Så stod han og vinkede farvel på perronen!

Ella og jeg var jo i Hamborg for halvanden måned siden… En dejlig tur, som du kan læse om her. Vi tog med toget, og det var jo en længere togrejse, hvor vi skulle skifte i Flensborg – OG Kolding, for til sidst at vende tilbage til Middelfart. Undervejs havde jeg brug for en del klapvogns-løft op og ned ad trapper, og sikke en masse kærlige “dask” jeg har fået på skulderen af folk, der ville tilbyde sin hjælp, længe inden toget stoppede – eller før jeg var nået hen til en stor trappe. FANTASTISK.

Hamborg-turen satte en masse tanker i gang om det her med at møde fremmede. Hvor selvsikker er jeg, når det handler om at tilbyde min hjælp til en anden? Kan jeg slippe lidt af mageligheden, og bare klø på med hjælpsomheden og generøse udspil?

Hvad sker der i de mange møder, som vi har med fremmede i Danmark og i udlandet? Smiler vi til naboen? Begynder vi at konversere med en fremmed?

Eller måske vinker vi til en person, fordi vi synes at vedkommende ser sød ud!?

Det sidstnævnte håber jeg, at jeg oplevede på turen hjem! 🙂 På vej hjem fra Hamborg, oplevede jeg en fyr i starten af 30’erne, der måske vinkede til mig på en perron i Kolding, fordi han syntes at jeg så sød ud…. Ja, måske er det historien… Eller også er historien, at han bare ville vinke mig hen til det rigtige tog, fordi jeg stod og lignede én, der var lost 😉

Han vinkede til mig med et stort smil, og det huskes!

Jeg husker, at kiggede mig selv i spejlet på hotelværelset i Hamborg lige inden vi tjekkede ud, og tænkte: “Nå ja, det blev ikke til så meget makeup”. Det tænker jeg jo næsten hver eneste dag 😉 MEN på en ferie, vil jeg gerne gøre lidt mere ud af mig selv. Det er en luksus, som jeg ikke har tid til i hverdagene. I en sort lang kjole, lidt tjavset hår og sparsom makeup, gik vi ud af hoteldøren og var klar til en afslappende togtur – så afslappende som den nu kunne blive, når ønsket om Kinderæg fra hende den knap 4-årige og ønsket om  underholdning på en 4-timers lang togtur dominerer 🙂

Men det gik jo så fint altsammen…

I Flensborg skulle vi godt nok skifte tog efter 45 minutters ophold, men så var det så hyggeligt på resten af turen.

Ella og jeg satte os ind i toget, på de her klapsæder lige ved døren, og der var næsten mennesketomt bortset fra et par unge fyre, der sad et par sæder fra os. De snakkede tysk, så indimellem prøvede jeg at forstå, hvad de snakkede om. Den ene fyr grinte højt og cirka hvert 3. minut, så jeg kunne ikke undgå at bemærke ham. Han så da sød ud, men jeg skulle oppe mig, hvis jeg skulle matche hans lattermildhed og funklende øjne, der lyste det kedelige tog op.

Okay, Ella sørgede også for lidt underholdning. I Padborg var der paskontrol, hvor Ella sprang ud foran en ung politibetjent i toget, der skulle tjekke vores pas. Jeg havde ikke sat hende ind i, hvad det gik ud på, så helt begejstret og med sit pas i hånden sprang hun ud foran ham: “VÆRSGO’!”. Jeg greb ud efter hende i et kram, så han hurtigt kunne komme forbi, og han kunne fortsætte sit seriøse arbejde. Han tog det heldigvis med et smil 🙂

