“Melissa fik mig igennem en svær tid” #SPdergørenforskel

img_20170905_154204_508

Ella – ca. 2 måneder gammel

Sundhedsplejersker der gør en forskel
For en uges tid siden skrev jeg et blogindlæg om den sundhedsplejerske, jeg for 3 år siden fik tildelt som nybagt mor. En SP, som jeg jævnligt har sendt en tanke, fordi hun gjorde en forskel. Jeg opfordrede andre kvinder til at sende deres historie til mig om en sundhedsplejerske, der gjorde en forskel.
Jeg fik tilsendt nedenstående historie, og tusind tak til dig, der delte din historie med mig! Historien handler om sårbarhed og MOD. Det kræver mod at fortælle sin sundhedsplejerske ærligt om, hvad der rører sig i én. Det er svært for de fleste at blive forældre, men hvis parforholdet halter, bliver alting endnu sværere. Fortællingen viser, hvor vigtigt det er med en SP, der er god til at “læse én”, som er omsorgsfuld og ikke er bange for at snakke åbent om tingene.
Jeg bringer her hendes historie –  med opdigtede navne.
Katrines historie….
I august 2015 blev jeg gravid med min søn Valdemar. Valdemars far og jeg havde i et stykke tid arbejdet på at jeg skulle være gravid.
Jeg oplevede dog at der kom skår i vores parforhold og havde egentlig tænkt at vi skulle sætte “projekt baby” på pause, så vi kunne fikse os først. Skæbnen ville dog at jeg blev gravid.
I løbet af min graviditet gik jeg fra min søns far og boede hos mine forældre for en periode.
Vi bestemte os for at prøve igen. Der var flere gange under graviditeten hvor jeg følte mig meget alene og min søns far havde lige pludselig rigtig svært ved at skulle være far. Men jeg holdt fast i drømmen om “kernefamilien”.
Valdemar bliver født i april og lykken er kæmpe!
To dage efter fødslen kommer vi hjem, og den første sundhedsplejerske kommer forbi for at se hvordan amningen går. På det tidspunkt føler jeg selv at det kører og sundhedsplejersken lader til at være “tilfreds”. I min kommune kommer der en tilfældig sundhedsplejerske forbi ved første besøg, så hende der var der første dag er ikke den sundhedsplejerske som vi bliver tildelt.  Tre dage efter begynder amningen at drille og jeg ringer til sundhedsplejerskernes kontor og min faste sundhedsplejerske kommer på besøg. Jeg kan allerede mærke der, at kemien slet ikke er der. Hun vejleder mig i amning, men jeg kan slet ikke få hendes råd til at lykkes.
Jeg kæmper i ti dage med amning og opgiver derefter. Jeg føler mig som verdens største fiasko.
Derudover kan min søns far slet ikke rumme vores søn og slet ikke når han græder. Jeg bliver mere og mere ulykkelig og selvom min faste sundhedsplejerske prøver at hjælpe mig, er jeg hele tiden ked af det.
Da Valdemar er tre måneder skal både jeg og min søns far screenes for efterfødselsreaktioner. Min faste sundhedsplejerske er blevet sygemeldt så derfor kommer der en anden.
Den nye sundhedsplejerske, Melissa, bliver min redning. Både min søns far og jeg får en rigtig dårlig score på efterfødselsreaktions screeningen. Melissa kigger alvorligt på os, og siger at vi skal have hjælp. To dage efter kommer hun igen sammen med en psykolog som er knyttet til sundhedsplejerskernes kontor. Han beslutter sig for at hjælpe min søns far ved at tilbyde ham samtaler og tilbyde os parsamtaler i hjemmet.
Det går dårligere og dårligere mellem min søns far og jeg og jeg beslutter at vi ikke skal bo sammen mere. Min sundhedsplejerske kommer på besøg hver uge, og hun støtter mig. Fortæller mig at jeg gør alt rigtigt, at jeg er en god mor som læser mit barn til UG.
Melissa kommer forbi meget oftere end sundhedsplejersker normalt gør, og hun formår virkelig at støtte mig i den svære tid.
Da Valdemar er 8 mdr kommer Melissa på sit sidste besøg. Jeg tænker på hende så tit. Jeg var ikke det sted jeg er i dag hvis ikke Melissa var kommet ind i vores liv, det tror jeg virkelig ikke.

