Er jeg nu en god nok mor? Det evige spørgsmål

received_1920476427979093-2

Er jeg nu en god nok mor? Ja, det er da det evige spørgsmål, som vi stiller os selv. Vi oplever usikkerheden, men får den alligevel parkeret, så vi kan nyde livet. Altid er der denne her vekslen mellem at føle os ovenpå, ubekymret og bevidstheden om at være i nuet med vores barn – og så til det stik modsatte: at vi føler os usikre, bekymrede og optaget af fremtiden. Giver jeg mit barn dårlige vaner og bare generelt en ringe opdragelse? Og hvad tænker andre omkring os? Hvor meget eller lidt skal der til for at andre tænker, at jeg er en uansvarlig mor? Hvornår føler jeg selv, at jeg kunne gøre det bedre?

Når moderskabet føles som en konstant overvågning

Jeg er god til at nyde nuet med Ella, og overvejende befinder jeg mig et godt sted i livet, hvor moderskabet føles rart og ukompliceret. Egentlig er min største succes i livet, at jeg er stolt af min måde at være mor på. MEN i denne uge har jeg befundet mig lidt for meget i den anden grøft. Ligesom naturen let lader sig forstyrre, lader moderskabet sig også nemt forstyrre. Når jeg mærker usikkerheden, føler jeg mig “overvåget” i mangel af bedre ord. At der er en chef, der ånder mig i nakken og fortæller mig at jeg burde tage mig sammen, og at jeg kunne være en bedre mor, hvis bare jeg gjorde ditten og datten.

Sådan føles det, når jeg bliver usikker

Når jeg bliver usikker, bliver det sværere at navigere i, hvad der er værd at bruge tid og energi på som mor, og sværere bare at sig pyt og grine lidt ad det hele.

Jeg vil i dette blogindlæg fortælle om de forstyrrelser, jeg oplevede i ugens løb, og som satte gang i usikkerheden. Måske du kan nikke genkendende til noget? Måske var der en bestemt episode hos dig, der satte adrenalinen i gang? Måske mødte du et bestemt menneske, der tændte usikkerheden? Eller du kunne mærke en indre uro, fordi du havde overtrådt dine egne grænser? Det er så svært at komme tilbage på sporet, men ved at dele de her fortællinger med dig, håber jeg, at du kan føle, at du bestemt ikke er alene om at have det sådan.

Her er hvad der skete i løbet af ugen….

I lørdags var jeg til familiefest med Ella. I et slags forsamlingshus med en stor græsplæne udenom, og med en lille nærliggende vej, men ellers et “børnevenligt område”. Det var én af de større fester med flere børn, og Ella elskede hvert sekund. Fra tid til anden var jeg lidt uopmærksom, fordi der jo var en del andre tilstede ved festen, både voksne og børn, der havde øjne på hende. Mor havde faktisk tid til at nyde maden. Skønt!

Nå, men på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg skulle være mere opmærksom på Ella. Pludselig stod hun helt alene på en græsplæne i tusmørket, imens jeg troede, at hun var i færd med at lege med de andre børn. Der var voksne tæt på, men hun var alene i måske nogle få minutter. Mormor opdagede det hurtigt, og vi snakkede lidt om det, og umiddelbart havde jeg det helt okay med det. Det kunne ske, men selvfølgelig skulle det helst ikke ske igen. Lidt uansvarlig mor havde jeg åbenbart følt mig som, for om natten havde jeg et vaskeægte mareridt.

Om natten drømte jeg en drøm, hvor jeg som en totalt uansvarlig mor listede mig ud af lejligheden og til kollegiefest! Meget symbolsk for en helt anden tid! Jeg havde slet ikke lyst til at feste i drømmen (og har det heller ikke i virkeligheden), men jeg tog i hvert fald afsted, og var selvfølgelig meget bekymret for Ella, der sov derhjemme, alene i vores lejlighed. “Det var bare lige et par timer”, tænkte jeg i drømmen, og selvfølgelig gik alt galt, og jeg fik svært ved at komme hjem med bussen midt om natten, osv. osv. Det var med bankende hjerte, at jeg vågnede op, og var SÅ lettet over, at det bare var en DRØM. Et sandt mareridt!

Dagen efter registrerede jeg, at jeg følte et større behov for at gøre noget ekstra for Ella. Nu skulle jeg bevise, at jeg var en god mor! Usikkerheden var kommet op til overfladen. Selvom mit hoved dikterede, at vi burde foretage os et eller andet vildt overskudsagtigt, tog vi bare på biblioteket efter aftensmaden. Vi havde det hyggeligt i en times tid, men Ella skulle snart hjem i seng, så jeg gjorde mig klar til, at vi kunne smutte. Idét jeg siger til Ella, at nu skal vi snart gå, er der en ældre dame, der spørger, om jeg har tid til at hjælpe hende lidt henne ved computeren? Det ville jeg selvfølgelig gerne, og hun blev så glad for min hjælp. En yderst sympatisk og velklædt dame med et stort smil, og hun kiggede på Ella, som var hun lavet af guld. Vi begyndte at snakke, og det var egentlig ret hyggeligt og dragende på en måde, da hun havde så meget spændende at fortælle. Det var fortællinger fra det virkelige liv, og hun undskyldte for alle sine betroelser. Pludselig så jeg mig engageret i en fremmed dames liv, og af flere grunde var det derfor svært at sige farvel.

