Verden i følge en 2,5-årig #mikroeventyr

img_20170611_163745_497Tilbage til hverdagens blogskriverier – og oprydning!

Endelig fik jeg tid til at opdatere bloggen, da jeg har haft meget arbejde. Grundet arbejde smed jeg derfor alt, hvad jeg havde i hænderne – bogstaveligt talt – for at nå deadlinen. Det resulterede i, at jeg var den første i teamet på ca. 15 mand, der var færdig med opgaven, hvilket jeg var lidt stolt over, men til gengæld var jeg ikke stolt over, at de der 30 minutter, jeg som minimum bruger på at rydde op dagligt, var svundet ind til ingenting.

Ellas bemærkning her til morges, da vi kom ud i stuen, sagde det hele: “Sikke en masse rydde op!” 🙂 Det måtte jeg give hende ret i.

dsc_3396

Nu ser det pænt ud igen, for jeg sagde til hende, at jeg ville rydde op i løbet af dagen, og især for børn skal man jo virkelig holde, hvad man lover. Derfor får hun ofte at vide, hvad jeg har af planer, så jeg holder dem! 😉

Mikroeventyr kan bare være en lille hverdagsoplevelse

Herhjemme går vi en del op i at skabe mikroeventyr i hverdagen (dvs. små aktive og spændende hverdagsoplevelser/aktiviteter), og jeg har skrevet blogindlæg om hyggelige steder på Fyn, hvor vi især har slået vores folder. At tage på længere rejser har vi ikke haft lyst til med hende den lille aktive. Det var rigeligt, da jeg skulle ud at køre med DSB, som jeg skrev om i dette blogindlæg. Nå, så MIKROEVENTYR holder vi os til herhjemme 🙂

På vej til dagplejen her til morgen, havde vi et lille særlig øjeblik – ikke et mikroeventyr, men måske lidt hverdagsmagi? Det gik fint med, at hun sad i barnevognen, og da vi gik forbi det gamle sygehus i Middelfart, som er en kæmpe bygning, der nu er omdannet til hotel, udbrød Ella pludselig med begejstring: “Sikke et stort, højt slot!”. Jeg vendte mig om, og fik så øje på det samme som hende – hotellet i den gamle røde murstensstil og med hvide trævinduer overalt. Det kunne da godt ligne et slot. Skæbnen ville, at der pludselig kom en “prinsesse” gående, da vi kiggede hen imod den solbeskinnede bygning. Jeg behøvede ikke at være 2,5 år med en fantasifuld tankegang for at kunne se, at der var noget usædvanligt ved at se den unge kvinde på ca. 18-20 år komme spankulerende let og elegant langs med bygningen i en hvid sommerbluse og kridhvid, lang nederdel med marineblå, store prikker, som gik helt ned til jorden, og hun havde et bånd om håret. Hun smilede endda, som hun kom gående der med næsten fe-agtigt skulderlangt hår. “SE! Det er en PRINREZZE!”, udbrød Ella begejstret, imens hun pegede på den unge kvinde. “Ja, det er det da, også”, svarede jeg hende lige så begejstret 😉

Hverdagsmagi

Herhjemme forsøger vi at få trukket magien frem af de små øjeblikke i hverdagen. Jeg har altid lagt mærke til detaljerne overalt, men jeg er blevet bedre til at sætte pris på de magiske øjeblikke i hverdagen, i takt med at jeg har fået nogle dunk på vejen – nogle “wakeup-calls”, der gør, at jeg elsker hverdagen. “Ja, allermest holder jeg af hverdagen”, som Dan Túrell skrev i et digt. Jo bedre du kan se skønheden i detaljerne, jo bedre bliver du også til at elske større oplevelser og tage det rigtigt ind. Vi har sikkert allesammen set et ægtepar i 60’erne, der sidder på en restaurant i et turistområde, og som slet ikke snakker med hinanden, eller i øvrigt ser ud som om de er optaget af verden omkring dem. Det er som om, de er gået helt i stå, og de håber vel, at en ferie sydpå kan ændre lidt for en stund? Sådan frygter vi nok allesammen at have det, og jeg forsøger selv at holde fast i begejstringen ved de små ting. Det har Ella vist arvet efter mig 😉

Selvopfundne eventyr

Nå, nu vil jeg smutte hen og læse selvopfundne eventyr for Ella. Det er vores godnat-ritual i øjeblikket. Ikke at det virker – hun bliver mere vågen af det, men det er hyggeligt. Jeg finder lynhurtigt på et plot, og i går handlede det om “Ellabella Borte” og mange andre figurer 😉 Eventyrene er mega korte, da Ella hurtigt mister interessen, hehe.

Tak, fordi I læser med på bloggen, og jeg håber, at I holder ved, selvom der indimellem går en uge imellem opdateringerne.

   

Mit gæsteblogindlæg på MamaWise

p1030630På denne regnvejrsdag har jeg ikke fundet inspiration til et nyt blogindlæg. I stedet deler jeg et blogindlæg, som jeg skrev i en anden forbindelse. For et par måneder siden skrev jeg nemlig det her blogindlæg på MamaWise, som jeg tænker, at I måske kan nikke genkendende til? Det handler om, hvor nemt det er at sætte hinanden i bås, og det er jo helt naturligt, men stadig lidt irriterende til tider 😉

I dag da jeg hentede Ella fra dagplejen, fik jeg lidt at vide omkring hendes rolle derhenne. Det var faktisk en lidt anden rolle, end jeg havde troet – en mere diplomatisk rolle end tidligere 😉 Nu er hun ikke længere den store, men har to jævnaldrende legekammerater. Et dagplejeskift fører også nye roller med sig – selv i en så lille alder.

Til det her blogindlæg har jeg fundet det mest solrige billede frem. Ella i smukt solskinsvejr – og uden filter! Det virker opkvikkende på en fredag, hvor jeg drømmer om sydens sol 🙂

Ha’ en god weekend!

