Om ‘Gift ved første blik’

DSC_0466Som mange andre danskere, ser jeg også tv-programmet: ‘Gift ved første blik’. Det var lidt mærkeligt at se det sidste år som højgravid og være så stor fan af programmet, at jeg et kort øjeblik overvejede, om jeg mon ville have tid til at se, hvordan det gik parrene, når vores lille ny kom til verden? Det er en mærkelig tid, når man venter på babys ankomst. Ens hoved er fyldt med rationelle – og irrationelle bekymringer;-) Vores oktoberbaby fik skam også programmet at se. Det blev til en hyggestund, når baby og jeg så Gift ved første blik:-) Min tyrkiske mand undrede sig over, hvad det var for et program jeg så. Jeg syntes, at det var lidt pinligt at skulle fortælle min mand om konceptet, når han kommer fra et land, hvor de enkelte steder ude på landet stadig arrangerer ægteskaber – og nu er de arrangede ægteskaber blevet til en del af et dansk underholdningsprogram. Det virkede lidt overfladisk. Jeg er ikke ligefrem stolt af skilsmissestatistikkerne herhjemme, eller at vi indimellem har nogle ret så skøre tv-programmer, hvor underholdningsværdien kommer før alt andet.

Men mon ikke det lykkes for nogen af parrene i år at holde sammen? Det håber jeg! Alle deltagerne virker så sympatiske. Det må være dejligt for forældrene at få sådanne søde svigerbørn ind i familien. Men hvem holder så sammen? Skal jeg prøve at give mit bud?

Jeg tror mest på, at den yngste deltager Line holder sammen med ham, hun er blevet gift med. De virker super søde sammen.

Sygeplejersken Ane og hendes mand tror jeg også ret meget på. Jeg tror i hvert fald på, at de vælger at forblive gift, når programserien slutter. På en måde er de vel næsten for ens, så der mangler lidt gnist i forholdet? Det kunne være ulempen. Jeg tror ikke, at det bliver en dans på roser for dem, men at de vælger at kæmpe for forholdet, da fordelene opvejer ulemperne. De skal nok få et godt venskab og nogle gode oplevelser, hvis ikke det ender med den vilde romance.

Den lyshårede Lene og manden tror jeg mindre på. Begge søde og fornuftige, men jeg tror ikke, at manden er så klar til at binde sig, som han troede. Han havde alle de gode intentioner og drømmen om ægteskab, men noget holder ham tilbage, og han ved det måske ikke engang selv. Det skal bare ikke være ham og Lene, og kommunikationen imellem dem halter. Hun mangler forståelse for, hvad der foregår, og han synes bare hun er sød, men han kan bare ikke satse på ægteskabet til stor frustration for dem begge.

Jyden Randi og hendes mand tror jeg slet ikke på. Det går galt allerede under bryllupsrejsen. Da rusen har lagt sig ovenpå brylluppet, spørger hun sig selv, om hun virkelig har så meget til fælles med ham? Hun irriteres og de oplever pinlig tavshed. Begge søde mennesker, men som egentlig ikke har så meget til fælles, når det kommer til stykket. Hun irriteres af hans rygning, men der er mange andre og dybereliggende grunde til, at det  bare ikke går.

Det var mit forsøg på at kigge ind i fremtiden – nu må vi se, hvor meget ret, jeg får:-)

Om det at være en dronning;-)

Endnu engang var det min mand der inspirerede mig til at skrive det her blogindlæg til Vores Børn. Hmm, jeg ved faktisk ikke engang, om han har læst det endnu;-) Men i hvert fald er det samtaler med ham der ofte får mig tunet ind på et emne. Der er virkelig mange “aha-oplevelser” i hverdagen, når man er gift med en tyrker;-)

Blogindlægget fra Vores Børn handler om familiesammenhold og at det at have et solidt familiesammenhold kræver en ægte “dronning”:-) Læs om, hvordan jeg definerer sådan en moderne dronning;-)

MUS-samtaler og MOR-samtaler

_20151012_104426Når jeg indimellem gør status over min tilværelse som selvstændig, dukker den samme tanke ofte op: Så har jeg ingen MUS-samtaler. Som om at manglen på MUS-samtaler er et stort tab. Det kan selvfølgelig være brugbart med MUS-samtaler, men det passer mig endnu bedre, at jeg som selvstændig hovedsageligt bliver bedømt for mit arbejde og ikke mine sociale egenskaber eller mit udviklingspotentiale. Jeg er mere til at levere et stykke arbejde, jeg kan være stolt af, uden at skulle tænke på en forestående MUS-samtale.