Tiden gik, og jeg var splittet mellem at snakke videre og gøre det rigtige – nemlig at få Ella gelejdet hjem i seng 🙂 Ella løb lidt rundt, imens jeg talte lidt med damen, og indimellem afbrød jeg vores samtale for at kigge efter Ella. På et tidspunkt kaldte Ella trist: “Mor, hvor er du…?”. Jeg skyndte mig at vinke til hende, og hun blev straks glad, vi krammede, og alt burde være godt, men usikkerheden dukkede mere og mere op. Da jeg endelig fik løsrevet mig helt og aldeles fra denne impulsive samtale, fik jeg et farvelknus af damen, og jeg skyndte mig at få fat i Ella, der nu var blevet overtræt. Nu var det virkelig svært at komme ud af biblioteket! Det plejer det ellers ikke at være, og det er jo mit ansvar at undgå de her scener, hvis det kan lade sig gøre. Ella skal jo helst ikke nå derud, hvor alting bare driller, og hun ingenting vil, fordi hun er træt. Den dårlige samvittighed dukkede for alvor op nu, og da vi kom hjem, sad den stadig i mig. Jeg havde sørget for at sætte grænser ved fx at fortælle damen et par gange, at jeg desværre blev nødt til at gå, men jeg skulle nok have været klarere i spyttet. Vi kunne jo ikke lige strække den 30 minutter. Med et lille (sensitivt) barn, kan 5 minutter fra eller til faktisk godt gøre verden til forskel, og jeg følte mig som en uansvarlig mor – godt hjulpet på vej af drømmen, og hvad der skete om lørdagen. Jeg oplevede modstridende følelser, fordi jeg både havde nydt samtalen med damen, men havde overhørt den indre stemme, der fortalte mig, hvad det rigtige var. Det rigtige var at hjælpe damen hurtigt, sige farvel, og så ud ad vagten… Jeg prøvede at kigge på mig selv med milde øjne. Ella led ingen nød, selvom jeg havde følt det. Det var én dag ud af 365 dage, og en enkelt episode ud af mange gode. Var det ikke meget menneskeligt ikke at kunne “modstå” de her betroelser? Det var det jo! Mødet med hende havde jo også mindet mig om, at jeg jo savner flere sociale møder i hverdagen.

Når jeg bliver usikker, påvirker det meget andet i mit liv

Det skøre var, at da vi var på vej hjem fra biblioteket, susede jeg faktisk ind i Fakta for hurtigt at købe en pakke gær, så jeg kunne bage brød om morgenen, som Ella kunne få med i børnehave. På det her tidspunkt sad Ella bare helt stille i klapvognen, så jeg “vovede pelsen”. Vi strøg lige op til kassen, hvor en kvinde bagved mig sagde med et grin: “Nå, skal du bage i nat eller hva’?”. Lidt paf og en anelse stresset over “uret, der bare tikkede og tikkede”, fik jeg ikke svaret andet end: “Neeeej, det skal jeg ikke” med et genert smil. Al min humor var forduftet, og jeg tænkte kun på at komme hjem. Det fik mig til at tænke over, at min usikkerhed smitter af på min adfærd i det hele taget, og kvinden havde jo ret! 😉 Enten skulle jeg bage meget sent om aftenen (ja, nærmest nat), eller meget tidligt om morgenen. Fra mit perspektiv var jeg bare ikke en overskudsmor. Jeg var en mor, der havde glemt at købe brød, og nu måtte bage boller “af nød”. I mit hoved ville jeg gerne på nuværende tidspunkt have puttet Ella, og i det hele taget havde jeg flere idéer til, hvordan jeg kunne perfektionere mit moderskab.

Nu er jeg tilbage på sporet….

Udover de her småepisoder i hverdagen, som kan aktivere usikkerheden, er der jo også sket meget på det seneste med børnehaveskift fx – som jeg skrev om her. Store omvæltninger giver altid mere usikkerhed, og derfor er jeg med alderen blevet bedre til at analysere mig frem til, hvorfor usikkerheden dukker op. Det er jo rarere, at usikkerheden varer i et par dage, fremfor at være en konstant følelse i dit liv. Den værste usikkerhed er forduftet. Jeg er ikke perfektionistisk, jeg ønsker heller ikke at være det, og jeg ønsker heller ikke at andre er det.

Mor og datter-samtaler #relationer

_20170708_152556Ella kan man ikke skjule noget overfor. Hun er jo knap 3 år, og jeg mærker, at hun bliver mere og mere selvstændig, så jeg også skal stramme mig lidt an engang imellem. Hun skal nok sige til, hvis hun synes, at hun bliver uretfærdigt behandlet. Flot egenskab. Mor er stolt 😉

Her er mine hverdagsglimt med hende den lille knap 3-årige.

