Samtaler med en tre-årig #detmåmanikkesige

_20180110_175148Ret skal være ret!

Ella har en stor fremtid foran sig som enten politibetjent, lærer eller advokat. Hun er i hvert fald et retfærdighedssøgende lille menneske, der følger med i, hvad man må og IKKE må. Sikkert typisk for alderen. Flere gange ugentligt siger hun forarget: “Det må man ikke sige!” eller “Det må man IKKE…!”.

Det er godt, at hun går så meget op i ret og uret. Til gengæld kan hun også sige: “Det var et uheld” og “Det var ikke med vilje”. Så er vi ligesom dækket ind, når hun skal begå sig ude i den store verden.

“Må man sige det?”, spørger jeg ofte mig selv… 

Moren tænker også meget over, hvad det rigtige er at sige til hende i forskellige situationer. Nu forsøger jeg at være så pædagogisk som overhovedet muligt, men samtidig vil jeg jo heller ikke lægge for meget bånd på mig selv.

Når jeg om aftenen læser godnathistorier for Ella, er hun vild med en børnebog om en politibetjent. Moren er knap så begejstret. Udover at den er lidt kedelig, er jeg heller ikke vild med at forklare om knipler, pistoler og håndjern. Efter første gennemlæsning vil hun altid høre den igen. Den anden dag kunne jeg simpelthen ikke tage mig sammen til at læse den igen.

Jeg gav Ella den helt ærlige version. Jeg spekulerede på, om det ud fra en pædagogisk vinkel var okay 😉

“Ej, jeg synes faktisk bogen er kedelig, Ella. Er det okay, at du bare læser den selv ved at kigge i bogen?” Stik imod min forventning sagde hendes ansigtsudtryk mig, at det var helt fint med hende! “Jaaa”, sagde hun og hun begyndte at læse højt for mig, hvilket var ret underholdende!

Fra børn skal man høre sandheden

Den anden dag tog vi en fridag, da vi skulle til fotograf. Fotografen blev desværre syg og måtte aflyse. Jeg satte mig derfor i sofaen, helt klar til at tage afsted og skulle lægge en ny plan for dagen. Ella satte sig på mit skød, og vi kiggede på hinanden. I dagens anledning havde jeg taget øreringe i ørerne, hvad jeg ikke har haft i tusind år, og Ella er altid efter mig: “Mor, du skal have øreringe i”. Jeg spurgte derfor med et forventningsfuldt smil: “Har mor fået flotte øreringe på?”

Jeg ventede på hendes reaktion, og kom i det her øjeblik til at tænke på, at hun da vist heller ikke var vant til at mor havde parfume på. Hun reagerede derfor både på øreringene og parfumen:

(host, host…) lød det fra hende, hvorefter hun udbrød helt forpint: “Addr… øreringe lugter. Tag dem væk. De lugter, mor!”

Jeg endte faktisk med at skifte bluse 😉 Vi har begge en veludviklet lugtesans, og jeg bryder mig heller ikke om for meget parfumeduft.

Du må sige undskyld… 

Ellas forargelse over, hvad andre gør, giver anledning til en del reprimander om, at de må sige undskyld. Hun siger ofte til moren: “Du må sige undskyld, mor..” Nu er jeg ved at lære hende, at det fx kan være et uheld, hvis vi går ind i hinanden, og hun forstår mere og mere de forskellige sociale spilleregler. Hun siger så i stedet: “Det gør ikke noget” eller “Det går bedre” eller bare den helt korte version: “Det går…”

Nu ser hun en del engelske/amerikanske udsendelser for børn, og vi talte meget engelsk i hjemmet, indtil hun var 2,5 år, hvor vi flyttede for os selv, hende og jeg. Derfor smuttede det for hende den anden dag, da hun blandede engelsk og dansk, og sagde til mig: “Du må sige sorry!” 😀 Så sødt, at jeg ikke kunne lade være med at smile, og det syntes hun selvfølgelig ikke var sjovt..  “Det er ikke sjovt”, sagde hun så… Jeg tog mig sammen, og svarede hende, at jeg bare smilede, fordi hun var så sød, og fordi jeg var glad…

“Jeg er OGSÅ glad!”, svarede hun med et stort smil.

