Samtaler med en tre-årig #detmåmanikkesige

_20180110_175148Ret skal være ret!

Ella har en stor fremtid foran sig som enten politibetjent, lærer eller advokat. Hun er i hvert fald et retfærdighedssøgende lille menneske, der følger med i, hvad man må og IKKE må. Sikkert typisk for alderen. Flere gange ugentligt siger hun forarget: “Det må man ikke sige!” eller “Det må man IKKE…!”.

Det er godt, at hun går så meget op i ret og uret. Til gengæld kan hun også sige: “Det var et uheld” og “Det var ikke med vilje”. Så er vi ligesom dækket ind, når hun skal begå sig ude i den store verden.

“Må man sige det?”, spørger jeg ofte mig selv… 

Moren tænker også meget over, hvad det rigtige er at sige til hende i forskellige situationer. Nu forsøger jeg at være så pædagogisk som overhovedet muligt, men samtidig vil jeg jo heller ikke lægge for meget bånd på mig selv.

Når jeg om aftenen læser godnathistorier for Ella, er hun vild med en børnebog om en politibetjent. Moren er knap så begejstret. Udover at den er lidt kedelig, er jeg heller ikke vild med at forklare om knipler, pistoler og håndjern. Efter første gennemlæsning vil hun altid høre den igen. Den anden dag kunne jeg simpelthen ikke tage mig sammen til at læse den igen.

Jeg gav Ella den helt ærlige version. Jeg spekulerede på, om det ud fra en pædagogisk vinkel var okay 😉

“Ej, jeg synes faktisk bogen er kedelig, Ella. Er det okay, at du bare læser den selv ved at kigge i bogen?” Stik imod min forventning sagde hendes ansigtsudtryk mig, at det var helt fint med hende! “Jaaa”, sagde hun og hun begyndte at læse højt for mig, hvilket var ret underholdende!

Fra børn skal man høre sandheden

Den anden dag tog vi en fridag, da vi skulle til fotograf. Fotografen blev desværre syg og måtte aflyse. Jeg satte mig derfor i sofaen, helt klar til at tage afsted og skulle lægge en ny plan for dagen. Ella satte sig på mit skød, og vi kiggede på hinanden. I dagens anledning havde jeg taget øreringe i ørerne, hvad jeg ikke har haft i tusind år, og Ella er altid efter mig: “Mor, du skal have øreringe i”. Jeg spurgte derfor med et forventningsfuldt smil: “Har mor fået flotte øreringe på?”

Jeg ventede på hendes reaktion, og kom i det her øjeblik til at tænke på, at hun da vist heller ikke var vant til at mor havde parfume på. Hun reagerede derfor både på øreringene og parfumen:

(host, host…) lød det fra hende, hvorefter hun udbrød helt forpint: “Addr… øreringe lugter. Tag dem væk. De lugter, mor!”

Jeg endte faktisk med at skifte bluse 😉 Vi har begge en veludviklet lugtesans, og jeg bryder mig heller ikke om for meget parfumeduft.

Du må sige undskyld… 

Ellas forargelse over, hvad andre gør, giver anledning til en del reprimander om, at de må sige undskyld. Hun siger ofte til moren: “Du må sige undskyld, mor..” Nu er jeg ved at lære hende, at det fx kan være et uheld, hvis vi går ind i hinanden, og hun forstår mere og mere de forskellige sociale spilleregler. Hun siger så i stedet: “Det gør ikke noget” eller “Det går bedre” eller bare den helt korte version: “Det går…”

Nu ser hun en del engelske/amerikanske udsendelser for børn, og vi talte meget engelsk i hjemmet, indtil hun var 2,5 år, hvor vi flyttede for os selv, hende og jeg. Derfor smuttede det for hende den anden dag, da hun blandede engelsk og dansk, og sagde til mig: “Du må sige sorry!” 😀 Så sødt, at jeg ikke kunne lade være med at smile, og det syntes hun selvfølgelig ikke var sjovt..  “Det er ikke sjovt”, sagde hun så… Jeg tog mig sammen, og svarede hende, at jeg bare smilede, fordi hun var så sød, og fordi jeg var glad…

“Jeg er OGSÅ glad!”, svarede hun med et stort smil.

