Hver anden dag går det da meget godt… #sårbarhedogmod

_20180113_195432At være mor giver en ret uforudsigelig hverdag. Især, hvis man har et uforudsigeligt barn 😉 Hver dag må jeg bare se, hvad dagen bringer. Nogle dage er jeg overskudsagtig, og andre dage har jeg fået for lidt søvn, og synes at hele verden er imod mig. Det kender alle mødre til. Derfor blev overskriften til dette blogindlæg: “Hver anden dag går det da meget godt”. Det er sådan det er. Når man lige tror, at man har regnet noget ud, sker der noget nyt. Noget nyt, som man skal tage stilling til eller øve sig på. Mit humør svinger alt efter, om jeg kan rumme den sårbarhed dét er, eller jeg vil have følelsen til at gå væk, lige nu! Hvis jeg kan acceptere, at jeg ikke altid bliver forstået, at min barn bliver misforstået, og at tingene ikke går som planlagt, vokser jeg lidt for hver gang. Så føler jeg mig stærkere og bare glad!

En stor udfordring herhjemme er søvnen….

For nogle måneder siden skrev jeg om puttevanerne herhjemme, og at Ella bare ikke ville sove, uanset hvad jeg gjorde! Der skrev jeg om 9 ting jeg gør, som stadig ikke får mit barn til at sove.

Efterfølgende rendte vi heldigvis ind i en lang periode, hvor det gik ret godt med søvnen, som jeg skrev om i det her blogindlæg. 

MEN…. Lige for tiden går det IKKE godt med den søvn. Det har resulteret i to uger nu, hvor jeg har været drøntræt om morgenen, og en enkelt dag havde jeg ikke fået sat alarmen til at ringe om morgenen, fordi jeg nærmest var dejset om i sengen af træthed. “Sætter alarmen senere, skal bare lige….”, tænkte jeg vist, og næste gang jeg åbnede øjnene, var det lyst udenfor. Vi havde sovet over os! Vi kom en time for sent i børnehaven, og det blev bemærket af de andre børn! Det gør vi kun én gang, dét nummer 😉 Vores lille forsinkelse gik ikke ubemærket hen, hehe. Ella sagde efterfølgende med bekymret mine: “Vi kom for sent”.. Og ja, det er ikke nemt at være den perfekte mor. Jeg prøvede at forklare på et børneniveau, at alle mennesker kommer for sent engang imellem.

Om morgenen halser vi afsted. Ella som regel sover så sent, at jeg bliver nødt til at strække den i den anden ende. Jeg har sagt det tusind gange, men når jeg siger, at Ella er et b-menneske, mener jeg det 😉 Så de her to uger har været en øvelse i bare at acceptere tingenes tilstand. Jeg kommer IKKE til at regne ud, hvornår Ella er træt, og hvor mange timer hun har brug for. Det svinger så meget. Hun har altid været god til at sove middagslur på de der to timer, ca., men når luren er væk ovre i børnehaven, skal jeg holde hende kørende til om aftenen. Det gik super godt i forgårs (mandag aften), og jeg var så GLAD. Jeg var sikker på, at fra nu af ville alting flaske sig. Vi hyggede os, og jeg havde masser af energi, selv efter en lang dag med regnskab, som jo ikke ligefrem er mit yndlingsbeskæftigelsesområde. Gæt, hvordan vores tirsdag morgen var? Efter en dejlig nem putning, og efter en skøn dag… Vores morgen var ret frygtelig, fordi Ella var så træt, så træt… Jeg forsøgte at få hende afsted i børnehave, men jo mere jeg skyndte på hende, jo værre blev det. Hun fik en fridag, og farmand hentede hende midt på dagen.

I to uger har jeg forsøgt at vende de dårlige sovevaner, så hun sover om natten, og kun natten… En enkelt aften sov hun allerede kl. 20.30, og efter en meget lang og aktiv dag tænkte jeg, at hun ville sove til om morgenen. kl. 23.30 vågnede hun og var frisk som en havørn! Uforudsigeligheden lærer jeg meget af, hvis jeg skal være positiv. Det er jo som at være en soldat i hæren, der bliver vækket midt om natten 😉 Der er ikke noget, der kan vælte mig efter 3 år med en meget aktiv datter, hvis søvnmønster varierer lige så meget som det danske vejr. Den ene dag er moren fuld af energi og lys i sindet. Den næste dag slæber jeg mig afsted, og sukker højt, når tingene ikke går, som jeg vil. Accept. Accept! Det øver jeg mig i 😉 Jeg mærker sårbarheden, når jeg ikke føler, at jeg lykkes… Når jeg bare ikke forstår at læse min datter, at skabe rutiner og vaner og sørge for at give hende tilstrækkeligt med søvn. Det er en del af dét at være mor, trøster jeg mig selv med. Alle mødre har områder, hvor de føler sig utilstrækkelige. Vi gør vores bedste, og øver os hele tiden på at blive bedre. Vi må ikke være så hårde ved os selv, og jeg elsker forøvrigt de der uperfekte mennesker, der fx kommer for sent i ny og næ. Aahhh, så er det ligesom, at man kan ånde igen. Det er ikke bare mig, tænker jeg så 😉

Ella er det nemmeste barn på mange måder, men ikke når det handler om søvn 🙂

I dag forventer jeg at hente et barn, der har brugt en masse energi i børnehaven og derfor er nem at putte i aften, og IKKE vågner op igen… Men vi får se, vi får se…:-)

   

Samtaler med en tre-årig #detmåmanikkesige

_20180110_175148Ret skal være ret!

Ella har en stor fremtid foran sig som enten politibetjent, lærer eller advokat. Hun er i hvert fald et retfærdighedssøgende lille menneske, der følger med i, hvad man må og IKKE må. Sikkert typisk for alderen. Flere gange ugentligt siger hun forarget: “Det må man ikke sige!” eller “Det må man IKKE…!”.

Det er godt, at hun går så meget op i ret og uret. Til gengæld kan hun også sige: “Det var et uheld” og “Det var ikke med vilje”. Så er vi ligesom dækket ind, når hun skal begå sig ude i den store verden.

“Må man sige det?”, spørger jeg ofte mig selv… 

Moren tænker også meget over, hvad det rigtige er at sige til hende i forskellige situationer. Nu forsøger jeg at være så pædagogisk som overhovedet muligt, men samtidig vil jeg jo heller ikke lægge for meget bånd på mig selv.

Når jeg om aftenen læser godnathistorier for Ella, er hun vild med en børnebog om en politibetjent. Moren er knap så begejstret. Udover at den er lidt kedelig, er jeg heller ikke vild med at forklare om knipler, pistoler og håndjern. Efter første gennemlæsning vil hun altid høre den igen. Den anden dag kunne jeg simpelthen ikke tage mig sammen til at læse den igen.

Jeg gav Ella den helt ærlige version. Jeg spekulerede på, om det ud fra en pædagogisk vinkel var okay 😉

“Ej, jeg synes faktisk bogen er kedelig, Ella. Er det okay, at du bare læser den selv ved at kigge i bogen?” Stik imod min forventning sagde hendes ansigtsudtryk mig, at det var helt fint med hende! “Jaaa”, sagde hun og hun begyndte at læse højt for mig, hvilket var ret underholdende!

Fra børn skal man høre sandheden

Den anden dag tog vi en fridag, da vi skulle til fotograf. Fotografen blev desværre syg og måtte aflyse. Jeg satte mig derfor i sofaen, helt klar til at tage afsted og skulle lægge en ny plan for dagen. Ella satte sig på mit skød, og vi kiggede på hinanden. I dagens anledning havde jeg taget øreringe i ørerne, hvad jeg ikke har haft i tusind år, og Ella er altid efter mig: “Mor, du skal have øreringe i”. Jeg spurgte derfor med et forventningsfuldt smil: “Har mor fået flotte øreringe på?”

Jeg ventede på hendes reaktion, og kom i det her øjeblik til at tænke på, at hun da vist heller ikke var vant til at mor havde parfume på. Hun reagerede derfor både på øreringene og parfumen:

(host, host…) lød det fra hende, hvorefter hun udbrød helt forpint: “Addr… øreringe lugter. Tag dem væk. De lugter, mor!”

Jeg endte faktisk med at skifte bluse 😉 Vi har begge en veludviklet lugtesans, og jeg bryder mig heller ikke om for meget parfumeduft.

Du må sige undskyld… 

Ellas forargelse over, hvad andre gør, giver anledning til en del reprimander om, at de må sige undskyld. Hun siger ofte til moren: “Du må sige undskyld, mor..” Nu er jeg ved at lære hende, at det fx kan være et uheld, hvis vi går ind i hinanden, og hun forstår mere og mere de forskellige sociale spilleregler. Hun siger så i stedet: “Det gør ikke noget” eller “Det går bedre” eller bare den helt korte version: “Det går…”

Nu ser hun en del engelske/amerikanske udsendelser for børn, og vi talte meget engelsk i hjemmet, indtil hun var 2,5 år, hvor vi flyttede for os selv, hende og jeg. Derfor smuttede det for hende den anden dag, da hun blandede engelsk og dansk, og sagde til mig: “Du må sige sorry!” 😀 Så sødt, at jeg ikke kunne lade være med at smile, og det syntes hun selvfølgelig ikke var sjovt..  “Det er ikke sjovt”, sagde hun så… Jeg tog mig sammen, og svarede hende, at jeg bare smilede, fordi hun var så sød, og fordi jeg var glad…

“Jeg er OGSÅ glad!”, svarede hun med et stort smil.