Samtaler med en 2,5-årig #gaver

img_20170607_120721_486Den anden dag da vi gik hjem fra dagplejen, prøvede jeg at starte en samtale med Ella om hendes dag i dagplejen. Vi snakkede om de forskellige legekammerater, hun har i dagplejen. Vi nåede til emnet om, at lille “Peter” (kalder vi ham) – en baby på 10 måneder ikke var til at lege med. Han var for lille. Så var det nemmere med de større børn. Jeg prøvede at forklare Ella, hvad babyer er for en størrelse. De vil bare gerne have deres basale behov opfyldt.

Samtalen forløb således:

Mig: Ja, Peter han vil bare gerne spise mad og sove, ikke?

Ella: Mmmm…

Mig: Var Peter glad så?

Ella: Nej, Peter ikke glad

Mig: Nå, var han sulten da? Eller savnede han sin mor?

Ella: Nej, Peter savnede ikke sin mor

Mig: Okay, så Peter savnede ikke sin mor

Ella: Nej, Peter bare gerne have gave…

Mig: Nååhhh….

Ella: Hvor er mors gave til Ella…? Det er fødselsdag! Jeg gerne gave…

 

Åh, de børn…

Sidste år brugte jeg hundrede år på at lave denne her løvekage til hende til hendes fødselsdag.

img_20161031_113251

Sjældent har jeg set et barn se så ligeglad ud 😉 Men hun var nok for lille. I år, hvor det sikkert havde været sjovt for hende, gider mor ikke. Ej, nu gør jeg det altså lidt nemmere for mig selv…

Men masser af gaver må jeg hellere købe til hende. Farmand bombarderer hende med gaver i øjeblikket, så hun mangler bestemt ikke noget. Selvfølgelig bemærker hun jo nok, at moren ikke følger trop, for hun plejer ikke at gå op i gaver. Men det er sikkert også bare alderen.

Næh, jeg er bare hende den “kedelige” mor, der sørger for en nærende kost, restriktioner på chokoladeindtaget OG antallet af gaver 🙂

   

Morgenerne er både de værste og de bedste

18870243_10155129986386413_1082367111_oMorgenerne førhen og nu

Engang var morgenerne så forskellige, at det var et helt irritationsmoment for os alle. Morgener skal være forudsigelige! Men det var de ikke af flere grunde. Det var dengang, vi skulle balancere med enten dansk eller tyrkisk morgenmad – og tyrkisk morgenmad er et stort og lækkert morgenmadsbord. Det var alt for ambitiøst! 😉 Den danske morgenmad bestående af lidt kedeligt brød med smør på (hvis det skulle gå stærkt) var til gengæld så kedelig, at vi straks savnede den tyrkiske.

Vi prøvede at skabe rutiner, men først og fremmest skulle vi blive enige om, hvor højt vi prioriterede en god morgen – versus en god nats søvn 😉 JA, det er vigtigt at have god tid om morgenen, meeeen det er bare ikke realistisk i en travl hverdag, som de fleste børnefamilier kender til. Vi fandt dog et “kompromis”, hvor jeg bare stod op og gjorde Ella klar til dagpleje, så vi havde mindre at blive uenige om. Derfor er det heller ikke den store forandring at være alenemor nu – mange af rutinerne er de samme.

Morgenerne som alenemor

Nu hvor jeg er alenemor kan jeg fuldstændig bestemme alting selv, og det nyder jeg! Jeg er et morgenmenneske på den måde, at jeg som regel vågner energisk og gerne vil op og i gang. Men om eftermiddagen er jeg som regel helt flad 😉 Ella bruger tid foran fjernsynet til at vågne op, imens jeg laver morgenmad, og så får hun morgenmad, og må efterfølgende smutte tilbage til fjernsynet, og moren giver hende tøj på, og så afsted ud af døren… Det klares på ca. 30 minutter, og så er der også plads til kram og sjov. Hun har sjældent noget imod at komme afsted, for vi har jo en super dejlig dagplejemor – som jeg nævnte i det her blogindlæg.

Vi går 2 km hen til dagplejemor, og det er som regel hyggeligt at gå derhen, hvor Ella sidder i barnevognen og hun fylder mig med en masse historier om fx hendes bamse, der ikke kan lide blomster, fordi den får blomster i næsen og så siger den atju! Ja, altsammen meget spændende 😉 Men i morges var det noget andet, der optog hende. Pludselig hang hun lidt ud af barnevognen, fordi hun skulle se noget bagved mig. Hun lyste op i et kæmpe smil og øjnene funklede af glæde. “Det er Christmas!”, sagde hun… “Christmas…!”, gentog hun og spejdede efter én bagved mig, og jeg vendte mig om, og kunne se, at hun havde fået øje på “Julemanden”, dvs. en mand med et meget langt skæg og stort, løsthængende tøj, og som jeg havde lagt mærke til tidligere. Var det en hjemløs mand? Moren kunne godt komme i tvivl, og jeg svarede Ella: “Er det lige julemanden?”, og hun kiggede på mig med et gævt smil, kastede hovedet tilbage og svarede: “Neeeeej… Det var bare en mand!”. Så hun kunne godt se, at det ikke var julemanden 😉

Vi har faktisk nogle meget hyggelige morgener, som du nok kan høre 😉

Mit lille mål i hverdagen er forøvrigt at springe over, hvor gærdet er lavest – bare engang imellem! 🙂

Jeg har altid haft en tendens til at overanalysere og indimellem komplicere tingene mere end højst nødvendigt, fordi jeg har haft for høje forventninger til mig selv – og bare livet generelt! Som mor er jeg blevet bedre til at prioritere! Det kender du sikkert alt til? 🙂 Derfor er det rart, at jeg kan prioritere benhårdt nu, når det ikke faldt mig naturligt tidligere. Nu gør jeg tingene nemmere for mig selv.

Forbi bageren….

– en øvelse i at lette humøret på rekordtid! 

Den anden morgen sov Ella ret længe, og vi havde derfor ikke så meget tid til at komme ud af døren. Hun skulle i gæstedagpleje, og der var langt derud på gå-ben – 2,3 km! Moren kunne hverken overskue den lange gåtur med en gnaven tumling eller sit eget gnavne selskab 😉 God tid om morgenen er nu den bedste vitaminindsprøjtning mod dårligt humør!

Nå, så vi smuttede forbi bageren for at købe en tebolle, så Ella kunne hygge sig med at spise den på vejen.

