Cheesecake og tøffetid

IMG_20160709_185802Tiderne ændrer sig hele tiden, og da jeg var barn, var der ikke noget der hed tøffetid. Det var bare helt naturligt, at der var fridage, hvor vi slappede rigtig meget af, kom sent ud af starthullerne, spiste morgenmad kl. 11, og ikke lavede andet end at se film en hel dag.

Når det er tøffetid herhjemme, er jeg som regel glad for at bage kage. Sidst jeg bagte, gik det ikke så godt. Det var en simpel kanelkage, men jeg har kun bagt dårlige kanelkager, og endnu engang blev resultatet dårligt. Jeg fulgte ikke helt opskriften, men jeg bliver jo nødt til at gå væk fra opskriften, når de tydeligvis skriver noget forkert! Der var en flot gyldenfarvet kanelkage på billedet, men opskriften foreslog alt for lidt kanel. Så jeg tilsatte ekstra kanel – og også lige et æg, lidt ekstra fedtstof og lidt ekstra kærnemælk for at gøre den ekstra god. Den endte med at blive ekstra dårlig :-/

Når min mand begynder at sige: “Måske er den bedre i morgen?”, så ved jeg, at det ikke er så godt. Eller: “Som dessertkage med is til, er den sikkert bedre”. Til sidst kapitulerer han som regel med ordene: “Hvad jeg tror der er galt er….” Hmm, men tøffetid er jo lig med at hygge, uden formål, ik’? Så jeg bager kage, som ingen spiser.

I Tyrkiet bager de fleste husmødre jo lækre hjemmebagte kager. Selvfølgelig har de også færdigblandinger, men det er ikke så almindeligt som herhjemme. Det gode ved at have en tyrkisk mand er derfor, at da “jeg bagte en chokoladekage” forleden, så skænkede min mand ikke en tanke, at det kunne være en færdig kageblanding. Han gav mig en fantastisk kompliment, da han smagte på den færdige kage – rørt sammen på 5 minutter: “Øj, den er go’… Det må jeg sige… Du er vendt tilbage!”. SÅ lod jeg ham altså blive i troen, indtil den var spist op.

MEN nu har jeg fundet min kagegenre. En genre, som jeg tror er lige mig… Cheesecake! I hvert fald lykkedes det rigtig godt, da jeg i søndags bagte denne cheesecake. Jeg vovede endda at blande 2 spsk. citruslimonade fra Grønnegaarden i ostecremen – i stedet for det revne lime, som står i opskriften. Det blev rigtig godt! Jeg brugte desuden et tyndt lag kirsebærsauce, som var en nem, men lækker løsning. Tænk, at kirsebærsauce fra jul kan holde sig så længe! Lige til 2017, skam!

Tøffetid må fremover være lig med bagning af cheesecake 🙂

Sommertid er agurketid OG tid til refleksion

IMG_20160714_111046I dag skal alt debatteres og sættes i system, og det ærgrer mig, at vi indimellem bliver for bevidste om måder at gøre tingene på. Ligesom jeg aldrig læser noget som helst om slankekure og sund kost (har læst SÅ rigeligt), og jeg går langt uden om alt, hvad der hedder noget med livsstilsændring, er jeg også ved at gå væk fra mediernes måde at skabe problemer på, som ikke behøver være der. Ting, jeg ikke gider diskutere:

  • Om pædagoger må kysse børn i daginstitutioner
  • Om forældre er strenge, når de ikke holder ferie med deres børn (Måske har de forældre, der holder en uges ferie for sig selv virkelig brug for det, efter et helt år, hvor deres barn kun har haft korte dage i institution;-) )
  • Om veganske forældre, hvis børn også lever vegansk og kan risikere at lide nød (hvis altså de ikke husker B12-tilskud og D-vitamin) 

 

Jeg læser nyheder, som jeg ikke kan leve uden. Ovenstående nyheder, kan jeg godt leve uden. Det handler bare om mennesker, der træffer andre valg, end mange andre. Debatterne bevæger sig jo på et ret overfladisk niveau.

