Du ved, at du har en energisk tumling, når...

Året rundt er der én, der kigger mig over skulderen :-)

Ella spiser bladDet er rart at samles med sin familie i påskedagene, og alle de traditioner, der giver et styrket fællesskab i familien. Gækkebreve, chokoladeæg og maling af påskeæg. Jeg mindes ikke, at jeg har fejret påsken med min farmor nogensinde – og det er ellers hende, der “kigger mig over skulderen” hele året rundt;-) Det føles i hvert fald som om, at hun ofte er fysisk tilstede, som den tavse gæst, men min farmor gik nu bort tilbage i april 2010. Vi var desværre aldrig tætte, men jeg bilder mig ind, at hende og Ella ville være pot og pande nu, hvis hun stadig var her 🙂

Hun havde mange kvaliteter, men rejste en del, så vi sås som regel kun 1-2 gange årligt. Selvom det var sørgeligt, at hun gik bort, blev jeg ikke overvældet af sorg. Jeg var ærgerlig over, at jeg ikke havde flere minder om hende, og havde haft flere oplevelser sammen med hende. HVEM VAR HUN? Det var det store spørgsmål, og i årene efter er livet gået videre, og familien ligner ikke rigtig sig selv, uden hende. Nye ægteskaber, nye børn, nye historier og min mængde af spørgsmål til hende – hvis hun ellers kunne besvare dem, bliver større.

Jeg ville gerne spørge hende, hvad der var vigtigt for hende i livet? Hvad hun ville gøre om, hvis hun kunne? Hvordan det havde været for hende at være mor? Hvilke personlighedstræk hun værdsatte ved andre, og som jeg skriver de her ting ned, er det som om, at jeg allerede VED svaret.

For det mærkelige er, at efter jeg er blevet mor, virker det som om, at hun er med mig KONSTANT i ånden. Ja, meget mystisk, og jeg er 50 % skeptiker omkring den åndelige/alternative verden og 50% åben over for, at der er meget, som vi ikke kan forklare ved hjælp af den naturvidenskabelige verden. Jeg har et ben i hver lejr, men indimellem overbevises jeg… For eksempel, da jeg var ved clairvoyanten Rikke Rasmussen lige før min farmors død. Hun beskrev meget præcist, hvad hun led af (hun forklarede symptomerne, da min farmor var i én lang udredning), hvordan hun havde det, og at det var et stort ønske for min farmor, at vi holdt meget sammen i familien. Rikke fik faktisk den besked igen og igen, at vi skulle sørge for at holde sammen. Det lå min farmor meget på sinde.

Det er desværre gået stik modsat. I de første par år gjorde jeg selv en del for at efterleve hendes ønske. Rejste for eksempel fra England til Danmark på en weekend for at være med til min fars bryllup, og jeg lagde lige lidt flere familiebesøg ind i kalenderen.

Der dukker hele tiden nye sætninger op i mit hoved, der har med min farmor at gøre. “Jeg vil gerne gøre farmor stolt”, tænker jeg pludseligt, selvom det aldrig førhen var en ambition fra min side;-) Måske er det bare sådan med mennesker der er gået bort? At det bliver vigtigere at føre slægten godt videre? Men i hvert fald var hun en ambitiøs dame, der nåede langt her i livet, så det hænger nok også sammen med det.

Jeg tænker på min farmor hver eneste dag. Flere gange dagligt, hvor hun “ser mig over skulderen”, når jeg laver mad, laver en kop te, snakker med min kusine (på min fars side) eller får min mand til at grine. Jeg husker nemlig detaljerne omkring hende – grinet, hendes madglæde, hendes blik, som altid var nysgerrigt på, hvad andre lavede (men på en sød måde). I den kontekst giver det mening, hvis hun hele tiden ser mig over skulderen nu, fordi hun lige skal have det hele med!;-) På en spøjs måde er det næsten som om, vi er kommet tættere på hinanden. Jeg sender hende en varm tanke hver dag, fordi jeg ved, at ikke alting gik som ønsket, men hvis hun var her i dag, ville hun tilbringe mere tid med familien, er jeg sikker på. Finde glæden ved at knytte stærke bånd til familien.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

 

Næste indlæg

Du ved, at du har en energisk tumling, når...