Samtaler med en 3-årig #børnehavelivet

img_20180106_204000-2En ny uge begynder i morgen. Ella havde GLÆDET sig til at komme i børnehave igen efter juleferien. Faktisk måtte jeg berolige hende med, at hun skam nok skulle se sine venner igen. Hun skulle se børnehaven igen! Så forsvandt det mutte blik, og hun lyste helt op. Vi havde ellers haft det hyggeligt i juleferien med smutture til Odense, sommerhustur i det fynske, besøg hos familie i Jylland og julehygge ved mormor. MEN når man er enebarn herhjemme, er det liiidt kedeligt til tider.

Nu er det hendes anden børnehave, da vi startede ud med en enkelt måned et andet sted. En børnehave, der ikke lige var hende. Hver eneste morgen afleverede jeg et barn, der enten tog sig gevaldigt sammen og mut sagde: “Farvel, mor” eller hun hviskede igen og igen, mere og mere bedende: “Jeg gerne hjem, mor. Hjem i mors hus”. I den sidste uge før vi måtte sige stop, græd hun rigtig meget ved afleveringer. Jeg vidste bare, at hun aldrig ville blive glad der. Indkøringen var gået for hurtigt, og det gik mere og mere skævt. På trods af søde pædagoger og en virkelig kompetent og sympatisk leder, måtte jeg kaste håndklædet i ringen.

Her til aften sagde Ella pludselig sådan lidt ud af det blå, at hun ikke kunne lege med de andre børn i den første børnehave. Hun pegede på fjernsynet, hvor der var en række børn. “Jeg kunne ikke lege med børnene i den første børnehave”, sagde hun mut, men tilføjede så helt begejstret: “….men så fandt MOR EN NY BØRNEHAVE!” Og hun fortsatte: “Det var liiidt uoverraskende. De var lidt uoverraskende, mor…”, sagde hun med bekymret mine og hun skuede op i loftet for at finde de rette ord. “Uoverraskende”, sagde hun igen, og med bøjede, indadvendte knæ bakkede hun tilbage og så helt nervøs ud. Det var tydeligt, at hun ville demonstrere, hvordan hun havde haft det. Ud fra min tolkning var det hendes måde at sige på, at hun havde været utryg og uforstående overfor, hvad der blev forventet. Hun kunne ikke finde sin plads.

Fuld af forundring over at hun fortalte alt det her, betragtede jeg hende bare, siddende på stuegulvet, imens hun talte videre. Jeg ville huske på hver en lille beskrivelse, fordi det gav mig ro i sindet, at hun vidste, at jeg havde gjort mit bedste. Jeg havde set, at hun ikke var glad, og havde reageret på det.

Nede i knæ og med bekymret mine udbrød hun: “Jeg prøvede at lege… Men dén var forkert…..og så fandt MOR EN NY BØRNEHAVE”, udbrød hun, og hun gik hen og krammede mig så kærligt. Hun så helt lykkelig og taknemmelig ud, og jeg krammede hende, mærkede de små, buttede kinder og sagde: “Ja, Ella var ikke glad, men mor måtte sige farvel. Øv. Det var ikke rart. Mor skulle på arbejde. Mor var så trist, når vi vinkede farvel. Vi prøvede. Det gjorde vi. Med ved du hvad? Jeg kunne se, at Ella ikke var glad”.

Ella skuede igen mod loftet og så lidt tænksom ud, og svarede så : “Ja, det var ikke så godt…men mor skulle hjem og skrive og læse”, og hun plingede med fingrene for at demonstrere, at jeg skrev på computer. “Ja, det er rigtigt, Ella”, svarede jeg lettet og bekræftende. Vi krammede igen, og jeg sagde: “Men nu har du det godt i den nye børnehave”, og hun lyste op. Jeg nævnte et par venner, og hun nævnte mange flere 🙂 Det var vist vigtigt for hende at få dem alle med 😉

Det var så befriende at høre hende fortælle om sine oplevelser, da jeg godt kan bebrejde mig selv, at jeg på sin vis svigtede hende i et par uger ved at aflevere et barn, der på alle mulige måder strittede imod. Hun må da have tænkt: “Hvad er det lige, at min mor ikke forstår?! Jeg er jo ikke glad!”. Det var derfor rart at høre, at hun véd, at “vi begge tog os lidt sammen”. For en periode handlede vi i strid med vores umiddelbare følelser, når mor fx sagde: “Du skal nok få en god dag”, og jeg måtte vriste mig fri af hendes greb. En situation som mange mødre desværre oplever, og derfor er det fantastisk, at vi allerede nu kan få sat ord på vores følelser fra dengang. Det er nok lidt unikt for vores relation, for alle mødre og børn er jo forskellige. Ella suger mange indtryk til sig, så det virker naturligt at tale mere om følelser, end jeg havde forestillet mig, før jeg blev mor.