Da vi nåede til Kolding hjalp den ene fyr mig med klapvognen, og da jeg stod af perronen og ville orientere mig, lagde jeg mærke til, at de to fyre skulle til at gå ind i det tog, som jeg også skulle med. Ham fyren, der grinte så meget, rakte armen i vejret og vinkede til mig med et stort smil, imens han råbte noget, der kunne være en farvel-salut… Jeg vinkede tilbage med et smil, og gik så hen imod toget. Denne gang sad vi ikke tæt på hinanden, men da toget ankommer til Middelfart, skal de også af. Det var ret pudsigt, at de lige skulle af i Middelfart, og de blev åbenbart hentet af en slags værtsfamilie i Middelfart. Sidenhen har jeg tænkt på det store smil, jeg blev mødt af i Kolding, og armen der vinkede. Denne umiddelbarhed var forfriskende, og oplevelsen lærte mig om vigtigheden af at gøre noget ekstraordinært positivt i ny og næ, så du bliver en sol i en andens grå hverdag 🙂

I går kunne jeg selv have været lidt af en sol, men jeg fejlede…

Jeg var på vej hjem fra Flensborg i et propfyldt tog, og var så fornuftig, at jeg havde taget madpakke med på turen. En 4-årig dreng kiggede sultent på min rugbrødsmad. “Ej, det kan ikke passe”, tænkte jeg og spiste videre. En rugbrødsmad med vegansk tomatpostej var sikkert ikke noget for ham… Det måtte være af andre grunde, at han kiggede så indgående på min mad. Måske lugtede den? Ja, jeg nåede at tænke mange tanker.

“Mor, jeg er SUUUULTEN…”, jamrede han øjeblikket efter, at jeg havde fortæret min mad. Hvis jeg havde haft en ekstra mad med i tasken, havde han fået den – hvis jeg ellers turde at tilbyde den, med risikoen for at blive afvist… Afvist af en 4-årig, der ikke ville have min mad – eller at hans mor syntes det var en dårlig idé:-)

Det er ikke let at gøre en forskel i det daglige, men der skal så lidt til, og når det lykkes – så huskes det!

Tur til Hamborg med børn – en miniguide

Det var i toget i Flensborg, da Ella og jeg netop havde skiftet tog, og var på vej hjemad, at det for alvor slog mig: Jeg er ikke længere i storbyen. 

Vi var på vej hjem fra et par skønne dage i Hamborg, og vi havde netop haft 45 minutter i Flensborg, inden vi skulle videre. Ella havde brokket sig over, at vi ikke skulle købe en bamse til hende. Vi kunne jo bare gå ind i kiosken og købe sådan en stor kaninbamse til hende, hvor svært kunne det være?

Men moren sagde NEJ (på den anerkendende måde, selvfølgelig ;-)), og Ella svarede tilbage: “Mor, hvor er du streng. Du skal smides i skraldespanden!”.

Ja, det var hyggeligt, haha… Sådan et togskifte i Flensborg, hvor Ella netop var blevet vækket fra lur (meget dårlig idé), regnen stod ned i stænger, og vi gemte os inde i en oldnordisk stationsbygning.

Men så skulle vi med toget…. Endelig… Der var en ældre dame, der havde guidet mig hen til den rette elevator på TYSK, en mand samlede Ellas bamse op fra perronen og en yngre mand stod ved døren til toget og ville hjælpe mig med min kuffert. Jeg tænkte straks: “Hvorfor ser du ud som om, vi kender hinanden – som om det er din pligt at hjælpe mig med alverdens ting? Du er da virkelig sød!” Og så var han selvfølgelig væk igen, men jeg var lidt lykkelig over, at jeg da ikke var helt usynlig…

For det er dét, man er meget af tiden i storbyen… Usynlig… 

Og det havde jeg altså glemt… MEN det var skam en rigtig god tur til Hamborg. Det var bare anderledes, end jeg havde husket – at være i storbyen!

Jeg har været i London en del gange, og i Berlin en enkelt gang, og Hamborg var bare…. Anderledes… Indimellem var der temmelig mange sølle eksistenser på gaderne, og Ella udbrød ligefrem: “MOR, der er en TROLD!”. Godt de ikke kunne forstå hende! Og godt, at hun var lille nok til, at jeg ikke behøvede at forklare, hvorfor nogen stod og tiggede på gaderne. Det var hårdt at se al den elendighed, og jeg synes, det var mere tydeligt i Hamborg, end i andre storbyer jeg har været i.

