Om en tumlings tøjkriser og mors irriterende spørgsmål

17571932_10154927431101413_440771863_oI går sorterede jeg Ellas tøj. Selvom det ikke er alt tøjet, der er for småt, er der også bare en del tøj, som Ella ikke bryder sig om. Jeg husker, at under min graviditet var der en mor, der sagde til mig, at hendes børn var meget sensitive overfor tøj – det skulle være bestemte materialer, og det skulle være super blødt. Nu ved jeg præcis, hvad hun mener – bortset fra at Ellas præferencer går mest på, at det ikke må være kjole, eller noget der minder om en kjole.

17571229_10154927413771413_1286589152_o

Fx har jeg det her billede af hende, hvor hun har sin fine, hvide bluse på med lidt rynkebånd i kanten af ærmet. Det var et held, at hun fik blusen på dén dag, for næste gang udbrød hun febrilsk, da hun havde fået blusen på: “Nej, nej, ikke kjole, ikke kjole”. For hende var der lidt “kjole” over de der ærmer… Ja, ja… Moren kan end ikke komme afsted med at give hende en bluse på med lidt “svung” i.

I går stod jeg foran kommoden og indimellem fremviste jeg tøj til Ella og spurgte om hendes mening: “Hvad synes du om denne her? Kan du lide den?”. Den første smarte sag var en kjole, men i en koksgrå farve (drengefarve), så den kunne hun måske godt lide?

Her tog jeg helt fejl… “Det lugter…”, svarede hun. Hmm, det startede ikke så godt. Så prøvede jeg igen og sidste gang. Jeg vil ikke bombardere hende med alverdens spørgsmål, og samtidig skal hun heller ikke udelukkende bestemme lugten i bageriet 🙂 Hun er 2 ½ år, og har hverken brug for en personlig assistent i form af sin mor eller brug for 117 spørgsmål 🙂 Nå, men jeg måtte lige spørge hende, hvad hun syntes om en rigtig fin buksedragt (som også plejer at være et sprængfarligt tøjemne). Jeg fremviste buksedragten, mens hun stod lige foran mig. “Se, den her, Ella… Hvad synes du om de her BUKSER!?” Strategisk, kloge mor fik et ærligt svar fra Ella… Et svar, hvor Ella brugte hele kroppen som udtryksform. Hun faldt simpelthen ned på sine små knæ med et stort SUK, kneb øjnene sammen og hele overkroppen faldt sammen som en sæk kartofler, og jeg skyndte mig at spørge: “Hvad er der…?”, og hun svarede: “KAN ikke lide DE BUKSER…”

Okay, så forstod jeg, at dårligt tøjvalg går hende på, som det går en gymnasiepige på den første dag i skolen 🙂

Det er ikke altid nemt at være en 2-årig med alle de store følelser, og jeg er opmærksom på, at irriterende mor-spørgsmål kun skal fylde en meget lille del af vores hverdag. Små børn kan jo slet ikke svare på alt det, som vi gerne vil have dem til, og så lever de også bare så meget i nuet. På et tidspunkt læste jeg i en artikel på nettet, at det er godt at snakke med sit lille barn om dagen der er gået, fordi det styrker deres hukommelse, og de får sat ord på en masse. Inden jeg læste artiklen, spurgte jeg sjældent til ting, der var sket, når jeg var sammen med Ella. Vi var bare i nuet! Da jeg så havde læst denne fornuftige (ekspert)-artikel, ændrede jeg lidt tilgang til Ella. Nu begyndte jeg at spørge til forskellige ting, der var sket. Det har været rigtig fint, men så i sidste uge læste jeg, at børn er så meget i nuet, at det ikke giver så meget mening at spørge til en hel masse, der ER sket. Vi skal bare nyde, at børn ikke har noget problem med at leve i nuet – noget som mange voksne jo tilstræber! Faktisk var de to artikler lidt modstridende, og jeg blev endnu engang bekræftet i, at vi også bare skal lytte til os selv, os mødre. Er der noget, der virker mekanisk at gøre? Så lad’ være. Hvad virker fornuftigt? Hvad giver energi, glæde og latter imellem mor og datter? Gør alt det… Mærk konstant efter, hvad der føles rart for alle parter.

