Farvel til dagplejen, og goddag til børnehaven

img_20170713_190622_763Nu begynder Ella snart i børnehave, hvilket jo godt kan sætte en masse følelser i gang hos især forældrene 😉 Vi har haft afslutning i dagplejen, og fik heldigvis mange billeder, vi kan kigge tilbage på.

Det burde være nemmere at sige farvel til en dagplejemor, som Ella kun har haft 3 måneder, men det var det ikke! Det var faktisk lige så svært som sidst. Nu er Ella jo nået en alder, hvor legekammerater får større betydning, og hun fandt sin bedste ven “Peter” hos den nye dagplejemor. Så når en dør lukker sig, åbner der sig en ny. Vi fik nye glæder, men også “sorger”, da vi så skulle sige farvel.

Noget, som jeg især har nydt, er at Ella ikke har haft en eneste sygedag, imens hun var hos den nye dagplejemor. En stor forskel fra de andre år, hvor vi jo var ramt af skimmelsvamp, hvor vi boede, og Ella bare var syg konstant. Det var ikke nemt for vores tidligere dagplejemor, når Ella ikke var helt på toppen, men alligevel hyggede de sig altid. Nu er Ella bare RASK, uden en frygtelig hosten og rindende næse.

Både nr. 1 og nr. 2 dagplejemor har været helt fantastiske på hver sin måde, og Ella havde så god kemi med begge. Dagplejemor 1 var altid klar på at lave lidt sjov med børnene, og var fx god til at få Ella til at grine, hvis Ella måske ikke ville have jakke på eller noget. Hun var god til at hygge om børnene, var altid ærlig og én man kunne stole 100 % på.

Med dagplejemor 2 havde jeg præcis den samme tryghed. Hun havde sådan en rolig og behagelig aura, at børnene bare syntes at følge trop, uden hun skulle bruge så mange ord. Nu er det jo ikke meningen, at de skal sammenlignes, men det gør vi mennesker jo uanset hvad, vi siger til os selv. Derfor var det bare så rart at opleve, hvordan begge steder var lige skønne. De var bare alt, hvad dagplejemødre skal være – nogen man har tillid til, god til at skabe hygge og gode oplevelser og på en strategisk måde komme uden om dagligdagens små konflikter med børnene.

Nu skal Ella og jeg lige have en uges ferie, og så skal Ella i gæstedagpleje i en uge, og så er det børnehavestart! Børnehaven ligger ret tæt på os, så det er lidt rart, at jeg ikke skal ud på en længere gåtur hver dag, som da hun gik i dagpleje. Tænk sig, at jeg gik knap 10 km hver dag, dvs. 4 gange 2,1 km 😉 Så kan jeg bedre forstå, at jeg havde lyst til et stort krus kaffe, når jeg kom hjem igen 😉

Det bliver super dejligt, at hun begynder i børnehave, for hun er så parat til det! Hun viser meget interesse for lidt større børn, snakker om at hun er 4 år! Og vil gerne lege lidt fra ‘Kasper og Sofie’ fra Ramasjang, der går i børnehave. Derudover er det vildt, som interessen for at se fjernsyn er dalet på det sidste, fordi hun hellere vil lege med sine bamser, og det er helt hyggeligt at lytte til hendes snakke med bamserne.

Nu vil jeg snart smutte ud af døren sammen med Ella, da vi er på vej til Jylland på sommerferie. Kufferten er pakket, og foran os venter der os danske naturoplevelser og aktiviteter for børn. Jeg har vist Ella billeder af Himmelbjerget, som vi skal besøge, og hun var ret begejstret ved første øjekast, så det tegner godt. Mor og Ellas første ferie sammen, hvor det kun er os to.

Sidste år var vi i Skagen, som jeg skrev om i dette blogindlæg.

I begyndelsen af august kommer jeg forøvrigt med en update på ferien og børnehavestarten 🙂

Mer’ empati, tak – også i relation til teenagere!

img_20170715_140458_636Det gode ved Facebook er helt klart de grupper, der findes for ens specifikke interesser. Fx er jeg medlem af en gruppe, der elsker et bestemt område i England, og det er dejligt at se billeder derfra, og folk sender fx billeder af deres skøre/sjove/smukke hunde i landskabet, og det er bare hyggeligt, som I nok kan høre 😉 Men i går havde jeg en oplevelse derinde, som jeg gerne vil dele her på bloggen, da jeg blev så overrasket over, hvordan mange snakker om teenagere.