Midt i en Oprah Winfrey-udsendelse fik jeg svaret… #sårbarhedogmod

sketch-1515699769315I de sidste par dage har der været meget omtale af Oprah Winfrey’s fantastiske tale ved Golden Globe Awards. Jeg fik i den forbindelse lyst til at skrive et blogindlæg om Oprah Winfrey, da hun også har haft en kæmpe betydning for lille mig. Da min blog er både en personlig blog og en familieblog, bliver blogindlægget en god blanding af den betydning som Oprah Winfrey-udsendelserne havde for min personlige udvikling og mit fremtidige familieliv.

Oprah Winfrey har været mit forbillede, siden jeg begyndte at se hendes talkshow i fjernsynet som 16-årig. Min mor og jeg var netop flyttet ind i et byhus i Middelfart, hvor vi skulle finde os til rette som familie med nye vaner i hverdagen, hyggelige traditioner osv. Når fjernsynet blev tændt, var der kun to der skulle være enige om, hvad vi skulle se. Valget faldt ofte på, at vi da selvfølgelig skulle se Oprah Winfrey! Hvis ellers det kom på et godt tidspunkt på dagen, ville vi sidde klar og se det sammen. Vi snakkede efterfølgende om emnerne eller citerede, hvilke leveregler Oprah Winfrey havde. “Oprah siger…”, sagde vi med et smil, og indimellem blev det for amerikansk til vores smag, men så “levede vi også med det”. Hende Oprah forstod at fange vores opmærksomhed med make-overs til amerikanske husmødre, gaveregn med foræring af biler, filosofiske snakke med Gary Zukav eller følsomme interviews med Gwyneth Paltrow m.fl. Hvordan kunne jeg glemme hendes bogklub!? Bøgerne, som hun anbefalede, fik vi også læst i ny og næ. På ferier til udlandet lykkedes det os indimellem at få fat på dem. Hvis der er nogle læsere, der kan relatere til alt det her, er I meget velkomne til at skrive en kommentar. Det kunne være sjovt at høre, om andre også har været så store fans af Oprah Winfrey 😉

Nogle gange var jeg i skole, når en Oprah Winfrey-udsendelse blev sendt i fjernsynet. Eller også sås jeg med mine venner. Jeg var meget bevidst om, at godt nok var jeg vild med Oprah Winfrey-talkshowet, men det skulle ikke være en afhængighed, der gik ud over mit øvrige liv. En svær balancegang, når nu jeg helst ville droppe alt, hvad jeg havde i hænderne, når Oprah tonede frem på skærmen. MEN, hende Oprah var jo så fornuftig, at det ville være helt skørt, hvis hun skulle være skyld i, at jeg fik et afhængighedsforhold. Destruktive mønstre beskæftigede hun sig meget med, hehe;-)

Jeg talte ikke så højt om min interesse for Oprah Winfrey-udsendelserne til mine jævnaldrende veninder. Det var ikke ligefrem sejt at interessere sig for Oprah Winfrey som 16-årig. Jeg indviede dog mine nærmeste veninder i min fascination af Oprah Winfrey universet. De kunne efterhånden godt se, at hvis vi sad foran fjernsynet, og vi tilfældigvis zappede forbi Oprah Winfrey, lyste mine øjne helt op. De kiggede på mig og sagde helt instinktivt: “Vil du gerne se det, eller er det okay, at vi ser noget andet?”. Indimellem ville de heldigvis gerne se det af egen fri vilje, og så var alle glade 😉

Når nu jeg ikke altid så udsendelserne om dagen, var der heldigvis dét faktum, at de ofte blev genudsendt om natten. Det var ikke sjældent, at jeg stod op ved 2-tiden for at liste ned i stuen og se det. Ja, så er man altså Oprah Winfrey-fan! 😉 Det var dog ikke altid, at jeg gad at stå op, men når jeg gjorde, var det altid det hele værd. Min mor ville ofte spørge ind til det om morgenen, selvom hun vist syntes det var vigtigere med min nattesøvn. “Når jeg bliver gammel, skal jeg bare se Oprah Winfrey og spise kager dagen lang”, jokede jeg, og der er stadig lidt sandhed i det, haha.

Igennem årene så jeg det sjældnere og sjældnere. Jeg blev ældre, og gik primært op i at passe min dagligdag på handelsgymnasiet, ses med veninderne, arbejde og tage i byen i weekenden. Et helt almindeligt ungdomsliv, hvor jeg ikke så så meget fjernsyn. Der var meget andet der trak. På et tidspunkt fik jeg min første, seriøse kæreste, og det viste sig, at det ikke var et specielt sundt forhold at være i. Kritik var dagligdag. Ting blev fordrejet, der var jalousi, og der var mange ting, som jeg ikke måtte i forholdet. Af den grund havde vi nogle mærkelige skænderier, som jo opstår, når ens verdensbillede bliver vendt på hovedet. Det absurde bliver gjort normalt. Måske begynder man en diskussion med at ville diskutere ligeværdighed i et forhold, men ender med at forsvare sig selv, fordi man bliver angrebet med kritik. Dét begynder ét sted og ender et helt andet. Ofte kunne jeg ikke gengive til mine veninder, hvad vi havde skændtes om. Det føltes uvirkeligt, at vi kunne skændes om emner, som jeg aldrig ville have troet kunne være et problem. Det tærer på energien, og typisk glemmer du hurtigt skænderierne igen, fordi de er så ligegyldige, og alligevel så ophedede. En meget mærkelig kombination, der får dig følelsesmæssigt ud af kurs.

Med min fornuft vidste jeg efter 3 måneder, at jeg skulle ud af forholdet, men oplevede en stor skamfølelse ved at opgive allerede. Halvdelen af tiden var det jo det mest perfekte forhold, og han var den mest omsorgsfulde mand, så hvorfor kunne vi så have sådanne mærkelige skænderier? Så længe jeg ikke kendte svarene, var jeg ikke klar til at gå. Vi måtte da finde en løsning, eller jeg måtte i det mindste vide, om jeg skabte et negativt mønster, som jeg ville tage med mig til det næste forhold? Jeg ville lære af det her, og føle mig afklaret den dag, hvor jeg evt. gik. En dag var jeg derhjemme og ordnede forskellige ting og sad og lavede lektier med fjernsynet tændt i baggrunden. Jeg zappede rundt, og landede på et Oprah Winfrey-show, som var godt i gang. Et par var i studiet, og de havde frivilligt meldt sig til et eksperiment, hvor de i et par uger eller måneder skulle have sat kameraer op i deres hjem, og de ville få feedback fra en terapeut i forhold til deres opslidende skænderier. I udsendelsen så vi derfor en blanding af videooptagelser af deres skænderier og en terapeut i studiet, der analyserede situationerne, hvor parret skændtes. Straks kunne jeg nikke genkendende til dén type af skænderier, hvor en udenforstående ikke ville kunne finde hoved og hale i samtalen. “Sådan skændes vi også”, tænkte jeg, og 3 minutter senere blev vi i studiet præsenteret for en bog af forfatteren og eksperten, som jeg bestilte med det samme. Det var ikke en bog for alle og enhver, men det var en bog, der lige talte til det, som vi gik igennem. Jeg har stadig bogen, som handler om følelsesmæssig vold. Vores forhold var kendetegnet af følelsesmæssig vold, og i dag kan jeg tænke tilbage på det helt neutralt. Jeg ønsker ham min ekspartner det bedste, og jeg lærte meget af forholdet. Vi havde de bedste intentioner, men kunne ikke finde ud af det på grund af følelsesmæssig umodenhed og forskellig bagage, så vi åbenbart triggede hinanden. Samtidig er jeg også sikker på, at hvis jeg havde mødt ham i dag, ville de opslidende konflikter udspille sig igen, så selvom jeg forsøger at være diplomatisk, når jeg beskriver det, kan alt ikke tilskrives alder og følelsesmæssige ar i fortiden. Dengang havde jeg dog masser af energi, når en konflikt gik i gang, og jeg ville gerne pointere mine synspunkter. I dag ville jeg ikke gide at gå ind i det, overhovedet. Jeg ville være den kedeligste samtalepartner! 🙂 Derudover ville jeg være smuttet efter 3 måneder. Rettelse: før de 3 måneder… Forholdet ville have været nærmest ikke-eksisterende, fordi jeg genkender tegnene nu, og véd, at det kun eskalerer med tiden. Det bliver ikke bedre. Jeg var altid problemet i forholdet, og det kunne jeg jo ikke ændre ved. Kun selvindsigt og handling hos dén, der har problemet med modparten kan ændre noget. Ellers er det bare at gå sin vej.

Summasummarum, så ændrede det mit liv, at jeg så Oprah Winfrey den dag. Det ændrede mit liv at læse bogen, google en masse om følelsesmæssig vold, og jeg holder mig langt fra det i dag, hvis jeg fx ser det i arbejdssammenhænge, hvor mange også støder på det. For nogle måneder siden var jeg tæt på at sige farvel til et samarbejde med et bureau, da jeg oplevede nedgørelse og ukonstruktiv kritik fra min nærmeste “chef”, og lige inden jeg sendte en opsigelse afsted, fandt jeg ud af, at han var blevet fyret. Jeg havde set rigtigt, var min konklusion. Det var ikke bare mig! Med Oprah Winfrey’s indflydelse igennem min barndom og ungdom, husker jeg altid på, at der findes mange andre, der går rundt og har det præcis som dig. Du ser rigtigt. Du føler rigtigt. Du er ikke alene om at have det, som du har det. Hun har altid opfordret sine gæster til at komme ud med sandheden om, hvordan de har det. Det har indprentet sig (og selvfølgelig blandet med, hvad jeg har med hjemmefra), at du altid véd, hvad det rigtige er. Om det så er at gå fra et usundt forhold, opsige sit job, udleve sine passioner eller tale sandheden om, hvem du er.

