Trods dårlig start med en svindler, havde vi en god dag i Legoland!

img_20170829_111709_159

I fredags var vi i Legoland, og vi havde en fantatisk tur. En helt fantastisk tur på trods af en (måske kvindelig) svindler, som vi kan kalde ‘SN’…

‘SN’ snød mig, så det kunne mærkes. Hun havde solgt Legobilletter til mig, der var ugyldige. Det ville undre mig meget, hvis hun har det dårligt med det. Dette blogindlæg skal handle om manglen på moral og empati.

Den indledende kontakt

For ca. en måned siden solgte SN omkring 8 billetter til Legoland på Facebook, hvoraf jeg købte 2 voksenbilletter for 500 kr. Billetterne havde hun så fint “reserveret til mig”, som hun skrev som en Facebook-kommentar til sit opslag i den køb- og salgsgruppe på Facebook, hvor børnefamilier nemt ville falde for hendes salgstaktik. SN skrev noget i den her stil, som jeg i øjeblikket troede på.

Hun skrev: “Vi havde arrangeret en familietur, men af personlige omstændigheder kommer vi ikke afsted alligevel. Derfor sælger jeg de her Legoland-billetter med et afslag i prisen”

Det viste sig senere, at SN havde fået refunderet pengene for de købte online-billetter, og nu solgte dem videre. Hun er en krænker, uanset hvor meget jeg så har troet på hende. Det er hende, der har et problem med manglende moral. Hende der ikke så meget som ønskede os en god tur, hvorimod jeg takkede for handlen. Faktisk var hendes e-mail helt tom, bortset fra vedhæftningerne. Det føltes hult, og det var det åbenbart med god grund. Nu ved jeg ikke om SN er alene om at svindle. Ofte arbejder de jo sammen. Profilbilledet eksisterer ikke mere på hendes Facebookprofil. Hun har selvfølgelig blokeret mig. Jeg fik efterfølgende en anden til at kontakte hende med endnu en opfordring til at betale mig, og i første omgang skrev hun, at hun nok skulle overføre, men intet hørte jeg om, hvornår. Så i alt har hun fået 3 chancer for at bevise, at det hele var en stor fejl, eller at hun har fået en lærestreg, og aldrig gør det mere. Under den indledende kontakt skrev jeg endda som noget af det første, at jeg sagtens kunne komme forbi og hente billetterne, da jeg boede i Middelfart. Hun havde derfor skrevet på hendes profil, at hun boede i enten Middelfart, i Fredericia eller Kolding, da jeg aldrig ville tage længere væk end det, da jeg ikke har bil… Så jeg har KUN foreslået det, fordi hun boede tæt på. Så advarsel til andre mødre – hun ændrer bare sin profil efter forgodtbefindende. Hun “raserer” nok i hele Danmark.

Dog har jeg gemt hendes profilbillede og vil politianmelde hende. Hun ligner en helt almindelig kvinde på min egen alder. Med sin pagefrisure, kommunefarvede hår og fyldige, feminine læber ser hun helt moderlig ud. På et af billederne på sin profil sad hun også sammen med en lille dreng, og derfor fik jeg også et positivt indtryk af hende som et ægte familiemenneske.

Hun havde også dette citat på sin Facebookprofil:

bf3fd14627e3006e9cbda3246f5a0508

Ergo, KUNNE hun være et menneske med en høj moral eller stor portion empati, men det første jeg tænkte, da jeg så teksten var: “Hmm, tyv tror hver mand stjæler”. Ja, det var faktisk dét jeg tænkte, da jeg så citatet. Egentlig gav den tanke ikke så meget mening fra et logisk perspektiv – kun fra et intuitivt. Derfor overførte jeg penge til hende. Ikke via MobilePay, og egentlig ville jeg vente til dagen efter, men hun havde travlt. “Du kan da bare lave en straksoverførsel”, skrev hun. Hun ville sende billetterne på min e-mail, hvilket hun også gjorde. Kl. 00.45 overførte jeg penge, og det slog mig at det var et UKRISTELIGT tidspunkt! Da jeg lagde hovedet på hovedpuden tænkte jeg: “Astrid, du er nok blevet snydt!”. Det tog lidt tid, inden jeg faldt i søvn, for jeg havde brudt den regel, som jeg altid bærer med mig: “Hvis folk skynder på dig, så STOP OP! Lad vær’ med at stole på dem, hvis penge er indblandet”. Nå, nu var pengene overført, og skuffet over mig selv, måtte jeg bare krydse fingre for, at billetterne var gyldige! Med tiden glemte jeg mere og mere tvivlen, og jeg glædede mig til at komme afsted med Ella og mormor.

