Den svære snak om bedsteforældre

_20170708_214655Nu har vi ikke den største familie. Faktisk er det kun mormor, som Ella er knyttet til af sine bedsteforældre – og så selvfølgelig mormors mand. Hun eeeelsker mormor og Henning, siger hun.

Hendes tyrkiske bedsteforældre har hun aldrig set, og jeg håber at hun får dem at se, når hun bliver ældre. Nu er jeg stoppet med at ønske, hvordan tingene kunne være. Eftersom jeg selv kommer fra en lille familie, hvor jeg ikke havde så god kontakt til mine bedsteforældre, har jeg altid ønsket, at det skulle være anderledes, når jeg selv fik børn.

Hvad med at få en reservebedste?

“Hvad med at få reservebedsteforældre?” Spørgsmålet, som jeg stillede mig selv for lang tid siden, fordi jeg kunne se, at Ella havde så meget kærlighed at give af, og var så social, at hun ville elske at have bare én anden voksen, som hun kunne knytte sig til, og ikke var mange kilometer væk, som noget af vores familie er.

Nu er det jo i teorien muligt at få en reservebedste, men i praksis er det møgsvært. Det er som at komme igennem et nåleøje, hvis du skal være heldig at finde en reservebedste via egne opslag/annoncer eller via foreninger. I dag er det muligt at få en voksenven, når barnet er 6 år gammel, men der er 3 år til, og jeg har da undersøgt mulighederne for fx at få en familieven, hvor det er en hel familie, som vi engagerer os i. Det kunne godt være en mulighed.

Lidt baggrundsviden om vores mixede familie

Min eksmand var meget dragende, da jeg mødte ham. Især når han fortalte om sin dejlige, store familie, som ville tage imod mig med åbne arme og som selvfølgelig elskede alle deres børnebørn højt. Der var altid hjælp at få, altid støtte og omsorg. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det passer. De er garanteret lige så fantastiske som beskrivelsen, men jeg glemte bare lige at spørge kritisk ind til, hvor meget kontakt han egentlig havde til dem. Tyrkiske familier har som regel et godt sammenhold – det er jo en del af deres kultur, at de passer de ældre i familien osv., og de var ingen undtagelse kunne jeg forstå med moren, der passede den gamle svigermor osv. Egentlig tror jeg også, at Ella kunne få et rigtig godt forhold til dem en dag, men indtil videre er bindeleddet, nemlig faren, jo lidt en fri fugl, som ikke har så meget kontakt med dem, som jeg troede. De maleriske beskrivelser var simpelthen nok til, at jeg faldt i med begge ben. Det var sikkert ret tydeligt for ham, at hvad jeg søgte i livet var en stor og kærlig familie, og det var bare én af de mange grunde til, at jeg mente, at vi ville få en lykkelig fremtid sammen. Hver gang jeg ytrede mig om noget, der var svært, forstod han mig. Han lyttede, og han svarede noget, så jeg altid følte mig forstået. Rart at blive spejlet på den måde. Hver gang jeg fortalte om mine drømme, ville han opfylde dem. Hver gang jeg følte mig skuffet eller misfornøjet, opmuntrede han mig og fortalte, at alting ville blive godt. Hver gang jeg følte mig alene om alting, og at jeg tog al ansvar på mine skuldre, fortalte han mig, hvordan han ville tage sig rigtig godt af mig, så snart han havde et endnu bedre job. Eller når tiden var en anden. Om et par år – måske bare næste år? Når vi blev gamle sammen, skulle jeg også få at se, hvordan jeg havde den mest omsorgsfulde mand i verden, der lavede mad til mig tre gange dagligt. Han lod mig bare i det hele taget vide, at jeg bestemt ikke var alene om alting – jeg havde jo ham!

Fra mit perspektiv gav det også meget mening. Nu var det min tur til at få den mand, der ville behandle mig, som jeg fortjente. At love en hel masse forpligter, og jeg glædede mig til at se, hvor alle vores dejlige drømme ville bære os hen. Nu føles det som et eventyr, der ligger meget langt tilbage, og de første 2 år af Ellas liv er desværre bare indhyllet i en form for tåge. Måske var det simpelthen så hårdt at håbe så meget på noget bedre, hele tiden? Listen med udfordringer blev større og større, og jeg var forvirret over, at jeg følte mig som kaptajnen på båden, når han hele tiden lod mig vide, at han skam tog ansvar for vores familie. Det er kun få minder, jeg har fra den tid, men gudskelov, at jeg har bloggen, hvor jeg kan genopfriske minderne! Jeg vidste jo slet ikke, hvor betydningsfuldt det ville blive at kunne stykke minderne sammen igen, ud fra de forskellige blogindlæg om vores hverdag. Og i eventyret fik jeg den bedste gave nogensinde – vores højtelskede Ella!

Hvad er det, der er svært ved “kun” at have en bedsteforælder?

Nu er der jo familier, der slet ikke har bedsteforældre, så jeg prøver at fokusere på, at vi jo har mormor, og at vi ikke behøver at tænke videre over manglende bedsteforældre. Hun er jo én, der giver Ella al sin kærlighed og er der for hende. Alle gaver, kort, fejringer, kram og kys stammer fra mormor, og kun mormor. Det kunne da være dejligt, hvis Ella havde haft en morfar, farmor og farfar der også fulgte med i hendes liv. Ella spejler sig jo i, hvordan mange andre børn har det med deres bedsteforældre, og moren er sikkert unødigt bekymret, som nedenstående eksempel viser 🙂

Ella ser fx en del Gurli Gris, hvor bedstefaren ofte bliver nævnt: “Bedstefar, bedstefar”, siger de og ofte leger Ella også for sig selv og siger fx: “Bedstefar, bedstefar”. Ahh, det pirker til morens dårlige samvittighed. En dag spurgte jeg hende: “Har Ella en bedstefar?”, og det var måske lige frisk nok af mig at tage snakken, men samtidig er min filosofi, at vi hellere må tage snakken lidt for tidligt end for sent, og hun undrer sig over, at hun ikke har nogen bedstefar. Men så svarede hun bare med det største smil: “Ja, jeg har en bedstefar”, og jeg spurgte overrasket og med et stort smil: “Hvem er din bedstefar?”. Hun svarede glad: “Det er mormor!”

“Mom-dads” og “mormor-morfar”

Sådan gik det til, at samtalen slet ikke var så svær. Ligesom mødre der også føler, at de må tage far-rollen på sig, og være både mor og far i én person, kan en mormor OGSÅ være en bedstefar, åbenbart 🙂  Jeg hørte en engelsk pige, der kaldte sin mor for mom-dad, og det kom sig af, at da moren med skyldfølelse spurgte pigen, om ikke hun savnede en far til fx at tage på fisketure med eller lignende, svarede pigen: “Næh, jeg har jo dig”, og pigen tilføjede: “Du er begge dele for mig, en mor og en far. En mom-dad”.

—————–

Det var lidt om mine tanker om dét at være en del af en lille familie. Nu sluttede det af på en positiv måde, og det er også sådan, jeg vil se på det. Vi har jo også andre i vores familie – Onkel A, Tante P, fætre og et ægtepar på min mors alder, som godt nok ikke er beslægtede med os, men som også er lidt nogle bedsteforældre for Ella, da de fx kommer til hendes fødselsdag hvert år. Det er fantastisk!!

Har du selv oplevet at måtte skrue på dine egne erfaringer til familielivet?

Hvis du selv har lyst til at dele dine tanker om emnet, og du måske har erfaringer med reservebedsteforældre eller lignende, er du velkommen til at skrive på min e-mail: astrid.scheel.meyer@gmail. Så forfatter jeg et blogindlæg, hvor dine input kan blive taget med.

Vi er så mange forskellige typer af familier, og det vil jeg gerne sætte fokus på i den kommende tid 🙂

   

Især dé her ting lærte jeg af hende der snød mig

img_20170917_215349_543Det er efterhånden et par uger siden, at jeg skrev om “SN” – kvinden der snød mig vedr. ugyldige Legoland-billetter.

Her er en update: Hun betalte pengene tilbage! YES 🙂

MEN det var efter politianmeldelse og flere henvendelser, så det var bestemt ikke givet på forhånd, at hun ville betale tilbage. Hun var heller ikke interesseret i, at jeg skrev inde i diverse salgsgrupper på FB, at NU havde hun altså betalt tilbage, som en update på det faktum, at hun var blevet “hængt hende ud” derinde. Hun var KUN interesseret i, at opslagene blev fjernet, og i et splitsekund undrede det mig. Så kom jeg i tanker om, at hun havde snydt mindst 20 andre i diverse salgshandler, og derfor var hun jo ikke interesseret i, at andre henvendte sig for at få deres penge igen. Der var forøvrigt ingen anger fra hendes side. Hun var kun interesseret i, at jeg fjernede opslagene, så jeg tog hensyn til HENDE. Hun gjorde det klart flere gange, at det kun var med udsigten til, at jeg fjernede opslagene, at hun ville overføre pengene.

Men egentlig lærte jeg så meget af hele oplevelsen, at jeg har lyst til at dele i det her blogindlæg. Måske det kan tjene som inspiration, hvis du selv står i en lignende situation en dag.

Jeg lærte især, at jeg har ret til mine følelser – også de vrede følelser

Oplevelsen var en påmindelse om, at jeg da har ret til ALLE mine følelser. Også de vrede følelser, hvor jeg skældte hende ud i tankerne, og jeg blev vred på mig selv over, at jeg kunne falde i hendes fælde! Samtidig var det også rart at komme i kontakt med vreden, fordi jeg egentlig har gået og lukket lidt ned for vrede følelser i de sidste par år. Det er svært at forene vreden med dét at være mor. At være vred på ens partner fx, samtidig med at vi jo har skånet Ella for at se os skændes. Der har ikke været plads til vreden, men SN fik den aktiveret igen, og jeg fik en masse energi af det! Nå ja, vi får jo energi af at udleve alle følelser og ikke holde diverse følelser nede… God påmindelse! Siden hen har jeg faktisk generelt fået mere energi, fordi jeg øver mig i at give plads til følelser, uanset hvor uvelkomne jeg synes de er fra en intellektuel vinkel.

