Der er én, der elsker hele verden

img_20170413_182953_816Hvis der er én med stor appetit på livet, er det Ella. Hun er også så empatisk, at jeg bliver helt stolt. Hun viser også mere og mere, at hun holder af mor, Baba – og sidst, men ikke mindst mormor.

I vores familie har vi aldrig brugt så meget at sige: ‘Jeg elsker dig’, og derfor ligger det mig heller ikke så naturligt at sige det til Ella. Jeg gør det indimellem, men jeg vil hellere bare vise det. Ella følger trop – hun siger ikke så meget store ord, men viser det i stedet for. I vores digitale tidsalder, hvor vi lynhurtigt kan hashtagge et billede med utallige kærlighedserklæringer, er jeg nu glad for vores stil. Handlinger betyder mere end ord! 😉

Første gang Ella sagde, at hun elskede nogen, var da vi var på vej hjem fra en nytårsaften, hvor bl.a. hendes to små grandfætre var med. Hun er både vild med sine grandfætre – og sine fætre. De er alle på samme alder, og Ella fortalte, at hun elskede sine to små fætre. Så, det er svært at vide, hvilke to fætre hun mente – eller om det var alle fire styks… Sødt, var det i hvert fald.

I går da Ella skulle i seng, spurgte hun efter en bestemt bamse, og da hun så fandt den, lyste hun helt op, så jeg tænkte: “Gud, hvor ser hun lykkelig ud! DET er kærlighed”. Hun kom så op i sengen med den, og gav den så til mig med ordene: “Mor, ha’ bamse”. Åhhhh…. Inden da havde hun flere gange sagt: “Mor er så søøøød”, så det her med bamsen var den største kærlighedserklæring, jeg hidtil har fået 😉

Det er sjovt at se, hvordan Ella tænker så meget på folk omkring sig allerede i en alder af 2,5 år. Sådan er alle børn, selvfølgelig – medmindre de ikke trives, men jeg tror at alle forældre er lige imponerede over, hvor omsorgsfulde deres børn er? I går legede Ella og jeg en leg med fugleunger i en rede, og bare ved forestillingens kraft er hun ved at blive blød som smør over de små fugleunger, der er foran os. “Nåååårrrh, hvor er DE SØDE”, råber hun næsten, og lægger hovedet på skrå. Jeg tror forøvrigt, at der er en skuespiller gemt i hende 😉 Hun kan få sympati for både levende og ikke-levende væsner, og en verden af fiktion og non-fiktion.

Tidligere på aftenen havde hun set lidt ‘Dora Explorer’ på min telefon, og jeg havde givet hende en lille skål med Havrefras som aftensnack. Jeg tror, at hun havde savnet at se Dora. Hun sagde: “DORAAA.. Hvor er den søøød…. Og så lagde hun kinden helt ned til skærmen, som om hun ville kramme Dora.” Senere prøvede hun også at fodre Dora med Havrefras igennem skærmen, da hun flyttede skålen med Havrefras helt tæt op til skærmen og sagde: “Værsgo'”.

Hun ligner faktisk Dora lidt med sin gyldne hud, brune øjne og pagekorte hår. “Og der er Ella!”, sagde jeg en dag og trykkede hende kærligt på maven, hvorefter hun svarede: “Nej, jeg hedder Dora” 🙂

Noget, som alle mødre kender til – flade batterier!

img_20170420_122618_653Påsken er ovre, og mine batterier er ved at lade op nu. Ja, i omvendt rækkefølge. Ella har lige været syg, dernæst var jeg syg og så sammenholdt med et hjem, der godt kunne trænge til min opmærksomhed, var det op ad bakke. Nu har jeg fået sofa, knagerækker op og forskellige andre ting, der skulle til, så det føles mere som et hjem. Mormor var heldigvis sød til at hjælpe os under denne sygdomsperiode.

