Sådan knækkede jeg koden til gode lege med mit småbarn

img_20171026_173923Dette blogindlæg skal handle om den proces, som det kan være at skabe en god kontakt med sit barn under leg. Det er mine personlige erfaringer, og det er ikke tænkt som et blogindlæg, der beskriver, hvordan du bør lege med dit barn.

Okay, jeg ved at sarkasme og ironi kan være svært at afkode for børn, så jeg som regel ret tydelig for ikke at forvirre Ella. Det er de tanker, jeg har gjort mig om det. Det er nok meget individuelt, hvad der er sjovt, alt efter hvem I er som personer. Men Ella og jeg har det sjovt… 🙂 Det håber jeg for dig og dit barn, at I også har! 🙂

Det ser så nemt ud at lege med sit barn

Når andre leger med deres børn – især fædre der tumler med deres børn, ser det så nemt ud. Den gode kontakt er tydelig. En mor der læser for sit barn, er et andet eksempel på en fin kontakt. At jeg så savner at se mødre, der tumler med deres børn/tør slå sig mere løs med deres børn, er en helt anden snak 😉 Det skrev jeg om i dette ældre blogindlæg om kønsrollemønstre.

Lege, der ikke indbefatter højtlæsning?

Mange forældre læser højt for deres børn, og det er jo bare så fantastisk med alle vores biblioteker herhjemme og kulturtilbud! På bl.a. den front elsker jeg Danmark! <3

Men barnet starter jo ikke ligefrem ud med at ville have læst en bog højt 😉 Så hvad gør man så, når man som mor gerne vil skabe en god kontakt under leg? Hvad skal der til for at kunne nyde at lege med sit barn? At det bliver en hyggelig pause i hverdagen?

”Jeg er ikke typen, der leger med mit barn”

Måske har du tænkt for dig selv: ”Jeg er ikke typen, der leger med mit barn”. Det må far om eller søster om. Vi må lave nogle andre ting?” Det er jo også fint at lave så meget andet med sit barn: Lave mad sammen, gå tur, tage på indkøb sammen eller andre dagligdagsting. MEN, jeg vil opfordre dig til at UDFORDRE dig selv. Ikke for samfundets skyld, fordi du er bange for ikke at leve op til en norm om, at man da skal lege med sit barn, men for din egen skyld. Barnet elsker selvfølgelig at lege med sine forældre, men at give kærlighed gøres jo på mange måder. Så for din egen skyld, skal du udfordre dig selv og tænke på, hvorfor du ikke bryder dig om at lege med dit barn på den der traditionelle måde? Knækker du koden, får du så meget igen! Jeg er virkelig glad for, at jeg selv knækkede koden.

Jeg kan fortælle lidt om min egen proces

Det har været en længere proces at finde ud af, hvordan jeg bedst leger med Ella. Jeg har faktisk så meget på hjerte, at jeg finder det svært at sortere i. Det begyndte jo allerede, da hun var helt lille baby, og lige var begyndt at kunne stavre forsigtigt omkring i 10-måneders alderen, og jeg følte et ønske om at se hende smile på den der: ”Ej, hvor er du sjov, mor. Mer’ af det!” – måde. Ofte følte jeg en utilstrækkelighed og skyldfølelse over, at vi ikke var ”på bølgelængde”. Ja, hun var en baby – langt fra min verden, men jeg var jo blevet mor, og så er det da naturligt at føle sig helt symbiotisk med sit barn? For mit vedkommende var det en proces, hvor jeg i starten følte i allerhøjeste grad, at hun var helt sin egen! Det havde også sine fordele. Som mor lovede jeg mig selv, at jeg altid ville leve efter devisen: ”At du kun har dit barn til låns”. Vores børn er ikke en forlængelse af os selv. Hvis vi var startet helt symbiotisk ud, havde jeg ikke haft den modstand, der fik mig til at gruble og gruble og gruble – og i sidste ende skrive det her blogindlæg 😉

Dengang Ella var baby, var det svært at lege med hende

For mit vedkommende følte jeg, at kontakten på legefronten kunne være bedre. Ja, jeg var da en god mor på andre områder. Jeg nussede hende, ammede hende dag og nat, forsøgte at finde noget mad, hun kunne lide, tog hende med på gåture og snakkede med hende (når jeg altså ikke arbejdede, som jeg skrev om i dette blogindlæg), men hendes far var laaaaangt bedre til at lege med hende! Det skal jeg nok skrive et blogindlæg om senere, da han faktisk havde gode råd til mig, som jeg er ham evigt taknemmelig for.