Vi er ellers flasket op med en kultur, der fortæller os, at vi skal tage personlighedstests, skrive om vores personlighed på Linkedin og deltage i networksmøder, hvis vi vil klare os godt i erhvervslivet. Det kan være svært at sortere i de mange tilbud derude for selvstændige. Den vigtigste øvelse som selvstændig kan næsten være at spørge sig selv dagligt: “Hvad kan jeg levere af resultater i dag?”. Det kan være vigtigere, end at spørge sig selv: “Er jeg på rette vej?”. Al den selvudvikling på personlighedsfronten har bredt sig – ikke kun til selvstændige i erhvervslivet, men i høj grad også til familielivet, så der i dag er et hav af velmenende aktører (ikke professionelle), der gerne vil give dig de rette værktøjer eller den rette viden. Altsammen for at vi kan være den bedste udgave af os selv, finde ind til os selv og andre floskler. Grundet denne tendens er det skønt at tale med eksperter, der virkelig ved, hvad de snakker om – uanset, om det handler om business eller baby.

Når jeg ikke har MUS-samtaler, har jeg til gengæld MOR-samtaler, når jeg eksempelvis mødes med min mødregruppe, og vi snakker om, hvordan det går. Gør status omkring mor-livets udfordringer og glæder. Det er så skønt at være en del af en mødregruppe, og jeg føler mig så heldig at være i mødregruppe med lige præcis de kvinder. Det får mig til at geare helt ned, når jeg er sammen med dem. Der sker en form for sceneskift fra hverdagens trummerum, når jeg til afveksling mødes med mødregruppen en gang hver 14. dag. Så træder jeg ind i et univers, der udelukkende handler om de menneskelige værdier – og det vigtigste job i verden, når vi forsøger at være den bedste MOR:-) Her får jeg et indblik i andres familier måder at gøre tingene på og følger med i deres store familiebegivenheder. Vi har ofte snakket om i gruppen, at det er rart, at vi bare kan være os selv. Ingen konkurrence eller forstillelse. På den måde er vi bare mødre, der mødes et tilfældigt sted i Danmark, selvom det kunne være i den anden ende af verden. I den anden ende er verden, er der jo også mødre, der ikke savner MUS-samtaler (måske aldrig har hørt om det), og som til gengæld elsker MOR-samtaler:-) Indimellem er det godt at huske på, at verden skam er ret simpel, når det kommer til stykket. Det kan være trættende hele tiden at få stukket værktøjer i hånden, der skal optimere os, som om vi er maskiner. Al den konkurrencementalitet kan måske nok bruges på jobbet, men når ens fod træder indenfor i entreen derhjemme, så er man kommet hjem, og så er man MOR:-)

 

Hvorfor ser vi dog Den Store Bagedyst?

IMG_20151006_220946Jeg ser Den Store Bagedyst hver eneste uge. En stor fornøjelse, som påvirker mig mere, end jeg vil være ved. Konkurrencementaliteten er vist rykket ind i det lille hjem. Den anden dag havde min mand og jeg den første diskussion nogensinde om, hvem der skulle bage boller. Vi mente begge to, at vi havde førsteret på at stå i køkkenet. Den mest mærkelige diskussion jeg længe har haft, og jeg overgav mig. Jeg lod ham om at bage boller, mod at jeg til gengæld måtte give ham gode råd undervejs – i bedste Mette Blomsterberg stil. Det gjorde mig dog stadig ikke tilfreds med afgørelsen, og jeg ventede spændt på resultatet. Han ville helst være i fred, så jeg besluttede mig for i mellemtiden at hente vores datter i dagplejen.

Da jeg triller hjem med barnevognen fra dagplejen, og vi er nået halvvejs hjem, kommer min mand os i møde. Han har en bagerpose i hånden. Han kigger på mig og siger så helt neutralt, som for at skjule skuffelsen, at der gik et eller andet galt under bagningen.. Han blev nødt til at stikke forbi bageren. “Jeg havde forventet mere af dig”, var jeg lige ved at sige til ham, ligesom Mette Blomsterberg ville have sagt det, men så åbnede han posen og stak mig en bolle, der lyste op i den fine efterårssol. Det var tydeligvis hjemmebag – bare fra en bagerpose vi havde liggende. Helt perfekt afbagning og med drys på toppen. Han blev dagens mesterbager, og Lillepigen var også meget tilfreds.