Jeg lærte også, at dét at blive snydt er lidt af et tabu, ikke sandt?

Hvor mange snakker lige højt om, at de er blevet snydt…? Ikke mange, vel? Der er jo nok mange, der holder det for sig selv, så jeg begyndte også at tænke i tabuer, og hvorfor jeg skulle føle mig for naiv, når det i virkeligheden handlede om, at jeg havde en SUND indstilling til tingene – nemlig tillid til mine medmennesker. Så næste gang du måske holder det for sig selv, at du er blevet snydt, så tal højt om det til dine venner og familie og sig, at du havde tillid til vedkommende, og at du dermed var udsat for en krænker. Det er ikke din skyld!

Ydermere lærte jeg, at forventningens glæde kan ingen tage fra én

Som jeg skrev om i blogindlægget med SN, som jeg tidligere linkede til her i dette blogindlæg, lykkedes det mig at være glad i Legoland på trods af, at jeg lige var blevet snydt. Jeg tog ansvar for min egen lykke, og det er godt at huske på i det daglige. Begejstring fyldte meget, på trods af den noget slukørede entré 😉 Ergo betød det ikke noget, hvad der lige var sket. Begejstringen skulle ingen tage fra os! 😉

Med tankerne om at tage i Legoland vidste jeg godt, at jeg ville blive som et lille barn, der er blevet sluppet løs i en slikbutik – ganske enkelt begejstret! En del af dét at blive mor for 3 år siden var også at tænke på alle de oplevelser, vi skulle have sammen. “SÅ skal vi i Legoland”, tænkte legebarnet i mig.

3 år senere var Ella også meget begejstret for Legoland, allerede på forhånd, da jeg viste hende billeder af stedet via en Google-søgning. “Sikke en masse legetøj”, sagde hun og hendes øjne lyste op, da hun så et billede af børne-flyvemaskiner, som jeg tænkte, vi skulle op i.

DET VAR LYKKEN! Og at vi så blev snydt, var et faktum, der ikke kunne tage præcis de minder fra mig. Minderne om Ellas begejstrede øjne og mig der nærmest talte timer ned til, at vi skulle afsted (ja, det er sådan noget jeg er begyndt på efter, at jeg er blevet MOR). Jeg havde glemt, hvor dejligt det er at glæde sig til noget, og jeg tror at vi skal have flere traditioner i familien. Traditioner, vi kan se frem til. Dét lærte jeg også.

Taknemmeligheden blev også forstørret

Forventningens glæde kombineret med den glæde vi havde, da vi var der, fyldte mig med taknemmelighed. Tænk at kunne give sit barn sådanne stunder… Og sig selv 😉 Det var jo selvfølgelig i småtingsafdelingen at blive snydt for 500 kr, men samtidig er ethvert problem jo et problem, uanset om andre har det værre. Da følelserne var kommet på afstand kunne jeg mærke taknemmeligheden over, at det bare var dét, vi havde som problem. Tilmed var jeg også taknemmelig over dét spørgsmål, jeg igen og igen stillede mig selv, og som for hver gang bragte mig nye refleksioner over emnet: “Hvad er det for et menneske, der gør sådan noget?” Jeg ville slet ikke have gransket mit sind så meget, hvis det ikke var for denne oplevelse, og en tidligere oplevelse med snyd fik også flere nuancer.

“Man skal lære hele livet”, er vist mit yndlingsudtryk, og dét man ikke lærer første gang, lærer man måske anden gang. Første gang jeg oplevede snyd, bebrejdede jeg mig det on and off i mindst et år. Denne gang tog det noget nær 30 minutter at få selvbebrejdelserne ud af hovedet. Det er da også et fremskridt, der er værd at være taknemmelig for.

Det sværeste ved at være mor til et småbarn

Det sværeste ved at være mor til et småbarn er umiddelbart tanken om, at fundamentet for et lykkeligt liv bliver dannet i barndommen (se fx denne artikel), og at jeg som mor ikke kan undgå, at hun kommer i situationer, hvor der sikkert bliver stillet for høje krav til hende – det er jo konkurrencesamfundet, som vi er en del af. Det er hårdt at læse artikler om 18-årige, der har angst, stress og depressioner, og man som mor tænker: “Bliver småbørn presset for hårdt i dag, så de vokser op, og som 18-årige er fuldstændigt udbrændte grundet alle kravene i barndommen og ungdommen?”

Men når det er sagt, må jeg også som mor tage ansvar, ansvar, ansvar for, at det ikke sker for Ella. At hun ikke bliver presset for meget,. Kæmpe for, at hun bliver mødt som dén hun er, og med passende krav. Vi bruger meget tid på at hygge og grine herhjemme, og jeg tænker på det som en ventil mod de høje forventninger, der kan være andre steder. Mit fokus skal selvfølgelig kun i begrænset omgang være på de “andre steder”. Jeg kan fokusere på at skabe et godt hjem for Ella, og mor er jo den vigtigste 😉 Sammen med far, selvfølgelig. Det er os, der som hendes primære omsorgspersoner viser hende, at hendes oplevelser af verden betyder noget, og at hun ser rigtigt! Det er det vigtigste, jeg vil give hende med på vejen. Hun skal ikke føle sig forkert – det skal ingen! Når hun oplever noget negativt, skal hun vide, at der måske ikke er noget at gøre ved det her og nu, men at hendes oplevelser er rigtige.

Den anden dag snakkede vi om, at en ældre pige havde krammet hende, og Ella kiggede på mig med store, bekymrede øjne og sagde: “Men Ella kunne ikke lide det”. Jeg svarede, at “det var helt okay, at det blev for meget for Ella. Pigen var bare så glad for Ella, og ville gerne kramme”. For at skabe flere nuancer til, hvad der var sket, ville jeg lege lidt med hende, og forklare hende på et børneniveau, hvordan pigens intention havde været så fin, og hun slet ikke tænkte på, at Ella blev lige overvældet nok. Jeg fik en idé til, hvordan jeg rent visuelt kunne forklare hende det. Hun er nemlig meget interesseret i hænder og den der fingersang med: “Pegefinger, pegefinger, hvor er du..” osv… Så jeg sagde til Ella, at nu legede vi, at min pegefinger var Ella, og så kunne langefingeren være den store pige. Straks fangede jeg hendes opmærksomhed, som jeg lavede det her lille “dukkespil” ved hjælp af fingrene.

Den store pige krammede Ella, men Ella bakkede tilbage og tænkte: “Neeej, tak..” Med pegefingeren, der var “Ella”, lavede jeg et lille buk, så hun fornemmede denne følelse af at ville dukke sig.

“Pigen var bare så begejstret for Ella”, tilføjede jeg. Bagefter skiftede jeg rollerne ud, så Ella var den store pige, der gerne ville kramme en lille dreng. I fortællingen ville Ella også gerne sige “Hej!” til drengen, og hun sagde det meget højt og tydeligt til ham, men fordi drengen var så lille, og han hviskede bare “Hej”. Ella kunne næsten ikke høre det, så hun troede at drengen ikke ville sige “Hej”, Hun prøvede igen, og drengen hviskede igen “Hej”. Ella var nu så glad for drengen, at hun ville kramme ham. Hun kraaammmede ham, men han bakkede og hviskede: “Neeeeej, tak..”

På det her tidspunkt grinte Ella. Hun var helt opslugt af min lille fortælling, og jeg kunne se, at hun faktisk forstod det på den måde, jeg opstillede det. Der var ikke noget galt med hverken hende, den store pige eller den lille dreng. Vi har bare forskellige måder at udtrykke os på – og forskellige grænser, alt efter alder fx.

Så det sværeste ved at være mor til et småbarn er angsten for at hun bliver misforstået, misforstår andre – og deraf konflikter, og at hun bliver mødt af for høje krav, når hun egentlig synes, at hun gør sit bedste og også bare gerne vil være Ella med alt, hvad det indebærer. “Jeg er bare Ella”, siger hun mange gange ugentligt, men når man lever i et konkurrencesamfund, er end ikke dét at være sig selv altid godt nok. Det sværeste er tanken om, at hun måske kommer til at føle sig forkert, men jeg må tage et skridt ad gangen og sørge for, at hun ikke følte sig forkert lige præcis i dag. Så tager vi en dag igen i morgen 🙂

Det kunne være rart med flere åndehuller i hverdagen, hvor vi bare kunne “være”, i stedet for at præstere. Nyde nuet, i stedet for at leve i fremtiden. Grine og fjolle lidt mere i hverdagen, i stedet for at finde på flere ting, vi bør kunne og bruge vores tid på. Latter og humor kurerer mange ting!

Nu er mine tanker blevet formuleret, og måske andre kan nikke genkendende til de her bekymringer? Når vi har set det i øjnene, er det bedre at gå videre og sige: “Vi tager lige en dag, hvor vi nægter at lade os styre af for mange krav. I dag vælger vi det lette, sjove og behagelige. Vi vælger at tro på, at alle gør deres bedste, og vi kan også vende energien, således at andre bliver inspirerede af vores tilgang. Hvis vi siger pyt og griner og smiler lidt mere, følger flere trop” 🙂

 

Hvis du kunne lide det her blogindlæg eller et andet blogindlæg her på bloggen, er du meget velkommen til at komme med feedback på: astrid.scheel.meyer@gmail.com. Du kan selvfølgelig også skrive en kommentar nedenfor – det bliver jeg altid rigtig glad for! Og endelig er du meget velkommen til at dele blogindlæg, som satte tanker i gang eller fik smilet frem på en regnfuld dag. 🙂

Tak, fordi du læser med!

