Om nærvær, nøkker og navnet Lars Larsen!

img_20170118_105732_162Hvordan går det egentlig med at være mindre online, som jeg skrev om i det her blogindlæg? Tja, jeg er vel blevet lidt bedre til at lægge telefonen væk, men det er en gradvis proces, hvor jeg bliver mere og mere opmærksom på, hvordan jeg vil bruge min tid. Jeg vil primært bruge min tid på arbejdet og min blog, i hvert fald når jeg er online. Den digitale verden, hvor vi ofte sidder foran hver vores skærm, fremmer ikke ligefrem nærværet.. Som da jeg fx spurgte min mand, imens vi begge sad med vores smartphone og surfede på nettet: “Hvad var det egentlig George Michael døde af?”, og han svarede lidt fraværende: “Hmm….George Michael eller Michael George?”. Det kunne vi ikke lade være med at grine lidt af – vores måde at kommunikere på, når vi er lidt fraværende, for det kunne lige så godt have været mig, der svarede sådan 🙂 Man prøver at lytte, og trækker så tiden ved at stille et tillægsspørgsmål 😉

Nærværet lever højt herhjemme, når vi planlægger aktiviteter, er udenfor eller ser tv sammen, for så snakker vi om det imens, hvilket jeg synes er rigtig hyggeligt. Så interviewer min mand og jeg nærmest hinanden omkring kulturforskelle. Vi er ret glade for at se danske udsendelser, der kan få snakken i gang. Fx dokumentarprogrammer. Senest så vi en DR-udsendelse om Lars Larsen – eller Dynelarsen. Min tyrkiske mand var meget overrasket over, at en så rig mand som Lars Larsen lukkede et kamerahold ind i privaten. Det ville aldrig være sket i Tyrkiet! I Tyrkiet lever rige mennesker “skjult” for offentligheden. De har en diskret dagligdag, hvor der er assistenter/hjælpere i hjemmet, og hjemmet selvfølgelig er meget glamourøst. Han var imponeret over, hvor jordbunden Dynelarsen var, og igen og igen udbrød han: “Ej, tænk at journalisten spørger ham om det! Og så sidder de side om side på sengen i soveværelset!”. Ja, privatliv – det værner man om i Tyrkiet – især hvis man er velhavende 🙂 Dynelarsen har bestemt heller ikke nøkker, og min mand var overrasket over, at han boede så “almindeligt”. Både da jeg boede i Tyrkiet og i England tænkte jeg faktisk over, hvor jordbundne vi danskere er. Det er ikke så almindeligt at flashe sin rigdom, som det er i Tyrkiet og i England. Det er dog blevet mere populært for danskere at vise rigdom frem på fx Instagram, og det er ikke længere så skamfuldt at prale med noget, som det har været, men stadigvæk er der en grundholdning i Danmark, at du ikke skal tro, at du er bedre end andre/noget særligt. Det kan være for meget nogle gange i form af Janteloven, men det er nu også rart, at danskerne generelt er meget nede på jorden.

På et tidspunkt stod Dynelarsen foran sin mors grav, og han mumlede, at han faktisk ikke elskede sin mor eller blev ked af det ved at stå foran graven. Min mand, som ikke lige havde opfanget, hvad Dynelarsen havde sagt, sagde med et varmt smil: “Åhh, alle elsker deres mor… Hvad siger han, Astrid?”. Så måtte jeg give ham det hårde svar: “Hmm, han siger, at han ikke elsker sin mor”. Velkommen til Danmark, hvor vi er meget direkte og ikke så sentimentale ;-). Men der var et tidspunkt under udsendelsen, hvor Dynelarsen og hans kone fortalte om dengang, de var unge og nyforelskede, og hvor de havde skrevet kærestebreve til hinanden. Lige dér var jeg nok den mest romantisk tænkende af os to i rummet, for jeg kiggede på min mand og sagde: “Åhh, hvor er de søde, hva’…?”, og så så jeg, at min mand netop havde rakt ud efter et stykke tegnepapir på sofabordet, der lå og flød efter at Ella havde tegnet ved bordet, og imens han kiggede på mig med et mystisk og eftertænksomt blik famlede hans fingre ved papiret, som om han nu ville skrive et lille kærestebrev til mig… Ja, ja.. Jeg indrømmer, at jeg nok var lige lovlig hurtig med en konklusion, for det var overhovedet ikke, hvad han havde tænkt sig. Han lavede bare en papirflyver til Ella, og da jeg tørt sagde: “Nå, jeg troede, at du skulle skrive et kærlighedsbrev til mig?”, svarede han for sjov: “Neeej, det er jeg færdig med. Du har fået så rigeligt med kærestebreve!”:-) Og okay, der var en tid, hvor han ofte lagde en lille romantisk note i mine bøger eller skrev noget sødt på en serviet.. Det var tider 😉

