Samtaler med en 3-årig #doktor

_20180223_094914

Forleden var vi på biblioteket. Af egen fri vilje valgte Ella en bog om at tage til tandlæge. Det var en detaljeret beskrivelse af, hvordan det er at gå til tandlæge, når man er et lille barn, og hun lagde godt mærke til, når jeg ikke læste det hele.

“MOR! Du må læse! Dér. Læs!”

Jeg måtte i gang, og jeg læste højt om at blive banket på tænderne, få vand ind i munden, om at få kradset plak af tænderne, og Ella åd det hele råt. Hun syntes, at det var SÅ fascinerende, og jeg blev ved med at spørge hende, om ikke hun syntes det var en fantastisk udsigt, vi havde her på biblioteket, med udsigt over vandet og broen? Ingen reaktion. Tandlægesnak – det var det eneste, der duede!

Jeg havde faktisk lidt begyndende influenza, og om morgenen havde mormor afleveret Ella i børnehaven. Jeg havde allerede følt lidt utilpashed dagen før, hvor jeg havde glemt at spise (det sker meget sjældent, da min krop som regel hævner sig ved at give mig forkølelse eller influenza), og jeg havde sagt til Ella, at hun blev nødt til at droppe cyklingen nede i kælderen. Nu skulle mor have MAD! “Mor har det ikke så godt. Jeg skal have noget mad”, sagde jeg til hende. Normalt inddrager jeg hende aldrig i mine småproblemer, såsom sult eller sygdom. Nu er hun 3 år, og jeg kan godt lukke lidt mere op for posen. Hun reagerede så ansvarsfuldt og omsorgsfuldt ved at svare: “Jeg har noget mad, som du gerne må få. I min madkasse”.

Næste dag var det så, at jeg måtte holde en sygedag derhjemme. Om eftermiddagen måtte jeg op på cyklen (som nu er udskiftet til en nyere model, hvis nogen så på min story, at den gamle var stået af…). Nå, men jeg fortalte så Ella, at mor jo havde været lidt syg, og det var derfor mormor afleverede. Om hun kunne huske det? Ja, det kunne hun godt. “Mor, jeg vil gerne lege doktor, når vi kommer hjem”, sagde hun, og inden jeg nåede at svare, tilføjede hun: “Jeg vil gerne være papirdoktor”, og jeg fik hende til at gentage. Ja, den var go’ nok. “Papirdoktor”.

“Hvad er en papirdoktor?”, spurgte jeg hende. “Sådan én der giver papir, når du er forkølet…”, svarede hun. Jeg kunne regne ud, at hun mente en læge, hvis eneste funktion skulle være at uddele Kleenex til forkølede mennesker 🙂 Hvem kunne ikke have brug for sådan en papirdoktor i ny og næ? 🙂

   

Historien om et bord, der har overlevet lidt af hvert #sårbarhedogmod

sketch-1519289118817Det her bord har jeg netop fået igen af Ellas far, som lovede at passe på det. Jeg havde givet det til ham, men havde tilføjet, at jeg måske kom til at fortryde det. “Jeg skal nok passe på det, fordi jeg ved, at du er glad for det”, svarede han.

Nu har jeg fået det igen, næsten et år efter, at jeg flyttede ud. Jeg spurgte, om jeg måtte få det igen. Han kom og afleverede det. Så enkelt var det. Bordet lignede endda sig selv. Det ved man jo aldrig, når man giver afkald på sine ting. Jeg kiggede og kiggede efter mærker eller flænger. Ellas far har virkelig passet godt på det. Dén følelse af taknemmelighed sad i mig hele dagen. Den sidder stadig i mig, når jeg kigger på det.

Måske er det ikke det kønneste bord, må jeg tilføje. Jeg er lidt skamfuld over, at være så glad for bordet. Der er delte meninger om bordet. Flere gange har folk udbrudt: “Sikke et sødt lille bord” eller: “Det passer lige ind”. Jeg har dog også fået at vide et par gange, at det er et grimt bord. Det var engang ved en flytning, hvor jeg bad min flyttehjælper om at passe godt på det. “Jeg er altså glad for det, og jeg synes det er flot”, svarede jeg, da jeg første gang hørte, at det var et grimt bord. Efter flytningen bemærkede jeg en flænge på 10 cm, der gik ned gennem bordet. Jeg blev vred og ked af det. Bordet var blevet placeret et uheldigt sted i flyttevognen. Alt for meget vægt havde ødelagt det. Det var på trods af, at jeg “sagde hele 4 gange”, som Ella ville have sagt det, at jeg var glad for bordet.

Min mors mand brugte lang tid på at gøre bordet pænt igen, hvilket jeg satte stor pris på. Igen føler jeg taknemmelighed. Ting er ikke bare ting. De har en historie. Det er så vigtigt at sætte pris på sine ting. Sætte pris på den ramme, som man indgår i. Være taknemmelig for alt det, som former én. Passe på tingene, ligesom man gerne vil passe på dem, som man holder af. Hver eneste gang jeg støvsuger sørger jeg for, at den ikke banker ind i dørkarme, møbler osv. Selvfølgelig kan det svipse, og så tager jeg det med. Siger pyt og minder mig selv om, at jeg selv har valgt mit hjem, og så må jeg også passe godt på det. Hvis ikke det føles rigtigt at omgive dig med tingene, så giv dem til nogle andre. Det er så vigtigt at indrette sig, så det føles godt for lige præcis én selv. Jeg forsøger hele tiden at spørge mig selv, om jeg er glad for dén og dén ting i vores hjem.

Ella har ødelagt meget få ting, selvom hun jo er lovligt undskyldt med hendes behov for at udforske den store verden. Jeg lærer hende at passe godt på sine ting. Min egen filosofi er, at vi på den måde får passet godt på vores “indre kompas”, hvor vi véd, hvad der betyder noget for os. Vi lægger mærke til tingene omkring os, øjeblikkene, viser taknemmelighed og bevæger os roligt og til tider forsigtigt, fordi vi gerne vil passe på vores omgivelser. Med vores indre, intakte kompas får vi sat de nødvendige grænser i dagligdagen. Den anden dag sagde Ella fx til mormor: “Jeg vil gerne prøve at sidde dér”. Hun havde udset sig en plads i stuen, hvor hun gerne ville sidde. Hun har allerede lært at udpege, hvad hun gerne vil have. En meget vigtig lektie i livet, hvor et godt selvværd bl.a. beror på, at vi er gode til at udpege, hvad vi godt kan lide, og hvad der er godt for os.

