Familieferie og livet som selvstændig? En frygtelig cocktail?

dsc_3575LIVET SOM MOR fylder meget, men ikke alt. 

Livet som selvstændig fylder også meget. På vores familieferie, som jeg skrev om i forrige indlæg, er det med at balancere livet som selvstændig med at være mor fuldtid! Selvom jeg havde sagt på forhånd til det bureau, som jeg arbejder for, at jeg ville holde ferie, havde jeg samtidig sagt, at ÉN type opgaver ville jeg gerne stadig tage. Selvfølgelig kom der en del af de opgaver, og jeg måtte bare tage imod dem med taknemmelighed. Alternativet er værre – at der slet ikke kommer opgaver! Efter ferien fik jeg også en e-mail om, at denne periode var ekstra travl. Sommeren plejer ellers for mit vedkommende at være stille og rolig, arbejdsmæssigt, og sådan er det for mange andre selvstændige. Men jeg klager ikke – det krævede bare lidt ekstra kaffe, mindre søvn og et par regnvejrstimer foran fjernsynet, for Ellas vedkommende. Hun havde alligevel skoldkopper, så det var faktisk rigtig fint for os begge.

Tingene løser sig altid

Som selvstændig – og mor, er det vigtigt at huske på, at tingene løser sig som regel. Da Ella var syg med skoldkopper sov hun ekstra meget, og var mest til at se lidt fjernsyn derhjemme. Da hun så var frisk igen, hvilket gik ret stærkt, var jeg kommet godt nok med arbejdsmæssigt. Der sendte jeg lige en tanke til Universet og sagde: TAK! :-)Når nu det skulle være, så var det trods alt heldigt, at tingene faldt sammen på den måde. Tingene løser sig nemlig altid, er min erfaring efter 4 år som selvstændig.

Som selvstændig hungrer jeg ikke efter ferie

Der er et hav af gode ting ved at være selvstændig. Fx glæder jeg mig altid til mandage… Og det lyder virkelig skørt, og helt forkert, for jeg elsker også at være sammen med min datter og holde en god weekend, men en mandag morgen, hvor jeg drikker kaffe og tjekker e-mails og kan se frem til en hel uge med arbejde – ja, det er jeg faktisk ret vild med. Derfor hungrer jeg heller ikke efter ferie for afslapningens skyld, men jeg kan efterhånden godt hungre efter at se noget nyt i hverdagen, da jeg aldrig har rejst så lidt som i de sidste par år. En dårlig investering førte til, at jeg mistede hele min opsparing, og jeg måtte starte forfra. Alt har handlet om at overleve økonomisk i de sidste par år, men nu er vi heldigvis ved at komme ovenpå igen.

Derfor var det ekstra skønt at kunne holde ferie – dog en billig ferie i Danmark, men det var SÅ FANTASTISK at holde ferie for penge, som jeg havde tjent. Jeg nåede faktisk også at indtjene de penge, som vi brugte undervejs, fordi jeg jo som sagt arbejdede en del på ferien. Sådan er det at være selvstændig. Det er jo ikke så nemt at trække stikket helt. Energiniveauet var heldigvis noget helt andet under turen. Det hjælper at være et nyt og spændende sted!

Forvent ikke for meget, og glæd dig i stedet over de ting, der lykkes

At være selvstændig er hårdt til tider. På ferien handlede det derfor om at tage det hele i stiv arm, snakke positivt til mig selv og sige på ægte Nike-manér: “Just do it!”. Jeg var glad for, at jeg stadig kunne holde gang i hjulene, og at jeg havde bedt om koden til lejlighedens WIFI-kode!Ja, jeg overvejede faktisk om jeg skulle have en næsten internet-fri ferie! Men nej, det gik altså ikke. Som selvstændig er det med at være realistisk og positiv, så fokus altid er på, hvad der kan lade sig gøre, og at kunderne er glade. Det nytter ikke noget at have en masse forventninger om, hvordan tingene – eller ferien skal forløbe. Jeg tager bare en udfordring ad gangen, og forsøger at glæde mig over resten.

Husk at puste ud!

