Opskriften på en fantastisk fastelavn

DSC_0841

Fastelavn er lige oppe over, og Ella er for første gang stor nok til at sætte tænderne i en fastelavnsbolle. Det gjorde hun i går, da mormor kom forbi med fastelavnsboller. Vandbakkelser med creme og flødeskum. Vi gemte én fastelavnsbolle til min mand, da han var på arbejde, og jeg var spændt på, hvad han ville synes, når han kom hjem. Jeg har virkelig solgt Danmark på vores gode kager – det danske bagværk er helt anderledes end det tyrkiske, selvom det tyrkiske nu også er meget godt. Sent om aftenen kunne jeg ikke dy mig for at bilde ham ind, at han hellere måtte spise sin fastelavnsbolle i køleskabet, da den ellers ville blive dårlig… (Hvad ved han om dansk bagværk.. ) Jeg kender ham også godt nok til at vide, at føler han sig presset til at spise, foreslår han altid, at jeg bare spiser det.. Selvfølgelig gjorde han også det denne gang. Men sød som jeg var, foreslog jeg, at vi delte den. Da jeg så alligevel fik dårlig samvittighed, bildte jeg ham ind, at jeg ikke kunne spise det hele.. Det troede han selvfølgelig ikke på.

I morgen er vi inviteret over til nogle venner. Min mand sagde til dem, at vi ville tage kage med fra bageren, og han så lidt for overrasket ud, da jeg meddelte, at jeg da bare kunne bage kage. Fastelavnsboller selvfølgelig – vandbakkelser… Jeg fandt denne opskrift fra bloggen: ‘Tvillingernes mor’, og jeg var sikker på, at de ville være et hit. Selvom jeg aldrig har bagt vandbakkelser før, var jeg sikker på, at det nok skulle lykkes. Men de blev godt nok små og ville ikke hæve. Heldigvis kunne de reddes ved, at jeg ikke skar dem igennem, men bare lagde vandbakkelserne ovenpå hinanden.. Da jeg så googlede: “Dårlige vandbakkelser, hvorfor?”, fandt jeg heldigvis denne opskrift på profiteroles, hvor det udførligt var beskrevet, hvordan gode vandbakkelser skulle laves. Jeg kunne se, at jeg kun havde gjort halvdelen af det. Men profiteroles – det kan jeg bage!

Da min tyrkiske mand så de fine profiteroles udbrød han: det er jo en nøjagtig kopi fra Tyrkiet…

Så fra den rigtige vinkel blev det til helt fine mini-fastelavnsboller:-)

Boganmeldelse: ‘Kan man se jeg har grædt?’

DSC_0814Jeg følger Pernille Rahbek på Facebook – bl.a., fordi hun skriver underholdende statusopdateringer, men derudover har hun også skrevet en bog, som jeg har glædet mig til at læse. Tiden skulle lige være til det. I juleferien fik jeg læst bogen ‘Kan man se jeg har grædt?’. Jeg nød at blive klogere på et alvorligt emne, som man næsten ikke kan undgå at få ind på livet før eller siden – alkoholisme. Ifølge statistik fra Sundhedsloven er 1 ud af 40 danskere afhængige af alkohol. Rigtig mange børn vokser derfor op i familier, hvor far eller mor drikker for meget. Pernille Rahbeks bog er vigtig læsning af flere grunde. Bogen er først og fremmest Pernille Rahbeks egen skildring af, hvordan det har været at vokse op med en mor, der havde et alkoholmisbrug. Derudover giver hun sit bud på, hvorfor hun klarede den, hvilke ting hun stadig dealer med, og hvordan vi som samfund bedst kan støtte familier med misbrugsproblematikker. Mange ser måske, hvordan et barn mistrives i en familie med alkoholproblemer, men har svært ved at gøre noget ved det. Det er sjældent, at der er opbakning fra omgivelserne. Det vil jo kræve en del af os allesammen – herunder kommunale instanser, når en familie skal have hjælp. Så er det nemmere at forholde sig passivt. Bogens budskab er i høj grad, at vi hver især kan hjælpe til med at bryde tabuet. Ved hjælp af åbenhed kan vi gøre vores til, at børn i misbrugsfamilier ikke føler sig alene.