Det var min personlige historie. Læg mærke til hashtagget #sårbarhedogmod, hvor jeg deler personlige historier, men også artikler omhandlende alt det, som jeg læser mig frem til fra bl.a. den amerikanske skam-forsker Brené Brown. Brené Brown er mit nutidige forbillede 😉

Tak, fordi du læste med! 🙂

   

Samtaler med en 3-årig #børnehavelivet

img_20180106_204000-2En ny uge begynder i morgen. Ella havde GLÆDET sig til at komme i børnehave igen efter juleferien. Faktisk måtte jeg berolige hende med, at hun skam nok skulle se sine venner igen. Hun skulle se børnehaven igen! Så forsvandt det mutte blik, og hun lyste helt op. Vi havde ellers haft det hyggeligt i juleferien med smutture til Odense, sommerhustur i det fynske, besøg hos familie i Jylland og julehygge ved mormor. MEN når man er enebarn herhjemme, er det liiidt kedeligt til tider.

Nu er det hendes anden børnehave, da vi startede ud med en enkelt måned et andet sted. En børnehave, der ikke lige var hende. Hver eneste morgen afleverede jeg et barn, der enten tog sig gevaldigt sammen og mut sagde: “Farvel, mor” eller hun hviskede igen og igen, mere og mere bedende: “Jeg gerne hjem, mor. Hjem i mors hus”. I den sidste uge før vi måtte sige stop, græd hun rigtig meget ved afleveringer. Jeg vidste bare, at hun aldrig ville blive glad der. Indkøringen var gået for hurtigt, og det gik mere og mere skævt. På trods af søde pædagoger og en virkelig kompetent og sympatisk leder, måtte jeg kaste håndklædet i ringen.

Her til aften sagde Ella pludselig sådan lidt ud af det blå, at hun ikke kunne lege med de andre børn i den første børnehave. Hun pegede på fjernsynet, hvor der var en række børn. “Jeg kunne ikke lege med børnene i den første børnehave”, sagde hun mut, men tilføjede så helt begejstret: “….men så fandt MOR EN NY BØRNEHAVE!” Og hun fortsatte: “Det var liiidt uoverraskende. De var lidt uoverraskende, mor…”, sagde hun med bekymret mine og hun skuede op i loftet for at finde de rette ord. “Uoverraskende”, sagde hun igen, og med bøjede, indadvendte knæ bakkede hun tilbage og så helt nervøs ud. Det var tydeligt, at hun ville demonstrere, hvordan hun havde haft det. Ud fra min tolkning var det hendes måde at sige på, at hun havde været utryg og uforstående overfor, hvad der blev forventet. Hun kunne ikke finde sin plads.

Fuld af forundring over at hun fortalte alt det her, betragtede jeg hende bare, siddende på stuegulvet, imens hun talte videre. Jeg ville huske på hver en lille beskrivelse, fordi det gav mig ro i sindet, at hun vidste, at jeg havde gjort mit bedste. Jeg havde set, at hun ikke var glad, og havde reageret på det.

Nede i knæ og med bekymret mine udbrød hun: “Jeg prøvede at lege… Men dén var forkert…..og så fandt MOR EN NY BØRNEHAVE”, udbrød hun, og hun gik hen og krammede mig så kærligt. Hun så helt lykkelig og taknemmelig ud, og jeg krammede hende, mærkede de små, buttede kinder og sagde: “Ja, Ella var ikke glad, men mor måtte sige farvel. Øv. Det var ikke rart. Mor skulle på arbejde. Mor var så trist, når vi vinkede farvel. Vi prøvede. Det gjorde vi. Med ved du hvad? Jeg kunne se, at Ella ikke var glad”.

Ella skuede igen mod loftet og så lidt tænksom ud, og svarede så : “Ja, det var ikke så godt…men mor skulle hjem og skrive og læse”, og hun plingede med fingrene for at demonstrere, at jeg skrev på computer. “Ja, det er rigtigt, Ella”, svarede jeg lettet og bekræftende. Vi krammede igen, og jeg sagde: “Men nu har du det godt i den nye børnehave”, og hun lyste op. Jeg nævnte et par venner, og hun nævnte mange flere 🙂 Det var vist vigtigt for hende at få dem alle med 😉

Det var så befriende at høre hende fortælle om sine oplevelser, da jeg godt kan bebrejde mig selv, at jeg på sin vis svigtede hende i et par uger ved at aflevere et barn, der på alle mulige måder strittede imod. Hun må da have tænkt: “Hvad er det lige, at min mor ikke forstår?! Jeg er jo ikke glad!”. Det var derfor rart at høre, at hun véd, at “vi begge tog os lidt sammen”. For en periode handlede vi i strid med vores umiddelbare følelser, når mor fx sagde: “Du skal nok få en god dag”, og jeg måtte vriste mig fri af hendes greb. En situation som mange mødre desværre oplever, og derfor er det fantastisk, at vi allerede nu kan få sat ord på vores følelser fra dengang. Det er nok lidt unikt for vores relation, for alle mødre og børn er jo forskellige. Ella suger mange indtryk til sig, så det virker naturligt at tale mere om følelser, end jeg havde forestillet mig, før jeg blev mor.

Nu er det ikke kun Ella, der “danse-hopper” af glæde ind i børnehaven om morgenen, fordi hun er så klar på en ny dag. De andre børn i hendes børnehave ser også altid så glade ud. Pædagogerne er dygtige og nærværende og sætter sig helt ned på hug til børnene, kigger dem i øjnene, eller sidder på gulvet og er omringet af børn, der vil sidde på skød og kramme. Nu er der jo ikke flere ressourcer i dén børnehave, end så mange andre (går jeg ikke ud fra, i hvert fald), men tingene fungerer bare.

Hvis der er noget, som jeg var taknemmelig for i 2017 så var det, at vi fik plads i den børnehave. Læs også om, hvad jeg ellers var taknemmelig for i dette tidligere blogindlæg om mit nytårsforsæt.

Samtaler med en 3-årig #familieformer

_20171226_170514

Jeg håber, at I havde en rigtig god nytårsaften! Vi havde en traditionel nytårsaften, hvor vi hyggede os med dans på stuegulvet til Kim Larsen, god mad og fyrværkeri. “Det er flot, mor. Du skal ikke være bange”, sagde Ella til mig 😉 Hun nød at kigge på fyrværkeriet, og sagde om det: “Sikke en masse bakkerier…. Orgh, og der var BABYBAKKERIER…!”. Det var selvfølgelig når der var små raketter på nattehimlen 😉

Ella og jeg har juleferie indtil d. 3. januar, og vi nyder ferien. Hun har tilbragt rigtig meget tid med moren. Nogle gange har jeg tænkt: “Hvor er den juleferie dog lang!”, men for det meste har jeg bare nydt, at vi er et team. Hun virker gladere end nogensinde. Det giver vist mere mening for hende, når mor beder hende om noget. “Okay, mor”, siger hun så… Eller svarer meget voksent og tænksomt: “Nååååhh…”

Jeg tror at 3-års alderen er en god alder for Ella. Det har altid været svært at aktivere hende nok, men hun bliver jo hurtigere træt af alle de legekammerater, hun efterhånden har at lege med. Hun er desuden begyndt at spørge mig om forskellige ting, og kan selvfølgelig flere ting selv nu, hvilket giver en god selvtillid og glæde.

I juleferien fortalte Ella mig, at hun gerne ville være en dreng. Det er ikke første gang, at hun lader mig vide, hvordan landet ligger 🙂 “Men jeg ER en dreng”, kan hun finde på at sige. Hun får lov til at være lige dén person, hun vil være, så jeg undgår at sige: “Åhh, mors lille pige”, men siger i stedet noget andet. Nu er der jo mange børn, der er lidt kønsforvirrede, når de er små og vokser op og føler sig helt tilpas som en mand eller kvinde. Jeg tager det hele oppefra og ned. Hverken som 3-årig som 30-årig, skal hun passe ind i en kasse. Nu hvor moren er så optaget af skam, jf. min interesse for den amerikanske skamforsker Brené Brown, vil jeg altid behandle Ella med tanke på, at hun ikke skal skamme sig over dén, hun er. Hun fik bl.a. noget sejt tøj i julegave, som moren havde fundet i afdelingen for drengetøj. Hun blev da også rigtig glad for bl.a. en gul bluse med dinosaurer på 🙂

Men hensyn til vores familie flyttede Ella og jeg jo fra hendes far d. 1. april 2017. For Ella er det helt normalt, at vi ikke længere bor sammen, og både far og mor er kommet videre. Vi står et solidt sted, fordi jeg véd, at jeg aldrig kommer til at have en anden relation til hendes far, end den vi har i dag. Vi kommer ikke til at fejre hendes fødselsdage sammen fx. Den mest optimale måde for os at have en relation på, er lige præcis dén måde, som det fungerer på nu. Jeg er meget opmærksom på ikke at snakke dårligt om hendes far, og jeg ved også, at han aldrig taler dårligt om mig.

En aften lå Ella i min favn, og hun var lidt småtræt ovenpå en lang og dejlig dag, fyldt med indtryk. Vi havde pjattet lidt og lavet sjov. Lige pludselig ændrede hendes ansigtsudtryk sig, så hun så lidt sur ud. Jeg troede, at jeg var kommet til at drille hende lidt for meget (for sjov), og jeg spurgte, om hun var sur på mor? “Ja”, svarede hun, og jeg spurgte hende hvorfor? “Fordi jeg tænker, at jeg gerne vil elske far”. Så svarede jeg, at det måtte hun da gerne. Det var da dejligt, at hun var så glad for far. Jeg bliver så stolt over, at hun er så god til at kommunikere sine følelser.

