Selvfølgelig betyder de små observationer alverden!

Ella i Madsbyparken

Ella i Madsbyparken

Billedet til dette blogindlæg er af Ella, der tager endnu en gyngetur. Aldrig bliver hun træt af at gynge, ligesom forældrene aldrig bliver træt af at se hendes store smil. Et lille øjeblik i Madsbyparken i lørdags, som hun har glemt om et år. Ja, jeg siger et år, fordi hun faktisk husker, at vi fangede krabber i sommers, og at hun holdt en lille, bitte krabbe (som jeg skrev om i dette blogindlæg). Om et år er mange små øjeblikke glemt, men de betyder alverden i det lange løb. Ella er nem at begejstre, men det ligger vist til familien 😉 Der kan være en familiekultur, hvor familiemedlemmer ser det positive og magiske i små øjeblikke, eller der kan være en familiekultur, hvor der først skal ordnes en masse praktisk, før vi for alvor sætter os ned i sofaen og SER hinanden. Sådan virkelig lægger mærke til, hvorfor vi mon gør og siger dét, vi gør. Måske tænder vi bare for fjernsynet i stedet for, og ser på nogle andre 🙂 Det kan gøres til en indgroet vane at studere de små ting, lægge mærke til detaljerne ved hinanden – som var du i gang med at skrive en skønlitterær bog om lige præcis de her personer i dit liv. Det giver livskvalitet, når vi føler os forbundne med andre, som den sommerdag, hvor en fremmed kvinde på stranden “prikkede” til mig og sagde, at hun havde en lille krabbe, som Ella måske ville holde? Det er opmærksomhed. Observation af de små øjeblikke, der giver en større forbundethed. Hun havde lagt mærke til, at mit barn var optaget af krabber – ligesom de fleste andre børn. Det kan godt være, at jeg for mit eget vedkommende er meget optaget af Ella, men jeg er heldigvis også optaget af mange andre ting i hverdagen – og til tider så distræt, at jeg putter frosne ærter i kaffen – ja, det præsterede jeg i går! 🙂 At være distræt er bare ét af tegnene på, at du er tænksom som person, og observerer alt omkring dig. Ellers ville du jo ikke på samme måde have brug for indimellem at fordøje indtrykkene ved at gå i din egen verden 🙂

Jo mere opmærksom du er på de små tegn i hverdagen på, at noget fungerer – eller ikke fungerer, jo lettere er det at tage ting i opløbet, og jo mere nærværende bliver du også – altså når du ikke er distræt, hehe.. Du kommer også til at få selvtillid, når du observerer små ting, der gør en forskel i det store billede. Begrebet selvtillid er i dag så misforstået, at alle forbinder det med at kigge sig i spejlet og sige positive ting til sit eget spejlbillede, men ægte selvtillid kommer nu af, at man oplever at kunne gøre en forskel med sin viden. At ens færdigheder – og observationer kan rykke ved negative familiemønstre fx, og at man bringer sine erfaringer i spil til gavn for sig selv og andre.

Så næste gang en person i din familie eller omgangskreds siger, at du overanalyserer, kan du bare sige, at det begreb findes slet ikke i dit liv 🙂 Du tror på, at små observationer hele tiden gør en stor forskel. Hvad enten du siger ting højt – eller bare lever efter at være opmærksom i hverdagen, gør observationerne en forskel. Ja, vi kan tage fejl, men så lærer vi af det, og hellere dét end at vende det blinde øje til.

Tydelige voksne siger ikke nødvendigvis NEJ…

img_20170130_111656_997Tydelige voksne. Det er, hvad børn har brug for. Grænser. Det har de også brug for. Det er så vigtigt, at vi sætter grænser og tør at sige nej til vores børn. Det er, hvad vi bliver fodret med af medierne. Forældre-bashing på en ny måde. Cirka hver andet år skifter fokus, og der er noget nyt, som vi forældre ikke gør godt nok. Jeg er lidt træt af, at fokus er så meget på særlige metoder til at få vores børn til at makke ret. Var der nogen, der sagde at empati også kunne bruges? Jeg stemmer for, at vi i højere grad hylder brugen af empati i vores opdragelsesstil.

