Historien om et bord, der har overlevet lidt af hvert #sårbarhedogmod

sketch-1519289118817Det her bord har jeg netop fået igen af Ellas far, som lovede at passe på det. Jeg havde givet det til ham, men havde tilføjet, at jeg måske kom til at fortryde det. “Jeg skal nok passe på det, fordi jeg ved, at du er glad for det”, svarede han.

Nu har jeg fået det igen, næsten et år efter, at jeg flyttede ud. Jeg spurgte, om jeg måtte få det igen. Han kom og afleverede det. Så enkelt var det. Bordet lignede endda sig selv. Det ved man jo aldrig, når man giver afkald på sine ting. Jeg kiggede og kiggede efter mærker eller flænger. Ellas far har virkelig passet godt på det. Dén følelse af taknemmelighed sad i mig hele dagen. Den sidder stadig i mig, når jeg kigger på det.

Måske er det ikke det kønneste bord, må jeg tilføje. Jeg er lidt skamfuld over, at være så glad for bordet. Der er delte meninger om bordet. Flere gange har folk udbrudt: “Sikke et sødt lille bord” eller: “Det passer lige ind”. Jeg har dog også fået at vide et par gange, at det er et grimt bord. Det var engang ved en flytning, hvor jeg bad min flyttehjælper om at passe godt på det. “Jeg er altså glad for det, og jeg synes det er flot”, svarede jeg, da jeg første gang hørte, at det var et grimt bord. Efter flytningen bemærkede jeg en flænge på 10 cm, der gik ned gennem bordet. Jeg blev vred og ked af det. Bordet var blevet placeret et uheldigt sted i flyttevognen. Alt for meget vægt havde ødelagt det. Det var på trods af, at jeg “sagde hele 4 gange”, som Ella ville have sagt det, at jeg var glad for bordet.

Min mors mand brugte lang tid på at gøre bordet pænt igen, hvilket jeg satte stor pris på. Igen føler jeg taknemmelighed. Ting er ikke bare ting. De har en historie. Det er så vigtigt at sætte pris på sine ting. Sætte pris på den ramme, som man indgår i. Være taknemmelig for alt det, som former én. Passe på tingene, ligesom man gerne vil passe på dem, som man holder af. Hver eneste gang jeg støvsuger sørger jeg for, at den ikke banker ind i dørkarme, møbler osv. Selvfølgelig kan det svipse, og så tager jeg det med. Siger pyt og minder mig selv om, at jeg selv har valgt mit hjem, og så må jeg også passe godt på det. Hvis ikke det føles rigtigt at omgive dig med tingene, så giv dem til nogle andre. Det er så vigtigt at indrette sig, så det føles godt for lige præcis én selv. Jeg forsøger hele tiden at spørge mig selv, om jeg er glad for dén og dén ting i vores hjem.

Ella har ødelagt meget få ting, selvom hun jo er lovligt undskyldt med hendes behov for at udforske den store verden. Jeg lærer hende at passe godt på sine ting. Min egen filosofi er, at vi på den måde får passet godt på vores “indre kompas”, hvor vi véd, hvad der betyder noget for os. Vi lægger mærke til tingene omkring os, øjeblikkene, viser taknemmelighed og bevæger os roligt og til tider forsigtigt, fordi vi gerne vil passe på vores omgivelser. Med vores indre, intakte kompas får vi sat de nødvendige grænser i dagligdagen. Den anden dag sagde Ella fx til mormor: “Jeg vil gerne prøve at sidde dér”. Hun havde udset sig en plads i stuen, hvor hun gerne ville sidde. Hun har allerede lært at udpege, hvad hun gerne vil have. En meget vigtig lektie i livet, hvor et godt selvværd bl.a. beror på, at vi er gode til at udpege, hvad vi godt kan lide, og hvad der er godt for os.

Det var rart at se det gamle bord igen, som har fulgt mig siden jeg var 16 år. Det har stået i et lille køkken, hvor jeg sad med veninder omkring bordet og spiste toasts, når vi kom hjem fra byen i Middelfart. Det har også stået på mit 9 m2 kollegieværelse i Herlev, hvor jeg har skrevet et hav af tekster. Det har desuden været opmagasinet, imens jeg var i England og i Tyrkiet.

