Reflektér over fortiden, og bliv en fantastisk mor

IMG_20160911_211801Det er da fint at kunne være i nuet, men jeg bruger nu også minderne om fortiden til at få det bedste liv her og nu. Jeg har lavet denne lille “guide” til dig, der gerne vil bruge minderne konstruktivt – til at blive en endnu bedre mor.

Lad bare fortidens minder stå knivskarpt… 

Når man bliver mor, bliver man i høj grad konfronteret med sit ophav. Alt det gode og mindre gode fra ens barndom står pludselig meget klarere. Det er fx når Ella leger, at barndomsminder dukker op. Jeg har snakket med mange om, hvor sjovt det er, at vi pludselig kan huske meget mere fra vores barndom. Kender du også det? Jeg er blevet bedre til at byde minderne velkomne og være nysgerrig på, om der er gode budskaber gemt i minderne? Jeg gør mig måske netop umage med en række ting på grund af de pointer, der følger med fortidens minder.

Hvad vil du give videre til dine børn? 

Som voksen kan vi i høj grad selv bestemme, hvordan vores liv skal forme sig, og hvem der skal være en del af vores lille familie. Jeg nyder den fantastiske frihed, det er at få mulighed for at give Ella det bedste med på vejen, grundet reflektioner over, hvad jeg gerne vil give videre fra min egen barndom. Hver eneste dag gør jeg status: “Gør jeg det godt nok som mor?”. Nu ser jeg det som en god ting, at jeg anstrenger mig hver eneste dag. Jeg ser jo, hvordan Ella trives, og det er det vigtigste.

Væk dit indre legebarn og glem bekymringerne… 

I de første par måneder føltes det lidt skræmmende med den nye verden, jeg var trådt ind i. En konstant bekymring om jeg nu gjorde det godt nok. Så fandt jeg ud af, at er man en bekymret type (som mange jo er), er det yderst vigtigt at få masser af leg ind i hverdagen. Slå dig løs, vær fjollet, find på nye lege, læg mærke til, hvor mange sjove ting, der sker i hverdagen! Så får bekymringstankerne ikke lov til at fylde så meget.

Selvom det kan være anstrengende at bekymre sig, er det jo netop reflektionerne og den udviklede empati (som de dårlige oplevelser kan give én), der giver fantastiske forudsætninger for at gøre det godt som mor. Det vigtigste er derfor at have en balance, så det hverken bliver til en flugt fra bekymringerne, men heller ikke til en hverdag med for mange tunge tanker.

Vær taknemmelig for de styrker, du har “vundet” af de dårlige tider

Men de dårlige oplevelser i ens barndom og ungdom er jo ikke kun dårlige erfaringer… De styrker dig netop som mor, hvis du ellers ved, hvordan du skal få det bedste ud af det. De dårlige oplevelser former i høj grad ens identitet, så oplevelserne altid står som en påmindelse om at gøre noget anderledes. Hvis oplevelserne har været ude af din kontrol, lærer oplevelserne dig om overbærenhed. Accept af svære ting, om at rumme svære følelser (herunder dit barns), og det at være noget for andre, når livet kan føles som hårdt arbejde. At være mor er i høj grad at sætte sig selv lidt til side og fokusere på sin familie. Det giver et mere meningsfuldt perspektiv. Det føles godt at vokse lidt hver dag som menneske, samtidig med at fokus er på familien. At have fokus på de nære relationer, der vil én det godt.

   

Gode grunde til at se ‘Girls’, når du er blevet mor!

IMG_20160822_143108Vi er rollemodeller for vores børn, og det kan godt være lidt af et pres i dagligdagen. At følge med i en god serie er noget af det mest afstressende i den forbindelse.

Derfor er jeg begyndt at se den populære serie “Girls” på HBO Nordic – okay, jeg kom lidt sent i gang, men nu har jeg endelig givet den en chance. For mig er der en god grund til at se serien – også når man har passeret de 30 år, og man er blevet mor. I serien er alting ikke så perfekt. Stemningen er ofte akavet, personerne er kejtede, føler sig forkerte, er kikset klædt på, og de er ikke alle lige smukke/forfængelige. Det er befriende at se en serie, hvor det bare går ud på at skildre livet, som det er – nemlig uperfekt!

Serien gør, hvad den skal – den giver mig en tiltrængt mental pause i hverdagen, hvor jeg husker på “bare at være”. Favne mig selv, som den uperfekte person, jeg er 😉 ‘Girls’ har faktisk gjort mig opmærksom på, hvor påvirket, jeg egentligt bliver af serier og film med “perfekte” hovedpersoner, og det tror jeg ikke, at jeg er alene om. Automatisk tænker jeg, at jeg da også burde have en fin karriere, se godt ud og have relationer, der altid er til at regne ud, og som overordnet kører på skinner med kun få bump på vejen. I Girls er ingen til at regne ud… Egentlig kan man også stille spørgsmålstegn ved, hvor meget der binder personerne sammen. “Er de virkeligt venner?”, spørger man sig selv, og det er faktisk forfriskende at se en serie, hvor alting virker lidt tilfældigt og til tider malplaceret.. Ligesom livet jo er 🙂 Livet kommer ikke med en bestillingsliste, hvor vi lige kan udvælge præcis, hvem og hvad vi vil have i vores liv.