At være en tydelig forælder handler ikke kun om at sige nej! Det handler i høj grad om, at barnet kan mærke, hvem du er. Hvilke præferencer du har, hvad du begejstres over, og i det hele taget hele din personlighed! I forhold til Ella tænker jeg ikke så meget over, om jeg nu sætter nok grænser. Jeg nægter at lade medierne shame mig mere end højst nødvendigt, og i følge medierne sætter vi forældre SLET ikke nok grænser. Jeg HAR læst artiklerne med de forældre, der ikke kan sætte grænser, men jeg har også set eksempler på forældre, der nærmest går i den modsatte grøft og glemmer at et barneliv skal være fyldt med sjov og ballade (ja, også ballade indimellem), og et ægte barneliv er et barneliv, hvor barnet kan ånde! Et barn tænker ikke som en voksen, og det håber jeg, at vi vil huske hinanden på, imens vi læser artikler om, hvor dårlige vi forældre er til at sætte grænser.

Vær dit barns bedste ven

Der er nogle eksperter, der siger, at man ikke skal være ven med ens barn. At man jo er den voksne! Jeg synes slet ikke, at det behøver at være modsætninger. Jeg forsøger at være Ellas bedste ven, være den tydelige voksne (der indimellem véd bedst) og gå på opdagelse sammen hver eneste dag. Vi går på opdagelse SAMMEN. Er i nuet SAMMEN, og indimellem tager jeg mig til hovedet… “Hvad var det lige, at MOR ikke fattede i dag!?”, tænker jeg… Der skal nok være noget 😉 Det kan ikke altid være barnets skyld, og især ikke, når vi lever i en hektisk verden, hvor der ikke altid er tid til at afkode barnets signaler før en mindre krig er udbrudt i hjemmet. Det mest pinlige øjeblik i min tid som mor var, da jeg for nogle måneder siden kom til at slæbe en overtræt Ella med i Rema, og hun valgte at lægge sig på gulvet og skrige, så jeg måtte skynde mig ud igen. Jeg troede, at vi liiiige kunne nå i Rema, inden hun skulle sove, men næh nej, hun var jo træt! Så det blev eksemplet til fremtidig læring, at når barnet er træt, nytter det ikke noget at leve efter Fakta-butikkernes devise: “Det tager kun 5 minutter”. Det var 5 frygtelige minutter for både mor og datter. Ella er faktisk så eksemplarisk til at være med ude at handle, at jeg ofte tænker, at jeg skal huske at tage hensyn til hende. Jeg kan jo ikke bare rende rundt i Netto og glo på varedeklarationer i én lang uendelighed, fordi hun sidder bomstille i klapvognen. Lige præcis DEN dag med skrigeriet, og mine briller der nær var røget af i kampens hede, fattede jeg ikke at afkode hende. Eller jeg overhørte i hvert fald hendes signaler, fordi jeg havde en anden agenda. “Nu skal vi handle ind!”. Bagefter tænkte jeg på, hvad jeg kunne lære af det? Da lærdommen var sunket ind, var det tid til sætte plaster på mor-såret. Jeg spurgte mig selv, om jeg mon er alene om at dumme mig indimellem som mor? Og svaret var selvfølgelig nej… 😉 Vi hjælper vores børn, hvis vi tager ved lære, men også ved hurtigt at komme videre mentalt, når vi begår fejl. Vi agerer ikke altid perfekt. Vi er bare mennesker.

Sætter jeg nok grænser?

Om jeg sætter nok grænser? Det ved jeg, at jeg gør… Det analyserede jeg mig frem til allerede under graviditeten 😉 Jeg tænkte på, hvad jeg bryder mig om at børn gør – og ikke bryder mig om, og jeg havde et helt klart billede af, hvor mine grænser går. Min egen mor har også altid sat klare grænser. Jeg vidste nøjagtigt, hvor jeg havde hende, og hun var forudsigelig i sin forældrestil. Samtidig var hun også bare en voksen, som jeg altid kunne komme til. En slags ven, ligesom jeg også vil være Ellas ven for evigt. At kunne sætte grænser handler om at mærke det indefra, at reagere prompte og indimellem evaluere og spørge andre, hvad de ville have gjort? Det er vigtigt, at vi altid er nysgerrige, og vi spørger os selv, om vi er for rigide i nogle situationer? “Hvorfor måtte hun egentlig ikke lege med dét og dét, når nu der intet kunne ske ved det?”. Refleksion løbende er the key! 😉

