Uanset hvem du er, kan du gøre et stort indtryk

Børnehavestart og morens bekymringer

 img_20170728_192528_610En stor dag var det, da Ella begyndte i børnehave d. 1. august….

Der var flere ting, som jeg havde bekymret mig om, men som IKKE skete, imens der var andre ting, der skete, men som jeg ikke havde bekymret mig om. Ubehaget ved uforudsigeligheden er vel også en del af pakken, når vi mødre sender vores børn afsted i børnehave? Så må vi satse på, at de får det godt 🙂

Jeg skulle se min sårbarhed i øjnene

I bund og grund var jeg nok bare bange for specielt ÉN ting.. At både hun og jeg skulle blive skuffet over stedet. Skuffelse, det er én af de værste følelser… Åh, hvor jeg hader skuffelse.

Men uden skuffelse – heller ingen begejstring. Vi kan jo ikke udvælge følelser efter behov. Så jeg måtte til det. Jeg måtte se min sårbarhed i øjnene. Følelsen af, at NU var der noget på spil. NU kunne jeg blive vred over forholdene eller vildt glad! Eller føle en masse andre følelser…

SÅ jeg registrerede, at det var sårbart for mig som mor, at Ella skulle begynde i børnehave. Ella vidste jo ikke, hvad der skulle ske. Ikke rigtigt, i hvert fald, selvom vi havde talt lidt om det. Hun sagde, at “det var dér alle de farlige børn gik!” Aha… Det var sådan hun italesatte sin sårbarhed. Der er også meget på spil for en knap 3-årig, der har været vant til en del babyer i dagpleje-miljøet 🙂

Hun skulle ikke opleve det samme som jeg oplevede…

Sårbarheden hang også sammen med, at jeg ikke ønskede, at hun skulle opleve nogle af de ting, som jeg oplevede som barn, da jeg gik i børnehave. Jeg havde da en del gode venner, så alt i alt led jeg ingen nød! Meeeen det var ikke den bedste børnehave i byen, jeg var havnet i…

Det var en børnehave, hvor én af pædagogerne kunne finde på at sætte mig ud i gangen, hvis jeg brokkede mig eller savnede min mor. En børnehave, hvor jeg husker at lige præcis dén pædagog sagde forskellige negative ting til os børn, hvis hun var irriteret på os: “Skulle du spørge fra nogen?”, “Du er da en rigtig SpørgeJørgen” og andre, og mere nedladende sætninger, jeg lykkeligvis har glemt.

Det var en børnehave uden en identitet, men bare et sted der satte børnene i kasser. En slags NO-NAME børnehave – som hed noget så kreativt som “Børnehave 2”! Der var Børnehave 1 & 2, hvoraf 2’eren var den dårligste. Selvfølgelig 😉 Så nej, jeg var ikke heldig, men vi var lige flyttet til Middelfart dengang, og det var en anden tid, hvor man måtte tage, hvad man kunne få. Ingen pasningsgaranti som i dag!

Det var dog en børnehave, hvor jeg husker, at der var en del voksne, hvilket jo er noget andet end i mange børnehaver i dag.. I dag mangler der ofte varme hænder, og på den måde følte jeg ikke, at der manglede opsyn med os, eller at vi ikke blev trøstet. Men at blive sat ud i gangen, af én af pædagogerne, det husker jeg som værende meget skamfuldt – og også forvirrende. Hvordan kunne savn eller for mange spørgsmål føre til en eksklusion af fællesskabet? Men det kunne det altså.

Nå, tilbage til Ellas børnehavestart 🙂

Mine bekymringer stammede selvfølgelig fra en følelse af sårbarhed, som alle mødre jo kan nikke genkendende til. Vi lever os ind i vores børns verden, så selvfølgelig danner vi scenarier oppe i vores hoveder på forhånd. Vi ønsker bare, at vores børn oplever en følelse af at høre til i fællesskabet og blive SET som dem, de er.

Her er de bekymringer jeg havde, før børnehavestart. Og sikkert ret typiske for forældre?

“De voksne” spørger om noget, jeg ikke kan svare på

Ja, sjovt nok bliver jeg som forælder lidt usikker, når mit barn starter et nyt sted, og jeg gerne vil signalere, at jeg skam har helt styr på alt det formelle. Jeg har skam læst alt på Intranet og kan huske i hovedet, hvornår Ella fik sin sidste vaccination, eller hvor meget hun vejede ved fødslen. Okay, nogle ting er nemmere at huske end andre, men før børnehavestart repeterer jeg de forskellige facts én gang til!

“Ella kan ikke lide stedet, begynder at græde og skrige, og råbe at hun vil hjem”

Haha, det kunne Ella da aldrig finde på…? At græde og skrige og råbe, at hun vil hjem?