Teenagere anses nærmest for ubudne gæster i huset, som man må prøve at holde ud, så godt man kan. Aldrig kan man stole på, at de har noget værdifuldt at byde ind med, og altid kan man stole på, at hvad end de siger, er det bare hormoner (teenagehysteri), og at ignorere dem er det bedste, du kan gøre. Jeg har forøvrigt lovet mig selv, at jeg vil behandle Ella med respekt, når hun er teenager og ikke affeje eventuelle problemer med, at hun er teenager. Hvis jeg har et problem med Ella på det tidspunkt, kigger jeg ind i mig selv, først og fremmest. Det må da kunne lade sig gøre at have en god relation, uden en masse skænderier og dårlig stemning. Ambitiøst, måske… Men det er værd at give et forsøg, og sikkert meget godt, at jeg kun har et barn at koncentrere mig om, hehe.. 😉

Nå, men inde i gruppen så jeg et opslag med en far, der var i tvivl, om han sammen med resten af sin lille familie, herunder sin 12-årige datter skulle flytte til det her naturskønne – men lidt øde område. Teenageren var nemlig sikker på, at hun ville blive dybt ulykkelig ved en flytning, hvilket jo påvirkede ham. Han ønskede lidt input fra andre, der måske også havde rykket teltpælene op med en teenager i huset, og som kunne fortælle, at alting nok skulle ordne sig!

Her fik jeg lidt af et (kultur)chok. Ja, der er måske også lidt kultur i det, for selvfølgelig opdrager vi børn lidt forskelligt, alt efter landet, meeeen jeg tror godt, at vi danskere kan nikke lidt genkendende til det.

Der var nemlig mange nedladende kommentarer møntet på teenageren, og selvfølgelig skal alting ikke være sagt i sådan en seriøs tone, men jeg syntes virkelig ikke, at det var sjovt. Her er et udpluk af kommentarerne, der er oversat til dansk:

  • Hun er 12 år – du er den voksne, ikke hende!
  • Hvorfor overhovedet tage diskussionen – du er den voksne!
  • Sælg hende på Ebay og adoptér mig i stedet
  • Glem hende, og flyt nu bare hertil
  • Hun aner ikke, hvor heldig hun er!
  • Send hende på kostskole og flyt hertil (ej, jeg joker bare)
  • Åh, lige nu er hun bare fyldt op med angst og skaber drama. Bed hende om at skrive dagbog, og om 20 år vil hun grine af sig selv
  • Jeg er selv mor til en 12-årig, og der er ikke meget, som de ikke anser for værende ren tortur fra vores side, og at vi er håbløse forældre.

Det kan godt være, at det område, der er tale om, er så fantastisk, at alle nærmest vil falde til. Selvfølgelig vil teenageren sikkert falde super godt til. Resten af sine dage vil hun sikkert takke sine forældre, men det kan også være, at hun resten af sine dage vil synes, at hendes forældre kun tænkte på deres egne behov og ignorerede det faktum, at hun elskede sine venner og sin dagligdag, og syntes at det var lettere traumatisk at flytte væk fra sin “lille familie”, som venner jo nærmest er i barndommen/ungdommen. I voksenlivet er venner mere nogen, der kommer og går, og jeg tror da, at mange voksne savner de helt dybe venskaber.

Nå, så min pointe er, at det kan godt være, at dem i kommentarsporet havde en masse brugbare input – og at de sikkert har ret i deres antagelser om, at familien ALDRIG kommer til at fortryde flytningen, men de skøjtede hen over teenagerens følelser i en grad, så jeg tænkte: “Hold da op, hvor er empatien henne?”.

Så jeg måtte da lige skrive en kommentar til trådstarteren, at pigen var heldig at have sådan en omsorgsfuld og betænksom far.

