Du ved, at du er gift med en udlænding, når…

img_20161126_190556Hvornår er man ægte dansker? Hvad er danskhed? De spørgsmål dukker især op, når man er gift med en udlænding 🙂 Her er 7 unikke ting for dansk kultur, som især blandede parforhold/ægteskab kan nikke genkendende til. SÅ, jeg vil indlede listen med denne sætning:

Du ved, at du er gift med en udlænding, når…

  1. Din partner beretter hjem til sin familie i hjemlandet, at danske kager er helt fantastiske…!

Du ser fx ‘Den store bagedyst’ med din bedre halvdel, og han er vildt imponeret over niveauet. Til daglig spørger din partner indimellem, om ikke I snart skal spise: ‘Brunsviger’, ‘drømmekage’ eller ‘kringle’? Ja, vi har mange gode kager, har vi! 🙂

  1. Du prøver at forklare, hvad “mandehørm” betyder.. Og om feminismens betydning i DK….

Efter at I så ‘Den store bagedyst’ sammen, prøver du at forklare, hvad mandehørm betyder. Det er ret svært at forklare, ligesom det er svært at holde rede i, hvordan ligestillingen har det i DK? Er vi i virkeligheden bagud mange lande, som vi ellers føler os bedre end? Det er ingen nem sag at blive klog på feminismen i Danmark anno 2016!

  1. Du bliver pinligt berørt over nogle af de emner, der indimellem diskuteres i nyhederne. “De kolde Nordboere lever!” 

Du synes, at det er pinligt at forklare din (sydlandske) mand, at der i Danmark bliver diskuteret, hvorvidt det er i orden for pædagoger at kysse børnene i daginstitutioner, eller hvorvidt kvinder har ret til at amme bestemte steder i det offentlige rum. Amme-shaming er i det hele taget et begreb, som du ville ønske ikke eksisterede! Din partner minder dig om, at hvert eneste land diskuterer (for andre kulturer) mærkelige emner. Måske er det slet ikke så tosset at lægge mærke til de forskellige værdiskred og strømninger, der er i samfundet? Hellere tage en diskussion én gang for meget, end for lidt, ik’?

  1. Du bliver pavestolt over at være dansker, når Danmark får flotte sportsresultater, og du har svært ved at forklare stoltheden til din partner. 

Da du ser filmen: “EM 92”, som er en skildring af EM 92 (surprise), men også et portræt af Richard Møller Jensen som træner, bliver du helt sentimental, da filmen er slut. Aldrig har du følt dig mere stolt over at være dansker! DÈT er svært at forklare til din partner! 🙂

  1. Du sætter pris på dagpleje-konceptet, da du ved, at det faktisk er ret unikt for dansk kultur.

I Tyrkiet er det at have dagplejemødre fx først lige blevet indført som en slags forsøgsordning i de større byer. Til gengæld er forventningerne tårnhøje. De elsker danskernes dagpleje-koncept!

  1. Du stiler som regel efter at være jordbunden og rationel, selv når din partner taber sit hjerte til noget særligt. 

Din partner spørger dig, hvad “genbrugsøer” betyder, da I netop har modtaget et brev med posten om genbrugsøer, der måske skal etableres. Du kan se, at din partner forventer noget godt. Et spændende tiltag i kommunen? Du siger straks, at der jo ikke er tale om et “mini-Venedig”, hvis det er dét, han tænker på? Du ved ikke umiddelbart, hvad genbrugsøer er, men du VED, at der med garanti er tale om et eller andet, der højst er praktisk – men ikke særligt eksotisk! Du har også en stærk mistanke om, at du sikkert skal bidrage økonomisk til projektet – om det så bare er et lille gebyr årligt. Det viser sig… At du har fuldstændigt ret…! 🙂

  1. Du opgiver at gennemskue alting, der kommer med posten (e-boks)

Når du får post i din e-boks vælger du ofte bare at betale eller gør, hvad du ellers får besked på. Lydhør borger er du nemlig – og meget dansk! Du stoler på autoriteter, og gør aldrig oprør. Du lever nemlig efter talemåden, der især eksisterer på Fyn: “Det ka’t betale sig”.

