Samtaler med en 3-årig #lillehjælper

_20180204_122140Torsdag aften slog det mig, hvor meget jeg kedede mig. Jeg prøvede at lokke Ella ud at gå, for vi kunne jo tage på biblioteket? Heldigvis var hun ikke med på idéen, for da jeg kiggede ud, så jeg at det øsregnede. Mor med tjek på vejret bliver jeg vist aldrig 😉 Det var koldt, blæsende og øsregnede. Absolut ikke vejr til at gå ud i. Kun vejr til at bage var min konklusion. Hurtigt fandt jeg alle ingredienser til en gulerodskage. “Jeg vil ikke have gulerod. Bare kage”, svarede Ella, da jeg begejstret meddelte hende, at jeg ville bage gulerodskage. Men det blev til en gulerodskage, og hun blev mere og mere glad for udsigten til gulerodskage. Hun ville være med til det hele, indtil hun venligt og blidt sagde til mig: “Mor, du må lige bage lidt selv”, og så trådte hun ned fra stolen og fortsatte ind i stuen, hvor fjernsynet trak. Nå, hun kom hurtigt tilbage igen 🙂

Da jeg skulle tage kagen ud, spejdede jeg efter grydelapperne, og Ella afbrød straks mine tanker ved at sige: “Mor, mor… Du kan låne mine… Mine handsker.. Kom her, og hun trak mig ud i entreen, hvor hun tog sine stribede handsker frem (ligesom mine stribede grydelapper ;-)), og ventede på at jeg skulle stikke hænderne frem, så hun kunne hjælpe mig med at få dem på. Jeg afslog hende, men takkede for tilbuddet 🙂 Da kagen skulle ud, dansede hun med hele kroppen af ren lykke, og håret flagrede omkring hendes hoved, der virrede fra side til side. “Kage, kage”, råbte hun glad, og jeg blev pludselig lidt bange for at skuffe hende. Jeg kom jo i tanker om, at gulerodskage måske ikke var så børnevenligt med alle de krydderier… Hmm, der er godt nok meget, som man skal tage med i beregningen som mor 😉 Jeg begyndte at advare hende: “Ella, jeg skulle nok have bagt en anden kage. Jeg er faktisk ikke sikker på, at du kan lide den. Vi bager snart en anden kage, okay?”. Det var hun helt med på. Hun har nok tænkt, at jeg var beskeden. Kage er vel kage!?

Det viste sig, at jeg fik ret. Hun var ikke begejstret. Hun prøvede ellers at skjule det ved at knibe øjnene sammen og smile falsk, imens hun tyggede. “Ella, kan du lide den?”, spurgte jeg, og hun nikkede høfligt: “Mmm”, sagde hun med det falske smil. Indimellem tyggepauserne, begyndte hun at forme små kugler af dejen og lægge på sin tallerken: “Du behøver ikke at spise den, hvis du ikke kan lide den”, fortsatte jeg, og hun stoppede straks sine aktiviteter og skubbede tallerkenen væk. “Jeg kan ikke lide det”, svarede hun skuffet, og jeg måtte give hende ret i, at det var en dårlig kage.

Jeg var heller ikke begejstret 😉 Jeg fortalte hende, at mor måtte øve sig lidt mere på at bage kage 😉 Jeg lovede mig selv, at næste gang skulle jeg tage et lidt mere sikkert valg end en vegansk gulerodskage, som fik liiidt for meget væske. Hvornår lærer jeg at følge en opskrift 100 % ? 😉

Samtaler med en 3-årig #åretsmor #tips

img_20180130_124648_383Her kommer et blogindlæg som giver dig 4 tips til at blive ÅRETS MOR 😉

Jeg er vældig glad for at anerkende Ella for dén hun er, og respektere hendes drømme og ønsker. Det kommer der  nogle finurlige samtaler ud af 🙂

Tip nr. 1: Anerkend barnets idéer og drømme, uanset hvad de handler om

En dag var vi i Kvickly, og en mand kom gående forbi med noget, der lignede en form for skillevæg. Stærk mand! Det var vi enige om, Ella og jeg.