   

Livet fra en knap 3-årigs perspektiv #hvadbørnsiger

received_1901142129912523Farvel og tak

I søndags var vi sammen med mormor til et udendørsarrangement her i Middelfart. “Naturens Dag”, som arrangementet hed havde bl.a. en lille stand med klovne med røde næser. Ella gik hen til en dreng, der havde klovnenæse på og spurgte, om hun måtte prøve den. Det måtte hun godt. Først tog hun den selv på næsen, og så vendte hun sig mod mormor, da hun gerne ville give mormor den på. Det havde de lidt sjov med. Derefter vendte hun sig atter mod drengen, gav ham klovnenæsen på og sagde: “Farvel og tak”, og så gik hun videre som det mest naturlige i verden.

Familiehygge 

Søndag aften, da vi kom hjem fra mormor, havde det været en god og lang dag. Ellas små fætre havde også været på besøg, og vi havde derfor sørget for masser af leg og udendørsaktiviteter.

Da Ella så ligger i min favn om aftenen kl. 21.35, og ser ret træt ud, ved jeg godt, at hvis hun falder i søvn “allerede” ved denne tid, vågner hun omkring midnat og er frisk som en havørn, så jeg siger:

“Ej, du skal da ikke sove nu.”

Hun kigger på mig med udtryksløse øjne, og svarer:

“Det har været sådan en lang dag”

Hun krammer sig indtil mig, og jeg svarer: “Nårhhh, ja.. Det var så hyggeligt..”, men jeg bekymrer mig samtidig om, at Ella måske allerede nu savner sine højtelskede fætre, og efter en måned med forskellige udfordringer, tilføjer jeg det mest pædagogiske, der længe er kommet over mine læber: “Mor er her…..” <3

Ella kigger på mig med store øjne og et taknemmeligt smil, og svarer: “Det er dejligt at være hjemme…”

“Nå, du er dejlig. Mor elsker Ella”, svarer jeg

Ella kigger på mig og svarer på samme pædagogiske måde, som jeg lagde ud med:

“Ella er her….”

 

Den lille søde papegøje har godt nok hørt efter i timen 🙂

 

Sensommer- og efterårstanker om livet som mor

img_20170823_155405_604Nu er jeg tilbage på bloggen, og de faste læsere ved heldigvis, at jeg altid vender tilbage 😉 Det her blogindlæg vil handle lidt om livet som mor til et børnehavebarn. En helt ny verden, jo! 🙂

Børnehavestart

Vi har haft en lidt hård måned, da Ella ikke rigtig faldt til i sin børnehave, så vi fik heldigvis tilbudt en anden meget kort tid efter, dvs. kun en måned efter. Hun er en sensitiv lille én, og jeg tror bl.a. at vi gik for hurtigt frem, så nu får vi en ny start et nyt sted, hvilket umiddelbart virker som det rigtige. Ella kan virke meget tryg på overfladen, og det tror jeg, at jeg har lært til en anden gang, at hun ofte prøver at være “stærkere”, end hun egentlig er. Hun var ikke helt tryg det gamle sted, og selvom de meget gerne ville hjælpe os, følte jeg bare at en ny start et andet sted, var det bedste. Det har været en måned med megen koordinering, således at fx farmand kunne komme mere på banen i forhold til at hente tidligt – eller endda tage hende hele dage, så moren kunne arbejde. På den måde har det været rart at opleve, hvordan et forældresamarbejde også kan fungere – nemlig helt gnidningsfrit, med fokus på barnet, og at jeg har fået den hjælp, jeg har haft brug for.

I forhold til børnehavestarten har jeg lært noget nyt om, hvordan Ellas følsomhed kommer til udtryk. Hun er fx ret bevidst om, at hun er lille i forhold til nogle af de andre børn (da hun jo klart nok er én af de yngste). “Ella er alt for lille”, kan hun finde på at sige. Hun kan også undre sig over, hvorfor hun ikke er med på et fællesbillede af børnene i en børnehave, hvilket jeg så måtte forklare hende i dag, at det var jo før, hun startede i børnehaven, så snart ville hun jo også være på! Hun kan virke stor i slaget indimellem, men hun tænker over alt, og følsomheden kan vise sig på mange forskellige måder. Nogle børn sætter sig stille og græder, hvorimod Ella kan råbe: “Stop så allesammen. Nu er det nok!”, hvilket slet ikke er en måde som hverken hendes far eller mor taler 😉 Men hun kan i hvert fald bedst udtrykke de mange indtryk og sin følsomhed på denne måde. Det er så lidt nemmere at få sympati med et barn, der græder end én der råber. Ikke at jeg har oplevet negative reaktioner endnu, men jeg er bevidst om, at jeg skal være opmærksom på – og rumme denne markante side af hendes personlighed; at hun viser sin følsomhed og utryghed på en bombastisk måde 😉

Hun fortalte allerede efter allerførste dag i det nye sted, at hun gerne ville i børnehave den næste dag. Det var virkelig helt fantastisk at høre hende sige det. I går var hun også samarbejdsvillig og sad i klapvognen og sagde glad, at hun skulle i børnehave, og hun nævnte navnet på børnehaven. Her på tredjedagen snakkede hun om, at hun gerne ville lege med “Peter” fra børnehaven. Det er utroligt så stor forskel, der kan være fra det ene sted til det andet. Det har været en svær beslutning, for det er jo aldrig rart at sige farvel til søde pædagoger og en fantastisk leder, som egentlig så en glad pige meget af tiden. Hun legede også fint, når jeg kom og hentede hende. Det var bare en anden Ella, jeg så, for ikke at snakke om vores morgener, som var den rene kamp. Morgener var fyldt med bestikkelse med især skumfiduser, hvilket ikke ligner mig. Hun ville altid gerne i dagpleje, og vi kan sagtens tage os god tid om morgenen, men det her var jo lange seancer, hvor jeg ikke anede mine levende råd.

Jeg tror, jeg indså vores glidebane med bestikkelse, da jeg en morgen sagde til Ella: “Vil du have en skumfidus?”, og hun helt cool svarede: “Ja, en skumfidus med chokolade og en slikkepind med is”. Hmm, der skulle åbenbart flere forsyninger til 🙂

Der er jo meget forskel på børnehaver, og jeg havde fra starten tænkt, at hun ville trives i en børnehave, hvor de vægter udelivet meget. Det gør de i endnu højere grad end i den gamle, og selvom nærmest alle børnehaver er meget ude, er det en del af deres identitet i den nye. Ella elsker at plaske i vandpytter og have højt til loftet, når hun begejstret fjoller omkring og råber op, at der er edderkopper overalt 😉

Jeg er så lettet over, at de her to dage i den nye børnehave er gået så godt. Nu tager moren lidt ekstra fri for at gøre hende helt tryg det nye sted, og så håber jeg, at jeg snart kan få normale arbejdsuger igen – og igen have tid til at opdatere bloggen. Det har jeg også savnet!

Så nu er det tilbage til hverdagen med arbejde og en “ny hverdag” som mor til et børnehavebarn, der på den første dag i den nye børnehave blev spurgt af en lille pige, om Ella gerne måtte komme med hende hjem og lege? Hun forvekslede hende godt nok med en anden Ella – der er jo så mange, Ella’er, men det var da rart at blive budt sådan velkommen 🙂 Nu kommer der sikkert legeaftaler i den kommende tid, fritidsaktiviteter kommer til, flere præferencer ang. tøj, legetøj, mad osv. Det er noget af en omvæltning for måske især moren, der egentlig godt kunne lide at aflevere mit barn i dagplejen og se, hvordan Ella gav dagplejemor et stort kram, for derefter at forsvinde ind på legeværelset, fyldt med selvtillid. Lige nu er det til tider “lidt for spændende” med den nye børnehaveverden – både for moren og barnet 😉 Men Ella startede andendagen ud med at ae en pædagog på kinden, hvilket plejer at være Ellas måde at vise, at stedet er mere end godkendt. Jeg er også vild med stedet allerede, så det skal nok blive godt.

