Morgenerne er både de værste og de bedste

18870243_10155129986386413_1082367111_oMorgenerne førhen og nu

Engang var morgenerne så forskellige, at det var et helt irritationsmoment for os alle. Morgener skal være forudsigelige! Men det var de ikke af flere grunde. Det var dengang, vi skulle balancere med enten dansk eller tyrkisk morgenmad – og tyrkisk morgenmad er et stort og lækkert morgenmadsbord. Det var alt for ambitiøst! 😉 Den danske morgenmad bestående af lidt kedeligt brød med smør på (hvis det skulle gå stærkt) var til gengæld så kedelig, at vi straks savnede den tyrkiske.

Vi prøvede at skabe rutiner, men først og fremmest skulle vi blive enige om, hvor højt vi prioriterede en god morgen – versus en god nats søvn 😉 JA, det er vigtigt at have god tid om morgenen, meeeen det er bare ikke realistisk i en travl hverdag, som de fleste børnefamilier kender til. Vi fandt dog et “kompromis”, hvor jeg bare stod op og gjorde Ella klar til dagpleje, så vi havde mindre at blive uenige om. Derfor er det heller ikke den store forandring at være alenemor nu – mange af rutinerne er de samme.

Morgenerne som alenemor

Nu hvor jeg er alenemor kan jeg fuldstændig bestemme alting selv, og det nyder jeg! Jeg er et morgenmenneske på den måde, at jeg som regel vågner energisk og gerne vil op og i gang. Men om eftermiddagen er jeg som regel helt flad 😉 Ella bruger tid foran fjernsynet til at vågne op, imens jeg laver morgenmad, og så får hun morgenmad, og må efterfølgende smutte tilbage til fjernsynet, og moren giver hende tøj på, og så afsted ud af døren… Det klares på ca. 30 minutter, og så er der også plads til kram og sjov. Hun har sjældent noget imod at komme afsted, for vi har jo en super dejlig dagplejemor – som jeg nævnte i det her blogindlæg.

Vi går 2 km hen til dagplejemor, og det er som regel hyggeligt at gå derhen, hvor Ella sidder i barnevognen og hun fylder mig med en masse historier om fx hendes bamse, der ikke kan lide blomster, fordi den får blomster i næsen og så siger den atju! Ja, altsammen meget spændende 😉 Men i morges var det noget andet, der optog hende. Pludselig hang hun lidt ud af barnevognen, fordi hun skulle se noget bagved mig. Hun lyste op i et kæmpe smil og øjnene funklede af glæde. “Det er Christmas!”, sagde hun… “Christmas…!”, gentog hun og spejdede efter én bagved mig, og jeg vendte mig om, og kunne se, at hun havde fået øje på “Julemanden”, dvs. en mand med et meget langt skæg og stort, løsthængende tøj, og som jeg havde lagt mærke til tidligere. Var det en hjemløs mand? Moren kunne godt komme i tvivl, og jeg svarede Ella: “Er det lige julemanden?”, og hun kiggede på mig med et gævt smil, kastede hovedet tilbage og svarede: “Neeeeej… Det var bare en mand!”. Så hun kunne godt se, at det ikke var julemanden 😉

Vi har faktisk nogle meget hyggelige morgener, som du nok kan høre 😉

Mit lille mål i hverdagen er forøvrigt at springe over, hvor gærdet er lavest – bare engang imellem! 🙂

Jeg har altid haft en tendens til at overanalysere og indimellem komplicere tingene mere end højst nødvendigt, fordi jeg har haft for høje forventninger til mig selv – og bare livet generelt! Som mor er jeg blevet bedre til at prioritere! Det kender du sikkert alt til? 🙂 Derfor er det rart, at jeg kan prioritere benhårdt nu, når det ikke faldt mig naturligt tidligere. Nu gør jeg tingene nemmere for mig selv.

Forbi bageren….

– en øvelse i at lette humøret på rekordtid! 

