Sådan knækkede jeg koden til gode lege med mit småbarn

img_20171026_173923Dette blogindlæg skal handle om den proces, som det kan være at skabe en god kontakt med sit barn under leg. Det er mine personlige erfaringer, og det er ikke tænkt som et blogindlæg, der beskriver, hvordan du bør lege med dit barn.

Okay, jeg ved at sarkasme og ironi kan være svært at afkode for børn, så jeg som regel ret tydelig for ikke at forvirre Ella. Det er de tanker, jeg har gjort mig om det. Det er nok meget individuelt, hvad der er sjovt, alt efter hvem I er som personer. Men Ella og jeg har det sjovt… 🙂 Det håber jeg for dig og dit barn, at I også har! 🙂

Det ser så nemt ud at lege med sit barn

Når andre leger med deres børn – især fædre der tumler med deres børn, ser det så nemt ud. Den gode kontakt er tydelig. En mor der læser for sit barn, er et andet eksempel på en fin kontakt. At jeg så savner at se mødre, der tumler med deres børn/tør slå sig mere løs med deres børn, er en helt anden snak 😉 Det skrev jeg om i dette ældre blogindlæg om kønsrollemønstre.

Lege, der ikke indbefatter højtlæsning?

Mange forældre læser højt for deres børn, og det er jo bare så fantastisk med alle vores biblioteker herhjemme og kulturtilbud! På bl.a. den front elsker jeg Danmark! <3

Men barnet starter jo ikke ligefrem ud med at ville have læst en bog højt 😉 Så hvad gør man så, når man som mor gerne vil skabe en god kontakt under leg? Hvad skal der til for at kunne nyde at lege med sit barn? At det bliver en hyggelig pause i hverdagen?

”Jeg er ikke typen, der leger med mit barn”

Måske har du tænkt for dig selv: ”Jeg er ikke typen, der leger med mit barn”. Det må far om eller søster om. Vi må lave nogle andre ting?” Det er jo også fint at lave så meget andet med sit barn: Lave mad sammen, gå tur, tage på indkøb sammen eller andre dagligdagsting. MEN, jeg vil opfordre dig til at UDFORDRE dig selv. Ikke for samfundets skyld, fordi du er bange for ikke at leve op til en norm om, at man da skal lege med sit barn, men for din egen skyld. Barnet elsker selvfølgelig at lege med sine forældre, men at give kærlighed gøres jo på mange måder. Så for din egen skyld, skal du udfordre dig selv og tænke på, hvorfor du ikke bryder dig om at lege med dit barn på den der traditionelle måde? Knækker du koden, får du så meget igen! Jeg er virkelig glad for, at jeg selv knækkede koden.

Jeg kan fortælle lidt om min egen proces

Det har været en længere proces at finde ud af, hvordan jeg bedst leger med Ella. Jeg har faktisk så meget på hjerte, at jeg finder det svært at sortere i. Det begyndte jo allerede, da hun var helt lille baby, og lige var begyndt at kunne stavre forsigtigt omkring i 10-måneders alderen, og jeg følte et ønske om at se hende smile på den der: ”Ej, hvor er du sjov, mor. Mer’ af det!” – måde. Ofte følte jeg en utilstrækkelighed og skyldfølelse over, at vi ikke var ”på bølgelængde”. Ja, hun var en baby – langt fra min verden, men jeg var jo blevet mor, og så er det da naturligt at føle sig helt symbiotisk med sit barn? For mit vedkommende var det en proces, hvor jeg i starten følte i allerhøjeste grad, at hun var helt sin egen! Det havde også sine fordele. Som mor lovede jeg mig selv, at jeg altid ville leve efter devisen: ”At du kun har dit barn til låns”. Vores børn er ikke en forlængelse af os selv. Hvis vi var startet helt symbiotisk ud, havde jeg ikke haft den modstand, der fik mig til at gruble og gruble og gruble – og i sidste ende skrive det her blogindlæg 😉

Dengang Ella var baby, var det svært at lege med hende

For mit vedkommende følte jeg, at kontakten på legefronten kunne være bedre. Ja, jeg var da en god mor på andre områder. Jeg nussede hende, ammede hende dag og nat, forsøgte at finde noget mad, hun kunne lide, tog hende med på gåture og snakkede med hende (når jeg altså ikke arbejdede, som jeg skrev om i dette blogindlæg), men hendes far var laaaaangt bedre til at lege med hende! Det skal jeg nok skrive et blogindlæg om senere, da han faktisk havde gode råd til mig, som jeg er ham evigt taknemmelig for.

Mange gange kiggede Ella på mig med et spørgende blik, når jeg forsøgte at fange hendes interesse, og jeg ventede på, at det skulle føles ”rigtigt” at lege med hende. Efter farmands råd vendte det 180 grader, og jeg fik den der gode kontakt med hende, som jeg havde drømt om. Nu lyder det sikkert værre, end det var. Jeg er meget insisterende på, at alting skal føles rigtigt. Det føltes ikke rigtigt, at jeg nærmest kun fik Ella til at grine ved at kilde hende. Så tak til farmand for gode råd!

Nu er Ella snart 3 år, og hvad er status på legefronten?

Ja, det går rigtig godt stadigvæk med at lege, men det er fordi jeg har knækket koden til, hvordan jeg synes det er sjovt at lege… Og så er hun heldigvis med på det;-)

Her kommer først lidt indrømmelser…

Før jeg fik børn, var der altid ét punkt på: ”Skal jeg få børn-listen” der irriterede mig. Et punkt, som jeg vidste ville blive en udfordring. Måske en mindre detalje i det store billede. Ikke desto mindre fandt jeg tanken om at lege på gulvet med mit barn for drænende. At bygge med Lego og sidde foran et dukkehus er slet ikke noget for mig, hvis jeg skal være helt ærlig.

