Samtaler med en knap 3-årig #trængertilluft

img_20171004_183607_957-2Jeg elsker at skrive de her blogindlæg om samtaler mellem mor og datter. Det sidste blogindlæg jeg skrev, var vores samtaler om relationer, som kan læses her.

Ella har altid været god til at sige til og fra, når der er noget, der generer hende. Hun er god til at være social, og har fået flere gode venner i børnehaven, men hun er også glad for at lege selv. Fx siger hun indimellem: “Nej mor, du må lege selv nu…”

Det er ikke til at stå for, og en dag sagde hun endnu mere direkte, at hun trængte til luft. 🙂 Det var den dag, hvor jeg netop havde hentet hende fra børnehaven og hun hele tiden snakkede om noget med “luft”. Måske havde de snakket om det i børnehaven, og måske sunget den kendte børnesang om den lille blå ballon? Nå, men på et tidspunkt smed hun sig i vores sækkestol og udbrød træt: “Jeg trænger til luft”. Så vidste jeg, at hun havde haft en lang dag i børnehaven 😉

Hun har brug for luft omkring sig, når hun kommer hjem fra børnehaven, og jeg giver hende derfor plads til bare at koble af med noget fjernsyn. Det gør hun i den sækkestol, der er på billedet. Et stort hit.

Om aftenen læser vi til gengæld bøger, når jeg putter hende. Der kan hun godt finde på at tage en bog, for derefter at give mig en bog i hånden og sige: “Værsgo’ mor, du kan læse dén”, og så læner hun sig tilbage i sengen for at gå i gang med sin egen bog! Ja ja, det er da super spændende for moren at sidde med en Rasmus Klump-bog og læse lidt for sig selv 😉

Det er også sjovt at lægge mærke til, hvilke vendinger hun bruger, når vi taler sammen, og der ofte sniger sig meget voksne vendinger ind i vores samtaler: “Det ved jeg søreme ikke”, siger hun eller “Lige et øjeblik, jeg er straks tilbage”, siger hun med en løftet hånd i vejret.

Det er så vigtigt at huske på at give hende “luft”, når hun efterspørger det, og i det hele taget lære hende, at alle mennesker har brug for luft og til at falde ned eller finde et svar på noget. Vi er også begyndt at tælle til 10, når vi venter på noget, og råbe: “Jubii, når vi når til 10”, og vi endelig kan spise (fordi maden skulle køle af) eller noget andet. Der er mange hverdagsstunder, der gør det oplagt at tælle til 10, når vi venter, og både mor og datter er utålmodige af natur. Nu er det noget andet at være knap 3 år og skulle vente på noget, så derfor bliver vores “tælle-lege” en måde at vende utålmodigheden til noget hyggeligt.

Nu vil jeg slutte blogindlægget og tage mig noget luft ved at gå en tur på biblioteket med Ella i hånden. Det er så dejligt, at vi bor i Middelfart centrum, så vi hurtigt kan opleve lidt, men også hurtigt komme hjem igen i vores trygge hule 🙂

Mor og datter-samtaler #relationer

_20170708_152556Ella kan man ikke skjule noget overfor. Hun er jo knap 3 år, og jeg mærker, at hun bliver mere og mere selvstændig, så jeg også skal stramme mig lidt an engang imellem. Hun skal nok sige til, hvis hun synes, at hun bliver uretfærdigt behandlet. Flot egenskab. Mor er stolt 😉

Her er mine hverdagsglimt med hende den lille knap 3-årige.

Du snyder, mor… 

En dag da vi var på vej til børnehave, kom vi forbi en legeplads, hvor hun gerne ville lege. Jeg sagde, at vejret var ikke lige til at lege på legeplads, og vi måtte tage derhen senere. Da jeg havde sagt det, tænkte jeg for mig selv: “Astrid, det var jo ikke kun på grund af vejret, men fordi hun skal i børnehave. Du må være bedre til at give den nøjagtige forklaring”, og idet jeg slipper tankerne og i stedet vender mit blik mod Ella, kigger hun op på mig med alvorlige øjne og siger: “Mor, du snyder”. Jeg anede ikke engang, at hun kunne det ord: “Snyder” 🙂

Grineflip før putningen

Det er så skønt, når jeg griner sammen med Ella, og vi finder på lege, som vi begge synes er sjove. I går havde vi en helt fantastisk aften, hvor Ella grinte og grinte, og nærmest var ved at falde bagover af grin, hun klukkede, og jeg tænkte: “Det ender med, at hun får hikke”. Sådanne grin er guld værd, og i går slog alle de grin, vi ellers har haft sammen. Jeg sad på gulvet, og så slog hun pludselig armene uden om mig og sagde: “Åhhh, lille mor skatter”. Det var til at smelte over. Da vi snart skulle i seng tænkte jeg, at hun nok ville sove rigtig godt ovenpå de grineflip. Ganske rigtigt. Hun vågnede op med et smil, og sagde som det første: “Godmorgen. Ella har sovet godt!”. Og det kommer fra et barn, der ikke lige er i sit es om morgenen. Ofte er hun faktisk decideret morgensur, og det har hun ikke arvet fra moren, hehe… SÅ det var virkelig skønt at se hende vågne glad op. Hun havde endda sovet mindre, end hun plejer.

