Tilbageblik på de 2 første år som mor

img_20161018_213904Vores lille datter Ella fylder 2 år om mindre end en uge. På søndag for at være helt præcis, og jeg skrev om her, hvordan forberedelserne til fødselsdagen fylder rigtig meget 🙂

Jeg vil gå tilbage i tiden og fortælle om, hvad vi især lærte af de sidste 2 år. Måske andre kan nikke genkendende til det. Hvad sker der med én selv, når man bliver mor? Hvad sker der med parforholdet? Relationen til ens forældre? Veninder? Det er uden tvivl en stor omvæltning, som påvirker alle relationerne i ens liv.

For 2 år siden da vi ventede på, at Ella skulle komme til verden, var det først og fremmest det smukkeste efterår i mands minde. Jeg var ankommet fra….. ALANYA! Ja, noget af en kulturforskel at sætte sine fødder på den fynske jord. Hver eneste dag var der blå efterårshimmel og solskin. Det var næsten for varmt at have overtøj på, når jeg tog på mine mange daglige gåture. Efteråret blev nydt på den helt traditionelle måde med indtagelse af masser af gammeldags æblekage, græskarsuppe, og så udhulede vi også græskar. Ja, der var skruet op for danske efterårstraditioner.

Min mand var ankommet til DK 14 dage før fødslen, og vi gik og ventede utålmodigt. Vi fik set rigtig meget til min danske familie, hvilket var dejligt og tiltrængt efter lang tid i Alanya. Da Ella kom til verden om formiddagen d. 30. oktober 2014 strømmede den flotte efterårssol ind ad vinduerne. Jeg lagde ikke mærke til så meget udenfor, men jeg har fået det fortalt 🙂 Befandt mig i lidt af en døs. Jeg havde fået en infektion under fødslen, så jeg havde feber og derfor skulle vi lige blive til observation i et par dage. På trods af en forholdsvis ukompliceret fødsel, kunne jeg faktisk godt mærke, at folk omkring os havde travlt. I det hele taget syntes jeg ikke, at den første tid var særligt nem af flere årsager. At jeg havde en infektion var for mig en mindre detalje. Set i bagspejlet var jeg nok mere syg, end jeg først ville være ved. Jeg kom til at dunke mig selv oveni hovedet med, at jeg ikke var mere tilstede rent mentalt, for det hele var lidt tåget, men det er jo klart, når jeg var syg. Min mand der jo ikke forstod dansk og danske forhold måtte klare sig med engelske informationer, og han var jo ikke specielt tryg ved situationen, hvilket jeg godt kan forstå.

Min mand og jeg er enige om, at især den mandlige børnelæge, der lynhurtigt tilså Ella lige efter fødslen, gav os lidt af en dårlig fødselsoplevelse. Vi har faktisk måtte tale episoden igennem igen og igen efterfølgende. Vedkommende gav os et chok, da han slyngede ud, at det kunne være, at Ella havde meningitis. Der var INTET med hende. Det var sandheden, og jeg har sagt det til mig selv mange gange siden. Lægen talte måske højt eller før, han havde tænkt sig om. Det var den mulige forklaring, som en anden læge gav os, og en sygeplejerske sagde også vredt: “At det var godt nok uheldigt af ham at sige, da der intet var med Ella”. I det hele taget var børnelægen en spøjs type, som vi slet ikke kunne lide, og jeg synes også, at alting foregik lidt hen over hovedet på mig. Men at jeg havde høj feber og var monstertræt gjorde det heller ikke bedre 😉 Vi var indlagt i 4 dage, da jeg skulle have antibiotika gennem drop. Det var en mærkelig tid, hvor vi igen og igen fik at vide, hvor sund og fin Ella var, og alting gik fint fremad med amning osv. Men som mange andre førstegangsmødre var jeg selvfølgelig meget nervøs for at gøre noget forkert.

