7 skønne ting ved at være mor til en tumling

DSC_1192Når vasketøjet hober sig op, og nætterne præges af Lillepigens til tider mange opvågninger, er det godt, at der også er mange skønne ting ved at være mor til en lille tumling. Det her er dagens 7 skønne ting, som jeg kom på.

  1. Når man kysser det sovende barn godnat, og hvisker: “Du er mors lille mus”, og barnet kvitterer med en høj snorkelyd lige ind i øret.
  2. Når man finder ud af, at man er sejere end man tror.. Når man fx en sen aften tænker, at der er gået en højdespringer tabt i én, når man på elegant vis OG helt lydløst hopper henover over den store forhøjning af en dyne i sengen, når Lillepigen sover oppe i sengen.
  3. Når det at lege – og fx være på legeplads ikke kun er til morskab for tumlingen, men også for mor;-) “Kom herover, Ella. Se, vi skal gynge”, lokker jeg, imens hun hellere vil studere et lille blad på jorden.
  4. Når man faktisk kan komme afsted med at gøre lidt grin ad barnet – uden at det giver ar på sjælen, men barnet bare synes, at det er hylemorsomt! Når hun fx udbryder en irriterende lyd, og man prøver at efterabe for at se hendes reaktion.. “Puha, hun griner, faktisk”… 
  5. Når man tager sig selv i at sige skøre ting, der tydeligt viser symbiosen mellem mor og datter;-) “Kom, Ella. Du skal i dagpleje. Så skal VI hen og lege” eller “Så skal VI ned i barnevognen”.
  6. Når man bliver fjollet med børnesange, og de ryger ind på lystavlen og bliver der for bestandigt – som gjaldt det liv eller død at kunne synge ‘Postman Per- sangen’ korrekt. Min tyrkiske mand er forøvrigt ved at lære den, så vi spoler frem og tilbage i videoen, hvilket heldigvis er lykken for Lillepigen at høre sangen igen og igen.
  7. Når man bliver en ekspert i ens barn og fx ved, at barnevognens køreretning har noget at sige i forhold til, hvor sjovt barnet synes det er at køre i barnevognen.  Det ER bare sjovere, når mor går ved siden af vognen og trækker afsted med barnevognen, fremfor at skubbe barnevognen…. Hmm, indimellem får hun sin vilje, for det er nu også skønt at høre hende sige: “Det er sjaaawwt” 🙂

Nye måder at kommunikere på

12935284_1320652177961524_618640273_nEndelig fik jeg tid til at skrive på bloggen. Som selvstændig tekstforfatter arbejder jeg indimellem rigtig meget, når al arbejdet lige kommer på én gang. Så smider jeg alt, hvad jeg har i hænderne. Ella har også været syg on and off i en uge, så det har været ekstra svært at nå noget som helst. Det var svært for os at vurdere, hvor syg, hun var, for hendes energiniveau var stadig ret højt. Meeen hun var nu syg – hun er bare lidt af en joker 🙂

Et tema, som jeg tænker meget over for tiden er, hvordan vi kommunikerer i det lille hjem. Min mand bliver bedre og bedre til dansk, jeg bliver bedre og bedre til at tale girafsprog eller noget…;-) Og Ella bliver bedre og bedre til at snakke, og kan nu udtrykke sig i enkelte sætninger. Kombineret med hendes kraftige kropssprog, er hun meget tydelig 🙂 Den anden dag ville hun ikke have, at mormor gik, så hun brokkede sig, og prøvede at holde mormor tilbage i døren. Da mormor så gav efter og tog hende op til sig, stoppede hun øjeblikkeligt med at græde og vinkede farvel til mig: “Hej, hej”, sagde hun. Ja, så føler man sig velkommen i sit eget hjem 😉

I går tog jeg mig også i at blive lidt mundlam, da vi var på legeplads, og hun gyngede i en stor balancegynge, og hun gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ved siden af hende: “Sitte, sitte”, sagde hun og kiggede bedende op på mig. “Øhh, nej, jeg skal jo lige gynge Ella..”, svarede jeg. Det var underligt at have denne mini-dialog med hende. Hun er jo så lille, men det gav vist bonus at tømme alle frugt- og grøntmarkeder i Alanya under min graviditet 😉

Det fantastiske ved børn er, at de får én til at vurdere sin kommunikation – både den verbale og non-verbale. I et negativt lys er det en sårbarhed, der ikke altid føles lige rar. De ser lige igennem én, forventer så meget, suger til sig og giver rigtig meget feedback igen. De udtrykker sig selv med en til tider eksplosiv kommunikation: “NEEEJ…!” eller bare: “Whhrrraaaa”, der betyder: “Alt er galt, og du fatter intet lige nu, mor!”. Puha… Jeg syntes lige, at alting kørte, og vi fx har totalt styr på sovetider nu, som ellers voldte os mange problemer for 2 måneder siden. Så kommer den snigende – selvstændighedsalderen… Gisp.. Sådan er det at have børn, at man aldrig kan ligge på den lade side;-) Det føles som én lang MUS-samtale, hvor man hele tiden har fokus på udviklingspotentiale, udfordringer – og heldigvis falder der også lidt ros af… Som mor, er det en kunst ikke at være for hård ved sig selv. Efter at have været lidt i chok over, at vores datter nu kræver noget nyt af os, begynder jeg allerede at tænke i alle mulige måder, vi kan forberede os på – ved hjælp af den rette kommunikation. Når hun bliver vred, er der et behov, som hun vil have, at vi opfylder. Med hendes evne til allerede at kommunikere, at hun fx gerne vil med mormor hjem til “vov vov”, kan vi sikkert også finde måder at kommunikere på, så hun bliver knap så vred. Eller at stormen i hvert fald hurtigt lægger sig igen. Som mor bliver man mindet om ens individuelle sårbarhed, og jeg har altid grublet meget over tingene – således grubler jeg også over, om den der selvstændighedsalder er så svær som rygtet siger? 🙂