Mor elsker åbenbart at snakke med Mette…

Nu hvor hun har skiftet børnehave, har jeg spekuleret på, om ikke hun snart er ret forvirret oveni hovedet over at have skiftet dagplejemor fra én i Assens til én i Middelfart, dernæst i én børnehave og dernæst i børnehave nr. 2. Hun nåede også lige at være ved en gæstedagplejer inden børnehavestart, hvilket forøvrigt var et hit, da dagplejemor havde så flotte børneplastre, at Ella stadig snakker om det. Dejligt sted, ligesom de andre dagplejere, vi har haft – om det så bare var gæstedagplejere. Nå, men jeg spurgte så Ella en aften: “Kan du huske dét sted? Og dét sted? Og hvad med dét sted?”. Hun kunne huske dem allesammen, og så kom jeg til tidligere dagplejemor Mette, og hun svarede med et smil: “JA… Mor elsker at snakke med Mette…..”, og jeg grinte, for det havde hun SÅ meget ret i… Selv Ellas far sagde nogle gange for sjov: “Ej, dig og Mette… I kan virkelig godt lide at snakke sammen”. Nu skulle vi jo hver især passe arbejdet, men da vi kom på besøg hos hende den første gang, snakkede vi løs i en times tid, og det var så hyggeligt. God kemi med en dagplejemor er så vigtigt, og Ella havde lige spottet, at mor blev et værre snakkehoved, når hun så Mette 😉

 

Hvis du har et par guldkorn fra dit barn, er du meget velkommen til at skrive en kommentar. Det er så hyggeligt at få et lille indblik i hverdagen hos andre.

Tak, fordi du læser med – og følg mig gerne på Instagram, hvor jeg altid skriver, når der er nyt på bloggen.

 

 

Livet fra en knap 3-årigs perspektiv #hvadbørnsiger

received_1901142129912523Farvel og tak

I søndags var vi sammen med mormor til et udendørsarrangement her i Middelfart. “Naturens Dag”, som arrangementet hed havde bl.a. en lille stand med klovne med røde næser. Ella gik hen til en dreng, der havde klovnenæse på og spurgte, om hun måtte prøve den. Det måtte hun godt. Først tog hun den selv på næsen, og så vendte hun sig mod mormor, da hun gerne ville give mormor den på. Det havde de lidt sjov med. Derefter vendte hun sig atter mod drengen, gav ham klovnenæsen på og sagde: “Farvel og tak”, og så gik hun videre som det mest naturlige i verden.

Familiehygge 

Søndag aften, da vi kom hjem fra mormor, havde det været en god og lang dag. Ellas små fætre havde også været på besøg, og vi havde derfor sørget for masser af leg og udendørsaktiviteter.

Da Ella så ligger i min favn om aftenen kl. 21.35, og ser ret træt ud, ved jeg godt, at hvis hun falder i søvn “allerede” ved denne tid, vågner hun omkring midnat og er frisk som en havørn, så jeg siger:

“Ej, du skal da ikke sove nu.”

Hun kigger på mig med udtryksløse øjne, og svarer:

“Det har været sådan en lang dag”

Hun krammer sig indtil mig, og jeg svarer: “Nårhhh, ja.. Det var så hyggeligt..”, men jeg bekymrer mig samtidig om, at Ella måske allerede nu savner sine højtelskede fætre, og efter en måned med forskellige udfordringer, tilføjer jeg det mest pædagogiske, der længe er kommet over mine læber: “Mor er her…..” <3

Ella kigger på mig med store øjne og et taknemmeligt smil, og svarer: “Det er dejligt at være hjemme…”

“Nå, du er dejlig. Mor elsker Ella”, svarer jeg

Ella kigger på mig og svarer på samme pædagogiske måde, som jeg lagde ud med:

“Ella er her….”

 

Den lille søde papegøje har godt nok hørt efter i timen 🙂

 

Verden set fra en snart 3-årigs perspektiv

received_1876131555746914Dette blogindlæg er om livet set fra en 3-årigs perspektiv.

