Samtaler med en 3-årig #kærester

Her til morgen blev Ella hentet af sin far, og jeg havde netop taget en gul kjole på, som lå nederst i min kommode, og som jeg aldrig har på. Jeg gemmer den kun, fordi den minder mig om min tid som gravid. Jeg fik taget “gravid-billeder” i den, så kjolen er jo noget helt særligt. I dag, hvor vi har endnu en bagende sol udenfor, tænkte jeg, at det kunne være sjovt at tage den på igen.

En dejlig luftig, gul sommerkjole, der sidder ret godt på mig – og som Ella hader! Ja, det fandt jeg ud af… 🙂

Ella: Mor, ikke dén kjole. Den kan jeg ikke lide!

Mig: Men hvad er der galt med den?

Ella: Den lugter!

Jeg duftede til den, og den lugtede af skyllemiddel, som jeg ellers aldrig bruger. Men den havde åbenbart ligget ved siden af noget tøj, jeg havde arvet (med skyllemiddel). Ella hader skyllemiddel! I hendes verden lugter det dårligt 😉

Mig: Men du bliver hentet lige om lidt af FAR!

Og da Ella ikke reagerede med et smil, som hun plejer, skruede jeg charmen på…

Mig: Snart er du ved far, og så kan jeg bare have kjolen på herhjemme og danse ballet!

Jeg smilte og lavede en pirouette for at få hende til at smile, og det gjorde hun. Hun grinte ved tanken om, at hendes mor skulle danse ballet derhjemme, iført en skriggul kjole.

Lidt efter satte vi os ved køkkenbordet, og Ella påpegede igen, at hun altså ikke kunne lide min kjole! Jeg fortalte hende, at nu beholdt jeg den altså på, og at hendes far jo ville komme lige om lidt og tage hende med…

Ella: Så ser far, at du er blevet til en mor-balletdanser, og så kan det være, at han gerne vil være kærester?

Mig: Tror du, at han vil det?

Ella: Ja, så kan I danse ballet sammen. Så kan du godt have din kjole på. Så er I kærester.

Mig: Men han har jo allerede en kæreste

Ella: Men han kan have to kærester? Var det ikke en god idé!?

Jeg kunne næsten ikke holde masken, men prøvede at forklare hende, at hvis mor og far boede sammen, ville jeg sige til ham: “Nu er det din tur til at tage opvasken”, og så ville han svare: “Nej, det er DIN tur”, og sådan ville vi fortsætte, og så grinte hun lidt, fordi jeg altid forklarer tingene så dramatisk.

Denne her snak om kærester udsprang vist af, at jeg havde fortalt hende, at hun havde ligget inde i maven, da jeg havde kjolen på sidst.

Ja, jeg må da indrømme, at jeg havde forventet en anden reaktion, end at den lugtede 😉

Men det var sjovt at høre hende fortælle om vores familie på den måde. Jeg opfattede hendes ytringer som en måde at få tingene til at gå op på, fremfor at hun er ked af, at vi ikke bor sammen. Det har hun aldrig snakket noget om, og det er jo helt normalt i hendes verden, at vi bor hver for sig, og aldrig har lavet særligt mange ting sammen som en familie. Måske har hun tænkt, at det er synd for mig, at far nu har en anden kæreste, men jeg gør meget ud af at fortælle, hvor dejligt jeg synes det er, at de har fundet hinanden.

Måske er hun bare et barn, der digter ligesom alle andre, og der behøver ikke at være en dybere mening.

Det var nogle søde tanker hun gjorde sig, uanset om der var en dybere mening eller ej 🙂

Samtaler med en 3-årig #argumentation

_20180311_204204Ella og jeg har haft en dejlig weekend. Vi fejrede mormors 65-års fødselsdag i går, og i dag ses Ella med sin far. Hun elsker at tilbringe tid med sin far, og jeg får ordnet alle de praktiske gøremål om søndagen.