Nu er det ikke kun Ella, der “danse-hopper” af glæde ind i børnehaven om morgenen, fordi hun er så klar på en ny dag. De andre børn i hendes børnehave ser også altid så glade ud. Pædagogerne er dygtige og nærværende og sætter sig helt ned på hug til børnene, kigger dem i øjnene, eller sidder på gulvet og er omringet af børn, der vil sidde på skød og kramme. Nu er der jo ikke flere ressourcer i dén børnehave, end så mange andre (går jeg ikke ud fra, i hvert fald), men tingene fungerer bare.

Hvis der er noget, som jeg var taknemmelig for i 2017 så var det, at vi fik plads i den børnehave. Læs også om, hvad jeg ellers var taknemmelig for i dette tidligere blogindlæg om mit nytårsforsæt.

Samtaler med en 3-årig #familieformer

_20171226_170514

Jeg håber, at I havde en rigtig god nytårsaften! Vi havde en traditionel nytårsaften, hvor vi hyggede os med dans på stuegulvet til Kim Larsen, god mad og fyrværkeri. “Det er flot, mor. Du skal ikke være bange”, sagde Ella til mig 😉 Hun nød at kigge på fyrværkeriet, og sagde om det: “Sikke en masse bakkerier…. Orgh, og der var BABYBAKKERIER…!”. Det var selvfølgelig når der var små raketter på nattehimlen 😉

Ella og jeg har juleferie indtil d. 3. januar, og vi nyder ferien. Hun har tilbragt rigtig meget tid med moren. Nogle gange har jeg tænkt: “Hvor er den juleferie dog lang!”, men for det meste har jeg bare nydt, at vi er et team. Hun virker gladere end nogensinde. Det giver vist mere mening for hende, når mor beder hende om noget. “Okay, mor”, siger hun så… Eller svarer meget voksent og tænksomt: “Nååååhh…”

Jeg tror at 3-års alderen er en god alder for Ella. Det har altid været svært at aktivere hende nok, men hun bliver jo hurtigere træt af alle de legekammerater, hun efterhånden har at lege med. Hun er desuden begyndt at spørge mig om forskellige ting, og kan selvfølgelig flere ting selv nu, hvilket giver en god selvtillid og glæde.

I juleferien fortalte Ella mig, at hun gerne ville være en dreng. Det er ikke første gang, at hun lader mig vide, hvordan landet ligger 🙂 “Men jeg ER en dreng”, kan hun finde på at sige. Hun får lov til at være lige dén person, hun vil være, så jeg undgår at sige: “Åhh, mors lille pige”, men siger i stedet noget andet. Nu er der jo mange børn, der er lidt kønsforvirrede, når de er små og vokser op og føler sig helt tilpas som en mand eller kvinde. Jeg tager det hele oppefra og ned. Hverken som 3-årig som 30-årig, skal hun passe ind i en kasse. Nu hvor moren er så optaget af skam, jf. min interesse for den amerikanske skamforsker Brené Brown, vil jeg altid behandle Ella med tanke på, at hun ikke skal skamme sig over dén, hun er. Hun fik bl.a. noget sejt tøj i julegave, som moren havde fundet i afdelingen for drengetøj. Hun blev da også rigtig glad for bl.a. en gul bluse med dinosaurer på 🙂

Men hensyn til vores familie flyttede Ella og jeg jo fra hendes far d. 1. april 2017. For Ella er det helt normalt, at vi ikke længere bor sammen, og både far og mor er kommet videre. Vi står et solidt sted, fordi jeg véd, at jeg aldrig kommer til at have en anden relation til hendes far, end den vi har i dag. Vi kommer ikke til at fejre hendes fødselsdage sammen fx. Den mest optimale måde for os at have en relation på, er lige præcis dén måde, som det fungerer på nu. Jeg er meget opmærksom på ikke at snakke dårligt om hendes far, og jeg ved også, at han aldrig taler dårligt om mig.

