Uanset hvem du er, kan du gøre et stort indtryk

img_20170808_103639_391Uanset, hvem du er, kan du gøre et stort indtryk… Ja, det blev jeg mindet om den anden dag, da Ella og jeg mødte en 6-årig dreng på biblioteket i Middelfart. Han var meget sig selv. Det var rart at høre på hans betragtninger om verden. Han havde sit eget verdenssyn med kasser og systemer, og jeg prøvede at følge med, når han fx forklarede mig, hvornår det var okay at se Ghost Busters med en voksen – det var nemlig, når man var 7 år. Det var rart bare at lytte og følge med, uden på noget tidspunkt at tænke, at jeg hellere måtte komme med de rette svar – for dem havde jeg ikke.

Efter to timer, hvor Ella og drengen legede sammen, tog Ella og jeg hjem fra biblioteket. Ærgerligt var det at sige farvel til drengen, og Ella spørger indimellem til ham. En eller anden dag er jeg heldigvis sikker på, at Ella råber: “Der er han!”.

Da jeg kom hjem, læste jeg tilfældigvis det her blogindlæg med titlen: Når voksne fylder for meget, skrevet af Majken Jacobsen fra Familiefilosofi.

Blogindlægget handler bl.a. om, hvordan vi voksne ubevidst kan komme til at fylde for meget, når vi interagerer med børn. Vi kan fylde med vores højere stemmer, og vi kan komme med forslag og idéer, som måske ikke er på linje med deres. Forslag, der bare slukker deres begejstring, fordi vi kommer til at overtage legen/fylde for meget.

Blogindlægget fik mig først og fremmest til at reflektere over min rolle, da vi var på biblioteket. Hvor meget fyldte jeg i forhold til børnene? Hvornår havde jeg bevidst undgået øjenkontakt, og bevidst undgået at spørge om noget direkte, fordi jeg ikke ville være for anmassende? Hvornår havde jeg sagtnet farten på min talestrøm, fordi jeg lige ville lade børnene “finde ud af det”, ved at give plads til at de kunne indskyde deres idéer…? Jo, jeg havde faktisk formået at give plads, men selvfølgelig også vist Ella min accept af drengen, og havde gjort hende nysgerrig på at lege med ham. Det krævede vel en slags elegant dans fra min side, at de overhovedet kom til at lege sammen, for SÅ nemt er det jo heller ikke for en 6-årig at komme i snak med en 3-årig?

Som mor sørgede jeg for at åbne op for kommunikationen. Jeg havde et åbent kropssprog, og i samtalen med ham fangede jeg de små detaljer, og spurgte ind til de ting, han fortalte om. Han fortalte fx en del om, hvad han så i fjernsynet, og hende her mommy-bloggeren et øjeblik tænkte: “Hvad er det nu Viaplay er? En konkurrent til Netflix?”. 🙂

Så via samtalen i børnehøjde fik jeg som den voksne, først og fremmest en relation til ham (om det så var for en kort stund), og dernæst vendte han blikket mod hende den lille 3-årige, som gerne ville hoppe ned fra de samme høje puder som ham, og han viste hende, hvilke puder der var beregnet til hendes alder.

Blogindlægget fra Familiefilosofi fik mig til at konkludere, at jeg faktisk havde været ret bevidst om ikke at fylde for meget. Jeg var meget nærværende til en start, indtil jeg forsvandt mere og mere ind i bøgernes verden, og lod dem om at lege, så de kunne opbygge et tilhørsforhold til hinanden. Jeg gjorde plads til at begge børn kunne føle, at de hørte til lige her og nu, fremfor bare at passe ind, hvis jeg optrådte som et forstyrrende element. Det leder mig til emnet omkring tilhørsforhold. Jeg er netop i gang med at læse en bog af den amerikanske skam-forsker og professor Brené Brown. Bogen hedder på dansk: “Glem, hvad andre tænker”, og hun skriver i forbindelse med emnet ‘tilhørsforhold’:

“at passe ind vil sige at vurdere en situation og opføre sig sådan, som man skal for at blive accepteret. At høre til kræver derimod ikke at vi ændrer os; det kræver at vi er os selv.”