Der er ofte stramme deadlines som selvstændig tekstforfatter/freelancer. Derfor arbejder jeg hårdt i perioder, for derefter at puste ud. Det er så vigtigt at tage sig en god slapper på sofaen efter en deadline eller tage ud at hygge sig med nogle veninder efter masser af arbejde eller lignende. Jeg lytter meget til min krop, og ofte kan jeg godt mærke, hvis der er lidt forkølelse/influenza under optræk, fordi det ofte kommer efter travle perioder, og så er det bare med at slappe af og sove! “Sov, når du kan”, er mit motto! 🙂

På ferien var det ren bølgegang, hvor jeg fx afleverede en opgave om morgenen, inden Ella vågnede, og dernæst havde vi hele dagen for os selv, indtil jeg så arbejdede igen om aftenen, fordi en ny deadline var dukket op. Det er helt klart noget, jeg vil gentage en anden gang, at tage væk nogle dage, da jeg som sagt havde mere overskud. Det ses også på de billeder, jeg har taget af Ella og jeg. Vi ser glade ud.

Arbejde og ferie kan godt kombineres, er min konklusion… Jeg ser frem til andre ferier/weekendture med Ella 🙂

7 tips til en god ferie i Danmark med småbørn

img_20170719_151636_408Vi er lige kommet hjem fra ferie i Silkeborg. Vi havde lejet en lejlighed tæt på centrum. Det var dejligt at kunne gå aftenture i byen og nyde de mange grønne områder.

Her kommer mine 7 tips til en god ferie med småbørn….

  1. Vær impulsiv, og benyt jer af de muligheder I ser!

Ella ville rigtig gerne bade, men det var ikke lykkedes os at gå hen til den tætteste badestrand, som stadig var langt væk på gå-ben. I stedet greb vi de muligheder, som vi fandt på vejen. Fx begyndte Ella at bade her ved Himmelbjerget.

dsc_3602

Vi gik også aftentur en dag og fandt dette dejlige sted, hvor vi kunne sidde på en badebro og dyppe tæerne i vand. Hun var meget begejstret, for jeg tror også, at hun kunne lide det impulsive. Det er ofte sådanne minder, som børn husker fremover.

dsc_3572

  1. Husk på de særligt sjove øjeblikke, og husk at genfortælle det i familien 

Den sidste dag var vi i Silkeborg Aquapark – der var der bl.a. fisk i bassin, som børnene kunne røre ved. Det var selvfølgelig et stort hit, og Ella rørte ved den ene store fisk efter den anden, indtil hun vist blev overmodig og tog fat i én af fiskene, som hun gør, når hun løfter kattekillinger op. Jeg vil sent glemme halvdelen af fiskekroppen, og det fiskehoved der pludselig kom op ad bassinet. Fiskens øjne så endnu mere forbavsede ud, end de gjorde i forvejen. Jeg nåede lige at få et chok og hvine: “Neeej, Ella”, og så slap hun den heldigvis! 🙂

  1. Husk at alle småbørn er sensitive overfor for mange stimuli

I dag er der heldigvis mange forældre, der er så opmærksomme på deres børn, at de fx ser deres børn som værende særligt sensitive eller signalstærke. Uanset personlighedstræk er alle småbørn jo sensitive overfor for mange stimuli – forskellen er bare, hvor grænsen går.

Ella var så sød og nem på ferien. Det kan ellers gå begge veje med hende, hvis hun får for mange nye stimuli. Hun elsker at opleve nye ting, hun suger til sig og elsker selskab. Men hun kan også få for meget lige pludselig, og så bliver hun den mest hysteriske lille pige, der skriger som en stukket gris, og hvor man slet ikke kan tale hende til fornuft. Så er der kun én ting at gøre, og det er at finde et roligt sted, hvor hun kan putte og se lidt tegnefilm på telefonen fx. Nå, men det skete ikke på denne ferie, at hun fik for meget. Vi havde både rolige dage, og dage hvor vi oplevede noget mere. Jeg tog tingene i hendes tempo, så jeg afkodede, om hun var ved at blive træt eller overgearet.

