Skolelivet, snarlig fødselsdag og mindre skærmtid

Her kommer lige et blogindlæg efter en længere pause fra bloggen og ikke mindst Instagram, hvor jeg ellers er ret så aktiv 😉

Nu er det tid til en status.

Nu har jeg været ansat som trainee-lærer i knap 2 måneder, og det er gået rigtig godt. Jeg er blevet taget godt imod hele vejen rundt, og er gået glad hjem fra arbejde hver dag.  Udover at være i min faste klasse med en erfaren lærer (min mentor), har jeg også haft vikartimer. Det er fedt at gå hjem hver eneste dag og føle sig klogere på lærerjobbet, og med nye oplevelser i bagagen.

Udover at være trainee-lærer med en fast base på en skole, er jeg også fuldtidsstuderende, og har to undervisningssteder, så min hverdag består af en masse koordinering, og der er meget lange dage, hvor Ellas mormor heldigvis afleverer og henter fra børnehaven, for ellers kan det slet ikke fungere. Det er ikke helt holdbart i længden, så jeg skal lige have fundet ud af, hvordan vi bedst gør det på den lange bane. Jeg går lidt tidligere fra studiet nogle dage, og så går det nogenlunde.

Jeg fortalte for nylig om, hvordan energien er vendt tilbage, efter at jeg har døjet med en tandcyste, som kroppen åbenbart brugte alle sine kræfter på at bekæmpe (= træthed). Da jeg tog matematik B, havde vi undervisning fra 9-14 hver dag, og jeg var fuldstændigt færdig, når undervisningen var slut. Det var virkelig noget med at kæmpe sig igennem med blod, sved og tårer! 😉 Jeg sluttede med et 7-tal i både det skriftlige og mundtlige, og sjældent har jeg været så lykkelig for et 7-tal!

Jeg nyder i stor stil, at den massive træthed er væk – også selvom 2018 bliver året, hvor jeg i alt vil bruge 50.000 kr. på tandlægeregninger (efter tilskud fra Sygeforsikring Danmark er trukket fra). Så hvis du også synes, at det er en vigtig sag, så skriv evt. under på dette lovforslag om tandlæge betalt over skatten.

Ella er glad og tilfreds, og snakker ofte om den fødselsdag, som hun skal holde i morgen 🙂 Ja, ja… Hun kan slet ikke vente! 🙂 Hun bliver først 4 år d. 30. oktober, men hun tager forskud på glæderne ved at snakke om den, ofte. Hun har i månedsvis sagt, at hun så bliver 90 år, og jeg ved ikke helt, hvor hun har det fra.

Ella er stadig meget glad for sin lillebror på farens side, som jeg skrev om tidligere på bloggen. Det er dejligt, at hun er så glad for at ses med sin far. Vi taler også ofte om det faktum, at hendes far er tyrker, og hun siger så mange søde ting i den forbindelse.

“Når far snakker tyrkisk til mine ører, så kigger jeg op mod himlen, for jeg kan slet ikke forstå ham”, sagde hun en dag.

Han taler både tyrkisk og dansk til hende, men han lægger ikke pres på hende for at lære tyrkisk. Han siger bare lidt søde sætninger til hende i ny og næ på tyrkisk, og mon ikke hun en dag bliver helt ferm til de poetiske, tyrkiske sætninger? Nogle gange synger hun en “tyrkisk sang” for mig, og det lyder skam helt rigtigt, så pyt med, at det ikke er helt tyrkiske ord, hun synger.

Jeg har haft bloggen siden Ella var helt lille, og det er rigtig dejligt, at hun har nogle fortællinger fra sin barndom, men derudover har jeg haft svært ved at finde min vej i blogger-universet. Som blogger kan du måske skrive om 50 % af de emner, som du egentlig har lyst til at skrive om, fordi du jo har en masse hensyn at tage. Jeg nævner aldrig nogle venner her på bloggen fx, og skriver også kun om Ellas relation/syn på sin far (ikke mit eget syn på ham). Min far nævner jeg aldrig, og i forhold til ens arbejde, er det jo også begrænset, hvad man kan fortælle. Mit forhold til Ella har været mit fokus, men så kommer det til at se ud som om, at jeg sætter Ella op på en piedestal, og jeg hepper på sidelinjen af alt, hvad hun gør. Hun opfører sig ikke som et “typisk enebarn”, og hun er bare tilfældigvis barn af en mor, der elsker at udtrykke sig, være kreativ og at skabe noget, hvilket jeg nu gør som skolelærer i stedet for 🙂 Tiden er til noget andet end at skrive på bloggen.

