Hvor meget kan man lære om livet på 6 måneder?

 

img_20170813_135804_828For ca. 6 måneder siden var vi lige flyttet til Middelfart. Det føles som i går. Sommeren gik virkelig stærkt, og solskin var der ikke meget af, men jeg husker, at jeg d. 17. juni gik tur sammen med Ella i solskinsvejret og var rigtig glad og tilfreds med livet. Vi gik tur sammen med min bror, der netop var kommet på besøg, og det var en virkelig varm og flot dag. I dag er det fire måneder siden, at jeg faktisk udnævnte d. 17. juni hvert år til min egen personlige lykkedag, hvor jeg vil have ekstra fokus på at fejre livet.

Hvor meget kan man lære om livet på 6 måneder? Det var en sætning, der poppede op i mit hoved. De sidste 6 måneder har jeg konstant spurgt mig selv: “Hvad kan du lære af det, Astrid?”, altså på den blide og omsorgsfulde måde.

Her er, hvad jeg har lært om livet i de sidste 6 måneder.

At der kan ske meget på 6 måneder… Alting løser sig…

For lige knap 6 måneder siden blev vi separerede min eksmand og jeg. En separation/skilsmisse efterfølges ofte af en sorg eller kaotiske følelser, men alting gik forholdsvis stille af sig, og vi er egentlig kommet fint videre, fordi vi havde talt så meget om det, før beslutningen blev taget endegyldigt.

Det går meget bedre med samarbejdet, end jeg havde turdet håbe på.  Jeg har virkelig lært at vælge mine kampe med omhu, for der er noget næsten hele tiden, som jeg egentlig gerne ville snakke med ham om, men som jeg lader ligge. Jeg kigger på Ella og ser, at hun er glad, og så er det hele okay. Det ville være rart at kunne diskutere sukkerindtag og mad i det hele taget, men så må jeg bare sørge for at leve op til mine egne krav herhjemme 😉 Jeg må derfor som mor træde ekstra meget i karakter herhjemme, og være mere opmærksom på at lokke frugt og grønt i hende, begrænse sukker- og saltindtaget osv. Hun bliver forkælet af ham, ligesom hvis han havde været en ekstra bedsteforælder, og da hun netop kun er knyttet til sin mormor, er det faktisk okay.

Det har været en tid, hvor mange ting er faldet på plads, og jeg er taknemmelig for bare at have et stille og roligt liv – okay nogle gange er det lidt for kedeligt. Men i det store og hele nyder jeg, at jeg bare kan være mig selv, og ikke skal anstrenge mig for at være en god partner, men bare kan koncentrere mig om at være mor.

Men hvad har jeg så lært i de sidste 6 måneder, hvis jeg straks skriver dét, der lige falder mig ind?

Jeg er blevet påmindet om, at jeg havde savnet min vrede…

Min vrede kom ikke så meget til udtryk i forholdet med Ellas far, da jeg altid tænkte på, at vi IKKE skulle skændes foran Ella. Det er meget få gange, at hun har oplevet lidt skænderier – eller måske endda bare dårlig stemning. Jeg har derfor været vant til at undertrykke vreden.

Vreden skal der være plads til, så glæden også kan boble mere. Takket være en person, der snød mig vedr. billetter til Legoland, som jeg skrev om i det her blogindlæg, fik jeg vreden aktiveret igen 😉 Tak for det, SN! 😉 Faktisk tænkte jeg straks, at der måtte være noget lærdom i oplevelsen, og da jeg nægtede at tænke: “Nu var du for naiv, Astrid. Tænk, at du faldt i”, valgte jeg noget andet. Jeg sagde til mig selv. “Hvor er der mange andre, der har troet på SN, og sikke en masse mennesker hun har snydt, og hvor er jeg bare i min gode ret til at have tillid til verden! Det er hende, der er en krænker. Det er hende, der har et problem”. Det føltes faktisk rart at blive stiktosset engang imellem – og det blev jeg. I dagene derpå var jeg fyldt med energi og glæde, så jeg kom i tanker om, at vi aldrig må leve for ensidigt. Vi skal have fat i alle følelserne for at leve et godt liv.

Gamle venskaber holder! 

