Især dé her ting lærte jeg af hende der snød mig

img_20170917_215349_543Det er efterhånden et par uger siden, at jeg skrev om “SN” – kvinden der snød mig vedr. ugyldige Legoland-billetter.

Her er en update: Hun betalte pengene tilbage! YES 🙂

MEN det var efter politianmeldelse og flere henvendelser, så det var bestemt ikke givet på forhånd, at hun ville betale tilbage. Hun var heller ikke interesseret i, at jeg skrev inde i diverse salgsgrupper på FB, at NU havde hun altså betalt tilbage, som en update på det faktum, at hun var blevet “hængt hende ud” derinde. Hun var KUN interesseret i, at opslagene blev fjernet, og i et splitsekund undrede det mig. Så kom jeg i tanker om, at hun havde snydt mindst 20 andre i diverse salgshandler, og derfor var hun jo ikke interesseret i, at andre henvendte sig for at få deres penge igen. Der var forøvrigt ingen anger fra hendes side. Hun var kun interesseret i, at jeg fjernede opslagene, så jeg tog hensyn til HENDE. Hun gjorde det klart flere gange, at det kun var med udsigten til, at jeg fjernede opslagene, at hun ville overføre pengene.

Men egentlig lærte jeg så meget af hele oplevelsen, at jeg har lyst til at dele i det her blogindlæg. Måske det kan tjene som inspiration, hvis du selv står i en lignende situation en dag.

Jeg lærte især, at jeg har ret til mine følelser – også de vrede følelser

Oplevelsen var en påmindelse om, at jeg da har ret til ALLE mine følelser. Også de vrede følelser, hvor jeg skældte hende ud i tankerne, og jeg blev vred på mig selv over, at jeg kunne falde i hendes fælde! Samtidig var det også rart at komme i kontakt med vreden, fordi jeg egentlig har gået og lukket lidt ned for vrede følelser i de sidste par år. Det er svært at forene vreden med dét at være mor. At være vred på ens partner fx, samtidig med at vi jo har skånet Ella for at se os skændes. Der har ikke været plads til vreden, men SN fik den aktiveret igen, og jeg fik en masse energi af det! Nå ja, vi får jo energi af at udleve alle følelser og ikke holde diverse følelser nede… God påmindelse! Siden hen har jeg faktisk generelt fået mere energi, fordi jeg øver mig i at give plads til følelser, uanset hvor uvelkomne jeg synes de er fra en intellektuel vinkel.

Jeg lærte også, at dét at blive snydt er lidt af et tabu, ikke sandt?

Hvor mange snakker lige højt om, at de er blevet snydt…? Ikke mange, vel? Der er jo nok mange, der holder det for sig selv, så jeg begyndte også at tænke i tabuer, og hvorfor jeg skulle føle mig for naiv, når det i virkeligheden handlede om, at jeg havde en SUND indstilling til tingene – nemlig tillid til mine medmennesker. Så næste gang du måske holder det for sig selv, at du er blevet snydt, så tal højt om det til dine venner og familie og sig, at du havde tillid til vedkommende, og at du dermed var udsat for en krænker. Det er ikke din skyld!

Ydermere lærte jeg, at forventningens glæde kan ingen tage fra én

Som jeg skrev om i blogindlægget med SN, som jeg tidligere linkede til her i dette blogindlæg, lykkedes det mig at være glad i Legoland på trods af, at jeg lige var blevet snydt. Jeg tog ansvar for min egen lykke, og det er godt at huske på i det daglige. Begejstring fyldte meget, på trods af den noget slukørede entré 😉 Ergo betød det ikke noget, hvad der lige var sket. Begejstringen skulle ingen tage fra os! 😉

Med tankerne om at tage i Legoland vidste jeg godt, at jeg ville blive som et lille barn, der er blevet sluppet løs i en slikbutik – ganske enkelt begejstret! En del af dét at blive mor for 3 år siden var også at tænke på alle de oplevelser, vi skulle have sammen. “SÅ skal vi i Legoland”, tænkte legebarnet i mig.

