Samtaler med en knap 3-årig #trængertilluft

img_20171004_183607_957-2Jeg elsker at skrive de her blogindlæg om samtaler mellem mor og datter. Det sidste blogindlæg jeg skrev, var vores samtaler om relationer, som kan læses her.

Ella har altid været god til at sige til og fra, når der er noget, der generer hende. Hun er god til at være social, og har fået flere gode venner i børnehaven, men hun er også glad for at lege selv. Fx siger hun indimellem: “Nej mor, du må lege selv nu…”

Det er ikke til at stå for, og en dag sagde hun endnu mere direkte, at hun trængte til luft. 🙂 Det var den dag, hvor jeg netop havde hentet hende fra børnehaven og hun hele tiden snakkede om noget med “luft”. Måske havde de snakket om det i børnehaven, og måske sunget den kendte børnesang om den lille blå ballon? Nå, men på et tidspunkt smed hun sig i vores sækkestol og udbrød træt: “Jeg trænger til luft”. Så vidste jeg, at hun havde haft en lang dag i børnehaven 😉

Hun har brug for luft omkring sig, når hun kommer hjem fra børnehaven, og jeg giver hende derfor plads til bare at koble af med noget fjernsyn. Det gør hun i den sækkestol, der er på billedet. Et stort hit.

Om aftenen læser vi til gengæld bøger, når jeg putter hende. Der kan hun godt finde på at tage en bog, for derefter at give mig en bog i hånden og sige: “Værsgo’ mor, du kan læse dén”, og så læner hun sig tilbage i sengen for at gå i gang med sin egen bog! Ja ja, det er da super spændende for moren at sidde med en Rasmus Klump-bog og læse lidt for sig selv 😉

Det er også sjovt at lægge mærke til, hvilke vendinger hun bruger, når vi taler sammen, og der ofte sniger sig meget voksne vendinger ind i vores samtaler: “Det ved jeg søreme ikke”, siger hun eller “Lige et øjeblik, jeg er straks tilbage”, siger hun med en løftet hånd i vejret.

Det er så vigtigt at huske på at give hende “luft”, når hun efterspørger det, og i det hele taget lære hende, at alle mennesker har brug for luft og til at falde ned eller finde et svar på noget. Vi er også begyndt at tælle til 10, når vi venter på noget, og råbe: “Jubii, når vi når til 10”, og vi endelig kan spise (fordi maden skulle køle af) eller noget andet. Der er mange hverdagsstunder, der gør det oplagt at tælle til 10, når vi venter, og både mor og datter er utålmodige af natur. Nu er det noget andet at være knap 3 år og skulle vente på noget, så derfor bliver vores “tælle-lege” en måde at vende utålmodigheden til noget hyggeligt.

Nu vil jeg slutte blogindlægget og tage mig noget luft ved at gå en tur på biblioteket med Ella i hånden. Det er så dejligt, at vi bor i Middelfart centrum, så vi hurtigt kan opleve lidt, men også hurtigt komme hjem igen i vores trygge hule 🙂

Hvor meget kan man lære om livet på 6 måneder?

 

img_20170813_135804_828For ca. 6 måneder siden var vi lige flyttet til Middelfart. Det føles som i går. Sommeren gik virkelig stærkt, og solskin var der ikke meget af, men jeg husker, at jeg d. 17. juni gik tur sammen med Ella i solskinsvejret og var rigtig glad og tilfreds med livet. Vi gik tur sammen med min bror, der netop var kommet på besøg, og det var en virkelig varm og flot dag. I dag er det fire måneder siden, at jeg faktisk udnævnte d. 17. juni hvert år til min egen personlige lykkedag, hvor jeg vil have ekstra fokus på at fejre livet.

Hvor meget kan man lære om livet på 6 måneder? Det var en sætning, der poppede op i mit hoved. De sidste 6 måneder har jeg konstant spurgt mig selv: “Hvad kan du lære af det, Astrid?”, altså på den blide og omsorgsfulde måde.

Her er, hvad jeg har lært om livet i de sidste 6 måneder.

At der kan ske meget på 6 måneder… Alting løser sig…

For lige knap 6 måneder siden blev vi separerede min eksmand og jeg. En separation/skilsmisse efterfølges ofte af en sorg eller kaotiske følelser, men alting gik forholdsvis stille af sig, og vi er egentlig kommet fint videre, fordi vi havde talt så meget om det, før beslutningen blev taget endegyldigt.