Den anden dag var vi på vej hjem fra en sommerhustur i det fynske, og vi tog toget fra Odense. I toget var der en baby, der brød ud i gråd et par sæder foran os, og som jeg havde set både på mors og fars arm.

Denne samtale udspillede sig mellem Ella og jeg. Den giver håb for alle enlige mødre og solomødre… Vi er skam nok i os selv. Vi behøver ikke at skamme os over vores familieform, hvor det “bare er os”… En tanke, som jeg véd, at mange enlige kvinder har.

Ella: “Åhhh, baby græder!!”

Mig: “Ja, så er det godt, at baby bliver trøstet af mor og far”.

Ella: “Jeg tror, at det er mor”

Mig: “Tror du det er mor, som baby bliver trøstet af?”

Ella: “Ja, baby bliver trøstet af familien”

Mig: “Ja, det er rigtigt. Baby bliver trøstet af familien. Ligesom du har en familie”

Ella: “Ja, jeg har en mor-familie”

Det bedste af det hele var, at hun sagde det med største selvfølgelighed og tilfredshed. Mor-familie. Fedt ord, som gav mig en indre ro, og som jeg aldrig kunne være kommet på selv 🙂 Børn er nu skønne til at få alting til at gå op i en højere enhed.

 

 

Velkommen til 2018 og ændringer på bloggen

sketch-1514659295147For et år siden skrev jeg et blogindlæg om, hvad jeg ville have mere af i 2017 – en form for nytårsforsæt. Jeg formulerede det med tre ord: ‘Respekt, ro og rivende udvikling’. Nu havde jeg lidt i kikkerten – nemlig at Ella og jeg skulle flytte for os selv, hvilket vi gjorde i april måned. Derfor gav det mening at fokusere på de tre ord. Respekt i forhold til at samarbejde omkring Ella, skabe ro og samtidig bevæge mig hen imod en rivende udvikling ved at tage de spring, som var nødvendige.

Mit 2017 vil blive husket som et godt år, på trods af at Ella og jeg flyttede for os selv. En skilsmisse er for mange den største krise i deres liv, men det var det ikke for mig, og det er heller ikke et stort chok for min eks, hvis han læser med 🙂 Jeg havde været den kæreste/kone, jeg gerne ville være, og jeg havde jo masser af kærlighed at give, så jeg kunne derfor gå videre i livet uden dårlig samvittighed. Hvis jeg nogensinde skulle få tanken, at jeg er en kold og egoistisk person, kan jeg bare tænke tilbage på min tid med Ellas far. Jeg satsede alt, gav alt og blev stærkere end nogensinde, fordi jeg én gang for alle fik slået fast, at jeg kan meget mere, end jeg tror. Det er først og fremmest dét at leve i en uærlig relation, der gør én ulykkelig. Når tingene bare ikke føles rigtige, og man mister sig selv, fordi man kæmper og kæmper, uden at få noget ud af anstrengelserne. Derfor var det befriende at komme ud af den relation og lukke døren så meget som overhovedet muligt, uden at lade det gå ud over Ella. Det gode ved vores begrænsede kommunikation er, at Ella ikke forventer, at vi lige drikker en kop kaffe sammen eller undrer sig over, hvorfor vi sagde farvel 5 minutter tidligere end normalt. Der er nærmest en helt fast drejebog for overleveringer:

(Hilsen): “Hej”…

(Lidt småsludren på maks. tre sætninger…) Fx: “Nej, hvor er det fint, hvad far har købt til dig…”

(Afsked): “Hyg jer…”, “vi ses!”.

Døren lukkes.

Ella har det aldrig svært ved at sige farvel til hverken den ene eller anden af os, og overgangen mellem at ses med far og mig er også nem. Så jeg er rigtig taknemmelig for, at samarbejdet går så godt trods alt.

At 2017 var et godt år handler også om, at jeg med en stor portion MOD tog springet ud i noget, der var ubehageligt på den korte bane, men på den lange bane skabte meget mere glæde for alle parter. Det var også et godt år, fordi jeg flyttede ind et sted, som jeg sætter pris på hver eneste dag. Elsker vores lille hjem!

2017 var også året, hvor jeg kastede mig over nye udfordringer. Jeg tilmeldte mig et intensivt matematikkursus på c-niveau, og fik faktisk 12 til eksamen, selvom matematik altid havde været mit hadefag i folkeskolen. Lige pludselig blev det et fag, som jeg var vild med. Det har været forfriskende at udfordre sin hjerne på en anden måde. Min deltagelse på kurset var både fagligt og socialt en rigtig god oplevelse. Jeg kom ikke sovende til mit 12-tal, men det var som om, at Ella vidste, hvor vigtigt det var for mig at komme afsted til tiden hver morgen. Jeg blev så stolt og glad over, at hun bare tog glad afsted i børnehave hver morgen, uden brok. Mormor havde ellers sagt, at hun godt kunne bruge noget af sin ferie på at passe Ella, hvis hun blev syg eller havde nogle “øv-dage”. Det blev der slet ikke brug for. Ella var jo stadig lidt ny i børnehaven, da jeg begyndte på kurset, og jeg var derfor spændt på, hvordan det skulle gå. Hun elsker sin børnehave, så hurra for dejlige pædagoger og søde legekammerater! Nu hjalp mormor også med at få hende afsted hver morgen, så jeg kunne nå mit tog til Odense. Dejligt med mormors hjælp! Uden hende havde det været meget mere besværligt, ja nærmest umuligt at klare kurset.

2017 vil også blive husket som året, hvor Ella og jeg tog på miniferie for første gang i Silkeborg, som jeg skrev om her.

Det vil også blive husket som året, hvor jeg gjorde mig mange tanker om, hvad det gode liv er for mig?  I 2018 vil jeg i højere grad nyde livet og skabe de bedste oplevelser for Ella og jeg. 2018 bliver “livsnyder-året” 🙂 Der er kommet styr på økonomien, men at være livsnyder skal være meget andet end at forbruge. Det skal være at vælge kvalitet i alle henseender, fremfor kvantitet.

Helt konkret er tanken bl.a., at jeg vil bruge endnu flere penge på mad. Jeg vil især nyde det veganske- og vegetariske køkken 🙂 Jeg vil skære endnu mere ned på kød og mælkeprodukter, som jeg gjorde i 2017. De to bedste kager, jeg bagte i 2017, var for øvrigt veganske, så Ella siger vist god for en grøn omstilling ;-P

Jeg vil tage på lidt rejser med Ella, tage mere ud at spise og på café. Jeg vil gerne have endnu flere gode venskaber, og være taknemmelig for alt det, som Ella og jeg oplever. Det gode liv er bl.a. at være taknemmelig, og styre uden om alle de drænende tanker og relationer, der ikke bringer noget positivt med sig. Jeg vil grine mere – og ikke kun sammen med Ella, som jeg i forvejen er rigtig go’ til! 😀

Jeg vil også fuldføre forskellige mål i 2018, så jeg kan ikke garantere, at jeg opdaterer bloggen så ofte. Blogartiklerne vil også forandre sig.

Jeg har valgt at koncentrere mig om tre hovedområder på bloggen: 

  • Samtaler med en 3-årig (hvor jeg skriver om de samtaler og oplevelser jeg har med Ella)
  • Brevkasse (hvor jeg besvarer fiktive og virkelige spørgsmål om alt vedr. familielivet.)

Du er velkommen til at skrive på: astrid.scheel.meyer@gmail.com, hvis du har et spg., og jeg besvarer det anonymt. For at der ikke går for lang tid imellem brevkasse-aktiviteterne opfinder jeg også lige relevante spg. i ny og næ. Når folk stiller et konkret spg. til familieliv og livet som mor, har jeg altid så meget lyst til at give mit bidrag. Dén side af mig vil jeg udleve her på bloggen 😉 Brevkassen vil derfor være et forsøg på at hjælpe andre med helt konkrete problemstillinger: “Hvordan ved jeg, at jeg har fundet den rigtige mand?” kunne være et spg., som jeg ikke selv har svaret på, men måske har Google? 😉

Det kunne også være spørgsmålet: “Jeg overvejer at benytte mig af søvntræning til min 1-årige datter. Er det en god idé?”. Jeg researcher altid en del i min fritid, så kan snildt finde lidt spændende forskning 😉

Det tredje blogområde:

  • Sårbarhed og mod (hvor jeg deler eksempler fra hverdagen og inddrager lidt citater hist og pist fra Brené Brown (amerikansk skamforsker), som jeg jo er fan af.

 

Jeg glæder mig til 2018, og håber at I har haft et fantastisk 2017. Rigtig godt nytår!

   

Okay, det går faktisk bedre med søvnen!

img_20171028_103741_795For et par uger siden skrev jeg det her blogindlæg om mit forsøg på at få Ella til at sove allersenest kl. 22 hver dag! Hun er et ægte B-menneske, og det er lidt af en kunst i vores samfund, der er indrettet bedre til A-mennesker. Hun bliver afleveret mellem 8 og 8.30 i børnehaven hver dag, sover ikke middagslur, og det optimale ville derfor være, at hun sov omkring 20.30. Men nu har Ella jo meget energi, og hendes søvnbehov har aldrig været stort.

Status er heldigvis, at det faktisk går bedre med søvnen! Ja, det føles helt fantastisk, at hun sover ca. kl. 22 hver dag, og ikke er helt umulig om morgenen, som desværre er tilfældet, når hun ikke får nok søvn (naturligvis).

