Friheden ved ikke at passe ind

img_20171230_210535_976På denne søndag, hvor Ella ses med sin far, og jeg burde rydde op og gøre rent, er der især én ting, som jeg er taknemmelig for. At være helt mutters alene, med ro og absolut ingen forventninger 😉

Vi har så meget fokus på at passe ind i vores samfund, og i dag har jeg som så mange andre dage set flere tegn på, at jeg ikke passer ind. Jeg så et program om et flot opdækket bord. Jeg er ikke god til at dække et smukt bord. Jeg så et billede af en mødregruppe, der var samlet, og der var intet rod omkring de yndige babyer. Jeg er alt for god til at rode, så dér følte jeg mig OGSÅ forkert.

Jeg slipper hurtigt følelsen igen. Sådan er det i mit liv i dag, og det er jeg SÅ taknemmelig for.

Jeg kom i tanker om, hvor forkert jeg havde følt mig i Alanya, da jeg tog et sprogkursus i Tyrkisk, og jeg som gravid var noget mere perfektionistisk end normalt. Jeg har stadig sådan et billede af, at der er 20 mennesker, der griner ad mig, når jeg skal sige noget på tyrkisk, når virkeligheden er, at læreren gjorde meget ud af, at vi skulle have det sjovt! Hun grinte bare, tog lidt let på tingene. Jeg følte mig sårbar som et lille barn, der ikke kan afkode andre folks mimik til perfektion. Jeg var sikker på, at de grinte ad mig! Sådan en grad af præstationsangst har jeg aldrig oplevet senere. Hormoner fra min graviditet havde vist også noget at sige 😉

Det gik helt galt, da jeg skulle lave hjemmearbejde om aftenen. Jeg fattede jo absolut intet! Hvilket overhovedet ikke var sandt, men sikke en følelse af at være forkert, som jeg faktisk kan grine af i dag. Det sjove er, at på kurset var der en fantastisk sød pige, som under en pause betroede mig, at første gang hun havde taget kurset, havde hun droppet det hurtigt igen, fordi hun slet ikke kunne følge med. Hendes kæreste måtte trøste hende, da hun kom hjem, og da hun fortalte historien, var det bare en sød historie. Faktisk også ret sjov på den uhøjtidelige måde, hun fortalte det på. Få dage efter handlede historien om mig 😉 Det er sådan en historie, der altid minder mig om, hvor vigtigt det er, at vi fortæller hinanden om vores sårbarheder, vores følelse af at være forkert, og minder os selv om, hvor tæt forbundne vi alle er. Følelsen af at være forkert, kender vi alle til. I dag er jeg bare lynhurtig til at slippe følelsen igen, så følelsen ikke trækker mig ned.

Det kan være sådan en frihed at registrere forkerthedsfølelserne og tænke: “Nå, dér dukkede du op igen. Hvordan kan det være?”, og så efter lidt analyse, er følelserne erstattet af noget andet.

Det er en frihed at tænke om sin barndom, ungdom eller sit voksenliv: “Dér og dér passede jeg slet ikke ind. Jeg blev misforstået, jeg sagde altid det forkerte, jeg gjorde alt det forkerte og når jeg opsøgte fællesskabet, blev jeg ikke lukket ind”. Der er jo masser af eksempler, hvis vi går og tænker over det. Nogle har så oplevet det mere end andre. Det er selvfølgelig klart, men ingen af os kan komme uden om det.

Når jeg har været i forskellige studiegrupper, er der altid den samme fortælling, der går igen: “I folkeskolen var jeg ikke medlem af én bestemt klike. Jeg ville bare gerne snakke med alle, og jeg havde et ben i hver lejr. Det var forvirrende, men jeg kunne bare ikke vælge side. Jeg passede ikke ind, hvis jeg forsøgte mig med én gruppe”. Vi nikker allesammen og siger: “JA, sådan havde jeg det også!”.

Hvis du har en stille og rolig søndag ligesom mig, vil jeg derfor opfordre dig til at tænke: “Ja, jeg passede ikke ind dér og dér, og det er okay. Jeg kan nyde øjeblikkene, hvor jeg passer perfekt ind, men jeg kan også acceptere alle de andre tidspunkter, hvor det er svært at føle sig ordentligt “hjemme”. Livet er det hele. Heldigvis er jeg ikke alene om at have den følelse.”

