret for en bog af forfatteren og eksperten, som jeg bestilte med det samme. Det var ikke en bog for alle og enhver, men det var en bog, der lige talte til det, som vi gik igennem. Jeg har stadig bogen, som handler om følelsesmæssig vold. Vores forhold var kendetegnet af følelsesmæssig vold, og i dag kan jeg tænke tilbage på det helt neutralt. Jeg ønsker ham min ekspartner det bedste, og jeg lærte meget af forholdet. Vi havde de bedste intentioner, men kunne ikke finde ud af det på grund af følelsesmæssig umodenhed og forskellig bagage, så vi åbenbart triggede hinanden. Samtidig er jeg også sikker på, at hvis jeg havde mødt ham i dag, ville de opslidende konflikter udspille sig igen, så selvom jeg forsøger at være diplomatisk, når jeg beskriver det, kan alt ikke tilskrives alder og følelsesmæssige ar i fortiden. Dengang havde jeg dog masser af energi, når en konflikt gik i gang, og jeg ville gerne pointere mine synspunkter. I dag ville jeg ikke gide at gå ind i det, overhovedet. Jeg ville være den kedeligste samtalepartner! 🙂 Derudover ville jeg være smuttet efter 3 måneder. Rettelse: før de 3 måneder… Forholdet ville have været nærmest ikke-eksisterende, fordi jeg genkender tegnene nu, og véd, at det kun eskalerer med tiden. Det bliver ikke bedre. Jeg var altid problemet i forholdet, og det kunne jeg jo ikke ændre ved. Kun selvindsigt og handling hos dén, der har problemet med modparten kan ændre noget. Ellers er det bare at gå sin vej.

Summasummarum, så ændrede det mit liv, at jeg så Oprah Winfrey den dag. Det ændrede mit liv at læse bogen, google en masse om følelsesmæssig vold, og jeg holder mig langt fra det i dag, hvis jeg fx ser det i arbejdssammenhænge, hvor mange også støder på det. For nogle måneder siden var jeg tæt på at sige farvel til et samarbejde med et bureau, da jeg oplevede nedgørelse og ukonstruktiv kritik fra min nærmeste “chef”, og lige inden jeg sendte en opsigelse afsted, fandt jeg ud af, at han var blevet fyret. Jeg havde set rigtigt, var min konklusion. Det var ikke bare mig! Med Oprah Winfrey’s indflydelse igennem min barndom og ungdom, husker jeg altid på, at der findes mange andre, der går rundt og har det præcis som dig. Du ser rigtigt. Du føler rigtigt. Du er ikke alene om at have det, som du har det. Hun har altid opfordret sine gæster til at komme ud med sandheden om, hvordan de har det. Det har indprentet sig (og selvfølgelig blandet med, hvad jeg har med hjemmefra), at du altid véd, hvad det rigtige er. Om det så er at gå fra et usundt forhold, opsige sit job, udleve sine passioner eller tale sandheden om, hvem du er.

Det var min personlige historie. Læg mærke til hashtagget #sårbarhedogmod, hvor jeg deler personlige historier, men også artikler omhandlende alt det, som jeg læser mig frem til fra bl.a. den amerikanske skam-forsker Brené Brown. Brené Brown er mit nutidige forbillede 😉

Tak, fordi du læste med! 🙂

Havde I også en god sundhedsplejerske? Min SP gav mig troen tilbage

collage-1503921755125Ella bliver snart 3 år, og der er sket ufattelig meget på de 3 år. I dette blogindlæg vil jeg gå helt tilbage til den første tid som nybagt mor, og jeg vil fortælle om den sundhedsplejerske jeg havde, og hvordan hun gjorde en forskel. Lad os skrue tiden tilbage til dengang, hvor der kun var 2 måneder til Ella kom til verden.