”Men det er noget andet, når du selv får børn”, fik jeg at vide….

Mange ting ændrer sig, ja… Men at lege nede på gulvet er stadig en udfordring. Det er stadig kedeligt. Jeg begynder at gabe, når jeg sidder på trægulvet inde på Ellas børneværelse, og siger til mig selv: ”at NU skal vi rigtig hygge os! Sikke en masse vi skal bygge og lege med!”. Men jeg keder mig bravt. Det ER sket, at jeg har fundet det hyggeligt, og jeg er blevet helt optaget af legen.

Men hvad er det så, der gør forskellen ved den gode leg?

Helt kort fortalt har jeg opstillet mine egne regler/kriterier for, hvad en god leg er. Jeg vil opfordre dig til at reflektere over, hvilke regler du kunne komme på, hvis du selv skulle knække koden til den gode leg?

Mine regler er, at den gode leg skal være….

Som et godt eventyr

Figurerne i legen kan være onde, gode, modige, frygtløse, helte, nysgerrige, vrede, lykkelige osv. osv. Det kan sagtens være om hverdagen, men med en indbygget spænding mellem personerne.

Som en ”terapi-session”, hvor alle følelser udspilles

Jeg får gerne figurerne til at udspille alle mulige skamfulde følelser under en leg. Det kan være en bjørn, der opfører sig uretfærdigt ved at åbne alle gaverne under juletræet, før det er juleaften. Så snakker Ella og jeg måske om dét. Figurerne udspiller følelser såsom: jalousi, misundelse, vrede, gavmildhed, håbefuldhed, angst osv. Der skal være en spænding i det hele!

Jeg må gerne bruge skøre detaljer

For at det skal være sjovt at lege må det ikke blive for pænt. Mine figurer hedder derfor ofte noget, som var populære navne til børn i 70’erne 😉 ”Dorte” og ”Kaj”, hedder de måske, eller jeg finder på mere avancerede navne, og Ella kigger spørgende på mig 😉 Det kan også være, at de får noget mærkeligt noget at spise eller de bor et mærkeligt sted. Jeg bruger løs af min fantasi, og husker de skøre detaljer! 🙂

Jeg må gerne bryde ”konventionerne”

At bryde konventionerne kan være, at én af figurerne aldrig lytter efter, hvad der bliver sagt. Det kan også være en figur, der generelt gør alt det forkerte og forbudte. Det er laaaangt sjovere at lege, når det adskiller sig fra alle reglerne i dagligdagen. Samtidig kan vi så snakke om konsekvenserne af de forkerte valg i legen osv.

(Danmark er for øvrigt kendt for sine børneudsendelser, fordi udsendelserne ikke er så pæne i det. Det lader jeg mig inspirere af. Læs fx denne ret underholdende artikel om en amerikaners syn på dansk børnetv.)

Nå, tilbage til de skæve vinkler i en god leg…. Da vi legede i går, Ella og jeg, var der en pilot der ikke kunne høre, hvad en medpassager hed. Som pilot blev jeg derfor ved med at spørge: ”Hedder du Sanne?”, og Ella svarede: ”Neeeej..”, og jeg fortsatte: ”Nå ja, du hed Trine…?”, og Ella sagde igen: ”Neeeeej”, og tilsidst skraldgrinede hun, fordi hun jo forventede at denne her pilot var helt håbløs til det med navne.

Jeg øver mig på at bruge min fantasi

Nogle gange tænker jeg under en leg: ”Gad vide, om Ella er med på, at vi leger, at der står en kuffert foran os?”, og selvom vi intet har foran os, går hun med på legen. Det er bare med at prøve sig frem, tegne usynlige ting med hænderne, bruge armbevægelserne og fantasien i det hele taget. Ella er faktisk ret optaget af mange af de ting, jeg finder på, selvom vi jo bare kunne købe en legetøjskuffert i BR. Det er nogle gange langt sjovere at udfordre vores fantasi og finde på noget, ud fra dét, vi naturligt ser i hjemmet – eller leger vi ser 😉

 

Nå, jeg håber at du kunne bruge min egen historie til at reflektere mere over legens betydning hjemme ved jer 🙂

 

Er jeg nu en god nok mor? Det evige spørgsmål

received_1920476427979093-2

Er jeg nu en god nok mor? Ja, det er da det evige spørgsmål, som vi stiller os selv. Vi oplever usikkerheden, men får den alligevel parkeret, så vi kan nyde livet. Altid er der denne her vekslen mellem at føle os ovenpå, ubekymret og bevidstheden om at være i nuet med vores barn – og så til det stik modsatte: at vi føler os usikre, bekymrede og optaget af fremtiden. Giver jeg mit barn dårlige vaner og bare generelt en ringe opdragelse? Og hvad tænker andre omkring os? Hvor meget eller lidt skal der til for at andre tænker, at jeg er en uansvarlig mor? Hvornår føler jeg selv, at jeg kunne gøre det bedre?

Når moderskabet føles som en konstant overvågning

Jeg er god til at nyde nuet med Ella, og overvejende befinder jeg mig et godt sted i livet, hvor moderskabet føles rart og ukompliceret. Egentlig er min største succes i livet, at jeg er stolt af min måde at være mor på. MEN i denne uge har jeg befundet mig lidt for meget i den anden grøft. Ligesom naturen let lader sig forstyrre, lader moderskabet sig også nemt forstyrre. Når jeg mærker usikkerheden, føler jeg mig “overvåget” i mangel af bedre ord. At der er en chef, der ånder mig i nakken og fortæller mig at jeg burde tage mig sammen, og at jeg kunne være en bedre mor, hvis bare jeg gjorde ditten og datten.

Sådan føles det, når jeg bliver usikker

Når jeg bliver usikker, bliver det sværere at navigere i, hvad der er værd at bruge tid og energi på som mor, og sværere bare at sig pyt og grine lidt ad det hele.

