Samtaler med en 3-årig #selvstændighed

collage-1519312914026-2

Ella har taget sine første billeder af mor 🙂

Hvad der overrasker mig mest i øjeblikket angående Ellas udvikling er, at hun løsriver sig mere og mere på en virkelig skøn måde.

Ingen trodsalder?

Vi har ikke haft vilde vredesudbrud herhjemme eller typisk trodsalder-adfærd. Når hun reagerer kraftigt, forstår jeg altid, hvorfor. Næsten da 😉 Eller også prøver jeg ihærdigt på at finde ud af det.

Hun fortæller mig dagligt, hvor STOR hun er og fortæller mig, at hun selv kan et eller andet: “Jeg kan selv, mor!”.

Stor selvtillid

Især sidstnævnte sætning: “Jeg kan selv, mor!” er som ren musik for mine ører. En overgang var jeg lidt nervøs for hendes selvstændighed, da hun egentlig helst ville have, at jeg gjorde tingene eller skulle opmuntres til at prøve selv. Nu prøver hun ivrigt en masse ting af og har en fantastisk selvtillid. Især selvtilliden demonstrerede hun forleden, da vi var på biblioteket.

Vi havde en fridag og tog på biblioteket om eftermiddagen, hvor der var et par 11-12-årige drenge, der stod ved det grønne “klatrepude-tårn”, som hun plejer at lege ved. Det var Ellas begejstrede øjne, der fortalte mig, at hun havde fået øje på noget særligt. “Dem vil jeg gerne lege med”, sagde hun ivrigt, og jeg kiggede hen på dem. “Men de er jo lidt store. Du må lige spørge, om de vil lege med dig”, svarede jeg og hun kiggede fortørnet på mig: “Men jeg er OGSÅ STOR. Jeg skal lege med dem!”. Og sådan blev det 😉

Hun for straks hen til dem, og tog ansigtet helt op til den ene drengs ansigt og sagde: “GODDAG!”. Han smilede og sagde forsigtigt: “Goddag” til hende. Hun tumlede lidt videre, fordi hun skulle jo også have den anden drengs opmærksomhed: “Goddag, hvor er I søde, drenge!”, sagde hun højt og tydeligt, og de grinte og svarede: “Goddag, du er da også sød”. Jeg åndede lettet op. De var ikke helt afvisende overfor hende 😉 Jeg skyndte mig at stille mig hen til bøgerne, så jeg ikke forstyrrede for meget. Det næste jeg hørte var, at hun sagde: “Se her, hvad jeg kan, små drenge”.

Trods modige ytringer blev hun accepteret af de store drenge. De læste bøger for hende, tumlede med hende og lavede “high five”, imens jeg sad på en stol et par meter derfra og nød, at hun hyggede sig så meget. På et tidspunkt pegede hun på mig og sagde: “Det er min mor, der sidder derhenne”, og de spurgte om jeg var sød? “Ja, vi er glade sammen”, svarede hun.

Det var nu dejligt at høre lidt feedback, uden at jeg skulle bede om det 😉

Efter en times tid gik drengene hjem, hvilket hun var lidt ærgerlig over. “Men det var godt nok dejligt, at sådanne store drenge ville lege hva'”, sagde jeg opmuntrende.

I samme åndedrag tænkte jeg på, om jeg mon skulle have ladet hende tro, lige fra starten af, at selvfølgelig ville de lege med hende. I sådanne situationer kan jeg blive i tvivl om, hvad jeg skal sige til hende. Jeg skal jo ikke overføre min egen frygt for at blive afvist? Eller idéer om, at drenge i den alder typisk afviser at lege med en 3-årig? Måske gør jeg det anderledes næste gang. Stopper vurderingen og lader hende erfare uden min indblanden.

Nevermind, det var nogle hyggelige timer på biblioteket. Hun voksede lige et par ekstra centimeter 🙂

Hvad gør andre mødre, når de er syge med influenza?

img_20180225_173309

Er du også syg med influenza for tiden? Er du ovenikøbet enlig mor, samtidig med at du er syg? Jeg tænker ofte på, hvordan andre mødre klarer sig, når de er syge med influenza? Ud fra egne erfaringer og research, har jeg fundet frem til, at der er andet end cola og panodiler, der får dig godt igennem en omgang influenza.