Nå, men vi syntes begge to, at det var dejligt, at Dynelarsen var så ærlig, og vi nød begge at se udsendelsen – især fordi det gav anledning til at diskutere kulturforskelle efterfølgende.

Et børneliv i Tyrkiet? Hvordan ville det have været?

img_20170102_193636_786Det her blogindlæg favner den danske og tyrkiske kultur, når jeg ser på, hvor meget vi egentlig har til fælles, når det kommer til børneopdragelse.

Anerkendende tilgang versus autoritær 

Anerkendende pædagogik er lige meget tilstede i begge lande, er min opfattelse, ligesom der selvfølgelig også er familier, der holder fast i gammeldags måder at opdrage på, hvor faren ved bedst, moren tager sig af børnene, og børnene bliver skældt ud og skammet ud, når der er noget, de ikke må. Jeg tror ikke rigtigt, at man kan sige, at der er et mønster af mere af “den ene tilgang” frem for den anden. Det varierer i endnu højere grad i Tyrkiet, hvor der er så mange forskellige religioner, subkulturer og geografiske forskelle, der afgør, hvordan et barn vokser op.

At være barn i Alanya

Et børneliv i Alanya virker generelt som noget af det mest fantastiske, man kan forestille sig. Der er legepladser på hvert et gadehjørne, engagerede fædre, der henter fra skole, og parkanlæg og offentlige swimmingpools, hvor familier tilbringer masser af kvalitetstid sammen. Skolebørn får endda lært i folkeskolen, at hvis ikke deres forældre behandler dem ordentligt, skal de bare ringe efter politiet 🙂 En politibetjent kommer ud til skolerne og fortæller børnene om, hvilket nummer de skal ringe til, og hvilke rettigheder de har. Min opfattelse er, at der bliver gjort meget for, at børn har det godt. Det gælder både rent juridisk med ret strenge straffe til forældre, men også i forhold til at oplyse børn om, at de er meget værd, og at de ikke skal finde sig i at blive behandlet dårligt. Lærerne i skolerne er moderne, og der sker ofte noget sjovt i undervisningen. Den legende og kreative tilgang er meget tilstede. Tyrkiet har i de sidste 20 år været i en rivende udvikling, som gælder på alle fronter – også i forhold til at uddanne de bedste lærere og sørge for de bedste institutioner hele opvæksten igennem. Men der er helt klart sket en moderne udvikling, for min mands storesøster på knap 40 år har da oplevet en heeelt anden skolegang, hvor spanskrøret ikke var helt afskaffet! Det er noget, som vores danske forældre måske kan berette om, at de også har set i deres skoletid, men i Tyrkiet har de jo i mange år været bagefter os. Nu skal vi så ikke føle os så sikre på, at alt fungerer fantastisk herhjemme i forhold til i Tyrkiet. Det er ofte, at jeg hører om nytiltrådte love i Tyrkiet, der giver SÅ god mening, hvorimod jeg ofte undrer mig, når det kommer til lovgivning i Danmark. I Danmark hører vi også konstant om besparelser, hvorimod Tyrkiet, til sammenligning, er ved at bygge Verdens største lufthavn 🙂 Læs evt. mere om Istanbul New Airport i denne artikel. 

