Børnehavestart og morens bekymringer

Bekymrer du dig unødigt, når du egentligt burde være glad?

dsc_3767Kender du til pludselig at ligge søvnløs, når du egentlig synes, at livet går meget godt? Kender du til at tankerne kører i ring, fordi du har set en eller anden overskrift på et magasin/en avis, som satte gang i en negativ tankestrøm, og du ikke kan slippe bekymringerne igen? Det er lige præcis sådan, jeg har haft det i et par uger nu, on and off, og jeg besluttede mig for at undersøge det nærmere. Måske kan du nikke genkendende til noget af det? Her kommer IKKE 10 råd til at droppe bekymringerne, men i stedet får du et lille indblik i, hvordan jeg takler følelsen af sårbarhed, skam og sort/hvid-tænkning.

Det er blevet hverdag ovenpå forandringerne – MEN bekymringerne banker på

Det er blevet hverdag efter forandringerne i forbindelse med flytningen og separationen, som jeg skrev om her. Samarbejdet fungerer, synes jeg. Vi har rutiner, kommunikerer omkring Ella og planlægger frem i tiden – fx ser vi begge frem til hendes fødselsdag og tænker allerede på, hvilke gaver vi skal give hende.

Ella trives, og det her blogindlæg, som jeg skrev om ’savn’ for nogle måneder siden, virker langt væk nu. Det er blevet hverdag. En hverdag, som jeg på mange måder er meget tilfreds med. Men minsandten om ikke moren er begyndt at bekymre sig unødigt om alt muligt! Det er da strengt, at bekymringerne skulle dukke op nu! At bekymre sig unødigt kunne ligne mig for 3-4 år siden, men jeg troede efterhånden, at unødige bekymringer var lagt på hylden, én gang for alle. Jeg troede, at jeg havde regnet den ud… 🙂 Men sårbarheden dukker op, når man mindst venter det – og altid er der noget nyt at lære om livets sprækker.

Bekymringer der kører i ring

Jeg er i de her dage gået på opdagelse i forhold til at finde ud af, hvorfor jeg pludselig bekymrer mig mere, end jeg plejer, og at bekymringerne kører i ring. Netop dét at bekymringerne kører i ring, er det mest ærgerlige. Jeg er en type, der tænker meget over tingene, og fred være med det, men bekymringerne må gerne smutte hurtigt igen!

Hvorfor dukker bekymringerne op, når vi har sejret?

I de her dage læser jeg bogen: “Glem hvad andre tænker” af den amerikanske professor og skam-forsker Brené Brown. Den har gjort mig klogere på, hvorfor bekymringerne mon er dukket op nu, hvor jeg synes, at livet går bedre. Det kan vel godt betegnes som en form for moderne sejr, når et skilsmissepar kan fokusere på barnets behov, og acceptere at livet gik en anden vej end forventet. Okay, måske er vi der ikke 100 %, men det går i den rigtige retning. Det føles som en stor lettelse, og derfor har jeg anset det som lidt af en sejr. Jeg havde ikke forventet, at det var NU, at jeg pludselig begynder at spekulere på den ene og den anden detalje, som ikke ville have rørt mig for et halvt år siden. Her har jeg dykket ned i “Glem hvad andre tænker” for at finde ud af, hvad der er på spil.

Vi skal jo ikke bare tage en ny rustning på… 

Brené Brown beskæftiger sig som sagt med sårbarhed, og skriver bl.a., at hendes undersøgelser har vist, at folk indimellem tager så meget afstand til sårbarheden, at de reagerer med at være enten et offer eller en viking. En viking er ifølge Brené Brown én, som udøver magt over tingene, bevarer kontrollen og aldrig viser sårbarhed – til forskel fra offeret, der bliver set på, som lidt af et skvat. En person, der bliver udnyttet eller ikke kan tage vare på sig selv.

