Opskriften på et godt nytårsforsæt

_20151230_233135-2I de sidste 10 år har jeg som regel haft et nytårsforsæt. I år har jeg endnu ikke besluttet, hvad det skal være. I de første par år var valg af nytårsforsæt mest for sjov. Jeg gjorde meget lidt for at følge det til dørs. Mit ændrede mindset kom, da jeg for et par år siden besluttede mig for, at mit nytårsforsæt ikke længere skulle have selvpineri som tema. Selvpineri, der giver nytårsforsæt à la: “Jeg skal spise flere grøntsager” eller “jeg skal løbe 3 gange om ugen”. Jeg er SÅ færdig med alt, hvad der minder om slankekure. Jeg bryder mig fx slet ikke om at løbe. Jeg har altid kun løbet for at holde sundheden og formen ved lige – og kun i selvpineri-intervaller – for har aldrig glædet mig til at komme ud at løbe. Året hvor jeg skiftede mit nytårsfortsæt ud med noget positivt gav til gengæld pote, når det kom til at følge målet til dørs. Det enkle nytårsforsæt var helt enkelt, at jeg skulle have mere humor ind i mit liv – have det sjovere. Jeg sørgede derfor for at se det sjove i situationer, gå til en del standup-shows i det år, og i det hele taget huske underholdningen mere i hverdagen. SE, det er da et nytårsforsæt, der er nemt at holde:-)

De andre nytårsforsæt gennem årene har også været rare at efterleve, og målene er blevet opfyldt. Dette år skulle jeg nok have valgt et mere energifyldt og konkret nytårsforsæt, for jeg er faktisk lidt i tvivl, om jeg har holdt mit nytårsforsæt… Mit nytårsforsæt var at være mere modig. At være modig er jo noget med at bevæge sig ud af sin comfort zone. Det lyder jo ikke så rart.. Og hvordan gør man lige det, når den ene dag lynhurtigt tager den anden med en lille tumling, hvor det at være modig harmonerer ret dårligt med en rutinepræget, tryg og stabil hverdag? Set i bagklogskabens lys skulle jeg have formuleret et nytårsforsæt, der var mere konkret og positivt, så jeg var sikker på, at jeg kunne efterleve det. Men jeg er kommet til den spinkle konklusion, at siden modig i høj grad hænger sammen med det at vise sårbarhed, så er der måske alligevel nogle ting der peger i retningen af, at mit mål er opfyldt. Som førstegangsmor er man meget sårbar i starten, og det kræver lidt tid, inden man føler sig sikker i rollen. Det kræver noget at stå fast på sine egne værdier og give sit barn det allerbedste, når andre måske har andre meninger om tingene og forslag til, hvad det allerbedste så er.. I løbet af det her år er jeg i høj grad blevet mere sikker på mig selv.

Det at være modig hænger jo ikke kun sammen med at flytte sig rent fysisk, men hænger også sammen med det at vise de mere følsomme sider frem af tilværelsen – eksempelvis via denne blog. Det er vel ret modigt at fortælle om sit familieliv på en blog? I det her år sørgede jeg også for at ansøge om at være blogger hos Vores Børn, som et led i et være mere modig.. At lægge blogartikler ud med risiko for at få negativ feedback – det var lidt angstprovokerende.

Mit ændrede fokus – dvs. mit fokus på at være modig, har måske gjort, at jeg i højere grad står ved min sårbarhed. Løbende undersøger jeg, hvor mange måder man kan være modig på i en helt almindelig hverdag. Det kan jo være noget med at sige sin mening, sige fra, give ros til en fremmed, spørge om hjælp og indimellem kigge lidt på sine fejl og se, om ikke man kan gøre det lidt bedre. Det er da en måde at komme ud af sin comfort zone og være mere modig i hverdagen. Så ved at se nuancerne i begrebet, kan jeg vel lige akkurat gå ind i 2016 med en tro på, at jeg nok skal holde det næste nytårsforsæt:-)

Rig på glæder i julen, når…

DSC_0775Juleaften er vel overstået, og her er de ting, der gjorde mig ekstra glad for at tilbringe juleaften med lige præcis min tyrkiske mand, datter og mor. Jeg føler mig nemlig rig på glæder:

Når min mand fortæller mig den 23. december, at jeg jo bare kan åbne min julegave, hvis jeg er irriteret over de små gryder, vi har i køkkenet.. Og han samtidig pointerer, at han IKKE røbede, hvad han giver mig i julegave…