Det søde var, at da vi gik hen imod bageren, kiggede Ella på mig, og sagde med store lysende øjne: “Mmmm, det er pandekager! Jeg eeeeelsker pandekager”. Så grinte jeg lidt, og vi gik ind, og den søde bagerpige spurgte: “Hvad skulle det være?”. Ella var hurtig til at svare…. “Jeg tænker pandekager”, svarede hun 🙂

Da der skulle betales for tebollen, fandt jeg en tier frem, og Ella var der straks til at give pigen pengene. SÅ enkelt kan det gøres, når tumlingen skal i godt humør!

Ella spiste hele bollen, og var derfor bomstille hele vejen… Det var et rigtig godt træk fra moderens side, og jeg huskede at klappe mig selv på skulderen 😉

 

Ud og Se med DSB – OG en tumling!

Ella og jeg har lige været i Nordsjælland på besøg hos en veninde. Torsdag-fredag var vi afsted, og vi tog toget derover. 2,5 time hver vej plus 30. min. gåtur op til stationen. Hvert et minut tæller med en tumling!

Det er noget af en bedrift at rejse med en tumling, der helst gerne vil være i bevægelse hele tiden. Er hun hyperaktiv? Nej… Hyperaktiv er da noget, der ser helt ubehageligt ud for os andre, ik’? En ubehagelig uro i kroppen, der får tankerne hen på stress..? Hendes trang til bevægelse ligner derimod en cheerleader i aktion – hun emmer af at være: GLAD, GLAD, GLAD! Ingen tvivl om, at hun er en meget sund tumling 😉

At rejse med en tumling er uforudsigeligt!

Det tog lidt tid for mig at falde helt ned efter rejsen frem og tilbage, hvorimod Ella bare har været glad og tilpas hele dagen, efter at vi er kommet hjem. Utroligt, så omstillingsparat hun er.

Nej, vi skal IKKE se Thomas Tog

Ella og jeg satte os på den plads, vi havde bestilt, og overfor mig sad der heldigvis en kvinde, der smilede næsten uafbrudt til Ella. Det kan godt gøre en stresset mor HELT rolig… Ella sad bomstille på mit skød og sagde ÉT ord fra strækningen Middelfart-Odense. Moren talte! Jeg havde fortalt Ella, at hun skulle være stille og rolig, når vi skulle køre med tog. Hun havde vist lyttet efter…

Desværre huskede hun fra sidst vi kørte tog, at vi stod af i Odense for at se Thomas Tog! Så hun rejste sig straks og ville af, da vi kom til Odense. Det var DERFOR, at hun havde været bomstille, og nu gik luften ud af ballonen. Nå, mindre krise, som jeg fik afværget, og så var det tilbage på plads, hvor hun sad ret roligt. Først da vi var tæt på Valby station, og vi skulle skifte, var det tæt på middagslurs-tid, og hun satte i ét af de der hysteriske flip-skrig, der varer max. ét minut, og som moren VED er tegn på, at nu skal hun sove!! Jeg tænkte, at efter 5 minutter ville der måske være en tyssen fra en medpassager, men næh nej. Reaktionen kom prompte. En dame sagde: “HEYY, shyyyy. Nu skal du være stille!”, og hun så lidt bestemt ud, og i øjeblikket var jeg egentlig mest lettet, fordi det virkede. Ella begyndte nemlig at græde af irettesættelsen, og hun faldt derefter i søvn. Til både ud- og hjemturen havde jeg bestilt plads i ‘Familiezonen’, og fejlagtigt troede jeg, at Ella havde lidt flere minutter at løbe på, før hun blev tysset på 😉

‘Familiezonen’ har ændret sig siden jeg var studerende!

Nu er det MANGE år siden, at jeg sidst har siddet i den zone, men jeg var sikker på, at det var nogenlunde samme koncept som for mange år siden. Okay, jeg var studerende dengang. Dengang skulle der næsten have været et skilt udenfor: “Ekstremt højt lydniveau. Indgang på eget ansvar.” Familiezonen var fyldt med skrigende, legende og glade børn. Der var et legehjørne, og anderledes farver/indretning end i de andre dele af toget. Her var børn VELKOMNE.

Familiezonen har bestemt ændret sig igennem årene. Jeg savnede ligefrem nogle flere børn. På vejen hjem sad der heldigvis en sød mor tæt på os med sine to skønne unger, der var på alder med Ella. De kunne lege lidt sammen, og så gik tiden stærkt. Hvis ikke jeg havde siddet lige præcis dér, havde turen måske været helt anderledes. Det uforudsigelige er en fast del af repertoiret, når man er mor.

Der var så mange ting, der kunne gå galt. Når vi skulle skifte tog undervejs, og der kunne være proppet i S-toget, og Ella kunne smutte ud af mine hænder, fordi hun så en sød “babyhund” – eller whatever 🙂 Det uforudsigelige bestod i, at elevatorerne på Valby station ikke virkede. Typisk, når barnet netop er faldet i søvn, og det havde passet perfekt med middagslur i S-toget, som vi skulle skifte til. Nå, men Ella vågnede selvfølgelig op, midt i at jeg og en fremmed person hjalp hinanden med at bære klapvognen op ad trapperne. “Jeg er oppe at flyve”, sagde Ella. Jeg nikkede anerkendende. “Dét rumskib”, tilføjede hun, og syntes at det var fantastisk med en lille flyvetur.

Nu snakker hun bare om, at hun vil op at flyve – og gerne i et rumskib… Nu er toget ikke længere spændende, og jeg håber, at mor og datter kan tage på udlandsferie i det kommende år, så hun kan komme ud at flyve 🙂

Dette billede på kærlighed, havde jeg aldrig selv lagt mærke til #verdenifølgeentumling

18675108_10155105699101413_1285189736_oElla sagde den anden dag: “Mor SØD… Jeg eeeelsker…. BABA!”. Nå, så blev man snydt 😉 Dejligt med børn, der bare siger, hvad der falder dem ind, og man derfor kan mærke deres oprigtighed.