Jeg er blevet mere opmærksom på betydningen af at pleje gamle venskaber. Ellas far har altid været støttende omkring mine venskaber og relationer i det hele taget, men jeg trak mig selv fra nogle venskaber, da jeg mødte ham. Det kom også i takt med mine udlandseventyr, som først var 8 måneder i England og dernæst et år i Tyrkiet, så det kom naturligt, at det var svært at holde kontakten med veninderne derhjemme. Nu, hvor jeg er single og bosat i Danmark, er det meget nemmere at pleje venskaberne, og jeg nyder at ses med gamle veninder, hvor jeg kan føle mig tryg i deres selskab, fordi vi ligesom har “set det hele” med tømmermændsdage i gamle dage, hvor humøret måske ikke altid var godt og hytten rodede, og vi havde minus overskud. Som mor er det så nemt at falde i den der fælde med, at alting skal se så poleret og fint ud, og man altid skal ose af overskud og selvtillid. Sammen med gamle veninder er det umuligt at tage en maske på. Som en ekstra bonus er det sjovt at ses, hvis de selv har børn, for så kommer der lige pludselig nye oplevelser og erfaringer til. “Skal vi tage på legeplads med børnene”, lyder pludselig helt skørt, når vi tænker på alle de ungdomsminder vi har sammen. Jeg har fx veninder fra efterskole- og kollegietiden, hvor vores samtaler sjældent drejede sig om børn – ja, ikke engang om de børn vi engang skulle ha’ 😉 Vi havde fokus på nuet med shopping, biografture, byture og caféliv og vi sparede op til rejser og udveksling. Det var så rart, da min veninde nævnte titlen på vores yndlingssang i 2001, og vi for et øjeblik var tilbage til dengang, hvor vi kun havde ansvaret for vores egen lykke. Nu tænker vi jo konstant på vores børns ve og vel, og det er jo samtidig rart, at vi altid har nogen at overøse med kærlighed.

Nogle gange bliver du en anden person under rejsen – og det er okay…

Nogle gange bliver jeg næsten nostalgisk og tænker: “Ej, hvor har alting ændret sig”. Især, når det kommer til venskaber, hvor de fleste af os er 34 år, vi har familie og har oplevet mange ting, som givetvis giver en større ro i sindet, men hvor vi også mister lidt af vores umiddelbare facon. Det er ikke det samme, som da vi var 18 år, og bare sagde tingene mere ucensureret. Det havde sin charme, men gav også knubs på vejen. I de her 6 måneder har jeg ofte ledt efter beviser på, at jeg stadig er den samme person som for 4 år siden. Før jeg fik børn og mødte den helt rigtige (forkerte) mand, som jeg helt klart lærte meget af 😉 Men jeg er jo ikke den samme, og jeg er nået til en erkendelse af, at jeg faktisk foretrækker at være den person, jeg er blevet. Jeg skal jo ikke kæmpe imod den personlige udvikling, som har været helt naturlig i de her år.

I bund og grund er jeg jo stadig den samme, og vi bliver jo allesammen ældre og ændrer os undervejs 🙂

Havde I også en god sundhedsplejerske? Min SP gav mig troen tilbage

collage-1503921755125Ella bliver snart 3 år, og der er sket ufattelig meget på de 3 år. I dette blogindlæg vil jeg gå helt tilbage til den første tid som nybagt mor, og jeg vil fortælle om den sundhedsplejerske jeg havde, og hvordan hun gjorde en forskel. Lad os skrue tiden tilbage til dengang, hvor der kun var 2 måneder til Ella kom til verden.