I går stødte jeg på et citat fra forfatteren Louise Hay, som jo er lidt af en guru inden for den terapeutiske og spirituelle verden. Her kommer citatet, som er noget amerikansk og sukkersødt, men alligevel fint: “As I say yes to life, life says yes to me”. Vi må bare forsøge at acceptere livet, som det nu engang former sig.

Som mor finder du i høj grad ud af, at du gør bedst i bare at favne, hvad end der dukker op i livet. Under faserne: graviditet, fødsel, barsel og tilbage på arbejdsmarkedet går det måske ikke altid, som du havde forventet. I serien ‘Girls’ bliver tæppet også revet væk under de medvirkende med jævne mellemrum, så vi som seere tænker: “Ahhh, jeg er ikke alene. Alle kæmper med at føle sig gode til noget – og med at lykkes med en hel masse her i livet; Relationer, job, økonomi”.

Jeg kunne også sige et par ting om serien, som jeg er mindre vild med – fx at jeg nærmest ikke kan se serien med Ella, uden at hun peger på én af de kvindelige medvirkende og siger: “Bryst” 😉 Men bortset fra at serien indimellem er lidt for meget henvendt til de 20-25-årige, er jeg nu overordnet glad for at følge med.

Hvor får de det fra? Om børn, gener og skøre udtryk

IMG_20160919_225015

Ella er snart 2 år, og taler rigtig meget, så vi efterhånden altid ved, hvad hun gerne vil have. Hun opdager også alting – vi kan bestemt ikke skjule noget for hende! 🙂 I går eftermiddags, da vi kom hjem fra dagplejen tog jeg hende op på skødet, og jeg havde tilfældigvis en bluse på, som jeg havde lånt af mormor i weekenden. “Det er mormors”, sagde hun og pegede på blusen 🙂

Der skal være orden i tingene, og det var lidt det samme, da vi i weekenden havde taget klapvognen ud af bagagerummet i bilen for at mormors hunde kunne sidde deromme og komme med på en køretur. “Klapvogn! Klapvogn”, sagde hun fortvivlet, da hun så det tomme bagagerum… Hun mente tydeligvis, at vi skulle huske klapvognen. Min mor og jeg grinte lidt, for hun har det helt sikkert fra sin far. Han er den praktiske herhjemme, og jeg kunne lige være typen på at glemme at tage klapvognen med i bilen. Det er godt, at jeg har Ella til at hjælpe mig 😉

Hun er også begyndt at hjælpe mig med at finde mine briller – ikke at det nogensinde er det store problem, men hun har altid styr på, hvor jeg har lagt dem. Så peger hun måske imod badeværelset og siger: “Briller, briller”. Det er en uorden i hendes verden, når jeg ikke har dem på!

I går eftermiddags tænkte jeg et øjeblik, om hun var begyndt at kunne læse! En bog om Ghita Nørby lå ved siden af mig i sofaen: “Det er guitar!”, sagde hun med den største selvfølgelighed og pegede på bogen. Jeg havde lige snakket med en mor, hvis lille dreng har “en farve” til mange familiemedlemmer, således at mor er lilla, søster er gul osv. Han talte i det hele taget meget om, at mange ting havde en farve. Det syntes vi var lidt sjovt og mystisk. Så jeg var helt klart åben overfor, at Ella prøvede at sige: Ghita 😉

DSC_2169

Hun er også kommet i den alder, hvor hun kan selv – og vil selv! Hun véd præcis, hvad hun vil, og hvad hun ikke vil. I går aftes blev jeg overrasket over, at hun havde fundet grydelappen i køkkenet og taget den på hånden, fordi hun ville se “finger-sang”, dvs. på YouTube finder vi sange, hvor de synger om alle fingrene. Da jeg fattede, hvad hun ville, fandt jeg de rigtige fingerdukker frem, som er obligatoriske at have på, når hun lytter til “finger-sangen” 🙂 Vi lytter til sangene både på dansk, engelsk og tyrkisk, så hun bliver godt forvirret – eller måske et ægte sproggeni 😉

IMG_20160919_225015

Det er sådan en sjov alder, hun er i, fordi hun udvikler sin egen personlighed mere og mere. Vi ved også altid, hvad hendes interesser er. Hun er f.eks. helt vild med kirker/kirkeklokker i øjeblikket, så hun er parat til at gå ud ad døren, så snart kirkeklokkerne lyder. Nu bor vi også tæt på kirken, så det er nok derfor, hun er så interesseret i kirken.

Hvis jeres barn/børn har nogle skøre påfund eller kommer med sjove udtryk, er I velkomne til at lægge en kommentar. Det kunne være hyggeligt at høre om jeres oplevelser.

   

Upædagogiske ting jeg foretog mig i denne uge

IMG_20160916_114129Hvis du følger mig på Instagram, vil du sikkert lægge mærke til, at min feed er fyldt med farverige fotos, genkendelige hverdagssituationer, ting med en historie (der ikke altid er Instagram-kønne) og fotos af naturen, der aldrig er fra en strand på Mauritius 😉 Jeg holder af en farverig hverdag, det uperfekte – og indimellem  bliver der endda plads til upædagogiske træk 😉

Her følger et par eksempler på, hvad jeg finder på at foretage mig af upædagogiske ting på en uge…

Sodavandsis inden sengetid… 

Efter en sommerferie med lidt for mange is, kunne jeg lige så godt fortsætte stilen den anden aften, da det jo var septembers varmeste dag i 70 år! Kl. 21.30 sov Ella stadig ikke, og fik et hysterisk anfald, hvor hun vred sig fra side til side på min arm, og tog fingrene ind i munden – hmm, det var nok tænder, der irriterede… :-/

Kl. 21.31 stod Ella med en sodavandsis i hånden og var lykkelig! Det var det bedste upædagogiske træk, jeg har foretaget mig i denne uge.