At sige tydeligt JA er lige så vigtigt

For at skabe balance i forældreskabet, tror jeg også på, at det er vigtigt at sige tydeligt JA. “Selvfølgelig må du få en fastelavnsbolle nu!”, “Ja, det kan du tro, at du må!”, “Ja, lad os tage en rutsjetur mere!”. Ella ser en mor, der viser begejstring for hendes idéer, så hun véd, at når mor synes, at noget er en dårlig idé, er der nok noget om det. Hun forventer jo, at vi snart finder på noget andet sjovt, så hun accepterer mit forslag om at gøre noget andet. Selv ved de dårlige idéer påfører jeg hende ikke skam, men foreslår bare, at vi gør noget andet. Hun er jo ikke forkert ved at have fået en dårlig idé (i mors øjne). Omstændighederne er bare ikke lige til udlevelse af idéen.

Nå, jeg håber, at I måske blev inspireret af min lille fristil om indlevelsen i forældreskabet… Det er da langt vigtigere at koncentrere sig om det end antallet af nej’er på en dag 🙂

Småbørnsfamilie? Ser jeres hverdag også sådan her ud?

img_20170126_130944_744

Vi er enige om, at det er ret hårdt at være småbørnsfamilie, ikke? Men også sjovt, skørt og uforglemmeligt, selvfølgelig 😉 Nu vil jeg beskrive ved hjælp af overskrifter, hvordan det typisk er at være småbørnsfamilie.

“Etiske retningslinjer, fremsagt af 2-årig”

Bare fordi du sidder overfor en tumling på 2-3 år, betyder det ikke, at du ikke kan blive sat på plads! Er du mor til en viljestærk, lille person bliver der skam sat grænser for din opførsel!

Når jeg fx begynder at nusse/nulre Ellas ene øre, som alternativ til at nusse hendes små buttede kinder eller at kysse hende på håret, er det ikke altid lige populært. Så kigger op på mig helt alvorligt og siger: “Mor, ikke pille øre…” Nej nej, selvfølgelig ikke! Åh, hvor er det svært at styre sig indimellem 😉

“Maden, der ikke bliver spist”

Så er der selvfølgelig også spisesituationerne, som kan give forældrene grå hår. Der er som regel udfordringer med hensyn til mængden af mad eller at det bare ikke er varieret/sundt nok. Når jeg ser billeder af Ella, da hun var helt lille, bliver jeg altid lettet over, at hun er mere buttet, end jeg husker. “Spiser hun nu nok?”. Den evige bekymring.

Men jeg ved, hvad Ella med garanti spiser. KYLLING. Og ofte spiser hun også kartofler, og så elsker hun ærter…

img_20170118_173507_670Så denne tallerken på billedet måtte da vække begejstring… Men næh nej, hun bad om et stykke daggammel, hvidt stykke toastbrød. Og nej, det er IKKE ærter på billedet, meeeen det bildte jeg hende ind, at det var. Det var edamer-bønner, som jo godt kan ligne hendes yndlingsspise 🙂 Jeg havde faktisk dårlig samvittighed over at stikke hende en hvid løgn, men hvad gør man ikke for, at ens lille tumling spiser…

Hun kom lidt senere, og ville faktisk godt smage lidt af “ærterne”. Hun pillede så skrællen af. Ja, jeg vidste end ikke, at der var en skræl på de i forvejen afskrællede edamebønner. Tumlinge-logik! 🙂

“Gode manerer kommer som sendt fra himlen”

Det kan godt være, at min datter er så viljestærk, så det halve kunne være fint engang imellem, og at hun kan skabe så meget postyr omkring sig selv, når hun er overtræt, at folk nærmest må tro, at jeg mishandler hende. MEN hun er godt nok også artig – som i ordets fineste forstand.. Den anden dag havde hun fået en ny bluse af mormor, og hun var meget begejstret. Hun sagde flere gange: “Mange tak, mormor. Mange tak, mormor”.