Mange gange kiggede Ella på mig med et spørgende blik, når jeg forsøgte at fange hendes interesse, og jeg ventede på, at det skulle føles ”rigtigt” at lege med hende. Efter farmands råd vendte det 180 grader, og jeg fik den der gode kontakt med hende, som jeg havde drømt om. Nu lyder det sikkert værre, end det var. Jeg er meget insisterende på, at alting skal føles rigtigt. Det føltes ikke rigtigt, at jeg nærmest kun fik Ella til at grine ved at kilde hende. Så tak til farmand for gode råd!

Nu er Ella snart 3 år, og hvad er status på legefronten?

Ja, det går rigtig godt stadigvæk med at lege, men det er fordi jeg har knækket koden til, hvordan jeg synes det er sjovt at lege… Og så er hun heldigvis med på det;-)

Her kommer først lidt indrømmelser…

Før jeg fik børn, var der altid ét punkt på: ”Skal jeg få børn-listen” der irriterede mig. Et punkt, som jeg vidste ville blive en udfordring. Måske en mindre detalje i det store billede. Ikke desto mindre fandt jeg tanken om at lege på gulvet med mit barn for drænende. At bygge med Lego og sidde foran et dukkehus er slet ikke noget for mig, hvis jeg skal være helt ærlig.

”Men det er noget andet, når du selv får børn”, fik jeg at vide….

Mange ting ændrer sig, ja… Men at lege nede på gulvet er stadig en udfordring. Det er stadig kedeligt. Jeg begynder at gabe, når jeg sidder på trægulvet inde på Ellas børneværelse, og siger til mig selv: ”at NU skal vi rigtig hygge os! Sikke en masse vi skal bygge og lege med!”. Men jeg keder mig bravt. Det ER sket, at jeg har fundet det hyggeligt, og jeg er blevet helt optaget af legen.

Men hvad er det så, der gør forskellen ved den gode leg?

Helt kort fortalt har jeg opstillet mine egne regler/kriterier for, hvad en god leg er. Jeg vil opfordre dig til at reflektere over, hvilke regler du kunne komme på, hvis du selv skulle knække koden til den gode leg?

Mine regler er, at den gode leg skal være….

Som et godt eventyr

Figurerne i legen kan være onde, gode, modige, frygtløse, helte, nysgerrige, vrede, lykkelige osv. osv. Det kan sagtens være om hverdagen, men med en indbygget spænding mellem personerne.

Som en ”terapi-session”, hvor alle følelser udspilles

Jeg får gerne figurerne til at udspille alle mulige skamfulde følelser under en leg. Det kan være en bjørn, der opfører sig uretfærdigt ved at åbne alle gaverne under juletræet, før det er juleaften. Så snakker Ella og jeg måske om dét. Figurerne udspiller følelser såsom: jalousi, misundelse, vrede, gavmildhed, håbefuldhed, angst osv. Der skal være en spænding i det hele!

Jeg må gerne bruge skøre detaljer

For at det skal være sjovt at lege må det ikke blive for pænt. Mine figurer hedder derfor ofte noget, som var populære navne til børn i 70’erne 😉 ”Dorte” og ”Kaj”, hedder de måske, eller jeg finder på mere avancerede navne, og Ella kigger spørgende på mig 😉 Det kan også være, at de får noget mærkeligt noget at spise eller de bor et mærkeligt sted. Jeg bruger løs af min fantasi, og husker de skøre detaljer! 🙂

Jeg må gerne bryde ”konventionerne”

At bryde konventionerne kan være, at én af figurerne aldrig lytter efter, hvad der bliver sagt. Det kan også være en figur, der generelt gør alt det forkerte og forbudte. Det er laaaangt sjovere at lege, når det adskiller sig fra alle reglerne i dagligdagen. Samtidig kan vi så snakke om konsekvenserne af de forkerte valg i legen osv.