Du snyder, mor… 

En dag da vi var på vej til børnehave, kom vi forbi en legeplads, hvor hun gerne ville lege. Jeg sagde, at vejret var ikke lige til at lege på legeplads, og vi måtte tage derhen senere. Da jeg havde sagt det, tænkte jeg for mig selv: “Astrid, det var jo ikke kun på grund af vejret, men fordi hun skal i børnehave. Du må være bedre til at give den nøjagtige forklaring”, og idet jeg slipper tankerne og i stedet vender mit blik mod Ella, kigger hun op på mig med alvorlige øjne og siger: “Mor, du snyder”. Jeg anede ikke engang, at hun kunne det ord: “Snyder” 🙂

Grineflip før putningen

Det er så skønt, når jeg griner sammen med Ella, og vi finder på lege, som vi begge synes er sjove. I går havde vi en helt fantastisk aften, hvor Ella grinte og grinte, og nærmest var ved at falde bagover af grin, hun klukkede, og jeg tænkte: “Det ender med, at hun får hikke”. Sådanne grin er guld værd, og i går slog alle de grin, vi ellers har haft sammen. Jeg sad på gulvet, og så slog hun pludselig armene uden om mig og sagde: “Åhhh, lille mor skatter”. Det var til at smelte over. Da vi snart skulle i seng tænkte jeg, at hun nok ville sove rigtig godt ovenpå de grineflip. Ganske rigtigt. Hun vågnede op med et smil, og sagde som det første: “Godmorgen. Ella har sovet godt!”. Og det kommer fra et barn, der ikke lige er i sit es om morgenen. Ofte er hun faktisk decideret morgensur, og det har hun ikke arvet fra moren, hehe… SÅ det var virkelig skønt at se hende vågne glad op. Hun havde endda sovet mindre, end hun plejer.

Mor elsker åbenbart at snakke med Mette…

Nu hvor hun har skiftet børnehave, har jeg spekuleret på, om ikke hun snart er ret forvirret oveni hovedet over at have skiftet dagplejemor fra én i Assens til én i Middelfart, dernæst i én børnehave og dernæst i børnehave nr. 2. Hun nåede også lige at være ved en gæstedagplejer inden børnehavestart, hvilket forøvrigt var et hit, da dagplejemor havde så flotte børneplastre, at Ella stadig snakker om det. Dejligt sted, ligesom de andre dagplejere, vi har haft – om det så bare var gæstedagplejere. Nå, men jeg spurgte så Ella en aften: “Kan du huske dét sted? Og dét sted? Og hvad med dét sted?”. Hun kunne huske dem allesammen, og så kom jeg til tidligere dagplejemor Mette, og hun svarede med et smil: “JA… Mor elsker at snakke med Mette…..”, og jeg grinte, for det havde hun SÅ meget ret i… Selv Ellas far sagde nogle gange for sjov: “Ej, dig og Mette… I kan virkelig godt lide at snakke sammen”. Nu skulle vi jo hver især passe arbejdet, men da vi kom på besøg hos hende den første gang, snakkede vi løs i en times tid, og det var så hyggeligt. God kemi med en dagplejemor er så vigtigt, og Ella havde lige spottet, at mor blev et værre snakkehoved, når hun så Mette 😉

 

Hvis du har et par guldkorn fra dit barn, er du meget velkommen til at skrive en kommentar. Det er så hyggeligt at få et lille indblik i hverdagen hos andre.

Tak, fordi du læser med – og følg mig gerne på Instagram, hvor jeg altid skriver, når der er nyt på bloggen.

 

 

Hvad lavede jeg egentlig i de to første år som mor?

22050847_1916564811703588_1999252889_oDen anden dag skrev jeg det her blogindlæg, som handler om bedsteforældre, men også om så meget andet. I blogindlægget beskrev jeg en underliggende følelse af utilstrækkelighed og ensomhed hos mig selv, som er opstået on and off, når jeg har haft drømme om en større familie. Selvom jeg er vokset op med en dejlig mor og en storebror, og med weekendbesøg hver anden uge hos farmand, savnede jeg bedsteforældre eller mostre og onkler, som var der. Især min onkel havde en meget gyldig undskyldning, da han var alenefar, og derfor havde nok at se til, men med de andre faldt det måske bare ikke naturligt at være tæt på os, eller også boede de langt væk. Ja, der var flere grunde til, at jeg i bund og grund kun var knyttet til min mor, far og bror.

Ella skulle vokse op med nærværende bedsteforældre 

Hvis jeg en dag blev mor, skulle mit barn derfor have en anden historie, end dén jeg var vokset op med. Min historie var historien om et sæt bedsteforældre på hver side, der ikke var bedsteforældre på den måde, som jeg forventede. Allerede som barn kunne jeg mærke, at mine forventninger ikke blev indfriet.