Børnehavestart og morens bekymringer

 img_20170728_192528_610En stor dag var det, da Ella begyndte i børnehave d. 1. august….

Der var flere ting, som jeg havde bekymret mig om, men som IKKE skete, imens der var andre ting, der skete, men som jeg ikke havde bekymret mig om. Ubehaget ved uforudsigeligheden er vel også en del af pakken, når vi mødre sender vores børn afsted i børnehave? Så må vi satse på, at de får det godt 🙂

Jeg skulle se min sårbarhed i øjnene

I bund og grund var jeg nok bare bange for specielt ÉN ting.. At både hun og jeg skulle blive skuffet over stedet. Skuffelse, det er én af de værste følelser… Åh, hvor jeg hader skuffelse.

Men uden skuffelse – heller ingen begejstring. Vi kan jo ikke udvælge følelser efter behov. Så jeg måtte til det. Jeg måtte se min sårbarhed i øjnene. Følelsen af, at NU var der noget på spil. NU kunne jeg blive vred over forholdene eller vildt glad! Eller føle en masse andre følelser…

SÅ jeg registrerede, at det var sårbart for mig som mor, at Ella skulle begynde i børnehave. Ella vidste jo ikke, hvad der skulle ske. Ikke rigtigt, i hvert fald, selvom vi havde talt lidt om det. Hun sagde, at “det var dér alle de farlige børn gik!” Aha… Det var sådan hun italesatte sin sårbarhed. Der er også meget på spil for en knap 3-årig, der har været vant til en del babyer i dagpleje-miljøet 🙂

Hun skulle ikke opleve det samme som jeg oplevede…

Sårbarheden hang også sammen med, at jeg ikke ønskede, at hun skulle opleve nogle af de ting, som jeg oplevede som barn, da jeg gik i børnehave. Jeg havde da en del gode venner, så alt i alt led jeg ingen nød! Meeeen det var ikke den bedste børnehave i byen, jeg var havnet i…

Det var en børnehave, hvor én af pædagogerne kunne finde på at sætte mig ud i gangen, hvis jeg brokkede mig eller savnede min mor. En børnehave, hvor jeg husker at lige præcis dén pædagog sagde forskellige negative ting til os børn, hvis hun var irriteret på os: “Skulle du spørge fra nogen?”, “Du er da en rigtig SpørgeJørgen” og andre, og mere nedladende sætninger, jeg lykkeligvis har glemt.

Det var en børnehave uden en identitet, men bare et sted der satte børnene i kasser. En slags NO-NAME børnehave – som hed noget så kreativt som “Børnehave 2”! Der var Børnehave 1 & 2, hvoraf 2’eren var den dårligste. Selvfølgelig 😉 Så nej, jeg var ikke heldig, men vi var lige flyttet til Middelfart dengang, og det var en anden tid, hvor man måtte tage, hvad man kunne få. Ingen pasningsgaranti som i dag!

Det var dog en børnehave, hvor jeg husker, at der var en del voksne, hvilket jo er noget andet end i mange børnehaver i dag.. I dag mangler der ofte varme hænder, og på den måde følte jeg ikke, at der manglede opsyn med os, eller at vi ikke blev trøstet. Men at blive sat ud i gangen, af én af pædagogerne, det husker jeg som værende meget skamfuldt – og også forvirrende. Hvordan kunne savn eller for mange spørgsmål føre til en eksklusion af fællesskabet? Men det kunne det altså.

Nå, tilbage til Ellas børnehavestart 🙂

Mine bekymringer stammede selvfølgelig fra en følelse af sårbarhed, som alle mødre jo kan nikke genkendende til. Vi lever os ind i vores børns verden, så selvfølgelig danner vi scenarier oppe i vores hoveder på forhånd. Vi ønsker bare, at vores børn oplever en følelse af at høre til i fællesskabet og blive SET som dem, de er.

Her er de bekymringer jeg havde, før børnehavestart. Og sikkert ret typiske for forældre?

“De voksne” spørger om noget, jeg ikke kan svare på

Ja, sjovt nok bliver jeg som forælder lidt usikker, når mit barn starter et nyt sted, og jeg gerne vil signalere, at jeg skam har helt styr på alt det formelle. Jeg har skam læst alt på Intranet og kan huske i hovedet, hvornår Ella fik sin sidste vaccination, eller hvor meget hun vejede ved fødslen. Okay, nogle ting er nemmere at huske end andre, men før børnehavestart repeterer jeg de forskellige facts én gang til!

