Hvad er det egentlig, jeg vil med min blog? #sårbarhedogmod

_20180113_213707Inspireret af et blogindlæg fra bloggeren: ’Hjertemodhjerte.dk’, vil jeg med samme blogtitel kaste mig ud i at beskrive, hvad jeg vil med MIN blog 🙂

Jeg vil være en storyteller. Storyteller er bare et mere moderne ord for en historiefortæller på dansk 😉 Det forbindes mere med historiefortælling i branding-øjemed. ‘Storyteller’ bruges i en bredere sammenhæng, og det vigtige i storytelling er at formidle pointer ved hjælp af historier, i stedet for konkrete facts. Jeg ønsker at påvirke højre hjernehalvdel hos modtageren, hvor følelserne påvirkes. Når vi hører en historie med forskellige pointer, husker vi det nemmere, end hvis vi skal huske på bestemte facts. Vi husker den følelse, som vi fik, da vi hørte historien. Jeg ønsker at dele hverdagshistorier og derigennem formidler en særlig pointe. Historier, der påvirker modtageren, så læserne reflekterer videre, hver især. Mine læsere skal finde frem til svarene hos dem selv, uden at jeg ønsker at påvirke dem i en bestemt retning. Det leder mig til det næste punkt…

Jeg vil ikke skabe debat. Det er på trods af, at en livlig debat kan skabe god trafik på ens blog. Der er masser af ting her i verden, som jeg kunne debattere. Jeg vil jo også gerne gøre en forskel, og er vild med mange af de bloggere, der skaber debat og deler deres meninger. Det kunne fx være ‘Ammemafiaen’, som jeg følger fast. Jeg ønsker bare ikke selv at være en blogger, der mener en hel masse. Min blog skal ramme bredt, og jeg vil gerne støvsuge bloggen for meninger. Både for ikke at støde nogen, da det er det sidste, jeg ønsker, og fordi jeg synes, at der mangler flere bloggere, der ikke mener noget 😉 Der skal være balance i tingene. Vi skal ikke allesammen stå for det samme. Enten skal du være en dedikeret debattør/formidler af relevant stof, eller også skal du bare dele dine hverdagsoplevelser med mig som læser. Det er dét, jeg foretrækker, når jeg følger bestemte bloggere 🙂

Jeg vil gøre en forskel, og det er nemmere sagt end gjort. Jeg er mindst i mål med dén del. Via historier ønsker jeg at gøre en forskel. Det er historier, som andre har delt med mig, der har gjort den største forskel for mit eget liv. Derfor har jeg da også været gavmild med at dele nogle personlige historier fra mit eget liv. Jeg fik også en historie fra en læser, som fortalte om sin sundhedsplejerske, der havde gjort en forskel for hende og hendes lille familie. Det var skønt at læse, og jeg følte at hendes bidrag skabte en samhørighed, os mødre imellem. Vi har nærmest allesammen haft en sundhedsplejerske, og jeg tror at mange kunne nikke genkendende til nogle af hendes følelser.

Jeg vil hylde magien i hverdagen, når jeg fx deler blogindlæg med samtaler med Ella, der strømmer over af kærlighed, humor og skøre dialoger. Nu har jeg indimellem fået at vide, at jeg har en “hyggelig blog”, og det er jeg rigtig glad for! Det er lige præcis, hvad jeg ønsker. Samtalerne med Ella er som at høre en sjov og hyggelig historie fra et familiemedlem, og for en stund kan man glemme, at man egentlig havde en lidt dårlig dag. Jeg håber, at det har dén effekt på læserne. At de får et smil på læben.

Jeg vil dele hverdagshistorier om skam, sårbarhed og mod, fordi det er så vigtigt at kunne håndtere følelser af skam. Skam-følelser kan ikke overleve, hvis du møder empati fra et andet menneske. Når du er god til at håndtere følelsen af sårbarhed, tør du også at være modig. Det hele hænger sammen, og jeg er jo stor Brené Brown fan (amerikansk skam-forsker), som netop forsker i skam, sårbarhed og mod. Jeg vil gerne udbrede kendskabet til hendes arbejde/bøger, men vil i lige så høj grad dele historier om min hverdag som en til tider usikker mor. Jeg er også modig og stærk. Jeg vil dele alle sider af mor-livet 🙂 Ved at turde at dele det skamfulde med læserne, håber jeg på, at det inspirerer dem til at reflektere videre over de her følelser som skam, sårbarhed og følelsen af at være modig.