Åhhh, så kunne hun egentlig ikke gøre noget forkert resten af dagen… 🙂

“Råt for usødet siger hun sin mening om valg af tøj”

Men vi ved jo allesammen, at lige så sukkersødt det kan være at være en småbørnsfamilie, lige så “råt” kan det også være… Råt for usødet får man sandheden at vide af en tumling. “Se den fine kjole… Kan du lide den, Ella?”, spurgte jeg hende forleden. Jeg havde min bange anelser, men hendes reaktion kom alligevel bag på mig: “ADDRRR”, sagde hun og vendte hovedet væk i væmmelse. “Åh, den er da så fin, er den ikke? Det er dén, du har fået af mormor..”, og der var vist noget moren skulle have at vide TO gange, for endnu engang vrængede hun ansigt og sagde: “Adddrrr…! Det er ikke MIN SMAG!”. Okay, så forstod jeg det 😉

Det dejligste ved at være en småbørnsfamilie er at hverdagen får flere farver. Der er de bombastiske øjeblikke, de kærlige og omsorgsfulde øjeblikke, viljen der kommer til udtryk og lykkestunderne, når ens lille tumling griner af lykke ved synet af sit yndlingstøj… Jeg håber, at Ella altid vil holde fast i sin begejstrede tilgang til livet 🙂

Når barnet ikke vil sove… 5 tips til at undgå at blive sindssyg! :-)

img_20170125_151705_813Dette blogindlæg handler om mangel på søvn, som jeg har fundet ud af især indtræffer, når Ella er syg eller får tænder. Så er hun bare IKKE træt! De fleste børn bliver ekstra trætte, de putter sig indtil deres mor og falder konstant i søvn i hendes trygge favn. Det er sådan et billede, jeg har på, hvordan ALLE andre mødre har det 🙂 Sådan er det ikke hjemme hos os! Ella ER mere træt, selvfølgelig, men hun viser det ikke. Hun hopper som en fjeder overalt i boligen, og humøret fejler ikke noget kl. 01 om natten! Om morgenen er hun så til gengæld pylret og i dårligt humør, men mere søvn betyder det ikke…

Vi har været ramt rigtig meget af sygdom siden november måned. Ja, det går så langt tilbage. Vi opdagede en vandskade i køkkenet, og så kom der håndværkere til henover julen (som du kan læse om her), og de her fugtproblemer kan virkelig skabe ravage, når man er 2 år gammel, og man er ekstra følsom overfor indeklimaproblemer. Vores boligselskab gør noget ved det, heldigvis… Arbejdet er ikke helt færdigt endnu, så Ella har igen været ramt af sygdom, men er heldigvis afsted i dagpleje i dag! Hos verdens bedste dagplejemor, i øvrigt 🙂 Men her kommer mine 5 tips til at bevare din mentale sundhed, når barnet bare ikke vil sove, og du i forvejen er udkørt!