Så fandt det alligevel hjem til mig igen. Det passer slet ikke ind, men ægte kærlighed er det 😉

Friheden ved ikke at passe ind

img_20171230_210535_976På denne søndag, hvor Ella ses med sin far, og jeg burde rydde op og gøre rent, er der især én ting, som jeg er taknemmelig for. At være helt mutters alene, med ro og absolut ingen forventninger 😉

Vi har så meget fokus på at passe ind i vores samfund, og i dag har jeg som så mange andre dage set flere tegn på, at jeg ikke passer ind. Jeg så et program om et flot opdækket bord. Jeg er ikke god til at dække et smukt bord. Jeg så et billede af en mødregruppe, der var samlet, og der var intet rod omkring de yndige babyer. Jeg er alt for god til at rode, så dér følte jeg mig OGSÅ forkert.

Jeg slipper hurtigt følelsen igen. Sådan er det i mit liv i dag, og det er jeg SÅ taknemmelig for.

Jeg kom i tanker om, hvor forkert jeg havde følt mig i Alanya, da jeg tog et sprogkursus i Tyrkisk, og jeg som gravid var noget mere perfektionistisk end normalt. Jeg har stadig sådan et billede af, at der er 20 mennesker, der griner ad mig, når jeg skal sige noget på tyrkisk, når virkeligheden er, at læreren gjorde meget ud af, at vi skulle have det sjovt! Hun grinte bare, tog lidt let på tingene. Jeg følte mig sårbar som et lille barn, der ikke kan afkode andre folks mimik til perfektion. Jeg var sikker på, at de grinte ad mig! Sådan en grad af præstationsangst har jeg aldrig oplevet senere. Hormoner fra min graviditet havde vist også noget at sige 😉

Det gik helt galt, da jeg skulle lave hjemmearbejde om aftenen. Jeg fattede jo absolut intet! Hvilket overhovedet ikke var sandt, men sikke en følelse af at være forkert, som jeg faktisk kan grine af i dag. Det sjove er, at på kurset var der en fantastisk sød pige, som under en pause betroede mig, at første gang hun havde taget kurset, havde hun droppet det hurtigt igen, fordi hun slet ikke kunne følge med. Hendes kæreste måtte trøste hende, da hun kom hjem, og da hun fortalte historien, var det bare en sød historie. Faktisk også ret sjov på den uhøjtidelige måde, hun fortalte det på. Få dage efter handlede historien om mig 😉 Det er sådan en historie, der altid minder mig om, hvor vigtigt det er, at vi fortæller hinanden om vores sårbarheder, vores følelse af at være forkert, og minder os selv om, hvor tæt forbundne vi alle er. Følelsen af at være forkert, kender vi alle til. I dag er jeg bare lynhurtig til at slippe følelsen igen, så følelsen ikke trækker mig ned.

Det kan være sådan en frihed at registrere forkerthedsfølelserne og tænke: “Nå, dér dukkede du op igen. Hvordan kan det være?”, og så efter lidt analyse, er følelserne erstattet af noget andet.

Det er en frihed at tænke om sin barndom, ungdom eller sit voksenliv: “Dér og dér passede jeg slet ikke ind. Jeg blev misforstået, jeg sagde altid det forkerte, jeg gjorde alt det forkerte og når jeg opsøgte fællesskabet, blev jeg ikke lukket ind”. Der er jo masser af eksempler, hvis vi går og tænker over det. Nogle har så oplevet det mere end andre. Det er selvfølgelig klart, men ingen af os kan komme uden om det.

Når jeg har været i forskellige studiegrupper, er der altid den samme fortælling, der går igen: “I folkeskolen var jeg ikke medlem af én bestemt klike. Jeg ville bare gerne snakke med alle, og jeg havde et ben i hver lejr. Det var forvirrende, men jeg kunne bare ikke vælge side. Jeg passede ikke ind, hvis jeg forsøgte mig med én gruppe”. Vi nikker allesammen og siger: “JA, sådan havde jeg det også!”.