3 år senere var Ella også meget begejstret for Legoland, allerede på forhånd, da jeg viste hende billeder af stedet via en Google-søgning. “Sikke en masse legetøj”, sagde hun og hendes øjne lyste op, da hun så et billede af børne-flyvemaskiner, som jeg tænkte, vi skulle op i.

DET VAR LYKKEN! Og at vi så blev snydt, var et faktum, der ikke kunne tage præcis de minder fra mig. Minderne om Ellas begejstrede øjne og mig der nærmest talte timer ned til, at vi skulle afsted (ja, det er sådan noget jeg er begyndt på efter, at jeg er blevet MOR). Jeg havde glemt, hvor dejligt det er at glæde sig til noget, og jeg tror at vi skal have flere traditioner i familien. Traditioner, vi kan se frem til. Dét lærte jeg også.

Taknemmeligheden blev også forstørret

Forventningens glæde kombineret med den glæde vi havde, da vi var der, fyldte mig med taknemmelighed. Tænk at kunne give sit barn sådanne stunder… Og sig selv 😉 Det var jo selvfølgelig i småtingsafdelingen at blive snydt for 500 kr, men samtidig er ethvert problem jo et problem, uanset om andre har det værre. Da følelserne var kommet på afstand kunne jeg mærke taknemmeligheden over, at det bare var dét, vi havde som problem. Tilmed var jeg også taknemmelig over dét spørgsmål, jeg igen og igen stillede mig selv, og som for hver gang bragte mig nye refleksioner over emnet: “Hvad er det for et menneske, der gør sådan noget?” Jeg ville slet ikke have gransket mit sind så meget, hvis det ikke var for denne oplevelse, og en tidligere oplevelse med snyd fik også flere nuancer.

“Man skal lære hele livet”, er vist mit yndlingsudtryk, og dét man ikke lærer første gang, lærer man måske anden gang. Første gang jeg oplevede snyd, bebrejdede jeg mig det on and off i mindst et år. Denne gang tog det noget nær 30 minutter at få selvbebrejdelserne ud af hovedet. Det er da også et fremskridt, der er værd at være taknemmelig for.

Det sværeste ved at være mor til et småbarn

Det sværeste ved at være mor til et småbarn er umiddelbart tanken om, at fundamentet for et lykkeligt liv bliver dannet i barndommen (se fx denne artikel), og at jeg som mor ikke kan undgå, at hun kommer i situationer, hvor der sikkert bliver stillet for høje krav til hende – det er jo konkurrencesamfundet, som vi er en del af. Det er hårdt at læse artikler om 18-årige, der har angst, stress og depressioner, og man som mor tænker: “Bliver småbørn presset for hårdt i dag, så de vokser op, og som 18-årige er fuldstændigt udbrændte grundet alle kravene i barndommen og ungdommen?”

Men når det er sagt, må jeg også som mor tage ansvar, ansvar, ansvar for, at det ikke sker for Ella. At hun ikke bliver presset for meget,. Kæmpe for, at hun bliver mødt som dén hun er, og med passende krav. Vi bruger meget tid på at hygge og grine herhjemme, og jeg tænker på det som en ventil mod de høje forventninger, der kan være andre steder. Mit fokus skal selvfølgelig kun i begrænset omgang være på de “andre steder”. Jeg kan fokusere på at skabe et godt hjem for Ella, og mor er jo den vigtigste 😉 Sammen med far, selvfølgelig. Det er os, der som hendes primære omsorgspersoner viser hende, at hendes oplevelser af verden betyder noget, og at hun ser rigtigt! Det er det vigtigste, jeg vil give hende med på vejen. Hun skal ikke føle sig forkert – det skal ingen! Når hun oplever noget negativt, skal hun vide, at der måske ikke er noget at gøre ved det her og nu, men at hendes oplevelser er rigtige.