Samtaler med en 3-årig #børnehavelivet

img_20180106_204000-2En ny uge begynder i morgen. Ella havde GLÆDET sig til at komme i børnehave igen efter juleferien. Faktisk måtte jeg berolige hende med, at hun skam nok skulle se sine venner igen. Hun skulle se børnehaven igen! Så forsvandt det mutte blik, og hun lyste helt op. Vi havde ellers haft det hyggeligt i juleferien med smutture til Odense, sommerhustur i det fynske, besøg hos familie i Jylland og julehygge ved mormor. MEN når man er enebarn herhjemme, er det liiidt kedeligt til tider.

Nu er det hendes anden børnehave, da vi startede ud med en enkelt måned et andet sted. En børnehave, der ikke lige var hende. Hver eneste morgen afleverede jeg et barn, der enten tog sig gevaldigt sammen og mut sagde: “Farvel, mor” eller hun hviskede igen og igen, mere og mere bedende: “Jeg gerne hjem, mor. Hjem i mors hus”. I den sidste uge før vi måtte sige stop, græd hun rigtig meget ved afleveringer. Jeg vidste bare, at hun aldrig ville blive glad der. Indkøringen var gået for hurtigt, og det gik mere og mere skævt. På trods af søde pædagoger og en virkelig kompetent og sympatisk leder, måtte jeg kaste håndklædet i ringen.

Her til aften sagde Ella pludselig sådan lidt ud af det blå, at hun ikke kunne lege med de andre børn i den første børnehave. Hun pegede på fjernsynet, hvor der var en række børn. “Jeg kunne ikke lege med børnene i den første børnehave”, sagde hun mut, men tilføjede så helt begejstret: “….men så fandt MOR EN NY BØRNEHAVE!” Og hun fortsatte: “Det var liiidt uoverraskende. De var lidt uoverraskende, mor…”, sagde hun med bekymret mine og hun skuede op i loftet for at finde de rette ord. “Uoverraskende”, sagde hun igen, og med bøjede, indadvendte knæ bakkede hun tilbage og så helt nervøs ud. Det var tydeligt, at hun ville demonstrere, hvordan hun havde haft det. Ud fra min tolkning var det hendes måde at sige på, at hun havde været utryg og uforstående overfor, hvad der blev forventet. Hun kunne ikke finde sin plads.

Fuld af forundring over at hun fortalte alt det her, betragtede jeg hende bare, siddende på stuegulvet, imens hun talte videre. Jeg ville huske på hver en lille beskrivelse, fordi det gav mig ro i sindet, at hun vidste, at jeg havde gjort mit bedste. Jeg havde set, at hun ikke var glad, og havde reageret på det.

Nede i knæ og med bekymret mine udbrød hun: “Jeg prøvede at lege… Men dén var forkert…..og så fandt MOR EN NY BØRNEHAVE”, udbrød hun, og hun gik hen og krammede mig så kærligt. Hun så helt lykkelig og taknemmelig ud, og jeg krammede hende, mærkede de små, buttede kinder og sagde: “Ja, Ella var ikke glad, men mor måtte sige farvel. Øv. Det var ikke rart. Mor skulle på arbejde. Mor var så trist, når vi vinkede farvel. Vi prøvede. Det gjorde vi. Med ved du hvad? Jeg kunne se, at Ella ikke var glad”.

Ella skuede igen mod loftet og så lidt tænksom ud, og svarede så : “Ja, det var ikke så godt…men mor skulle hjem og skrive og læse”, og hun plingede med fingrene for at demonstrere, at jeg skrev på computer. “Ja, det er rigtigt, Ella”, svarede jeg lettet og bekræftende. Vi krammede igen, og jeg sagde: “Men nu har du det godt i den nye børnehave”, og hun lyste op. Jeg nævnte et par venner, og hun nævnte mange flere 🙂 Det var vist vigtigt for hende at få dem alle med 😉

Det var så befriende at høre hende fortælle om sine oplevelser, da jeg godt kan bebrejde mig selv, at jeg på sin vis svigtede hende i et par uger ved at aflevere et barn, der på alle mulige måder strittede imod. Hun må da have tænkt: “Hvad er det lige, at min mor ikke forstår?! Jeg er jo ikke glad!”. Det var derfor rart at høre, at hun véd, at “vi begge tog os lidt sammen”. For en periode handlede vi i strid med vores umiddelbare følelser, når mor fx sagde: “Du skal nok få en god dag”, og jeg måtte vriste mig fri af hendes greb. En situation som mange mødre desværre oplever, og derfor er det fantastisk, at vi allerede nu kan få sat ord på vores følelser fra dengang. Det er nok lidt unikt for vores relation, for alle mødre og børn er jo forskellige. Ella suger mange indtryk til sig, så det virker naturligt at tale mere om følelser, end jeg havde forestillet mig, før jeg blev mor.