I øjeblikket observerer jeg Ellas handlekraft i hverdagen, initiativrigdom og argumenter, når hun skal vinde en vigtig sag. Som mange andre børn er hun begyndt at sige: “Men det siger min far, at jeg godt må” eller “det siger min mormor”. Det er skønt at se, at hun følger den normale udviklingskurve for tre/fire-årige 😉

Det er da også bare for sødt, når de siger sådan noget? 🙂

I min tilgang til Ella er jeg en leder, der véd, hvad JEG ønsker, men som er nysgerrig overfor hendes måde at se tingene på, hendes forslag og altid, altid husker, hvem hun er som person! Det er det absolut vigtigste, at jeg bruger min empati døgnet rundt for at være den bedste mor, jeg kan være. Hvis ikke jeg havde min empati – jo, men så stik mig da et skema med retningslinjer for, hvordan jeg får mit barn til at makke ret. Heldigvis har jeg min empati og intuition, så Ella lærer mig at kende, mere og mere, ligesom jeg hele tiden bliver klogere på hende. Selvfølgelig sætter jeg grænser, ligesom jeg sætter grænser overfor alle andre mennesker. Ella lærer – ved at observere mig, hvordan hun kan sætte grænser overfor andre.

Den anden dag prøvede jeg at give Ella meget mere medbestemmelse, end hun normalt får. Jeg træffer som regel et valg om, hvordan vi kommer fra A-Z. Det er ikke hendes ansvar. Denne dag lod jeg hende dog få ekstra meget medbestemmelse, da vi skulle vælge hvilken klapvogn, vi skulle tage, da vi skulle ud at gå tur. Der var den store klapvogn (som moren foretrækker) og den lille lette (som Ella foretrækker). Ella er egentlig så fornuftig, at hun ofte kan se det fra mit perspektiv, så jeg var spændt på at se, hvilken samtale der kom ud af det.

Mig: Jeg synes faktisk, at vi skal tage den store klapvogn. Hvad siger du til det?

Ella: Nej, men den store klapvogn er beskidt…

Mig: Er den beskidt? (forsøgte at undertrykke et grin)

Ella: Ja, og den lille klapvogn er jo lille, og jeg er også lille. Den passer til MIG!

Lille klapvogn – lille Ella… Hvad kan man sige til det? 🙂 Det kunne jo ikke siges bedre 🙂

 

Hun er i det hele taget begyndt at argumentere en del for tingene, hvilket er så sødt at høre på. I går havde jeg lavet jordskokkesuppe, og jeg spurgte om ikke hun skulle smage?

Ella: “Men jeg kan ikke lide det… Jeg har jo ikke smagt det!”

Igen var det et argument, som fik mig til at trække på smilebåndet.

Mine egne argumenter?

I forhold til mine egne argumenter, forestiller jeg mig, at hun tænker:

Mor har brug for, at jeg er stille, når vi er ude at handle.

Mor har brug for, at jeg er stille, når vi er ude at køre i bus og tog.

Mor har brug for, at jeg er stille i en gruppe med andre børn og voksne, hvor vi skal tage hensyn til fællesskabet.

Når jeg selv kommer med argumenter, lytter Ella som regel, fordi hun associerer det med argumenter, der giver mening. Argumenter der er meningsfulde, fordi mor får det godt af at sætte grænser, og at det er til vores alles bedste. Hun viser mig respekt, fordi jeg viser hende respekt. Når hun ikke viser mig respekt, graver jeg dybt for at finde ud af, hvorfor. Jeg er ingen perfekt mor, og der er gange, hvor jeg kommer til at hæve stemmen for meget, og jeg undrer mig over, hvorfor hun ikke kommer, når jeg kalder. Hvorfor løbe hen imod én, der er pissesur? 😉 Det giver da meget mening 😉 Så jeg kigger meget på min egen adfærd, og forsøger altid at gøre det lidt bedre.

Når Ella tegner tegninger tegner hun altid mor – “som er GLAD”. Det betyder meget for mig, at det er sådan hun opfatter mig. Vi kan argumentere, og vise at vi er forskellige – og samtidigt være fælles om at hygge os og have det sjovt.

Jeg sørger for at smile og være nysgerrig – fremfor at dømme og være forudindtaget.

Og jeg sørger for at grine og have tillid til vores relation – i stedet for at frygte 🙂

Samtaler med en 3-årig #selvstændighed

collage-1519312914026-2

Ella har taget sine første billeder af mor 🙂

Hvad der overrasker mig mest i øjeblikket angående Ellas udvikling er, at hun løsriver sig mere og mere på en virkelig skøn måde.

Ingen trodsalder?