Hamborg var også spændende, overskuelig og med mange gode steder for børn, men også et sted, hvor man ikke kommer hinanden ved. Medmindre du følges med en 3,5-årig, som insisterer på at snakke med voksne og børn på sin vej, og ikke tænker på, at sproget skulle volde problemer 😉

“Guten Tag”, sagde hun, da vi ankom til hotellet, og så smeltede hun lige mit hjerte, selvom moren havde et par tidspunkter på turen, hvor jeg ærgrede mig over, at vi ikke var på charterferie med All Inclusive og BØRNEPASNING inkluderet 😀

Så vi fik øvet os på det tyske sprog… 

Ella snakkede som sagt med alle på sin vej. Hun spurgte forskellige tyske forældre, hvad deres børn og hunde hed, så moren måtte i gang med at snakke tysk! Det blev til udvekslinger med et hipster-forældrepar, der havde børnene Egon og Elda, og jeg fik da også nærstuderet de mange tyske forældre på legepladsen og deres måde at være på overfor deres børn. De tog gladeligt en rutsjebanetur med ungerne eller klatrede sammen med dem på naturlegepladsen. En mand løb for sjov efter Ella, og hun hvinede af fryd, og i det hele taget var det tydeligt, at tyskerne er glade for børn – og også ret tolerante, for vi var jo ikke ligefrem stille som mus i DSB-togene, men der var kun lutter smil fra de tyske medpassagerer.

Nå, men nu til denne miniguide til Hamborg med børn….. 

Dette blogindlæg skulle jo egentlig være en guide til at være i Hamborg med børn. Så her kommer et par råd til en god ferie med børn.

Så mit råd nr. 1 er – prioriter en god beliggenhed, når du vælger hotel

Min bedste beslutning på turen var at finde et centralt hotel… Det var ikke specielt dyrt, men lå 5 minutter fra hovedbanegården, og kun udstyret med min gode intuition satte jeg mig for at finde hotellet, uden GPS eller gammeldags kort. Vi gik lige dertil… Mega nemt!

Det var skønt at se Ella falde i søvn i hotelsengen 30 minutter efter at være steget af toget.

Min første indskydelse havde været at finde et billigt hotel i udkanten, fordi vi jo alligevel ikke skulle tilbringe så meget tid på hotellet. MEN heldigvis ændrede jeg mening, og jeg vil fremover gå efter beliggenhed frem for alt, når jeg vælger hotel. Okay, der var udsigt til en bar numse – se det her billede, som indimellem gjorde mig forskrækket, men bortset fra det var der intet at klage over 😀

Mit råd nr. 2 – brug tid på gratis aktiviteter 

Nu behøver det ikke at være dyrt med en ferie i storbyen. Vi benyttede os kun af gratis aktiviteter, da Ella bare ville på legeplads, og moren bare gerne ville se byen med alle de fine bygninger. Der er mange gode legepladser i Hamborg! Børn kommer i det hele taget IKKE til at kede sig i Hamborg. Der er fx Hafen City-bydelen med alle de fine high tech bygninger, og den skønneste naturlegeplads som er på højde med en legeplads i et forlystelsesområde herhjemme.

Ella fik lov til at løbe frit et par enkelte steder i denne bydel, og så er der masser af lækre isbutikker! Vi prioriterede kvalitetstid sammen og godt med is 🙂

Mit råd nr. 3 – besøg “Planten und Blumen”

Der er sådan et parkområde, der hedder Planten und Blumen med rosenhave, botanisk have og stor legeplads, som Ella konstant snakkede om. Det er det dejligste sted for børn, og selvom moren småkedede sig lidt indimellem, når Ella tog samme sløve rutsjebane igen og igen – var der kaffe og lækker is i nærheden, så det gik! 🙂

Der var forøvrigt gratis adgang til ‘Planten und Blumen’ – til mange turisters overraskelse.

Råd nr. 4 – brug tiden på at gå ture, og glæd dig over al den gratis motion

Vi overvejede sejlads på Elben, hvilket er et must, når man tager til Hamborg, men jeg orkede ikke at Ella kedede sig efter 5 minutter. Derfor sprang vi over, og valgte i stedet at gå mange ture! Vi så det meste af Hamborg på de tre dage, fordi vi ikke lavede andet end at gå fra morgen til aften – eller MOREN gik, og Ella sad i klapvognen og så ganske tilfreds ud.