Nu er det ikke kun Ella, der “danse-hopper” af glæde ind i børnehaven om morgenen, fordi hun er så klar på en ny dag. De andre børn i hendes børnehave ser også altid så glade ud. Pædagogerne er dygtige og nærværende og sætter sig helt ned på hug til børnene, kigger dem i øjnene, eller sidder på gulvet og er omringet af børn, der vil sidde på skød og kramme. Nu er der jo ikke flere ressourcer i dén børnehave, end så mange andre (går jeg ikke ud fra, i hvert fald), men tingene fungerer bare.

Hvis der er noget, som jeg var taknemmelig for i 2017 så var det, at vi fik plads i den børnehave. Læs også om, hvad jeg ellers var taknemmelig for i dette tidligere blogindlæg om mit nytårsforsæt.

Samtaler med en 3-årig #familieformer

_20171226_170514

Jeg håber, at I havde en rigtig god nytårsaften! Vi havde en traditionel nytårsaften, hvor vi hyggede os med dans på stuegulvet til Kim Larsen, god mad og fyrværkeri. “Det er flot, mor. Du skal ikke være bange”, sagde Ella til mig 😉 Hun nød at kigge på fyrværkeriet, og sagde om det: “Sikke en masse bakkerier…. Orgh, og der var BABYBAKKERIER…!”. Det var selvfølgelig når der var små raketter på nattehimlen 😉

Ella og jeg har juleferie indtil d. 3. januar, og vi nyder ferien. Hun har tilbragt rigtig meget tid med moren. Nogle gange har jeg tænkt: “Hvor er den juleferie dog lang!”, men for det meste har jeg bare nydt, at vi er et team. Hun virker gladere end nogensinde. Det giver vist mere mening for hende, når mor beder hende om noget. “Okay, mor”, siger hun så… Eller svarer meget voksent og tænksomt: “Nååååhh…”

Jeg tror at 3-års alderen er en god alder for Ella. Det har altid været svært at aktivere hende nok, men hun bliver jo hurtigere træt af alle de legekammerater, hun efterhånden har at lege med. Hun er desuden begyndt at spørge mig om forskellige ting, og kan selvfølgelig flere ting selv nu, hvilket giver en god selvtillid og glæde.

I juleferien fortalte Ella mig, at hun gerne ville være en dreng. Det er ikke første gang, at hun lader mig vide, hvordan landet ligger 🙂 “Men jeg ER en dreng”, kan hun finde på at sige. Hun får lov til at være lige dén person, hun vil være, så jeg undgår at sige: “Åhh, mors lille pige”, men siger i stedet noget andet. Nu er der jo mange børn, der er lidt kønsforvirrede, når de er små og vokser op og føler sig helt tilpas som en mand eller kvinde. Jeg tager det hele oppefra og ned. Hverken som 3-årig som 30-årig, skal hun passe ind i en kasse. Nu hvor moren er så optaget af skam, jf. min interesse for den amerikanske skamforsker Brené Brown, vil jeg altid behandle Ella med tanke på, at hun ikke skal skamme sig over dén, hun er. Hun fik bl.a. noget sejt tøj i julegave, som moren havde fundet i afdelingen for drengetøj. Hun blev da også rigtig glad for bl.a. en gul bluse med dinosaurer på 🙂

Men hensyn til vores familie flyttede Ella og jeg jo fra hendes far d. 1. april 2017. For Ella er det helt normalt, at vi ikke længere bor sammen, og både far og mor er kommet videre. Vi står et solidt sted, fordi jeg véd, at jeg aldrig kommer til at have en anden relation til hendes far, end den vi har i dag. Vi kommer ikke til at fejre hendes fødselsdage sammen fx. Den mest optimale måde for os at have en relation på, er lige præcis dén måde, som det fungerer på nu. Jeg er meget opmærksom på ikke at snakke dårligt om hendes far, og jeg ved også, at han aldrig taler dårligt om mig.