Det var rart at se det gamle bord igen, som har fulgt mig siden jeg var 16 år. Det har stået i et lille køkken, hvor jeg sad med veninder omkring bordet og spiste toasts, når vi kom hjem fra byen i Middelfart. Det har også stået på mit 9 m2 kollegieværelse i Herlev, hvor jeg har skrevet et hav af tekster. Det har desuden været opmagasinet, imens jeg var i England og i Tyrkiet.

Så fandt det alligevel hjem til mig igen. Det passer slet ikke ind, men ægte kærlighed er det 😉

Samtaler med en 3-årig #farsnakkertyrkisk

_20180221_091802Ella har jo en tyrkisk far, og vi var været lidt for gode til at snakke engelsk indbyrdes, og far har snakket engelsk til Ella. Det ville være så fint, hvis hun lærte tyrkisk. Far snakker da også mere og mere tyrkisk til hende. En dag spurgte jeg hende derfor, hvordan det lyder, når far snakker tyrkisk.

Mig: Hvordan lyder det, når far taler tyrkisk

Ella med hånden for munden som en indianer: “Ohh, auuu, Ohhh, auuu”

Mig: Kan du godt forstå, hvad han siger?

Ella nikkede

Mig: Kan du så sige noget på tyrkisk?

Ella nikkede igen, ivrigt

Mig: Hvad kan du så sige?

Ella: Jeg kan sige: “Yes”.

 

Så skulle man tro, at moren lod det være ved det… Men næh nej. Jeg blev jeg jo endnu mere nysgerrig. Jeg skulle da lige finde ud af, om hun slet ikke kunne sige noget på tyrkisk? Så et par dage efter udspurgte jeg hende igen i en stille stund.

Mig: Kan du sige noget på tyrkisk?

Ella nikkede

Mig: Hvad kan du så sige?

Ella: “Yes”

Jeg antog, at hun havde forstået spørgsmålet, og ventede spændt på svaret. Jeg gentog spørgsmålet, og igen svarede hun på højt og klingende engelsk: “Yes!”

Nå okay, det var SVARET! 🙂

Det er meget sødt at høre, hvor stolt hun er over, at hun har heeeelt styr på, at mor taler dansk og far taler tyrkisk! I lang tid sagde hun ellers om far, at han talte “2-cay…” (“Twokay” med k-lyd), hvilket lød lidt gangster-agtigt, men nu siger hun lige så tydeligt, at han taler TYRKISK.

Den anden dag da vi var på legeplads, sagde hun af sig selv, at mor jo taler dansk og far taler tyrkisk. Jeg blev igen nysgerrig og spurgte, om vi skulle tælle sammen på tyrkisk? Vi kunne tælle til 10?

“Men der mangler tyrkisk i min mund”, svarede hun 🙂

 

Så måtte jeg selv i gang med at tælle selv, og hun begyndte at grine. Hun ved godt, at jeg er på glatis

 

 

   

Friheden ved ikke at passe ind

img_20171230_210535_976På denne søndag, hvor Ella ses med sin far, og jeg burde rydde op og gøre rent, er der især én ting, som jeg er taknemmelig for. At være helt mutters alene, med ro og absolut ingen forventninger 😉

Vi har så meget fokus på at passe ind i vores samfund, og i dag har jeg som så mange andre dage set flere tegn på, at jeg ikke passer ind. Jeg så et program om et flot opdækket bord. Jeg er ikke god til at dække et smukt bord. Jeg så et billede af en mødregruppe, der var samlet, og der var intet rod omkring de yndige babyer. Jeg er alt for god til at rode, så dér følte jeg mig OGSÅ forkert.

Jeg slipper hurtigt følelsen igen. Sådan er det i mit liv i dag, og det er jeg SÅ taknemmelig for.

Jeg kom i tanker om, hvor forkert jeg havde følt mig i Alanya, da jeg tog et sprogkursus i Tyrkisk, og jeg som gravid var noget mere perfektionistisk end normalt. Jeg har stadig sådan et billede af, at der er 20 mennesker, der griner ad mig, når jeg skal sige noget på tyrkisk, når virkeligheden er, at læreren gjorde meget ud af, at vi skulle have det sjovt! Hun grinte bare, tog lidt let på tingene. Jeg følte mig sårbar som et lille barn, der ikke kan afkode andre folks mimik til perfektion. Jeg var sikker på, at de grinte ad mig! Sådan en grad af præstationsangst har jeg aldrig oplevet senere. Hormoner fra min graviditet havde vist også noget at sige 😉

Det gik helt galt, da jeg skulle lave hjemmearbejde om aftenen. Jeg fattede jo absolut intet! Hvilket overhovedet ikke var sandt, men sikke en følelse af at være forkert, som jeg faktisk kan grine af i dag. Det sjove er, at på kurset var der en fantastisk sød pige, som under en pause betroede mig, at første gang hun havde taget kurset, havde hun droppet det hurtigt igen, fordi hun slet ikke kunne følge med. Hendes kæreste måtte trøste hende, da hun kom hjem, og da hun fortalte historien, var det bare en sød historie. Faktisk også ret sjov på den uhøjtidelige måde, hun fortalte det på. Få dage efter handlede historien om mig 😉 Det er sådan en historie, der altid minder mig om, hvor vigtigt det er, at vi fortæller hinanden om vores sårbarheder, vores følelse af at være forkert, og minder os selv om, hvor tæt forbundne vi alle er. Følelsen af at være forkert, kender vi alle til. I dag er jeg bare lynhurtig til at slippe følelsen igen, så følelsen ikke trækker mig ned.

Det kan være sådan en frihed at registrere forkerthedsfølelserne og tænke: “Nå, dér dukkede du op igen. Hvordan kan det være?”, og så efter lidt analyse, er følelserne erstattet af noget andet.

Det er en frihed at tænke om sin barndom, ungdom eller sit voksenliv: “Dér og dér passede jeg slet ikke ind. Jeg blev misforstået, jeg sagde altid det forkerte, jeg gjorde alt det forkerte og når jeg opsøgte fællesskabet, blev jeg ikke lukket ind”. Der er jo masser af eksempler, hvis vi går og tænker over det. Nogle har så oplevet det mere end andre. Det er selvfølgelig klart, men ingen af os kan komme uden om det.

Når jeg har været i forskellige studiegrupper, er der altid den samme fortælling, der går igen: “I folkeskolen var jeg ikke medlem af én bestemt klike. Jeg ville bare gerne snakke med alle, og jeg havde et ben i hver lejr. Det var forvirrende, men jeg kunne bare ikke vælge side. Jeg passede ikke ind, hvis jeg forsøgte mig med én gruppe”. Vi nikker allesammen og siger: “JA, sådan havde jeg det også!”.