Men der var selvfølgelig også mit forsøg på at få Ella til at spise sund banan-is…

Måske læste I mit blogindlæg om, hvordan mit første forsøg med sund banan-is resulterede i, at Ella troede, at det var kylling? Hmm, jeg prøvede igen at lave sund banan-is, men denne gang skulle den selvfølgelig sidde lige i skabet! Jeg målte af – hvis nu min helt egen opskrift blev så god, at jeg burde lave isen igen og igen – og måske endda udgive en e-bog en skønne dag om SUND IS… Ja, jeg havde mange højtravende drømme, da jeg stod i mit køkken og pressede lidt appelsinsaft i banan-mosen for at give isen en flottere farve… Det var så det mindste problem med farven, fandt jeg ud af senere. Ella kunne nemlig ikke lide isen denne gang – og isen blev heller ikke kønnere…. Altså, JEG syntes den smagte okay… Måske syntes farmand, at det var synd for både Ella og jeg. I hvert fald gav han sig i kast med at fjolle med Ella, imens hun forsøgte at spise is. I et upædagogisk øjeblik mente jeg derfor, at det var DERFOR, at Ella ikke ville have isen… Han var nu også lige hurtig nok til at få hende op af sin højstol, da hun ville op. Så jeg sagde dét, der føltes som et godt råd i situationen: “Prøv at se, nu vil hun altså ned i stolen igen… Måske skal vi lige prøve at presse hende lidt mere til at spise isen. Jeg tror altså, at det er fordi, at du fjoller for meget”. Så kiggede farmand på mig og sagde kækt: “Hun vil altså ikke spise isen”.

Så opgav jeg alligevel min status som is-dronning 🙂

Så var der aftenen, hvor jeg kom til at gå aftentur kl. 20.30, fordi Ella var frisk som en havørn, og det godt kan hjælpe at give hende frisk luft inden sengetid… 

Jeg er god til at have ja-hatten på i forhold til moderskabet. Alting kan lade sig gøre. “Hvad ville et fornuftigt menneske gøre?”, spørger jeg indimellem mig selv om… Hmm, jeg skulle nok ikke have foreslået Ella den anden aften, at vi kunne gå en aftentur kl. 20.30… Hun var jo straks med på idéen, og jeg kom straks i tanker om, at hun jo havde nattøj på! Det kan godt være, at de går aftentur nede sydpå, men den regel gælder ikke herhjemme i DK. Nå, så jeg forsøgte ihærdigt at dække hendes nattøj med et tæppe, men da vi var nået et par meter hen ad gaden, kom jeg i tanker om, at Ella med garanti ville tigge om at komme på legeplads. Selv hvis jeg gav efter, ville hun ikke være i stand til at lege i nattøjet… Dårligt træk…

Men vi fik set månen… Som hun heldigvis var ovenud begejstret for – som sædvanlig 🙂 Til gengæld klagede hun over alt det skarpe lys fra billygter og gadelamperne. Det var tid til at komme hjem! Så 30 minutters gåtur i skam og bekymring fra morens side, blev det til.. Men hun hyggede sig, og var gladere efterfølgende – og dermed var det nemmere at putte hende.

Hvad jeg har lært i min tid som mor er, at det kan være okay at springe over, hvor gærdet er lavest, hvis det betyder, at ens barn bliver gladere og alting bare kører nemmere. Is skal der fx til, når alting er ved at gå op i en spids. Ikke altid, men nogle gange. Indimellem får jeg sagt eller gjort noget, der er lidt upædagogisk, men så er det bare op på hesten igen 🙂

En bog, der ændrede mit liv

IMG_20160915_162810Jeg har netop lånt bogen: “Din mad er din medicin” af Per Westergaard Hansen. Bogen er én af mine yndlingsbøger, og den ændrede mit liv til det bedre. Den er et opslagsværk, der fortæller om forskellige fødevarers egenskaber. Det centrale budskab i bogen er, at vi via kosten kan forebygge mange sygdomme/lidelser. Helt tilbage i 2004 sad jeg i min sofa og læste i den med stor iver. Førhen havde jeg læst i forskellige bøger om diæter/slankekure, men jeg havde lagt de hårde kure bag mig, og nu var jeg mere interesseret i at leve sundt, dvs. fylde mine depoter op med masser af vitaminer og mineraler. Måske vil du læse mit blogindlæg om, hvordan jeg tabte mig og fik en sundere og gladere livsstil?

I årene efter læsningen af bogen kunne jeg stadig godt huske i hovedet, hvilke egenskaber de forskellige grøntsager havde. På den måde ændrede bogen mit liv. Jeg blev simpelthen bedre til at leve sundt, og jeg fik en omsorg for mit helbred, som jeg ikke havde haft tidligere.