Som barn grublede jeg meget over tingene. Samtidig har jeg altid hadet at kede mig. Jeg sprang gerne ud i noget nyt, og jeg elskede al lærdommen. Men det har skullet foregå i mit tempo. Sådan var det i høj grad, da jeg var barn. Jeg hadede at blive presset til at lære nye ting meget hurtigt. Jeg har flere barndomsminder om, at jeg sidder og er gået helt i baglås, fordi jeg stod over for noget, som jeg ikke forstod. Klappen gik ned. Det er der sikkert mange, der kan nikke genkendende til fra deres skoletid? Som voksen giver det en værdifuld viden, hvis man kan huske barndomsminder, hvor man for alvor følte, at man skilte sig ud. Det er jo netop det, der gør én unik – i en modereret udgave som voksen 😉 Jeg havde et behov for at være på forkant med tingene, da jeg var barn. Som voksen viser det sig stadig som lidt af en brat opvågnen, når jeg bliver bevidst om noget, jeg skal finde ud af! Noget, jeg skal lære eller øve mig på. Som mor, er jeg igen blevet bevidst om denne sårbarhed. Første reaktion, når jeg oplever noget nyt i rollen er: “Panik”. Dernæst lægger jeg en strategi i mit hoved, læser om andres erfaringer, gennemtænker scenarier, og hvordan jeg vil reagere på det.

“Okay, så er jeg klar. Så kan du bare komme an, selvstændighedsalder” 😉

At finde svar er det bedste i verdenen, og jeg håber, at jeg husker på denne “gulerod”, når vores datter giver udtryk for, at vi overhovedet ikke forstår hende. Lærdom rimer på lykke i min verden 🙂

Selv med nej-hatten på, kan man blive positivt overrasket

IMG_20160410_172737I går var vi til kulturel aktivitetsdag her i byen. Nærmere bestemt i Assens Arena, hvor der er gode faciliteter til en aktiv dag, og hvor familier på tværs af kulturer kunne mødes. Et fantastisk initiativ (af nogle private med et tilskud fra kommunen), som jeg håber afføder lignende initiativer fremover. Der var sat hoppeborg op og andre aktiviteter op, så børnene rigtig kunne boltre sig. Ella havde en fest, og der var så mange søde børn. Bl.a. tre store piger, der gerne ville tage hende med op i den store rutsjebane, hvilket jo var et hit, da Ella elsker alt, hvad der er vildt! 😉 Vi kom i snak med både børn og voksne, så det er bestemt noget, som ryster folk sammen i byen. Nogen kom måske for børnenes skyld (og gratis sandwich, hvilket jeg selv gjorde, selvfølgelig) og glemte, at det også handlede om at komme i snak med andre børnefamilier (formelt, integration), men sådan vil det jo altid være – uanset, hvor folk kommer fra. Nogen sad for sig selv, en kvinde trak sin lille 1-årig afsted, da Ella ellers ville i kontakt, og én ung pige sagde, at de allerede sad ved det bord, som vi lige havde sat os ved. Et ellers helt tomt bord. Vi endte med at sidde der allesammen om bordet, hvor der var god plads, og vi fik sludret lidt. Når folk er usikre, kan de synes afvisende og arrogante, og så er det godt med børn, der er mere ligetil. Er børn generte, viser de det. Vil de i kontakt, viser de det. Vi fik sagt til dem, at nu handlede arrangementet jo om integration, så der var vel plads til os alle omkring bordet? Og de undskyldte og sagde: “Selvfølgelig”. Så var den ikke længere.

“Skønt med sådan en mangfoldighed”, var der én der sagde til mig til arrangementet, og jeg blev helt stolt over at være en del af det;-) Vi er jo alle sammen en del af det skønne, hvis vi ellers vil fokusere på det. Jeg kom i tanker om, hvorfor jeg er glad for at bo i Assens. Bl.a. fordi der faktisk sker en del aktiviteter her, trods det at byen ikke er så stor. Vores borgmester gør også meget for byen, er synlig og én der snakker med alle. Et godt fundament for at byde flygtninge velkomne. Vi snakker selv en del med flygtningene her i byen. For et par måneder siden var vi til middag hos nogen fra Eritrea. Vi fik god mad, lyttede til musik fra deres hjemland og fik hjemmebrygget kaffe – helt fra bunden med ristede kaffebønner, brændt over et lille gasblus. I ægte DJ-stil sad den ene kvinde i hjørnet af stuen og ristede kaffebønner. Det var meget eksotisk at være på besøg hos dem, og fantastisk at kunne få sådanne oplevelser, selvom man bor i en lille by som Assens. Vi grinte en del, så vi havde i hvert fald samme humor, og det er da et godt sted at starte for et venskab.