Hjemvendt fra udlandet

Et par måneder inden fødslen vendte jeg tilbage til Danmark, efter et år i Tyrkiet. Vi overvejede at bosætte os i DK, men ikke var helt sikre, da det kom an på så meget. På det tidspunkt havde Ellas far en restaurant i Alanya, og den skulle jo passes. Jeg var derfor ret alene om det hele, hvilket egentlig passede mig fint, da der allerede under graviditeten var kommet lidt skår i vores parforholdsglæde. Det var lidt af et chok for mig, at vi kunne gå fra at være så ens, have samme værdier og snakke om alt, til at jeg følte, at der var en stor kløft imellem os. Kulturforskelle har aldrig været et problem, men det virkede til, at alt andet blev et problem. Selvom jeg stadig var smaskforelsket og virkelig ville kæmpe for det, begyndte jeg allerede dengang at tvivle på, om det var realistisk at vi (i det mindste) kunne blive sammen igennem Ellas barndom. Store tanker at gå med, og det gik selvfølgelig ud over min selvtillid og mit selvværd. Jeg var bestemt ikke så glad, som jeg havde været måneder forinden. Jeg boede hos noget familie, midlertidigt, da vi jo netop manglede at bestemme os for en fast base. Familien åbnede deres hus for os, og det var så sødt, at jeg selvfølgelig sagde ja, og vi havde mange gode stunder. Det føltes meningsfyldt at være tæt på familien og dele sorger, bekymringer og glæder med dem. Samtidig virkede det lidt for nomade-agtigt til at jeg kunne føle stolthed over den voksende mave. Skam fyldte meget i den periode. Tanker om skam delte jeg også med familien, og de var meget forstående. Men i bund og grund var jeg alene om den her “suppedas”, som jeg sad i. Det var jo slet ikke sådan, at jeg havde forestillet mig livet som snart nybagt mor. Næsten alle små piger drømmer om at blive gift med prinsen på den hvide hest, bosætte sig i et stort hus med have, Volvo i indkørslen og en barnevogn i forhaven, hvor baby kan sove til middag. Sådan var det ikke gået, og spørgsmålet var, om jeg nogensinde ville få noget der mindede om det? Jeg skulle sige farvel til den drøm om, hvordan det skulle have været, og jeg måtte øve mig i at finde glæden ved dét der er. 

Sundhedsplejersken kendte jeg allerede

Jeg fik den samme sundhedsplejerske, som nogle af de andre kvinder i min familie havde haft her på Fyn. Ja, jeg var da virkelig vendt hjem til lokalmiljøet 🙂 Sundhedsplejersken havde jeg hørt rigtig godt om, så jeg glædede mig til at have hende.

Inden vores første møde med hende, tre dage efter fødslen, rendte vi rundt og gjorde rent og lavede kaffe, hvilket er en situation, som jeg tror alle forældre kan huske fra deres første møde med sundhedsplejersken. Det var lidt som at skulle til en eksamen, selvom sundhedsplejersen selvfølgelig gjorde alt for at berolige os. Bare dét at holde et spædbarn var meget nyt for mig, så jeg var rigtig nervøs for, at hun ville tænke: “Hold da op, hun er da godt nok et nervevrag, hende der” 😉 I det hele taget var jeg nervøs for alt, hvad hun kunne tænke om os. Hvad ville hun sige til, at vi boede ved noget familie? Jeg havde ellers sådan en fin lille afdeling for mig selv – det var virkelig fornemt, og perfekt til tiden som nybagt mor. På den ene side var jeg derfor taknemmelig, og på den anden side havde jeg en række bekymringer og forventninger til, hvordan det skulle have været.

Sundhedsplejersken fremhævede mit gode blik for sagen

Jeg følte mig sårbar og usikker på det hele, hvilket mange kommende mødre sikkert gør af forskellige grunde. Det er en usikker tid for de fleste, for vi vil jo bare gerne gøre det så godt! Den garvede sundhedsplejerske, som jeg fik, var et heldigt match. Hun fremhævede altid de positive ting, uanset hvad jeg gjorde. Okay, nu gjorde jeg nok heller ikke noget der var helt forkert, men hendes mission var at “løfte alle nybagte kvinder” – det var helt tydeligt. Med hendes rolige facon satte hun sig til rette ved siden af Ella og jeg, og vi fik os en sludder om alt muligt. Der var ikke meget “sådan gør du dét og dét” over hende, men hun gjorde alt det rigtige, som en sundhedsplejerske skal. Hun gav mig troen på, at jeg var en god mor, og at jeg sagtens kunne det her. Hun gav mig troen på, at jeg havde et godt blik for dét der moderskab 🙂 Moderskabet handler jo i høj grad om at have en ro og tryghed i sig selv til at have nærvær med sit barn og  bare nyde de hyggelige stunder, der naturligt opstår, og den linje støttede hun mig i. Hun fremhævede mine ressourcer, som hun ville gøre ved en hvilken som helst anden kvinde. Hun lagde mærke til de små ting, som jeg gjorde rigtigt, vel og mærke! For hver gang, hun havde været på besøg, havde jeg “fået lidt med” i rygsækken af positive tilkendegivelser, som jeg gik og huskede på i dagligdagen som et stykke, klassisk musik der spiller i baggrunden. Hendes fokus lå på at observere samspillet mellem mor og datter, og sikre sig at jeg selvfølgelig fik svar på, hvad jeg havde af spørgsmål, men fokus var også på at give mig troen på, at hvis noget føltes rigtigt i rollen som mor – så var det det nok også… Det føltes rigtigt at have Ella liggende ved siden af mig i sengen om natten, og hun forsikrede mig om, at en mor vågner op ved det mindste pip om at baby ikke er tilpas, så jeg skulle være helt rolig.