 

Nu vil jeg slutte dette blogindlæg og ønske jer en fortsat dejlig søndag! Jeg skal rydde op og gøre rent inden Ella kommer hjem fra sin far. Hvis du har noget god danse-musik/rengøringsmusik, må du meget gerne skrive en DM på Instagram… Jeg mangler inspiration til mine søndage i rengøringens tegn! 🙂

Vi skal ikke skamme os over negative følelser #sårbarhedogmod

collage-1518259500828Forleden så jeg denne TedTalk med Susan David, der handler om at håndtere negative følelser. Budskabet er, at positiv tænkning-bølgen har ledt til “falsk positivitet”. Mange håndterer negative følelser ved at ønske, at de straks forsvinder, og ved at forcere positiv tænkning.

I TedTalk’en opfordrer hun os til at se på verden, som den er. Vi skal ikke være positive på en falsk måde, men være i stand til at rumme alle slags følelser. Negative følelser som sorg, magtesløshed, vrede osv. er prisen for at leve et meningsfuldt liv.

At håndtere negative følelser er noget, som jeg også lærer Ella. Livet er fyldt med skuffelser og nederlag hele tiden. Hvis der er noget, som jeg synes, at jeg har fået med fra min egen mor, er det evnen til at kunne acceptere negative følelser som en del af livet. Når Ella er ked af det, vred eller bange, kunne jeg aldrig drømme om at sige: “Du skal da ikke være ked af det…”, “Der er ikke noget at være bange for” eller: “Ej, der er ingen grund til at blive så vred”. Min egen mor har aldrig brugt de vendinger, men har lyttet og anerkendt. Noget, som jeg også giver videre til Ella. Hun skal vide, at det er okay at have negative følelser, og hvis hun fx har en legekammerat der igen og igen viser, at han/hun er i dårligt humør eller ikke viser interesse for at lege med hende, anerkender jeg også hendes oplevelser ved at sige: “Ja, han/hun så lidt sur ud. Det ved jeg søreme ikke, hvorfor. Det kan være, at det går over, men du kan jo altid lege med en anden?”. Jeg vil gerne vise hende, at hendes observationer og oplevelser er rigtige. Som mor behøver jeg heller ikke at sige: “Ej, han var da ikke sur. Han var nok bare lidt træt”, selvom det ville være det mest behagelige for mig, da jeg undgår at forholde mig til virkeligheden som den er. Okay, nogle gange har jeg sagt det, men er blevet mere bevidst om bare at lytte eller lade hende vide, at jeg ser det samme. Det kunne fx være, at jeg forholder mig til virkeligheden uden at omdøbe “sur” til “træt” fx.