En aften lå Ella i min favn, og hun var lidt småtræt ovenpå en lang og dejlig dag, fyldt med indtryk. Vi havde pjattet lidt og lavet sjov. Lige pludselig ændrede hendes ansigtsudtryk sig, så hun så lidt sur ud. Jeg troede, at jeg var kommet til at drille hende lidt for meget (for sjov), og jeg spurgte, om hun var sur på mor? “Ja”, svarede hun, og jeg spurgte hende hvorfor? “Fordi jeg tænker, at jeg gerne vil elske far”. Så svarede jeg, at det måtte hun da gerne. Det var da dejligt, at hun var så glad for far. Jeg bliver så stolt over, at hun er så god til at kommunikere sine følelser.

Den anden dag var vi på vej hjem fra en sommerhustur i det fynske, og vi tog toget fra Odense. I toget var der en baby, der brød ud i gråd et par sæder foran os, og som jeg havde set både på mors og fars arm.

Denne samtale udspillede sig mellem Ella og jeg. Den giver håb for alle enlige mødre og solomødre… Vi er skam nok i os selv. Vi behøver ikke at skamme os over vores familieform, hvor det “bare er os”… En tanke, som jeg véd, at mange enlige kvinder har.

Ella: “Åhhh, baby græder!!”

Mig: “Ja, så er det godt, at baby bliver trøstet af mor og far”.

Ella: “Jeg tror, at det er mor”

Mig: “Tror du det er mor, som baby bliver trøstet af?”

Ella: “Ja, baby bliver trøstet af familien”

Mig: “Ja, det er rigtigt. Baby bliver trøstet af familien. Ligesom du har en familie”

Ella: “Ja, jeg har en mor-familie”

Det bedste af det hele var, at hun sagde det med største selvfølgelighed og tilfredshed. Mor-familie. Fedt ord, som gav mig en indre ro, og som jeg aldrig kunne være kommet på selv 🙂 Børn er nu skønne til at få alting til at gå op i en højere enhed.

 

 

Velkommen til 2018 og ændringer på bloggen

sketch-1514659295147For et år siden skrev jeg et blogindlæg om, hvad jeg ville have mere af i 2017 – en form for nytårsforsæt. Jeg formulerede det med tre ord: ‘Respekt, ro og rivende udvikling’. Nu havde jeg lidt i kikkerten – nemlig at Ella og jeg skulle flytte for os selv, hvilket vi gjorde i april måned. Derfor gav det mening at fokusere på de tre ord. Respekt i forhold til at samarbejde omkring Ella, skabe ro og samtidig bevæge mig hen imod en rivende udvikling ved at tage de spring, som var nødvendige.

Mit 2017 vil blive husket som et godt år, på trods af at Ella og jeg flyttede for os selv. En skilsmisse er for mange den største krise i deres liv, men det var det ikke for mig, og det er heller ikke et stort chok for min eks, hvis han læser med 🙂 Jeg havde været den kæreste/kone, jeg gerne ville være, og jeg havde jo masser af kærlighed at give, så jeg kunne derfor gå videre i livet uden dårlig samvittighed. Hvis jeg nogensinde skulle få tanken, at jeg er en kold og egoistisk person, kan jeg bare tænke tilbage på min tid med Ellas far. Jeg satsede alt, gav alt og blev stærkere end nogensinde, fordi jeg én gang for alle fik slået fast, at jeg kan meget mere, end jeg tror. Det er først og fremmest dét at leve i en uærlig relation, der gør én ulykkelig. Når tingene bare ikke føles rigtige, og man mister sig selv, fordi man kæmper og kæmper, uden at få noget ud af anstrengelserne. Derfor var det befriende at komme ud af den relation og lukke døren så meget som overhovedet muligt, uden at lade det gå ud over Ella. Det gode ved vores begrænsede kommunikation er, at Ella ikke forventer, at vi lige drikker en kop kaffe sammen eller undrer sig over, hvorfor vi sagde farvel 5 minutter tidligere end normalt. Der er nærmest en helt fast drejebog for overleveringer:

(Hilsen): “Hej”…

(Lidt småsludren på maks. tre sætninger…) Fx: “Nej, hvor er det fint, hvad far har købt til dig…”

(Afsked): “Hyg jer…”, “vi ses!”.

