Om nærvær, nøkker og navnet Lars Larsen!

img_20170118_105732_162Hvordan går det egentlig med at være mindre online, som jeg skrev om i det her blogindlæg? Tja, jeg er vel blevet lidt bedre til at lægge telefonen væk, men det er en gradvis proces, hvor jeg bliver mere og mere opmærksom på, hvordan jeg vil bruge min tid. Jeg vil primært bruge min tid på arbejdet og min blog, i hvert fald når jeg er online. Den digitale verden, hvor vi ofte sidder foran hver vores skærm, fremmer ikke ligefrem nærværet.. Som da jeg fx spurgte min mand, imens vi begge sad med vores smartphone og surfede på nettet: “Hvad var det egentlig George Michael døde af?”, og han svarede lidt fraværende: “Hmm….George Michael eller Michael George?”. Det kunne vi ikke lade være med at grine lidt af – vores måde at kommunikere på, når vi er lidt fraværende, for det kunne lige så godt have været mig, der svarede sådan 🙂 Man prøver at lytte, og trækker så tiden ved at stille et tillægsspørgsmål 😉

Nærværet lever højt herhjemme, når vi planlægger aktiviteter, er udenfor eller ser tv sammen, for så snakker vi om det imens, hvilket jeg synes er rigtig hyggeligt. Så interviewer min mand og jeg nærmest hinanden omkring kulturforskelle. Vi er ret glade for at se danske udsendelser, der kan få snakken i gang. Fx dokumentarprogrammer. Senest så vi en DR-udsendelse om Lars Larsen – eller Dynelarsen. Min tyrkiske mand var meget overrasket over, at en så rig mand som Lars Larsen lukkede et kamerahold ind i privaten. Det ville aldrig være sket i Tyrkiet! I Tyrkiet lever rige mennesker “skjult” for offentligheden. De har en diskret dagligdag, hvor der er assistenter/hjælpere i hjemmet, og hjemmet selvfølgelig er meget glamourøst. Han var imponeret over, hvor jordbunden Dynelarsen var, og igen og igen udbrød han: “Ej, tænk at journalisten spørger ham om det! Og så sidder de side om side på sengen i soveværelset!”. Ja, privatliv – det værner man om i Tyrkiet – især hvis man er velhavende 🙂 Dynelarsen har bestemt heller ikke nøkker, og min mand var overrasket over, at han boede så “almindeligt”. Både da jeg boede i Tyrkiet og i England tænkte jeg faktisk over, hvor jordbundne vi danskere er. Det er ikke så almindeligt at flashe sin rigdom, som det er i Tyrkiet og i England. Det er dog blevet mere populært for danskere at vise rigdom frem på fx Instagram, og det er ikke længere så skamfuldt at prale med noget, som det har været, men stadigvæk er der en grundholdning i Danmark, at du ikke skal tro, at du er bedre end andre/noget særligt. Det kan være for meget nogle gange i form af Janteloven, men det er nu også rart, at danskerne generelt er meget nede på jorden.

På et tidspunkt stod Dynelarsen foran sin mors grav, og han mumlede, at han faktisk ikke elskede sin mor eller blev ked af det ved at stå foran graven. Min mand, som ikke lige havde opfanget, hvad Dynelarsen havde sagt, sagde med et varmt smil: “Åhh, alle elsker deres mor… Hvad siger han, Astrid?”. Så måtte jeg give ham det hårde svar: “Hmm, han siger, at han ikke elsker sin mor”. Velkommen til Danmark, hvor vi er meget direkte og ikke så sentimentale ;-). Men der var et tidspunkt under udsendelsen, hvor Dynelarsen og hans kone fortalte om dengang, de var unge og nyforelskede, og hvor de havde skrevet kærestebreve til hinanden. Lige dér var jeg nok den mest romantisk tænkende af os to i rummet, for jeg kiggede på min mand og sagde: “Åhh, hvor er de søde, hva’…?”, og så så jeg, at min mand netop havde rakt ud efter et stykke tegnepapir på sofabordet, der lå og flød efter at Ella havde tegnet ved bordet, og imens han kiggede på mig med et mystisk og eftertænksomt blik famlede hans fingre ved papiret, som om han nu ville skrive et lille kærestebrev til mig… Ja, ja.. Jeg indrømmer, at jeg nok var lige lovlig hurtig med en konklusion, for det var overhovedet ikke, hvad han havde tænkt sig. Han lavede bare en papirflyver til Ella, og da jeg tørt sagde: “Nå, jeg troede, at du skulle skrive et kærlighedsbrev til mig?”, svarede han for sjov: “Neeej, det er jeg færdig med. Du har fået så rigeligt med kærestebreve!”:-) Og okay, der var en tid, hvor han ofte lagde en lille romantisk note i mine bøger eller skrev noget sødt på en serviet.. Det var tider 😉