Det går meget bedre med samarbejdet, end jeg havde turdet håbe på.  Jeg har virkelig lært at vælge mine kampe med omhu, for der er noget næsten hele tiden, som jeg egentlig gerne ville snakke med ham om, men som jeg lader ligge. Jeg kigger på Ella og ser, at hun er glad, og så er det hele okay. Det ville være rart at kunne diskutere sukkerindtag og mad i det hele taget, men så må jeg bare sørge for at leve op til mine egne krav herhjemme 😉 Jeg må derfor som mor træde ekstra meget i karakter herhjemme, og være mere opmærksom på at lokke frugt og grønt i hende, begrænse sukker- og saltindtaget osv. Hun bliver forkælet af ham, ligesom hvis han havde været en ekstra bedsteforælder, og da hun netop kun er knyttet til sin mormor, er det faktisk okay.

Det har været en tid, hvor mange ting er faldet på plads, og jeg er taknemmelig for bare at have et stille og roligt liv – okay nogle gange er det lidt for kedeligt. Men i det store og hele nyder jeg, at jeg bare kan være mig selv, og ikke skal anstrenge mig for at være en god partner, men bare kan koncentrere mig om at være mor.

Men hvad har jeg så lært i de sidste 6 måneder, hvis jeg straks skriver dét, der lige falder mig ind?

Jeg er blevet påmindet om, at jeg havde savnet min vrede…

Min vrede kom ikke så meget til udtryk i forholdet med Ellas far, da jeg altid tænkte på, at vi IKKE skulle skændes foran Ella. Det er meget få gange, at hun har oplevet lidt skænderier – eller måske endda bare dårlig stemning. Jeg har derfor været vant til at undertrykke vreden.

Vreden skal der være plads til, så glæden også kan boble mere. Takket være en person, der snød mig vedr. billetter til Legoland, som jeg skrev om i det her blogindlæg, fik jeg vreden aktiveret igen 😉 Tak for det, SN! 😉 Faktisk tænkte jeg straks, at der måtte være noget lærdom i oplevelsen, og da jeg nægtede at tænke: “Nu var du for naiv, Astrid. Tænk, at du faldt i”, valgte jeg noget andet. Jeg sagde til mig selv. “Hvor er der mange andre, der har troet på SN, og sikke en masse mennesker hun har snydt, og hvor er jeg bare i min gode ret til at have tillid til verden! Det er hende, der er en krænker. Det er hende, der har et problem”. Det føltes faktisk rart at blive stiktosset engang imellem – og det blev jeg. I dagene derpå var jeg fyldt med energi og glæde, så jeg kom i tanker om, at vi aldrig må leve for ensidigt. Vi skal have fat i alle følelserne for at leve et godt liv.

Gamle venskaber holder! 

Jeg er blevet mere opmærksom på betydningen af at pleje gamle venskaber. Ellas far har altid været støttende omkring mine venskaber og relationer i det hele taget, men jeg trak mig selv fra nogle venskaber, da jeg mødte ham. Det kom også i takt med mine udlandseventyr, som først var 8 måneder i England og dernæst et år i Tyrkiet, så det kom naturligt, at det var svært at holde kontakten med veninderne derhjemme. Nu, hvor jeg er single og bosat i Danmark, er det meget nemmere at pleje venskaberne, og jeg nyder at ses med gamle veninder, hvor jeg kan føle mig tryg i deres selskab, fordi vi ligesom har “set det hele” med tømmermændsdage i gamle dage, hvor humøret måske ikke altid var godt og hytten rodede, og vi havde minus overskud. Som mor er det så nemt at falde i den der fælde med, at alting skal se så poleret og fint ud, og man altid skal ose af overskud og selvtillid. Sammen med gamle veninder er det umuligt at tage en maske på. Som en ekstra bonus er det sjovt at ses, hvis de selv har børn, for så kommer der lige pludselig nye oplevelser og erfaringer til. “Skal vi tage på legeplads med børnene”, lyder pludselig helt skørt, når vi tænker på alle de ungdomsminder vi har sammen. Jeg har fx veninder fra efterskole- og kollegietiden, hvor vores samtaler sjældent drejede sig om børn – ja, ikke engang om de børn vi engang skulle ha’ 😉 Vi havde fokus på nuet med shopping, biografture, byture og caféliv og vi sparede op til rejser og udveksling. Det var så rart, da min veninde nævnte titlen på vores yndlingssang i 2001, og vi for et øjeblik var tilbage til dengang, hvor vi kun havde ansvaret for vores egen lykke. Nu tænker vi jo konstant på vores børns ve og vel, og det er jo samtidig rart, at vi altid har nogen at overøse med kærlighed.