Her i bloggerland føler jeg heller ikke altid, at jeg passer ind. Jeg læser et hav af forskellige blogs. Med vidt forskellige kvinder bag, og det føles på en måde illoyalt. Ja, en smule forkert. Jeg har respekt for hende, der ikke vil tjene penge på sin blog, og hende der tjener kassen. Jeg har respekt for hende, der går hjemme ved sine børn, og hende der elsker sine børns institutioner. Jeg har respekt for hende, der vejer sine ord i relation til sine børn, bevarer roen og reflekterer over, hvordan dagen i morgen kan blive bedre, og jeg har respekt for den mor, hvis følelser og temperament løber af med hende til tider, og tiden ikke altid er til lange analyser, men til take away, et varmt kram, et hurtigt undskyld og yndlingsfilmen på repeat til alle mand sover.

Nu vil jeg gå i gang med at gøre rent, og i stedet for at reflektere videre, vil jeg sætte noget tempofyldt musik på, så jeg i stedet kan tage fat på alt det praktiske med høj energi. Hver ting til sin tid 🙂

 

Jeg var også ved clairvoyant (opdateret blogindlæg fra tidligere)

IMG_20150914_181128

Dette blogindlæg om at være ved clairvoyant blev oprindeligt skrevet i 2015 – lige da jeg begyndte bloggen. Gud, det er lang tid siden. Dengang faldt der et blogindlæg 1-2 gange om måneden. Det giver lidt “blog-minder” fra den første tid med Ella. Jeg har opdateret blogindlægget, så det er mere nutidigt, med flere betragtninger fra dengang, hvor jeg var til clairvoyant.

Mascha Vang skrev en dag om sit møde med clairvoyanten Rikke Rasmussen. Det fik mig til at skrive om mit eget møde med Rikke Rasmussen engang for mange år siden. Det var et opløftende møde, for ikke alene fik jeg en masse positive ting at vide – Rikke er også bare en super behagelig person. Hun kunne sige meget, som passede rigtigt godt, dvs. om min personlighed og min familie, som hun ikke kunne have googlet sig til. Jeg havde fået hende anbefalet af en veninde, men hun var også med i et Bubber-program på et tidspunkt. Mange kendte har været hos hende, så jeg tænkte, at hun måtte være ret god!

Rikke fortalte om min store interesse for at skrive, og hun fortalte mig, at jeg altid havde en historie, som jeg gerne ville fortælle. Hun beskrev også, hvilken slags blog jeg ville have (dén type, jeg har i dag). Selvom jeg var under uddannelse på det tidspunkt, luftede jeg mine tanker om at blive selvstændig tekstforfatter. Jeg var netop ved at skrive speciale på mit cand.ling.merc. studie, og var spændt på, hvad der ventede mig. Hun sagde, at hun kunne se, at jeg ville leve af at skrive. Hun beskrev mig som én, der ikke havde rundsave på albuerne, men som alligevel blev anerkendt og fik de opgaver, jeg skulle have. Jeg ville være bekymret i starten, men via netværk fik jeg opgaver hen ad vejen. Det passede jo rigtig fint, som jeg også skrev om i dette blogindlæg om at være selvstændig.

Jeg har bestemt ikke rundsave på albuerne. Det gør fx, at jeg hader at bevæge mig ind på LinkedIn – selvom det jo er rigtig fornuftigt at bruge tid derinde, hvis man vil frem i verdenen… Jeg ved det godt 😉 Jeg ved også godt, at det jo slet ikke er så konkurrenceminded, som jeg gør det til. Jeg kan stadig ikke få mig selv til det. Det arbejder jeg på at ændre 😉

Nu kan man mene, hvad man vil om clairvoyance, men det var i hvert fald en spændende oplevelse. En oplevelse, som jeg måtte have med, selvom jeg da også var skeptisk, og egentlig stadig er det. Jeg tror på, at nogle ganske få er dygtige og kan give folk noget brugbart med på vejen. Jeg ser det som en luksus at bruge penge på, ligesom andre behandlinger, hvor forkælelsen er i højsæde. Hvem vil ikke gerne høre noget godt om sig selv i en times tid? Rikke gav mig et selvtillidsboost, og en “formaning” om at lade være med at bekymre mig så meget. Nu er det mange år siden, men jeg bekymrer mig slet ikke så meget, som jeg gjorde dengang! Så lidt fremskridt er der da sket 😉