Det var skønt at se så mange flotte historiske bygninger, og jeg sagde igen og igen til Ella: “Ej, se engang…! Er det ikke flot?”, og hun svarede: “Jeg synes, at DU er flot. Jeg synes, at menneskene er flotte”. Sådan blev hun ved, når jeg spurgte: “Er den ikke fin?”, og hun svarede: “Jeg synes, at DU er fin. Menneskene er fine…”

Hun pegede på kvinder der lignede mig, og sagde: “Hun er flottere”, og jeg gav hende ret, selvom Ella vist ikke helt vidste, hvad hun sagde 😉 Hun mente vist bare, at det var en flot kvinde. Ella tilføjede: “Hun har helt smeltet hår”. Det betyder glattet hår i Ellas verden! 😉

“Jeg har OGSÅ smeltet hår, mor. Ligesom dig”, sagde den lille turist, som vist hyggede sig ved at observere folk på vores vej.

Det var en god tur til Hamborg, hvor især Ella syntes at det var jordens bedste ferie…. Jeg var bange for, at hun skulle kede sig, men hun var bare glad, glad og atter glad…

Indimellem blev hun lidt træt af min begejstring, når jeg spurgte hende: ”Ella, har du set den bygning? Er den ikke flot?”

Hun svarede træt: ”Ja, jeg ved det godt….”

Togturen var forøvrigt et hit, fremfor at tage et fly! Moren hader at flyve, og for 600 kr. fik vi en tur-retur billet for to personer til Hamborg.

Jeg håber, at du kunne bruge min mini-guide som inspiration til din tur til Hamborg med børn.

Om nærvær, nøkker og navnet Lars Larsen!

img_20170118_105732_162Hvordan går det egentlig med at være mindre online, som jeg skrev om i det her blogindlæg? Tja, jeg er vel blevet lidt bedre til at lægge telefonen væk, men det er en gradvis proces, hvor jeg bliver mere og mere opmærksom på, hvordan jeg vil bruge min tid. Jeg vil primært bruge min tid på arbejdet og min blog, i hvert fald når jeg er online. Den digitale verden, hvor vi ofte sidder foran hver vores skærm, fremmer ikke ligefrem nærværet.. Som da jeg fx spurgte min mand, imens vi begge sad med vores smartphone og surfede på nettet: “Hvad var det egentlig George Michael døde af?”, og han svarede lidt fraværende: “Hmm….George Michael eller Michael George?”. Det kunne vi ikke lade være med at grine lidt af – vores måde at kommunikere på, når vi er lidt fraværende, for det kunne lige så godt have været mig, der svarede sådan 🙂 Man prøver at lytte, og trækker så tiden ved at stille et tillægsspørgsmål 😉

Nærværet lever højt herhjemme, når vi planlægger aktiviteter, er udenfor eller ser tv sammen, for så snakker vi om det imens, hvilket jeg synes er rigtig hyggeligt. Så interviewer min mand og jeg nærmest hinanden omkring kulturforskelle. Vi er ret glade for at se danske udsendelser, der kan få snakken i gang. Fx dokumentarprogrammer. Senest så vi en DR-udsendelse om Lars Larsen – eller Dynelarsen. Min tyrkiske mand var meget overrasket over, at en så rig mand som Lars Larsen lukkede et kamerahold ind i privaten. Det ville aldrig være sket i Tyrkiet! I Tyrkiet lever rige mennesker “skjult” for offentligheden. De har en diskret dagligdag, hvor der er assistenter/hjælpere i hjemmet, og hjemmet selvfølgelig er meget glamourøst. Han var imponeret over, hvor jordbunden Dynelarsen var, og igen og igen udbrød han: “Ej, tænk at journalisten spørger ham om det! Og så sidder de side om side på sengen i soveværelset!”. Ja, privatliv – det værner man om i Tyrkiet – især hvis man er velhavende 🙂 Dynelarsen har bestemt heller ikke nøkker, og min mand var overrasket over, at han boede så “almindeligt”. Både da jeg boede i Tyrkiet og i England tænkte jeg faktisk over, hvor jordbundne vi danskere er. Det er ikke så almindeligt at flashe sin rigdom, som det er i Tyrkiet og i England. Det er dog blevet mere populært for danskere at vise rigdom frem på fx Instagram, og det er ikke længere så skamfuldt at prale med noget, som det har været, men stadigvæk er der en grundholdning i Danmark, at du ikke skal tro, at du er bedre end andre/noget særligt. Det kan være for meget nogle gange i form af Janteloven, men det er nu også rart, at danskerne generelt er meget nede på jorden.