Nu har jeg så taget bogen frem igen, og jeg havde glemt, at bogen også nævner eventuelle ulemper ved at spise en bestemt type madvare… Således slog jeg op på en tilfældig side om ‘figner’ og begyndte at læse: “Ulemper ved figner er det store sukkerindhold samt mugdannelse”.

Hmm, så var vi ligesom i gang 😉

Jeg gik også i gang med at læse om kaffe, men der var jeg lidt skuffet. Der ER altså også sundhedsmæssige grunde til at drikke kaffe. Jeg blev jo helt modløs, så på det punkt synes jeg, at bogen kunne trænge til en opdatering 😉

Min mand er også meget interesseret i sund kost, så indimellem kommer han med nogle tyrkiske “husmor-råd” om en eller anden grøntsag eller frugt, som er eminent til fjernelse af et eller andet.. Det kan være en eller anden skavank, eller det kan være til at få bananfluer væk med – eller til rengøring… “Naturlig og sund livsstil” fylder meget, og selv Ella kan faktisk ofte skelne mellem økogrønt og konventionelt. Hun spiser vitterligt meget mere, når det er økologisk – medmindre det er is, selvfølgelig 😉 Så er hun bedøvende ligeglad.

Udover at vi forsøger at handle en del økologisk, går vi også uden om varer med e-numre og sødestoffer. En dag da vi gik rundt i Netto, fandt Ella denne juice på billedet nederst.

_20160915_125639

Det var første gang, hun havde taget en vare ned fra hylderne, så jeg lagde den bare ned i kurven, stolt over at hun var så stor nu. Den var også på tilbud, så pyt.. Men det var penge ud af vinduet, for vi hældte den ud i vasken. Den smagte virkelig dårligt. Hverken Ella, min mand eller jeg kunne lide den, fordi den smagte grimt af sødestoffer og aromastoffer.

Jeg synes, det er positivt, at flere og flere vælger økologisk. Fra 2013 – 2014 steg salget af økologisk frugt og grønt med 23 procent. Den enkelte kan virkelig gøre en forskel, men måske tænker du: “Ja, men hvor vigtigt er det lige, at vi alle lever mere naturligt? Jeg kan ikke smage aromastofferne eller sødestofferne”. Så er det, at jeg har lyst til at sige: “Men det burde du kunne…” Måske har vi bare vænnet os til, at mange fødevarer, som vi handler ind, er unaturlige…? Vi har endda vænnet os til smagen og den følelse, som de giver os i kroppen – selvom vores blodsukker måske bliver påvirket i en negativ retning. Når vi vænner os til det unaturlige, er min påstand, at vi stiller færre krav til politikere, der kunne ændre vores allesammens sundhedstilstand – og forbedre miljøet. Så stiller vi færre krav til politikerne om at sænke momsen på frugt og grønt, eller vi accepterer, at der kommer flere genmodificerede varer på markedet.

Nå, nu skal det ikke blive for politisk, men jeg synes bare, at det er vigtigt, at vi bliver mere opmærksomme på at lukke det naturlige ind i vores liv. Pludselig ser du dig selv købe et kolonihavehus, fordi du drømmer om at dyrke dine egne grøntsager og krydderurter, eller du inviterer familie og venner over til en dag, hvor I laver hjemmelavet æblemost med æblerne fra træet i haven. De små bække bliver til store.

På samme måde, da jeg tilbage i 2004 læste denne bog, og jeg siden hen har fået nye øjne på sund mad. Jeg ser det som en luksus i mit liv. Sund mad er ikke længere et nødvendigt onde. Det er et tilvalg, der gør mig glad.

Skøre samtaler jeg har med min datter

IMG_20160914_113444Ella er nået en alder, hvor vi kan have mange hyggelige samtaler. Det er ikke dem alle, der giver lige meget mening, men nedenstående samtaler gav faktisk fint mening.

En dag var Ella og jeg ude at gå tur med klapvognen…

Mig: Så nu er vi snart hjemme

Ella: Og kaf’

Mig: Ja, så skal vi have kaffe

(selvfølgelig kun til mor:-))

 

I går var hun i bad, og jeg så, at hun tog en slurk af badevandet….

Mig: Nej, Ella. Du skal ikke drikke vandet..

(Ella kiggede bare på mig med et skælmsk smil)

Mig: Du skal ikke drikke vandet. Der er sæbe i.

(Ella kiggede undersøgende ned i det klare vand, som var uden spor af sæbe)

Ella: Neeeeeej… (sagt med tydelig skepsis)

Mig: Jo, der er sæbe i. Se boblerne! (De enkelte, små bobler måtte være bevis nok)

(Hun kiggede ned i vandet, hvor et par gummifisk svømmede rundt foran hende).

Ella: Det er fisk…! Det er fisk…!

Okay, så er det svært at argumentere videre… 🙂

Den anden dag lavede jeg sund banan-is (på gefühl…) Ella så meget begejstret ud ved synet. Hun ville gerne op og sidde i stolen, så hun kunne spise det lækre, creme banan-is. Isen var sandfarvet og der var bananklumper i. Ikke den smukkeste is, og Ella var da også forberedt på noget helt andet. Med stor iver, udbrød hun: “Dét, kylling…! Dét, kylling!”.