Men det gik fremad, hvor jeg blev rask og fik mere og mere sikkerhed for, at alt var, som det skulle være. Så skulle vi bare lige klare alle de der tjek, besøg af sundhedsplejerske osv. Det danske velfærdssystem var helt nyt for min tyrkiske mand, og det var sjovt at forklare ham om de forskellige instanser og procedurer. Han syntes, det var fantastisk, og især dét at sidde overfor en praktiserende læge i DK er noget helt andet end i Tyrkiet. I Danmark er hyggelig smalltalk en del af besøget, ligesom det selvfølgelig også drejer sig om det lægefaglige, men det ville aldrig finde sted i Tyrkiet. I Tyrkiet er en læge meget mere autoritær og kigger mest på det, der kan måles og vejes. En lægesekretær følger dem i hælene. Det er nok den største kulturforskel, jeg er stødt på. Jeg kan stadig ikke glemme de gange, jeg var ved læge i Tyrkiet. Til gengæld er man sikker på at få topprofessionel hjælp. På den måde var jeg i meget trygge hænder. Nå, tilbage til den første tid som MOR 🙂

Min mand og jeg havde på forhånd snakket meget om værdier – hvordan ville vi være som forældre? Hvad lagde vi vægt på? Hvornår skulle Ella i dagpleje? Hvad med samsovning? Langtidsamning? Ifavnske principper? Opdragelse? Jeg er rigtig glad for, at vi har været meget enige om alting. Min mand og jeg er begge ifavnske, men uden at vi kendte til det begreb;-) Jeg vil skrive et separat blogindlæg om det senere hen.

Vi deler holdninger på stort set alle områder, men når det kom til at samarbejde om den lille guldklump, var det et helt ukendt land for os, som vi skulle undersøge. Sådan noget med at den ene part véd bedst… Åh, hvor har vi været meget af det igennem. Vi vil begge to gerne bestemme, og derfor har vi mange gange delt det op, så kun den ene er ansvarlig for det ene og det andet. Efter 2 år deler vi det stadig op, men er også blevet bedre til samarbejdet, så vi fx kan nå at blive klar på ingen tid, hvis det brænder på 😉

Men i den første tid som forældre var morgenernes hektiske aktivitet nærmest som et mysterium for os. Vi gjorde jo vores absolut bedste… Tænkte alt igennem. Hvorfor kunne det være SÅ svært at komme ud af døren til aftalt tid? Hvorfor skulle vi være SÅ dårlige til at kommunikere? Hemmeligheden lå for os i at sætte forventningerne helt ned… I et par måneder havde vi nemlig alt for høje forventninger til morgenerne. På min telefon har jeg adskillige billeder af tyrkisk morgenmad (bl.a. æg på panden, forskelligt kød, brød, oliven, salat, frugt), der står klar på bordet, før vi skulle ud af døren med Ella i dagpleje. Det ser idyllisk ud, men det var mere stressende, end det var hyggeligt. Jeg elsker morgener, og min mand hader dem. Det er kl. 8, at jeg er mest modtagelig for vigtige beskeder, og jeg kan suse rundt på tom mave. Min mand elsker et stort morgenbord om morgenen, og vigtige beskeder skal helst gives lidt op ad formiddagen 🙂

Med andre ord kunne min mand og jeg overhovedet ikke forstå hinanden om morgenen. Derfor måtte vi justere en del på forventningerne, så vi kunne få gode morgener. I dag har vi den rutine, at jeg tager mig af alt om morgenen, imens min mand som regel sover videre eller hjælper mig, hvis jeg har behov for det. Han arbejder ofte om aftenen, så det er også fair nok. Det var simpelthen for besværligt at koordinere det om morgenen før. Når Ella er sendt i dagpleje sidder vi indimellem (når vi ikke har arbejde) og spiser tyrkisk morgenmad i ro og fred – meget bedre plan!