Lille Ella på knap 3 år ville være gratis at tage med i Legoland, så det var et godt tidspunkt at tage dertil. Jeg ville også gerne invitere mormor med, som har hjulpet og støttet os ufatteligt meget i de sidste par år. Hun er verdens bedste mormor, og vi klynger os til hende, fordi hun har så meget empati, at det kan tælle for en lille landsby, og det har vi alle jo brug for i en verden, der indimellem er så grum, at man end ikke har lyst til at tænke på Legoland-billetter. Men den aften hvor jeg købte billetterne, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at vi da skulle have billetter! Billetter til et lille eventyr i hverdagen.

Da sandheden gik op for mig i Legoland, blev jeg selvfølgelig vred og så skuffet, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. Ja, sådan går det når denne oplevelse samtidig ripper op i et gammelt traume for 7 år siden, hvor jeg blev snydt for et meget større beløb, og på en rigtig ubehagelig måde. Det hører fortiden til, men min krop reagerer altså stadig indimellem. Som mor var der kun ét at gøre. Det var at tørre øjnene og komme videre. Nyde Legoland og alle de skønne oplevelser med min datter og verdens bedste mormor.

Nu havde SN jo kun snydt mig for nogle hundrede kroner, men hun har jo også snydt andre familier… Hvordan mon de har det? Hvis du selv er blevet snydt vedr. Legobilletter eller kender nogen, så må I meget gerne kontakte mig. Jo flere, der går til politiet, jo bedre.

Der er måske 4 familier, der har stået ved indgangen til Legoland og fået samme forklaring fra billetkontrolløren: “Hun har anmodet os om at få pengene retur for de her billetter, så de er desværre ugyldige”. Udover at det giver forsinkelse på at komme ind, giver det også en forsinkelse i glæden, for så “skal man lige tage sig sammen” for en stund.

Heldigvis var Legoland så generøse, at da de hørte om svindleren, gav de ved købet af billetter et par ekstra GRATIS billetter med til endnu en tur inden sæsonen slutter. Ella tog ligefrem billetdamen i hånden, for er det ikke sådan med børn og dyr, at de kan fornemme gode mennesker på lang afstand? 😉

“Jeg er ikke hundrede på dig”, tænkte jeg for mig selv den sene aftentime, hvor jeg tjekkede SN’s Facebookprofil, og den første indskydelse skulle jeg have holdt fast i…

Tak til LEGOLAND for at være rammen om en skøn dag med bl.a. yderst venlige og servicemindede medarbejdere. Virkelig et lækkert sted, hvor Ella hyggede sig gevaldigt og sprang middagsluren over, men i stedet sov så snart hun blev sat i autostolen. Hun skulle have det hele med! 🙂

Havde I også en god sundhedsplejerske? Min SP gav mig troen tilbage

collage-1503921755125Ella bliver snart 3 år, og der er sket ufattelig meget på de 3 år. I dette blogindlæg vil jeg gå helt tilbage til den første tid som nybagt mor, og jeg vil fortælle om den sundhedsplejerske jeg havde, og hvordan hun gjorde en forskel. Lad os skrue tiden tilbage til dengang, hvor der kun var 2 måneder til Ella kom til verden.

Hjemvendt fra udlandet

Et par måneder inden fødslen vendte jeg tilbage til Danmark, efter et år i Tyrkiet. Vi overvejede at bosætte os i DK, men ikke var helt sikre, da det kom an på så meget. På det tidspunkt havde Ellas far en restaurant i Alanya, og den skulle jo passes. Jeg var derfor ret alene om det hele, hvilket egentlig passede mig fint, da der allerede under graviditeten var kommet lidt skår i vores parforholdsglæde. Det var lidt af et chok for mig, at vi kunne gå fra at være så ens, have samme værdier og snakke om alt, til at jeg følte, at der var en stor kløft imellem os. Kulturforskelle har aldrig været et problem, men det virkede til, at alt andet blev et problem. Selvom jeg stadig var smaskforelsket og virkelig ville kæmpe for det, begyndte jeg allerede dengang at tvivle på, om det var realistisk at vi (i det mindste) kunne blive sammen igennem Ellas barndom. Store tanker at gå med, og det gik selvfølgelig ud over min selvtillid og mit selvværd. Jeg var bestemt ikke så glad, som jeg havde været måneder forinden. Jeg boede hos noget familie, midlertidigt, da vi jo netop manglede at bestemme os for en fast base. Familien åbnede deres hus for os, og det var så sødt, at jeg selvfølgelig sagde ja, og vi havde mange gode stunder. Det føltes meningsfyldt at være tæt på familien og dele sorger, bekymringer og glæder med dem. Samtidig virkede det lidt for nomade-agtigt til at jeg kunne føle stolthed over den voksende mave. Skam fyldte meget i den periode. Tanker om skam delte jeg også med familien, og de var meget forstående. Men i bund og grund var jeg alene om den her “suppedas”, som jeg sad i. Det var jo slet ikke sådan, at jeg havde forestillet mig livet som snart nybagt mor. Næsten alle små piger drømmer om at blive gift med prinsen på den hvide hest, bosætte sig i et stort hus med have, Volvo i indkørslen og en barnevogn i forhaven, hvor baby kan sove til middag. Sådan var det ikke gået, og spørgsmålet var, om jeg nogensinde ville få noget der mindede om det? Jeg skulle sige farvel til den drøm om, hvordan det skulle have været, og jeg måtte øve mig i at finde glæden ved dét der er. 