Så konklusionen må være, at jeg har været super glad for at have bloggen, men nu kommer der ikke flere indlæg i denne omgang. Det har været skønt at se, hvordan flere og flere har fundet vej til bloggen og trofast har læst med, så snart jeg har udgivet et nyt indlæg. Tak til hver enkelt, der har givet likes, skrevet en kommentar – eller bare har læst med i en travl hverdag 🙂

Ha’ det godt derude, og jeg vil prøve at følge lidt med på Instagram, og derigennem holde kontakten med nogle af jer, som ikke lige bor rundt om hjørnet 🙂

Trænger du til et positivt perspektiv? Så tal med en 3-årig

I sidste uge var jeg til tandlæge, som jeg skrev om her. I de første par dage efterfølgende levede jeg af hindbær fra mormors kolonihave og blødt brød, da jeg fik en mindre operation i min ene side af munden. Jeg fik også trukket to tænder ud.

Først for to dage siden tog jeg min smileprotese i brug, og det har været noget af en tilvænningssag. Den sidder rigtig godt, så det har kun været mentalt, at jeg skulle vænne mig til det her “gebis”, som jeg kalder det. Det er bare er en midlertidig løsning indtil december, hvor jeg skal til tandlægen igen og dermed nærmer mig et nyt tandpastasmil 😉

I dag hoppede Ella op og ned, da jeg spurgte om hun ville se mors tænder? Ella så jo begejstret ud, men alligevel kunne jeg slet ikke have forudset hendes positive reaktion.

Med luft i munden af begejstring, som havde jeg lige vist hende en kæmpe gave, udbrød hun: “Wow…. Hvor er det SEJT…..”

Hun bad om at holde dem, og hendes øjne funklede af denne ære at få lov til at holde mors tænder! 😉

Det er så skønt med børn, at de nogle gange ser på tingene fra et helt andet perspektiv, og på nul komma fem kan de sprede glimmerstøv henover diverse problemer, så man tænker: “Ja, hvorfor ikke tænke sådan?”.

Livet med Ella ser sikkert meget idyllisk ud her på bloggen, og det er det egentlig også, synes jeg. Af successer i livet, er dét at være mor for Ella min største succes. Der er dog ét ømt punkt i hele det her forældreskab. Det er minderne om den første tid som familie, hvor hun lige var kommet til verden. Hun kom ud til en mor, som bekymrede sig så meget, at jeg slet ikke kunne nyde at være mor. Udover at være bekymret for de typiske ting som: “Holder jeg hende rigtigt?” og “er hun glad og tilfreds?”, var jeg også bekymret for dybereliggende ting. Mit forhold til Ellas far gik dårligt i den periode (det gik så bedre senere hen), men familielivet bekymrede mig i den periode. Derudover bekymrede jeg mig om verdenssituationen. Når jeg tændte for nyhederne, var der nok de dårligste nyheder i hele min levetid. Nyheder om store flygtningestrømme fra Syrien, og eksperter der gisnede om fremtiden. Der var diskussioner i fjernsynet om religion, kultur og medmenneskelighed.

Fra at have levet i Alanya med en pool i min “forhave”, og med glade turister på gaderne, og haner der galede tidligt om morgenen, var jeg nu hjemme i Danmark, hvor jeg bekymrede mig om fremtiden på alle planer. Nogen mennesker bekymrer sig mere om alverdens dårligdomme end andre, og jeg er én af dem 😉 Jeg stoppede med at se nyheder, da jeg var blevet mor, og gradvist bekymrede jeg mig mindre. Ella var jo også bare verdens gladeste barn fra dag 1., så jeg havde nærmest et mantra, hvor jeg dagligt sagde til mig selv: “Ser hun ikke glad ud? Så har du nok ikke noget at bekymre dig om”.

Forleden havde jeg taget en gammel jakke i brug, som lige var frisket op, og nu var så god som ny. Ella havde aldrig set den, for den havde bare været opmagasineret de sidste par år. Jeg fortalte hende, at jeg havde brugt jakken, før hun kom til verden. “Så fik jeg en stor mave, og så lagde jeg jakken væk”, sagde jeg, og hun tilføjede: “Og så var jeg inde i maven, fordi jeg var en baby. Men så en dag kom jeg ud til mit Kongerige!”