På et tidspunkt stod Dynelarsen foran sin mors grav, og han mumlede, at han faktisk ikke elskede sin mor eller blev ked af det ved at stå foran graven. Min mand, som ikke lige havde opfanget, hvad Dynelarsen havde sagt, sagde med et varmt smil: “Åhh, alle elsker deres mor… Hvad siger han, Astrid?”. Så måtte jeg give ham det hårde svar: “Hmm, han siger, at han ikke elsker sin mor”. Velkommen til Danmark, hvor vi er meget direkte og ikke så sentimentale ;-). Men der var et tidspunkt under udsendelsen, hvor Dynelarsen og hans kone fortalte om dengang, de var unge og nyforelskede, og hvor de havde skrevet kærestebreve til hinanden. Lige dér var jeg nok den mest romantisk tænkende af os to i rummet, for jeg kiggede på min mand og sagde: “Åhh, hvor er de søde, hva’…?”, og så så jeg, at min mand netop havde rakt ud efter et stykke tegnepapir på sofabordet, der lå og flød efter at Ella havde tegnet ved bordet, og imens han kiggede på mig med et mystisk og eftertænksomt blik famlede hans fingre ved papiret, som om han nu ville skrive et lille kærestebrev til mig… Ja, ja.. Jeg indrømmer, at jeg nok var lige lovlig hurtig med en konklusion, for det var overhovedet ikke, hvad han havde tænkt sig. Han lavede bare en papirflyver til Ella, og da jeg tørt sagde: “Nå, jeg troede, at du skulle skrive et kærlighedsbrev til mig?”, svarede han for sjov: “Neeej, det er jeg færdig med. Du har fået så rigeligt med kærestebreve!”:-) Og okay, der var en tid, hvor han ofte lagde en lille romantisk note i mine bøger eller skrev noget sødt på en serviet.. Det var tider 😉

Nå, men vi syntes begge to, at det var dejligt, at Dynelarsen var så ærlig, og vi nød begge at se udsendelsen – især fordi det gav anledning til at diskutere kulturforskelle efterfølgende.

Et børneliv i Tyrkiet? Hvordan ville det have været?

img_20170102_193636_786Det her blogindlæg favner den danske og tyrkiske kultur, når jeg ser på, hvor meget vi egentlig har til fælles, når det kommer til børneopdragelse.

Anerkendende tilgang versus autoritær 

Anerkendende pædagogik er lige meget tilstede i begge lande, er min opfattelse, ligesom der selvfølgelig også er familier, der holder fast i gammeldags måder at opdrage på, hvor faren ved bedst, moren tager sig af børnene, og børnene bliver skældt ud og skammet ud, når der er noget, de ikke må. Jeg tror ikke rigtigt, at man kan sige, at der er et mønster af mere af “den ene tilgang” frem for den anden. Det varierer i endnu højere grad i Tyrkiet, hvor der er så mange forskellige religioner, subkulturer og geografiske forskelle, der afgør, hvordan et barn vokser op.