Nu skal det siges, at Ella faktisk tager sig en lille eftermiddagslur efter børnehaven, hvor hun virkelig er træt som i ordets bogstaveligste forstand! Jeg har vækket hende efter henholdsvis 10 minutter og en time, fordi hun jo netop også skulle kunne sove om aftenen. Eftermiddagsluren var derfor en kilde til frustration, fordi jeg ikke kunne afholde hende fra at sove, men det gjorde ikke ligefrem putningen nemmere om aftenen.

Hvad der har virket er….

  • At tage udgangspunkt i at Ella og jeg skal være et team i stedet for, at jeg utålmodigt venter på, om hun dog ikke snart sover! Som leder for teamet tænker jeg hver eneste aften – gad vide, hvordan hun bedst falder i søvn i aften? Hvordan kan jeg hjælpe hende bedste muligt, og hvordan kan jeg sørge for, at hun går glad i seng?
  • At tænke i flere forskellige baner, så sovehjertet bliver “trænet”. Jeg har gjort mig mange tanker omkring putningen. Skal putningen være med en godnathistorie? En indtalt cd med bogen: “Kaninen, der så gerne ville sove” (skrevet med henblik på at virke søvndyssende) eller en cd med mindfulness? Skal vi bruge to timer på putningen eller et kvarter? Trænger Ella til at være fysisk aktiv et par timer inden sengetid? Bruge hovedet? Opleve noget nyt?  Slappe af foran fjernsynet? Eller at ligge og putte i mors favn?
  • At tage en dyb indånding og sænke forventningerne. Jeg har husket mig selv på, at der er større problemer i verden, end at barnet ikke kan sove, og at vi først og fremmest skal have det rart som familie. Lettere sagt end gjort, når klokken sniger sig forbi 21.30, og Ella er i gang med at slå kolbøtter i sengen, blottet for ethvert tegn på træthed. Det er svært at bevare roen, når man automatisk tæller timer til vækkeuret ringer, og barnet nærmest synes at blive mere og mere aktiv – måske fordi hun nu er overtræt?
  • At vække 30-45 minutter tidligere om morgenen. Lige pludselig gik det op for mig, at hun måske har brug for meget længere tid om morgenen til at nå at blive frisk og glad, inden hun skal afsted i børnehaven? Vi har meget bedre morgener nu, så det var et klogt træk 😉
  • At afkorte eftermiddagsluren, så den er så kort som muligt. Selvom jeg hader at vække hende om morgenen og om eftermiddagen, har jeg endnu ikke formået at skabe de perfekte rammer for hende, så hendes soverytme passer til vores dagligdag. Igen synes jeg, at det er samfundets skyld 😉 Jeg håber, at hun med tiden kan komme endnu tidligere i seng, så hun vågner heeelt udhvilet, hver morgen!
  • At acceptere at Ella er et meget uforudsigeligt barn, og jeg må tage en dag ad gangen og smide “opskriften” væk. Ella har egentlig aldrig været til en til en masse struktur, og guderne skal vide, at jeg har forsøgt at skabe rytmer og struktur for at alting glider lettere. Okay, vi har da overordnet nogle faste rutiner, men med plads til afvigelser. Jeg er derfor gået tilbage til udgangspunktet, som vi altid har kørt med – at variere alting så meget som muligt i dagligdagen. De fleste børn elsker faste rytmer og regelmæssighed, men hvis jeg fx siger til Ella hver aften: “Så nu er det tid til en godnathistorie”, skriger hun op og råber: “Neeeeej!!”. Hvis jeg derimod varierer vores aftenrutiner går hun glad i seng.
  • At se på alle de gange, hvor Ella går glad i seng og godt kan lide at styre tingene selv. Jeg kom i tanker om dengang, hvor hun sov så godt, da hun var i dagpleje her i Middelfart. Hvad var det, der virkede mon? Hmm, stik imod alle ekspertråd, så overlod jeg dengang “styringen” til hende, så hun fx selv begyndte at slukke  de små lamper, der står rundt omkring i stuen, og sagde: “Mor, jeg er træt. Det er sengetid”, og så puttede jeg hende, og så sov hun. Dejligt uproblematisk og morgenerne var som regel ret nemme, hvor hun gerne ville afsted i dagplejen.
  • At give det hele lidt tid, for hun skulle jo også lige falde til i børnehaven. Jeg havde på fornemmelsen, at hun nok skulle blive bedre til at sove om aftenen, når hun var faldet bedre til i børnehaven, og selvom hun fra dag 1 har været glad for børnehaven, har det jo været en omvæltning, som det er for alle børn. Det har hjulpet, at hun er så glad for at se legekammeraterne, at hun som regel gerne vil afsted om morgenen.
  • At lade være med at putte hende for tidligt, når hun alligevel ikke er træt. En aften hørte vi “Kaninen der så gerne ville sove” på cd, og hun elskede at høre den, men efter 3 gange afspilning, og hun stadig ikke sov eller viste tegn på træthed, var jeg liiiidt irriteret. Nogle aftener er hun nærmest blevet mere frisk, hvis jeg finder godnatbøgerne frem for tidligt. Vi har en kæmpe stak, og det ender med, at hun bare fjoller, hvis ikke hun er træt, når jeg putter hende. Så lektie nr. 9 – lad vær’ med at putte hende for tidligt!

Nå, det var en længere gennemgang, og jeg er sikker på, at nogle forældre kan nikke genkendende til det, imens andre sikkert ikke kan 😉 Alle børn er jo forskellige, og ved at dele alle de her ting, som IKKE står i bøgerne om, “hvordan børn er”, er der måske nogle læsere, der også finder ro i, at deres barn altså heller ikke reagerer “lige efter bogen” – uanset om det er omkring putteritualer, spisning, tøjpræferencer, legetøjspræferencer osv. osv.

Nogle gange når andre spørger ind til Ella, fx hvad hun kan lide at spise, ligner jeg sikkert en barnepige, der ikke aner, hvad hun skal svare om dét barn, hun kender sporadisk. Ella går sine egne veje! Jeg kan aldrig følge med… Hver dag er forskellig. Det er sikkert meget sundt at jeg som mor fik netop Ella til datter 🙂 Så kunne jeg da for alvor mærke efter, stole på min intuition og være iskold overfor ekspertråd, som jeg elskede, da jeg var i starten af tyverne. Dengang elskede jeg ekspertråd 🙂

Nå, forøvrigt holder bloggen en tidlig juleferie, og jeg opdaterer derfor ikke før det nye år. Jeg har kastet mig over forskellige aktiviteter i den kommende tid, og skal jo også øve mig noget så gevaldigt på at lave honningkagehuse henover julen! 🙂

Så ingen nye blogindlæg før i det nye år. Jeg håber, at du stadig vil følge med på bloggen til den tid 🙂

Om Ellas 3-års fødselsdag og ego-tid på den gode måde!

img_20171030_180407_639I går fejrede vi Ellas fødselsdag, og i dag er det så hendes rigtige fødselsdag. Og se lige billedet til dagens blogindlæg. Er det ikke bare en fin Halloween-kage, som hun fik til sin fødselsdag? Den smagte lige så godt, som den så ud.

Vi havde en dejlig dag med de samme mennesker, som har været med de andre år. Ella gav krammere til alle, og lagde sig ligefrem ned på ryggen i begejstring og flagrede med arme og ben, da alle gæsterne kom 😉 Der var lidt ligheder med en Dansk-Svensk Gårdhund 😉 Hun var SÅ glad.

Hendes far kom også på besøg, bare for at aflevere gaver, med det resultat at da han kom her til morgen for at hente hende og aflevere hende henne i børnehave spurgte hun ham: “Hvor er mine gaver henne?” 😉 Dem havde hun skam fået i går, men i eftermiddag gav jeg hende en lille ekstragave. Spiderman-vanter… Fornuftig gave, der bringer lykke. Win-win.

Med hensyn til alle forberedelserne var jeg så fornuftig, at jeg droppede mit eget hjemmelavede kageprojekt, som skulle have været foruden den fine Halloween-kage. Det havde været ALT for meget. Jeg har åbenbart for vane at tænke, at jeg SKAL stresse aftenen før en fødselsdag, for at fødselsdagen bliver go’. Den konklusion kan manes helt til jorden. Jeg valgte at slappe af aftenen forinden, lod støvsugeren stå, da jeg ville til at støvsuge (igen), og droppede at gøre mere den aften. Det var tid til ego-tid, og det var så tiltrængt. Jeg havde allerede stresset rigeligt over, at jeg åbenbart havde solgt et træbord for et halvt år siden med plader til – men hvor pladerne hørte til det træbord, som jeg netop skulle til at gøre til fødselsdagsbord, og nu skulle jeg i kontakt med den nye ejer af pladerne, og vi fik aftalt, at jeg kom og hentede dem igen. Pyha… Så nåede jeg at få dækket et LANGbord, inden gæsterne kom 🙂