I dag søndag laver vi absolut ingenting. Jeg har lige prøvet at bilde min mand ind, at han havde lovet at bage jordbærkage i dag. Det bed han ikke på. Så sagde jeg til ham, at vi kunne jo spørge Ella, om hun også mente at far skulle bage kage:-) Han følte sig sikker, for “hun siger jo bare nej”, sagde han. Hun er netop kommet i selvstændighedsalderen, så hun har som regel nej-hatten på 🙂 “Ella skal far bage kage?”, spurgte jeg, og hun svarede tænksomt: “Go, kage!”. Hun gentog igen og igen: “Kage”, og gik dernæst ud i køkkenet. Der er altid plads til overraskelser – i mødet med andre kulturer og et lille lille barn 🙂

Om udfordringer – og om at leve livet samtidigt

DSC_1066Som en maratonløber, der efter endt løb smider sig ned af udmattelse, må jeg indrømme, at jeg da også stoppede fra den ene dag til den anden med at blogge, da min bloggerudfordring var overstået. For lidt siden skrev jeg jo om en udfordring, som jeg var gået i gang med. Jeg ville blogge hver eneste dag i 14 dage. Nu er udfordringen overstået, og det var både lidt hårdt og sjovt på samme tid. Jeg har fået en del højere læsertal, så det er skønt! Tak for at I læser med! Udfordringen gav mig også en fornemmelse af, hvor meget energi jeg har lyst til at bruge på bloggen, og min konklusion er, at jeg nok vil nøjes med at blogge et par gange om ugen i stedet for hver dag 🙂

Jeg har været lidt travlt optaget her i weekenden, og jeg lod derfor bloggen leve sit eget liv. I går havde jeg fx besøg af en kvindegruppe, som jeg er en del af, hvor vi mødes for at spise god mad og bare hygge 🙂

Men med hensyn til udfordringer, er det ikke ofte, at jeg springer ud i en mental udfordring, hvor der kræves noget ekstra i fx 14 dage. Sidst jeg sprang ud i en udfordring var, da jeg kom til at love min mand, at jeg ville finde et arbejde til ham inden 5 dage! Det lovede jeg, da vi ventede på familiesammenføring, og han ikke måtte arbejde. Der var jo laaaang tid til, at udfordringen gik i gang, så jeg var rigtig kæk;-) Heldigvis sagde han senere: “Du lovede, at du ville finde et arbejde til mig inden for 7 dage. Tror du stadig det kan lade sig gøre?” Og det eneste jeg hæftede mig ved var, at han nu sagde 7 dage! 🙂 Puha, lidt mere tid at løbe på – og det lykkedes, faktisk. Vi fik familiesammenføring om fredagen, og om onsdagen startede han i job. Rent mentalt sagde jeg til mig selv: “Det SKAL kunne lade sig gøre”, og så arbejdede vi for sagen – og endelig var vi nok også bare heldige.

Der er meget fokus på vægttabsudfordringer og motionsudfordringer, men når det kommer til andre ting i livet, kan det synes som en lidt skør udfordring. De fleste udfordringer handler jo om det samme – at man virkelig sætter sig for, at man VIL. Der er nu noget om mottoet: “Man kan, hvad man vil”;-)

Når jeg er i gang med en udfordring, overraskes jeg altid af, hvor mange positive gevinster det giver. Øget overskud og selvtillid er sideeffekterne – hvis ellers udfordringen er tilpas svær. Den skal være realistisk, men hvor man ikke kan ligge på den lade side 🙂 Når man er i gang med en udfordring, er det lidt som at leve i en boble, hvor man kun har fokus på målet, og glemmer de sædvanlige bekymringer eller ærgrelser over, at man ikke har opnået et eller andet. Fokus er kun på, hvor man er på vej hen. I det store billede, øver jeg mig også på at spørge mig selv: “Er det nyttigt?”, når jeg fx ærgrer mig over, at jeg brugte tid og penge på et eller andet (som jeg i bakspejlet syntes var spild af tid/penge), eller når jeg tænker på, hvad jeg skulle have gjort i stedet for i en given situation. “Er det nyttigt at tænke sådan?” spørger jeg mig selv, og så er svaret jo nej. Tilbage til nuet… Det er nuet, der giver glæden, selvom det er så kliché 🙂

Jeg håber, at jeg kan lære Ella, at det også er sjovt at følge en udfordring, det giver noget styrke og selvtillid, som man kan leve højt på længe efter. At overvinde større kriser i livet giver samme selvtillid og for hver krise er det er som at åbne et nyt kapitel i en bog, hvor livet bliver endnu mere nuanceret og rigt, når stormen er ovre.