Hvis du har en stille og rolig søndag ligesom mig, vil jeg derfor opfordre dig til at tænke: “Ja, jeg passede ikke ind dér og dér, og det er okay. Jeg kan nyde øjeblikkene, hvor jeg passer perfekt ind, men jeg kan også acceptere alle de andre tidspunkter, hvor det er svært at føle sig ordentligt “hjemme”. Livet er det hele. Heldigvis er jeg ikke alene om at have den følelse.”

Her i bloggerland føler jeg heller ikke altid, at jeg passer ind. Jeg læser et hav af forskellige blogs. Med vidt forskellige kvinder bag, og det føles på en måde illoyalt. Ja, en smule forkert. Jeg har respekt for hende, der ikke vil tjene penge på sin blog, og hende der tjener kassen. Jeg har respekt for hende, der går hjemme ved sine børn, og hende der elsker sine børns institutioner. Jeg har respekt for hende, der vejer sine ord i relation til sine børn, bevarer roen og reflekterer over, hvordan dagen i morgen kan blive bedre, og jeg har respekt for den mor, hvis følelser og temperament løber af med hende til tider, og tiden ikke altid er til lange analyser, men til take away, et varmt kram, et hurtigt undskyld og yndlingsfilmen på repeat til alle mand sover.

Nu vil jeg gå i gang med at gøre rent, og i stedet for at reflektere videre, vil jeg sætte noget tempofyldt musik på, så jeg i stedet kan tage fat på alt det praktiske med høj energi. Hver ting til sin tid 🙂

 

7 typer, der bør få en medalje, når du er mor til et småbarn #livetsommor

sketch-1518687417201

Der er de typer, som du aldrig helt får takket, når du møder dem på gaden, i toget eller på biblioteket. De typer, der gør en forskel for dig og dit barn! I det her blogindlæg får de en medalje! 

 

  1. Typen, der altid tænker på, om du og dit barn HAR DET GODT. Fx tænker på, om I lige kunne bruge et par hjemmestrikkede strømper, om din 2-årige kunne bruge noget legetøj eller typen der lige fisker en banan eller figenstang op ad tasken, når blodsukkeret er lavt hos den lille. Det gør en verden til forskel, at DU tænker på os…
  2. Typen, der virker til at have god tid – selv når det ikke passer. Typen, der altid svarer: “Jamen, jeg har skam ikke travlt”. Eller personen, der giver dig plads i trafikken eller rejser sig for dig i toget eller bussen. Det er personen, der tilbyder at underholde baby, imens du lægger varerne op på båndet i supermarkedet, og det er personen, der giver sig tid til at sige hej til dit barn. Dit overskud smitter – TAK!
  3. Typen, der er overbærende – selv når de ikke har grund til at være det. Typen, der giver dig et varmt smil og hjælper dig med klapvognen eller siger om dit barn: “Nå, jeg synes da, at hun/han tager det så fint” eller siger: “Det er der heller ikke noget at sige til”. Du redder vores dag igen og igen! 
  4. Typen, der sagtens kan huske, hvordan det selv var at være barn engang, og siger: “Jamen, sådan var vi jo også:-) eller “Det kender man jo fra sig selv, ikke sandt?”. Det er også typen, der husker tiden som enlig mor, travl mor eller bare træt mor! Du gør en forskel med dine overbærende sætninger, så bliv endelig ved!
  5. Typen, der ser hvor hårdt du arbejder og som anerkender alle de gode ting. Du har brug for at høre, at du er en fantastisk mor, men denne person gør noget andet. Noget, som er endnu bedre. Vedkommende kunne nemlig aldrig på at kritisere dig. Tak, fordi du med din kærlighed og tålmodighed lader os finde svarene selv, og giver rum til, at vi kan stråle som de mødre vi er!
  6. Typen, der pakker sandheder ind i så meget kærlighed, at du tager imod det med kyshånd. Sandheder som kommer fra et rent hjerte, uden projektioner, spil og drama. Det er de kærlige ord om andre måder, du kan gøre tingene på. Et ydmygt forslag. Vi elsker, at du vil os det absolut bedste!
  7. Typen, der egentlig var en fremmed på gaden, men på et splitsekund blev lukket ind i vores hjerter. Dig, der fik øjenkontakt med mit barn, lavede sjov med en eminent timing og med så meget varme og overskud, at mit barn græd af grin i de efterfølgende 15 minutter, efter at du havde vinket farvel…(True story, og DIG glemmer vi aldrig :-))

For hulan, hvor er der mange gode mennesker derude. Dig, der løfter en stemning, øser ud af dit overskud, giver ud af din tid og energi og aldrig, aldrig får os til at føle os forkerte.

Du gør verden til et bedre sted!

Nogle gange er en god gåtur alt, hvad der skal til

_20180213_103133-2I går gik jeg en tur sammen med Ella, og det kunne også ses på min story på Instagram 🙂 Jeg savnede at se lidt natur på min profil. Jeg elsker naturen, og da jeg boede i England og Tyrkiet fik jeg taget tonsvis af naturbilleder. Jeg har stadig flashbacks til en gåtur ved havnen i byen Truro, der ligger i Cornwall, hvor jeg helt manisk tog billeder af en masse flotte, gamle træer og bagefter tænkte: “Hvad tænkte jeg dog på?” 😉 SÅ mange billeder af de samme motiver behøvede jeg da virkelig ikke 😉

Fridag, vinterferie eller sygdom?

Jeg havde en fridag med Ella i går, da hun virkede lidt syg om morgenen. Hun var bare ikke syg… Hun var faktisk frisk som en havørn hele dagen. Det er simpelthen så svært at bedømme nogle gange! Nå, men vi havde så en fridag, hvilket var helt fint. Nu er det jo også vinterferie. Jeg mindede mig derfor om, at jeg skulle skamme mig over, at jeg sender mit barn i institution, når mange andre holder vinterferie. Ella har mange fridage i løbet af året, mange korte dage og OGSÅ ferie. Hun har det hele – men ikke vinterferie i denne omgang. Her til morgen dansede og hoppede hun af glæde, da vi nærmede os “gæstebørnehaven”, hvor hun skal være i denne uge. Jeg tror, at barnet har det helt okay 😉