Mor måtte føle sig nødsaget til at indrømme over for sig selv, at det lignede tarteletfyld på en prik!

Isen gled dog ned 🙂

   

Den mest børnevenlige strand på Fyn

_20160913_101106

Ved stranden i Bogense

I lørdags var vi i Bogense ved den bedste børnevenlige strand, jeg længe har set. Jeg var afsted sammen med min mand, Ella og mormor. Det var helt nede for enden af marinaen i Bogense, at vi fandt denne strand. Via en lille strandsti kom vi frem til lækre sandbanker, og vi kunne se små “øer” af sand ude i det lave vand, hvor små børn legede omkring. Der var dejligt lavvandet, så vi ikke behøvede at være nervøse for Ella, og hun kunne løbe langt ud (med os i hænderne), uden at det gjorde noget.

Stranden mindede måske om strandene ved Rørvig, Blåvand eller andre populære steder – men det her var jo i Bogense! Ikke lige, hvad jeg forbandt med Danmarks dejligste strand. Det blev i hvert fald til Danmarks dejligste strand for lige præcis os.. Ella var toplykkelig over at kunne pjaske omkring i sandet, hvor der næsten ingen sten var, og ingen krabber, tang osv.. Okay, hun holdt en babykrabbe, men det var kun, fordi en dame var så sød at give den til Ella. Det er dét, man giver til børn i den alder – babykrabber 🙂 Den bed ikke! 🙂

Det var faktisk helt idyllisk altsammen. Min mand legede med sand med Ella og en pige ved navn Cornelia, omkring de 6 år. Hver gang han sagde Caroline, rettede jeg ham fra min slumrende tilstand på strandtæppet: “Cornelia… Hun hedder Cornelia!”.. Det er ikke nemt at lære dansk 😉 Men de havde det rigtig sjovt, og jeg var endnu engang imponeret over min mands evne til at lege med børn. Cornelia flækkede af grin, drillede ham, kastede vand og sand på ham, så han skreg op (selvfølgelig for sjov), og til sidst måtte han sige på fint dansk, at NU havde han brug for en pause.

Da vi gik op for at få is, inden turen gik hjem igen, sad vi med udsigt til havnekajen, hvor der var et par stykker, der nød en fadøl, imens de solede sig eller hoppede i fra badebroen. Det var ægte feriestemning, så selv min mand sagde: ”Det er ligesom Alanya!”. Så ved jeg altid, at mit valg af udflugt er godkendt 😉

Ella sad ved mormor og fik is, og hun begyndte at sige: ”Mor, briller”, ret insisterende, faktisk. ”Mor, briller”, gentog hun. Jeg vendte mig om, fordi hendes blik var naglet fast til noget. Sådan et lidt drømmende udtryk, hvilket er imponerende for en livlig 2-årig, men det var tydeligt, at hun var fanget af noget. Da jeg vendte mig om, så jeg at der var en ung kvinde med briller, der lignede mig ret meget, og lige da jeg lagde 2 og 2 sammen, sagde Ella drilsk: ”Neeej, det er IKKE moar…!”. Det sagde hun flere gange, så der ikke var nogen tvivl om, at hun bare havde noget, hun gerne ville fortælle os – at hende kvinden derhenne, lignede mor 😉 Hun har vist meget på hjerte – ligesom sin mor 😉

Nu er det lidt ærgerligt, at badesæsonen er ved at være forbi, men ellers må du skrive dig bag øret, at du kan tage til Bogense næste sommer.

5 hverdagsting, som er meget sjovere med en tumling

IMG_20160823_194055

Før jeg blev mor, var der én der sagde til mig, at alting bare er lidt sjovere/mere særligt, når du har børn med på slæb – “Selv en tur i Bilka”, kan være meget mere interessant, sagde vedkommende. Det synes jeg er fuldstændig rigtigt. Så her er min liste med 5 hverdagssituationer, der er sjovere med børn.

1. At handle ind…

I Kiwi har de en kasse med frugt til børnene, hvor de kan få et stykke frugt udleveret ved kassen. Den lurede min datter hurtigt! Hun rækker selv hænderne op til kassedamen/-manden for at få gratis frugt til de små. Hvem kan stå for det?

IMG_20160907_173325

Lille Ella i Kiwi – vinteren 2016

I Aldi har hun også smigret sig ind på kasseassistenterne. Vores Aldi her i byen ligger på vejen hjem fra dagplejen, hvor vi indimellem har handlet en banan. En dag tilbød damen ved kassen at “åbne bananen” for Ella. Det har resulteret i, at Ella hver gang spørger kasseassistenten: “gå åben den”:-)

Det samme skete i en garnbutik. Ella fik et stykke chokolade, indpakket i glitret papir, og hun spurgte selvfølgelig selv damen, om hun kunne hjælpe hende med papiret: “Gå, åben den”, sagde hun, imens hun rakte chokoladen frem til damen, som så noget overrasket ud, men gjorde som befalet 😉

2. At tage på familiebesøg…

Okay, jeg er nu typen der elsker familiebesøg, så det har aldrig været en sur pligt, men det er blevet endnu sjovere med en tumling. Ella er så glad for det sociale, glad for at spise god mad og glad for at “snakke” med ældre og børn. Hun er ofte eksemplarisk, når vi er på familiebesøg, og hvis vi ville, kunne vi sagtens bilde folk ind, at hun skam altid er sådan.. Dejlig nem! Meeeen, det er ikke helt sandheden 😉