  1. Gør det nemt for dig selv og dit barn – det er jo ferie!

Jeg brugte mange flere penge på mad til os, end jeg plejer, men det var bare så meget nemmere at bruge meget af tiden udenfor og spise ude. Det er helt klart også en del af det at holde ferie! Vi var bl.a. på Jensens Bøfhus, og selvom jeg aldrig har været super vild med det sted, før jeg fik barn, er det nu blevet til lidt af et favoritsted – i hvert fald i Silkeborg. Udover at indretningen var super lækker – bl.a. med udsigt over Almind Sø (tror jeg det var), var tjenerne så søde og servicemindede, og det var tydeligt, at stedet ofte var fyldt med børn. Tolerancetærsklen var en del større end andre steder, og der var et legerum tæt på vores bord, samt gratis bleer og popcorn til børnene. Ja, så bliver man jo i godt humør, inden man overhovedet har fået maden. Ella spiste løs af sin ret, og dernæst forsvandt hun ind i legerummet, så jeg havde masser af tid for mig selv og til selv at nyde maden. Point for, at de også havde en vegetarret! Nu er jeg skam kødspiser, men sparer på kødet, hvor jeg kan. Og vegetarretten kan fint anbefales.

Så mit råd til andre, der holder ferie med småbørn er for Guds skyld at vælge et sted egnet for børn, så du OGSÅ kan holde ferie!

  1. Hvis noget uventet negativt dukker op, så bevar det kølige overblik

Ella fik faktisk skoldkopper på ferien! Heldigvis kan børn have det i en meget mild grad, og det gjaldt for hende. Hun havde høj feber en aften og nat, men ellers var hun ikke generet af det, andet end en håndfuld knopper der kom og gik – og stadig kommer og går… Jeg var SÅ taknemmelig. Det er bare med at tage tingene som de kommer på en ferie, og IKKE tage sorgerne på forskud. Nu viste det sig jo, at et barn med skoldkopper sagtens kan være frisk som en havørn – Gudskelov for forældresider på nettet! 🙂

  1. Tag ikke sorgerne på forskud

Med ferien i tankerne var jeg sikker på én ting – vi skulle sejle til Himmelbjerget en dag. Jeg havde godt læst, at det tog halvanden time hver vej, men først da jeg sad ombord på “Hejren” med Ella på skødet, tænkte jeg: “Hvad gør jeg lige, hvis hun bliver hysterisk og hopper og danser rundt? Hvad hvis hun kaster sig omkring? Skriger og græder, imens hun råber, at hun vil aaaaaf!? Hvad hvis hun bliver meget tørstig, sulten eller træt? Selvfølgelig ville alle de der “katastrofetanker” ikke blive til virkelighed. Jeg beroligede mig med, at der nok skulle være nogen eller noget, der kunne hjælpe os! 😉 Vi var SÅ parate til sejladsen, og vi havde det så hyggeligt. Ella sad bomstille meget af vejen, og var slet ikke det mindste til gene for hverken moren eller de andre ombord… En stor lettelse!

  1. Overvej altid om ikke ferie i Danmark kunne være sagen?

Der findes så mange dejlige steder i Danmark – ja, det siger jeg i en alder af 34 år, for havde du spurgt mig som 24-årig eller bare som 30-årig havde svaret været et andet 🙂 Som mor ser jeg fx, hvor mange bademuligheder der er i Danmark. Ella vil bare i BAD! BAD! BAD! – som hun siger 😀

Nogle børn har også så meget krudt i numsen (læs Ella), at det er lidt svært at tage på udlandsrejser med meget rejsetid, og hvor der er lidt for mange nye indtryk. En ferie i Danmark var det mest overkommelige for os – og så var det billigt.

OG ikke at forglemme den luksus det er at komme i snak med andre danskere på ferien, og fx få lov til at klappe en bulldog ved navn: “Hulk”.

Ha’ en god sommer, og jeg håber, at I får dejlige ferieoplevelser, ude eller hjemme.

Farvel til dagplejen, og goddag til børnehaven

img_20170713_190622_763Nu begynder Ella snart i børnehave, hvilket jo godt kan sætte en masse følelser i gang hos især forældrene 😉 Vi har haft afslutning i dagplejen, og fik heldigvis mange billeder, vi kan kigge tilbage på.