Et billede, der siger mere end tusind ord

Ud på eftermiddagen trængte vi til at gå en lang tur. En skøn dag var afløst af lidt tankemylder hos moren. Jeg havde tilfældigvis set et billede af mig selv, fra dengang jeg boede i Alanya, og det mindede mig om alt for mange ting. Billedet var taget i januar 2014. Før jeg blev gravid, og det er klart, at det satte en masse tanker i gang om alle de drømme, vi havde dengang. Jeg så selvfølgelig også langt yngre ud på billedet, og det mindede mig om al den tid, der er gået. Normalt kigger jeg aldrig på billeder fra længere tilbage end et år siden. Derfor trængte moren virkelig til lidt frisk havluft, da minderne pludselig stod i kø, og jeg indså, at selvom jeg er videre, er der stadig dage, hvor det hele er lidt svært. Dage, hvor jeg healer og passer lidt ekstra godt på mig selv. Dage, hvor en gåtur med Ella er dejligt befriende, fordi ude i naturen er vi bare tilstede her og nu, uden at jeg spekulerer for meget på, hvad der kunne have været anderledes i vores liv, hvis bare dét og dét ikke var sket. Ella er jo bare GLAD, og så kan alt andet jo være lige meget, ikke? 😉 At høre Ella klukke af grin hver eneste dag – det er simpelthen så skønt. Hun har virkelig let til latter, og så tænker jeg, at alt er som det skal være.

Mandagstaknemmelig for en gåtur, der ændrede mit perspektiv

Nu var det jo mandag i går, og jeg blev derfor mandagstaknemmelig for, at der ikke skal mere til end en god, lang gåtur for at komme i bedre humør. Da jeg kom hjem, fik jeg igen følelsen af, at det nok skal gå altsammen. Tænk, at naturen har den indvirkning, at man er så meget gladere efter en gåtur. Efter gåturen var jeg taknemmelig for så mange ting. At mit hjerte blev knust i tusind stykker. ændrer jo ikke ved det faktum, at jeg i bund og grund er sindssygt heldig over at bo i lige præcis Danmark. Mange har det svært overalt i verden, og jeg har “kun et hjerte der skal lappes”. Okay, det gør nas til tider, men det klarer jeg. Selvfølgelig finder jeg styrken igen. Selvfølgelig kommer der til at ske et væld af gode ting. Selvfølgelig kommer der en dag, hvor Ella og jeg står i Disneyland i Paris, og jeg kan tikke endnu en drøm af på min liste. En drøm, der fx indbefatter at gøre alt dét, som jeg drømte om som barn. Ja, jeg drømte om at komme i Disneyland i Paris 🙂 Jeg vil have meget mere fat i alle de drømme, som jeg drømmer om inderst inde. Hvad der virkelig betyder noget! Drømme, som jeg havde i barndommen, skrev jeg om i dette blogindlæg.

Nu vil jeg nyde resten af aftenen sammen med min lille Ella-mus, som har haft en dejlig eftermiddag med sin far. Mandagstaknemmelig var jeg også for, at samarbejdet til Ellas far faktisk kører på skinner. Det er virkelig rart!

Ha’ en god aften!

   

Hvad er det egentlig, jeg vil med min blog? #sårbarhedogmod

_20180113_213707Inspireret af et blogindlæg fra bloggeren: ’Hjertemodhjerte.dk’, vil jeg med samme blogtitel kaste mig ud i at beskrive, hvad jeg vil med MIN blog 🙂

Jeg vil være en storyteller. Storyteller er bare et mere moderne ord for en historiefortæller på dansk 😉 Det forbindes mere med historiefortælling i branding-øjemed. ‘Storyteller’ bruges i en bredere sammenhæng, og det vigtige i storytelling er at formidle pointer ved hjælp af historier, i stedet for konkrete facts. Jeg ønsker at påvirke højre hjernehalvdel hos modtageren, hvor følelserne påvirkes. Når vi hører en historie med forskellige pointer, husker vi det nemmere, end hvis vi skal huske på bestemte facts. Vi husker den følelse, som vi fik, da vi hørte historien. Jeg ønsker at dele hverdagshistorier og derigennem formidler en særlig pointe. Historier, der påvirker modtageren, så læserne reflekterer videre, hver især. Mine læsere skal finde frem til svarene hos dem selv, uden at jeg ønsker at påvirke dem i en bestemt retning. Det leder mig til det næste punkt…

Jeg vil ikke skabe debat. Det er på trods af, at en livlig debat kan skabe god trafik på ens blog. Der er masser af ting her i verden, som jeg kunne debattere. Jeg vil jo også gerne gøre en forskel, og er vild med mange af de bloggere, der skaber debat og deler deres meninger. Det kunne fx være ‘Ammemafiaen’, som jeg følger fast. Jeg ønsker bare ikke selv at være en blogger, der mener en hel masse. Min blog skal ramme bredt, og jeg vil gerne støvsuge bloggen for meninger. Både for ikke at støde nogen, da det er det sidste, jeg ønsker, og fordi jeg synes, at der mangler flere bloggere, der ikke mener noget 😉 Der skal være balance i tingene. Vi skal ikke allesammen stå for det samme. Enten skal du være en dedikeret debattør/formidler af relevant stof, eller også skal du bare dele dine hverdagsoplevelser med mig som læser. Det er dét, jeg foretrækker, når jeg følger bestemte bloggere 🙂

Jeg vil gøre en forskel, og det er nemmere sagt end gjort. Jeg er mindst i mål med dén del. Via historier ønsker jeg at gøre en forskel. Det er historier, som andre har delt med mig, der har gjort den største forskel for mit eget liv. Derfor har jeg da også været gavmild med at dele nogle personlige historier fra mit eget liv. Jeg fik også en historie fra en læser, som fortalte om sin sundhedsplejerske, der havde gjort en forskel for hende og hendes lille familie. Det var skønt at læse, og jeg følte at hendes bidrag skabte en samhørighed, os mødre imellem. Vi har nærmest allesammen haft en sundhedsplejerske, og jeg tror at mange kunne nikke genkendende til nogle af hendes følelser.

Jeg vil hylde magien i hverdagen, når jeg fx deler blogindlæg med samtaler med Ella, der strømmer over af kærlighed, humor og skøre dialoger. Nu har jeg indimellem fået at vide, at jeg har en “hyggelig blog”, og det er jeg rigtig glad for! Det er lige præcis, hvad jeg ønsker. Samtalerne med Ella er som at høre en sjov og hyggelig historie fra et familiemedlem, og for en stund kan man glemme, at man egentlig havde en lidt dårlig dag. Jeg håber, at det har dén effekt på læserne. At de får et smil på læben.

