Drop snakken – TEGN de svære følelser for din tumling

18596800_10211060146357121_1082887751_oDe sidste to morgener har Ella følt et stort savn til Baba. Det er et irritationsmoment for moren, at vi så kommer sent ud af døren, men det er selvfølgelig ikke det væsentlige. Det væsentlige er, at det er hårdt at se hende ked af det. Hun reagerer ved at være tvær og ugidelig, når hun egentlig er ked af det. Som mor kan jeg godt se, at Ella ikke bare er umulig for at få sin vilje. Det er ellers en meget almindelig opfattelse at tænke, at barnet manipulerer med én, men nej, den køber jeg ikke. Det er da hårdt at sætte sig ind i alle de følelser konstant, men så handler det jo om min egen magelighed. Så jeg er stolt af, at jeg kan stå fast på min mening om, at Ella altså var ked af det – og ikke bare en trodsig tumling 🙂

Hun vil intet, når hun er i det humør, og jeg satte mig på hug og spurgte hende: “Er du ked af det?”, og hun nikkede. “Savner du?”, og hun nikkede. “Hvem savner du?”, og hun svarede: “Jeg savner Baba”, og hun tog hænderne op til øjnene og græd, ligesom en voksen. Bare fordi man er 2,5 år, kan man godt være god til at forstå følelser, sætte ord på dem og reagere på de triste følelser, der trænger sig på. Det er jeg stolt af, midt i den hårde situation, hvor hun krammede sig ind til mig, og jeg trøstede hende. En side af mig har bare lyst til at flygte fra situationen, bestikke hende med chokolade og snakke om noget andet. Jeg har lyst til at kilde hende, så hun glemmer tristheden, jeg har lyst til at blive irriteret over, at vi kommer sent ud af døren, og jeg har lyst til at sige, at nu må hun stoppe! Men ville jeg vinde tid? Nej… Ville jeg vinde hendes tillid? Nej… Ville jeg gøre hende mere glad? Nej… Ville jeg have det bedre med mig selv? Nej, bestemt ikke…

Når barnet er ked af det, virker “tegneterapi” 

Så hvad gjorde jeg i stedet for at trøste hende? Jeg krammede hende selvfølgelig og satte ord på, men jeg greb også fluks pen og papir for at gå i gang med en impulsiv form for “tegneterapi”. Ja, jeg er ikke ekspert, men mit moderhjerte kan godt styre sessionen i en konstruktiv retning 😉

Jeg satte mig for at tegne “øjebliksbilledet” af Ella, der er ked af det. Det handlede om 5 minutter, hvor vi satte os ved bordet, og jeg lynhurtigt tegnede et par streger, som med nød og næppe lignede dét, det skulle ligne 😀

18575203_10155093286426413_56359692_o

Hun bad om at få tegnet Ella, der græd, og Baba der græd og mor der græd. “De græder allesammen”, sagde hun, og jeg prøvede at rumme denne “elendighed”. Mest af alt havde jeg lyst til at tegne en eller anden glad klovn, der kom ind fra siden. Jeg lod hende styre, hvad der skulle ske, og i de første par minutter så hun meget trist ud, når vi tegnede al elendigheden, og sagde bl.a. at det var synd for Baba. Han var ked af det, sagde hun, og det var synd for Ella, og hun var også ked af det. Igen havde jeg super meget lyst til at pynte på det hele eller at styre uden om emnet.

Jeg foreslog, at vi tegnede et hjerte imellem Ella og Baba, fordi de savnede hinanden og elskede hinanden. Den var hun med på. Jeg foreslog også, at vi tegnede Babas hus og med den dejlige have, og at Baba var i sit hus, og Ella og mor boede et andet sted. Efter en rum tid var hun med på, at vi allesammen også blev glade igen. Hun lyste op og ville gerne have, at jeg tegnede en glad mor, en glad Baba og en glad Ella, og så vendte hun sig om, og Ramasjang i fjernsynet fangede pludselig hendes opmærksomhed. Nu var de triste følelser drevet over for en stund. Jeg kunne give hende overtøj på, og så kunne vi komme afsted til dagplejen.