“Kongerige!”, tænkte jeg begejstret og kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Jamen, det var da en herlig fortolkning. Jeg vil da helt sikkert holde fast i Ellas fortolkning, når jeg tænker på min første tid som mor. Hun kom ikke ud til en bekymret mor. Hun kom ud til sit Kongerige! 😉

Det var da en fantastisk start på livet.

Da jeg fortalte Ella, at jeg slet ikke er så frygtløs

Det her stankelben havde forvildet sig ind i vores lejlighed den anden dag.

Vi ser stort set aldrig skyggen af en edderkop indenfor, og det er én af grundene til, at jeg elsker at bo i byen og hævet fra jorden. Jeg HADER nemlig edderkopper og stankelben, selvom de jo også skal have lov til at være her! Jeg kan godt lide at tænke om mig selv, at jeg er en dyreven, og det gælder også edderkopper og stankelben, som jeg lever med, indtil én eller anden kommer på besøg og kan få det pågældende kryb ud i naturen igen!

IKKE om jeg vil røre dem med en ildtang! Jeg har altid været bange for edderkopper og stankelben.

Da jeg blev mor, måtte jeg tage mig sammen…. Jeg ønskede ikke, at Ella blev bange for dem. Jeg ville lade hende danne sine egne erfaringer med edderkopper. Ella har derfor fået at vide igen og igen, at hun roligt kunne røre ved edderkopper og være helt afslappet omkring dem. Jo ældre hun blev, blev det sværere for mig at sige det overbevisende. MEN, det hjalp nok heller ikke på det, at moren skreg som en stukket gris, da Ella var halvandet år, og vi var en tur i skoven, hvor moren fik en hel “edderkoppe-rede” ud over sig…. Det skrev jeg om i det her blogindlæg om vores ferie til Skagen. Jeg undlod åbenbart at gå i detaljer dengang – men jeg fik skam også edderkoppens afkom på mig 😉

SÅ, den anden dag, besluttede jeg mig for, at der ikke var nogen vej udenom. Jeg måtte fortælle Ella, at grunden til, at jeg opfordrede hende til at røre ved stankelbenet, men UDEN at jeg selv ville var, at jeg i virkeligheden var bange for den. Vi sad i sengen, og kunne på sikker afstand kigge på den ude i entreen. Jeg vendte mig mod hende, og jeg sagde: “Ella, ved du hvad… Der er noget, jeg skal sige til dig. Mor er lidt flov over det, men nu fortæller jeg det….” Ellas øjne blev helt store, øjenbrynene var hævet, og øjnene funklede i spænding over, hvad mor ville fortælle. “Det er faktisk en hemmelighed, men nu fortæller jeg dig det. Jeg er faktisk bange for edderkopper og stankelben. Det er derfor, at jeg ikke vil røre stankelbenet”. Ella smilede stort med de hævede øjenbryn, og jeg kunne lige så godt have fortalt hende, at vi skulle i LEGOLAND. Hun var ovenud lykkelig over, at moren lige havde fortalt hende en hemmelighed.

“Jeg hjælper dig, mor. Vi får bedstefar til at kilde stankelben. Han kan tage den. Er det en aftale?”, svarede hun glad, og hun rakte hånden op, så vi kunne lave high-five. “Ja, god idé”, svarede jeg. Vi lavede high five, og hun krammede sig ind til mig.

Med denne lille oplevelse fik jeg bekræftet, at det er så godt for vores relation med de her små stunder, hvor jeg fortæller hende om mine egne uperfektheder. I det her tilfælde om min irrationelle frygt for edderkopper. Vi siger så ofte til børn: “Det skal du da slet ikke være bange for”, men vi har jo også selv et par ting, som vi er bange for, og som ikke giver mening?

Da Ella fortalte mig efter ferien, at hun var bange for de andre børn og voksne i børnehaven, fortalte jeg hende også igen og igen, at det kunne man SAGTENS være. Det var helt normalt. Jeg kunne også blive bange, hvis jeg skulle se en masse mennesker, som jeg helt havde glemt. Det er jo vigtigt, at være lidt sort/hvid i sine forklaringer til en 3-årig 😉

To gange gemte hun sig bag mig, når vi gik ind i børnehaven, og det ligner slet ikke Ella, men jeg huskede mig selv på, at jeg gerne måtte være et stort spørgsmålstegn i forhold til Ellas generthed og nervøsitet. Jeg måtte gerne være uforstående, og jeg måtte gerne være beklemt ved situationen og bekymret for, om det nu skulle være hverdagskost, at hun gemte sig i mors skørter? Men, hvad jeg ikke havde lyst til, var at gøre hende forkert. Jeg rummede mine egne følelser, og lod hende vide, at hun altid kunne hente hjælp ved en voksen, hvis hun var bange. Pædagogerne er jo heldigvis også vant til alverdens scenarier, så der var kun forståelse at hente fra pædagogerne, og jeg kunne trygt sige farvel til mit barn, der puttede sig ind til en voksen, og snart ville falde ind i børnehavemiljøet igen.