Hver eneste gang jeg tænker på denne oplevelse, er jeg parat til at gå ud i verdenen og gøre mit bedste. Sikke en energi at have, hvis du kan få andre til at føle sådan, ikke sandt? Så kan det godt være, at jeg kunne have savnet lidt flere advarsler om, hvilke valg, jeg IKKE skulle tage. Efterfølgende har jeg tænkt: “Hvorfor nævnte hun ikke det?”. Sikkert MEGET typisk at tænke sådan, haha. Rikke fremhævede alt det positive, men sådan er professionel clairvoyance jo (som jeg har forstået). Det handler om at give klienterne en positiv oplevelse. Hun opfordrede mig da også til forskellige ting, så jeg kom endnu mere i balance.

Jeg håber, at det her blogindlæg gav dig blod på tanden til at prøve lidt fra den alternative verden. Jeg synes i hvert fald, at det er spændende at prøve.

 

Nu må jeg hellere mærke det her blogindlæg som “reklame”, selvom det ikke er sponsoreret. Men tiderne har jo ændret sig – og reglerne for bloggere. 

 

Hvad drømte du om, da du var barn? #sårbarhedogmod

sketch-1517832763242I weekenden sås jeg med nogle veninder. Vi snakkede om, hvad vi ville være, hvis ikke vi havde det job, vi havde. Hvad ville vi foretage os, hvis vi skulle lave noget andet?

Ja, jeg er jo selvstændig tekstforfatter, som jeg skrev om i dette blogindlæg.

Jeg synes, at det kan være en god øvelse at tænke lidt over, hvad du drømte om, da du var barn? Især, hvis du står et sted i livet, hvor du mangler udfordringer i jobbet eller savner den gejst for arbejdet, som du havde i starten. Måske savner du også bare bekræftelse på, at du er landet på den helt rette hylde? Jeg har for mit eget vedkommende tænkt i længere tid på, at jeg gerne vil arbejde mere med mennesker. Se flere mennesker på daglig basis 🙂 Det kan godt være lidt ensomt til tider at arbejde hjemmefra. Det vil jeg arbejde for, at det sker i 2018.

I min dagbog fra jeg var 9 år gammel står der, at jeg gerne vil være forfatter, “sygolog”, dyrlæge eller arbejde i Matas 😉 Det er så sjovt at tænke på, hvordan dét med at skrive altid har været en stor passion for mig. Jeg har også altid været interesseret i sindet, tager det på mig når dyr lider – OG jeg elsker at gøre mig lidt pæn, som hvis jeg skulle arbejde i Matas… 😉 Det er kun med tanke på al den kemi, jeg propper i hovedet, der får mig til at holde lidt igen med krigsmalingen 😉 For mange der elsker makeup, er det jo de forskellige udtryk, som også er interessante. Min mors mand spurgte fx forleden, hvad der var kommet til mig. Jeg så jo helt anderledes ud. Det var skam bare lidt anderledes øjenmakeup, haha.

At betjene kunder og fortælle om kosttilskud, kunne da også være meget interessant… Ja, ja.. Jeg kan skam godt forstå, hvad jeg tænkte på dengang som 9-årig 😉

Men hvordan finder man frem til, hvad man selv drømmer om, hvis der intet står om drømme i sin dagbog. Jeg vil alligevel opfordre dig til at kigge i din dagbog fra du var barn, hvis du har én 🙂 En dagbog kan fortælle så meget om vores interesser, som nogle gange følger os hele livet, og vores unikke personlighed. Var du god til at sige fra, skal du måske arbejde med at finde dén side frem igen. Tog du alting mere stille og roligt, og kunne lide at dagdrømme, giver det måske mening, hvis du ikke trives i din nuværende stilling som resultatorienteret sælger, der arbejder 70 timer om ugen.