Jeg vil dele hverdagshistorier om skam, sårbarhed og mod, fordi det er så vigtigt at kunne håndtere følelser af skam. Skam-følelser kan ikke overleve, hvis du møder empati fra et andet menneske. Når du er god til at håndtere følelsen af sårbarhed, tør du også at være modig. Det hele hænger sammen, og jeg er jo stor Brené Brown fan (amerikansk skam-forsker), som netop forsker i skam, sårbarhed og mod. Jeg vil gerne udbrede kendskabet til hendes arbejde/bøger, men vil i lige så høj grad dele historier om min hverdag som en til tider usikker mor. Jeg er også modig og stærk. Jeg vil dele alle sider af mor-livet 🙂 Ved at turde at dele det skamfulde med læserne, håber jeg på, at det inspirerer dem til at reflektere videre over de her følelser som skam, sårbarhed og følelsen af at være modig.

 

Nu vil jeg slutte dette blogindlæg og ønske jer en fortsat dejlig søndag! Jeg skal rydde op og gøre rent inden Ella kommer hjem fra sin far. Hvis du har noget god danse-musik/rengøringsmusik, må du meget gerne skrive en DM på Instagram… Jeg mangler inspiration til mine søndage i rengøringens tegn! 🙂

Vi skal ikke skamme os over negative følelser #sårbarhedogmod

collage-1518259500828Forleden så jeg denne TedTalk med Susan David, der handler om at håndtere negative følelser. Budskabet er, at positiv tænkning-bølgen har ledt til “falsk positivitet”. Mange håndterer negative følelser ved at ønske, at de straks forsvinder, og ved at forcere positiv tænkning.

I TedTalk’en opfordrer hun os til at se på verden, som den er. Vi skal ikke være positive på en falsk måde, men være i stand til at rumme alle slags følelser. Negative følelser som sorg, magtesløshed, vrede osv. er prisen for at leve et meningsfuldt liv.

At håndtere negative følelser er noget, som jeg også lærer Ella. Livet er fyldt med skuffelser og nederlag hele tiden. Hvis der er noget, som jeg synes, at jeg har fået med fra min egen mor, er det evnen til at kunne acceptere negative følelser som en del af livet. Når Ella er ked af det, vred eller bange, kunne jeg aldrig drømme om at sige: “Du skal da ikke være ked af det…”, “Der er ikke noget at være bange for” eller: “Ej, der er ingen grund til at blive så vred”. Min egen mor har aldrig brugt de vendinger, men har lyttet og anerkendt. Noget, som jeg også giver videre til Ella. Hun skal vide, at det er okay at have negative følelser, og hvis hun fx har en legekammerat der igen og igen viser, at han/hun er i dårligt humør eller ikke viser interesse for at lege med hende, anerkender jeg også hendes oplevelser ved at sige: “Ja, han/hun så lidt sur ud. Det ved jeg søreme ikke, hvorfor. Det kan være, at det går over, men du kan jo altid lege med en anden?”. Jeg vil gerne vise hende, at hendes observationer og oplevelser er rigtige. Som mor behøver jeg heller ikke at sige: “Ej, han var da ikke sur. Han var nok bare lidt træt”, selvom det ville være det mest behagelige for mig, da jeg undgår at forholde mig til virkeligheden som den er. Okay, nogle gange har jeg sagt det, men er blevet mere bevidst om bare at lytte eller lade hende vide, at jeg ser det samme. Det kunne fx være, at jeg forholder mig til virkeligheden uden at omdøbe “sur” til “træt” fx.

Samtidig er jeg også bevidst om, at jeg heller ikke skal overføre mine egne følelser til Ella. Hun skal have lov til selv at forholde sig til verden, som hun ser den. Jeg hjælper hende fx med forskellige tolkninger, når vi er ude i “det offentlige rum”. Men jeg husker også nysgerrigheden i samspillet med andre. Jeg véd ikke alting om, hvad andre tænker og føler. I situationer, hvor vi møder nye legekammerater, lader jeg derfor også Ella om at klare tingene selv. Jeg lytter og kigger, og griber indimellem ind, men jeg vil ikke komme med alt for mange vurderinger hele tiden. Forleden faldt vi i snak med en mor og hendes lille pige på ca. et år. Ella var lige frembrusende nok overfor pigen, som hun var så vild med. En pige, der stavrede afsted, men som i dette øjeblik stod ved siden af sin mor, og vi havde alle sat os ned, så vi var i øjenhøjde med pigen. På grund af Ellas energiniveau opfordrede jeg Ella til at være stille og rolig, så hun matchede det lille barn, der stod lidt usikkert på benene. Da Ella spurgte pigen om hun ville have en “is”, og hun rakte hende en is af plastik, svarede moren: “Nej, det ser ikke sådan ud”, og Ella gik straks væk og satte sig for sig selv. Jeg tror, at Ella og jeg var enige om at have set et nysgerrigt lille barn, der ikke så det mindste betuttet ud. Moren så noget andet, åbenbart. Derfor følte jeg afvisningen og en form for skuffelse. Jeg forstod ikke helt morens tolkning, men samtidig tænkte jeg: “Fred være med det. Jeg aner ikke, hvad moren har tænkt. Det blev for meget, og det er helt okay”. Derudover var det et fint eksempel på, at kvinden sagde, hvad der faldt hende ind. Hun var ikke falsk positiv, og det var jo egentlig fint. Jeg havde en skam over, at jeg følte, som jeg gjorde, men det var jo ikke hendes ansvar. Samtidig kunne jeg ikke bruge det til noget. Derfor kan det for mig være meningsfuldt at sige: “Fred være med det” samtidig med, at jeg mærker de negative følelser. Det var tydeligt for os alle, at Ella gik væk, fordi hun havde følt sig afvist, og det var da lidt pinligt, for at sige det som det er. Ærligheden var næsten for meget. Ella gik fysisk væk, og blev ikke engang i en negativ situation for at prøve at udglatte. Jeg blev jo siddende i et stykke tid, inden jeg også forduftede. Samtalen var slut. Bum.

Det kan godt være, at både Ella og jeg er ret bevidste om vores følelser, men der er stor forskel på at være mor og barn i sådan en situation. Samfundet dikterer jo en form for falsk positivitet. Det kan være nyttigt for, at alting glider lettere i hverdagen. Det kan være brugbart, men inden for hjemmets fire vægge og i trygge og nære relationer, er det nu godt at vise, hvem vi er. Vise hvem vi er, med alle de følelser, vi indeholder. Negative, såvel som positive. Jeg prøver derfor at reflektere videre over, hvornår jeg kan være i de negative følelser, og hvornår det giver mere mening at lægge dem til side og komme videre i teksten.

