Okay, det går faktisk bedre med søvnen!

img_20171028_103741_795For et par uger siden skrev jeg det her blogindlæg om mit forsøg på at få Ella til at sove allersenest kl. 22 hver dag! Hun er et ægte B-menneske, og det er lidt af en kunst i vores samfund, der er indrettet bedre til A-mennesker. Hun bliver afleveret mellem 8 og 8.30 i børnehaven hver dag, sover ikke middagslur, og det optimale ville derfor være, at hun sov omkring 20.30. Men nu har Ella jo meget energi, og hendes søvnbehov har aldrig været stort.

Status er heldigvis, at det faktisk går bedre med søvnen! Ja, det føles helt fantastisk, at hun sover ca. kl. 22 hver dag, og ikke er helt umulig om morgenen, som desværre er tilfældet, når hun ikke får nok søvn (naturligvis).

Nu skal det siges, at Ella faktisk tager sig en lille eftermiddagslur efter børnehaven, hvor hun virkelig er træt som i ordets bogstaveligste forstand! Jeg har vækket hende efter henholdsvis 10 minutter og en time, fordi hun jo netop også skulle kunne sove om aftenen. Eftermiddagsluren var derfor en kilde til frustration, fordi jeg ikke kunne afholde hende fra at sove, men det gjorde ikke ligefrem putningen nemmere om aftenen.

Hvad der har virket er….

  • At tage udgangspunkt i at Ella og jeg skal være et team i stedet for, at jeg utålmodigt venter på, om hun dog ikke snart sover! Som leder for teamet tænker jeg hver eneste aften – gad vide, hvordan hun bedst falder i søvn i aften? Hvordan kan jeg hjælpe hende bedste muligt, og hvordan kan jeg sørge for, at hun går glad i seng?
  • At tænke i flere forskellige baner, så sovehjertet bliver “trænet”. Jeg har gjort mig mange tanker omkring putningen. Skal putningen være med en godnathistorie? En indtalt cd med bogen: “Kaninen, der så gerne ville sove” (skrevet med henblik på at virke søvndyssende) eller en cd med mindfulness? Skal vi bruge to timer på putningen eller et kvarter? Trænger Ella til at være fysisk aktiv et par timer inden sengetid? Bruge hovedet? Opleve noget nyt?  Slappe af foran fjernsynet? Eller at ligge og putte i mors favn?
  • At tage en dyb indånding og sænke forventningerne. Jeg har husket mig selv på, at der er større problemer i verden, end at barnet ikke kan sove, og at vi først og fremmest skal have det rart som familie. Lettere sagt end gjort, når klokken sniger sig forbi 21.30, og Ella er i gang med at slå kolbøtter i sengen, blottet for ethvert tegn på træthed. Det er svært at bevare roen, når man automatisk tæller timer til vækkeuret ringer, og barnet nærmest synes at blive mere og mere aktiv – måske fordi hun nu er overtræt?
  • At vække 30-45 minutter tidligere om morgenen. Lige pludselig gik det op for mig, at hun måske har brug for meget længere tid om morgenen til at nå at blive frisk og glad, inden hun skal afsted i børnehaven? Vi har meget bedre morgener nu, så det var et klogt træk 😉
  • At afkorte eftermiddagsluren, så den er så kort som muligt. Selvom jeg hader at vække hende om morgenen og om eftermiddagen, har jeg endnu ikke formået at skabe de perfekte rammer for hende, så hendes soverytme passer til vores dagligdag. Igen synes jeg, at det er samfundets skyld 😉 Jeg håber, at hun med tiden kan komme endnu tidligere i seng, så hun vågner heeelt udhvilet, hver morgen!
  • At acceptere at Ella er et meget uforudsigeligt barn, og jeg må tage en dag ad gangen og smide “opskriften” væk. Ella har egentlig aldrig været til en til en masse struktur, og guderne skal vide, at jeg har forsøgt at skabe rytmer og struktur for at alting glider lettere. Okay, vi har da overordnet nogle faste rutiner, men med plads til afvigelser. Jeg er derfor gået tilbage til udgangspunktet, som vi altid har kørt med – at variere alting så meget som muligt i dagligdagen. De fleste børn elsker faste rytmer og regelmæssighed, men hvis jeg fx siger til Ella hver aften: “Så nu er det tid til en godnathistorie”, skriger hun op og råber: “Neeeeej!!”. Hvis jeg derimod varierer vores aftenrutiner går hun glad i seng.
  • At se på alle de gange, hvor Ella går glad i seng og godt kan lide at styre tingene selv. Jeg kom i tanker om dengang, hvor hun sov så godt, da hun var i dagpleje her i Middelfart. Hvad var det, der virkede mon? Hmm, stik imod alle ekspertråd, så overlod jeg dengang “styringen” til hende, så hun fx selv begyndte at slukke  de små lamper, der står rundt omkring i stuen, og sagde: “Mor, jeg er træt. Det er sengetid”, og så puttede jeg hende, og så sov hun. Dejligt uproblematisk og morgenerne var som regel ret nemme, hvor hun gerne ville afsted i dagplejen.
  • At give det hele lidt tid, for hun skulle jo også lige falde til i børnehaven. Jeg havde på fornemmelsen, at hun nok skulle blive bedre til at sove om aftenen, når hun var faldet bedre til i børnehaven, og selvom hun fra dag 1 har været glad for børnehaven, har det jo været en omvæltning, som det er for alle børn. Det har hjulpet, at hun er så glad for at se legekammeraterne, at hun som regel gerne vil afsted om morgenen.
  • At lade være med at putte hende for tidligt, når hun alligevel ikke er træt. En aften hørte vi “Kaninen der så gerne ville sove” på cd, og hun elskede at høre den, men efter 3 gange afspilning, og hun stadig ikke sov eller viste tegn på træthed, var jeg liiiidt irriteret. Nogle aftener er hun nærmest blevet mere frisk, hvis jeg finder godnatbøgerne frem for tidligt. Vi har en kæmpe stak, og det ender med, at hun bare fjoller, hvis ikke hun er træt, når jeg putter hende. Så lektie nr. 9 – lad vær’ med at putte hende for tidligt!

