15 random facts om mig

I dag fik jeg lyst til at skrive et indlæg om 15 random facts om MIG. Du må hjertens gerne springe over, hvis du synes at det er kedeligt. Jeg ville bare prøve at skrive et lidt anderledes blogindlæg, og nu må vi se, hvordan det bliver taget imod 😉

Indledningsvis kan jeg fortælle, at jeg er selvstændig tekstforfatter, enlig mor (men Ella ses med sin far to gange ugentligt), 35 år, og skal begynde på læreruddannelsen lige om lidt, som jeg skrev om i dette blogindlæg.

  1. Jeg er mest taknemmelig for.. Ella, selvfølgelig… 🙂 Derudover er jeg taknemmelig for, at jeg havde en meget lykkelig barndom. Det er jo desværre ikke alle forundt! Okay, der var da enkelte ting, som jeg gør anderledes – jeg giver fx Ella korte dage i børnehaven, som mine forældre desværre ikke havde mulighed for med mig. Bortset fra lidt lange dage i børnehaven, husker jeg bare min barndom som værende tryg og god.
  2. Min ungdom husker jeg som en tid, der var…. mindre god… Ja, der er lige 5 år, som jeg ikke mindes med glæde. Det var en svær tid på så mange områder, at det kræver lidt mere spalteplads at forklare om det. Omkring 17-års alderen gik det bedre, og gymnasietiden var en spændende og sjov tid, hvor jeg især hang ud med én rigtig god veninde, som gjorde, at hvad end der kom af udfordringer med kærester og dårligt selvværd og selvtillid, så hjalp venskabet mig igennem det hele 🙂 Nøj, vi grinte ad mange ting. Ja, det gik helt klart bedre på det her tidspunkt.
  3. Ét af de største vendepunkter i mit liv…. var at gifte mig med Ellas far, som er tyrker. Det her kulturmøde har lært mig en masse. Det har været skønt at opleve den tyrkiske kulturs positive syn på amning og samsovning samt deres “intuitive opdragelse”/blide forældreskab. Det har gjort, at jeg hviler mere i de beslutninger, som vi har taget. Tyrkerne elsker børn, og mange ting er på børnenes præmisser, hvilket er en befrielse at opleve, fordi så mange ting herhjemme er på de voksnes præmisser, hvor børnene skal passe ind i en snæver ramme og en masse forventninger. Nu er det selvfølgelig sat skarpt op! 🙂
  4. Jeg føler mig mest hjemme, når jeg…. er i udlandet!? Ej, jeg det burde jeg ikke sige, men jeg elsker at rejse! Jeg har boet i Tyrkiet og i England, og jeg må indrømme, at jeg følte mig mere hjemme i begge lande, end jeg gør i DK. Jeg får ikke den der: “Ahh, jeg er hjemme følelse”, når jeg ankommer til lufthavnen i DK. Det var skønt at bo i udlandet, men da jeg blev mor forandrede det alt. Jeg savnede bl.a. min mooaaar, og hun bor kun 5 km fra os nu. Det er luksus, og gør selvfølgelig det hele værd at bo i Danmark. Danmark er jo et fantastisk land. Jeg er heldig! MEN, jeg kan bare ikke ændre min udrejse-længsel :-/ Nu er jeg også meget glad for de veninder, som bor tæt på mig, og det ville jo SLET ikke være det samme, hvis jeg boede i et andet land.
  5. Den person, som jeg helst ville møde… – altså her fra Danmark er nok Mascha Vang. Jeg så hende faktisk på afstand et par dage efter, at jeg var begyndt på det her blogindlæg!. Mascha Vang er bare sin egen, og en fantastisk forretningskvinde (og mor), og det beundrer jeg hende for. Vi har ikke helt de samme værdier, interesser osv., men ville elske at sludre med hende over et glas champagne 😉
  6. Jeg har aldrig set…. Matador eller Bonderøven, og nej, de to serier har vist ikke andet tilfælles end, at de begge er populære. En eller anden dag bliver jeg nødt til at se Matador, men Bonderøven kan jeg godt undvære, selvom jeg ELSKER tanken om friluftsliv. Jeg elsker tanken så meget, at hvis jeg fandt en kæreste, der var vild med friluftslivet og havde et ønske om at tage på vandreferie, ville jeg pakke hans rygsæk med alle hans yndlingsmadvarer, og så ville jeg vinke farvel og ønske ham en rigtig god tur!