Nå, men vi syntes begge to, at det var dejligt, at Dynelarsen var så ærlig, og vi nød begge at se udsendelsen – især fordi det gav anledning til at diskutere kulturforskelle efterfølgende.

Af alle udfordringer var amning ikke én af dem

img_20170117_105339_846Dette blogindlæg skal handle om noget, som jeg egentlig slet ikke har talt om her på bloggen – nemlig amning 🙂 Eftersom både den italienske pave har opfordret til amning i det offentlige rum, og jeg er vild med alle de bloggere, der opfordrer til at dele ammebilleder og IKKE at lade sig amme-shame, vil jeg nu også bidrage lidt til amme-snakken 🙂 Jeg deler også min ammehistorie på opfordring af ’Ammemafiaen’, som du kan følge på FB og Instagram. Hun deler information om amning, og jeg får altid nye aha-oplevelser, når hun poster noget. At være klog på amning er ikke lige noget, man bliver over natten 🙂

Her kommer min historie om amning….

En super start med min lille mus

Under graviditeten læste jeg selvfølgelig en del om amning, men jeg vidste slet ikke så meget om amning, som jeg gør nu. Heldigvis gik min amning perfekt fra starten. Det var på trods af, at jeg havde fået en infektion under fødslen, så vi var indlagt i fire dage. Det kan du læse mere om i dette blogindlæg om min fødselsberetning og tiden efter.

Amningen gik faktisk så godt, at jeg bad en sygeplejerske om at tjekke, om Ella mon havde den rette sutteteknik. Jeg husker, at hun sagde, at jeg kunne lytte efter synkelyde. Det var et tegn på god ammeteknik. Ella lå nu bare helt stille, og var lige så stille som en mus, så det råd kunne jeg ikke lige bruge 🙂 Jeg valgte at stole på, at det der amning vist fungerede helt efter bogen, selvom min lille datter lå bomstille, og jeg havde lyst til at spørge hende, om hun overhovedet spiste? 🙂 For at være på den helt sikre side, valgte sygehuset (som led i ren rutine, tror jeg) at give lidt mælkeerstatning på kop. Det var nu meget lidt, at Ella fik, for de kunne jo godt se, at jeg allerede ammede løs, hver gang de kom ind ad døren 🙂 Ella var lidt lille ved fødslen (2805 gram), men havde været det under hele min graviditet (og er det stadig – OG er sund og rask), og det gjorde måske, at jeg sagtens kunne følge med hendes efterspørgsel efter mælk. Det var ikke en helt desperat-sulten baby, jeg lagde til brystet.

Efter ammestart kommer appetitspring

Vi var in sync, hende og jeg, hvilket jo var ret heldigt, og først nogle uger efter havde hun appetitspring, hvor jeg ammede KONSTANT, og det var noget af en overraskelse, som jeg ikke var forberedt på. Jeg forstod ikke, hvad der skete, indtil en veninde heldigvis gjorde mig opmærksom på, at det var helt normalt, at de indimellem ville øge mælkeforsyningen ved at amme løs, så der blive skabt mere mælk. Sikke smart, naturen er! 🙂 Jeg sad i min seng hele dagen, og fik bragt mad og drikke, da Ella ikke ville lade mig ude af syne! Det er sådan appetitspring er! Men det varede en dag, og så var vi back to normal.

Der kom selvfølgelig også en periode, hvor det gjorde nas at amme, men efter en tur på apoteket efter noget salve til brystvorterne (kan ikke huske navnet), gik det bedre. Om natten prøvede jeg at amme imens jeg lå ned, da jeg havde hørt, at det kunne man sagtens… Jep, når de er et par måneder og ikke helt små – det kunne jeg i hvert fald ikke! Jeg synes i det hele taget, at det var svært at finde gode ammestillinger, fordi de jo bare er så små til at starte med.