Samtidig er jeg også bevidst om, at jeg heller ikke skal overføre mine egne følelser til Ella. Hun skal have lov til selv at forholde sig til verden, som hun ser den. Jeg hjælper hende fx med forskellige tolkninger, når vi er ude i “det offentlige rum”. Men jeg husker også nysgerrigheden i samspillet med andre. Jeg véd ikke alting om, hvad andre tænker og føler. I situationer, hvor vi møder nye legekammerater, lader jeg derfor også Ella om at klare tingene selv. Jeg lytter og kigger, og griber indimellem ind, men jeg vil ikke komme med alt for mange vurderinger hele tiden. Forleden faldt vi i snak med en mor og hendes lille pige på ca. et år. Ella var lige frembrusende nok overfor pigen, som hun var så vild med. En pige, der stavrede afsted, men som i dette øjeblik stod ved siden af sin mor, og vi havde alle sat os ned, så vi var i øjenhøjde med pigen. På grund af Ellas energiniveau opfordrede jeg Ella til at være stille og rolig, så hun matchede det lille barn, der stod lidt usikkert på benene. Da Ella spurgte pigen om hun ville have en “is”, og hun rakte hende en is af plastik, svarede moren: “Nej, det ser ikke sådan ud”, og Ella gik straks væk og satte sig for sig selv. Jeg tror, at Ella og jeg var enige om at have set et nysgerrigt lille barn, der ikke så det mindste betuttet ud. Moren så noget andet, åbenbart. Derfor følte jeg afvisningen og en form for skuffelse. Jeg forstod ikke helt morens tolkning, men samtidig tænkte jeg: “Fred være med det. Jeg aner ikke, hvad moren har tænkt. Det blev for meget, og det er helt okay”. Derudover var det et fint eksempel på, at kvinden sagde, hvad der faldt hende ind. Hun var ikke falsk positiv, og det var jo egentlig fint. Jeg havde en skam over, at jeg følte, som jeg gjorde, men det var jo ikke hendes ansvar. Samtidig kunne jeg ikke bruge det til noget. Derfor kan det for mig være meningsfuldt at sige: “Fred være med det” samtidig med, at jeg mærker de negative følelser. Det var tydeligt for os alle, at Ella gik væk, fordi hun havde følt sig afvist, og det var da lidt pinligt, for at sige det som det er. Ærligheden var næsten for meget. Ella gik fysisk væk, og blev ikke engang i en negativ situation for at prøve at udglatte. Jeg blev jo siddende i et stykke tid, inden jeg også forduftede. Samtalen var slut. Bum.

Det kan godt være, at både Ella og jeg er ret bevidste om vores følelser, men der er stor forskel på at være mor og barn i sådan en situation. Samfundet dikterer jo en form for falsk positivitet. Det kan være nyttigt for, at alting glider lettere i hverdagen. Det kan være brugbart, men inden for hjemmets fire vægge og i trygge og nære relationer, er det nu godt at vise, hvem vi er. Vise hvem vi er, med alle de følelser, vi indeholder. Negative, såvel som positive. Jeg prøver derfor at reflektere videre over, hvornår jeg kan være i de negative følelser, og hvornår det giver mere mening at lægge dem til side og komme videre i teksten.

Nu vil jeg faktisk videre i teksten på denne lørdag 🙂 Jeg håber, at I kunne bruge mine betragtninger omkring negative følelser. Det kræver, at vi tør at være sårbare. Hvis vi altid lægger lidt positivt glimmer hen over alle vores følelser, glemmer vi efterhånden, hvem vi egentlig er.

Hvad drømte du om, da du var barn? #sårbarhedogmod

sketch-1517832763242I weekenden sås jeg med nogle veninder. Vi snakkede om, hvad vi ville være, hvis ikke vi havde det job, vi havde. Hvad ville vi foretage os, hvis vi skulle lave noget andet?

Ja, jeg er jo selvstændig tekstforfatter, som jeg skrev om i dette blogindlæg.

Jeg synes, at det kan være en god øvelse at tænke lidt over, hvad du drømte om, da du var barn? Især, hvis du står et sted i livet, hvor du mangler udfordringer i jobbet eller savner den gejst for arbejdet, som du havde i starten. Måske savner du også bare bekræftelse på, at du er landet på den helt rette hylde? Jeg har for mit eget vedkommende tænkt i længere tid på, at jeg gerne vil arbejde mere med mennesker. Se flere mennesker på daglig basis 🙂 Det kan godt være lidt ensomt til tider at arbejde hjemmefra. Det vil jeg arbejde for, at det sker i 2018.

I min dagbog fra jeg var 9 år gammel står der, at jeg gerne vil være forfatter, “sygolog”, dyrlæge eller arbejde i Matas 😉 Det er så sjovt at tænke på, hvordan dét med at skrive altid har været en stor passion for mig. Jeg har også altid været interesseret i sindet, tager det på mig når dyr lider – OG jeg elsker at gøre mig lidt pæn, som hvis jeg skulle arbejde i Matas… 😉 Det er kun med tanke på al den kemi, jeg propper i hovedet, der får mig til at holde lidt igen med krigsmalingen 😉 For mange der elsker makeup, er det jo de forskellige udtryk, som også er interessante. Min mors mand spurgte fx forleden, hvad der var kommet til mig. Jeg så jo helt anderledes ud. Det var skam bare lidt anderledes øjenmakeup, haha.

