Lillebror, og en ny start

I forgårs udgav jeg et blogindlæg om lillebror, der var på trapperne, dvs. Ellas fars kæreste var højgravid. Få timer efter fødte hun, så det var godt timet af bloggeren her. Og jeg var altså begyndt på blogindlægget, før jeg vidste, hvornår hun skulle føde… Så ingen snyd her 😉

Faren skrev tirsdag ved middagstid, at han var blevet født om formiddagen. Lillebror havde det godt. Jeg tjekkede min e-mail konstant i løbet af dagen for at se, om ikke faren skrev mere end, at han var blevet født, og at de havde det godt. Han sendte mig et par billeder, men jeg ville jo se flere! 🙂 Det er altså ret spændende det hele, og jeg er oprigtigt ikke det mindste jaloux på farens nye kæreste. Jalousi ligger ikke til mig, og nu ligger det også så meget i fortiden, at jeg var sammen med Ellas far. Jeg ser hende bare som en hvilken som helst anden nybagt mor på min egen alder.

Da jeg puttede Ella i går, kom hun til at se billederne af lillebror (ja, endnu engang havde jeg fundet dem frem..), og så blev putteseancen automatisk forlænget – dogh!! Meeeen det var da også megahyggeligt at kunne dele det her sammen. Lillebror er så sød, og Ella er vist ved at sprænges af kærlighed til ham allerede. Med lys i øjnene siger hun: “Åhh, hvor er han sød og nuttet”.

Nå, men hun så også farens kæreste på billedet, og for første gang nogensinde (nok fordi, at SÅ godt kender de heller ikke hinanden), sagde hun: “Åhh, jeg savner……” (og så navnet på farens kæreste). Det sagde hun to gange. Åhhh. Hun fortalte, at nu hvor babyen var ude af maven, kunne farens kæreste fange hende igen 🙂 Jeg blev helt glad over, at hun åbenbart er så glad for farens kæreste, at hun savner at lege fange med hende – og savner hende! Det kommer sig måske også af, at kæresten jo har forandret sig, siden sidst de sås… 🙂 Der er jo også altid noget dragende over et billede af en nybagt mor, der sidder med sit barn på armen. Jeg kan godt forstå, at Ella havde lyst til at stå ved siden af hende.

En ny start?

Det bliver jo også en helt ny start for os som familie, at faren skal fordele sin opmærksomhed over flere børn. Jeg er selvfølgelig lidt spændt til tider, om Ella kommer til at føle sig klemt eller overset, men de samme bekymringer gør de sig jo, så der er ingen ko på isen.

Nu er Ella vant til at være den lille, men vil så gerne være stor. Det passer hende nok udmærket at have en storesøster-rolle. Da jeg lige fik at vide, at han skulle være far igen, blev jeg lidt ærgerlig, fordi jeg føler sådan et stort ansvar for Ella, og jeg havde brug for, at vi bare koncentrerede os om hende. At vi var to om at sætte penge ind på en børneopsparing, og spare op til konfirmation osv. osv. Mine skuldre var i forvejen brede, og jeg havde brug for en anden der sagde: “Bare rolig… Husk nu, at vi er to om det her (uanset om vi er skilt). Jeg har de samme drømme for Ella som dig, og hun kommer ikke til at mangle noget”. Ja, selvfølgelig ville han sagtens kunne sige de her ting til mig, men i bund og grund er vi jo alle alene. Vi har kun os selv at lave aftaler med 😉

Da jeg lige havde tygget på nyheden i en dags tid, kunne jeg skam godt se alle glæderne ved, at Ella fik en bror eller en søster. Mine skuldre er skam brede nok til, at give Ella hvad hun behøver – og mere til. Jeg behøver ikke en anden til at berolige mig. Sådan ser jeg på det, og det giver mig en frihed til at koncentrere mig om min egen lejr. Jeg forventer kun, at han overholder vores samværsaftaler, hvilket han altid gør til punkt og prikke, og så forventer jeg, at han behandler Ella godt. Hun stråler jo altid ved udsigten til at ses med ham, og er bare altid glad efter at have set ham. Hvis jeg ønsker et liv med glæde og manglende bekymringer, er det mig, der må skabe det. I stedet for at spørge: “Hvorfor skal jeg altid kæmpe alene med alting?”, siger jeg til mig selv: “Gud, hvor jeg får meget ud af at stå stærkt selv. Uanset hvor hårdt det kan være til tider, er gevinsterne større.”