“Melissa fik mig igennem en svær tid” #SPdergørenforskel

img_20170905_154204_508

Ella – ca. 2 måneder gammel

Sundhedsplejersker der gør en forskel
For en uges tid siden skrev jeg et blogindlæg om den sundhedsplejerske, jeg for 3 år siden fik tildelt som nybagt mor. En SP, som jeg jævnligt har sendt en tanke, fordi hun gjorde en forskel. Jeg opfordrede andre kvinder til at sende deres historie til mig om en sundhedsplejerske, der gjorde en forskel.
Jeg fik tilsendt nedenstående historie, og tusind tak til dig, der delte din historie med mig! Historien handler om sårbarhed og MOD. Det kræver mod at fortælle sin sundhedsplejerske ærligt om, hvad der rører sig i én. Det er svært for de fleste at blive forældre, men hvis parforholdet halter, bliver alting endnu sværere. Fortællingen viser, hvor vigtigt det er med en SP, der er god til at “læse én”, som er omsorgsfuld og ikke er bange for at snakke åbent om tingene.
Jeg bringer her hendes historie –  med opdigtede navne.
Katrines historie….
I august 2015 blev jeg gravid med min søn Valdemar. Valdemars far og jeg havde i et stykke tid arbejdet på at jeg skulle være gravid.
Jeg oplevede dog at der kom skår i vores parforhold og havde egentlig tænkt at vi skulle sætte “projekt baby” på pause, så vi kunne fikse os først. Skæbnen ville dog at jeg blev gravid.
I løbet af min graviditet gik jeg fra min søns far og boede hos mine forældre for en periode.
Vi bestemte os for at prøve igen. Der var flere gange under graviditeten hvor jeg følte mig meget alene og min søns far havde lige pludselig rigtig svært ved at skulle være far. Men jeg holdt fast i drømmen om “kernefamilien”.
Valdemar bliver født i april og lykken er kæmpe!
To dage efter fødslen kommer vi hjem, og den første sundhedsplejerske kommer forbi for at se hvordan amningen går. På det tidspunkt føler jeg selv at det kører og sundhedsplejersken lader til at være “tilfreds”. I min kommune kommer der en tilfældig sundhedsplejerske forbi ved første besøg, så hende der var der første dag er ikke den sundhedsplejerske som vi bliver tildelt.  Tre dage efter begynder amningen at drille og jeg ringer til sundhedsplejerskernes kontor og min faste sundhedsplejerske kommer på besøg. Jeg kan allerede mærke der, at kemien slet ikke er der. Hun vejleder mig i amning, men jeg kan slet ikke få hendes råd til at lykkes.
Jeg kæmper i ti dage med amning og opgiver derefter. Jeg føler mig som verdens største fiasko.
Derudover kan min søns far slet ikke rumme vores søn og slet ikke når han græder. Jeg bliver mere og mere ulykkelig og selvom min faste sundhedsplejerske prøver at hjælpe mig, er jeg hele tiden ked af det.
Da Valdemar er tre måneder skal både jeg og min søns far screenes for efterfødselsreaktioner. Min faste sundhedsplejerske er blevet sygemeldt så derfor kommer der en anden.
Den nye sundhedsplejerske, Melissa, bliver min redning. Både min søns far og jeg får en rigtig dårlig score på efterfødselsreaktions screeningen. Melissa kigger alvorligt på os, og siger at vi skal have hjælp. To dage efter kommer hun igen sammen med en psykolog som er knyttet til sundhedsplejerskernes kontor. Han beslutter sig for at hjælpe min søns far ved at tilbyde ham samtaler og tilbyde os parsamtaler i hjemmet.
Det går dårligere og dårligere mellem min søns far og jeg og jeg beslutter at vi ikke skal bo sammen mere. Min sundhedsplejerske kommer på besøg hver uge, og hun støtter mig. Fortæller mig at jeg gør alt rigtigt, at jeg er en god mor som læser mit barn til UG.
Melissa kommer forbi meget oftere end sundhedsplejersker normalt gør, og hun formår virkelig at støtte mig i den svære tid.
Da Valdemar er 8 mdr kommer Melissa på sit sidste besøg. Jeg tænker på hende så tit. Jeg var ikke det sted jeg er i dag hvis ikke Melissa var kommet ind i vores liv, det tror jeg virkelig ikke.
   

Trods dårlig start med en svindler, havde vi en god dag i Legoland!

img_20170829_111709_159

I fredags var vi i Legoland, og vi havde en fantatisk tur. En helt fantastisk tur på trods af en (måske kvindelig) svindler, som vi kan kalde ‘SN’…

‘SN’ snød mig, så det kunne mærkes. Hun havde solgt Legobilletter til mig, der var ugyldige. Det ville undre mig meget, hvis hun har det dårligt med det. Dette blogindlæg skal handle om manglen på moral og empati.

Den indledende kontakt

For ca. en måned siden solgte SN omkring 8 billetter til Legoland på Facebook, hvoraf jeg købte 2 voksenbilletter for 500 kr. Billetterne havde hun så fint “reserveret til mig”, som hun skrev som en Facebook-kommentar til sit opslag i den køb- og salgsgruppe på Facebook, hvor børnefamilier nemt ville falde for hendes salgstaktik. SN skrev noget i den her stil, som jeg i øjeblikket troede på.

Hun skrev: “Vi havde arrangeret en familietur, men af personlige omstændigheder kommer vi ikke afsted alligevel. Derfor sælger jeg de her Legoland-billetter med et afslag i prisen”

Det viste sig senere, at SN havde fået refunderet pengene for de købte online-billetter, og nu solgte dem videre. Hun er en krænker, uanset hvor meget jeg så har troet på hende. Det er hende, der har et problem med manglende moral. Hende der ikke så meget som ønskede os en god tur, hvorimod jeg takkede for handlen. Faktisk var hendes e-mail helt tom, bortset fra vedhæftningerne. Det føltes hult, og det var det åbenbart med god grund. Nu ved jeg ikke om SN er alene om at svindle. Ofte arbejder de jo sammen. Profilbilledet eksisterer ikke mere på hendes Facebookprofil. Hun har selvfølgelig blokeret mig. Jeg fik efterfølgende en anden til at kontakte hende med endnu en opfordring til at betale mig, og i første omgang skrev hun, at hun nok skulle overføre, men intet hørte jeg om, hvornår. Så i alt har hun fået 3 chancer for at bevise, at det hele var en stor fejl, eller at hun har fået en lærestreg, og aldrig gør det mere. Under den indledende kontakt skrev jeg endda som noget af det første, at jeg sagtens kunne komme forbi og hente billetterne, da jeg boede i Middelfart. Hun havde derfor skrevet på hendes profil, at hun boede i enten Middelfart, i Fredericia eller Kolding, da jeg aldrig ville tage længere væk end det, da jeg ikke har bil… Så jeg har KUN foreslået det, fordi hun boede tæt på. Så advarsel til andre mødre – hun ændrer bare sin profil efter forgodtbefindende. Hun “raserer” nok i hele Danmark.

Dog har jeg gemt hendes profilbillede og vil politianmelde hende. Hun ligner en helt almindelig kvinde på min egen alder. Med sin pagefrisure, kommunefarvede hår og fyldige, feminine læber ser hun helt moderlig ud. På et af billederne på sin profil sad hun også sammen med en lille dreng, og derfor fik jeg også et positivt indtryk af hende som et ægte familiemenneske.

Hun havde også dette citat på sin Facebookprofil:

bf3fd14627e3006e9cbda3246f5a0508

Ergo, KUNNE hun være et menneske med en høj moral eller stor portion empati, men det første jeg tænkte, da jeg så teksten var: “Hmm, tyv tror hver mand stjæler”. Ja, det var faktisk dét jeg tænkte, da jeg så citatet. Egentlig gav den tanke ikke så meget mening fra et logisk perspektiv – kun fra et intuitivt. Derfor overførte jeg penge til hende. Ikke via MobilePay, og egentlig ville jeg vente til dagen efter, men hun havde travlt. “Du kan da bare lave en straksoverførsel”, skrev hun. Hun ville sende billetterne på min e-mail, hvilket hun også gjorde. Kl. 00.45 overførte jeg penge, og det slog mig at det var et UKRISTELIGT tidspunkt! Da jeg lagde hovedet på hovedpuden tænkte jeg: “Astrid, du er nok blevet snydt!”. Det tog lidt tid, inden jeg faldt i søvn, for jeg havde brudt den regel, som jeg altid bærer med mig: “Hvis folk skynder på dig, så STOP OP! Lad vær’ med at stole på dem, hvis penge er indblandet”. Nå, nu var pengene overført, og skuffet over mig selv, måtte jeg bare krydse fingre for, at billetterne var gyldige! Med tiden glemte jeg mere og mere tvivlen, og jeg glædede mig til at komme afsted med Ella og mormor.

Lille Ella på knap 3 år ville være gratis at tage med i Legoland, så det var et godt tidspunkt at tage dertil. Jeg ville også gerne invitere mormor med, som har hjulpet og støttet os ufatteligt meget i de sidste par år. Hun er verdens bedste mormor, og vi klynger os til hende, fordi hun har så meget empati, at det kan tælle for en lille landsby, og det har vi alle jo brug for i en verden, der indimellem er så grum, at man end ikke har lyst til at tænke på Legoland-billetter. Men den aften hvor jeg købte billetterne, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at vi da skulle have billetter! Billetter til et lille eventyr i hverdagen.

Da sandheden gik op for mig i Legoland, blev jeg selvfølgelig vred og så skuffet, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. Ja, sådan går det når denne oplevelse samtidig ripper op i et gammelt traume for 7 år siden, hvor jeg blev snydt for et meget større beløb, og på en rigtig ubehagelig måde. Det hører fortiden til, men min krop reagerer altså stadig indimellem. Som mor var der kun ét at gøre. Det var at tørre øjnene og komme videre. Nyde Legoland og alle de skønne oplevelser med min datter og verdens bedste mormor.

Nu havde SN jo kun snydt mig for nogle hundrede kroner, men hun har jo også snydt andre familier… Hvordan mon de har det? Hvis du selv er blevet snydt vedr. Legobilletter eller kender nogen, så må I meget gerne kontakte mig. Jo flere, der går til politiet, jo bedre.

Der er måske 4 familier, der har stået ved indgangen til Legoland og fået samme forklaring fra billetkontrolløren: “Hun har anmodet os om at få pengene retur for de her billetter, så de er desværre ugyldige”. Udover at det giver forsinkelse på at komme ind, giver det også en forsinkelse i glæden, for så “skal man lige tage sig sammen” for en stund.

Heldigvis var Legoland så generøse, at da de hørte om svindleren, gav de ved købet af billetter et par ekstra GRATIS billetter med til endnu en tur inden sæsonen slutter. Ella tog ligefrem billetdamen i hånden, for er det ikke sådan med børn og dyr, at de kan fornemme gode mennesker på lang afstand? 😉

“Jeg er ikke hundrede på dig”, tænkte jeg for mig selv den sene aftentime, hvor jeg tjekkede SN’s Facebookprofil, og den første indskydelse skulle jeg have holdt fast i…

Tak til LEGOLAND for at være rammen om en skøn dag med bl.a. yderst venlige og servicemindede medarbejdere. Virkelig et lækkert sted, hvor Ella hyggede sig gevaldigt og sprang middagsluren over, men i stedet sov så snart hun blev sat i autostolen. Hun skulle have det hele med! 🙂

Havde I også en god sundhedsplejerske? Min SP gav mig troen tilbage

collage-1503921755125Ella bliver snart 3 år, og der er sket ufattelig meget på de 3 år. I dette blogindlæg vil jeg gå helt tilbage til den første tid som nybagt mor, og jeg vil fortælle om den sundhedsplejerske jeg havde, og hvordan hun gjorde en forskel. Lad os skrue tiden tilbage til dengang, hvor der kun var 2 måneder til Ella kom til verden.