Dette viking-eller-offer-verdensbillede gør ikke lykkelig. Det er en sort/hvid-tænkning, fyldt med frygt (bekymringer). De her skarpt adskilte grupper opstår, når vi ikke kigger på nuancerne i livet. Det opstår fx, hvis vi via sproget fastholder et billede af os selv og hinanden som enten succeser – eller fiaskoer. Ofte opererer vi som samfund med begreberne: Vinder/taber, stærk/svag, succes/fiasko m.m. Og i ovenstående eksempel fra mit eget liv havde jeg vel set på min egen “sejr” som noget, der kunne gøre mig endnu stærkere og ubekymret i en vis fart. Efter en tid med “nederlag” skulle det bare gå godt! På med rustningen… 

Men vi skal ikke påføre os en ny rustning, men acceptere sårbarheden.

Medierne bombarderer os med, at vi skal være stærke!

Da jeg læste kapitlet i bogen kom jeg til at tænke på, hvor meget vi bombarderes med i medierne om, at vi konstant skal være STÆRKE og i sidste ende udødelige. Fx begyndte en masse bekymringer for mit eget vedkommende, da jeg i går var ude at handle, og jeg så forsiden på en tabloid-avis med en overskrift, der satte gang i bekymringerne.

Overskriften var et eller andet sundhedsbudskab à la: “Undgå skavanker og udsæt døden”. Jeg begyndte straks at bekymre mig om ALT. Om sygdom og død – og hvad skulle der så blive af stakkels Ella? Ja, det er jo de kære børn, der volder os forældre flest bekymringer. Denne avis vidste udmærket, hvilke knapper der skulle skrues på i forhold til at få flere læsere.

“Lad mig komme væk fra smerten og hen imod succes. Lad mig blive sund og sejre!”, kunne man næsten høre læserne juble.

Jeg blev bevidst om, hvorfor jeg selvfølgelig var begyndt at bekymre mig mere… Jeg havde glemt at betragte sårbarheden som en del af livet, og ikke som noget jeg skulle væk fra. Faktisk skulle jeg gøre meget af det, som jeg ikke havde lyst til. Min umiddelbare lyst var selvfølgelig at købe avisen – og dermed gå med på illusionen om, at der er noget uden for mig, der kan fjerne smerten og beskytte mig. Men jeg gjorde selvfølgelig det modsatte. Jeg fandt “tilbage til mig selv”, vendte tilbage til nuet, og hentede dermed styrke som et bevidst valg, i stedet for fx at købe en avis med nogle bud på et quick-fix.

Et offer, en viking eller noget midt imellem?

For at undgå bekymringerne kan vi huske os selv på at favne alle følelser – også de negative. Således kan vi være til stede i nuet, uden straks at gøre os bekymringer om fremtidige skavanker fx. Skavanker kan man jo altid bekymre sig om!

Hvad lærte vores forældre os?

Det er slet ikke så tosset, når vores forældre altid fortalte os som børn: “Tag en dyb indånding. Det skal nok gå altsammen”. På den simple måde minder vi os selv om, at meget af det, som vi kæmper med, er fælles for alle mennesker. Bekymringerne var de samme i 1967 eller 1987, og avisen hed bare noget andet.

Husk at sunde dig!

Efter et traume eller en stor livsforandring skal vi også lige have tid til at sunde os, fortæller vi ofte hinanden, og i denne proces er det netop meningen, at vi skal føle os stærke – ikke på grund af en tyk rustning, men på grund af en god kontakt til sårbarheden, og dermed evnen til at skabe endnu større forbundethed med andre. Så får tankemyldret ikke den samme magt, og det er lettere at nyde hverdagen.

Jeg håber, at dette blogindlæg inspirerede jer til at undersøge jeres egne bekymringer. Hvornår dukker de op? Og hvad siger det om det samfund vi er en del af? Eller hvad du lige har oplevet i dit eget liv?

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Børnehavestart og morens bekymringer