Jeg vil i dette blogindlæg fortælle om de forstyrrelser, jeg oplevede i ugens løb, og som satte gang i usikkerheden. Måske du kan nikke genkendende til noget? Måske var der en bestemt episode hos dig, der satte adrenalinen i gang? Måske mødte du et bestemt menneske, der tændte usikkerheden? Eller du kunne mærke en indre uro, fordi du havde overtrådt dine egne grænser? Det er så svært at komme tilbage på sporet, men ved at dele de her fortællinger med dig, håber jeg, at du kan føle, at du bestemt ikke er alene om at have det sådan.

Her er hvad der skete i løbet af ugen….

I lørdags var jeg til familiefest med Ella. I et slags forsamlingshus med en stor græsplæne udenom, og med en lille nærliggende vej, men ellers et “børnevenligt område”. Det var én af de større fester med flere børn, og Ella elskede hvert sekund. Fra tid til anden var jeg lidt uopmærksom, fordi der jo var en del andre tilstede ved festen, både voksne og børn, der havde øjne på hende. Mor havde faktisk tid til at nyde maden. Skønt!

Nå, men på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg skulle være mere opmærksom på Ella. Pludselig stod hun helt alene på en græsplæne i tusmørket, imens jeg troede, at hun var i færd med at lege med de andre børn. Der var voksne tæt på, men hun var alene i måske nogle få minutter. Mormor opdagede det hurtigt, og vi snakkede lidt om det, og umiddelbart havde jeg det helt okay med det. Det kunne ske, men selvfølgelig skulle det helst ikke ske igen. Lidt uansvarlig mor havde jeg åbenbart følt mig som, for om natten havde jeg et vaskeægte mareridt.

Om natten drømte jeg en drøm, hvor jeg som en totalt uansvarlig mor listede mig ud af lejligheden og til kollegiefest! Meget symbolsk for en helt anden tid! Jeg havde slet ikke lyst til at feste i drømmen (og har det heller ikke i virkeligheden), men jeg tog i hvert fald afsted, og var selvfølgelig meget bekymret for Ella, der sov derhjemme, alene i vores lejlighed. “Det var bare lige et par timer”, tænkte jeg i drømmen, og selvfølgelig gik alt galt, og jeg fik svært ved at komme hjem med bussen midt om natten, osv. osv. Det var med bankende hjerte, at jeg vågnede op, og var SÅ lettet over, at det bare var en DRØM. Et sandt mareridt!

Dagen efter registrerede jeg, at jeg følte et større behov for at gøre noget ekstra for Ella. Nu skulle jeg bevise, at jeg var en god mor! Usikkerheden var kommet op til overfladen. Selvom mit hoved dikterede, at vi burde foretage os et eller andet vildt overskudsagtigt, tog vi bare på biblioteket efter aftensmaden. Vi havde det hyggeligt i en times tid, men Ella skulle snart hjem i seng, så jeg gjorde mig klar til, at vi kunne smutte. Idét jeg siger til Ella, at nu skal vi snart gå, er der en ældre dame, der spørger, om jeg har tid til at hjælpe hende lidt henne ved computeren? Det ville jeg selvfølgelig gerne, og hun blev så glad for min hjælp. En yderst sympatisk og velklædt dame med et stort smil, og hun kiggede på Ella, som var hun lavet af guld. Vi begyndte at snakke, og det var egentlig ret hyggeligt og dragende på en måde, da hun havde så meget spændende at fortælle. Det var fortællinger fra det virkelige liv, og hun undskyldte for alle sine betroelser. Pludselig så jeg mig engageret i en fremmed dames liv, og af flere grunde var det derfor svært at sige farvel.

Tiden gik, og jeg var splittet mellem at snakke videre og gøre det rigtige – nemlig at få Ella gelejdet hjem i seng 🙂 Ella løb lidt rundt, imens jeg talte lidt med damen, og indimellem afbrød jeg vores samtale for at kigge efter Ella. På et tidspunkt kaldte Ella trist: “Mor, hvor er du…?”. Jeg skyndte mig at vinke til hende, og hun blev straks glad, vi krammede, og alt burde være godt, men usikkerheden dukkede mere og mere op. Da jeg endelig fik løsrevet mig helt og aldeles fra denne impulsive samtale, fik jeg et farvelknus af damen, og jeg skyndte mig at få fat i Ella, der nu var blevet overtræt. Nu var det virkelig svært at komme ud af biblioteket! Det plejer det ellers ikke at være, og det er jo mit ansvar at undgå de her scener, hvis det kan lade sig gøre. Ella skal jo helst ikke nå derud, hvor alting bare driller, og hun ingenting vil, fordi hun er træt. Den dårlige samvittighed dukkede for alvor op nu, og da vi kom hjem, sad den stadig i mig. Jeg havde sørget for at sætte grænser ved fx at fortælle damen et par gange, at jeg desværre blev nødt til at gå, men jeg skulle nok have været klarere i spyttet. Vi kunne jo ikke lige strække den 30 minutter. Med et lille (sensitivt) barn, kan 5 minutter fra eller til faktisk godt gøre verden til forskel, og jeg følte mig som en uansvarlig mor – godt hjulpet på vej af drømmen, og hvad der skete om lørdagen. Jeg oplevede modstridende følelser, fordi jeg både havde nydt samtalen med damen, men havde overhørt den indre stemme, der fortalte mig, hvad det rigtige var. Det rigtige var at hjælpe damen hurtigt, sige farvel, og så ud ad vagten… Jeg prøvede at kigge på mig selv med milde øjne. Ella led ingen nød, selvom jeg havde følt det. Det var én dag ud af 365 dage, og en enkelt episode ud af mange gode. Var det ikke meget menneskeligt ikke at kunne “modstå” de her betroelser? Det var det jo! Mødet med hende havde jo også mindet mig om, at jeg jo savner flere sociale møder i hverdagen.

