Tre gode ting ved nutidens børneopdragelse

Anne eller mor? Begge dele klinger godt :-)

DSC_1265

Egeskov Slot

Jeg håber, at I har haft en god Mors Dag, som jeg synes er en fin tradition – især efter, at jeg selv er blevet mor;-) Ella og jeg har tilbragt dagen med min mor – den bedste mor, mormor og svigermor. Farmand var desværre på arbejde. Vi valgte at bruge dagen på Egeskov Slot, og det var skønt på denne solrige søndag.

Ella har ellers været syg i de her dage med feber, og så er kindtænderne på vej, så hun er ikke sig selv. Heldigvis er hun blevet feberfri igen, så vi har nydt weekenden, trods ømme gummer. Den anden morgen blev vi allerede vækket kl. 5.30, og det mærkelige var, at jeg blev helt lettet, da min mand fortalte mig, hvor tidligt det var. Så var der jo en grund til min overvældende træthed! Morlivet byder indimellem på spøjse glæder;-) Der er mange morgener, hvor det første jeg tænker er: “Hvornår på dagen kan jeg mon sove igen. Bliver det, når Ella sover middagslur?”

I den her sygdomsperiode er min datter forøvrigt begyndt at kalde mig ‘Anne’. som er det tyrkiske ord for ‘mor’. Når hun beklager sig over det ene og det andet, som hun jo har gjort oftere, end hun plejer, har hun konsekvent kaldt: “Anneee, Annee..” Jeg må gi’ hende, at det lyder mere pinefuldt at være hende, når hun kalder: “Annneeee, Annnneee”, i stedet for “Moar”. Det virker helt efter hensigten – jeg er der fluks! Vores datter har ellers sagt Moar i lang tid, men nu er det altså kun ‘Anne’, der dur’.. Meget hyggeligt at føle sig sådan lidt tyrkisk;-)

Vi kalder også far for både ‘Far’ og ‘Baba’, som er det tyrkiske ord for far, og Ella bruger begge ord, uden problemer. Hun er forøvrigt begyndt at snakke så meget, at hun snart overhaler farmands danskkundskaber. Det er egentlig ret tidligt, at hun er begyndt at snakke, men efter en hel dag, hvor jeg ikke engang har kolleger at sludre med (er selvstændig tekstforfatter), er hun jo ofte min nærmeste samtalepartner;-) Samtidig er jeg heller ikke bleg for at øve udtale, ligesom når jeg øver udtale med min mand, der jo lærer dansk i øjeblikket. Når han skal sige ‘brød’, kan han bare tage et kig på Ella, der siger det perfekt;-) Ligesom med ham, retter jeg også hende, når hun siger tingene forkert. “Det er rap”, siger hun fx om svanen, når vi er ude at gå tur, og jeg svarer: “Det er en SVANE”. “En rap”, gentager hun, og jeg svarer frejdigt (og stædigt) tilbage: “SVANE”, og sådan fortsætter det lidt, indtil jeg kommer i tanke om, at der kunne gå nogen bag ved os 🙂

Jeg har ikke øvet med Ella at sige Anne, men min mand har til gengæld omtalt mig som ‘Anne’, så i vores lille hjem ryster vi altid posen med: ‘Nye måder at kommunikere på’.

Noget af det første jeg lagde mærke til, da jeg var på ferie i Alanya i 2012, og endnu ikke havde stiftet familie, var at der hele tiden blev råbt: “Anne” nede på gaden eller rundt omkring i haverne. Der var mange flere børn udenfor, end jeg var vant til at se fra Danmark. Børn, der legede og jeg kan huske, hvor meningsfuldt jeg syntes det var. Det er dét, livet handler om, tænkte jeg. Børn, der leger i store glade børneflokke, og hvor mor er lige i nærheden. Trygt og godt.

Og nu er jeg en del af det billede, som jeg fik smag for, da jeg stod på en solrig balkon i Alanya i 2012 – bortset fra at Assens er lidt mindre eksotisk, og vi kun har en enkelt tomatplante i vindueskarmen;-) Men jeg er ‘Anne’, og gift med ham den søde tyrkerven, som jeg helt automatisk tænkte om, at han da altid ville være en del af mit liv… Uvidende om, at denne følelse skulle vise sig at være ret så sand;-)

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tre gode ting ved nutidens børneopdragelse