Du ved, at du er gift med en udlænding, når…

img_20161126_190556Hvornår er man ægte dansker? Hvad er danskhed? De spørgsmål dukker især op, når man er gift med en udlænding 🙂 Her er 7 unikke ting for dansk kultur, som især blandede parforhold/ægteskab kan nikke genkendende til. SÅ, jeg vil indlede listen med denne sætning:

Du ved, at du er gift med en udlænding, når…

  1. Din partner beretter hjem til sin familie i hjemlandet, at danske kager er helt fantastiske…!

Du ser fx ‘Den store bagedyst’ med din bedre halvdel, og han er vildt imponeret over niveauet. Til daglig spørger din partner indimellem, om ikke I snart skal spise: ‘Brunsviger’, ‘drømmekage’ eller ‘kringle’? Ja, vi har mange gode kager, har vi! 🙂

  1. Du prøver at forklare, hvad “mandehørm” betyder.. Og om feminismens betydning i DK….

Efter at I så ‘Den store bagedyst’ sammen, prøver du at forklare, hvad mandehørm betyder. Det er ret svært at forklare, ligesom det er svært at holde rede i, hvordan ligestillingen har det i DK? Er vi i virkeligheden bagud mange lande, som vi ellers føler os bedre end? Det er ingen nem sag at blive klog på feminismen i Danmark anno 2016!

  1. Du bliver pinligt berørt over nogle af de emner, der indimellem diskuteres i nyhederne. “De kolde Nordboere lever!” 

Du synes, at det er pinligt at forklare din (sydlandske) mand, at der i Danmark bliver diskuteret, hvorvidt det er i orden for pædagoger at kysse børnene i daginstitutioner, eller hvorvidt kvinder har ret til at amme bestemte steder i det offentlige rum. Amme-shaming er i det hele taget et begreb, som du ville ønske ikke eksisterede! Din partner minder dig om, at hvert eneste land diskuterer (for andre kulturer) mærkelige emner. Måske er det slet ikke så tosset at lægge mærke til de forskellige værdiskred og strømninger, der er i samfundet? Hellere tage en diskussion én gang for meget, end for lidt, ik’?

  1. Du bliver pavestolt over at være dansker, når Danmark får flotte sportsresultater, og du har svært ved at forklare stoltheden til din partner. 

Da du ser filmen: “EM 92”, som er en skildring af EM 92 (surprise), men også et portræt af Richard Møller Jensen som træner, bliver du helt sentimental, da filmen er slut. Aldrig har du følt dig mere stolt over at være dansker! DÈT er svært at forklare til din partner! 🙂

  1. Du sætter pris på dagpleje-konceptet, da du ved, at det faktisk er ret unikt for dansk kultur.

I Tyrkiet er det at have dagplejemødre fx først lige blevet indført som en slags forsøgsordning i de større byer. Til gengæld er forventningerne tårnhøje. De elsker danskernes dagpleje-koncept!

  1. Du stiler som regel efter at være jordbunden og rationel, selv når din partner taber sit hjerte til noget særligt. 

Din partner spørger dig, hvad “genbrugsøer” betyder, da I netop har modtaget et brev med posten om genbrugsøer, der måske skal etableres. Du kan se, at din partner forventer noget godt. Et spændende tiltag i kommunen? Du siger straks, at der jo ikke er tale om et “mini-Venedig”, hvis det er dét, han tænker på? Du ved ikke umiddelbart, hvad genbrugsøer er, men du VED, at der med garanti er tale om et eller andet, der højst er praktisk – men ikke særligt eksotisk! Du har også en stærk mistanke om, at du sikkert skal bidrage økonomisk til projektet – om det så bare er et lille gebyr årligt. Det viser sig… At du har fuldstændigt ret…! 🙂

  1. Du opgiver at gennemskue alting, der kommer med posten (e-boks)

Når du får post i din e-boks vælger du ofte bare at betale eller gør, hvad du ellers får besked på. Lydhør borger er du nemlig – og meget dansk! Du stoler på autoriteter, og gør aldrig oprør. Du lever nemlig efter talemåden, der især eksisterer på Fyn: “Det ka’t betale sig”.