I dag havde vi så endnu en morgen, hvor hun savnede Baba – på trods af, at hun så ham i går. Det var til ærgrelse for moren. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: “Ej, skal vi nu igennem al den elendighed igen?!”. Men svaret i mit indre var: “Ja, kære mor – dit barn har brug for, at du tegner skøre tændstiksmænd med store følelser” 😉 SÅ, det gjorde jeg, og hun blev da i bedre humør, så vi kunne gå ud af døren og hen til dagplejemor. Det lyder så nemt, men i virkeligheden beklagede hun sig også indimellem på vejen og sagde, at hun savnede Baba. Vi skulle have taget os bedre tid til at tegne denne morgen, for jeg tænkte, at hun nok glemte det, når først vi kom ud at gå… Forkert antagelse – “tegneterapi” virker bedre end en gåtur som afledning.

Min opfordring til andre mødre i en lignende situation er derfor at sætte sig for at tegne med dit barn, hvis det gennemlever nogle svære følelser. Du er ikke alene, hvis du synes det er svært at rumme dit barns følelser… Men jeg lover dig, at når I er ovre denne “tegneterapi-session”, er både du og dit barn lettet. Dit nærvær styrker jeres relation, så I får færre konflikter. Jeres stærke bånd får jer godt igennem et hav af situationer op igennem hele opvæksten, så tiden er givet godt ud.

Jeg håber, at du kunne bruge min lille fortælling til inspiration – uanset, hvordan jeres familie er skruet sammen, og hvilke udfordringer I evt. har. Det er i hvert fald ikke sidste gang, at jeg har benyttet mig af det 🙂

Din historie kan inspirere andre, så vær’ stolt af den

18596399_10155089916841413_411675762_o“Din historie kan inspirere andre, så vær’ stolt af den”. Det var nogenlunde det citat, jeg så på Instagram den anden dag.

Således blev det også mantraet den anden aften, da jeg følte mig som en fiasko. Den ene indre sætning i hovedet afløste den anden, og snart var jeg den største fiasko i verden. Ej, okay selvfølgelig ikke i verden – kun i Danmark 😉 Det var mit ego, der talte. Mit ego, der sammenligner mig med andre 34-årige, andre kvinder, andre danskere. Sådanne dage har alle indimellem, men jeg er ikke stolt af det, når det sker.

Ét møde kan ændre alt

I dag er jeg til gengæld i virkelig godt humør. Så hurtigt kan humøret jo ændre sig. Solen skinner, og jeg har netop haft et bankmøde med min nye bankrådgiver, da jeg er ved at skifte bank. Bankrådgiveren var oprigtigt overrasket over, at jeg var 34 år, hvilket var et dejligt selvtillidsboost – især ovenpå min “34-års-krise” den anden aften. Bankrådgiveren havde sådan et anderkendende blik, og var i det hele taget positiv og venlig. Da jeg engang havde en negativ bankrådgiver i årevis, uden at gøre noget ved det (og det skyldes ikke min økonomi ;-)), kan jeg stadig tænke: “Åh nej, bare jeg ikke får sådan en irritabel og stresset type igen”. Det var en lettelse, at vi var på bølgelængde, og jeg er sikker på, at hun er god til at få folk til at føle sig tilpas omkring sig. I gennem årene har jeg igen og igen tænkt på, hvor nemt det er for alle mulige at gøre en forskel med bare et smil, forståelse og venlighed.