Som jeg skrev i et tidligere blogindlæg bruger jeg aldrig så meget sætningen: “Jeg elsker dig” til Ella. Jeg er begyndt at sige det mere, og det falder mig også mere naturligt nu. Til gengæld har jeg altid vist hende min kærlighed ved fx at nusse og kramme hende – næsten konstant. At kysse på mund bruger vi heller ikke herhjemme, for det gider hun ikke, og kun et kys på panden eller kinden går hun med til i ny og næ. SÅ, vi finder andre måder at vise hinanden kærlighed på. Ella siger flere gange dagligt: “Mor er så sød…!” Det varmer, og jeg føler, at vi har et tæt bånd, selvom vi hverken kysser eller siger: “Jeg elsker dig”.

Hvordan ville kærlighed se ud, hvis du ikke måtte bruge ord?

Indimellem føler jeg, at der næsten er for meget fokus på de klassiske måder at vise kærlighed på: “Mor elsker dig”, og så et kys på munden. Altså på den måde, at vi alle har godt af at ryste posen indimellem og se på kærlighed fra nye vinkler. Jo bedre vi er til at beskrive kærlighed for vores børn på en nuanceret måde – og vise det, jo nemmere er det også for dem at bedømme, hvad gode kærlighedsrelationer er, når de bliver ældre. Kærlighedsrelationer kan jo både være til veninder, venner, kærester – og måske senere ægtefælle. Kærlighed er i hvert fald meget mere end bare ord, selvom ord jo har sådan en stor betydning. Det er et paradoks, at vi kan forvandle så mange ting ved hjælp af ordets magt, men når det kommer til at vise kærlighed tæller handlinger jo bekendt mere end ord 😉 Det er et ordsprog, jeg stadig synes giver fint mening, selvom det er et fortærsket udtryk, der bruges i et hav af sammenhænge. Men uanset hvor gode forældre vi gerne vil være, kan vi ikke tænke os til det. Vi må praktisere det. Vores handlinger betyder alverden, når vi skal være det gode forbillede for vores børn. Ord kan næsten føles overflødige.

‘Mors hjerte’ – en kærlighedserklæring fra en tumling

“Så er det sengetid!”, sagde Ella i går aftes. Det er rigtig sødt, og hun gør det faktisk ofte, når klokken er omkring 21.30 (og ja, hun sover sent…). Hun har åbenbart et godt indre ur, siden hun ved, at det er ved at være sengetid. Selvfølgelig kan hun jo nok se, hvordan jeg hænger mere og mere i sofaen 😉

Vi hjælper så hinanden med at lukke vinduer og slukke lyset. I går aftes, da vi sad i sengen, ville jeg læse en godnathistorie for Ella, hvilket vi ofte gør som godnat-ritual. Hun ville så ikke helt sidde stille og koncentrere sig, så jeg gik også bare i gang med at læse i min egen bog og lod hende “falde ned” af sig selv. Hvis mor er kedelig nok, plejer hun at finde ro til at sove. Så kom hun alligevel og puffede til mig ved at tage armen omkring mig, som jeg sad der i skrædderstilling i sengen og læste. “Hvad vil du?”, spurgte jeg med et smil og kyssede hende på hendes buttede kind. “Jeg gerne sidde i hjertet”, svarede hun. Uden at tænke videre over det, tog jeg uden om hende og gjorde plads til, at hun kunne sidde i “hjertet”, som jeg har forsøgt at illustrere med ovenstående simple tegning. For det var vel sådan her, at mor så ud fra hendes perspektiv? 😉 En skrædderstilling fra et barneperspektiv kunne godt ligne et hjerte. Det var først bagefter, at jeg tænkte nærmere over, hvad hun havde sagt og hvorfor. Det er sjovt, som de små bare kan sige ting med den største selvfølgelighed, imens vi andre voksne har svært nok ved at holde styr på helt konkrete begreber.

Ella ser verden fra et meget abstrakt perspektiv, ligesom mange andre småbørn, og indimellem skal vi huske bare at lade os rive med. Så bliver livet lidt smukkere for en stund. Vi må allesammen være åbne overfor forskellige perspektiver for at kunne få gode relationer og fremme fred i verden, og det starter jo allerede med, at vi anerkender vores børn for, hvad de ser. “Ja, det var da et hjerte!” 🙂

   

Når hverdagssituationer giver håb om en bedre verden

18641411_10155102870436413_1929041028_oHvordan forandrer vi verden? Jeg kender ikke en eneste, der ikke er optaget af det spørgsmål. Vi vil allesammen gerne gøre en forskel. Jeg føler yderst sjældent, at jeg gør en forskel, faktisk. Det er lidt nedslående. Eller dvs. i forhold til Ella, føler jeg, at jeg gør en forskel. Det er meningsfuldt at være mor. Men jeg ville gerne have den der følelse af, at jeg gjorde en forskel for mange andre, dagligt. Der er sikkert mange, der kan følge mig? Ja, selvfølgelig er det vigtigt at være en god datter, et godt familiemedlem, der hjælper til i ny og næ og kommer med moralsk støtte, kærlige ord, osv. Men at gøre en forskel, så det batter, det er straks sværere.

Jeg må finde ud af, hvordan man gør… Hvordan kommer man i gang? Er det realistisk samtidig med at være småbørnsmor og selvstændig? Et frivilligt job tager jo også tid, så hvis jeg kunne kombinere det med bloggen, ville det nok være optimalt.

Al forandring starter i familien

Skal vi ændre verden, starter det i familien. Som børn afkoder vi hele tiden, hvordan “empati ser ud”. I hvilke situationer viser mor og far empati – og er jeg en del af deres omsorg? Empati. Det vigtigste begreb, når det kommer til at ændre verden, og det starter i familien. Stopper forældrene med at anerkende empatien hos barnet, stopper empatien også gradvist. Empati er som en muskel, der bliver svagere, hvis ikke den bliver trænet. Og som børn vælger vi ubevidst eller bevidst at holde vores hjerte lukket eller åbent for omverdenen – alt efter, hvad vi oplever.

Børn har ingen forbehold

Vi har alle brug for at føle, at andre VIL os, og har BRUG for os. Så holder vi vores hjerte åbent for omverdenen, og verden bliver et bedre sted. Her er børn så inspirerende. De har ingen forbehold.