Nogle gange bliver du en anden person under rejsen – og det er okay…

Nogle gange bliver jeg næsten nostalgisk og tænker: “Ej, hvor har alting ændret sig”. Især, når det kommer til venskaber, hvor de fleste af os er 34 år, vi har familie og har oplevet mange ting, som givetvis giver en større ro i sindet, men hvor vi også mister lidt af vores umiddelbare facon. Det er ikke det samme, som da vi var 18 år, og bare sagde tingene mere ucensureret. Det havde sin charme, men gav også knubs på vejen. I de her 6 måneder har jeg ofte ledt efter beviser på, at jeg stadig er den samme person som for 4 år siden. Før jeg fik børn og mødte den helt rigtige (forkerte) mand, som jeg helt klart lærte meget af 😉 Men jeg er jo ikke den samme, og jeg er nået til en erkendelse af, at jeg faktisk foretrækker at være den person, jeg er blevet. Jeg skal jo ikke kæmpe imod den personlige udvikling, som har været helt naturlig i de her år.

I bund og grund er jeg jo stadig den samme, og vi bliver jo allesammen ældre og ændrer os undervejs 🙂

Gad vide, hvad en 3-årig tænker om dét at være skilsmissebarn?

img_20171016_143402_767Hvor meget forstår knap 3-årige Ella af vores familieform, hvor hun er delebarn? Det tænker jeg ofte på, men ved at spidse ører, får jeg faktisk lidt at vide hen ad vejen. I går skulle Ella ses med far, og det affødte en masse tanker om dét at være et småbarn OG skilsmissebarn.

“Nu er det fars tur. Du må lige vente lidt….” 

Det var ordene, som Ella sagde, da hun vendte sig om i døråbningen for at sige farvel til mig, da hun skulle til at gå afsted med farmand i hånden.

Jeg forsikrede hende om, at mor skulle hygge sig med en god bog, spise mad og drikke noget kaffe. Det er noget, som Ella forstår sig på, og hun kunne derfor være sikker på, at hun ikke gik glip af noget 😉

Gad vide, hvad en 3-årig tænker om dét at være skilsmissebarn?

Indimellem kunne det være rart at kunne læse Ellas tanker. Især når jeg sidder sammen med hende efter at have sagt farvel til far, og hun har store, tænksomme øjne, fordi hendes far og jeg grinte lidt af, at hun ikke ville kysse ham farvel.

Ellas far havde sat sig på hug i døren, pegede på sin kind, og sagde på tyrkisk: “Kom og giv far et kys på kinden”. Hun gik tøvende hen imod ham og satte en pegefinger på hans kind som en slags “kindkys”. Det var hendes måde at komme ud af det på – når nu hun er mere til krammere end kys 🙂 Især var det mig, der kom til at fnise lidt for højt, fordi jeg både var stolt af, at hun satte grænser, og jeg tænkte, at ‘humor’ var det bedste kort, jeg havde på hånden til at “få den lukket”. Ella skal nok kysse både sin far og mor på kinden, hvis hun har lyst. For at gøre afskeds-seancen så kort som muligt, sagde jeg til Ella: “Det var godt. Så siger vi farvel til far”, og så vinkede hun, og vi vendte os for at lukke døren.

Hun fik straks dårlig samvittighed, kunne jeg mærke, da vi stod i døren, og vi netop havde sagt farvel til ham. “Det er fint at sige nej til at kysse farvel”, sagde jeg til hende, og jeg tilføjede: “Nogle gange vil du heller ikke kysse mor. Det er fint”. Det havde så ikke den tilsigtede beroligende effekt på hende, som jeg havde troet. Hun løb tilbage mod den lukkede dør, og åbnede den ud til gangen og udbrød grædende: “Jeg vil kysse far, farvel.” Det var hjerteskærende, og jeg tog hende straks op og sagde, at hun jo snart så ham igen, og hun sagde med store øjne, at hun gerne ville kysse far, og jeg svarede: “Det ved jeg godt, at du gerne vil, og det kan godt være svært at sige farvel”. Jeg tilføjede i et mere muntert toneleje, at det var dejligt, at de havde hygget sig så meget, og nu kunne Ella og mor gå ind og hygge sig. Hun stoppede faktisk straks med at græde, så min egen lille analyse var, at det ikke så meget handlede om en reel tristhed over ikke at kysse sin far farvel, men mere over at hun følte sig ansvarlig for den gode stemning. Normalt er vores “overleveringer” mere kedelige uden “sniksnak”, så det mindede mig om, at det faktisk er helt fint, hvad vi normalt praktiserer. Hun har det faktisk fint med, at mor og far ikke siger andet end “Hej”, når far tropper op, og at vi afslutningsvist siger: “Farvel far”, og døren så lukkes. I går var lidt uvant for hende ved, at vi faktisk udvekslede lidt ord, og jeg hjalp hende i overtøjet og havde ikke “så travlt” med overleveringen, som jeg normalt har. Da jeg lukkede døren med et hjerteligt: “Vi ses, hej hej”, tænkte jeg, at Ella måtte være glad for stemningen, og i hvert fald ikke skulle føle sig forkert. Samtidig fik hun nok en følelse af at være lidt for meget i fokus, som jo er ubehageligt, når mor står på den ene side af døren og far på den anden.