(Danmark er for øvrigt kendt for sine børneudsendelser, fordi udsendelserne ikke er så pæne i det. Det lader jeg mig inspirere af. Læs fx denne ret underholdende artikel om en amerikaners syn på dansk børnetv.)

Nå, tilbage til de skæve vinkler i en god leg…. Da vi legede i går, Ella og jeg, var der en pilot der ikke kunne høre, hvad en medpassager hed. Som pilot blev jeg derfor ved med at spørge: ”Hedder du Sanne?”, og Ella svarede: ”Neeeej..”, og jeg fortsatte: ”Nå ja, du hed Trine…?”, og Ella sagde igen: ”Neeeeej”, og tilsidst skraldgrinede hun, fordi hun jo forventede at denne her pilot var helt håbløs til det med navne.

Jeg øver mig på at bruge min fantasi

Nogle gange tænker jeg under en leg: ”Gad vide, om Ella er med på, at vi leger, at der står en kuffert foran os?”, og selvom vi intet har foran os, går hun med på legen. Det er bare med at prøve sig frem, tegne usynlige ting med hænderne, bruge armbevægelserne og fantasien i det hele taget. Ella er faktisk ret optaget af mange af de ting, jeg finder på, selvom vi jo bare kunne købe en legetøjskuffert i BR. Det er nogle gange langt sjovere at udfordre vores fantasi og finde på noget, ud fra dét, vi naturligt ser i hjemmet – eller leger vi ser 😉

 

Nå, jeg håber at du kunne bruge min egen historie til at reflektere mere over legens betydning hjemme ved jer 🙂

 

Det sværeste ved at være mor til et småbarn

Det sværeste ved at være mor til et småbarn er umiddelbart tanken om, at fundamentet for et lykkeligt liv bliver dannet i barndommen (se fx denne artikel), og at jeg som mor ikke kan undgå, at hun kommer i situationer, hvor der sikkert bliver stillet for høje krav til hende – det er jo konkurrencesamfundet, som vi er en del af. Det er hårdt at læse artikler om 18-årige, der har angst, stress og depressioner, og man som mor tænker: “Bliver småbørn presset for hårdt i dag, så de vokser op, og som 18-årige er fuldstændigt udbrændte grundet alle kravene i barndommen og ungdommen?”

Men når det er sagt, må jeg også som mor tage ansvar, ansvar, ansvar for, at det ikke sker for Ella. At hun ikke bliver presset for meget,. Kæmpe for, at hun bliver mødt som dén hun er, og med passende krav. Vi bruger meget tid på at hygge og grine herhjemme, og jeg tænker på det som en ventil mod de høje forventninger, der kan være andre steder. Mit fokus skal selvfølgelig kun i begrænset omgang være på de “andre steder”. Jeg kan fokusere på at skabe et godt hjem for Ella, og mor er jo den vigtigste 😉 Sammen med far, selvfølgelig. Det er os, der som hendes primære omsorgspersoner viser hende, at hendes oplevelser af verden betyder noget, og at hun ser rigtigt! Det er det vigtigste, jeg vil give hende med på vejen. Hun skal ikke føle sig forkert – det skal ingen! Når hun oplever noget negativt, skal hun vide, at der måske ikke er noget at gøre ved det her og nu, men at hendes oplevelser er rigtige.