Jeg har også lært, at det bedste er at give slip på forventninger om, at livet skal gå i en bestemt retning. Hver gang jeg fx planlægger at jeg ikke længere vil være så “Ms Independent” i et parforhold, men slippe lidt af ansvaret og stole på, at en anden tager over for en tid, går det lige modsat. Min lektie i livet er åbenbart at stå så stærkt selv, som overhovedet muligt. Det er åbenbart, hvad der fungerer bedst.

Min mor var alene med mig og min bror, og selvom min far var der, og var en god far, var hun meget alene om at forme vores livsbane. Min mor har knoklet for at give min bror og jeg de bedste betingelser i livet. Hun har bekymret sig, været benfornuftig – men også vist os det gode liv med masser af oplevelser og gode ferier. Hun blev en karakter i mine øjne, hvorimod min far var den rare og sjove, som i høj grad levede sit eget liv og bare var sig selv, uden de store bekymringer om fremtiden. Jeg kunne forvente venlighed fra ham, og jeg kunne sagtens få mange gode råd med på vejen og opmuntrende ord, men det var min mor, der var i arenaen hver eneste dag. Hende der tog affære, når ting skulle ordnes og svære valg skulle træffes.

Når svære valg skal træffes i Ellas liv, er det heldigvis også mig, der træffer dem. Det er jo et privilegium, at jeg bare selv kan træffe dem, og at Ellas far støtter op omkring mine valg. I det hele taget er jeg heldig, når det kommer til vores samværsaftale, som vi selv har strikket sammen, og bare fungerer med fleksibilitet og gensidig forståelse. Jeg drøfter det altid med hendes far, hvis jeg står overfor et valg på Ellas vegne. Vi ser meget ens på tingene, og det er godt at få hans perspektiv, da han ofte kan bekræfte, at han ser det samme som jeg ser – det er jo altid rart med lidt anerkendelse, hehe. Han er meget observerende, så han opdager indimellem ting, som jeg ikke selv har set, og samtidig kan han sige: “Nu ingen stress…”, for han ved godt, at vi er nogen typer, der tager alt ind og derfor har brug for at slå koldt vand i blodet – ligesom Ella 😉 Intet går forbi vores næse, hehe.

Nå, det blev en lang snak om denne nye start, og hvordan det fungerer for os at være en skilsmissefamilie.

Med en lille ny i familien kommer der altid en ny, forfriskende start, men der er også mange andre faktorer der har spillet ind på en ny start i den dansk-tyrkiske skilsmissefamilie 😉

Sommeren, hvor vi får et nyt familiemedlem

For et stykke tid siden skrev jeg et blogindlæg, hvor jeg fortalte om mit ikke-eksisterende kærlighedsliv, og i den forbindelse skrev jeg om, at Ellas far har fundet en sød kæreste. Det er jeg virkelig glad for! Han er slet ikke typen, der trives med at være single. Han elsker selskab, at lave mad til nogen og elsker bare familielivet, så det er rigtig godt for ham. Det er også godt for Ella, så hun får endnu flere nære relationer. Det har vi faktisk manglet og savnet! Ja, moren savner det også, hehe 😉 Det er GODT, at jeg er sådan en stor læsehest, elsker naturen og at tilbringe tid med Ella, så det faktisk ikke gør mig så meget, at vi bare er OS. Som 35-årig kan jeg dog godt mærke, at jeg savner lidt ekstra familie… Vi er bare en lille familie og spredt for alle vinde. Mormor bor 5 km fra os, men bortset fra det har vi ingen tæt på.