Om morgenen skal barnet måske ikke spørges om, hvad det kunne tænke sig til morgenmad – måske er det bare et “Værsgo og spis, min skat…”

Og så kan barnet jo bare lade være med at spise, hvis barnet ikke er sultent… Eller beklage sig, hvis det kunne tænke sig noget andet, som mor kan fikse i løbet af 3 minutter…

Når Ella viser, at hun er ved at få for meget af alting – det kan være med ord eller hendes kropssprog, plejer jeg at tie lidt stille, lade hende få lidt skærmtid, eller vi tager på en lille udflugt. Fx tog vi til Helnæs i går på en søndagsudflugt. Så kom vi alle ned i gear, for der sker ikke så meget på de kanter, men smukt er det! Ella fik snakket med en kat, der faktisk godt kunne lide børn, så hun var helt ekstatisk.

17571740_10154927426731413_1360935621_o

På det her billede løber katten godt nok væk fra hende, men ellers fandt den sig i at blive krammet, klappet – og endda hevet lidt i halen – ja, man skal være over dem, konstant. Det er vist godt, at vi ikke har en kat derhjemme. Katten led vist ikke overlast, da den var lige så hengiven, da vi sagde farvel, som da vi sagde hej. “Farvel, katten”, sagde Ella og vinkede, og så tog vi videre ud i det fynske landskab omkring Snave og Haarby.

Vi tog bl.a. forbi Haarby Pizzeria for at spise aftensmad, og da vi nærmede os hjem, sagde Ella: “Dejligt at spise mad. Tak, aften”. Så var forældrene selvfølgelig pavestolte. Der er vist en “Ella Gad” gemt i hende 🙂

Livet med børn – her er vores hverdag i billeder

17500060_10154918719141413_2081813868_o

Livet med børn… Det beskrives bedst med et billedalbum, og nedenfor følger et par billeder fra den forgangne uge.

Pandekagebagning

I sidste uge havde vi en del hyggedage herhjemme. Lige for tiden eksperimenterer jeg med at lave pandekager på 117 forskellige måder. Pandekagebagning er et must, når man er mor 🙂

Ved sidste pandekagebagning brugte jeg bl.a. en del tid på at bage sunde pandekager, indeholdende banan og kokosfibermel. Det gør jeg ikke igen! Det tog en evighed at få dem bagt, og jeg begyndte sågar at lave en masse ting indimellem – såsom at lægge vasketøj sammen, imens jeg indimellem kiggede til pandekagerne. Resultatet blev da pandekager, langt om længe. Da jeg satte dem på sofabordet sammen med en velfortjent kop kaffe, så jeg at Ella havde placeret trappestigen på bordet.. Børn! 😀

Ovenstående billede siger i det hele taget meget om livet med børn – det uventede, det uperfekte, et element af hygge – OG en kop kaffe, ikke mindst!

Nej tak til svin, ja tak til kunst
17500194_10154918716641413_1735769249_o-2Herhjemme spiser vi ikke svinekød, men Ella elsker at lege med sin plastikgris, som egentlig er legetøj til mormors hunde. En aften var hun i gang med den helt store “kunstudstilling”, da hun fyldte grisen med brunt modelérvoks. Jeg kunne nærmest ikke komme i kontakt med hende, så opslugt var hun 🙂

Mormors kolonihave17454960_10154918711126413_1085866995_oI onsdags havde vi en fridag, hvor vi var ude i mormors kolonihave. Ella er super sød og dygtig til at hjælpe. Især elsker hun at flytte lidt på trillebøren – eller at vande sandet… Meget vigtigt… Men sød ser hun ud 🙂

Far og datter ordner cykel

Ella har netop fået en cykel af morfar. Lidt for stor (passer faktisk en 5-6-årig), men så måtte Ella og far bare sætte støttehjul på. Hun skal nok få den brugt om et års tid. Ella gik op i det med liv og sjæl, og hendes tekniske interesse har hun helt klart fra faren. “Skruetrækker”, siger hun med største selvfølgelighed. Hun skal nok blive til noget, det lille barn 🙂

17475456_10154918714746413_86211952_o

Mor og datter – som to dråber vand?