At betjene kunder og fortælle om kosttilskud, kunne da også være meget interessant… Ja, ja.. Jeg kan skam godt forstå, hvad jeg tænkte på dengang som 9-årig 😉

Men hvordan finder man frem til, hvad man selv drømmer om, hvis der intet står om drømme i sin dagbog. Jeg vil alligevel opfordre dig til at kigge i din dagbog fra du var barn, hvis du har én 🙂 En dagbog kan fortælle så meget om vores interesser, som nogle gange følger os hele livet, og vores unikke personlighed. Var du god til at sige fra, skal du måske arbejde med at finde dén side frem igen. Tog du alting mere stille og roligt, og kunne lide at dagdrømme, giver det måske mening, hvis du ikke trives i din nuværende stilling som resultatorienteret sælger, der arbejder 70 timer om ugen.

At kigge tilbage i tiden og fundere over, hvad du drømte om, da du var yngre, kan også give skuffelser. Skuffelser over, at tingene ikke gik, som du havde håbet. Jeg husker stadig, at jeg som 7-årig var ude på badeværelset, og sad på marmorbordkanten, imens min mor gjorde sig klar foran spejlet, og vi snakkede om dét at være voksen. Jeg elskede hendes Anais Anais-parfume, hvis flakon mindede lidt om marmor. Jeg fortalte hende, at jeg glædede mig til at blive voksen, omkring 28 år. Jeg sad dér og dagdrømte om, hvordan mit liv ville være.

Alle børn har jo drømme i perioder om, hvor fantastisk det bliver, når de bliver voksne. For mig handlede det om at få den perfekte kernefamilie. Jeg kunne lege i timevis med dukker og barbier. Det var noget af det, som min far nævnte flere gange, da jeg i tyverne var usikker på, om jeg overhovedet skulle have børn. “Men du var jo simpelthen så glad for at lege med dine dukker, da du var barn. Familielivet optog dig så meget…!”, og det havde han jo helt ret i. Så jeg skulle da have en lille flok unger derhjemme, og en familieorienteret mand 🙂 Det var hvad jeg drømte om som barn, og det drømmer jeg vel stadig om, selvom jeg godt véd, at det er urealistisk. At være mor til ét barn, er nu også dejligt. Så er der større frihed 🙂

Men ja, det er urealistisk, da min alder sætter nogle begrænsninger, min økonomi – og ikke mindst mine erfaringer med parforhold. På et overfladisk plan kan jeg godt drømme lidt om at møde en ny, men det er slet ikke realistisk, at jeg nogensinde åbner mit hjerte igen, som jeg gjorde for Ellas far. Så skal det i hvert fald være en mand, der er gjort af et helt særligt stof. En stille og rolig mand, der ikke kan gøre en flue fortræd. Det var sådan en mand, jeg sikkert håbede på at blive gift med, da jeg var 9 år 😉 Min favorit i børnehaven var i hvert fald en dreng med kridhvidt hår, isblå øjne og sådan en følsom dreng, der aldrig sagde de andre imod. Han fulgte bare med og var venligheden selv. Han sagde næsten ikke noget, men jeg syntes, at han var så sød, så sød. Jeg tror egentlig, at alle i børnehaven opfattede ham som noget helt særligt.

Så vokser man op, og måske får man indoktrineret af medierne, hvordan en “rigtig mand” er. En mand, der ikke tager et nej for et nej, men gør kur til kvinden, indtil hun overgiver sig. En mand, der forstår at charmere alt og alle. En mand, der er følsom, men samtidig én, der ikke er bange for at sige sin mening og sætte grænser. En mand, der altid viser, at han er ovenpå og kan tage sig af “sin kvinde”. En mand, der ikke sætter spørgsmålstegn ved, om de nu hører sammen eller reflekterer over hans egen rolle i det. Selvfølgelig hører de sammen, og han véd udmærket godt, hvordan han skal opføre sig, så han holder hendes interesse kørende. Jeg ville ønske, at jeg ikke var hoppet med på de stereotype billeder af, hvad en “rigtig mand” er. Men jeg er faldet i. Det er så nemt at forbinde umiddelbar tiltrækning med stor kærlighed. Eller det “rigtige billede af en mand” som en perfekt livspartner.