Ms Independent har det nu meget godt 

Overordnet set er det helt fint at være single, og ikke mindst have sin helt egen hverdag. Jeg tror alligevel ikke, at jeg fungerer med at bo sammen med en kæreste. Nu har jeg været Ms Independent i så mange år efterhånden (også før Ellas far), og har fået skabt mine egne vaner. Så kan jeg trykke på midten af tandpastatuberne lige så tosset, jeg vil 😉 Men okay, der er selvfølgelig tanker om de 10 katte, som jeg sikkert snart får, hvis jeg ikke tager mig sammen… Ja, det ville være rigtig fint at møde kærligheden, men han må gerne dukke op helt tilfældigt, når jeg mindst venter det.

Nå, men tilbage til det her familiemedlem vi venter på….

Ella og jeg er SÅ glade for katte og hunde, at det i princippet kunne være en kat eller hund, som vi kunne betegne som et medlem af familien…. Men det er det selvfølgelig ikke! Det er faktisk et familiemedlem i ordets fineste forstand, og vi glæder os…. Farens kæreste er gravid og kan føde, hvornår det skal være, så Ella får meget snart en lillebror 🙂 Vi kommer ikke til at bruge de der betegnelser som en ‘stedbror’. Det bliver lillebror! Ella glæder sig, og jeg glæder mig også til i det mindste at se billeder af ham! Det bliver også dejligt at se Ellas begejstring. Det er jo altid en gave med søskende, så det bliver også godt for hende, når hun bliver ældre.

Jeg kommer jo nok også til at møde lillebror på et tidspunkt, og så kan det være, at jeg kan se nogle ligheder (højst sandsynligt ;-)). Når nu jeg ikke skal være gravid igen (regner jeg bestemt ikke med), er det nu også dejligt med et ekstra familiemedlem på den anden fløj 😉

Ella er helt ekset med babyer for tiden, og har et hav af tilbehør til dukker. Hun vil hele tiden se “dukker” på YouTube, som jo egentlig er ÉN lang sammenhængende reklame for BabyBorn…

Ella bliver en god og hjælpsom storesøster – eller faktisk siger hun, at hun bliver storebror… :-s Ja, apropos mit forrige blogindlæg om, at hun føler sig som en dreng…

Vi må se, hvad fremtiden bringer, men nu holder vi os til, hvad vi ved – at hun skal have en lillebror 🙂

“Er du en pige eller en dreng?”, spurgte de, og her er mit svar

I går var vi på legepladsen, og Ella havde snakket om en klatrevæg, som hun ville hen til. Efter jeg havde hørt om den i en måned, og var et stort spørgsmålstegn hver gang, sagde jeg til hende: “Så må du vise vej, Ella”. Og det gjorde hun. På sin lille grønne cykel, og hun grinte højt, da hun næsten cyklede fra mig.

Vi fandt klatrevæggen – og nye legekammerater!

På legepladsen (med klatrevæggen) faldt jeg i snak med en venlig, ældre dame. Hun havde sine børnebørn med, og Ella var begejstret. Hun savner vist legekammerater efter den her (aaaalt) for lange ferie.

Ella sad på et tidspunkt på rutsjebanen, og et par seksårige piger sad oppe i tårnet bag hende. Ella vendte sig om mod dem. Hun så lidt trykket ud. De sagde lidt højere, henvendt til hende: “Er du en dreng eller en pige?”. 

Ella svarede ikke prompte, men så bare alvorlig og eftertænksom ud. Jeg fik øjenkontakt med pigerne, og vi smilede til hinanden. De spurgte i stedet for mig, om hun var en dreng eller en pige? Jeg råbte op til dem, at hun egentlig var en pige, men gerne ville være en dreng.

“Jeg ER en dreng”, råbte Ella vredt til mig, og vi sagde ikke noget. Pigerne smilede lidt forlegent og overrasket på én gang, og jeg ventede på, at Ella skulle rutsje ned. Jeg tog imod hende med åbne arme, og gav hende et af de der gode kram, som jeg ynder at give hende i sådan en situation.