Det burde være nemmere at sige farvel til en dagplejemor, som Ella kun har haft 3 måneder, men det var det ikke! Det var faktisk lige så svært som sidst. Nu er Ella jo nået en alder, hvor legekammerater får større betydning, og hun fandt sin bedste ven “Peter” hos den nye dagplejemor. Så når en dør lukker sig, åbner der sig en ny. Vi fik nye glæder, men også “sorger”, da vi så skulle sige farvel.

Noget, som jeg især har nydt, er at Ella ikke har haft en eneste sygedag, imens hun var hos den nye dagplejemor. En stor forskel fra de andre år, hvor vi jo var ramt af skimmelsvamp, hvor vi boede, og Ella bare var syg konstant. Det var ikke nemt for vores tidligere dagplejemor, når Ella ikke var helt på toppen, men alligevel hyggede de sig altid. Nu er Ella bare RASK, uden en frygtelig hosten og rindende næse.

Både nr. 1 og nr. 2 dagplejemor har været helt fantastiske på hver sin måde, og Ella havde så god kemi med begge. Dagplejemor 1 var altid klar på at lave lidt sjov med børnene, og var fx god til at få Ella til at grine, hvis Ella måske ikke ville have jakke på eller noget. Hun var god til at hygge om børnene, var altid ærlig og én man kunne stole 100 % på.

Med dagplejemor 2 havde jeg præcis den samme tryghed. Hun havde sådan en rolig og behagelig aura, at børnene bare syntes at følge trop, uden hun skulle bruge så mange ord. Nu er det jo ikke meningen, at de skal sammenlignes, men det gør vi mennesker jo uanset hvad, vi siger til os selv. Derfor var det bare så rart at opleve, hvordan begge steder var lige skønne. De var bare alt, hvad dagplejemødre skal være – nogen man har tillid til, god til at skabe hygge og gode oplevelser og på en strategisk måde komme uden om dagligdagens små konflikter med børnene.

Nu skal Ella og jeg lige have en uges ferie, og så skal Ella i gæstedagpleje i en uge, og så er det børnehavestart! Børnehaven ligger ret tæt på os, så det er lidt rart, at jeg ikke skal ud på en længere gåtur hver dag, som da hun gik i dagpleje. Tænk sig, at jeg gik knap 10 km hver dag, dvs. 4 gange 2,1 km 😉 Så kan jeg bedre forstå, at jeg havde lyst til et stort krus kaffe, når jeg kom hjem igen 😉

Det bliver super dejligt, at hun begynder i børnehave, for hun er så parat til det! Hun viser meget interesse for lidt større børn, snakker om at hun er 4 år! Og vil gerne lege lidt fra ‘Kasper og Sofie’ fra Ramasjang, der går i børnehave. Derudover er det vildt, som interessen for at se fjernsyn er dalet på det sidste, fordi hun hellere vil lege med sine bamser, og det er helt hyggeligt at lytte til hendes snakke med bamserne.

Nu vil jeg snart smutte ud af døren sammen med Ella, da vi er på vej til Jylland på sommerferie. Kufferten er pakket, og foran os venter der os danske naturoplevelser og aktiviteter for børn. Jeg har vist Ella billeder af Himmelbjerget, som vi skal besøge, og hun var ret begejstret ved første øjekast, så det tegner godt. Mor og Ellas første ferie sammen, hvor det kun er os to.

Sidste år var vi i Skagen, som jeg skrev om i dette blogindlæg.

I begyndelsen af august kommer jeg forøvrigt med en update på ferien og børnehavestarten 🙂

Mer’ empati, tak – også i relation til teenagere!

img_20170715_140458_636Det gode ved Facebook er helt klart de grupper, der findes for ens specifikke interesser. Fx er jeg medlem af en gruppe, der elsker et bestemt område i England, og det er dejligt at se billeder derfra, og folk sender fx billeder af deres skøre/sjove/smukke hunde i landskabet, og det er bare hyggeligt, som I nok kan høre 😉 Men i går havde jeg en oplevelse derinde, som jeg gerne vil dele her på bloggen, da jeg blev så overrasket over, hvordan mange snakker om teenagere.