Hvordan kunne du være så heldig?

Omkring d. 29. dec. 2014, da Ella er 2 måneder, fortalte jeg hende, at vi faktisk skulle flytte (igen), da jeg havde fundet en 3-værelses til os i Assens, hvor vi allesammen skulle bo. Jeg fortæller, at vi allerede flytter ind 1. januar. “Hvordan kunne du være så heldig?”, udbryder hun så, og jeg kigger lidt paf på hende. Heldig, mig?! Nå, det var MIG hun tænkte på. Jeg begyndte at forklare hende, hvordan jeg havde fundet det via boligportalen.dk, imens det mere og mere gik op for mig, at hun skam mente det. Hun syntes, at jeg var heldig, at vi havde fået en taglejlighed med en hyggelig kvist, der var lys og hyggelig, og med flotte trægulve, og med et fint lille børneværelse til Ella. Ja, det var måske meget godt altsammen? Jeg følte mig stolt og sikker på, at jeg godt kunne tage gode beslutninger. Der var intet galt med mig, og lykken tilkom også mig. Usikkerheden dækkede over nogle dybereliggende ting, som jeg heldigvis fik kigget på i de efterfølgende måneder. Det var min egen nysgerrighed, der satte gang i en god proces i forhold til min efterfødselsreaktion, som jeg kunne fortælle mere om, men det må blive i et andet blogindlæg. Jeg gik ikke i noget terapiforløb eller lignende, men jeg var blevet mere nysgerrig på mine følelser – både som ‘Astrid’ og som mor. Hun havde vakt noget i mit ved at se et “lys i mig”, som jeg ikke selv havde set. Hendes positive væsen og de sætninger, der bare sad knivskarpt, så jeg huskede det i lang tid fremover, var de største gevinster jeg fik med fra mine møder med hende. Hun gik på pension få dage efter, at hun så Ella til 8-måneders undersøgelse, og jeg følte mig så heldig over, at lige præcis HUN blev min sundhedsplejerske.

Havde du en god sundhedsplejerske?

Havde du også en god sundhedsplejerske? Som sagde noget, der for altid satte sig fast i din hukommelse? Som hjalp dig igennem en særligt svær tid? Hvis du havde, vil jeg gerne høre fra dig. Det er rart at få sat fokus på de menneskelige egenskaber i en sundhedsplejerskes job. Bare en enkelt sætning eller et øjeblik, hvor du føler at du bliver set som menneske og som mor, kan gøre en stor forskel.

Så vil jeg foretage et mini-interview, og så skrive det som et lille blogindlæg – efter du har godkendt 🙂 Jeg glæder mig til at høre fra dig!

Skriv gerne på: astrid.scheel.meyer@gmail.com

Familieferie og livet som selvstændig? En frygtelig cocktail?

dsc_3575LIVET SOM MOR fylder meget, men ikke alt. 

Livet som selvstændig fylder også meget. På vores familieferie, som jeg skrev om i forrige indlæg, er det med at balancere livet som selvstændig med at være mor fuldtid! Selvom jeg havde sagt på forhånd til det bureau, som jeg arbejder for, at jeg ville holde ferie, havde jeg samtidig sagt, at ÉN type opgaver ville jeg gerne stadig tage. Selvfølgelig kom der en del af de opgaver, og jeg måtte bare tage imod dem med taknemmelighed. Alternativet er værre – at der slet ikke kommer opgaver! Efter ferien fik jeg også en e-mail om, at denne periode var ekstra travl. Sommeren plejer ellers for mit vedkommende at være stille og rolig, arbejdsmæssigt, og sådan er det for mange andre selvstændige. Men jeg klager ikke – det krævede bare lidt ekstra kaffe, mindre søvn og et par regnvejrstimer foran fjernsynet, for Ellas vedkommende. Hun havde alligevel skoldkopper, så det var faktisk rigtig fint for os begge.