Når mor og datters sindstilstand ikke følges ad

Men den anden aften var mit humør helt anderledes tungt i det. Jeg følte bare modstand, modstand, modstand. Igen og igen tog jeg et kig på Ella, og så den perfekte lille, glade unge. Ja, hun var afsindigt glad den aften, så jeg hele tiden følte, at der stak noget under. “Hvordan kan du være SÅ glad, når mor er SÅ ked?”, havde jeg lyst til at spørge hende. Lettet var jeg selvfølgelig over, at min egen sindstilstand ikke gik ud over hende. Jeg elsker, når jeg bare kan se, at hun leger godt herhjemme, spiser godt, snakker med sig selv/med bamserne, griner og fjoller og går rundt med trappestigen, fordi der hele tiden er noget hun vil op at se! Måske lykkedes det mig virkelig at skjule for hende, at humøret kunne være bedre. Hun har ikke brug for, at jeg synes det er synd for mig.

Men Ella var bare glad, og jeg prøvede at “tage mig sammen”, hvilket føltes lidt som at tage sig sammen til et fint middagsselskab, hvor man slet ikke føler sig hjemme. Jeg havde lyst til at betro mig til én, der forstod meget mere, end jeg selv. Én med masser af livserfaring der kunne fortælle mig, at jeg var god nok, som jeg var, på trods af de fejl, jeg har begået og de skøre valg, som virkede okay på dét tidspunkt, men bare ud i skoven senere hen. At Ella så kom midt under denne her kaotiske tid gør, at der trods alt var et stort lyspunkt. Et lyspunkt, som jeg har for evigt 🙂 Hun er sin egen, men hun vil altid lyse vejen op, når jeg er i nærheden – og så vil hun minde mig om, at jeg måske gjorde det meget godt? At jeg havde hende til låns, men at hende lyse, lette sind altid vil lyse vejen op for andre. Det håber jeg i hvert fald, ligesom jeg ønsker at hun finder andre personer, der kan lyse vejen op for hende.

Vær’ stolt af din historie

Jeg håber, at hun altid bevarer sit lyse, glade sind, og jeg vil senere hen fortælle hende, når hun altså er stor nok til at forstå det, at jeg gjorde mit absolut bedste for hende, selvom det så betød, at hendes forældre ikke kunne være sammen. Jeg vil fortælle hende, at en masse sammentræf gjorde, at jeg mente at dén beslutning, jeg tog helt i begyndelsen, kunne give os et lykkeligt familieliv. At jeg forelskede mig hovedkulds er én forklaring, men derudover var der forskellige (næsten skæbneagtige episoder), der gjorde, at jeg tænkte: “Jamen, så må det jo være sådan det skal være”. Jeg valgte at tro på, at livet med Ellas kommende Baba var det rigtige, selvom jeg også havde mine tvivl lige fra begyndelsen. Men når tvivl overskygges af en stormende forelskelse, er der ingen vej tilbage 🙂

Baba var den bedste far, jeg kunne finde for hende. Det var, hvad jeg troede på, selvom tingene hurtigt gik ned ad bakke for forældrenes vedkommende 🙂 Det var fantastisk til at starte med, men jeg har selvfølgelig skyldfølelse over, at jeg havde så travlt med at knytte mig til en person, jeg jo ikke rigtigt kendte, før jeg blev gravid. Det gik for stærkt… Men så havde jeg jo aldrig fået Ella, og hende ville jeg ikke være foruden! 🙂

Den anden aften sagde jeg til mig selv igen og igen: “Vær stolt af din historie”, men jeg kunne ikke rigtigt finde følelsen frem. Min historie handler mest om at jeg valgte forkert i kærlighed…. Historien handler sjældent om, at mit valg i kærlighed var det bedste valg, jeg kunne have foretaget mig, når nu at rivende, personlig udvikling er en stor værdi for mig. Men det er jo også sandheden. Ja, jeg valgte på en måde forkert – og på den måde, var det slet ikke forkert.