En mand må da gerne være usikker og ydmyg i sin tilgang til livet. Livet er så komplekst, at det ville være skørt med en mand, der mente at have regnet alting ud. En mand må da også gerne have perioder, hvor han ikke føler sig god nok, og måske er i tvivl om sine egne evner på arbejdsmarkedet? Det er da generelt et hårdt arbejdsmarked, vi har i dag. Det handler om at kunne sælge sig selv, og være selvkørende… Eller hvad nogle ville kalde for cool og fremadstormende?

En mentalt stærk mand – det var hvad jeg gerne ville have. Det vil vi jo alle. Men hvad er en mentalt stærk mand? I dag vil jeg beskrive det som en mand, der tør at spørge om hjælp, en mand der kan rumme følelser af usikkerhed og skam, en mand, der ikke altid føler sig sikker på tingene, og som gerne vil tage tingene stille og roligt. En mand, der tåler kritik og gerne vil udvikle sig igennem hele livet. En mand, der altid lever med den ydmyge sætning i baghovedet: “Måske tager jeg fejl…”. En mand, der spørger folk efter feedback og nye perspektiver – det er en mentalt stærk mand.

Min interesse for familielivet er stadig lige så stor, som da jeg var 9 år. Jeg bruger fx alt for mange timer på bloggen p.t., men det er så vigtigt, at jeg finder tiden til det alligevel. Nu skal jeg bare synes, at det er lige så fedt at være voksen, som jeg drømte om 😉 Indimellem kunne man godt få lyst til at spørge ud i rummet: “Hvornår kommer der en voksen og tager over?” 😉 Se fx min story på Instagram…

Hvad drømte du mon om, da du var barn? Skriv gerne en kommentar 🙂

3-års jubilæum som selvstændig #sårbarhedogmod

collage-1517491912828I torsdags, d. 1. feb., begyndte jeg så på det her blogindlæg om livet som selvstændig tekstforfatter. Imens jeg skrev, kom jeg i tanke om, at jeg da vist havde jubilæum! 3 år.. Jeg måtte lige tjekke mit registreringsbevis, og ja, den var go’ nok 🙂 Jeg husker tydeligt tilbage til 2015, hvor jeg havde en telefonsamtale med en medarbejder fra SKAT. Jeg sagde, at jeg gerne ville registrere mit firma d. 1. feb. Jeg oplyste ham om mit forventede overskud, og han fortalte mig, hvor meget jeg skulle betale i skat.

Kunderne kom via mit netværk, så det var dejlig trygt at jeg ikke skulle samarbejde med helt nye personer. Én tog fat i mig, fordi vi havde gået på studie sammen, og én havde jeg arbejdet for tidligere. Så var jeg i gang. Som eneforsørger måtte jeg gøre mit absolut bedste og sørge for at producere, så snart jeg havde muligheden. Der var ikke plads til tvivl eller lange analyser i mit hoved om, hvad dén og dén kunde mon havde ment med dén og dén sætning, og om de nu var tilfredse….? Jeg måtte bare gå ud fra, at de var tilfredse! Og at de ville være tydelige omkring det, hvis der var noget, som de ikke var tilfredse med 🙂 Alle unødige bekymringer blev sorteret væk. Det klædte mig faktisk, da jeg godt kan tænke for meget over tingene. Det gav en god iværksætterstart.