At kigge tilbage i tiden og fundere over, hvad du drømte om, da du var yngre, kan også give skuffelser. Skuffelser over, at tingene ikke gik, som du havde håbet. Jeg husker stadig, at jeg som 7-årig var ude på badeværelset, og sad på marmorbordkanten, imens min mor gjorde sig klar foran spejlet, og vi snakkede om dét at være voksen. Jeg elskede hendes Anais Anais-parfume, hvis flakon mindede lidt om marmor. Jeg fortalte hende, at jeg glædede mig til at blive voksen, omkring 28 år. Jeg sad dér og dagdrømte om, hvordan mit liv ville være.

Alle børn har jo drømme i perioder om, hvor fantastisk det bliver, når de bliver voksne. For mig handlede det om at få den perfekte kernefamilie. Jeg kunne lege i timevis med dukker og barbier. Det var noget af det, som min far nævnte flere gange, da jeg i tyverne var usikker på, om jeg overhovedet skulle have børn. “Men du var jo simpelthen så glad for at lege med dine dukker, da du var barn. Familielivet optog dig så meget…!”, og det havde han jo helt ret i. Så jeg skulle da have en lille flok unger derhjemme, og en familieorienteret mand 🙂 Det var hvad jeg drømte om som barn, og det drømmer jeg vel stadig om, selvom jeg godt véd, at det er urealistisk. At være mor til ét barn, er nu også dejligt. Så er der større frihed 🙂

Men ja, det er urealistisk, da min alder sætter nogle begrænsninger, min økonomi – og ikke mindst mine erfaringer med parforhold. På et overfladisk plan kan jeg godt drømme lidt om at møde en ny, men det er slet ikke realistisk, at jeg nogensinde åbner mit hjerte igen, som jeg gjorde for Ellas far. Så skal det i hvert fald være en mand, der er gjort af et helt særligt stof. En stille og rolig mand, der ikke kan gøre en flue fortræd. Det var sådan en mand, jeg sikkert håbede på at blive gift med, da jeg var 9 år 😉 Min favorit i børnehaven var i hvert fald en dreng med kridhvidt hår, isblå øjne og sådan en følsom dreng, der aldrig sagde de andre imod. Han fulgte bare med og var venligheden selv. Han sagde næsten ikke noget, men jeg syntes, at han var så sød, så sød. Jeg tror egentlig, at alle i børnehaven opfattede ham som noget helt særligt.

Så vokser man op, og måske får man indoktrineret af medierne, hvordan en “rigtig mand” er. En mand, der ikke tager et nej for et nej, men gør kur til kvinden, indtil hun overgiver sig. En mand, der forstår at charmere alt og alle. En mand, der er følsom, men samtidig én, der ikke er bange for at sige sin mening og sætte grænser. En mand, der altid viser, at han er ovenpå og kan tage sig af “sin kvinde”. En mand, der ikke sætter spørgsmålstegn ved, om de nu hører sammen eller reflekterer over hans egen rolle i det. Selvfølgelig hører de sammen, og han véd udmærket godt, hvordan han skal opføre sig, så han holder hendes interesse kørende. Jeg ville ønske, at jeg ikke var hoppet med på de stereotype billeder af, hvad en “rigtig mand” er. Men jeg er faldet i. Det er så nemt at forbinde umiddelbar tiltrækning med stor kærlighed. Eller det “rigtige billede af en mand” som en perfekt livspartner.

En mand må da gerne være usikker og ydmyg i sin tilgang til livet. Livet er så komplekst, at det ville være skørt med en mand, der mente at have regnet alting ud. En mand må da også gerne have perioder, hvor han ikke føler sig god nok, og måske er i tvivl om sine egne evner på arbejdsmarkedet? Det er da generelt et hårdt arbejdsmarked, vi har i dag. Det handler om at kunne sælge sig selv, og være selvkørende… Eller hvad nogle ville kalde for cool og fremadstormende?

En mentalt stærk mand – det var hvad jeg gerne ville have. Det vil vi jo alle. Men hvad er en mentalt stærk mand? I dag vil jeg beskrive det som en mand, der tør at spørge om hjælp, en mand der kan rumme følelser af usikkerhed og skam, en mand, der ikke altid føler sig sikker på tingene, og som gerne vil tage tingene stille og roligt. En mand, der tåler kritik og gerne vil udvikle sig igennem hele livet. En mand, der altid lever med den ydmyge sætning i baghovedet: “Måske tager jeg fejl…”. En mand, der spørger folk efter feedback og nye perspektiver – det er en mentalt stærk mand.