Hvis jeg skulle drage lidt konklusioner, som måske kunne gavne andre i forhold til at vælge rigtigt i kærlighed, så skulle det være: 1. Stop op, når du undrer dig over noget/bliver meget forvirret i en relation og undersøg til bunds, hvad det handler om. 2. Tag dig altid god tid til at lære den anden at kende! 3. Sæt ord på, hvad du mangler hjælp til fra andre. Det kan være hjælp til et bedre overblik over fremtiden, hjælp til at slippe en ensomhedsfølelse, hjælp til at få sat grænser. Hvad har du brug for, som du prøver at flygte dig ud af?

Jeg flygtede ind i en stormende forelskelse, fordi jeg ikke vidste svarene på en masse ting. Jeg var 30 år, men alting virkede på det tidspunkt så uoverskueligt – uden at det VAR uoverskueligt. Jeg var i mine følelsers vold og forvirret over alle de valg, som en 30-årig kan stå overfor 🙂 I dag er jeg bedre til at sætte ord på, hvad jeg mangler, og når jeg mærker en undren, stopper jeg op, og går på et detektivarbejde for at finde ud af, hvorfor jeg undrer mig over en persons opførsel, en situation, min reaktion på ét eller andet osv. I dag er jeg blevet super god til at angribe enhver udfordring som et lille “projekt”, som jeg deler op i mindre bidder. Er der orden i mit hoved, er der også mere orden i mit liv generelt.

Den person, som jeg er blevet, kan jeg meget bedre lide, end dén jeg var førhen. Jeg er stærkere og mere rummelig nu. Dømmer ikke så nemt andre – måske, fordi jeg selv har lavet et hav af “fejl”, hehe. At jeg er blevet mor er selvfølgelig en kæmpe gave, så alt i alt er det okay det hele. Om jeg ligefrem er stolt af min historie – der går nok lige lidt tid. Men jeg accepterer den, og Ella er det hele værd 🙂

Mit højeste ønske for Mors Dag

18553122_10155081023361413_1764429826_oI lørdags var vi på Odense Jernbanemuseum, og så Thomas Tog. Det var en dejlig dag! Faktisk den bedste dag i flere år. Ja, skørt, men sandt. Farmand ringede ikke hele dagen. Det ligner ham ikke. Han skrev hverken sms’er eller FB-beskeder. Jeg forstod simpelthen ikke mit held? Hvad var der sket? Jeg tjekkede FB et par gange. Den var go’ nok. Sidst han skrev var kl. 8. om morgenen – den sædvanlige morgen-besked, som jeg aldrig læser, men bare minimerer så hurtigt, som jeg kan nå at blinke med øjet. Han skriver også godnat hver eneste aften, og her laver jeg samme manøvre. Registrerer det, og minimerer beskeden så hurtigt som muligt. Jeg har frabedt ham mange gange at skrive så meget. Hans mange skriverier gør mig mentalt fraværende overfor Ella, og det fortjener hun virkelig ikke!

Jeg vidste egentlig godt, at han ville være sådan her, når jeg gik fra ham. Han kontakter mig dagligt ved at ringe mellem 10-20 gange og skrive sms’er eller skriver fra Messenger ca. 10 – 20 gange dagligt, men alligevel havde jeg tænkt, at hvis jeg nu igen og igen skar det ud i pap for ham, ville han forstå, at det var slut. I laaaang tid inden vores brud havde jeg forberedt ham på, at tingene skulle blive meget bedre, hvis vi havde en fremtid sammen.

Nu tænker jeg meget på, hvordan jeg kan undgå at være et offer ved at give ham magten over mit liv. Derfor fortæller jeg åbent, hvordan det er at være mig på denne blog. Jo mere, jeg tør at stå ved mig selv, jo stærkere føler jeg mig. Han læser også bloggen, og jeg har sagt til ham (advaret ham, hehe), at jeg er helt ærlig på bloggen 😉