Efter 1 år er det tid til at stoppe amningen?

Efter et år er der en forventning om fra mange, at nu må det være tid til at stoppe amningen. Et års amning er, hvad Sundhedsstyrelsen anbefaler, og det giver jo også god mening for mange, der skal tilbage til jobbet at tænke i ammestop. Eftersom jeg er selvstændig og Ella slet ikke var parat til at stoppe, var denne 1-års milepæl ikke noget særligt for os – andet end at jeg var stolt af, at jeg havde ammet hende så længe. “We did it” 🙂 Så fandt jeg ud af, at WHO anbefaler amning indtil de 2 år, og så var der jo ingen grund til at bekymre sig om ammestop. Jeg spurgte min tyrkiske mand om, hvad de siger om amning i Tyrkiet. Hvilken forventning er der i samfundet? Hvad anbefaler myndighederne? Han forstod nærmest ikke spørgsmålene 😉 Hans svar afspejlede da også, at han kommer fra en kultur, hvor der i mindre grad er en “tjekliste” til alt, hvad man foretager sig som familie. Han sagde nemlig: “Jamen det er jo bare, hvad moren og barnet finder ud af i fællesskab. Når de har lyst til at stoppe, stopper de”. Nå ja, der er jo noget med den frie vilje 😉 I et stykke tid gjorde jeg nærmest amningen til et problem i mit hoved, fordi jeg ammede udover det FØRSTE ÅR. Men at finde ligesindede via fx Facebook hjælper på alle de forventninger, som både man selv kan have, men også andre kan have til, hvad der er det rigtige at gøre.

Langtidsamning har mange fordele, da det fx virker rigtig godt ved sygdom, og så er der bare ikke nogen grund til at gøre noget til et problem, som ikke er et problem, vel? Vi har haft forskellige udfordringer i årenes løb. Her kan jeg fx nævne hele processen med at få familiesammenføring, som er en langsommelig og bureaukratisk proces, hvor jeg fx var eneforsørger i lang tid, da min mand ikke måtte arbejde. Udfordringen var også, at vi i det første halvandet år af Ellas liv boede i en lejlighed med skimmelsvamp (som udlejer ikke gjorde noget ved, selvom det var konstruktionsfejl). Som følge heraf har vi været udfordret af ekstra sygdom, ekstra sygedage (og deraf færre penge i kassen, da jeg jo er selvstændig), sååå udfordringer har vi haft nok af, men amning har heldigvis ikke været én af dem! Hurra for det, for der er mange derude, der kæmper med amningen, og jeg havde selv hørt om alle de dårlige historier, så jeg forventede det værste og én lang kamp for at få det til at køre. Amningen har helt sikkert givet mig lidt ro under til tider svære perioder. Der ér noget der fungerer – og endda noget der styrker immunforsvaret! 🙂

Det var min succesfulde ammehistorie, fordi dem skal der jo også være plads til, og jeg håber at kunne give lidt ro i sjælen til dem, der frygter problemer med amningen. Det er fantastisk, når det kører. Så hyggeligt og nemt. Jeg har fuld forståelse for, at der kan være mange grunde til, at amningen aldrig kommer til at fungere, at folk må stoppe af forskellige årsager osv., men blogindlægget havde et andet fokus – nemlig at beskrive et succesfuldt ammeforløb. Så det har jeg hermed gjort, og på et andet tidspunkt vil jeg komme med mine bedste, konkrete råd i forbindelse med amningen – hvem, der kan vejlede én osv. Det bliver i et andet blogindlæg.

Tak for at du læste mit lange blogindlæg – jeg kunne jo næsten ikke stoppe igen 🙂

Guide til at bage med en tumling – 10 trin!

img_20170111_163747_729

Guide til at bage med din tumling – 10 trin!

