Om nærvær, nøkker og navnet Lars Larsen!

img_20170118_105732_162Hvordan går det egentlig med at være mindre online, som jeg skrev om i det her blogindlæg? Tja, jeg er vel blevet lidt bedre til at lægge telefonen væk, men det er en gradvis proces, hvor jeg bliver mere og mere opmærksom på, hvordan jeg vil bruge min tid. Jeg vil primært bruge min tid på arbejdet og min blog, i hvert fald når jeg er online. Den digitale verden, hvor vi ofte sidder foran hver vores skærm, fremmer ikke ligefrem nærværet.. Som da jeg fx spurgte min mand, imens vi begge sad med vores smartphone og surfede på nettet: “Hvad var det egentlig George Michael døde af?”, og han svarede lidt fraværende: “Hmm….George Michael eller Michael George?”. Det kunne vi ikke lade være med at grine lidt af – vores måde at kommunikere på, når vi er lidt fraværende, for det kunne lige så godt have været mig, der svarede sådan 🙂 Man prøver at lytte, og trækker så tiden ved at stille et tillægsspørgsmål 😉

Nærværet lever højt herhjemme, når vi planlægger aktiviteter, er udenfor eller ser tv sammen, for så snakker vi om det imens, hvilket jeg synes er rigtig hyggeligt. Så interviewer min mand og jeg nærmest hinanden omkring kulturforskelle. Vi er ret glade for at se danske udsendelser, der kan få snakken i gang. Fx dokumentarprogrammer. Senest så vi en DR-udsendelse om Lars Larsen – eller Dynelarsen. Min tyrkiske mand var meget overrasket over, at en så rig mand som Lars Larsen lukkede et kamerahold ind i privaten. Det ville aldrig være sket i Tyrkiet! I Tyrkiet lever rige mennesker “skjult” for offentligheden. De har en diskret dagligdag, hvor der er assistenter/hjælpere i hjemmet, og hjemmet selvfølgelig er meget glamourøst. Han var imponeret over, hvor jordbunden Dynelarsen var, og igen og igen udbrød han: “Ej, tænk at journalisten spørger ham om det! Og så sidder de side om side på sengen i soveværelset!”. Ja, privatliv – det værner man om i Tyrkiet – især hvis man er velhavende 🙂 Dynelarsen har bestemt heller ikke nøkker, og min mand var overrasket over, at han boede så “almindeligt”. Både da jeg boede i Tyrkiet og i England tænkte jeg faktisk over, hvor jordbundne vi danskere er. Det er ikke så almindeligt at flashe sin rigdom, som det er i Tyrkiet og i England. Det er dog blevet mere populært for danskere at vise rigdom frem på fx Instagram, og det er ikke længere så skamfuldt at prale med noget, som det har været, men stadigvæk er der en grundholdning i Danmark, at du ikke skal tro, at du er bedre end andre/noget særligt. Det kan være for meget nogle gange i form af Janteloven, men det er nu også rart, at danskerne generelt er meget nede på jorden.

På et tidspunkt stod Dynelarsen foran sin mors grav, og han mumlede, at han faktisk ikke elskede sin mor eller blev ked af det ved at stå foran graven. Min mand, som ikke lige havde opfanget, hvad Dynelarsen havde sagt, sagde med et varmt smil: “Åhh, alle elsker deres mor… Hvad siger han, Astrid?”. Så måtte jeg give ham det hårde svar: “Hmm, han siger, at han ikke elsker sin mor”. Velkommen til Danmark, hvor vi er meget direkte og ikke så sentimentale ;-). Men der var et tidspunkt under udsendelsen, hvor Dynelarsen og hans kone fortalte om dengang, de var unge og nyforelskede, og hvor de havde skrevet kærestebreve til hinanden. Lige dér var jeg nok den mest romantisk tænkende af os to i rummet, for jeg kiggede på min mand og sagde: “Åhh, hvor er de søde, hva’…?”, og så så jeg, at min mand netop havde rakt ud efter et stykke tegnepapir på sofabordet, der lå og flød efter at Ella havde tegnet ved bordet, og imens han kiggede på mig med et mystisk og eftertænksomt blik famlede hans fingre ved papiret, som om han nu ville skrive et lille kærestebrev til mig… Ja, ja.. Jeg indrømmer, at jeg nok var lige lovlig hurtig med en konklusion, for det var overhovedet ikke, hvad han havde tænkt sig. Han lavede bare en papirflyver til Ella, og da jeg tørt sagde: “Nå, jeg troede, at du skulle skrive et kærlighedsbrev til mig?”, svarede han for sjov: “Neeej, det er jeg færdig med. Du har fået så rigeligt med kærestebreve!”:-) Og okay, der var en tid, hvor han ofte lagde en lille romantisk note i mine bøger eller skrev noget sødt på en serviet.. Det var tider 😉

Nå, men vi syntes begge to, at det var dejligt, at Dynelarsen var så ærlig, og vi nød begge at se udsendelsen – især fordi det gav anledning til at diskutere kulturforskelle efterfølgende.

   

Af alle udfordringer var amning ikke én af dem

img_20170117_105339_846Dette blogindlæg skal handle om noget, som jeg egentlig slet ikke har talt om her på bloggen – nemlig amning 🙂 Eftersom både den italienske pave har opfordret til amning i det offentlige rum, og jeg er vild med alle de bloggere, der opfordrer til at dele ammebilleder og IKKE at lade sig amme-shame, vil jeg nu også bidrage lidt til amme-snakken 🙂 Jeg deler også min ammehistorie på opfordring af ’Ammemafiaen’, som du kan følge på FB og Instagram. Hun deler information om amning, og jeg får altid nye aha-oplevelser, når hun poster noget. At være klog på amning er ikke lige noget, man bliver over natten 🙂

Her kommer min historie om amning….

En super start med min lille mus

Under graviditeten læste jeg selvfølgelig en del om amning, men jeg vidste slet ikke så meget om amning, som jeg gør nu. Heldigvis gik min amning perfekt fra starten. Det var på trods af, at jeg havde fået en infektion under fødslen, så vi var indlagt i fire dage. Det kan du læse mere om i dette blogindlæg om min fødselsberetning og tiden efter.

Amningen gik faktisk så godt, at jeg bad en sygeplejerske om at tjekke, om Ella mon havde den rette sutteteknik. Jeg husker, at hun sagde, at jeg kunne lytte efter synkelyde. Det var et tegn på god ammeteknik. Ella lå nu bare helt stille, og var lige så stille som en mus, så det råd kunne jeg ikke lige bruge 🙂 Jeg valgte at stole på, at det der amning vist fungerede helt efter bogen, selvom min lille datter lå bomstille, og jeg havde lyst til at spørge hende, om hun overhovedet spiste? 🙂 For at være på den helt sikre side, valgte sygehuset (som led i ren rutine, tror jeg) at give lidt mælkeerstatning på kop. Det var nu meget lidt, at Ella fik, for de kunne jo godt se, at jeg allerede ammede løs, hver gang de kom ind ad døren 🙂 Ella var lidt lille ved fødslen (2805 gram), men havde været det under hele min graviditet (og er det stadig – OG er sund og rask), og det gjorde måske, at jeg sagtens kunne følge med hendes efterspørgsel efter mælk. Det var ikke en helt desperat-sulten baby, jeg lagde til brystet.