Hvis du har en stille og rolig søndag ligesom mig, vil jeg derfor opfordre dig til at tænke: “Ja, jeg passede ikke ind dér og dér, og det er okay. Jeg kan nyde øjeblikkene, hvor jeg passer perfekt ind, men jeg kan også acceptere alle de andre tidspunkter, hvor det er svært at føle sig ordentligt “hjemme”. Livet er det hele. Heldigvis er jeg ikke alene om at have den følelse.”

Her i bloggerland føler jeg heller ikke altid, at jeg passer ind. Jeg læser et hav af forskellige blogs. Med vidt forskellige kvinder bag, og det føles på en måde illoyalt. Ja, en smule forkert. Jeg har respekt for hende, der ikke vil tjene penge på sin blog, og hende der tjener kassen. Jeg har respekt for hende, der går hjemme ved sine børn, og hende der elsker sine børns institutioner. Jeg har respekt for hende, der vejer sine ord i relation til sine børn, bevarer roen og reflekterer over, hvordan dagen i morgen kan blive bedre, og jeg har respekt for den mor, hvis følelser og temperament løber af med hende til tider, og tiden ikke altid er til lange analyser, men til take away, et varmt kram, et hurtigt undskyld og yndlingsfilmen på repeat til alle mand sover.

Nu vil jeg gå i gang med at gøre rent, og i stedet for at reflektere videre, vil jeg sætte noget tempofyldt musik på, så jeg i stedet kan tage fat på alt det praktiske med høj energi. Hver ting til sin tid 🙂

 

Nogle gange er en god gåtur alt, hvad der skal til

_20180213_103133-2I går gik jeg en tur sammen med Ella, og det kunne også ses på min story på Instagram 🙂 Jeg savnede at se lidt natur på min profil. Jeg elsker naturen, og da jeg boede i England og Tyrkiet fik jeg taget tonsvis af naturbilleder. Jeg har stadig flashbacks til en gåtur ved havnen i byen Truro, der ligger i Cornwall, hvor jeg helt manisk tog billeder af en masse flotte, gamle træer og bagefter tænkte: “Hvad tænkte jeg dog på?” 😉 SÅ mange billeder af de samme motiver behøvede jeg da virkelig ikke 😉

Fridag, vinterferie eller sygdom?

Jeg havde en fridag med Ella i går, da hun virkede lidt syg om morgenen. Hun var bare ikke syg… Hun var faktisk frisk som en havørn hele dagen. Det er simpelthen så svært at bedømme nogle gange! Nå, men vi havde så en fridag, hvilket var helt fint. Nu er det jo også vinterferie. Jeg mindede mig derfor om, at jeg skulle skamme mig over, at jeg sender mit barn i institution, når mange andre holder vinterferie. Ella har mange fridage i løbet af året, mange korte dage og OGSÅ ferie. Hun har det hele – men ikke vinterferie i denne omgang. Her til morgen dansede og hoppede hun af glæde, da vi nærmede os “gæstebørnehaven”, hvor hun skal være i denne uge. Jeg tror, at barnet har det helt okay 😉

Et billede, der siger mere end tusind ord

Ud på eftermiddagen trængte vi til at gå en lang tur. En skøn dag var afløst af lidt tankemylder hos moren. Jeg havde tilfældigvis set et billede af mig selv, fra dengang jeg boede i Alanya, og det mindede mig om alt for mange ting. Billedet var taget i januar 2014. Før jeg blev gravid, og det er klart, at det satte en masse tanker i gang om alle de drømme, vi havde dengang. Jeg så selvfølgelig også langt yngre ud på billedet, og det mindede mig om al den tid, der er gået. Normalt kigger jeg aldrig på billeder fra længere tilbage end et år siden. Derfor trængte moren virkelig til lidt frisk havluft, da minderne pludselig stod i kø, og jeg indså, at selvom jeg er videre, er der stadig dage, hvor det hele er lidt svært. Dage, hvor jeg healer og passer lidt ekstra godt på mig selv. Dage, hvor en gåtur med Ella er dejligt befriende, fordi ude i naturen er vi bare tilstede her og nu, uden at jeg spekulerer for meget på, hvad der kunne have været anderledes i vores liv, hvis bare dét og dét ikke var sket. Ella er jo bare GLAD, og så kan alt andet jo være lige meget, ikke? 😉 At høre Ella klukke af grin hver eneste dag – det er simpelthen så skønt. Hun har virkelig let til latter, og så tænker jeg, at alt er som det skal være.