Den anden dag, da jeg havde hentet Ella fra dagplejen, var det også et dejligt solskinsvejr, ligesom i dag. Ella gik ved siden af klapvognen, men så ville hun gerne løbe sammen med mig. Vi løb med hinanden i hænderne, og Ella fik øje på en 8-årig pige med smukt lyst hår længere fremme. Hun stod ved siden af sin flotte cykel. Ella var så begejstret for pigen, at hun løb hen imod hende, og udbrød med et stort smil: “Hej, lille pige! Hej, lille pige!”. Pigen returnerede begejstringen, smilede og svarede to gange: “Hej”. Hun var da heldigvis ligeglad med at blive kaldt “lille”, for hun fik en storhjertet hilsen. En pige, der var halvt så høj som hende, fik lov til at fylde i gadebilledet med al sin ucensurerede glæde.

Hvilke følelser er dit barns? Og hvilke følelser tilhører dig?

I flere situationer har jeg mærket en usikkerhed på, om jeg skulle lære Ella at være mere tilbageholdende? Hun får måske et chok senere hen, når hun lægger mærke til, at verden ikke er så god, som hun tror den er? Men NEJ, det kan ikke passe, at vi skal beskytte hinanden mod følelser, som vi SELV ER BANGE FOR. Endnu engang har jeg mindet mig selv om, at jeg ikke skal gå ind og “beskytte andre” for noget, som handler om mig selv. Indtil videre bliver Ella jo godt modtaget, hvor end hun går (næsten da), så min egen usikkerhed om “jeg nu bliver taget godt imod” (som mange nok har), skal hun ikke arve allerede. Det er rigeligt, at hun sikkert opsnapper det senere hen, og per automatik bliver mere tilbageholdende, fordi hun ser, hvordan jeg er, eller hvordan andre voksne er. Det er selvfølgelig noget, der sker naturligt – men noget ligger også i vores kultur. Folk omkring hende kan jo heldigvis sige til- og fra, ligesom hun selv kan. Det løser sig. Nu glædes jeg bare over hendes umiddelbarhed, tillid til verden, empati og at hun altid er på vej fremad! 🙂

Hverdagssituationer, som giver håb om en bedre verden

I dag skinner solen fra en skyfri himmel, og jeg glæder mig til at lægge mærke til flere hverdagssituationer hen over sommeren, der giver håb om en bedre verden. Det skal være mit nye fokus, for jeg er træt af dårlige nyheder! 🙂 Så i den kommende tid vil jeg have fokus på hverdagssituationer, der giver håb om en bedre verden 🙂

Mit blogindlæg til Vores Børn: “10 ting, jeg gerne ville have vidst som mor til en tumling”

18597021_10155099164661413_844953591_oSnart skal jeg ud i mormors kolonihave og spise hjemmebagt rabarberkage. Jeg kommer derfor til at være langt væk fra skærmen. Selvom jeg har meget på hjerte for tiden, bliver det ikke til et blogindlæg i dag.

Men her er et blogindlæg som jeg skrev for Vores Børn den anden dag:

10 ting, jeg gerne ville have vidst som mor til en tumling

Ha’ en god søndag!

Drop snakken – TEGN de svære følelser for din tumling

18596800_10211060146357121_1082887751_oDe sidste to morgener har Ella følt et stort savn til Baba. Det er et irritationsmoment for moren, at vi så kommer sent ud af døren, men det er selvfølgelig ikke det væsentlige. Det væsentlige er, at det er hårdt at se hende ked af det. Hun reagerer ved at være tvær og ugidelig, når hun egentlig er ked af det. Som mor kan jeg godt se, at Ella ikke bare er umulig for at få sin vilje. Det er ellers en meget almindelig opfattelse at tænke, at barnet manipulerer med én, men nej, den køber jeg ikke. Det er da hårdt at sætte sig ind i alle de følelser konstant, men så handler det jo om min egen magelighed. Så jeg er stolt af, at jeg kan stå fast på min mening om, at Ella altså var ked af det – og ikke bare en trodsig tumling 🙂

Hun vil intet, når hun er i det humør, og jeg satte mig på hug og spurgte hende: “Er du ked af det?”, og hun nikkede. “Savner du?”, og hun nikkede. “Hvem savner du?”, og hun svarede: “Jeg savner Baba”, og hun tog hænderne op til øjnene og græd, ligesom en voksen. Bare fordi man er 2,5 år, kan man godt være god til at forstå følelser, sætte ord på dem og reagere på de triste følelser, der trænger sig på. Det er jeg stolt af, midt i den hårde situation, hvor hun krammede sig ind til mig, og jeg trøstede hende. En side af mig har bare lyst til at flygte fra situationen, bestikke hende med chokolade og snakke om noget andet. Jeg har lyst til at kilde hende, så hun glemmer tristheden, jeg har lyst til at blive irriteret over, at vi kommer sent ud af døren, og jeg har lyst til at sige, at nu må hun stoppe! Men ville jeg vinde tid? Nej… Ville jeg vinde hendes tillid? Nej… Ville jeg gøre hende mere glad? Nej… Ville jeg have det bedre med mig selv? Nej, bestemt ikke…

Når barnet er ked af det, virker “tegneterapi” 

Så hvad gjorde jeg i stedet for at trøste hende? Jeg krammede hende selvfølgelig og satte ord på, men jeg greb også fluks pen og papir for at gå i gang med en impulsiv form for “tegneterapi”. Ja, jeg er ikke ekspert, men mit moderhjerte kan godt styre sessionen i en konstruktiv retning 😉

Jeg satte mig for at tegne “øjebliksbilledet” af Ella, der er ked af det. Det handlede om 5 minutter, hvor vi satte os ved bordet, og jeg lynhurtigt tegnede et par streger, som med nød og næppe lignede dét, det skulle ligne 😀

18575203_10155093286426413_56359692_o

Hun bad om at få tegnet Ella, der græd, og Baba der græd og mor der græd. “De græder allesammen”, sagde hun, og jeg prøvede at rumme denne “elendighed”. Mest af alt havde jeg lyst til at tegne en eller anden glad klovn, der kom ind fra siden. Jeg lod hende styre, hvad der skulle ske, og i de første par minutter så hun meget trist ud, når vi tegnede al elendigheden, og sagde bl.a. at det var synd for Baba. Han var ked af det, sagde hun, og det var synd for Ella, og hun var også ked af det. Igen havde jeg super meget lyst til at pynte på det hele eller at styre uden om emnet.