Alt er på børnenes præmisser

Tyrkiet er et mere moderne land, end det bliver fremstillet i danske/vestlige medier. Der vil jo altid være økonomiske interesser, der smitter af på de nyheder, vi får serveret. Men jeg har med mine egne øjne set på gaden, hvordan tyrkiske forældre er forældre, og de gør det virkelig godt, er mit generelle indtryk. Børnene bliver kysset, krammet og løftet op og tumlet med til den store guldmedalje. Der er et hav af børnevenlige restauranter – og masser af aktiviteter for børn. Jeg ser store, brede smil fra børnene på gaden, og en afslappet gang. I det hele taget bare ubekymrede, glade unger. Der er meget i religionen Islam, der også foreskriver, hvordan voksne fx altid skal smile og være venlig mod et barn. Og det gælder i særdeleshed i en kirke/moské – selv, når de gør noget, som de ikke må. Det minder mig om, da Ella og jeg var i kirke juleaften, som jeg skrev om her… I en moské er børn særligt velkomne og ingen kan irettesætte dem. Det er virkelig dårlig stil, i hvert fald. Der er en let stemning, hvor et barn i princippet ikke kan gøre noget forkert, overhovedet! Børn er i det hele taget små engle, men indimellem kan selv tyrkere godt se, at de skal guides lidt til en god opførsel 😉

I Danmark er jeg født, der er jeg hjemme

Men det blev ikke i Tyrkiet, at vi bosatte os med Ella. Danmark har jo også masser at byde på, og hun trives så godt, at når jeg og min mand kigger på hinanden og gør status, kan vi ikke forestille os, at hun skulle være et andet sted. Vi elsker også de muligheder, hun får i Danmark, og de mennesker, vi er omgivet af her. Vi er godt tilfredse, og hun får en skøn opvækst her, er vi sikre på 🙂

Status over glæder og udfordringer i julen :-)

img_20161225_1554481. juledag… Min mand startede formiddagen med at købe en and i Kiwi. Der er én, der er blevet glad for julen! Han spurgte endda en assistent, om anden havde haft et godt liv, da han ved, at det gør mig glad, hvis han kommer hjem med kvali-kød til os 🙂

Så vi fik and igen i aften!

Vi har i det hele taget hygget os i dag – sikkert som de fleste andre danskere. Hvad der er kommet bag på mig i år er dog, hvor lidt afslappende en 1. juledag kan være. Førhen var det årets mest afslappende dag, men i dag har vi haft en overgearet datter, der forventer samme stadie af lykke og sociale aktiviteter som i går… Hmm, svært at slå! Hendes små fætre var på besøg, og de havde det så sjovt allesammen. Nu prøver hun at opnå samme niveau af morsomheder, uden dem ved hendes side. Jeg har lige betragtet hende hoppe rundt med sine Skofus-sko på indenfor, da hun juleaften fik sko, der kan blinke! Hun er dermed godt underholdt i lang tid ved bare at løbe rundt indenfor med dem på. Jeg vidste ikke, at der var en højdespringer gemt i hende, men det skal jo afprøves, om de også blinker i luften…

Dagen i går gik rigtig godt. Vi lagde hus til, og fordelen var bl.a., at vi var tæt på kirken. Ella ELSKER kirker! Vi var kort i kirken til kirkegudstjeneste, før vi måtte kapitulere. Ella troede vist, at hun var kommet til en forlystelsespark, for hun løb konstant rundt, og var bare lidt for højrøstet. Da kirketjeneren stillede sig op og sagde: ‘Kom, lad os alle bede’, sad vi lige bag ved hans høje skikkelse, og jeg troede egentligt, at vi allesammen var enige om at sidde stille og lytte, men i den bomstille kirke råbte hun så højt, hun kunne: “Hurrraaaa, hurraaaa!”, imens hun klappede i hænderne… Okay, det var da SØDT. Men det var også pinligt! Min efterhånden så livløse ansigtshud af for lidt søvn i de sidste 2 år, livede fuldstændig op, da jeg mærkede mine blussende, røde kinder. “Ja, det er mit barn, der er ellevild af begejstring over at være i kirke”.