Nå, det var en længere gennemgang, og jeg er sikker på, at nogle forældre kan nikke genkendende til det, imens andre sikkert ikke kan 😉 Alle børn er jo forskellige, og ved at dele alle de her ting, som IKKE står i bøgerne om, “hvordan børn er”, er der måske nogle læsere, der også finder ro i, at deres barn altså heller ikke reagerer “lige efter bogen” – uanset om det er omkring putteritualer, spisning, tøjpræferencer, legetøjspræferencer osv. osv.

Nogle gange når andre spørger ind til Ella, fx hvad hun kan lide at spise, ligner jeg sikkert en barnepige, der ikke aner, hvad hun skal svare om dét barn, hun kender sporadisk. Ella går sine egne veje! Jeg kan aldrig følge med… Hver dag er forskellig. Det er sikkert meget sundt at jeg som mor fik netop Ella til datter 🙂 Så kunne jeg da for alvor mærke efter, stole på min intuition og være iskold overfor ekspertråd, som jeg elskede, da jeg var i starten af tyverne. Dengang elskede jeg ekspertråd 🙂

Nå, forøvrigt holder bloggen en tidlig juleferie, og jeg opdaterer derfor ikke før det nye år. Jeg har kastet mig over forskellige aktiviteter i den kommende tid, og skal jo også øve mig noget så gevaldigt på at lave honningkagehuse henover julen! 🙂

Så ingen nye blogindlæg før i det nye år. Jeg håber, at du stadig vil følge med på bloggen til den tid 🙂

Sådan knækkede jeg koden til gode lege med mit småbarn

img_20171026_173923Dette blogindlæg skal handle om den proces, som det kan være at skabe en god kontakt med sit barn under leg. Det er mine personlige erfaringer, og det er ikke tænkt som et blogindlæg, der beskriver, hvordan du bør lege med dit barn.

Okay, jeg ved at sarkasme og ironi kan være svært at afkode for børn, så jeg som regel ret tydelig for ikke at forvirre Ella. Det er de tanker, jeg har gjort mig om det. Det er nok meget individuelt, hvad der er sjovt, alt efter hvem I er som personer. Men Ella og jeg har det sjovt… 🙂 Det håber jeg for dig og dit barn, at I også har! 🙂

Det ser så nemt ud at lege med sit barn

Når andre leger med deres børn – især fædre der tumler med deres børn, ser det så nemt ud. Den gode kontakt er tydelig. En mor der læser for sit barn, er et andet eksempel på en fin kontakt. At jeg så savner at se mødre, der tumler med deres børn/tør slå sig mere løs med deres børn, er en helt anden snak 😉 Det skrev jeg om i dette ældre blogindlæg om kønsrollemønstre.