“Ella kan ikke lide stedet, begynder at græde og skrige, og råbe at hun vil hjem”

Haha, det kunne Ella da aldrig finde på…? At græde og skrige og råbe, at hun vil hjem?

Jo, det kan hun skam godt 😉 Når hun er meget træt eller overstimuleret siger hun kraftigt fra, og der er ingen der skal være i tvivl om, at hun er utilfreds med tingenes tilstand. En fin egenskab, som hun bliver glad for her i livet, hvor “pænheden” mange gange styrer, og folk ikke får sagt fra, fordi de skammer sig, og ikke ønsker at miste følelsen af tilhørsforhold til andre ved at vove modet. Men Ella på knap 3 år – hun råber op! Til tider kraftigt, men det gjorde hun ikke denne gang. Hun brokkede sig kun lidt engang imellem, og det var på trods af, at hun var sindssygt træt – ja, af alle dage havde hun bare sovet elendigt op til.

“Ella er FOR sensitiv”

Jeg tager mig selv i igen og igen at tænke om mig selv eller Ella, at nu må vi også passe på med at være FOR sensitive. Men nej, det skal vi da ikke for at passe ind i vores systemsamfund. Der må være plads til de ekstra sensitive? Til alle os, der nægter at bide ting i os og bare følge med strømmen? Ekstra sensitiv har bare fået sådan en negativ klang, grundet bl.a. debatmiljøet på fx Facebook, men jeg står gerne ved, at jeg er ekstra sensitiv, og min datter må så svare for sig selv senere, om hun også mener, at hun er ekstra sensitiv?

Trætheden på første børnehavedag havde også noget at sige i forhold til hendes følsomhed.

Et barn havde fødselsdag, så vi skulle allesammen synge fødselsdagssang og Ella udbrød, som en værre lærerinde:

“Nej, ikke musik. Det er ikke musiktid. Det larmer! Hold op med det larm!”

Det er Ella, når hun er i sit sensitive hjørne, hehe…

Jeg gik bare lidt væk med hende, så hun kunne se på “festlighederne” fra afstand. Da de så skulle synge noget med nogle raketter, var hun fyr og flamme, og kastede sig nærmest ind i kredsen med mennesker, hvorefter hun igen blev bange af sig og løb tilbage i mors favn 😉 De store følelser er nu søde at observere. Når hun falder til et sted, vænner hun sig også til alle de forskellige stimuli, så der ikke skal tages ekstra hensyn. Ærgerligt, at det ofte bliver gjort til et problem, at der skal tages lidt hensyn til nogle børn og voksne? Hedder det ikke bare almindelig empati? Vi er da heldigvis mennesker, og ikke maskiner.

Udenfor eller inde i fællesskabet?

I forhold til hvor træt hun egentlig var, gik det ret godt med børnehavestarten.

Hun legede meget for sig selv, og observerede de andre fra sine utallige gyngeture ude på den store legeplads. Som jeg stod der og skubbede hende, kunne jeg godt tænke: “Øv, at hun ikke er en del af fællesskabet endnu. Bare hun får det godt”. Igen kom denne usikkerhed op, og frygten for, at hun ikke var god nok til fællesskabet. En frygt, som alle forældre nok kender i forbindelse med noget så stort som børnehavestart. Det er nu, at venskaber for alvor begynder at forme sig, og selvom Ella har virkelig gode sociale egenskaber, er jeg stadig bange for, at hun igen og igen bliver misforstået, ligesom jeg bekymrer mig om BØRN GENERELT, og hvorvidt de accepteres som dem, de er og bliver SET som dem de er. Mange af de her bekymringstanker er jo fælles for os alle. Vi kan ikke lide den usikkerhedsfølelse, vi selv har oplevet til tider. Derfor bekymrer vi os på forhånd på vores børns vegne. Selvom det vækker ubehag, er det det mest hensigtsmæssige at rumme følelsen, så vi ikke presser vores barn ind i fællesskabet med ordene: “Gå nu hen og leg med Lærke og Peter”, eller vi udbryder: “Der er overhovedet ikke noget at være genert over!”.