Jo, det kan hun skam godt 😉 Når hun er meget træt eller overstimuleret siger hun kraftigt fra, og der er ingen der skal være i tvivl om, at hun er utilfreds med tingenes tilstand. En fin egenskab, som hun bliver glad for her i livet, hvor “pænheden” mange gange styrer, og folk ikke får sagt fra, fordi de skammer sig, og ikke ønsker at miste følelsen af tilhørsforhold til andre ved at vove modet. Men Ella på knap 3 år – hun råber op! Til tider kraftigt, men det gjorde hun ikke denne gang. Hun brokkede sig kun lidt engang imellem, og det var på trods af, at hun var sindssygt træt – ja, af alle dage havde hun bare sovet elendigt op til.

“Ella er FOR sensitiv”

Jeg tager mig selv i igen og igen at tænke om mig selv eller Ella, at nu må vi også passe på med at være FOR sensitive. Men nej, det skal vi da ikke for at passe ind i vores systemsamfund. Der må være plads til de ekstra sensitive? Til alle os, der nægter at bide ting i os og bare følge med strømmen? Ekstra sensitiv har bare fået sådan en negativ klang, grundet bl.a. debatmiljøet på fx Facebook, men jeg står gerne ved, at jeg er ekstra sensitiv, og min datter må så svare for sig selv senere, om hun også mener, at hun er ekstra sensitiv?

Trætheden på første børnehavedag havde også noget at sige i forhold til hendes følsomhed.

Et barn havde fødselsdag, så vi skulle allesammen synge fødselsdagssang og Ella udbrød, som en værre lærerinde:

“Nej, ikke musik. Det er ikke musiktid. Det larmer! Hold op med det larm!”

Det er Ella, når hun er i sit sensitive hjørne, hehe…

Jeg gik bare lidt væk med hende, så hun kunne se på “festlighederne” fra afstand. Da de så skulle synge noget med nogle raketter, var hun fyr og flamme, og kastede sig nærmest ind i kredsen med mennesker, hvorefter hun igen blev bange af sig og løb tilbage i mors favn 😉 De store følelser er nu søde at observere. Når hun falder til et sted, vænner hun sig også til alle de forskellige stimuli, så der ikke skal tages ekstra hensyn. Ærgerligt, at det ofte bliver gjort til et problem, at der skal tages lidt hensyn til nogle børn og voksne? Hedder det ikke bare almindelig empati? Vi er da heldigvis mennesker, og ikke maskiner.

Udenfor eller inde i fællesskabet?

I forhold til hvor træt hun egentlig var, gik det ret godt med børnehavestarten.

Hun legede meget for sig selv, og observerede de andre fra sine utallige gyngeture ude på den store legeplads. Som jeg stod der og skubbede hende, kunne jeg godt tænke: “Øv, at hun ikke er en del af fællesskabet endnu. Bare hun får det godt”. Igen kom denne usikkerhed op, og frygten for, at hun ikke var god nok til fællesskabet. En frygt, som alle forældre nok kender i forbindelse med noget så stort som børnehavestart. Det er nu, at venskaber for alvor begynder at forme sig, og selvom Ella har virkelig gode sociale egenskaber, er jeg stadig bange for, at hun igen og igen bliver misforstået, ligesom jeg bekymrer mig om BØRN GENERELT, og hvorvidt de accepteres som dem, de er og bliver SET som dem de er. Mange af de her bekymringstanker er jo fælles for os alle. Vi kan ikke lide den usikkerhedsfølelse, vi selv har oplevet til tider. Derfor bekymrer vi os på forhånd på vores børns vegne. Selvom det vækker ubehag, er det det mest hensigtsmæssige at rumme følelsen, så vi ikke presser vores barn ind i fællesskabet med ordene: “Gå nu hen og leg med Lærke og Peter”, eller vi udbryder: “Der er overhovedet ikke noget at være genert over!”.

Så jeg stod dér og gyngede Ella, og rummede det faktum, at hun bare havde lyst til at observere børnene lidt på afstand – til en start… NU ser dagene selvfølgelig helt anderledes ud, og hun siger nærmest ikke farvel, når jeg afleverer. Hun skal tegne, og hun skal hoppe inde i motorikrummet og 117 andre ting.

Børnehavestart er nu blevet til en hverdag, hvor hun er et integreret børnehavebarn…:-)

“Jeg er bare Ella”, svarer Ella altid, når jeg kategoriserer hende som børnehavebarn eller noget andet. Det er også meget godt at huske på i alle sammenhænge…

“Jeg er bare mig, og du er dig…” 🙂

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Uanset hvem du er, kan du gøre et stort indtryk