Efter ammestart kommer appetitspring

Vi var in sync, hende og jeg, hvilket jo var ret heldigt, og først nogle uger efter havde hun appetitspring, hvor jeg ammede KONSTANT, og det var noget af en overraskelse, som jeg ikke var forberedt på. Jeg forstod ikke, hvad der skete, indtil en veninde heldigvis gjorde mig opmærksom på, at det var helt normalt, at de indimellem ville øge mælkeforsyningen ved at amme løs, så der blive skabt mere mælk. Sikke smart, naturen er! 🙂 Jeg sad i min seng hele dagen, og fik bragt mad og drikke, da Ella ikke ville lade mig ude af syne! Det er sådan appetitspring er! Men det varede en dag, og så var vi back to normal.

Der kom selvfølgelig også en periode, hvor det gjorde nas at amme, men efter en tur på apoteket efter noget salve til brystvorterne (kan ikke huske navnet), gik det bedre. Om natten prøvede jeg at amme imens jeg lå ned, da jeg havde hørt, at det kunne man sagtens… Jep, når de er et par måneder og ikke helt små – det kunne jeg i hvert fald ikke! Jeg synes i det hele taget, at det var svært at finde gode ammestillinger, fordi de jo bare er så små til at starte med.

Efter 1 år er det tid til at stoppe amningen?

Efter et år er der en forventning om fra mange, at nu må det være tid til at stoppe amningen. Et års amning er, hvad Sundhedsstyrelsen anbefaler, og det giver jo også god mening for mange, der skal tilbage til jobbet at tænke i ammestop. Eftersom jeg er selvstændig og Ella slet ikke var parat til at stoppe, var denne 1-års milepæl ikke noget særligt for os – andet end at jeg var stolt af, at jeg havde ammet hende så længe. “We did it” 🙂 Så fandt jeg ud af, at WHO anbefaler amning indtil de 2 år, og så var der jo ingen grund til at bekymre sig om ammestop. Jeg spurgte min tyrkiske mand om, hvad de siger om amning i Tyrkiet. Hvilken forventning er der i samfundet? Hvad anbefaler myndighederne? Han forstod nærmest ikke spørgsmålene 😉 Hans svar afspejlede da også, at han kommer fra en kultur, hvor der i mindre grad er en “tjekliste” til alt, hvad man foretager sig som familie. Han sagde nemlig: “Jamen det er jo bare, hvad moren og barnet finder ud af i fællesskab. Når de har lyst til at stoppe, stopper de”. Nå ja, der er jo noget med den frie vilje 😉 I et stykke tid gjorde jeg nærmest amningen til et problem i mit hoved, fordi jeg ammede udover det FØRSTE ÅR. Men at finde ligesindede via fx Facebook hjælper på alle de forventninger, som både man selv kan have, men også andre kan have til, hvad der er det rigtige at gøre.

Langtidsamning har mange fordele, da det fx virker rigtig godt ved sygdom, og så er der bare ikke nogen grund til at gøre noget til et problem, som ikke er et problem, vel? Vi har haft forskellige udfordringer i årenes løb. Her kan jeg fx nævne hele processen med at få familiesammenføring, som er en langsommelig og bureaukratisk proces, hvor jeg fx var eneforsørger i lang tid, da min mand ikke måtte arbejde. Udfordringen var også, at vi i det første halvandet år af Ellas liv boede i en lejlighed med skimmelsvamp (som udlejer ikke gjorde noget ved, selvom det var konstruktionsfejl). Som følge heraf har vi været udfordret af ekstra sygdom, ekstra sygedage (og deraf færre penge i kassen, da jeg jo er selvstændig), sååå udfordringer har vi haft nok af, men amning har heldigvis ikke været én af dem! Hurra for det, for der er mange derude, der kæmper med amningen, og jeg havde selv hørt om alle de dårlige historier, så jeg forventede det værste og én lang kamp for at få det til at køre. Amningen har helt sikkert givet mig lidt ro under til tider svære perioder. Der ér noget der fungerer – og endda noget der styrker immunforsvaret! 🙂

Det var min succesfulde ammehistorie, fordi dem skal der jo også være plads til, og jeg håber at kunne give lidt ro i sjælen til dem, der frygter problemer med amningen. Det er fantastisk, når det kører. Så hyggeligt og nemt. Jeg har fuld forståelse for, at der kan være mange grunde til, at amningen aldrig kommer til at fungere, at folk må stoppe af forskellige årsager osv., men blogindlægget havde et andet fokus – nemlig at beskrive et succesfuldt ammeforløb. Så det har jeg hermed gjort, og på et andet tidspunkt vil jeg komme med mine bedste, konkrete råd i forbindelse med amningen – hvem, der kan vejlede én osv. Det bliver i et andet blogindlæg.

Tak for at du læste mit lange blogindlæg – jeg kunne jo næsten ikke stoppe igen 🙂

Guide til at bage med en tumling – 10 trin!

img_20170111_163747_729

Guide til at bage med din tumling – 10 trin!

Her er min huskeliste til mig selv, som jeg skrev sidste gang, jeg var i køkkenet for at bage med lille Ella. Vi havde både en fantastisk hyggelig tid, men også et par øjeblikke med skrig og skrål, da hun selvfølgelig overvurderede sine evner i et køkken, og moren måtte sige NEJ 😉 Denne guide er især skrevet til mødre med viljestærke børn, som stadig gerne vil gøre bagningen til en hyggelig stund! 🙂

  1. Forbered hende på, hvad der skal ske og forklar hende, at nu stiller vi tingene frem, og vi vejer tingene af. Lad være med at smide din gamle køkkenvægt ud, der ikke længere dur, for den kan bruges som “legetøj” under bagningen, hvor hun gerne må trykke på den. Der er faktisk flere ting i et køkken, der (på fredelig vis) kan bruges som legetøj under bagningen.
  2. Sæt hende på et par dækkeservietter op på køkkenbordet, som du ikke er øm overfor. Så kan hun sidde godt på dem, følge med, og kan spilde alt det hun vil på dem.
  3. Lad hende røre rundt i den store skål, og giv hende en ske, som hun regelmæssigt skal række frem for at få et lille drys mel på skeen eller lidt ekstra sukker – det holder hende fokuseret på opgaven – nemlig at bage uden de store konflikter 😉
  4. Ros/anerkend hende, så hun kan føle sig som en dronning i køkkenet og nyd at se, hvordan hun bare bliver SÅÅ stolt. Hun nikker artigt til alt, hvad du foreslår og tiden flyver jo bare i godt selskab!
  5. MEN vær forberedt på, at hun pludselig kan være blevet overstimuleret. SÅ stopper hyggen…! For at forhindre denne “nedsmeltning” kan du måske foreslå en lille fjernsynspause indimellem. Så kan hun komme ud igen, når du tænker, at hun er klar til flere udfordringer i bagehjørnet.
  6. Vær klar over, hvordan en “nedsmeltning” ser ud, så du kan forebygge det til en anden gang. Så hvordan kan en nedsmeltning se ud…? Hmmm… Barnet tager grydeskeen ud af hånden på dig, og du tager skeen igen og siger blidt, at nu er det din ske. Således starter et “tovtrækkeri”, hvor jeres yndige stund pludselig forvandler sig til et syn for naboerne – hvis de ellers har kig til køkkenvinduet. En tumling og en mor, der kæmper om, hvem der har retten til grydeskeen! Dejklatter, der næsten flyver i luften. Kønt, er det ikke… Og du undrer dig over, hvorfor det pludselig er blevet sådan et stort problem for din tumling, at I skiftes lidt til at holde skeen? Det var fint for 5 minutter siden, men nu går det slet ikke! Giv barnet en krammer og beslut dig for, at nu laver I lige noget andet end at kæmpe om grydeskeen 😉 Dejen kan vente… Din tumling har fået for meget – og måske har du også mindre overskud? Hæld et glas juice op til jer begge, og sæt jer i sofaen til en hyggestund i stedet for.
  7. Vær i det hele taget forberedt på, at jeres bagestund kan bestå af 50 % artighed med tumlingen, der samarbejder som en drøm og 50% trodsighed (eller lad os kalde det sundt behov for at udforske sin selvstændighed), fordi hun jo også bare er et barn i sin bedste alder! 😉 Det nytter ikke noget at give hende den anden ske – nej, hun vil selvfølgelig have dem begge! Med en tumling, der laver flitsbue med en grydeske i hånden, er det bare med at få hende væk fra køkkenet i en fart og give en pause med noget børne-tv. Efter lidt snacks og lidt skærmtid, kan du prøve at få hende ud i køkkenet igen.
  8. Vær forberedt på, at du skal være meget opmærksom i køkkenet, når du tager din tumling med. Der ER bare lidt flere restriktioner end normalt. Det går jo ikke, at tumlingen ødelægger det bagværk, som I lige har brugt en time på at få klar til at komme i ovnen. Det bliver I jo begge skuffede over. Det går heller ikke, at nogen af jer kommer til skade. Så det er noget med at holde tungen lige i munden, samtidig med et højt humør.
  9. Gør alting til en leg i køkkenet, så I fx giver hinanden “High fives”, når noget lykkes eller giv hinanden et kram, når I har dækket bord. Måske har du også lyst til at drille lidt ved at flytte skeen, når hun skal til at hælde noget op på skeen? Så griner hun sikkert, fordi hun ved, at det er for sjov.
  10. Vær sammen om så meget som muligt, når I er i køkkenet – og gør det tydeligt via den måde, du kommunikerer med hende på. “Se, hvad vi har lavet. Fine boller, der er klar til at spises. Vil du smøre en bolle med smør?”, “Nu skal de snart i ovnen. Tror du, at de er klar til at komme i ovnen?”, “Så har vi lavet boller til, at far også kan smage, når han kommer hjem. Det bliver han glad for”.