Det helhjertede liv som selvstændig

At være selvstændig har hjulpet mig til at leve et mere helhjertet liv. Et liv, hvor jeg kan udfolde min kreativitet, praktiserer en stor portion mod og tør at være sårbar.Det er virkeligt sårbart at gå ind i arenaen som selvstændig. Lægge sine kræfter i noget, som andre kan kassere. Det er sårbart at have en personlig ejet virksomhed, hvor en afvisning hurtigt kan føles som en afvisning af DIG. Hver dag som selvstændig er derfor en øvelse i at håndtere smerte, praktisere mod og medfølelse med andre og ikke mindst dig selv. Du skal insistere på at gå ind i smerten ved en afvisning. Du skal insistere på at forstå andres reaktioner, selv når din umiddelbare tanke er, at du ikke forstår dem! Du skal insistere på at stå op hver morgen og udføre et stykke arbejde, som måske indbefatter præstationsangst og en bekymring for fremtiden. Du vader ind i smerten, og siger til dig selv, at det er okay. Du begynder at taler blidt til dig selv, ligesom du ville gøre til dit barn. Selvom du oplever følelsesmæssig smerte, står du op hver eneste morgen, og bliver bedre og bedre til at udføre et stykke arbejde med tanke på, at du er NOK. Du er lige som du skal være. Der er plads til dig og din kreativitet. Uperfekt, men samtidig lige som du skal være. Du bruger en stor portion mod på at sige til dig selv, at du er nok – selv når du har en stemme i baghovedet, der siger det modsatte.

Det kræver mod og sårbarhed at være selvstændig erhvervsdrivende. Til tider skal du have is i maven, og med tiden opbygger du en tro på, at alting nok skal gå. Når det ikke lykkes at finde den indre ro, og du stadig bekymrer dig, er det også okay. Du lærer, at hvad end du føler, er det okay. Du kommer aldrig til at glemme de gode kunder, som du stolede på, og som nærmest ikke kunne vente med at betale dig. Dem som smilede i røret, og satte pris på din hjælp. Måske fik du ikke så meget feedback her og nu, men du lærte, at det faktisk kan være et godt tegn. Så er de jo allerede over alle bjerge. Optaget af alle de nye ting som sker, grundet din hjælp! Et år efter fortæller de dig måske, at de var vanvittigt glade for dét og dét, og du kan næsten ikke rumme den glæde, du oplever.

Du glemmer så heller aldrig de kunder, som du tog, fordi der skulle mad på bordet, og du havde en dårlig fornemmelse fra starten. Dem har der været få af, heldigvis. Det kom ikke bag på dig, da de begyndte at presse prisen, var ekstremt langsomme om at betale eller fortalte om den håbløse person, som de samarbejdede med før dig…  Du fik måske ondt i maven, og så sagde du nej tak til opgaven, og holdt vejret. Hvad så nu? Men selvfølgelig ordnede det sig. Selvfølgelig var der pludselig én, der uopfordret skrev til dig og bad om din hjælp. Som en engel fra sidelinjen. Igen blev du begejstret over at være selvstændig, og du blev en erfaring rigere. Tilmed blev du lettet over at sige nej. At du fulgte dit hjerte, fordi noget bedre skulle have plads til at dukke op.

Det er at leve livet helhjertet, hvis du spørger mig 🙂

Det her var et lille blogindlæg om at være selvstændig, samtidig med at være mor. I Bloggerland støder jeg indimellem på andre mødre, der også er selvstændige, og én af dem er Majken fra Familiestreger. Det kan anbefales at følge hende, da hun laver rigtig fine tegninger, som kan købes i plakatform. Derudover er hun bare en virkelig sej selvstændig, der allerede har vind i sejlene efter kort tid som selvstændig. Godt gået!

 

Ha’ en god weekend allesammen. Jeg vil gøre mig klar til venindehygge i aften, imens Ella bliver passet af mormor 🙂

Hvad er der med hende Brené Brown? #sårbarhedogmod

january-2018-downloadI går fik jeg et like for en kommentar på Instagram, som jeg satte meget pris på! Ja, jeg var decideret henrykt 😉

Nu skal jeg lige indskyde, at jeg er en stor fan af Brené Brown, en forsker, som er meget kendt i USA, og det var et like fra hende… 🙂

_20180131_124657

Hun likede min kommentar, da jeg havde kommenteret et billede, som hun havde lagt ud. Det samme billede, som jeg har brugt til det her blogindlæg (billedet er frit tilgængeligt og gratis at downloade i januar måned).