 

Ha’ en fortsat god weekend og husk at følge med på Instagram, hvor der er flere kulturforskelle at spore og ikke mindst farverige fotos fra vores indimellem farveløse hverdag 😉

Et sødt minde er bl.a. denne mini-pizzaæske til Lillepigen, som tyrkeren kreerede. Imens jeg fortalte en sindsoprivende spændende historie om engang for laaaang tid siden, lavede han lige denne pizzaæske til Ella 😉

Det blev Trump! Og om at være delt mellem to verdener…

img_20161113_180645Nå, det blev Trump, der blev præsident. Jeg har ikke så mange kommentarer til det 🙂 Bloggen skal ikke være politisk, selvom jeg indimellem er kommet til at skrive om politik. Vi elsker at snakke politik herhjemme, men slut med det på bloggen.

Men, hvad jeg gerne vil skrive om er det faktum, at vi konstant hører udtrykket: “Et splittet USA”, og i den seneste tid, er det som om, at jeg er stødt på flere og flere artikler, blogindlæg m.m, der handler om at være delt mellem to verdener. I en globaliseret verden rykker vi os nærmere hinanden, men der er stadig kulturforskelle m.m., som bliver ved med at udfordre os.

Jeg har selv en blog om at være lidt delt mellem to verdener, da Ella jo har en tyrkisk far/familie og en dansk mor/familie. Jeg har et par veninder med udenlandske ægtefæller og dermed kender jeg en del, der er i samme situation som min egen. Men alligevel er det ikke det samme. Min mand og jeg har kæmpet vores helt unikke kamp for familiesammenføring, med at falde til, få ham godt integreret osv. Sådan er det for alle. Vi er i bund og grund alene med vores kamp.

Det gode ved at blive ældre (ja, jeg føler mig gammel, hehe) er, at man bliver bedre til at leve med en indre kamp – hvis man da har sådan én 😉 Splittelsen. Ensomheden. Det uforløste. At andre ikke kan forstå én. Det er helt okay, siger jeg i en alder af snart 34 år. Jeg bliver bedre og bedre til at acceptere de ting i mit liv, som jeg ikke kan ændre. Som  helt ung er man måske mere tilbøjelig til at følge med strømmen. Og man omgiver sig måske med mennesker, der egentlig ikke evner at være der for én, men man ved ikke, hvad alternativet er. Er det virkelig okay KUN at omgive sig med folk, der vil én? Skal de ikke have en chance eller 10?

Fordi, jeg er ældre, og er blevet mor, skaber jeg mit eget liv, og der er ikke plads til så mange overvejelser frem og tilbage. Så enten virker det, eller også virker det ikke. Enten fungerer en relation, eller også fungerer relationen ikke. Det er befriende, men kunsten er så stadig at være nysgerrig over for andre, der tænker helt anderledes end én selv.

At være splittet handler jo ikke kun om at være splittet mellem lande, kulturer eller religion. Splittelsen opstår især i familien. Der er godt nok skrevet mange biografier om det betændte forhold til enten en mor eller en far. Forælderen, der ikke evnede at være forældre. Dvs. at tage ansvar. Vise omsorg og at kunne sætte sig i barnets sted. Senere bliver det til udfordringer i voksenlivet. Det forsvinder jo ikke bare ud af det blå. Den tilstand af, at ville opnå en anden relation til en forælder er meget smertelig og kan i høj grad beskrives som at være mellem to verdener. Et sted, hvor der ingen god kontakt er, og ønsket om, hvordan alting kunne blive, hvis bare forælderen dog forstod! Verden, som den reelt er, og en ønskeverden.

Så der er mange derude, der er “splittet mellem to verdener”. Et vilkår, som mange bliver nødt til at leve med i højere eller mindre grad. Jeg vil i hvert fald prøve at lære Ella, at det er okay at leve med smerten i nogen grad. Det er i hvert fald bedre end at jagte én bestemt udgave af virkeligheden. “En grøn bil bliver ikke lige pludselig til en blå bil” kan måske være måden at formidle det i barnehøjde 😉

Dét, som jeg næsten forestiller mig er den største splittelse i en familie er, hvis der er noget, som er tabuiseret. Hvis der er hemmeligheder eller at alle tager skyklapper på. Så jeg vil også lære Ella, at det er meget mere smertefuldt at holde på en hemmelighed, end at tale højt om det, der er svært. Så bliver det også meget nemmere for andre at forholde sig til én – og evt. hjælpe. Ligesom jeg skrev om i dette blogindlæg om afdøde Mads Holger. 