Her er min huskeliste til mig selv, som jeg skrev sidste gang, jeg var i køkkenet for at bage med lille Ella. Vi havde både en fantastisk hyggelig tid, men også et par øjeblikke med skrig og skrål, da hun selvfølgelig overvurderede sine evner i et køkken, og moren måtte sige NEJ 😉 Denne guide er især skrevet til mødre med viljestærke børn, som stadig gerne vil gøre bagningen til en hyggelig stund! 🙂

  1. Forbered hende på, hvad der skal ske og forklar hende, at nu stiller vi tingene frem, og vi vejer tingene af. Lad være med at smide din gamle køkkenvægt ud, der ikke længere dur, for den kan bruges som “legetøj” under bagningen, hvor hun gerne må trykke på den. Der er faktisk flere ting i et køkken, der (på fredelig vis) kan bruges som legetøj under bagningen.
  2. Sæt hende på et par dækkeservietter op på køkkenbordet, som du ikke er øm overfor. Så kan hun sidde godt på dem, følge med, og kan spilde alt det hun vil på dem.
  3. Lad hende røre rundt i den store skål, og giv hende en ske, som hun regelmæssigt skal række frem for at få et lille drys mel på skeen eller lidt ekstra sukker – det holder hende fokuseret på opgaven – nemlig at bage uden de store konflikter 😉
  4. Ros/anerkend hende, så hun kan føle sig som en dronning i køkkenet og nyd at se, hvordan hun bare bliver SÅÅ stolt. Hun nikker artigt til alt, hvad du foreslår og tiden flyver jo bare i godt selskab!
  5. MEN vær forberedt på, at hun pludselig kan være blevet overstimuleret. SÅ stopper hyggen…! For at forhindre denne “nedsmeltning” kan du måske foreslå en lille fjernsynspause indimellem. Så kan hun komme ud igen, når du tænker, at hun er klar til flere udfordringer i bagehjørnet.
  6. Vær klar over, hvordan en “nedsmeltning” ser ud, så du kan forebygge det til en anden gang. Så hvordan kan en nedsmeltning se ud…? Hmmm… Barnet tager grydeskeen ud af hånden på dig, og du tager skeen igen og siger blidt, at nu er det din ske. Således starter et “tovtrækkeri”, hvor jeres yndige stund pludselig forvandler sig til et syn for naboerne – hvis de ellers har kig til køkkenvinduet. En tumling og en mor, der kæmper om, hvem der har retten til grydeskeen! Dejklatter, der næsten flyver i luften. Kønt, er det ikke… Og du undrer dig over, hvorfor det pludselig er blevet sådan et stort problem for din tumling, at I skiftes lidt til at holde skeen? Det var fint for 5 minutter siden, men nu går det slet ikke! Giv barnet en krammer og beslut dig for, at nu laver I lige noget andet end at kæmpe om grydeskeen 😉 Dejen kan vente… Din tumling har fået for meget – og måske har du også mindre overskud? Hæld et glas juice op til jer begge, og sæt jer i sofaen til en hyggestund i stedet for.
  7. Vær i det hele taget forberedt på, at jeres bagestund kan bestå af 50 % artighed med tumlingen, der samarbejder som en drøm og 50% trodsighed (eller lad os kalde det sundt behov for at udforske sin selvstændighed), fordi hun jo også bare er et barn i sin bedste alder! 😉 Det nytter ikke noget at give hende den anden ske – nej, hun vil selvfølgelig have dem begge! Med en tumling, der laver flitsbue med en grydeske i hånden, er det bare med at få hende væk fra køkkenet i en fart og give en pause med noget børne-tv. Efter lidt snacks og lidt skærmtid, kan du prøve at få hende ud i køkkenet igen.
  8. Vær forberedt på, at du skal være meget opmærksom i køkkenet, når du tager din tumling med. Der ER bare lidt flere restriktioner end normalt. Det går jo ikke, at tumlingen ødelægger det bagværk, som I lige har brugt en time på at få klar til at komme i ovnen. Det bliver I jo begge skuffede over. Det går heller ikke, at nogen af jer kommer til skade. Så det er noget med at holde tungen lige i munden, samtidig med et højt humør.
  9. Gør alting til en leg i køkkenet, så I fx giver hinanden “High fives”, når noget lykkes eller giv hinanden et kram, når I har dækket bord. Måske har du også lyst til at drille lidt ved at flytte skeen, når hun skal til at hælde noget op på skeen? Så griner hun sikkert, fordi hun ved, at det er for sjov.
  10. Vær sammen om så meget som muligt, når I er i køkkenet – og gør det tydeligt via den måde, du kommunikerer med hende på. “Se, hvad vi har lavet. Fine boller, der er klar til at spises. Vil du smøre en bolle med smør?”, “Nu skal de snart i ovnen. Tror du, at de er klar til at komme i ovnen?”, “Så har vi lavet boller til, at far også kan smage, når han kommer hjem. Det bliver han glad for”.