Så jeg stod dér og gyngede Ella, og rummede det faktum, at hun bare havde lyst til at observere børnene lidt på afstand – til en start… NU ser dagene selvfølgelig helt anderledes ud, og hun siger nærmest ikke farvel, når jeg afleverer. Hun skal tegne, og hun skal hoppe inde i motorikrummet og 117 andre ting.

Børnehavestart er nu blevet til en hverdag, hvor hun er et integreret børnehavebarn…:-)

“Jeg er bare Ella”, svarer Ella altid, når jeg kategoriserer hende som børnehavebarn eller noget andet. Det er også meget godt at huske på i alle sammenhænge…

“Jeg er bare mig, og du er dig…” 🙂

 

Uanset hvem du er, kan du gøre et stort indtryk

img_20170808_103639_391Uanset, hvem du er, kan du gøre et stort indtryk… Ja, det blev jeg mindet om den anden dag, da Ella og jeg mødte en 6-årig dreng på biblioteket i Middelfart. Han var meget sig selv. Det var rart at høre på hans betragtninger om verden. Han havde sit eget verdenssyn med kasser og systemer, og jeg prøvede at følge med, når han fx forklarede mig, hvornår det var okay at se Ghost Busters med en voksen – det var nemlig, når man var 7 år. Det var rart bare at lytte og følge med, uden på noget tidspunkt at tænke, at jeg hellere måtte komme med de rette svar – for dem havde jeg ikke.

Efter to timer, hvor Ella og drengen legede sammen, tog Ella og jeg hjem fra biblioteket. Ærgerligt var det at sige farvel til drengen, og Ella spørger indimellem til ham. En eller anden dag er jeg heldigvis sikker på, at Ella råber: “Der er han!”.

Da jeg kom hjem, læste jeg tilfældigvis det her blogindlæg med titlen: Når voksne fylder for meget, skrevet af Majken Jacobsen fra Familiefilosofi.

Blogindlægget handler bl.a. om, hvordan vi voksne ubevidst kan komme til at fylde for meget, når vi interagerer med børn. Vi kan fylde med vores højere stemmer, og vi kan komme med forslag og idéer, som måske ikke er på linje med deres. Forslag, der bare slukker deres begejstring, fordi vi kommer til at overtage legen/fylde for meget.

Blogindlægget fik mig først og fremmest til at reflektere over min rolle, da vi var på biblioteket. Hvor meget fyldte jeg i forhold til børnene? Hvornår havde jeg bevidst undgået øjenkontakt, og bevidst undgået at spørge om noget direkte, fordi jeg ikke ville være for anmassende? Hvornår havde jeg sagtnet farten på min talestrøm, fordi jeg lige ville lade børnene “finde ud af det”, ved at give plads til at de kunne indskyde deres idéer…? Jo, jeg havde faktisk formået at give plads, men selvfølgelig også vist Ella min accept af drengen, og havde gjort hende nysgerrig på at lege med ham. Det krævede vel en slags elegant dans fra min side, at de overhovedet kom til at lege sammen, for SÅ nemt er det jo heller ikke for en 6-årig at komme i snak med en 3-årig?

Som mor sørgede jeg for at åbne op for kommunikationen. Jeg havde et åbent kropssprog, og i samtalen med ham fangede jeg de små detaljer, og spurgte ind til de ting, han fortalte om. Han fortalte fx en del om, hvad han så i fjernsynet, og hende her mommy-bloggeren et øjeblik tænkte: “Hvad er det nu Viaplay er? En konkurrent til Netflix?”. 🙂

Så via samtalen i børnehøjde fik jeg som den voksne, først og fremmest en relation til ham (om det så var for en kort stund), og dernæst vendte han blikket mod hende den lille 3-årige, som gerne ville hoppe ned fra de samme høje puder som ham, og han viste hende, hvilke puder der var beregnet til hendes alder.