Ella skulle egentlig have været i gæstedagpleje i dagene før påske, men hun var forkølet, og derfor holdt jeg hende hjemme. Det var en gæstedagplejer, hun ikke kendte i forvejen, så selvom jeg virkelig trængte til at få styr på hjemmet (og arbejdet), kunne jeg bare ikke sende hende afsted med snotnæse til et helt nyt sted. Resultat=efter 3 dage hjemme var jeg virkelig træt af at være PÅ konstant. Jonglere med arbejde, når Lillepigen sov, sørge for god mad og drikke hele tiden, underholde og koordinere med farmand omkring samvær – hvilket viste sig at være et halvdagsprojekt. MEN det er bedre nu – vi har allerede forfinet vores projektlederevner 🙂

Påsken har også været andet end sygdom. Ella har bl.a. fundet påskeæg i mormors kolonihave, og jeg tog også Ella med i skoven her i Middelfart en dag. Jeg måtte lokke hende med, at vi skulle se på myrer og edderkopper… Så ville hun gerne ud at gå! Hun fik lov til at vælge klapvogn – og jeg véd, at hun altid vælger den lille lette sommermodel (som slet ikke er praktisk til det ustadige påskevejr i Danmark!) Men hun fik lov og blev stjernelykkelig. Ja, hun tog endda min hånd op til sin mund og kyssede den – ja, så kan man jo klare alt her i verden, ik?

Hun gik glad afsted ved siden af klapvognen, og ville gerne op i klapvognen lidt senere på turen. Puha, lettelse, at det ikke var en kamp. Da vi nåede til skoven, fik hun med det samme helt røde kinder og helt lysende øjne af begejstring. Hun løb og løb op ad stien, og så så glad ud. Vi fik rigtig sludret om alting. En mand, sidst i trediverne, kom gående meget hurtigt forbi os (og havde ikke det mest åbne kropssprog – måske grundet sygdom), og Ella løb straks efter ham. Hun så ham åbenbart som en sympatisk mand, som hun måtte sig hej til. “Kom tilbage, kom tilbage”, råbte hun imens hendes små ben ilede afsted for at prøve at fange ham. Ellas yndlingsbeskæftigelse er godt nok at sige hej til folk, men hun overrasker gang på gang, hvor tillidsfuld hun er.

Da vi næsten var hjemme igen, dvs. nåede ind i indkørslen, sagde Ella glad: “Så, nu er vi hjemme”, og det har hun sagt siden dag 2 her. Det er gået langt bedre end forventet med omstillingen. Inden vi lukkede os ind, mødte vi en af vores naboer. En sød, nydelig dame sagde hej til Ella, og jeg spurgte Ella, om ikke hun ville sige hej? Ella lignede ikke ligefrem én, der var til at rokke eller stikke i, men man kunne jo håbe… “Ella, ikke sige hej”, sagde hun surt. Ella havde brugt sine batterier! Det kan vi alle jo komme ud for 🙂 Heldigvis var naboen meget forstående, og næste gang Ella ser naboen løber hun sikkert efter hende for at fange hende. Hvem ved? 🙂

De svære beslutninger, der viser sig at være okay

img_20170412_172221_248Det er ikke i Assens, at jeg sidder og skriver dette blogindlæg, men i Middelfart. Jeg er ikke hos Ellas mormor i Middelfart, men i mit helt eget hjem, og Ella har et fint værelse. Vi er nemlig flyttet. Til Middelfart, og det er kun pigerne, der er flyttet. “Baba” og jeg er blevet separeret, og selvom det har været en svær beslutning, da jeg jo ønsker at min datter har en god og nær kontakt til sin far, er det en af de beslutninger i livet, der har været okay. Jeg vil huske tilbage på det her som en tid, hvor jeg skulle finde al min styrke frem, men som jeg nærmest bare tog frem “på rutinen”, og samtidig en tid med mange lyspunkter – som dette billede, der er taget hos mormor en skøn forårsdag. Sikke et syn, der er lige til at blive glad af.

img_20170404_122725_458

Nogle ting er gået bedre end forventet. Ella er faldet godt til i den nye dagpleje, da vi desværre måtte flytte hende ved flytningen. Den første dag hos den nye dagplejemor var Ella og jeg der sammen indtil middagstid, og på anden dag skulle Ella så slippes løs selv. Efter 20 minutter på den første dag hos den nye dagplejemor fik jeg et billede af en smilende Ella, der lignede at hun var i “Gavtyv-humør”. Ja, så kan man jo ikke ønske sig mere.