17236958_10154874046531413_954802601_oDet er meget sjældent, at jeg kan lokke Ella i en kjole. Det er derfor noget af et held, at jeg fik et billede af hende, da hun for nogle måneder siden havde denne røde kjole på. Det er efter dagplejen, og hun er egentlig ikke så tilfreds, da hun vist bare gerne vil have den af! Jeg nåede dog lige at fange det her billede, hvor hun ligner mig til forveksling, da jeg var på samme alder. Jeg var lidt mere rundhovedet og vist lidt større i det generelt. Ella er et lille myr, men ellers ligner vi da ret meget hinanden, trods hendes sydlandske far 😉

Nu har jeg opgivet at give hende kjoler på, da hun også i endnu højere grad protesterer i dag. Meget kan jeg byde hende, men ikke at hun skal have kjole på 🙂 Jeg var HELT anderledes i den alder. Jeg var den yngste til børnedans, hvor jeg startede, da jeg var 2 år. Der var ingen vej udenom. Jeg snakkede konstant om dans, dansede rundt i stuen osv. osv. Ella er ikke så vild med at danse – kun hos dagplejemor. Herhjemme passer det hende bestemt ikke, at vi begynder at danse 😉 Det kan være, at det ændrer sig hen ad vejen. Hun elsker typiske drengefarver og drengetøj, “farlige uhyrer” og typisk drengelegetøj, hvorimod jeg var stik modsat. Jeg elskede at lege med dukker, og har aldrig søgt drengelegetøj. Tøjet kunne heller ikke blive piget nok, da jeg var 2 år gammel. Jeg lavede en scene, hvis min mor kom hjem med noget tøj, der ikke var lyserødt eller rødt. Det var KUN det, der duede, og forøvrigt hadede jeg fløjsbukser, som jo ellers var hot i 80’erne… Ja, jeg vidste godt, hvad jeg ville have, og dét har vi dog til fælles, Ella og jeg. Vi vil ikke nøjes, nogen af os. Vi er meget sensitive, så vi bemærker alt og reagerer på det. Men hvor Ella er lidt højrøstet og siger tydeligt fra med ord og store armbevægelser (er det fra faren, hun har det, mon?;-)) var jeg en mere stille og forsigtig pige – altså, når jeg ikke lavede en scene over tøjet 😉

Ella bliver nemt begejstret og kan råbe højt af begejstring, når vi er nogen steder, så folk vender sig om. I Fakta den anden dag fik hun øje på et stort reklameskilt med en ko på. Hun var MEGET begejstret, og hun råbte op: “Der er en KO!”, og det gentog hun igen og igen, og jeg smilede og svarede: “Ja, der er en ko..” Men hun blev ved, og da hun åbenbart ikke syntes, at jeg var engageret nok, tilføjede hun: “Og den prutter!”. “Koen prutter!”. Det gentog hun så også igen og igen – selvfølgelig ved at råbe det ud i hele Fakta.

Jeg var også et barn, der blev nemt begejstret og selv som voksen skal der heller ikke så meget til, før jeg synes noget er fantastisk 😉 Så på den måde minder vi om hinanden.

Da jeg var barn, skulle jeg se folk an. Jeg kunne godt være temmelig genert. Det er sjældent, at jeg har set Ella genert, og de få gange har jeg bare stået og nærmest sagt: “Åhhh, hvor er hun sød!”, for det er uvant at se hende vende hovedet væk i generthed. Hun har flere gange præsteret bogstaveligt talt at hoppe op i favnen til næsten fremmede folk, og selvom der er noget familie, som hun kun ser med et par måneders mellemrum, krammer hun dem til den store guldmedalje, når vi ses med dem.