Det er agurketid, sommertid og tid til refleksion. Som selvstændig gør jeg status over det halve år, der er gået, og at Ella snart fylder 2 år! Jeg nyder livet som mor mere og mere. Hun bliver faktisk sødere og nemmere for hver dag. Hun havde ikke kolik som baby. Hun var sund og rask, men vi kæmpede altid med at regne hende ud. Det gør vi stadig, men øvelse gør mester, og mit hoved er fyldt op med tricks til at gøre hende tilfreds. Jeg kan også fint sætte grænser. Der er ting, der er til diskussion, men også ting, der ikke er.

Ella sætter ikke sit lys under sin skæppe – hun kræver maksimum af livet, og det er jo meget inspirerende 😉 Min mand sagde engang til mig i Alanya, at han altid blev nødt til at finde på nye caféer at invitere mig hen, for ellers kunne han mærke, at jeg ikke var helt tilfreds;-)  Appetit på livet ligger vist til familien 😉 Som voksen er det jo en god egenskab at kunne udpege præcis, hvad man gerne vil have. At turde gå efter sine mål, og vide præcis, hvilke værdier der er vigtige. Mange begynder jo ligefrem til psykolog som voksne, fordi de har svært ved at finde ud af, hvad de ønsker af livet. De lader andre styre dem, uden at mærke efter, hvad de har lyst til. Tiden er helt klart blevet en anden end for bare få år tilbage. Her var det mere populært at kredse om sig selv og sine behov. I dag er Svend Brinkmanns bøger populære (som jeg tidligere skrev et blogindlæg om), og selvom der er meget godt i hans tankegang, skal vi vel bare stile efter en gylden middelvej. At være bevidst om hvad man gerne vil have, kan jo fint suppleres med, at man tager hensyn til fællesskabet – og indimellem går på kompromis, fordi fællesskabet vægter højere end ens egne behov. I dag er der så mange “mor-typer”, der er upopulære. Der er speltmoren, curlingmoren, karrierekvinde-moren og regler om, at NU skal vi alle huske at sige NEJ til vores børn, men samtidig læser vi artikler om, at meget konsekvent opdragelse gør, at ungerne bliver endnu mere umulige. Faktisk har jeg noteret mig, at mange ting omkring opdragelse virker modstridende, men at god opdragelse netop er et fint net af forskellige strategier, som kun en mor forstår sig på. Det adskiller sig ikke fra, at jeg jo også har forskellige strategier til at holde vægten. Læste du mit blogindlæg om aldrig mere at være på slankekur? Jeg priser mig lykkelig for nogle ungdomsår, hvor jeg læste ALT, hvad jeg kunne komme i nærheden af af eksperter, der ville udtale sig om det at tabe sig. Det gav mig en bagage af både meget ubrugelig og super god viden. Jeg blev nødt til SELV at sortere. Lytte til min krop. Når jeg nu læser om eksperter, der udtaler sig om børneopdragelse, noterer jeg mig rådene, men siger til mig selv, at jeg nu kender mit barn bedst! Jeg lytter til mit barn – og selvfølgelig, hvad jeg selv finder rimeligt. Ligesom jeg fandt ud af, at det der med at spise efter skemaer og regler slet ikke fungerer for mig, lever jeg heller ikke med alle mulige ekspertråd i hovedet. Jeg er min egen ekspert – sådan helt beskedent 😉 En god mor bruger sin sunde fornuft, sin empati og husker både sine egne individuelle behov, barnets individuelle behov samt fællesskabets bedste!