At være barn i Alanya

Et børneliv i Alanya virker generelt som noget af det mest fantastiske, man kan forestille sig. Der er legepladser på hvert et gadehjørne, engagerede fædre, der henter fra skole, og parkanlæg og offentlige swimmingpools, hvor familier tilbringer masser af kvalitetstid sammen. Skolebørn får endda lært i folkeskolen, at hvis ikke deres forældre behandler dem ordentligt, skal de bare ringe efter politiet 🙂 En politibetjent kommer ud til skolerne og fortæller børnene om, hvilket nummer de skal ringe til, og hvilke rettigheder de har. Min opfattelse er, at der bliver gjort meget for, at børn har det godt. Det gælder både rent juridisk med ret strenge straffe til forældre, men også i forhold til at oplyse børn om, at de er meget værd, og at de ikke skal finde sig i at blive behandlet dårligt. Lærerne i skolerne er moderne, og der sker ofte noget sjovt i undervisningen. Den legende og kreative tilgang er meget tilstede. Tyrkiet har i de sidste 20 år været i en rivende udvikling, som gælder på alle fronter – også i forhold til at uddanne de bedste lærere og sørge for de bedste institutioner hele opvæksten igennem. Men der er helt klart sket en moderne udvikling, for min mands storesøster på knap 40 år har da oplevet en heeelt anden skolegang, hvor spanskrøret ikke var helt afskaffet! Det er noget, som vores danske forældre måske kan berette om, at de også har set i deres skoletid, men i Tyrkiet har de jo i mange år været bagefter os. Nu skal vi så ikke føle os så sikre på, at alt fungerer fantastisk herhjemme i forhold til i Tyrkiet. Det er ofte, at jeg hører om nytiltrådte love i Tyrkiet, der giver SÅ god mening, hvorimod jeg ofte undrer mig, når det kommer til lovgivning i Danmark. I Danmark hører vi også konstant om besparelser, hvorimod Tyrkiet, til sammenligning, er ved at bygge Verdens største lufthavn 🙂 Læs evt. mere om Istanbul New Airport i denne artikel. 

Alt er på børnenes præmisser

Tyrkiet er et mere moderne land, end det bliver fremstillet i danske/vestlige medier. Der vil jo altid være økonomiske interesser, der smitter af på de nyheder, vi får serveret. Men jeg har med mine egne øjne set på gaden, hvordan tyrkiske forældre er forældre, og de gør det virkelig godt, er mit generelle indtryk. Børnene bliver kysset, krammet og løftet op og tumlet med til den store guldmedalje. Der er et hav af børnevenlige restauranter – og masser af aktiviteter for børn. Jeg ser store, brede smil fra børnene på gaden, og en afslappet gang. I det hele taget bare ubekymrede, glade unger. Der er meget i religionen Islam, der også foreskriver, hvordan voksne fx altid skal smile og være venlig mod et barn. Og det gælder i særdeleshed i en kirke/moské – selv, når de gør noget, som de ikke må. Det minder mig om, da Ella og jeg var i kirke juleaften, som jeg skrev om her… I en moské er børn særligt velkomne og ingen kan irettesætte dem. Det er virkelig dårlig stil, i hvert fald. Der er en let stemning, hvor et barn i princippet ikke kan gøre noget forkert, overhovedet! Børn er i det hele taget små engle, men indimellem kan selv tyrkere godt se, at de skal guides lidt til en god opførsel 😉

I Danmark er jeg født, der er jeg hjemme

Men det blev ikke i Tyrkiet, at vi bosatte os med Ella. Danmark har jo også masser at byde på, og hun trives så godt, at når jeg og min mand kigger på hinanden og gør status, kan vi ikke forestille os, at hun skulle være et andet sted. Vi elsker også de muligheder, hun får i Danmark, og de mennesker, vi er omgivet af her. Vi er godt tilfredse, og hun får en skøn opvækst her, er vi sikre på 🙂

Status over glæder og udfordringer i julen :-)

img_20161225_1554481. juledag… Min mand startede formiddagen med at købe en and i Kiwi. Der er én, der er blevet glad for julen! Han spurgte endda en assistent, om anden havde haft et godt liv, da han ved, at det gør mig glad, hvis han kommer hjem med kvali-kød til os 🙂

Så vi fik and igen i aften!