Det var min hensigt at finde en mand, der kunne være jordens bedste far, og jeg kunne få en dejlig svigerfamilie og dejlige bedsteforældre til vores børn. Den typiske rosenrøde familiedrøm. På den måde blev der rådet bod på min egen erfaring med at komme fra en lille familie, hvor jeg allerede som barn efterspurgte opmærksomhed og omsorg fra mine bedsteforældre, som de ikke kunne leve op til. De gjorde deres bedste, men det kræver jo virkelig meget arbejde at komme i kontakt med de dybere lag i én selv, for på den måde at opnå et nærvær med andre, og dér var de ikke. Livet handlede om meget andet end børnebørn. Uden min undren i barndommen, havde jeg måske ikke haft denne familieblog. Familier interesserer mig bl.a., fordi jeg ofte har undret mig over min egen. Til min mormor og morfars forsvar passede de mig faktisk i ny og næ, da jeg var baby, og det gør mig glad at tænke på, men som barn og ung følte jeg mig ikke tæt på dem.

Ovre på Instagram fik jeg nogle gode spørgsmål

Majken fra Familiefilosofi.dk stillede mig et par gode spg. på min Instagram den anden dag, da jeg havde annonceret, at der var nyt på bloggen. Pludselig havde jeg stof nok til endnu et blogindlæg, for det var virkelig svært at svare kort på hendes spørgsmål 🙂 Hun har altid så gode spørgsmål på hånden, og jeg respekterer hendes blik for det magiske i hverdagen, og hendes mange gode input på sin blog. Du kan følge hende her på FB.

Noget at det, som vi “snakkede” om på Instagram var dét med, at jeg i blogindlægget havde ret få minder fra de to første år af Ellas liv. Jeg spurgte derfor mig selv: “Hvorfor har jeg egentlig så få minder fra de 2 første år med Ella? Hvad var det mon, der fik mig til at skrive, som jeg gjorde i forrige indlæg, når jeg beskrev tiden som lidt tåget…?”

Det var benhårdt på alle fronter

I dette blogindlæg fortæller jeg hudløst ærligt, hvordan tiden var. Det giver svar på, hvorfor jeg har så få minder. Det var simpelthen benhårdt på alle fronter. I et senere blogindlæg vil jeg beskrive de bedre stunder, som vi havde, for ellers bliver fortællingen i sin helhed for ensidig. Måske kan du spejle mig i din fortælling, og måske kan du ikke, men følelsen af ikke at være god nok har vi jo alle oplevet, nybagt mor eller ej.

Barsel – den helt korte udgave

Som selvstændig tekstforfatter, hjemvendt fra udlandet, havde jeg ikke andet end selvbetalt barsel. Det var derfor min plan at arbejde et par timer hver dag i den første tid som mor. Præcis d. 9. dec. (på min fødselsdag) fik jeg nye arbejdsopgaver ind. Fantastisk! For jeg elskede jo mit arbejde som selvstændig, men jeg var alene med Ella på det her tidspunkt, da Ellas far var i Tyrkiet, og nu skulle jeg både være mor og arbejde… Det var selvfølgelig hårdt, men jeg tror først, at det er gået op for mig langt senere. Da jeg var i det, føltes det ikke så hårdt. Det var bare noget med at blive endnu bedre til at prioritere min tid. Det svære ved minderne består mere i, at jeg senere hen har drømt om, hvor dejligt det må være med en barsel, hvor man kan sidde på en bænk og stirre ud i luften, imens man rokker barnevognen frem og tilbage, og man bare nyder fuglekvidder og en lille break. Ren idyl 😉 Det er sådanne stunder, jeg gik glip af. Samtidig ved jeg jo godt, at selv uden arbejde er der jo rigeligt at se til under en barsel, og alle babyer er forskellige. Ella var nok ret gennemsnitlig. Ikke en nem baby, men heller ikke én med kolik eller andet. Hun havde det som blommen i et æg, og var sund og rask. Det eneste “problem” var, at hun kunne blive overstimuleret af for mange indtryk, så hun var svær at trøste igen efter nogle hyggelige timer i sociale sammenhænge. Helt normalt for babyer, og jeg blev mere striks med at gå hjem i tide, så det ikke skete. Så alt i alt var jeg heldig med, at alting gik så fint med Ella. Jeg blev mega effektiv, således at jeg var meget nærværende, når arbejdet ikke lige kaldte. Arbejdet fyldte kun, når Ella sov, eller mormor kunne passe hende lidt, imens jeg skrev. Amningen kørte heldigvis perfekt, så Ella lå i min favn, imens jeg måske tjekkede arbejdsmails osv. Nu sover babyer jo meget i starten, og det gjorde Ella også, så derfor var jeg der i lige så stor udstrækning for Ella, som jeg havde været, hvis ikke jeg havde arbejde. Men det gik selvfølgelig ud over mig selv, at jeg så var lidt ekstra træt. I januar var der ikke så meget arbejde, og der tog jeg revanche ved at sove, når Ella sov. Omkring juletid (Ella er født 30. oktober) tog vi i sommerhus med mormor, og der hjalp mormor jo meget med pasningen.

MEN alt det her med arbejde, var ikke det største problem i den her tid.