Hjemvendt fra udlandet

Et par måneder inden fødslen vendte jeg tilbage til Danmark, efter et år i Tyrkiet. Vi overvejede at bosætte os i DK, men ikke var helt sikre, da det kom an på så meget. På det tidspunkt havde Ellas far en restaurant i Alanya, og den skulle jo passes. Jeg var derfor ret alene om det hele, hvilket egentlig passede mig fint, da der allerede under graviditeten var kommet lidt skår i vores parforholdsglæde. Det var lidt af et chok for mig, at vi kunne gå fra at være så ens, have samme værdier og snakke om alt, til at jeg følte, at der var en stor kløft imellem os. Kulturforskelle har aldrig været et problem, men det virkede til, at alt andet blev et problem. Selvom jeg stadig var smaskforelsket og virkelig ville kæmpe for det, begyndte jeg allerede dengang at tvivle på, om det var realistisk at vi (i det mindste) kunne blive sammen igennem Ellas barndom. Store tanker at gå med, og det gik selvfølgelig ud over min selvtillid og mit selvværd. Jeg var bestemt ikke så glad, som jeg havde været måneder forinden. Jeg boede hos noget familie, midlertidigt, da vi jo netop manglede at bestemme os for en fast base. Familien åbnede deres hus for os, og det var så sødt, at jeg selvfølgelig sagde ja, og vi havde mange gode stunder. Det føltes meningsfyldt at være tæt på familien og dele sorger, bekymringer og glæder med dem. Samtidig virkede det lidt for nomade-agtigt til at jeg kunne føle stolthed over den voksende mave. Skam fyldte meget i den periode. Tanker om skam delte jeg også med familien, og de var meget forstående. Men i bund og grund var jeg alene om den her “suppedas”, som jeg sad i. Det var jo slet ikke sådan, at jeg havde forestillet mig livet som snart nybagt mor. Næsten alle små piger drømmer om at blive gift med prinsen på den hvide hest, bosætte sig i et stort hus med have, Volvo i indkørslen og en barnevogn i forhaven, hvor baby kan sove til middag. Sådan var det ikke gået, og spørgsmålet var, om jeg nogensinde ville få noget der mindede om det? Jeg skulle sige farvel til den drøm om, hvordan det skulle have været, og jeg måtte øve mig i at finde glæden ved dét der er. 

Sundhedsplejersken kendte jeg allerede

Jeg fik den samme sundhedsplejerske, som nogle af de andre kvinder i min familie havde haft her på Fyn. Ja, jeg var da virkelig vendt hjem til lokalmiljøet 🙂 Sundhedsplejersken havde jeg hørt rigtig godt om, så jeg glædede mig til at have hende.

Inden vores første møde med hende, tre dage efter fødslen, rendte vi rundt og gjorde rent og lavede kaffe, hvilket er en situation, som jeg tror alle forældre kan huske fra deres første møde med sundhedsplejersken. Det var lidt som at skulle til en eksamen, selvom sundhedsplejersen selvfølgelig gjorde alt for at berolige os. Bare dét at holde et spædbarn var meget nyt for mig, så jeg var rigtig nervøs for, at hun ville tænke: “Hold da op, hun er da godt nok et nervevrag, hende der” 😉 I det hele taget var jeg nervøs for alt, hvad hun kunne tænke om os. Hvad ville hun sige til, at vi boede ved noget familie? Jeg havde ellers sådan en fin lille afdeling for mig selv – det var virkelig fornemt, og perfekt til tiden som nybagt mor. På den ene side var jeg derfor taknemmelig, og på den anden side havde jeg en række bekymringer og forventninger til, hvordan det skulle have været.

Sundhedsplejersken fremhævede mit gode blik for sagen

Jeg følte mig sårbar og usikker på det hele, hvilket mange kommende mødre sikkert gør af forskellige grunde. Det er en usikker tid for de fleste, for vi vil jo bare gerne gøre det så godt! Den garvede sundhedsplejerske, som jeg fik, var et heldigt match. Hun fremhævede altid de positive ting, uanset hvad jeg gjorde. Okay, nu gjorde jeg nok heller ikke noget der var helt forkert, men hendes mission var at “løfte alle nybagte kvinder” – det var helt tydeligt. Med hendes rolige facon satte hun sig til rette ved siden af Ella og jeg, og vi fik os en sludder om alt muligt. Der var ikke meget “sådan gør du dét og dét” over hende, men hun gjorde alt det rigtige, som en sundhedsplejerske skal. Hun gav mig troen på, at jeg var en god mor, og at jeg sagtens kunne det her. Hun gav mig troen på, at jeg havde et godt blik for dét der moderskab 🙂 Moderskabet handler jo i høj grad om at have en ro og tryghed i sig selv til at have nærvær med sit barn og  bare nyde de hyggelige stunder, der naturligt opstår, og den linje støttede hun mig i. Hun fremhævede mine ressourcer, som hun ville gøre ved en hvilken som helst anden kvinde. Hun lagde mærke til de små ting, som jeg gjorde rigtigt, vel og mærke! For hver gang, hun havde været på besøg, havde jeg “fået lidt med” i rygsækken af positive tilkendegivelser, som jeg gik og huskede på i dagligdagen som et stykke, klassisk musik der spiller i baggrunden. Hendes fokus lå på at observere samspillet mellem mor og datter, og sikre sig at jeg selvfølgelig fik svar på, hvad jeg havde af spørgsmål, men fokus var også på at give mig troen på, at hvis noget føltes rigtigt i rollen som mor – så var det det nok også… Det føltes rigtigt at have Ella liggende ved siden af mig i sengen om natten, og hun forsikrede mig om, at en mor vågner op ved det mindste pip om at baby ikke er tilpas, så jeg skulle være helt rolig.

Hvordan kunne du være så heldig?

Omkring d. 29. dec. 2014, da Ella er 2 måneder, fortalte jeg hende, at vi faktisk skulle flytte (igen), da jeg havde fundet en 3-værelses til os i Assens, hvor vi allesammen skulle bo. Jeg fortæller, at vi allerede flytter ind 1. januar. “Hvordan kunne du være så heldig?”, udbryder hun så, og jeg kigger lidt paf på hende. Heldig, mig?! Nå, det var MIG hun tænkte på. Jeg begyndte at forklare hende, hvordan jeg havde fundet det via boligportalen.dk, imens det mere og mere gik op for mig, at hun skam mente det. Hun syntes, at jeg var heldig, at vi havde fået en taglejlighed med en hyggelig kvist, der var lys og hyggelig, og med flotte trægulve, og med et fint lille børneværelse til Ella. Ja, det var måske meget godt altsammen? Jeg følte mig stolt og sikker på, at jeg godt kunne tage gode beslutninger. Der var intet galt med mig, og lykken tilkom også mig. Usikkerheden dækkede over nogle dybereliggende ting, som jeg heldigvis fik kigget på i de efterfølgende måneder. Det var min egen nysgerrighed, der satte gang i en god proces i forhold til min efterfødselsreaktion, som jeg kunne fortælle mere om, men det må blive i et andet blogindlæg. Jeg gik ikke i noget terapiforløb eller lignende, men jeg var blevet mere nysgerrig på mine følelser – både som ‘Astrid’ og som mor. Hun havde vakt noget i mit ved at se et “lys i mig”, som jeg ikke selv havde set. Hendes positive væsen og de sætninger, der bare sad knivskarpt, så jeg huskede det i lang tid fremover, var de største gevinster jeg fik med fra mine møder med hende. Hun gik på pension få dage efter, at hun så Ella til 8-måneders undersøgelse, og jeg følte mig så heldig over, at lige præcis HUN blev min sundhedsplejerske.

Havde du en god sundhedsplejerske?

Havde du også en god sundhedsplejerske? Som sagde noget, der for altid satte sig fast i din hukommelse? Som hjalp dig igennem en særligt svær tid? Hvis du havde, vil jeg gerne høre fra dig. Det er rart at få sat fokus på de menneskelige egenskaber i en sundhedsplejerskes job. Bare en enkelt sætning eller et øjeblik, hvor du føler at du bliver set som menneske og som mor, kan gøre en stor forskel.

Så vil jeg foretage et mini-interview, og så skrive det som et lille blogindlæg – efter du har godkendt 🙂 Jeg glæder mig til at høre fra dig!

Skriv gerne på: astrid.scheel.meyer@gmail.com

Verden set fra en snart 3-årigs perspektiv

received_1876131555746914Dette blogindlæg er om livet set fra en 3-årigs perspektiv.

Tidligere har jeg skrevet det her blogindlæg om perspektivet fra en 2,5-årig samt et blogindlæg om de samtaler, som Ella og moren har haft 🙂

Ella bliver snart 3 år (d. 30. oktober), og hun glæder sig allerede. Nu er moren og faren så også ret optagede af hendes fødselsdag allerede. Det er vist resultatet af kun at have ét barn, at jeg glæder mig i flere måneder på forhånd, når nu der ikke er så mange fødselsdage! 😉

Sidste år gik moren lidt amok i kagedekorationer, og først nu kan Lillepigen se, at det var en LØVE, som moren forsøgte at lave til hende.

img_20161031_113251

Hun er vældig begejstret, når vi kigger billeder, men i år fokuserer jeg på bare liiidt nemmere løsninger.