Jeg håber, at min lille guide kan tjene som lidt inspiration til at tage en tumling med i køkkenet 😀

   

2017 er godt i gang, og har folk allerede forandret sig?

img_20161229_135948_763

Torø Huse

Hvad skal mit nytårsforsæt være?

Det burde jeg jo allerede have på plads – især efter at have skrevet det her blogindlæg om at finde på et godt nytårsforsæt… Men jeg kan ikke bestemme mig – der er FOR meget, som jeg gerne vil ændre ved mig selv 😉 Jeg vil gerne være et bedre menneske. Det vil jeg hvert eneste år, men i år har jeg tænkt, at det skulle være med i mit nytårsforsæt… Men hvis jeg kun skal vælge ét mål at fokusere på, hvad skal det så være? At give mere til velgørenhed fx? At være mere hjælpsom? Være bedre til at lytte? Bruge mere tid med dem, som jeg holder af? Jamen, listen er jo lang! Men måske er det vigtigste, som mange andre har været inde på i forbindelse med nytårsskiftet, at vi respekterer os selv og andre? Har du selvrespekt, kommer du ikke ud i situationer, der gør dig selv og andre ulykkelige… Har du respekt for andre påfører du ikke dem en masse ulyksaligheder. Så måske mine tre tema-ord for 2017 skulle være: ‘Respekt, ro og rivende udvikling’;-) Jeg vil have respekt for mig selv og andre, skabe mere ro til at acceptere de ting, som jeg ikke kan ændre, men til gengæld fokusere på de ting, som jeg KAN ændre. Nå, så fik jeg vist formuleret en form for nytårsforsæt! 🙂

Når andre “ser os”, kommer taknemmeligheden

Vi ved det allesammen, at vi kun kan ændre på os selv. Når vi så får lyst til at ændre på andre, handler det måske en del om ikke at blive “set” som dem vi er, blive anerkendt eller føle os forståede. Det er så lidt der skal til for at ændre en anden persons liv. I mit eget hoved tænker jeg ofte, at når der er en konflikt på fx hjemmefronten, eller at andre oplever modgang, så ser jeg verden uden for de fire vægge som dér, hvor der kan ske mirakler. Det er dér, vi kan møde en venlig sjæl, som spørger ind til os, som udviser forståelse eller får os til at grine. En familiehund, der vælter et lille barn omkuld af bar glæde og kådhed, får os alle til at grine. Vi er pludselig fælles om noget – at se noget godt, som fandt sted uden for de fire vægge. Så kan det godt være, at vi ikke har snakket med vores søster i et halvt år eller at vores partner alligevel ikke vil giftes eller at banken lige har skuffet os med afslag på et lån. Listen med skuffelser, sårede følelser, afvisninger – den kan være temmelig lang, men vi kan ændre dagen for én derude, ligesom de kan ændre dagen for os. I de nære relationer er der forventninger, fastlåste mønstre og en masse planer, som kan være kærlige og give mere nærvær, men kan lige så vel være ligegyldige planer, når det kommer til stykket. I mødet med andre derude, som vi egentlig ikke kender, bliver der skåret ind til benet, så vi pludselig ser, hvad der betyder noget her i livet – gode samtaler, et godt grin, noget smukt at kigge på (natur), fællesskab og at folk VIL os – i hvert fald i de 5 minutter, som samtalen måske varer 😉 Men værd at gå videre med den dag.. Dén følelse, at andre VIL én 🙂

Respekt for andre lyder altid så surt… 🙂 Det får mig til at tænke på folk i trafikken, der råber efter folk, men måske vi bare skal tænke på det som noget med at “se andre”. Ensomhed er et stort problem, og det er jo støt stigende, så det kan godt være, at vi fx ikke kan forhindre de beslutninger, som politikerne kommer med, men vi kan alle gøre noget for at bekæmpe ensomhed – ved fx at være mere åbne overfor folk på gaden eller skabe flere fællesskaber med ligesindede. At have en mødregruppe eller være en del af en tøseklub/kvindegruppe (som jeg selv er), kunne være små skridt på vejen.

Det er så lidt, der skal til for at bryde ensomheden

Den anden dag, da Ella og jeg gik hjem fra biblioteket, og Ella sad i klapvognen, kom en ældre mand og hans kone gående imod os. Ella var begyndt at snøfte lidt, da hun var ked af, at hendes bamse ikke var med på turen. Ja, når man er træt, kan det godt pludselig blive et problem 🙂 Det ældre par stoppede op for at snakke med Ella. Manden stak hele hovedet ned til hende for at snakke, og jeg fortalte ham, at hun savnede bamsen, der lå derhjemme, og hun begyndte selv at forklare ham det med sine egne ord. Han smilte, som var hun hans oldebarn. “Du er sød”, sagde den gamle mand, og Ella sagde… “Jaaa…”, og han grinte og svarede: “Ja, det kan vi godt være enige om”.

Det var et lille kort møde, og en lille ting i hverdagen, men både Ella og jeg blev nu glade – og de ældre fik nogle at snakke med. Manden gjorde faktisk, hvad Dronning Margrethe vil have os til (iflg. sin nytårstale) – han kiggede en fremmed i øjnene. Stoppede op og sørgede for, at vi kom hinanden ved.

Når jeg er mest stolt af min datter, er det når…

img_20170106_104002_786

Ella, nytårsaften 2015

Når jeg er mest stolt af min datter, er det når hun…

Beder om hjælp: “Mor, du gerne hjælpe mig”

Beder om trøst: “Ella ke’ af det. Så mor trøste…”

Beder om konkrete ting. som et slags plaster på såret: “Mor, puste…”

Når jeg er mest stolt af min datter, er det også når hun…

Beder om trøst ved hjælp af sit kropssprog….