I et andet blogindlæg skal jeg nok skrive lidt om baggrunden for, hvorfor jeg skrev, som jeg skrev. Det var en pludselig indskydelse, der kom fra hjertet. Vil også sige, at jeg plejer altså ikke at like og kommentere nonstop, hvis nogen skulle få den tanke, hehe.. 😉

Hvem er Brené Brown?

I efteråret 2013 opdagede jeg for første gang Brené Brown. En amerikansk skam-forsker. Frit oversat fra ‘shame-researcher’, som hun selv kalder sig. På min Instagram-profil havde jeg i lang tid stående: “Fan af Brené Brown (amerikansk skamforsker)”, og nu vil jeg forklare, hvorfor.

Mine blogindlæg handler om skam, sårbarhed og mod

Usikkerheden som mor er et tema, jeg er ret glad for, da jeg ikke synes at usikkerhed og tristhed nødvendigvis hænger sammen. Du kan føle dig selvsikker og være enormt trist. Omvendt kan du også mærke usikkerheden 117 gange om dagen, og have det helt okay med det, fordi du kan håndtere følelsen. Du lader usikkerheden dukke op, ligesom andre følelser dukker op i løbet af dagen. Dit følelsesregister er rigt, når du det ene øjeblik kan føle dig usikker, for i det næste øjeblik at have bearbejdet det, så du har det okay med det. Jeg ser det selv som en slags dans, hvor jeg bevæger mig ind og ud af de forskellige følelser dagen lang.

Tilbage til Brené Brown… 

Allerførste gang jeg bemærkede Brené Brown var via dette link, hvor hun taler med Oprah Winfrey. Oprah Winfrey er jeg jo også stor fan af, som jeg skrev i dette blogindlæg.

Dernæst googlede jeg løs, og fandt en TedTalk med hende, hvor hun fortæller om ‘vulnerability’/sårbarhed. Det var denne præsentation.

En helt ny verden åbnede sig for mig. Hun turde sige svære ting højt. Hun turde at være ærlig i en grad, så hun må have følt sig helt nøgen på scenen. Hun kom med anekdoter og velvalgte ord, der gik rent ind.  Ingen var i tvivl efter hendes præsentation, hvad det vil sige at føle sig sårbar.

Det var en stor gave, at jeg havde lyttet til de mange eksempler på, hvad det vil sige at føle sig sårbar, da jeg lige var blevet mor. Jeg blev mor i 2014. Som nybagt mor følte jeg nærmest, at min datter kunne knække som det fineste porcelæn, hvornår det skulle være. Alle de følelser, som jeg gennemlevede i den første tid, må blive i et andet blogindlæg. Hvor om alting er, ramte sårbarheden mig meget stærkt, da jeg blev mor.

Det gav mig en ro, at jeg kendte til Brené Brown, da jeg blev mor. Jeg kunne identificere følelsen af skam i de typiske mor-situationer:

Fx i supermarkedet kunne Ella begynde at græde så højt, at jeg var sikker på, at alle måtte tænke, at jeg havde den mest utilpasse baby i verden! Hun måtte jo helt klart beklage sig så højt og inderligt, fordi hendes første utilfredse grynt ALDRIG blev hørt! Stakkels baby!

Sandheden er, at Ella aldrig kom med små grynt. Hun gik fra ‘GLAD baby’ til ‘BRØLE-baby’ på nul komma fem. Min familie sagde, at hun var som en racerbil, der pludselig accelererede… “BRØL”, lød det fra hende. Hende, der ellers havde set så tilfreds ud for et sekund siden.

I de situationer, hvor jeg bekymrede mig om hvad andre mente, havde jeg altid min viden om skam i baghovedet. Jeg kunne sige til mig selv: “Nu føler du dig skamfuld, og Ella er glad lige om lidt igen. Du mærker et stort ubehag, og det skyldes ikke noget med din måde at være mor på, men en følelse af skam. En følelse, som ALLE mødre oplever”.

Jeg siger stadig de ting til mig selv i de skamfulde situationer, der hele tiden opstår som mor. Derfor er jeg så glad for Brené Brown, der taler om skam og sårbarhed i en større kontekst, og samtidig formidler det, så det bliver vedrørende for alle.