  7. Den største udfordring ved at være min kæreste på en ferie? Jeg er meget selvstændig, og er vant til at klare mig selv (bare ikke i naturen, hvis du nu undrer dig over mit forrige punkt). Storbyferie er lige mig – hvis vi ellers kan blive enige om at gå nonstop fra morgen til aften? Ikke for mange pauser, vel? Vi gider heller ikke at spise på den samme café to gange, vel? Og skal jeg ikke lige tage et billede…? Jeg kan godt tage et godt ét! Ej, jeg gad godt at shoppe i den der butik… Hvad vil du lave imens? Der er MANGE grunde til, at jeg er single 🙂
  8. Min største frygt…. udover at opleve ødelæggende klimaforandringer og krige, er at få en psykopat tæt inde på livet. Jeg kender alle tegn på psykopati, og har læst et hav af bøger om det, så hvis du vil vide noget, skal du bare skyde løs 😉
  9. Mine største overraskelser i livet har været…. Hvor glad jeg var for at danse samba (som jeg gjorde i et par år), og hvor nemt det er at være lykkelig med de sødeste mennesker i ens liv. Der skal ikke andet til end at drikke en kop kaffe og sludre om alt og ingenting over et bord i timevis. Det kan sagtens være opskriften på at være lykkelig 🙂
  10. Det bedste ved mit liv, udover Ella og min nærmeste familie og venner? Det er, at jeg hviler i mig selv. Det har krævet meget “selvudvikling” eller hvad man kan kalde det – faktisk krævede det bare en masse samtaler med en god og vis ven, og i dag kan jeg tydeligt mærke, hvis jeg kommer ud af balance. Så prøver jeg at rette op hurtigst muligt. Nogle ubalancer skyldes flashbacks eller “triggere”, og så er det ekstra svært at føle sig i balance, og det kræver mere arbejde at leve et godt liv på trods, men måden vi håndterer vores følelser kan give os den største ro i livet – uanset, hvad der er hændt os. Det husker jeg mig selv på i det daglige.
  11. Det skøreste øjeblik var…. da jeg mødte mine grandfætre i London engang, da vi passerede hinanden på et fortov på en tilfældig sidegade. Det var på en dag, hvor jeg ikke anede, at de var i London og omvendt. Verden er lille…!
  12. Det sødeste en veninde har gjort er…. At låne mig sin sovepose (så jeg havde et ekstra lag forstærkning) engang da vi var på teltferie med efterskolen, og jeg rystede af kulde (og høj feber!). Fra det øjeblik tænkte jeg: “Du skal altid være i mit liv”, og det er hun stadig den dag i dag 🙂
  13. Definitionen på en god veninde er én, der…. Ligesom førnævnte veninde kan sætte sig selv til side for at være der for én. En anden god veninde har lyttet så meget til mig igennem gymnasietiden, at hun altid var den første, jeg ringede til, hvis der skete noget vigtigt. Hun blev nervøs på mine vegne, glad på mine vegne, bekymret, vred, trist og lykkelig på mine vegne – kort sagt gennemlevede hun næsten det samme følelsesregister som mig, fordi vi var så tætte. Gud, hvor har hun haft meget tålmodighed, tænker jeg… Men vi var der jo gensidigt for hinanden – nu skal jeg heller ikke gøre mig værre, end jeg er, haha.
  14. Min største svaghed er…. At jeg tror på det bedste i andre, og er meget nem at overbevise (manipulere), så jeg kan blive udnyttet.
  15. Min største styrke er min intuition, så jeg skal bare lære at stole mere på den, når jeg jo godt kan mærke, når en anden person ikke vil mig det godt. I en alder af 35 år, er jeg ved at være et godt sted i livet, hvor jeg bruger min intuition, husker at sætte grænser og stopper op for at analysere situationen grundigt, inden jeg bevæger mig videre.

Det var 15 random facts om mig, og jeg håber, at det satte en masse tanker i gang hos dig om, hvad der er vigtigt i dit liv, og hvad du selv har lært om livet 🙂

Så stod han og vinkede farvel på perronen!

