Især dé her ting lærte jeg af hende der snød mig

img_20170917_215349_543Det er efterhånden et par uger siden, at jeg skrev om “SN” – kvinden der snød mig vedr. ugyldige Legoland-billetter.

Her er en update: Hun betalte pengene tilbage! YES 🙂

MEN det var efter politianmeldelse og flere henvendelser, så det var bestemt ikke givet på forhånd, at hun ville betale tilbage. Hun var heller ikke interesseret i, at jeg skrev inde i diverse salgsgrupper på FB, at NU havde hun altså betalt tilbage, som en update på det faktum, at hun var blevet “hængt hende ud” derinde. Hun var KUN interesseret i, at opslagene blev fjernet, og i et splitsekund undrede det mig. Så kom jeg i tanker om, at hun havde snydt mindst 20 andre i diverse salgshandler, og derfor var hun jo ikke interesseret i, at andre henvendte sig for at få deres penge igen. Der var forøvrigt ingen anger fra hendes side. Hun var kun interesseret i, at jeg fjernede opslagene, så jeg tog hensyn til HENDE. Hun gjorde det klart flere gange, at det kun var med udsigten til, at jeg fjernede opslagene, at hun ville overføre pengene.

Men egentlig lærte jeg så meget af hele oplevelsen, at jeg har lyst til at dele i det her blogindlæg. Måske det kan tjene som inspiration, hvis du selv står i en lignende situation en dag.

Jeg lærte især, at jeg har ret til mine følelser – også de vrede følelser

Oplevelsen var en påmindelse om, at jeg da har ret til ALLE mine følelser. Også de vrede følelser, hvor jeg skældte hende ud i tankerne, og jeg blev vred på mig selv over, at jeg kunne falde i hendes fælde! Samtidig var det også rart at komme i kontakt med vreden, fordi jeg egentlig har gået og lukket lidt ned for vrede følelser i de sidste par år. Det er svært at forene vreden med dét at være mor. At være vred på ens partner fx, samtidig med at vi jo har skånet Ella for at se os skændes. Der har ikke været plads til vreden, men SN fik den aktiveret igen, og jeg fik en masse energi af det! Nå ja, vi får jo energi af at udleve alle følelser og ikke holde diverse følelser nede… God påmindelse! Siden hen har jeg faktisk generelt fået mere energi, fordi jeg øver mig i at give plads til følelser, uanset hvor uvelkomne jeg synes de er fra en intellektuel vinkel.

Jeg lærte også, at dét at blive snydt er lidt af et tabu, ikke sandt?

Hvor mange snakker lige højt om, at de er blevet snydt…? Ikke mange, vel? Der er jo nok mange, der holder det for sig selv, så jeg begyndte også at tænke i tabuer, og hvorfor jeg skulle føle mig for naiv, når det i virkeligheden handlede om, at jeg havde en SUND indstilling til tingene – nemlig tillid til mine medmennesker. Så næste gang du måske holder det for sig selv, at du er blevet snydt, så tal højt om det til dine venner og familie og sig, at du havde tillid til vedkommende, og at du dermed var udsat for en krænker. Det er ikke din skyld!

Ydermere lærte jeg, at forventningens glæde kan ingen tage fra én

Som jeg skrev om i blogindlægget med SN, som jeg tidligere linkede til her i dette blogindlæg, lykkedes det mig at være glad i Legoland på trods af, at jeg lige var blevet snydt. Jeg tog ansvar for min egen lykke, og det er godt at huske på i det daglige. Begejstring fyldte meget, på trods af den noget slukørede entré 😉 Ergo betød det ikke noget, hvad der lige var sket. Begejstringen skulle ingen tage fra os! 😉

Med tankerne om at tage i Legoland vidste jeg godt, at jeg ville blive som et lille barn, der er blevet sluppet løs i en slikbutik – ganske enkelt begejstret! En del af dét at blive mor for 3 år siden var også at tænke på alle de oplevelser, vi skulle have sammen. “SÅ skal vi i Legoland”, tænkte legebarnet i mig.