Sundhedsplejersken kendte jeg allerede

Jeg fik den samme sundhedsplejerske, som nogle af de andre kvinder i min familie havde haft her på Fyn. Ja, jeg var da virkelig vendt hjem til lokalmiljøet 🙂 Sundhedsplejersken havde jeg hørt rigtig godt om, så jeg glædede mig til at have hende.

Inden vores første møde med hende, tre dage efter fødslen, rendte vi rundt og gjorde rent og lavede kaffe, hvilket er en situation, som jeg tror alle forældre kan huske fra deres første møde med sundhedsplejersken. Det var lidt som at skulle til en eksamen, selvom sundhedsplejersen selvfølgelig gjorde alt for at berolige os. Bare dét at holde et spædbarn var meget nyt for mig, så jeg var rigtig nervøs for, at hun ville tænke: “Hold da op, hun er da godt nok et nervevrag, hende der” 😉 I det hele taget var jeg nervøs for alt, hvad hun kunne tænke om os. Hvad ville hun sige til, at vi boede ved noget familie? Jeg havde ellers sådan en fin lille afdeling for mig selv – det var virkelig fornemt, og perfekt til tiden som nybagt mor. På den ene side var jeg derfor taknemmelig, og på den anden side havde jeg en række bekymringer og forventninger til, hvordan det skulle have været.

Sundhedsplejersken fremhævede mit gode blik for sagen

Jeg følte mig sårbar og usikker på det hele, hvilket mange kommende mødre sikkert gør af forskellige grunde. Det er en usikker tid for de fleste, for vi vil jo bare gerne gøre det så godt! Den garvede sundhedsplejerske, som jeg fik, var et heldigt match. Hun fremhævede altid de positive ting, uanset hvad jeg gjorde. Okay, nu gjorde jeg nok heller ikke noget der var helt forkert, men hendes mission var at “løfte alle nybagte kvinder” – det var helt tydeligt. Med hendes rolige facon satte hun sig til rette ved siden af Ella og jeg, og vi fik os en sludder om alt muligt. Der var ikke meget “sådan gør du dét og dét” over hende, men hun gjorde alt det rigtige, som en sundhedsplejerske skal. Hun gav mig troen på, at jeg var en god mor, og at jeg sagtens kunne det her. Hun gav mig troen på, at jeg havde et godt blik for dét der moderskab 🙂 Moderskabet handler jo i høj grad om at have en ro og tryghed i sig selv til at have nærvær med sit barn og  bare nyde de hyggelige stunder, der naturligt opstår, og den linje støttede hun mig i. Hun fremhævede mine ressourcer, som hun ville gøre ved en hvilken som helst anden kvinde. Hun lagde mærke til de små ting, som jeg gjorde rigtigt, vel og mærke! For hver gang, hun havde været på besøg, havde jeg “fået lidt med” i rygsækken af positive tilkendegivelser, som jeg gik og huskede på i dagligdagen som et stykke, klassisk musik der spiller i baggrunden. Hendes fokus lå på at observere samspillet mellem mor og datter, og sikre sig at jeg selvfølgelig fik svar på, hvad jeg havde af spørgsmål, men fokus var også på at give mig troen på, at hvis noget føltes rigtigt i rollen som mor – så var det det nok også… Det føltes rigtigt at have Ella liggende ved siden af mig i sengen om natten, og hun forsikrede mig om, at en mor vågner op ved det mindste pip om at baby ikke er tilpas, så jeg skulle være helt rolig.

Hvordan kunne du være så heldig?