Tingene løser sig altid

Som selvstændig – og mor, er det vigtigt at huske på, at tingene løser sig som regel. Da Ella var syg med skoldkopper sov hun ekstra meget, og var mest til at se lidt fjernsyn derhjemme. Da hun så var frisk igen, hvilket gik ret stærkt, var jeg kommet godt nok med arbejdsmæssigt. Der sendte jeg lige en tanke til Universet og sagde: TAK! :-)Når nu det skulle være, så var det trods alt heldigt, at tingene faldt sammen på den måde. Tingene løser sig nemlig altid, er min erfaring efter 4 år som selvstændig.

Som selvstændig hungrer jeg ikke efter ferie

Der er et hav af gode ting ved at være selvstændig. Fx glæder jeg mig altid til mandage… Og det lyder virkelig skørt, og helt forkert, for jeg elsker også at være sammen med min datter og holde en god weekend, men en mandag morgen, hvor jeg drikker kaffe og tjekker e-mails og kan se frem til en hel uge med arbejde – ja, det er jeg faktisk ret vild med. Derfor hungrer jeg heller ikke efter ferie for afslapningens skyld, men jeg kan efterhånden godt hungre efter at se noget nyt i hverdagen, da jeg aldrig har rejst så lidt som i de sidste par år. En dårlig investering førte til, at jeg mistede hele min opsparing, og jeg måtte starte forfra. Alt har handlet om at overleve økonomisk i de sidste par år, men nu er vi heldigvis ved at komme ovenpå igen.

Derfor var det ekstra skønt at kunne holde ferie – dog en billig ferie i Danmark, men det var SÅ FANTASTISK at holde ferie for penge, som jeg havde tjent. Jeg nåede faktisk også at indtjene de penge, som vi brugte undervejs, fordi jeg jo som sagt arbejdede en del på ferien. Sådan er det at være selvstændig. Det er jo ikke så nemt at trække stikket helt. Energiniveauet var heldigvis noget helt andet under turen. Det hjælper at være et nyt og spændende sted!

Forvent ikke for meget, og glæd dig i stedet over de ting, der lykkes

At være selvstændig er hårdt til tider. På ferien handlede det derfor om at tage det hele i stiv arm, snakke positivt til mig selv og sige på ægte Nike-manér: “Just do it!”. Jeg var glad for, at jeg stadig kunne holde gang i hjulene, og at jeg havde bedt om koden til lejlighedens WIFI-kode!Ja, jeg overvejede faktisk om jeg skulle have en næsten internet-fri ferie! Men nej, det gik altså ikke. Som selvstændig er det med at være realistisk og positiv, så fokus altid er på, hvad der kan lade sig gøre, og at kunderne er glade. Det nytter ikke noget at have en masse forventninger om, hvordan tingene – eller ferien skal forløbe. Jeg tager bare en udfordring ad gangen, og forsøger at glæde mig over resten.

Husk at puste ud!

Der er ofte stramme deadlines som selvstændig tekstforfatter/freelancer. Derfor arbejder jeg hårdt i perioder, for derefter at puste ud. Det er så vigtigt at tage sig en god slapper på sofaen efter en deadline eller tage ud at hygge sig med nogle veninder efter masser af arbejde eller lignende. Jeg lytter meget til min krop, og ofte kan jeg godt mærke, hvis der er lidt forkølelse/influenza under optræk, fordi det ofte kommer efter travle perioder, og så er det bare med at slappe af og sove! “Sov, når du kan”, er mit motto! 🙂

På ferien var det ren bølgegang, hvor jeg fx afleverede en opgave om morgenen, inden Ella vågnede, og dernæst havde vi hele dagen for os selv, indtil jeg så arbejdede igen om aftenen, fordi en ny deadline var dukket op. Det er helt klart noget, jeg vil gentage en anden gang, at tage væk nogle dage, da jeg som sagt havde mere overskud. Det ses også på de billeder, jeg har taget af Ella og jeg. Vi ser glade ud.