Den anden dag snakkede vi om, at en ældre pige havde krammet hende, og Ella kiggede på mig med store, bekymrede øjne og sagde: “Men Ella kunne ikke lide det”. Jeg svarede, at “det var helt okay, at det blev for meget for Ella. Pigen var bare så glad for Ella, og ville gerne kramme”. For at skabe flere nuancer til, hvad der var sket, ville jeg lege lidt med hende, og forklare hende på et børneniveau, hvordan pigens intention havde været så fin, og hun slet ikke tænkte på, at Ella blev lige overvældet nok. Jeg fik en idé til, hvordan jeg rent visuelt kunne forklare hende det. Hun er nemlig meget interesseret i hænder og den der fingersang med: “Pegefinger, pegefinger, hvor er du..” osv… Så jeg sagde til Ella, at nu legede vi, at min pegefinger var Ella, og så kunne langefingeren være den store pige. Straks fangede jeg hendes opmærksomhed, som jeg lavede det her lille “dukkespil” ved hjælp af fingrene.

Den store pige krammede Ella, men Ella bakkede tilbage og tænkte: “Neeej, tak..” Med pegefingeren, der var “Ella”, lavede jeg et lille buk, så hun fornemmede denne følelse af at ville dukke sig.

“Pigen var bare så begejstret for Ella”, tilføjede jeg. Bagefter skiftede jeg rollerne ud, så Ella var den store pige, der gerne ville kramme en lille dreng. I fortællingen ville Ella også gerne sige “Hej!” til drengen, og hun sagde det meget højt og tydeligt til ham, men fordi drengen var så lille, og han hviskede bare “Hej”. Ella kunne næsten ikke høre det, så hun troede at drengen ikke ville sige “Hej”, Hun prøvede igen, og drengen hviskede igen “Hej”. Ella var nu så glad for drengen, at hun ville kramme ham. Hun kraaammmede ham, men han bakkede og hviskede: “Neeeeej, tak..”

På det her tidspunkt grinte Ella. Hun var helt opslugt af min lille fortælling, og jeg kunne se, at hun faktisk forstod det på den måde, jeg opstillede det. Der var ikke noget galt med hverken hende, den store pige eller den lille dreng. Vi har bare forskellige måder at udtrykke os på – og forskellige grænser, alt efter alder fx.

Så det sværeste ved at være mor til et småbarn er angsten for at hun bliver misforstået, misforstår andre – og deraf konflikter, og at hun bliver mødt af for høje krav, når hun egentlig synes, at hun gør sit bedste og også bare gerne vil være Ella med alt, hvad det indebærer. “Jeg er bare Ella”, siger hun mange gange ugentligt, men når man lever i et konkurrencesamfund, er end ikke dét at være sig selv altid godt nok. Det sværeste er tanken om, at hun måske kommer til at føle sig forkert, men jeg må tage et skridt ad gangen og sørge for, at hun ikke følte sig forkert lige præcis i dag. Så tager vi en dag igen i morgen 🙂

Det kunne være rart med flere åndehuller i hverdagen, hvor vi bare kunne “være”, i stedet for at præstere. Nyde nuet, i stedet for at leve i fremtiden. Grine og fjolle lidt mere i hverdagen, i stedet for at finde på flere ting, vi bør kunne og bruge vores tid på. Latter og humor kurerer mange ting!

Nu er mine tanker blevet formuleret, og måske andre kan nikke genkendende til de her bekymringer? Når vi har set det i øjnene, er det bedre at gå videre og sige: “Vi tager lige en dag, hvor vi nægter at lade os styre af for mange krav. I dag vælger vi det lette, sjove og behagelige. Vi vælger at tro på, at alle gør deres bedste, og vi kan også vende energien, således at andre bliver inspirerede af vores tilgang. Hvis vi siger pyt og griner og smiler lidt mere, følger flere trop” 🙂

 

Hvis du kunne lide det her blogindlæg eller et andet blogindlæg her på bloggen, er du meget velkommen til at komme med feedback på: astrid.scheel.meyer@gmail.com. Du kan selvfølgelig også skrive en kommentar nedenfor – det bliver jeg altid rigtig glad for! Og endelig er du meget velkommen til at dele blogindlæg, som satte tanker i gang eller fik smilet frem på en regnfuld dag. 🙂

Tak, fordi du læser med!

