Om at lokke mad i småbørn

img_20170625_175518_754-2Det her blogindlæg skal handle om noget, som jeg sjældent kommer ind på, men som jo er SÅ vigtigt – mad!

Får barnet nu nok at spise!?

Selvom Ella slet ikke er lille af sin alder, men har en gennemsnitlig højde og vægt for sin alder, er moren altid bekymret for, om hun nu får nok at spise! Det er nok en mor-ting? 😉 Når hun en dag flytter hjemmefra, giver jeg hende nok også ekstra mad med hjem, når hun har været på besøg. Egentlig er min egen mor også sådan – og mange andres mødre 🙂

Kræsen eller ej?

Lige fra Ella måtte begynde at få rigtig mad, har vi været kreative med madlavningen, fordi vi havde hørt, at indtil de er halvandet år, er der et vindue åbent, hvor de er åbne og nysgerrige over for mange forskellige smage, hvorefter de bliver mere selektive, og derfor er det bare med at have introduceret dem for forskellige smagsvarianter tidligt. På den måde kan de præges, så de højst sandsynligt undgår at blive kræsne. Nu er Ella 2,5 år, og det ville være skønt, hvis hun spiste endnu flere forskellige ting. Hmm, vores anstrengelser bærer forhåbentlig frugt senere hen.

Hvad spiser vi herhjemme?

Enhver familie har jo sine yndlingsretter og præferencer, og selvom Ella er halvt tyrker, bliver der ikke serveret tyrkisk mad herhjemme. Det må farmand sørge for, og det sørgede han da også for i stor stil, da vi boede sammen. Det må siges at være en kold tyrker for Ella, at den nu står på dansk madlavning, og at mor står bag kødgryderne. Stakkels Ella 😉 Det tætteste på tyrkisk kultur er vist de mange græske oliven, vi spiser herhjemme 🙂 I går spurgte Ella, om jeg også ville have “Zeytin” – det tyrkiske ord for oliven – godt, at jeg har bare lyttet lidt efter, når farmand har lært hende tyrkisk, og at jeg stadig kan huske lidt tyrkiske gloser fra dengang, vi boede i Alanya.

Moren elsker Tofu – datteren mener, at det er TREE FU TOM

I går lavede jeg en tofu-ret, bestående af spaghetti og tofu i en marinade af hvidløg og krydderier.

dsc_3399

Det var enkelt, men smagte super godt. Ella fik sin fine tallerken, hvor det hele var adskilt – oliven for sig, tofu for sig og spaghetti for sig. “Adr, det er ost”, sagde hun og pegede på tofuen. “Nej, det er tofu”, svarede jeg. Så lyste hun midlertidigt op, og kiggede lidt nærmere. Så sagde hun glad: “Tofu…. Nej, det er ikke tofu. Det er Tree Fu Tom!” (Ham fra serien ‘Tree Fu Tom’ på Ramasjang) 🙂

Og det er Kvist!”, tilføjede hun og pegede hun på et lidt mere aflangt tofu-stykke ved siden af. Det var åbenbart Kvist fra serien. Sikke en fantasi, de har, de små.

Nu vil vi snart gå i seng efter en lang dag. Vi har bl.a. holdt afslutning i dagplejen, da hun snart begynder i børnehave – d. 1. aug.!

Der er heldigvis madordning – skønt!

Forventninger versus virkelighed med en 2,5-årig

img_20170626_212047_239Mandag. Det er faktisk en af mine yndlingsdage, da en ny uge begynder, og så forventer jeg altid spændende arbejdsopgaver og kvalitetstid med Ella, der selvfølgelig er frisk på alt, hvad moren foreslår – fx at soppe i vandkanten sammen med mor om eftermiddagen i eftermiddagssolen. Sandheden er bare, at hun som regel har to ønsker, når jeg spørger hende, hvad vi skal lave efter dagplejen. 1. Vi skal på biblioteket. 2. Hun vil bare gerne spise grillpølser. Min nuancerede uge er knap så nuanceret, når det kommer til stykket, og så alligevel er der alle de små øjeblikke, som jo gør selv kedelige uger til noget særligt.