Vi har i det hele taget hygget os i dag – sikkert som de fleste andre danskere. Hvad der er kommet bag på mig i år er dog, hvor lidt afslappende en 1. juledag kan være. Førhen var det årets mest afslappende dag, men i dag har vi haft en overgearet datter, der forventer samme stadie af lykke og sociale aktiviteter som i går… Hmm, svært at slå! Hendes små fætre var på besøg, og de havde det så sjovt allesammen. Nu prøver hun at opnå samme niveau af morsomheder, uden dem ved hendes side. Jeg har lige betragtet hende hoppe rundt med sine Skofus-sko på indenfor, da hun juleaften fik sko, der kan blinke! Hun er dermed godt underholdt i lang tid ved bare at løbe rundt indenfor med dem på. Jeg vidste ikke, at der var en højdespringer gemt i hende, men det skal jo afprøves, om de også blinker i luften…

Dagen i går gik rigtig godt. Vi lagde hus til, og fordelen var bl.a., at vi var tæt på kirken. Ella ELSKER kirker! Vi var kort i kirken til kirkegudstjeneste, før vi måtte kapitulere. Ella troede vist, at hun var kommet til en forlystelsespark, for hun løb konstant rundt, og var bare lidt for højrøstet. Da kirketjeneren stillede sig op og sagde: ‘Kom, lad os alle bede’, sad vi lige bag ved hans høje skikkelse, og jeg troede egentligt, at vi allesammen var enige om at sidde stille og lytte, men i den bomstille kirke råbte hun så højt, hun kunne: “Hurrraaaa, hurraaaa!”, imens hun klappede i hænderne… Okay, det var da SØDT. Men det var også pinligt! Min efterhånden så livløse ansigtshud af for lidt søvn i de sidste 2 år, livede fuldstændig op, da jeg mærkede mine blussende, røde kinder. “Ja, det er mit barn, der er ellevild af begejstring over at være i kirke”.

Efter 10 minutter måtte vi smide håndklædet i ringen, og mormor tog Ella på armen og skyndte sig ned igennem midtergangen i kirken, imens jeg blev tilbage med min svigerinde og Ellas fætter. Vi var ellers på den mest venlige facon blevet rådet til at gå op forrest i kirken, næsten oppe ved alteret, så vi kunne sidde der sammen med de mange andre børn, men nu måtte vi så søge mod udgangen! Efter et par minutter – hvor jeg nok skulle have tjekket min mobil for at finde ud af, om Ella var okay, kom det andet store højdepunkt i vores 10 minutter lange kirkeseance. Ella og mormor var jo ikke bare taget hjem, og så åndede alt idyl. Nej, tre minutter væk på gå-ben, var der panik. Ella ville have sin MOR! Det faktum gik pludselig op for mig, da jeg pludselig oppe fra alter-området så, at min mand netop var trådt ind ad kirkedøren i den anden ende af kirken… Forsigtigt gik han ind i den (givetvist skeptiske menneskevrimmel) med jordens største tandpastasmil… Han fortalte senere, at han virkelig måtte skrue charmen på, for hvad ville folk ikke tænke om sådan en brun mand (der kunne være en muslim), som kom gående mutters alene, EFTER at dørene var lukket…? Jeg vidste bare, at NU skulle jeg søge mod en anden udgang, og sende en sms udenfor kirken.. Det var lidt for pinligt altsammen 🙂 Han opgav heldigvis forsøget med at finde os ret hurtigt, og snart var vi igen samlet derhjemme, hvor Ella blev trøstet og snart faldt i søvn ved synet af sin MOR 🙂 Efter en god lang lur var hun klar på festligheder hele aftenen lang.