Arbejde og ferie kan godt kombineres, er min konklusion… Jeg ser frem til andre ferier/weekendture med Ella 🙂

Drop snakken – TEGN de svære følelser for din tumling

18596800_10211060146357121_1082887751_oDe sidste to morgener har Ella følt et stort savn til Baba. Det er et irritationsmoment for moren, at vi så kommer sent ud af døren, men det er selvfølgelig ikke det væsentlige. Det væsentlige er, at det er hårdt at se hende ked af det. Hun reagerer ved at være tvær og ugidelig, når hun egentlig er ked af det. Som mor kan jeg godt se, at Ella ikke bare er umulig for at få sin vilje. Det er ellers en meget almindelig opfattelse at tænke, at barnet manipulerer med én, men nej, den køber jeg ikke. Det er da hårdt at sætte sig ind i alle de følelser konstant, men så handler det jo om min egen magelighed. Så jeg er stolt af, at jeg kan stå fast på min mening om, at Ella altså var ked af det – og ikke bare en trodsig tumling 🙂

Hun vil intet, når hun er i det humør, og jeg satte mig på hug og spurgte hende: “Er du ked af det?”, og hun nikkede. “Savner du?”, og hun nikkede. “Hvem savner du?”, og hun svarede: “Jeg savner Baba”, og hun tog hænderne op til øjnene og græd, ligesom en voksen. Bare fordi man er 2,5 år, kan man godt være god til at forstå følelser, sætte ord på dem og reagere på de triste følelser, der trænger sig på. Det er jeg stolt af, midt i den hårde situation, hvor hun krammede sig ind til mig, og jeg trøstede hende. En side af mig har bare lyst til at flygte fra situationen, bestikke hende med chokolade og snakke om noget andet. Jeg har lyst til at kilde hende, så hun glemmer tristheden, jeg har lyst til at blive irriteret over, at vi kommer sent ud af døren, og jeg har lyst til at sige, at nu må hun stoppe! Men ville jeg vinde tid? Nej… Ville jeg vinde hendes tillid? Nej… Ville jeg gøre hende mere glad? Nej… Ville jeg have det bedre med mig selv? Nej, bestemt ikke…

Når barnet er ked af det, virker “tegneterapi” 

Så hvad gjorde jeg i stedet for at trøste hende? Jeg krammede hende selvfølgelig og satte ord på, men jeg greb også fluks pen og papir for at gå i gang med en impulsiv form for “tegneterapi”. Ja, jeg er ikke ekspert, men mit moderhjerte kan godt styre sessionen i en konstruktiv retning 😉

Jeg satte mig for at tegne “øjebliksbilledet” af Ella, der er ked af det. Det handlede om 5 minutter, hvor vi satte os ved bordet, og jeg lynhurtigt tegnede et par streger, som med nød og næppe lignede dét, det skulle ligne 😀

18575203_10155093286426413_56359692_o

Hun bad om at få tegnet Ella, der græd, og Baba der græd og mor der græd. “De græder allesammen”, sagde hun, og jeg prøvede at rumme denne “elendighed”. Mest af alt havde jeg lyst til at tegne en eller anden glad klovn, der kom ind fra siden. Jeg lod hende styre, hvad der skulle ske, og i de første par minutter så hun meget trist ud, når vi tegnede al elendigheden, og sagde bl.a. at det var synd for Baba. Han var ked af det, sagde hun, og det var synd for Ella, og hun var også ked af det. Igen havde jeg super meget lyst til at pynte på det hele eller at styre uden om emnet.

Jeg foreslog, at vi tegnede et hjerte imellem Ella og Baba, fordi de savnede hinanden og elskede hinanden. Den var hun med på. Jeg foreslog også, at vi tegnede Babas hus og med den dejlige have, og at Baba var i sit hus, og Ella og mor boede et andet sted. Efter en rum tid var hun med på, at vi allesammen også blev glade igen. Hun lyste op og ville gerne have, at jeg tegnede en glad mor, en glad Baba og en glad Ella, og så vendte hun sig om, og Ramasjang i fjernsynet fangede pludselig hendes opmærksomhed. Nu var de triste følelser drevet over for en stund. Jeg kunne give hende overtøj på, og så kunne vi komme afsted til dagplejen.

I dag havde vi så endnu en morgen, hvor hun savnede Baba – på trods af, at hun så ham i går. Det var til ærgrelse for moren. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: “Ej, skal vi nu igennem al den elendighed igen?!”. Men svaret i mit indre var: “Ja, kære mor – dit barn har brug for, at du tegner skøre tændstiksmænd med store følelser” 😉 SÅ, det gjorde jeg, og hun blev da i bedre humør, så vi kunne gå ud af døren og hen til dagplejemor. Det lyder så nemt, men i virkeligheden beklagede hun sig også indimellem på vejen og sagde, at hun savnede Baba. Vi skulle have taget os bedre tid til at tegne denne morgen, for jeg tænkte, at hun nok glemte det, når først vi kom ud at gå… Forkert antagelse – “tegneterapi” virker bedre end en gåtur som afledning.