Døren lukkes.

Ella har det aldrig svært ved at sige farvel til hverken den ene eller anden af os, og overgangen mellem at ses med far og mig er også nem. Så jeg er rigtig taknemmelig for, at samarbejdet går så godt trods alt.

At 2017 var et godt år handler også om, at jeg med en stor portion MOD tog springet ud i noget, der var ubehageligt på den korte bane, men på den lange bane skabte meget mere glæde for alle parter. Det var også et godt år, fordi jeg flyttede ind et sted, som jeg sætter pris på hver eneste dag. Elsker vores lille hjem!

2017 var også året, hvor jeg kastede mig over nye udfordringer. Jeg tilmeldte mig et intensivt matematikkursus på c-niveau, og fik faktisk 12 til eksamen, selvom matematik altid havde været mit hadefag i folkeskolen. Lige pludselig blev det et fag, som jeg var vild med. Det har været forfriskende at udfordre sin hjerne på en anden måde. Min deltagelse på kurset var både fagligt og socialt en rigtig god oplevelse. Jeg kom ikke sovende til mit 12-tal, men det var som om, at Ella vidste, hvor vigtigt det var for mig at komme afsted til tiden hver morgen. Jeg blev så stolt og glad over, at hun bare tog glad afsted i børnehave hver morgen, uden brok. Mormor havde ellers sagt, at hun godt kunne bruge noget af sin ferie på at passe Ella, hvis hun blev syg eller havde nogle “øv-dage”. Det blev der slet ikke brug for. Ella var jo stadig lidt ny i børnehaven, da jeg begyndte på kurset, og jeg var derfor spændt på, hvordan det skulle gå. Hun elsker sin børnehave, så hurra for dejlige pædagoger og søde legekammerater! Nu hjalp mormor også med at få hende afsted hver morgen, så jeg kunne nå mit tog til Odense. Dejligt med mormors hjælp! Uden hende havde det været meget mere besværligt, ja nærmest umuligt at klare kurset.

2017 vil også blive husket som året, hvor Ella og jeg tog på miniferie for første gang i Silkeborg, som jeg skrev om her.

Det vil også blive husket som året, hvor jeg gjorde mig mange tanker om, hvad det gode liv er for mig?  I 2018 vil jeg i højere grad nyde livet og skabe de bedste oplevelser for Ella og jeg. 2018 bliver “livsnyder-året” 🙂 Der er kommet styr på økonomien, men at være livsnyder skal være meget andet end at forbruge. Det skal være at vælge kvalitet i alle henseender, fremfor kvantitet.

Helt konkret er tanken bl.a., at jeg vil bruge endnu flere penge på mad. Jeg vil især nyde det veganske- og vegetariske køkken 🙂 Jeg vil skære endnu mere ned på kød og mælkeprodukter, som jeg gjorde i 2017. De to bedste kager, jeg bagte i 2017, var for øvrigt veganske, så Ella siger vist god for en grøn omstilling ;-P

Jeg vil tage på lidt rejser med Ella, tage mere ud at spise og på café. Jeg vil gerne have endnu flere gode venskaber, og være taknemmelig for alt det, som Ella og jeg oplever. Det gode liv er bl.a. at være taknemmelig, og styre uden om alle de drænende tanker og relationer, der ikke bringer noget positivt med sig. Jeg vil grine mere – og ikke kun sammen med Ella, som jeg i forvejen er rigtig go’ til! 😀

Jeg vil også fuldføre forskellige mål i 2018, så jeg kan ikke garantere, at jeg opdaterer bloggen så ofte. Blogartiklerne vil også forandre sig.

Jeg har valgt at koncentrere mig om tre hovedområder på bloggen: 

  • Samtaler med en 3-årig (hvor jeg skriver om de samtaler og oplevelser jeg har med Ella)
  • Brevkasse (hvor jeg besvarer fiktive og virkelige spørgsmål om alt vedr. familielivet.)