Snart Ellas 3-årige fødselsdag – og hvad gør vi så?

Da det snart er Ellas 3-årige fødselsdag giver det nye spørgsmål i vores familiekonstellation. Faktisk er det gået fuldstændigt smertefrit i forhold til at finde frem til, hvad vi gør. Vi holder den ikke sammen, men til gengæld ses farmand med hende om aftenen, efter gæsterne er gået. Nu er Ella så lille, at hun ingen forventninger har om, at vi holder det sammen. Så længe der er gaver og gæster, er hun glad 😉

Han sørger for flot frugtdekoration til at tage med i børnehaven på hendes rigtige fødselsdag om mandagen… Virkelig skønt, at jeg ikke skal stå for det! Og jeg er tryg ved at det bliver godt, da han jo ligesom har øvet sig i 15 år som tjener/kok i Alanya 😉 Børnehavebørnene skal nok blive imponerede, hehe.

Faktum er, at den her nye tilværelse varer ved

Nu har Ella vænnet sig til alle forandringerne, og hun ved godt, hvor far bor, selvom hun en overgang troede, at han boede på biblioteket, fordi de var der så ofte 😉 Den anden dag fandt hun et stykke legetøj på sit værelse; en lommelygte der kan vise “selvlysende stjerner i mørke”, og så fortalte hun om dengang hos far, hvor de lyste i loftet. Jeg var overrasket over, at hun kunne huske minderne fra det gamle hus, hvor farmand stadig bor.

Savnet fylder ikke på samme måde

Ella siger sjældent, at hun savner far, som hun gjorde i starten. Set i bakspejlet synes jeg faktisk, at Ella har fået en bedre relation til sin far efter at vi er gået fra hinanden, men det overraskede mig ikke. Sådan oplevede jeg det selv med min egen far, da min mor og far blev skilt, da jeg var 7 år, og det har hjulpet mig i hele processen. Jeg vidste, at det nok skulle blive godt. Ella er glad for at ses med sin far, men er også mæt af samværet efter et par timer. Hun siger altid farvel uden tristhed og går bare i gang med at lege eller se fjernsyn, når hun kommer ind til mor igen. I weekenden var jeg væk hjemmefra sammen med Ella, da vi tog til Fynshoved i sommerhus, og det var heldigvis helt fint for Ellas far, som jo så måtte se Ella mindre i den uge :-/ Om tirsdagen, hvor de sås, var hun derfor ekstra glad for at tilbringe tid med ham. Da hun kom hjem til mig efterfølgende, og jeg hjalp hende med at få skoene af i gangen, sagde hun: “Jeg er glad for far. Ikke mor, bare far”. Den var selvfølgelig lidt hård at få at vide, men jeg forstod godt, hvad hun mente. Hun var SÅ glad for at have tilbragt tid med far, og det skulle jeg bare lige vide 😉 Jeg smilte og svarede, at det var dejligt, at hun var så glad for far.

 

Nu vil jeg slutte dette blogindlæg, som viser at der kan være svære stunder, men også mange dejlige ved livet som delebarn. Når samarbejdet fungerer, føles det trygt og helt rigtigt. Jeg er så heldig, at jeg stadig husker følelsen af tryghed ved min egen barndom som delebarn. Aldrig var der dårlig kommunikation mellem min mor og far. Selvom man ikke altid er herre over den gode eller dårlige kommunikation, er jeg trods alt glad for de kameler, jeg har slugt for at samarbejdet fungerer.

Modige mødre – er du én af dem?

img_20171012_210425_342‘Mod’ er noget af det mest centrale ved at være en god mor

Jeg vil mene at ‘mod’ er noget af det vigtigste i livet som mor. Det gør en forskel for vores børn, hvis vi tør at vise vovemod, når det gælder – fx konfrontere en forælder til en mobber i skolen eller fortælle naboen, at du ikke har i sinde at opdrage anderledes på dit barn (hvis du mener, at I gør det godt nok), eller du er måske modig, når du fortæller en kollega, at det faktisk ikke går så godt derhjemme. Der er mange måder at være modig på, og det er interessant at snakke med andre om, hvornår de har været modige.

Hvornår har du sidst været modig?

Hvornår har du mon sidst været modig? Vil du betegne dig som en modig person, der tør at træde ud af din komfortzone for at opnå noget andet af livet? Er du en modig mor, der tør sætte grænser på dit barns vegne? Sige til og fra? I en eller anden grad er de fleste mødre modige – i hvert fald dem, der går op i moderrollen, og har ressourcerne til at være en god mor. Jo mere jeg tænkte over, hvornår jeg havde været modig, jo flere beviser for det kunne jeg finde. Sådan er det jo nok også med mange ting i livet, at vi indimellem skal stoppe op og rose os selv for de gange, vi gør det rigtig godt!