Når Lillepigen trækker i juletræet, så det bliver skævt og jeg konstaterer, at det da også har sin charme…

Når min mor og jeg vover os over i en overfyldt kirke med den trætte, men energiske Lillepige, og en fremmed kvinde efter 45 minutter bukker sig ned til Lillepigen og siger: “Hvor var du dygtig til at være stille. Du var da godt nok en lille stjerne” og jeg straks rammes af en trang til at danse sejrsdans…

Når min tyrkiske mand tænder de levende lys på juletræet med største selvfølgelighed om eftermiddagen – længe før vi skal danse om juletræet…

Når jeg overhører min mor og mand sige ude i køkkenet: “Det her stykke af anden kan Astrid godt lide. Det må vi hellere gemme til hende”…

Når min tyrkiske mand under middagen spørger: Skal der virkelig gå et helt år, før vi skal have det her at spise igen?

Når min tyrkiske mand efter én mundfuld risalamande udbryder: “Jeg har mandlen!”, men finder ud af, at den er halv, og gentager scenariet igen og igen indtil jeg minder ham om, at mandlerne er hakket groft…

Når min mand og mor siger pyt, når jeg indser, at jeg har puttet mandlen i den største skålfuld risalamande, så mandelgave-legen går i vasken…

Når Lillepigen om morgenen den 25. giver mig et kys på munden…

Glædelig jul og godt nytår!

Julen forfra

IMG_20151221_181130

At være gift med en tyrker gør, at ens juletraditioner bliver vendt på hovedet. Hvad der er en selvfølge for en selv, er ikke en selvfølge for min mand. Det giver nye spørgsmål for os som familie. Eksempelvis spørgsmålet: “Skal vi allesammen gå i kirke juleaften?”. Vi kommer til at gå i kirke allesammen, ligesom vi har deltaget i forskellige jule-arrangementer. Juletraditionen er først og fremmest noget, som min mand fejrer i solidaritet med os. Jeg vil ikke trække en masse ned over hovedet på ham, ligesom han jo heller ikke trækker en masse ned over hovedet på mig, når det gælder hans baggrund. De kulturelle forskelle gør, at jeg nærmest oplever julen på ny – med tyrkiske briller. Julehyggen startede for os allerede i november, da min mand fortalte, at han havde købt noget mad på torvet til ham og Ella. “Hun spiste næsten det hele”, sagde min mand begejstret, og jeg overvejede, hvad det mon kunne være, at de havde spist. I en rød serviet så jeg så resterne af en æbleskive… Så gav det pludselig mening:-)

I starten af december var min mand inviteret til et jule-arrangement på en skole, hvor der var klippe-klistre dag. Det var hans frivillige danskunderviser, der inviterede. En dag fyldt med dansk kultur- og sprog. Han kom hjem med fint julepynt, som han selv havde lavet. Først viste han mig et julehjerte i træ, som han havde malet, og hvor der stod Ellas navn på. Så viste han mig en hjemmelavet lysestage, og endelig viste han mig et julehjerte lavet i træ, der var til mig..  Malet rødt og hvor der står mit navn… Ella peger hele tiden på sit hjerte, og jeg kigger hele tiden på mit. Virkelig en smart måde at sikre julefreden. At få et hjemmelavet julehjerte fra sin tyrkiske mand er nu noget helt særligt.

Det bliver første år, at vi holder jul sammen, da min mand har været i Tyrkiet de andre år, og selvom der har været en del jul i Alanya for turisterne igennem årene, bliver det alligevel noget helt andet. Jeg husker tydeligt, da min mand kom til Danmark i starten af januar sidste år, og vi skulle til at have sundhedsplejerske på besøg. Jeg havde i al hast pakket et par glemte juleting væk i en køkkenskuffe. Et par små nissemænd, der havde stået til pynt i vinduet. Men pludselig stod de igen i vinduet, lige før hun meldte sin ankomst. “Jeg fandt lige de her. De pynter da så fint her, synes du ikke?”, spurgte min mand. De blev nu gemt væk igen. Jeg tror ikke engang, at min mand havde tænkt over, at vi var kommet ind i januar måned og at juletraditionerne dermed var slut – helt og aldeles. Det minder mig om, hvad der skete forleden, da vi snakkede om juleaften plus juledagene, inklusiv hvilke familiemedlemmer vi skulle tilbringe tid med, hvornår.. “Men jeg forstår ikke… Julen er jo over flere dage?”, konstaterede min mand og kunne ikke helt forstå, at der skulle være noget særligt i at få familiekabalen til at gå op. Ja, hvorfor skal alting egentlig være så svært? Det er nu meget rart at kunne vende tingene lidt på hovedet engang imellem.