Så jeg gjorde plads til, at børnene bare kunne være sig selv, ligesom jeg husker betydningen af det fra min egen barndom. Eftersom drengen gik meget op i systemer og logik, oplevede jeg det som værende forfriskende at høre om noget helt andet, end jeg plejer – nemlig fra Ella, der går meget op i sine følelser og relationer, ligesom moren 😉 Her var plads til, at drengen og Ella kunne være sig selv.

På et tidspunkt spurgte drengen, om vi ville se de fisk, som var i et akvarium her på biblioteket? Dem havde vi aldrig set, men de var på den øverste etage, og vi måtte tage elevatoren. Jeg spurgte straks, om hans forældre var i nærheden? Det var de ikke, men søsteren var der et sted, og det var okay, at vi tog elevatoren. Han fortalte en masse om fiskene, og Ella nød denne “storebror”-opmærksomhed, kunne jeg fornemme.

Da vi kom ned igen, begyndte Ella og drengen for alvor at lege sammen. Jeg bemærkede, at de legede noget med at sige det modsatte af hinanden, så den ene sagde “godmorgen” og den anden sagde “godnat”. Det grinte de meget af, og jeg var lettet over, at Ella forstod joken, når drengen helt tørt og mekanisk, som drenge i den alder ofte svarer i en leg: “Godnat!” Hun svarede klukkende: “Godmorgen”, og sådan fortsatte de. En fryd for øjet. At være “Rasmus Modsat” og sige det stik modsatte af den anden, var åbenbart omdrejningspunktet for legen og ikke noget, jeg som voksen ville være kommet på. Godt jeg ikke blandede mig 😉

Et øjeblik gik jeg lidt væk fra dem for at låne nogle biblioeteksbøger ved en maskine, men pludselig lød der gråd. Drengen var faldet og havde slået sig. På Ellas mørke, bekymrede blik, kunne jeg se, at det ikke bare var for sjov, at han græd… Han græd desværre meget, og jeg trøstede efter alle kunstens regler, og Ella og jeg lyttede til ham, da han fortalte, at det var tæt på, at han havde brækket benet! Ella rakte ham en børnebog, som jeg havde liggende på skødet: “Vil du have en bog?”, spurgte hun trøstende. Det var han ikke lige i humør til, så jeg hviskede i stedet til hende, at det var sødt af hende.

I dagene fortalte hun mig flere gange med bekymret mine, at drengen havde brækket sit ben, og jeg har måttet forklare hende, at SÅ slemt var det nu alligevel ikke, selvom det uden tvivl gjorde ondt på ham.

Da vi skulle til at gå, fordi vi skulle hjem og have aftensmad, opførte jeg mig lidt famlende under afskedsscenariet. Skulle vi bare sige farvel, og så var det dét?

Ella sagde pylret igen og igen: “Jeg vil have drengen. Jeg vil have drengen”, og jeg svarede højt, at “det var vel nok også hyggeligt at tilbringe tid med ham!” Drengen kiggede på os, og jeg sagde til ham, at det kunne være sjovt at ses igen en anden dag, og han svarede noget i stil med: “Det sker nok aldrig”. Hmm, så opstod der naturligt en lille pause 😉 Så svarede jeg, at han kom her vel engang mellem? Jo, en gang om måneden, når han var hos sin far, svarede han. Så var der ligesom en lille åbning, og han fortalte, at han jo stadig havde 5 dage tilbage af sin ferie i Middelfart, så det kunne være vi sås. Vi snakkede lidt tøvende om fx at ses fredag eller lørdag, og således gik det til, at Ella fik en halv aftale om en legeaftale med ham om lørdagen.