Tidligere har jeg skrevet det her blogindlæg om perspektivet fra en 2,5-årig samt et blogindlæg om de samtaler, som Ella og moren har haft 🙂

Ella bliver snart 3 år (d. 30. oktober), og hun glæder sig allerede. Nu er moren og faren så også ret optagede af hendes fødselsdag allerede. Det er vist resultatet af kun at have ét barn, at jeg glæder mig i flere måneder på forhånd, når nu der ikke er så mange fødselsdage! 😉

Sidste år gik moren lidt amok i kagedekorationer, og først nu kan Lillepigen se, at det var en LØVE, som moren forsøgte at lave til hende.

img_20161031_113251

Hun er vældig begejstret, når vi kigger billeder, men i år fokuserer jeg på bare liiidt nemmere løsninger.

Nå, men udover at vi glæder os til hendes fødselsdag, er hun jo blevet børnehavebarn, og da jeg spurgte hende omkring 3 gange i dag, hvad de havde spist til frokost, svarede hun det samme igen og igen: “POPCORN”. Nu er det heldigt, at jeg kan tjekke på Intranettet, hvad de i virkeligheden får at spise, og hurraa for madordning! Så er jeg sikker på, at hun får ordentlig mad og ikke brokker sig over mors mad, som da vi fx spiste tofu, som jeg skrev om i dette blogindlæg…

Hver eneste dag spørger jeg mig selv: “Er mit barn kræsent?”, og jeg får ikke noget svar. Når det kommer til mad, er det svært at droppe sammenligningerne med andre børn. Alle frygter jo et kræsent barn, og jeg må trøste mig med, at hvis jeg fx giver Ella en pære i hånden, er der som regel kun så lidt tilbage….

_20170511_102141

En pære spiser hun da bare, rub og stub…

Som de fleste småbørn er maden mest interessant, hvis hun kan lege med det.

Hun elsker fx at “banke æg”, som hun siger, når der skal slås æg ud på panden eller til bagværk. Så tager hun som regel et par ekstra æg i hånden, selvom moren har sagt, hvor mange hun skal bruge. Men når hun så overgiver sig, lægger hun forsigtigt æggene tilbage i æggebakken, så de ligger på langsiden og “kan sove”. “SÅ, nu kan æggene sove”, siger hun omsorgsfuldt og lægger dem til rette i æggebakken, inden de kommer ind i køleskabet.

Appetitten fejler heller ikke noget, når vi er på gåture eller ude i mormors kolonihave. En dag blev hun passet af mormor ude i kolonihaven, og hun smagte hindbær, ærter og hvad der ellers var i haven. Efterhånden var der ikke mere at tage af, og Ella blev efterhånden lidt utålmodig og ville gerne hjem. Hun var træt af at være i haven, og da hun gik hen imod mormor og endnu engang beklagede sig, måtte mormor lige tænke lidt, imens hun overvejede, hvad de kunne finde på. Ella kunne vist læse mormors tanker, for i hvert fald kiggede hun op på mormor med sine søde, brune øjne og sagde: “Men mormor, jeg kan jo ikke spise blomster..”

Og når moren så fortæller Ella om de forskellige blomster og fx siger: “Se Ella, det er en tulipan”, bliver jeg rettet, og hun svarer: “Nej mor, det er bare en blomst” 🙂

Ella ved godt, hvad hun vil og hvad hendes rettigheder er. Hun giver mig ren besked, hvis ikke hun synes jeg er fair. “Mor, du skal være sød ved Ella”, siger hun så med løftet pegefinger. Nu har jeg så også sagt det i forbindelse med de gange, hvor jeg har sagt undskyld for fx at komme til at træde hende over tæerne, skubbe til hende eller andet, der indimellem sker i hverdagens travlhed. Så har jeg altid undskyldt og fx sagt som forklaring: “Det må du undskylde. Det var ikke meningen. Mor skal være sød ved Ella. Mor havde bare ikke set dig”.

Nu siger hun det så selv! 🙂

Den anden dag var vi på vej hjem fra biblioteket, og vi gik ned igennem gågaden, men jeg begyndte at blive lidt nervøs for, om hun godt kunne gå ved siden af mig, uden at vi holdt i hånden. Hun virkede til at have meget krudt, der skulle brændes af. Jeg sagde så til hende, at jeg var nervøs for, at hun rendte ud på vejen, og hvis ikke hun ville holde mor i hånden, måtte hun komme op i klapvognen. Hun var ikke interesseret i at holde i hånden, så jeg besluttede mig for klapvognen, og løftede hende op i klapvognen, egentlig uden synderlige protester. Det var nemt. Men så mente hun åbenbart alligevel, at det ikke var godt nok, hvad hun var udsat for 😉 Hun rettede ryggen og skød hagen op i vejret, som var hun en forurettet fin dame fra Victoria-tiden og så kiggede hun sig omkring, imens hun råbte: “HJÆLP… Jeg har brug for hjælp! Ella sidder fast i klapvognen..”

Så måtte moren berolige hende med, at alting var okay. Hun sad ikke fast, og nu skulle vi bare have en dejlig gåtur hjem til matriklen, og helst uden flere blikke 😉