Med valget af Trump kan vi i det mindste sige, at USA har fået en præsident, der taler lige ud af posen. Det kan måske åbne op for nogle ting, som ikke er blevet italesat før. Så må vi bare håbe, at han har nogle gode rådgivere, der kan minde ham om at passe godt på klimaet osv.

Nu vil jeg fortsætte min søndag med at være taknemmelig for, at der selv i lille Assens findes familier, der er et mix af kulturer, så Ella aldrig kommer til at føle sig splittet, men bare helt almindelig 🙂

Tilbageblik på de 2 første år som mor

img_20161018_213904Vores lille datter Ella fylder 2 år om mindre end en uge. På søndag for at være helt præcis, og jeg skrev om her, hvordan forberedelserne til fødselsdagen fylder rigtig meget 🙂

Jeg vil gå tilbage i tiden og fortælle om, hvad vi især lærte af de sidste 2 år. Måske andre kan nikke genkendende til det. Hvad sker der med én selv, når man bliver mor? Hvad sker der med parforholdet? Relationen til ens forældre? Veninder? Det er uden tvivl en stor omvæltning, som påvirker alle relationerne i ens liv.

For 2 år siden da vi ventede på, at Ella skulle komme til verden, var det først og fremmest det smukkeste efterår i mands minde. Jeg var ankommet fra….. ALANYA! Ja, noget af en kulturforskel at sætte sine fødder på den fynske jord. Hver eneste dag var der blå efterårshimmel og solskin. Det var næsten for varmt at have overtøj på, når jeg tog på mine mange daglige gåture. Efteråret blev nydt på den helt traditionelle måde med indtagelse af masser af gammeldags æblekage, græskarsuppe, og så udhulede vi også græskar. Ja, der var skruet op for danske efterårstraditioner.

Min mand var ankommet til DK 14 dage før fødslen, og vi gik og ventede utålmodigt. Vi fik set rigtig meget til min danske familie, hvilket var dejligt og tiltrængt efter lang tid i Alanya. Da Ella kom til verden om formiddagen d. 30. oktober 2014 strømmede den flotte efterårssol ind ad vinduerne. Jeg lagde ikke mærke til så meget udenfor, men jeg har fået det fortalt 🙂 Befandt mig i lidt af en døs. Jeg havde fået en infektion under fødslen, så jeg havde feber og derfor skulle vi lige blive til observation i et par dage. På trods af en forholdsvis ukompliceret fødsel, kunne jeg faktisk godt mærke, at folk omkring os havde travlt. I det hele taget syntes jeg ikke, at den første tid var særligt nem af flere årsager. At jeg havde en infektion var for mig en mindre detalje. Set i bagspejlet var jeg nok mere syg, end jeg først ville være ved. Jeg kom til at dunke mig selv oveni hovedet med, at jeg ikke var mere tilstede rent mentalt, for det hele var lidt tåget, men det er jo klart, når jeg var syg. Min mand der jo ikke forstod dansk og danske forhold måtte klare sig med engelske informationer, og han var jo ikke specielt tryg ved situationen, hvilket jeg godt kan forstå.

Min mand og jeg er enige om, at især den mandlige børnelæge, der lynhurtigt tilså Ella lige efter fødslen, gav os lidt af en dårlig fødselsoplevelse. Vi har faktisk måtte tale episoden igennem igen og igen efterfølgende. Vedkommende gav os et chok, da han slyngede ud, at det kunne være, at Ella havde meningitis. Der var INTET med hende. Det var sandheden, og jeg har sagt det til mig selv mange gange siden. Lægen talte måske højt eller før, han havde tænkt sig om. Det var den mulige forklaring, som en anden læge gav os, og en sygeplejerske sagde også vredt: “At det var godt nok uheldigt af ham at sige, da der intet var med Ella”. I det hele taget var børnelægen en spøjs type, som vi slet ikke kunne lide, og jeg synes også, at alting foregik lidt hen over hovedet på mig. Men at jeg havde høj feber og var monstertræt gjorde det heller ikke bedre 😉 Vi var indlagt i 4 dage, da jeg skulle have antibiotika gennem drop. Det var en mærkelig tid, hvor vi igen og igen fik at vide, hvor sund og fin Ella var, og alting gik fint fremad med amning osv. Men som mange andre førstegangsmødre var jeg selvfølgelig meget nervøs for at gøre noget forkert.