3 år senere var Ella også meget begejstret for Legoland, allerede på forhånd, da jeg viste hende billeder af stedet via en Google-søgning. “Sikke en masse legetøj”, sagde hun og hendes øjne lyste op, da hun så et billede af børne-flyvemaskiner, som jeg tænkte, vi skulle op i.

DET VAR LYKKEN! Og at vi så blev snydt, var et faktum, der ikke kunne tage præcis de minder fra mig. Minderne om Ellas begejstrede øjne og mig der nærmest talte timer ned til, at vi skulle afsted (ja, det er sådan noget jeg er begyndt på efter, at jeg er blevet MOR). Jeg havde glemt, hvor dejligt det er at glæde sig til noget, og jeg tror at vi skal have flere traditioner i familien. Traditioner, vi kan se frem til. Dét lærte jeg også.

Taknemmeligheden blev også forstørret

Forventningens glæde kombineret med den glæde vi havde, da vi var der, fyldte mig med taknemmelighed. Tænk at kunne give sit barn sådanne stunder… Og sig selv 😉 Det var jo selvfølgelig i småtingsafdelingen at blive snydt for 500 kr, men samtidig er ethvert problem jo et problem, uanset om andre har det værre. Da følelserne var kommet på afstand kunne jeg mærke taknemmeligheden over, at det bare var dét, vi havde som problem. Tilmed var jeg også taknemmelig over dét spørgsmål, jeg igen og igen stillede mig selv, og som for hver gang bragte mig nye refleksioner over emnet: “Hvad er det for et menneske, der gør sådan noget?” Jeg ville slet ikke have gransket mit sind så meget, hvis det ikke var for denne oplevelse, og en tidligere oplevelse med snyd fik også flere nuancer.

“Man skal lære hele livet”, er vist mit yndlingsudtryk, og dét man ikke lærer første gang, lærer man måske anden gang. Første gang jeg oplevede snyd, bebrejdede jeg mig det on and off i mindst et år. Denne gang tog det noget nær 30 minutter at få selvbebrejdelserne ud af hovedet. Det er da også et fremskridt, der er værd at være taknemmelig for.