Når jeg bliver usikker, påvirker det meget andet i mit liv

Det skøre var, at da vi var på vej hjem fra biblioteket, susede jeg faktisk ind i Fakta for hurtigt at købe en pakke gær, så jeg kunne bage brød om morgenen, som Ella kunne få med i børnehave. På det her tidspunkt sad Ella bare helt stille i klapvognen, så jeg “vovede pelsen”. Vi strøg lige op til kassen, hvor en kvinde bagved mig sagde med et grin: “Nå, skal du bage i nat eller hva’?”. Lidt paf og en anelse stresset over “uret, der bare tikkede og tikkede”, fik jeg ikke svaret andet end: “Neeeej, det skal jeg ikke” med et genert smil. Al min humor var forduftet, og jeg tænkte kun på at komme hjem. Det fik mig til at tænke over, at min usikkerhed smitter af på min adfærd i det hele taget, og kvinden havde jo ret! 😉 Enten skulle jeg bage meget sent om aftenen (ja, nærmest nat), eller meget tidligt om morgenen. Fra mit perspektiv var jeg bare ikke en overskudsmor. Jeg var en mor, der havde glemt at købe brød, og nu måtte bage boller “af nød”. I mit hoved ville jeg gerne på nuværende tidspunkt have puttet Ella, og i det hele taget havde jeg flere idéer til, hvordan jeg kunne perfektionere mit moderskab.

Nu er jeg tilbage på sporet….

Udover de her småepisoder i hverdagen, som kan aktivere usikkerheden, er der jo også sket meget på det seneste med børnehaveskift fx – som jeg skrev om her. Store omvæltninger giver altid mere usikkerhed, og derfor er jeg med alderen blevet bedre til at analysere mig frem til, hvorfor usikkerheden dukker op. Det er jo rarere, at usikkerheden varer i et par dage, fremfor at være en konstant følelse i dit liv. Den værste usikkerhed er forduftet. Jeg er ikke perfektionistisk, jeg ønsker heller ikke at være det, og jeg ønsker heller ikke at andre er det.

Hvad lavede jeg egentlig i de to første år som mor?

22050847_1916564811703588_1999252889_oDen anden dag skrev jeg det her blogindlæg, som handler om bedsteforældre, men også om så meget andet. I blogindlægget beskrev jeg en underliggende følelse af utilstrækkelighed og ensomhed hos mig selv, som er opstået on and off, når jeg har haft drømme om en større familie. Selvom jeg er vokset op med en dejlig mor og en storebror, og med weekendbesøg hver anden uge hos farmand, savnede jeg bedsteforældre eller mostre og onkler, som var der. Især min onkel havde en meget gyldig undskyldning, da han var alenefar, og derfor havde nok at se til, men med de andre faldt det måske bare ikke naturligt at være tæt på os, eller også boede de langt væk. Ja, der var flere grunde til, at jeg i bund og grund kun var knyttet til min mor, far og bror.

Ella skulle vokse op med nærværende bedsteforældre 

Hvis jeg en dag blev mor, skulle mit barn derfor have en anden historie, end dén jeg var vokset op med. Min historie var historien om et sæt bedsteforældre på hver side, der ikke var bedsteforældre på den måde, som jeg forventede. Allerede som barn kunne jeg mærke, at mine forventninger ikke blev indfriet.

Det var min hensigt at finde en mand, der kunne være jordens bedste far, og jeg kunne få en dejlig svigerfamilie og dejlige bedsteforældre til vores børn. Den typiske rosenrøde familiedrøm. På den måde blev der rådet bod på min egen erfaring med at komme fra en lille familie, hvor jeg allerede som barn efterspurgte opmærksomhed og omsorg fra mine bedsteforældre, som de ikke kunne leve op til. De gjorde deres bedste, men det kræver jo virkelig meget arbejde at komme i kontakt med de dybere lag i én selv, for på den måde at opnå et nærvær med andre, og dér var de ikke. Livet handlede om meget andet end børnebørn. Uden min undren i barndommen, havde jeg måske ikke haft denne familieblog. Familier interesserer mig bl.a., fordi jeg ofte har undret mig over min egen. Til min mormor og morfars forsvar passede de mig faktisk i ny og næ, da jeg var baby, og det gør mig glad at tænke på, men som barn og ung følte jeg mig ikke tæt på dem.

Ovre på Instagram fik jeg nogle gode spørgsmål

Majken fra Familiefilosofi.dk stillede mig et par gode spg. på min Instagram den anden dag, da jeg havde annonceret, at der var nyt på bloggen. Pludselig havde jeg stof nok til endnu et blogindlæg, for det var virkelig svært at svare kort på hendes spørgsmål 🙂 Hun har altid så gode spørgsmål på hånden, og jeg respekterer hendes blik for det magiske i hverdagen, og hendes mange gode input på sin blog. Du kan følge hende her på FB.

Noget at det, som vi “snakkede” om på Instagram var dét med, at jeg i blogindlægget havde ret få minder fra de to første år af Ellas liv. Jeg spurgte derfor mig selv: “Hvorfor har jeg egentlig så få minder fra de 2 første år med Ella? Hvad var det mon, der fik mig til at skrive, som jeg gjorde i forrige indlæg, når jeg beskrev tiden som lidt tåget…?”

Det var benhårdt på alle fronter

I dette blogindlæg fortæller jeg hudløst ærligt, hvordan tiden var. Det giver svar på, hvorfor jeg har så få minder. Det var simpelthen benhårdt på alle fronter. I et senere blogindlæg vil jeg beskrive de bedre stunder, som vi havde, for ellers bliver fortællingen i sin helhed for ensidig. Måske kan du spejle mig i din fortælling, og måske kan du ikke, men følelsen af ikke at være god nok har vi jo alle oplevet, nybagt mor eller ej.