Knas i parforholdet

Det største problem var, at jeg vidste, at Ellas far og jeg ikke skulle være sammen til vi blev gamle. At vi så senere blev gift – ja, det virker ulogisk. Jeg følte ikke rigtig, at jeg havde andre muligheder end at give det en seriøs chance, som et giftemål må siges at være 😉 Jeg fortalte ham åbent om min tvivl, så han ikke blev holdt for nar. Nogle gange gik det jo også fantastisk mellem os, men der var lige så mange gange, hvor det ikke gjorde. Det giver jo en vældig stor forvirring! En forvirring, som jeg end ikke kunne sætte ord på – og derfor ikke kunne handle på. Ikke på det tidspunkt i hvert fald.

Han var hjemmegående “husmor”, og jeg arbejdede

Omkring 8. januar 2015 kom Ellas far hjem fra Tyrkiet, og nu skulle han i høj grad komme på banen, så jeg kunne arbejde. Han skulle kun koncentrere sig om at holde “barsel” i et års tid, imens han i første omgang var her på et turistvisum, og senere havde lov til at blive, imens vores ansøgning om familiesammenføring blev behandlet, som vi søgte i sommeren efter, at vi var blevet gift.

Han gik helt ind i rollen som far på “barselsorlov”. Han lavede mad, vaskede tøj, skiftede Ella, gik tur med hende, legede med hende osv. osv. Indimellem brokkede han sig over vaskemaskinen nede i vores vaskekælder, der ikke altid virkede. Jeg vidste ikke, hvorfor han blev ved med at brokke sig over det, og forstod ikke, hvad han mente, når han prøvede at forklare. Jeg husker stadig denne fornemmelse af at befinde mig en tåge… Det her eksempel er bare ét ud af flere, hvor jeg tænkte: “Hvad snakker manden om?”. Vores kommunikation var så dårlig på det her tidspunkt, at jeg brugte meget energi på at regne ud, hvorfor alting var SÅ besværligt i vores liv. Samtidig bebrejdede jeg også mig selv for at blive vred på ham, når han for tredje gang på en uge kom til at smadre noget eller kom til at vaske Ellas uldne tøj på 60 grader (selvom han var vant til at vaske tøj). Tågen blev tykkere og tykkere, for hvad foregik der egentlig? Han kom på et tidspunkt hjem fra en rejse til Tyrkiet, hvor jeg havde betalt rejsen og lommepenge, selvom vi overhovedet ikke havde råd. Da jeg havde betalt hans returbillet, havde jeg 100 kr. tilbage på kontoen. Det husker jeg tydeligt. Han kom hjem med en kuffert fyldt med gaver, og jeg kunne hverken passe eller lide det tøj, han havde købt. Okay, noget af det, men bestemt ikke det hele. UNDREN og skam! Skam over, at jeg ikke blev glad. Det var mine penge, han havde brugt på tøj, og nu måtte jeg arbejde hårdere. Ét eksempel ud af mange, der viser, at vores prioriteringer var meget forskellige. Nogle gange lavede han mad i timevis, når jeg havde mere brug for, at han underholdt Ella, så jeg kunne arbejde. Så fik jeg dårlig samvittighed over at tænke sådan. Både på grund af hans anstrengelser for at gøre det godt, og at jeg ikke havde tid til at lege med Ella. Han blev også ved med at sige, at nu måtte jeg altså snart tage tøjvasken. Vi havde boet der i et år, da jeg endelig satte min første vask over 😉 Lidt vildt egentlig, men han valgte jo altid at klare det selv alligevel. Sødt, men jeg var ikke afslappet ved tanken om, at min mand klarede ærterne, imens jeg arbejdede, eller når jeg sørgede for alt det praktiske. Når ens mand er ny i Danmark, er der meget praktisk at ordne, skulle jeg hilse og sige. Som jeg skriver det her glemmer jeg vist, hvor meget arbejde der er i også bare at være MOR. Der var simpelthen ikke mange ledige stunder til at sortere vasketøj fx eller tilberede mad, så det var jo fair nok, at han stod for den del. Men skævheden i vores forhold var helt klart en udfordring.

Men der var jo som sagt også alle de gode stunder. Engang stod han op kl. 6 en lørdag morgen for at bage boller, som jeg kunne tage med i mødregruppe. Det var helt fantastisk, og han strakte sig ofte langt for, at jeg skulle være glad. Det var sådan, jeg så på ham. At han gjorde en masse søde ting, men indimellem blev misforstået af mig selv og andre. Han kunne også være lidt stresset, og det havde han al grund til at være. Jeg forstod ham. Han fortalte mig jo også dagligt, at han elskede mig. Hvad mere kunne jeg ønske mig?

Hvad husker jeg fra de to første år?

Denne forvirring grundet mixede signaler i relation til Ellas far var nok hovedårsagen til, at jeg ikke husker så meget fra de to første år. Det handlede lidt om bare at overleve på mange måder. At Ella trivedes så godt, var den store optur. Nu har jeg så heller aldrig troet på talemåden: “Når mor er glad, er barnet også glad”. I samspil med ens barn er det jo muligt at være meget glad og mentalt tilstede, selvom meget andet ikke fungerer. Man bliver jo heller ikke nødvendigvis en dårligere søster, datter eller kollega, fordi man har nogle udfordringer. Der er også mange glade mødre derude, der opfostrer børn, som bestemt ikke er lykkelige, desværre. Men måske skal talemåden bare forstås på den måde, at når mor kan stå inde for sine valg, har barnet det (ekstra) godt, fordi det finder tryghed i, at alting er som det skal være. Det var med dét i baghovedet, at jeg vidste, at jeg ikke skulle være sammen med Ellas far for evigt.