Den anden morgen sov Ella ret længe, og vi havde derfor ikke så meget tid til at komme ud af døren. Hun skulle i gæstedagpleje, og der var langt derud på gå-ben – 2,3 km! Moren kunne hverken overskue den lange gåtur med en gnaven tumling eller sit eget gnavne selskab 😉 God tid om morgenen er nu den bedste vitaminindsprøjtning mod dårligt humør!

Nå, så vi smuttede forbi bageren for at købe en tebolle, så Ella kunne hygge sig med at spise den på vejen.

Det søde var, at da vi gik hen imod bageren, kiggede Ella på mig, og sagde med store lysende øjne: “Mmmm, det er pandekager! Jeg eeeeelsker pandekager”. Så grinte jeg lidt, og vi gik ind, og den søde bagerpige spurgte: “Hvad skulle det være?”. Ella var hurtig til at svare…. “Jeg tænker pandekager”, svarede hun 🙂

Da der skulle betales for tebollen, fandt jeg en tier frem, og Ella var der straks til at give pigen pengene. SÅ enkelt kan det gøres, når tumlingen skal i godt humør!

Ella spiste hele bollen, og var derfor bomstille hele vejen… Det var et rigtig godt træk fra moderens side, og jeg huskede at klappe mig selv på skulderen 😉

 

Ud og Se med DSB – OG en tumling!

Ella og jeg har lige været i Nordsjælland på besøg hos en veninde. Torsdag-fredag var vi afsted, og vi tog toget derover. 2,5 time hver vej plus 30. min. gåtur op til stationen. Hvert et minut tæller med en tumling!

Det er noget af en bedrift at rejse med en tumling, der helst gerne vil være i bevægelse hele tiden. Er hun hyperaktiv? Nej… Hyperaktiv er da noget, der ser helt ubehageligt ud for os andre, ik’? En ubehagelig uro i kroppen, der får tankerne hen på stress..? Hendes trang til bevægelse ligner derimod en cheerleader i aktion – hun emmer af at være: GLAD, GLAD, GLAD! Ingen tvivl om, at hun er en meget sund tumling 😉

At rejse med en tumling er uforudsigeligt!

Det tog lidt tid for mig at falde helt ned efter rejsen frem og tilbage, hvorimod Ella bare har været glad og tilpas hele dagen, efter at vi er kommet hjem. Utroligt, så omstillingsparat hun er.

Nej, vi skal IKKE se Thomas Tog

Ella og jeg satte os på den plads, vi havde bestilt, og overfor mig sad der heldigvis en kvinde, der smilede næsten uafbrudt til Ella. Det kan godt gøre en stresset mor HELT rolig… Ella sad bomstille på mit skød og sagde ÉT ord fra strækningen Middelfart-Odense. Moren talte! Jeg havde fortalt Ella, at hun skulle være stille og rolig, når vi skulle køre med tog. Hun havde vist lyttet efter…

Desværre huskede hun fra sidst vi kørte tog, at vi stod af i Odense for at se Thomas Tog! Så hun rejste sig straks og ville af, da vi kom til Odense. Det var DERFOR, at hun havde været bomstille, og nu gik luften ud af ballonen. Nå, mindre krise, som jeg fik afværget, og så var det tilbage på plads, hvor hun sad ret roligt. Først da vi var tæt på Valby station, og vi skulle skifte, var det tæt på middagslurs-tid, og hun satte i ét af de der hysteriske flip-skrig, der varer max. ét minut, og som moren VED er tegn på, at nu skal hun sove!! Jeg tænkte, at efter 5 minutter ville der måske være en tyssen fra en medpassager, men næh nej. Reaktionen kom prompte. En dame sagde: “HEYY, shyyyy. Nu skal du være stille!”, og hun så lidt bestemt ud, og i øjeblikket var jeg egentlig mest lettet, fordi det virkede. Ella begyndte nemlig at græde af irettesættelsen, og hun faldt derefter i søvn. Til både ud- og hjemturen havde jeg bestilt plads i ‘Familiezonen’, og fejlagtigt troede jeg, at Ella havde lidt flere minutter at løbe på, før hun blev tysset på 😉

‘Familiezonen’ har ændret sig siden jeg var studerende!