Barsel – den helt korte udgave

Som selvstændig tekstforfatter, hjemvendt fra udlandet, havde jeg ikke andet end selvbetalt barsel. Det var derfor min plan at arbejde et par timer hver dag i den første tid som mor. Præcis d. 9. dec. (på min fødselsdag) fik jeg nye arbejdsopgaver ind. Fantastisk! For jeg elskede jo mit arbejde som selvstændig, men jeg var alene med Ella på det her tidspunkt, da Ellas far var i Tyrkiet, og nu skulle jeg både være mor og arbejde… Det var selvfølgelig hårdt, men jeg tror først, at det er gået op for mig langt senere. Da jeg var i det, føltes det ikke så hårdt. Det var bare noget med at blive endnu bedre til at prioritere min tid. Det svære ved minderne består mere i, at jeg senere hen har drømt om, hvor dejligt det må være med en barsel, hvor man kan sidde på en bænk og stirre ud i luften, imens man rokker barnevognen frem og tilbage, og man bare nyder fuglekvidder og en lille break. Ren idyl 😉 Det er sådanne stunder, jeg gik glip af. Samtidig ved jeg jo godt, at selv uden arbejde er der jo rigeligt at se til under en barsel, og alle babyer er forskellige. Ella var nok ret gennemsnitlig. Ikke en nem baby, men heller ikke én med kolik eller andet. Hun havde det som blommen i et æg, og var sund og rask. Det eneste “problem” var, at hun kunne blive overstimuleret af for mange indtryk, så hun var svær at trøste igen efter nogle hyggelige timer i sociale sammenhænge. Helt normalt for babyer, og jeg blev mere striks med at gå hjem i tide, så det ikke skete. Så alt i alt var jeg heldig med, at alting gik så fint med Ella. Jeg blev mega effektiv, således at jeg var meget nærværende, når arbejdet ikke lige kaldte. Arbejdet fyldte kun, når Ella sov, eller mormor kunne passe hende lidt, imens jeg skrev. Amningen kørte heldigvis perfekt, så Ella lå i min favn, imens jeg måske tjekkede arbejdsmails osv. Nu sover babyer jo meget i starten, og det gjorde Ella også, så derfor var jeg der i lige så stor udstrækning for Ella, som jeg havde været, hvis ikke jeg havde arbejde. Men det gik selvfølgelig ud over mig selv, at jeg så var lidt ekstra træt. I januar var der ikke så meget arbejde, og der tog jeg revanche ved at sove, når Ella sov. Omkring juletid (Ella er født 30. oktober) tog vi i sommerhus med mormor, og der hjalp mormor jo meget med pasningen.

MEN alt det her med arbejde, var ikke det største problem i den her tid.

Knas i parforholdet

Det største problem var, at jeg vidste, at Ellas far og jeg ikke skulle være sammen til vi blev gamle. At vi så senere blev gift – ja, det virker ulogisk. Jeg følte ikke rigtig, at jeg havde andre muligheder end at give det en seriøs chance, som et giftemål må siges at være 😉 Jeg fortalte ham åbent om min tvivl, så han ikke blev holdt for nar. Nogle gange gik det jo også fantastisk mellem os, men der var lige så mange gange, hvor det ikke gjorde. Det giver jo en vældig stor forvirring! En forvirring, som jeg end ikke kunne sætte ord på – og derfor ikke kunne handle på. Ikke på det tidspunkt i hvert fald.

Han var hjemmegående “husmor”, og jeg arbejdede

Omkring 8. januar 2015 kom Ellas far hjem fra Tyrkiet, og nu skulle han i høj grad komme på banen, så jeg kunne arbejde. Han skulle kun koncentrere sig om at holde “barsel” i et års tid, imens han i første omgang var her på et turistvisum, og senere havde lov til at blive, imens vores ansøgning om familiesammenføring blev behandlet, som vi søgte i sommeren efter, at vi var blevet gift.

Han gik helt ind i rollen som far på “barselsorlov”. Han lavede mad, vaskede tøj, skiftede Ella, gik tur med hende, legede med hende osv. osv. Indimellem brokkede han sig over vaskemaskinen nede i vores vaskekælder, der ikke altid virkede. Jeg vidste ikke, hvorfor han blev ved med at brokke sig over det, og forstod ikke, hvad han mente, når han prøvede at forklare. Jeg husker stadig denne fornemmelse af at befinde mig en tåge… Det her eksempel er bare ét ud af flere, hvor jeg tænkte: “Hvad snakker manden om?”. Vores kommunikation var så dårlig på det her tidspunkt, at jeg brugte meget energi på at regne ud, hvorfor alting var SÅ besværligt i vores liv. Samtidig bebrejdede jeg også mig selv for at blive vred på ham, når han for tredje gang på en uge kom til at smadre noget eller kom til at vaske Ellas uldne tøj på 60 grader (selvom han var vant til at vaske tøj). Tågen blev tykkere og tykkere, for hvad foregik der egentlig? Han kom på et tidspunkt hjem fra en rejse til Tyrkiet, hvor jeg havde betalt rejsen og lommepenge, selvom vi overhovedet ikke havde råd. Da jeg havde betalt hans returbillet, havde jeg 100 kr. tilbage på kontoen. Det husker jeg tydeligt. Han kom hjem med en kuffert fyldt med gaver, og jeg kunne hverken passe eller lide det tøj, han havde købt. Okay, noget af det, men bestemt ikke det hele. UNDREN og skam! Skam over, at jeg ikke blev glad. Det var mine penge, han havde brugt på tøj, og nu måtte jeg arbejde hårdere. Ét eksempel ud af mange, der viser, at vores prioriteringer var meget forskellige. Nogle gange lavede han mad i timevis, når jeg havde mere brug for, at han underholdt Ella, så jeg kunne arbejde. Så fik jeg dårlig samvittighed over at tænke sådan. Både på grund af hans anstrengelser for at gøre det godt, og at jeg ikke havde tid til at lege med Ella. Han blev også ved med at sige, at nu måtte jeg altså snart tage tøjvasken. Vi havde boet der i et år, da jeg endelig satte min første vask over 😉 Lidt vildt egentlig, men han valgte jo altid at klare det selv alligevel. Sødt, men jeg var ikke afslappet ved tanken om, at min mand klarede ærterne, imens jeg arbejdede, eller når jeg sørgede for alt det praktiske. Når ens mand er ny i Danmark, er der meget praktisk at ordne, skulle jeg hilse og sige. Som jeg skriver det her glemmer jeg vist, hvor meget arbejde der er i også bare at være MOR. Der var simpelthen ikke mange ledige stunder til at sortere vasketøj fx eller tilberede mad, så det var jo fair nok, at han stod for den del. Men skævheden i vores forhold var helt klart en udfordring.