Da vi skulle til at gå fra legepladsen, fik Ella et flip på legepladsen, og jeg vurderede, at NU var det bare med at komme afsted. Hun var mæt af indtryk, og selvom hun vred sig og skreg, fordi hun ville blive, holdt jeg hende fast. Jeg holdt fast i min beslutning om at gå – i det mindste om bag en stor skurvogn, så hun kunne dampe af, inden vi fortsatte 🙂

Hvis vi havde været alene, havde hun ikke fået sådan et flip. Hun var ikke “rigtig træt”, men der havde lydt flere kommentarer, som jeg vurderede gjorde hende træt i hovedet. Sådan er hun – hun tager ALT ind. Hun havde skreget: “Jeg vil have den GRØNNE gynge og IKKE DEN SORTE! Den grønne gynge var optaget…. IKKE godt, når man er træt i hovedet (og hun er normalt god til at vente på tur, dele osv.. ;-)).

Så gik det alligevel

Da vi gik lidt afsides, faldt hun til ro, og hun fik kram og lidt opmuntrende ord med på vejen. Jeg spurgte hende, om hun mon kunne cykle hjem på sin cykel? Det kunne hun ikke. Hun var for træt, var svaret.

Vi blev stående lidt og kiggede på børnene, der legede på legepladsen. Så kom de to seks-årige piger over, for de havde fået øje på os “bag skurvognen” 😉 De tilbød Ella den grønne gynge, men jeg takkede nej, og sagde, at vi var på vej hjem. De sagde, at de troede, at Ella var meget ældre end 3 år gammel. “Jeg troede, at hun var 4-5 år gammel”, sagde den ene, og da jeg bekræftede, at hun altså var 3 år gammel, gjorde den ene pige bevidst  sin mund helt stor, og spærrede øjnene op, som var hun meget overrasket. Jeg tænkte et øjeblik, at dét der med at blive skolelærer var det HELT rigtige… Sikke et par søde unger!

Du må godt stoppe på halvvejen! 

Et par minutter og nogle kram senere kunne Ella godt cykle hjem alligevel. Jeg havde sagt, at hun bare kunne stoppe med at cykle, hvis hun blev for træt på vejen. “Jeg kan godt cykle! Jeg kan cykle hele vejen!”, svarede hun, og så tog hun ellers fluks sine sandaler på og spændte sin cykelhjelm. Vi havde en god tur hjem. Hun stoppede dog, da hun blev nødt til at sige hej til en sød dreng i en klapvogn 😉 Hun er simpelthen så udadvendt, det lille barn! Det er helt klart farens gener der gør, at hun taler med ALLE på sin vej. Det gjorde han også, da han kom til Danmark 😉 Det er SÅ godt, at hun følger trop, selvom moren bliver lidt forlegen i ny og næ (mit problem, hehe).

Dreng, pige – eller drengepige?

Da vi kom hjem, snakkede vi lidt om denne snak om at være en dreng eller en pige, som jeg også skrev om i det her blogindlæg.

Vores samtale lød således: 

Mig: “Men hvad nu, hvis andre mennesker siger, at du er en pige, og vi to godt ved, at du er en dreng, kan vi så ikke sige PYT! Pyt med det… Hvad siger du til det?” (jeg sagde det lidt karikeret for at vise, at jeg tog let på det…)

Ella: (Tavshed, men en rysten på hovedet og sammenknebne øjne)

Mig: “Nå okay, det kan vi ikke sige pyt til.. Det kan jeg godt se på dig.. Hmmm…. Hvad så, hvis mor siger, at du er en drengepige?”

Ella: (Med sammenknebne øjne og tydeligt utilfreds): NEJ, jeg er en dreng!

Mig (i mit modigere hjørne): “Hmm, men der er nok mange, der vil sige, at du er en pige. Mor kan ikke sige til alle menneskene, at du er en dreng. Der er jo mange, mange mennesker derude! De vil kigge på dig, og så vil de tænke lidt, og så siger de: “Hej med dig, pige”…. Hmm, det er lidt svært, men mor kan ikke sige til dem alle, at du synes, at du er en dreng…”

Ella: “Men det er fordi, jeg har det her hår… (Hun tog ved sit hår…) Det har drenge ikke…”

Mig: “Jo, det kan drenge godt have. Det er der nogle drenge der har”

Ella: “Nej, de har ikke…”

Mig: “Hvad for noget hår har de så?”