Der var også andre udfordringer, der var årsag til, at jeg ikke kan huske så meget. Vi blev fx syge af skimmelsvamp, grundet den lejlighed vi boede i, hvor skimmelsvampen i soveværelset var dækket af et lag maling, da vi flyttede ind. Men man kan kun fjerne svampen på den maleriske måde for en stund. Så viser den sit grimme ansigt igen. At være syg af skimmelsvamp giver ofte nedsat energi og følelsen af at være i en glasklokke – sådan en lidt tåget fornemmelse, som så forsvinder, så snart vedkommende befinder sig et andet sted. Det var næsten helt symbolsk for vores situation i øvrigt 😉

Nu vil jeg slutte, for jeg kan jo blive ved med at skrive, men det var helt terapeutisk at sætte ord på en tid, hvor alting kunne have været mere simpelt og ligetil. En tid, hvor jeg i højere grad burde nyde bare at være mor. Efter det første år nød jeg det mere og mere, og det er kun gået den rigtige vej lige siden.

Den svære snak om bedsteforældre

_20170708_214655Nu har vi ikke den største familie. Faktisk er det kun mormor, som Ella er knyttet til af sine bedsteforældre – og så selvfølgelig mormors mand. Hun eeeelsker mormor og Henning, siger hun.

Hendes tyrkiske bedsteforældre har hun aldrig set, og jeg håber at hun får dem at se, når hun bliver ældre. Nu er jeg stoppet med at ønske, hvordan tingene kunne være. Eftersom jeg selv kommer fra en lille familie, hvor jeg ikke havde så god kontakt til mine bedsteforældre, har jeg altid ønsket, at det skulle være anderledes, når jeg selv fik børn.

Hvad med at få en reservebedste?

“Hvad med at få reservebedsteforældre?” Spørgsmålet, som jeg stillede mig selv for lang tid siden, fordi jeg kunne se, at Ella havde så meget kærlighed at give af, og var så social, at hun ville elske at have bare én anden voksen, som hun kunne knytte sig til, og ikke var mange kilometer væk, som noget af vores familie er.

Nu er det jo i teorien muligt at få en reservebedste, men i praksis er det møgsvært. Det er som at komme igennem et nåleøje, hvis du skal være heldig at finde en reservebedste via egne opslag/annoncer eller via foreninger. I dag er det muligt at få en voksenven, når barnet er 6 år gammel, men der er 3 år til, og jeg har da undersøgt mulighederne for fx at få en familieven, hvor det er en hel familie, som vi engagerer os i. Det kunne godt være en mulighed.

Lidt baggrundsviden om vores mixede familie

Min eksmand var meget dragende, da jeg mødte ham. Især når han fortalte om sin dejlige, store familie, som ville tage imod mig med åbne arme og som selvfølgelig elskede alle deres børnebørn højt. Der var altid hjælp at få, altid støtte og omsorg. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det passer. De er garanteret lige så fantastiske som beskrivelsen, men jeg glemte bare lige at spørge kritisk ind til, hvor meget kontakt han egentlig havde til dem. Tyrkiske familier har som regel et godt sammenhold – det er jo en del af deres kultur, at de passer de ældre i familien osv., og de var ingen undtagelse kunne jeg forstå med moren, der passede den gamle svigermor osv. Egentlig tror jeg også, at Ella kunne få et rigtig godt forhold til dem en dag, men indtil videre er bindeleddet, nemlig faren, jo lidt en fri fugl, som ikke har så meget kontakt med dem, som jeg troede. De maleriske beskrivelser var simpelthen nok til, at jeg faldt i med begge ben. Det var sikkert ret tydeligt for ham, at hvad jeg søgte i livet var en stor og kærlig familie, og det var bare én af de mange grunde til, at jeg mente, at vi ville få en lykkelig fremtid sammen. Hver gang jeg ytrede mig om noget, der var svært, forstod han mig. Han lyttede, og han svarede noget, så jeg altid følte mig forstået. Rart at blive spejlet på den måde. Hver gang jeg fortalte om mine drømme, ville han opfylde dem. Hver gang jeg følte mig skuffet eller misfornøjet, opmuntrede han mig og fortalte, at alting ville blive godt. Hver gang jeg følte mig alene om alting, og at jeg tog al ansvar på mine skuldre, fortalte han mig, hvordan han ville tage sig rigtig godt af mig, så snart han havde et endnu bedre job. Eller når tiden var en anden. Om et par år – måske bare næste år? Når vi blev gamle sammen, skulle jeg også få at se, hvordan jeg havde den mest omsorgsfulde mand i verden, der lavede mad til mig tre gange dagligt. Han lod mig bare i det hele taget vide, at jeg bestemt ikke var alene om alting – jeg havde jo ham!