I dag har Ella været i børnehave for at fejre fødselsdag med faderen, og jeg har i stedet været derhjemme og slappet af. Efter at have stået for fødselsdag OG skulle kommunikere med Ellas far om fødselsdag i børnehaven, tidspunkter, forventninger osv., var det eneste jeg havde brug for at ligge på sofaen og se Standup på Youtube 😉 Nogle gange må man tænke lidt på sig selv, lade op og glemme alt om fornuft og bare drikke og spise, lige hvad man har lyst til. I dag kunne jeg mærke, at det var sådan en dag! Når man når det punkt, hvor man tænker: “Hvem kan jeg ringe til, som kan tage sig af mig?”, er det på tide at sadle om og blive en mor, der KUN tænker på sig selv. I hvert fald for de 5 minutter, 30 minutter, 3 timer – eller hvad end man har til rådighed. Jeg havde kun en lille smule arbejde i dag, og rent fysisk kunne jeg mærke, at jeg virkelig skulle slappe af! Det snurrede i min krop, som jeg havde hørt, at det kan gøre, hvis man har angst, og det har jeg aldrig haft, men efter de sidste par dages stress, kunne det måske give lidt mening. Ellers havde jeg bare lidt i kroppen, som mange har for tiden. Selv Ellas far spurgte, da han så mig, om jeg var okay? Han bankede på døren ved middagstid, da han havde sagt farvel til Ella i børnehaven. Jeg lå ellers på sofaen og sov tungt, så jeg stavrede alt for hurtigt ud, og klamrede mig til dørkarmen, fordi det flimrede for øjnene. “Jaaa, jeg sov bare”, fremstammede jeg. Han begyndte så at tale udelukkende dansk til mig. På dansk berettede han nu om Ellas dag i børnehaven, og så troede jeg nærmest stadig jeg sov 😉 Han havde åbenbart i det øjeblik taget beslutningen om, at vores engelske korrespondancer skulle være fortid. Endnu mere forvirret prøvede jeg at lytte. Han stak mig en bolle, han havde købt, og jeg så lidt billeder fra dagen. Han sagde, at hun havde spurgt og spurgt efter mig, og havde været så skuffet over, at jeg ikke var der. “Endnu en ting jeg skal tage mig af”, tænkte jeg og vi sagde farvel igen, og jeg gik ind og fandt cola og kage frem. Så skulle mor slappe af! 🙂

Det der med ego-tid er jeg både rigtig god til, og IKKE god til. Som selvstændig kan jeg arbejde om aftenen fx, når Ella en sjælden gang sover før kl. 22! Men hvis jeg så slapper af dagen efter, når hun er i børnehave, får jeg ofte dårlig samvittighed. Vi har det nok allesammen sådan, at vi på nogle områder er rigtig gode til at stoppe op og have ego-tid på den gode måde, men på andre måder styrter vi derudad, fordi vi også har en dagligdag, der skal køre, og samfundets hjul ruller. Jeg vil øve mig i at finde noget, jeg kan bruge tid på, hvor jeg véd, at jeg slapper godt af – fx ved at se Standup eller sjove serier på Netflix – selvom jeg ikke lige er stødt på en sjov serie, endnu? Kender I nogen? Så skriv det gerne i en kommentar. Jeg er ikke så god til at følge med i serier, men hvis det nu er en rigtig sjov serie, der er god at slappe af til, kunne det være… Jeg vil sætte min ego-tid – eller ligefrem dovenskab lidt mere i system 😉

Doventid er så vigtigt engang imellem, selvom det med “at dovne” er sådan et negativt begreb. Hvis du mangler en peptalk til selv at dovne engang imellem, kan jeg anbefale denne artikel om, hvorfor det er så vigtigt at dovne. Jeg fik selv et andet forhold til ego-tid, og ønsker at droppe den dårlige samvittighed, når jeg tænker på mig selv. Lettere sagt end gjort! Den anden dag fik jeg helt konkret bestilt tid til en omgang massage og reiki-healing, så jeg også kan få mere ego-tid ind i min dagligdag.

Nu er Ella 3 år, og jeg har tænkt på hendes velbefindende dag og nat i de sidste 3 år. Nu er det tid til, at jeg tænker en lille smule mere på mig selv, Mere overskud kommer jo også hende til gavn 🙂

Det er virkelig rart, når ens krop reagerer så positivt på sofatid, kage og cola, at man genopladet kan hente sit barn i børnehaven. Så er min plan, at jeg forhåbentligt kan arbejde sent her i aften – med god samvittighed! 🙂

Livet som enlig mor, når barnet holder fødselsdag :-)

sketch-1509182119606I morgen søndag holder vi Ellas 3-års fødselsdag, og jeg har stort set alt klart til selve dagen, så jeg bare skal sørge for at rydde op og gøre rent inden da 😉 Der er meget planlægning året rundt, når man har børn, og som enlig mor er det endnu sværere at stå for store arrangementer såsom fødselsdage eller jul. Sidste år holdt vi (Ellas far og jeg) Ellas fødselsdag og jul sammen, og eftersom Ellas far arbejder som kok, var der én bekymring mindre, når han stod for maden – og jeg stod for alle kagerne. Jeg lavede 4 forskellige kager til hendes 2-års fødselsdag! Too much! 😉

I år får vi en Halloween-kage, der er bestilt udefra, og så laver jeg en ENKELT Halloween-kage foruden 🙂 Ikke at vi mangler kage, meeeen jeg kunne alligevel ikke lade være med at udtænke en Halloween-kage med bl.a. skumfiduser, som måske skal være spøgelser på kagen…? Hmm, vi må se, hvad jeg finder på.

Derudover lavede jeg en gryderet for en uge siden, som er frosset ned, og desuden har jeg 25 frosne pirogger, der også bare skal varmes på dagen.

I år prioriterede jeg at skulle stå for så lidt som muligt på selve dagen. Forberedelserne startede for 2 måneder siden, hvor jeg gjorde en køkkenskuffe klar til al fødselsdagspynten, jeg fandt på tilbud, sodavand osv. På de dage hvor jeg har haft mindre arbejde, har jeg så kastet mig over madlavningen. Det er virkelig heldigt, at jeg er selvstændig, når en fødselsdag skal planlægges.

Som jeg har skrevet før, står Ellas far for at tage mad med til børnehaven på mandag, når det er hendes rigtige fødselsdag. Først havde han sendt mig et billede af en masse lækkert, han havde købt til at tage med, og jeg måtte minde ham om, at børnehaven har nul sukker-politik 😉 Det er skønt, at vi kan kommunikere så godt på e-mail trods alt, når den mundtlige kommunikation ikke fungerer.

Jeg glæder mig rigtig meget til søndag, hvor vi får gæster på besøg, som vi ikke har set i lang tid. De er alle så vigtige for Ella, og det er så skønt, at vi kan samle 15 personer, inklusiv børn. Det har også sine fordele at have en lille familie, da alle til festen er nogen, som Ella har et afslappet og tæt forhold til.

Den vigtigste dag på året er Ellas fødselsdag

Som jeg skrev om sidste år i det her blogindlæg er Ellas fødselsdag den vigtigste dag på hele året. Nogle gange tænker jeg, at det er fint, hvis ikke jeg får flere børn, for så har jeg mere overskud til at gå ekstra meget op i den. Da jeg selv var barn, gik min mor op i min fødselsdag, og jeg husker at hun gik op i at give mig de helt rigtige gaver, og at vi fik fine lagkager. Hvis ikke det var for hende, var min fødselsdag nok ikke blevet fejret i mit barndomshjem og heller ikke, da jeg blev teenager og ung voksen. Hun holdt sammen på familien, og sådan ønsker jeg også, at Ella skal opfatte mig. Som én der holder sammen på familien, traditionerne og cementerer værdien om: At man bliver et lykkeligere menneske af at give. Selvfølgelig har hun heldigvis en far, der nok skulle stå for det hele, hvis jeg ikke gjorde. Min pointe er bare, at det er rart, at jeg har haft et sejt forbillede i min mor, som tog det fulde ansvar for at tingene fungerede.

Min far prøvede at gøre det godt, og jeg har fantastiske minder fra min barndom om, at han kommer glad kørende for at hente os, når vi skulle på weekend hos ham, og jeg kunne se på hans gang ind mod huset, at han glædede sig til at se os. Vi fik selvfølgelig også et stort kram, når vi sås. Vi handlede ind til weekenden, og jeg husker bare weekenderne som de mest afslappede i verden. Det var ren ferie! Dejlig mad, masser af grin, gode snakke om alt mellem himmel og jord, og masser af kage, chips og hjemmelavede gryderetter, som min far med et grin kaldte for “Rusk-om-snusk”. Vi var altid overraskede over, at det faktisk smagte så godt – og det var han også 😉 Og så grinte vi lidt af det 😉

Den lethed og humor, som jeg er vokset op med, er noget som jeg vil give videre til Ella, og hun slår ofte ud med armen og siger: “Nåå, pyt med det, mor!”.

På hendes fødselsdage skal vi altid have fokus på at give gæsterne en dejlig dag, foruden at Ella selvfølgelig skal forkæles så meget som muligt, og hvis tingene ikke går som forventet, går det også nok. Der skal være nok af det hele, og især skal der være nok af lethed, humor og kærlighed. Ella giver mere og mere kærlighed, som hun vokser op og orienterer sig mere og mere i verden omkring sig. Hun er så fællesskabsorienteret, at jeg kommer til at tænke på den tyrkiske kultur, hvor de i familierne ofte sidder på gulvet og spiser (fx på deres store lejlighedsbalkoner i byerne eller i deres huse ude på landet), og de sørger for, at alle får dét at spise, som de vil have. Ella elsker at dele mad ud, og tænker meget på andre.

For tre år siden havde jeg aldrig troet, at jeg skulle være så lykkelig som i dag. Det var ikke hendes fødsel, der gav mig den største lykke (der var desværre alt for meget i mit hoved), men at lære hende at kende og knytte mig mere og mere til hende, har været en stor gave. Hun var den manglende brik i mit liv. Ikke at hun har været en forlængelse af mig selv, men en person, som jeg kunne kaste min kærlighed på, og som lærer mig alt muligt om livet. Ella udfordrer mig mentalt, viser mig helt nye måder at se verden på og minder mig om, hvor vigtigt det er at lade sig begejstre af de små øjeblikke i livet.