Teenagere anses nærmest for ubudne gæster i huset, som man må prøve at holde ud, så godt man kan. Aldrig kan man stole på, at de har noget værdifuldt at byde ind med, og altid kan man stole på, at hvad end de siger, er det bare hormoner (teenagehysteri), og at ignorere dem er det bedste, du kan gøre. Jeg har forøvrigt lovet mig selv, at jeg vil behandle Ella med respekt, når hun er teenager og ikke affeje eventuelle problemer med, at hun er teenager. Hvis jeg har et problem med Ella på det tidspunkt, kigger jeg ind i mig selv, først og fremmest. Det må da kunne lade sig gøre at have en god relation, uden en masse skænderier og dårlig stemning. Ambitiøst, måske… Men det er værd at give et forsøg, og sikkert meget godt, at jeg kun har et barn at koncentrere mig om, hehe.. 😉

Nå, men inde i gruppen så jeg et opslag med en far, der var i tvivl, om han sammen med resten af sin lille familie, herunder sin 12-årige datter skulle flytte til det her naturskønne – men lidt øde område. Teenageren var nemlig sikker på, at hun ville blive dybt ulykkelig ved en flytning, hvilket jo påvirkede ham. Han ønskede lidt input fra andre, der måske også havde rykket teltpælene op med en teenager i huset, og som kunne fortælle, at alting nok skulle ordne sig!

Her fik jeg lidt af et (kultur)chok. Ja, der er måske også lidt kultur i det, for selvfølgelig opdrager vi børn lidt forskelligt, alt efter landet, meeeen jeg tror godt, at vi danskere kan nikke lidt genkendende til det.

Der var nemlig mange nedladende kommentarer møntet på teenageren, og selvfølgelig skal alting ikke være sagt i sådan en seriøs tone, men jeg syntes virkelig ikke, at det var sjovt. Her er et udpluk af kommentarerne, der er oversat til dansk:

  • Hun er 12 år – du er den voksne, ikke hende!
  • Hvorfor overhovedet tage diskussionen – du er den voksne!
  • Sælg hende på Ebay og adoptér mig i stedet
  • Glem hende, og flyt nu bare hertil
  • Hun aner ikke, hvor heldig hun er!
  • Send hende på kostskole og flyt hertil (ej, jeg joker bare)
  • Åh, lige nu er hun bare fyldt op med angst og skaber drama. Bed hende om at skrive dagbog, og om 20 år vil hun grine af sig selv
  • Jeg er selv mor til en 12-årig, og der er ikke meget, som de ikke anser for værende ren tortur fra vores side, og at vi er håbløse forældre.

Det kan godt være, at det område, der er tale om, er så fantastisk, at alle nærmest vil falde til. Selvfølgelig vil teenageren sikkert falde super godt til. Resten af sine dage vil hun sikkert takke sine forældre, men det kan også være, at hun resten af sine dage vil synes, at hendes forældre kun tænkte på deres egne behov og ignorerede det faktum, at hun elskede sine venner og sin dagligdag, og syntes at det var lettere traumatisk at flytte væk fra sin “lille familie”, som venner jo nærmest er i barndommen/ungdommen. I voksenlivet er venner mere nogen, der kommer og går, og jeg tror da, at mange voksne savner de helt dybe venskaber.

Nå, så min pointe er, at det kan godt være, at dem i kommentarsporet havde en masse brugbare input – og at de sikkert har ret i deres antagelser om, at familien ALDRIG kommer til at fortryde flytningen, men de skøjtede hen over teenagerens følelser i en grad, så jeg tænkte: “Hold da op, hvor er empatien henne?”.

Så jeg måtte da lige skrive en kommentar til trådstarteren, at pigen var heldig at have sådan en omsorgsfuld og betænksom far.