3. At tage på biblioteket…

Så snart hun bare ser biblioteket, lyser hun op. Når vi er inden for i børneafdelingen med det fine legerum, bruger hun de første 5 minutter på bare at fare rundt og hvine af fryd! Hun ler ligefrem af lykke, og sender mig de mest taknemmelige øjne. Tænk, at vi er på BIBLIOTEKET, mor! For moren er det også rigtig hyggeligt, for det er så nemt at komme i snak med andre mødre der, og så hyggesludrer vi om morlivet, hvilket jeg aldrig bliver træt af;-)

4. At se på naturen…

Før jeg blev mor, lagde jeg ikke mærke til naturen på samme måde, som jeg gør nu. Vi tager indimellem i Assens Skovanlæg, hvor Ella plukker blomster til mig. På vej hjem kan jeg godt tænke: “Hvad var det egentlig for nogle blomster?”. Et spørgsmål, jeg nærmest aldrig stillede mig selv, før jeg fik børn. Så må jeg på Instagram, og ved hjælp af hashtags finder jeg frem til, hvad det er for nogle blomster. Via Ellas oplevelser i naturen, får jeg en fornyet interesse. Ella kan sågar hvine af fryd, når hun ser sommerfugle, fluer, edderkopper og myrer – men okay, det giver mig ikke selv en begejstring – højst en interesse for at google mig frem til, hvilken type edderkop, det fx er 🙂 Ligesom jeg googlede mig frem til, hvilken edderkop, jeg fik på mig, da vi var i Skagen, som du kan læse om her. 

5. At opleve ALLE danske seværdigheder…

Så snart et farvestrålende katalog over danske seværdigheder lokker med: “Stor legeplads for børn”, “Legeland” eller bare ordene: “Også for børn” – er jeg hooked! Så tager jeg gerne til en hvilken som helst seværdighed. Om det så er det mest støvede museum, der har en lækker legeplads, planlægger jeg allerede ruten!

Jeg var der fx straks til at sige “Ja, tak” til nogle gratis billetter, som Assens Turistinformation tilbød deres Facebook-følgere efter først til mølle-princippet. Billetterne var til noget kalkmine-halløj i nærheden af Viborg. Jeg var vist den eneste, der i løbet af nul komma fem havde planlagt, at vi da SELVFØLGELIG skulle til det mørke Jylland og se kalkminer. Vi er endnu ikke kommet afsted, men det kunne sikkert være spændende, ligesom sidst, hvor vi var på de kanter – og jeg sågar overvejede, om ikke jeg var ret lykkelig der i Herning Messecenter? De havde selvfølgelig også et stort legeland – vigtig pointe! 😉

Hvornår har du sidst hjulpet én ud af sit negative ståsted?

IMG_20160731_221839I går fortalte jeg min mand, at jeg var stolt af Ella. Hun havde nemlig været så sød ved en dreng i dagplejen. Taget ham i hånden, da han græd, og sammen var de gået ind i legeværelset. Så var han glad igen. Min mand blev også stolt, da han hørte det. Han foreslog, at vi huskede at fortælle det til Ellas mormor. Det ville hun blive glad for, for hun var jo et rigtigt familiemenneske. “Det er også, hvad jeg godt kan lide ved dig”, sagde min mand så, og tilføjede: “Du er et rigtigt familiemenneske. Det må du have efter mormor”. Jeg blev rigtig glad for den kompliment. Det er jo min mission i livet at være et godt familiemedlem, først og fremmest. Gøre mig umage, i det mindste 🙂  Jeg har selvfølgelig spejlet mig i, hvordan Ellas mormor har prioriteret familielivet. Derudover har jeg også reflekteret over, hvilke værdier, jeg ikke vil viderebringe i familien. Værdier, som jeg har set andre praktisere, og som jeg tager afstand fra. Derfor er ens ressourcer som menneske ikke kun summen af alt det gode – men også de negative ting, man møder på sin vej. Uretfærdige mennesker, svigt, misforståelser osv. Det er også de ting, der former én på den positive måde – hvis ellers man formår at bruge erfaringerne konstruktivt.

Mønsterbryder, rådgiver og forfatter Lisbeth Zornig Andersen har gjort opmærksom på lige præcis det emne i hendes bog: ‘Underdanmarks jægersoldater’. Jeg har endnu ikke læst den, men følger hende på Facebook. Her gjorde hun i går opmærksom på et forskningsprojekt, der også viser, at “brændte børn” har en masse ressourcer – i kraft af deres opvækst. Se denne artikel fra denoffentlige.dk om forskningsprojektet.

Artiklen opfordrer til, at vi ikke behandler “brændte børn”, som om de er forkerte, når deres oplevelser falder uden for normen. Ej heller skal vi opfatte dem som forkerte, når de i deres opførsel viger uden for normen. Måske har du hørt en sætning i stil med: “Hun/han har haft en svær opvækst, og derfor er hun/han ikke i stand til…” Jeg har i hvert fald hørt den sætning – især da jeg var yngre. Det viser sig jo selvfølgelig (og heldigvis), at det slet ikke behøver at være sandheden. Prøv bare at tænk på et tv-program som Sporløs, der er et af de mest populære tv-programmer, hvor noget af underholdningsværdien jo netop ligger i, at mange børn og teenagere klarer sig virkelig godt som voksne – indimellem mod alle odds.