Nu er alt blevet hverdag, og Ella er blevet klogere på de ting, som moren kan være bange for 🙂

Halleluja, trætheden er væk!

Siden februar har jeg jævnligt gået til tandlæge i Flensborg. I første omgang var det for at spare penge, da jeg vidste, at jeg skulle have lavet en del ting. Men jeg ville også gerne have en second opinion.

I Flensborg opdagede min nye tandlæge, at jeg havde en tandcyste (og noget betændelse i kæbehulen), og det har skabt en del ravage. Godt, at det blev opdaget i tide, for ellers kunne det have givet betændelse i kæben. Betændelsen og cysten burde have givet mange smerter, men det var faktisk ikke så galt. Jeg kunne sagtens have bildt mig ind, at jeg SLET ingen tandproblemer havde. Det var bare en let trykken i ny og næ.

MEN trætheden! Gud, hvor har jeg været træt, og jeg har følt mig så doven, selvom det jo slet ikke er tilfældet!

Når ens krop forsøger at bekæmpe det her betændelse, bliver den åbenbart mega træt. SÅ i går var jeg ved tandlæge i Flensborg for at få rettet op på det:-) Jeg skal jo være frisk som en havørn, når jeg starter på studiet og som trainee-lærer! Det vil kræve en del af mig, og jeg kan allerede mærke, at min energi er vendt tilbage. Det er ret fascinerende, hvordan kroppen arbejder på højtryk for at slå bakterier ned, og jeg tager ikke længere min energi for givet! Nøj, hvor er det skønt at vågne op og være frisk…. Jeg kom sent i seng, efter en meget lang dag i går, men alligevel vågnede jeg op og var mere frisk end i flere måneder.

Den her træthed gav mig endda flashbacks til dengang, jeg var gravid (og nej, jeg er bestemt ikke gravid), hvor trætheden også fyldte meget i en periode. Det var noget med at time mine arbejdsopgaver til de tidspunkter på dagen, hvor jeg var mest frisk.

Så halleluja for, at jeg nu har “fået mit liv tilbage”. I den her periode har jeg eksperimenteret med en endnu sundere livsstil, hvor jeg har spist langt mere frugt og grønt, end jeg plejer. Det hjalp helt sikkert på energien, så det vil jeg fortsætte med. Trætheden har derfor været en “god erfaring” i forhold til at etablere sundere vaner.

Måske så du på min story i går, at Ella faldt og slog sig i børnehaven. Jeg var jo lige ankommet til Flensborg, da de ringede fra børnehaven. Da telefonen ringede i min taske, vidste jeg bare, at det var med dårligt nyt. Tænk, at man nogen gang ved det på forhånd? Ella måtte tjekkes ved lægen, da hun havde slået næsen, men heldigvis var den ikke brækket. Typisk, at det værste uheld lige sker på selve den dag, hvor jeg under ingen omstændigheder kunne tage hende til læge og trøste hende! Men heldigvis blev hun forkælet til den helt store guldmedalje af mormor! Mormor havde også købt alle mulige spisevenlige madvarer til mig, da jeg kom hjem i går, da jeg også havde fået trukket to tænder ud. Ja, det var ikke i går, at Ella og moren skulle tage selfies 😉 Den ene mere forslået, end den anden, hehe.

Det er nu rart, at blive forkælet af sin mor, selvom man selv er blevet mor 🙂 Det skrev jeg også om i dette blogindlæg.

En anden god ting ved den her periode med træthed, har nok også været, at jeg er blevet god til at sætte tempoet ned og prioritere! Hvordan bruger jeg min tid mest effektivt? Kan jeg få energi af at tænke mere positivt? Og kunne jeg da ikke grine lidt mere? Og måske få andre til at grine lidt mere? 🙂 Det giver da i hvert fald energi. Bekymringer og negative tanker har jeg forsøgt at skubbe væk, for hele tiden at vende tilbage til nuet.