Lege, der ikke indbefatter højtlæsning?

Mange forældre læser højt for deres børn, og det er jo bare så fantastisk med alle vores biblioteker herhjemme og kulturtilbud! På bl.a. den front elsker jeg Danmark! <3

Men barnet starter jo ikke ligefrem ud med at ville have læst en bog højt 😉 Så hvad gør man så, når man som mor gerne vil skabe en god kontakt under leg? Hvad skal der til for at kunne nyde at lege med sit barn? At det bliver en hyggelig pause i hverdagen?

”Jeg er ikke typen, der leger med mit barn”

Måske har du tænkt for dig selv: ”Jeg er ikke typen, der leger med mit barn”. Det må far om eller søster om. Vi må lave nogle andre ting?” Det er jo også fint at lave så meget andet med sit barn: Lave mad sammen, gå tur, tage på indkøb sammen eller andre dagligdagsting. MEN, jeg vil opfordre dig til at UDFORDRE dig selv. Ikke for samfundets skyld, fordi du er bange for ikke at leve op til en norm om, at man da skal lege med sit barn, men for din egen skyld. Barnet elsker selvfølgelig at lege med sine forældre, men at give kærlighed gøres jo på mange måder. Så for din egen skyld, skal du udfordre dig selv og tænke på, hvorfor du ikke bryder dig om at lege med dit barn på den der traditionelle måde? Knækker du koden, får du så meget igen! Jeg er virkelig glad for, at jeg selv knækkede koden.

Jeg kan fortælle lidt om min egen proces

Det har været en længere proces at finde ud af, hvordan jeg bedst leger med Ella. Jeg har faktisk så meget på hjerte, at jeg finder det svært at sortere i. Det begyndte jo allerede, da hun var helt lille baby, og lige var begyndt at kunne stavre forsigtigt omkring i 10-måneders alderen, og jeg følte et ønske om at se hende smile på den der: ”Ej, hvor er du sjov, mor. Mer’ af det!” – måde. Ofte følte jeg en utilstrækkelighed og skyldfølelse over, at vi ikke var ”på bølgelængde”. Ja, hun var en baby – langt fra min verden, men jeg var jo blevet mor, og så er det da naturligt at føle sig helt symbiotisk med sit barn? For mit vedkommende var det en proces, hvor jeg i starten følte i allerhøjeste grad, at hun var helt sin egen! Det havde også sine fordele. Som mor lovede jeg mig selv, at jeg altid ville leve efter devisen: ”At du kun har dit barn til låns”. Vores børn er ikke en forlængelse af os selv. Hvis vi var startet helt symbiotisk ud, havde jeg ikke haft den modstand, der fik mig til at gruble og gruble og gruble – og i sidste ende skrive det her blogindlæg 😉

Dengang Ella var baby, var det svært at lege med hende

For mit vedkommende følte jeg, at kontakten på legefronten kunne være bedre. Ja, jeg var da en god mor på andre områder. Jeg nussede hende, ammede hende dag og nat, forsøgte at finde noget mad, hun kunne lide, tog hende med på gåture og snakkede med hende (når jeg altså ikke arbejdede, som jeg skrev om i dette blogindlæg), men hendes far var laaaaangt bedre til at lege med hende! Det skal jeg nok skrive et blogindlæg om senere, da han faktisk havde gode råd til mig, som jeg er ham evigt taknemmelig for.

Mange gange kiggede Ella på mig med et spørgende blik, når jeg forsøgte at fange hendes interesse, og jeg ventede på, at det skulle føles ”rigtigt” at lege med hende. Efter farmands råd vendte det 180 grader, og jeg fik den der gode kontakt med hende, som jeg havde drømt om. Nu lyder det sikkert værre, end det var. Jeg er meget insisterende på, at alting skal føles rigtigt. Det føltes ikke rigtigt, at jeg nærmest kun fik Ella til at grine ved at kilde hende. Så tak til farmand for gode råd!

Nu er Ella snart 3 år, og hvad er status på legefronten?

Ja, det går rigtig godt stadigvæk med at lege, men det er fordi jeg har knækket koden til, hvordan jeg synes det er sjovt at lege… Og så er hun heldigvis med på det;-)

Her kommer først lidt indrømmelser…

Før jeg fik børn, var der altid ét punkt på: ”Skal jeg få børn-listen” der irriterede mig. Et punkt, som jeg vidste ville blive en udfordring. Måske en mindre detalje i det store billede. Ikke desto mindre fandt jeg tanken om at lege på gulvet med mit barn for drænende. At bygge med Lego og sidde foran et dukkehus er slet ikke noget for mig, hvis jeg skal være helt ærlig.