Ella: “De har sådan noget sidden-fast-hår”

 

Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, da hun sagde det med håret. Jeg skyndte mig at blive alvorlig igen. Jeg lovede Ella, at jeg altid vil være der for hende og lytte til hende. “Nej, jeg lytter”, afbrød hun mig, og det var jo rigtigt… Hun lyttede til mine løsningsforslag og gav sit besyv med. Jeg sagde, at jeg ville gøre mit bedste for at hjælpe, selvom det var lidt svært.

“Jeg vil gøre mit absolut bedste….!”, sagde jeg.

Det er sådanne vendinger hun forstår sig på.

Hun begyndte at sige, at jeg havde store tænder, og så var samtalen om at være en dreng versus en pige forbi! 😀

Det var den lykkeligste uge, jeg længe har haft

Ella kiggede for lidt siden på min mave i min pæne sommerkjole og spurgte: “Mor, har du en baby inde i maven?”. Det har været en god ferie, og jeg har spist godt – det er skam alt herfra 🙂

Det har været en fantastisk god ferie til Mols…. Jeg har følt mig decideret LYKKELIG. Ja, det er ren fløde det her blogindlæg, men det skal der også være plads til. 

Måske har du fulgt lidt med på Instagram… Der var dage, hvor jeg gik amok med at filme naturen og gøre det til Instagram-stories, og der var dage, hvor jeg havde mere travlt med at tage Thors Hammer i Djurs Sommerland sammen med Ella (Gud, hvor var den vild ;-))

Jeg har slappet så meget af, at jeg huskede livet før børn, hvor jeg læste en del, og jeg har læst en roman på under en uge! Det er vist 10 år siden, at det er sket 😉 Det var bogen – “Mig før dig” af Jojo Moyes. Den udkom for 6 år siden, så jeg skulle lige have lidt forberedelsestid… Ja, livet som mor er ikke at være en firstmover, når det kommer til at spotte nye bestsellere 😉

Nu er vi kommet hjem, og vi havde egentlig glædet os til at se vores hjem igen, meeeeen nu savner jeg selvfølgelig allerede sommerhuset på Mols 😉 Det bliver hurtigt hverdag igen… Ella troede fx, at jeg lavede kartoffelmos til aftensmad i går og var ellevild af begejstring, men brød ud i skuffelse, da hun fandt ud af, at det var kartoffelsuppe (som vi blev enige om, at vi havde lyst til). Jeg satte noget kylling i ovnen (da jeg faktisk også havde lyst til det), og efter den store køkkentjans (hvor Ella også tabte et glas juice), faldt vi begge i søvn, så sengetiderne blev godt og grundigt spoleret…

Hverdagslivet banker hurtigt på igen med madlavning og snakke om, at hun ikke kan lide kartofler med vand i (kartoffelsuppe) 🙂

Hvorfor mere lykkelig på Mols?

Der var flere grunde til mit høje lykkeniveau på Mols. Ferien gav mig et dejligt pusterum, da mormor jo havde lejet sommerhus på Mols. Foruden mormor var der “bedstefar”, som Ella kalder min mors mand, og deres to hunde, Anton og Frida. Ella kunne godt have brugt lidt legekammerater i nærmiljøet, da hun jo sov ca. 8 timer om natten, og kun fik en lille lur midt på dagen, så vi var i sving fra morgen til aften 🙂 Det er svært at gøre hende træt, medmindre hun leger med nogle børn en hel dag (okay, halv da;-)), og det er altid anledning til hovedbrud, når vi skal prøve at køre hende træt. Men mormor var super sød til at sige: “Nej, du kan bare blive liggende med din bog – så tager jeg til stranden med Ella”, og det var så skønt at høre om deres tur, når de kom hjem, og jeg samtidigt var kommet helt ned i gear. Nå ja, og imens jeg lå i liggestolen prøvede jeg at regne mig frem til, hvor mange dage det var siden, at jeg havde set Ellas far (ved skiftedag), og med solstik var det åbenbart ikke så ligetil – og det gjorde mig lidt glad, må jeg indrømme. Det er rart at føle, at mit liv er MIT, uden den mindste påmindelse om mit fortidige valg om at satse ALT på at få jordens mest charmerende mand til Danmark. Men at se Ella så glad for sin far er nu det hele værd, må jeg skynde mig at sige 😉 