  1. Lad far tage over, som i det her tilfælde, hvor kun far blunder lidt, og mor har lidt tid til at være sig selv.. De ligger på samme måde, hvilket gav mor liiiidt mere positiv energi, for det er da bare sødt 🙂 img_20170125_145624_393
  2. Se lidt let tv-underholdning, når du lige skal have en pause fra det faktum, at hun STADIG ikke sover! Forsøg at lukke verden ude for en rum tid. Tag en kop te og find noget at grine af.
  3. Læg mærke til, hvor charmerende din unge OGSÅ er – selvom du egentlig også er ret irriteret 😉 Ella reddede den virkelig i går, da hun pludselig formede gaver i luften, skænket til mor, hvor der i den første gave var Gurli Gris! Da jeg spurgte hende, hvad der var i gaven, svarede hun med ægte speaker-stemme: “Det er…. GURLI GRIS!”, og så slog hun ud med armene, og jeg tilgav hende alle de timer, hvor hun havde hoppet rundt som en fjeder. I de to andre gaver var der chokolade til mor! Det var godt ramt, og jeg krammede hende og sagde tak, og jeg fik et kys på kinden! Så kunne jeg lidt igen, men derfra gik der vist kun en halv time, og så sov hun… Thank God!
  4. Planlæg ugen eller tænk på andre praktiske ting, samtidig med at du forsøger at få barnet til at sove. Det nytter ikke noget, at du konstant tænker på, hvordan du får barnet til at sove. Eller at du og din mand jo lige havde planlagt at se en film, at du lige havde lyst til at slappe lidt af, eller noget andet der aktiverer følelser af frustration 😉 Skriv i stedet en indkøbsliste, lav en madplan eller planlæg, hvad du skal ordne i løbet af ugen. Tænk praktisk, og jeg lover dig, at du ikke bliver sindssyg 😉
  5. Tænk på, at du er IKKE alene… Ja, det kan godt være, at mange fortæller, hvordan deres barn sover hver aften kl. præcis 20.00, men der er også mange der kæmper og kæmper med at få deres barn til at sove. Tænk på dem! Send dem en kærlig tanke, selvom du kun hørte om deres frustration via en eller anden familiegruppe på Facebook. Du følte dig måske som verdens bedste mor for et par timer siden, men nu begynder batterierne at være opbrugte. Du er på nippet til at blive sindssyg, og midt i al selvmedlidenheden kan du nu alligevel godt finde lidt taknemmelighed frem. Taknemmelighed over, at du forstår alle de mødre, der bøvler med det samme 🙂 Det er rart at blive forstået, meeeen det er nu også rart at kunne sætte sig i andres sted. Hurra for den erkendelse, og nu må barnet virkelig godt sove, tænker du sikkert! 🙂

Tænk også på, at om lidt, når barnet forhåbentlig sover, har du glemt det hele igen. Så starter en ny dag i morgen, og alt er godt 🙂

Magiske øjeblikke som mor til en 2-årig

img_20170122_155542_303Egentlig skulle det her blogindlæg have været på bloggen i går, men jeg har måttet tage et par fridage, fordi Ella er blevet syg. Nu er det allerede tirsdag, og jeg savner det humør, som vi begge to var i i weekenden. Energiniveauet er ikke så højt, og Ella er lige faldet i søvn, efter lidt protester over, at hun ikke måtte få flere penge at lege med fra mors pung. Pylret sagde hun: “Jeg gerne flere penge, flere penge, flere penge. Ikke nå dem”, hvilket mor hørte som: “Ikke låne dem”, og et øjeblik var jeg vældig stolt 😉 Nu er der tid til, at moren kan publicere dette blogindlæg.

Weekenden var både kedelig og helt magisk… 

Denne weekend gav ro og tid til refleksion – i hvert fald om lørdagen, som var lige stillestående nok… Men sådan er det jo indimellem. Efter en virkelig skøn fredag, nåede jeg at tænke om lørdagen: “Hold op en kedelig weekend” 😉 Meeeen allerede om søndagen kom der igen en masse hyggelige, små stunder. Der opstår altid magiske øjeblikke, når vi tager på mikroeventyr, Ella og jeg 😉

Fredag…

Da Ella kom hjem fra dagpleje, havde vi en legeaftale med nogle her fra Assens, og efter et par hyggelige timer, hvor Ella nærmest konstant hoppede rundt af bar glæde over gæsterne, og jeg nærmest også gjorde, fordi jeg jo elsker at snakke med andre mødre, men ikke altid tager mig tid til det, tog vi ud for at gå en tur, Ella og jeg. Vi tog i Kiwi, og Ella kørte eksemplarisk den lille kurv på hjul rundt i butikken, hjalp mig med varerne og satte de (mange) varer ned igen, som vi IKKE skulle have… Hun har forstået konceptet med at shoppe med mor – at det er mor, der bestemmer 😉 Først omkring kassebåndet begyndte hun at danse lidt for meget rundt, og jeg blev jo lidt stresset over at skulle jonglere med SÅ mange varer, og svinge mit dankort osv., alt imens Ella begyndte at pege på en slikkepind og bede om den, så selvfølgelig kom jeg med et par dumme spørgsmål til den unge kasseassistent: “Hvor meget koster sådan en slikkepind?” (og der stod tydeligt 2 kr. på et skilt). “De koster 2 kr.”, svarede han venligt. “Hvordan får man sådan én op?”, spurgte jeg, imens jeg også lige skulle holde øje med Ella, og han svarede igen venligt: “Man hiver den bare op”, og sådan gik det til, at Kiwi-turen blev rundet af med en enkel manøvre, der gjorde Ella afsindigt lykkelig. Ella fik sig en slikkepind! Udformet som en fod, og hun råbte begejstret, så hele Kiwi kunne høre det: “Det er en fod! Det er en fod!”.