Nu vil jeg videre i teksten og ordne alle de praktiske ting, som også skal ordnes en gang i mellem 🙂 På mandag starter jeg som trainee-lærer, så det bliver super spændende. Jeg håber, at du får en rigtig god weekend!

Sådan fungerer tandbørstningen hjemme ved os

For et par måneder siden var Ella til tandlæge for første gang!

Da vi flyttede til Middelfart, fik vi først en tandlægetid lige før sommeren i år, så lige pludselig begyndte jeg at blive ret nervøs for, hvordan hendes tænder mon havde det….

Ved tandlægen, løb Ella nærmest ind i undersøgelsesrummet, og kastede sig op i tandlægestolen. Det var da en god begyndelse!

“Nul huller”, sagde tandlægen, og jeg var parat til at give Ella et stort kram i tandlægestolen.

Når det kommer til tandbørstningen herhjemme, gør vi det måske en del anderledes end så mange andre. Det skal det her blogindlæg handle om, og måske inspirerer det andre til at stå ved deres måder at gøre tingene på.

Fra dag 1, tog jeg den beslutning, at det ikke skulle være en kamp at børste tænder på Ella. “Det skal vi nok klare uden gråd”, tænkte jeg med en stor portion selvtillid, uden at have tænkt igennem, hvor svært det kan være at børste tænder på et barn, der BARE ikke vil!

Udover at jeg tog den beslutning, at Ella aldrig måtte forbinde tandbørstning med noget ubehageligt, tog jeg også den beslutning, at hele seancen godt måtte være noget langhåret 😉

Jeg tog også den beslutning, at jeg ville være iskold, når jeg i debatter hørte om forældre, der var blevet rådet til at tage styringen og gennemtvinge tandbørstningen, fordi lille Peter ikke skulle styre showet. Der MÅTTE være en anden måde at opnå en succesfuld tandbørstning.

Hvilke forestillinger har du om dét at børste tænder med dit barn?

Hvis du er nybagt mor, vil jeg opfordre dig til allerede at gøre dig nogle tanker om tandbørstningen med dit barn. Hvilke forestillinger har du om det? Hvilke råd har du fået fra din omgangskreds og nærmeste familie?

Det KAN godt ende med succes, selvom rutinerne er opløste

Ella løber mig ofte i hælene, når jeg siger: “Nu skal vi lige børste tænder”, så herhjemme er det faktisk MIG der styrer showet, selvom vores rutiner er lidt langhårede 😉

Hvis jeg skulle komme med en form for opskrift til, hvordan dit barn kan komme til at acceptere – eller ligefrem holde af tandbørstningen, vil jeg sige følgende til dig:

  • Sørg for at gøre det til en hyggelig stund fra dag 1.
  • Tænk på, hvilken personlighed dit barn har og tilpas tandbørstningen efter lille Peters temperament og interesser. Hvis lille Peter elsker rutiner, er det bare med at stille uret hver aften og synge en tandbørstesang eller lignende, når bisserne skal børstes.
  • Hvis du har et viljestærkt barn eller et signalstærkt barn (Google evt. high need children, som er den engelske betegnelse) skal du nok skifte tandbørsterutiner konstant…. De her børn er lidt sværere at gøre tilfredse – de vil gerne selv bestemme tempoet, de keder sig nemt og er meget sensitive, så de kan måske endda være bange for tandbørstningen på forhånd? ALT er muligt med de her store personligheder. Så her er rutiner, ro og regelmæssighed altså ikke svaret på alskens udfordringer.
  • Tænk på “tandbørstning” som en helt ny disciplin, hvor I sammen finder ud af det. Du bliver klogere på lille Peters præferencer, og han bliver klogere på, hvor mange sjove ansigter du kan lave i spejlet imens I børster tænder. Der er intet rigtigt eller forkert. Så længe bisserne børstes, er der ingen regler. Hav i det hele taget tillid til projektet, for dit barn skal nok blive glad for at børste tænder, når I hygger jer sammen.
  • Tænk på tandbørstning som en hyggelig rutine, der strækker sig ud over mange flere minutter, end du lige havde planlagt. Giv jer god tid…. Snak om dagen imens eller læg en bog på badeværelsesbordet, så lille Peter kan kigge lidt i en bog, og hvis han går helt i stå, kan du minde ham om at børste tænderne igen.
  • Tænk på tandbørstningen som noget, der sagtens kan foregå, når I er ovre ved bedsteforældrene eller noget andet familie. Måske skal én af bedsteforældrene sættes i sving? 😉 Barnet vil synes, at det er meget hyggeligere at børste tænder en fredag eftermiddag hos bedstemor, end det er derhjemme.
  • Køb gerne 10 forskellige tandbørster, så barnet har noget at vælge mellem, så tandbørstningen aldrig bliver kedelig. Børstehovederne kan jo bare koges, så I ikke behøver at købe nye hele tiden. Rotation i brugen af tandbørster er vigtig 😉
  • Brug tiden med tandbørstning til at opgradere din kreative sans. Måske er tandbørsten en flyvemaskine? Eller en træt giraf, som kun bliver glad og frisk, når den spiser alle madresterne inde i munden? Giv los, for vi har kun det her ene liv, og at være fjollet med sit barn er en god prioritering 😉
  • Tænk også på dit sprog, når du opfordrer barnet til at børste tænder. Prøv fx med en nonchalant attitude: “Hva’ Ella, kunne du tænke dig at børste tænder”… Hvis barnet svarer nej, siger du: “Nå okay, så børster mor bare tænder”. Det næste du hører er: “Nej, jeg vil også børste tænder…”. Medbestemmelse – eller illusionen om medbestemmelse, er kodeordet. Ingen gider jo at få at vide, hvad de skal… Derfor tager jeg altid tandbørstningen med ophøjet ro, og prøver at smitte mit barn med denne tilgang 😉 I dag siger hun selv i løbet af dagen: “Nå, jeg må hellere børste tænder”. Så står hun ude på badeværelset og børster, hvor jeg indimellem minder hende om at børste i hele munden…
  • Mærk efter, hvilket humør dit barn er i, og hvad der kunne virke. Nogle dage børster barnet måske gladeligt tænder til en konkurrence, hvor mor hepper på sidelinjen og “vi leger at det er på tid”. Andre gange tager vi os gooood tid, så vi helt glemmer, at vi står og børster tænder. Veksl gerne mellem tempo og langsommelighed. Hvor længe skal tandbørstningen tage i dag? 15 minutter? Det må gerne tage meget lang tid, men kan også være en kort session? Der kan være tempo på, hvor vi hepper på hinanden, og jeg fx siger: “Børste, børste, børste” i takt med at Ella svinger tandbørsten fra den ene til den anden side i munden. Vi kan klappe imellem hver mundfuld vand, og Ella kan også drikke af sin legetøjskop eller af en farverig plastikkop med indbygget sugerør.
  • Nu kan barnet jo også børste tænder i badet, som en del gør allerede. Jeg sørger for at “konversere” med Ella, når det handler om nye idéer omkring tandbørstningen. Jeg siger fx: “Børstede du tænder ovre ved mormor? Var det hyggeligt? Var Ella også i bad hos mormor? Skal vi gå ud og plaske med vand og børste tænder imens?”. Hvilket barn vil ikke gerne plaske med vand? Vupti er en lille forespørgsel om tandbørstning blevet accepteret.
  • Hvis intet fungerer af ovenstående, kan du også tage tandbørsten ind i munden på barnet, selvom barnet protesterer og sige: “Bare en lille smule. Jeg gør det hurtigt”. Jeg har ofte fået lov alligevel. Det handler nok om, at jeg 95 % af tiden har gjort tandbørstningen til en leg.

Det er virkelig fantastisk, når tandbørstningen ikke er en kamp, og Ella snakker om, at hun hellere må børste tænder, så tænderne ikke falder ned 😉

Langtidsamning og tandbørstning?

For øvrigt er der mange kvinder, der er nervøse for, hvad tandlægen siger til langtidsamning, fordi en del tandlæger vil sige, at mælkesukkeret skader tænderne. Det er en sejlivet myte, men nyeste forskning viser, at det ikke er sandt (jeg skal nok skrive et blogindlæg om det en anden dag). Nogle tandlægeassistenter vil måske sige, at amningen skal stoppes, fordi barnet er så stort og ikke har behov for det mere. Det har ingen kvinder jo lyst til at få at vide. Der må du stå fast på, at du altså ikke tvinger dit barn, og at barnet får ekstra tryghed på denne måde, og at du ikke ser noget galt i at fortsætte til barnet selv siger stop.

Jeg håber, at dette blogindlæg gav dig inspiration til at klare tandbørstningen med dit barn på en måde, der føles godt i hjertet. Ingen tårer, men fine tænder….