Fra mit perspektiv gav det også meget mening. Nu var det min tur til at få den mand, der ville behandle mig, som jeg fortjente. At love en hel masse forpligter, og jeg glædede mig til at se, hvor alle vores dejlige drømme ville bære os hen. Nu føles det som et eventyr, der ligger meget langt tilbage, og de første 2 år af Ellas liv er desværre bare indhyllet i en form for tåge. Måske var det simpelthen så hårdt at håbe så meget på noget bedre, hele tiden? Listen med udfordringer blev større og større, og jeg var forvirret over, at jeg følte mig som kaptajnen på båden, når han hele tiden lod mig vide, at han skam tog ansvar for vores familie. Det er kun få minder, jeg har fra den tid, men gudskelov, at jeg har bloggen, hvor jeg kan genopfriske minderne! Jeg vidste jo slet ikke, hvor betydningsfuldt det ville blive at kunne stykke minderne sammen igen, ud fra de forskellige blogindlæg om vores hverdag. Og i eventyret fik jeg den bedste gave nogensinde – vores højtelskede Ella!

Hvad er det, der er svært ved “kun” at have en bedsteforælder?

Nu er der jo familier, der slet ikke har bedsteforældre, så jeg prøver at fokusere på, at vi jo har mormor, og at vi ikke behøver at tænke videre over manglende bedsteforældre. Hun er jo én, der giver Ella al sin kærlighed og er der for hende. Alle gaver, kort, fejringer, kram og kys stammer fra mormor, og kun mormor. Det kunne da være dejligt, hvis Ella havde haft en morfar, farmor og farfar der også fulgte med i hendes liv. Ella spejler sig jo i, hvordan mange andre børn har det med deres bedsteforældre, og moren er sikkert unødigt bekymret, som nedenstående eksempel viser 🙂

Ella ser fx en del Gurli Gris, hvor bedstefaren ofte bliver nævnt: “Bedstefar, bedstefar”, siger de og ofte leger Ella også for sig selv og siger fx: “Bedstefar, bedstefar”. Ahh, det pirker til morens dårlige samvittighed. En dag spurgte jeg hende: “Har Ella en bedstefar?”, og det var måske lige frisk nok af mig at tage snakken, men samtidig er min filosofi, at vi hellere må tage snakken lidt for tidligt end for sent, og hun undrer sig over, at hun ikke har nogen bedstefar. Men så svarede hun bare med det største smil: “Ja, jeg har en bedstefar”, og jeg spurgte overrasket og med et stort smil: “Hvem er din bedstefar?”. Hun svarede glad: “Det er mormor!”

“Mom-dads” og “mormor-morfar”

Sådan gik det til, at samtalen slet ikke var så svær. Ligesom mødre der også føler, at de må tage far-rollen på sig, og være både mor og far i én person, kan en mormor OGSÅ være en bedstefar, åbenbart 🙂  Jeg hørte en engelsk pige, der kaldte sin mor for mom-dad, og det kom sig af, at da moren med skyldfølelse spurgte pigen, om ikke hun savnede en far til fx at tage på fisketure med eller lignende, svarede pigen: “Næh, jeg har jo dig”, og pigen tilføjede: “Du er begge dele for mig, en mor og en far. En mom-dad”.

—————–

Det var lidt om mine tanker om dét at være en del af en lille familie. Nu sluttede det af på en positiv måde, og det er også sådan, jeg vil se på det. Vi har jo også andre i vores familie – Onkel A, Tante P, fætre og et ægtepar på min mors alder, som godt nok ikke er beslægtede med os, men som også er lidt nogle bedsteforældre for Ella, da de fx kommer til hendes fødselsdag hvert år. Det er fantastisk!!

Har du selv oplevet at måtte skrue på dine egne erfaringer til familielivet?

Hvis du selv har lyst til at dele dine tanker om emnet, og du måske har erfaringer med reservebedsteforældre eller lignende, er du velkommen til at skrive på min e-mail: astrid.scheel.meyer@gmail. Så forfatter jeg et blogindlæg, hvor dine input kan blive taget med.

Vi er så mange forskellige typer af familier, og det vil jeg gerne sætte fokus på i den kommende tid 🙂

Især dé her ting lærte jeg af hende der snød mig

img_20170917_215349_543Det er efterhånden et par uger siden, at jeg skrev om “SN” – kvinden der snød mig vedr. ugyldige Legoland-billetter.

Her er en update: Hun betalte pengene tilbage! YES 🙂

MEN det var efter politianmeldelse og flere henvendelser, så det var bestemt ikke givet på forhånd, at hun ville betale tilbage. Hun var heller ikke interesseret i, at jeg skrev inde i diverse salgsgrupper på FB, at NU havde hun altså betalt tilbage, som en update på det faktum, at hun var blevet “hængt hende ud” derinde. Hun var KUN interesseret i, at opslagene blev fjernet, og i et splitsekund undrede det mig. Så kom jeg i tanker om, at hun havde snydt mindst 20 andre i diverse salgshandler, og derfor var hun jo ikke interesseret i, at andre henvendte sig for at få deres penge igen. Der var forøvrigt ingen anger fra hendes side. Hun var kun interesseret i, at jeg fjernede opslagene, så jeg tog hensyn til HENDE. Hun gjorde det klart flere gange, at det kun var med udsigten til, at jeg fjernede opslagene, at hun ville overføre pengene.