“Melissa fik mig igennem en svær tid” #SPdergørenforskel

img_20170905_154204_508

Ella – ca. 2 måneder gammel

Sundhedsplejersker der gør en forskel
For en uges tid siden skrev jeg et blogindlæg om den sundhedsplejerske, jeg for 3 år siden fik tildelt som nybagt mor. En SP, som jeg jævnligt har sendt en tanke, fordi hun gjorde en forskel. Jeg opfordrede andre kvinder til at sende deres historie til mig om en sundhedsplejerske, der gjorde en forskel.
Jeg fik tilsendt nedenstående historie, og tusind tak til dig, der delte din historie med mig! Historien handler om sårbarhed og MOD. Det kræver mod at fortælle sin sundhedsplejerske ærligt om, hvad der rører sig i én. Det er svært for de fleste at blive forældre, men hvis parforholdet halter, bliver alting endnu sværere. Fortællingen viser, hvor vigtigt det er med en SP, der er god til at “læse én”, som er omsorgsfuld og ikke er bange for at snakke åbent om tingene.
Jeg bringer her hendes historie –  med opdigtede navne.
Katrines historie….
I august 2015 blev jeg gravid med min søn Valdemar. Valdemars far og jeg havde i et stykke tid arbejdet på at jeg skulle være gravid.
Jeg oplevede dog at der kom skår i vores parforhold og havde egentlig tænkt at vi skulle sætte “projekt baby” på pause, så vi kunne fikse os først. Skæbnen ville dog at jeg blev gravid.
I løbet af min graviditet gik jeg fra min søns far og boede hos mine forældre for en periode.
Vi bestemte os for at prøve igen. Der var flere gange under graviditeten hvor jeg følte mig meget alene og min søns far havde lige pludselig rigtig svært ved at skulle være far. Men jeg holdt fast i drømmen om “kernefamilien”.
Valdemar bliver født i april og lykken er kæmpe!
To dage efter fødslen kommer vi hjem, og den første sundhedsplejerske kommer forbi for at se hvordan amningen går. På det tidspunkt føler jeg selv at det kører og sundhedsplejersken lader til at være “tilfreds”. I min kommune kommer der en tilfældig sundhedsplejerske forbi ved første besøg, så hende der var der første dag er ikke den sundhedsplejerske som vi bliver tildelt.  Tre dage efter begynder amningen at drille og jeg ringer til sundhedsplejerskernes kontor og min faste sundhedsplejerske kommer på besøg. Jeg kan allerede mærke der, at kemien slet ikke er der. Hun vejleder mig i amning, men jeg kan slet ikke få hendes råd til at lykkes.
Jeg kæmper i ti dage med amning og opgiver derefter. Jeg føler mig som verdens største fiasko.
Derudover kan min søns far slet ikke rumme vores søn og slet ikke når han græder. Jeg bliver mere og mere ulykkelig og selvom min faste sundhedsplejerske prøver at hjælpe mig, er jeg hele tiden ked af det.
Da Valdemar er tre måneder skal både jeg og min søns far screenes for efterfødselsreaktioner. Min faste sundhedsplejerske er blevet sygemeldt så derfor kommer der en anden.
Den nye sundhedsplejerske, Melissa, bliver min redning. Både min søns far og jeg får en rigtig dårlig score på efterfødselsreaktions screeningen. Melissa kigger alvorligt på os, og siger at vi skal have hjælp. To dage efter kommer hun igen sammen med en psykolog som er knyttet til sundhedsplejerskernes kontor. Han beslutter sig for at hjælpe min søns far ved at tilbyde ham samtaler og tilbyde os parsamtaler i hjemmet.
Det går dårligere og dårligere mellem min søns far og jeg og jeg beslutter at vi ikke skal bo sammen mere. Min sundhedsplejerske kommer på besøg hver uge, og hun støtter mig. Fortæller mig at jeg gør alt rigtigt, at jeg er en god mor som læser mit barn til UG.
Melissa kommer forbi meget oftere end sundhedsplejersker normalt gør, og hun formår virkelig at støtte mig i den svære tid.
Da Valdemar er 8 mdr kommer Melissa på sit sidste besøg. Jeg tænker på hende så tit. Jeg var ikke det sted jeg er i dag hvis ikke Melissa var kommet ind i vores liv, det tror jeg virkelig ikke.

Havde I også en god sundhedsplejerske? Min SP gav mig troen tilbage

collage-1503921755125Ella bliver snart 3 år, og der er sket ufattelig meget på de 3 år. I dette blogindlæg vil jeg gå helt tilbage til den første tid som nybagt mor, og jeg vil fortælle om den sundhedsplejerske jeg havde, og hvordan hun gjorde en forskel. Lad os skrue tiden tilbage til dengang, hvor der kun var 2 måneder til Ella kom til verden.

