Hvordan går det med at rumme de svære følelser?

_20170630_222816For nye læsere kan jeg fortælle, at jeg netop er blevet separeret, og Ella og jeg er flyttet fra Assens til Middelfart. Hendes far bor stadig i Assens. Dette blogindlæg er en lille opdatering om, hvordan det går ovenpå forandringen.

I forhold til Ellas savn, som jeg skrev om her, går det op og ned. Hun er en udtryksfuld pige, der sætter tydeligt ord på, hvad hun ønsker og mangler. Hun sætter sig fx i vindueskarmen og spejder efter en vis person, og siger henvendt til mig, at vi skal prøve at finde ham. Hun vender heldigvis ikke følelserne indad, men går ofte til mig, og kigger mig dybt i øjnene og fortæller om sit savn, eller hun former hænderne som en telefon og nærmest råber ind i røret, at nu må han altså godt tage og komme herover! 🙂 Selvom det er hårdt for moren, er det jo hårdere for hende, og jeg prøver at være i følelserne, ligesom jeg skal lære hende at rumme følelserne.

Ella leger en del med bamserne for tiden, og leger at det er faren, der kommer på besøg og krammer den lille bamse, og de er så glade for at se hinanden. Der bliver kysset og krammet til den store guldmedalje – og så skal de ALTID have is! 😉

_20170703_215210En dag viste Ella mig dette reklamebillede, som er fra et Kiwi-blad. “Se, det er mor, og det er Baba. Se! Det er mor, og det er baba!”, og så smaskede hun nærmest billedet op i hovedet på mig 😀 Jeg forstod godt hendes pointe, at det er en “rigtig familie” med far og mor sammen. Nu er reklamebilleder så også ekstra yndige at se på, og jeg har det egentlig altid godt over min beslutning, selvom hun viser sin sorg. At tage en beslutning, der er god på den lange bane, er hvad jeg har gjort. Nu synes jeg så også, at den er god på den korte bane, men for hende er der selvfølgelig en sorg over, at vi ikke længere er en “rigtig familie”. At der i samfundet er en stor accept af forskellige familiekonstellationer opvejer altså ikke det faktum, at der i de fleste familieserier for børn i TV er en mor, en far, to børn – og et sæt bedsteforældre. Det er det typiske, og far kommer hjem fra arbejde, sætter sig på hug og breder armene ud, og børnene løber imod ham til et stort kram. Sådan var det engang, og nu må Ella se sin far i et par timer om ugen. Det er da en forskel, selvom hun så heller ikke tilbragte så meget tid med ham før. Nu har de til gengæld mere kvalitetstid sammen med flere fælles oplevelser.

Mor er sød, far er sej

I denne periode er der også alle de svære samtaler med Ella, der kun er svære, fordi hun elsker at tale om en vis person. For min skyld kunne vi godt lade være med at snakke om ham, men hun vil selvfølgelig rigtig gerne snakke om ham, og det glæder mig da, at hun er glad for sin far. Ligesom andre ligesindede mødre, må jeg bare gå med på det. Vi snakker om seje far, der kører bil – og måske traktor? Dvs. vi snakker om alt, hvor ordet ‘far’ kan indgå 😉 Og jeg bider i det sure æble og prøver at se det hyggelige i at snakke om Ellas seje far 😉 Nå, men Ella strør om sig med komplimenter i det hele taget, og jeg er så “Ellas søde mor”, som hun plejer at sige. Det husker jeg lige på, når jeg mest af alt har lyst til at svare: “Hmmm…”, når Ella endnu engang snakker om sin far, og der er længe til næste samværs-aftale. Ergo, at jeg skal høre MEGET om ham indtil da.

Indimellem siger hun også om sig selv, at hun er farmand, og jeg skal sige goddag til ham – dvs. hende.. Meget mærkeligt 😉 Så siger vi goddag, og ja, i det hele taget tror jeg, at legene er med til at heale det savn, hun har. Hvis hun er farmand, kan hun føle, at hun er herre over situationen, og måske kan hun godt lide tanken om, at mor og farmand siger goddag til hinanden. Det gør vi selvfølgelig flere gange ugentlig, men vi er stoppet med at lave fællesting sammen, desværre.