Hjemvendt fra udlandet

Et par måneder inden fødslen vendte jeg tilbage til Danmark, efter et år i Tyrkiet. Vi overvejede at bosætte os i DK, men ikke var helt sikre, da det kom an på så meget. På det tidspunkt havde Ellas far en restaurant i Alanya, og den skulle jo passes. Jeg var derfor ret alene om det hele, hvilket egentlig passede mig fint, da der allerede under graviditeten var kommet lidt skår i vores parforholdsglæde. Det var lidt af et chok for mig, at vi kunne gå fra at være så ens, have samme værdier og snakke om alt, til at jeg følte, at der var en stor kløft imellem os. Kulturforskelle har aldrig været et problem, men det virkede til, at alt andet blev et problem. Selvom jeg stadig var smaskforelsket og virkelig ville kæmpe for det, begyndte jeg allerede dengang at tvivle på, om det var realistisk at vi (i det mindste) kunne blive sammen igennem Ellas barndom. Store tanker at gå med, og det gik selvfølgelig ud over min selvtillid og mit selvværd. Jeg var bestemt ikke så glad, som jeg havde været måneder forinden. Jeg boede hos noget familie, midlertidigt, da vi jo netop manglede at bestemme os for en fast base. Familien åbnede deres hus for os, og det var så sødt, at jeg selvfølgelig sagde ja, og vi havde mange gode stunder. Det føltes meningsfyldt at være tæt på familien og dele sorger, bekymringer og glæder med dem. Samtidig virkede det lidt for nomade-agtigt til at jeg kunne føle stolthed over den voksende mave. Skam fyldte meget i den periode. Tanker om skam delte jeg også med familien, og de var meget forstående. Men i bund og grund var jeg alene om den her “suppedas”, som jeg sad i. Det var jo slet ikke sådan, at jeg havde forestillet mig livet som snart nybagt mor. Næsten alle små piger drømmer om at blive gift med prinsen på den hvide hest, bosætte sig i et stort hus med have, Volvo i indkørslen og en barnevogn i forhaven, hvor baby kan sove til middag. Sådan var det ikke gået, og spørgsmålet var, om jeg nogensinde ville få noget der mindede om det? Jeg skulle sige farvel til den drøm om, hvordan det skulle have været, og jeg måtte øve mig i at finde glæden ved dét der er. 

Sundhedsplejersken kendte jeg allerede

Jeg fik den samme sundhedsplejerske, som nogle af de andre kvinder i min familie havde haft her på Fyn. Ja, jeg var da virkelig vendt hjem til lokalmiljøet 🙂 Sundhedsplejersken havde jeg hørt rigtig godt om, så jeg glædede mig til at have hende.

Inden vores første møde med hende, tre dage efter fødslen, rendte vi rundt og gjorde rent og lavede kaffe, hvilket er en situation, som jeg tror alle forældre kan huske fra deres første møde med sundhedsplejersken. Det var lidt som at skulle til en eksamen, selvom sundhedsplejersen selvfølgelig gjorde alt for at berolige os. Bare dét at holde et spædbarn var meget nyt for mig, så jeg var rigtig nervøs for, at hun ville tænke: “Hold da op, hun er da godt nok et nervevrag, hende der” 😉 I det hele taget var jeg nervøs for alt, hvad hun kunne tænke om os. Hvad ville hun sige til, at vi boede ved noget familie? Jeg havde ellers sådan en fin lille afdeling for mig selv – det var virkelig fornemt, og perfekt til tiden som nybagt mor. På den ene side var jeg derfor taknemmelig, og på den anden side havde jeg en række bekymringer og forventninger til, hvordan det skulle have været.