Du er velkommen til at skrive på: astrid.scheel.meyer@gmail.com, hvis du har et spg., og jeg besvarer det anonymt. For at der ikke går for lang tid imellem brevkasse-aktiviteterne opfinder jeg også lige relevante spg. i ny og næ. Når folk stiller et konkret spg. til familieliv og livet som mor, har jeg altid så meget lyst til at give mit bidrag. Dén side af mig vil jeg udleve her på bloggen 😉 Brevkassen vil derfor være et forsøg på at hjælpe andre med helt konkrete problemstillinger: “Hvordan ved jeg, at jeg har fundet den rigtige mand?” kunne være et spg., som jeg ikke selv har svaret på, men måske har Google? 😉

Det kunne også være spørgsmålet: “Jeg overvejer at benytte mig af søvntræning til min 1-årige datter. Er det en god idé?”. Jeg researcher altid en del i min fritid, så kan snildt finde lidt spændende forskning 😉

Det tredje blogområde:

  • Sårbarhed og mod (hvor jeg deler eksempler fra hverdagen og inddrager lidt citater hist og pist fra Brené Brown (amerikansk skamforsker), som jeg jo er fan af.

 

Jeg glæder mig til 2018, og håber at I har haft et fantastisk 2017. Rigtig godt nytår!

Okay, det går faktisk bedre med søvnen!

img_20171028_103741_795For et par uger siden skrev jeg det her blogindlæg om mit forsøg på at få Ella til at sove allersenest kl. 22 hver dag! Hun er et ægte B-menneske, og det er lidt af en kunst i vores samfund, der er indrettet bedre til A-mennesker. Hun bliver afleveret mellem 8 og 8.30 i børnehaven hver dag, sover ikke middagslur, og det optimale ville derfor være, at hun sov omkring 20.30. Men nu har Ella jo meget energi, og hendes søvnbehov har aldrig været stort.

Status er heldigvis, at det faktisk går bedre med søvnen! Ja, det føles helt fantastisk, at hun sover ca. kl. 22 hver dag, og ikke er helt umulig om morgenen, som desværre er tilfældet, når hun ikke får nok søvn (naturligvis).

Nu skal det siges, at Ella faktisk tager sig en lille eftermiddagslur efter børnehaven, hvor hun virkelig er træt som i ordets bogstaveligste forstand! Jeg har vækket hende efter henholdsvis 10 minutter og en time, fordi hun jo netop også skulle kunne sove om aftenen. Eftermiddagsluren var derfor en kilde til frustration, fordi jeg ikke kunne afholde hende fra at sove, men det gjorde ikke ligefrem putningen nemmere om aftenen.

Hvad der har virket er….