 

Ha’ en fortsat god weekend og husk at følge med på Instagram, hvor der er flere kulturforskelle at spore og ikke mindst farverige fotos fra vores indimellem farveløse hverdag 😉

Et sødt minde er bl.a. denne mini-pizzaæske til Lillepigen, som tyrkeren kreerede. Imens jeg fortalte en sindsoprivende spændende historie om engang for laaaang tid siden, lavede han lige denne pizzaæske til Ella 😉

Om bedstemødre, numerologi og tider, der skifter!

img_20161023_224443Trofaste læsere og følgere på Instagram har sikkert lagt mærke til, at Ellas mormor er en stor del af vores liv. Hun bor tæt på os, og Ella elsker mormor. “Det er mormor!”, råber hun, når hun ser hende og løber hen imod hende.

Vi plejer at ses et par gange om ugen, men nu er der gået en hel uge! 🙂 Ella bankede derfor på hoveddøren den anden dag (indefra entreen) og tog fat i håndtaget imens hun sagde: “Gå, åben mormor. Gå, åben mormor”. Der er vist ikke nogen tvivl om, at hun savner mormor 😉 Heldigvis ses vi senere i dag.

I går snakkede jeg med min mor om forskellige navne, som stammede fra hendes gren af familien. Jeg spurgte til, om ikke der havde været nogle søde damer med et flot navn? Det KUNNE jo være, at jeg en dag ville prøve at gå til en numerolog, og så var det jo meget fint at have lidt forslag på hånden, så numerologen ikke kom på overarbejde 🙂 Grunden til, at jeg pludselig tænkte på numerologi er, at jeg følger en blogger – hende her Freyamay November fra ‘Deppe and the lost sock’. Hun har netop været ved numerolog og har skiftet navn. Det lød rigtig spændende, og jeg er jo altid åben overfor alternative måder at leve sit liv på/alternative ting at tro på, så nu går jeg i “numerologi-tanker”. Jeg må snart læse et par bøger om emnet.

Jeg aner ikke så meget om numerologi, andet end hvad jeg læste på Freyamay Novembers blog. Så hvem ved, måske om nogle år, vil jeg gå til numerolog og se, hvad hun kan se om mit navn. Jeg har læst mig frem til, at det første år efter navneskifte er et slags udrensningsår, hvor der sker en hel masse, inden tingene så falder mere på plads. Lige dén del, orker jeg ikke p.t. 😉 Som mor til en lille aktiv pige, og efter 1 år i “familiesammenføringens-navn” samt travlhed med firma osv., trænger jeg til ro 😉

Nå, men jeg fik et par navne af min mor, og lidt historier om, hvordan bedstemødre var bedstemødre, da hun var en lille pige. Det var jo helt anderledes at være bedstemor dengang. Den digitale verden har sikret en nemmere kommunikation, og så har flere nok fået øjnene op for, hvor berigende det er med børnebørn.

I gamle dage var bedsteforældre mere utilnærmelige. De legede ikke med børnene nede på gulvet. Når de blev lidt større, spillede de måske spil med dem, og spurgte hvordan det gik i skolen. Dengang var der jo heller ikke så mange forlystelser for børn. Min mor husker en enkelt gang som 9-årig, hvor hun var i Tivoli med sin farfars søster, som var enlig kvinde i København. Ude på landet, hvor hun boede, var der jo ikke det helt store for børn, så det var en stor oplevelse. Indimellem besøgte hun sin farmor, der viste interesse for hende, og som var en varm og sød dame. På den tid var det ellers almindeligt, at børn fik at vide direkte eller indirekte, at de ikke måtte føle sig vigtige. At “føle sig vigtig” var simpelthen noget af det værste. Tiderne har godt nok ændret sig! 😉 I dag bliver selveksponering et levebrød for flere og flere, fx med YouTube’re, bloggere osv.

Da jeg selv var lille pige, omkring 8-9 år, gik min mor og jeg engang imellem ture i centrum af Middelfart og svingede indimellem forbi hendes farmors gamle byhus. Engang havde hendes farmor boet der, og hun havde været en rigtig sød dame. Det kan godt være, at nogle damer huskes for deres BoBedre-hjem, men hvilken ære at blive husket for sin sødme efter så mange år? Jeg sender indimellem min mors farmor en kærlig tanke, uden at jeg har kendt hende. Hun passede godt på min mor, Ellas mormor, og hvis ikke det er det vigtigste i verden at passe på hinanden, så ved jeg ikke, hvad det er. Så gode bedstemødre er jo vanvittigt vigtige. De sætter spor i generationer, og jeg bliver altid lidt glad, når jeg hører om folk, der opkalder deres børn efter bedsteforældre.