Det er tydeligt, at bogen ikke lige er skrevet på en weekend. Der er ikke en linje for meget i den bog. Jeg elsker de der bøger, hvor man læser den samme sætning to gange, fordi det er så godt skrevet. Sådan en bog er ‘Kan man se jeg har grædt’. Derudover skriver Pernille Rahbek ikke med en selvforherligelse over at have klaret den. Det hele er meget ærligt og ydmygt beskrevet.

Noget, som jeg synes var særlig interessant var, da Pernille Rahbek på et tidspunkt beskriver, hvordan hendes mor gav hende julegaver. Hun købte altid nyt tøj til Pernille og hendes søster i julegave, og de var altid med for at prøve det. Det gjorde, at der ingen overraskelser var under træet.. De fik kun det nye tøj i julegave. Pernille skriver om det (jeg har taget et lille uddrag fra bogen): “Og det var jo ikke det materielle, det kom an på, men det ville have været rart med en lille ting, jeg ikke vidste hvad var på forhånd…”

Jeg kan virkelig godt følge hende i den betragtning. Jeg blev så trist på hendes vegne over beskrivelsen. Nu har det næsten lige været jul og i familier med misbrug er juletiden ekstra følsom. Det er netop ved denne højtid, at vi eventuelt kan råde bod på en masse ting med store gaver. Modsat kan vi overse dem omkring os, eller vi kan behandle hinanden som affaldsspande. Der er gaver der bliver givet i en god mening, men som rammer ved siden af – og så er der de gaver, der aldrig har haft til hensigt at glæde, men som bare tjener et formål, der i højere grad tilgodeser afsenders ønsker – og ikke modtager. Der er så mange følelser forbundet med det at give og modtage gaver, at jeg fint kan følge svigtet som Pernille skriver i bogen. Det unormale ved en familie kan også afspejles i gavegivningen.

Der kan ligge meget under overfladen ved ellers så pæne og velfungerende familier. Det kan være alkoholmisbrug eller andre tegn på et dysfunktionelt familiemønster. Mønstre, der fortæller en langt større og interessant historie. Det handler jo overordnet om at bedøve følelser, hvor rusen kan være i form af alkohol og stoffer eller i mere skjulte former, såsom i form af penge/magt/prestige eller anerkendelse – fx mænd, der er afhængige af damer, har spilafhængighed eller kvinder der får stor gæld på grund af en afhængighed af at shoppe.

Som jeg indledte med, er der flere grunde til, at bogen kan anbefales. Det gode sprog, de mange lag og at Pernille Rahbek ved, hvad hun taler om. Det er rart, at det følelsesmæssige perspektiv er gennemanalyseret før det blev til linjer i en bog. På den måde er hendes erfaringer relevante for mange. Siden læsningen har jeg haft den i tankerne hver dag, så modsat mange andre bøger, er det måske en bog, hvis budskaber bliver husket og altid kan minde en om, at man ikke er alene om at have det på en bestemt måde, uanset hvilke familieproblematikker man står over for.

10 ting, jeg gerne ville have vidst som nybagt mor

IMG_3307Tiden flyver afsted for tiden, men jeg fik tid til at skrive denne liste med 10 ting, som jeg gerne ville have vidst, da jeg blev mor. Indlægget blev publiceret til Vores Børn’s hjemmeside.

Jeg forberedte mig så godt, jeg kunne på mor-rollen, men alligevel blev jeg overrasket.. Det at være lidt naiv på nogle punkter er vist den charmerende del af mor-pakken;-)

Nå, jeg må videre med lørdagens gøremål. God weekend til jer alle!

