Ikke Instagram-kønt, men meget hyggeligt

IMG_20160330_213453Selvom jeg gerne så, at vi boede rigtig stilfuldt, ville BoBedre aldrig banke på hos os og spørge, om de måtte bringe en boligartikel. Der er som bekendt kun 24 timer i døgnet, og vi bruger dem ikke på indretningen herhjemme. Det har aldrig interesseret mig. Både min mand og jeg drømmer dog om at komme til at leve i et rigtig smukt hjem, men så skal der nok en indretningsdesigner til – eller en liste med indretningsprincipper, som vi følger slavisk 🙂

Vi er egentlig meget æstetiske begge to – bare ikke når det gælder vores hjem. Hold op, hvor kunne vi bruge meget tid på at diskutere design, dengang min mand havde restaurant i Alanya. Så kunne vi stå der og diskutere, hvilken farve dugene skulle være, og vi gik op i det med liv og sjæl. Herhjemme har vi en tilbøjelighed til at lade minderne bag interiøret tælle mere end æstetikken;-) Vi er rigtig glade for de ting, som vi har fået, der har en særlig historie. Vi fik et tyrkisk vævet tæppe fra en bekendt, som kendte mig, og gav os det i gave, da hun fandt ud af, at min mand var tyrker. Det giver noget særligt til hjemmet, når der er en særlig tanke bag hver ting. Jeg har også et krus, som min mand har købt til mig “fra Ella”, hvor der står ‘Mor’ på. Det holder jeg af, ligesom vi holder af de glas, som vi har fra den tyrkiske restaurant, som min mand engang havde. Det gør så, at når vi bare siger: “Ja, tak” til alverdens ting, så passer det ikke altid særlig godt sammen. Når jeg ikke er helt tilfreds med indretningen herhjemme, kan jeg alligevel godt finde et par ting, der er helt okay. Fx hjertet, som min mand skar ud til mig i træ, og som jo egentlig ikke er noget særligt – men alligevel… Det er nu sødt, at han har stået der i et sløjdlokale og skåret et hjerte til sin kone 🙂 Indretning med en historie – det er vist dét, vi gør os i, herhjemme:-) Det behøver jo selvfølgelig bare ikke at være modsætning til smuk indretning. Vi skal nok bare lige arbejde lidt på det æstetiske udtryk 😉 Siden vi fik Ella, har vores liv også været fyldt op med alt det nye – at vænne os til at være en familie, og ikke mindst det at søge om familiesammenføring, som jo tog en krig. Ligesom med så meget andet her i livet, er det nok vigtigt at finde en balance, så man fx skaber et dejligt og smukt hjem, men uden at det bliver så stift, at der ikke er plads til børnetegninger eller en hjemmelavet vase fra en god veninde. Samtidig skal ens hjem, ens base jo også være et sted, hvor man finder ro og hygge, og er der for mange forskellige stilarter og for mange ting, der tager ens opmærksomhed, kan det være på tide at være mere stringent med indretningen. I dag kom der faktisk nogen for at hente et par møbler, så vi er i gang! 🙂

Hvad er meningen? Lidt om rosenrøde blogs…

IMG_20160329_232904Som blogger er det en kunst at skrive ærligt om sit liv, men uden at det bliver rosenrøde fortællinger fra ende til anden, for det gider de færreste vel at læse? Samtidig kan det også være ubehageligt at være alt for privat, og det får andre vel heller ikke partout noget ud af? Der skal være en mening bag ordene, og så er skrivestilen mindre vigtig, for alle har hver deres stil. Der er læsere nok til os alle. Det er sådan, jeg tænker om det. Nogle af de bloggere jeg følger, er nogen, hvis skrivestil jeg aldrig kunne/ville kopiere, men der er noget sjæl og kraft bag ordene, og det er derfor, jeg følger dem.