Med hensyn til andre relationer ses vi rigtig meget med Ellas mormor, der bor i nærheden, og som er tæt knyttet til os allesammen. Hun har hjulpet os rigtig meget med alting, og er bare en ægte mormor! 🙂 Engageret, varm og omsorgsfuld og så klipper hun Ellas hår, så de har samme frisure 😉 Så ligner de alligevel hinanden, de to 😉

På venindefronten har det selvfølgelig været svært indimellem at finde tid til at ses/ringe sammen. Men ellers synes jeg, at det er meget ved det gamle. Det var bl.a. dejligt at være i Skagen med to gode veninder i sommers, som jeg skrev om her. Derudover er jeg en del af en fantastisk mødregruppe, og jeg ville ønske, at vi havde mere tid til at ses. Men når alle starter på job, er det jo svært. Derudover blev jeg sidste år del af en “tøseklub”, som vi kalder det, hvor vi er en 8 stykker, der ses én gang om måneden til god mad og hygge. Det er SÅ dejligt at komme lidt ud, hvilket er et behov, der melder sig mere og mere. I den første tid som mor er det fint at være meget derhjemme og kun ses med den helt nære familie/venner.

Jeg håber, at denne gennemgang gav lidt stof til eftertanke i forhold til, hvordan et familieliv også kan se ud – med kulturelle forskelligheder, ifavnske principper og et trekløver, hvor vi alle gerne vil bestemme – ja, selv Ella er da også viljestærk 😉 Men vi ved jo godt, hvem der i sidste ende får ret. Det gør moren 😉

Grådighedens pris i familier

img_20161023_171531Dette blogindlæg skal handle om noget, som mange familier sikkert oplever, men som ingen taler om. Grådighed. Om grådighed i familier. Da jeg skulle vælge billede til dette blogindlæg, stødte jeg på et billede, jeg havde taget af en pelikan i Odense Zoo i sommers. Da jeg googlede mig frem til, hvad det var for en fugl (ja, man kan jo aldrig vide sig sikker på ens kompetencer indenfor biologi), fandt jeg frem til, at pelikanen faktisk er brugt en del i kristen kunsthistorie. Pelikanen siges at være et symbol for Kristus, der ofrer sig for mennesket. Nå, men det korte af det lange er, at et billede af en pelikan faktisk var et fint kontrastbillede til temaet om grådighed.

Jeg har set tre tv-udsendelser om grådighed på DR1. ‘Grådigheden pris’ hedder de, og jeg startede egentlig med at se programmet, da jeg har gået i handelsgymnasie-klasse med Thomas Banke, der medvirkede i det første program, og jeg blev jo lige nødt til at se det af den årsag 🙂 Han var borgmester i Fredericia for nogle år siden, Han måtte træde tilbage fra borgmesterposten bl.a. på grund af rod med bilag, der overordnet set satte tilliden til ham over styr.

Med en programtitel som ‘Grådighedens pris’ forventede jeg faktisk, at vi som seere ville sidde tilbage med følelsen af at være blevet snydt for den “egentlige historie” bag grådigheden, men sådan havde jeg det ikke. Vi blev inddraget i, hvorfor det var gået, som det var gået. Alle de medvirkende var gode til at sætte ord på deres følelser og at være ærlige om, hvilke fejl de havde begået. I programmet medvirker også forskellige eksperter til at sætte ord på ‘grådighed’ som begreb. En psykolog fortæller, at der jo altid ligger en historie bag, når et menneske er meget grådigt. Det fik mig til at tænke på de familier, der bliver splittede på grund af grådighed i familien, og hvor det for eksempel handler om arv og bodeling.

Ved arvespørgsmål har det altid undret mig, hvorfor det kan komme så vidt? Det er jo “bare” penge, og det er da langt nemmere at indgå kompromiser med familiemedlemmer, som man bare vil det bedste? Men når grådigheden bliver markant i en familie, er der jo også flere forskellige historier bag. Konflikten kommer jo ikke ud af det blå, og kan jo handle om forskellige svigt igennem flere år. Så er der måske også de mennesker, der har lært, at penge betyder alt. At dét at have penge og dermed status betyder en god tilværelse, hvorimod et tab af status virker som det mest frygtindgydende scenarie. Igennem generationer har penge måske været en måde at overleve på, fordi der ikke var nok kærlighed og omsorg. Så kan det godt være, at de siger, at penge ikke betyder noget, men det er jo som bekendt handlingerne, der tæller mere end ord. Hvis en person har brug for masser af penge til at vise andre, hvor stor rigdom de har – og dermed virke attraktive i andres øjne, er det jo deres forsøg at få kærlighed på. De sætter lighedstegn mellem opmærksomhed og kærlighed/oprigtig interesse og omsorg. De vil stadig være ubehagelige at omgås, eftersom alt drejer sig om deres selviscenesættelse, men i det mindste forstår vi deres motiv. De bliver menneskelige.