Blogindlægget fra Familiefilosofi fik mig til at konkludere, at jeg faktisk havde været ret bevidst om ikke at fylde for meget. Jeg var meget nærværende til en start, indtil jeg forsvandt mere og mere ind i bøgernes verden, og lod dem om at lege, så de kunne opbygge et tilhørsforhold til hinanden. Jeg gjorde plads til at begge børn kunne føle, at de hørte til lige her og nu, fremfor bare at passe ind, hvis jeg optrådte som et forstyrrende element. Det leder mig til emnet omkring tilhørsforhold. Jeg er netop i gang med at læse en bog af den amerikanske skam-forsker og professor Brené Brown. Bogen hedder på dansk: “Glem, hvad andre tænker”, og hun skriver i forbindelse med emnet ‘tilhørsforhold’:

“at passe ind vil sige at vurdere en situation og opføre sig sådan, som man skal for at blive accepteret. At høre til kræver derimod ikke at vi ændrer os; det kræver at vi er os selv.”

Så jeg gjorde plads til, at børnene bare kunne være sig selv, ligesom jeg husker betydningen af det fra min egen barndom. Eftersom drengen gik meget op i systemer og logik, oplevede jeg det som værende forfriskende at høre om noget helt andet, end jeg plejer – nemlig fra Ella, der går meget op i sine følelser og relationer, ligesom moren 😉 Her var plads til, at drengen og Ella kunne være sig selv.

På et tidspunkt spurgte drengen, om vi ville se de fisk, som var i et akvarium her på biblioteket? Dem havde vi aldrig set, men de var på den øverste etage, og vi måtte tage elevatoren. Jeg spurgte straks, om hans forældre var i nærheden? Det var de ikke, men søsteren var der et sted, og det var okay, at vi tog elevatoren. Han fortalte en masse om fiskene, og Ella nød denne “storebror”-opmærksomhed, kunne jeg fornemme.

Da vi kom ned igen, begyndte Ella og drengen for alvor at lege sammen. Jeg bemærkede, at de legede noget med at sige det modsatte af hinanden, så den ene sagde “godmorgen” og den anden sagde “godnat”. Det grinte de meget af, og jeg var lettet over, at Ella forstod joken, når drengen helt tørt og mekanisk, som drenge i den alder ofte svarer i en leg: “Godnat!” Hun svarede klukkende: “Godmorgen”, og sådan fortsatte de. En fryd for øjet. At være “Rasmus Modsat” og sige det stik modsatte af den anden, var åbenbart omdrejningspunktet for legen og ikke noget, jeg som voksen ville være kommet på. Godt jeg ikke blandede mig 😉

Et øjeblik gik jeg lidt væk fra dem for at låne nogle biblioeteksbøger ved en maskine, men pludselig lød der gråd. Drengen var faldet og havde slået sig. På Ellas mørke, bekymrede blik, kunne jeg se, at det ikke bare var for sjov, at han græd… Han græd desværre meget, og jeg trøstede efter alle kunstens regler, og Ella og jeg lyttede til ham, da han fortalte, at det var tæt på, at han havde brækket benet! Ella rakte ham en børnebog, som jeg havde liggende på skødet: “Vil du have en bog?”, spurgte hun trøstende. Det var han ikke lige i humør til, så jeg hviskede i stedet til hende, at det var sødt af hende.

I dagene fortalte hun mig flere gange med bekymret mine, at drengen havde brækket sit ben, og jeg har måttet forklare hende, at SÅ slemt var det nu alligevel ikke, selvom det uden tvivl gjorde ondt på ham.

Da vi skulle til at gå, fordi vi skulle hjem og have aftensmad, opførte jeg mig lidt famlende under afskedsscenariet. Skulle vi bare sige farvel, og så var det dét?

Ella sagde pylret igen og igen: “Jeg vil have drengen. Jeg vil have drengen”, og jeg svarede højt, at “det var vel nok også hyggeligt at tilbringe tid med ham!” Drengen kiggede på os, og jeg sagde til ham, at det kunne være sjovt at ses igen en anden dag, og han svarede noget i stil med: “Det sker nok aldrig”. Hmm, så opstod der naturligt en lille pause 😉 Så svarede jeg, at han kom her vel engang mellem? Jo, en gang om måneden, når han var hos sin far, svarede han. Så var der ligesom en lille åbning, og han fortalte, at han jo stadig havde 5 dage tilbage af sin ferie i Middelfart, så det kunne være vi sås. Vi snakkede lidt tøvende om fx at ses fredag eller lørdag, og således gik det til, at Ella fik en halv aftale om en legeaftale med ham om lørdagen.