På ferien var jeg fri, havde ingen forpligtelser (andet end at se efter om Ella var sød ved hundene, og ikke fodrede dem med syltetøjsmadder). Jeg kunne slappe af, havde dejligt selskab og vi forkælede os selv med god mad, spa-bad samt drinks på Ebeltoft Gårdbryggeri – som var et vidunderligt, hyggeligt sted, som du bør besøge, hvis du er på de kanter!

Noget af det bedste ved ferien var at forkæle Ella med tur i Djurs Sommerland, hvor hun blev så glad, at hun fik helt tårer i øjnene, da vi kørte mod pladsen og hun råbte af sine lungers fulde kraft: “Det er SOMMERLAND. Det er SOMMERLAND!”. Hun hoppede op og ned, da hun kom ud af bilen, og kunne næsten ikke tro, at vi var der.

Vi prøvede så meget som overhovedet muligt, og der var ikke kø et eneste sted – ja, helt uhørt! Hun blev målt ved de fleste forlystelser, da hun lige akkurat kunne gå for at være 100 cm 🙂 “Stræk dig, stræk dig”, kommanderede jeg med Ella, da vi skulle igennem nåleøjet 😉

Vi var også i Ebeltoft by et par gange, og var på museum, som Ella fandt så interessant, at hun tyssede på os andre: “Sssshhhyyy, vær’ stille! I skal være stille!”, og hun var da også den mest stille af os, når hun nærmest holdt vejret af lutter begejstring ved synet af de udstoppede dyr, som på det her billede, som jeg lige akkurat fangede.

“Stop tiden”, kunne jeg næsten fristes til at sige på ferien, hvilket jeg ellers sjældent tænker, hehe 😉 Jeg nyder de forskellige aldre som Ella har, men nøj, hvor er 3,5 års alderen noget helt specielt… At se Ella komme løbende ind i køkkenet i sommerhuset ved ankomsten til sommerhuset og udbryde: “Wauuuw, hvor er det fiiiint”, og rende ind på “hendes værelse” og fortælle os om det seje koncept ved en køjeseng og stolt vise os sit værelse frem, inden hun pludselig løb ud i haven igen til gyngerne og trampolinen, imens hun råbte: “Se, mormor! Se, mormor hvad der er!”

Lykken er at kunne lade sig begejstre af de små ting, være i nuet uden bekymringer og nyde naturen, som er skøn på Mols. Nå ja, og så bare finde tilbage til dén person, man også er… Hende der elsker engelske chick-lit bøger (med dybde selvfølgelig!;-)) og at tage den ene video efter den anden af en gul kornmark, eller at lede efter sten på stranden, der har facon som et hjerte (ja, jeg kommer til at lede til jeg er 85 år). 

Der er mortid, alenetid, tid med familien – og så er der de ferier med en perfekt kombination som denne her ferie 🙂 

Jeg håber, at du også får en skøn sommerferie med afslapning i det danske sommerland. Skriv gerne, hvis du har tips til en god ferie i Danmark, for jeg er nysgerrig efter at høre om andres erfaringer 🙂 

Den store snak om at være en drengepige

Som de fleste sikkert har bemærket på Instagram er Ella meget glad for at gå med drengetøj. Nu protesterer hun, hvis vi finder strømper frem, som hun synes er “pigede”. Det kan være grå strømper med en lille smule lyserødt på. Nu går vi derfor all in med drengetøj fra top til tå, og hun elsker det.

Vi har aldrig påvirket hende til at være mere “drenget”. Vi har haft utallige fine kjoler liggende i skuffen, som aldrig er blevet brugt. Hun vil bare gerne se ud som en dreng, og det indbefatter også at lege vildt til tider – som på denne hoppeborg, hvor hun for sjov nedlagde alle de store drenge på 10-11 år, og alle havde en fest.

