Rig på glæder i julen, når…

DSC_0775Juleaften er vel overstået, og her er de ting, der gjorde mig ekstra glad for at tilbringe juleaften med lige præcis min tyrkiske mand, datter og mor. Jeg føler mig nemlig rig på glæder:

Når min mand fortæller mig den 23. december, at jeg jo bare kan åbne min julegave, hvis jeg er irriteret over de små gryder, vi har i køkkenet.. Og han samtidig pointerer, at han IKKE røbede, hvad han giver mig i julegave…

Når Lillepigen trækker i juletræet, så det bliver skævt og jeg konstaterer, at det da også har sin charme…

Når min mor og jeg vover os over i en overfyldt kirke med den trætte, men energiske Lillepige, og en fremmed kvinde efter 45 minutter bukker sig ned til Lillepigen og siger: “Hvor var du dygtig til at være stille. Du var da godt nok en lille stjerne” og jeg straks rammes af en trang til at danse sejrsdans…

Når min tyrkiske mand tænder de levende lys på juletræet med største selvfølgelighed om eftermiddagen – længe før vi skal danse om juletræet…

Når jeg overhører min mor og mand sige ude i køkkenet: “Det her stykke af anden kan Astrid godt lide. Det må vi hellere gemme til hende”…

Når min tyrkiske mand under middagen spørger: Skal der virkelig gå et helt år, før vi skal have det her at spise igen?

Når min tyrkiske mand efter én mundfuld risalamande udbryder: “Jeg har mandlen!”, men finder ud af, at den er halv, og gentager scenariet igen og igen indtil jeg minder ham om, at mandlerne er hakket groft…

Når min mand og mor siger pyt, når jeg indser, at jeg har puttet mandlen i den største skålfuld risalamande, så mandelgave-legen går i vasken…

Når Lillepigen om morgenen den 25. giver mig et kys på munden…

Glædelig jul og godt nytår!

Tips til babysnacks

IMG_20150923_205144Her er det snacks/mad, som vores datter spiser med stor fornøjelse – måske din søn/datter også gerne vil spise noget af det her?

– økologisk agurk fra Kiwi

Ja, jeg undrer mig…. Men der er stor forskel på, hvor vild vores datter er med de almindelige agurker og så denne øko fra Kiwi. De hvide “kerner” i agurke-kødet er dobbelt størrelse og ligefrem nogle, som vores datter kan tage ud. Hun smasker højlydt, så på alle måder er denne agurk alt for anderledes til, at jeg har lyst til at købe almindelige agurker.. Typisk, at det bliver sværere og sværere at gå tilbage, når man først har gået et skridt frem mod økovejen;-) Fra nu af køber jeg da kun den økologiske – den er endda bedre end skoleagurker..

– små nedfaldsæbler (købt privat)

Vores datter er stolt, når hun får sit eget æble i hånden:-) Så er de jo også økologiske, så der er skønhedsfejl på, som gør det mere interessant at spise/pille i:-)

– tyrkiske fladbrød

Hun spiser også gerne tyrkiske fladbrød med eksempelvis most banan eller moste dadler inden i. Ellers kan brødene også dyppes i eksempelvis tomatsauce eller saucen fra grøntsager. Vores favoritaftensmad i øjeblikket er laks skåret i firkanter og ristet på panden med små kartofler i olie/tomatmarinade og så på et fladbrød.. Det kan vores datter også spise.

– spejlæg

Vores datter vil helst spise selv, men det er jo ret svært, når hun endnu ikke har motorikken til det.. Et trick er derfor at skære et spejlæg ud i store flager og lægge henkastet foran hende… Så skal hun nok tage det op med hånden og spise det. Det sviner ikke så meget, som man skulle tro, for stykkerne skal kun lige være store nok til at fange interessen.

– havrefras

Jeg lægger indimellem nogle havrefras foran hende – og indimellem med lidt afstand imellem. Det gør det bare mere interessant for hende at fiske dem op med fingrene – lidt ligesom hunde, der leder efter hundekiks;-)

– spaghetti

Vi har ofte spaghetti liggende på køl – i en plastikbeholder med vand i, så det kan holde sig i en dags tid efter at være blevet kogt. Når vores datter får mad, får hun så samtidig lov til at få lidt spaghetti ved siden af til at lege med. Så ryger der mere ned:-)

Det var lidt inspiration. Et trick er forøvrigt at friste hende med maden ved nogle gange at tage det væk fra hende et øjeblik. Babyer vil jo som bekendt altid have det, som de ikke kan få.. 😉 Ellers forsøger vi også at skære eksempelvis æbler og agurker ud i forskellige former, så det er spændende hver gang at spise det.

Alanya versus Assens

IMG_3314I går var der snestorm mange steder i Danmark, og i Alanya var der til gengæld 26 grader og folk badede… Selvom jeg prøvede at sælge snevejret godt, var jeg ikke helt overbevisende. “Welcome to Denmark”, udbrød jeg begejstret, som vi har kutyme for at gøre herhjemme, når vi opdager noget fantastisk ved Danmark:-) Vi boede tæt på stranden i Alanya, og det gør vi også her. Sidst jeg var nede ved stranden her i Assens, så jeg nogen der vinterbadede, så ja, kontrasten er temmelig stor..