Her er 7 gode vaner, du med fordel kan tage til dig, så snart influenzaen rammer: 

  • Opgiv alle regler og lad barnet se fjernsyn og spise chips, hvis det sikrer dig lidt hviletid på sofaen. Frygt ej, at du falder i søvn på sofaen… Gryntelyde fra Gurli Gris og hysteriske grise-grin er ligesom dit forsøg på at sove i en turistbus. Det sker kun engang hvert fjerde år.
  • Opfind nye initiativer, som fx at du og dit 3-årige barn tager ud for at handle chips – og KUN chips. Lad selv barnet række ud efter chipsposen i Netto, og hør på barnets lykkelige kvidren resten af ugen, fordi barnet syntes at du var Årets Mor, da I tog ud at handle BARE for at købe chips!
  • Anmod dit barns far om pasning, imens mor er syg. Dit barns far vil garanteret forkæle jeres barn endnu mere, når nu mor ligger syg. Det er jo også synd for barnet, at moren ikke er i fuldt vigør. Luk ørerne – bare lidt, når barnet kommer hjem og detaljeret beskriver glæden ved at tilbringe tid med far. Det er bare ikke er tidspunktet, hvor du kan rumme det. Ja, du er glad på barnets vegne, men din primitive hjerne, som er indsovset i virus, er sikker på, at du er blevet til en truet dyreart, som alle synes er meget sød, men som ingen rigtigt tager sig af.
  • Husk at være aktiv på de sociale medier, hvor dine følgere enten selv er syge med influenza eller lige har været det. Dejligt med andre i samme båd. Lad omsorgen få dig igennem de værste par dage. Sæt desuden pris på, at det ikke længere er 2007, hvor du kun havde den mulighed at lave en statusopdatering på Facebook med ordene: “Astrid har influenza”. Udnyt, at du kan lave stories på Instagram, hvor du folder dig ud med GIF’s og billeder af kamille-te og nyindkøbte store halstørklæder.
  • Sammenlign influenzahistorier og tænk på alle dem, der er sejere end dig. Ring til familie og venner og få dem til at fortælle om deres værste influenzahistorier, hvor de stod alene med tre syge børn, og selv var syge! You can do it!
  • Find på regler, der styrker din egenomsorg, og som skal føres ud i livet, så snart du er rask igen. Kryds af i din kalender, hvor mange dage der er gået med sygdom. Dagene kan hurtigt gå ud i ét. Når sygdommen så vender tilbage for fuld styrke, lige da du troede, at sygdommen var på retur, er det tid til en egenomsorgs-regel! Reglen om, at du fx gerne må forkæle dig selv med et weekendophold indenfor 3 uger fra din sidste sygedag. Kom i gang med at opfinde dine egne, skønne regler!
  • Opfind nye lege med dit barn, der indebærer at sidde i en sofa. Det kan være, at benene på sofabordet kan fungere som en bro, hvor barnet kan sidde og se fjernsyn eller barnet kan sidde “i den store sejlbåd”, som egentlig bare er din svagelige krop med en stor dyne omkring. Så enkelt kan det klares.

Jeg håber, at denne liste gav anledning til reflektioner og nye idéer til, hvordan du får det bedste ud af en influenzatid. Det er bare med at nyde de små, gode øjeblikke! 😉

Samtaler med en 3-årig #doktor

_20180223_094914

Forleden var vi på biblioteket. Af egen fri vilje valgte Ella en bog om at tage til tandlæge. Det var en detaljeret beskrivelse af, hvordan det er at gå til tandlæge, når man er et lille barn, og hun lagde godt mærke til, når jeg ikke læste det hele.

“MOR! Du må læse! Dér. Læs!”

Jeg måtte i gang, og jeg læste højt om at blive banket på tænderne, få vand ind i munden, om at få kradset plak af tænderne, og Ella åd det hele råt. Hun syntes, at det var SÅ fascinerende, og jeg blev ved med at spørge hende, om ikke hun syntes det var en fantastisk udsigt, vi havde her på biblioteket, med udsigt over vandet og broen? Ingen reaktion. Tandlægesnak – det var det eneste, der duede!