Jeg har altid ønsket mig en datter, og jeg er super taknemmelig for, at jeg så fik en datter – og lige præcis Ella! Jeg husker stadig, da jeg i Tyrkiet fik at vide, at det var en lille prinsesse der lå inde i maven, og jeg tænkte straks: “Ej, så heldig kan jeg simpelthen ikke være! Tænk, at jeg får en datter!”. Selvfølgelig havde jeg elsket en søn lige så højt, men når nu jeg vidste, at vi højst sandsynligt kun skulle have ét barn, var jeg glad for, at min barnedrøm om engang at få en datter gik i opfyldelse. Af alt, hvad der er tilkommet mig som værende heldigt i livet, følte jeg, at den dag hos lægen, overgik alt. Jeg følte, at jeg vandt i lotteriet den dag, jeg hørte den tyrkiske og stramtandede læge sige på gebrokkent engelsk: “It’s a princess”.

Nu vil jeg spise pandekager sammen med Ella og nyde torsdag aften i hendes selskab 🙂

Om stillestunder i børnefamilier

17142332_10154861217726413_2072731763_oI medierne tales der nu om stillestunder og selvvalgt stilhed, som flere og flere praktiserer. Det har fået mig til at tænke, om vi mon er stille nok herhjemme? Stilhed har for mig været at sidde og have arbejdsro til daglig, uden mand og barn i huset 😉 Når først vi alle er samlet, er der sjældent helt stille, og jeg synes at vi har en tendens til at fare lidt forvildet rundt 😉 Da Ella var helt lille var det helt naturligt at være meget stille, og nu hvor hun er blevet 2 år, kan jeg se, hvordan hun også bare nyder stilheden nogle gange. Når hun sidder i klapvognen på en gåtur sidder hun så bomstille, at jeg ikke fatter, at det er mit barn der sidder der! Sådan var det bestemt ikke for et år siden, hvor hun hadede at sidde i klapvogn, og jeg altid var spændt på, hvor længe hun ville sidde der uden at brokke sig. Hun var som en fjeder. I en alder af næsten 2 ½ år er hun nemmere end nogensinde! Det er nu noget, jeg nyder, når jeg faktisk havde frygtet selvstændighedsalderen. Jeg skrev lidt om det i dette blogindlæg.

Det er godt, at begreber som at praktisere stilhed, mindfulness, at være introvert og selvvalgt “ensomhed” er kommet mere frem, så vi alle bliver bevidste om, at vi også har brug for stilletid i vores hektiske verden. Jeg har haft en tendens til at se negativt på stilhed, fordi jeg var den “stille pige” i folkeskolen, og jeg hadede det prædikat. Ofte forbinder jeg stilheden mellem mennesker med, at vi ikke har noget at sige til hinanden, hvilket jo ofte også er sandt 🙂 Men at tilbringe en ferieuge i venners lag fx, for at mærke, hvordan der kommer mere stilhed imellem os, når vi er “trætte af at snakke”, kan nu også være helt rart. Bare at sidde og drikke te og være lidt stille sammen, fordi nu er de fleste emner udtømt, og vi fordøjer alle oplevelserne. Med al den stimuli, som både børn og voksne bliver udsat for i dag, er det ekstra vigtigt med stillestunder, hvor vi kan reflektere – eller bare slå tankerne fra.

Under vores mange gåture her i familien, synes jeg, at vi har de bedste stillestunder. Nu vil jeg videre i teksten på denne søndag, og jeg ved godt, at der er meget stille på bloggen p.t., men en masse forandringer er i gang (og arbejde), og det kræver min energi og tilstedeværelse. Jeg opdaterer mere regelmæssigt indenfor nogle uger 🙂 Nyd foråret så længe 🙂