Det er de negative erfaringer under opvæksten, der kan give én et ekstra drive. En evne til at “sno sig” uden om forhindringer, når det er nødvendigt, tage ansvar og søge retfærdighed. Det er jo fine egenskaber, og måske vi skulle være bedre til at tale med hinanden om de ressourcer, vi har fået fra negative oplevelser i familien? Et følsomt emne for dén, der måske har været udsat for massive svigt, men at holde vedkommende fast i alt det negative, og alle de ressourcer, der gik tabt, forandrer jo intet. Det bliver et liv med selvpineri, som ingen fortjener. For dén, der har været udsat for en række dårlige oplevelser i barndommen, må det være dejligt at blive løftet ud af et negativt ståsted med positive ord på vejen. “Du må uden tvivl have udviklet ressourcer i dén og dén retning, og sikke stolt, du kan være over at have overvundet dét og dét, og at du lever med dét og dét”. Det kan være svært at se det selv. Når andre kan få øje på ens ressourcer, kan det give en følelse af taknemmelighed, der lindrer det svære, så det er nemmere at leve med.

Til denne artikel valgte jeg et billede af Ella, der kravler op ad trappen. “Ikke kravle op, ikke kravle op”, siger hun – imens hun kravler op 😉 Der er intet, der kan stoppe hende. Masser af appetit på livet, som burde være en menneskeret for alle – uanset opvækst 🙂

   

Om at være en mor, der godt kunne trænge til en digital detox

IMG_20160904_115521

Som de fleste andre danskere bruger jeg meget tid på at være online. Både i kraft af mit arbejde som tekstforfatter, hvor jeg researcher til de tekster, jeg skriver, men derudover er jeg også online en del i fritiden. Har jeg brug for en digital detox? Ja, det kunne nok ikke skade 🙂

Min datter er heldigvis god til at få mig tilbage til nuet, hvor vi hygger os med gåture i naturen, leger eller er på besøg hos andre. Men tiden hvor jeg bare stirrer ud i luften – ja, den er nærmest ikke-eksisterende. Før jeg fik barn, kunne det oftere ske, men som regel afledte jeg mig selv, så jeg altid var beskæftiget. At stoppe fuldstændigt op, og stirre ud i luften, virker så fjernt fra vores hastige verden, hvor vi helst skal følge med i alting og hele tiden være et skridt foran. Jeg har lige læst en artikel (fra Psykologi, nr. 5), hvor emnet var digitale vaner og dét at tage en digital detox. Der stod i artiklen, at hvis bare man først og fremmest opfatter sin telefon som en telefon, og sin computer som en skrivemaskine, så har man ikke brug for en digital detox.

Som barn husker jeg, hvordan jeg i weekenderne kunne bruge timer på at stirre ud i luften og drømme mig hen, forestille mig ting, og bare ligge på sofaen og fundere over tilværelsen. I weekender og ferier fandt jeg masser af tid til denne eftertænksomhed, og det opstod helt naturligt. Jeg var også meget bevidst om, hvor vigtigt det var for mig – at det var nærmest som at trække vejret. Jeg vidste instinktivt, at jeg blev nødt til at prioritere det, da jeg ellers ikke ville “være mig selv”. Når jeg i dag søger stilhed og tid til refleksion, handler det stadig om at stå fast, slå rødder i hverdagen, og være sikker på, at jeg lever mit eget liv – og ikke andres.

Men hvordan står det til i dag? Har jeg overhovedet tid til at kigge ud i luften? Ja, det har jeg, men kommer til at bruge 10 minutter på Instagram i stedet for, hvor jeg ikke altid får noget ud af det – hverken underholdning eller god viden. Andre gange er der et blogindlæg, som jeg bare ikke ville have undværet! Så kobler jeg af online…

Det at være udenfor i haven eller at gå ture med Ella, er til gengæld tidspunkter, hvor jeg kobler af på den gode gammeldags måde. Når det så er sagt, får jeg også mange brugbare inputs fra diverse familiegrupper på Facebook, så onlinetid kan også give en masse igen! Det er bare med at finde balancen, så jeg føler, at min tid foran skærmen er givet godt ud.

Flere og flere går på digital detox, og jeg håber også på at kunne skabe mere balance i hverdagen. Hvis du vil dele dine tanker om at være meget online, er du velkommen til at lægge en kommentar. Det kunne være interessant at høre andres erfaringer/tanker. Hvordan skaber du en god balance? Eller du venter måske stadig på den rette balance, ligesom jeg selv gør? 🙂

Om at vende tilbage til sine rødder

IMG_20160825_110925Det er en kliché, men der sker virkelig noget med én, når man bliver mor. De nære værdier fylder mere. Det at skabe rødder har været et tema for mig i de sidste par år. Efter et par år, hvor jeg boede i England og i Tyrkiet, var det vigtigt for mig at skabe en base efter Ellas fødsel. Det er jo meget naturligt at ville bygge redde – og også nødvendigt med et lille barn. Det har vi gjort her i Assens. Hjemvendt fra Alanya – og så til Fyn 😉 Jeg har skrevet et par blogindlæg om forskellene på at bo i Alanya og i Assens, hvilket jo selvfølgelig er en del. Se fx dette blogindlæg. 