Hjemvendt fra udlandet

Et par måneder inden fødslen vendte jeg tilbage til Danmark, efter et år i Tyrkiet. Vi overvejede at bosætte os i DK, men ikke var helt sikre, da det kom an på så meget. På det tidspunkt havde Ellas far en restaurant i Alanya, og den skulle jo passes. Jeg var derfor ret alene om det hele, hvilket egentlig passede mig fint, da der allerede under graviditeten var kommet lidt skår i vores parforholdsglæde. Det var lidt af et chok for mig, at vi kunne gå fra at være så ens, have samme værdier og snakke om alt, til at jeg følte, at der var en stor kløft imellem os. Kulturforskelle har aldrig været et problem, men det virkede til, at alt andet blev et problem. Selvom jeg stadig var smaskforelsket og virkelig ville kæmpe for det, begyndte jeg allerede dengang at tvivle på, om det var realistisk at vi (i det mindste) kunne blive sammen igennem Ellas barndom. Store tanker at gå med, og det gik selvfølgelig ud over min selvtillid og mit selvværd. Jeg var bestemt ikke så glad, som jeg havde været måneder forinden. Jeg boede hos noget familie, midlertidigt, da vi jo netop manglede at bestemme os for en fast base. Familien åbnede deres hus for os, og det var så sødt, at jeg selvfølgelig sagde ja, og vi havde mange gode stunder. Det føltes meningsfyldt at være tæt på familien og dele sorger, bekymringer og glæder med dem. Samtidig virkede det lidt for nomade-agtigt til at jeg kunne føle stolthed over den voksende mave. Skam fyldte meget i den periode. Tanker om skam delte jeg også med familien, og de var meget forstående. Men i bund og grund var jeg alene om den her “suppedas”, som jeg sad i. Det var jo slet ikke sådan, at jeg havde forestillet mig livet som snart nybagt mor. Næsten alle små piger drømmer om at blive gift med prinsen på den hvide hest, bosætte sig i et stort hus med have, Volvo i indkørslen og en barnevogn i forhaven, hvor baby kan sove til middag. Sådan var det ikke gået, og spørgsmålet var, om jeg nogensinde ville få noget der mindede om det? Jeg skulle sige farvel til den drøm om, hvordan det skulle have været, og jeg måtte øve mig i at finde glæden ved dét der er. 

Sundhedsplejersken kendte jeg allerede

Jeg fik den samme sundhedsplejerske, som nogle af de andre kvinder i min familie havde haft her på Fyn. Ja, jeg var da virkelig vendt hjem til lokalmiljøet 🙂 Sundhedsplejersken havde jeg hørt rigtig godt om, så jeg glædede mig til at have hende.

Inden vores første møde med hende, tre dage efter fødslen, rendte vi rundt og gjorde rent og lavede kaffe, hvilket er en situation, som jeg tror alle forældre kan huske fra deres første møde med sundhedsplejersken. Det var lidt som at skulle til en eksamen, selvom sundhedsplejersen selvfølgelig gjorde alt for at berolige os. Bare dét at holde et spædbarn var meget nyt for mig, så jeg var rigtig nervøs for, at hun ville tænke: “Hold da op, hun er da godt nok et nervevrag, hende der” 😉 I det hele taget var jeg nervøs for alt, hvad hun kunne tænke om os. Hvad ville hun sige til, at vi boede ved noget familie? Jeg havde ellers sådan en fin lille afdeling for mig selv – det var virkelig fornemt, og perfekt til tiden som nybagt mor. På den ene side var jeg derfor taknemmelig, og på den anden side havde jeg en række bekymringer og forventninger til, hvordan det skulle have været.