Ella og jeg var jo i Hamborg for halvanden måned siden… En dejlig tur, som du kan læse om her. Vi tog med toget, og det var jo en længere togrejse, hvor vi skulle skifte i Flensborg – OG Kolding, for til sidst at vende tilbage til Middelfart. Undervejs havde jeg brug for en del klapvogns-løft op og ned ad trapper, og sikke en masse kærlige “dask” jeg har fået på skulderen af folk, der ville tilbyde sin hjælp, længe inden toget stoppede – eller før jeg var nået hen til en stor trappe. FANTASTISK.

Hamborg-turen satte en masse tanker i gang om det her med at møde fremmede. Hvor selvsikker er jeg, når det handler om at tilbyde min hjælp til en anden? Kan jeg slippe lidt af mageligheden, og bare klø på med hjælpsomheden og generøse udspil?

Hvad sker der i de mange møder, som vi har med fremmede i Danmark og i udlandet? Smiler vi til naboen? Begynder vi at konversere med en fremmed?

Eller måske vinker vi til en person, fordi vi synes at vedkommende ser sød ud!?

Det sidstnævnte håber jeg, at jeg oplevede på turen hjem! 🙂 På vej hjem fra Hamborg, oplevede jeg en fyr i starten af 30’erne, der måske vinkede til mig på en perron i Kolding, fordi han syntes at jeg så sød ud…. Ja, måske er det historien… Eller også er historien, at han bare ville vinke mig hen til det rigtige tog, fordi jeg stod og lignede én, der var lost 😉

Han vinkede til mig med et stort smil, og det huskes!

Jeg husker, at kiggede mig selv i spejlet på hotelværelset i Hamborg lige inden vi tjekkede ud, og tænkte: “Nå ja, det blev ikke til så meget makeup”. Det tænker jeg jo næsten hver eneste dag 😉 MEN på en ferie, vil jeg gerne gøre lidt mere ud af mig selv. Det er en luksus, som jeg ikke har tid til i hverdagene. I en sort lang kjole, lidt tjavset hår og sparsom makeup, gik vi ud af hoteldøren og var klar til en afslappende togtur – så afslappende som den nu kunne blive, når ønsket om Kinderæg fra hende den knap 4-årige og ønsket om  underholdning på en 4-timers lang togtur dominerer 🙂

Men det gik jo så fint altsammen…

I Flensborg skulle vi godt nok skifte tog efter 45 minutters ophold, men så var det så hyggeligt på resten af turen.

Ella og jeg satte os ind i toget, på de her klapsæder lige ved døren, og der var næsten mennesketomt bortset fra et par unge fyre, der sad et par sæder fra os. De snakkede tysk, så indimellem prøvede jeg at forstå, hvad de snakkede om. Den ene fyr grinte højt og cirka hvert 3. minut, så jeg kunne ikke undgå at bemærke ham. Han så da sød ud, men jeg skulle oppe mig, hvis jeg skulle matche hans lattermildhed og funklende øjne, der lyste det kedelige tog op.

Okay, Ella sørgede også for lidt underholdning. I Padborg var der paskontrol, hvor Ella sprang ud foran en ung politibetjent i toget, der skulle tjekke vores pas. Jeg havde ikke sat hende ind i, hvad det gik ud på, så helt begejstret og med sit pas i hånden sprang hun ud foran ham: “VÆRSGO’!”. Jeg greb ud efter hende i et kram, så han hurtigt kunne komme forbi, og han kunne fortsætte sit seriøse arbejde. Han tog det heldigvis med et smil 🙂

Da vi nåede til Kolding hjalp den ene fyr mig med klapvognen, og da jeg stod af perronen og ville orientere mig, lagde jeg mærke til, at de to fyre skulle til at gå ind i det tog, som jeg også skulle med. Ham fyren, der grinte så meget, rakte armen i vejret og vinkede til mig med et stort smil, imens han råbte noget, der kunne være en farvel-salut… Jeg vinkede tilbage med et smil, og gik så hen imod toget. Denne gang sad vi ikke tæt på hinanden, men da toget ankommer til Middelfart, skal de også af. Det var ret pudsigt, at de lige skulle af i Middelfart, og de blev åbenbart hentet af en slags værtsfamilie i Middelfart. Sidenhen har jeg tænkt på det store smil, jeg blev mødt af i Kolding, og armen der vinkede. Denne umiddelbarhed var forfriskende, og oplevelsen lærte mig om vigtigheden af at gøre noget ekstraordinært positivt i ny og næ, så du bliver en sol i en andens grå hverdag 🙂

I går kunne jeg selv have været lidt af en sol, men jeg fejlede…

Jeg var på vej hjem fra Flensborg i et propfyldt tog, og var så fornuftig, at jeg havde taget madpakke med på turen. En 4-årig dreng kiggede sultent på min rugbrødsmad. “Ej, det kan ikke passe”, tænkte jeg og spiste videre. En rugbrødsmad med vegansk tomatpostej var sikkert ikke noget for ham… Det måtte være af andre grunde, at han kiggede så indgående på min mad. Måske lugtede den? Ja, jeg nåede at tænke mange tanker.