Den anden dag snakkede vi om, at en ældre pige havde krammet hende, og Ella kiggede på mig med store, bekymrede øjne og sagde: “Men Ella kunne ikke lide det”. Jeg svarede, at “det var helt okay, at det blev for meget for Ella. Pigen var bare så glad for Ella, og ville gerne kramme”. For at skabe flere nuancer til, hvad der var sket, ville jeg lege lidt med hende, og forklare hende på et børneniveau, hvordan pigens intention havde været så fin, og hun slet ikke tænkte på, at Ella blev lige overvældet nok. Jeg fik en idé til, hvordan jeg rent visuelt kunne forklare hende det. Hun er nemlig meget interesseret i hænder og den der fingersang med: “Pegefinger, pegefinger, hvor er du..” osv… Så jeg sagde til Ella, at nu legede vi, at min pegefinger var Ella, og så kunne langefingeren være den store pige. Straks fangede jeg hendes opmærksomhed, som jeg lavede det her lille “dukkespil” ved hjælp af fingrene.

Den store pige krammede Ella, men Ella bakkede tilbage og tænkte: “Neeej, tak..” Med pegefingeren, der var “Ella”, lavede jeg et lille buk, så hun fornemmede denne følelse af at ville dukke sig.

“Pigen var bare så begejstret for Ella”, tilføjede jeg. Bagefter skiftede jeg rollerne ud, så Ella var den store pige, der gerne ville kramme en lille dreng. I fortællingen ville Ella også gerne sige “Hej!” til drengen, og hun sagde det meget højt og tydeligt til ham, men fordi drengen var så lille, og han hviskede bare “Hej”. Ella kunne næsten ikke høre det, så hun troede at drengen ikke ville sige “Hej”, Hun prøvede igen, og drengen hviskede igen “Hej”. Ella var nu så glad for drengen, at hun ville kramme ham. Hun kraaammmede ham, men han bakkede og hviskede: “Neeeeej, tak..”

På det her tidspunkt grinte Ella. Hun var helt opslugt af min lille fortælling, og jeg kunne se, at hun faktisk forstod det på den måde, jeg opstillede det. Der var ikke noget galt med hverken hende, den store pige eller den lille dreng. Vi har bare forskellige måder at udtrykke os på – og forskellige grænser, alt efter alder fx.

Så det sværeste ved at være mor til et småbarn er angsten for at hun bliver misforstået, misforstår andre – og deraf konflikter, og at hun bliver mødt af for høje krav, når hun egentlig synes, at hun gør sit bedste og også bare gerne vil være Ella med alt, hvad det indebærer. “Jeg er bare Ella”, siger hun mange gange ugentligt, men når man lever i et konkurrencesamfund, er end ikke dét at være sig selv altid godt nok. Det sværeste er tanken om, at hun måske kommer til at føle sig forkert, men jeg må tage et skridt ad gangen og sørge for, at hun ikke følte sig forkert lige præcis i dag. Så tager vi en dag igen i morgen 🙂

Det kunne være rart med flere åndehuller i hverdagen, hvor vi bare kunne “være”, i stedet for at præstere. Nyde nuet, i stedet for at leve i fremtiden. Grine og fjolle lidt mere i hverdagen, i stedet for at finde på flere ting, vi bør kunne og bruge vores tid på. Latter og humor kurerer mange ting!

Nu er mine tanker blevet formuleret, og måske andre kan nikke genkendende til de her bekymringer? Når vi har set det i øjnene, er det bedre at gå videre og sige: “Vi tager lige en dag, hvor vi nægter at lade os styre af for mange krav. I dag vælger vi det lette, sjove og behagelige. Vi vælger at tro på, at alle gør deres bedste, og vi kan også vende energien, således at andre bliver inspirerede af vores tilgang. Hvis vi siger pyt og griner og smiler lidt mere, følger flere trop” 🙂

 

Hvis du kunne lide det her blogindlæg eller et andet blogindlæg her på bloggen, er du meget velkommen til at komme med feedback på: astrid.scheel.meyer@gmail.com. Du kan selvfølgelig også skrive en kommentar nedenfor – det bliver jeg altid rigtig glad for! Og endelig er du meget velkommen til at dele blogindlæg, som satte tanker i gang eller fik smilet frem på en regnfuld dag. 🙂

Tak, fordi du læser med!