Ella: Dér er en arbejdsmand, mor

Mig: Ja, det er der

Ella: Jeg ønsker at være en stor arbejdsmand, når jeg bliver stor

 

Selvfølgelig kan hun blive en stærk arbejdsmand/kvinde en dag… Jeg kan næsten se det for mig 😉 

Tip 2: Se barnet som præcis dén person, han/hun er: 

Det er noget af en kunst at komme med et svar, når Ella insisterer på, at hun altså IKKE er en pige. Jeg plejer at svare, at hun kan være præcis, hvad hun gerne vil være. Det har hun så tolket liiidt anderledes, som i nedenstående samtale, hvor Ella var noget fortørnet over at blive kaldt en pige;-) 

Mormor: Er du mormors dejlige pige?

Ella: Men jeg ER en dreng. Det siger min mor selv!

 

Tip 3: Få barnet til at tro, at alting er muligt:

Ella: Mor, jeg tror at vi har brug for en bil

Mig: Ja, det kunne være dejligt

Ella: Jeg ønsker mig en bil. En stor bil. Det vil jeg fortælle mormor.

Mig: Mmm, jaaa… Det må du fortælle hende

Ella: Ja, for lige nu har jeg kun en motorcykel!

 

Hun ønsker sig forøvrigt også et skateboard… Fremmelig ung dame, jeg har herhjemme… 😉 

 

Tip 4: Find hurtige løsninger på alverdens små problemer:

Ella véd udmærket godt, hvad hun vil. Det gælder både de store og små ting her i livet. Moren løser mange problemer, men Ella skal skam nok blive robust alligevel. Hun ved fx slet ikke, hvor sundt det er for hende, at vi cykler rundt i al slags dansk vejr. Hun bliver nu vant til modvind på cykelstierne, og at tingene ikke altid går som man vil have det. Nedenstående udveksling viser, hvor god hun er til at mærke, hvad hun har brug for 🙂 

 

Ella: Men jeg sagde jo, at jeg ville have en LILLE gulerod, moar…!

Mig: Nå, det fikser vi da bare.

Og således brækkede jeg guleroden over i to med mine bare “næver”

Ella: Åhh, tak mor…

Hun så ikke alene glad ud. Hun så også forundret og imponeret ud. Dejligt, at der ikke skal mere til for at imponere en 3-årig 🙂

Samtaler med en 3-årig #lægetjek

_20180126_002533-1Den anden dag var Ella til tre-års undersøgelse. Ja, en smule forsinket, da hun har fødselsdag d. 30. oktober. Mine undskyldninger er, at jeg tog et matematikkursus i november og december… Og så blev det jul, og så var det januar, hvor jeg stort set var syg i de første 14 dage. Pludselig var det på høje tid, at vi kom afsted. Hun fik tid en morgen inden børnehaven.

“Ella, nu skal du snart op til lægen”, sagde jeg for at forberede hende.

Hun kneb øjnene lidt sammen og hostede lidt: “Men jeg er jo ikke syg”, svarede hun, og så forklarede jeg, at vi bare skulle op og sige hej. Så lyste hun op. Lige inden vi gik ud ad døren, blev hun dog lidt nervøs, og sagde at hun ikke ville afsted. Ella er et lille robust barn, men kan godt blive nervøs før noget nyt. “Vi siger bare hurtigt hej, og så går vi igen”, beroligede jeg hende. Følelserne går op og ned, og det gør i høj grad hverdagen uforudsigelig, men også mere interessant. Så véd jeg da, hvor jeg har hende.

Da vi kom op til lægehuset, fortalte jeg Ella, at NU var vi her. Nu skulle hun til lægen. *Host, host*, lød det fra hende, og hun havde igen lidt sammenknebne øjne. Det forsvandt dog hurtigt, da begejstringen overmandede hende: “Ja, nu er vi ved lægen!”, svarede hun med et stort smil. Det gik pludseligt op for mig, at hun havde hostet kunstigt hver gang, jeg havde nævnt lægen. Det troede hun åbenbart var en del af det sociale kodeks 😉