Når hun fx tager min hånd og aer mig hen over sit hoved og kinder, fordi hun ved, at det gør jeg ALTID. At hun overhovedet beder om dette, er utroligt i sig selv, da der nærmest ikke er en plads i døgnet, hvor jeg ikke nusser de små kinder og aer hendes hår. Til gengæld hader hun, når jeg kysser hende 😉 Så jeg prøver faktisk at lade være, for selv små kindkys gider hun ikke. Uhh, det er svært! Lykken var, da hun i går gav mig et kindkys af sig selv, da jeg hentede hende fra dagplejen…

Det gør mig også stolt, når hun….

Beder om trøst, når hun er bange, og hun fx udtrykte sig helt klart om hendes frygt for fyrværkeriet ved nytår. “Mor, jeg er bange. Trøste mig.”, sagde hun.

Hun havde faktisk grædt kortvarigt, da hun var ude at gå tur med far, og da hun forklarede mig efterfølgende, hvad der var sket, sagde hun: “Ella bange lys. Mor trøste. Ella ked af det”, og så tog fingrene op til kinderne og imiterede tårer, der løb ned ad kinderne.

Det kan godt være, at min datter til tider er lidt frygtløs og fx skal prøve alle de vilde ting i legeland og snakker med gud og hver mand på gaden OG store hunde! Men fyrværkeri kunne hun ikke lide, og det gør mig så stolt, at hun viser sårbarhed og kan udtrykke følelsen af frygt så fint. Jeg håber, at hun bevarer denne evne hele livet. Det er vel egentlig dét, som ofte går galt i kommunikationen, når vi bliver ældre, og vi egentlig ikke vil være ved, at vi fx er bange, bekymret, ked af det eller har brug for trøst i form af et kram. Så pakker vi følelserne væk eller kalder ikke følelserne ved deres rette navn, så vi udtrykker mixede signaler, og det smitter af på kommunikationen til andre – og relationerne. I stedet for at alting er så klart, når vi taler med et lille barn, der udlever sine stærke følelser, bliver det til en gang rod, når vi bliver voksne. I hvert fald indimellem 😉 Så skal vi på ny finde ud af vores følelser, og vi spørger os selv: “Hvad betød det mon, da jeg reagerede sådan og sådan?”. Det er den lille tumling sjældent i tvivl om, men mangler bare sproget til at udtrykke sig 🙂

Billedet til dette blogindlæg er fra sidste år, hvor Ella ellers var glad for fyrværkeriet. Hun så farverne på himlen, slog ud med armen, og sagde: “Bum, bum” i ren begejstring! Det lille barn er nu 2 år og en rigtig lille følsom én, ligesom hun rummer mange andre følelser. Fra raseri til lykke på et splitsekund. Det er nu skønt at være mor til en tumling 😉

Et børneliv i Tyrkiet? Hvordan ville det have været?

img_20170102_193636_786Det her blogindlæg favner den danske og tyrkiske kultur, når jeg ser på, hvor meget vi egentlig har til fælles, når det kommer til børneopdragelse.

Anerkendende tilgang versus autoritær 

Anerkendende pædagogik er lige meget tilstede i begge lande, er min opfattelse, ligesom der selvfølgelig også er familier, der holder fast i gammeldags måder at opdrage på, hvor faren ved bedst, moren tager sig af børnene, og børnene bliver skældt ud og skammet ud, når der er noget, de ikke må. Jeg tror ikke rigtigt, at man kan sige, at der er et mønster af mere af “den ene tilgang” frem for den anden. Det varierer i endnu højere grad i Tyrkiet, hvor der er så mange forskellige religioner, subkulturer og geografiske forskelle, der afgør, hvordan et barn vokser op.

At være barn i Alanya

Et børneliv i Alanya virker generelt som noget af det mest fantastiske, man kan forestille sig. Der er legepladser på hvert et gadehjørne, engagerede fædre, der henter fra skole, og parkanlæg og offentlige swimmingpools, hvor familier tilbringer masser af kvalitetstid sammen. Skolebørn får endda lært i folkeskolen, at hvis ikke deres forældre behandler dem ordentligt, skal de bare ringe efter politiet 🙂 En politibetjent kommer ud til skolerne og fortæller børnene om, hvilket nummer de skal ringe til, og hvilke rettigheder de har. Min opfattelse er, at der bliver gjort meget for, at børn har det godt. Det gælder både rent juridisk med ret strenge straffe til forældre, men også i forhold til at oplyse børn om, at de er meget værd, og at de ikke skal finde sig i at blive behandlet dårligt. Lærerne i skolerne er moderne, og der sker ofte noget sjovt i undervisningen. Den legende og kreative tilgang er meget tilstede. Tyrkiet har i de sidste 20 år været i en rivende udvikling, som gælder på alle fronter – også i forhold til at uddanne de bedste lærere og sørge for de bedste institutioner hele opvæksten igennem. Men der er helt klart sket en moderne udvikling, for min mands storesøster på knap 40 år har da oplevet en heeelt anden skolegang, hvor spanskrøret ikke var helt afskaffet! Det er noget, som vores danske forældre måske kan berette om, at de også har set i deres skoletid, men i Tyrkiet har de jo i mange år været bagefter os. Nu skal vi så ikke føle os så sikre på, at alt fungerer fantastisk herhjemme i forhold til i Tyrkiet. Det er ofte, at jeg hører om nytiltrådte love i Tyrkiet, der giver SÅ god mening, hvorimod jeg ofte undrer mig, når det kommer til lovgivning i Danmark. I Danmark hører vi også konstant om besparelser, hvorimod Tyrkiet, til sammenligning, er ved at bygge Verdens største lufthavn 🙂 Læs evt. mere om Istanbul New Airport i denne artikel. 

Alt er på børnenes præmisser

Tyrkiet er et mere moderne land, end det bliver fremstillet i danske/vestlige medier. Der vil jo altid være økonomiske interesser, der smitter af på de nyheder, vi får serveret. Men jeg har med mine egne øjne set på gaden, hvordan tyrkiske forældre er forældre, og de gør det virkelig godt, er mit generelle indtryk. Børnene bliver kysset, krammet og løftet op og tumlet med til den store guldmedalje. Der er et hav af børnevenlige restauranter – og masser af aktiviteter for børn. Jeg ser store, brede smil fra børnene på gaden, og en afslappet gang. I det hele taget bare ubekymrede, glade unger. Der er meget i religionen Islam, der også foreskriver, hvordan voksne fx altid skal smile og være venlig mod et barn. Og det gælder i særdeleshed i en kirke/moské – selv, når de gør noget, som de ikke må. Det minder mig om, da Ella og jeg var i kirke juleaften, som jeg skrev om her… I en moské er børn særligt velkomne og ingen kan irettesætte dem. Det er virkelig dårlig stil, i hvert fald. Der er en let stemning, hvor et barn i princippet ikke kan gøre noget forkert, overhovedet! Børn er i det hele taget små engle, men indimellem kan selv tyrkere godt se, at de skal guides lidt til en god opførsel 😉

I Danmark er jeg født, der er jeg hjemme

Men det blev ikke i Tyrkiet, at vi bosatte os med Ella. Danmark har jo også masser at byde på, og hun trives så godt, at når jeg og min mand kigger på hinanden og gør status, kan vi ikke forestille os, at hun skulle være et andet sted. Vi elsker også de muligheder, hun får i Danmark, og de mennesker, vi er omgivet af her. Vi er godt tilfredse, og hun får en skøn opvækst her, er vi sikre på 🙂

   

Logik for en 2-årig #2

img_20161228_140455_667Som jeg skrev om i dette blogindlæg, er det sjovt at følge med i Ellas forståelse af verden. Hvad er det, hun bider særligt mærke i? Hvilke ord bruger hun? Hvilke meninger har hun om tingene?