Nu vil jeg faktisk videre i teksten på denne lørdag 🙂 Jeg håber, at I kunne bruge mine betragtninger omkring negative følelser. Det kræver, at vi tør at være sårbare. Hvis vi altid lægger lidt positivt glimmer hen over alle vores følelser, glemmer vi efterhånden, hvem vi egentlig er.

Jeg var også ved clairvoyant (opdateret blogindlæg fra tidligere)

IMG_20150914_181128

Dette blogindlæg om at være ved clairvoyant blev oprindeligt skrevet i 2015 – lige da jeg begyndte bloggen. Gud, det er lang tid siden. Dengang faldt der et blogindlæg 1-2 gange om måneden. Det giver lidt “blog-minder” fra den første tid med Ella. Jeg har opdateret blogindlægget, så det er mere nutidigt, med flere betragtninger fra dengang, hvor jeg var til clairvoyant.

Mascha Vang skrev en dag om sit møde med clairvoyanten Rikke Rasmussen. Det fik mig til at skrive om mit eget møde med Rikke Rasmussen engang for mange år siden. Det var et opløftende møde, for ikke alene fik jeg en masse positive ting at vide – Rikke er også bare en super behagelig person. Hun kunne sige meget, som passede rigtigt godt, dvs. om min personlighed og min familie, som hun ikke kunne have googlet sig til. Jeg havde fået hende anbefalet af en veninde, men hun var også med i et Bubber-program på et tidspunkt. Mange kendte har været hos hende, så jeg tænkte, at hun måtte være ret god!

Rikke fortalte om min store interesse for at skrive, og hun fortalte mig, at jeg altid havde en historie, som jeg gerne ville fortælle. Hun beskrev også, hvilken slags blog jeg ville have (dén type, jeg har i dag). Selvom jeg var under uddannelse på det tidspunkt, luftede jeg mine tanker om at blive selvstændig tekstforfatter. Jeg var netop ved at skrive speciale på mit cand.ling.merc. studie, og var spændt på, hvad der ventede mig. Hun sagde, at hun kunne se, at jeg ville leve af at skrive. Hun beskrev mig som én, der ikke havde rundsave på albuerne, men som alligevel blev anerkendt og fik de opgaver, jeg skulle have. Jeg ville være bekymret i starten, men via netværk fik jeg opgaver hen ad vejen. Det passede jo rigtig fint, som jeg også skrev om i dette blogindlæg om at være selvstændig.

Jeg har bestemt ikke rundsave på albuerne. Det gør fx, at jeg hader at bevæge mig ind på LinkedIn – selvom det jo er rigtig fornuftigt at bruge tid derinde, hvis man vil frem i verdenen… Jeg ved det godt 😉 Jeg ved også godt, at det jo slet ikke er så konkurrenceminded, som jeg gør det til. Jeg kan stadig ikke få mig selv til det. Det arbejder jeg på at ændre 😉

Nu kan man mene, hvad man vil om clairvoyance, men det var i hvert fald en spændende oplevelse. En oplevelse, som jeg måtte have med, selvom jeg da også var skeptisk, og egentlig stadig er det. Jeg tror på, at nogle ganske få er dygtige og kan give folk noget brugbart med på vejen. Jeg ser det som en luksus at bruge penge på, ligesom andre behandlinger, hvor forkælelsen er i højsæde. Hvem vil ikke gerne høre noget godt om sig selv i en times tid? Rikke gav mig et selvtillidsboost, og en “formaning” om at lade være med at bekymre mig så meget. Nu er det mange år siden, men jeg bekymrer mig slet ikke så meget, som jeg gjorde dengang! Så lidt fremskridt er der da sket 😉

Hver eneste gang jeg tænker på denne oplevelse, er jeg parat til at gå ud i verdenen og gøre mit bedste. Sikke en energi at have, hvis du kan få andre til at føle sådan, ikke sandt? Så kan det godt være, at jeg kunne have savnet lidt flere advarsler om, hvilke valg, jeg IKKE skulle tage. Efterfølgende har jeg tænkt: “Hvorfor nævnte hun ikke det?”. Sikkert MEGET typisk at tænke sådan, haha. Rikke fremhævede alt det positive, men sådan er professionel clairvoyance jo (som jeg har forstået). Det handler om at give klienterne en positiv oplevelse. Hun opfordrede mig da også til forskellige ting, så jeg kom endnu mere i balance.

Jeg håber, at det her blogindlæg gav dig blod på tanden til at prøve lidt fra den alternative verden. Jeg synes i hvert fald, at det er spændende at prøve.

 

Nu må jeg hellere mærke det her blogindlæg som “reklame”, selvom det ikke er sponsoreret. Men tiderne har jo ændret sig – og reglerne for bloggere. 

 

   

Samtaler med en 3-årig #kalddetkærlighed

sketch-1517912776158Ella og jeg læser i øjeblikket denne børnebog om kærlighed.

_20180206_151446

Den er bare så sød. Skynd dig at lån den på biblioteket, hvis du vil have lidt filosofiske snakke med dit barn om, hvad kærlighed er. Kærlighed er bl.a., når forældre er så forgabte i deres lille nyankomne baby, at familiens hund føler sig overset, og går hjemmefra. Hundeejerne bliver vældigt kede af det, og da hunden kommer tilbage, får han endda lov til at slæbe alle sine nye venner (gadehunde) med ind i hjemmet. Der er mange søde forklaringer på, hvad kærlighed er i en familie med en lille baby og en hund, hvor hunden skal finde sin nye plads i familien.

Grunden til at vi lånte den var, at vi var på biblioteket, og jeg sad på hug og kiggede på noget legetøj sammen med Ella. Pludselig kom hun hen og tog hænderne om mine kinder og gav mig et kys på kinden, efterfulgt af et: “Se her…”, og så havde hun bogen i hånden. Jeg smeltede, da jeg meget sjældent får kys af hende, og så havde hun denne bog i hånden! Det var ret magisk, og det lyder jo som noget jeg opdigter, så idyllisk det er. Meeeen så er der også de gange, hvor hun siger: “Adrr…” og tørrer sig på kinden, hvis jeg giver hende et lille kys 😉 Kærlighed er bl.a. også at respektere, at hun ikke altid bryder sig om kys, selvom det jo føles helt unaturligt, at jeg ikke må kysse hende 🙂