Inde ved lægen blev hun bedt om ret mange ting, hvilket gjorde mig liiidt nervøs for, om hun nu kunne præstere. De kræver da meget af 3-årige, gør de ikke? Nå, men hun klarede det hele med et smil. Hun huskede også at sige fra, når det blev for svært: “Det kan jeg IKKE!”. Det var så fint. Det var fx ikke muligt at gribe en bold, der landede en halv meter foran hende eller komme op på en briks selv. Lægen var så sød selv at se de her ting, trække i land og foreslå noget andet. Med hensyn til briksen måtte jeg hjælpe hende op, og så var alting godt igen. Jeg ville ellers ikke være curlingmor, selvom jeg hader det begreb, og trådte først til, da hun havde bakset med det selv. Gud, hvor vi ligger under for mange forventninger os forældre? “Curlingmor, karrieremor, speltmor” osv., osv. Og lægen, der har en tjekliste med alle de ting, som vi skal nå at gennemgå. Imens vi sad der, tænkte jeg på alle de forventninger, som lægen også ligger under for? Hun forventes at være professionel, dygtig, afslappet, god til børn, have situationsfornemmelse og god til at guide en samtale i den rigtige – og effektive retning, fordi tiden jo er knap. Det må ikke altid være lige nemt.

Ella blev bedt om at tegne, og “Soccer Mom” tænkte lettet: “SÅ, nu er vi på hjemmebane!”

Ella var med det samme begejstret for lægens forslag om at tegne en cirkel. “Ja, det kan jeg gøre”, svarede hun artigt og tilføjede: “Jeg tegner mors ansigt…”, og så var hun i gang.

_20180126_133327

Lægen smilte sødt: “Nåårh, tegner du mor?”… Og vi kiggede forventningsfulde på tegningen og Ella, der var i fuld vigør. “Hov, det er en hval!”, udbrød hun så, og vi kunne ikke lade være med at grine lidt. Men så blev hvalen til en edderkop, så fantasien fejler ikke noget 🙂

Ella var i det hele taget, som hun skulle være. Eftersom vi flyttede 1. april, havde lægerne ved en fejl ikke fået Ellas journal. Lægen spurgte mig derfor, om jeg kunne huske, hvor høj hun var, og hvor meget hun vejede ved sidste lægeundersøgelse? Nej, det kunne jeg ikke. Nå nej, okay… “Du fik måske bare printet sedlen ud med højde og vægt”, spurgte hun og tilføjede: “…eller skrev selv ned?” Nu har jeg altid bare kigget på Ella og vurderet, om hun så sund og rask ud, uden at tænke i for mange måleenheder, så jeg svarede helt afslappet: “Nej, jeg lyttede bare…” Denne gang fik jeg ikke et billede for min indre nethinde af hverken en ‘Soccer Mom’ eller curlingmor. Det var mere som en arbejdsmand/kvinde, der sad helt tilbagelænet og lyttede 😉 Det må være interessant for lægen at møde så mange forskellige typer af forældre.

Vi er alle forskellige, og det kommer jeg til at understrege over for Ella igen og igen: “Vi skal ikke være ens, og hun skal bare være dén, hun er. Så bliver det også lettere at acceptere, hvordan andre er”.

Nu vil jeg overveje om Ellas tegning af ‘hvalmoren’ skal i glas og ramme 😉

Samtaler med en 3-årig #detmåmanikkesige

_20180110_175148Ret skal være ret!

Ella har en stor fremtid foran sig som enten politibetjent, lærer eller advokat. Hun er i hvert fald et retfærdighedssøgende lille menneske, der følger med i, hvad man må og IKKE må. Sikkert typisk for alderen. Flere gange ugentligt siger hun forarget: “Det må man ikke sige!” eller “Det må man IKKE…!”.

Det er godt, at hun går så meget op i ret og uret. Til gengæld kan hun også sige: “Det var et uheld” og “Det var ikke med vilje”. Så er vi ligesom dækket ind, når hun skal begå sig ude i den store verden.

“Må man sige det?”, spørger jeg ofte mig selv… 

Moren tænker også meget over, hvad det rigtige er at sige til hende i forskellige situationer. Nu forsøger jeg at være så pædagogisk som overhovedet muligt, men samtidig vil jeg jo heller ikke lægge for meget bånd på mig selv.

Når jeg om aftenen læser godnathistorier for Ella, er hun vild med en børnebog om en politibetjent. Moren er knap så begejstret. Udover at den er lidt kedelig, er jeg heller ikke vild med at forklare om knipler, pistoler og håndjern. Efter første gennemlæsning vil hun altid høre den igen. Den anden dag kunne jeg simpelthen ikke tage mig sammen til at læse den igen.