Dengang vi alle flyttede ud i skoven

IMG_1480Den anden dag hørte jeg denne podcast af et radioprogram, som jeg er ret stor fan af – Hviids Varmestue med Michelle Hviid. Denne gang var Andrea Hejlskov i studiet. Andrea Hejlskov er forfatter og foredragsholder, og så har hun taget et meget radikalt livsvalg – nemlig at flytte langt ud i de svenske skove. For 4 år siden flyttede hun sammen med sin mand og børn ud i skoven og blev næsten selvforsynende. Udsendelsen satte mange tanker i gang om, hvilket samfund vi lever i. Et øjeblik spurgte jeg mig selv: “Kunne jeg leve i en skov?”. Det var fascinerende at høre hende fortælle om sine oplevelser med at bo i en selvopført bjælkehytte og langt fra det moderne liv. Hun fortalte da også, at hun var overrasket over, hvor mange der var fascineret af tanken om at bo i en skov. Imens jeg lyttede til radioudsendelsen kunne jeg mærke, at her var en dybde i programmet, som jeg havde længtes efter. En dybde, som jeg generelt længes efter i samfundet. Jeg længes efter kvalitet, frem for mer’, mer’, mer’! Jeg længes efter meningsdannere med noget på hjerte, fremfor meningsdannere, der råber højest. Jeg længes efter ting med en historie, mennesker med unikke historier, og ikke mindst et samfund. der altid har forhistorien for øje.

Andrea Hejlskovs valg er meget mere end et primitivt livsvalg. Det er på mange måder et rigt livsvalg. Jeg beundrer hendes valg, og jeg kan godt se, at det må føles meningsfuldt. Der er brug for mange flere som hende, der tør at stille sig kritisk over for alt det som vi plejer at gøre – men som måske ikke er det rigtige for alle. “Vi skal huske, at vi har et valg”, blev der sagt flere gange i programmet. Et fint budskab, uanset om vi vælger at leve i en skov, være direktør eller skolelærer på Ærø. Nu er jeg ikke på vej til at overtale min tyrkiske mand til at pakke vores allesammens kufferter og flytte ud i skoven. Som Andrea Hejlskov sagde i udsendelsen, er det ikke for alle at bo langt ude i skoven, som de gør. Jeg må nok erkende, at jeg er én af de typer, hun taler om. Jeg kunne simpelthen ikke gøre det samme. Derfor kan jeg godt inspireres af enkelte aspekter ved livsformen, og det tror jeg ikke, at jeg er ene om.

Der er et før og efter livet i skoven, som Andrea Hejlskov kom ind på i programmet, og tilstanden virkede smittende på os som lyttere. Andrea Heilskov fortalte, at hun er et spirituelt menneske, og selvom hun lever et helt andet liv end mange andre, formåede hun at skabe en helt særlig atmosfære af, at vi er alle forbundne. Jeg har sikkert ikke været den eneste, der tænkte under programmet: “Vi må virkelig gøre noget mere for klimaet og fællesskabet”. I bund og grund sker der noget med os, når vi er så afskåret fra naturen, som de fleste af os er. Fællesskabet ryger sig også en tur, når vi lever i et kapitalistisk og patriarkalsk samfund, der undertrykker rigtig mange befolkningsgrupper. Lyt til programmet og du vil vide, hvad jeg mener:-) Det er vist en for lang diskussion at tage i dette blogindlæg.

“Det er nok bare en fase”, kan vi sige om mange ting, men hvad nu, hvis vi alle blev SÅ trætte af at leve et liv i overhalingsbanen, at vi for alvor tænkte: Nu er det nok. Tænk, hvis vi alle flyttede ud i skoven, byggede bjælkehytter og forsøgte at være selvforsynende? Det er selvfølgelig utopi, og det er jo slet ikke ønskeligt for vores samfund. Alligevel kan det være interessant og nærende for sjælen at forestille os noget andet. Vi må sørge for, at vi ikke bliver så påvirkede af livet i hamsterhjulet, at vi mister fantasien til at forestille os, at livet kunne være noget andet. Måske er det lige præcis i dag, at vi skal lege med tanken om, at vi boede i skoven. Tænke på, hvordan det må være at tænde op i brændeovnen, når vi brygger en kop kaffe til vores mand eller tænke på, hvordan det må være at komme hjem fra en lang dag udenfor omringet af trækroner, når vi bare lige har været et smut i Netto. Pludselig bliver der lagt en dybde ind i vores hverdag, som vi måske kan bruge til at huske på fællesskabet og det nærende ved at tilbringe mere tid i naturen.

Nytårsdag vågnede jeg op til denne fine klumme, som Andrea Hejlskov har skrevet til Information. Jeg har også opdaget Andrea Hejlskovs blog, hvor du kan læse mere om hendes tanker. Derudover glæder jeg mig til at læse hendes bog:  ‘Og den store flugt’, som hun skrev i forbindelse med flytningen ud i skoven.