Det var ren gensynsglæde som sædvanlig, da jeg hentede Ella i dagplejen. Hun var begyndt at savne mig, og overskudsagtig som jeg var, tilbød jeg hende, at hun kunne få en friskbagt bolle, som jeg havde i tasken. Eller dvs. jeg troede, at jeg havde lagt den i tasken! Den var derhjemme… Der skete dét, der bare ikke måtte ske, og som jeg altid sikrer mig IKKE sker – at jeg ikke kan holde, hvad jeg lover. Nå, men hun blev lidt pylret, for kunne jo lige have hygget sig med en bolle på hjemvejen. Så jeg gik fra at føle mig som ‘Årets Mor’ til ‘Årets skuffelse af en mor’ 😉 Okay, der selvfølgelig i småtingsafdelingen, og for hende er jeg jo stadig hendes helt fantastiske mor. Det er altså en dejlig følelse, som ikke kan måles med noget andet.

Søndag. Ella sås med sin far, og hun kommer altid glad hjem, og virker helt opladet, og det er moren som regel også, da jeg enten har fået arbejdet, så den dårlige samvittighed er væk – eller fået sovet! Altid tiltrængt. Tidligere på dagen tog Ella og jeg på en skøn indkøbstur, hvor jeg var helt stolt over, at hun bare lyttede og hjalp mig med at holde kurven og gik pænt ved siden af mig. Altså lige indtil, at vi havde fået lagt varerne op på båndet, og jeg skulle til at betale. Så satte hun i et spring, og skulle vist ud af butikken, fordi hun havde fået øje på noget spændende, så jeg skyndte mig at gribe fat i hende og trække hende den anden vej, hvilket resulterede i et hyl fra hende, da hun faktisk havde slået sig på en indkøbsvogn i farten! Stakkels hende… Jeg trøstede, imens jeg kørte min dankort igennem terminalen. Jeg følte mig ikke ligefrem som den bedste mor lige der, og jeg undskyldte og forklarede hende bagefter, hvad der var sket – at mor ikke havde set indkøbsvognen, og at jeg var bange for, at hun løb væk fra mig. Hun sad i klapvognen og kiggede rundt, og hun var okay, sagde hun… Altså lige indtil, at den meget skarpe sol tittede frem, og hun i et anfald af: “Gå væk sol, og gå væk bule i panden”, begyndte at småråbe: “Lad vær’ med at slå mig”, og hun tog armen op til øjnene for at skærme sig for solen. “Lad vær’ med at slå mig”, råbte hun igen. Jeg forsøgte at forklare, trøste og kiggede mig også en smule over skulderen for at se, om der var nogle der kiggede på os, imens hun nåede at råbe det 3 gange, inden solen “artede sig” 😉

Lørdag. Vi tog ud på landet i Balslev, lidt uden for Middelfart for at plukke jordbær, ærter – OG vigtigst af alt – for at se på killinger! 4 uger var de, og Ella var så henrykt over at måtte holde dem hver især, at en hel dag i Djurs Sommerland sikkert ikke engang kunne måle sig med besøget hos gårdfamilien med katte, hund, høns, får og kaniner. Killingerne var nu det største hit, og stoltheden lyser ud af hende her.

img_20170624_191240_610

Det er ærgerligt, at vi ikke må holde kæledyr her – ellers havde jeg nok ikke kunne lade være med at reservere en killing 🙂 Jeg vidste godt, at hun ville elske at kigge på killinger, men nogle gange overgår det lille barns glæde ens forventninger. Det giver næsten sådan et adrenalinkick at se dem så glade.

Fredag – og Sankt Hans aften. Jeg forventede, at Ella ville sige om Sankt Hans-bålet: “Nu vil jeg bare gerne hen på legepladsen”, men faktisk var hun meget optaget af det, og sad bomstille i sin klapvogn i ca. 5 minutter (føltes som lang tid), imens moren skuttede sig og drømte om kage og kaffe derhjemme.

img_20170626_212658_170

SÅ mørkt var det slet ikke i virkeligheden! 🙂

Jeg håber, at I havde en god weekend og en hyggelig Sankt Hans aften. Nu vil jeg snart putte Ella Bella og se, om hun er med på, at jeg fortæller eventyr. Det er altid spændende om forventningerne holder stik med virkeligheden. Med Ella er der aldrig to dage der er ens 🙂

Hvem gemmer sig bag bloggen? Introduktion til nye læsere

p1030627Antallet af læsere på bloggen er støt stigende, selvom jeg jo ikke er den mest flittige blogskribent. Nu har bloggen eksisteret i omkring 2 år, og det er åbenbart nok til, at nogle bliver hængende, selvom blogindlæggene publiceres lidt uregelmæssigt. Og det bliver de fordi:

  • Jeg er selvstændig tekstforfatter, og smider alt, hvad jeg har i hænderne, når jeg har en deadline, jeg skal nå.
  • Jeg altid skriver, når jeg har noget på hjerte (jeg skal jo leve op til blognavnet), og det betyder, at hvis jeg er træt og umotiveret, skriver jeg ikke.
  • Jeg også bare er en træt, enlig mor, som ikke altid har overskud til at skrive noget fra hverdagen.