Jeg havde faktisk lidt begyndende influenza, og om morgenen havde mormor afleveret Ella i børnehaven. Jeg havde allerede følt lidt utilpashed dagen før, hvor jeg havde glemt at spise (det sker meget sjældent, da min krop som regel hævner sig ved at give mig forkølelse eller influenza), og jeg havde sagt til Ella, at hun blev nødt til at droppe cyklingen nede i kælderen. Nu skulle mor have MAD! “Mor har det ikke så godt. Jeg skal have noget mad”, sagde jeg til hende. Normalt inddrager jeg hende aldrig i mine småproblemer, såsom sult eller sygdom. Nu er hun 3 år, og jeg kan godt lukke lidt mere op for posen. Hun reagerede så ansvarsfuldt og omsorgsfuldt ved at svare: “Jeg har noget mad, som du gerne må få. I min madkasse”.

Næste dag var det så, at jeg måtte holde en sygedag derhjemme. Om eftermiddagen måtte jeg op på cyklen (som nu er udskiftet til en nyere model, hvis nogen så på min story, at den gamle var stået af…). Nå, men jeg fortalte så Ella, at mor jo havde været lidt syg, og det var derfor mormor afleverede. Om hun kunne huske det? Ja, det kunne hun godt. “Mor, jeg vil gerne lege doktor, når vi kommer hjem”, sagde hun, og inden jeg nåede at svare, tilføjede hun: “Jeg vil gerne være papirdoktor”, og jeg fik hende til at gentage. Ja, den var go’ nok. “Papirdoktor”.

“Hvad er en papirdoktor?”, spurgte jeg hende. “Sådan én der giver papir, når du er forkølet…”, svarede hun. Jeg kunne regne ud, at hun mente en læge, hvis eneste funktion skulle være at uddele Kleenex til forkølede mennesker 🙂 Hvem kunne ikke have brug for sådan en papirdoktor i ny og næ? 🙂

Historien om et bord, der har overlevet lidt af hvert #sårbarhedogmod

sketch-1519289118817Det her bord har jeg netop fået igen af Ellas far, som lovede at passe på det. Jeg havde givet det til ham, men havde tilføjet, at jeg måske kom til at fortryde det. “Jeg skal nok passe på det, fordi jeg ved, at du er glad for det”, svarede han.

Nu har jeg fået det igen, næsten et år efter, at jeg flyttede ud. Jeg spurgte, om jeg måtte få det igen. Han kom og afleverede det. Så enkelt var det. Bordet lignede endda sig selv. Det ved man jo aldrig, når man giver afkald på sine ting. Jeg kiggede og kiggede efter mærker eller flænger. Ellas far har virkelig passet godt på det. Dén følelse af taknemmelighed sad i mig hele dagen. Den sidder stadig i mig, når jeg kigger på det.

Måske er det ikke det kønneste bord, må jeg tilføje. Jeg er lidt skamfuld over, at være så glad for bordet. Der er delte meninger om bordet. Flere gange har folk udbrudt: “Sikke et sødt lille bord” eller: “Det passer lige ind”. Jeg har dog også fået at vide et par gange, at det er et grimt bord. Det var engang ved en flytning, hvor jeg bad min flyttehjælper om at passe godt på det. “Jeg er altså glad for det, og jeg synes det er flot”, svarede jeg, da jeg første gang hørte, at det var et grimt bord. Efter flytningen bemærkede jeg en flænge på 10 cm, der gik ned gennem bordet. Jeg blev vred og ked af det. Bordet var blevet placeret et uheldigt sted i flyttevognen. Alt for meget vægt havde ødelagt det. Det var på trods af, at jeg “sagde hele 4 gange”, som Ella ville have sagt det, at jeg var glad for bordet.

Min mors mand brugte lang tid på at gøre bordet pænt igen, hvilket jeg satte stor pris på. Igen føler jeg taknemmelighed. Ting er ikke bare ting. De har en historie. Det er så vigtigt at sætte pris på sine ting. Sætte pris på den ramme, som man indgår i. Være taknemmelig for alt det, som former én. Passe på tingene, ligesom man gerne vil passe på dem, som man holder af. Hver eneste gang jeg støvsuger sørger jeg for, at den ikke banker ind i dørkarme, møbler osv. Selvfølgelig kan det svipse, og så tager jeg det med. Siger pyt og minder mig selv om, at jeg selv har valgt mit hjem, og så må jeg også passe godt på det. Hvis ikke det føles rigtigt at omgive dig med tingene, så giv dem til nogle andre. Det er så vigtigt at indrette sig, så det føles godt for lige præcis én selv. Jeg forsøger hele tiden at spørge mig selv, om jeg er glad for dén og dén ting i vores hjem.

