Farvel til dagplejen, og goddag til børnehaven

7 tips til en god ferie i Danmark med småbørn

img_20170719_151636_408Vi er lige kommet hjem fra ferie i Silkeborg. Vi havde lejet en lejlighed tæt på centrum. Det var dejligt at kunne gå aftenture i byen og nyde de mange grønne områder.

Her kommer mine 7 tips til en god ferie med småbørn….

  1. Vær impulsiv, og benyt jer af de muligheder I ser!

Ella ville rigtig gerne bade, men det var ikke lykkedes os at gå hen til den tætteste badestrand, som stadig var langt væk på gå-ben. I stedet greb vi de muligheder, som vi fandt på vejen. Fx begyndte Ella at bade her ved Himmelbjerget.

dsc_3602

Vi gik også aftentur en dag og fandt dette dejlige sted, hvor vi kunne sidde på en badebro og dyppe tæerne i vand. Hun var meget begejstret, for jeg tror også, at hun kunne lide det impulsive. Det er ofte sådanne minder, som børn husker fremover.

dsc_3572

  1. Husk på de særligt sjove øjeblikke, og husk at genfortælle det i familien 

Den sidste dag var vi i Silkeborg Aquapark – der var der bl.a. fisk i bassin, som børnene kunne røre ved. Det var selvfølgelig et stort hit, og Ella rørte ved den ene store fisk efter den anden, indtil hun vist blev overmodig og tog fat i én af fiskene, som hun gør, når hun løfter kattekillinger op. Jeg vil sent glemme halvdelen af fiskekroppen, og det fiskehoved der pludselig kom op ad bassinet. Fiskens øjne så endnu mere forbavsede ud, end de gjorde i forvejen. Jeg nåede lige at få et chok og hvine: “Neeej, Ella”, og så slap hun den heldigvis! 🙂

  1. Husk at alle småbørn er sensitive overfor for mange stimuli

I dag er der heldigvis mange forældre, der er så opmærksomme på deres børn, at de fx ser deres børn som værende særligt sensitive eller signalstærke. Uanset personlighedstræk er alle småbørn jo sensitive overfor for mange stimuli – forskellen er bare, hvor grænsen går.

Ella var så sød og nem på ferien. Det kan ellers gå begge veje med hende, hvis hun får for mange nye stimuli. Hun elsker at opleve nye ting, hun suger til sig og elsker selskab. Men hun kan også få for meget lige pludselig, og så bliver hun den mest hysteriske lille pige, der skriger som en stukket gris, og hvor man slet ikke kan tale hende til fornuft. Så er der kun én ting at gøre, og det er at finde et roligt sted, hvor hun kan putte og se lidt tegnefilm på telefonen fx. Nå, men det skete ikke på denne ferie, at hun fik for meget. Vi havde både rolige dage, og dage hvor vi oplevede noget mere. Jeg tog tingene i hendes tempo, så jeg afkodede, om hun var ved at blive træt eller overgearet.

  1. Gør det nemt for dig selv og dit barn – det er jo ferie!

Jeg brugte mange flere penge på mad til os, end jeg plejer, men det var bare så meget nemmere at bruge meget af tiden udenfor og spise ude. Det er helt klart også en del af det at holde ferie! Vi var bl.a. på Jensens Bøfhus, og selvom jeg aldrig har været super vild med det sted, før jeg fik barn, er det nu blevet til lidt af et favoritsted – i hvert fald i Silkeborg. Udover at indretningen var super lækker – bl.a. med udsigt over Almind Sø (tror jeg det var), var tjenerne så søde og servicemindede, og det var tydeligt, at stedet ofte var fyldt med børn. Tolerancetærsklen var en del større end andre steder, og der var et legerum tæt på vores bord, samt gratis bleer og popcorn til børnene. Ja, så bliver man jo i godt humør, inden man overhovedet har fået maden. Ella spiste løs af sin ret, og dernæst forsvandt hun ind i legerummet, så jeg havde masser af tid for mig selv og til selv at nyde maden. Point for, at de også havde en vegetarret! Nu er jeg skam kødspiser, men sparer på kødet, hvor jeg kan. Og vegetarretten kan fint anbefales.

Så mit råd til andre, der holder ferie med småbørn er for Guds skyld at vælge et sted egnet for børn, så du OGSÅ kan holde ferie!

  1. Hvis noget uventet negativt dukker op, så bevar det kølige overblik

Ella fik faktisk skoldkopper på ferien! Heldigvis kan børn have det i en meget mild grad, og det gjaldt for hende. Hun havde høj feber en aften og nat, men ellers var hun ikke generet af det, andet end en håndfuld knopper der kom og gik – og stadig kommer og går… Jeg var SÅ taknemmelig. Det er bare med at tage tingene som de kommer på en ferie, og IKKE tage sorgerne på forskud. Nu viste det sig jo, at et barn med skoldkopper sagtens kan være frisk som en havørn – Gudskelov for forældresider på nettet! 🙂

  1. Tag ikke sorgerne på forskud

Med ferien i tankerne var jeg sikker på én ting – vi skulle sejle til Himmelbjerget en dag. Jeg havde godt læst, at det tog halvanden time hver vej, men først da jeg sad ombord på “Hejren” med Ella på skødet, tænkte jeg: “Hvad gør jeg lige, hvis hun bliver hysterisk og hopper og danser rundt? Hvad hvis hun kaster sig omkring? Skriger og græder, imens hun råber, at hun vil aaaaaf!? Hvad hvis hun bliver meget tørstig, sulten eller træt? Selvfølgelig ville alle de der “katastrofetanker” ikke blive til virkelighed. Jeg beroligede mig med, at der nok skulle være nogen eller noget, der kunne hjælpe os! 😉 Vi var SÅ parate til sejladsen, og vi havde det så hyggeligt. Ella sad bomstille meget af vejen, og var slet ikke det mindste til gene for hverken moren eller de andre ombord… En stor lettelse!

  1. Overvej altid om ikke ferie i Danmark kunne være sagen?

Der findes så mange dejlige steder i Danmark – ja, det siger jeg i en alder af 34 år, for havde du spurgt mig som 24-årig eller bare som 30-årig havde svaret været et andet 🙂 Som mor ser jeg fx, hvor mange bademuligheder der er i Danmark. Ella vil bare i BAD! BAD! BAD! – som hun siger 😀

Nogle børn har også så meget krudt i numsen (læs Ella), at det er lidt svært at tage på udlandsrejser med meget rejsetid, og hvor der er lidt for mange nye indtryk. En ferie i Danmark var det mest overkommelige for os – og så var det billigt.

OG ikke at forglemme den luksus det er at komme i snak med andre danskere på ferien, og fx få lov til at klappe en bulldog ved navn: “Hulk”.

Ha’ en god sommer, og jeg håber, at I får dejlige ferieoplevelser, ude eller hjemme.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Farvel til dagplejen, og goddag til børnehaven