Den taknemmelige, fattige og ydmyge flygtning

Alanya versus Assens

IMG_3314I går var der snestorm mange steder i Danmark, og i Alanya var der til gengæld 26 grader og folk badede… Selvom jeg prøvede at sælge snevejret godt, var jeg ikke helt overbevisende. “Welcome to Denmark”, udbrød jeg begejstret, som vi har kutyme for at gøre herhjemme, når vi opdager noget fantastisk ved Danmark:-) Vi boede tæt på stranden i Alanya, og det gør vi også her. Sidst jeg var nede ved stranden her i Assens, så jeg nogen der vinterbadede, så ja, kontrasten er temmelig stor..

Alanya vinder en del point for det gode vejr, men Assens er nu også meget charmerende, når solen lyser de mange gamle byhuse op og vi går tur ved havnen. Hovedårsagen til at vi er havnet i Assens er, at vi dermed er tæt på det meste af vores danske familie, hvilket betyder meget, når man får børn, så alle familiefødselsdage ikke går med at farte land og rige rundt. Hverdagen er helt god i Assens, grundet alle mulige tilfældigheder. Verdens bedste dagplejemor tæller fx med i vurderingen, og hvad skulle vi gøre uden verdens bedste mormor i nærheden? Hvad skulle vi også gøre uden min mands frivillige danskunderviser? En pensioneret mand, der kun taler dansk til min mand og printer fine lektier ud til ham. Hvad skulle jeg gøre uden min søde mødregruppe, som jeg ikke kunne forestille mig fandtes magen til et andet sted i Danmark.

Flere børnefamilier flytter fra storbyerne til mindre byer eller Udkantsdanmark, og det kan jeg godt forstå! Jeg har selv boet i København i en del år, og efter at være blevet mor kunne jeg slet ikke forestille mig at bo i en så hektisk by som København. Vi ville alligevel ikke benytte os af alle kulturtilbuddene, da det jo også tager tid altsammen, og så foretrækker vi masser af frisk luft, som her i Assens. Assens er jo ikke ligefrem Danmarks navle, men har også meget godt at byde på, herunder et godt nærmiljø, hvor alle kender alle (næsten da). Selv borgmesteren stoppede på et tidspunkt op for at sige hej til os. Vi blev jo gift på Rådhuset i Assens og viet af borgmesteren, og jeg husker tydeligt, hvordan min mand var ret nervøs for at møde op, da jeg i farten (i løbet af ugens hektiske planlægning) havde meddelt ham, at nu skulle han jo huske at holde tale for mig på bryllupsdagen. Det havde han tolket som at han skulle holde tale på rådhuset. Ret nervepirrende for ham. Det var først et par timer inden brylluppet, at han fandt ud af, at han højst skulle lære borgmesteren at sige skål på tyrkisk – hvilket han også gjorde.. Borgmesteren var meget interesseret i det tyrkiske kulturmøde. Jeg var et øjeblik mest interesseret i at rette på blomsten i knaphullet på min mands jakkesæt, så min mand hviskende måtte sige: “Jeg står lige og snakker med borgmesteren..” Og det var jo rigtigt. Jeg havde fortabt mig i en bryllupsdetalje, så jeg end ikke havde ænset, at min mand stod og konverserede med borgmesteren. Få minutter senere, da vi var på vej til at hæve taflet og bevæge os udenfor, konstaterede jeg, at lyset indenfor da også var alt for mørkt til at tage gode billeder, hvorpå borgmesteren straks åbnede døren, så vi blev mødt af skarpt formiddagslys, og venligt sagde til os: “Lyset er rigtig godt her, så det er muligt at tage nogle gode billeder”. Det første billede, vi tog i “spotlyset”, blev da også dagens bedste billede.

Det er de helt nære, små hverdagsoplevelser, der betyder meget i forhold til livskvaliteten, og der har både Alanya og Assens masser at byde på.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

 

Næste indlæg

Den taknemmelige, fattige og ydmyge flygtning