“Jeg siger til hvis jeg kan. Nogle gange vågner vi sent, nogle gange tidligt og nogle gange slet ikke”, forklarede han 🙂

Han foreslog, at jeg skrev mit nummer på et stykke papir henne ved “tegne-øen”. Det blev til et stykke Snehvide-papir, jeg foldede og skrev på: Astrid & Ella, xxxxxxxx

“Vi skrives ved”, sagde han.

Jeg kan ikke love noget, havde jeg på et tidspunkt tilføjet, og heldigvis for det! For desværre kom der andre planer i vejen, så vi aldrig sås med ham om lørdagen. Det gode ved at bo i en mindre by som Middelfart er, at der er ret stor sandsynlighed for, at vi møder ham igen – især nu, når Ella nærmest opfatter biblioteket som vores andet hjem.

Det var mit lange blogindlæg om et kort møde af en stor betydning og om betydningen af at kunne lade tingene ske af sig selv, så der opstår et lille mikroeventyr i hverdagen. At få flere mennesker ind i sit liv behøver heldigvis ikke at være så kompliceret.

Lad os tale om skavanker, skam og sårbarhed!

img_20170805_151505_456Dette blogindlæg omhandler en enkelt episode, som satte tankerne i gang. Det skal handle om de følelser, som mange af os forsøger at holde ud i strakt arm – følelsen af skam og sårbarhed.

Det er sårbart at være mor – OG selvstændig!

Den forgangne uge har været travl, og især fordi jeg har arbejdet på nedsat tempo grundet et par forstuvede fingre. Øv, det er bare ikke optimalt som selvstændig tekstforfatter. Her mærkede jeg i høj grad sårbarheden hos mig selv. “Tænk, hvis jeg ikke når mine arbejdsopgaver”, lød en indre bekymrings-stemme. En fysisk skavank, og min indkomst er i farezonen. Det var indbegrebet af at føle sig på vaklende grund.

“Glem hvad andre tænker”

‘Sårbarhed og skam’ som begreber er desuden noget, jeg læser om i øjeblikket, hvilket gjorde, at det blev lidt interessant at betragte en hel uge i sårbarhedens tegn! Bogen, jeg læser, handler som sagt om sårbarhed, og er af den amerikanske skam-forsker og professor Brené Brown. Bogen hedder på dansk: “Glem hvad andre tænker”. Her taler hun bl.a. om at have en modstandsdygtighed mod skam. Skam og sårbarhed er tæt forbundne begreber, og det er interessant at sætte begreberne i relation til mine egne opdagelser omkring mor-rollen.

Men hvordan kunne det dog ske?

Når vi som forældre mærker sårbarhed, er det fx noget med et lille chok i hverdagen – ligesom da jeg forstuvede fingrene. Første tanke og udbrud lyder oftest i retning af: “Men hvordan kunne det dog ske?”. Det spurgte jeg også mig selv om, da jeg stod i entreen og stirrede på Ella, imens min hånd gjorde ondt.

Scenariet, der udløste skam

Lang historie er det, men i hvert fald skulle vi bare hurtigt et smut i kælderen… Ella var så sød og heeeelt stille og rolig. Hun hviskede sågar på vejen, at “vi skulle være stille”. Ja, mor her havde fortalt, at hun skulle være stille, da det var sent, og måske naboerne sov… (Ella sover jo nærmest aldrig). Det var som om, luften gik ud af ballonen, da vi nærmede os hoveddøren til vores lejlighed på vej op ad trappen. Ella fik et andet blik, og nu ville hun smutte i forvejen, væk fra mor og hen til døren. Jeg huskede i det samme, at døren stod på klem, så derfor kunne jeg regne ud, at døren ville baldre hårdt op i radiatoren bagved døren, hvis hun puffede til den. SÅ jeg løb efter hende og forsøgte på en krampagtig måde at stoppe døren, hvilket forårsagede en lille forstuvning i to af fingrene.

I det øjeblik, hvor jeg mærkede den fysiske smerte, blev jeg med det samme vred på Ella. Endda på en måde, som jeg ikke har prøvet før. Jeg fortalte hende, hvad jeg var vred over, og jeg så, at hun blev skamfuld. Jeg blev også selv skamfuld, fordi jeg følte mig nødsaget til bare at blotte mine følelser, at jeg både var ked af det og vred. Der var ingen anden udvej, for jeg var pænt sagt ret irriteret. Skamfuld var jeg derfor over, at jeg i dette øjeblik ikke var særligt pædagogisk. Hånden gjorde ondt, og mor var vred, ked af det og træt!