Sundhedsplejersken fremhævede mit gode blik for sagen

Jeg følte mig sårbar og usikker på det hele, hvilket mange kommende mødre sikkert gør af forskellige grunde. Det er en usikker tid for de fleste, for vi vil jo bare gerne gøre det så godt! Den garvede sundhedsplejerske, som jeg fik, var et heldigt match. Hun fremhævede altid de positive ting, uanset hvad jeg gjorde. Okay, nu gjorde jeg nok heller ikke noget der var helt forkert, men hendes mission var at “løfte alle nybagte kvinder” – det var helt tydeligt. Med hendes rolige facon satte hun sig til rette ved siden af Ella og jeg, og vi fik os en sludder om alt muligt. Der var ikke meget “sådan gør du dét og dét” over hende, men hun gjorde alt det rigtige, som en sundhedsplejerske skal. Hun gav mig troen på, at jeg var en god mor, og at jeg sagtens kunne det her. Hun gav mig troen på, at jeg havde et godt blik for dét der moderskab 🙂 Moderskabet handler jo i høj grad om at have en ro og tryghed i sig selv til at have nærvær med sit barn og  bare nyde de hyggelige stunder, der naturligt opstår, og den linje støttede hun mig i. Hun fremhævede mine ressourcer, som hun ville gøre ved en hvilken som helst anden kvinde. Hun lagde mærke til de små ting, som jeg gjorde rigtigt, vel og mærke! For hver gang, hun havde været på besøg, havde jeg “fået lidt med” i rygsækken af positive tilkendegivelser, som jeg gik og huskede på i dagligdagen som et stykke, klassisk musik der spiller i baggrunden. Hendes fokus lå på at observere samspillet mellem mor og datter, og sikre sig at jeg selvfølgelig fik svar på, hvad jeg havde af spørgsmål, men fokus var også på at give mig troen på, at hvis noget føltes rigtigt i rollen som mor – så var det det nok også… Det føltes rigtigt at have Ella liggende ved siden af mig i sengen om natten, og hun forsikrede mig om, at en mor vågner op ved det mindste pip om at baby ikke er tilpas, så jeg skulle være helt rolig.

Hvordan kunne du være så heldig?

Omkring d. 29. dec. 2014, da Ella er 2 måneder, fortalte jeg hende, at vi faktisk skulle flytte (igen), da jeg havde fundet en 3-værelses til os i Assens, hvor vi allesammen skulle bo. Jeg fortæller, at vi allerede flytter ind 1. januar. “Hvordan kunne du være så heldig?”, udbryder hun så, og jeg kigger lidt paf på hende. Heldig, mig?! Nå, det var MIG hun tænkte på. Jeg begyndte at forklare hende, hvordan jeg havde fundet det via boligportalen.dk, imens det mere og mere gik op for mig, at hun skam mente det. Hun syntes, at jeg var heldig, at vi havde fået en taglejlighed med en hyggelig kvist, der var lys og hyggelig, og med flotte trægulve, og med et fint lille børneværelse til Ella. Ja, det var måske meget godt altsammen? Jeg følte mig stolt og sikker på, at jeg godt kunne tage gode beslutninger. Der var intet galt med mig, og lykken tilkom også mig. Usikkerheden dækkede over nogle dybereliggende ting, som jeg heldigvis fik kigget på i de efterfølgende måneder. Det var min egen nysgerrighed, der satte gang i en god proces i forhold til min efterfødselsreaktion, som jeg kunne fortælle mere om, men det må blive i et andet blogindlæg. Jeg gik ikke i noget terapiforløb eller lignende, men jeg var blevet mere nysgerrig på mine følelser – både som ‘Astrid’ og som mor. Hun havde vakt noget i mit ved at se et “lys i mig”, som jeg ikke selv havde set. Hendes positive væsen og de sætninger, der bare sad knivskarpt, så jeg huskede det i lang tid fremover, var de største gevinster jeg fik med fra mine møder med hende. Hun gik på pension få dage efter, at hun så Ella til 8-måneders undersøgelse, og jeg følte mig så heldig over, at lige præcis HUN blev min sundhedsplejerske.

Havde du en god sundhedsplejerske?

Havde du også en god sundhedsplejerske? Som sagde noget, der for altid satte sig fast i din hukommelse? Som hjalp dig igennem en særligt svær tid? Hvis du havde, vil jeg gerne høre fra dig. Det er rart at få sat fokus på de menneskelige egenskaber i en sundhedsplejerskes job. Bare en enkelt sætning eller et øjeblik, hvor du føler at du bliver set som menneske og som mor, kan gøre en stor forskel.

Så vil jeg foretage et mini-interview, og så skrive det som et lille blogindlæg – efter du har godkendt 🙂 Jeg glæder mig til at høre fra dig!