Men der var jo som sagt også alle de gode stunder. Engang stod han op kl. 6 en lørdag morgen for at bage boller, som jeg kunne tage med i mødregruppe. Det var helt fantastisk, og han strakte sig ofte langt for, at jeg skulle være glad. Det var sådan, jeg så på ham. At han gjorde en masse søde ting, men indimellem blev misforstået af mig selv og andre. Han kunne også være lidt stresset, og det havde han al grund til at være. Jeg forstod ham. Han fortalte mig jo også dagligt, at han elskede mig. Hvad mere kunne jeg ønske mig?

Hvad husker jeg fra de to første år?

Denne forvirring grundet mixede signaler i relation til Ellas far var nok hovedårsagen til, at jeg ikke husker så meget fra de to første år. Det handlede lidt om bare at overleve på mange måder. At Ella trivedes så godt, var den store optur. Nu har jeg så heller aldrig troet på talemåden: “Når mor er glad, er barnet også glad”. I samspil med ens barn er det jo muligt at være meget glad og mentalt tilstede, selvom meget andet ikke fungerer. Man bliver jo heller ikke nødvendigvis en dårligere søster, datter eller kollega, fordi man har nogle udfordringer. Der er også mange glade mødre derude, der opfostrer børn, som bestemt ikke er lykkelige, desværre. Men måske skal talemåden bare forstås på den måde, at når mor kan stå inde for sine valg, har barnet det (ekstra) godt, fordi det finder tryghed i, at alting er som det skal være. Det var med dét i baghovedet, at jeg vidste, at jeg ikke skulle være sammen med Ellas far for evigt.

Der var også andre udfordringer, der var årsag til, at jeg ikke kan huske så meget. Vi blev fx syge af skimmelsvamp, grundet den lejlighed vi boede i, hvor skimmelsvampen i soveværelset var dækket af et lag maling, da vi flyttede ind. Men man kan kun fjerne svampen på den maleriske måde for en stund. Så viser den sit grimme ansigt igen. At være syg af skimmelsvamp giver ofte nedsat energi og følelsen af at være i en glasklokke – sådan en lidt tåget fornemmelse, som så forsvinder, så snart vedkommende befinder sig et andet sted. Det var næsten helt symbolsk for vores situation i øvrigt 😉

Nu vil jeg slutte, for jeg kan jo blive ved med at skrive, men det var helt terapeutisk at sætte ord på en tid, hvor alting kunne have været mere simpelt og ligetil. En tid, hvor jeg i højere grad burde nyde bare at være mor. Efter det første år nød jeg det mere og mere, og det er kun gået den rigtige vej lige siden.

Den svære snak om bedsteforældre

_20170708_214655Nu har vi ikke den største familie. Faktisk er det kun mormor, som Ella er knyttet til af sine bedsteforældre – og så selvfølgelig mormors mand. Hun eeeelsker mormor og Henning, siger hun.

Hendes tyrkiske bedsteforældre har hun aldrig set, og jeg håber at hun får dem at se, når hun bliver ældre. Nu er jeg stoppet med at ønske, hvordan tingene kunne være. Eftersom jeg selv kommer fra en lille familie, hvor jeg ikke havde så god kontakt til mine bedsteforældre, har jeg altid ønsket, at det skulle være anderledes, når jeg selv fik børn.

Hvad med at få en reservebedste?

“Hvad med at få reservebedsteforældre?” Spørgsmålet, som jeg stillede mig selv for lang tid siden, fordi jeg kunne se, at Ella havde så meget kærlighed at give af, og var så social, at hun ville elske at have bare én anden voksen, som hun kunne knytte sig til, og ikke var mange kilometer væk, som noget af vores familie er.

Nu er det jo i teorien muligt at få en reservebedste, men i praksis er det møgsvært. Det er som at komme igennem et nåleøje, hvis du skal være heldig at finde en reservebedste via egne opslag/annoncer eller via foreninger. I dag er det muligt at få en voksenven, når barnet er 6 år gammel, men der er 3 år til, og jeg har da undersøgt mulighederne for fx at få en familieven, hvor det er en hel familie, som vi engagerer os i. Det kunne godt være en mulighed.