Teenagere skal ikke styre alt, men vi må stadig lytte til deres følelser, prøve at sætte sig i deres sted, og snakke os til rette med dem – for helt ufleksible er de vel heller ikke i deres tankegang? 🙂 Hvis teenagere bliver mødt af en “mur” af mennesker omkring dem, kan jeg da godt forstå, hvis de viser eksplosive følelser, der på overfladen virker som en ufleksibel ageren i verden…

Nå, det var bare lige dét, jeg havde på hjerte i dag. Jeg ved, at der er skrevet en del bøger om at få en bedre relation til sine teenagere, men det går da fløjten, hvis vi gejler hinanden op til at mene, at teenagere ikke er værd at lytte til, før de når voksenalderen.

3 mor-situationer, jeg IKKE har lyst til at gentage

_20170713_120543Vi kender det alle. De pinlige eller irriterende situationer, der har bidt sig fast i hukommelsen. Alle kan have en dårlig dag, og med vores børn må vi bevare roen og være overskudsmennesker, selvom vi kan have lyst til at sætte os ned og tude 😉

Her er 3 sindsoprivende situationer i tiden med Ella, som jeg helst ikke gentager 😉 

  • Da Ella og jeg var på KulturØen i Middelfart, og Ella gik sine egne veje til stor skræk for moren! KulturØen er et samlingssted, hvor børnebibliotek OG fin restaurant ligger klos op ad hinanden. Selvfølgelig valgte Ella en dag at spæne ind på den fine restaurant. Jeg skyndte mig at løbe lige i hælene på hende, op ad trappen, og stoppede hende, lige før hun nåede til et fint middagsselskab… Der var sikkert ikke så mange der lagde mærke til det, men moren var noget svedt ved tanken om, at en tumling rendte ind under bordet til en jubilæumsfest eller noget lignende.
  • Da Ella skreg så meget i en bus, da hun var lille baby, at der var en ældre mand, der rejste sig op, kiggede ned på os, og sagde højt, så alle i bussen kunne høre det: “Så lad dog vær’ med at slå hende”. Og ja, det var vist hans tørre form for humor, men jeg grinte altså ikke. Nogle begyndte at mumle, så det var præcis sådan en situation alle mødre frygter – at folk begynder at snakke om én – ja, selvom de sikkert mest snakkede om manden i det her tilfælde 😉 Den dag fik jeg lige lidt ekstra sympati for ældre mennesker, der stemmer på Dansk Folkeparti, for der var nemlig en ældre herre og hans kone, der havde en stofpose i hånden med ‘DF’ påtrykt, og de hjalp mig over den værste omgang stress med smil, opmuntring og en hjælp til at få barnevognen ud (det klarede manden). Det kan godt være, at jeg med min fornuft ikke er så vild med, hvad Dansk Folkeparti står for – og nogle af deres vælgere, men med mit hjerte er jeg SIKKER på, at alle der stemmer på Dansk Folkeparti hjælper en nybagt mor i “nød” 😉 Jeg glemmer aldrig den stofpose 😉
  • Da Ella havde afslutning i dagplejen, og der til trods for et veldækket kaffebord og et par søde voksne omkring bordet, ikke var noget at gøre – Ella ville bare HJEM! Barnet er super glad for at gå i dagpleje, men hun kunne vist ikke se, hvad alt det afslutningshygge skulle til for. Så jeg måtte simpelthen opgive, da mit barn blev mere og mere hysterisk – ja, det er ordet. Et følsomt barn er hun, og når hun har fået stimuli nok, vil hun bare HJEM! Og det ville hun den dag. Heldigvis var der også et andet barn, der skulle stoppe i dagplejen, så han fik hele afslutnings-opmærksomheden for sig selv 😉 Alle mine gode tricks til at få hende kølet ned, rokkede ikke ved noget. På vej hjem, da hun sad i barnevognen, så vi en studentervogn – og én af de mere larmende af slagsen. Ella lyste op i et lettet smil og havde helt funklende øjne. Nu var verden god igen 🙂 Moren “tilgav” hende også, for vi kender jo alle til at have en dårlig dag. Ella kom hjem og hyggede i stille og rolige omgivelser – altså efter sin dosis “Studentergilde”, der åbenbart var bedre end en omgang hyggelig dagpleje-afslutning 🙂

Betydningen af et godt venskab, for hende den lille og store dame

_20170710_092313Dette blogindlæg skal handle om venskaber hos henholdsvis den lille dame, Ella samt moren 🙂