Jeg håber, at min lille guide kan tjene som lidt inspiration til at tage en tumling med i køkkenet 😀

2017 er godt i gang, og har folk allerede forandret sig?

img_20161229_135948_763

Torø Huse

Hvad skal mit nytårsforsæt være?

Det burde jeg jo allerede have på plads – især efter at have skrevet det her blogindlæg om at finde på et godt nytårsforsæt… Men jeg kan ikke bestemme mig – der er FOR meget, som jeg gerne vil ændre ved mig selv 😉 Jeg vil gerne være et bedre menneske. Det vil jeg hvert eneste år, men i år har jeg tænkt, at det skulle være med i mit nytårsforsæt… Men hvis jeg kun skal vælge ét mål at fokusere på, hvad skal det så være? At give mere til velgørenhed fx? At være mere hjælpsom? Være bedre til at lytte? Bruge mere tid med dem, som jeg holder af? Jamen, listen er jo lang! Men måske er det vigtigste, som mange andre har været inde på i forbindelse med nytårsskiftet, at vi respekterer os selv og andre? Har du selvrespekt, kommer du ikke ud i situationer, der gør dig selv og andre ulykkelige… Har du respekt for andre påfører du ikke dem en masse ulyksaligheder. Så måske mine tre tema-ord for 2017 skulle være: ‘Respekt, ro og rivende udvikling’;-) Jeg vil have respekt for mig selv og andre, skabe mere ro til at acceptere de ting, som jeg ikke kan ændre, men til gengæld fokusere på de ting, som jeg KAN ændre. Nå, så fik jeg vist formuleret en form for nytårsforsæt! 🙂

Når andre “ser os”, kommer taknemmeligheden

Vi ved det allesammen, at vi kun kan ændre på os selv. Når vi så får lyst til at ændre på andre, handler det måske en del om ikke at blive “set” som dem vi er, blive anerkendt eller føle os forståede. Det er så lidt der skal til for at ændre en anden persons liv. I mit eget hoved tænker jeg ofte, at når der er en konflikt på fx hjemmefronten, eller at andre oplever modgang, så ser jeg verden uden for de fire vægge som dér, hvor der kan ske mirakler. Det er dér, vi kan møde en venlig sjæl, som spørger ind til os, som udviser forståelse eller får os til at grine. En familiehund, der vælter et lille barn omkuld af bar glæde og kådhed, får os alle til at grine. Vi er pludselig fælles om noget – at se noget godt, som fandt sted uden for de fire vægge. Så kan det godt være, at vi ikke har snakket med vores søster i et halvt år eller at vores partner alligevel ikke vil giftes eller at banken lige har skuffet os med afslag på et lån. Listen med skuffelser, sårede følelser, afvisninger – den kan være temmelig lang, men vi kan ændre dagen for én derude, ligesom de kan ændre dagen for os. I de nære relationer er der forventninger, fastlåste mønstre og en masse planer, som kan være kærlige og give mere nærvær, men kan lige så vel være ligegyldige planer, når det kommer til stykket. I mødet med andre derude, som vi egentlig ikke kender, bliver der skåret ind til benet, så vi pludselig ser, hvad der betyder noget her i livet – gode samtaler, et godt grin, noget smukt at kigge på (natur), fællesskab og at folk VIL os – i hvert fald i de 5 minutter, som samtalen måske varer 😉 Men værd at gå videre med den dag.. Dén følelse, at andre VIL én 🙂

Respekt for andre lyder altid så surt… 🙂 Det får mig til at tænke på folk i trafikken, der råber efter folk, men måske vi bare skal tænke på det som noget med at “se andre”. Ensomhed er et stort problem, og det er jo støt stigende, så det kan godt være, at vi fx ikke kan forhindre de beslutninger, som politikerne kommer med, men vi kan alle gøre noget for at bekæmpe ensomhed – ved fx at være mere åbne overfor folk på gaden eller skabe flere fællesskaber med ligesindede. At have en mødregruppe eller være en del af en tøseklub/kvindegruppe (som jeg selv er), kunne være små skridt på vejen.