Vi har ikke haft vilde vredesudbrud herhjemme eller typisk trodsalder-adfærd. Når hun reagerer kraftigt, forstår jeg altid, hvorfor. Næsten da 😉 Eller også prøver jeg ihærdigt på at finde ud af det.

Hun fortæller mig dagligt, hvor STOR hun er og fortæller mig, at hun selv kan et eller andet: “Jeg kan selv, mor!”.

Stor selvtillid

Især sidstnævnte sætning: “Jeg kan selv, mor!” er som ren musik for mine ører. En overgang var jeg lidt nervøs for hendes selvstændighed, da hun egentlig helst ville have, at jeg gjorde tingene eller skulle opmuntres til at prøve selv. Nu prøver hun ivrigt en masse ting af og har en fantastisk selvtillid. Især selvtilliden demonstrerede hun forleden, da vi var på biblioteket.

Vi havde en fridag og tog på biblioteket om eftermiddagen, hvor der var et par 11-12-årige drenge, der stod ved det grønne “klatrepude-tårn”, som hun plejer at lege ved. Det var Ellas begejstrede øjne, der fortalte mig, at hun havde fået øje på noget særligt. “Dem vil jeg gerne lege med”, sagde hun ivrigt, og jeg kiggede hen på dem. “Men de er jo lidt store. Du må lige spørge, om de vil lege med dig”, svarede jeg og hun kiggede fortørnet på mig: “Men jeg er OGSÅ STOR. Jeg skal lege med dem!”. Og sådan blev det 😉

Hun for straks hen til dem, og tog ansigtet helt op til den ene drengs ansigt og sagde: “GODDAG!”. Han smilede og sagde forsigtigt: “Goddag” til hende. Hun tumlede lidt videre, fordi hun skulle jo også have den anden drengs opmærksomhed: “Goddag, hvor er I søde, drenge!”, sagde hun højt og tydeligt, og de grinte og svarede: “Goddag, du er da også sød”. Jeg åndede lettet op. De var ikke helt afvisende overfor hende 😉 Jeg skyndte mig at stille mig hen til bøgerne, så jeg ikke forstyrrede for meget. Det næste jeg hørte var, at hun sagde: “Se her, hvad jeg kan, små drenge”.

Trods modige ytringer blev hun accepteret af de store drenge. De læste bøger for hende, tumlede med hende og lavede “high five”, imens jeg sad på en stol et par meter derfra og nød, at hun hyggede sig så meget. På et tidspunkt pegede hun på mig og sagde: “Det er min mor, der sidder derhenne”, og de spurgte om jeg var sød? “Ja, vi er glade sammen”, svarede hun.

Det var nu dejligt at høre lidt feedback, uden at jeg skulle bede om det 😉

Efter en times tid gik drengene hjem, hvilket hun var lidt ærgerlig over. “Men det var godt nok dejligt, at sådanne store drenge ville lege hva'”, sagde jeg opmuntrende.

I samme åndedrag tænkte jeg på, om jeg mon skulle have ladet hende tro, lige fra starten af, at selvfølgelig ville de lege med hende. I sådanne situationer kan jeg blive i tvivl om, hvad jeg skal sige til hende. Jeg skal jo ikke overføre min egen frygt for at blive afvist? Eller idéer om, at drenge i den alder typisk afviser at lege med en 3-årig? Måske gør jeg det anderledes næste gang. Stopper vurderingen og lader hende erfare uden min indblanden.

Nevermind, det var nogle hyggelige timer på biblioteket. Hun voksede lige et par ekstra centimeter 🙂

Samtaler med en 3-årig #doktor

_20180223_094914

Forleden var vi på biblioteket. Af egen fri vilje valgte Ella en bog om at tage til tandlæge. Det var en detaljeret beskrivelse af, hvordan det er at gå til tandlæge, når man er et lille barn, og hun lagde godt mærke til, når jeg ikke læste det hele.

“MOR! Du må læse! Dér. Læs!”

Jeg måtte i gang, og jeg læste højt om at blive banket på tænderne, få vand ind i munden, om at få kradset plak af tænderne, og Ella åd det hele råt. Hun syntes, at det var SÅ fascinerende, og jeg blev ved med at spørge hende, om ikke hun syntes det var en fantastisk udsigt, vi havde her på biblioteket, med udsigt over vandet og broen? Ingen reaktion. Tandlægesnak – det var det eneste, der duede!