Venskaber efter jeg er blevet mor

“Der sker noget med én, når man får børn”. Kliché-sætningen over dem alle. Men det er jo rigtigt, at fx venskaber får en anden betydning. Jeg kan mærke, hvordan jeg hurtigt tænker om andre kvinder, om de mon er gode mødre? Før i tiden, før jeg eller mine veninder havde børn, tænkte jeg da aldrig over, hvordan den ene og den anden mon blev som mor? Nu er det lige pludselig et stort tema, når jeg møder en kvinde tilfældigt og måske falder i snak med hende. Er hun mor? Og hvordan er hun som mor? Kunne du fx være veninde med en kvinde, der havde en radikal anderledes måde at opdrage på, end dig selv? Det er lidt interessant at reflektere over, hvor ens grænser går. Ofte bliver et venskab heldigvis tættere på grund af børnene! For nogle år siden havde jeg fx en veninde, som jeg mistede kontakt med, og jeg tænker ofte på hende. Jeg synes faktisk det kunne være så hyggeligt at snakke om børn med hende, og her tænker jeg, at vi sikkert har ret ens værdier, prioriteringer, syn på opdragelse osv. Så bliver det lige pludselig et ekstra incitament til måske at skabe kontakt igen? Men måske er vi slet ikke så ens? Uanset hvad, kunne det være rart at være veninder igen – og nu som mødre. Og dele de sorger, bekymringer og glæder der følger med.

Nu, hvor Ella ikke har biologiske søskende – kun halvsøskende på sin fars side, som hun aldrig har set, kan jeg mærke, at veninders børn på en måde betyder ekstra meget for os. Når nogle af mine gamle veninder har fået børn, kan jeg mærke et ekstra “sug” i maven, når de viser billeder af deres børn. Man holder jo allerede af dem! At holde et par dages sommerferie med dem i ny og næ gør lige, at ens skuldre bliver lidt lettere. Så tænker jeg straks: “Yes, vi skal nok få bibeholdt en årelang relation, hvor børnene også får glæde af hinanden.”

Venskaber skal plejes ekstra meget som mor, fordi der nu er endnu mere at tage højde for! 🙂

Jeg er rigtig glad for de gamle venskaber, jeg har, men også for de nyere venskaber i form af de kvinder, jeg har mødt, efter jeg fik Ella. Der er en veninde, jeg mødte tilfældigt på et bibliotek, og vi faldt bare i hak. Og så er der nogen jeg “blev sat sammen med” i en “tøseklub” via en anden, som også var en del af denne kvindegruppe, og så er der skam også plads til spritnye venskaber – fx når Ella starter i børnehave, og jeg kommer i snak med de andre mødre.

Ella og venskaberne

Ella har netop haft sin sidste dag i dagplejen. Selvom det for 3 måneder siden føltes så unaturligt, at hun snart skulle begynde i børnehave, er det nu det helt rigtige tidspunkt. Jeg troede aldrig, at jeg som MOR skulle blive klar til det 😉 Hun har haft det så godt hos sin dagplejemor, men hun er klar på at få flere legekammerater, og jeg kan se, hvordan større fællesskaber tiltaler hende mere og mere. Ella fik fra første dag i dagplejen en rigtig god ven i sin Peter – som vi kan vi kalde ham. Han stoppede en uge inden Ella, da han skulle på ferie inden børnehavestart. Peter begynder i en anden børnehave, så det er på en måde lidt ærgerligt, men når hun senere skal i skole, er vi jo glade nok for, at mange af børnene fra børnehaven følger med.

Hun savner sin ven “Peter” og det har været lidt hjerteskærende at høre hende sige, at hun savner ham, og når hun ser billeder af ham bliver hun ellevild. “Det er Peter! Det er Peter!”, udbryder hun. Den anden dag skulle jeg også tegne en tegning af mor, baba, Ella og PETER! Han er i følge hende vist en del af familien, hehe.