Efter 10 minutter måtte vi smide håndklædet i ringen, og mormor tog Ella på armen og skyndte sig ned igennem midtergangen i kirken, imens jeg blev tilbage med min svigerinde og Ellas fætter. Vi var ellers på den mest venlige facon blevet rådet til at gå op forrest i kirken, næsten oppe ved alteret, så vi kunne sidde der sammen med de mange andre børn, men nu måtte vi så søge mod udgangen! Efter et par minutter – hvor jeg nok skulle have tjekket min mobil for at finde ud af, om Ella var okay, kom det andet store højdepunkt i vores 10 minutter lange kirkeseance. Ella og mormor var jo ikke bare taget hjem, og så åndede alt idyl. Nej, tre minutter væk på gå-ben, var der panik. Ella ville have sin MOR! Det faktum gik pludselig op for mig, da jeg pludselig oppe fra alter-området så, at min mand netop var trådt ind ad kirkedøren i den anden ende af kirken… Forsigtigt gik han ind i den (givetvist skeptiske menneskevrimmel) med jordens største tandpastasmil… Han fortalte senere, at han virkelig måtte skrue charmen på, for hvad ville folk ikke tænke om sådan en brun mand (der kunne være en muslim), som kom gående mutters alene, EFTER at dørene var lukket…? Jeg vidste bare, at NU skulle jeg søge mod en anden udgang, og sende en sms udenfor kirken.. Det var lidt for pinligt altsammen 🙂 Han opgav heldigvis forsøget med at finde os ret hurtigt, og snart var vi igen samlet derhjemme, hvor Ella blev trøstet og snart faldt i søvn ved synet af sin MOR 🙂 Efter en god lang lur var hun klar på festligheder hele aftenen lang.

Det har ellers været en lidt hektisk december måned. Næste år går jeg seriøst i gang med juleforberedelserne i oktober! Fryser noget kagedej ned eller hvad ved jeg… Jeg har sågar en bageblanding til pebernødder, som jeg aldrig fik brugt! Lige pludselig fløj december afsted. Her er nogle af udfordringerne…

Den sidste uge op til jul bød nemlig på lidt af hvert. Jeg fandt ud af, at indimellem er det altså svært at være selvstændig businesswoman. Så måtte min tyrkiske mand sige ordene: “Du tror, at du skal klare alting selv. Men det skal du ikke. Vi er ikke skabt til at klare alting selv. Vi skal spørge hinanden om hjælp og have masser af teamwork.” Således blev det til, at jeg ringede til en revisor 😉 Mine skuldre var meget lettere efter mødet, og jeg fik så meget ros af min mand hjem i bilen. Så meget ros, at jeg faktisk måtte spørge ham: “Hvorfor er det lige, at du roser mig?” Intet er givet, når man er gift med en tyrker – der er altid kulturforskelle, der gør én lettere forvirret 😉 Men jeg lærte, at for en tyrkisk mand, der elsker fællesskab, og sagtens kan bede om hjælp – og hjælpe andre, var det ligegyldigt, at jeg ikke var så sej, som jeg gerne ville være. Det vigtigste var, at jeg havde bedt om hjælp! To gange på vejen hjem i bilen holdt vi ind til siden, så han kunne skænke kaffe op til os, og så han kunne byde mig på julesmåkager, han netop havde fået på arbejdet. Så blev det simpelthen ikke mere Hr og Fru Danmark! Han sagde endda: “Vi har indtil Assens, hvor du bare kan snakke løs. Bare kom med alt, hvad du har på hjerte”. Ej, han ved lige, hvad der gør mig glad! 😉