Nu er min vigtigste opgave at være i de svære følelser sammen med hende. Lynhurtigt gider hun faktisk ikke engang at snakke om sin far, men er mere optaget af dinosaurer og rumraketter 😉

Jeg tanker energi til de svære stunder ved at betragte hende, når hun bare er ovenud lykkelig, som hun virker til at være det meste af tiden. Hun har virkelig glimt i øjet, en klukkende latter, hang til at synge og god humoristisk sans, så det overskygger de mindre gode stunder.

Om at lokke mad i småbørn

img_20170625_175518_754-2Det her blogindlæg skal handle om noget, som jeg sjældent kommer ind på, men som jo er SÅ vigtigt – mad!

Får barnet nu nok at spise!?

Selvom Ella slet ikke er lille af sin alder, men har en gennemsnitlig højde og vægt for sin alder, er moren altid bekymret for, om hun nu får nok at spise! Det er nok en mor-ting? 😉 Når hun en dag flytter hjemmefra, giver jeg hende nok også ekstra mad med hjem, når hun har været på besøg. Egentlig er min egen mor også sådan – og mange andres mødre 🙂

Kræsen eller ej?

Lige fra Ella måtte begynde at få rigtig mad, har vi været kreative med madlavningen, fordi vi havde hørt, at indtil de er halvandet år, er der et vindue åbent, hvor de er åbne og nysgerrige over for mange forskellige smage, hvorefter de bliver mere selektive, og derfor er det bare med at have introduceret dem for forskellige smagsvarianter tidligt. På den måde kan de præges, så de højst sandsynligt undgår at blive kræsne. Nu er Ella 2,5 år, og det ville være skønt, hvis hun spiste endnu flere forskellige ting. Hmm, vores anstrengelser bærer forhåbentlig frugt senere hen.

Hvad spiser vi herhjemme?

Enhver familie har jo sine yndlingsretter og præferencer, og selvom Ella er halvt tyrker, bliver der ikke serveret tyrkisk mad herhjemme. Det må farmand sørge for, og det sørgede han da også for i stor stil, da vi boede sammen. Det må siges at være en kold tyrker for Ella, at den nu står på dansk madlavning, og at mor står bag kødgryderne. Stakkels Ella 😉 Det tætteste på tyrkisk kultur er vist de mange græske oliven, vi spiser herhjemme 🙂 I går spurgte Ella, om jeg også ville have “Zeytin” – det tyrkiske ord for oliven – godt, at jeg har bare lyttet lidt efter, når farmand har lært hende tyrkisk, og at jeg stadig kan huske lidt tyrkiske gloser fra dengang, vi boede i Alanya.

Moren elsker Tofu – datteren mener, at det er TREE FU TOM

I går lavede jeg en tofu-ret, bestående af spaghetti og tofu i en marinade af hvidløg og krydderier.

dsc_3399

Det var enkelt, men smagte super godt. Ella fik sin fine tallerken, hvor det hele var adskilt – oliven for sig, tofu for sig og spaghetti for sig. “Adr, det er ost”, sagde hun og pegede på tofuen. “Nej, det er tofu”, svarede jeg. Så lyste hun midlertidigt op, og kiggede lidt nærmere. Så sagde hun glad: “Tofu…. Nej, det er ikke tofu. Det er Tree Fu Tom!” (Ham fra serien ‘Tree Fu Tom’ på Ramasjang) 🙂

Og det er Kvist!”, tilføjede hun og pegede hun på et lidt mere aflangt tofu-stykke ved siden af. Det var åbenbart Kvist fra serien. Sikke en fantasi, de har, de små.

Nu vil vi snart gå i seng efter en lang dag. Vi har bl.a. holdt afslutning i dagplejen, da hun snart begynder i børnehave – d. 1. aug.!

Der er heldigvis madordning – skønt!