Min opfordring til andre mødre i en lignende situation er derfor at sætte sig for at tegne med dit barn, hvis det gennemlever nogle svære følelser. Du er ikke alene, hvis du synes det er svært at rumme dit barns følelser… Men jeg lover dig, at når I er ovre denne “tegneterapi-session”, er både du og dit barn lettet. Dit nærvær styrker jeres relation, så I får færre konflikter. Jeres stærke bånd får jer godt igennem et hav af situationer op igennem hele opvæksten, så tiden er givet godt ud.

Jeg håber, at du kunne bruge min lille fortælling til inspiration – uanset, hvordan jeres familie er skruet sammen, og hvilke udfordringer I evt. har. Det er i hvert fald ikke sidste gang, at jeg har benyttet mig af det 🙂

Din historie kan inspirere andre, så vær’ stolt af den

18596399_10155089916841413_411675762_o“Din historie kan inspirere andre, så vær’ stolt af den”. Det var nogenlunde det citat, jeg så på Instagram den anden dag.

Således blev det også mantraet den anden aften, da jeg følte mig som en fiasko. Den ene indre sætning i hovedet afløste den anden, og snart var jeg den største fiasko i verden. Ej, okay selvfølgelig ikke i verden – kun i Danmark 😉 Det var mit ego, der talte. Mit ego, der sammenligner mig med andre 34-årige, andre kvinder, andre danskere. Sådanne dage har alle indimellem, men jeg er ikke stolt af det, når det sker.

Ét møde kan ændre alt

I dag er jeg til gengæld i virkelig godt humør. Så hurtigt kan humøret jo ændre sig. Solen skinner, og jeg har netop haft et bankmøde med min nye bankrådgiver, da jeg er ved at skifte bank. Bankrådgiveren var oprigtigt overrasket over, at jeg var 34 år, hvilket var et dejligt selvtillidsboost – især ovenpå min “34-års-krise” den anden aften. Bankrådgiveren havde sådan et anderkendende blik, og var i det hele taget positiv og venlig. Da jeg engang havde en negativ bankrådgiver i årevis, uden at gøre noget ved det (og det skyldes ikke min økonomi ;-)), kan jeg stadig tænke: “Åh nej, bare jeg ikke får sådan en irritabel og stresset type igen”. Det var en lettelse, at vi var på bølgelængde, og jeg er sikker på, at hun er god til at få folk til at føle sig tilpas omkring sig. I gennem årene har jeg igen og igen tænkt på, hvor nemt det er for alle mulige at gøre en forskel med bare et smil, forståelse og venlighed.

Når mor og datters sindstilstand ikke følges ad

Men den anden aften var mit humør helt anderledes tungt i det. Jeg følte bare modstand, modstand, modstand. Igen og igen tog jeg et kig på Ella, og så den perfekte lille, glade unge. Ja, hun var afsindigt glad den aften, så jeg hele tiden følte, at der stak noget under. “Hvordan kan du være SÅ glad, når mor er SÅ ked?”, havde jeg lyst til at spørge hende. Lettet var jeg selvfølgelig over, at min egen sindstilstand ikke gik ud over hende. Jeg elsker, når jeg bare kan se, at hun leger godt herhjemme, spiser godt, snakker med sig selv/med bamserne, griner og fjoller og går rundt med trappestigen, fordi der hele tiden er noget hun vil op at se! Måske lykkedes det mig virkelig at skjule for hende, at humøret kunne være bedre. Hun har ikke brug for, at jeg synes det er synd for mig.

Men Ella var bare glad, og jeg prøvede at “tage mig sammen”, hvilket føltes lidt som at tage sig sammen til et fint middagsselskab, hvor man slet ikke føler sig hjemme. Jeg havde lyst til at betro mig til én, der forstod meget mere, end jeg selv. Én med masser af livserfaring der kunne fortælle mig, at jeg var god nok, som jeg var, på trods af de fejl, jeg har begået og de skøre valg, som virkede okay på dét tidspunkt, men bare ud i skoven senere hen. At Ella så kom midt under denne her kaotiske tid gør, at der trods alt var et stort lyspunkt. Et lyspunkt, som jeg har for evigt 🙂 Hun er sin egen, men hun vil altid lyse vejen op, når jeg er i nærheden – og så vil hun minde mig om, at jeg måske gjorde det meget godt? At jeg havde hende til låns, men at hende lyse, lette sind altid vil lyse vejen op for andre. Det håber jeg i hvert fald, ligesom jeg ønsker at hun finder andre personer, der kan lyse vejen op for hende.