Nu vil jeg nyde resten af søndagen. Min mand var forøvrigt til sin første danske julefrokost i går – vi arbejder stærkt på at få ham integreret i det danske samfund 😉 Han hyggede sig gevaldigt, men han skulle lige finde ud af konceptet… Bl.a., at der bliver skålet en del! Og at danske øl er stærke! Eller rettere juleøl er 😉

Ha’ en fortsat god weekend!

Det blev Trump! Og om at være delt mellem to verdener…

img_20161113_180645Nå, det blev Trump, der blev præsident. Jeg har ikke så mange kommentarer til det 🙂 Bloggen skal ikke være politisk, selvom jeg indimellem er kommet til at skrive om politik. Vi elsker at snakke politik herhjemme, men slut med det på bloggen.

Men, hvad jeg gerne vil skrive om er det faktum, at vi konstant hører udtrykket: “Et splittet USA”, og i den seneste tid, er det som om, at jeg er stødt på flere og flere artikler, blogindlæg m.m, der handler om at være delt mellem to verdener. I en globaliseret verden rykker vi os nærmere hinanden, men der er stadig kulturforskelle m.m., som bliver ved med at udfordre os.

Jeg har selv en blog om at være lidt delt mellem to verdener, da Ella jo har en tyrkisk far/familie og en dansk mor/familie. Jeg har et par veninder med udenlandske ægtefæller og dermed kender jeg en del, der er i samme situation som min egen. Men alligevel er det ikke det samme. Min mand og jeg har kæmpet vores helt unikke kamp for familiesammenføring, med at falde til, få ham godt integreret osv. Sådan er det for alle. Vi er i bund og grund alene med vores kamp.

Det gode ved at blive ældre (ja, jeg føler mig gammel, hehe) er, at man bliver bedre til at leve med en indre kamp – hvis man da har sådan én 😉 Splittelsen. Ensomheden. Det uforløste. At andre ikke kan forstå én. Det er helt okay, siger jeg i en alder af snart 34 år. Jeg bliver bedre og bedre til at acceptere de ting i mit liv, som jeg ikke kan ændre. Som  helt ung er man måske mere tilbøjelig til at følge med strømmen. Og man omgiver sig måske med mennesker, der egentlig ikke evner at være der for én, men man ved ikke, hvad alternativet er. Er det virkelig okay KUN at omgive sig med folk, der vil én? Skal de ikke have en chance eller 10?

Fordi, jeg er ældre, og er blevet mor, skaber jeg mit eget liv, og der er ikke plads til så mange overvejelser frem og tilbage. Så enten virker det, eller også virker det ikke. Enten fungerer en relation, eller også fungerer relationen ikke. Det er befriende, men kunsten er så stadig at være nysgerrig over for andre, der tænker helt anderledes end én selv.

At være splittet handler jo ikke kun om at være splittet mellem lande, kulturer eller religion. Splittelsen opstår især i familien. Der er godt nok skrevet mange biografier om det betændte forhold til enten en mor eller en far. Forælderen, der ikke evnede at være forældre. Dvs. at tage ansvar. Vise omsorg og at kunne sætte sig i barnets sted. Senere bliver det til udfordringer i voksenlivet. Det forsvinder jo ikke bare ud af det blå. Den tilstand af, at ville opnå en anden relation til en forælder er meget smertelig og kan i høj grad beskrives som at være mellem to verdener. Et sted, hvor der ingen god kontakt er, og ønsket om, hvordan alting kunne blive, hvis bare forælderen dog forstod! Verden, som den reelt er, og en ønskeverden.