Hvorfor er Den Store Bagedyst mon så populær? Der er i hvert fald høj underholdningsværdi, når de små dramaer udfolder sig. Da en deltager kom til at smide sin rabarberkompot i vasken, gav det straks sympati og genkendelse. Et øjebliks uopmærksom er nok til, at der bliver skabt lidt køkkenkaos, som de fleste kan leve sig ind. Så sker det, der ikke måtte ske! Sådan er det hver uge, at der sker noget uventet, og at hele tv-holdet er mestre i at få det til at fremstå endnu mere spændende.

Programmet er også en hyldest til de gamle dyder, hvor de der elsker at lave mad/bage kage/nusse om familien kan få seernes anerkendelse. Det er ikke NOMA-stil og Gordon Ramsey-dommerstil. I stedet bliver der kørt mormorstil. Der er altid en lille tand anerkendelse og sødme fra dommerens side, selv når det går mindre godt. Masser af smil, smalltalk, historieudveksling og opbakning til alle deltagerne. Det giver os troen på en bedre verden for en lille stund;-) Som seer vil jeg da også gerne snuse lidt til den anerkendelse, som deltagerne får. Jeg vil da gerne være ‘perfektionistisk’, ‘en Excel-pige’ og til ‘det sirlige og elegante’. Det lyder som det eneste rigtige at være i livet. Her mødes de perfektionistiske mormødre om kamp til stregen, men stadig med en varm omgangstone! Jeg får også sådan en kampgejst frem i mig, når jeg ser programmet. Programmet giver mig lyst til at blive rigtig god til et eller andet, som ingen tror på, at jeg kan blive god til…. At sy tøj, bage bryllupskager eller bygge træmøbler til vores datter.. Når deltagerne kan præstere noget, der i mine øjne burde være menneskeligt umuligt på den korte forberedelsestid, kan jeg da også klare meget mere end jeg tror.

Læseunderholdning for mødre: ‘Den forkerte giraf’

DSC_0417Egentlig har jeg slet ikke tiden til at læse bøger, men har alligevel lynlæst ‘Den forkerte giraf’ af Maise Njor. Det har ellers været lidt af en udfordring da der sker det, at hver gang jeg lægger den fra mig, har lillepigen straks været der til at overtage. Man skal helst være lidt af en tidsoptimist, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at læse bøger som småbørnsmor. Jeg prioriterer det alligevel, for det giver en del overskud i hverdagen – og især hvis de er sjove. Maise Njor skriver vildt godt, med mange gode pointer til eftertanke, og så er hun underholdende. Det er simpelthen så rart at læse en sjov bog engang imellem – hvor er de sjove bøger henne? Der er godt nok langt imellem:-(

I stedet for at tjekke Facebook, som jeg åbenbart tjekker alt for ofte, har jeg taget bogen frem og læst en side, imens jeg har ventet på at kaffen blev klar eller andet. Den er egnet til lige at tage frem indimellem – perfekt læsning for travle mødre:-)

Hvad er kærlighed? Et spørgsmål, som Maise Njor giver sine nuancerede bud på. Bogen handler om alle de tanker, man gør sig i forbindelse med kærligheden, oplevelser med veninder der er i samme båd – og som ikke er, forhåbninger og bristede drømme.  Indimellem er der afsnit, som burde i glas og ramme – især et afsnit omkring prioriteter og fx det at prioritere at gøre karriere, have au pair pige og gå glip af tid med børn (og ja, selv tid med vovsen i familien). Hun er meget imod hele au pair-ordningen, og efter beskrivelsen i bogen kan jeg i højere grad tilslutte mig hendes perspektiv.

Bogen er skrevet uhøjtideligt og siger meget om det samfund, vi er en del af – på godt og ondt. Hun tager hverdagssituationer frem i lyset, der giver et godt billede af, hvad der optager os som samfund i de her år. Selv Skyr-trenden får Maise Njor flettet ind i bogen, da hendes datter spørger hende: “Hvorfor fanden har du købt Skyr?”. Ja, det ved hun faktisk ikke. Sådan er det, at vi indimellem bare følger med strømmen.

Vil du have creme dé la creme af kvindereflektioner på bogform, så er denne bog noget for dig.

Older posts