Lidt baggrundsviden om vores mixede familie

Min eksmand var meget dragende, da jeg mødte ham. Især når han fortalte om sin dejlige, store familie, som ville tage imod mig med åbne arme og som selvfølgelig elskede alle deres børnebørn højt. Der var altid hjælp at få, altid støtte og omsorg. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det passer. De er garanteret lige så fantastiske som beskrivelsen, men jeg glemte bare lige at spørge kritisk ind til, hvor meget kontakt han egentlig havde til dem. Tyrkiske familier har som regel et godt sammenhold – det er jo en del af deres kultur, at de passer de ældre i familien osv., og de var ingen undtagelse kunne jeg forstå med moren, der passede den gamle svigermor osv. Egentlig tror jeg også, at Ella kunne få et rigtig godt forhold til dem en dag, men indtil videre er bindeleddet, nemlig faren, jo lidt en fri fugl, som ikke har så meget kontakt med dem, som jeg troede. De maleriske beskrivelser var simpelthen nok til, at jeg faldt i med begge ben. Det var sikkert ret tydeligt for ham, at hvad jeg søgte i livet var en stor og kærlig familie, og det var bare én af de mange grunde til, at jeg mente, at vi ville få en lykkelig fremtid sammen. Hver gang jeg ytrede mig om noget, der var svært, forstod han mig. Han lyttede, og han svarede noget, så jeg altid følte mig forstået. Rart at blive spejlet på den måde. Hver gang jeg fortalte om mine drømme, ville han opfylde dem. Hver gang jeg følte mig skuffet eller misfornøjet, opmuntrede han mig og fortalte, at alting ville blive godt. Hver gang jeg følte mig alene om alting, og at jeg tog al ansvar på mine skuldre, fortalte han mig, hvordan han ville tage sig rigtig godt af mig, så snart han havde et endnu bedre job. Eller når tiden var en anden. Om et par år – måske bare næste år? Når vi blev gamle sammen, skulle jeg også få at se, hvordan jeg havde den mest omsorgsfulde mand i verden, der lavede mad til mig tre gange dagligt. Han lod mig bare i det hele taget vide, at jeg bestemt ikke var alene om alting – jeg havde jo ham!

Fra mit perspektiv gav det også meget mening. Nu var det min tur til at få den mand, der ville behandle mig, som jeg fortjente. At love en hel masse forpligter, og jeg glædede mig til at se, hvor alle vores dejlige drømme ville bære os hen. Nu føles det som et eventyr, der ligger meget langt tilbage, og de første 2 år af Ellas liv er desværre bare indhyllet i en form for tåge. Måske var det simpelthen så hårdt at håbe så meget på noget bedre, hele tiden? Listen med udfordringer blev større og større, og jeg var forvirret over, at jeg følte mig som kaptajnen på båden, når han hele tiden lod mig vide, at han skam tog ansvar for vores familie. Det er kun få minder, jeg har fra den tid, men gudskelov, at jeg har bloggen, hvor jeg kan genopfriske minderne! Jeg vidste jo slet ikke, hvor betydningsfuldt det ville blive at kunne stykke minderne sammen igen, ud fra de forskellige blogindlæg om vores hverdag. Og i eventyret fik jeg den bedste gave nogensinde – vores højtelskede Ella!

Hvad er det, der er svært ved “kun” at have en bedsteforælder?

Nu er der jo familier, der slet ikke har bedsteforældre, så jeg prøver at fokusere på, at vi jo har mormor, og at vi ikke behøver at tænke videre over manglende bedsteforældre. Hun er jo én, der giver Ella al sin kærlighed og er der for hende. Alle gaver, kort, fejringer, kram og kys stammer fra mormor, og kun mormor. Det kunne da være dejligt, hvis Ella havde haft en morfar, farmor og farfar der også fulgte med i hendes liv. Ella spejler sig jo i, hvordan mange andre børn har det med deres bedsteforældre, og moren er sikkert unødigt bekymret, som nedenstående eksempel viser 🙂

Ella ser fx en del Gurli Gris, hvor bedstefaren ofte bliver nævnt: “Bedstefar, bedstefar”, siger de og ofte leger Ella også for sig selv og siger fx: “Bedstefar, bedstefar”. Ahh, det pirker til morens dårlige samvittighed. En dag spurgte jeg hende: “Har Ella en bedstefar?”, og det var måske lige frisk nok af mig at tage snakken, men samtidig er min filosofi, at vi hellere må tage snakken lidt for tidligt end for sent, og hun undrer sig over, at hun ikke har nogen bedstefar. Men så svarede hun bare med det største smil: “Ja, jeg har en bedstefar”, og jeg spurgte overrasket og med et stort smil: “Hvem er din bedstefar?”. Hun svarede glad: “Det er mormor!”

“Mom-dads” og “mormor-morfar”

Sådan gik det til, at samtalen slet ikke var så svær. Ligesom mødre der også føler, at de må tage far-rollen på sig, og være både mor og far i én person, kan en mormor OGSÅ være en bedstefar, åbenbart 🙂  Jeg hørte en engelsk pige, der kaldte sin mor for mom-dad, og det kom sig af, at da moren med skyldfølelse spurgte pigen, om ikke hun savnede en far til fx at tage på fisketure med eller lignende, svarede pigen: “Næh, jeg har jo dig”, og pigen tilføjede: “Du er begge dele for mig, en mor og en far. En mom-dad”.

—————–

Det var lidt om mine tanker om dét at være en del af en lille familie. Nu sluttede det af på en positiv måde, og det er også sådan, jeg vil se på det. Vi har jo også andre i vores familie – Onkel A, Tante P, fætre og et ægtepar på min mors alder, som godt nok ikke er beslægtede med os, men som også er lidt nogle bedsteforældre for Ella, da de fx kommer til hendes fødselsdag hvert år. Det er fantastisk!!

Har du selv oplevet at måtte skrue på dine egne erfaringer til familielivet?

Hvis du selv har lyst til at dele dine tanker om emnet, og du måske har erfaringer med reservebedsteforældre eller lignende, er du velkommen til at skrive på min e-mail: astrid.scheel.meyer@gmail. Så forfatter jeg et blogindlæg, hvor dine input kan blive taget med.