Jeg fik lettet mit hjerte, og det var tiltrængt, da vi derhjemme ellers har stresset en del. Lige op til jul opdagede vi pludselig nogle problemer i vores køkken. I lang tid havde vi undret os over, hvorfor køkkenet var SÅ koldt. Jeg forklarede på bedste vis til håndværkerne, hvad jeg mente der var galt, og da de havde undersøgt det, fik jeg en teknisk beskrivelse retur, der stemte godt overens med mine fine fornemmelser. Hvor skønt at få ret 😉 Så jeg var egentlig ovenpå efter deres visit, men min mand blev ved med at sukke: “Og så lige op til jul..!” Som om min tyrkiske (og muslimske) mand bare lever og ånder for juletiden 😉 Okay, han havde IKKE glemt julemaden- og hyggen fra sidste år, så julen var åbenbart krøbet ind under huden på ham. Da han havde sagt tilpas mange gange, at det var noget værre rod, at håndværkerne skulle rode ved vores køkken lige op til jul, gik realiteterne også op for mig…. “NEJ, vil det sige, at vi kun har et 50 % funktionelt køkken henover julen”, gispede jeg!? “Os, der lægger hus til på denne juleaften..”. Hmm, det gik jo heldigvis fint, men nøj, hvor det stresser med sådan noget “flytterod”. Vi glæder os meget til at vores køkken igen er fint. Det er ikke nemt at vænne sig til, at mange af ens køkkenskabe er væk, og alle køkkenting er stuvet sammen på alt for lidt plads, men med fælles hjælp går det, og vores gæster havde heldigvis taget noget med hver især, så vi kunne leve nogenlunde med vores halve køkken.

Nå, men de gode stunder i december har der også været mange af. Det bedste ved denne jul har været, at Ella har været helt ekset med julen, og har lært så mange nye ord på grund af begejstringen. En uge før jul fik vi juletræ ind i stuen, og hver eneste dag, når vi kom hjem fra dagplejen, udbrød hun: “Det er juletræ!”. Indimellem kalder hun det for ‘Julemand’, men hun bliver bedre og bedre til at huske det. Den anden dag udbrød hun: “Julemand..træ!” 🙂

Dagen før juleaften sad Ella på min skød og puttede, da jeg begyndte at fortælle hende om, hvad der skulle ske juleaften. Jeg remsede op, hvem der kom, og at vi skulle i kirke, danse om juletræ, have god mad og have gaver. Så kiggede hun på mig med åben mund og polypper, og så slog hun ud med hånden i en Lise Rønne-klassisk-håndbevægelse, imens hun udbrød: “Op i morgen! Op i morgen”. Der var én der glædede sig til juleaften!

Glædelig jul til jer derude, og jeg håber, at I også havde en dejlig juleaften 🙂

Jul med tyrkeren og tumlingen

collage-1481991442911Hvordan holder vi jul, når min mand er muslim? Vi holder selvfølgelig jul uden svinekød, men derudover er det fuldstændigt, som jeg ellers har holdt jul. I dag var vi til julemarked, og vi har selvfølgelig pyntet til jul herhjemme, vi tager del i juletraditioner osv.

Juletraditioner

Det er sjovt, som Ella opsnapper alt omkring julen i år. Hun råber “julemand”, så snart hun ser julemanden til forskellige arrangementer. Ella og Mustafa lærer meget om julen på samme tid 🙂 Selvom min mand dog havde godt fat i det med julen grundet sine mange år i Alanya med masser af danskere, og vi jo også har holdt et par jule sammen, er han stadig ikke helt på hjemmebane. Så er det godt, at Ella i ny og næ kommer hjem fra dagplejen med forskellige juleting, så far kan blive klogere på julen. “Se, det er en ægte, dansk juledekoration”, sagde jeg forleden, da Ella kom hjem fra dagplejen med en juledekoration, hun selv havde lavet. Så er det altså nemmere at huske juletraditionerne!

Må muslimer godt holde jul?

Jeg har rost min mand for at være så god til at tage del i den danske jul på trods af, at han er muslim. Han har altid sagt, at det er vigtigt at respektere andre religioner og deres traditioner. “Se, hvor glad Ella er”, siger han ofte, som argument for at holde fast i et eller andet. JA – se, hvor glade børnene er.. Så giver det jo sig selv. At blive godt integreret i det danske samfund er nok noget, som i høj grad sker ved at se på, hvordan børn gebærder sig, hvad de lærer om i institutionen, skolen osv. Selvfølgelig er det også via arbejdspladsen, men som voksne lader vi ofte hinanden være, dvs. lader folk gøre, som de vil, uden at stille for mange spørgsmål eller at sætte ting i gang. I børnehøjde sker der så meget, at det er umuligt IKKE at lære om den danske kultur og det danske system.