Det er så lidt, der skal til for at bryde ensomheden

Den anden dag, da Ella og jeg gik hjem fra biblioteket, og Ella sad i klapvognen, kom en ældre mand og hans kone gående imod os. Ella var begyndt at snøfte lidt, da hun var ked af, at hendes bamse ikke var med på turen. Ja, når man er træt, kan det godt pludselig blive et problem 🙂 Det ældre par stoppede op for at snakke med Ella. Manden stak hele hovedet ned til hende for at snakke, og jeg fortalte ham, at hun savnede bamsen, der lå derhjemme, og hun begyndte selv at forklare ham det med sine egne ord. Han smilte, som var hun hans oldebarn. “Du er sød”, sagde den gamle mand, og Ella sagde… “Jaaa…”, og han grinte og svarede: “Ja, det kan vi godt være enige om”.

Det var et lille kort møde, og en lille ting i hverdagen, men både Ella og jeg blev nu glade – og de ældre fik nogle at snakke med. Manden gjorde faktisk, hvad Dronning Margrethe vil have os til (iflg. sin nytårstale) – han kiggede en fremmed i øjnene. Stoppede op og sørgede for, at vi kom hinanden ved.

Når jeg er mest stolt af min datter, er det når…

img_20170106_104002_786

Ella, nytårsaften 2015

Når jeg er mest stolt af min datter, er det når hun…

Beder om hjælp: “Mor, du gerne hjælpe mig”

Beder om trøst: “Ella ke’ af det. Så mor trøste…”

Beder om konkrete ting. som et slags plaster på såret: “Mor, puste…”

Når jeg er mest stolt af min datter, er det også når hun…

Beder om trøst ved hjælp af sit kropssprog….

Når hun fx tager min hånd og aer mig hen over sit hoved og kinder, fordi hun ved, at det gør jeg ALTID. At hun overhovedet beder om dette, er utroligt i sig selv, da der nærmest ikke er en plads i døgnet, hvor jeg ikke nusser de små kinder og aer hendes hår. Til gengæld hader hun, når jeg kysser hende 😉 Så jeg prøver faktisk at lade være, for selv små kindkys gider hun ikke. Uhh, det er svært! Lykken var, da hun i går gav mig et kindkys af sig selv, da jeg hentede hende fra dagplejen…

Det gør mig også stolt, når hun….

Beder om trøst, når hun er bange, og hun fx udtrykte sig helt klart om hendes frygt for fyrværkeriet ved nytår. “Mor, jeg er bange. Trøste mig.”, sagde hun.

Hun havde faktisk grædt kortvarigt, da hun var ude at gå tur med far, og da hun forklarede mig efterfølgende, hvad der var sket, sagde hun: “Ella bange lys. Mor trøste. Ella ked af det”, og så tog fingrene op til kinderne og imiterede tårer, der løb ned ad kinderne.

Det kan godt være, at min datter til tider er lidt frygtløs og fx skal prøve alle de vilde ting i legeland og snakker med gud og hver mand på gaden OG store hunde! Men fyrværkeri kunne hun ikke lide, og det gør mig så stolt, at hun viser sårbarhed og kan udtrykke følelsen af frygt så fint. Jeg håber, at hun bevarer denne evne hele livet. Det er vel egentlig dét, som ofte går galt i kommunikationen, når vi bliver ældre, og vi egentlig ikke vil være ved, at vi fx er bange, bekymret, ked af det eller har brug for trøst i form af et kram. Så pakker vi følelserne væk eller kalder ikke følelserne ved deres rette navn, så vi udtrykker mixede signaler, og det smitter af på kommunikationen til andre – og relationerne. I stedet for at alting er så klart, når vi taler med et lille barn, der udlever sine stærke følelser, bliver det til en gang rod, når vi bliver voksne. I hvert fald indimellem 😉 Så skal vi på ny finde ud af vores følelser, og vi spørger os selv: “Hvad betød det mon, da jeg reagerede sådan og sådan?”. Det er den lille tumling sjældent i tvivl om, men mangler bare sproget til at udtrykke sig 🙂

Billedet til dette blogindlæg er fra sidste år, hvor Ella ellers var glad for fyrværkeriet. Hun så farverne på himlen, slog ud med armen, og sagde: “Bum, bum” i ren begejstring! Det lille barn er nu 2 år og en rigtig lille følsom én, ligesom hun rummer mange andre følelser. Fra raseri til lykke på et splitsekund. Det er nu skønt at være mor til en tumling 😉