Teenagere skal ikke styre alt, men vi må stadig lytte til deres følelser, prøve at sætte sig i deres sted, og snakke os til rette med dem – for helt ufleksible er de vel heller ikke i deres tankegang? 🙂 Hvis teenagere bliver mødt af en “mur” af mennesker omkring dem, kan jeg da godt forstå, hvis de viser eksplosive følelser, der på overfladen virker som en ufleksibel ageren i verden…

Nå, det var bare lige dét, jeg havde på hjerte i dag. Jeg ved, at der er skrevet en del bøger om at få en bedre relation til sine teenagere, men det går da fløjten, hvis vi gejler hinanden op til at mene, at teenagere ikke er værd at lytte til, før de når voksenalderen.

3 mor-situationer, jeg IKKE har lyst til at gentage

_20170713_120543Vi kender det alle. De pinlige eller irriterende situationer, der har bidt sig fast i hukommelsen. Alle kan have en dårlig dag, og med vores børn må vi bevare roen og være overskudsmennesker, selvom vi kan have lyst til at sætte os ned og tude 😉

Her er 3 sindsoprivende situationer i tiden med Ella, som jeg helst ikke gentager 😉 

  • Da Ella og jeg var på KulturØen i Middelfart, og Ella gik sine egne veje til stor skræk for moren! KulturØen er et samlingssted, hvor børnebibliotek OG fin restaurant ligger klos op ad hinanden. Selvfølgelig valgte Ella en dag at spæne ind på den fine restaurant. Jeg skyndte mig at løbe lige i hælene på hende, op ad trappen, og stoppede hende, lige før hun nåede til et fint middagsselskab… Der var sikkert ikke så mange der lagde mærke til det, men moren var noget svedt ved tanken om, at en tumling rendte ind under bordet til en jubilæumsfest eller noget lignende.
  • Da Ella skreg så meget i en bus, da hun var lille baby, at der var en ældre mand, der rejste sig op, kiggede ned på os, og sagde højt, så alle i bussen kunne høre det: “Så lad dog vær’ med at slå hende”. Og ja, det var vist hans tørre form for humor, men jeg grinte altså ikke. Nogle begyndte at mumle, så det var præcis sådan en situation alle mødre frygter – at folk begynder at snakke om én – ja, selvom de sikkert mest snakkede om manden i det her tilfælde 😉 Den dag fik jeg lige lidt ekstra sympati for ældre mennesker, der stemmer på Dansk Folkeparti, for der var nemlig en ældre herre og hans kone, der havde en stofpose i hånden med ‘DF’ påtrykt, og de hjalp mig over den værste omgang stress med smil, opmuntring og en hjælp til at få barnevognen ud (det klarede manden). Det kan godt være, at jeg med min fornuft ikke er så vild med, hvad Dansk Folkeparti står for – og nogle af deres vælgere, men med mit hjerte er jeg SIKKER på, at alle der stemmer på Dansk Folkeparti hjælper en nybagt mor i “nød” 😉 Jeg glemmer aldrig den stofpose 😉
  • Da Ella havde afslutning i dagplejen, og der til trods for et veldækket kaffebord og et par søde voksne omkring bordet, ikke var noget at gøre – Ella ville bare HJEM! Barnet er super glad for at gå i dagpleje, men hun kunne vist ikke se, hvad alt det afslutningshygge skulle til for. Så jeg måtte simpelthen opgive, da mit barn blev mere og mere hysterisk – ja, det er ordet. Et følsomt barn er hun, og når hun har fået stimuli nok, vil hun bare HJEM! Og det ville hun den dag. Heldigvis var der også et andet barn, der skulle stoppe i dagplejen, så han fik hele afslutnings-opmærksomheden for sig selv 😉 Alle mine gode tricks til at få hende kølet ned, rokkede ikke ved noget. På vej hjem, da hun sad i barnevognen, så vi en studentervogn – og én af de mere larmende af slagsen. Ella lyste op i et lettet smil og havde helt funklende øjne. Nu var verden god igen 🙂 Moren “tilgav” hende også, for vi kender jo alle til at have en dårlig dag. Ella kom hjem og hyggede i stille og rolige omgivelser – altså efter sin dosis “Studentergilde”, der åbenbart var bedre end en omgang hyggelig dagpleje-afslutning 🙂
Older posts