Men egentlig lærte jeg så meget af hele oplevelsen, at jeg har lyst til at dele i det her blogindlæg. Måske det kan tjene som inspiration, hvis du selv står i en lignende situation en dag.

Jeg lærte især, at jeg har ret til mine følelser – også de vrede følelser

Oplevelsen var en påmindelse om, at jeg da har ret til ALLE mine følelser. Også de vrede følelser, hvor jeg skældte hende ud i tankerne, og jeg blev vred på mig selv over, at jeg kunne falde i hendes fælde! Samtidig var det også rart at komme i kontakt med vreden, fordi jeg egentlig har gået og lukket lidt ned for vrede følelser i de sidste par år. Det er svært at forene vreden med dét at være mor. At være vred på ens partner fx, samtidig med at vi jo har skånet Ella for at se os skændes. Der har ikke været plads til vreden, men SN fik den aktiveret igen, og jeg fik en masse energi af det! Nå ja, vi får jo energi af at udleve alle følelser og ikke holde diverse følelser nede… God påmindelse! Siden hen har jeg faktisk generelt fået mere energi, fordi jeg øver mig i at give plads til følelser, uanset hvor uvelkomne jeg synes de er fra en intellektuel vinkel.

Jeg lærte også, at dét at blive snydt er lidt af et tabu, ikke sandt?

Hvor mange snakker lige højt om, at de er blevet snydt…? Ikke mange, vel? Der er jo nok mange, der holder det for sig selv, så jeg begyndte også at tænke i tabuer, og hvorfor jeg skulle føle mig for naiv, når det i virkeligheden handlede om, at jeg havde en SUND indstilling til tingene – nemlig tillid til mine medmennesker. Så næste gang du måske holder det for sig selv, at du er blevet snydt, så tal højt om det til dine venner og familie og sig, at du havde tillid til vedkommende, og at du dermed var udsat for en krænker. Det er ikke din skyld!

Ydermere lærte jeg, at forventningens glæde kan ingen tage fra én

Som jeg skrev om i blogindlægget med SN, som jeg tidligere linkede til her i dette blogindlæg, lykkedes det mig at være glad i Legoland på trods af, at jeg lige var blevet snydt. Jeg tog ansvar for min egen lykke, og det er godt at huske på i det daglige. Begejstring fyldte meget, på trods af den noget slukørede entré 😉 Ergo betød det ikke noget, hvad der lige var sket. Begejstringen skulle ingen tage fra os! 😉

Med tankerne om at tage i Legoland vidste jeg godt, at jeg ville blive som et lille barn, der er blevet sluppet løs i en slikbutik – ganske enkelt begejstret! En del af dét at blive mor for 3 år siden var også at tænke på alle de oplevelser, vi skulle have sammen. “SÅ skal vi i Legoland”, tænkte legebarnet i mig.

3 år senere var Ella også meget begejstret for Legoland, allerede på forhånd, da jeg viste hende billeder af stedet via en Google-søgning. “Sikke en masse legetøj”, sagde hun og hendes øjne lyste op, da hun så et billede af børne-flyvemaskiner, som jeg tænkte, vi skulle op i.

DET VAR LYKKEN! Og at vi så blev snydt, var et faktum, der ikke kunne tage præcis de minder fra mig. Minderne om Ellas begejstrede øjne og mig der nærmest talte timer ned til, at vi skulle afsted (ja, det er sådan noget jeg er begyndt på efter, at jeg er blevet MOR). Jeg havde glemt, hvor dejligt det er at glæde sig til noget, og jeg tror at vi skal have flere traditioner i familien. Traditioner, vi kan se frem til. Dét lærte jeg også.

Taknemmeligheden blev også forstørret

Forventningens glæde kombineret med den glæde vi havde, da vi var der, fyldte mig med taknemmelighed. Tænk at kunne give sit barn sådanne stunder… Og sig selv 😉 Det var jo selvfølgelig i småtingsafdelingen at blive snydt for 500 kr, men samtidig er ethvert problem jo et problem, uanset om andre har det værre. Da følelserne var kommet på afstand kunne jeg mærke taknemmeligheden over, at det bare var dét, vi havde som problem. Tilmed var jeg også taknemmelig over dét spørgsmål, jeg igen og igen stillede mig selv, og som for hver gang bragte mig nye refleksioner over emnet: “Hvad er det for et menneske, der gør sådan noget?” Jeg ville slet ikke have gransket mit sind så meget, hvis det ikke var for denne oplevelse, og en tidligere oplevelse med snyd fik også flere nuancer.

“Man skal lære hele livet”, er vist mit yndlingsudtryk, og dét man ikke lærer første gang, lærer man måske anden gang. Første gang jeg oplevede snyd, bebrejdede jeg mig det on and off i mindst et år. Denne gang tog det noget nær 30 minutter at få selvbebrejdelserne ud af hovedet. Det er da også et fremskridt, der er værd at være taknemmelig for.

Older posts