Forventninger versus virkelighed med en 2,5-årig

img_20170626_212047_239Mandag. Det er faktisk en af mine yndlingsdage, da en ny uge begynder, og så forventer jeg altid spændende arbejdsopgaver og kvalitetstid med Ella, der selvfølgelig er frisk på alt, hvad moren foreslår – fx at soppe i vandkanten sammen med mor om eftermiddagen i eftermiddagssolen. Sandheden er bare, at hun som regel har to ønsker, når jeg spørger hende, hvad vi skal lave efter dagplejen. 1. Vi skal på biblioteket. 2. Hun vil bare gerne spise grillpølser. Min nuancerede uge er knap så nuanceret, når det kommer til stykket, og så alligevel er der alle de små øjeblikke, som jo gør selv kedelige uger til noget særligt.

Det var ren gensynsglæde som sædvanlig, da jeg hentede Ella i dagplejen. Hun var begyndt at savne mig, og overskudsagtig som jeg var, tilbød jeg hende, at hun kunne få en friskbagt bolle, som jeg havde i tasken. Eller dvs. jeg troede, at jeg havde lagt den i tasken! Den var derhjemme… Der skete dét, der bare ikke måtte ske, og som jeg altid sikrer mig IKKE sker – at jeg ikke kan holde, hvad jeg lover. Nå, men hun blev lidt pylret, for kunne jo lige have hygget sig med en bolle på hjemvejen. Så jeg gik fra at føle mig som ‘Årets Mor’ til ‘Årets skuffelse af en mor’ 😉 Okay, der selvfølgelig i småtingsafdelingen, og for hende er jeg jo stadig hendes helt fantastiske mor. Det er altså en dejlig følelse, som ikke kan måles med noget andet.

Søndag. Ella sås med sin far, og hun kommer altid glad hjem, og virker helt opladet, og det er moren som regel også, da jeg enten har fået arbejdet, så den dårlige samvittighed er væk – eller fået sovet! Altid tiltrængt. Tidligere på dagen tog Ella og jeg på en skøn indkøbstur, hvor jeg var helt stolt over, at hun bare lyttede og hjalp mig med at holde kurven og gik pænt ved siden af mig. Altså lige indtil, at vi havde fået lagt varerne op på båndet, og jeg skulle til at betale. Så satte hun i et spring, og skulle vist ud af butikken, fordi hun havde fået øje på noget spændende, så jeg skyndte mig at gribe fat i hende og trække hende den anden vej, hvilket resulterede i et hyl fra hende, da hun faktisk havde slået sig på en indkøbsvogn i farten! Stakkels hende… Jeg trøstede, imens jeg kørte min dankort igennem terminalen. Jeg følte mig ikke ligefrem som den bedste mor lige der, og jeg undskyldte og forklarede hende bagefter, hvad der var sket – at mor ikke havde set indkøbsvognen, og at jeg var bange for, at hun løb væk fra mig. Hun sad i klapvognen og kiggede rundt, og hun var okay, sagde hun… Altså lige indtil, at den meget skarpe sol tittede frem, og hun i et anfald af: “Gå væk sol, og gå væk bule i panden”, begyndte at småråbe: “Lad vær’ med at slå mig”, og hun tog armen op til øjnene for at skærme sig for solen. “Lad vær’ med at slå mig”, råbte hun igen. Jeg forsøgte at forklare, trøste og kiggede mig også en smule over skulderen for at se, om der var nogle der kiggede på os, imens hun nåede at råbe det 3 gange, inden solen “artede sig” 😉

Lørdag. Vi tog ud på landet i Balslev, lidt uden for Middelfart for at plukke jordbær, ærter – OG vigtigst af alt – for at se på killinger! 4 uger var de, og Ella var så henrykt over at måtte holde dem hver især, at en hel dag i Djurs Sommerland sikkert ikke engang kunne måle sig med besøget hos gårdfamilien med katte, hund, høns, får og kaniner. Killingerne var nu det største hit, og stoltheden lyser ud af hende her.

img_20170624_191240_610

Det er ærgerligt, at vi ikke må holde kæledyr her – ellers havde jeg nok ikke kunne lade være med at reservere en killing 🙂 Jeg vidste godt, at hun ville elske at kigge på killinger, men nogle gange overgår det lille barns glæde ens forventninger. Det giver næsten sådan et adrenalinkick at se dem så glade.