Moren fik nærmest dårlige nerver, selvom de store børn skam var så søde ved hende, og var noget imponeret over hendes kampgejst 😉

Hun er vild – og hun er helt sin egen…

Ella er en ægte drengepige, som opfatter sig selv som en dreng (indtil videre – det kan jo ændre sig). Hun siger igen og igen: “Jeg er ikke en pige. Jeg er en dreng”.

Hun blev lykkelig, da hendes oldefar på 93 (der kun har set hende 2 gange), kom til at sige: “Hvad er det for en lille fyr?” 🙂 Det skulle han virkelig ikke undskylde for, hehe.

Jeg føler ingen sorg eller bekymring over, at hun så gerne vil være en dreng. Når jeg kigger på Ella ser jeg jo en glad person, som trives overalt, hvor hun færdes. Eventuelle udfordringer må vi tage med, og hun bliver vant til fra en tidlig alder at stå ved, hvem hun er. Det er brugbart i så mange andre sammenhænge.

Det er ikke et problem for hende at være en drengepige. Det er kun et problem, når andre ikke anerkender, at det er sådan hun har det. For mig er hun jo Ella, og om hun går i strutskørt eller joggingbukser gør ingen forskel.

Fælles front?

Noget, som jeg er taknemmelig for er, at faren og jeg deler mange af de samme værdier, når det kommer til børneopdragelse. Vi har selvfølgelig taget snakken over e-mail, hvor vi hver især stod med hensyn til det faktum, at Ella gerne vil ligne en dreng, og absolut ikke en pige! Jeg fortalte ham, hvordan jeg så på det hele: “Vi må acceptere hende præcis, som hun er, og hvis hun vil have drengetøj og drengelegetøj, er det fint for mig. Vi må ikke forsøge at trække hende i en bestemt retning, men bare spejle hendes følelser og sige: “Nå, så du vil gerne være en dreng?”. Det vigtigste er, at Ella er glad, og hun bliver selvfølgelig også glad som voksen, uanset hvad der sker i fremtiden. Hun kan jo også ændre sig… Det må vi tage hen ad vejen. Hvad tænker du om det?”

Han var heldigvis enig, og sagde, at han heller ikke ville presse hende til noget som helst, og at vi gjorde klogest i bare at se hende som dén, hun var.

Hendes far er også god til at støtte op omkring hendes tøjvalg fx, da han på et tidspunkt købte drengetøj til hende, som hun blev lykkelig for. En dag ønskede hun sig til gengæld en “dukke med sut”, og så kom han fluks hjem med det til hende, da han havde fundet sådan én til hende. Nå ja, og så får hun også lov til at låne actionlegetøj af sin papbror (Ellas fars kærestes søn).

Ella er en heldig lille pige, hov – en heldig Ella 😉

Hun kan godt kende forskel på piger og drenge

Der melder sig selvfølgelig et naturligt spørgsmål: “Kan hun godt kende forskel på drenge og piger?”. Ja, det kan hun godt… Ingen problemer 🙂 Hun går også meget op i, at hun ikke har “de her”, og så viser hun med hænderne, at hun ikke har rottehaler, der flagrer ud til hver side. Det vil hun bare ikke have! 😀

Der var godt nok en dag her forleden, hvor hun påstod, at hendes nye legekammerat fra børnehaven var en dreng. Nu er der startet et par nye børn på hendes stue, så jeg havde denne samtale med hende:

Mig: “Nå, så du legede med Mynte i dag…? Er det hende med rottehalerne?”

Ella: “Nej, det er det ikke. Mynte er en dreng”

Mig: “Nåhhh, okay… Så Mynte har ikke rottehaler? Det var ikke hende med det lange, lyse hår?”

Ella: “Nej, Mynte er en dreng, og han har bare meget flot hår”

Så kunne moren ikke lade være med at trække på smilebåndet 🙂

Hun leger mere og mere med piger, og hun er også meget optaget af dukker i øjeblikket. Hun fortalte mig i går, at hun skulle være en mor, når hun blev voksen, og hun skulle have 2 børn. Så meget kan ændre sig endnu, og vi ser bare, hvad tiden bringer 🙂

Older posts