“Jeg siger til hvis jeg kan. Nogle gange vågner vi sent, nogle gange tidligt og nogle gange slet ikke”, forklarede han 🙂

Han foreslog, at jeg skrev mit nummer på et stykke papir henne ved “tegne-øen”. Det blev til et stykke Snehvide-papir, jeg foldede og skrev på: Astrid & Ella, xxxxxxxx

“Vi skrives ved”, sagde han.

Jeg kan ikke love noget, havde jeg på et tidspunkt tilføjet, og heldigvis for det! For desværre kom der andre planer i vejen, så vi aldrig sås med ham om lørdagen. Det gode ved at bo i en mindre by som Middelfart er, at der er ret stor sandsynlighed for, at vi møder ham igen – især nu, når Ella nærmest opfatter biblioteket som vores andet hjem.

Det var mit lange blogindlæg om et kort møde af en stor betydning og om betydningen af at kunne lade tingene ske af sig selv, så der opstår et lille mikroeventyr i hverdagen. At få flere mennesker ind i sit liv behøver heldigvis ikke at være så kompliceret.

Lad os tale om skavanker, skam og sårbarhed!

img_20170805_151505_456Dette blogindlæg omhandler en enkelt episode, som satte tankerne i gang. Det skal handle om de følelser, som mange af os forsøger at holde ud i strakt arm – følelsen af skam og sårbarhed.

Det er sårbart at være mor – OG selvstændig!

Den forgangne uge har været travl, og især fordi jeg har arbejdet på nedsat tempo grundet et par forstuvede fingre. Øv, det er bare ikke optimalt som selvstændig tekstforfatter. Her mærkede jeg i høj grad sårbarheden hos mig selv. “Tænk, hvis jeg ikke når mine arbejdsopgaver”, lød en indre bekymrings-stemme. En fysisk skavank, og min indkomst er i farezonen. Det var indbegrebet af at føle sig på vaklende grund.

“Glem hvad andre tænker”

‘Sårbarhed og skam’ som begreber er desuden noget, jeg læser om i øjeblikket, hvilket gjorde, at det blev lidt interessant at betragte en hel uge i sårbarhedens tegn! Bogen, jeg læser, handler som sagt om sårbarhed, og er af den amerikanske skam-forsker og professor Brené Brown. Bogen hedder på dansk: “Glem hvad andre tænker”. Her taler hun bl.a. om at have en modstandsdygtighed mod skam. Skam og sårbarhed er tæt forbundne begreber, og det er interessant at sætte begreberne i relation til mine egne opdagelser omkring mor-rollen.

Men hvordan kunne det dog ske?

Når vi som forældre mærker sårbarhed, er det fx noget med et lille chok i hverdagen – ligesom da jeg forstuvede fingrene. Første tanke og udbrud lyder oftest i retning af: “Men hvordan kunne det dog ske?”. Det spurgte jeg også mig selv om, da jeg stod i entreen og stirrede på Ella, imens min hånd gjorde ondt.

Scenariet, der udløste skam

Lang historie er det, men i hvert fald skulle vi bare hurtigt et smut i kælderen… Ella var så sød og heeeelt stille og rolig. Hun hviskede sågar på vejen, at “vi skulle være stille”. Ja, mor her havde fortalt, at hun skulle være stille, da det var sent, og måske naboerne sov… (Ella sover jo nærmest aldrig). Det var som om, luften gik ud af ballonen, da vi nærmede os hoveddøren til vores lejlighed på vej op ad trappen. Ella fik et andet blik, og nu ville hun smutte i forvejen, væk fra mor og hen til døren. Jeg huskede i det samme, at døren stod på klem, så derfor kunne jeg regne ud, at døren ville baldre hårdt op i radiatoren bagved døren, hvis hun puffede til den. SÅ jeg løb efter hende og forsøgte på en krampagtig måde at stoppe døren, hvilket forårsagede en lille forstuvning i to af fingrene.