Men det gik fremad, hvor jeg blev rask og fik mere og mere sikkerhed for, at alt var, som det skulle være. Så skulle vi bare lige klare alle de der tjek, besøg af sundhedsplejerske osv. Det danske velfærdssystem var helt nyt for min tyrkiske mand, og det var sjovt at forklare ham om de forskellige instanser og procedurer. Han syntes, det var fantastisk, og især dét at sidde overfor en praktiserende læge i DK er noget helt andet end i Tyrkiet. I Danmark er hyggelig smalltalk en del af besøget, ligesom det selvfølgelig også drejer sig om det lægefaglige, men det ville aldrig finde sted i Tyrkiet. I Tyrkiet er en læge meget mere autoritær og kigger mest på det, der kan måles og vejes. En lægesekretær følger dem i hælene. Det er nok den største kulturforskel, jeg er stødt på. Jeg kan stadig ikke glemme de gange, jeg var ved læge i Tyrkiet. Til gengæld er man sikker på at få topprofessionel hjælp. På den måde var jeg i meget trygge hænder. Nå, tilbage til den første tid som MOR 🙂

Min mand og jeg havde på forhånd snakket meget om værdier – hvordan ville vi være som forældre? Hvad lagde vi vægt på? Hvornår skulle Ella i dagpleje? Hvad med samsovning? Langtidsamning? Ifavnske principper? Opdragelse? Jeg er rigtig glad for, at vi har været meget enige om alting. Min mand og jeg er begge ifavnske, men uden at vi kendte til det begreb;-) Jeg vil skrive et separat blogindlæg om det senere hen.

Vi deler holdninger på stort set alle områder, men når det kom til at samarbejde om den lille guldklump, var det et helt ukendt land for os, som vi skulle undersøge. Sådan noget med at den ene part véd bedst… Åh, hvor har vi været meget af det igennem. Vi vil begge to gerne bestemme, og derfor har vi mange gange delt det op, så kun den ene er ansvarlig for det ene og det andet. Efter 2 år deler vi det stadig op, men er også blevet bedre til samarbejdet, så vi fx kan nå at blive klar på ingen tid, hvis det brænder på 😉

Men i den første tid som forældre var morgenernes hektiske aktivitet nærmest som et mysterium for os. Vi gjorde jo vores absolut bedste… Tænkte alt igennem. Hvorfor kunne det være SÅ svært at komme ud af døren til aftalt tid? Hvorfor skulle vi være SÅ dårlige til at kommunikere? Hemmeligheden lå for os i at sætte forventningerne helt ned… I et par måneder havde vi nemlig alt for høje forventninger til morgenerne. På min telefon har jeg adskillige billeder af tyrkisk morgenmad (bl.a. æg på panden, forskelligt kød, brød, oliven, salat, frugt), der står klar på bordet, før vi skulle ud af døren med Ella i dagpleje. Det ser idyllisk ud, men det var mere stressende, end det var hyggeligt. Jeg elsker morgener, og min mand hader dem. Det er kl. 8, at jeg er mest modtagelig for vigtige beskeder, og jeg kan suse rundt på tom mave. Min mand elsker et stort morgenbord om morgenen, og vigtige beskeder skal helst gives lidt op ad formiddagen 🙂

Med andre ord kunne min mand og jeg overhovedet ikke forstå hinanden om morgenen. Derfor måtte vi justere en del på forventningerne, så vi kunne få gode morgener. I dag har vi den rutine, at jeg tager mig af alt om morgenen, imens min mand som regel sover videre eller hjælper mig, hvis jeg har behov for det. Han arbejder ofte om aftenen, så det er også fair nok. Det var simpelthen for besværligt at koordinere det om morgenen før. Når Ella er sendt i dagpleje sidder vi indimellem (når vi ikke har arbejde) og spiser tyrkisk morgenmad i ro og fred – meget bedre plan!