Nu er der meget debat om kontanthjælpsloftet, fattigdom og ulighed, og der kan jeg også frygte, at der kommer endnu mere grådighed i samfundet. Samtidig har vi altid et valg. Vi kan vælge at være næstekærlige, selvom vi mest har lyst til at tænke på vores eget ve og vel. De medvirkende i programrækken: ‘Grådighedens pris’ gør en masse ting anderledes i dag, så heldigvis er det jo aldrig for sent at skifte kurs – uanset om grådigheden sker på arbejdspladsen, i sportshallen eller i familien. Det handler også om at lytte til sin indre stemme, der fortæller, at man er gået over grænsen, for jeg tror, at de fleste har en god fornemmelse for, hvornår de har været grådige. Det føles godt at sætte grænser og at stille krav, men hvis man sidder tilbage med en dårlig smag i munden, er det nok grådigheden der er kommet op i én.

Nå, men du kan stadig nå at se programrækken, hvilket kan anbefales. Jeg er i hvert fald blevet klogere på begrebet, så vi forhåbentlig kan styre uden om grådigheden i vores familie 🙂

Er du god til at leve livet? Eller bare til at overleve? (#StrongBecause)

Strong Because kampagne

Strong Because kampagne

Hvis du kender til TUBA og gerne vil støtte deres arbejde, kan du gøre det lige nu. På TUBA’s hjemmeside står beskrevet, hvad de arbejder for:

“TUBA er en terapeutisk rådgivning for unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i en familie med alkoholproblemer”.

Jeg faldt over kampagnen ‘Strong Because’ på Instagram, der bl.a. støtter TUBA. Når jeg poster dette blogindlæg, vil jeg samtidig reklamere for kampagnen inde på min Instagramprofil ved at hashtagge billedet med ordet: ‘StrongBecause’. Samtidig vil jeg tagge @pernillesdaily og @ellosofficial. Derved donerer jeg 10 kr. til TUBA. Mange bække små gør en forskel – ligesom det gør en forskel at tale højt om tabuer.

Ellos Official spurgte bl.a. forfatter, blogger og medierådgiver Pernille Rahbek om, hvilket godt formål, hun gerne ville støtte under kampagnen. Hun sagde straks TUBA. For knap et år siden skrev jeg om Pernille Rahbeks bog: ‘Kan man se, jeg har grædt?’. Bogen handler om det at vokse op i en familie med alkoholmisbrug, herunder om medafhængighed og hvordan voksenlivet kan forme sig efter en barndom/ungdom som nært pårørende til en alkoholiker. Bogen gjorde et stort indtryk, hvilket jeg tror, den gør, uanset om man kender til problematikkerne eller ej. Det er relevant for os alle, når naboens børn fx ikke trives.

De børn, der vokser op i dysfunktionelle familier, bliver gode overlevere, men måske ikke altid gode til at leve livet? Hvis jeg skal drage nogle paralleller til blogger-verdenen, kan jeg fortælle, at én af grundene til, at jeg følger bloggeren Mascha Vang er, at hun for mig står som en person, der er rigtig god til at nyde livet. Det inspirerer mig. Så kan man mene, hvad man vil om Mascha Vang, for jeg er ikke altid enig med hende, men fordelene ved at følge hende opvejer de få uenigheder 😉 Hun minder mig om, at livet også handler om at nyde og ikke bare overleve. Hun minder mig om, at for at gøre en forskel for andre, er det vigtigt at tænke på sig selv først – at lade sine egne batterier op. Hun gør en stor forskel for andre, men glemmer ikke sig selv. Dermed stråler hun altid af overskud, synes jeg.