Jeg foreslog, at vi tegnede et hjerte imellem Ella og Baba, fordi de savnede hinanden og elskede hinanden. Den var hun med på. Jeg foreslog også, at vi tegnede Babas hus og med den dejlige have, og at Baba var i sit hus, og Ella og mor boede et andet sted. Efter en rum tid var hun med på, at vi allesammen også blev glade igen. Hun lyste op og ville gerne have, at jeg tegnede en glad mor, en glad Baba og en glad Ella, og så vendte hun sig om, og Ramasjang i fjernsynet fangede pludselig hendes opmærksomhed. Nu var de triste følelser drevet over for en stund. Jeg kunne give hende overtøj på, og så kunne vi komme afsted til dagplejen.

I dag havde vi så endnu en morgen, hvor hun savnede Baba – på trods af, at hun så ham i går. Det var til ærgrelse for moren. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: “Ej, skal vi nu igennem al den elendighed igen?!”. Men svaret i mit indre var: “Ja, kære mor – dit barn har brug for, at du tegner skøre tændstiksmænd med store følelser” 😉 SÅ, det gjorde jeg, og hun blev da i bedre humør, så vi kunne gå ud af døren og hen til dagplejemor. Det lyder så nemt, men i virkeligheden beklagede hun sig også indimellem på vejen og sagde, at hun savnede Baba. Vi skulle have taget os bedre tid til at tegne denne morgen, for jeg tænkte, at hun nok glemte det, når først vi kom ud at gå… Forkert antagelse – “tegneterapi” virker bedre end en gåtur som afledning.

Min opfordring til andre mødre i en lignende situation er derfor at sætte sig for at tegne med dit barn, hvis det gennemlever nogle svære følelser. Du er ikke alene, hvis du synes det er svært at rumme dit barns følelser… Men jeg lover dig, at når I er ovre denne “tegneterapi-session”, er både du og dit barn lettet. Dit nærvær styrker jeres relation, så I får færre konflikter. Jeres stærke bånd får jer godt igennem et hav af situationer op igennem hele opvæksten, så tiden er givet godt ud.

Jeg håber, at du kunne bruge min lille fortælling til inspiration – uanset, hvordan jeres familie er skruet sammen, og hvilke udfordringer I evt. har. Det er i hvert fald ikke sidste gang, at jeg har benyttet mig af det 🙂

   

Din historie kan inspirere andre, så vær’ stolt af den

18596399_10155089916841413_411675762_o“Din historie kan inspirere andre, så vær’ stolt af den”. Det var nogenlunde det citat, jeg så på Instagram den anden dag.

Således blev det også mantraet den anden aften, da jeg følte mig som en fiasko. Den ene indre sætning i hovedet afløste den anden, og snart var jeg den største fiasko i verden. Ej, okay selvfølgelig ikke i verden – kun i Danmark 😉 Det var mit ego, der talte. Mit ego, der sammenligner mig med andre 34-årige, andre kvinder, andre danskere. Sådanne dage har alle indimellem, men jeg er ikke stolt af det, når det sker.

Ét møde kan ændre alt

I dag er jeg til gengæld i virkelig godt humør. Så hurtigt kan humøret jo ændre sig. Solen skinner, og jeg har netop haft et bankmøde med min nye bankrådgiver, da jeg er ved at skifte bank. Bankrådgiveren var oprigtigt overrasket over, at jeg var 34 år, hvilket var et dejligt selvtillidsboost – især ovenpå min “34-års-krise” den anden aften. Bankrådgiveren havde sådan et anderkendende blik, og var i det hele taget positiv og venlig. Da jeg engang havde en negativ bankrådgiver i årevis, uden at gøre noget ved det (og det skyldes ikke min økonomi ;-)), kan jeg stadig tænke: “Åh nej, bare jeg ikke får sådan en irritabel og stresset type igen”. Det var en lettelse, at vi var på bølgelængde, og jeg er sikker på, at hun er god til at få folk til at føle sig tilpas omkring sig. I gennem årene har jeg igen og igen tænkt på, hvor nemt det er for alle mulige at gøre en forskel med bare et smil, forståelse og venlighed.

Når mor og datters sindstilstand ikke følges ad

Men den anden aften var mit humør helt anderledes tungt i det. Jeg følte bare modstand, modstand, modstand. Igen og igen tog jeg et kig på Ella, og så den perfekte lille, glade unge. Ja, hun var afsindigt glad den aften, så jeg hele tiden følte, at der stak noget under. “Hvordan kan du være SÅ glad, når mor er SÅ ked?”, havde jeg lyst til at spørge hende. Lettet var jeg selvfølgelig over, at min egen sindstilstand ikke gik ud over hende. Jeg elsker, når jeg bare kan se, at hun leger godt herhjemme, spiser godt, snakker med sig selv/med bamserne, griner og fjoller og går rundt med trappestigen, fordi der hele tiden er noget hun vil op at se! Måske lykkedes det mig virkelig at skjule for hende, at humøret kunne være bedre. Hun har ikke brug for, at jeg synes det er synd for mig.

Men Ella var bare glad, og jeg prøvede at “tage mig sammen”, hvilket føltes lidt som at tage sig sammen til et fint middagsselskab, hvor man slet ikke føler sig hjemme. Jeg havde lyst til at betro mig til én, der forstod meget mere, end jeg selv. Én med masser af livserfaring der kunne fortælle mig, at jeg var god nok, som jeg var, på trods af de fejl, jeg har begået og de skøre valg, som virkede okay på dét tidspunkt, men bare ud i skoven senere hen. At Ella så kom midt under denne her kaotiske tid gør, at der trods alt var et stort lyspunkt. Et lyspunkt, som jeg har for evigt 🙂 Hun er sin egen, men hun vil altid lyse vejen op, når jeg er i nærheden – og så vil hun minde mig om, at jeg måske gjorde det meget godt? At jeg havde hende til låns, men at hende lyse, lette sind altid vil lyse vejen op for andre. Det håber jeg i hvert fald, ligesom jeg ønsker at hun finder andre personer, der kan lyse vejen op for hende.