”Men det er noget andet, når du selv får børn”, fik jeg at vide….

Mange ting ændrer sig, ja… Men at lege nede på gulvet er stadig en udfordring. Det er stadig kedeligt. Jeg begynder at gabe, når jeg sidder på trægulvet inde på Ellas børneværelse, og siger til mig selv: ”at NU skal vi rigtig hygge os! Sikke en masse vi skal bygge og lege med!”. Men jeg keder mig bravt. Det ER sket, at jeg har fundet det hyggeligt, og jeg er blevet helt optaget af legen.

Men hvad er det så, der gør forskellen ved den gode leg?

Helt kort fortalt har jeg opstillet mine egne regler/kriterier for, hvad en god leg er. Jeg vil opfordre dig til at reflektere over, hvilke regler du kunne komme på, hvis du selv skulle knække koden til den gode leg?

Mine regler er, at den gode leg skal være….

Som et godt eventyr

Figurerne i legen kan være onde, gode, modige, frygtløse, helte, nysgerrige, vrede, lykkelige osv. osv. Det kan sagtens være om hverdagen, men med en indbygget spænding mellem personerne.

Som en ”terapi-session”, hvor alle følelser udspilles

Jeg får gerne figurerne til at udspille alle mulige skamfulde følelser under en leg. Det kan være en bjørn, der opfører sig uretfærdigt ved at åbne alle gaverne under juletræet, før det er juleaften. Så snakker Ella og jeg måske om dét. Figurerne udspiller følelser såsom: jalousi, misundelse, vrede, gavmildhed, håbefuldhed, angst osv. Der skal være en spænding i det hele!

Jeg må gerne bruge skøre detaljer

For at det skal være sjovt at lege må det ikke blive for pænt. Mine figurer hedder derfor ofte noget, som var populære navne til børn i 70’erne 😉 ”Dorte” og ”Kaj”, hedder de måske, eller jeg finder på mere avancerede navne, og Ella kigger spørgende på mig 😉 Det kan også være, at de får noget mærkeligt noget at spise eller de bor et mærkeligt sted. Jeg bruger løs af min fantasi, og husker de skøre detaljer! 🙂

Jeg må gerne bryde ”konventionerne”

At bryde konventionerne kan være, at én af figurerne aldrig lytter efter, hvad der bliver sagt. Det kan også være en figur, der generelt gør alt det forkerte og forbudte. Det er laaaangt sjovere at lege, når det adskiller sig fra alle reglerne i dagligdagen. Samtidig kan vi så snakke om konsekvenserne af de forkerte valg i legen osv.

(Danmark er for øvrigt kendt for sine børneudsendelser, fordi udsendelserne ikke er så pæne i det. Det lader jeg mig inspirere af. Læs fx denne ret underholdende artikel om en amerikaners syn på dansk børnetv.)

Nå, tilbage til de skæve vinkler i en god leg…. Da vi legede i går, Ella og jeg, var der en pilot der ikke kunne høre, hvad en medpassager hed. Som pilot blev jeg derfor ved med at spørge: ”Hedder du Sanne?”, og Ella svarede: ”Neeeej..”, og jeg fortsatte: ”Nå ja, du hed Trine…?”, og Ella sagde igen: ”Neeeeej”, og tilsidst skraldgrinede hun, fordi hun jo forventede at denne her pilot var helt håbløs til det med navne.

Jeg øver mig på at bruge min fantasi

Nogle gange tænker jeg under en leg: ”Gad vide, om Ella er med på, at vi leger, at der står en kuffert foran os?”, og selvom vi intet har foran os, går hun med på legen. Det er bare med at prøve sig frem, tegne usynlige ting med hænderne, bruge armbevægelserne og fantasien i det hele taget. Ella er faktisk ret optaget af mange af de ting, jeg finder på, selvom vi jo bare kunne købe en legetøjskuffert i BR. Det er nogle gange langt sjovere at udfordre vores fantasi og finde på noget, ud fra dét, vi naturligt ser i hjemmet – eller leger vi ser 😉

 

Nå, jeg håber at du kunne bruge min egen historie til at reflektere mere over legens betydning hjemme ved jer 🙂