“Mor, jeg er SUUUULTEN…”, jamrede han øjeblikket efter, at jeg havde fortæret min mad. Hvis jeg havde haft en ekstra mad med i tasken, havde han fået den – hvis jeg ellers turde at tilbyde den, med risikoen for at blive afvist… Afvist af en 4-årig, der ikke ville have min mad – eller at hans mor syntes det var en dårlig idé:-)

Det er ikke let at gøre en forskel i det daglige, men der skal så lidt til, og når det lykkes – så huskes det!

Uperfekte ferieplaner, der alligevel gik meget godt

Ella blev hentet af sin far her til formiddag, og det var en stor glæde for hende at se ham igen. Nu er hun hjemme ved lillebror, som jeg skrev om i forrige blogindlæg.

Moren skal arbejde, men jeg ville også lige opdatere bloggen med nyt om vores sommerferie. Lige i dag er jeg nemlig taknemmelig og lettet over, at denne uge gik så fint! Ugen kunne være gået helt anderledes. 

Når jeg ikke har arbejdet i denne uge, har jeg lagt stories ud på Instagram. De har været fyldt med dejlige udflugter i den danske natur. Ja, det har bare lignet ren idyl. Det var det også – det har været en dejlig uge på mange måder, men der gik også en del ting galt i denne uge…

Sagen er, at jeg næsten fik grædt snot over mine uperfektheder i denne uge. Det lykkedes mig fx at glemme mine passwords til to forskellige e-mails konti på samme dag, og jeg måtte sende adskillige formularer ind til Microsoft, inden jeg fik gendannet de to konti! Sikke en omgang besvær, og jeg husker at skrive mine koder ned FLERE steder og både digitalt og med papir og blyant 😉

Og hvordan kunne det ske?! Hmm, jeg havde browserproblemer, og jeg chattede dermed med en medarbejder fra Outlook inde på Facebook (smart!). Han kunne bare sige, at mine e-mailproblemer måtte skyldes browserproblemer. Nu er jeg et utålmodigt menneske, så jeg fik straks tastet mine passwords forkert så mange gange, at browserproblemer var mit mindste problem! 😀

Så sådan lykkedes det mig at lukke to konti 😉

Det var såmænd bare efter ca. 3 forsøg pr. konti, at Microsoft valgte at acceptere, at JA, jeg var ejermanden bag de to konto.

Ella blev passet af mormor, da det stod på, så da jeg blev mødt af Ella og mormor i døren, ovenpå de her “dramatiske timer” med en bakke moreller til mig, var jeg tæt på LYKKELIG.

Det andet, som var ret uperfekt var, at det lykkedes mig også at få skabt en ufrivillig ferie i denne uge. Ved en fejl var det nemlig ikke registreret, at Ella skulle have haft pasning i børnehaven i denne uge… Uheld sker, og jeg skulle have dobbelttjekket, at alting var gået rigtigt til… Fredag eftermiddag fandt jeg pludselig ud af, at jeg IKKE havde pasning til Ella om mandagen, hvor jeg ellers havde fået en masse arbejde ind.

Men jeg var nu helt cool…. Det skulle nok gå altsammen. JA, jeg havde udsigt til ret meget arbejde i løbet af ugen, men Ellas far ville med garanti gerne tage hende noget ekstra, ligesom mormor sikkert gerne ville hjælpe.

Børnehaven ville virkelig også gerne hjælpe, men jeg kunne godt se, at der ikke var så meget at gøre. De planlægger jo i god tid, og det var bare mig, der skulle have dobbelttjekket, om hun nu også havde fået plads.