Skriv gerne på: astrid.scheel.meyer@gmail.com

Bekymrer du dig unødigt, når du egentligt burde være glad?

dsc_3767Kender du til pludselig at ligge søvnløs, når du egentlig synes, at livet går meget godt? Kender du til at tankerne kører i ring, fordi du har set en eller anden overskrift på et magasin/en avis, som satte gang i en negativ tankestrøm, og du ikke kan slippe bekymringerne igen? Det er lige præcis sådan, jeg har haft det i et par uger nu, on and off, og jeg besluttede mig for at undersøge det nærmere. Måske kan du nikke genkendende til noget af det? Her kommer IKKE 10 råd til at droppe bekymringerne, men i stedet får du et lille indblik i, hvordan jeg takler følelsen af sårbarhed, skam og sort/hvid-tænkning.

Det er blevet hverdag ovenpå forandringerne – MEN bekymringerne banker på

Det er blevet hverdag efter forandringerne i forbindelse med flytningen og separationen, som jeg skrev om her. Samarbejdet fungerer, synes jeg. Vi har rutiner, kommunikerer omkring Ella og planlægger frem i tiden – fx ser vi begge frem til hendes fødselsdag og tænker allerede på, hvilke gaver vi skal give hende.

Ella trives, og det her blogindlæg, som jeg skrev om ’savn’ for nogle måneder siden, virker langt væk nu. Det er blevet hverdag. En hverdag, som jeg på mange måder er meget tilfreds med. Men minsandten om ikke moren er begyndt at bekymre sig unødigt om alt muligt! Det er da strengt, at bekymringerne skulle dukke op nu! At bekymre sig unødigt kunne ligne mig for 3-4 år siden, men jeg troede efterhånden, at unødige bekymringer var lagt på hylden, én gang for alle. Jeg troede, at jeg havde regnet den ud… 🙂 Men sårbarheden dukker op, når man mindst venter det – og altid er der noget nyt at lære om livets sprækker.

Bekymringer der kører i ring

Jeg er i de her dage gået på opdagelse i forhold til at finde ud af, hvorfor jeg pludselig bekymrer mig mere, end jeg plejer, og at bekymringerne kører i ring. Netop dét at bekymringerne kører i ring, er det mest ærgerlige. Jeg er en type, der tænker meget over tingene, og fred være med det, men bekymringerne må gerne smutte hurtigt igen!

Hvorfor dukker bekymringerne op, når vi har sejret?

I de her dage læser jeg bogen: “Glem hvad andre tænker” af den amerikanske professor og skam-forsker Brené Brown. Den har gjort mig klogere på, hvorfor bekymringerne mon er dukket op nu, hvor jeg synes, at livet går bedre. Det kan vel godt betegnes som en form for moderne sejr, når et skilsmissepar kan fokusere på barnets behov, og acceptere at livet gik en anden vej end forventet. Okay, måske er vi der ikke 100 %, men det går i den rigtige retning. Det føles som en stor lettelse, og derfor har jeg anset det som lidt af en sejr. Jeg havde ikke forventet, at det var NU, at jeg pludselig begynder at spekulere på den ene og den anden detalje, som ikke ville have rørt mig for et halvt år siden. Her har jeg dykket ned i “Glem hvad andre tænker” for at finde ud af, hvad der er på spil.

Vi skal jo ikke bare tage en ny rustning på… 

Brené Brown beskæftiger sig som sagt med sårbarhed, og skriver bl.a., at hendes undersøgelser har vist, at folk indimellem tager så meget afstand til sårbarheden, at de reagerer med at være enten et offer eller en viking. En viking er ifølge Brené Brown én, som udøver magt over tingene, bevarer kontrollen og aldrig viser sårbarhed – til forskel fra offeret, der bliver set på, som lidt af et skvat. En person, der bliver udnyttet eller ikke kan tage vare på sig selv.