Efterårslæsning om en modig kvinde

I forbindelse med emnet til dette blogindlæg omkring ‘mod’, kom jeg i tanker om den bog, jeg læser pt. Det er en bog, der hedder: “Brev til mor”, og er skrevet af Malene Lauritsen og Carsten Graff. Det er Malene, der fortæller sin historie i bogen om at have været udsat for incest i sin barndom.

Selvom det er barsk læsning, læser og læser jeg, for det er så hudløst ærligt fortalt, så direkte og modigt at hun deler noget så sårbart med læserne. Undertitlen til bogen er: “Om at komme ovenpå efter en svær barndom”, og der er masser af håb i bogen – godt nok i bittesmå lyspunkter til at begynde med, men de er der.

Det er tydeligt, at hun heldigvis er født med en stor portion empati og et godt hoved, hvilket giver hende ressourcer til at finde en vej ud af den svære barndom. Barndommens negative spor kunne lige så godt have forfulgt hende langt ind i voksenlivet og givet hende en følelse af håbløshed, som hun ikke kunne komme ud af. Hun er et offer for sin fars frygtelige misbrug af hende, men føler sig ikke længere som et offer, da hun har fået et godt liv. Derudover er det utrolig modigt, at hun tør dele sin historie med omverdenen, og hendes vrede over at blive behandlet som hun blev, førte hende også langt, da vreden måske aktiverede endnu mere ‘mod’ i hende. Fik hende til at gøre, hvad der skulle gøres, så hendes far velfortjent endte med at komme i fængsel. Hun fandt modet til at anmelde sin far for voldtægter igennem sin barndom, og hun fandt modet til at skrive en bog om det, stille sig op og sige, præcis hvordan det var. Hun holder foredrag, og har en Facebookside, som jeg følger. Selvom jeg ikke selv har været udsat for noget lignende, og der er mange andre følgere der heller ikke har, er vi jo mange der er optaget af, hvordan hun kan komme ud for noget så frygteligt og alligevel få et godt liv? Hvordan fandt hun styrken og modet til at sige: “Jeg vil have et godt liv”, når det selvfølgelig er en lang kamp at nå dertil, hvor du ikke længere føler dig skamfuld og beskidt over, hvad der er sket, og hvordan fandt hun modet til at blive ved og ved med at kæmpe for en fuld accept af sig selv, når der samtidig var så meget ubehageligt, som hun samtidig skulle se i øjnene? Herunder forfærdelige minder og relationer, der var usunde.

Hun har ikke kontakt til sin mor, så også her skulle hun finde modet til at forkaste en drøm om, at de kunne have en god relation til hinanden. Der blev sendt en DR-dokumentar, hvor hun fortalte om bruddet, og om alle de tanker hun har gjort sig i forbindelse hermed. Det var rørende at se, og jeg er glad for, at jeg valgte at gå i gang med bogen efterfølgende for at få en endnu større forståelse af, hvad hun har gennemlevet.

Hvad er det mest modige, du har gjort…? Det er et spørgsmål, som jeg synes er rigtig interessant i forhold til familielivet. At foretage et modigt valg hænger tæt sammen med sårbarhed og skam, som især er temaerne her på bloggen.

Jeg var modig på kærlighedsfronten

For mit eget vedkommende har jeg foretaget mig de mest modige valg på kærlighedsfronten. Det var modigt i sin tid at blive kæreste med en muslim, gifte mig med ham og få barn med ham. Det må faktisk have været det modigste valg, jeg har foretaget mig, og det var det sværeste valg nogensinde. Jeg fik at vide af andre, at jeg skulle følge mig hjerte, men jeg var forvirret fra dag 1. Det eneste jeg vidste med sikkerhed var, at jeg virkelig, virkelig, virkelig ønskede at blive mor en dag, og at jeg brændende ønskede mig en kæreste, som ville forpligte sig 100 procent! Jeg blev mor, og jeg fik en loyal mand. At der så kom andre udfordringer, det måtte jeg tage med, men det er trods alt sjældent, at jeg har fortrudt et rigtig modigt valg.

Modigt at være eneforsørger i et år

Det var også modigt at søge om familiesammenføring, hvor jeg pludselig stod som eneforsørger og ansvar for at min tyrkiske mand blev integreret i det danske samfund. Da kærligheden brast, og jeg måtte se i øjnene, at det ikke gik, tog jeg også et modigt valg ved at flytte til Middelfart fra Assens, sammen med Ella.