 

Sådan får du din baby/tumling til at grine højt

IMG_20151202_145658Her i huset gør vi meget ud af at lege med vores lille datter. Min mand finder altid på noget nyt, og jeg prøver på bedste vis at gøre ham kunsten efter. Ingen havde fortalt mig, hvor svært det er at være kreativ, når det kommer til babylege! Hvis hun var ældre, kunne jeg fortælle skøre historier, men hvordan leger jeg bedst med min lille datter, så hun kommer til at grine i vilden sky? Jeg har samlet et par gode lege her, som måske også inspirerer dig?

Plastikkop på fod-leg

I Netto købte vi et par små plastikkopper i baby-størrelse. En dag satte vi hende så ned på gulvet og tog de små plastiskkopper på hendes fødder, så hun selv kunne skubbe dem af. Det der med at få kopperne til at hoppe op i luften, morede hun sig meget med. Hun så på vores ansigtsudtryk, at det var en leg om at få dem skubbet af fødderne, så det kræver lige, at I sætter jer foran hende og leger sammen med hende:-)

Prikke til dig-leg

Sæt din 1-årige i sengen, omgivet af puder og prik/skub blidt til hende/ham, så baby falder om i puderne. Det morede vores datter sig meget med, men alle babyer er jo forskellige, så vær’ sikker på, at hun ikke bliver forskrækket, men faktisk synes at det er sjovt.

Hagesmæk på hovedet-leg

Tag en blød bomuldshagesmæk på hovedet, (gerne hele familien;-)) og vis hende, at I ryster dem af hovedet. Allerede her griner hun måske. Sæt også en hagesmæk på hendes hoved, så hun kan ryste den af hovedet. Stor glæde, når det lykkes!

Turban-leg

En aften tog vi en af hendes bløde bomuldsbukser og satte dem på hovedet af hende ved at binde knude på buksebenene i nakken. Buksernes runding/elastikkanten skal sidde rundt om hovedet. På den måde fik hun en slags turban på hovedet, og udover at hun så mega cute ud, grinte hun også meget af hendes lille turban. Det var som om, hun godt forstod, at vi syntes hun så sjov ud. Igen er det sikkert ikke alle babyer, der er med på legen, men et forsøg værd – og far og mor kan jo også lave en turban, så baby forstår legen.

Dukken/bamsen vælter-leg

Vi tager indimellem en lille dukke eller bamse frem, som går hen af gulvet og pludselig støder ind i en forhindring, så bamse vælter. Det er også godt at finde et slags plateau, så bamsen rigtig kan vælte ned;-) Vores datter griner altid, når hun ser os føre bamsen og vi nynner en munter melodi, lige indtil bamsen vælter med et crash;-)

—————————

Jeg håber, at det inspirerede til masser af sjov med jeres baby.

Sådan takler du familien i julen – 5 scenarier

IMG_3298Glædelig 1. december! Og så til det grumme…;-) 

I går lovede jeg nemlig et indlæg om, hvordan du takler familien hen over julen:-) Her er 5 scenarier, som du måske kan nikke genkendende til?

  • Dit barn oplever forskelsbehandling fra enkelte familiemedlemmer

Scenarie: 

Nogle børn i familien får store julegaver, tur i Tivoli eller bliver inviteret med på ferie, imens andre får en enkelt gave som lyser langt væk af at have været gratis gave på et fly/cruise, og du frygter at dit barn skal høre på, hvor sjovt det var for de andre at være i Tivoli.

Sådan takler du det: 

Der er jo grader af forskelsbehandling, og rummelighed kommer man nok længst med. Hvis der er tale om grov forskelsbehandling, kan du gribe det an med humor overfor vedkommende, der gør forskel: “Kan du huske sidste sommer, da min datter havde det så sjovt i Tivoli sammen med dig?”. Vedkommende svarer selvfølgelig..: “Nej, det kan jeg da ikke lige huske…” Og så svarer du: “Nej, ved nærmere eftertanke var det vist bare ønsketænkning”. I bedste fald kan du håbe, at vedkommende tænker lidt mere over sin opførsel og ændrer adfærd, men ellers må du acceptere, at forskelsbehandlingen kommer til at leve i familien i mange år frem. Det går nok ikke lige over – bare vent til konfirmationerne!