Jeg havde faktisk lidt begyndende influenza, og om morgenen havde mormor afleveret Ella i børnehaven. Jeg havde allerede følt lidt utilpashed dagen før, hvor jeg havde glemt at spise (det sker meget sjældent, da min krop som regel hævner sig ved at give mig forkølelse eller influenza), og jeg havde sagt til Ella, at hun blev nødt til at droppe cyklingen nede i kælderen. Nu skulle mor have MAD! “Mor har det ikke så godt. Jeg skal have noget mad”, sagde jeg til hende. Normalt inddrager jeg hende aldrig i mine småproblemer, såsom sult eller sygdom. Nu er hun 3 år, og jeg kan godt lukke lidt mere op for posen. Hun reagerede så ansvarsfuldt og omsorgsfuldt ved at svare: “Jeg har noget mad, som du gerne må få. I min madkasse”.

Næste dag var det så, at jeg måtte holde en sygedag derhjemme. Om eftermiddagen måtte jeg op på cyklen (som nu er udskiftet til en nyere model, hvis nogen så på min story, at den gamle var stået af…). Nå, men jeg fortalte så Ella, at mor jo havde været lidt syg, og det var derfor mormor afleverede. Om hun kunne huske det? Ja, det kunne hun godt. “Mor, jeg vil gerne lege doktor, når vi kommer hjem”, sagde hun, og inden jeg nåede at svare, tilføjede hun: “Jeg vil gerne være papirdoktor”, og jeg fik hende til at gentage. Ja, den var go’ nok. “Papirdoktor”.

“Hvad er en papirdoktor?”, spurgte jeg hende. “Sådan én der giver papir, når du er forkølet…”, svarede hun. Jeg kunne regne ud, at hun mente en læge, hvis eneste funktion skulle være at uddele Kleenex til forkølede mennesker 🙂 Hvem kunne ikke have brug for sådan en papirdoktor i ny og næ? 🙂

Samtaler med en 3-årig #farsnakkertyrkisk

_20180221_091802Ella har jo en tyrkisk far, og vi var været lidt for gode til at snakke engelsk indbyrdes, og far har snakket engelsk til Ella. Det ville være så fint, hvis hun lærte tyrkisk. Far snakker da også mere og mere tyrkisk til hende. En dag spurgte jeg hende derfor, hvordan det lyder, når far snakker tyrkisk.

Mig: Hvordan lyder det, når far taler tyrkisk

Ella med hånden for munden som en indianer: “Ohh, auuu, Ohhh, auuu”

Mig: Kan du godt forstå, hvad han siger?

Ella nikkede

Mig: Kan du så sige noget på tyrkisk?

Ella nikkede igen, ivrigt

Mig: Hvad kan du så sige?

Ella: Jeg kan sige: “Yes”.

 

Så skulle man tro, at moren lod det være ved det… Men næh nej. Jeg blev jeg jo endnu mere nysgerrig. Jeg skulle da lige finde ud af, om hun slet ikke kunne sige noget på tyrkisk? Så et par dage efter udspurgte jeg hende igen i en stille stund.

Mig: Kan du sige noget på tyrkisk?

Ella nikkede

Mig: Hvad kan du så sige?

Ella: “Yes”

Jeg antog, at hun havde forstået spørgsmålet, og ventede spændt på svaret. Jeg gentog spørgsmålet, og igen svarede hun på højt og klingende engelsk: “Yes!”

Nå okay, det var SVARET! 🙂

Det er meget sødt at høre, hvor stolt hun er over, at hun har heeeelt styr på, at mor taler dansk og far taler tyrkisk! I lang tid sagde hun ellers om far, at han talte “2-cay…” (“Twokay” med k-lyd), hvilket lød lidt gangster-agtigt, men nu siger hun lige så tydeligt, at han taler TYRKISK.

Den anden dag da vi var på legeplads, sagde hun af sig selv, at mor jo taler dansk og far taler tyrkisk. Jeg blev igen nysgerrig og spurgte, om vi skulle tælle sammen på tyrkisk? Vi kunne tælle til 10?

“Men der mangler tyrkisk i min mund”, svarede hun 🙂

 

Så måtte jeg selv i gang med at tælle selv, og hun begyndte at grine. Hun ved godt, at jeg er på glatis