I går satte hun sig på mit skød, og jeg sagde: “Vi er da bare go’e venner, os to”. Ella svarede: “Du er min bedste ven”, og af hendes blik kunne jeg se, at så blev det ikke større i hendes verden. Venskaber betyder utroligt meget for hende, og jeg har aldrig troet på, at man ikke må være venner med sine børn. Så længe jeg tager de overordnede beslutninger, og hun mener, at jeg kan klare alt, som jeg skrev i dette blogindlæg om at føle sig som ‘Årets mor’, ser jeg ingen problemer 😉

Billedet til dette blogindlæg kræver forøvrigt en forklaring. Det er blevet sådan et sted, jeg kigger hen, føler harmoni og tænker straks på, hvor go’ verden er 😉 Årsagen er, at jeg havde et tilgodebevis til Imerco, som jeg gav til min mor, så hun kunne bruge det – til sig selv! Meeeen, så fik hun alligevel lokket ud af mig, hvilke ting der havde fanget min interesse derinde en eftermiddag, hvor jeg havde været inde og købe gave til en veninde. “Ej, der var nogle tæpper”, der var så lækre, udbrød jeg, men blev ved med at sige, at hun skulle altså bruge kortet på sig selv… Næste gang jeg så min mor, havde hun købt tæppet til mig, der ligger på stolen. Dét er da kærlighed 🙂

Nu er jeg så glad for at kigge stolen med tæppet, at jeg aldrig sidder der, hehe. Hver ting til sin tid. Næste gang det bliver snevejr, vil jeg helt sikkert sidde og putte i sofaen sammen med Ella, med tæppet slynget omkring os 🙂 Denne her hverdagsoplevelse fik mig til at tænke på noget, som jeg så på Instagram. Forleden var der én, der postede på Instagram: “Mødre har også brug for mødre”, fordi hun var blevet forkælet af sin mor, imens hun lå syg. Så tænkte jeg straks på tæppet, som min mor gav mig. Meeen hun kommer nu også forbi med mad, når jeg er syg. Jeg er nu heldig!

Nu vil jeg gå videre med dagens opgaver. Ha’ en god dag, og tak fordi du læser med og støtter med likes og kommentarer. Det gør det meget sjovere at blogge, så mange tak for det!

Hvad drømte du om, da du var barn? #sårbarhedogmod

sketch-1517832763242I weekenden sås jeg med nogle veninder. Vi snakkede om, hvad vi ville være, hvis ikke vi havde det job, vi havde. Hvad ville vi foretage os, hvis vi skulle lave noget andet?

Ja, jeg er jo selvstændig tekstforfatter, som jeg skrev om i dette blogindlæg.

Jeg synes, at det kan være en god øvelse at tænke lidt over, hvad du drømte om, da du var barn? Især, hvis du står et sted i livet, hvor du mangler udfordringer i jobbet eller savner den gejst for arbejdet, som du havde i starten. Måske savner du også bare bekræftelse på, at du er landet på den helt rette hylde? Jeg har for mit eget vedkommende tænkt i længere tid på, at jeg gerne vil arbejde mere med mennesker. Se flere mennesker på daglig basis 🙂 Det kan godt være lidt ensomt til tider at arbejde hjemmefra. Det vil jeg arbejde for, at det sker i 2018.

I min dagbog fra jeg var 9 år gammel står der, at jeg gerne vil være forfatter, “sygolog”, dyrlæge eller arbejde i Matas 😉 Det er så sjovt at tænke på, hvordan dét med at skrive altid har været en stor passion for mig. Jeg har også altid været interesseret i sindet, tager det på mig når dyr lider – OG jeg elsker at gøre mig lidt pæn, som hvis jeg skulle arbejde i Matas… 😉 Det er kun med tanke på al den kemi, jeg propper i hovedet, der får mig til at holde lidt igen med krigsmalingen 😉 For mange der elsker makeup, er det jo de forskellige udtryk, som også er interessante. Min mors mand spurgte fx forleden, hvad der var kommet til mig. Jeg så jo helt anderledes ud. Det var skam bare lidt anderledes øjenmakeup, haha.

At betjene kunder og fortælle om kosttilskud, kunne da også være meget interessant… Ja, ja.. Jeg kan skam godt forstå, hvad jeg tænkte på dengang som 9-årig 😉

Men hvordan finder man frem til, hvad man selv drømmer om, hvis der intet står om drømme i sin dagbog. Jeg vil alligevel opfordre dig til at kigge i din dagbog fra du var barn, hvis du har én 🙂 En dagbog kan fortælle så meget om vores interesser, som nogle gange følger os hele livet, og vores unikke personlighed. Var du god til at sige fra, skal du måske arbejde med at finde dén side frem igen. Tog du alting mere stille og roligt, og kunne lide at dagdrømme, giver det måske mening, hvis du ikke trives i din nuværende stilling som resultatorienteret sælger, der arbejder 70 timer om ugen.

At kigge tilbage i tiden og fundere over, hvad du drømte om, da du var yngre, kan også give skuffelser. Skuffelser over, at tingene ikke gik, som du havde håbet. Jeg husker stadig, at jeg som 7-årig var ude på badeværelset, og sad på marmorbordkanten, imens min mor gjorde sig klar foran spejlet, og vi snakkede om dét at være voksen. Jeg elskede hendes Anais Anais-parfume, hvis flakon mindede lidt om marmor. Jeg fortalte hende, at jeg glædede mig til at blive voksen, omkring 28 år. Jeg sad dér og dagdrømte om, hvordan mit liv ville være.

Alle børn har jo drømme i perioder om, hvor fantastisk det bliver, når de bliver voksne. For mig handlede det om at få den perfekte kernefamilie. Jeg kunne lege i timevis med dukker og barbier. Det var noget af det, som min far nævnte flere gange, da jeg i tyverne var usikker på, om jeg overhovedet skulle have børn. “Men du var jo simpelthen så glad for at lege med dine dukker, da du var barn. Familielivet optog dig så meget…!”, og det havde han jo helt ret i. Så jeg skulle da have en lille flok unger derhjemme, og en familieorienteret mand 🙂 Det var hvad jeg drømte om som barn, og det drømmer jeg vel stadig om, selvom jeg godt véd, at det er urealistisk. At være mor til ét barn, er nu også dejligt. Så er der større frihed 🙂

Men ja, det er urealistisk, da min alder sætter nogle begrænsninger, min økonomi – og ikke mindst mine erfaringer med parforhold. På et overfladisk plan kan jeg godt drømme lidt om at møde en ny, men det er slet ikke realistisk, at jeg nogensinde åbner mit hjerte igen, som jeg gjorde for Ellas far. Så skal det i hvert fald være en mand, der er gjort af et helt særligt stof. En stille og rolig mand, der ikke kan gøre en flue fortræd. Det var sådan en mand, jeg sikkert håbede på at blive gift med, da jeg var 9 år 😉 Min favorit i børnehaven var i hvert fald en dreng med kridhvidt hår, isblå øjne og sådan en følsom dreng, der aldrig sagde de andre imod. Han fulgte bare med og var venligheden selv. Han sagde næsten ikke noget, men jeg syntes, at han var så sød, så sød. Jeg tror egentlig, at alle i børnehaven opfattede ham som noget helt særligt.