Dette viking-eller-offer-verdensbillede gør ikke lykkelig. Det er en sort/hvid-tænkning, fyldt med frygt (bekymringer). De her skarpt adskilte grupper opstår, når vi ikke kigger på nuancerne i livet. Det opstår fx, hvis vi via sproget fastholder et billede af os selv og hinanden som enten succeser – eller fiaskoer. Ofte opererer vi som samfund med begreberne: Vinder/taber, stærk/svag, succes/fiasko m.m. Og i ovenstående eksempel fra mit eget liv havde jeg vel set på min egen “sejr” som noget, der kunne gøre mig endnu stærkere og ubekymret i en vis fart. Efter en tid med “nederlag” skulle det bare gå godt! På med rustningen… 

Men vi skal ikke påføre os en ny rustning, men acceptere sårbarheden.

Medierne bombarderer os med, at vi skal være stærke!

Da jeg læste kapitlet i bogen kom jeg til at tænke på, hvor meget vi bombarderes med i medierne om, at vi konstant skal være STÆRKE og i sidste ende udødelige. Fx begyndte en masse bekymringer for mit eget vedkommende, da jeg i går var ude at handle, og jeg så forsiden på en tabloid-avis med en overskrift, der satte gang i bekymringerne.

Overskriften var et eller andet sundhedsbudskab à la: “Undgå skavanker og udsæt døden”. Jeg begyndte straks at bekymre mig om ALT. Om sygdom og død – og hvad skulle der så blive af stakkels Ella? Ja, det er jo de kære børn, der volder os forældre flest bekymringer. Denne avis vidste udmærket, hvilke knapper der skulle skrues på i forhold til at få flere læsere.

“Lad mig komme væk fra smerten og hen imod succes. Lad mig blive sund og sejre!”, kunne man næsten høre læserne juble.

Jeg blev bevidst om, hvorfor jeg selvfølgelig var begyndt at bekymre mig mere… Jeg havde glemt at betragte sårbarheden som en del af livet, og ikke som noget jeg skulle væk fra. Faktisk skulle jeg gøre meget af det, som jeg ikke havde lyst til. Min umiddelbare lyst var selvfølgelig at købe avisen – og dermed gå med på illusionen om, at der er noget uden for mig, der kan fjerne smerten og beskytte mig. Men jeg gjorde selvfølgelig det modsatte. Jeg fandt “tilbage til mig selv”, vendte tilbage til nuet, og hentede dermed styrke som et bevidst valg, i stedet for fx at købe en avis med nogle bud på et quick-fix.

Et offer, en viking eller noget midt imellem?

For at undgå bekymringerne kan vi huske os selv på at favne alle følelser – også de negative. Således kan vi være til stede i nuet, uden straks at gøre os bekymringer om fremtidige skavanker fx. Skavanker kan man jo altid bekymre sig om!

Hvad lærte vores forældre os?

Det er slet ikke så tosset, når vores forældre altid fortalte os som børn: “Tag en dyb indånding. Det skal nok gå altsammen”. På den simple måde minder vi os selv om, at meget af det, som vi kæmper med, er fælles for alle mennesker. Bekymringerne var de samme i 1967 eller 1987, og avisen hed bare noget andet.

Husk at sunde dig!

Efter et traume eller en stor livsforandring skal vi også lige have tid til at sunde os, fortæller vi ofte hinanden, og i denne proces er det netop meningen, at vi skal føle os stærke – ikke på grund af en tyk rustning, men på grund af en god kontakt til sårbarheden, og dermed evnen til at skabe endnu større forbundethed med andre. Så får tankemyldret ikke den samme magt, og det er lettere at nyde hverdagen.

Jeg håber, at dette blogindlæg inspirerede jer til at undersøge jeres egne bekymringer. Hvornår dukker de op? Og hvad siger det om det samfund vi er en del af? Eller hvad du lige har oplevet i dit eget liv?