Alanya vinder en del point for det gode vejr, men Assens er nu også meget charmerende, når solen lyser de mange gamle byhuse op og vi går tur ved havnen. Hovedårsagen til at vi er havnet i Assens er, at vi dermed er tæt på det meste af vores danske familie, hvilket betyder meget, når man får børn, så alle familiefødselsdage ikke går med at farte land og rige rundt. Hverdagen er helt god i Assens, grundet alle mulige tilfældigheder. Verdens bedste dagplejemor tæller fx med i vurderingen, og hvad skulle vi gøre uden verdens bedste mormor i nærheden? Hvad skulle vi også gøre uden min mands frivillige danskunderviser? En pensioneret mand, der kun taler dansk til min mand og printer fine lektier ud til ham. Hvad skulle jeg gøre uden min søde mødregruppe, som jeg ikke kunne forestille mig fandtes magen til et andet sted i Danmark.

Flere børnefamilier flytter fra storbyerne til mindre byer eller Udkantsdanmark, og det kan jeg godt forstå! Jeg har selv boet i København i en del år, og efter at være blevet mor kunne jeg slet ikke forestille mig at bo i en så hektisk by som København. Vi ville alligevel ikke benytte os af alle kulturtilbuddene, da det jo også tager tid altsammen, og så foretrækker vi masser af frisk luft, som her i Assens. Assens er jo ikke ligefrem Danmarks navle, men har også meget godt at byde på, herunder et godt nærmiljø, hvor alle kender alle (næsten da). Selv borgmesteren stoppede på et tidspunkt op for at sige hej til os. Vi blev jo gift på Rådhuset i Assens og viet af borgmesteren, og jeg husker tydeligt, hvordan min mand var ret nervøs for at møde op, da jeg i farten (i løbet af ugens hektiske planlægning) havde meddelt ham, at nu skulle han jo huske at holde tale for mig på bryllupsdagen. Det havde han tolket som at han skulle holde tale på rådhuset. Ret nervepirrende for ham. Det var først et par timer inden brylluppet, at han fandt ud af, at han højst skulle lære borgmesteren at sige skål på tyrkisk – hvilket han også gjorde.. Borgmesteren var meget interesseret i det tyrkiske kulturmøde. Jeg var et øjeblik mest interesseret i at rette på blomsten i knaphullet på min mands jakkesæt, så min mand hviskende måtte sige: “Jeg står lige og snakker med borgmesteren..” Og det var jo rigtigt. Jeg havde fortabt mig i en bryllupsdetalje, så jeg end ikke havde ænset, at min mand stod og konverserede med borgmesteren. Få minutter senere, da vi var på vej til at hæve taflet og bevæge os udenfor, konstaterede jeg, at lyset indenfor da også var alt for mørkt til at tage gode billeder, hvorpå borgmesteren straks åbnede døren, så vi blev mødt af skarpt formiddagslys, og venligt sagde til os: “Lyset er rigtig godt her, så det er muligt at tage nogle gode billeder”. Det første billede, vi tog i “spotlyset”, blev da også dagens bedste billede.

Det er de helt nære, små hverdagsoplevelser, der betyder meget i forhold til livskvaliteten, og der har både Alanya og Assens masser at byde på.

Julen forfra

IMG_20151221_181130

At være gift med en tyrker gør, at ens juletraditioner bliver vendt på hovedet. Hvad der er en selvfølge for en selv, er ikke en selvfølge for min mand. Det giver nye spørgsmål for os som familie. Eksempelvis spørgsmålet: “Skal vi allesammen gå i kirke juleaften?”. Vi kommer til at gå i kirke allesammen, ligesom vi har deltaget i forskellige jule-arrangementer. Juletraditionen er først og fremmest noget, som min mand fejrer i solidaritet med os. Jeg vil ikke trække en masse ned over hovedet på ham, ligesom han jo heller ikke trækker en masse ned over hovedet på mig, når det gælder hans baggrund. De kulturelle forskelle gør, at jeg nærmest oplever julen på ny – med tyrkiske briller. Julehyggen startede for os allerede i november, da min mand fortalte, at han havde købt noget mad på torvet til ham og Ella. “Hun spiste næsten det hele”, sagde min mand begejstret, og jeg overvejede, hvad det mon kunne være, at de havde spist. I en rød serviet så jeg så resterne af en æbleskive… Så gav det pludselig mening:-)

I starten af december var min mand inviteret til et jule-arrangement på en skole, hvor der var klippe-klistre dag. Det var hans frivillige danskunderviser, der inviterede. En dag fyldt med dansk kultur- og sprog. Han kom hjem med fint julepynt, som han selv havde lavet. Først viste han mig et julehjerte i træ, som han havde malet, og hvor der stod Ellas navn på. Så viste han mig en hjemmelavet lysestage, og endelig viste han mig et julehjerte lavet i træ, der var til mig..  Malet rødt og hvor der står mit navn… Ella peger hele tiden på sit hjerte, og jeg kigger hele tiden på mit. Virkelig en smart måde at sikre julefreden. At få et hjemmelavet julehjerte fra sin tyrkiske mand er nu noget helt særligt.