Mandagstaknemmelig for en gåtur, der ændrede mit perspektiv

Nu var det jo mandag i går, og jeg blev derfor mandagstaknemmelig for, at der ikke skal mere til end en god, lang gåtur for at komme i bedre humør. Da jeg kom hjem, fik jeg igen følelsen af, at det nok skal gå altsammen. Tænk, at naturen har den indvirkning, at man er så meget gladere efter en gåtur. Efter gåturen var jeg taknemmelig for så mange ting. At mit hjerte blev knust i tusind stykker. ændrer jo ikke ved det faktum, at jeg i bund og grund er sindssygt heldig over at bo i lige præcis Danmark. Mange har det svært overalt i verden, og jeg har “kun et hjerte der skal lappes”. Okay, det gør nas til tider, men det klarer jeg. Selvfølgelig finder jeg styrken igen. Selvfølgelig kommer der til at ske et væld af gode ting. Selvfølgelig kommer der en dag, hvor Ella og jeg står i Disneyland i Paris, og jeg kan tikke endnu en drøm af på min liste. En drøm, der fx indbefatter at gøre alt dét, som jeg drømte om som barn. Ja, jeg drømte om at komme i Disneyland i Paris 🙂 Jeg vil have meget mere fat i alle de drømme, som jeg drømmer om inderst inde. Hvad der virkelig betyder noget! Drømme, som jeg havde i barndommen, skrev jeg om i dette blogindlæg.

Nu vil jeg nyde resten af aftenen sammen med min lille Ella-mus, som har haft en dejlig eftermiddag med sin far. Mandagstaknemmelig var jeg også for, at samarbejdet til Ellas far faktisk kører på skinner. Det er virkelig rart!

Ha’ en god aften!

Hvad er det egentlig, jeg vil med min blog? #sårbarhedogmod

_20180113_213707Inspireret af et blogindlæg fra bloggeren: ’Hjertemodhjerte.dk’, vil jeg med samme blogtitel kaste mig ud i at beskrive, hvad jeg vil med MIN blog 🙂

Jeg vil være en storyteller. Storyteller er bare et mere moderne ord for en historiefortæller på dansk 😉 Det forbindes mere med historiefortælling i branding-øjemed. ‘Storyteller’ bruges i en bredere sammenhæng, og det vigtige i storytelling er at formidle pointer ved hjælp af historier, i stedet for konkrete facts. Jeg ønsker at påvirke højre hjernehalvdel hos modtageren, hvor følelserne påvirkes. Når vi hører en historie med forskellige pointer, husker vi det nemmere, end hvis vi skal huske på bestemte facts. Vi husker den følelse, som vi fik, da vi hørte historien. Jeg ønsker at dele hverdagshistorier og derigennem formidler en særlig pointe. Historier, der påvirker modtageren, så læserne reflekterer videre, hver især. Mine læsere skal finde frem til svarene hos dem selv, uden at jeg ønsker at påvirke dem i en bestemt retning. Det leder mig til det næste punkt…

Jeg vil ikke skabe debat. Det er på trods af, at en livlig debat kan skabe god trafik på ens blog. Der er masser af ting her i verden, som jeg kunne debattere. Jeg vil jo også gerne gøre en forskel, og er vild med mange af de bloggere, der skaber debat og deler deres meninger. Det kunne fx være ‘Ammemafiaen’, som jeg følger fast. Jeg ønsker bare ikke selv at være en blogger, der mener en hel masse. Min blog skal ramme bredt, og jeg vil gerne støvsuge bloggen for meninger. Både for ikke at støde nogen, da det er det sidste, jeg ønsker, og fordi jeg synes, at der mangler flere bloggere, der ikke mener noget 😉 Der skal være balance i tingene. Vi skal ikke allesammen stå for det samme. Enten skal du være en dedikeret debattør/formidler af relevant stof, eller også skal du bare dele dine hverdagsoplevelser med mig som læser. Det er dét, jeg foretrækker, når jeg følger bestemte bloggere 🙂