Sundhedsplejersken fremhævede mit gode blik for sagen

Jeg følte mig sårbar og usikker på det hele, hvilket mange kommende mødre sikkert gør af forskellige grunde. Det er en usikker tid for de fleste, for vi vil jo bare gerne gøre det så godt! Den garvede sundhedsplejerske, som jeg fik, var et heldigt match. Hun fremhævede altid de positive ting, uanset hvad jeg gjorde. Okay, nu gjorde jeg nok heller ikke noget der var helt forkert, men hendes mission var at “løfte alle nybagte kvinder” – det var helt tydeligt. Med hendes rolige facon satte hun sig til rette ved siden af Ella og jeg, og vi fik os en sludder om alt muligt. Der var ikke meget “sådan gør du dét og dét” over hende, men hun gjorde alt det rigtige, som en sundhedsplejerske skal. Hun gav mig troen på, at jeg var en god mor, og at jeg sagtens kunne det her. Hun gav mig troen på, at jeg havde et godt blik for dét der moderskab 🙂 Moderskabet handler jo i høj grad om at have en ro og tryghed i sig selv til at have nærvær med sit barn og  bare nyde de hyggelige stunder, der naturligt opstår, og den linje støttede hun mig i. Hun fremhævede mine ressourcer, som hun ville gøre ved en hvilken som helst anden kvinde. Hun lagde mærke til de små ting, som jeg gjorde rigtigt, vel og mærke! For hver gang, hun havde været på besøg, havde jeg “fået lidt med” i rygsækken af positive tilkendegivelser, som jeg gik og huskede på i dagligdagen som et stykke, klassisk musik der spiller i baggrunden. Hendes fokus lå på at observere samspillet mellem mor og datter, og sikre sig at jeg selvfølgelig fik svar på, hvad jeg havde af spørgsmål, men fokus var også på at give mig troen på, at hvis noget føltes rigtigt i rollen som mor – så var det det nok også… Det føltes rigtigt at have Ella liggende ved siden af mig i sengen om natten, og hun forsikrede mig om, at en mor vågner op ved det mindste pip om at baby ikke er tilpas, så jeg skulle være helt rolig.

Hvordan kunne du være så heldig?

Omkring d. 29. dec. 2014, da Ella er 2 måneder, fortalte jeg hende, at vi faktisk skulle flytte (igen), da jeg havde fundet en 3-værelses til os i Assens, hvor vi allesammen skulle bo. Jeg fortæller, at vi allerede flytter ind 1. januar. “Hvordan kunne du være så heldig?”, udbryder hun så, og jeg kigger lidt paf på hende. Heldig, mig?! Nå, det var MIG hun tænkte på. Jeg begyndte at forklare hende, hvordan jeg havde fundet det via boligportalen.dk, imens det mere og mere gik op for mig, at hun skam mente det. Hun syntes, at jeg var heldig, at vi havde fået en taglejlighed med en hyggelig kvist, der var lys og hyggelig, og med flotte trægulve, og med et fint lille børneværelse til Ella. Ja, det var måske meget godt altsammen? Jeg følte mig stolt og sikker på, at jeg godt kunne tage gode beslutninger. Der var intet galt med mig, og lykken tilkom også mig. Usikkerheden dækkede over nogle dybereliggende ting, som jeg heldigvis fik kigget på i de efterfølgende måneder. Det var min egen nysgerrighed, der satte gang i en god proces i forhold til min efterfødselsreaktion, som jeg kunne fortælle mere om, men det må blive i et andet blogindlæg. Jeg gik ikke i noget terapiforløb eller lignende, men jeg var blevet mere nysgerrig på mine følelser – både som ‘Astrid’ og som mor. Hun havde vakt noget i mit ved at se et “lys i mig”, som jeg ikke selv havde set. Hendes positive væsen og de sætninger, der bare sad knivskarpt, så jeg huskede det i lang tid fremover, var de største gevinster jeg fik med fra mine møder med hende. Hun gik på pension få dage efter, at hun så Ella til 8-måneders undersøgelse, og jeg følte mig så heldig over, at lige præcis HUN blev min sundhedsplejerske.

Havde du en god sundhedsplejerske?

Havde du også en god sundhedsplejerske? Som sagde noget, der for altid satte sig fast i din hukommelse? Som hjalp dig igennem en særligt svær tid? Hvis du havde, vil jeg gerne høre fra dig. Det er rart at få sat fokus på de menneskelige egenskaber i en sundhedsplejerskes job. Bare en enkelt sætning eller et øjeblik, hvor du føler at du bliver set som menneske og som mor, kan gøre en stor forskel.

Så vil jeg foretage et mini-interview, og så skrive det som et lille blogindlæg – efter du har godkendt 🙂 Jeg glæder mig til at høre fra dig!

Skriv gerne på: astrid.scheel.meyer@gmail.com