Så der er mange derude, der er “splittet mellem to verdener”. Et vilkår, som mange bliver nødt til at leve med i højere eller mindre grad. Jeg vil i hvert fald prøve at lære Ella, at det er okay at leve med smerten i nogen grad. Det er i hvert fald bedre end at jagte én bestemt udgave af virkeligheden. “En grøn bil bliver ikke lige pludselig til en blå bil” kan måske være måden at formidle det i barnehøjde 😉

Dét, som jeg næsten forestiller mig er den største splittelse i en familie er, hvis der er noget, som er tabuiseret. Hvis der er hemmeligheder eller at alle tager skyklapper på. Så jeg vil også lære Ella, at det er meget mere smertefuldt at holde på en hemmelighed, end at tale højt om det, der er svært. Så bliver det også meget nemmere for andre at forholde sig til én – og evt. hjælpe. Ligesom jeg skrev om i dette blogindlæg om afdøde Mads Holger. 

Med valget af Trump kan vi i det mindste sige, at USA har fået en præsident, der taler lige ud af posen. Det kan måske åbne op for nogle ting, som ikke er blevet italesat før. Så må vi bare håbe, at han har nogle gode rådgivere, der kan minde ham om at passe godt på klimaet osv.

Nu vil jeg fortsætte min søndag med at være taknemmelig for, at der selv i lille Assens findes familier, der er et mix af kulturer, så Ella aldrig kommer til at føle sig splittet, men bare helt almindelig 🙂

5 ting, som både mor og datter grinte af i ugen der gik

dsc_2466Det er skønt, når både mor og datter kan grine af de samme ting. På dette billede har Ella fundet mine gamle briller frem, så hun ligner mig endnu mere. Nu er det måske lidt nemmere at se, at hun også ligner sin mor 😉

Her er 5 ting, som mor og datter grinte af i den forgangne uge.

  1. Da vi en dag stod i køkkenet, og der var et “spankelben” (stankelben) på væggen, som fik Ella til at hvine, skrige og hyle som en ulv i ren og skær lykke over at se et SPANKELBEN! Stankelbenet sad bomstille, selvom hun skreg til den. Så hun skiftede taktik. “Smage?”, spurgte hun og rakte sin TUC-kiks frem imod den. “Her”, prøvede hun igen. Ingen respons. Hmm. Hun kiggede spørgende op på mig, som om hun lige ville tjekke om hendes sociale kompetencer var helt ad H til. Jeg kunne ikke lade være med at grine af hende og hendes nye, fine ven 🙂
  1. Da Ella og jeg så Aftenshowet, var det selvfølgelig svært at fange hendes interesse. Jeg ville for én gangs skyld se, om ikke bare pigebarnet kunne putte sig ind til mor, imens jeg blev underholdt. Det var svært! Men pludselig var der alligevel noget der fangede hende… Et indslag om sportskommentatorer på TV, og hvor vigtigt det er at vise entusiasme, når man er kommentator. Der var klip fra nogle af de mest begejstrede kommentatorer i tidens løb. Min meget let-begejstrede tumling kunne snildt relatere til den verden! Med store øjne og kæmpe smil kiggede vi begge på skærmen og pludselig tonede en stor mand frem på skærmen. En fodboldtræner, der var helt oppe at ringe over, at hans hold havde vundet et eller andet mesterskab. Klippet kan ses lige her. Da Ella så ham, pegede hun og sagde: “Stooore krokodille. Store krokodille”. Moren måtte indrømme, at der var lidt krokodille-krop over ham, når han strakte sin lange krop 😉 _20161104_141042
  1. Da vi stod en morgen og skulle ud af døren, og Ella pludselig pegede på lampen her til venstre og sagde: “Det er æg”. Det er præcis, hvad det ligner – et æg! Hun rakte så tungen ud mod lampen og lavede smaskelyde, som om hun ville spise “ægget”. Hun er skør, og vi grinte begge to 🙂 img_20161104_162238
  1. Da Ella nyfortolkede nedenforstående logo fra Assens Bowlingcenter, så det ikke var fem kegler og en bowlingkugle, men derimod 5 fingre og en sur mand! 🙂 “Fingre, fingre… SUR. Han er SUR!”, sagde hun, og jeg kunne ikke lade være med at være stolt over min datters abstrakte tænkning (som i øvrigt er en spidskompetence for alle tumlinger) 😀 _20161104_134403
  1. Da Ella og jeg gik tur den anden dag i regnvejr, kom en ung mand gående imod os – klædt helt i sort. En moderne velklædt mand. Som kontrast til alt det sorte, bar han også en helt gul, ensfarvet paraply. Ella, der er helt vild med Peter Plys for tiden, pegede selvfølgelig på ham og sagde: “Det er Plys… Det er Plys”. Så grinte moren lidt indvendigt;-) Tror nok, at jeg også kommenterede det med: “Ja, det er en flot paraply, han har”. Puha, de børn kan godt gøre én pinlig berørt 😉

Ellas 2-års fødselsdag i billeder

img_20161031_225311I går fejrede vi Ellas fødselsdag med familien, og det var en succes 🙂

Her kommer et lille fødselsdagsalbum fra Ellas 2 års fødselsdag.