Det bliver første år, at vi holder jul sammen, da min mand har været i Tyrkiet de andre år, og selvom der har været en del jul i Alanya for turisterne igennem årene, bliver det alligevel noget helt andet. Jeg husker tydeligt, da min mand kom til Danmark i starten af januar sidste år, og vi skulle til at have sundhedsplejerske på besøg. Jeg havde i al hast pakket et par glemte juleting væk i en køkkenskuffe. Et par små nissemænd, der havde stået til pynt i vinduet. Men pludselig stod de igen i vinduet, lige før hun meldte sin ankomst. “Jeg fandt lige de her. De pynter da så fint her, synes du ikke?”, spurgte min mand. De blev nu gemt væk igen. Jeg tror ikke engang, at min mand havde tænkt over, at vi var kommet ind i januar måned og at juletraditionerne dermed var slut – helt og aldeles. Det minder mig om, hvad der skete forleden, da vi snakkede om juleaften plus juledagene, inklusiv hvilke familiemedlemmer vi skulle tilbringe tid med, hvornår.. “Men jeg forstår ikke… Julen er jo over flere dage?”, konstaterede min mand og kunne ikke helt forstå, at der skulle være noget særligt i at få familiekabalen til at gå op. Ja, hvorfor skal alting egentlig være så svært? Det er nu meget rart at kunne vende tingene lidt på hovedet engang imellem.

 

1-års fødselsdag og et tilbageblik

IMG_3302Lillepigen er netop fyldt 1 år, og det var en helt igennem fantastisk dag. Hendes 1-års fødselsdag vil jeg altid huske. Hendes fødselsdag havde været planlagt længe – i mit hoved, i hvert fald. Jeg havde “bagt” adskillige flotte prinsessekager i mit hoved, pyntet op med balloner og andet festligt pynt. Jeg præsterede at bage lagkager for første gang – hele tre styks, så lidt må jeg have lært af at se Den Store Bagedyst. Jeg bagte også næsten sukkerfri banan/blåbær muffins til dagplejen – for at overholde deres sukkerpolitik, og jeg kom først i seng ved midnat, fordi jeg gik i detaljepanik… Så havde jeg ikke forme nok, tog den ene og den anden form frem, ombestemte mig, fandt én slags krymmel frem – og så en anden.. Jeg endte nærmest med at gå rundt om mig selv af bare træthed – lidt skørt bare på grund af en 1-års fødselsdag, men det var det hele værd:-)

Et år fyldt med lærdom

En 1-års fødselsdag er jo noget helt specielt, og jeg tænker ofte på, hvad jeg har lært igennem året. At skue tilbage i tiden er ikke særligt moderne, men i følge psykologi-professoren Svend Brinkmann, der har skrevet bogen ‘Hold fast‘, er det helt fint at dvæle ved fortiden. Vi gør rigtig meget status herhjemme, filosoferer over, hvordan vi bedst griber noget an, hvordan vi bedst samarbejder osv. osv. Vi er enige om mange ting, men da baby kom til verden fandt jeg ud af, hvor mange ting, man egentlig kan have en mening om – eksempelvis, hvilke strømper hun skal have på, eller om hun går godt i sutskoene eller ej..? Hvis vi er uenige, afprøver vi det som regel en dag eller hører andre ad, hvad de mener. Det er både skønt og til tider anstrengende, at de mindste detaljer kan betyde alverden. Men at se babys lykke og at hun er godt tilpas, er jo bare alle detaljerne værd.

Der blev skruet op for livet i det år!

En anden bog jeg netop har læst er: ‘Skru op for livet’ af Michelle Hviid og det gør man på en helt særlig måde med et lille barn. Det er ikke lige de vilde udlandsrejser, det bliver til, men i hverdagen sker der altid noget særligt, noget overraskende, noget smukt og bare helt igennem specielt på sin egen hverdagsagtige måde. Som lille baby – kun 7 måneder gammel, kan jeg huske, at hun satte i øjeblikkelig gråd, da vi præsenterede hende for vores nabo fra Eritrea – mørk mand med meget hvide tænder. Det grinte vi af – især naboen kunne heldigvis også se det sjove i situationen;-) I sommers kan jeg huske, at en hyggelig udflugt nær var blevet ødelagt, da hun kvaste en hveps i sin hule hånd – helt bogstaveligt med sine små tykke næver og endda uden at blive stukket.. Da hun var knap et år præsterede hun at åbne et uåbnet glas oliven ved at hamre det et par gange ned i gulvet.. Hun er lille stærk pige med en vilje af stål og lidt skøre påfund;-) Vi har skruet helt op for livet herhjemme, når hun altid finder på noget nyt og ikke er et øjeblik i ro. Glæder mig til at se, hvad det kommende år bringer af dejlige oplevelser.