Lørdag fik jeg mere arbejde til lige præcis dén uge, hvor Ella skulle være herhjemme. Stressen begyndte at melde sig. Ellas far skrev så mandag, at hans kæreste skulle indlægges grundet operation, så han kunne ikke tage Ella i ugens løb. Udover at det selvfølgelig var vildt synd for dem, var det virkelig dårlig timing, da jeg havde tænkt, at farmand kunne få lidt ekstra tid med Ella. Vi havde jo haft så meget ferie, som var gået ud over hans faste dage med hende.

Men nu er alt gået i orden igen, efter operationen. Puha.

Mormor har heldigvis kunnet passe Ella, når jeg skulle arbejde. Hun nød at tilbringe tid med Ella, og de kunne rigtigt berette om, hvad de havde lavet, imens moren arbejdede. Skønt, og indimellem tog vi også på udflugter sammen, alle tre – bl.a. til Harteværket i Kolding og Legeparken i Kolding.

Udover en del stress i denne uge, har det også været en fantastisk uge. Det gik jo altsammen alligevel. Som selvstændig lærer du at have tillid til, at alting nok skal gå. Jeg har oplevet det SÅ mange gange. Når du har 2 deadlines i en uge, skal det nok passe, at den ene rykkes helt naturligt til ugen efter. Denne gang viste det sig også, at noget af arbejdet blev rykket til næste uge. Fantastisk. Jeg bryder mig ikke om at arbejde under pres, og det har været en kæmpe hjælp, at Ellas mormor kunne passe hende i ny og næ, så jeg kunne arbejde i ro og fred.

Det bliver alligevel godt, når Ella skal i børnehave på mandag. Vi har haft ret meget sommerferie nu, så nu trænger vi til en normal hverdag. Ella er jo yderst social, og jeg kæmper en brav kamp for at aktivere hende nok. Hun bliver simpelthen ikke træt, medmindre at hun leger med en helt masse legekammerater (som i børnehaven). Vi kan lave alverdens ting, men hun kan stadig stå op kl. 7.30 og først sove kl. 23.30 om aftenen (på de dårlige dage). Vel og mærke uden middagslur! Jeg er ved at blive rundtosset af søvnmangel på de dage. Heldigvis er det ikke hver dag, at det sker, men hun er et energisk barn 🙂

Så oveni de andre udfordringer, har jeg indimellem måtte kæmpe mig igennem dagene og sige til mig selv: “Du gør det godt, Astrid. Du når dit arbejde. Ella er glad. Alting ordner sig”.

Det fik jeg jo også ret i 😉 Det gode ved at blive ældre er, at jeg trods alt har mere tillid til, at alting ordner sig. Og hvis alting bare er kaos i en uge, overlever vi også det. Det er kun en begrænset periode…

Nu vil jeg snart ud og nyde vejret. Jeg håber, at du har en dejlig søndag i solen 🙂

Lillebror, og en ny start

I forgårs udgav jeg et blogindlæg om lillebror, der var på trapperne, dvs. Ellas fars kæreste var højgravid. Få timer efter fødte hun, så det var godt timet af bloggeren her. Og jeg var altså begyndt på blogindlægget, før jeg vidste, hvornår hun skulle føde… Så ingen snyd her 😉

Faren skrev tirsdag ved middagstid, at han var blevet født om formiddagen. Lillebror havde det godt. Jeg tjekkede min e-mail konstant i løbet af dagen for at se, om ikke faren skrev mere end, at han var blevet født, og at de havde det godt. Han sendte mig et par billeder, men jeg ville jo se flere! 🙂 Det er altså ret spændende det hele, og jeg er oprigtigt ikke det mindste jaloux på farens nye kæreste. Jalousi ligger ikke til mig, og nu ligger det også så meget i fortiden, at jeg var sammen med Ellas far. Jeg ser hende bare som en hvilken som helst anden nybagt mor på min egen alder.

Da jeg puttede Ella i går, kom hun til at se billederne af lillebror (ja, endnu engang havde jeg fundet dem frem..), og så blev putteseancen automatisk forlænget – dogh!! Meeeen det var da også megahyggeligt at kunne dele det her sammen. Lillebror er så sød, og Ella er vist ved at sprænges af kærlighed til ham allerede. Med lys i øjnene siger hun: “Åhh, hvor er han sød og nuttet”.