Når jeg skriver blogartikler, spørger jeg altid mig selv: “Hvad skal andre kvinder bruge det her til?” Skal de underholdes? Kunne relatere til det? Blive klogere? Eller noget helt fjerde? Formålet er vigtigt, for ellers spilder jeg jo bare folks tid. Det værste jeg kunne forestille mig var, hvis en person fik det helt dårligt af at læse et af mine blogindlæg. Følte sig utilstrækkelig, forkert og måske endda skamfuld (over at være SÅ forkert). Der er bloggere derude, som garanteret ikke bevidst forsøger at få andre til at føle sig mindreværdige – men som i hvert fald ikke kæmper for det modsatte 🙂 Jeg går ind for søstersolidaritet – også i blog-verdenen 🙂

Jeg elsker at læse artikler med især kendte kvinder, der tør dele lidt af sig selv, også om det mindre pæne fra deres tilværelse. Det var så overraskende, da jeg på et tidspunkt læste en artikel om en kendt kvinde, der fremstillede hele sit liv som værende fuldstændig perfekt. Hun var lige blevet mor, og hun fortalte om både fødslen og efter fødslen som det mest rosenrøde i verden – og ja, selvfølgelig græd barnet sjældent! Fair nok, hvis dit barn sjældent græder – og hvor skønt, egentlig for alle parter, men er dit liv KUN rosenrødt? Er der nogen kvinder, der får noget ud af din fortælling? Det ville jeg have spurgt mig selv om, hvis jeg havde været hende. Hvis det handlede om, at hun gerne ville pleje sit perfekte image, så gjorde hun det godt, men hvor tilfredsstillende er det for hende selv i længden? Jeg følte mig helt forkert efter at have læst artiklen om hende, men det gav mig drivkraft til at holde fast i min egen jordbundne stil;-) Det skal være hyggeligt at læse med, og så er min blog for alle kvinder, i alle aldre. På bloggen vil jeg gerne vise de gode hverdagssider frem, men det skal være noget, som alle i princippet ville kunne opleve. Åbn døren ud til verden – og så ser du det. Det er dén følelse, som jeg håber, at mine læsere får. At vi i bund og grund er i den samme verden, med samme problematikker, udfordringer – og ikke mindst glæder 🙂

Påskens bedste øjeblikke

12903816_10207505776580098_1126636915_oEftersom Ella havde overordentligt svært ved at sove i går, selvom vi egentlig havde kørt rutiner i ferien, kom der ikke et blogindlæg i går.

Ella og jeg havde ellers også gang i det helt store godnatritual ved at sige godnat til far, vi vinkede godnat, gentog ‘godnat’, lukkede døren med et ‘godnat’ og sad i evigheder i mørket, og jeg gentog for Ella igen og igen: “Ella skal sove”, og hun gentog efter mig: “Sove”.. Men hvad kom der ud af det? Jordens mest friske barn! Hun ville op i vindueskarmen, lave yogaøvelser og meget andet. Suk.

Men der kommer to blogindlæg i dag, for det betyder en del for mig at holde min udfordring med et blogindlæg hver dag i 14 dage 🙂  Jeg er super glad for, at en del flere læsere er kommet til, siden jeg startede min skriveudfordring.

Herhjemme har vi haft en stille og rolig påske, som nedenstående liste illustrerer – men det er jo netop i detaljerne at lykken ligger;-) Her kommer en liste med de bedste øjeblikke i påsken 🙂

  • Da Ellas 6-årige fætter fra Jylland sagde til Ella: “Jeg håber, at jeg kan komme forbi i morgen igen, så jeg kan løfte dig op igen”.