Med hensyn til andre relationer ses vi rigtig meget med Ellas mormor, der bor i nærheden, og som er tæt knyttet til os allesammen. Hun har hjulpet os rigtig meget med alting, og er bare en ægte mormor! 🙂 Engageret, varm og omsorgsfuld og så klipper hun Ellas hår, så de har samme frisure 😉 Så ligner de alligevel hinanden, de to 😉

På venindefronten har det selvfølgelig været svært indimellem at finde tid til at ses/ringe sammen. Men ellers synes jeg, at det er meget ved det gamle. Det var bl.a. dejligt at være i Skagen med to gode veninder i sommers, som jeg skrev om her. Derudover er jeg en del af en fantastisk mødregruppe, og jeg ville ønske, at vi havde mere tid til at ses. Men når alle starter på job, er det jo svært. Derudover blev jeg sidste år del af en “tøseklub”, som vi kalder det, hvor vi er en 8 stykker, der ses én gang om måneden til god mad og hygge. Det er SÅ dejligt at komme lidt ud, hvilket er et behov, der melder sig mere og mere. I den første tid som mor er det fint at være meget derhjemme og kun ses med den helt nære familie/venner.

Jeg håber, at denne gennemgang gav lidt stof til eftertanke i forhold til, hvordan et familieliv også kan se ud – med kulturelle forskelligheder, ifavnske principper og et trekløver, hvor vi alle gerne vil bestemme – ja, selv Ella er da også viljestærk 😉 Men vi ved jo godt, hvem der i sidste ende får ret. Det gør moren 😉

Køb naboer – ikke hus…

img_20161019_174154På arabisk og tyrkisk er der et ordsprog der hedder: “Køb naboer – ikke hus”. Ordsproget bruger min tyrkiske mand i en del sammenhænge. Da min mand fx havde restaurant i en lejet bygning i Tyrkiet for et par år siden, havde udlejeren meget at sige i forhold til husleje, om vi måtte sætte reklameskilte op, hvilken slags belysning, vi skulle bruge, restaurantens åbningstider osv. Der hørte jeg ordsproget første gang – “Køb naboer – ikke hus”. Vi var afhængige af udlejerens accept, ligesom vi er afhængige af mange andre menneskers accept for at trives. Fællesskabets velbefindende betyder alt.

I forhold til naboskab, er min mand helt klart bedst til at snakke med naboerne. Han kan altid lige falde i snak med folk – ligesom han ofte kommer i snak med mange af de flygtninge, der er kommet til Assens. Ligesom i andre byer er der kommet en del flygtninge til Assens. Så de er vores allesammens naboer nu. De er de nye, der er kommet til, og som skal bydes godt velkomne. Jeg blev så glad, da min mand fortalte mig, at de flygtninge, han havde talt med, syntes rigtig godt om danskerne og Danmark.

“Hvordan falder han i snak med dem?”, er der mange der spørger. Han siger bare hej, og finder på en eller anden indgangsbemærkning, og så kører snakken 🙂 I forhold til vores flytning (ikke flygtning :-)), som jeg skrev om her, fik vi hjælp fra et par unge syrere, som han var kommet i snak med et par måneder forinden.

Vi havde jo fået tilbudt hjælp fra venner og familie til flytningen. Men det var naturligt at spørge de unge mænd, om de ville hjælpe os med flytningen. De unge fyre klarede flytningen på ingen tid – og behandlede vores ting som porcelæn. Meget vigtig detalje! 🙂 Jeg tror, at de fik et ret dårligt indtryk af mig, da jeg slappede så meget under flytningen, at jeg overlod al arbejde til mændene og bare stod og spise frokost i køkkenet. Flere gange spurgte både min mand og Ellas mormor: “Er du slet ikke stresset over flytningen?”.