Ella har ødelagt meget få ting, selvom hun jo er lovligt undskyldt med hendes behov for at udforske den store verden. Jeg lærer hende at passe godt på sine ting. Min egen filosofi er, at vi på den måde får passet godt på vores “indre kompas”, hvor vi véd, hvad der betyder noget for os. Vi lægger mærke til tingene omkring os, øjeblikkene, viser taknemmelighed og bevæger os roligt og til tider forsigtigt, fordi vi gerne vil passe på vores omgivelser. Med vores indre, intakte kompas får vi sat de nødvendige grænser i dagligdagen. Den anden dag sagde Ella fx til mormor: “Jeg vil gerne prøve at sidde dér”. Hun havde udset sig en plads i stuen, hvor hun gerne ville sidde. Hun har allerede lært at udpege, hvad hun gerne vil have. En meget vigtig lektie i livet, hvor et godt selvværd bl.a. beror på, at vi er gode til at udpege, hvad vi godt kan lide, og hvad der er godt for os.

Det var rart at se det gamle bord igen, som har fulgt mig siden jeg var 16 år. Det har stået i et lille køkken, hvor jeg sad med veninder omkring bordet og spiste toasts, når vi kom hjem fra byen i Middelfart. Det har også stået på mit 9 m2 kollegieværelse i Herlev, hvor jeg har skrevet et hav af tekster. Det har desuden været opmagasinet, imens jeg var i England og i Tyrkiet.

Så fandt det alligevel hjem til mig igen. Det passer slet ikke ind, men ægte kærlighed er det 😉

Samtaler med en 3-årig #farsnakkertyrkisk

_20180221_091802Ella har jo en tyrkisk far, og vi var været lidt for gode til at snakke engelsk indbyrdes, og far har snakket engelsk til Ella. Det ville være så fint, hvis hun lærte tyrkisk. Far snakker da også mere og mere tyrkisk til hende. En dag spurgte jeg hende derfor, hvordan det lyder, når far snakker tyrkisk.

Mig: Hvordan lyder det, når far taler tyrkisk

Ella med hånden for munden som en indianer: “Ohh, auuu, Ohhh, auuu”

Mig: Kan du godt forstå, hvad han siger?

Ella nikkede

Mig: Kan du så sige noget på tyrkisk?

Ella nikkede igen, ivrigt

Mig: Hvad kan du så sige?

Ella: Jeg kan sige: “Yes”.

 

Så skulle man tro, at moren lod det være ved det… Men næh nej. Jeg blev jeg jo endnu mere nysgerrig. Jeg skulle da lige finde ud af, om hun slet ikke kunne sige noget på tyrkisk? Så et par dage efter udspurgte jeg hende igen i en stille stund.

Mig: Kan du sige noget på tyrkisk?

Ella nikkede

Mig: Hvad kan du så sige?

Ella: “Yes”

Jeg antog, at hun havde forstået spørgsmålet, og ventede spændt på svaret. Jeg gentog spørgsmålet, og igen svarede hun på højt og klingende engelsk: “Yes!”

Nå okay, det var SVARET! 🙂

Det er meget sødt at høre, hvor stolt hun er over, at hun har heeeelt styr på, at mor taler dansk og far taler tyrkisk! I lang tid sagde hun ellers om far, at han talte “2-cay…” (“Twokay” med k-lyd), hvilket lød lidt gangster-agtigt, men nu siger hun lige så tydeligt, at han taler TYRKISK.

Den anden dag da vi var på legeplads, sagde hun af sig selv, at mor jo taler dansk og far taler tyrkisk. Jeg blev igen nysgerrig og spurgte, om vi skulle tælle sammen på tyrkisk? Vi kunne tælle til 10?

“Men der mangler tyrkisk i min mund”, svarede hun 🙂

 

Så måtte jeg selv i gang med at tælle selv, og hun begyndte at grine. Hun ved godt, at jeg er på glatis