Vi er så mange forskellige typer af familier, og det vil jeg gerne sætte fokus på i den kommende tid 🙂

Det sværeste ved at være mor til et småbarn

Det sværeste ved at være mor til et småbarn er umiddelbart tanken om, at fundamentet for et lykkeligt liv bliver dannet i barndommen (se fx denne artikel), og at jeg som mor ikke kan undgå, at hun kommer i situationer, hvor der sikkert bliver stillet for høje krav til hende – det er jo konkurrencesamfundet, som vi er en del af. Det er hårdt at læse artikler om 18-årige, der har angst, stress og depressioner, og man som mor tænker: “Bliver småbørn presset for hårdt i dag, så de vokser op, og som 18-årige er fuldstændigt udbrændte grundet alle kravene i barndommen og ungdommen?”

Men når det er sagt, må jeg også som mor tage ansvar, ansvar, ansvar for, at det ikke sker for Ella. At hun ikke bliver presset for meget,. Kæmpe for, at hun bliver mødt som dén hun er, og med passende krav. Vi bruger meget tid på at hygge og grine herhjemme, og jeg tænker på det som en ventil mod de høje forventninger, der kan være andre steder. Mit fokus skal selvfølgelig kun i begrænset omgang være på de “andre steder”. Jeg kan fokusere på at skabe et godt hjem for Ella, og mor er jo den vigtigste 😉 Sammen med far, selvfølgelig. Det er os, der som hendes primære omsorgspersoner viser hende, at hendes oplevelser af verden betyder noget, og at hun ser rigtigt! Det er det vigtigste, jeg vil give hende med på vejen. Hun skal ikke føle sig forkert – det skal ingen! Når hun oplever noget negativt, skal hun vide, at der måske ikke er noget at gøre ved det her og nu, men at hendes oplevelser er rigtige.

Den anden dag snakkede vi om, at en ældre pige havde krammet hende, og Ella kiggede på mig med store, bekymrede øjne og sagde: “Men Ella kunne ikke lide det”. Jeg svarede, at “det var helt okay, at det blev for meget for Ella. Pigen var bare så glad for Ella, og ville gerne kramme”. For at skabe flere nuancer til, hvad der var sket, ville jeg lege lidt med hende, og forklare hende på et børneniveau, hvordan pigens intention havde været så fin, og hun slet ikke tænkte på, at Ella blev lige overvældet nok. Jeg fik en idé til, hvordan jeg rent visuelt kunne forklare hende det. Hun er nemlig meget interesseret i hænder og den der fingersang med: “Pegefinger, pegefinger, hvor er du..” osv… Så jeg sagde til Ella, at nu legede vi, at min pegefinger var Ella, og så kunne langefingeren være den store pige. Straks fangede jeg hendes opmærksomhed, som jeg lavede det her lille “dukkespil” ved hjælp af fingrene.

Den store pige krammede Ella, men Ella bakkede tilbage og tænkte: “Neeej, tak..” Med pegefingeren, der var “Ella”, lavede jeg et lille buk, så hun fornemmede denne følelse af at ville dukke sig.

“Pigen var bare så begejstret for Ella”, tilføjede jeg. Bagefter skiftede jeg rollerne ud, så Ella var den store pige, der gerne ville kramme en lille dreng. I fortællingen ville Ella også gerne sige “Hej!” til drengen, og hun sagde det meget højt og tydeligt til ham, men fordi drengen var så lille, og han hviskede bare “Hej”. Ella kunne næsten ikke høre det, så hun troede at drengen ikke ville sige “Hej”, Hun prøvede igen, og drengen hviskede igen “Hej”. Ella var nu så glad for drengen, at hun ville kramme ham. Hun kraaammmede ham, men han bakkede og hviskede: “Neeeeej, tak..”

På det her tidspunkt grinte Ella. Hun var helt opslugt af min lille fortælling, og jeg kunne se, at hun faktisk forstod det på den måde, jeg opstillede det. Der var ikke noget galt med hverken hende, den store pige eller den lille dreng. Vi har bare forskellige måder at udtrykke os på – og forskellige grænser, alt efter alder fx.

Så det sværeste ved at være mor til et småbarn er angsten for at hun bliver misforstået, misforstår andre – og deraf konflikter, og at hun bliver mødt af for høje krav, når hun egentlig synes, at hun gør sit bedste og også bare gerne vil være Ella med alt, hvad det indebærer. “Jeg er bare Ella”, siger hun mange gange ugentligt, men når man lever i et konkurrencesamfund, er end ikke dét at være sig selv altid godt nok. Det sværeste er tanken om, at hun måske kommer til at føle sig forkert, men jeg må tage et skridt ad gangen og sørge for, at hun ikke følte sig forkert lige præcis i dag. Så tager vi en dag igen i morgen 🙂

Det kunne være rart med flere åndehuller i hverdagen, hvor vi bare kunne “være”, i stedet for at præstere. Nyde nuet, i stedet for at leve i fremtiden. Grine og fjolle lidt mere i hverdagen, i stedet for at finde på flere ting, vi bør kunne og bruge vores tid på. Latter og humor kurerer mange ting!

Nu er mine tanker blevet formuleret, og måske andre kan nikke genkendende til de her bekymringer? Når vi har set det i øjnene, er det bedre at gå videre og sige: “Vi tager lige en dag, hvor vi nægter at lade os styre af for mange krav. I dag vælger vi det lette, sjove og behagelige. Vi vælger at tro på, at alle gør deres bedste, og vi kan også vende energien, således at andre bliver inspirerede af vores tilgang. Hvis vi siger pyt og griner og smiler lidt mere, følger flere trop” 🙂

 

Hvis du kunne lide det her blogindlæg eller et andet blogindlæg her på bloggen, er du meget velkommen til at komme med feedback på: astrid.scheel.meyer@gmail.com. Du kan selvfølgelig også skrive en kommentar nedenfor – det bliver jeg altid rigtig glad for! Og endelig er du meget velkommen til at dele blogindlæg, som satte tanker i gang eller fik smilet frem på en regnfuld dag. 🙂

Tak, fordi du læser med!