At fortælle om sine sårede følelser kommer der ikke noget ud af. Hvis de ønskede at forkæle dit barn, havde de jo nok gjort det allerede. De må jo næsten vide, at deres forskelsbehandling gør ondt på den del af familien, som ikke er inde i varmen.

  • Din familie bruger humor, som går over din grænse

Scenarie:

“Det er jo bare for sjov”, får du måske at vide, når du eksempelvis lige er blevet nedgjort.

Sådan takler du det:

Du ytrer først og fremmest, at du ikke deler deres humor. Du har sat en grænse og den bør respekteres. Siger de dernæst, at du har dårlig humor, svarer du: “Jeg kan høre, at du gerne vil få mig til at føle mig forkert, men jeg har ret til at tage afstand fra… (Indsæt selv)”.

  • Et familiemedlem er ikke-anerkendende over for dit barn

Scenarie:

Du har altid været vant til manglende anerkendelse fra dette familiemedlem, men nu går det også ud over dine børn. Familiemedlemmet giver din søn/datter et uønsket kælenavn. Du føler dermed, at familiemedlemmet ikke anerkender dit barn. Familiemedlemmet kalder måske din datter for ‘det lille pjevs’ eller et andet lidet flatterende kælenavn. Kropssproget er heller ikke specielt kærligt.

Sådan takler du det: 

Du kan først og fremmest vise rummelighed over for familiemedlemmet. Det er nok lidt svært at ændre, hvis familiemedlemmet bare ikke ser ‘Guld’ skrevet i panden på dit barn. Men det går dig jo på.. Det er da trist, når andre ikke ser med kærlige øjne på dit barn. Evt. kan du jo sige til vedkommende i en forsonende tone: “Udover at blive kaldt pjevs, bliver hun også kaldt for guldklump. Jeg ved godt, hvad jeg ville foretrække at blive kaldt. Du kunne kalde hende for guldklump fremover? Det tror jeg, hun bliver glad for.”

  • Familiemedlemmer, der ikke synes, at du/I er værd at bruge tid og penge på

Scenarie: 

“Kommer I ikke og besøger os?”. spørger du dine kære familiemedlemmer, der sjældent kommer forbi. De svarer, at det desværre er for dyrt/tager alt for lang tid at tage hele vejen til… (indsæt selv din by). De kan også finde på at sige, at de har for travlt, selvom de aldrig har for travlt til at tage mange andre steder. “Det var lige på vejen”, siger de henkastet, når de endelig kommer for at besøge jer – på vej mod endnu et familiebesøg, en udflugt eller ferie.

Sådan takler du det:

Mind dig selv om, at sådan vil du ikke behandle din familie. Din familie skal føle, at de er vigtige og værd at bruge tid med og at bruge penge på. Lav et virtuelt map i dit hoved over de mennesker i familien, som gerne vil bruge  tid med jer og fokuser så al jeres kærlighed på dem i stedet.

  • Familiemedlemmer, der altid serverer for lidt til julefrokosten

Scenarie: 

Brødkurven går omkring bordet og du tæller dig frem til, at den vil være tom, før alle har fået, ligesom der også kun var et lille stykke steg til hver, hvoraf den ene vært måtte undvære. Et barn spørger efter mere risalamande, men der er spist op.

Sådan takler du det:

Der kan være flere grunde til, at det kikser. Her gælder det om at finde sin rummelighed frem og fremhæve de ting, der fungerer godt under middagen, Meeeen måske sker det hvert år? Du kan i det her tilfælde være meget direkte og bare sige, hvad du observerer: “Jeg ser, at der er ikke er nok af (indsæt selv). Det smagte nu ellers godt”. Så har du gjort værtsparret opmærksomme på det på en pæn måde. Alternativt kan du også tilbyde at tage ekstra med næste år – alt det som manglede i dette år, så der er til alle. Manglende mad går altså ud over julehyggen. Det er flovt for værtsparret, det er skuffende for gæsterne og der bliver sådan en pinlig tavshed, fordi ingen ønsker at være den sidste der tager de sørgelige rester. Måske er det tydeligt, at værtsparret slet ikke synes der er et problem, og der kan du også vælge at sige til dig selv: “Okay, pyt.. Vi hyggede os da resten af aftenen”.

——————–

Det var denne omgang af – “Sådan overlever du din familie”;-) Måske kommer der flere scenarier hen af vejen.