De fire elementer i ‘modstandsygtighed mod skam’

Hvad jeg besluttede mig for at gøre var at se min skam og sårbarhed i øjnene. Brené Brown har fire elementer, hun opererer med i forhold til at eliminere følelsen af skam, så vi i stedet føler empati og oplever en form for healing. Jeg gennemgår dem lige meget hurtigt, men ellers kan de nærstuderes på side 85 i bogen 🙂

Jeg kunne mærke sårbarheden i situationen, eftersom jeg kunne genkende skammen (første element i følge bogen) over at være vred på Ella, når det egentlig ikke var hendes skyld, at jeg nu stod med en smertefuld hånd. I sidste ende var det mit ansvar. Derfor foretog jeg et realitetstjek af de budskaber og forventninger, der drev min skam (andet element). Var det rimeligt, at jeg pålagde hende skam, når hun bare er et barn, der havde været lidt kåd, og det sker jo så sjældent, at hun ikke lytter, og hun er et barn, og jeg er hendes mor – den voksne, og jeg ville ikke skælde hende ud, men i stedet tænke over min egen rolle. Hvordan skulle hun kunne vide, at døren var på klem? Og at den i øvrigt baldrer hårdt op i radiatoren, hvis man giver den et puf?

Det tredje element er at række ud mod andre ved fx at dele historien af skam. Her fortalte jeg Ella, at jeg bare blev så vred og ked af det, men at alting var okay nu, bortset fra et par fingre, der ville blive go’e igen. Det var nemlig forståeligt, at hun havde lyst til at løbe lidt på gangen, som hun indimellem gør ved højlys dag.

Det fjerde element er at sætte ord på skammen, og det gør jeg så via denne blog – men også da jeg satte ord på det overfor Ella, og hvad jeg havde brug for fra hende. Det lykkedes mig på pædagogisk vis at inddrage hende i mine følelser, men uden at være for dramatisk. Jeg orienterede hende bare om, at mor havde brug for en pause (til at ømme og sunde sig i), og at jeg ville få det godt igen. Siden hen har vi snakket om mors fingre, og at de er blevet fine igen, hvilket imponerer hende og gør hende lettet over, at alting bliver godt igen, vedrørende mange dagligdagshændelser. Sådan ser hun i hvert fald ud, når ansigtet lyser op under vores lille samtale 🙂

Egentlig kunne man vel godt sige, at Ella og jeg dermed har opnået større forbundethed, fordi vi netop snakkede om det. Der var jo også den mulighed, at jeg havde vendt hende ryggen og sagt, at jeg ikke ville hverken se på hende eller tale med hende, hvis vi tager en tilgang, som i høj grad påfører barnet skam, og som vel næsten er en uddød tilgang? Men vi ser vel hele tiden grader af det, ligesom jeg selv blev opmærksom på min egen vrede, rettet mod Ella. Jeg kunne stoppe mig selv, fordi jeg lynhurtigt identificerede, hvilke følelser der var på spil og hvorfor.

Så her var en lille historie om forbundethed. Jeg håber, at den måske inspirerede dig til selv at tænke tilbage på episoder, hvor en skamfølelse dominerende, men hvor den stærke følelse blev afløst af healing.

Familieferie og livet som selvstændig? En frygtelig cocktail?

dsc_3575LIVET SOM MOR fylder meget, men ikke alt. 

Livet som selvstændig fylder også meget. På vores familieferie, som jeg skrev om i forrige indlæg, er det med at balancere livet som selvstændig med at være mor fuldtid! Selvom jeg havde sagt på forhånd til det bureau, som jeg arbejder for, at jeg ville holde ferie, havde jeg samtidig sagt, at ÉN type opgaver ville jeg gerne stadig tage. Selvfølgelig kom der en del af de opgaver, og jeg måtte bare tage imod dem med taknemmelighed. Alternativet er værre – at der slet ikke kommer opgaver! Efter ferien fik jeg også en e-mail om, at denne periode var ekstra travl. Sommeren plejer ellers for mit vedkommende at være stille og rolig, arbejdsmæssigt, og sådan er det for mange andre selvstændige. Men jeg klager ikke – det krævede bare lidt ekstra kaffe, mindre søvn og et par regnvejrstimer foran fjernsynet, for Ellas vedkommende. Hun havde alligevel skoldkopper, så det var faktisk rigtig fint for os begge.