Jeg vil gøre en forskel, og det er nemmere sagt end gjort. Jeg er mindst i mål med dén del. Via historier ønsker jeg at gøre en forskel. Det er historier, som andre har delt med mig, der har gjort den største forskel for mit eget liv. Derfor har jeg da også været gavmild med at dele nogle personlige historier fra mit eget liv. Jeg fik også en historie fra en læser, som fortalte om sin sundhedsplejerske, der havde gjort en forskel for hende og hendes lille familie. Det var skønt at læse, og jeg følte at hendes bidrag skabte en samhørighed, os mødre imellem. Vi har nærmest allesammen haft en sundhedsplejerske, og jeg tror at mange kunne nikke genkendende til nogle af hendes følelser.

Jeg vil hylde magien i hverdagen, når jeg fx deler blogindlæg med samtaler med Ella, der strømmer over af kærlighed, humor og skøre dialoger. Nu har jeg indimellem fået at vide, at jeg har en “hyggelig blog”, og det er jeg rigtig glad for! Det er lige præcis, hvad jeg ønsker. Samtalerne med Ella er som at høre en sjov og hyggelig historie fra et familiemedlem, og for en stund kan man glemme, at man egentlig havde en lidt dårlig dag. Jeg håber, at det har dén effekt på læserne. At de får et smil på læben.

Jeg vil dele hverdagshistorier om skam, sårbarhed og mod, fordi det er så vigtigt at kunne håndtere følelser af skam. Skam-følelser kan ikke overleve, hvis du møder empati fra et andet menneske. Når du er god til at håndtere følelsen af sårbarhed, tør du også at være modig. Det hele hænger sammen, og jeg er jo stor Brené Brown fan (amerikansk skam-forsker), som netop forsker i skam, sårbarhed og mod. Jeg vil gerne udbrede kendskabet til hendes arbejde/bøger, men vil i lige så høj grad dele historier om min hverdag som en til tider usikker mor. Jeg er også modig og stærk. Jeg vil dele alle sider af mor-livet 🙂 Ved at turde at dele det skamfulde med læserne, håber jeg på, at det inspirerer dem til at reflektere videre over de her følelser som skam, sårbarhed og følelsen af at være modig.

 

Nu vil jeg slutte dette blogindlæg og ønske jer en fortsat dejlig søndag! Jeg skal rydde op og gøre rent inden Ella kommer hjem fra sin far. Hvis du har noget god danse-musik/rengøringsmusik, må du meget gerne skrive en DM på Instagram… Jeg mangler inspiration til mine søndage i rengøringens tegn! 🙂

Vi skal ikke skamme os over negative følelser #sårbarhedogmod

collage-1518259500828Forleden så jeg denne TedTalk med Susan David, der handler om at håndtere negative følelser. Budskabet er, at positiv tænkning-bølgen har ledt til “falsk positivitet”. Mange håndterer negative følelser ved at ønske, at de straks forsvinder, og ved at forcere positiv tænkning.

I TedTalk’en opfordrer hun os til at se på verden, som den er. Vi skal ikke være positive på en falsk måde, men være i stand til at rumme alle slags følelser. Negative følelser som sorg, magtesløshed, vrede osv. er prisen for at leve et meningsfuldt liv.

At håndtere negative følelser er noget, som jeg også lærer Ella. Livet er fyldt med skuffelser og nederlag hele tiden. Hvis der er noget, som jeg synes, at jeg har fået med fra min egen mor, er det evnen til at kunne acceptere negative følelser som en del af livet. Når Ella er ked af det, vred eller bange, kunne jeg aldrig drømme om at sige: “Du skal da ikke være ked af det…”, “Der er ikke noget at være bange for” eller: “Ej, der er ingen grund til at blive så vred”. Min egen mor har aldrig brugt de vendinger, men har lyttet og anerkendt. Noget, som jeg også giver videre til Ella. Hun skal vide, at det er okay at have negative følelser, og hvis hun fx har en legekammerat der igen og igen viser, at han/hun er i dårligt humør eller ikke viser interesse for at lege med hende, anerkender jeg også hendes oplevelser ved at sige: “Ja, han/hun så lidt sur ud. Det ved jeg søreme ikke, hvorfor. Det kan være, at det går over, men du kan jo altid lege med en anden?”. Jeg vil gerne vise hende, at hendes observationer og oplevelser er rigtige. Som mor behøver jeg heller ikke at sige: “Ej, han var da ikke sur. Han var nok bare lidt træt”, selvom det ville være det mest behagelige for mig, da jeg undgår at forholde mig til virkeligheden som den er. Okay, nogle gange har jeg sagt det, men er blevet mere bevidst om bare at lytte eller lade hende vide, at jeg ser det samme. Det kunne fx være, at jeg forholder mig til virkeligheden uden at omdøbe “sur” til “træt” fx.