Nå, men hun så også farens kæreste på billedet, og for første gang nogensinde (nok fordi, at SÅ godt kender de heller ikke hinanden), sagde hun: “Åhh, jeg savner……” (og så navnet på farens kæreste). Det sagde hun to gange. Åhhh. Hun fortalte, at nu hvor babyen var ude af maven, kunne farens kæreste fange hende igen 🙂 Jeg blev helt glad over, at hun åbenbart er så glad for farens kæreste, at hun savner at lege fange med hende – og savner hende! Det kommer sig måske også af, at kæresten jo har forandret sig, siden sidst de sås… 🙂 Der er jo også altid noget dragende over et billede af en nybagt mor, der sidder med sit barn på armen. Jeg kan godt forstå, at Ella havde lyst til at stå ved siden af hende.

En ny start?

Det bliver jo også en helt ny start for os som familie, at faren skal fordele sin opmærksomhed over flere børn. Jeg er selvfølgelig lidt spændt til tider, om Ella kommer til at føle sig klemt eller overset, men de samme bekymringer gør de sig jo, så der er ingen ko på isen.

Nu er Ella vant til at være den lille, men vil så gerne være stor. Det passer hende nok udmærket at have en storesøster-rolle. Da jeg lige fik at vide, at han skulle være far igen, blev jeg lidt ærgerlig, fordi jeg føler sådan et stort ansvar for Ella, og jeg havde brug for, at vi bare koncentrerede os om hende. At vi var to om at sætte penge ind på en børneopsparing, og spare op til konfirmation osv. osv. Mine skuldre var i forvejen brede, og jeg havde brug for en anden der sagde: “Bare rolig… Husk nu, at vi er to om det her (uanset om vi er skilt). Jeg har de samme drømme for Ella som dig, og hun kommer ikke til at mangle noget”. Ja, selvfølgelig ville han sagtens kunne sige de her ting til mig, men i bund og grund er vi jo alle alene. Vi har kun os selv at lave aftaler med 😉

Da jeg lige havde tygget på nyheden i en dags tid, kunne jeg skam godt se alle glæderne ved, at Ella fik en bror eller en søster. Mine skuldre er skam brede nok til, at give Ella hvad hun behøver – og mere til. Jeg behøver ikke en anden til at berolige mig. Sådan ser jeg på det, og det giver mig en frihed til at koncentrere mig om min egen lejr. Jeg forventer kun, at han overholder vores samværsaftaler, hvilket han altid gør til punkt og prikke, og så forventer jeg, at han behandler Ella godt. Hun stråler jo altid ved udsigten til at ses med ham, og er bare altid glad efter at have set ham. Hvis jeg ønsker et liv med glæde og manglende bekymringer, er det mig, der må skabe det. I stedet for at spørge: “Hvorfor skal jeg altid kæmpe alene med alting?”, siger jeg til mig selv: “Gud, hvor jeg får meget ud af at stå stærkt selv. Uanset hvor hårdt det kan være til tider, er gevinsterne større.”

Jeg har også lært, at det bedste er at give slip på forventninger om, at livet skal gå i en bestemt retning. Hver gang jeg fx planlægger at jeg ikke længere vil være så “Ms Independent” i et parforhold, men slippe lidt af ansvaret og stole på, at en anden tager over for en tid, går det lige modsat. Min lektie i livet er åbenbart at stå så stærkt selv, som overhovedet muligt. Det er åbenbart, hvad der fungerer bedst.

Min mor var alene med mig og min bror, og selvom min far var der, og var en god far, var hun meget alene om at forme vores livsbane. Min mor har knoklet for at give min bror og jeg de bedste betingelser i livet. Hun har bekymret sig, været benfornuftig – men også vist os det gode liv med masser af oplevelser og gode ferier. Hun blev en karakter i mine øjne, hvorimod min far var den rare og sjove, som i høj grad levede sit eget liv og bare var sig selv, uden de store bekymringer om fremtiden. Jeg kunne forvente venlighed fra ham, og jeg kunne sagtens få mange gode råd med på vejen og opmuntrende ord, men det var min mor, der var i arenaen hver eneste dag. Hende der tog affære, når ting skulle ordnes og svære valg skulle træffes.