Nå, men udover at vi glæder os til hendes fødselsdag, er hun jo blevet børnehavebarn, og da jeg spurgte hende omkring 3 gange i dag, hvad de havde spist til frokost, svarede hun det samme igen og igen: “POPCORN”. Nu er det heldigt, at jeg kan tjekke på Intranettet, hvad de i virkeligheden får at spise, og hurraa for madordning! Så er jeg sikker på, at hun får ordentlig mad og ikke brokker sig over mors mad, som da vi fx spiste tofu, som jeg skrev om i dette blogindlæg…

Hver eneste dag spørger jeg mig selv: “Er mit barn kræsent?”, og jeg får ikke noget svar. Når det kommer til mad, er det svært at droppe sammenligningerne med andre børn. Alle frygter jo et kræsent barn, og jeg må trøste mig med, at hvis jeg fx giver Ella en pære i hånden, er der som regel kun så lidt tilbage….

_20170511_102141

En pære spiser hun da bare, rub og stub…

Som de fleste småbørn er maden mest interessant, hvis hun kan lege med det.

Hun elsker fx at “banke æg”, som hun siger, når der skal slås æg ud på panden eller til bagværk. Så tager hun som regel et par ekstra æg i hånden, selvom moren har sagt, hvor mange hun skal bruge. Men når hun så overgiver sig, lægger hun forsigtigt æggene tilbage i æggebakken, så de ligger på langsiden og “kan sove”. “SÅ, nu kan æggene sove”, siger hun omsorgsfuldt og lægger dem til rette i æggebakken, inden de kommer ind i køleskabet.

Appetitten fejler heller ikke noget, når vi er på gåture eller ude i mormors kolonihave. En dag blev hun passet af mormor ude i kolonihaven, og hun smagte hindbær, ærter og hvad der ellers var i haven. Efterhånden var der ikke mere at tage af, og Ella blev efterhånden lidt utålmodig og ville gerne hjem. Hun var træt af at være i haven, og da hun gik hen imod mormor og endnu engang beklagede sig, måtte mormor lige tænke lidt, imens hun overvejede, hvad de kunne finde på. Ella kunne vist læse mormors tanker, for i hvert fald kiggede hun op på mormor med sine søde, brune øjne og sagde: “Men mormor, jeg kan jo ikke spise blomster..”

Og når moren så fortæller Ella om de forskellige blomster og fx siger: “Se Ella, det er en tulipan”, bliver jeg rettet, og hun svarer: “Nej mor, det er bare en blomst” 🙂

Ella ved godt, hvad hun vil og hvad hendes rettigheder er. Hun giver mig ren besked, hvis ikke hun synes jeg er fair. “Mor, du skal være sød ved Ella”, siger hun så med løftet pegefinger. Nu har jeg så også sagt det i forbindelse med de gange, hvor jeg har sagt undskyld for fx at komme til at træde hende over tæerne, skubbe til hende eller andet, der indimellem sker i hverdagens travlhed. Så har jeg altid undskyldt og fx sagt som forklaring: “Det må du undskylde. Det var ikke meningen. Mor skal være sød ved Ella. Mor havde bare ikke set dig”.

Nu siger hun det så selv! 🙂

Den anden dag var vi på vej hjem fra biblioteket, og vi gik ned igennem gågaden, men jeg begyndte at blive lidt nervøs for, om hun godt kunne gå ved siden af mig, uden at vi holdt i hånden. Hun virkede til at have meget krudt, der skulle brændes af. Jeg sagde så til hende, at jeg var nervøs for, at hun rendte ud på vejen, og hvis ikke hun ville holde mor i hånden, måtte hun komme op i klapvognen. Hun var ikke interesseret i at holde i hånden, så jeg besluttede mig for klapvognen, og løftede hende op i klapvognen, egentlig uden synderlige protester. Det var nemt. Men så mente hun åbenbart alligevel, at det ikke var godt nok, hvad hun var udsat for 😉 Hun rettede ryggen og skød hagen op i vejret, som var hun en forurettet fin dame fra Victoria-tiden og så kiggede hun sig omkring, imens hun råbte: “HJÆLP… Jeg har brug for hjælp! Ella sidder fast i klapvognen..”

Så måtte moren berolige hende med, at alting var okay. Hun sad ikke fast, og nu skulle vi bare have en dejlig gåtur hjem til matriklen, og helst uden flere blikke 😉

   

Bekymrer du dig unødigt, når du egentligt burde være glad?

dsc_3767Kender du til pludselig at ligge søvnløs, når du egentlig synes, at livet går meget godt? Kender du til at tankerne kører i ring, fordi du har set en eller anden overskrift på et magasin/en avis, som satte gang i en negativ tankestrøm, og du ikke kan slippe bekymringerne igen? Det er lige præcis sådan, jeg har haft det i et par uger nu, on and off, og jeg besluttede mig for at undersøge det nærmere. Måske kan du nikke genkendende til noget af det? Her kommer IKKE 10 råd til at droppe bekymringerne, men i stedet får du et lille indblik i, hvordan jeg takler følelsen af sårbarhed, skam og sort/hvid-tænkning.

Det er blevet hverdag ovenpå forandringerne – MEN bekymringerne banker på

Det er blevet hverdag efter forandringerne i forbindelse med flytningen og separationen, som jeg skrev om her. Samarbejdet fungerer, synes jeg. Vi har rutiner, kommunikerer omkring Ella og planlægger frem i tiden – fx ser vi begge frem til hendes fødselsdag og tænker allerede på, hvilke gaver vi skal give hende.

Ella trives, og det her blogindlæg, som jeg skrev om ’savn’ for nogle måneder siden, virker langt væk nu. Det er blevet hverdag. En hverdag, som jeg på mange måder er meget tilfreds med. Men minsandten om ikke moren er begyndt at bekymre sig unødigt om alt muligt! Det er da strengt, at bekymringerne skulle dukke op nu! At bekymre sig unødigt kunne ligne mig for 3-4 år siden, men jeg troede efterhånden, at unødige bekymringer var lagt på hylden, én gang for alle. Jeg troede, at jeg havde regnet den ud… 🙂 Men sårbarheden dukker op, når man mindst venter det – og altid er der noget nyt at lære om livets sprækker.

Bekymringer der kører i ring

Jeg er i de her dage gået på opdagelse i forhold til at finde ud af, hvorfor jeg pludselig bekymrer mig mere, end jeg plejer, og at bekymringerne kører i ring. Netop dét at bekymringerne kører i ring, er det mest ærgerlige. Jeg er en type, der tænker meget over tingene, og fred være med det, men bekymringerne må gerne smutte hurtigt igen!

Hvorfor dukker bekymringerne op, når vi har sejret?

I de her dage læser jeg bogen: “Glem hvad andre tænker” af den amerikanske professor og skam-forsker Brené Brown. Den har gjort mig klogere på, hvorfor bekymringerne mon er dukket op nu, hvor jeg synes, at livet går bedre. Det kan vel godt betegnes som en form for moderne sejr, når et skilsmissepar kan fokusere på barnets behov, og acceptere at livet gik en anden vej end forventet. Okay, måske er vi der ikke 100 %, men det går i den rigtige retning. Det føles som en stor lettelse, og derfor har jeg anset det som lidt af en sejr. Jeg havde ikke forventet, at det var NU, at jeg pludselig begynder at spekulere på den ene og den anden detalje, som ikke ville have rørt mig for et halvt år siden. Her har jeg dykket ned i “Glem hvad andre tænker” for at finde ud af, hvad der er på spil.

Vi skal jo ikke bare tage en ny rustning på… 

Brené Brown beskæftiger sig som sagt med sårbarhed, og skriver bl.a., at hendes undersøgelser har vist, at folk indimellem tager så meget afstand til sårbarheden, at de reagerer med at være enten et offer eller en viking. En viking er ifølge Brené Brown én, som udøver magt over tingene, bevarer kontrollen og aldrig viser sårbarhed – til forskel fra offeret, der bliver set på, som lidt af et skvat. En person, der bliver udnyttet eller ikke kan tage vare på sig selv.

Dette viking-eller-offer-verdensbillede gør ikke lykkelig. Det er en sort/hvid-tænkning, fyldt med frygt (bekymringer). De her skarpt adskilte grupper opstår, når vi ikke kigger på nuancerne i livet. Det opstår fx, hvis vi via sproget fastholder et billede af os selv og hinanden som enten succeser – eller fiaskoer. Ofte opererer vi som samfund med begreberne: Vinder/taber, stærk/svag, succes/fiasko m.m. Og i ovenstående eksempel fra mit eget liv havde jeg vel set på min egen “sejr” som noget, der kunne gøre mig endnu stærkere og ubekymret i en vis fart. Efter en tid med “nederlag” skulle det bare gå godt! På med rustningen… 

Men vi skal ikke påføre os en ny rustning, men acceptere sårbarheden.

Medierne bombarderer os med, at vi skal være stærke!

Da jeg læste kapitlet i bogen kom jeg til at tænke på, hvor meget vi bombarderes med i medierne om, at vi konstant skal være STÆRKE og i sidste ende udødelige. Fx begyndte en masse bekymringer for mit eget vedkommende, da jeg i går var ude at handle, og jeg så forsiden på en tabloid-avis med en overskrift, der satte gang i bekymringerne.

Overskriften var et eller andet sundhedsbudskab à la: “Undgå skavanker og udsæt døden”. Jeg begyndte straks at bekymre mig om ALT. Om sygdom og død – og hvad skulle der så blive af stakkels Ella? Ja, det er jo de kære børn, der volder os forældre flest bekymringer. Denne avis vidste udmærket, hvilke knapper der skulle skrues på i forhold til at få flere læsere.

“Lad mig komme væk fra smerten og hen imod succes. Lad mig blive sund og sejre!”, kunne man næsten høre læserne juble.