Nu er det MANGE år siden, at jeg sidst har siddet i den zone, men jeg var sikker på, at det var nogenlunde samme koncept som for mange år siden. Okay, jeg var studerende dengang. Dengang skulle der næsten have været et skilt udenfor: “Ekstremt højt lydniveau. Indgang på eget ansvar.” Familiezonen var fyldt med skrigende, legende og glade børn. Der var et legehjørne, og anderledes farver/indretning end i de andre dele af toget. Her var børn VELKOMNE.

Familiezonen har bestemt ændret sig igennem årene. Jeg savnede ligefrem nogle flere børn. På vejen hjem sad der heldigvis en sød mor tæt på os med sine to skønne unger, der var på alder med Ella. De kunne lege lidt sammen, og så gik tiden stærkt. Hvis ikke jeg havde siddet lige præcis dér, havde turen måske været helt anderledes. Det uforudsigelige er en fast del af repertoiret, når man er mor.

Der var så mange ting, der kunne gå galt. Når vi skulle skifte tog undervejs, og der kunne være proppet i S-toget, og Ella kunne smutte ud af mine hænder, fordi hun så en sød “babyhund” – eller whatever 🙂 Det uforudsigelige bestod i, at elevatorerne på Valby station ikke virkede. Typisk, når barnet netop er faldet i søvn, og det havde passet perfekt med middagslur i S-toget, som vi skulle skifte til. Nå, men Ella vågnede selvfølgelig op, midt i at jeg og en fremmed person hjalp hinanden med at bære klapvognen op ad trapperne. “Jeg er oppe at flyve”, sagde Ella. Jeg nikkede anerkendende. “Dét rumskib”, tilføjede hun, og syntes at det var fantastisk med en lille flyvetur.

Nu snakker hun bare om, at hun vil op at flyve – og gerne i et rumskib… Nu er toget ikke længere spændende, og jeg håber, at mor og datter kan tage på udlandsferie i det kommende år, så hun kan komme ud at flyve 🙂

Dette billede på kærlighed, havde jeg aldrig selv lagt mærke til #verdenifølgeentumling

18675108_10155105699101413_1285189736_oElla sagde den anden dag: “Mor SØD… Jeg eeeelsker…. BABA!”. Nå, så blev man snydt 😉 Dejligt med børn, der bare siger, hvad der falder dem ind, og man derfor kan mærke deres oprigtighed.

Som jeg skrev i et tidligere blogindlæg bruger jeg aldrig så meget sætningen: “Jeg elsker dig” til Ella. Jeg er begyndt at sige det mere, og det falder mig også mere naturligt nu. Til gengæld har jeg altid vist hende min kærlighed ved fx at nusse og kramme hende – næsten konstant. At kysse på mund bruger vi heller ikke herhjemme, for det gider hun ikke, og kun et kys på panden eller kinden går hun med til i ny og næ. SÅ, vi finder andre måder at vise hinanden kærlighed på. Ella siger flere gange dagligt: “Mor er så sød…!” Det varmer, og jeg føler, at vi har et tæt bånd, selvom vi hverken kysser eller siger: “Jeg elsker dig”.

Hvordan ville kærlighed se ud, hvis du ikke måtte bruge ord?

Indimellem føler jeg, at der næsten er for meget fokus på de klassiske måder at vise kærlighed på: “Mor elsker dig”, og så et kys på munden. Altså på den måde, at vi alle har godt af at ryste posen indimellem og se på kærlighed fra nye vinkler. Jo bedre vi er til at beskrive kærlighed for vores børn på en nuanceret måde – og vise det, jo nemmere er det også for dem at bedømme, hvad gode kærlighedsrelationer er, når de bliver ældre. Kærlighedsrelationer kan jo både være til veninder, venner, kærester – og måske senere ægtefælle. Kærlighed er i hvert fald meget mere end bare ord, selvom ord jo har sådan en stor betydning. Det er et paradoks, at vi kan forvandle så mange ting ved hjælp af ordets magt, men når det kommer til at vise kærlighed tæller handlinger jo bekendt mere end ord 😉 Det er et ordsprog, jeg stadig synes giver fint mening, selvom det er et fortærsket udtryk, der bruges i et hav af sammenhænge. Men uanset hvor gode forældre vi gerne vil være, kan vi ikke tænke os til det. Vi må praktisere det. Vores handlinger betyder alverden, når vi skal være det gode forbillede for vores børn. Ord kan næsten føles overflødige.