Når det handler om folks kommunikation, er hun vist helt med på, at bestemte koder afslører, at nu har vi en varm og drillende relation til hinanden – som fx når de i Gurli Gris siger: “Det er fars tykke mave”. Det er kærligt ment. Eller også er hun bare glad for at gentage ord, der optager hende 😉 Ella snakker i hvert fald meget om “tykke maver”. En dag var vi ude at gå tur, og hun havde efterhånden gået ret langt på sine små ben. Så begyndte hun at beklage sig…:

Ella: Aaaauv, Aaaauv….

Mig: Har du ondt?

Ella: Aaaav, Aaauv…

Mig: Hvor har du ondt henne? Er det i fødderne?

Ella: Intet svar

Ella: Har du ondt i fødderne? I tænderne? Eller i maven?

Ella: Nej, jeg har ikke ondt i den tykke mave

Når hun ikke snakker om folks tykke maver, snakker hun om deres smukke øjne eller smukke fødder. Det er godt, at hun også har lært at give komplimenter 🙂

Når hun så indimellem er lidt fræk, så er det, når hun trænger til at fyre noget krudt af. Hun plejer at stoppe, hvis hun kan se, at jeg ikke vil have det. Vi er enige om, at det er en del af en leg, når hun fx ynder at tage mine mønter fra min taske, og løbe rundt med dem i hånden. Mønter har jeg altid liggende i tasken, fordi jeg ofte får penge tilbage i Netto, når jeg endnu engang har fundet 20 nedsatte varer, hvis rabat ikke gik ind. Mønter fra mors taske er bare interessant! Så når jeg så kommer efter hende, og siger: “Kan du give mønterne til mor?”, så synes hun det er sjovt at drille! Hun kan godt se på mig, når jeg er med på legen, så jeg spiller med og lader som om, jeg vil fange hende. Når hun så indimellem stopper op, sker det sødeste. Så står hun og danser triumferende, mens hun synger sangen fra én af hendes yndlingsklip fra Youtube: “Johnny, der spiser sukker, og som prøver at skjule det for faren” Det kan ses lige her: 

Ella kan ikke sige Johnny. Til gengæld synger hun sangen næsten fejlfrit med Tonny i stedet for: “Tonny, Tonny, yes papa, eating sugar, no papa, telling lies, hahaha….”, synger hun imens hun danser foran mig og gnider mønterne imellem fingrene. Den er sikker hver gang – hun tror simpelthen, at det er et must at synge den sang, når vi har den her leg 🙂

Det er dejligt med tumlinge og børn i det hele taget, at de bare er sig selv. De siger, hvad de tænker.

Den anden dag havde jeg taget en hvid strikhue på, da jeg skulle gå en tur med Ella. Jeg går ellers aldrig med hue, og jeg havde aldrig haft den på. Ella fangede straks, at der var noget, der føltes helt forkert. “Af… Af…”, sagde hun, og pegede på min hvide hue. Da jeg så kiggede undrende på hende, pegede hun igen insisterende på mig og sagde: “Puden af. Puden af!”.

Hmm, jeg har nok ikke set helt fiks ud 🙂

Nu vil jeg gå en tur med Ella i det gode vejr, og så håber jeg, at I får et rigtig godt nytår.

 

 

Inspiration til et godt nytårsforsæt i 2017

img_20161222_214321Har du et nytårsforsæt? Eller kalder du det en nytårsstrategi? Har du listet nogle personlige mål for 2017? I det her blogindlæg vil jeg bare kalde det for nytårsforsæt 🙂 Måske giver blogindlægget lidt inspiration til dine mål i 2017 – hvis du ellers kan lide at have et nytårsforsæt. Sidste år skrev jeg det her blogindlæg om, hvordan jeg skaber et godt nytårsforsæt – en slags opskrift, der virker for mig. Nu vil jeg knytte lidt flere ord til det, for det er jo en helt videnskab 😉 Nu har jeg efterhånden haft en del nytårsforsætter, som jeg har kastet min kærlighed på, for det skal være rart at give sig i kast med sit nytårsforsæt – ellers holder det jo ikke i længden.

Her kommer endnu en opskrift på det gode nytårsforsæt:

Et godt nytårsforsæt vækker følelser i dig

Jeg er ikke til nytårsforsæt, der fx handler om at dyrke mere motion eller at spise sundere. Det skal handle om det følelsesmæssige. Et godt nytårsforsæt udspringer af en række stærke følelser. Det kan være følelser, der giver dig en kampgejst, en følelse af uretfærdighed, du skal vinde over. Eller et kæmpe julelys i øjnene ved udsigten til, at noget helt fantastisk vil lykkes!

Kører tingene i ring? Vil du gerne have brudt mønstret?

Det kan være, at du har tænkt over en problemstilling, som du gerne vil have løst. Det kan være starten på et nytårsforsæt. Eller det kan være noget følelsesmæssigt, der dukker op igen og igen, og du tænker: “Nej, det kan simpelthen ikke være rigtigt!”. Så har du en god energi at arbejde ud fra.

Et godt nytårsforsæt er positivt ladet

Du skal bare huske på, at det er trættende, hvis du hele tiden render rundt og føler dig “kampklar” og tænker på alt det negative, som var dit udgangspunkt.

At finde årsagen til problemet, kan også være dit mål

Det er en god idé at vende enhver frustration til et kærligt og positivt nytårsforsæt. Det kan være, at du ønsker at gøre en forskel for andre i samme situation. Det kan også være, at du vil fremstå som det “gode eksempel”. Måske er du grundigt træt af den dårlige stemning, der er på kontoret på din arbejdsplads. Du synes ikke, at folk kommunikerer respektfuldt med hinanden. Så kan du have et nytårsforsæt der hedder: “Jeg vil undersøge, hvad der kan gøres for at få en bedre stemning på kontoret”. Så er det bare med at være kreativ i forhold til, om du evt. kan være frivillig tovholder på et projekt omkring kommunikation på arbejdspladsen eller noget i den stil? Det kan også være, at du er grundigt træt af nogle ting på hjemmefronten. Måske har du altid haft en position i familien som det sorte får, og du aner ikke, hvordan det er opstået eller hvorfor? Så kan du have et nytårsforsæt, hvor arbejdet mest består i at gå på opdagelse i dette følelsesmæssige tumult: “Jeg vil tilstræbe at finde ud af, hvordan jeg kan føle mig mere hjemme i familien”. Du kan også i løbet af året undersøge, om det overhovedet er sandt, at du er det sorte får i familien? På den måde, kan nytårsforsættet være et mål om at være mere afklaret i forhold til forskellige problemstillinger eller livsvilkår.

Det skal kunne formuleres i en sætning

Jeg plejer at lave et nytårsforsæt, der kun er en enkelt sætning… Måske har du gjort dig en masse tanker om, hvordan dit 2017 skal være, og hvilke mål, du har. Men formulér det KORT, hvilket nytårsforsæt, du ønsker. Så er det nemmere at huske – og efterleve.