Min interesse for familielivet er stadig lige så stor, som da jeg var 9 år. Jeg bruger fx alt for mange timer på bloggen p.t., men det er så vigtigt, at jeg finder tiden til det alligevel. Nu skal jeg bare synes, at det er lige så fedt at være voksen, som jeg drømte om 😉 Indimellem kunne man godt få lyst til at spørge ud i rummet: “Hvornår kommer der en voksen og tager over?” 😉 Se fx min story på Instagram…

Hvad drømte du mon om, da du var barn? Skriv gerne en kommentar 🙂

3-års jubilæum som selvstændig #sårbarhedogmod

collage-1517491912828I torsdags, d. 1. feb., begyndte jeg så på det her blogindlæg om livet som selvstændig tekstforfatter. Imens jeg skrev, kom jeg i tanke om, at jeg da vist havde jubilæum! 3 år.. Jeg måtte lige tjekke mit registreringsbevis, og ja, den var go’ nok 🙂 Jeg husker tydeligt tilbage til 2015, hvor jeg havde en telefonsamtale med en medarbejder fra SKAT. Jeg sagde, at jeg gerne ville registrere mit firma d. 1. feb. Jeg oplyste ham om mit forventede overskud, og han fortalte mig, hvor meget jeg skulle betale i skat.

Kunderne kom via mit netværk, så det var dejlig trygt at jeg ikke skulle samarbejde med helt nye personer. Én tog fat i mig, fordi vi havde gået på studie sammen, og én havde jeg arbejdet for tidligere. Så var jeg i gang. Som eneforsørger måtte jeg gøre mit absolut bedste og sørge for at producere, så snart jeg havde muligheden. Der var ikke plads til tvivl eller lange analyser i mit hoved om, hvad dén og dén kunde mon havde ment med dén og dén sætning, og om de nu var tilfredse….? Jeg måtte bare gå ud fra, at de var tilfredse! Og at de ville være tydelige omkring det, hvis der var noget, som de ikke var tilfredse med 🙂 Alle unødige bekymringer blev sorteret væk. Det klædte mig faktisk, da jeg godt kan tænke for meget over tingene. Det gav en god iværksætterstart.

Det helhjertede liv som selvstændig

At være selvstændig har hjulpet mig til at leve et mere helhjertet liv. Et liv, hvor jeg kan udfolde min kreativitet, praktiserer en stor portion mod og tør at være sårbar.Det er virkeligt sårbart at gå ind i arenaen som selvstændig. Lægge sine kræfter i noget, som andre kan kassere. Det er sårbart at have en personlig ejet virksomhed, hvor en afvisning hurtigt kan føles som en afvisning af DIG. Hver dag som selvstændig er derfor en øvelse i at håndtere smerte, praktisere mod og medfølelse med andre og ikke mindst dig selv. Du skal insistere på at gå ind i smerten ved en afvisning. Du skal insistere på at forstå andres reaktioner, selv når din umiddelbare tanke er, at du ikke forstår dem! Du skal insistere på at stå op hver morgen og udføre et stykke arbejde, som måske indbefatter præstationsangst og en bekymring for fremtiden. Du vader ind i smerten, og siger til dig selv, at det er okay. Du begynder at taler blidt til dig selv, ligesom du ville gøre til dit barn. Selvom du oplever følelsesmæssig smerte, står du op hver eneste morgen, og bliver bedre og bedre til at udføre et stykke arbejde med tanke på, at du er NOK. Du er lige som du skal være. Der er plads til dig og din kreativitet. Uperfekt, men samtidig lige som du skal være. Du bruger en stor portion mod på at sige til dig selv, at du er nok – selv når du har en stemme i baghovedet, der siger det modsatte.