Det har ellers været en lidt hektisk december måned. Næste år går jeg seriøst i gang med juleforberedelserne i oktober! Fryser noget kagedej ned eller hvad ved jeg… Jeg har sågar en bageblanding til pebernødder, som jeg aldrig fik brugt! Lige pludselig fløj december afsted. Her er nogle af udfordringerne…

Den sidste uge op til jul bød nemlig på lidt af hvert. Jeg fandt ud af, at indimellem er det altså svært at være selvstændig businesswoman. Så måtte min tyrkiske mand sige ordene: “Du tror, at du skal klare alting selv. Men det skal du ikke. Vi er ikke skabt til at klare alting selv. Vi skal spørge hinanden om hjælp og have masser af teamwork.” Således blev det til, at jeg ringede til en revisor 😉 Mine skuldre var meget lettere efter mødet, og jeg fik så meget ros af min mand hjem i bilen. Så meget ros, at jeg faktisk måtte spørge ham: “Hvorfor er det lige, at du roser mig?” Intet er givet, når man er gift med en tyrker – der er altid kulturforskelle, der gør én lettere forvirret 😉 Men jeg lærte, at for en tyrkisk mand, der elsker fællesskab, og sagtens kan bede om hjælp – og hjælpe andre, var det ligegyldigt, at jeg ikke var så sej, som jeg gerne ville være. Det vigtigste var, at jeg havde bedt om hjælp! To gange på vejen hjem i bilen holdt vi ind til siden, så han kunne skænke kaffe op til os, og så han kunne byde mig på julesmåkager, han netop havde fået på arbejdet. Så blev det simpelthen ikke mere Hr og Fru Danmark! Han sagde endda: “Vi har indtil Assens, hvor du bare kan snakke løs. Bare kom med alt, hvad du har på hjerte”. Ej, han ved lige, hvad der gør mig glad! 😉

Jeg fik lettet mit hjerte, og det var tiltrængt, da vi derhjemme ellers har stresset en del. Lige op til jul opdagede vi pludselig nogle problemer i vores køkken. I lang tid havde vi undret os over, hvorfor køkkenet var SÅ koldt. Jeg forklarede på bedste vis til håndværkerne, hvad jeg mente der var galt, og da de havde undersøgt det, fik jeg en teknisk beskrivelse retur, der stemte godt overens med mine fine fornemmelser. Hvor skønt at få ret 😉 Så jeg var egentlig ovenpå efter deres visit, men min mand blev ved med at sukke: “Og så lige op til jul..!” Som om min tyrkiske (og muslimske) mand bare lever og ånder for juletiden 😉 Okay, han havde IKKE glemt julemaden- og hyggen fra sidste år, så julen var åbenbart krøbet ind under huden på ham. Da han havde sagt tilpas mange gange, at det var noget værre rod, at håndværkerne skulle rode ved vores køkken lige op til jul, gik realiteterne også op for mig…. “NEJ, vil det sige, at vi kun har et 50 % funktionelt køkken henover julen”, gispede jeg!? “Os, der lægger hus til på denne juleaften..”. Hmm, det gik jo heldigvis fint, men nøj, hvor det stresser med sådan noget “flytterod”. Vi glæder os meget til at vores køkken igen er fint. Det er ikke nemt at vænne sig til, at mange af ens køkkenskabe er væk, og alle køkkenting er stuvet sammen på alt for lidt plads, men med fælles hjælp går det, og vores gæster havde heldigvis taget noget med hver især, så vi kunne leve nogenlunde med vores halve køkken.

Nå, men de gode stunder i december har der også været mange af. Det bedste ved denne jul har været, at Ella har været helt ekset med julen, og har lært så mange nye ord på grund af begejstringen. En uge før jul fik vi juletræ ind i stuen, og hver eneste dag, når vi kom hjem fra dagplejen, udbrød hun: “Det er juletræ!”. Indimellem kalder hun det for ‘Julemand’, men hun bliver bedre og bedre til at huske det. Den anden dag udbrød hun: “Julemand..træ!” 🙂

Dagen før juleaften sad Ella på min skød og puttede, da jeg begyndte at fortælle hende om, hvad der skulle ske juleaften. Jeg remsede op, hvem der kom, og at vi skulle i kirke, danse om juletræ, have god mad og have gaver. Så kiggede hun på mig med åben mund og polypper, og så slog hun ud med hånden i en Lise Rønne-klassisk-håndbevægelse, imens hun udbrød: “Op i morgen! Op i morgen”. Der var én der glædede sig til juleaften!

Glædelig jul til jer derude, og jeg håber, at I også havde en dejlig juleaften 🙂

Older posts