Da vi kom hjem, fik jeg det første kindkys ud af fire den dag. Mor her tæller, skam 🙂 Da jeg satte mig på hug for at tage sko af, tog hun mit ansigt mellem sine hænder og gav mig et varmt kys på kinden, så jeg smeltede. I det hele taget gik alting så godt i fredags, at tiden smuttede fra os. Sådan går det jo i godt selskab, og pludselig sagde Ella med en glad og frisk stemme, og ikke det mindste træt at høre på: “Mor, jeg er træt…”. Så så jeg, at klokken var 23.14! Jeg kiggede igen og igen på klokken – det kunne ikke passe! Nå, men det kunne det, så jeg blev med ét meget seriøs. Pigebarnet skulle jo sove! Og jeg tænkte, at et kedeligt tv-program nok skulle gøre hende søvnig. “Kom Ella, nu skal vi se voksen-tv”, sagde jeg, og helt magisk som denne fredag jo var, svarede hun bare: “Okay, voksen-tv”, og så satte hun sig op ved siden af mig i sofaen. Jeg fandt YouTube frem på min Mac, og fandt et program med Oprah Winfrey, der interviewer Michelle Obama i et afskedsinterview.

“Voksen-tv, voksen-tv, voksen-tv”, sagde Ella glad og puttede sig ind til mig i sofaen. Jeg blev mere og mere stolt af hende og glad, så jeg overkyssede og krammede hende, så hun rystede på hovedet, og tørrede kinden af med bagsiden af hånden. Det sikreste var vist bare at holde fokus på skærmen 🙂 Hun klappede min arm, nussede mine hænder og kiggede indimellem op på mig med stjerner, der funklede i øjnene og et stort, varmt smil, som jeg ikke anede årsagen til.

Lidt senere kyssede hun mig for fjerde gang den dag på kinden – helt uopfordret, hvilket nærmest aldrig sker, hverken opfordret eller uopfordret. Man skulle næsten tro, at hun vidste, at der var kommet børnepenge 🙂

Vi så ret meget af Oprah Winfreys interview med Michelle Obama, og jeg fattede ikke, at hun gad, men hun fandt det interessant at rykke lidt rundt på vores tæppe. Det var åbenbart underholdning nok! Jo, og så da der var en lille dreng iført Superman-kostume foran Barack Obama, røg hun også op og pegede, imens hun sagde: “Det er Superman. Det er Superman!”. Hvor heldig kan man være, at der er noget for børn i selv den mest alvorlige udsendelse for voksne 🙂

Lørdag

Om lørdagen bagte vi chokoladekage, og hun sad på køkkenbordet og hjalp lidt til. Det var nærmest alt, hvad vi lavede den dag. Lavede chokoladekage og spiste den 🙂 img_20170124_140412_286

Søndag

Søndag var vi på køretur til Middelfart, og hvor vi gik rundt i Middelfart by. Vi nåede lige akkurat at få taget det her billede af Ella og mormor, der står ved denne hest, ned til vandet i Middelfart. Ella var meget begejstret for hesten, indtil hun opdagede, at den havde noget mellem benene, som kunstneren bag statuen åbenbart ikke mente skulle gemmes væk. “Det er en pølse! Det er en pølse”, sagde Ella og ville helst ikke stå for tæt på den 🙂 Hendes væmmelse kan svagt anes på billedet 🙂 img_20170122_155542_303

Ella gik også forbi en anden statue, der hed noget så fint som: ‘Havets brus’. For Ella var statuen nu formet som en hånd! “Det er en hånd. Det er en hånd”, råbte hun begejstret. Den lille pige er nem at begejstre, hvilket altid gør det til en oplevelse at tage afsted med hende 🙂

Older posts