Fredag – og Sankt Hans aften. Jeg forventede, at Ella ville sige om Sankt Hans-bålet: “Nu vil jeg bare gerne hen på legepladsen”, men faktisk var hun meget optaget af det, og sad bomstille i sin klapvogn i ca. 5 minutter (føltes som lang tid), imens moren skuttede sig og drømte om kage og kaffe derhjemme.

img_20170626_212658_170

SÅ mørkt var det slet ikke i virkeligheden! 🙂

Jeg håber, at I havde en god weekend og en hyggelig Sankt Hans aften. Nu vil jeg snart putte Ella Bella og se, om hun er med på, at jeg fortæller eventyr. Det er altid spændende om forventningerne holder stik med virkeligheden. Med Ella er der aldrig to dage der er ens 🙂

Mit gæsteblogindlæg på MamaWise

p1030630På denne regnvejrsdag har jeg ikke fundet inspiration til et nyt blogindlæg. I stedet deler jeg et blogindlæg, som jeg skrev i en anden forbindelse. For et par måneder siden skrev jeg nemlig det her blogindlæg på MamaWise, som jeg tænker, at I måske kan nikke genkendende til? Det handler om, hvor nemt det er at sætte hinanden i bås, og det er jo helt naturligt, men stadig lidt irriterende til tider 😉

I dag da jeg hentede Ella fra dagplejen, fik jeg lidt at vide omkring hendes rolle derhenne. Det var faktisk en lidt anden rolle, end jeg havde troet – en mere diplomatisk rolle end tidligere 😉 Nu er hun ikke længere den store, men har to jævnaldrende legekammerater. Et dagplejeskift fører også nye roller med sig – selv i en så lille alder.

Til det her blogindlæg har jeg fundet det mest solrige billede frem. Ella i smukt solskinsvejr – og uden filter! Det virker opkvikkende på en fredag, hvor jeg drømmer om sydens sol 🙂

Ha’ en god weekend!

Samtaler med en 2,5-årig #gaver

img_20170607_120721_486Den anden dag da vi gik hjem fra dagplejen, prøvede jeg at starte en samtale med Ella om hendes dag i dagplejen. Vi snakkede om de forskellige legekammerater, hun har i dagplejen. Vi nåede til emnet om, at lille “Peter” (kalder vi ham) – en baby på 10 måneder ikke var til at lege med. Han var for lille. Så var det nemmere med de større børn. Jeg prøvede at forklare Ella, hvad babyer er for en størrelse. De vil bare gerne have deres basale behov opfyldt.

Samtalen forløb således:

Mig: Ja, Peter han vil bare gerne spise mad og sove, ikke?

Ella: Mmmm…

Mig: Var Peter glad så?

Ella: Nej, Peter ikke glad

Mig: Nå, var han sulten da? Eller savnede han sin mor?

Ella: Nej, Peter savnede ikke sin mor

Mig: Okay, så Peter savnede ikke sin mor

Ella: Nej, Peter bare gerne have gave…

Mig: Nååhhh….

Ella: Hvor er mors gave til Ella…? Det er fødselsdag! Jeg gerne gave…

 

Åh, de børn…

Sidste år brugte jeg hundrede år på at lave denne her løvekage til hende til hendes fødselsdag.

img_20161031_113251

Sjældent har jeg set et barn se så ligeglad ud 😉 Men hun var nok for lille. I år, hvor det sikkert havde været sjovt for hende, gider mor ikke. Ej, nu gør jeg det altså lidt nemmere for mig selv…

Men masser af gaver må jeg hellere købe til hende. Farmand bombarderer hende med gaver i øjeblikket, så hun mangler bestemt ikke noget. Selvfølgelig bemærker hun jo nok, at moren ikke følger trop, for hun plejer ikke at gå op i gaver. Men det er sikkert også bare alderen.

Næh, jeg er bare hende den “kedelige” mor, der sørger for en nærende kost, restriktioner på chokoladeindtaget OG antallet af gaver 🙂