Der var en årrække i min tidlige ungdom, hvor det for mig handlede lidt for meget om at overleve. Der var kommet en ekstra person ind i vores familie. En person, der desværre havde alkoholproblemer. Det gav mig et nyt perspektiv på “hvem alkoholikere er”. Det er personer fra ALLE samfundslag. Denne person var venlig og vellidt og med et godt arbejde. Der blev lavet sund mad fra bunden. Der blev arrangeret ferier og udflugter til kulturelle seværdigheder. Der blev købt teaterbilletter og handlingen blev diskuteret bagefter. På overfladen var alt fint, men stemningen var ofte dårlig. Der var en uforudsigelighed, og jeg brugte meget energi på at passe ind. Endelig ikke være årsag til konflikter. Så bliver man alvorlig og indelukket. For en årrække blev det min identitet. Men det er ikke sandheden om, hvem jeg er. Jeg er selvfølgelig meget mere end alvorlig og tænksom. Ved bl.a. at skrive på denne blog øver jeg mig konstant i at åbne op for, hvem jeg er. Være synlig og skabe en hverdag, hvor jeg husker at nyde livet. Det kræver mod at fortælle om sig selv, dele historier, meninger og ikke mindst billeder på Instagram fra vores dagligdag, men jeg gør det bl.a. for at minde mig selv om, at jeg skam passer ind – ligesom du passer ind 🙂

Jeg tror, at det for alle mennesker er godt at spørge sig selv indimellem: “Lever jeg livet, som jeg gerne vil?”. Hvis ellers du har forudsætningerne for et godt liv, dvs. uden alvorlig sygdom eller lidelse, er det jo næsten vores pligt, at vi får det bedste ud af det. Så har vi i hvert fald mere overskud til at hjælpe dem, der for alvor har brug for det. Uanset om vi er inde i en periode, hvor vi nyder livet 100 %, eller vi er inde i en periode, hvor det handler om at overleve, kan vi reflektere over, hvordan vi gerne vil bruge energien fremadrettet. På at hjælpe andre, samtidig med at vi nyder livet? Eller på selv at komme til et bedre sted? Intet af det bør være skamfuldt – det er bare rammerne lige nu. Uanset vores historie, er vi lige meget værd.

Jeg håber, at du vil støtte kampagnen på Instagram 🙂 Det her var mit lille bidrag.

Køb naboer – ikke hus…

img_20161019_174154På arabisk og tyrkisk er der et ordsprog der hedder: “Køb naboer – ikke hus”. Ordsproget bruger min tyrkiske mand i en del sammenhænge. Da min mand fx havde restaurant i en lejet bygning i Tyrkiet for et par år siden, havde udlejeren meget at sige i forhold til husleje, om vi måtte sætte reklameskilte op, hvilken slags belysning, vi skulle bruge, restaurantens åbningstider osv. Der hørte jeg ordsproget første gang – “Køb naboer – ikke hus”. Vi var afhængige af udlejerens accept, ligesom vi er afhængige af mange andre menneskers accept for at trives. Fællesskabets velbefindende betyder alt.

I forhold til naboskab, er min mand helt klart bedst til at snakke med naboerne. Han kan altid lige falde i snak med folk – ligesom han ofte kommer i snak med mange af de flygtninge, der er kommet til Assens. Ligesom i andre byer er der kommet en del flygtninge til Assens. Så de er vores allesammens naboer nu. De er de nye, der er kommet til, og som skal bydes godt velkomne. Jeg blev så glad, da min mand fortalte mig, at de flygtninge, han havde talt med, syntes rigtig godt om danskerne og Danmark.

“Hvordan falder han i snak med dem?”, er der mange der spørger. Han siger bare hej, og finder på en eller anden indgangsbemærkning, og så kører snakken 🙂 I forhold til vores flytning (ikke flygtning :-)), som jeg skrev om her, fik vi hjælp fra et par unge syrere, som han var kommet i snak med et par måneder forinden.