Men hvilke emner er der at finde på bloggen?

Du finder hverdagshistorier… “For allermest holder jeg af hverdagen”, som Dan Túrell skrev 😉 Storytelling/historiefortælling er mit speciale. At jeg er en træt og enlig mor er for eksempel en historie, jeg sjældent bruger om mig selv, da der er så meget andet til min historie – og til Ellas historie, end at hun har en træt mor 😉 Her på bloggen er der fx historier om:

At overleve en flytning med en tumling (et af mine mest læste blogindlæg)

Eller noget om ENDNU en flytning og separation fra Ellas far

Lidt historier om de samtaler, jeg har med Ella #hvadbørnsiger

Lidt om dét at have været gift med en tyrker, og de kulturelle oplevelser, jeg har haft i den forbindelse. Der er fx dette blogindlæg om lidt kulturforskelle i hverdagen. 

Der er også mere dybe blogindlæg, hvor jeg altid gør mig tanker om, hvad vi dog skal lære vores kære børn… Fremtiden optager mig meget, og derfor filosoferer jeg fx over, hvordan vi lærer vores børn at bede om hjælp. Det blev til dette blogindlæg, skrevet på en tragisk omstændighed med Mads Holger, der valgte at ende sit liv. Men det gjorde så stort indtryk på mig, at jeg skrev lidt om evnen til at bede om hjælp.

Så er der de personlige indlæg, som får mere og mere plads. Jeg øver mig på at være mere ligeglad med, hvad andre tænker. Her er fx dette blogindlæg om min egen barndom/ungdom, hvor jeg bl.a. havde en forkert opfattelse af, at jeg nok ikke havde så meget at byde ind med. Det har alle mennesker, og via bloggen øver jeg mig dagligt på at vise mere af, hvem jeg er.

Der er også mine blogindlæg, hvor jeg serverer mine pointer fra mommy-verdenen. Det er fx det her blogindlæg, som jeg skrev til Vores Børn: “10 ting, jeg gerne ville have vidst som nybagt mor”. Blogindlægget havde knap 30.000 unikke visninger første gang, det blev publiceret, så jeg må have ramt noget, som mange kan nikke genkendende til.

Nå, nu vil jeg slutte denne gennemgang med et par hurtige facts, der også bidrager til at finde ud af, hvem der er bag bloggen:

Lidt facts…

Mor er 34 år, og er mor til Ella på 2,5 år

Vi bor i Middelfart på Fyn

Ellas far er tyrker, og Ella ses med sin far hver eneste uge

Ella går i dagpleje, men begynder snart i børnehave

Mor er opvokset i Middelfart, men har også boet i Assens, på Amager og i Alanya (gæt, hvad der var mest eksotisk ;-))

 

Mange tak, fordi I læser med, og I er jo altid mere end velkomne til at dele indlæg, skrive kommentarer eller at følge ‘Hjertestreger’ på Instagram 🙂

Verden i følge en 2,5-årig #mikroeventyr

img_20170611_163745_497Tilbage til hverdagens blogskriverier – og oprydning!

Endelig fik jeg tid til at opdatere bloggen, da jeg har haft meget arbejde. Grundet arbejde smed jeg derfor alt, hvad jeg havde i hænderne – bogstaveligt talt – for at nå deadlinen. Det resulterede i, at jeg var den første i teamet på ca. 15 mand, der var færdig med opgaven, hvilket jeg var lidt stolt over, men til gengæld var jeg ikke stolt over, at de der 30 minutter, jeg som minimum bruger på at rydde op dagligt, var svundet ind til ingenting.

Ellas bemærkning her til morges, da vi kom ud i stuen, sagde det hele: “Sikke en masse rydde op!” 🙂 Det måtte jeg give hende ret i.

dsc_3396

Nu ser det pænt ud igen, for jeg sagde til hende, at jeg ville rydde op i løbet af dagen, og især for børn skal man jo virkelig holde, hvad man lover. Derfor får hun ofte at vide, hvad jeg har af planer, så jeg holder dem! 😉