Omkring d. 29. dec. 2014, da Ella er 2 måneder, fortalte jeg hende, at vi faktisk skulle flytte (igen), da jeg havde fundet en 3-værelses til os i Assens, hvor vi allesammen skulle bo. Jeg fortæller, at vi allerede flytter ind 1. januar. “Hvordan kunne du være så heldig?”, udbryder hun så, og jeg kigger lidt paf på hende. Heldig, mig?! Nå, det var MIG hun tænkte på. Jeg begyndte at forklare hende, hvordan jeg havde fundet det via boligportalen.dk, imens det mere og mere gik op for mig, at hun skam mente det. Hun syntes, at jeg var heldig, at vi havde fået en taglejlighed med en hyggelig kvist, der var lys og hyggelig, og med flotte trægulve, og med et fint lille børneværelse til Ella. Ja, det var måske meget godt altsammen? Jeg følte mig stolt og sikker på, at jeg godt kunne tage gode beslutninger. Der var intet galt med mig, og lykken tilkom også mig. Usikkerheden dækkede over nogle dybereliggende ting, som jeg heldigvis fik kigget på i de efterfølgende måneder. Det var min egen nysgerrighed, der satte gang i en god proces i forhold til min efterfødselsreaktion, som jeg kunne fortælle mere om, men det må blive i et andet blogindlæg. Jeg gik ikke i noget terapiforløb eller lignende, men jeg var blevet mere nysgerrig på mine følelser – både som ‘Astrid’ og som mor. Hun havde vakt noget i mit ved at se et “lys i mig”, som jeg ikke selv havde set. Hendes positive væsen og de sætninger, der bare sad knivskarpt, så jeg huskede det i lang tid fremover, var de største gevinster jeg fik med fra mine møder med hende. Hun gik på pension få dage efter, at hun så Ella til 8-måneders undersøgelse, og jeg følte mig så heldig over, at lige præcis HUN blev min sundhedsplejerske.

Havde du en god sundhedsplejerske?

Havde du også en god sundhedsplejerske? Som sagde noget, der for altid satte sig fast i din hukommelse? Som hjalp dig igennem en særligt svær tid? Hvis du havde, vil jeg gerne høre fra dig. Det er rart at få sat fokus på de menneskelige egenskaber i en sundhedsplejerskes job. Bare en enkelt sætning eller et øjeblik, hvor du føler at du bliver set som menneske og som mor, kan gøre en stor forskel.

Så vil jeg foretage et mini-interview, og så skrive det som et lille blogindlæg – efter du har godkendt 🙂 Jeg glæder mig til at høre fra dig!

Skriv gerne på: astrid.scheel.meyer@gmail.com

Verden set fra en snart 3-årigs perspektiv

received_1876131555746914Dette blogindlæg er om livet set fra en 3-årigs perspektiv.

Tidligere har jeg skrevet det her blogindlæg om perspektivet fra en 2,5-årig samt et blogindlæg om de samtaler, som Ella og moren har haft 🙂

Ella bliver snart 3 år (d. 30. oktober), og hun glæder sig allerede. Nu er moren og faren så også ret optagede af hendes fødselsdag allerede. Det er vist resultatet af kun at have ét barn, at jeg glæder mig i flere måneder på forhånd, når nu der ikke er så mange fødselsdage! 😉

Sidste år gik moren lidt amok i kagedekorationer, og først nu kan Lillepigen se, at det var en LØVE, som moren forsøgte at lave til hende.

img_20161031_113251

Hun er vældig begejstret, når vi kigger billeder, men i år fokuserer jeg på bare liiidt nemmere løsninger.

Nå, men udover at vi glæder os til hendes fødselsdag, er hun jo blevet børnehavebarn, og da jeg spurgte hende omkring 3 gange i dag, hvad de havde spist til frokost, svarede hun det samme igen og igen: “POPCORN”. Nu er det heldigt, at jeg kan tjekke på Intranettet, hvad de i virkeligheden får at spise, og hurraa for madordning! Så er jeg sikker på, at hun får ordentlig mad og ikke brokker sig over mors mad, som da vi fx spiste tofu, som jeg skrev om i dette blogindlæg…

Hver eneste dag spørger jeg mig selv: “Er mit barn kræsent?”, og jeg får ikke noget svar. Når det kommer til mad, er det svært at droppe sammenligningerne med andre børn. Alle frygter jo et kræsent barn, og jeg må trøste mig med, at hvis jeg fx giver Ella en pære i hånden, er der som regel kun så lidt tilbage….

_20170511_102141

En pære spiser hun da bare, rub og stub…

Som de fleste småbørn er maden mest interessant, hvis hun kan lege med det.

Hun elsker fx at “banke æg”, som hun siger, når der skal slås æg ud på panden eller til bagværk. Så tager hun som regel et par ekstra æg i hånden, selvom moren har sagt, hvor mange hun skal bruge. Men når hun så overgiver sig, lægger hun forsigtigt æggene tilbage i æggebakken, så de ligger på langsiden og “kan sove”. “SÅ, nu kan æggene sove”, siger hun omsorgsfuldt og lægger dem til rette i æggebakken, inden de kommer ind i køleskabet.

Appetitten fejler heller ikke noget, når vi er på gåture eller ude i mormors kolonihave. En dag blev hun passet af mormor ude i kolonihaven, og hun smagte hindbær, ærter og hvad der ellers var i haven. Efterhånden var der ikke mere at tage af, og Ella blev efterhånden lidt utålmodig og ville gerne hjem. Hun var træt af at være i haven, og da hun gik hen imod mormor og endnu engang beklagede sig, måtte mormor lige tænke lidt, imens hun overvejede, hvad de kunne finde på. Ella kunne vist læse mormors tanker, for i hvert fald kiggede hun op på mormor med sine søde, brune øjne og sagde: “Men mormor, jeg kan jo ikke spise blomster..”