 

  • Da Ella fandt sit første Kinderæg i haven og lykken strålede ud af hende 🙂

 

  • Da jeg oplevede, hvor meget en godmodig familiehund vil finde sig i fra en tumling. Ella bliver vist aldrig bange for hunde;-)

 

  • Da jeg en eftermiddag var lidt irriteret på min mand, fordi jeg efterhånden havde været en del alene med Ella, men glemte det hurtigt igen, da han kom hjem med et stort smil efter at have mødtes med nogle tyrkiske venner, og han sagde til mig: “Du husker godt, hvordan det var for dig at møde danskere i Alanya, ik?”. Det gjorde jeg  – man kunne jo ikke stoppe med at snakke igen!;-) “Gensynsglæde” med nogle, man nærmest ikke kender i forvejen – det kender jeg! Og hvor er det rart, når ens partner smitter én med sin glæde 🙂

 

  • Da jeg fortalte min mand om påsken, og bl.a. fortalte, at det handler om tilgivelse, og han sagde, at det lød vel nok sympatisk;-) Hvis han vil gøre mig glad, skal han bare gå op i de danske traditioner – det betyder faktisk en del.. Og det kommer fra mig, der aldrig har gået så meget op i danske traditioner, dvs. før jeg blev gift med en tyrker (og blev mor selvfølgelig) 🙂

 

Jeg håber, at du har nydt påsken. Tak fordi, at du læser med!

Når to verdener mødes

IMG_20160327_225507Der er mange forunderlige ting ved at være gift med en tyrker. Kulturforskellene viser sig hver eneste dag, og nu hvor vi er forældre, viser forskellene sig endnu oftere. Men det gør nu også hverdagen sjovere og mere interessant 🙂 Hvor ville det være kedeligt, hvis vi allesammen var ens. Her er lidt overskrifter på nogle af de forskelle, vi oplever.

Sprogvanskeligheder

Vi oplever ikke kun sprogvanskeligheder indbyrdes, men også når vi skal forklare vores datter noget. Bondegårdsdyrene siger f.eks. ikke det samme! 🙂 Når vi skal lære vores datter, hvad bondegårdsdyrene hedder, og hvad de siger, må vi vælge sprog. Dyrene siger ikke det samme på tyrkisk og dansk. En ko siger: ‘møøøhh’ på tyrkisk, en and siger: ‘vak, vak’ og hanen galer noget, som jeg ikke engang kan gengive. Lidt besværligt hver gang vi er nede ved søen og kigge på ænder, og vi ikke rigtigt ved, om vi skal sige det danske eller tyrkiske. At være to-sproget er ikke sådan ligetil – især ikke for en halvandet-årig;-)

Morgenmad er det vigtigste måltid på dagen!

For en tyrker er morgenmaden det vigtigste måltid på dagen – eller det vil sige… ALLE måltider er yderst vigtige, men da tyrkerne ofte har lange arbejdsdage, starter dagen som regel med et stort morgenbord! Vores morgenbord indeholder typisk æg/omelet, pandestegte grøntsager, frugt, oliven, ost, yoghurt og selvfølgelig sort tyrkisk te! Hvis du googler ‘tyrkisk morgenmad’ vil du se et festmåltid, Mindre kan også gøre det i hverdagene og herhjemme! Min mand er dog ikke helt tilfreds med den danske måde at spise morgenmad på – fx en hurtig toast og en kaffe i farten. Han har kæmpet lidt for at holde fast i de gode morgenmadstraditioner fra Tyrkiet, da jeg jo synes, at et stykke ristet brød med smør er helt fint. Men okay, jeg nyder da vores gode morgenmad, som vi ofte prioriterer 🙂

Børneopdragelse – fri leg betyder virkelig fri leg! 

Er vi danskere egentlig mere afslappede i forhold til at give vores børn friere rammer? Sætte dem mere fri til at lege vildt i naturen? Herhjemme er jeg i hvert fald mere afslappet, og syntes, at det var sjovt at læse om et australsk medie, der var noget chokeret over danskernes skovbørnehaver, hvor børnene har frie rammer til fx at klatre højt op i træerne 🙂 Herhjemme får Ella også lov til rigtig meget, når vi er udenfor, og jeg er ikke bange for, at hun bliver beskidt, men måske er det bare min personlighed og ikke en kulturting? Uanset hvad, er det meget sjovt at tænke over sådanne ting – hvad er kultur og hvad er personlighed?