Samtidig er jeg også bevidst om, at jeg heller ikke skal overføre mine egne følelser til Ella. Hun skal have lov til selv at forholde sig til verden, som hun ser den. Jeg hjælper hende fx med forskellige tolkninger, når vi er ude i “det offentlige rum”. Men jeg husker også nysgerrigheden i samspillet med andre. Jeg véd ikke alting om, hvad andre tænker og føler. I situationer, hvor vi møder nye legekammerater, lader jeg derfor også Ella om at klare tingene selv. Jeg lytter og kigger, og griber indimellem ind, men jeg vil ikke komme med alt for mange vurderinger hele tiden. Forleden faldt vi i snak med en mor og hendes lille pige på ca. et år. Ella var lige frembrusende nok overfor pigen, som hun var så vild med. En pige, der stavrede afsted, men som i dette øjeblik stod ved siden af sin mor, og vi havde alle sat os ned, så vi var i øjenhøjde med pigen. På grund af Ellas energiniveau opfordrede jeg Ella til at være stille og rolig, så hun matchede det lille barn, der stod lidt usikkert på benene. Da Ella spurgte pigen om hun ville have en “is”, og hun rakte hende en is af plastik, svarede moren: “Nej, det ser ikke sådan ud”, og Ella gik straks væk og satte sig for sig selv. Jeg tror, at Ella og jeg var enige om at have set et nysgerrigt lille barn, der ikke så det mindste betuttet ud. Moren så noget andet, åbenbart. Derfor følte jeg afvisningen og en form for skuffelse. Jeg forstod ikke helt morens tolkning, men samtidig tænkte jeg: “Fred være med det. Jeg aner ikke, hvad moren har tænkt. Det blev for meget, og det er helt okay”. Derudover var det et fint eksempel på, at kvinden sagde, hvad der faldt hende ind. Hun var ikke falsk positiv, og det var jo egentlig fint. Jeg havde en skam over, at jeg følte, som jeg gjorde, men det var jo ikke hendes ansvar. Samtidig kunne jeg ikke bruge det til noget. Derfor kan det for mig være meningsfuldt at sige: “Fred være med det” samtidig med, at jeg mærker de negative følelser. Det var tydeligt for os alle, at Ella gik væk, fordi hun havde følt sig afvist, og det var da lidt pinligt, for at sige det som det er. Ærligheden var næsten for meget. Ella gik fysisk væk, og blev ikke engang i en negativ situation for at prøve at udglatte. Jeg blev jo siddende i et stykke tid, inden jeg også forduftede. Samtalen var slut. Bum.

Det kan godt være, at både Ella og jeg er ret bevidste om vores følelser, men der er stor forskel på at være mor og barn i sådan en situation. Samfundet dikterer jo en form for falsk positivitet. Det kan være nyttigt for, at alting glider lettere i hverdagen. Det kan være brugbart, men inden for hjemmets fire vægge og i trygge og nære relationer, er det nu godt at vise, hvem vi er. Vise hvem vi er, med alle de følelser, vi indeholder. Negative, såvel som positive. Jeg prøver derfor at reflektere videre over, hvornår jeg kan være i de negative følelser, og hvornår det giver mere mening at lægge dem til side og komme videre i teksten.

Nu vil jeg faktisk videre i teksten på denne lørdag 🙂 Jeg håber, at I kunne bruge mine betragtninger omkring negative følelser. Det kræver, at vi tør at være sårbare. Hvis vi altid lægger lidt positivt glimmer hen over alle vores følelser, glemmer vi efterhånden, hvem vi egentlig er.

Older posts