Vær’ stolt af din historie

Jeg håber, at hun altid bevarer sit lyse, glade sind, og jeg vil senere hen fortælle hende, når hun altså er stor nok til at forstå det, at jeg gjorde mit absolut bedste for hende, selvom det så betød, at hendes forældre ikke kunne være sammen. Jeg vil fortælle hende, at en masse sammentræf gjorde, at jeg mente at dén beslutning, jeg tog helt i begyndelsen, kunne give os et lykkeligt familieliv. At jeg forelskede mig hovedkulds er én forklaring, men derudover var der forskellige (næsten skæbneagtige episoder), der gjorde, at jeg tænkte: “Jamen, så må det jo være sådan det skal være”. Jeg valgte at tro på, at livet med Ellas kommende Baba var det rigtige, selvom jeg også havde mine tvivl lige fra begyndelsen. Men når tvivl overskygges af en stormende forelskelse, er der ingen vej tilbage 🙂

Baba var den bedste far, jeg kunne finde for hende. Det var, hvad jeg troede på, selvom tingene hurtigt gik ned ad bakke for forældrenes vedkommende 🙂 Det var fantastisk til at starte med, men jeg har selvfølgelig skyldfølelse over, at jeg havde så travlt med at knytte mig til en person, jeg jo ikke rigtigt kendte, før jeg blev gravid. Det gik for stærkt… Men så havde jeg jo aldrig fået Ella, og hende ville jeg ikke være foruden! 🙂

Den anden aften sagde jeg til mig selv igen og igen: “Vær stolt af din historie”, men jeg kunne ikke rigtigt finde følelsen frem. Min historie handler mest om at jeg valgte forkert i kærlighed…. Historien handler sjældent om, at mit valg i kærlighed var det bedste valg, jeg kunne have foretaget mig, når nu at rivende, personlig udvikling er en stor værdi for mig. Men det er jo også sandheden. Ja, jeg valgte på en måde forkert – og på den måde, var det slet ikke forkert.

Hvis jeg skulle drage lidt konklusioner, som måske kunne gavne andre i forhold til at vælge rigtigt i kærlighed, så skulle det være: 1. Stop op, når du undrer dig over noget/bliver meget forvirret i en relation og undersøg til bunds, hvad det handler om. 2. Tag dig altid god tid til at lære den anden at kende! 3. Sæt ord på, hvad du mangler hjælp til fra andre. Det kan være hjælp til et bedre overblik over fremtiden, hjælp til at slippe en ensomhedsfølelse, hjælp til at få sat grænser. Hvad har du brug for, som du prøver at flygte dig ud af?

Jeg flygtede ind i en stormende forelskelse, fordi jeg ikke vidste svarene på en masse ting. Jeg var 30 år, men alting virkede på det tidspunkt så uoverskueligt – uden at det VAR uoverskueligt. Jeg var i mine følelsers vold og forvirret over alle de valg, som en 30-årig kan stå overfor 🙂 I dag er jeg bedre til at sætte ord på, hvad jeg mangler, og når jeg mærker en undren, stopper jeg op, og går på et detektivarbejde for at finde ud af, hvorfor jeg undrer mig over en persons opførsel, en situation, min reaktion på ét eller andet osv. I dag er jeg blevet super god til at angribe enhver udfordring som et lille “projekt”, som jeg deler op i mindre bidder. Er der orden i mit hoved, er der også mere orden i mit liv generelt.

Den person, som jeg er blevet, kan jeg meget bedre lide, end dén jeg var førhen. Jeg er stærkere og mere rummelig nu. Dømmer ikke så nemt andre – måske, fordi jeg selv har lavet et hav af “fejl”, hehe. At jeg er blevet mor er selvfølgelig en kæmpe gave, så alt i alt er det okay det hele. Om jeg ligefrem er stolt af min historie – der går nok lige lidt tid. Men jeg accepterer den, og Ella er det hele værd 🙂

Older posts