‘Mors hjerte’ – en kærlighedserklæring fra en tumling

“Så er det sengetid!”, sagde Ella i går aftes. Det er rigtig sødt, og hun gør det faktisk ofte, når klokken er omkring 21.30 (og ja, hun sover sent…). Hun har åbenbart et godt indre ur, siden hun ved, at det er ved at være sengetid. Selvfølgelig kan hun jo nok se, hvordan jeg hænger mere og mere i sofaen 😉

Vi hjælper så hinanden med at lukke vinduer og slukke lyset. I går aftes, da vi sad i sengen, ville jeg læse en godnathistorie for Ella, hvilket vi ofte gør som godnat-ritual. Hun ville så ikke helt sidde stille og koncentrere sig, så jeg gik også bare i gang med at læse i min egen bog og lod hende “falde ned” af sig selv. Hvis mor er kedelig nok, plejer hun at finde ro til at sove. Så kom hun alligevel og puffede til mig ved at tage armen omkring mig, som jeg sad der i skrædderstilling i sengen og læste. “Hvad vil du?”, spurgte jeg med et smil og kyssede hende på hendes buttede kind. “Jeg gerne sidde i hjertet”, svarede hun. Uden at tænke videre over det, tog jeg uden om hende og gjorde plads til, at hun kunne sidde i “hjertet”, som jeg har forsøgt at illustrere med ovenstående simple tegning. For det var vel sådan her, at mor så ud fra hendes perspektiv? 😉 En skrædderstilling fra et barneperspektiv kunne godt ligne et hjerte. Det var først bagefter, at jeg tænkte nærmere over, hvad hun havde sagt og hvorfor. Det er sjovt, som de små bare kan sige ting med den største selvfølgelighed, imens vi andre voksne har svært nok ved at holde styr på helt konkrete begreber.

Ella ser verden fra et meget abstrakt perspektiv, ligesom mange andre småbørn, og indimellem skal vi huske bare at lade os rive med. Så bliver livet lidt smukkere for en stund. Vi må allesammen være åbne overfor forskellige perspektiver for at kunne få gode relationer og fremme fred i verden, og det starter jo allerede med, at vi anerkender vores børn for, hvad de ser. “Ja, det var da et hjerte!” 🙂

Når hverdagssituationer giver håb om en bedre verden

18641411_10155102870436413_1929041028_oHvordan forandrer vi verden? Jeg kender ikke en eneste, der ikke er optaget af det spørgsmål. Vi vil allesammen gerne gøre en forskel. Jeg føler yderst sjældent, at jeg gør en forskel, faktisk. Det er lidt nedslående. Eller dvs. i forhold til Ella, føler jeg, at jeg gør en forskel. Det er meningsfuldt at være mor. Men jeg ville gerne have den der følelse af, at jeg gjorde en forskel for mange andre, dagligt. Der er sikkert mange, der kan følge mig? Ja, selvfølgelig er det vigtigt at være en god datter, et godt familiemedlem, der hjælper til i ny og næ og kommer med moralsk støtte, kærlige ord, osv. Men at gøre en forskel, så det batter, det er straks sværere.

Jeg må finde ud af, hvordan man gør… Hvordan kommer man i gang? Er det realistisk samtidig med at være småbørnsmor og selvstændig? Et frivilligt job tager jo også tid, så hvis jeg kunne kombinere det med bloggen, ville det nok være optimalt.