Jeg gav Ella den helt ærlige version. Jeg spekulerede på, om det ud fra en pædagogisk vinkel var okay 😉

“Ej, jeg synes faktisk bogen er kedelig, Ella. Er det okay, at du bare læser den selv ved at kigge i bogen?” Stik imod min forventning sagde hendes ansigtsudtryk mig, at det var helt fint med hende! “Jaaa”, sagde hun og hun begyndte at læse højt for mig, hvilket var ret underholdende!

Fra børn skal man høre sandheden

Den anden dag tog vi en fridag, da vi skulle til fotograf. Fotografen blev desværre syg og måtte aflyse. Jeg satte mig derfor i sofaen, helt klar til at tage afsted og skulle lægge en ny plan for dagen. Ella satte sig på mit skød, og vi kiggede på hinanden. I dagens anledning havde jeg taget øreringe i ørerne, hvad jeg ikke har haft i tusind år, og Ella er altid efter mig: “Mor, du skal have øreringe i”. Jeg spurgte derfor med et forventningsfuldt smil: “Har mor fået flotte øreringe på?”

Jeg ventede på hendes reaktion, og kom i det her øjeblik til at tænke på, at hun da vist heller ikke var vant til at mor havde parfume på. Hun reagerede derfor både på øreringene og parfumen:

(host, host…) lød det fra hende, hvorefter hun udbrød helt forpint: “Addr… øreringe lugter. Tag dem væk. De lugter, mor!”

Jeg endte faktisk med at skifte bluse 😉 Vi har begge en veludviklet lugtesans, og jeg bryder mig heller ikke om for meget parfumeduft.

Du må sige undskyld… 

Ellas forargelse over, hvad andre gør, giver anledning til en del reprimander om, at de må sige undskyld. Hun siger ofte til moren: “Du må sige undskyld, mor..” Nu er jeg ved at lære hende, at det fx kan være et uheld, hvis vi går ind i hinanden, og hun forstår mere og mere de forskellige sociale spilleregler. Hun siger så i stedet: “Det gør ikke noget” eller “Det går bedre” eller bare den helt korte version: “Det går…”

Nu ser hun en del engelske/amerikanske udsendelser for børn, og vi talte meget engelsk i hjemmet, indtil hun var 2,5 år, hvor vi flyttede for os selv, hende og jeg. Derfor smuttede det for hende den anden dag, da hun blandede engelsk og dansk, og sagde til mig: “Du må sige sorry!” 😀 Så sødt, at jeg ikke kunne lade være med at smile, og det syntes hun selvfølgelig ikke var sjovt..  “Det er ikke sjovt”, sagde hun så… Jeg tog mig sammen, og svarede hende, at jeg bare smilede, fordi hun var så sød, og fordi jeg var glad…

“Jeg er OGSÅ glad!”, svarede hun med et stort smil.

Samtaler med en 3-årig #børnehavelivet

img_20180106_204000-2En ny uge begynder i morgen. Ella havde GLÆDET sig til at komme i børnehave igen efter juleferien. Faktisk måtte jeg berolige hende med, at hun skam nok skulle se sine venner igen. Hun skulle se børnehaven igen! Så forsvandt det mutte blik, og hun lyste helt op. Vi havde ellers haft det hyggeligt i juleferien med smutture til Odense, sommerhustur i det fynske, besøg hos familie i Jylland og julehygge ved mormor. MEN når man er enebarn herhjemme, er det liiidt kedeligt til tider.

Nu er det hendes anden børnehave, da vi startede ud med en enkelt måned et andet sted. En børnehave, der ikke lige var hende. Hver eneste morgen afleverede jeg et barn, der enten tog sig gevaldigt sammen og mut sagde: “Farvel, mor” eller hun hviskede igen og igen, mere og mere bedende: “Jeg gerne hjem, mor. Hjem i mors hus”. I den sidste uge før vi måtte sige stop, græd hun rigtig meget ved afleveringer. Jeg vidste bare, at hun aldrig ville blive glad der. Indkøringen var gået for hurtigt, og det gik mere og mere skævt. På trods af søde pædagoger og en virkelig kompetent og sympatisk leder, måtte jeg kaste håndklædet i ringen.