At overleve en flytning med en tumling

IMG_20160630_171945Vi har netop været igennem en flytning, men kun få hundrede meter væk. At flytte Ella væk fra sine vante rammer – det satte tanker i gang hos mig. Ville hun reagere på det? Heldigvis var der én, der sagde til mig med et smil, at det ville hun sikkert ikke. Hendes forældre var jo med hende. Hun knytter sig jo til mennesker, ikke vægge 😉 Hun er også bare glad for det nye sted, hvor hun kan gå ud i haven. Mit lille naturbarn er kommet til det rette sted med en stor have. Mit ønskescenarie var selvfølgelig, at hun ville rende rundt i hele haven med armene over hovedet og begejstret råbe: “Jubiiii, jubiiii”, og indimellem rende over til os og vise os alt muligt, hun havde fundet. Næææh, nej… Hun er kun interesseret i én ting. Fuglebadet…! Så hun står der, som naglet til jorden og studerer det, imens jeg foreslår hende at sparke til en bold. Kun fuglebadet dur’. Hun har endda den frækhed at spørge efter 20 minutters frisk luft, om vi ikke skal ind! Så tager hun mig i hånden og siger: “Per”, hvilket betyder at hun vil se Postmand Per…

Nå, men det er gået godt med flytningen. Udover at få hjælp til flytningen af Ellas mormor, fik vi hjælp fra et par syrere, to friske unge gutter. Et godt team! De var bare ikke vilde med, at Ellas mormor skulle lave noget. Hvis det stod til dem, skulle hun sætte sig ned og slappe af – så skulle de nok klare det! De blev ved med at påpege, at hun altså ikke burde knokle sådan, og den ene sagde, at hans 45-årige far slet ikke kunne klare det samme. Det var lidt sjovt så omsorgsfulde, de var. De hjalp os gratis med flytningen, for de ville slet ikke høre tale om at få noget for det. Vi foreslog dem så, at jeg kunne hjælpe dem med at lave et CV. “Hvad er det?”, spurgte de. Indimellem slår kulturforskellene nu igennem, og det er nok meget sundt indimellem at møde nye kulturer – og fx spørge syrere om hjælp, i stedet for danskere, når nu det kan være en måde at lære hinanden bedre at kende på.

Nu er det weekend, og jeg satser på, at vi kommer endnu mere på plads i det lille hjem 🙂

Om Mads Holger, og om at lære børn (og voksne) at bede om hjælp

IMG_20160706_190159Ligesom mange andre danskere er jeg blevet rystet over den tragiske nyhed om Mads Holgers død. Til dem der ikke ved det, var han uddannet i teologi, men fungerede som skribent, blogger, forfatter, debattør og provokatør.

Egentlig kendte jeg ham ikke så godt fra medierne, men har læst en masse om ham, lige siden jeg hørte, at han valgte at ende sit liv. Politisk var vi ret uenige, men uenig eller ej, får jeg selvfølgelig, fra alt det jeg har læst, sympati for Mads Holger. Hvis bare han havde bedt om hjælp… Måske hjælp til at tackle magtesløsheden over den til tider uretfærdige verden, som han gerne ville forandre, men ikke kunne. Hjælp til i højere grad at finde balancen mellem det udadvendte og indadvendte liv, og balancen mellem at være hårdfør og sårbar. Han virker til at have været en sammensat person, der gjorde og sagde en masse, som folk misforstod. Der er meget skam forbundet med at være misforstået, og skammen er jo virkelig gift for sjælen. Han fik kritik, og tacklede det udadtil meget godt, men han var åbenbart mere sensitiv end det billede, som de fleste havde af ham. Trist..