Oplevede du også skam i forbindelse med et modigt valg? 

Når jeg tænker på de modige valg, dukker der også en skamfølelse op. Der har som regel været en person/personer der var imod beslutningen, og jeg kom måske til at såre nogle eller jeg måtte sande, at beslutningen også havde en negativ bagside. Hvordan har du det med de modige valg, du har truffet? Husker du også skammen, der fulgte med? Skammen over at trodse andres meninger, eller skammen over at gøre andre kede af det? Med årene er jeg blevet mere modstandsdygtig overfor skam i forbindelse med modige valg. Jeg mærker, hvordan skammen rumsterer, og jeg har lyst til at følelsen skal gå væk med det samme! Men jeg bliver bedre til bare at være i det. Håndtere følelsen af skam, fordi jeg véd, hvad der er på spil. Jeg er ved at tage et vigtigt og modigt valg, som kræver meget af mig. Bekymringer dukker op, og følelsen af at stå på vaklende grund. Modige handlinger er altid forbundet med et vist ubehag.

At være sårbar er at se problemerne i øjnene

Modet indledes ofte med en følelse af, at der er en forandring, som du bare MÅ i gang med. Det kan ikke være anderledes. Du har et problem eller en længsel, og du bliver nødt til at handle på det – hvis ellers du vil være ærlig overfor dig selv. Du tør se problemerne i øjnene. Selvom du måske ikke har en løsning her og nu, har du taget første skridt: At erkende, at du ønsker noget andet af livet. Næste skridt er så at handle på det. Med mange af mine modige beslutninger har jeg da heller ikke været i tvivl om, at det var dét jeg skulle. Det føltes rigtigt.

Frygten ved modige beslutninger

Der er selvfølgelig også frygten i forbindelse med modige beslutninger. Skuffelsen, der kan følge i kølvandet på en modig beslutning kan få os til at holde os tilbage fra at tage springet. Jeg hader selv små skuffelser, men jeg er opmærksom på, at jeg ikke skal lade frygten bremse mig.

Modig i hverdagen

I forhold til den helt almindelige hverdag, er det også interessant at huske på alle de gange, hvor du er modig i hverdagen!

Det var et modigt valg, at jeg indskrev Ella i en anden børnehave. Du kan læse om børnehaveskiftet i dette blogindlæg, og jeg var så lettet da jeg oplevede, at det var den helt rigtige beslutning.

Modig, når det kommer til at gå egne veje i børneopdragelsen

Jeg er også modig, når det kommer til børneopdragelse. Jeg tør gå egne veje og forkaste teorier og forskning, som jeg ikke tror på – og finder selv frem til andre forskningsresultater, som jeg tror mere på 😉 Jeg tør lukke ører og øjne for diverse eksperter, der egentlig virker så overbevisende, men som jeg ikke vil påvirkes af. Mit mod består i, at jeg tør være i sårbarheden ved, at ingen andre end mig selv kan give mig svarene på, hvordan jeg er den bedste mor for Ella. Jeg ved jo godt, hvordan jeg er den bedste mor for Ella! Det handler jo om at tune sig ind på hende, som jeg gør i en hvilken som helst anden relation.

Indimellem bruger jeg fx ret lang tid på at snakke om følelser med Ella, hvilket ikke står i nogen ekspert-bog, at det er en god idé at snakke om dybe følelser med en 3-årig! Ella er forud for sin alder, når det kommer til at sætte ord på sine følelser, og skulle jeg så bare lade hende sejle sin egen sø? 🙂 Nej, jeg hjælper hende på vej. Jeg véd, at jeg er god til at fortælle historier, tale om følelser og både have det sjovt og snakke alvor, så jeg føler, at det er det rigtige at gøre i forhold til Ella. Ella har vist arvet min optagethed af relationer, og hun observerer så mange ting, at jeg føler det nødvendigt at snakke med hende om følelser i langt højere grad, end jeg ville gøre med et andet barn.

“Ella er Ella”, som hun plejer at sige, og jeg forsøger derfor at se hende som den, hun er. Hver morgen tager jeg det modige valg at tænke: “Hmm, gad vide, hvordan vi får det i dag?”, i stedet for at tænke: “I dag skal vi have det sådan og sådan”. Jeg bruger min livserfaring i opdragelsen, min empati og nysgerrighed, og jeg tager én dag ad gangen. Mod er også ikke at planlægge for langt frem i tiden, men nyde livet her og nu.