Og når moren så fortæller Ella om de forskellige blomster og fx siger: “Se Ella, det er en tulipan”, bliver jeg rettet, og hun svarer: “Nej mor, det er bare en blomst” 🙂

Ella ved godt, hvad hun vil og hvad hendes rettigheder er. Hun giver mig ren besked, hvis ikke hun synes jeg er fair. “Mor, du skal være sød ved Ella”, siger hun så med løftet pegefinger. Nu har jeg så også sagt det i forbindelse med de gange, hvor jeg har sagt undskyld for fx at komme til at træde hende over tæerne, skubbe til hende eller andet, der indimellem sker i hverdagens travlhed. Så har jeg altid undskyldt og fx sagt som forklaring: “Det må du undskylde. Det var ikke meningen. Mor skal være sød ved Ella. Mor havde bare ikke set dig”.

Nu siger hun det så selv! 🙂

Den anden dag var vi på vej hjem fra biblioteket, og vi gik ned igennem gågaden, men jeg begyndte at blive lidt nervøs for, om hun godt kunne gå ved siden af mig, uden at vi holdt i hånden. Hun virkede til at have meget krudt, der skulle brændes af. Jeg sagde så til hende, at jeg var nervøs for, at hun rendte ud på vejen, og hvis ikke hun ville holde mor i hånden, måtte hun komme op i klapvognen. Hun var ikke interesseret i at holde i hånden, så jeg besluttede mig for klapvognen, og løftede hende op i klapvognen, egentlig uden synderlige protester. Det var nemt. Men så mente hun åbenbart alligevel, at det ikke var godt nok, hvad hun var udsat for 😉 Hun rettede ryggen og skød hagen op i vejret, som var hun en forurettet fin dame fra Victoria-tiden og så kiggede hun sig omkring, imens hun råbte: “HJÆLP… Jeg har brug for hjælp! Ella sidder fast i klapvognen..”

Så måtte moren berolige hende med, at alting var okay. Hun sad ikke fast, og nu skulle vi bare have en dejlig gåtur hjem til matriklen, og helst uden flere blikke 😉

Bekymrer du dig unødigt, når du egentligt burde være glad?

dsc_3767Kender du til pludselig at ligge søvnløs, når du egentlig synes, at livet går meget godt? Kender du til at tankerne kører i ring, fordi du har set en eller anden overskrift på et magasin/en avis, som satte gang i en negativ tankestrøm, og du ikke kan slippe bekymringerne igen? Det er lige præcis sådan, jeg har haft det i et par uger nu, on and off, og jeg besluttede mig for at undersøge det nærmere. Måske kan du nikke genkendende til noget af det? Her kommer IKKE 10 råd til at droppe bekymringerne, men i stedet får du et lille indblik i, hvordan jeg takler følelsen af sårbarhed, skam og sort/hvid-tænkning.

Det er blevet hverdag ovenpå forandringerne – MEN bekymringerne banker på

Det er blevet hverdag efter forandringerne i forbindelse med flytningen og separationen, som jeg skrev om her. Samarbejdet fungerer, synes jeg. Vi har rutiner, kommunikerer omkring Ella og planlægger frem i tiden – fx ser vi begge frem til hendes fødselsdag og tænker allerede på, hvilke gaver vi skal give hende.

Ella trives, og det her blogindlæg, som jeg skrev om ’savn’ for nogle måneder siden, virker langt væk nu. Det er blevet hverdag. En hverdag, som jeg på mange måder er meget tilfreds med. Men minsandten om ikke moren er begyndt at bekymre sig unødigt om alt muligt! Det er da strengt, at bekymringerne skulle dukke op nu! At bekymre sig unødigt kunne ligne mig for 3-4 år siden, men jeg troede efterhånden, at unødige bekymringer var lagt på hylden, én gang for alle. Jeg troede, at jeg havde regnet den ud… 🙂 Men sårbarheden dukker op, når man mindst venter det – og altid er der noget nyt at lære om livets sprækker.

Bekymringer der kører i ring

Jeg er i de her dage gået på opdagelse i forhold til at finde ud af, hvorfor jeg pludselig bekymrer mig mere, end jeg plejer, og at bekymringerne kører i ring. Netop dét at bekymringerne kører i ring, er det mest ærgerlige. Jeg er en type, der tænker meget over tingene, og fred være med det, men bekymringerne må gerne smutte hurtigt igen!

Hvorfor dukker bekymringerne op, når vi har sejret?