Vær’ stolt af din historie

Jeg håber, at hun altid bevarer sit lyse, glade sind, og jeg vil senere hen fortælle hende, når hun altså er stor nok til at forstå det, at jeg gjorde mit absolut bedste for hende, selvom det så betød, at hendes forældre ikke kunne være sammen. Jeg vil fortælle hende, at en masse sammentræf gjorde, at jeg mente at dén beslutning, jeg tog helt i begyndelsen, kunne give os et lykkeligt familieliv. At jeg forelskede mig hovedkulds er én forklaring, men derudover var der forskellige (næsten skæbneagtige episoder), der gjorde, at jeg tænkte: “Jamen, så må det jo være sådan det skal være”. Jeg valgte at tro på, at livet med Ellas kommende Baba var det rigtige, selvom jeg også havde mine tvivl lige fra begyndelsen. Men når tvivl overskygges af en stormende forelskelse, er der ingen vej tilbage 🙂

Baba var den bedste far, jeg kunne finde for hende. Det var, hvad jeg troede på, selvom tingene hurtigt gik ned ad bakke for forældrenes vedkommende 🙂 Det var fantastisk til at starte med, men jeg har selvfølgelig skyldfølelse over, at jeg havde så travlt med at knytte mig til en person, jeg jo ikke rigtigt kendte, før jeg blev gravid. Det gik for stærkt… Men så havde jeg jo aldrig fået Ella, og hende ville jeg ikke være foruden! 🙂

Den anden aften sagde jeg til mig selv igen og igen: “Vær stolt af din historie”, men jeg kunne ikke rigtigt finde følelsen frem. Min historie handler mest om at jeg valgte forkert i kærlighed…. Historien handler sjældent om, at mit valg i kærlighed var det bedste valg, jeg kunne have foretaget mig, når nu at rivende, personlig udvikling er en stor værdi for mig. Men det er jo også sandheden. Ja, jeg valgte på en måde forkert – og på den måde, var det slet ikke forkert.

Hvis jeg skulle drage lidt konklusioner, som måske kunne gavne andre i forhold til at vælge rigtigt i kærlighed, så skulle det være: 1. Stop op, når du undrer dig over noget/bliver meget forvirret i en relation og undersøg til bunds, hvad det handler om. 2. Tag dig altid god tid til at lære den anden at kende! 3. Sæt ord på, hvad du mangler hjælp til fra andre. Det kan være hjælp til et bedre overblik over fremtiden, hjælp til at slippe en ensomhedsfølelse, hjælp til at få sat grænser. Hvad har du brug for, som du prøver at flygte dig ud af?

Jeg flygtede ind i en stormende forelskelse, fordi jeg ikke vidste svarene på en masse ting. Jeg var 30 år, men alting virkede på det tidspunkt så uoverskueligt – uden at det VAR uoverskueligt. Jeg var i mine følelsers vold og forvirret over alle de valg, som en 30-årig kan stå overfor 🙂 I dag er jeg bedre til at sætte ord på, hvad jeg mangler, og når jeg mærker en undren, stopper jeg op, og går på et detektivarbejde for at finde ud af, hvorfor jeg undrer mig over en persons opførsel, en situation, min reaktion på ét eller andet osv. I dag er jeg blevet super god til at angribe enhver udfordring som et lille “projekt”, som jeg deler op i mindre bidder. Er der orden i mit hoved, er der også mere orden i mit liv generelt.

Den person, som jeg er blevet, kan jeg meget bedre lide, end dén jeg var førhen. Jeg er stærkere og mere rummelig nu. Dømmer ikke så nemt andre – måske, fordi jeg selv har lavet et hav af “fejl”, hehe. At jeg er blevet mor er selvfølgelig en kæmpe gave, så alt i alt er det okay det hele. Om jeg ligefrem er stolt af min historie – der går nok lige lidt tid. Men jeg accepterer den, og Ella er det hele værd 🙂

7 forårsbilleder fra 7 forvirrende uger

18516888_10155083817471413_808032047_o7 uger. Det er der gået siden Ella og jeg flyttede ind. 7 forvirrende uger – især de to første uger 🙂 Men det har også været 7 gode uger, overordnet set. De her 7 uger kunne være beskrivelsen af et helt liv. Op- og nedture, misforståelser og grineflip, bekymringer og lettelse. Kulde og solskinsdage.

Et billedgalleri fra de 7 uger

140517-6Jeg har lavet et lille billedgalleri af den første tid i Middelfart. På dette billede øverst, er vi næsten lige flyttet ind. Billedet viser bl.a. Middelfarts Kommunes besættelse af tulipaner, men det viser også Ellas besættelse af slikkepinde – om den så er så stor, at den bare ligger henslængt i barnevognen. Det er lidt svært at se på billedet, men slikkepinden var på størrelse med en lille hund. Ella var klatøjet den dag, så påskeslikket fik ikke meget opmærksomhed. Den dag var vi på vej til dagpleje, men vendte om og gik i Netto i stedet for. Det er altid et farligt valg, når man er i selskab med en tumling 🙂

Fine påskefarver og et minde om den første tid her i Middelfart. Ella satte forøvrigt selv sneglen i mælkebøtten, så hun forstår sig allerede på opstillede billeder 😉

140517-7

Øverst er der her et billede af Ella, der har smidt al tøjet ud af kommoden. Hmm.

Jeg må give Ella kredit her. For hun har formået at udnytte tiden, imens mor og farmand diskuterede i telefonen. Et wakeup-call til moren om, at der er vigtigere ting i livet – nemlig at holde styr på sit barn og sit tøj 😉 Vi hjalp hinanden med at rydde op, og så var det ude af verden. Tøj, er nemmere at få styr på end samværsaftaler 😉

 

140517-8

Det næste billede er et billede af Ella, der har fået lov til at vælge sko til det omskiftelige forårsvejr. Det blev til Spiderman-strømper i sølvgrå sandaler! Og selvfølgelig har hun husket huen! Bemærk også den flotte blå himmel i baggrunden. Skørt vejr…

Her nederst er der et billede af Ella, der lige har “banket æg”, dvs. har slået æg ud på panden 🙂

140517-1

Ella vil kun have æg til morgenmad for tiden, og det forstår man jo godt, når hun må få lov til at “banke æg”, som hun siger. Hun er faktisk ret god til det. Jeg holder selvfølgelig panisk øje imens – som man jo gør med børn i køkkenet 🙂

På de nederste billeder er Ella og Baba på udflugt sammen.