I forhold til hvordan vi opdrager vores børn, kan vi jo også lære vores børn, at der er mange måder at bede om hjælp på. Der er den hjælp, som man ved, at man har brug for – men også den hjælp, som man ikke har et billede på. Vi skal ikke altid have et svar på, hvad vi har brug for. Vi skal lære vores børn, at det er tilstrækkeligt at sige til en voksen: “Jeg har brug for hjælp”. Vi kan give vores børn et billede af, at det at søge hjælp er et begreb, der kan dække over mange ting. Det kan handle om meget eller lidt hjælp, og om at klare noget næsten selv eller at have mange omkring sig til at hjælpe. Er vi mon gode nok til at huske det i opdragelsen, at vise vores børn, at det er okay at bede om hjælp? At vise sårbarhed? Hvis andre bliver misforstået, kan vi måske også hjælpe vores børn til at blive rummelige mennesker ved at forklare, at alle bliver misforstået engang imellem – og at det ofte er noget uden for den person. Vi skal huske at sige “pyt” til de misforståelser, der rammer os. Misforståelser, der rammer store som små. Det er jo indimellem en del af tidsånden, hvis vi bliver misforstået i en bestemt henseende. Nogle mennesker er super gode til at være på det rigtige sted, og på det rigtige tidspunkt – og sige det, der forventes. Andre går igennem et helt liv med masser af misforståelser.

Se fx denne nedenstående statusopdatering, som Mads Holger skrev på Facebook d. 28. maj, og som jeg synes er ret humoristisk, og som siger noget om, at misforståelser jo altid handler om øjnene der ser. (Se billedet nedenfor).

“Som flere sikkert vil vide, har jeg udgivet en del romaner, hvoraf flere har fået en hård medfart i dansk kulturliv grundet navnlig mit sprog. Senest blev jeg af Politiken erklæret den dårligste forfatter i Danmark, hvilket bl.a. skyldtes, at jeg anvendte det danske ord “endskønt”. Selvom mit sprog påvist er meget korrekt, selvom jeg har studeret netop sprog gennem mange år og er eksamineret i syv af slagsen, selvom jeg i 20 år har levet stort set udelukkende af at skrive og sandsynligvis er en af landets mest læste skribenter, måtte det af Politiken med vanlig excessiv aggression fastslås, at jeg ikke kunne skrive. Det var jeg naturligvis ked af, men sådan kan det jo gå. Imidlertid kunne jeg derfor godt tænke mig at henlede opmærksomheden på nogle af de udgivelser, som omvendt høster succes. Her er vi i tidsskriftet Hvedekorn, hvor fremtidens største talenter inden for litteratur og lyrik udpeges. Dette er et digt med titlen “Morgensonate” af den unge lyriker Alberte Klysner (Hvedekorn nr. 1, 2016, side 28). Jeg for min del må bare blive ved at øve mig”.

mads holger

Vores børn skal føle, at der mindst ét sted i verden, er plads til dem, hvor de føler sig accepteret som dem, de er. I den ideelle verden er alle børn jo accepteret derhjemme. Men ellers må der være et andet sted, hvor børnene bliver mødt med milde øjne. Hos bedsteforældre eller hos venner. Det kan ikke altid være den enkeltes problem at føle sig accepteret af det omgivende samfund. Det omgivende samfund har også et ansvar for at sige tingene på en pæn måde, så kritik bliver til konstruktiv kritik og anerkendende ord falder, når det er på sin plads. Jeg vil gøre mit for at møde alle børn, som de er, og give dem positive og anerkendende ord med på vejen. At sætte grænser er noget andet – det er ikke at snakke negativt til- og om børn. Det er at slå en streg i sandet og vise: ‘Hertil og ikke længere’, men jeg kan stadig godt lide dig, og om 5 minutter vil vi to fjolle og grine sammen igen.

Det var, hvad jeg tænkte om, hvordan vi som samfund kommer videre herfra. Om det er en kendt person eller en ukendt person, der vælger at tage sit eget liv, er altid et liv for meget, hvor vi som samfund har fejlet et eller andet sted. Skam fylder utrolig meget i vores samfund. Hån, latterliggørelse og kritik af andre fylder på sociale medier, og jeg ved ikke, hvad vi skal gøre ved det, men vi kunne i hvert fald debattere det mere, end vi gør. Det er ikke i orden at grine ondsindet ad andre – hverken som barn eller voksen.

Hvil i fred, Mads Holger.