Er jeg nu en god nok mor? Det evige spørgsmål

received_1920476427979093-2

Er jeg nu en god nok mor? Ja, det er da det evige spørgsmål, som vi stiller os selv. Vi oplever usikkerheden, men får den alligevel parkeret, så vi kan nyde livet. Altid er der denne her vekslen mellem at føle os ovenpå, ubekymret og bevidstheden om at være i nuet med vores barn – og så til det stik modsatte: at vi føler os usikre, bekymrede og optaget af fremtiden. Giver jeg mit barn dårlige vaner og bare generelt en ringe opdragelse? Og hvad tænker andre omkring os? Hvor meget eller lidt skal der til for at andre tænker, at jeg er en uansvarlig mor? Hvornår føler jeg selv, at jeg kunne gøre det bedre?

Når moderskabet føles som en konstant overvågning

Jeg er god til at nyde nuet med Ella, og overvejende befinder jeg mig et godt sted i livet, hvor moderskabet føles rart og ukompliceret. Egentlig er min største succes i livet, at jeg er stolt af min måde at være mor på. MEN i denne uge har jeg befundet mig lidt for meget i den anden grøft. Ligesom naturen let lader sig forstyrre, lader moderskabet sig også nemt forstyrre. Når jeg mærker usikkerheden, føler jeg mig “overvåget” i mangel af bedre ord. At der er en chef, der ånder mig i nakken og fortæller mig at jeg burde tage mig sammen, og at jeg kunne være en bedre mor, hvis bare jeg gjorde ditten og datten.

Sådan føles det, når jeg bliver usikker

Når jeg bliver usikker, bliver det sværere at navigere i, hvad der er værd at bruge tid og energi på som mor, og sværere bare at sig pyt og grine lidt ad det hele.

Jeg vil i dette blogindlæg fortælle om de forstyrrelser, jeg oplevede i ugens løb, og som satte gang i usikkerheden. Måske du kan nikke genkendende til noget? Måske var der en bestemt episode hos dig, der satte adrenalinen i gang? Måske mødte du et bestemt menneske, der tændte usikkerheden? Eller du kunne mærke en indre uro, fordi du havde overtrådt dine egne grænser? Det er så svært at komme tilbage på sporet, men ved at dele de her fortællinger med dig, håber jeg, at du kan føle, at du bestemt ikke er alene om at have det sådan.

Her er hvad der skete i løbet af ugen….

I lørdags var jeg til familiefest med Ella. I et slags forsamlingshus med en stor græsplæne udenom, og med en lille nærliggende vej, men ellers et “børnevenligt område”. Det var én af de større fester med flere børn, og Ella elskede hvert sekund. Fra tid til anden var jeg lidt uopmærksom, fordi der jo var en del andre tilstede ved festen, både voksne og børn, der havde øjne på hende. Mor havde faktisk tid til at nyde maden. Skønt!

Nå, men på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg skulle være mere opmærksom på Ella. Pludselig stod hun helt alene på en græsplæne i tusmørket, imens jeg troede, at hun var i færd med at lege med de andre børn. Der var voksne tæt på, men hun var alene i måske nogle få minutter. Mormor opdagede det hurtigt, og vi snakkede lidt om det, og umiddelbart havde jeg det helt okay med det. Det kunne ske, men selvfølgelig skulle det helst ikke ske igen. Lidt uansvarlig mor havde jeg åbenbart følt mig som, for om natten havde jeg et vaskeægte mareridt.

Om natten drømte jeg en drøm, hvor jeg som en totalt uansvarlig mor listede mig ud af lejligheden og til kollegiefest! Meget symbolsk for en helt anden tid! Jeg havde slet ikke lyst til at feste i drømmen (og har det heller ikke i virkeligheden), men jeg tog i hvert fald afsted, og var selvfølgelig meget bekymret for Ella, der sov derhjemme, alene i vores lejlighed. “Det var bare lige et par timer”, tænkte jeg i drømmen, og selvfølgelig gik alt galt, og jeg fik svært ved at komme hjem med bussen midt om natten, osv. osv. Det var med bankende hjerte, at jeg vågnede op, og var SÅ lettet over, at det bare var en DRØM. Et sandt mareridt!

Dagen efter registrerede jeg, at jeg følte et større behov for at gøre noget ekstra for Ella. Nu skulle jeg bevise, at jeg var en god mor! Usikkerheden var kommet op til overfladen. Selvom mit hoved dikterede, at vi burde foretage os et eller andet vildt overskudsagtigt, tog vi bare på biblioteket efter aftensmaden. Vi havde det hyggeligt i en times tid, men Ella skulle snart hjem i seng, så jeg gjorde mig klar til, at vi kunne smutte. Idét jeg siger til Ella, at nu skal vi snart gå, er der en ældre dame, der spørger, om jeg har tid til at hjælpe hende lidt henne ved computeren? Det ville jeg selvfølgelig gerne, og hun blev så glad for min hjælp. En yderst sympatisk og velklædt dame med et stort smil, og hun kiggede på Ella, som var hun lavet af guld. Vi begyndte at snakke, og det var egentlig ret hyggeligt og dragende på en måde, da hun havde så meget spændende at fortælle. Det var fortællinger fra det virkelige liv, og hun undskyldte for alle sine betroelser. Pludselig så jeg mig engageret i en fremmed dames liv, og af flere grunde var det derfor svært at sige farvel.