Et nytårsforsæt kan være formuleret som et tema (der er nemt at holde)

Et nytårsforsæt kan være konkret formuleret. Det gør det nemt at krydse af, om du har overholdt dit mål. Men det kunne også være abstrakt formuleret som fx: “Mere æstetik i 2017”. Dermed tager nytårsforsættet form som et tema, der fylder i årets løb. Hvis ‘æstetik’ er temaet for 2017, bliver det et år, hvor du omgiver dig med smukke ting. Du kan gøre det til et mål at omgive dig med flere smukke ting, læse om kunst og gå på kunstudstillinger, vælge dyrt mærkevaretøj – og shoppe lidt mindre 😉 Vælge at spise måltider, der er æstetisk smukke eller købe en fin dug til bordet. Dvs. det kan være mange ting! Derfor er det også nemt at få en succesoplevelse i hus ved at kunne overholde nytårsforsættet 🙂

Vælg lige dét, der falder dig ind

Du kan også vælge det første, du tænker på, når jeg siger nytårsforsæt og lade være med at tænke for meget på formuleringen. Det skal bare føles rigtigt. Måske lyder nytårsforsættet inde i dit hoved som en ordre, og så er det måske sådan, det skal formuleres 🙂 Bare du tænker, at du glæder dig til at komme i gang, er det et godt nytårsforsæt 🙂

Jeg ønsker dig et fantastisk og lykkebringende nytår! Lad os alle krydse fingre for, at 2017 bliver et bedre år end 2016. Let’s spread some love 🙂

Status over glæder og udfordringer i julen :-)

img_20161225_1554481. juledag… Min mand startede formiddagen med at købe en and i Kiwi. Der er én, der er blevet glad for julen! Han spurgte endda en assistent, om anden havde haft et godt liv, da han ved, at det gør mig glad, hvis han kommer hjem med kvali-kød til os 🙂

Så vi fik and igen i aften!

Vi har i det hele taget hygget os i dag – sikkert som de fleste andre danskere. Hvad der er kommet bag på mig i år er dog, hvor lidt afslappende en 1. juledag kan være. Førhen var det årets mest afslappende dag, men i dag har vi haft en overgearet datter, der forventer samme stadie af lykke og sociale aktiviteter som i går… Hmm, svært at slå! Hendes små fætre var på besøg, og de havde det så sjovt allesammen. Nu prøver hun at opnå samme niveau af morsomheder, uden dem ved hendes side. Jeg har lige betragtet hende hoppe rundt med sine Skofus-sko på indenfor, da hun juleaften fik sko, der kan blinke! Hun er dermed godt underholdt i lang tid ved bare at løbe rundt indenfor med dem på. Jeg vidste ikke, at der var en højdespringer gemt i hende, men det skal jo afprøves, om de også blinker i luften…

Dagen i går gik rigtig godt. Vi lagde hus til, og fordelen var bl.a., at vi var tæt på kirken. Ella ELSKER kirker! Vi var kort i kirken til kirkegudstjeneste, før vi måtte kapitulere. Ella troede vist, at hun var kommet til en forlystelsespark, for hun løb konstant rundt, og var bare lidt for højrøstet. Da kirketjeneren stillede sig op og sagde: ‘Kom, lad os alle bede’, sad vi lige bag ved hans høje skikkelse, og jeg troede egentligt, at vi allesammen var enige om at sidde stille og lytte, men i den bomstille kirke råbte hun så højt, hun kunne: “Hurrraaaa, hurraaaa!”, imens hun klappede i hænderne… Okay, det var da SØDT. Men det var også pinligt! Min efterhånden så livløse ansigtshud af for lidt søvn i de sidste 2 år, livede fuldstændig op, da jeg mærkede mine blussende, røde kinder. “Ja, det er mit barn, der er ellevild af begejstring over at være i kirke”.

Efter 10 minutter måtte vi smide håndklædet i ringen, og mormor tog Ella på armen og skyndte sig ned igennem midtergangen i kirken, imens jeg blev tilbage med min svigerinde og Ellas fætter. Vi var ellers på den mest venlige facon blevet rådet til at gå op forrest i kirken, næsten oppe ved alteret, så vi kunne sidde der sammen med de mange andre børn, men nu måtte vi så søge mod udgangen! Efter et par minutter – hvor jeg nok skulle have tjekket min mobil for at finde ud af, om Ella var okay, kom det andet store højdepunkt i vores 10 minutter lange kirkeseance. Ella og mormor var jo ikke bare taget hjem, og så åndede alt idyl. Nej, tre minutter væk på gå-ben, var der panik. Ella ville have sin MOR! Det faktum gik pludselig op for mig, da jeg pludselig oppe fra alter-området så, at min mand netop var trådt ind ad kirkedøren i den anden ende af kirken… Forsigtigt gik han ind i den (givetvist skeptiske menneskevrimmel) med jordens største tandpastasmil… Han fortalte senere, at han virkelig måtte skrue charmen på, for hvad ville folk ikke tænke om sådan en brun mand (der kunne være en muslim), som kom gående mutters alene, EFTER at dørene var lukket…? Jeg vidste bare, at NU skulle jeg søge mod en anden udgang, og sende en sms udenfor kirken.. Det var lidt for pinligt altsammen 🙂 Han opgav heldigvis forsøget med at finde os ret hurtigt, og snart var vi igen samlet derhjemme, hvor Ella blev trøstet og snart faldt i søvn ved synet af sin MOR 🙂 Efter en god lang lur var hun klar på festligheder hele aftenen lang.

Det har ellers været en lidt hektisk december måned. Næste år går jeg seriøst i gang med juleforberedelserne i oktober! Fryser noget kagedej ned eller hvad ved jeg… Jeg har sågar en bageblanding til pebernødder, som jeg aldrig fik brugt! Lige pludselig fløj december afsted. Her er nogle af udfordringerne…

Den sidste uge op til jul bød nemlig på lidt af hvert. Jeg fandt ud af, at indimellem er det altså svært at være selvstændig businesswoman. Så måtte min tyrkiske mand sige ordene: “Du tror, at du skal klare alting selv. Men det skal du ikke. Vi er ikke skabt til at klare alting selv. Vi skal spørge hinanden om hjælp og have masser af teamwork.” Således blev det til, at jeg ringede til en revisor 😉 Mine skuldre var meget lettere efter mødet, og jeg fik så meget ros af min mand hjem i bilen. Så meget ros, at jeg faktisk måtte spørge ham: “Hvorfor er det lige, at du roser mig?” Intet er givet, når man er gift med en tyrker – der er altid kulturforskelle, der gør én lettere forvirret 😉 Men jeg lærte, at for en tyrkisk mand, der elsker fællesskab, og sagtens kan bede om hjælp – og hjælpe andre, var det ligegyldigt, at jeg ikke var så sej, som jeg gerne ville være. Det vigtigste var, at jeg havde bedt om hjælp! To gange på vejen hjem i bilen holdt vi ind til siden, så han kunne skænke kaffe op til os, og så han kunne byde mig på julesmåkager, han netop havde fået på arbejdet. Så blev det simpelthen ikke mere Hr og Fru Danmark! Han sagde endda: “Vi har indtil Assens, hvor du bare kan snakke løs. Bare kom med alt, hvad du har på hjerte”. Ej, han ved lige, hvad der gør mig glad! 😉

Jeg fik lettet mit hjerte, og det var tiltrængt, da vi derhjemme ellers har stresset en del. Lige op til jul opdagede vi pludselig nogle problemer i vores køkken. I lang tid havde vi undret os over, hvorfor køkkenet var SÅ koldt. Jeg forklarede på bedste vis til håndværkerne, hvad jeg mente der var galt, og da de havde undersøgt det, fik jeg en teknisk beskrivelse retur, der stemte godt overens med mine fine fornemmelser. Hvor skønt at få ret 😉 Så jeg var egentlig ovenpå efter deres visit, men min mand blev ved med at sukke: “Og så lige op til jul..!” Som om min tyrkiske (og muslimske) mand bare lever og ånder for juletiden 😉 Okay, han havde IKKE glemt julemaden- og hyggen fra sidste år, så julen var åbenbart krøbet ind under huden på ham. Da han havde sagt tilpas mange gange, at det var noget værre rod, at håndværkerne skulle rode ved vores køkken lige op til jul, gik realiteterne også op for mig…. “NEJ, vil det sige, at vi kun har et 50 % funktionelt køkken henover julen”, gispede jeg!? “Os, der lægger hus til på denne juleaften..”. Hmm, det gik jo heldigvis fint, men nøj, hvor det stresser med sådan noget “flytterod”. Vi glæder os meget til at vores køkken igen er fint. Det er ikke nemt at vænne sig til, at mange af ens køkkenskabe er væk, og alle køkkenting er stuvet sammen på alt for lidt plads, men med fælles hjælp går det, og vores gæster havde heldigvis taget noget med hver især, så vi kunne leve nogenlunde med vores halve køkken.