Livet fra en knap 3-årigs perspektiv #hvadbørnsiger

received_1901142129912523Farvel og tak

I søndags var vi sammen med mormor til et udendørsarrangement her i Middelfart. “Naturens Dag”, som arrangementet hed havde bl.a. en lille stand med klovne med røde næser. Ella gik hen til en dreng, der havde klovnenæse på og spurgte, om hun måtte prøve den. Det måtte hun godt. Først tog hun den selv på næsen, og så vendte hun sig mod mormor, da hun gerne ville give mormor den på. Det havde de lidt sjov med. Derefter vendte hun sig atter mod drengen, gav ham klovnenæsen på og sagde: “Farvel og tak”, og så gik hun videre som det mest naturlige i verden.

Familiehygge 

Søndag aften, da vi kom hjem fra mormor, havde det været en god og lang dag. Ellas små fætre havde også været på besøg, og vi havde derfor sørget for masser af leg og udendørsaktiviteter.

Da Ella så ligger i min favn om aftenen kl. 21.35, og ser ret træt ud, ved jeg godt, at hvis hun falder i søvn “allerede” ved denne tid, vågner hun omkring midnat og er frisk som en havørn, så jeg siger:

“Ej, du skal da ikke sove nu.”

Hun kigger på mig med udtryksløse øjne, og svarer:

“Det har været sådan en lang dag”

Hun krammer sig indtil mig, og jeg svarer: “Nårhhh, ja.. Det var så hyggeligt..”, men jeg bekymrer mig samtidig om, at Ella måske allerede nu savner sine højtelskede fætre, og efter en måned med forskellige udfordringer, tilføjer jeg det mest pædagogiske, der længe er kommet over mine læber: “Mor er her…..” <3

Ella kigger på mig med store øjne og et taknemmeligt smil, og svarer: “Det er dejligt at være hjemme…”

“Nå, du er dejlig. Mor elsker Ella”, svarer jeg

Ella kigger på mig og svarer på samme pædagogiske måde, som jeg lagde ud med:

“Ella er her….”

 

Den lille søde papegøje har godt nok hørt efter i timen 🙂

 

Sensommer- og efterårstanker om livet som mor

img_20170823_155405_604Nu er jeg tilbage på bloggen, og de faste læsere ved heldigvis, at jeg altid vender tilbage 😉 Det her blogindlæg vil handle lidt om livet som mor til et børnehavebarn. En helt ny verden, jo! 🙂

Børnehavestart

Vi har haft en lidt hård måned, da Ella ikke rigtig faldt til i sin børnehave, så vi fik heldigvis tilbudt en anden meget kort tid efter, dvs. kun en måned efter. Hun er en sensitiv lille én, og jeg tror bl.a. at vi gik for hurtigt frem, så nu får vi en ny start et nyt sted, hvilket umiddelbart virker som det rigtige. Ella kan virke meget tryg på overfladen, og det tror jeg, at jeg har lært til en anden gang, at hun ofte prøver at være “stærkere”, end hun egentlig er. Hun var ikke helt tryg det gamle sted, og selvom de meget gerne ville hjælpe os, følte jeg bare at en ny start et andet sted, var det bedste. Det har været en måned med megen koordinering, således at fx farmand kunne komme mere på banen i forhold til at hente tidligt – eller endda tage hende hele dage, så moren kunne arbejde. På den måde har det været rart at opleve, hvordan et forældresamarbejde også kan fungere – nemlig helt gnidningsfrit, med fokus på barnet, og at jeg har fået den hjælp, jeg har haft brug for.

I forhold til børnehavestarten har jeg lært noget nyt om, hvordan Ellas følsomhed kommer til udtryk. Hun er fx ret bevidst om, at hun er lille i forhold til nogle af de andre børn (da hun jo klart nok er én af de yngste). “Ella er alt for lille”, kan hun finde på at sige. Hun kan også undre sig over, hvorfor hun ikke er med på et fællesbillede af børnene i en børnehave, hvilket jeg så måtte forklare hende i dag, at det var jo før, hun startede i børnehaven, så snart ville hun jo også være på! Hun kan virke stor i slaget indimellem, men hun tænker over alt, og følsomheden kan vise sig på mange forskellige måder. Nogle børn sætter sig stille og græder, hvorimod Ella kan råbe: “Stop så allesammen. Nu er det nok!”, hvilket slet ikke er en måde som hverken hendes far eller mor taler 😉 Men hun kan i hvert fald bedst udtrykke de mange indtryk og sin følsomhed på denne måde. Det er så lidt nemmere at få sympati med et barn, der græder end én der råber. Ikke at jeg har oplevet negative reaktioner endnu, men jeg er bevidst om, at jeg skal være opmærksom på – og rumme denne markante side af hendes personlighed; at hun viser sin følsomhed og utryghed på en bombastisk måde 😉