Nå, men i hvert fald kunne jeg SLET ikke forstå, hvad der var sket, siden han ikke kontaktede mig i går. Det viste sig senere, at der havde været en form for teknisk fejl. Kl. 21.30 fik han endelig fat i mig, og han sagde straks, at han havde ringet SÅ mange gange, uden at jeg havde taget den. Hmm, det var vist en slags Mors Dag-gave, som sendt fra universet, og jeg tog imod gaven med kyshånd 😉

Jeg fik skam blomster og et fint kort af Baba. Det var da vældig sødt på den insisterende måde, og en måde, som han godt ved, slet ikke er mig! Han siger, at han vil prøve at vinde mig tilbage for evigt, og når jeg synes, at han er den mest uligevægtig mand, jeg kender, beroliger han mig med, at jeg jo fortjener blomster, fordi jeg er sådan en god mor for Ella. Det er bare dét! Ja, okay, så er det svært at sige noget, men vreden ulmer, skam 😉 Jeg er ikke tilfreds med, at mit liv ikke er mit liv. At mine grænser ikke er mine grænser, men hele tiden skal diskuteres.

I løbet af lørdagen mærkede jeg, hvordan en boblende glæde kom tilbage. Hold op, hvor var jeg glad! Jeg kunne se det sjove i enhver situation, havde masser af energi og fik fornyet tro og optimisme. Hvad mere kunne jeg ønske mig for en Mors Dag? Hvis det da så bare havde været det samme her i går. Men jeg nægter at lade ham styre min glæde på den måde, så jeg skal vist have fat i en masse kloge bøger om, hvordan jeg skaber min egen lykke, uafhængigt hvad der sker omkring mig… Hmm, lettere sagt end gjort…

Mors Dag, dvs. i går var ellers en meget fin dag, eller dvs. fra eftermiddagen og frem. Indtil sen eftermiddag havde Baba samvær med Ella, og det tærer altid på min energi.

Resten af dagen gik med, at vi spiste middag med verdens bedste mormor. Vejret var fantastisk, og jeg har jo egentligt alt, hvad jeg kunne ønske mig – bortset fra min personlige frihed. At opnå dette, er mit højeste ønske. I stedet vil jeg fokusere på den danske sommer, der lurer om hjørnet, de jordbær på mit køkkenbord, der venter på at blive spist, og at Ella har haft jordens dejligste weekend med forkælelse af både mor, far og mormor.

Jeg håber, at I havde en rigtig god Mors Dag!

‘Miss Independent’ og mor-rollen

18452562_10155071855901413_425265803_oI dag har Ella set farmand, og jeg har endnu engang været “tvangsindlagt” til at tage med. Eller dvs. jeg kunne selvfølgelig også stå fast og sige til Ella, at mor skulle arbejde, og at hun blev nødt til selv at tage med farmand, men det nænner jeg ikke. Hvis hun vil have mig med, tager jeg med. Og farmand siger hver gang, at det lille barn spørger efter mig hele tiden, når de prøver at tage afsted bare de to. Så jeg står i døråbningen, og hver eneste gang kommer ordene ud af min mund i en hast: “Okay, så tager jeg med”, og jeg skynder mig at komme i overtøjet.

Så jeg tog med dem, og jeg glemte helt, at det jo ikke var en helligdag i udlandet, og at jeg faktisk skulle arbejde i dag, da der tikkede en e-mail ind med en opgave (fra en udenlandsk kunde) med en yderst kort deadline – og jeg har aldrig i mit liv misset en deadline, så det var ikke så smart! Så måtte jeg spørge mig selv, hvordan jeg dog kunne være så fraværende? Glemme, at det jo ikke er overalt, at der er en fridag i dag, og at jeg burde have tjekket min e-mail, ligesom jeg plejer? Nå, mit svar var: “Fordi, du er en mor, der vil dit barn det absolut bedste, og du ikke har vænnet dig til denne nye tilværelse, hvor du konstant skal sige nej til ting, sætte grænser og i det hele taget finde din selvstændighed frem – samtidig med, at du også lige tænker på barnets tarv… Og ja, så er du altså også kun et menneske!”. Jeg undskyldte overfor kunden – som dog i forvejen havde undskyldt den korte deadline, så jeg håber, at vi er kvit 🙂