Som travl småbørnsmor får jeg ikke altid spist tilstrækkeligt. På selve flyttedagen spiste jeg derfor… Og spiste – og spiste lidt mere… Indtil det faktisk blev pinligt 😉 Min mand forklarede flyttemændene, at jeg brugte så mange kalorier på at være mor for aktive Ella, så det var okay, at jeg spiste nonstop, imens de løftede papkasser 😉

Flyttemændene ville ikke have penge for at hjælpe os med flytningen. I stedet foreslog, at jeg hjalp dem med deres CV, men den ene kom faktisk straks i job efterfølgende. Min mand var med til at skaffe ham et fast job inden for møbelbranchen. Han havde i forvejen god erfaring fra branchen fra dengang han boede i Syrien. Så han var ovenud lykkelig.

Fællesskabstanken er tilstedeværende i vores liv på mange måder, og det har min mand bidraget med. Jeg kan godt mærke, at han er mere fællesskabsorienteret, end jeg er, så det giver da lidt inspiration i hverdagen.

I et andet blogindlæg vil jeg komme mere ind på forskellige kulturforskelle. Ellers kan du læse dette blogindlæg om dengang min mand opdagede Finn Nørbygaard, og vi snakkede om dansk humor og om at lære det danske sprog 🙂

Ha’ en god aften!

Om at være en mor, der godt kunne trænge til en digital detox

IMG_20160904_115521

Som de fleste andre danskere bruger jeg meget tid på at være online. Både i kraft af mit arbejde som tekstforfatter, hvor jeg researcher til de tekster, jeg skriver, men derudover er jeg også online en del i fritiden. Har jeg brug for en digital detox? Ja, det kunne nok ikke skade 🙂

Min datter er heldigvis god til at få mig tilbage til nuet, hvor vi hygger os med gåture i naturen, leger eller er på besøg hos andre. Men tiden hvor jeg bare stirrer ud i luften – ja, den er nærmest ikke-eksisterende. Før jeg fik barn, kunne det oftere ske, men som regel afledte jeg mig selv, så jeg altid var beskæftiget. At stoppe fuldstændigt op, og stirre ud i luften, virker så fjernt fra vores hastige verden, hvor vi helst skal følge med i alting og hele tiden være et skridt foran. Jeg har lige læst en artikel (fra Psykologi, nr. 5), hvor emnet var digitale vaner og dét at tage en digital detox. Der stod i artiklen, at hvis bare man først og fremmest opfatter sin telefon som en telefon, og sin computer som en skrivemaskine, så har man ikke brug for en digital detox.

Som barn husker jeg, hvordan jeg i weekenderne kunne bruge timer på at stirre ud i luften og drømme mig hen, forestille mig ting, og bare ligge på sofaen og fundere over tilværelsen. I weekender og ferier fandt jeg masser af tid til denne eftertænksomhed, og det opstod helt naturligt. Jeg var også meget bevidst om, hvor vigtigt det var for mig – at det var nærmest som at trække vejret. Jeg vidste instinktivt, at jeg blev nødt til at prioritere det, da jeg ellers ikke ville “være mig selv”. Når jeg i dag søger stilhed og tid til refleksion, handler det stadig om at stå fast, slå rødder i hverdagen, og være sikker på, at jeg lever mit eget liv – og ikke andres.

Men hvordan står det til i dag? Har jeg overhovedet tid til at kigge ud i luften? Ja, det har jeg, men kommer til at bruge 10 minutter på Instagram i stedet for, hvor jeg ikke altid får noget ud af det – hverken underholdning eller god viden. Andre gange er der et blogindlæg, som jeg bare ikke ville have undværet! Så kobler jeg af online…

Det at være udenfor i haven eller at gå ture med Ella, er til gengæld tidspunkter, hvor jeg kobler af på den gode gammeldags måde. Når det så er sagt, får jeg også mange brugbare inputs fra diverse familiegrupper på Facebook, så onlinetid kan også give en masse igen! Det er bare med at finde balancen, så jeg føler, at min tid foran skærmen er givet godt ud.

Flere og flere går på digital detox, og jeg håber også på at kunne skabe mere balance i hverdagen. Hvis du vil dele dine tanker om at være meget online, er du velkommen til at lægge en kommentar. Det kunne være interessant at høre andres erfaringer/tanker. Hvordan skaber du en god balance? Eller du venter måske stadig på den rette balance, ligesom jeg selv gør? 🙂