140517-5140517-4

Moren er med som “fotografen”, der tager billeder til noget, der ligner billederne i et forældremagasin. I det øjeblik kan jeg slet ikke huske, at vi har haft nogen som helst konflikter. The Magic of the Perfect Pictures 🙂

140517-2Her har Ella fået sin helt egen lænestol, fordi nogen privilegier skal der vel være, når mor og far ikke længere er sammen 😉 Mor og mormor var begejstret, men Ella sagde straks, at den kunne hun ikke lide. Nu er den så godtaget alligevel. Forleden var mor og Ella på vej i seng, men hun “dirigerede” mig til at sidde i lænestolen, først. Meget insisterende barn, og jeg satte mig så. Ella kiggede på mig med lettelse og sagde så: “Der var engang… Der var engang… En heks og en prinsesse… Der var engang… Der var engang…. bla. bla. bla.”. Moren var selvfølgelig fuld af beundring og forundring for hendes måde at fortælle eventyr på, og det må hun have lært i dagplejen 🙂 Jeg tog et ekstra kig på lænestolen – og hvad siger I? Det er da en ægte eventyr-stol? 🙂

Så jeg vil slutte dette billedgalleri med at sige: “Og de levede lykkeligt til deres dages ende” 🙂

Mit højeste ønske for Mors Dag

18553122_10155081023361413_1764429826_oI lørdags var vi på Odense Jernbanemuseum, og så Thomas Tog. Det var en dejlig dag! Faktisk den bedste dag i flere år. Ja, skørt, men sandt. Farmand ringede ikke hele dagen. Det ligner ham ikke. Han skrev hverken sms’er eller FB-beskeder. Jeg forstod simpelthen ikke mit held? Hvad var der sket? Jeg tjekkede FB et par gange. Den var go’ nok. Sidst han skrev var kl. 8. om morgenen – den sædvanlige morgen-besked, som jeg aldrig læser, men bare minimerer så hurtigt, som jeg kan nå at blinke med øjet. Han skriver også godnat hver eneste aften, og her laver jeg samme manøvre. Registrerer det, og minimerer beskeden så hurtigt som muligt. Jeg har frabedt ham mange gange at skrive så meget. Hans mange skriverier gør mig mentalt fraværende overfor Ella, og det fortjener hun virkelig ikke!

Jeg vidste egentlig godt, at han ville være sådan her, når jeg gik fra ham. Han kontakter mig dagligt ved at ringe mellem 10-20 gange og skrive sms’er eller skriver fra Messenger ca. 10 – 20 gange dagligt, men alligevel havde jeg tænkt, at hvis jeg nu igen og igen skar det ud i pap for ham, ville han forstå, at det var slut. I laaaang tid inden vores brud havde jeg forberedt ham på, at tingene skulle blive meget bedre, hvis vi havde en fremtid sammen.

Nu tænker jeg meget på, hvordan jeg kan undgå at være et offer ved at give ham magten over mit liv. Derfor fortæller jeg åbent, hvordan det er at være mig på denne blog. Jo mere, jeg tør at stå ved mig selv, jo stærkere føler jeg mig. Han læser også bloggen, og jeg har sagt til ham (advaret ham, hehe), at jeg er helt ærlig på bloggen 😉

Nå, men i hvert fald kunne jeg SLET ikke forstå, hvad der var sket, siden han ikke kontaktede mig i går. Det viste sig senere, at der havde været en form for teknisk fejl. Kl. 21.30 fik han endelig fat i mig, og han sagde straks, at han havde ringet SÅ mange gange, uden at jeg havde taget den. Hmm, det var vist en slags Mors Dag-gave, som sendt fra universet, og jeg tog imod gaven med kyshånd 😉

Jeg fik skam blomster og et fint kort af Baba. Det var da vældig sødt på den insisterende måde, og en måde, som han godt ved, slet ikke er mig! Han siger, at han vil prøve at vinde mig tilbage for evigt, og når jeg synes, at han er den mest uligevægtig mand, jeg kender, beroliger han mig med, at jeg jo fortjener blomster, fordi jeg er sådan en god mor for Ella. Det er bare dét! Ja, okay, så er det svært at sige noget, men vreden ulmer, skam 😉 Jeg er ikke tilfreds med, at mit liv ikke er mit liv. At mine grænser ikke er mine grænser, men hele tiden skal diskuteres.

I løbet af lørdagen mærkede jeg, hvordan en boblende glæde kom tilbage. Hold op, hvor var jeg glad! Jeg kunne se det sjove i enhver situation, havde masser af energi og fik fornyet tro og optimisme. Hvad mere kunne jeg ønske mig for en Mors Dag? Hvis det da så bare havde været det samme her i går. Men jeg nægter at lade ham styre min glæde på den måde, så jeg skal vist have fat i en masse kloge bøger om, hvordan jeg skaber min egen lykke, uafhængigt hvad der sker omkring mig… Hmm, lettere sagt end gjort…

Mors Dag, dvs. i går var ellers en meget fin dag, eller dvs. fra eftermiddagen og frem. Indtil sen eftermiddag havde Baba samvær med Ella, og det tærer altid på min energi.

Resten af dagen gik med, at vi spiste middag med verdens bedste mormor. Vejret var fantastisk, og jeg har jo egentligt alt, hvad jeg kunne ønske mig – bortset fra min personlige frihed. At opnå dette, er mit højeste ønske. I stedet vil jeg fokusere på den danske sommer, der lurer om hjørnet, de jordbær på mit køkkenbord, der venter på at blive spist, og at Ella har haft jordens dejligste weekend med forkælelse af både mor, far og mormor.

Jeg håber, at I havde en rigtig god Mors Dag!