Albummet starter i omvendt rækkefølge med det første billede fra i morges…

Ella på vej i dagpleje for at fejre fødselsdag…

img_20161031_112834

Med både Postmand Per ved sin side og iført blå fingerhandsker er lykken gjort! BLÅ er den sejeste farve i øjeblikket. Da jeg selv var 2 år nægtede jeg at gå i noget som helst tøj, der var blåt eller grønt (det var kun “pigefarver”, der duede), så Ella er meget anderledes end jeg var, dengang jeg var 2 år.

Lagkage in the making… Lagkage 1 ud af 4…

img_20161030_132515

Ella skulle selvfølgelig have en lagkage med et hjerte på. Hjertet var lavet af noget fra en lagkagebund, formet som et hjerte, og indsmurt i hjemmelavet skovbærmousse. Jeg havde aldrig lavet mousse før, men selvfølgelig skulle det prøves til en fødselsdag. Jeg er god til at tage chancer her i livet 😉 Men den blev god, heldigvis. Jeg fandt opskriften lige her.

Bordet blev dækket….

img_20161031_224201

Der var både tyrkiske og danske flag samt isbjørneservietter, da Ella jo ELSKER bjørne! Da jeg foldede servietter, og jeg begejstret viftede med en serviet foran Ella, og sagde: “Se, isbjørnen!”, svarede hun tørt: “Nej, det er ikke en isbjørn, mor”.

MEN så skete det, som altid sker med børn. De er så umiddelbare og nemme at begejstre, når man mindst venter det. Da vi netop havde sat ekstra plader på spisebordet og sat stolene op omkring bordet, sprang Ella op på en stol og sagde: “Wow, det er hyggeligt!”, og så for hun ellers rundt omkring bordet fra stol til stol.

Min tyrkiske mand syntes især, at det var sødt, at Ella havde lært ordet ‘hyggelig’, da han ved, at det nok er det vigtigste ord at kende til som dansker 🙂

Løvekagen…

img_20161031_113251

Så var der løvekagen, som jeg forberedte i lang tid i forvejen – i hvert fald mentalt..

Ella er jo helt vild med løver og med jævne mellemrum går hun rundt og brøler: “Farlig løve, farlig løve”. Her skrev jeg om, hvordan mine samtaler med hende former sig, når hun meget af tiden tænker på farlige løver… Derfor blev jeg jo nødt til at lave en løvekage til hende. Aldrig havde jeg arbejdet med fondant før, så det skulle selvfølgelig også prøves, og faktisk har jeg aldrig dekoreret kager i mit liv. Jeg blev så også lidt træt til sidst af alle de kager, jeg stod og bagte, så jeg begyndte at sjusse mig lidt frem til, hvordan det skulle gøres. Orkede ikke længere hverken at læse eller kigge i opskriften, så det var faktisk et held, at det bare nogenlunde ligner en løvekage? Ella var ikke overbevist, og hun har ellers en meget abstrakt tænkning. Hun kan bl.a. få et logo fra Assens Bowlingcenter med 5 kegler til at ligne 5 tykke fingre! Så jeg var fuld af optimisme, da vi viste hende kagen – og selvfølgelig havde jeg tændt videoen, HVIS NU, at hun udbrød: “LØVE!”. Men det eneste hun gjorde var, at tage et par snører i munden, for derefter at kigge den anden vej.

Så var der gaverne…

Og de var bare lige i øjet! Nøj, hvor blev hun glad for sit legetøjskomfur fra mormor og alle de andre fine gaver. Her sidder hun på sin gyngehest i går – henholdsvis som sød prinsesse….

img_20161031_131630

Og vild cowboy, der giver den gas, efter at gæsterne er gået, og hun egentlig er på vej i seng 🙂

img_20161030_195727