Jeg sagde til min mand forleden: “Flere kunne lære af dig – hvorfor er nogle muslimer afvisende overfor at holde jul?”. “Giv dem tid. Det er ikke nemt at være dem”, var hans svar, og det er jo rigtigt nok, at fx syrere har nok at slås med i livet, så at forholde sig til julen er nok ikke lige deres førsteprioritet her og nu. Andre kulturer har måske forbehold, der handler om andre ting, så vi kan altid bare passe vores egen have – og så bliver andre måske inspireret, hvem ved?

Julegaveindkøb 

Jeg mangler stadig at få købt de sidste julegaver. For min mands vedkommende kom julen så meget bag på ham, at han ikke har fået købt en eneste julegave – altså indtil i går, hvor jeg på en sms spurgte, om jeg evt. måtte købe julegave til mig selv – på hans regning 😉 Jeg havde nemlig set en rabatkode i et blogindlæg fra Mascha Vang, som kun kunne bruges den dag på makeup fra Yves Rocher. Så kunne han snildt få købt den gave – heldigvis syntes han også, at det var smart, og jeg gav så meget udtryk for min glæde, da han svarede ja, at han svarede tilbage: “Hvis det gør dig glad, ville jeg da med glæde købe hele Matas”. Han udtrykker sig altid så romantisk, og det er vist ret typisk for tyrkiske mænd. I dag fik vi et par roser nede i byen, da der var julemarked, og Socialdemokraterne uddelte roser. “Det er bare det bedste parti”, sagde min mand så, da han vist havde tabt sit hjerte til dem 😉 Ella fik en ballon og slik, og jeg fik mit første glas gløgg i år, så de havde virkelig fundet en måde at gå i hjerterne på os 🙂 I Alanya fik jeg vildt mange roser, da min mand og jeg lige havde fundet sammen. Imens vi ventede på grønt lys i en lysregulering, kunne min mand pludselig rulle vinduet ned og købe en rose af en sælger udenfor bilen. Så rygtet taler sandt – tyrkiske mænd er meget romantiske 😉 Det var bare ikke så romantisk at købe sin egen gave, meeeen lidt dansk skal han jo også være 😉 Og så længe vi begge er glade 😉

Mustafa er stadig overrasket over, at vi til fødselsdag og jul sender ønskesedler rundt. Det ville aldrig ske i Tyrkiet. Derfor har han også spurgt, hvorfor folk ikke bare skriver “cirkaønsker” på deres ønskesedler, så i stedet for at skrive: “Sengetøj fra Georg Jensen” kunne de skrive: “Flot sengetøj”. Åh, jeg ville gerne have Georg Jensen sengetøj, by the way 🙂 Nå, men der er selvfølgelig også mange, der skriver det første, men vi danskere er nok meget vant til – og glade for den tradition med at skrive præcis, hvad vi ønsker. Det har både fordele og ulemper, og det er også dét, som vi altid kommer frem til, når vi diskuterer forskellige ting. Nej, der er virkelig ikke én kultur, der er bedre end en anden, og vi mixer lidt, som det lige passer os.

I morgen skal vi ud og fælde juletræ, så vi er gået all in på dansk julehygge, og min mand brokker sig ikke. Han vil bare ikke i kirke juleaften, da jeg netop kom til at sætte: ‘Adams æbler’ på den anden dag, som fik ham til at udbryde: “Hvad er det for en mærkelig film, du har fundet? Jeg går aldrig i kirke igen!”. Vi havde ellers set frem til, at han snart skulle med i kirke 😉

Ha’ en fortsat god julemåned!