En aften lå Ella i min favn, og hun var lidt småtræt ovenpå en lang og dejlig dag, fyldt med indtryk. Vi havde pjattet lidt og lavet sjov. Lige pludselig ændrede hendes ansigtsudtryk sig, så hun så lidt sur ud. Jeg troede, at jeg var kommet til at drille hende lidt for meget (for sjov), og jeg spurgte, om hun var sur på mor? “Ja”, svarede hun, og jeg spurgte hende hvorfor? “Fordi jeg tænker, at jeg gerne vil elske far”. Så svarede jeg, at det måtte hun da gerne. Det var da dejligt, at hun var så glad for far. Jeg bliver så stolt over, at hun er så god til at kommunikere sine følelser.

Den anden dag var vi på vej hjem fra en sommerhustur i det fynske, og vi tog toget fra Odense. I toget var der en baby, der brød ud i gråd et par sæder foran os, og som jeg havde set både på mors og fars arm.

Denne samtale udspillede sig mellem Ella og jeg. Den giver håb for alle enlige mødre og solomødre… Vi er skam nok i os selv. Vi behøver ikke at skamme os over vores familieform, hvor det “bare er os”… En tanke, som jeg véd, at mange enlige kvinder har.

Ella: “Åhhh, baby græder!!”

Mig: “Ja, så er det godt, at baby bliver trøstet af mor og far”.

Ella: “Jeg tror, at det er mor”

Mig: “Tror du det er mor, som baby bliver trøstet af?”

Ella: “Ja, baby bliver trøstet af familien”

Mig: “Ja, det er rigtigt. Baby bliver trøstet af familien. Ligesom du har en familie”

Ella: “Ja, jeg har en mor-familie”

Det bedste af det hele var, at hun sagde det med største selvfølgelighed og tilfredshed. Mor-familie. Fedt ord, som gav mig en indre ro, og som jeg aldrig kunne være kommet på selv 🙂 Børn er nu skønne til at få alting til at gå op i en højere enhed.

 

 

Samtaler med en knap 3-årig #trængertilluft

img_20171004_183607_957-2Jeg elsker at skrive de her blogindlæg om samtaler mellem mor og datter. Det sidste blogindlæg jeg skrev, var vores samtaler om relationer, som kan læses her.

Ella har altid været god til at sige til og fra, når der er noget, der generer hende. Hun er god til at være social, og har fået flere gode venner i børnehaven, men hun er også glad for at lege selv. Fx siger hun indimellem: “Nej mor, du må lege selv nu…”

Det er ikke til at stå for, og en dag sagde hun endnu mere direkte, at hun trængte til luft. 🙂 Det var den dag, hvor jeg netop havde hentet hende fra børnehaven og hun hele tiden snakkede om noget med “luft”. Måske havde de snakket om det i børnehaven, og måske sunget den kendte børnesang om den lille blå ballon? Nå, men på et tidspunkt smed hun sig i vores sækkestol og udbrød træt: “Jeg trænger til luft”. Så vidste jeg, at hun havde haft en lang dag i børnehaven 😉

Hun har brug for luft omkring sig, når hun kommer hjem fra børnehaven, og jeg giver hende derfor plads til bare at koble af med noget fjernsyn. Det gør hun i den sækkestol, der er på billedet. Et stort hit.

Om aftenen læser vi til gengæld bøger, når jeg putter hende. Der kan hun godt finde på at tage en bog, for derefter at give mig en bog i hånden og sige: “Værsgo’ mor, du kan læse dén”, og så læner hun sig tilbage i sengen for at gå i gang med sin egen bog! Ja ja, det er da super spændende for moren at sidde med en Rasmus Klump-bog og læse lidt for sig selv 😉

Det er også sjovt at lægge mærke til, hvilke vendinger hun bruger, når vi taler sammen, og der ofte sniger sig meget voksne vendinger ind i vores samtaler: “Det ved jeg søreme ikke”, siger hun eller “Lige et øjeblik, jeg er straks tilbage”, siger hun med en løftet hånd i vejret.

Det er så vigtigt at huske på at give hende “luft”, når hun efterspørger det, og i det hele taget lære hende, at alle mennesker har brug for luft og til at falde ned eller finde et svar på noget. Vi er også begyndt at tælle til 10, når vi venter på noget, og råbe: “Jubii, når vi når til 10”, og vi endelig kan spise (fordi maden skulle køle af) eller noget andet. Der er mange hverdagsstunder, der gør det oplagt at tælle til 10, når vi venter, og både mor og datter er utålmodige af natur. Nu er det noget andet at være knap 3 år og skulle vente på noget, så derfor bliver vores “tælle-lege” en måde at vende utålmodigheden til noget hyggeligt.