I de her dage læser jeg bogen: “Glem hvad andre tænker” af den amerikanske professor og skam-forsker Brené Brown. Den har gjort mig klogere på, hvorfor bekymringerne mon er dukket op nu, hvor jeg synes, at livet går bedre. Det kan vel godt betegnes som en form for moderne sejr, når et skilsmissepar kan fokusere på barnets behov, og acceptere at livet gik en anden vej end forventet. Okay, måske er vi der ikke 100 %, men det går i den rigtige retning. Det føles som en stor lettelse, og derfor har jeg anset det som lidt af en sejr. Jeg havde ikke forventet, at det var NU, at jeg pludselig begynder at spekulere på den ene og den anden detalje, som ikke ville have rørt mig for et halvt år siden. Her har jeg dykket ned i “Glem hvad andre tænker” for at finde ud af, hvad der er på spil.

Vi skal jo ikke bare tage en ny rustning på… 

Brené Brown beskæftiger sig som sagt med sårbarhed, og skriver bl.a., at hendes undersøgelser har vist, at folk indimellem tager så meget afstand til sårbarheden, at de reagerer med at være enten et offer eller en viking. En viking er ifølge Brené Brown én, som udøver magt over tingene, bevarer kontrollen og aldrig viser sårbarhed – til forskel fra offeret, der bliver set på, som lidt af et skvat. En person, der bliver udnyttet eller ikke kan tage vare på sig selv.

Dette viking-eller-offer-verdensbillede gør ikke lykkelig. Det er en sort/hvid-tænkning, fyldt med frygt (bekymringer). De her skarpt adskilte grupper opstår, når vi ikke kigger på nuancerne i livet. Det opstår fx, hvis vi via sproget fastholder et billede af os selv og hinanden som enten succeser – eller fiaskoer. Ofte opererer vi som samfund med begreberne: Vinder/taber, stærk/svag, succes/fiasko m.m. Og i ovenstående eksempel fra mit eget liv havde jeg vel set på min egen “sejr” som noget, der kunne gøre mig endnu stærkere og ubekymret i en vis fart. Efter en tid med “nederlag” skulle det bare gå godt! På med rustningen… 

Men vi skal ikke påføre os en ny rustning, men acceptere sårbarheden.

Medierne bombarderer os med, at vi skal være stærke!

Da jeg læste kapitlet i bogen kom jeg til at tænke på, hvor meget vi bombarderes med i medierne om, at vi konstant skal være STÆRKE og i sidste ende udødelige. Fx begyndte en masse bekymringer for mit eget vedkommende, da jeg i går var ude at handle, og jeg så forsiden på en tabloid-avis med en overskrift, der satte gang i bekymringerne.

Overskriften var et eller andet sundhedsbudskab à la: “Undgå skavanker og udsæt døden”. Jeg begyndte straks at bekymre mig om ALT. Om sygdom og død – og hvad skulle der så blive af stakkels Ella? Ja, det er jo de kære børn, der volder os forældre flest bekymringer. Denne avis vidste udmærket, hvilke knapper der skulle skrues på i forhold til at få flere læsere.

“Lad mig komme væk fra smerten og hen imod succes. Lad mig blive sund og sejre!”, kunne man næsten høre læserne juble.

Jeg blev bevidst om, hvorfor jeg selvfølgelig var begyndt at bekymre mig mere… Jeg havde glemt at betragte sårbarheden som en del af livet, og ikke som noget jeg skulle væk fra. Faktisk skulle jeg gøre meget af det, som jeg ikke havde lyst til. Min umiddelbare lyst var selvfølgelig at købe avisen – og dermed gå med på illusionen om, at der er noget uden for mig, der kan fjerne smerten og beskytte mig. Men jeg gjorde selvfølgelig det modsatte. Jeg fandt “tilbage til mig selv”, vendte tilbage til nuet, og hentede dermed styrke som et bevidst valg, i stedet for fx at købe en avis med nogle bud på et quick-fix.

Et offer, en viking eller noget midt imellem?

For at undgå bekymringerne kan vi huske os selv på at favne alle følelser – også de negative. Således kan vi være til stede i nuet, uden straks at gøre os bekymringer om fremtidige skavanker fx. Skavanker kan man jo altid bekymre sig om!

Hvad lærte vores forældre os?

Det er slet ikke så tosset, når vores forældre altid fortalte os som børn: “Tag en dyb indånding. Det skal nok gå altsammen”. På den simple måde minder vi os selv om, at meget af det, som vi kæmper med, er fælles for alle mennesker. Bekymringerne var de samme i 1967 eller 1987, og avisen hed bare noget andet.

Husk at sunde dig!

Efter et traume eller en stor livsforandring skal vi også lige have tid til at sunde os, fortæller vi ofte hinanden, og i denne proces er det netop meningen, at vi skal føle os stærke – ikke på grund af en tyk rustning, men på grund af en god kontakt til sårbarheden, og dermed evnen til at skabe endnu større forbundethed med andre. Så får tankemyldret ikke den samme magt, og det er lettere at nyde hverdagen.