7 tegn på, at du er MOR og FØDSELSDAGSBARN

img_20161216_112149

Jul i Assens

Her til morgen udbrød min tyrkiske mand: “Jeg har jo lige købt fødselsdagsgaver til dig. Skal jeg nu også til at købe julegaver til dig!?” Han mente det vist bare i sjov, men det fik mig til at tænke tilbage på i sidste uge, hvor jeg havde fødselsdag, og hvor anderledes det er at holde fødselsdag, når man er blevet MOR (men også som kone til en tyrker ;-)).

Her er 7 tegn på, at du er mor og fødselsdagbarn: 

  1. Din partner må gerne sige tillykke med fødselsdagen, SÅ SNART alarmen begynder at ringe. Hvis du er gift med en tyrker eller en anden nationalitet, som ikke er så vant til fødselsdagstraditioner, kan vedkommende godt finde på at spørge: “Er det nu, at jeg skal sige tillykke?”. Det skal du bare tage helt roligt. Det er bare en kulturforskel! 🙂
  2. Du har ikke mange ønsker til din fødselsdag. Du drømmer bare om at sove længe, sove til middag eller at komme tidligt i seng! Din familie gør alt for, at det kan lade sig gøre, da de ved, at DET er en ægte fødselsdagsgave!
  3. Dit hår ser godt ud, så snart du vågner, og du tror simpelthen ikke dine egne øjne. God hårdag fra morgenstunden….Det er umuligt! Som mor kommer de bedste gaver i sandhed ovenfra!
  4. Du har 117 undskyldninger for ikke at lave de kager, som du snildt ville give dig i kast med, hvis det var kager til dit eget barn. Du håber ikke, at dine gæster kan se eller smage, at du ikke ligefrem har lagt tre dages hårdt arbejde i kageprojekterne – som du gjorde, da tumlingen fyldte år. Det er bare SÅ meget sjovere at lave en løvekage!
  5. Du overvejer, HVOR overbærende dine gæster vil være, hvis ikke alt omkring jer shiner, som hvis du havde inviteret til børnefødselsdag. “Hvis de spørger om det, siger jeg….”, messer du inden i hovedet, inden den myndige mor-stemme kommer på banen og siger: “Ikke alle de undskyldninger, kom nu bare i gang!”. Men hvis du er heldig, mener din mand, at du ikke skal knokle på din fødselsdag, og du kan tage den tiltrængte lur, som du drømmer om!
  6. Du mærker, at det er din fødselsdag ved, at du pludselig har lyst til at tjekke de 117 nyhedsbreve, der er poppet op til dig i din indbakke. Det er rart at få fødselsdagshilsner, men endnu rarere at få fødselsdagsrabatter. Zalando imponerer dog ikke…. Normalt deler de generøst ud af rabatter, men nu nøjes de med at ønske dig tillykke med fødselsdagen og opfordrer dig til at forkæle dig selv! Hmm, det er lidt à la det nyhedsbrev, der tilbyder dig et hotelophold i Tyrol, fordi det jo er din fødselsdag… En gratis nat for ÉN person. Du overvejer lige i et splitsekund, om du skulle tage til Tyrol i selvkærlighedens navn!
  7. Du synes det er endnu mere fantastisk at se dit barn komme hjem fra dagpleje/institution på en dag som i dag. På ens fødselsdag er det en uskreven regel, at tumlingen selvfølgelig opfører sig eksemplarisk og elsker at mor skal forkæles! Virkeligheden er, at tumlingen et par gange tager en af dine pakker i hånden og udbryder: “Det er MIN!”, og derudover tigger om mere chokolade og siger “adddrrr” til din hjemmebagte kage. MEN der er også stjernestunderne, hvor hun finder ud af, at det er DIG, der er i centrum 😉 Hun hjælper måske artigt med at pakke dine gaver op og rækker dig en paptallerken med hjemmebagte småkager, som hun selv har bagt til mor <3 At barnet så også vælger at give dig Summerbird chokolade – det vidner om god stil.. 🙂

Skriv gerne en kommentar, hvis du også har oplevet at fødselsdage er en del anderledes, efter du er blevet mor 🙂

Follow my blog with Bloglovin

Older posts