Det der med planlægning kører ikke helt for Ellas farmand og jeg. Men det har det aldrig gjort. Jeg føler mig som den mest rigide mor, der spørger farmand konstant: “Hvad tid?”, og jeg får ikke noget svar. Kun hvis jeg er heldig, og jeg kan ikke rigtig brokke mig over det, fordi han fortæller jo altid, hvad tid han kører hjemmefra – så jeg ved det minimum med en halv times varsel (inden for et muligt interval på nogle timer) og der er da også dage, hvor jeg et par timer i forvejen får at vide, om han har tænkt sig at dukke op og hvad tid. Jeg burde være taknemmelig, men det er svært. Jeg ville elske at planlægge mit liv, så tiden kunne udnyttes, men i stedet går dagene og ugerne bare – men jeg nægter, at det skal handle om år, der kører sådan her. Jeg falder i med begge ben, igen og igen. At være en selvstændig person har altid ligget i min DNA, men det harmonerer dårligt med at gøre alt for at min datter får en god kontakt med sin far. Hvis jeg slækker på ambitionerne her, kan jeg til gengæld få selvstændigheden tilbage, Et dilemma!

“Miss Independent”, kaldte en veninde mig, da vi var helt unge, og jeg har ofte fået at vide, hvor stærk jeg er, men jeg er åbenbart ikke stærk nok til at få et selvstændigt liv nu? I hvert fald er jeg overrasket over, hvor forbundne vi stadig er, Ellas far og jeg, selvom vi er separerede. Døgnets 24 timer går næsten med at tænke mig frem til, hvordan jeg kan erobre endnu mere selvstændighed. Stykke for stykke. Hvordan kan jeg ved hjælp af den rette kommunikation vise, at jeg er en selvstændig kvinde? Er der bestemte ord, jeg kan bruge? Et særligt mantra, jeg kan skrive mig bag øret? Og skal jeg også tage et opgør med den “pæne pige”, der altid svarer, når folk spørger, eller som aldrig holder noget skjult, altid fortæller sandheden og altid prøver at glatte ud, er fleksibel og altid, altid tænker på mit barns bedste. For ja, Ella er ovenud lykkelig, når vi ses alle tre, men det går kraftigt ud over min selvstændighed. Det er lidt blevet, som jeg frygtede. At jeg ikke helt fik et selvstændigt liv, fordi jeg hele tiden bliver “holdt hen”, lovet ting, bliver spurgt om alverdens spørgsmål, ikke rigtig kan få svar på mine utallige spørgsmål, og i det hele taget har den gode kommunikation aldrig været vores spidskompetence. I et andet blogindlæg kan jeg altid uddybe, hvorfor jeg mon mente, at kærlighed uden god kommunikation kunne være sagen? 😉

SÅ, det kræver meget energi, at jeg skal derhen, hvor jeg føler mig bedst tilpas. Som “Miss Independent” 🙂   Det er hende, der går sine egne veje, har sin egen dagsorden/plan med hverdagen og på den lange bane. Hende, der har en solid økonomi, fordi hun véd, hvor meget det betyder med en tryg base. Det er hende, der tager på eventyr, har humor, og som måske nok går sine egne veje, men altid er der fluks for andre, når de kalder. Det sociale har altid fyldt, selvom jeg også er ret introvert og elsker at gå forrest og sondere terrænet, inden jeg melder tilbage: “At der er fri bane og en flot udsigt længere fremme”. Kun nogle gange har jeg kærligt fået at vide af mine venner, at jeg gerne lige måtte sætte farten ned og vente på dem 😉 Nu er det omvendt, at jeg føler mig bagud konstant, men alligevel klarer det… Det er bl.a. deadlines vedr. mit arbejde, og at sørge for at Ella trives – og også lige pleje venskaber og ordne alt det praktiske i en husholdning 🙂