Det kræver mod og sårbarhed at være selvstændig erhvervsdrivende. Til tider skal du have is i maven, og med tiden opbygger du en tro på, at alting nok skal gå. Når det ikke lykkes at finde den indre ro, og du stadig bekymrer dig, er det også okay. Du lærer, at hvad end du føler, er det okay. Du kommer aldrig til at glemme de gode kunder, som du stolede på, og som nærmest ikke kunne vente med at betale dig. Dem som smilede i røret, og satte pris på din hjælp. Måske fik du ikke så meget feedback her og nu, men du lærte, at det faktisk kan være et godt tegn. Så er de jo allerede over alle bjerge. Optaget af alle de nye ting som sker, grundet din hjælp! Et år efter fortæller de dig måske, at de var vanvittigt glade for dét og dét, og du kan næsten ikke rumme den glæde, du oplever.

Du glemmer så heller aldrig de kunder, som du tog, fordi der skulle mad på bordet, og du havde en dårlig fornemmelse fra starten. Dem har der været få af, heldigvis. Det kom ikke bag på dig, da de begyndte at presse prisen, var ekstremt langsomme om at betale eller fortalte om den håbløse person, som de samarbejdede med før dig…  Du fik måske ondt i maven, og så sagde du nej tak til opgaven, og holdt vejret. Hvad så nu? Men selvfølgelig ordnede det sig. Selvfølgelig var der pludselig én, der uopfordret skrev til dig og bad om din hjælp. Som en engel fra sidelinjen. Igen blev du begejstret over at være selvstændig, og du blev en erfaring rigere. Tilmed blev du lettet over at sige nej. At du fulgte dit hjerte, fordi noget bedre skulle have plads til at dukke op.

Det er at leve livet helhjertet, hvis du spørger mig 🙂

Det her var et lille blogindlæg om at være selvstændig, samtidig med at være mor. I Bloggerland støder jeg indimellem på andre mødre, der også er selvstændige, og én af dem er Majken fra Familiestreger. Det kan anbefales at følge hende, da hun laver rigtig fine tegninger, som kan købes i plakatform. Derudover er hun bare en virkelig sej selvstændig, der allerede har vind i sejlene efter kort tid som selvstændig. Godt gået!

 

Ha’ en god weekend allesammen. Jeg vil gøre mig klar til venindehygge i aften, imens Ella bliver passet af mormor 🙂

Midt i en Oprah Winfrey-udsendelse fik jeg svaret… #sårbarhedogmod

sketch-1515699769315I de sidste par dage har der været meget omtale af Oprah Winfrey’s fantastiske tale ved Golden Globe Awards. Jeg fik i den forbindelse lyst til at skrive et blogindlæg om Oprah Winfrey, da hun også har haft en kæmpe betydning for lille mig. Da min blog er både en personlig blog og en familieblog, bliver blogindlægget en god blanding af den betydning som Oprah Winfrey-udsendelserne havde for min personlige udvikling og mit fremtidige familieliv.

Oprah Winfrey har været mit forbillede, siden jeg begyndte at se hendes talkshow i fjernsynet som 16-årig. Min mor og jeg var netop flyttet ind i et byhus i Middelfart, hvor vi skulle finde os til rette som familie med nye vaner i hverdagen, hyggelige traditioner osv. Når fjernsynet blev tændt, var der kun to der skulle være enige om, hvad vi skulle se. Valget faldt ofte på, at vi da selvfølgelig skulle se Oprah Winfrey! Hvis ellers det kom på et godt tidspunkt på dagen, ville vi sidde klar og se det sammen. Vi snakkede efterfølgende om emnerne eller citerede, hvilke leveregler Oprah Winfrey havde. “Oprah siger…”, sagde vi med et smil, og indimellem blev det for amerikansk til vores smag, men så “levede vi også med det”. Hende Oprah forstod at fange vores opmærksomhed med make-overs til amerikanske husmødre, gaveregn med foræring af biler, filosofiske snakke med Gary Zukav eller følsomme interviews med Gwyneth Paltrow m.fl. Hvordan kunne jeg glemme hendes bogklub!? Bøgerne, som hun anbefalede, fik vi også læst i ny og næ. På ferier til udlandet lykkedes det os indimellem at få fat på dem. Hvis der er nogle læsere, der kan relatere til alt det her, er I meget velkomne til at skrive en kommentar. Det kunne være sjovt at høre, om andre også har været så store fans af Oprah Winfrey 😉