Hun fortalte allerede efter allerførste dag i det nye sted, at hun gerne ville i børnehave den næste dag. Det var virkelig helt fantastisk at høre hende sige det. I går var hun også samarbejdsvillig og sad i klapvognen og sagde glad, at hun skulle i børnehave, og hun nævnte navnet på børnehaven. Her på tredjedagen snakkede hun om, at hun gerne ville lege med “Peter” fra børnehaven. Det er utroligt så stor forskel, der kan være fra det ene sted til det andet. Det har været en svær beslutning, for det er jo aldrig rart at sige farvel til søde pædagoger og en fantastisk leder, som egentlig så en glad pige meget af tiden. Hun legede også fint, når jeg kom og hentede hende. Det var bare en anden Ella, jeg så, for ikke at snakke om vores morgener, som var den rene kamp. Morgener var fyldt med bestikkelse med især skumfiduser, hvilket ikke ligner mig. Hun ville altid gerne i dagpleje, og vi kan sagtens tage os god tid om morgenen, men det her var jo lange seancer, hvor jeg ikke anede mine levende råd.

Jeg tror, jeg indså vores glidebane med bestikkelse, da jeg en morgen sagde til Ella: “Vil du have en skumfidus?”, og hun helt cool svarede: “Ja, en skumfidus med chokolade og en slikkepind med is”. Hmm, der skulle åbenbart flere forsyninger til 🙂

Der er jo meget forskel på børnehaver, og jeg havde fra starten tænkt, at hun ville trives i en børnehave, hvor de vægter udelivet meget. Det gør de i endnu højere grad end i den gamle, og selvom nærmest alle børnehaver er meget ude, er det en del af deres identitet i den nye. Ella elsker at plaske i vandpytter og have højt til loftet, når hun begejstret fjoller omkring og råber op, at der er edderkopper overalt 😉

Jeg er så lettet over, at de her to dage i den nye børnehave er gået så godt. Nu tager moren lidt ekstra fri for at gøre hende helt tryg det nye sted, og så håber jeg, at jeg snart kan få normale arbejdsuger igen – og igen have tid til at opdatere bloggen. Det har jeg også savnet!

Så nu er det tilbage til hverdagen med arbejde og en “ny hverdag” som mor til et børnehavebarn, der på den første dag i den nye børnehave blev spurgt af en lille pige, om Ella gerne måtte komme med hende hjem og lege? Hun forvekslede hende godt nok med en anden Ella – der er jo så mange, Ella’er, men det var da rart at blive budt sådan velkommen 🙂 Nu kommer der sikkert legeaftaler i den kommende tid, fritidsaktiviteter kommer til, flere præferencer ang. tøj, legetøj, mad osv. Det er noget af en omvæltning for måske især moren, der egentlig godt kunne lide at aflevere mit barn i dagplejen og se, hvordan Ella gav dagplejemor et stort kram, for derefter at forsvinde ind på legeværelset, fyldt med selvtillid. Lige nu er det til tider “lidt for spændende” med den nye børnehaveverden – både for moren og barnet 😉 Men Ella startede andendagen ud med at ae en pædagog på kinden, hvilket plejer at være Ellas måde at vise, at stedet er mere end godkendt. Jeg er også vild med stedet allerede, så det skal nok blive godt.