   

Sådan knækkede jeg koden til gode lege med mit småbarn

img_20171026_173923Dette blogindlæg skal handle om den proces, som det kan være at skabe en god kontakt med sit barn under leg. Det er mine personlige erfaringer, og det er ikke tænkt som et blogindlæg, der beskriver, hvordan du bør lege med dit barn.

Okay, jeg ved at sarkasme og ironi kan være svært at afkode for børn, så jeg som regel ret tydelig for ikke at forvirre Ella. Det er de tanker, jeg har gjort mig om det. Det er nok meget individuelt, hvad der er sjovt, alt efter hvem I er som personer. Men Ella og jeg har det sjovt… 🙂 Det håber jeg for dig og dit barn, at I også har! 🙂

Det ser så nemt ud at lege med sit barn

Når andre leger med deres børn – især fædre der tumler med deres børn, ser det så nemt ud. Den gode kontakt er tydelig. En mor der læser for sit barn, er et andet eksempel på en fin kontakt. At jeg så savner at se mødre, der tumler med deres børn/tør slå sig mere løs med deres børn, er en helt anden snak 😉 Det skrev jeg om i dette ældre blogindlæg om kønsrollemønstre.

Lege, der ikke indbefatter højtlæsning?

Mange forældre læser højt for deres børn, og det er jo bare så fantastisk med alle vores biblioteker herhjemme og kulturtilbud! På bl.a. den front elsker jeg Danmark! <3

Men barnet starter jo ikke ligefrem ud med at ville have læst en bog højt 😉 Så hvad gør man så, når man som mor gerne vil skabe en god kontakt under leg? Hvad skal der til for at kunne nyde at lege med sit barn? At det bliver en hyggelig pause i hverdagen?

”Jeg er ikke typen, der leger med mit barn”

Måske har du tænkt for dig selv: ”Jeg er ikke typen, der leger med mit barn”. Det må far om eller søster om. Vi må lave nogle andre ting?” Det er jo også fint at lave så meget andet med sit barn: Lave mad sammen, gå tur, tage på indkøb sammen eller andre dagligdagsting. MEN, jeg vil opfordre dig til at UDFORDRE dig selv. Ikke for samfundets skyld, fordi du er bange for ikke at leve op til en norm om, at man da skal lege med sit barn, men for din egen skyld. Barnet elsker selvfølgelig at lege med sine forældre, men at give kærlighed gøres jo på mange måder. Så for din egen skyld, skal du udfordre dig selv og tænke på, hvorfor du ikke bryder dig om at lege med dit barn på den der traditionelle måde? Knækker du koden, får du så meget igen! Jeg er virkelig glad for, at jeg selv knækkede koden.

Jeg kan fortælle lidt om min egen proces

Det har været en længere proces at finde ud af, hvordan jeg bedst leger med Ella. Jeg har faktisk så meget på hjerte, at jeg finder det svært at sortere i. Det begyndte jo allerede, da hun var helt lille baby, og lige var begyndt at kunne stavre forsigtigt omkring i 10-måneders alderen, og jeg følte et ønske om at se hende smile på den der: ”Ej, hvor er du sjov, mor. Mer’ af det!” – måde. Ofte følte jeg en utilstrækkelighed og skyldfølelse over, at vi ikke var ”på bølgelængde”. Ja, hun var en baby – langt fra min verden, men jeg var jo blevet mor, og så er det da naturligt at føle sig helt symbiotisk med sit barn? For mit vedkommende var det en proces, hvor jeg i starten følte i allerhøjeste grad, at hun var helt sin egen! Det havde også sine fordele. Som mor lovede jeg mig selv, at jeg altid ville leve efter devisen: ”At du kun har dit barn til låns”. Vores børn er ikke en forlængelse af os selv. Hvis vi var startet helt symbiotisk ud, havde jeg ikke haft den modstand, der fik mig til at gruble og gruble og gruble – og i sidste ende skrive det her blogindlæg 😉

Dengang Ella var baby, var det svært at lege med hende

For mit vedkommende følte jeg, at kontakten på legefronten kunne være bedre. Ja, jeg var da en god mor på andre områder. Jeg nussede hende, ammede hende dag og nat, forsøgte at finde noget mad, hun kunne lide, tog hende med på gåture og snakkede med hende (når jeg altså ikke arbejdede, som jeg skrev om i dette blogindlæg), men hendes far var laaaaangt bedre til at lege med hende! Det skal jeg nok skrive et blogindlæg om senere, da han faktisk havde gode råd til mig, som jeg er ham evigt taknemmelig for.

Mange gange kiggede Ella på mig med et spørgende blik, når jeg forsøgte at fange hendes interesse, og jeg ventede på, at det skulle føles ”rigtigt” at lege med hende. Efter farmands råd vendte det 180 grader, og jeg fik den der gode kontakt med hende, som jeg havde drømt om. Nu lyder det sikkert værre, end det var. Jeg er meget insisterende på, at alting skal føles rigtigt. Det føltes ikke rigtigt, at jeg nærmest kun fik Ella til at grine ved at kilde hende. Så tak til farmand for gode råd!

Nu er Ella snart 3 år, og hvad er status på legefronten?

Ja, det går rigtig godt stadigvæk med at lege, men det er fordi jeg har knækket koden til, hvordan jeg synes det er sjovt at lege… Og så er hun heldigvis med på det;-)

Her kommer først lidt indrømmelser…

Før jeg fik børn, var der altid ét punkt på: ”Skal jeg få børn-listen” der irriterede mig. Et punkt, som jeg vidste ville blive en udfordring. Måske en mindre detalje i det store billede. Ikke desto mindre fandt jeg tanken om at lege på gulvet med mit barn for drænende. At bygge med Lego og sidde foran et dukkehus er slet ikke noget for mig, hvis jeg skal være helt ærlig.

”Men det er noget andet, når du selv får børn”, fik jeg at vide….

Mange ting ændrer sig, ja… Men at lege nede på gulvet er stadig en udfordring. Det er stadig kedeligt. Jeg begynder at gabe, når jeg sidder på trægulvet inde på Ellas børneværelse, og siger til mig selv: ”at NU skal vi rigtig hygge os! Sikke en masse vi skal bygge og lege med!”. Men jeg keder mig bravt. Det ER sket, at jeg har fundet det hyggeligt, og jeg er blevet helt optaget af legen.

Men hvad er det så, der gør forskellen ved den gode leg?

Helt kort fortalt har jeg opstillet mine egne regler/kriterier for, hvad en god leg er. Jeg vil opfordre dig til at reflektere over, hvilke regler du kunne komme på, hvis du selv skulle knække koden til den gode leg?

Mine regler er, at den gode leg skal være….

Som et godt eventyr

Figurerne i legen kan være onde, gode, modige, frygtløse, helte, nysgerrige, vrede, lykkelige osv. osv. Det kan sagtens være om hverdagen, men med en indbygget spænding mellem personerne.

Som en ”terapi-session”, hvor alle følelser udspilles

Jeg får gerne figurerne til at udspille alle mulige skamfulde følelser under en leg. Det kan være en bjørn, der opfører sig uretfærdigt ved at åbne alle gaverne under juletræet, før det er juleaften. Så snakker Ella og jeg måske om dét. Figurerne udspiller følelser såsom: jalousi, misundelse, vrede, gavmildhed, håbefuldhed, angst osv. Der skal være en spænding i det hele!

Jeg må gerne bruge skøre detaljer

For at det skal være sjovt at lege må det ikke blive for pænt. Mine figurer hedder derfor ofte noget, som var populære navne til børn i 70’erne 😉 ”Dorte” og ”Kaj”, hedder de måske, eller jeg finder på mere avancerede navne, og Ella kigger spørgende på mig 😉 Det kan også være, at de får noget mærkeligt noget at spise eller de bor et mærkeligt sted. Jeg bruger løs af min fantasi, og husker de skøre detaljer! 🙂

Jeg må gerne bryde ”konventionerne”

At bryde konventionerne kan være, at én af figurerne aldrig lytter efter, hvad der bliver sagt. Det kan også være en figur, der generelt gør alt det forkerte og forbudte. Det er laaaangt sjovere at lege, når det adskiller sig fra alle reglerne i dagligdagen. Samtidig kan vi så snakke om konsekvenserne af de forkerte valg i legen osv.

(Danmark er for øvrigt kendt for sine børneudsendelser, fordi udsendelserne ikke er så pæne i det. Det lader jeg mig inspirere af. Læs fx denne ret underholdende artikel om en amerikaners syn på dansk børnetv.)

Nå, tilbage til de skæve vinkler i en god leg…. Da vi legede i går, Ella og jeg, var der en pilot der ikke kunne høre, hvad en medpassager hed. Som pilot blev jeg derfor ved med at spørge: ”Hedder du Sanne?”, og Ella svarede: ”Neeeej..”, og jeg fortsatte: ”Nå ja, du hed Trine…?”, og Ella sagde igen: ”Neeeeej”, og tilsidst skraldgrinede hun, fordi hun jo forventede at denne her pilot var helt håbløs til det med navne.

Jeg øver mig på at bruge min fantasi

Nogle gange tænker jeg under en leg: ”Gad vide, om Ella er med på, at vi leger, at der står en kuffert foran os?”, og selvom vi intet har foran os, går hun med på legen. Det er bare med at prøve sig frem, tegne usynlige ting med hænderne, bruge armbevægelserne og fantasien i det hele taget. Ella er faktisk ret optaget af mange af de ting, jeg finder på, selvom vi jo bare kunne købe en legetøjskuffert i BR. Det er nogle gange langt sjovere at udfordre vores fantasi og finde på noget, ud fra dét, vi naturligt ser i hjemmet – eller leger vi ser 😉

 

Nå, jeg håber at du kunne bruge min egen historie til at reflektere mere over legens betydning hjemme ved jer 🙂

 

9 ting jeg gør – som IKKE får mit barn til at sove!

sketch-1508770560988Ella har altid sovet dårligt på den måde, at hun bestemt ikke er et A-menneske! Hvis samfundet var anderledes indrettet, ville vi ingen problemer have. Hun ville sove godt, og vi kunne glad tage i børnehave. Men hun er et dejligt B-menneske, og jeg har virkelig, virkelig, virkelig forsøgt at ændre hendes sovevaner igennem nu 3 år!