Når svære valg skal træffes i Ellas liv, er det heldigvis også mig, der træffer dem. Det er jo et privilegium, at jeg bare selv kan træffe dem, og at Ellas far støtter op omkring mine valg. I det hele taget er jeg heldig, når det kommer til vores samværsaftale, som vi selv har strikket sammen, og bare fungerer med fleksibilitet og gensidig forståelse. Jeg drøfter det altid med hendes far, hvis jeg står overfor et valg på Ellas vegne. Vi ser meget ens på tingene, og det er godt at få hans perspektiv, da han ofte kan bekræfte, at han ser det samme som jeg ser – det er jo altid rart med lidt anerkendelse, hehe. Han er meget observerende, så han opdager indimellem ting, som jeg ikke selv har set, og samtidig kan han sige: “Nu ingen stress…”, for han ved godt, at vi er nogen typer, der tager alt ind og derfor har brug for at slå koldt vand i blodet – ligesom Ella 😉 Intet går forbi vores næse, hehe.

Nå, det blev en lang snak om denne nye start, og hvordan det fungerer for os at være en skilsmissefamilie.

Med en lille ny i familien kommer der altid en ny, forfriskende start, men der er også mange andre faktorer der har spillet ind på en ny start i den dansk-tyrkiske skilsmissefamilie 😉

Sommeren, hvor vi får et nyt familiemedlem

For et stykke tid siden skrev jeg et blogindlæg, hvor jeg fortalte om mit ikke-eksisterende kærlighedsliv, og i den forbindelse skrev jeg om, at Ellas far har fundet en sød kæreste. Det er jeg virkelig glad for! Han er slet ikke typen, der trives med at være single. Han elsker selskab, at lave mad til nogen og elsker bare familielivet, så det er rigtig godt for ham. Det er også godt for Ella, så hun får endnu flere nære relationer. Det har vi faktisk manglet og savnet! Ja, moren savner det også, hehe 😉 Det er GODT, at jeg er sådan en stor læsehest, elsker naturen og at tilbringe tid med Ella, så det faktisk ikke gør mig så meget, at vi bare er OS. Som 35-årig kan jeg dog godt mærke, at jeg savner lidt ekstra familie… Vi er bare en lille familie og spredt for alle vinde. Mormor bor 5 km fra os, men bortset fra det har vi ingen tæt på.

Ms Independent har det nu meget godt 

Overordnet set er det helt fint at være single, og ikke mindst have sin helt egen hverdag. Jeg tror alligevel ikke, at jeg fungerer med at bo sammen med en kæreste. Nu har jeg været Ms Independent i så mange år efterhånden (også før Ellas far), og har fået skabt mine egne vaner. Så kan jeg trykke på midten af tandpastatuberne lige så tosset, jeg vil 😉 Men okay, der er selvfølgelig tanker om de 10 katte, som jeg sikkert snart får, hvis jeg ikke tager mig sammen… Ja, det ville være rigtig fint at møde kærligheden, men han må gerne dukke op helt tilfældigt, når jeg mindst venter det.

Nå, men tilbage til det her familiemedlem vi venter på….

Ella og jeg er SÅ glade for katte og hunde, at det i princippet kunne være en kat eller hund, som vi kunne betegne som et medlem af familien…. Men det er det selvfølgelig ikke! Det er faktisk et familiemedlem i ordets fineste forstand, og vi glæder os…. Farens kæreste er gravid og kan føde, hvornår det skal være, så Ella får meget snart en lillebror 🙂 Vi kommer ikke til at bruge de der betegnelser som en ‘stedbror’. Det bliver lillebror! Ella glæder sig, og jeg glæder mig også til i det mindste at se billeder af ham! Det bliver også dejligt at se Ellas begejstring. Det er jo altid en gave med søskende, så det bliver også godt for hende, når hun bliver ældre.

Jeg kommer jo nok også til at møde lillebror på et tidspunkt, og så kan det være, at jeg kan se nogle ligheder (højst sandsynligt ;-)). Når nu jeg ikke skal være gravid igen (regner jeg bestemt ikke med), er det nu også dejligt med et ekstra familiemedlem på den anden fløj 😉

Ella er helt ekset med babyer for tiden, og har et hav af tilbehør til dukker. Hun vil hele tiden se “dukker” på YouTube, som jo egentlig er ÉN lang sammenhængende reklame for BabyBorn…

Ella bliver en god og hjælpsom storesøster – eller faktisk siger hun, at hun bliver storebror… :-s Ja, apropos mit forrige blogindlæg om, at hun føler sig som en dreng…

Vi må se, hvad fremtiden bringer, men nu holder vi os til, hvad vi ved – at hun skal have en lillebror 🙂