Al forandring starter i familien

Skal vi ændre verden, starter det i familien. Som børn afkoder vi hele tiden, hvordan “empati ser ud”. I hvilke situationer viser mor og far empati – og er jeg en del af deres omsorg? Empati. Det vigtigste begreb, når det kommer til at ændre verden, og det starter i familien. Stopper forældrene med at anerkende empatien hos barnet, stopper empatien også gradvist. Empati er som en muskel, der bliver svagere, hvis ikke den bliver trænet. Og som børn vælger vi ubevidst eller bevidst at holde vores hjerte lukket eller åbent for omverdenen – alt efter, hvad vi oplever.

Børn har ingen forbehold

Vi har alle brug for at føle, at andre VIL os, og har BRUG for os. Så holder vi vores hjerte åbent for omverdenen, og verden bliver et bedre sted. Her er børn så inspirerende. De har ingen forbehold.

Den anden dag, da jeg havde hentet Ella fra dagplejen, var det også et dejligt solskinsvejr, ligesom i dag. Ella gik ved siden af klapvognen, men så ville hun gerne løbe sammen med mig. Vi løb med hinanden i hænderne, og Ella fik øje på en 8-årig pige med smukt lyst hår længere fremme. Hun stod ved siden af sin flotte cykel. Ella var så begejstret for pigen, at hun løb hen imod hende, og udbrød med et stort smil: “Hej, lille pige! Hej, lille pige!”. Pigen returnerede begejstringen, smilede og svarede to gange: “Hej”. Hun var da heldigvis ligeglad med at blive kaldt “lille”, for hun fik en storhjertet hilsen. En pige, der var halvt så høj som hende, fik lov til at fylde i gadebilledet med al sin ucensurerede glæde.

Hvilke følelser er dit barns? Og hvilke følelser tilhører dig?

I flere situationer har jeg mærket en usikkerhed på, om jeg skulle lære Ella at være mere tilbageholdende? Hun får måske et chok senere hen, når hun lægger mærke til, at verden ikke er så god, som hun tror den er? Men NEJ, det kan ikke passe, at vi skal beskytte hinanden mod følelser, som vi SELV ER BANGE FOR. Endnu engang har jeg mindet mig selv om, at jeg ikke skal gå ind og “beskytte andre” for noget, som handler om mig selv. Indtil videre bliver Ella jo godt modtaget, hvor end hun går (næsten da), så min egen usikkerhed om “jeg nu bliver taget godt imod” (som mange nok har), skal hun ikke arve allerede. Det er rigeligt, at hun sikkert opsnapper det senere hen, og per automatik bliver mere tilbageholdende, fordi hun ser, hvordan jeg er, eller hvordan andre voksne er. Det er selvfølgelig noget, der sker naturligt – men noget ligger også i vores kultur. Folk omkring hende kan jo heldigvis sige til- og fra, ligesom hun selv kan. Det løser sig. Nu glædes jeg bare over hendes umiddelbarhed, tillid til verden, empati og at hun altid er på vej fremad! 🙂

Hverdagssituationer, som giver håb om en bedre verden

I dag skinner solen fra en skyfri himmel, og jeg glæder mig til at lægge mærke til flere hverdagssituationer hen over sommeren, der giver håb om en bedre verden. Det skal være mit nye fokus, for jeg er træt af dårlige nyheder! 🙂 Så i den kommende tid vil jeg have fokus på hverdagssituationer, der giver håb om en bedre verden 🙂

Mit blogindlæg til Vores Børn: “10 ting, jeg gerne ville have vidst som mor til en tumling”

18597021_10155099164661413_844953591_oSnart skal jeg ud i mormors kolonihave og spise hjemmebagt rabarberkage. Jeg kommer derfor til at være langt væk fra skærmen. Selvom jeg har meget på hjerte for tiden, bliver det ikke til et blogindlæg i dag.

Men her er et blogindlæg som jeg skrev for Vores Børn den anden dag:

10 ting, jeg gerne ville have vidst som mor til en tumling

Ha’ en god søndag!

Older posts