  • At tage udgangspunkt i at Ella og jeg skal være et team i stedet for, at jeg utålmodigt venter på, om hun dog ikke snart sover! Som leder for teamet tænker jeg hver eneste aften – gad vide, hvordan hun bedst falder i søvn i aften? Hvordan kan jeg hjælpe hende bedste muligt, og hvordan kan jeg sørge for, at hun går glad i seng?
  • At tænke i flere forskellige baner, så sovehjertet bliver “trænet”. Jeg har gjort mig mange tanker omkring putningen. Skal putningen være med en godnathistorie? En indtalt cd med bogen: “Kaninen, der så gerne ville sove” (skrevet med henblik på at virke søvndyssende) eller en cd med mindfulness? Skal vi bruge to timer på putningen eller et kvarter? Trænger Ella til at være fysisk aktiv et par timer inden sengetid? Bruge hovedet? Opleve noget nyt?  Slappe af foran fjernsynet? Eller at ligge og putte i mors favn?
  • At tage en dyb indånding og sænke forventningerne. Jeg har husket mig selv på, at der er større problemer i verden, end at barnet ikke kan sove, og at vi først og fremmest skal have det rart som familie. Lettere sagt end gjort, når klokken sniger sig forbi 21.30, og Ella er i gang med at slå kolbøtter i sengen, blottet for ethvert tegn på træthed. Det er svært at bevare roen, når man automatisk tæller timer til vækkeuret ringer, og barnet nærmest synes at blive mere og mere aktiv – måske fordi hun nu er overtræt?
  • At vække 30-45 minutter tidligere om morgenen. Lige pludselig gik det op for mig, at hun måske har brug for meget længere tid om morgenen til at nå at blive frisk og glad, inden hun skal afsted i børnehaven? Vi har meget bedre morgener nu, så det var et klogt træk 😉
  • At afkorte eftermiddagsluren, så den er så kort som muligt. Selvom jeg hader at vække hende om morgenen og om eftermiddagen, har jeg endnu ikke formået at skabe de perfekte rammer for hende, så hendes soverytme passer til vores dagligdag. Igen synes jeg, at det er samfundets skyld 😉 Jeg håber, at hun med tiden kan komme endnu tidligere i seng, så hun vågner heeelt udhvilet, hver morgen!
  • At acceptere at Ella er et meget uforudsigeligt barn, og jeg må tage en dag ad gangen og smide “opskriften” væk. Ella har egentlig aldrig været til en til en masse struktur, og guderne skal vide, at jeg har forsøgt at skabe rytmer og struktur for at alting glider lettere. Okay, vi har da overordnet nogle faste rutiner, men med plads til afvigelser. Jeg er derfor gået tilbage til udgangspunktet, som vi altid har kørt med – at variere alting så meget som muligt i dagligdagen. De fleste børn elsker faste rytmer og regelmæssighed, men hvis jeg fx siger til Ella hver aften: “Så nu er det tid til en godnathistorie”, skriger hun op og råber: “Neeeeej!!”. Hvis jeg derimod varierer vores aftenrutiner går hun glad i seng.
  • At se på alle de gange, hvor Ella går glad i seng og godt kan lide at styre tingene selv. Jeg kom i tanker om dengang, hvor hun sov så godt, da hun var i dagpleje her i Middelfart. Hvad var det, der virkede mon? Hmm, stik imod alle ekspertråd, så overlod jeg dengang “styringen” til hende, så hun fx selv begyndte at slukke  de små lamper, der står rundt omkring i stuen, og sagde: “Mor, jeg er træt. Det er sengetid”, og så puttede jeg hende, og så sov hun. Dejligt uproblematisk og morgenerne var som regel ret nemme, hvor hun gerne ville afsted i dagplejen.
  • At give det hele lidt tid, for hun skulle jo også lige falde til i børnehaven. Jeg havde på fornemmelsen, at hun nok skulle blive bedre til at sove om aftenen, når hun var faldet bedre til i børnehaven, og selvom hun fra dag 1 har været glad for børnehaven, har det jo været en omvæltning, som det er for alle børn. Det har hjulpet, at hun er så glad for at se legekammeraterne, at hun som regel gerne vil afsted om morgenen.
  • At lade være med at putte hende for tidligt, når hun alligevel ikke er træt. En aften hørte vi “Kaninen der så gerne ville sove” på cd, og hun elskede at høre den, men efter 3 gange afspilning, og hun stadig ikke sov eller viste tegn på træthed, var jeg liiiidt irriteret. Nogle aftener er hun nærmest blevet mere frisk, hvis jeg finder godnatbøgerne frem for tidligt. Vi har en kæmpe stak, og det ender med, at hun bare fjoller, hvis ikke hun er træt, når jeg putter hende. Så lektie nr. 9 – lad vær’ med at putte hende for tidligt!

Nå, det var en længere gennemgang, og jeg er sikker på, at nogle forældre kan nikke genkendende til det, imens andre sikkert ikke kan 😉 Alle børn er jo forskellige, og ved at dele alle de her ting, som IKKE står i bøgerne om, “hvordan børn er”, er der måske nogle læsere, der også finder ro i, at deres barn altså heller ikke reagerer “lige efter bogen” – uanset om det er omkring putteritualer, spisning, tøjpræferencer, legetøjspræferencer osv. osv.

Nogle gange når andre spørger ind til Ella, fx hvad hun kan lide at spise, ligner jeg sikkert en barnepige, der ikke aner, hvad hun skal svare om dét barn, hun kender sporadisk. Ella går sine egne veje! Jeg kan aldrig følge med… Hver dag er forskellig. Det er sikkert meget sundt at jeg som mor fik netop Ella til datter 🙂 Så kunne jeg da for alvor mærke efter, stole på min intuition og være iskold overfor ekspertråd, som jeg elskede, da jeg var i starten af tyverne. Dengang elskede jeg ekspertråd 🙂

Nå, forøvrigt holder bloggen en tidlig juleferie, og jeg opdaterer derfor ikke før det nye år. Jeg har kastet mig over forskellige aktiviteter i den kommende tid, og skal jo også øve mig noget så gevaldigt på at lave honningkagehuse henover julen! 🙂

Så ingen nye blogindlæg før i det nye år. Jeg håber, at du stadig vil følge med på bloggen til den tid 🙂

Older posts