Jeg må øve mig, hver dag, på at vende tilbage som hende, jeg var engang. Jeg husker hende mere og mere. Skøre ting, som fx Facebooks minde-notifikationer minder mig om, hvem hun var dengang – for flere år siden. “Skrev jeg det?”, spørger jeg mig, og bliver helt stolt over den glade, sprudlende person, jeg var. Det er glæden, jeg er stolt over, og det vil jeg lære Ella, at hun skal være stolt, når hun er glad! Det er ligegyldigt, om hun går på et fint universitet, tager en lang uddannelse, får et godt job, gifter sig med den “perfekte mand”, bor i et lækkert hus og bliver mor til tre velskabte unger. Hun skal bare være glad, helt ind til benet. Så bliver mor her stolt. Jeg vil fortælle hende det konstant – og så skal hun selvfølgelig også vide, hvor vigtigt det er at være selvstændig – og man aldrig skal tage den mulighed i livet for givet.

Hvornår følte du dig mest succesfuld som mor? Og som menneske?

collage-1493643445560-2Det her blogindlæg skal handle om nye måder at definere “succes” på. Hvornår er du mest succesfuld i livet? Som mor? Som menneske? Hvornår lykkes du rigtig godt med at være nærværende overfor dit barn? Det autentiske menneske er en gave for et barn. Det er dét, jeg tænker om succes i familielivet. Et menneske, som er ærlig omkring sine fejl og sårbarheder, men også er stolt af sine styrker som menneske. Jo mere du kender dig selv, jo bedre kan du hvile i dig selv og kigge på, hvad dit barn reelt har brug for – og ikke, hvad DU har brug for. Succes er at kunne skelne sig selv fra barnet og se på barnet som det unikke væsen, det er.

Den første måned i Middelfart

Nu har vi boet præcis en måned i Middelfart. Ella og jeg flyttede jo for os selv, som jeg skrev om i dette blogindlæg. Min opfattelse af, hvad der er “succes” i familielivet er blevet redefineret mange gange i løbet af den måned. “Går det godt nu?”, har jeg spurgt mig selv, og jeg tror det er utroligt vigtigt, at vi altid evaluerer på familielivet. Ikke én gang årligt, fordi det ellers er for hårdt at se realiteterne i øjnene/eller hverdagen er for travl, men dagligt… Hvad siger de små øjeblikke om, hvor vi er på vej hen?

Succes er en hverdag der fungerer

Den første måned i Middelfart er gået rigtig godt – i hvert fald over mine forventninger. Succes er en hverdag, der fungerer – det tænker jeg i høj grad på i øjeblikket. Jeg skal huske at nyde hverdagen – hvad end der så dukker op af stormvejr henover en måned, to måneder eller tre år… “Hej Stormvejr, farvel stormvejr”, ville Ella sige og gå videre i livet, som om intet var hændt. Det må jeg lade mig inspirere af 🙂

Succes er også at reagere konstruktivt på negative ting

Men selvom det er godt at kunne være i stand til at ryste det af sig hurtigt, når man har været ude i et stormvejr, er det også godt at reflektere over lærdommen i livsudfordringen. Nogle gange er succes også bare at rumme det svære, og at være der for en anden, der har det svært, i stedet for at haste videre.