I Middelfart er jeg vokset op, og minderne er rykket tættere på, efter jeg blev mor. Barndomsminder om familiebesøg i områderne omkring Assens, Glamsbjerg og Middelfart er pludseligt nærværende. Bare sådan en lille ting, som når vi går tur i Assens, og vi går forbi et hus, som min onkel ejede engang. Så ser jeg pludselig ‘7-årige Astrid’ foran mig. Så tæt er vi på rødderne nu. Ella bliver en ægte Fynbo, ligesom sin mor 🙂 Min mand er heldigvis med på den idé 😉 Selvom Alanya er skøn, forstår han en mors behov for at være tæt på familien og have masser af genkendelighed i hverdagen. Det er rart, at jeg bare skal koncentrere mig om at være mor og kone – og ikke om at lære tyrkisk og gebærde mig i det tyrkiske samfund.

Min tyrkiske mand har heldigvis udtalt her for nylig, at han føler sig hjemme i Assens! Ja, jeg blev så lettet, at jeg stadig har svært ved at forstå det. Han nævner især trygheden og nærheden mellem mennesker som noget rart ved at bo i Danmark. “Det er ligefrem muligt at lave sjov med de øverste fra ledelsen på en arbejdsplads”, siger min mand med forundring. Han udnytter vist den mulighed til fulde 😉 Heldigvis er de vilde med hans facon 🙂

Henover sommeren har vi været forskellige steder på Fyn – Bogense med de smukke, gamle byhuse og lækker italiensk is ved havnen. Vigtig detalje 🙂 Vi har også været ved det smukke og afsides Fyns Hoved for at besøge min veninde, som jeg har kendt siden vi gik på efterskole. Der er et lækkert sommerhusområde, og der er gyldne marker på hver side af vejen dertil.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at vide fra læserne, om I genkender behovet for at vende tilbage til rødderne? Har I bosat jer i jeres barndomsby?

Forskellene på at se et dansk og et tyrkisk boligprogram

IMG_20160831_082959Min mand og jeg har lige set den første udsendelse af den nye sæson af: ‘I hus til halsen’. Et dansk program, hvori der medvirker en ejendomsmægler og designer, der hjælper familier med at få solgt deres hus, så de kan komme godt videre i livet. Ofte er det manglende hussalg jo årsag til en række problemer i familien, så vi som seere krydser fingre for en lykkelig slutning. Min mand så det for første gang i går, da vi hentede udsendelsen frem fra nettet. Vi var meget optagede af udsendelsen, da det høje tempo fastholdt vores interesse. Lynhurtigt fik huset en makeover, de medvirkende hurtigsnakkede, og der blev klippet hurtigt, fordi programmet jo skal nå at vise det hele på kort tid. Vi lærte lidt om design, boligmarkedet og om en families udfordringer. Flot pakket program, skåret ind til benet.

SÅ gik vi over til at se et lignende program på tyrkisk, lige bagefter. En 18-årig datter havde meldt sin familie til at få en bolig-makeover. Familien blev udtaget, men hendes familie var ikke helt med på idéen. Først i tredje forsøg blev filmholdet lukket ind hos dem, da forældrene havde ringet og sagt til dem, at der var mange, der havde det meget værre end dem! Ja, okay, de var 6 mennesker om et lille, gammelt badeværelse med skimmelsvamp i loftet, men der måtte være nogle syriske flygtninge, der havde mere behov for hjælp, sagde de. Efter denne optakt til programmet, hvor værten selvfølgelig ikke accepterede, at de ikke ville have hjælp, så det ud til, at de endelig skulle i gang med makeoveren… Men nej… Først skulle vi have hele familiehistorien, vi skulle med dem ud at shoppe/se på lamper osv., vi skulle se, hvordan de hyggede sig over en frokostpause, og da vi endelig kom til det afsluttende i programmet – nemlig at se forvandlingen, holdt de virkelig spændingen for os seere! Vi så et lille udsnit konstant. Et lille udsnit af badekarret. Lamperne. Lysene i vinduet. Mors ansigt. Datters ansigt. Fars ansigt. Bedstefars ansigt.

Min mand og jeg blev mere og mere frustrerede over, at vi ikke kunne se noget af, hvordan badeværelset var kommet til at se ud! De trak tiden og viste os ikke hele rummet. Vi spolede i udsendelsen, imens min mand indimellem forklarede, hvad der foregik. Fx forstod jeg ikke, hvordan de kunne lave en hel udsendelse om et badeværelse…? Hvad med resten af boligen? “Familien ville KUN have lavet badeværelset”, svarede min mand, og han tilføjede, at de endda havde afleveret nogle af pengene igen til holdet bag, da de jo ikke havde brugt alle pengene, da de var ude at shoppe… Vi var helt vilde med den her familie, og det må siges at være det centrale for både den danske og den tyrkiske version – at familierne er vildt sympatiske! Vi hepper på dem, og de giver os troen på en bedre verden, hvor alle “de gode” bliver hjulpet til sidst 🙂 Et moderne eventyr.

Det var en oplevelse at se forskellene på den danske og den tyrkiske version, og jeg ser frem til at gå på flere opdagelser i den tyrkiske medieverden 🙂