Her til aften sagde Ella pludselig sådan lidt ud af det blå, at hun ikke kunne lege med de andre børn i den første børnehave. Hun pegede på fjernsynet, hvor der var en række børn. “Jeg kunne ikke lege med børnene i den første børnehave”, sagde hun mut, men tilføjede så helt begejstret: “….men så fandt MOR EN NY BØRNEHAVE!” Og hun fortsatte: “Det var liiidt uoverraskende. De var lidt uoverraskende, mor…”, sagde hun med bekymret mine og hun skuede op i loftet for at finde de rette ord. “Uoverraskende”, sagde hun igen, og med bøjede, indadvendte knæ bakkede hun tilbage og så helt nervøs ud. Det var tydeligt, at hun ville demonstrere, hvordan hun havde haft det. Ud fra min tolkning var det hendes måde at sige på, at hun havde været utryg og uforstående overfor, hvad der blev forventet. Hun kunne ikke finde sin plads.

Fuld af forundring over at hun fortalte alt det her, betragtede jeg hende bare, siddende på stuegulvet, imens hun talte videre. Jeg ville huske på hver en lille beskrivelse, fordi det gav mig ro i sindet, at hun vidste, at jeg havde gjort mit bedste. Jeg havde set, at hun ikke var glad, og havde reageret på det.

Nede i knæ og med bekymret mine udbrød hun: “Jeg prøvede at lege… Men dén var forkert…..og så fandt MOR EN NY BØRNEHAVE”, udbrød hun, og hun gik hen og krammede mig så kærligt. Hun så helt lykkelig og taknemmelig ud, og jeg krammede hende, mærkede de små, buttede kinder og sagde: “Ja, Ella var ikke glad, men mor måtte sige farvel. Øv. Det var ikke rart. Mor skulle på arbejde. Mor var så trist, når vi vinkede farvel. Vi prøvede. Det gjorde vi. Med ved du hvad? Jeg kunne se, at Ella ikke var glad”.

Ella skuede igen mod loftet og så lidt tænksom ud, og svarede så : “Ja, det var ikke så godt…men mor skulle hjem og skrive og læse”, og hun plingede med fingrene for at demonstrere, at jeg skrev på computer. “Ja, det er rigtigt, Ella”, svarede jeg lettet og bekræftende. Vi krammede igen, og jeg sagde: “Men nu har du det godt i den nye børnehave”, og hun lyste op. Jeg nævnte et par venner, og hun nævnte mange flere 🙂 Det var vist vigtigt for hende at få dem alle med 😉

Det var så befriende at høre hende fortælle om sine oplevelser, da jeg godt kan bebrejde mig selv, at jeg på sin vis svigtede hende i et par uger ved at aflevere et barn, der på alle mulige måder strittede imod. Hun må da have tænkt: “Hvad er det lige, at min mor ikke forstår?! Jeg er jo ikke glad!”. Det var derfor rart at høre, at hun véd, at “vi begge tog os lidt sammen”. For en periode handlede vi i strid med vores umiddelbare følelser, når mor fx sagde: “Du skal nok få en god dag”, og jeg måtte vriste mig fri af hendes greb. En situation som mange mødre desværre oplever, og derfor er det fantastisk, at vi allerede nu kan få sat ord på vores følelser fra dengang. Det er nok lidt unikt for vores relation, for alle mødre og børn er jo forskellige. Ella suger mange indtryk til sig, så det virker naturligt at tale mere om følelser, end jeg havde forestillet mig, før jeg blev mor.

Nu er det ikke kun Ella, der “danse-hopper” af glæde ind i børnehaven om morgenen, fordi hun er så klar på en ny dag. De andre børn i hendes børnehave ser også altid så glade ud. Pædagogerne er dygtige og nærværende og sætter sig helt ned på hug til børnene, kigger dem i øjnene, eller sidder på gulvet og er omringet af børn, der vil sidde på skød og kramme. Nu er der jo ikke flere ressourcer i dén børnehave, end så mange andre (går jeg ikke ud fra, i hvert fald), men tingene fungerer bare.

Hvis der er noget, som jeg var taknemmelig for i 2017 så var det, at vi fik plads i den børnehave. Læs også om, hvad jeg ellers var taknemmelig for i dette tidligere blogindlæg om mit nytårsforsæt.