I forbindelse med at jeg er blevet separeret fra Ellas far, har jeg været vildt bange for, at Ella skulle græde og spørge efter sin far. Jeg har været bange for, at hun skulle få mareridt, at hun dagligt ville gå hen til døren og spørge efter ham, at hun ville få hysteriske anfald af bare sorg over det hele, og ja, jeg har virkelig været bange for, at jeg nu ville have påført hende et traume. Hvad jeg har lært af forskellige udfordringer i livet er, at mange ting ikke er så svære igen, hvis bare man insisterer på hele tiden at være i nuet, reagere på dét, der skal reageres på – eller bare at være tilstede og trække vejret helt roligt. Det er heller ikke så slemt, hvis man rent visuelt “brækker udfordringen over i bittesmå stykker” – én lille udfordring efter udfordring. Jeg må være der for Ella, og tage en udfordring ad gangen. Den anden dag skete det faktisk for første gang, at hun blev rigtig ked af det, fordi hun savnede Baba. Det kom lidt bag på mig. Alligevel fangede jeg, at hun var ked af det, og det gjorde, at jeg kunne klappe mig selv på skulderen og føle stolthed. Vi skulle til at gå en tur, da Baba ringede. Hun hørte hans stemme, og det var okay. Hun blev ikke ked af det, men så lidt mut ud. Vi tog overtøj på, gik udenfor, og så faldt jeg i snak med naboen, som også var sød til at snakke med Ella, så alt var godt. Men da vi siger farvel til naboen, får hun pludselig et hysterisk anfald, hvor hun hopper og skriger, og intet vil. Jeg prøvede at regne ud, hvad der havde gjort hende så vred. Jeg satte mig ned i hug, og spurgte: “Er du ked af, at Baba ikke er her?”, og så blev hun helt rolig og kiggede bare overrasket på mig og nikkede. Så kunne vi gå ned i kælderskakten efter klapvognen, men så begyndte hun igen at blive hysterisk, og jeg satte mig igen på hug og spurgte: “Er det fordi, du savner Baba?”, og så snøftede hun, og svarede: “Jaaaa…”, og så spurgte jeg om hun ville have et kram, og så krammede vi, imens jeg fortalte hende, at jeg godt kunne forstå hende, og at hun snart ville få Baba at se igen. Heldigvis skulle de ses dagen efter. De havde mange timer sammen, så det hjalp på det hele. Succes som mor, i den situation, var at jeg fangede, at hun var ked af det – og at hun ikke bare var på tværs – eller i trodsalderen, som er en mærkat, vi hurtigt sætter på børnene, når vi måske ikke ved, hvad der er galt. Ja, det er da forbandet svært altid at finde ud af det, men succes er i det mindste at prøve at finde ud af de bagvedliggende årsager 🙂

At være stolt af skøre ting, skal også på listen… 

Nu har vi været omkring de svære ting i livet, men jeg vil slutte af i den lettere afdeling.

Vi skal nemlig også huske de skøre ting, som vi er stolte af. En skør ting, jeg er stolt af er fx, at jeg holder fast i at være mig selv på især ét socialt medie, som måske er allernemmest at “drukne i”, fordi der er glansbilleder over det hele – Instagram! Min profil afspejler i høj grad, hvem jeg er, synes jeg – og også, hvem Ella er, da hun jo er over det hele. Det er ikke glansbilleder, men hverdagsbilleder, og jeg prøver selvfølgelig at fange positive og smukke øjeblikke, men naturen understøtter de fleste billeder, så jeg bruger den skønhed, som Moder Jord har udstyret os med.

Fx havde Ella selv valgt tøj til en dag, vi skulle i skoven, og jeg kan fortælle, at jeg da ville have valgt en anden sammensætning 😉 Jeg tog et par søde billeder af hende, og selvom tøjet i sammensætningen ikke var det smukkeste i verden, gjorde det ikke spor. Og nu forklarer jeg, at hun selv havde fået lov til at vælge tøj, men det gjorde jeg ikke på Instagram-billedet, for det “turde jeg godt”. Ja, så “modig” er jeg… Jeg holder fast i retten til at være mig selv – eller “kikset”, om man vil 😉 Det er rart at have et fotoalbum på Instagram, der er så ærligt og uperfekt (i hvert fald i min optik :-)).

Nå, nu vil jeg slutte dette lange blogindlæg, men som altid havde jeg meget på hjerte 😉

Older posts