Nu vil jeg slutte blogindlægget og tage mig noget luft ved at gå en tur på biblioteket med Ella i hånden. Det er så dejligt, at vi bor i Middelfart centrum, så vi hurtigt kan opleve lidt, men også hurtigt komme hjem igen i vores trygge hule 🙂

Mor og datter-samtaler #relationer

_20170708_152556Ella kan man ikke skjule noget overfor. Hun er jo knap 3 år, og jeg mærker, at hun bliver mere og mere selvstændig, så jeg også skal stramme mig lidt an engang imellem. Hun skal nok sige til, hvis hun synes, at hun bliver uretfærdigt behandlet. Flot egenskab. Mor er stolt 😉

Her er mine hverdagsglimt med hende den lille knap 3-årige.

Du snyder, mor… 

En dag da vi var på vej til børnehave, kom vi forbi en legeplads, hvor hun gerne ville lege. Jeg sagde, at vejret var ikke lige til at lege på legeplads, og vi måtte tage derhen senere. Da jeg havde sagt det, tænkte jeg for mig selv: “Astrid, det var jo ikke kun på grund af vejret, men fordi hun skal i børnehave. Du må være bedre til at give den nøjagtige forklaring”, og idet jeg slipper tankerne og i stedet vender mit blik mod Ella, kigger hun op på mig med alvorlige øjne og siger: “Mor, du snyder”. Jeg anede ikke engang, at hun kunne det ord: “Snyder” 🙂

Grineflip før putningen

Det er så skønt, når jeg griner sammen med Ella, og vi finder på lege, som vi begge synes er sjove. I går havde vi en helt fantastisk aften, hvor Ella grinte og grinte, og nærmest var ved at falde bagover af grin, hun klukkede, og jeg tænkte: “Det ender med, at hun får hikke”. Sådanne grin er guld værd, og i går slog alle de grin, vi ellers har haft sammen. Jeg sad på gulvet, og så slog hun pludselig armene uden om mig og sagde: “Åhhh, lille mor skatter”. Det var til at smelte over. Da vi snart skulle i seng tænkte jeg, at hun nok ville sove rigtig godt ovenpå de grineflip. Ganske rigtigt. Hun vågnede op med et smil, og sagde som det første: “Godmorgen. Ella har sovet godt!”. Og det kommer fra et barn, der ikke lige er i sit es om morgenen. Ofte er hun faktisk decideret morgensur, og det har hun ikke arvet fra moren, hehe… SÅ det var virkelig skønt at se hende vågne glad op. Hun havde endda sovet mindre, end hun plejer.

Mor elsker åbenbart at snakke med Mette…

Nu hvor hun har skiftet børnehave, har jeg spekuleret på, om ikke hun snart er ret forvirret oveni hovedet over at have skiftet dagplejemor fra én i Assens til én i Middelfart, dernæst i én børnehave og dernæst i børnehave nr. 2. Hun nåede også lige at være ved en gæstedagplejer inden børnehavestart, hvilket forøvrigt var et hit, da dagplejemor havde så flotte børneplastre, at Ella stadig snakker om det. Dejligt sted, ligesom de andre dagplejere, vi har haft – om det så bare var gæstedagplejere. Nå, men jeg spurgte så Ella en aften: “Kan du huske dét sted? Og dét sted? Og hvad med dét sted?”. Hun kunne huske dem allesammen, og så kom jeg til tidligere dagplejemor Mette, og hun svarede med et smil: “JA… Mor elsker at snakke med Mette…..”, og jeg grinte, for det havde hun SÅ meget ret i… Selv Ellas far sagde nogle gange for sjov: “Ej, dig og Mette… I kan virkelig godt lide at snakke sammen”. Nu skulle vi jo hver især passe arbejdet, men da vi kom på besøg hos hende den første gang, snakkede vi løs i en times tid, og det var så hyggeligt. God kemi med en dagplejemor er så vigtigt, og Ella havde lige spottet, at mor blev et værre snakkehoved, når hun så Mette 😉

 

Hvis du har et par guldkorn fra dit barn, er du meget velkommen til at skrive en kommentar. Det er så hyggeligt at få et lille indblik i hverdagen hos andre.

Tak, fordi du læser med – og følg mig gerne på Instagram, hvor jeg altid skriver, når der er nyt på bloggen.

 

 

Older posts