Hun siger, at Peter er blevet væk, og at vi skal finde ham. Det var derfor lidt sværere at få hende afsted om morgenen i dagpleje, for der plejer aldrig at være problemer, men for hende var gensynet med dagplejen hver morgen jo en påmindelse om, at hendes bedste ven ikke længere gik der. I forvejen er “savn” jo et tema p.t. i vores lille familie, og det gør ikke noget godt for mor-hjertet, at hun OGSÅ skal være ked af det her. Men sådan er livet, og hun finder med garanti en ny bedste ven i børnehaven. Næsten uanset hvor vi er henne i det danske sommerland, finder hun lynhurtigt ind i en leg med de andre børn, og jeg glæder mig bare rigtig meget til, at hun begynder i børnehave nu, så hun kan få en masse legekammerater. Ja, havde du spurgt mig for 3 måneder siden, ville jeg aldrig have troet, at jeg ligefrem glædede mig til, at hun skulle starte. Der sker meget med de små – også på 3 måneder! 🙂

 

Jeg håber, at I har nydt weekenden. Vi var i Skærbæk Zoo i går, hvor billedet af Ella og hesten er fra 🙂

Livet med børn #uforudsigeligheden

_20170704_162038Livet med børn er altid lig med morgener, hvor alting kan ske… Jeg skrev om vores skønne – og til tider hæslige morgener i det her blogindlæg. Uanset hvor meget man prøver at forberede sig, ved fx at stå tidligt op, kan man bare ikke altid vinde. Livet med børn er et liv, hvor man skal lege lidt detektiv indimellem, og være forberedt på lidt af hvert. Uforudsigeligheden kræver godt nok noget af enhver mor.

I går morges var det op ad bakke fra starten af. Egentlig startede udfordringen søndag eftermiddag/tidlig aften… Det var præcis i det øjeblik, at Ella faldt i søvn hjem i bilen på vej hjem fra noget familie i Jylland – ergo kunne hun ikke sove om aftenen. Hun var derfor morgengnaven om morgenen, og når hun ikke har fået sovet nok, er der altid en vis person, hun savner ekstra meget… Og rigtigt gættet – det er ikke moren 😉 Egentlig har vi haft en del uger nu, hvor hun bare har været glad og ikke haft det store savn, men i går morges var det slemt, hvilket inspirerede mig til at skrive gårsdagens blogindlæg om at rumme svære følelser.

På vej ved ad trappen, da vi skulle ud til barnevognen og afsted til dagplejemor, græd hun hele vejen ned ad trappen og fortalte mig om sit savn, og jeg prøvede at trøste, og hun kom op i barnevognen efter meget besvær, da hun ville putte på armen, imens hun græd, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind. 6.30 stod jeg op, og alligevel var vi kommet sent ud af døren, og mit barn var ualmindeligt morgengnaven – og bare trist! Øv! Men hun kom op i barnevognen, godt nok med lidt protester. Så begyndte det pludseligt at styrtregne, og moren kom i tanker om, at hun havde glemt regnslaget. Tilbage efter det, og så pludselig – ja, lige med det vuns, var Ella glad igen! 😉 Solen begyndte at skinne lidt, og så gik det alt sammen… Især da vi blev mødt af vores dagplejemor, der bare var sød og forstående som altid… Det var selvom kl. var 9.15, og vi normalt afleverer mellem 8.30-9.00. Hun er meget large med tidspunkter, så hun lader os altid vide, at nu skal vi ikke stresse.

Denne morgen var heeeelt anderledes og helt perfekt… Den skulle også bare klappe, fordi vi startede morgenen med lige at skulle sige hej henne i børnehaven. Hun starter nemlig 1. aug. ”Vi siger bare lige hej”, fortalte jeg Ella, så hun vidste, at vi altså OGSÅ skulle i dagpleje, bare lidt senere. Det gik fantastisk derhenne, og hun legede med de andre i motorikrummet, tog en pædagog i hånden, og legede også stille og roligt, da moren skulle snakke med en pædagog om alt det formelle. Jeg var godt nok lettet, da hun både skulle tidligere op end normalt, og ikke altid er til uforudsete ting i dagligdagen/brud med rutinen. Vi nåede endda hen til dagplejemoren tids nok til, at de kunne komme ned i byen og kigge på fisk og sejlbåde. 8.30 skulle vi være i børnehaven. 9.30 hos dagplejemor. Så var moren altså lettet over, at alle mand var glade.

Dagplejemor sendte mig senere ovenstående billede (blogindlægbilledet) af søde Ella foran sin ”navnesøster”.

Older posts