Jeg håber, at dette blogindlæg inspirerede jer til at undersøge jeres egne bekymringer. Hvornår dukker de op? Og hvad siger det om det samfund vi er en del af? Eller hvad du lige har oplevet i dit eget liv?

Børnehavestart og morens bekymringer

 img_20170728_192528_610En stor dag var det, da Ella begyndte i børnehave d. 1. august….

Der var flere ting, som jeg havde bekymret mig om, men som IKKE skete, imens der var andre ting, der skete, men som jeg ikke havde bekymret mig om. Ubehaget ved uforudsigeligheden er vel også en del af pakken, når vi mødre sender vores børn afsted i børnehave? Så må vi satse på, at de får det godt 🙂

Jeg skulle se min sårbarhed i øjnene

I bund og grund var jeg nok bare bange for specielt ÉN ting.. At både hun og jeg skulle blive skuffet over stedet. Skuffelse, det er én af de værste følelser… Åh, hvor jeg hader skuffelse.

Men uden skuffelse – heller ingen begejstring. Vi kan jo ikke udvælge følelser efter behov. Så jeg måtte til det. Jeg måtte se min sårbarhed i øjnene. Følelsen af, at NU var der noget på spil. NU kunne jeg blive vred over forholdene eller vildt glad! Eller føle en masse andre følelser…

SÅ jeg registrerede, at det var sårbart for mig som mor, at Ella skulle begynde i børnehave. Ella vidste jo ikke, hvad der skulle ske. Ikke rigtigt, i hvert fald, selvom vi havde talt lidt om det. Hun sagde, at “det var dér alle de farlige børn gik!” Aha… Det var sådan hun italesatte sin sårbarhed. Der er også meget på spil for en knap 3-årig, der har været vant til en del babyer i dagpleje-miljøet 🙂

Hun skulle ikke opleve det samme som jeg oplevede…

Sårbarheden hang også sammen med, at jeg ikke ønskede, at hun skulle opleve nogle af de ting, som jeg oplevede som barn, da jeg gik i børnehave. Jeg havde da en del gode venner, så alt i alt led jeg ingen nød! Meeeen det var ikke den bedste børnehave i byen, jeg var havnet i…

Det var en børnehave, hvor én af pædagogerne kunne finde på at sætte mig ud i gangen, hvis jeg brokkede mig eller savnede min mor. En børnehave, hvor jeg husker at lige præcis dén pædagog sagde forskellige negative ting til os børn, hvis hun var irriteret på os: “Skulle du spørge fra nogen?”, “Du er da en rigtig SpørgeJørgen” og andre, og mere nedladende sætninger, jeg lykkeligvis har glemt.

Det var en børnehave uden en identitet, men bare et sted der satte børnene i kasser. En slags NO-NAME børnehave – som hed noget så kreativt som “Børnehave 2”! Der var Børnehave 1 & 2, hvoraf 2’eren var den dårligste. Selvfølgelig 😉 Så nej, jeg var ikke heldig, men vi var lige flyttet til Middelfart dengang, og det var en anden tid, hvor man måtte tage, hvad man kunne få. Ingen pasningsgaranti som i dag!

Det var dog en børnehave, hvor jeg husker, at der var en del voksne, hvilket jo er noget andet end i mange børnehaver i dag.. I dag mangler der ofte varme hænder, og på den måde følte jeg ikke, at der manglede opsyn med os, eller at vi ikke blev trøstet. Men at blive sat ud i gangen, af én af pædagogerne, det husker jeg som værende meget skamfuldt – og også forvirrende. Hvordan kunne savn eller for mange spørgsmål føre til en eksklusion af fællesskabet? Men det kunne det altså.

Nå, tilbage til Ellas børnehavestart 🙂

Mine bekymringer stammede selvfølgelig fra en følelse af sårbarhed, som alle mødre jo kan nikke genkendende til. Vi lever os ind i vores børns verden, så selvfølgelig danner vi scenarier oppe i vores hoveder på forhånd. Vi ønsker bare, at vores børn oplever en følelse af at høre til i fællesskabet og blive SET som dem, de er.

Her er de bekymringer jeg havde, før børnehavestart. Og sikkert ret typiske for forældre?

“De voksne” spørger om noget, jeg ikke kan svare på

Ja, sjovt nok bliver jeg som forælder lidt usikker, når mit barn starter et nyt sted, og jeg gerne vil signalere, at jeg skam har helt styr på alt det formelle. Jeg har skam læst alt på Intranet og kan huske i hovedet, hvornår Ella fik sin sidste vaccination, eller hvor meget hun vejede ved fødslen. Okay, nogle ting er nemmere at huske end andre, men før børnehavestart repeterer jeg de forskellige facts én gang til!