I Assens havde vi den dejligste dagplejemor, så jeg indrømmer, at jeg var noget spændt på den nødvendige flytning, for hvem kunne lige erstatte den dagplejemor, som Ella krammede flere gange dagligt og havde det så hyggeligt med? Jeg fik selvfølgelig ikke en tro kopi, men en helt fantastisk ny dagplejemor – altså, hvor heldig kan man være? Jeg møder den ene gode dagplejemor efter den anden (da vi aldrig siger nej til en god gæstedagpleje ;-)), men med den faste dagplejer skulle man gerne føle, at man har vundet i lotteriet  – og den følelse har jeg nu fået for anden gang. Gode legekammerater på hendes egen alder har hun også fået. På tredjedagen udbrød Ella glad ved ankomsten ved synet af en dreng i dagplejen: “Der var du jo Peter (kalder vi ham bare). Jeg kunne ikke finde dig!”. Det var så sødt. Hun sagde også farvel til dagplejemor med ordene: “Farvel, lille ven”. SÅ Ella er faldet godt til både i dagplejen, i lejligheden og med de nye rutiner, herunder samvær med far, som jo er noget af en ny “skræmmende” verden. Med samværsordning skal vi i særdeleshed bestå vores prøve som forældre. Kan vi fokusere på at give Ella gode oplevelser, og en følelse af, at vi er der for hende, selvom vi ikke længere er sammen som en enhed? Kan vi organisere hverdagen omkring samvær, så alting fungerer gnidningsfrit? Kan vi finde en god måde at kommunikere på, så vi deler de oplevelser vi har med Ella, videregiver de sjove ting hun siger og beretter om nye ting, hun har lært, uden samtidig at få for flydende grænser i kommunikationen? Hvad er realistisk, og hvornår skal der sættes en grænse? Lige siden jeg blev gravid, har jeg tænkt på Ellas ve og vel, og jeg har tilsidesat mine egne behov, hvilket har gjort mig til lidt af en Superwoman til tider, hvor jeg har et hav af minder om at klare ting på trods af alle mulige udfordringer, der kom ind fra siden. For det meste uventede udfordringer, men med tiden dannede sig et mønster, hvor jeg kunne se, at medmindre jeg var herre i eget hus, blev rækken af udfordringer ikke mindre.

Livet som alenemor føles meget naturligt, og det føles som om, vi har boet her i årevis allerede. Baba og jeg har aldrig været et fasttømret team, så på den måde har Ella aldrig været vant til at se os så meget sammen – hverken om det praktiske eller det følelsesmæssige. I hvert fald ikke på en måde, som jeg anser for værende tegn på en tæt relation. Måske har han set anderledes på det, fordi han i højere grad end jeg har haft håbet. Uden håb kommer der selvfølgelig en følelse af hjælpeløshed, og den følelse forsøgte jeg at undgå ved at fokusere på Ella, og kun Ella. Så snart den første forelskelse stilnede af, har der været en distance, og det er på trods af, at vi skam havde vores drømme om, at vi kunne se fremad og bygge noget op her i Danmark. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg havde mange modsatrettede følelser. Levede jeg overhovedet et ærligt liv? Hvis man bare igen og igen føler, at man rammer en mur – fx, at man ikke kan ændre forskellige mønstre i hverdagen, så er det måske på tide at tage sit liv op til revision? Jeg behøver ikke 10 år på at finde ud af, hvad jeg vil bruge mit liv på – eller på at give “det en chance”. Vi har en pligt til at få det bedste ud af livet, når vi har de muligheder, som mange andre måske ikke har. Så en livsforandring er ikke kun for ens egen skyld. Det er lige så meget for de mennesker omkring én – eller for alle dem, der har begrænsede muligheder for at ændre deres liv.

Her i Middelfart er jeg kommet tilbage til barndommens gader, hvor jeg er vokset op. Folkeskolen, som jeg gik på, ligner næsten sig selv. Vejene ligner sig selv, og jeg farer ikke vild. Det er første gang i mange år, efter studieår i København og udlandsophold, at jeg ikke farer vild. En ro har indfundet sig, og som mor vil man jo også bare gerne give sit barn det bedste – ro, tryghed og stabilitet. Selvom der har været en del flytninger i de første par år af Ellas liv, forventer jeg, at vi bliver boende i mange år. I Assens blev vi nødt til at tage, hvad “vi kunne få”, da vi opdagede skimmelsvamp i den første lejlighed, vi boede i. Men denne gang har jeg gjort mit researcharbejde og valgt et sted, hvor jeg virkelig gerne ville bo.

Jeg glæder mig til at opdatere jer på alt det nye ved tilværelsen som alenemor, og tak fordi I læser med 🙂