Nå, men de gode stunder i december har der også været mange af. Det bedste ved denne jul har været, at Ella har været helt ekset med julen, og har lært så mange nye ord på grund af begejstringen. En uge før jul fik vi juletræ ind i stuen, og hver eneste dag, når vi kom hjem fra dagplejen, udbrød hun: “Det er juletræ!”. Indimellem kalder hun det for ‘Julemand’, men hun bliver bedre og bedre til at huske det. Den anden dag udbrød hun: “Julemand..træ!” 🙂

Dagen før juleaften sad Ella på min skød og puttede, da jeg begyndte at fortælle hende om, hvad der skulle ske juleaften. Jeg remsede op, hvem der kom, og at vi skulle i kirke, danse om juletræ, have god mad og have gaver. Så kiggede hun på mig med åben mund og polypper, og så slog hun ud med hånden i en Lise Rønne-klassisk-håndbevægelse, imens hun udbrød: “Op i morgen! Op i morgen”. Der var én der glædede sig til juleaften!

Glædelig jul til jer derude, og jeg håber, at I også havde en dejlig juleaften 🙂

   

Det er da logik for en to-årig! Mor prøver at følge med!

_20161220_203138-2

Ella, 9 måneder

Ella snakker efterhånden en del, og hun har vist arvet sin fars analytiske sans. Man kan ikke bilde hende noget ind.. Lidt kedeligt indimellem, når hun sidder og leger i badet med en spand med vand, og mor spørger, om hun koger kartofler? “Nej, det er vand”, svarer hun så… Og da jeg så prøver igen: “Nå, jeg troede, at det var kartofler du kogte. Laver du ikke mad til mor?”, svarer hun bare: “Nej, det er bad!”

Den anden dag var hun med mig i køkkenet for at bage boller. Hun rørte fint i Margrethe skålen, hjalp med at røre forskellige ingredienser i osv., så da bollerne var i ovnen, satte jeg mig på hug og kaldte på hende, så hun kunne se det snart færdige resultat. Forventningsfuld og glad så hun ud, da hun kom imod mig. Hun forstod godt, at jeg ville have hende til at sætte sig ved siden af mig, og vi kunne kigge op på bollerne inde i ovnen. Hun gik straks hen og fandt den lille foldetaburet frem, som hun lige havde brugt, da vi stod ved køkkenbordet. “Stige, stige. Ella stige”, sagde hun, og så satte hun taburetten op ved siden af mig, og stillede sig op på den og kiggede udover kogepladerne… Hmm, ja, udsigten var ikke lige, hvad hun havde regnet med. Ned igen, og så blev hun dét klogere, at trappestigen ikke partout er et must i en bagesession 🙂

Den anden aften da jeg var i gang med at putte hende, fandt hun ud af at give sig selv et nyt kælenavn, da følgende samtale fandt sted – inspireret af hendes store interesse for ‘monkeys’/aber…:

Mig: Er du mors lille monkey?

Ella: Ryster på hovedet

Mig: Nej, du er Ella…:-)

Ella: Jeg er Ella Monkey!

Da vi var til julemarked i Assens den anden dag, som jeg skrev om her, blev hun helt begejstret, da hun så, at der var nogle spejdere, der havde sat et bål op, hvor man kunne riste popcorn henover. Nå, men bålet var alt, hun så, og så råbte hun højt (så flere vendte sig om): “Det er vand, det er vand!”, og da jeg sagde: “Det er ild, de har lavet bål”, blev hun ved med at gentage: “Det er vand, det er vand!” Måske fordi hun mente, at vi skulle bruge vand til at slukke ilden med 😉 Så begyndte hun dernæst at råbe: “Brandmand Sam! Brandmand Sam!”, så der var ingen tvivl om, at hun genkendte noget fra én af sine yndlingstegnefilm.

Da vi i weekenden var ude at fælde juletræ, var hun ikke imponeret, da vi gik igennem den lille skov af juletræer… Først da vi havde udvalgt vores træ og fældet det, så det faldt om på jorden, råbte hun begejstret: “Wauw. Det er juletræ!”

 

Nu vil jeg videre med aftenens gøremål. Jeg håber, at I nyder den sidste bid af julehyggen.

Inden nytår vil jeg også publicere et blogindlæg om at finde på et godt nytårsforsæt, så følg med på Facebook for at se nye blogindlæg 🙂

7 ting, der undrer mig – om bedsteforældre

img_20161219_100417Som mor-blogger/mommyblogger har jeg efterhånden skrevet en del indlæg om bedsteforældre-rollen – fx om mine egne bedsteforældre, min afdøde farmor og om Ellas nære forhold til sin mormor. Det her blogindlæg er 7 ting, som jeg spørger mig selv om i forhold til bedsteforældre: 

  • Hvorfor er Ella begyndt at kalde sin far/baba for ‘bedstefar’? Hun tager ham i hånden og render rundt med ham i hånden, imens hun siger: “Bedstefar, bedstefar”. Det bliver da hyggeligt at gå omkring juletræet i år, når vi OGSÅ har en bedstefar med i familien 🙂
  • Hvor tidligt bliver små børn mon bevidste om de forskellige roller, som vi har overfor hinanden i familien, og som gør hver familie unik? Fx at Ellas farmor og farfar er i Tyrkiet, og at hun har en bonusbedstefar her i DK? Hvad tænker hun om, at det stort set kun er mormor, som hun er nært knyttet til? Er det derfor, at hun kalder Baba for bedstefar? Fordi hun ser, hvordan en del bedstefædre henter deres børnebørn i dagplejen?
  • Hvorfor hedder det i det hele taget ‘Bedsteforældre’? Betyder det et ekstra sæt “bedste” forældre, der ER der for barnet, forkæler og giver kærlighed på næsten samme måde som forældrene? Hvorfor er der så nogen mennesker, der misser den pointe og anser bedsteforælderrollen som et surt ansvar, som de gerne vil fralægge sig? Eller gøre det helt klart for alle, at de IKKE er typen på at passe børnebørnene. Eller de er måske den type bedsteforældre, der er sikre på, at nu vil alle andre bemærke, at de er blevet ældre! Bedsteforælder og aldersforskrækket – dårlig cocktail. De fleste tænker heldigvis ikke i de baner, men i stedet på barnet og alle glæderne!
  • Hvorfor er der SÅ meget hjælp til forældre og børn, der bliver skilt, men intet til bedsteforældre, når de ellers også bliver meget berørt af det? Bedsteforældre beretter da ofte om, hvor svært det også har været for dem, fordi de måske er vant til at kunne komme og gå i hjemmet, nærmest som det passede dem og måske skal nøjes med en form for deleordning fremover.
  • Hvorfor skulle jeg blive voksen, før jeg opdagede, at der var noget, jeg virkelig var gået glip af – et nært forhold til mine bedsteforældre. Ikke at alle har et nært forhold til deres bedsteforældre, men der var særligt en person, der gjorde mig opmærksom på, at de da havde manglet i mit liv!? Ja, det havde de da, svarede jeg så, og det ændrede pludselig mit syn på bedsteforældrerollen. Jeg havde ikke skænket det mange tanker, men i dag tænker jeg meget over bedsteforældrerollen.
  • Hvorfor er det som om, min farmor følger med i mit liv, selvom hun jo døde for en del år siden? Og blev min mand rigtig træt af mig, da jeg bad ham 5 gange om at snuse til en bluse, som pludselig var kommet til at dufte som min afdøde farmor duftede? Det var da pudsigt, syntes jeg.. Men han delte nok ikke min begejstring 😉 Jeg har hørt på historier om, hvordan hans seje farmor blev enkefrue som meget ung og passede en stor gård helt selv, samtidig med at hun havde små børn, og min mand får lov til at høre historier om duften af flæskesteg og hamburgerryg, der altid var i min farmors køkken eller at hun bagte gode kringler. Som hendes barnebarn tog jeg, hvad jeg kunne få – om det så måtte blive til minderne om dufte og diverse 🙂
  • Hvorfor var jeg ikke interesseret i aktiehandel dengang min farmor levede, så jeg kunne huske, hvilke aktier det var, at hun var interesseret i? (ikke, at jeg selv handler med aktier) Og hvad var det mon, der havde drevet sådan en kvinde fra arbejderklassen til at stræbe så højt på karrierefronten? Hvorfor er hun her ikke, når nu det kunne være så spændende at snakke om feminisme med hende? Har hun mon lagt mærke til, at Ella altid finder mønter det ene og det andet sted i huset? Ja, farmor ville være stolt 😉 Eller også tænker hun bare, Ella har en rodekassemor 😉