“Melissa fik mig igennem en svær tid” #SPdergørenforskel

img_20170905_154204_508

Ella – ca. 2 måneder gammel

Sundhedsplejersker der gør en forskel
For en uges tid siden skrev jeg et blogindlæg om den sundhedsplejerske, jeg for 3 år siden fik tildelt som nybagt mor. En SP, som jeg jævnligt har sendt en tanke, fordi hun gjorde en forskel. Jeg opfordrede andre kvinder til at sende deres historie til mig om en sundhedsplejerske, der gjorde en forskel.
Jeg fik tilsendt nedenstående historie, og tusind tak til dig, der delte din historie med mig! Historien handler om sårbarhed og MOD. Det kræver mod at fortælle sin sundhedsplejerske ærligt om, hvad der rører sig i én. Det er svært for de fleste at blive forældre, men hvis parforholdet halter, bliver alting endnu sværere. Fortællingen viser, hvor vigtigt det er med en SP, der er god til at “læse én”, som er omsorgsfuld og ikke er bange for at snakke åbent om tingene.
Jeg bringer her hendes historie –  med opdigtede navne.
Katrines historie….
I august 2015 blev jeg gravid med min søn Valdemar. Valdemars far og jeg havde i et stykke tid arbejdet på at jeg skulle være gravid.
Jeg oplevede dog at der kom skår i vores parforhold og havde egentlig tænkt at vi skulle sætte “projekt baby” på pause, så vi kunne fikse os først. Skæbnen ville dog at jeg blev gravid.
I løbet af min graviditet gik jeg fra min søns far og boede hos mine forældre for en periode.
Vi bestemte os for at prøve igen. Der var flere gange under graviditeten hvor jeg følte mig meget alene og min søns far havde lige pludselig rigtig svært ved at skulle være far. Men jeg holdt fast i drømmen om “kernefamilien”.
Valdemar bliver født i april og lykken er kæmpe!
To dage efter fødslen kommer vi hjem, og den første sundhedsplejerske kommer forbi for at se hvordan amningen går. På det tidspunkt føler jeg selv at det kører og sundhedsplejersken lader til at være “tilfreds”. I min kommune kommer der en tilfældig sundhedsplejerske forbi ved første besøg, så hende der var der første dag er ikke den sundhedsplejerske som vi bliver tildelt.  Tre dage efter begynder amningen at drille og jeg ringer til sundhedsplejerskernes kontor og min faste sundhedsplejerske kommer på besøg. Jeg kan allerede mærke der, at kemien slet ikke er der. Hun vejleder mig i amning, men jeg kan slet ikke få hendes råd til at lykkes.
Jeg kæmper i ti dage med amning og opgiver derefter. Jeg føler mig som verdens største fiasko.
Derudover kan min søns far slet ikke rumme vores søn og slet ikke når han græder. Jeg bliver mere og mere ulykkelig og selvom min faste sundhedsplejerske prøver at hjælpe mig, er jeg hele tiden ked af det.
Da Valdemar er tre måneder skal både jeg og min søns far screenes for efterfødselsreaktioner. Min faste sundhedsplejerske er blevet sygemeldt så derfor kommer der en anden.
Den nye sundhedsplejerske, Melissa, bliver min redning. Både min søns far og jeg får en rigtig dårlig score på efterfødselsreaktions screeningen. Melissa kigger alvorligt på os, og siger at vi skal have hjælp. To dage efter kommer hun igen sammen med en psykolog som er knyttet til sundhedsplejerskernes kontor. Han beslutter sig for at hjælpe min søns far ved at tilbyde ham samtaler og tilbyde os parsamtaler i hjemmet.
Det går dårligere og dårligere mellem min søns far og jeg og jeg beslutter at vi ikke skal bo sammen mere. Min sundhedsplejerske kommer på besøg hver uge, og hun støtter mig. Fortæller mig at jeg gør alt rigtigt, at jeg er en god mor som læser mit barn til UG.
Melissa kommer forbi meget oftere end sundhedsplejersker normalt gør, og hun formår virkelig at støtte mig i den svære tid.
Da Valdemar er 8 mdr kommer Melissa på sit sidste besøg. Jeg tænker på hende så tit. Jeg var ikke det sted jeg er i dag hvis ikke Melissa var kommet ind i vores liv, det tror jeg virkelig ikke.