“Ella kan ikke lide stedet, begynder at græde og skrige, og råbe at hun vil hjem”

Haha, det kunne Ella da aldrig finde på…? At græde og skrige og råbe, at hun vil hjem?

Jo, det kan hun skam godt 😉 Når hun er meget træt eller overstimuleret siger hun kraftigt fra, og der er ingen der skal være i tvivl om, at hun er utilfreds med tingenes tilstand. En fin egenskab, som hun bliver glad for her i livet, hvor “pænheden” mange gange styrer, og folk ikke får sagt fra, fordi de skammer sig, og ikke ønsker at miste følelsen af tilhørsforhold til andre ved at vove modet. Men Ella på knap 3 år – hun råber op! Til tider kraftigt, men det gjorde hun ikke denne gang. Hun brokkede sig kun lidt engang imellem, og det var på trods af, at hun var sindssygt træt – ja, af alle dage havde hun bare sovet elendigt op til.

“Ella er FOR sensitiv”

Jeg tager mig selv i igen og igen at tænke om mig selv eller Ella, at nu må vi også passe på med at være FOR sensitive. Men nej, det skal vi da ikke for at passe ind i vores systemsamfund. Der må være plads til de ekstra sensitive? Til alle os, der nægter at bide ting i os og bare følge med strømmen? Ekstra sensitiv har bare fået sådan en negativ klang, grundet bl.a. debatmiljøet på fx Facebook, men jeg står gerne ved, at jeg er ekstra sensitiv, og min datter må så svare for sig selv senere, om hun også mener, at hun er ekstra sensitiv?

Trætheden på første børnehavedag havde også noget at sige i forhold til hendes følsomhed.

Et barn havde fødselsdag, så vi skulle allesammen synge fødselsdagssang og Ella udbrød, som en værre lærerinde:

“Nej, ikke musik. Det er ikke musiktid. Det larmer! Hold op med det larm!”

Det er Ella, når hun er i sit sensitive hjørne, hehe…

Jeg gik bare lidt væk med hende, så hun kunne se på “festlighederne” fra afstand. Da de så skulle synge noget med nogle raketter, var hun fyr og flamme, og kastede sig nærmest ind i kredsen med mennesker, hvorefter hun igen blev bange af sig og løb tilbage i mors favn 😉 De store følelser er nu søde at observere. Når hun falder til et sted, vænner hun sig også til alle de forskellige stimuli, så der ikke skal tages ekstra hensyn. Ærgerligt, at det ofte bliver gjort til et problem, at der skal tages lidt hensyn til nogle børn og voksne? Hedder det ikke bare almindelig empati? Vi er da heldigvis mennesker, og ikke maskiner.

Udenfor eller inde i fællesskabet?

I forhold til hvor træt hun egentlig var, gik det ret godt med børnehavestarten.

Hun legede meget for sig selv, og observerede de andre fra sine utallige gyngeture ude på den store legeplads. Som jeg stod der og skubbede hende, kunne jeg godt tænke: “Øv, at hun ikke er en del af fællesskabet endnu. Bare hun får det godt”. Igen kom denne usikkerhed op, og frygten for, at hun ikke var god nok til fællesskabet. En frygt, som alle forældre nok kender i forbindelse med noget så stort som børnehavestart. Det er nu, at venskaber for alvor begynder at forme sig, og selvom Ella har virkelig gode sociale egenskaber, er jeg stadig bange for, at hun igen og igen bliver misforstået, ligesom jeg bekymrer mig om BØRN GENERELT, og hvorvidt de accepteres som dem, de er og bliver SET som dem de er. Mange af de her bekymringstanker er jo fælles for os alle. Vi kan ikke lide den usikkerhedsfølelse, vi selv har oplevet til tider. Derfor bekymrer vi os på forhånd på vores børns vegne. Selvom det vækker ubehag, er det det mest hensigtsmæssige at rumme følelsen, så vi ikke presser vores barn ind i fællesskabet med ordene: “Gå nu hen og leg med Lærke og Peter”, eller vi udbryder: “Der er overhovedet ikke noget at være genert over!”.

Så jeg stod dér og gyngede Ella, og rummede det faktum, at hun bare havde lyst til at observere børnene lidt på afstand – til en start… NU ser dagene selvfølgelig helt anderledes ud, og hun siger nærmest ikke farvel, når jeg afleverer. Hun skal tegne, og hun skal hoppe inde i motorikrummet og 117 andre ting.

Børnehavestart er nu blevet til en hverdag, hvor hun er et integreret børnehavebarn…:-)

“Jeg er bare Ella”, svarer Ella altid, når jeg kategoriserer hende som børnehavebarn eller noget andet. Det er også meget godt at huske på i alle sammenhænge…

“Jeg er bare mig, og du er dig…” 🙂

 

Older posts