Jeg blev bevidst om, hvorfor jeg selvfølgelig var begyndt at bekymre mig mere… Jeg havde glemt at betragte sårbarheden som en del af livet, og ikke som noget jeg skulle væk fra. Faktisk skulle jeg gøre meget af det, som jeg ikke havde lyst til. Min umiddelbare lyst var selvfølgelig at købe avisen – og dermed gå med på illusionen om, at der er noget uden for mig, der kan fjerne smerten og beskytte mig. Men jeg gjorde selvfølgelig det modsatte. Jeg fandt “tilbage til mig selv”, vendte tilbage til nuet, og hentede dermed styrke som et bevidst valg, i stedet for fx at købe en avis med nogle bud på et quick-fix.

Et offer, en viking eller noget midt imellem?

For at undgå bekymringerne kan vi huske os selv på at favne alle følelser – også de negative. Således kan vi være til stede i nuet, uden straks at gøre os bekymringer om fremtidige skavanker fx. Skavanker kan man jo altid bekymre sig om!

Hvad lærte vores forældre os?

Det er slet ikke så tosset, når vores forældre altid fortalte os som børn: “Tag en dyb indånding. Det skal nok gå altsammen”. På den simple måde minder vi os selv om, at meget af det, som vi kæmper med, er fælles for alle mennesker. Bekymringerne var de samme i 1967 eller 1987, og avisen hed bare noget andet.

Husk at sunde dig!

Efter et traume eller en stor livsforandring skal vi også lige have tid til at sunde os, fortæller vi ofte hinanden, og i denne proces er det netop meningen, at vi skal føle os stærke – ikke på grund af en tyk rustning, men på grund af en god kontakt til sårbarheden, og dermed evnen til at skabe endnu større forbundethed med andre. Så får tankemyldret ikke den samme magt, og det er lettere at nyde hverdagen.

Jeg håber, at dette blogindlæg inspirerede jer til at undersøge jeres egne bekymringer. Hvornår dukker de op? Og hvad siger det om det samfund vi er en del af? Eller hvad du lige har oplevet i dit eget liv?

Børnehavestart og morens bekymringer

 img_20170728_192528_610En stor dag var det, da Ella begyndte i børnehave d. 1. august….

Der var flere ting, som jeg havde bekymret mig om, men som IKKE skete, imens der var andre ting, der skete, men som jeg ikke havde bekymret mig om. Ubehaget ved uforudsigeligheden er vel også en del af pakken, når vi mødre sender vores børn afsted i børnehave? Så må vi satse på, at de får det godt 🙂

Jeg skulle se min sårbarhed i øjnene

I bund og grund var jeg nok bare bange for specielt ÉN ting.. At både hun og jeg skulle blive skuffet over stedet. Skuffelse, det er én af de værste følelser… Åh, hvor jeg hader skuffelse.

Men uden skuffelse – heller ingen begejstring. Vi kan jo ikke udvælge følelser efter behov. Så jeg måtte til det. Jeg måtte se min sårbarhed i øjnene. Følelsen af, at NU var der noget på spil. NU kunne jeg blive vred over forholdene eller vildt glad! Eller føle en masse andre følelser…

SÅ jeg registrerede, at det var sårbart for mig som mor, at Ella skulle begynde i børnehave. Ella vidste jo ikke, hvad der skulle ske. Ikke rigtigt, i hvert fald, selvom vi havde talt lidt om det. Hun sagde, at “det var dér alle de farlige børn gik!” Aha… Det var sådan hun italesatte sin sårbarhed. Der er også meget på spil for en knap 3-årig, der har været vant til en del babyer i dagpleje-miljøet 🙂

Hun skulle ikke opleve det samme som jeg oplevede…

Sårbarheden hang også sammen med, at jeg ikke ønskede, at hun skulle opleve nogle af de ting, som jeg oplevede som barn, da jeg gik i børnehave. Jeg havde da en del gode venner, så alt i alt led jeg ingen nød! Meeeen det var ikke den bedste børnehave i byen, jeg var havnet i…

Det var en børnehave, hvor én af pædagogerne kunne finde på at sætte mig ud i gangen, hvis jeg brokkede mig eller savnede min mor. En børnehave, hvor jeg husker at lige præcis dén pædagog sagde forskellige negative ting til os børn, hvis hun var irriteret på os: “Skulle du spørge fra nogen?”, “Du er da en rigtig SpørgeJørgen” og andre, og mere nedladende sætninger, jeg lykkeligvis har glemt.

Det var en børnehave uden en identitet, men bare et sted der satte børnene i kasser. En slags NO-NAME børnehave – som hed noget så kreativt som “Børnehave 2”! Der var Børnehave 1 & 2, hvoraf 2’eren var den dårligste. Selvfølgelig 😉 Så nej, jeg var ikke heldig, men vi var lige flyttet til Middelfart dengang, og det var en anden tid, hvor man måtte tage, hvad man kunne få. Ingen pasningsgaranti som i dag!

Det var dog en børnehave, hvor jeg husker, at der var en del voksne, hvilket jo er noget andet end i mange børnehaver i dag.. I dag mangler der ofte varme hænder, og på den måde følte jeg ikke, at der manglede opsyn med os, eller at vi ikke blev trøstet. Men at blive sat ud i gangen, af én af pædagogerne, det husker jeg som værende meget skamfuldt – og også forvirrende. Hvordan kunne savn eller for mange spørgsmål føre til en eksklusion af fællesskabet? Men det kunne det altså.

Nå, tilbage til Ellas børnehavestart 🙂

Mine bekymringer stammede selvfølgelig fra en følelse af sårbarhed, som alle mødre jo kan nikke genkendende til. Vi lever os ind i vores børns verden, så selvfølgelig danner vi scenarier oppe i vores hoveder på forhånd. Vi ønsker bare, at vores børn oplever en følelse af at høre til i fællesskabet og blive SET som dem, de er.

Her er de bekymringer jeg havde, før børnehavestart. Og sikkert ret typiske for forældre?

“De voksne” spørger om noget, jeg ikke kan svare på

Ja, sjovt nok bliver jeg som forælder lidt usikker, når mit barn starter et nyt sted, og jeg gerne vil signalere, at jeg skam har helt styr på alt det formelle. Jeg har skam læst alt på Intranet og kan huske i hovedet, hvornår Ella fik sin sidste vaccination, eller hvor meget hun vejede ved fødslen. Okay, nogle ting er nemmere at huske end andre, men før børnehavestart repeterer jeg de forskellige facts én gang til!

“Ella kan ikke lide stedet, begynder at græde og skrige, og råbe at hun vil hjem”

Haha, det kunne Ella da aldrig finde på…? At græde og skrige og råbe, at hun vil hjem?

Jo, det kan hun skam godt 😉 Når hun er meget træt eller overstimuleret siger hun kraftigt fra, og der er ingen der skal være i tvivl om, at hun er utilfreds med tingenes tilstand. En fin egenskab, som hun bliver glad for her i livet, hvor “pænheden” mange gange styrer, og folk ikke får sagt fra, fordi de skammer sig, og ikke ønsker at miste følelsen af tilhørsforhold til andre ved at vove modet. Men Ella på knap 3 år – hun råber op! Til tider kraftigt, men det gjorde hun ikke denne gang. Hun brokkede sig kun lidt engang imellem, og det var på trods af, at hun var sindssygt træt – ja, af alle dage havde hun bare sovet elendigt op til.

“Ella er FOR sensitiv”

Jeg tager mig selv i igen og igen at tænke om mig selv eller Ella, at nu må vi også passe på med at være FOR sensitive. Men nej, det skal vi da ikke for at passe ind i vores systemsamfund. Der må være plads til de ekstra sensitive? Til alle os, der nægter at bide ting i os og bare følge med strømmen? Ekstra sensitiv har bare fået sådan en negativ klang, grundet bl.a. debatmiljøet på fx Facebook, men jeg står gerne ved, at jeg er ekstra sensitiv, og min datter må så svare for sig selv senere, om hun også mener, at hun er ekstra sensitiv?

Trætheden på første børnehavedag havde også noget at sige i forhold til hendes følsomhed.

Et barn havde fødselsdag, så vi skulle allesammen synge fødselsdagssang og Ella udbrød, som en værre lærerinde:

“Nej, ikke musik. Det er ikke musiktid. Det larmer! Hold op med det larm!”

Det er Ella, når hun er i sit sensitive hjørne, hehe…

Jeg gik bare lidt væk med hende, så hun kunne se på “festlighederne” fra afstand. Da de så skulle synge noget med nogle raketter, var hun fyr og flamme, og kastede sig nærmest ind i kredsen med mennesker, hvorefter hun igen blev bange af sig og løb tilbage i mors favn 😉 De store følelser er nu søde at observere. Når hun falder til et sted, vænner hun sig også til alle de forskellige stimuli, så der ikke skal tages ekstra hensyn. Ærgerligt, at det ofte bliver gjort til et problem, at der skal tages lidt hensyn til nogle børn og voksne? Hedder det ikke bare almindelig empati? Vi er da heldigvis mennesker, og ikke maskiner.

Udenfor eller inde i fællesskabet?

I forhold til hvor træt hun egentlig var, gik det ret godt med børnehavestarten.

Hun legede meget for sig selv, og observerede de andre fra sine utallige gyngeture ude på den store legeplads. Som jeg stod der og skubbede hende, kunne jeg godt tænke: “Øv, at hun ikke er en del af fællesskabet endnu. Bare hun får det godt”. Igen kom denne usikkerhed op, og frygten for, at hun ikke var god nok til fællesskabet. En frygt, som alle forældre nok kender i forbindelse med noget så stort som børnehavestart. Det er nu, at venskaber for alvor begynder at forme sig, og selvom Ella har virkelig gode sociale egenskaber, er jeg stadig bange for, at hun igen og igen bliver misforstået, ligesom jeg bekymrer mig om BØRN GENERELT, og hvorvidt de accepteres som dem, de er og bliver SET som dem de er. Mange af de her bekymringstanker er jo fælles for os alle. Vi kan ikke lide den usikkerhedsfølelse, vi selv har oplevet til tider. Derfor bekymrer vi os på forhånd på vores børns vegne. Selvom det vækker ubehag, er det det mest hensigtsmæssige at rumme følelsen, så vi ikke presser vores barn ind i fællesskabet med ordene: “Gå nu hen og leg med Lærke og Peter”, eller vi udbryder: “Der er overhovedet ikke noget at være genert over!”.