Mikroeventyr kan bare være en lille hverdagsoplevelse

Herhjemme går vi en del op i at skabe mikroeventyr i hverdagen (dvs. små aktive og spændende hverdagsoplevelser/aktiviteter), og jeg har skrevet blogindlæg om hyggelige steder på Fyn, hvor vi især har slået vores folder. At tage på længere rejser har vi ikke haft lyst til med hende den lille aktive. Det var rigeligt, da jeg skulle ud at køre med DSB, som jeg skrev om i dette blogindlæg. Nå, så MIKROEVENTYR holder vi os til herhjemme 🙂

På vej til dagplejen her til morgen, havde vi et lille særlig øjeblik – ikke et mikroeventyr, men måske lidt hverdagsmagi? Det gik fint med, at hun sad i barnevognen, og da vi gik forbi det gamle sygehus i Middelfart, som er en kæmpe bygning, der nu er omdannet til hotel, udbrød Ella pludselig med begejstring: “Sikke et stort, højt slot!”. Jeg vendte mig om, og fik så øje på det samme som hende – hotellet i den gamle røde murstensstil og med hvide trævinduer overalt. Det kunne da godt ligne et slot. Skæbnen ville, at der pludselig kom en “prinsesse” gående, da vi kiggede hen imod den solbeskinnede bygning. Jeg behøvede ikke at være 2,5 år med en fantasifuld tankegang for at kunne se, at der var noget usædvanligt ved at se den unge kvinde på ca. 18-20 år komme spankulerende let og elegant langs med bygningen i en hvid sommerbluse og kridhvid, lang nederdel med marineblå, store prikker, som gik helt ned til jorden, og hun havde et bånd om håret. Hun smilede endda, som hun kom gående der med næsten fe-agtigt skulderlangt hår. “SE! Det er en PRINREZZE!”, udbrød Ella begejstret, imens hun pegede på den unge kvinde. “Ja, det er det da, også”, svarede jeg hende lige så begejstret 😉

Hverdagsmagi

Herhjemme forsøger vi at få trukket magien frem af de små øjeblikke i hverdagen. Jeg har altid lagt mærke til detaljerne overalt, men jeg er blevet bedre til at sætte pris på de magiske øjeblikke i hverdagen, i takt med at jeg har fået nogle dunk på vejen – nogle “wakeup-calls”, der gør, at jeg elsker hverdagen. “Ja, allermest holder jeg af hverdagen”, som Dan Túrell skrev i et digt. Jo bedre du kan se skønheden i detaljerne, jo bedre bliver du også til at elske større oplevelser og tage det rigtigt ind. Vi har sikkert allesammen set et ægtepar i 60’erne, der sidder på en restaurant i et turistområde, og som slet ikke snakker med hinanden, eller i øvrigt ser ud som om de er optaget af verden omkring dem. Det er som om, de er gået helt i stå, og de håber vel, at en ferie sydpå kan ændre lidt for en stund? Sådan frygter vi nok allesammen at have det, og jeg forsøger selv at holde fast i begejstringen ved de små ting. Det har Ella vist arvet efter mig 😉

Selvopfundne eventyr

Nå, nu vil jeg smutte hen og læse selvopfundne eventyr for Ella. Det er vores godnat-ritual i øjeblikket. Ikke at det virker – hun bliver mere vågen af det, men det er hyggeligt. Jeg finder lynhurtigt på et plot, og i går handlede det om “Ellabella Borte” og mange andre figurer 😉 Eventyrene er mega korte, da Ella hurtigt mister interessen, hehe.

Tak, fordi I læser med på bloggen, og jeg håber, at I holder ved, selvom der indimellem går en uge imellem opdateringerne.

Mit gæsteblogindlæg på MamaWise

p1030630På denne regnvejrsdag har jeg ikke fundet inspiration til et nyt blogindlæg. I stedet deler jeg et blogindlæg, som jeg skrev i en anden forbindelse. For et par måneder siden skrev jeg nemlig det her blogindlæg på MamaWise, som jeg tænker, at I måske kan nikke genkendende til? Det handler om, hvor nemt det er at sætte hinanden i bås, og det er jo helt naturligt, men stadig lidt irriterende til tider 😉

I dag da jeg hentede Ella fra dagplejen, fik jeg lidt at vide omkring hendes rolle derhenne. Det var faktisk en lidt anden rolle, end jeg havde troet – en mere diplomatisk rolle end tidligere 😉 Nu er hun ikke længere den store, men har to jævnaldrende legekammerater. Et dagplejeskift fører også nye roller med sig – selv i en så lille alder.

Til det her blogindlæg har jeg fundet det mest solrige billede frem. Ella i smukt solskinsvejr – og uden filter! Det virker opkvikkende på en fredag, hvor jeg drømmer om sydens sol 🙂

Ha’ en god weekend!

Older posts