Nu bliver jeg nødt til at skrive om de her 9 ting jeg gør, som IKKE får hende til at sove! Jeg taler egentlig sjældent om det, fordi jeg plejer at tage det oppefra og ned, slå koldt vand i blodet og altid se på Ella med kærlighed, uanset hvor lidt hun sover.

I går aftes blev jeg mere og mere irriteret over, at hun ikke ville sove, så jeg lovede mig selv, at jeg måtte få luft her på bloggen… Jeg VED, at jeg ikke er den eneste, og jeg er bestemt heller ikke den eneste, der dunker mig selv oveni hovedet med, at jeg ikke har fundet den rette formel.

Så nu kommer 9 ting, som jeg tror, jeg gør rigtigt, men som ikke virker! 

  • Jeg gearer ned før sengetid… Vi læser bøger, jeg nusser hende (hvis hun ellers sidder/ligger stille), jeg sidder med en bog for mig selv, imens hun leger med lidt bamser i sengen.
  • Jeg sørger for rutiner og ikke for mange stimuli…. Vi foretager os ikke meget i løbet af ugen. Vi tager hjem fra børnehaven, Ella kobler af med Ramasjang, jeg laver tidlig aftensmad (16.30-17.00), vi leger lidt, og mor laver lidt husligt indimellem. Måske tager vi på biblioteket. Mellem 20-21 gearer vi ned, hvor vi børster tænder, tager nattøj på og sætter os ind i sengen og læser.
  • Jeg sørger for at være lidt ekstra kedelig omkring putningen…. Ved sengetid er min stemme i et lavere toneleje og mere monoton. Jeg er ikke ude på sjov og ballade, og hvis Ella vil lege siger jeg: “Nej, det skal vi ikke lige nu”, og siger, at vi kan læse en ekstra bog, eller jeg opfordrer hende til at lægge sig ned og sove.
  • Jeg sørger for, at barnet ikke er sulten eller tørstig op til sengetid… Jeg laver mad efter, hvad Ella kan lide til aftensmad, for det vigtigste er, at hun spiser! Jeg giver hende også mange sunde snacks i løbet af dagen. Jeg er opmærksom på, at hun skal være mæt og tilpas, når vi går i seng.
  • Jeg kigger efter tegn hele aftenen på, at NU er Ella putteklar! Putter jeg for tidligt eller for sent har jeg en Ella, der bevæger sig som en hoppebold, og ikke kan sidde/ligge stille. Jeg sørger derfor for at putte på det perfekte tidspunkt… Men det virker til, at jeg har 1 % chance for at ramme det helt rigtige tidspunkt.
  • Jeg sørger for, at hun sover meget lidt eftermiddagslur, så hun er godt træt om aftenen…. Mange gange sover hun kun 10 minutter hjem på cyklen fra børnehave, og så kan vi godt have gode putninger – MEN vi kan også have dårlige, hvor hun sover 00.30! Nogle gange får hun lov til at sove 40 minutters eftermiddagslur, og vi kan igen have gode putninger OG dårlige med dén løsning…
  • Jeg sørger for begrænset skærmtid, så skærmen slukkes minimum en time inden sengetid. Den anden dag virkede vores internet ikke, så Ella ikke kunne se Ramasjang, og jeg valgte derfor, at vi skulle geare heeeelt ned på denne skønne aften, hvor vi bare havde hinandens selskab 😉 Jeg lukkede derfor af til stuen, og tændte stearinlys i køkkenet, hvor jeg tullede lidt rundt med en fugtig klud og foretog mig noget praktisk, imens Ella gik rundt i køkkenet sammen med mig. Der var kl. 19, og jeg tænkte, at det skulle blive sådan en god putning. Ella var helt nede i gear, og legede så fint med en bamse i køkkenet, vi småsnakkede, og der var længe til godnatlæsningen, så vi kunne bare hygge, uden stress. Så ville hun i bad, og det kom hun så, fordi jeg jo egentlig synes det er fint, når hun vil i bad, og jeg indimellem (okay ofte) glemmer, at hun bliver ekstra frisk af et bad… Nå, men hun kom ud af badet, efter 20 minutter, og vi begyndte at læse kl. 20.00. 00.30 sov hun!
  • Jeg sørger for, at hun er tilpas, når vi skal sove, så hun hverken fryser eller sveder. Jeg er opmærksom på temperaturen i rummet, lufter ud inden sengetid, og hun vil aldrig have nattøj på – og dynen skal ligge på en helt bestemt måde, hvor hun er meget fri, og moren er evigt bekymret for, om hun fryser. Uanset hvad, vil hun ikke sove!
  • Jeg lytter og anerkender og sørger for, at vi har hygget inden sengetid og er i godt humør. Eller jeg får sagt undskyld, hvis jeg blev lidt for bestemt i løbet af dagen, og derfor blev til “løvemor”, som jeg plejer at sige til Ella 😉 “Så blev mor til en værre løve”, siger jeg, og hun nikker og smiler som regel. “Du er okay”, synes hun at tænke 😉 Vi får dagen afsluttet på en god måde, men hun vil stadig ikke sove!

 

Børnehavelivet giver måske også mere stress/uro om aftenen?

I perioden fra 1. april i år og indtil 1. juli, havde vi nok den bedste periode, rent søvnmæssigt. Det var endda i forbindelse med flytning og ny dagplejer! Ella har altid været en sensitiv én, der suger indtryk til sig. Det har været svært for hende at starte i børnehave og dernæst skifte børnehave – også selvom hun er glad for den nye. Hun kan stadig være bange om morgenen for at skulle afsted. Jeg håber, at det med tiden bliver nemmere at få hende i seng om aftenen, når hun falder mere til. Samtidig har hun nok arvet et højt energiniveau – bare ikke fra moren 😉

Nå, men i mellemtiden forsøger jeg i endnu højere grad at skabe ro i hverdagene. Der MÅ være noget der virker… Overvejer endda at finde en kinesiologi-behandler, da jeg har hørt det kunne virke på uro. Skriv gerne en kommentar, hvis du kender en eller anden behandler der evt. kunne hjælpe – eller du bare har et super godt råd 🙂

Samtaler med en knap 3-årig #trængertilluft

img_20171004_183607_957-2Jeg elsker at skrive de her blogindlæg om samtaler mellem mor og datter. Det sidste blogindlæg jeg skrev, var vores samtaler om relationer, som kan læses her.

Ella har altid været god til at sige til og fra, når der er noget, der generer hende. Hun er god til at være social, og har fået flere gode venner i børnehaven, men hun er også glad for at lege selv. Fx siger hun indimellem: “Nej mor, du må lege selv nu…”

Det er ikke til at stå for, og en dag sagde hun endnu mere direkte, at hun trængte til luft. 🙂 Det var den dag, hvor jeg netop havde hentet hende fra børnehaven og hun hele tiden snakkede om noget med “luft”. Måske havde de snakket om det i børnehaven, og måske sunget den kendte børnesang om den lille blå ballon? Nå, men på et tidspunkt smed hun sig i vores sækkestol og udbrød træt: “Jeg trænger til luft”. Så vidste jeg, at hun havde haft en lang dag i børnehaven 😉

Hun har brug for luft omkring sig, når hun kommer hjem fra børnehaven, og jeg giver hende derfor plads til bare at koble af med noget fjernsyn. Det gør hun i den sækkestol, der er på billedet. Et stort hit.

Om aftenen læser vi til gengæld bøger, når jeg putter hende. Der kan hun godt finde på at tage en bog, for derefter at give mig en bog i hånden og sige: “Værsgo’ mor, du kan læse dén”, og så læner hun sig tilbage i sengen for at gå i gang med sin egen bog! Ja ja, det er da super spændende for moren at sidde med en Rasmus Klump-bog og læse lidt for sig selv 😉

Det er også sjovt at lægge mærke til, hvilke vendinger hun bruger, når vi taler sammen, og der ofte sniger sig meget voksne vendinger ind i vores samtaler: “Det ved jeg søreme ikke”, siger hun eller “Lige et øjeblik, jeg er straks tilbage”, siger hun med en løftet hånd i vejret.

Det er så vigtigt at huske på at give hende “luft”, når hun efterspørger det, og i det hele taget lære hende, at alle mennesker har brug for luft og til at falde ned eller finde et svar på noget. Vi er også begyndt at tælle til 10, når vi venter på noget, og råbe: “Jubii, når vi når til 10”, og vi endelig kan spise (fordi maden skulle køle af) eller noget andet. Der er mange hverdagsstunder, der gør det oplagt at tælle til 10, når vi venter, og både mor og datter er utålmodige af natur. Nu er det noget andet at være knap 3 år og skulle vente på noget, så derfor bliver vores “tælle-lege” en måde at vende utålmodigheden til noget hyggeligt.

Nu vil jeg slutte blogindlægget og tage mig noget luft ved at gå en tur på biblioteket med Ella i hånden. Det er så dejligt, at vi bor i Middelfart centrum, så vi hurtigt kan opleve lidt, men også hurtigt komme hjem igen i vores trygge hule 🙂