I Tyrkiet er der et hav af legepladser, og i det hele taget rigtig meget for børn, men der er fine underlag på legepladserne – og ikke den danske muldjord og nedfaldne blade til at gøre børnene beskidte 🙂 Små ting, der alligevel gør det meget anderledes at være barn i Danmark versus Tyrkiet.

Hvad alle kvinder bliver spurgt om i damebladene

IMG_20160326_202636“Hvornår blev du voksen?” Det typiske spørgsmål, der bliver stillet en eller anden kendt kvinde i et kvindemagasin.

Nu er jeg heldigvis ikke kendt, for jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle svare. Et svært spørgsmål, men måske blev jeg for alvor voksen, da jeg blev mor? Eller før det? Da jeg blev student? Måske er jeg stadig på vej til at blive voksen? 🙂 Sådan kan det i hvert fald føles indimellem, når jeg pludseligt snakker med en ung kvinde på 17 år med ambitiøse fremtidsdrømme og refleksioner omkring livet, og jeg efterfølgende tænker: “Hvis bare jeg selv var så fornuftig”. Men på den anden side – det er vel netop det smukke (og skøre) ved os mennesker, at vi kan blive så fascineret af andre personers fortællinger, at vi for et øjeblik glemmer os selv – og vores egne kvaliteter. Der er brug for stærke og kloge kvinder i alle aldre, og der er jo mange måder at være fornuftig OG voksen på 🙂

Jeg håber, at Ella som 18-årig føler sig ret voksen, men at hun ved, at hun altid kan komme hjem til moar og baba;-) Vi vil være hendes trygge havn hele livet, og for os vil hun jo altid være vores barn, som vi skal give kærlighed. Det er sådan, det skal være efter min mening.

Da jeg var 18, sagde min far, at nu var det slut med jule- og fødselsdagsgaver. Nu var jeg voksen. Jeg protesterede (selvfølgelig:-)), og så fortsatte det lidt spredt hen over årene. Nogle gange måtte jeg bede om en gave, og andre gange kom de af sig selv. Det har altid været meget vigtigt for min far, at jeg blev selvstændig og kunne klare mig selv. Jeg arbejder som selvstændig i dag, så lidt selvstændig er jeg selvfølgelig, men min mand er nu forbløffet over, hvor lidt handykvinde jeg er;-) Og det kommer fra en tyrker! Det siger ikke så lidt;-) Han kan til gengæld fikse tæt på umulige ting i hjemmet, så jeg indimellem griner af hans opfindsomhed. En knust glaskolbe til en kaffemaskine bliver i en snæver vending erstattet af et tyrkisk svar på en glaskolbe til kaffemaskinen. Den virkede forøvrigt fint, selvom den ikke var køn 🙂

Da jeg var barn, var jeg meget genert – slet ikke som Ella, der går hen til ALLE, hun møder. Selvfølgelig siger hun hej, og skal som regel vise dem noget. Jeg har set 10-årige drenge, der var ved at krybe i ly over hendes frembrusende facon;-) Som genert lille pige kan jeg huske, at min far skubbede mig hen til børn på legepladser og sagde, at jeg skulle snakke med dem. Det var vigtigt for ham, at jeg ikke blev genert som ham selv. Så selvfølgelig var jeg igennem hele skoletiden ret genert over for dem, jeg ikke kendte;-) Jeg var ikke særligt gammel, da jeg reflekterede over, at det er ret svært at ændre folk, og at jeg jo ikke bare blev mindre genert ved et trylleslag. Det gik også meget godt, når min far ikke blandede sig. Så fik jeg alligevel den ene legekammerat efter den anden. Han gjorde det bestemt af kærlighed, og det har jeg selvfølgelig aldrig været i tvivl om. Han traf et valg, som han mente var det bedste, og denne stillingtagen er netop, hvad et barn har brug. At være pilot for sit barn er vigtigt, og i øvrigt titlen på én af mine favorit bøger, som du kan læse om her.

At være pilot er noget af et ansvar, men trods alt også rart at være den, der styrer retningen, styrer efter den bedste destination, og som ens barn er stolt af for evigt – forhåbentlig, da;-)

Older posts