Nogle gange var jeg i skole, når en Oprah Winfrey-udsendelse blev sendt i fjernsynet. Eller også sås jeg med mine venner. Jeg var meget bevidst om, at godt nok var jeg vild med Oprah Winfrey-talkshowet, men det skulle ikke være en afhængighed, der gik ud over mit øvrige liv. En svær balancegang, når nu jeg helst ville droppe alt, hvad jeg havde i hænderne, når Oprah tonede frem på skærmen. MEN, hende Oprah var jo så fornuftig, at det ville være helt skørt, hvis hun skulle være skyld i, at jeg fik et afhængighedsforhold. Destruktive mønstre beskæftigede hun sig meget med, hehe;-)

Jeg talte ikke så højt om min interesse for Oprah Winfrey-udsendelserne til mine jævnaldrende veninder. Det var ikke ligefrem sejt at interessere sig for Oprah Winfrey som 16-årig. Jeg indviede dog mine nærmeste veninder i min fascination af Oprah Winfrey universet. De kunne efterhånden godt se, at hvis vi sad foran fjernsynet, og vi tilfældigvis zappede forbi Oprah Winfrey, lyste mine øjne helt op. De kiggede på mig og sagde helt instinktivt: “Vil du gerne se det, eller er det okay, at vi ser noget andet?”. Indimellem ville de heldigvis gerne se det af egen fri vilje, og så var alle glade 😉

Når nu jeg ikke altid så udsendelserne om dagen, var der heldigvis dét faktum, at de ofte blev genudsendt om natten. Det var ikke sjældent, at jeg stod op ved 2-tiden for at liste ned i stuen og se det. Ja, så er man altså Oprah Winfrey-fan! 😉 Det var dog ikke altid, at jeg gad at stå op, men når jeg gjorde, var det altid det hele værd. Min mor ville ofte spørge ind til det om morgenen, selvom hun vist syntes det var vigtigere med min nattesøvn. “Når jeg bliver gammel, skal jeg bare se Oprah Winfrey og spise kager dagen lang”, jokede jeg, og der er stadig lidt sandhed i det, haha.

Igennem årene så jeg det sjældnere og sjældnere. Jeg blev ældre, og gik primært op i at passe min dagligdag på handelsgymnasiet, ses med veninderne, arbejde og tage i byen i weekenden. Et helt almindeligt ungdomsliv, hvor jeg ikke så så meget fjernsyn. Der var meget andet der trak. På et tidspunkt fik jeg min første, seriøse kæreste, og det viste sig, at det ikke var et specielt sundt forhold at være i. Kritik var dagligdag. Ting blev fordrejet, der var jalousi, og der var mange ting, som jeg ikke måtte i forholdet. Af den grund havde vi nogle mærkelige skænderier, som jo opstår, når ens verdensbillede bliver vendt på hovedet. Det absurde bliver gjort normalt. Måske begynder man en diskussion med at ville diskutere ligeværdighed i et forhold, men ender med at forsvare sig selv, fordi man bliver angrebet med kritik. Dét begynder ét sted og ender et helt andet. Ofte kunne jeg ikke gengive til mine veninder, hvad vi havde skændtes om. Det føltes uvirkeligt, at vi kunne skændes om emner, som jeg aldrig ville have troet kunne være et problem. Det tærer på energien, og typisk glemmer du hurtigt skænderierne igen, fordi de er så ligegyldige, og alligevel så ophedede. En meget mærkelig kombination, der får dig følelsesmæssigt ud af kurs.