Tingene løser sig altid

Som selvstændig – og mor, er det vigtigt at huske på, at tingene løser sig som regel. Da Ella var syg med skoldkopper sov hun ekstra meget, og var mest til at se lidt fjernsyn derhjemme. Da hun så var frisk igen, hvilket gik ret stærkt, var jeg kommet godt nok med arbejdsmæssigt. Der sendte jeg lige en tanke til Universet og sagde: TAK! :-)Når nu det skulle være, så var det trods alt heldigt, at tingene faldt sammen på den måde. Tingene løser sig nemlig altid, er min erfaring efter 4 år som selvstændig.

Som selvstændig hungrer jeg ikke efter ferie

Der er et hav af gode ting ved at være selvstændig. Fx glæder jeg mig altid til mandage… Og det lyder virkelig skørt, og helt forkert, for jeg elsker også at være sammen med min datter og holde en god weekend, men en mandag morgen, hvor jeg drikker kaffe og tjekker e-mails og kan se frem til en hel uge med arbejde – ja, det er jeg faktisk ret vild med. Derfor hungrer jeg heller ikke efter ferie for afslapningens skyld, men jeg kan efterhånden godt hungre efter at se noget nyt i hverdagen, da jeg aldrig har rejst så lidt som i de sidste par år. En dårlig investering førte til, at jeg mistede hele min opsparing, og jeg måtte starte forfra. Alt har handlet om at overleve økonomisk i de sidste par år, men nu er vi heldigvis ved at komme ovenpå igen.

Derfor var det ekstra skønt at kunne holde ferie – dog en billig ferie i Danmark, men det var SÅ FANTASTISK at holde ferie for penge, som jeg havde tjent. Jeg nåede faktisk også at indtjene de penge, som vi brugte undervejs, fordi jeg jo som sagt arbejdede en del på ferien. Sådan er det at være selvstændig. Det er jo ikke så nemt at trække stikket helt. Energiniveauet var heldigvis noget helt andet under turen. Det hjælper at være et nyt og spændende sted!

Forvent ikke for meget, og glæd dig i stedet over de ting, der lykkes

At være selvstændig er hårdt til tider. På ferien handlede det derfor om at tage det hele i stiv arm, snakke positivt til mig selv og sige på ægte Nike-manér: “Just do it!”. Jeg var glad for, at jeg stadig kunne holde gang i hjulene, og at jeg havde bedt om koden til lejlighedens WIFI-kode!Ja, jeg overvejede faktisk om jeg skulle have en næsten internet-fri ferie! Men nej, det gik altså ikke. Som selvstændig er det med at være realistisk og positiv, så fokus altid er på, hvad der kan lade sig gøre, og at kunderne er glade. Det nytter ikke noget at have en masse forventninger om, hvordan tingene – eller ferien skal forløbe. Jeg tager bare en udfordring ad gangen, og forsøger at glæde mig over resten.

Husk at puste ud!

Der er ofte stramme deadlines som selvstændig tekstforfatter/freelancer. Derfor arbejder jeg hårdt i perioder, for derefter at puste ud. Det er så vigtigt at tage sig en god slapper på sofaen efter en deadline eller tage ud at hygge sig med nogle veninder efter masser af arbejde eller lignende. Jeg lytter meget til min krop, og ofte kan jeg godt mærke, hvis der er lidt forkølelse/influenza under optræk, fordi det ofte kommer efter travle perioder, og så er det bare med at slappe af og sove! “Sov, når du kan”, er mit motto! 🙂

På ferien var det ren bølgegang, hvor jeg fx afleverede en opgave om morgenen, inden Ella vågnede, og dernæst havde vi hele dagen for os selv, indtil jeg så arbejdede igen om aftenen, fordi en ny deadline var dukket op. Det er helt klart noget, jeg vil gentage en anden gang, at tage væk nogle dage, da jeg som sagt havde mere overskud. Det ses også på de billeder, jeg har taget af Ella og jeg. Vi ser glade ud.

Arbejde og ferie kan godt kombineres, er min konklusion… Jeg ser frem til andre ferier/weekendture med Ella 🙂