Vi havde jo fået tilbudt hjælp fra venner og familie til flytningen. Men det var naturligt at spørge de unge mænd, om de ville hjælpe os med flytningen. De unge fyre klarede flytningen på ingen tid – og behandlede vores ting som porcelæn. Meget vigtig detalje! 🙂 Jeg tror, at de fik et ret dårligt indtryk af mig, da jeg slappede så meget under flytningen, at jeg overlod al arbejde til mændene og bare stod og spise frokost i køkkenet. Flere gange spurgte både min mand og Ellas mormor: “Er du slet ikke stresset over flytningen?”.

Som travl småbørnsmor får jeg ikke altid spist tilstrækkeligt. På selve flyttedagen spiste jeg derfor… Og spiste – og spiste lidt mere… Indtil det faktisk blev pinligt 😉 Min mand forklarede flyttemændene, at jeg brugte så mange kalorier på at være mor for aktive Ella, så det var okay, at jeg spiste nonstop, imens de løftede papkasser 😉

Flyttemændene ville ikke have penge for at hjælpe os med flytningen. I stedet foreslog, at jeg hjalp dem med deres CV, men den ene kom faktisk straks i job efterfølgende. Min mand var med til at skaffe ham et fast job inden for møbelbranchen. Han havde i forvejen god erfaring fra branchen fra dengang han boede i Syrien. Så han var ovenud lykkelig.

Fællesskabstanken er tilstedeværende i vores liv på mange måder, og det har min mand bidraget med. Jeg kan godt mærke, at han er mere fællesskabsorienteret, end jeg er, så det giver da lidt inspiration i hverdagen.

I et andet blogindlæg vil jeg komme mere ind på forskellige kulturforskelle. Ellers kan du læse dette blogindlæg om dengang min mand opdagede Finn Nørbygaard, og vi snakkede om dansk humor og om at lære det danske sprog 🙂

Ha’ en god aften!

Den vigtigste begivenhed på året

img_20161004_195244

Efterår i Assens (no filter)

Den vigtigste begivenhed på året er uden tvivl Ellas fødselsdag. D. 30. oktober fylder hun 2 år, og jeg har erfaret følgende ting, der er sket med mig siden, jeg er blevet mor. Der er sket følgende:

  • At jeg KUN kan snakke om Ellas fødselsdag i ca. 2 måneder før, dvs. hvordan det kunne fejres – og hvordan det SKAL fejres.
  • At jeg elsker efteråret nu… Så smukt, og jeg lagde slet ikke mærke til det nok, før jeg blev mor.
  • At min mand ikke altid ved, hvad jeg taler om, men jeg har lært ham, at hvis han er i tvivl, skal han bare huske kodeordet: “Ellas fødselsdag”. 
  • At jeg ikke længere fokuserer på, hvem jeg gerne ville have haft med til Ellas fødselsdag. Jeg fokuserer bare på, hvem der gerne vil være en del af Ellas liv. Og det er faktisk enormt frisættende. At der kan komme folk ind fra sidelinjen, som vi måske ikke engang er i familie med, men som er med til at fejre Ella på hendes fødselsdag, fordi de anser hende for værende en del af deres liv. Det er da fantastisk.
  • At jeg er glad for at jeg er gift med en tyrker, der kommer fra et land, hvor de først i de senere år er begyndt at fejre fødselsdage. På den måde kan jeg uden dårlig samvittighed udstikke ordrer til min mand om, hvordan tingene skal være 😉 Ej, okay.. Han har altid de bedste forslag til mad – og er klart den bedste til at lave mad herhjemme, men fødselsdagskagerne – dem står jeg for 🙂
  • At jeg forundres over, hvor meget vi danskere går op i fødselsdage, når mange i min tyrkiske mands familie ikke engang husker på, hvornår de har fødselsdag. De opererer med cirka-datoer… Og går bare slet ikke op i det. Men den yngre generation er selvfølgelig kommet godt med, og de fleste fejrer deres børns fødselsdage med kage fra det lokale pâtisserie.

Nu vil jeg holde weekend, og prøve at finde på nogle gode efterårsplaner. Fx udhule et græskar eller at tage i skoven.

Jeg håber, at I får en rigtig god weekend – og et dejligt efterår.

Older posts