Med min fornuft vidste jeg efter 3 måneder, at jeg skulle ud af forholdet, men oplevede en stor skamfølelse ved at opgive allerede. Halvdelen af tiden var det jo det mest perfekte forhold, og han var den mest omsorgsfulde mand, så hvorfor kunne vi så have sådanne mærkelige skænderier? Så længe jeg ikke kendte svarene, var jeg ikke klar til at gå. Vi måtte da finde en løsning, eller jeg måtte i det mindste vide, om jeg skabte et negativt mønster, som jeg ville tage med mig til det næste forhold? Jeg ville lære af det her, og føle mig afklaret den dag, hvor jeg evt. gik. En dag var jeg derhjemme og ordnede forskellige ting og sad og lavede lektier med fjernsynet tændt i baggrunden. Jeg zappede rundt, og landede på et Oprah Winfrey-show, som var godt i gang. Et par var i studiet, og de havde frivilligt meldt sig til et eksperiment, hvor de i et par uger eller måneder skulle have sat kameraer op i deres hjem, og de ville få feedback fra en terapeut i forhold til deres opslidende skænderier. I udsendelsen så vi derfor en blanding af videooptagelser af deres skænderier og en terapeut i studiet, der analyserede situationerne, hvor parret skændtes. Straks kunne jeg nikke genkendende til dén type af skænderier, hvor en udenforstående ikke ville kunne finde hoved og hale i samtalen. “Sådan skændes vi også”, tænkte jeg, og 3 minutter senere blev vi i studiet præsenteret for en bog af forfatteren og eksperten, som jeg bestilte med det samme. Det var ikke en bog for alle og enhver, men det var en bog, der lige talte til det, som vi gik igennem. Jeg har stadig bogen, som handler om følelsesmæssig vold. Vores forhold var kendetegnet af følelsesmæssig vold, og i dag kan jeg tænke tilbage på det helt neutralt. Jeg ønsker ham min ekspartner det bedste, og jeg lærte meget af forholdet. Vi havde de bedste intentioner, men kunne ikke finde ud af det på grund af følelsesmæssig umodenhed og forskellig bagage, så vi åbenbart triggede hinanden. Samtidig er jeg også sikker på, at hvis jeg havde mødt ham i dag, ville de opslidende konflikter udspille sig igen, så selvom jeg forsøger at være diplomatisk, når jeg beskriver det, kan alt ikke tilskrives alder og følelsesmæssige ar i fortiden. Dengang havde jeg dog masser af energi, når en konflikt gik i gang, og jeg ville gerne pointere mine synspunkter. I dag ville jeg ikke gide at gå ind i det, overhovedet. Jeg ville være den kedeligste samtalepartner! 🙂 Derudover ville jeg være smuttet efter 3 måneder. Rettelse: før de 3 måneder… Forholdet ville have været nærmest ikke-eksisterende, fordi jeg genkender tegnene nu, og véd, at det kun eskalerer med tiden. Det bliver ikke bedre. Jeg var altid problemet i forholdet, og det kunne jeg jo ikke ændre ved. Kun selvindsigt og handling hos dén, der har problemet med modparten kan ændre noget. Ellers er det bare at gå sin vej.

Summasummarum, så ændrede det mit liv, at jeg så Oprah Winfrey den dag. Det ændrede mit liv at læse bogen, google en masse om følelsesmæssig vold, og jeg holder mig langt fra det i dag, hvis jeg fx ser det i arbejdssammenhænge, hvor mange også støder på det. For nogle måneder siden var jeg tæt på at sige farvel til et samarbejde med et bureau, da jeg oplevede nedgørelse og ukonstruktiv kritik fra min nærmeste “chef”, og lige inden jeg sendte en opsigelse afsted, fandt jeg ud af, at han var blevet fyret. Jeg havde set rigtigt, var min konklusion. Det var ikke bare mig! Med Oprah Winfrey’s indflydelse igennem min barndom og ungdom, husker jeg altid på, at der findes mange andre, der går rundt og har det præcis som dig. Du ser rigtigt. Du føler rigtigt. Du er ikke alene om at have det, som du har det. Hun har altid opfordret sine gæster til at komme ud med sandheden om, hvordan de har det. Det har indprentet sig (og selvfølgelig blandet med, hvad jeg har med hjemmefra), at du altid véd, hvad det rigtige er. Om det så er at gå fra et usundt forhold, opsige sit job, udleve sine passioner eller tale sandheden om, hvem du er.

Det var min personlige historie. Læg mærke til hashtagget #sårbarhedogmod, hvor jeg deler personlige historier, men også artikler omhandlende alt det, som jeg læser mig frem til fra bl.a. den amerikanske skam-forsker Brené Brown. Brené Brown er mit nutidige forbillede 😉

Tak, fordi du læste med! 🙂

Older posts