Så jeg stod dér og gyngede Ella, og rummede det faktum, at hun bare havde lyst til at observere børnene lidt på afstand – til en start… NU ser dagene selvfølgelig helt anderledes ud, og hun siger nærmest ikke farvel, når jeg afleverer. Hun skal tegne, og hun skal hoppe inde i motorikrummet og 117 andre ting.

Børnehavestart er nu blevet til en hverdag, hvor hun er et integreret børnehavebarn…:-)

“Jeg er bare Ella”, svarer Ella altid, når jeg kategoriserer hende som børnehavebarn eller noget andet. Det er også meget godt at huske på i alle sammenhænge…

“Jeg er bare mig, og du er dig…” 🙂

 

Uanset hvem du er, kan du gøre et stort indtryk

img_20170808_103639_391Uanset, hvem du er, kan du gøre et stort indtryk… Ja, det blev jeg mindet om den anden dag, da Ella og jeg mødte en 6-årig dreng på biblioteket i Middelfart. Han var meget sig selv. Det var rart at høre på hans betragtninger om verden. Han havde sit eget verdenssyn med kasser og systemer, og jeg prøvede at følge med, når han fx forklarede mig, hvornår det var okay at se Ghost Busters med en voksen – det var nemlig, når man var 7 år. Det var rart bare at lytte og følge med, uden på noget tidspunkt at tænke, at jeg hellere måtte komme med de rette svar – for dem havde jeg ikke.

Efter to timer, hvor Ella og drengen legede sammen, tog Ella og jeg hjem fra biblioteket. Ærgerligt var det at sige farvel til drengen, og Ella spørger indimellem til ham. En eller anden dag er jeg heldigvis sikker på, at Ella råber: “Der er han!”.

Da jeg kom hjem, læste jeg tilfældigvis det her blogindlæg med titlen: Når voksne fylder for meget, skrevet af Majken Jacobsen fra Familiefilosofi.

Blogindlægget handler bl.a. om, hvordan vi voksne ubevidst kan komme til at fylde for meget, når vi interagerer med børn. Vi kan fylde med vores højere stemmer, og vi kan komme med forslag og idéer, som måske ikke er på linje med deres. Forslag, der bare slukker deres begejstring, fordi vi kommer til at overtage legen/fylde for meget.

Blogindlægget fik mig først og fremmest til at reflektere over min rolle, da vi var på biblioteket. Hvor meget fyldte jeg i forhold til børnene? Hvornår havde jeg bevidst undgået øjenkontakt, og bevidst undgået at spørge om noget direkte, fordi jeg ikke ville være for anmassende? Hvornår havde jeg sagtnet farten på min talestrøm, fordi jeg lige ville lade børnene “finde ud af det”, ved at give plads til at de kunne indskyde deres idéer…? Jo, jeg havde faktisk formået at give plads, men selvfølgelig også vist Ella min accept af drengen, og havde gjort hende nysgerrig på at lege med ham. Det krævede vel en slags elegant dans fra min side, at de overhovedet kom til at lege sammen, for SÅ nemt er det jo heller ikke for en 6-årig at komme i snak med en 3-årig?

Som mor sørgede jeg for at åbne op for kommunikationen. Jeg havde et åbent kropssprog, og i samtalen med ham fangede jeg de små detaljer, og spurgte ind til de ting, han fortalte om. Han fortalte fx en del om, hvad han så i fjernsynet, og hende her mommy-bloggeren et øjeblik tænkte: “Hvad er det nu Viaplay er? En konkurrent til Netflix?”. 🙂

Så via samtalen i børnehøjde fik jeg som den voksne, først og fremmest en relation til ham (om det så var for en kort stund), og dernæst vendte han blikket mod hende den lille 3-årige, som gerne ville hoppe ned fra de samme høje puder som ham, og han viste hende, hvilke puder der var beregnet til hendes alder.

Blogindlægget fra Familiefilosofi fik mig til at konkludere, at jeg faktisk havde været ret bevidst om ikke at fylde for meget. Jeg var meget nærværende til en start, indtil jeg forsvandt mere og mere ind i bøgernes verden, og lod dem om at lege, så de kunne opbygge et tilhørsforhold til hinanden. Jeg gjorde plads til at begge børn kunne føle, at de hørte til lige her og nu, fremfor bare at passe ind, hvis jeg optrådte som et forstyrrende element. Det leder mig til emnet omkring tilhørsforhold. Jeg er netop i gang med at læse en bog af den amerikanske skam-forsker og professor Brené Brown. Bogen hedder på dansk: “Glem, hvad andre tænker”, og hun skriver i forbindelse med emnet ‘tilhørsforhold’:

“at passe ind vil sige at vurdere en situation og opføre sig sådan, som man skal for at blive accepteret. At høre til kræver derimod ikke at vi ændrer os; det kræver at vi er os selv.”

Så jeg gjorde plads til, at børnene bare kunne være sig selv, ligesom jeg husker betydningen af det fra min egen barndom. Eftersom drengen gik meget op i systemer og logik, oplevede jeg det som værende forfriskende at høre om noget helt andet, end jeg plejer – nemlig fra Ella, der går meget op i sine følelser og relationer, ligesom moren 😉 Her var plads til, at drengen og Ella kunne være sig selv.

På et tidspunkt spurgte drengen, om vi ville se de fisk, som var i et akvarium her på biblioteket? Dem havde vi aldrig set, men de var på den øverste etage, og vi måtte tage elevatoren. Jeg spurgte straks, om hans forældre var i nærheden? Det var de ikke, men søsteren var der et sted, og det var okay, at vi tog elevatoren. Han fortalte en masse om fiskene, og Ella nød denne “storebror”-opmærksomhed, kunne jeg fornemme.

Da vi kom ned igen, begyndte Ella og drengen for alvor at lege sammen. Jeg bemærkede, at de legede noget med at sige det modsatte af hinanden, så den ene sagde “godmorgen” og den anden sagde “godnat”. Det grinte de meget af, og jeg var lettet over, at Ella forstod joken, når drengen helt tørt og mekanisk, som drenge i den alder ofte svarer i en leg: “Godnat!” Hun svarede klukkende: “Godmorgen”, og sådan fortsatte de. En fryd for øjet. At være “Rasmus Modsat” og sige det stik modsatte af den anden, var åbenbart omdrejningspunktet for legen og ikke noget, jeg som voksen ville være kommet på. Godt jeg ikke blandede mig 😉

Et øjeblik gik jeg lidt væk fra dem for at låne nogle biblioeteksbøger ved en maskine, men pludselig lød der gråd. Drengen var faldet og havde slået sig. På Ellas mørke, bekymrede blik, kunne jeg se, at det ikke bare var for sjov, at han græd… Han græd desværre meget, og jeg trøstede efter alle kunstens regler, og Ella og jeg lyttede til ham, da han fortalte, at det var tæt på, at han havde brækket benet! Ella rakte ham en børnebog, som jeg havde liggende på skødet: “Vil du have en bog?”, spurgte hun trøstende. Det var han ikke lige i humør til, så jeg hviskede i stedet til hende, at det var sødt af hende.

I dagene fortalte hun mig flere gange med bekymret mine, at drengen havde brækket sit ben, og jeg har måttet forklare hende, at SÅ slemt var det nu alligevel ikke, selvom det uden tvivl gjorde ondt på ham.

Da vi skulle til at gå, fordi vi skulle hjem og have aftensmad, opførte jeg mig lidt famlende under afskedsscenariet. Skulle vi bare sige farvel, og så var det dét?

Ella sagde pylret igen og igen: “Jeg vil have drengen. Jeg vil have drengen”, og jeg svarede højt, at “det var vel nok også hyggeligt at tilbringe tid med ham!” Drengen kiggede på os, og jeg sagde til ham, at det kunne være sjovt at ses igen en anden dag, og han svarede noget i stil med: “Det sker nok aldrig”. Hmm, så opstod der naturligt en lille pause 😉 Så svarede jeg, at han kom her vel engang mellem? Jo, en gang om måneden, når han var hos sin far, svarede han. Så var der ligesom en lille åbning, og han fortalte, at han jo stadig havde 5 dage tilbage af sin ferie i Middelfart, så det kunne være vi sås. Vi snakkede lidt tøvende om fx at ses fredag eller lørdag, og således gik det til, at Ella fik en halv aftale om en legeaftale med ham om lørdagen.

“Jeg siger til hvis jeg kan. Nogle gange vågner vi sent, nogle gange tidligt og nogle gange slet ikke”, forklarede han 🙂

Han foreslog, at jeg skrev mit nummer på et stykke papir henne ved “tegne-øen”. Det blev til et stykke Snehvide-papir, jeg foldede og skrev på: Astrid & Ella, xxxxxxxx

“Vi skrives ved”, sagde han.

Jeg kan ikke love noget, havde jeg på et tidspunkt tilføjet, og heldigvis for det! For desværre kom der andre planer i vejen, så vi aldrig sås med ham om lørdagen. Det gode ved at bo i en mindre by som Middelfart er, at der er ret stor sandsynlighed for, at vi møder ham igen – især nu, når Ella nærmest opfatter biblioteket som vores andet hjem.

Det var mit lange blogindlæg om et kort møde af en stor betydning og om betydningen af at kunne lade tingene ske af sig selv, så der opstår et lille mikroeventyr i hverdagen. At få flere mennesker ind i sit liv behøver heldigvis ikke at være så kompliceret.