I det øjeblik, hvor jeg mærkede den fysiske smerte, blev jeg med det samme vred på Ella. Endda på en måde, som jeg ikke har prøvet før. Jeg fortalte hende, hvad jeg var vred over, og jeg så, at hun blev skamfuld. Jeg blev også selv skamfuld, fordi jeg følte mig nødsaget til bare at blotte mine følelser, at jeg både var ked af det og vred. Der var ingen anden udvej, for jeg var pænt sagt ret irriteret. Skamfuld var jeg derfor over, at jeg i dette øjeblik ikke var særligt pædagogisk. Hånden gjorde ondt, og mor var vred, ked af det og træt!

De fire elementer i ‘modstandsygtighed mod skam’

Hvad jeg besluttede mig for at gøre var at se min skam og sårbarhed i øjnene. Brené Brown har fire elementer, hun opererer med i forhold til at eliminere følelsen af skam, så vi i stedet føler empati og oplever en form for healing. Jeg gennemgår dem lige meget hurtigt, men ellers kan de nærstuderes på side 85 i bogen 🙂

Jeg kunne mærke sårbarheden i situationen, eftersom jeg kunne genkende skammen (første element i følge bogen) over at være vred på Ella, når det egentlig ikke var hendes skyld, at jeg nu stod med en smertefuld hånd. I sidste ende var det mit ansvar. Derfor foretog jeg et realitetstjek af de budskaber og forventninger, der drev min skam (andet element). Var det rimeligt, at jeg pålagde hende skam, når hun bare er et barn, der havde været lidt kåd, og det sker jo så sjældent, at hun ikke lytter, og hun er et barn, og jeg er hendes mor – den voksne, og jeg ville ikke skælde hende ud, men i stedet tænke over min egen rolle. Hvordan skulle hun kunne vide, at døren var på klem? Og at den i øvrigt baldrer hårdt op i radiatoren, hvis man giver den et puf?

Det tredje element er at række ud mod andre ved fx at dele historien af skam. Her fortalte jeg Ella, at jeg bare blev så vred og ked af det, men at alting var okay nu, bortset fra et par fingre, der ville blive go’e igen. Det var nemlig forståeligt, at hun havde lyst til at løbe lidt på gangen, som hun indimellem gør ved højlys dag.

Det fjerde element er at sætte ord på skammen, og det gør jeg så via denne blog – men også da jeg satte ord på det overfor Ella, og hvad jeg havde brug for fra hende. Det lykkedes mig på pædagogisk vis at inddrage hende i mine følelser, men uden at være for dramatisk. Jeg orienterede hende bare om, at mor havde brug for en pause (til at ømme og sunde sig i), og at jeg ville få det godt igen. Siden hen har vi snakket om mors fingre, og at de er blevet fine igen, hvilket imponerer hende og gør hende lettet over, at alting bliver godt igen, vedrørende mange dagligdagshændelser. Sådan ser hun i hvert fald ud, når ansigtet lyser op under vores lille samtale 🙂

Egentlig kunne man vel godt sige, at Ella og jeg dermed har opnået større forbundethed, fordi vi netop snakkede om det. Der var jo også den mulighed, at jeg havde vendt hende ryggen og sagt, at jeg ikke ville hverken se på hende eller tale med hende, hvis vi tager en tilgang, som i høj grad påfører barnet skam, og som vel næsten er en uddød tilgang? Men vi ser vel hele tiden grader af det, ligesom jeg selv blev opmærksom på min egen vrede, rettet mod Ella. Jeg kunne stoppe mig selv, fordi jeg lynhurtigt identificerede, hvilke følelser der var på spil og hvorfor.

Så her var en lille historie om forbundethed. Jeg håber, at den måske inspirerede dig til selv at tænke tilbage på episoder, hvor en skamfølelse dominerende, men hvor den stærke følelse blev afløst af healing.

    Newer posts