Så vokser man op, og måske får man indoktrineret af medierne, hvordan en “rigtig mand” er. En mand, der ikke tager et nej for et nej, men gør kur til kvinden, indtil hun overgiver sig. En mand, der forstår at charmere alt og alle. En mand, der er følsom, men samtidig én, der ikke er bange for at sige sin mening og sætte grænser. En mand, der altid viser, at han er ovenpå og kan tage sig af “sin kvinde”. En mand, der ikke sætter spørgsmålstegn ved, om de nu hører sammen eller reflekterer over hans egen rolle i det. Selvfølgelig hører de sammen, og han véd udmærket godt, hvordan han skal opføre sig, så han holder hendes interesse kørende. Jeg ville ønske, at jeg ikke var hoppet med på de stereotype billeder af, hvad en “rigtig mand” er. Men jeg er faldet i. Det er så nemt at forbinde umiddelbar tiltrækning med stor kærlighed. Eller det “rigtige billede af en mand” som en perfekt livspartner.

En mand må da gerne være usikker og ydmyg i sin tilgang til livet. Livet er så komplekst, at det ville være skørt med en mand, der mente at have regnet alting ud. En mand må da også gerne have perioder, hvor han ikke føler sig god nok, og måske er i tvivl om sine egne evner på arbejdsmarkedet? Det er da generelt et hårdt arbejdsmarked, vi har i dag. Det handler om at kunne sælge sig selv, og være selvkørende… Eller hvad nogle ville kalde for cool og fremadstormende?

En mentalt stærk mand – det var hvad jeg gerne ville have. Det vil vi jo alle. Men hvad er en mentalt stærk mand? I dag vil jeg beskrive det som en mand, der tør at spørge om hjælp, en mand der kan rumme følelser af usikkerhed og skam, en mand, der ikke altid føler sig sikker på tingene, og som gerne vil tage tingene stille og roligt. En mand, der tåler kritik og gerne vil udvikle sig igennem hele livet. En mand, der altid lever med den ydmyge sætning i baghovedet: “Måske tager jeg fejl…”. En mand, der spørger folk efter feedback og nye perspektiver – det er en mentalt stærk mand.

Min interesse for familielivet er stadig lige så stor, som da jeg var 9 år. Jeg bruger fx alt for mange timer på bloggen p.t., men det er så vigtigt, at jeg finder tiden til det alligevel. Nu skal jeg bare synes, at det er lige så fedt at være voksen, som jeg drømte om 😉 Indimellem kunne man godt få lyst til at spørge ud i rummet: “Hvornår kommer der en voksen og tager over?” 😉 Se fx min story på Instagram…

Hvad drømte du mon om, da du var barn? Skriv gerne en kommentar 🙂

Samtaler med en 3-årig #lillehjælper

_20180204_122140Torsdag aften slog det mig, hvor meget jeg kedede mig. Jeg prøvede at lokke Ella ud at gå, for vi kunne jo tage på biblioteket? Heldigvis var hun ikke med på idéen, for da jeg kiggede ud, så jeg at det øsregnede. Mor med tjek på vejret bliver jeg vist aldrig 😉 Det var koldt, blæsende og øsregnede. Absolut ikke vejr til at gå ud i. Kun vejr til at bage var min konklusion. Hurtigt fandt jeg alle ingredienser til en gulerodskage. “Jeg vil ikke have gulerod. Bare kage”, svarede Ella, da jeg begejstret meddelte hende, at jeg ville bage gulerodskage. Men det blev til en gulerodskage, og hun blev mere og mere glad for udsigten til gulerodskage. Hun ville være med til det hele, indtil hun venligt og blidt sagde til mig: “Mor, du må lige bage lidt selv”, og så trådte hun ned fra stolen og fortsatte ind i stuen, hvor fjernsynet trak. Nå, hun kom hurtigt tilbage igen 🙂

Da jeg skulle tage kagen ud, spejdede jeg efter grydelapperne, og Ella afbrød straks mine tanker ved at sige: “Mor, mor… Du kan låne mine… Mine handsker.. Kom her, og hun trak mig ud i entreen, hvor hun tog sine stribede handsker frem (ligesom mine stribede grydelapper ;-)), og ventede på at jeg skulle stikke hænderne frem, så hun kunne hjælpe mig med at få dem på. Jeg afslog hende, men takkede for tilbuddet 🙂 Da kagen skulle ud, dansede hun med hele kroppen af ren lykke, og håret flagrede omkring hendes hoved, der virrede fra side til side. “Kage, kage”, råbte hun glad, og jeg blev pludselig lidt bange for at skuffe hende. Jeg kom jo i tanker om, at gulerodskage måske ikke var så børnevenligt med alle de krydderier… Hmm, der er godt nok meget, som man skal tage med i beregningen som mor 😉 Jeg begyndte at advare hende: “Ella, jeg skulle nok have bagt en anden kage. Jeg er faktisk ikke sikker på, at du kan lide den. Vi bager snart en anden kage, okay?”. Det var hun helt med på. Hun har nok tænkt, at jeg var beskeden. Kage er vel kage!?

Det viste sig, at jeg fik ret. Hun var ikke begejstret. Hun prøvede ellers at skjule det ved at knibe øjnene sammen og smile falsk, imens hun tyggede. “Ella, kan du lide den?”, spurgte jeg, og hun nikkede høfligt: “Mmm”, sagde hun med det falske smil. Indimellem tyggepauserne, begyndte hun at forme små kugler af dejen og lægge på sin tallerken: “Du behøver ikke at spise den, hvis du ikke kan lide den”, fortsatte jeg, og hun stoppede straks sine aktiviteter og skubbede tallerkenen væk. “Jeg kan ikke lide det”, svarede hun skuffet, og jeg måtte give hende ret i, at det var en dårlig kage.

Jeg var heller ikke begejstret 😉 Jeg fortalte hende, at mor måtte øve sig lidt mere på at bage kage 😉 Jeg lovede mig selv, at næste gang skulle jeg tage et lidt mere sikkert valg end en vegansk gulerodskage, som fik liiidt for meget væske. Hvornår lærer jeg at følge en opskrift 100 % ? 😉