Tiden gik, og jeg var splittet mellem at snakke videre og gøre det rigtige – nemlig at få Ella gelejdet hjem i seng 🙂 Ella løb lidt rundt, imens jeg talte lidt med damen, og indimellem afbrød jeg vores samtale for at kigge efter Ella. På et tidspunkt kaldte Ella trist: “Mor, hvor er du…?”. Jeg skyndte mig at vinke til hende, og hun blev straks glad, vi krammede, og alt burde være godt, men usikkerheden dukkede mere og mere op. Da jeg endelig fik løsrevet mig helt og aldeles fra denne impulsive samtale, fik jeg et farvelknus af damen, og jeg skyndte mig at få fat i Ella, der nu var blevet overtræt. Nu var det virkelig svært at komme ud af biblioteket! Det plejer det ellers ikke at være, og det er jo mit ansvar at undgå de her scener, hvis det kan lade sig gøre. Ella skal jo helst ikke nå derud, hvor alting bare driller, og hun ingenting vil, fordi hun er træt. Den dårlige samvittighed dukkede for alvor op nu, og da vi kom hjem, sad den stadig i mig. Jeg havde sørget for at sætte grænser ved fx at fortælle damen et par gange, at jeg desværre blev nødt til at gå, men jeg skulle nok have været klarere i spyttet. Vi kunne jo ikke lige strække den 30 minutter. Med et lille (sensitivt) barn, kan 5 minutter fra eller til faktisk godt gøre verden til forskel, og jeg følte mig som en uansvarlig mor – godt hjulpet på vej af drømmen, og hvad der skete om lørdagen. Jeg oplevede modstridende følelser, fordi jeg både havde nydt samtalen med damen, men havde overhørt den indre stemme, der fortalte mig, hvad det rigtige var. Det rigtige var at hjælpe damen hurtigt, sige farvel, og så ud ad vagten… Jeg prøvede at kigge på mig selv med milde øjne. Ella led ingen nød, selvom jeg havde følt det. Det var én dag ud af 365 dage, og en enkelt episode ud af mange gode. Var det ikke meget menneskeligt ikke at kunne “modstå” de her betroelser? Det var det jo! Mødet med hende havde jo også mindet mig om, at jeg jo savner flere sociale møder i hverdagen.

Når jeg bliver usikker, påvirker det meget andet i mit liv

Det skøre var, at da vi var på vej hjem fra biblioteket, susede jeg faktisk ind i Fakta for hurtigt at købe en pakke gær, så jeg kunne bage brød om morgenen, som Ella kunne få med i børnehave. På det her tidspunkt sad Ella bare helt stille i klapvognen, så jeg “vovede pelsen”. Vi strøg lige op til kassen, hvor en kvinde bagved mig sagde med et grin: “Nå, skal du bage i nat eller hva’?”. Lidt paf og en anelse stresset over “uret, der bare tikkede og tikkede”, fik jeg ikke svaret andet end: “Neeeej, det skal jeg ikke” med et genert smil. Al min humor var forduftet, og jeg tænkte kun på at komme hjem. Det fik mig til at tænke over, at min usikkerhed smitter af på min adfærd i det hele taget, og kvinden havde jo ret! 😉 Enten skulle jeg bage meget sent om aftenen (ja, nærmest nat), eller meget tidligt om morgenen. Fra mit perspektiv var jeg bare ikke en overskudsmor. Jeg var en mor, der havde glemt at købe brød, og nu måtte bage boller “af nød”. I mit hoved ville jeg gerne på nuværende tidspunkt have puttet Ella, og i det hele taget havde jeg flere idéer til, hvordan jeg kunne perfektionere mit moderskab.

Nu er jeg tilbage på sporet….

Udover de her småepisoder i hverdagen, som kan aktivere usikkerheden, er der jo også sket meget på det seneste med børnehaveskift fx – som jeg skrev om her. Store omvæltninger giver altid mere usikkerhed, og derfor er jeg med alderen blevet bedre til at analysere mig frem til, hvorfor usikkerheden dukker op. Det er jo rarere, at usikkerheden varer i et par dage, fremfor at være en konstant følelse i dit liv. Den værste usikkerhed er forduftet. Jeg er ikke perfektionistisk, jeg ønsker heller ikke at være det, og jeg ønsker heller ikke at andre er det.