Nu vil jeg sørge for de sidste juleforberedelser inden familien kommer til juleaften her hos os… Hvis I vil læse et blogindlæg fra julen sidste år, finder I det lige her 🙂 

Tak, fordi I læser med! Og god jul!

Jul med tyrkeren og tumlingen

collage-1481991442911Hvordan holder vi jul, når min mand er muslim? Vi holder selvfølgelig jul uden svinekød, men derudover er det fuldstændigt, som jeg ellers har holdt jul. I dag var vi til julemarked, og vi har selvfølgelig pyntet til jul herhjemme, vi tager del i juletraditioner osv.

Juletraditioner

Det er sjovt, som Ella opsnapper alt omkring julen i år. Hun råber “julemand”, så snart hun ser julemanden til forskellige arrangementer. Ella og Mustafa lærer meget om julen på samme tid 🙂 Selvom min mand dog havde godt fat i det med julen grundet sine mange år i Alanya med masser af danskere, og vi jo også har holdt et par jule sammen, er han stadig ikke helt på hjemmebane. Så er det godt, at Ella i ny og næ kommer hjem fra dagplejen med forskellige juleting, så far kan blive klogere på julen. “Se, det er en ægte, dansk juledekoration”, sagde jeg forleden, da Ella kom hjem fra dagplejen med en juledekoration, hun selv havde lavet. Så er det altså nemmere at huske juletraditionerne!

Må muslimer godt holde jul?

Jeg har rost min mand for at være så god til at tage del i den danske jul på trods af, at han er muslim. Han har altid sagt, at det er vigtigt at respektere andre religioner og deres traditioner. “Se, hvor glad Ella er”, siger han ofte, som argument for at holde fast i et eller andet. JA – se, hvor glade børnene er.. Så giver det jo sig selv. At blive godt integreret i det danske samfund er nok noget, som i høj grad sker ved at se på, hvordan børn gebærder sig, hvad de lærer om i institutionen, skolen osv. Selvfølgelig er det også via arbejdspladsen, men som voksne lader vi ofte hinanden være, dvs. lader folk gøre, som de vil, uden at stille for mange spørgsmål eller at sætte ting i gang. I børnehøjde sker der så meget, at det er umuligt IKKE at lære om den danske kultur og det danske system.

Jeg sagde til min mand forleden: “Flere kunne lære af dig – hvorfor er nogle muslimer afvisende overfor at holde jul?”. “Giv dem tid. Det er ikke nemt at være dem”, var hans svar, og det er jo rigtigt nok, at fx syrere har nok at slås med i livet, så at forholde sig til julen er nok ikke lige deres førsteprioritet her og nu. Andre kulturer har måske forbehold, der handler om andre ting, så vi kan altid bare passe vores egen have – og så bliver andre måske inspireret, hvem ved?

Julegaveindkøb 

Jeg mangler stadig at få købt de sidste julegaver. For min mands vedkommende kom julen så meget bag på ham, at han ikke har fået købt en eneste julegave – altså indtil i går, hvor jeg på en sms spurgte, om jeg evt. måtte købe julegave til mig selv – på hans regning 😉 Jeg havde nemlig set en rabatkode i et blogindlæg fra Mascha Vang, som kun kunne bruges den dag på makeup fra Yves Rocher. Så kunne han snildt få købt den gave – heldigvis syntes han også, at det var smart, og jeg gav så meget udtryk for min glæde, da han svarede ja, at han svarede tilbage: “Hvis det gør dig glad, ville jeg da med glæde købe hele Matas”. Han udtrykker sig altid så romantisk, og det er vist ret typisk for tyrkiske mænd. I dag fik vi et par roser nede i byen, da der var julemarked, og Socialdemokraterne uddelte roser. “Det er bare det bedste parti”, sagde min mand så, da han vist havde tabt sit hjerte til dem 😉 Ella fik en ballon og slik, og jeg fik mit første glas gløgg i år, så de havde virkelig fundet en måde at gå i hjerterne på os 🙂 I Alanya fik jeg vildt mange roser, da min mand og jeg lige havde fundet sammen. Imens vi ventede på grønt lys i en lysregulering, kunne min mand pludselig rulle vinduet ned og købe en rose af en sælger udenfor bilen. Så rygtet taler sandt – tyrkiske mænd er meget romantiske 😉 Det var bare ikke så romantisk at købe sin egen gave, meeeen lidt dansk skal han jo også være 😉 Og så længe vi begge er glade 😉

Mustafa er stadig overrasket over, at vi til fødselsdag og jul sender ønskesedler rundt. Det ville aldrig ske i Tyrkiet. Derfor har han også spurgt, hvorfor folk ikke bare skriver “cirkaønsker” på deres ønskesedler, så i stedet for at skrive: “Sengetøj fra Georg Jensen” kunne de skrive: “Flot sengetøj”. Åh, jeg ville gerne have Georg Jensen sengetøj, by the way 🙂 Nå, men der er selvfølgelig også mange, der skriver det første, men vi danskere er nok meget vant til – og glade for den tradition med at skrive præcis, hvad vi ønsker. Det har både fordele og ulemper, og det er også dét, som vi altid kommer frem til, når vi diskuterer forskellige ting. Nej, der er virkelig ikke én kultur, der er bedre end en anden, og vi mixer lidt, som det lige passer os.

I morgen skal vi ud og fælde juletræ, så vi er gået all in på dansk julehygge, og min mand brokker sig ikke. Han vil bare ikke i kirke juleaften, da jeg netop kom til at sætte: ‘Adams æbler’ på den anden dag, som fik ham til at udbryde: “Hvad er det for en mærkelig film, du har fundet? Jeg går aldrig i kirke igen!”. Vi havde ellers set frem til, at han snart skulle med i kirke 😉

Ha’ en fortsat god julemåned!