Verden set igennem en 2-årigs øjne

16810349_10154822610656413_957973496_o-2Verden set igennem en 2-årigs briller er ret underholdende til tider. Den anden dag så hendes gyngehest pludselig anderledes ud. Den var med ét blevet til en smuk enhjørning med blot en lille rekvisit. Hun så meget tilfreds ud, da hun havde placeret den lille kop på hovedet af den.

Her til morges fandt Ella resterne efter en Stimorol-tyggegummipakke på gulvet – ja, det sker jo, at gulvet ikke er ryddet med en tumling i huset (eller en rodekassemor ;-)).

16880278_10154822607561413_419116341_o

Den lille pakning kunne godt ligne en pakke, fandt jeg ud af, da Ella sagde: “Se mor, jeg har lige fundet en gave”, og så rakte hun mig den tomme pakke, og jeg sagde tak til hende, men at den var tom. “Så skal den ud i skraldespanden”, sagde hun, og jeg blev pavestolt over, at hun laver sine egne fornuftige konklusioner, når moren ikke altid er lige huslig anlagt 😉 Så gik hun ud med “pakken” i skraldespanden.

Nu, hvor det er weekend, og jeg kigger mine billeder igennem på telefonen, kan jeg se et mønster. Ella ved vist godt, når det er weekend, for jeg har mange billeder af, at hun hygger sig helt gevaldigt en fredag eller lørdag aften.

16810182_10154822693321413_1273243358_o

Her er hun i lænestolen med bamse, sut i munden og en slikkepind i hånden – der skal ikke mangle noget. Når jeg bliver rigtig stolt af hende (som jeg også skrev om i dette blogindlæg) er det også, når hun er god til at sørge godt for sig selv – ikke, at hun er overladt til sig selv;-) Men jeg er gået forrest og har lyttet til hendes behov igennem mere end 2 år, og nu er hun super god til selv at finde den bedste sofahynde til at lægge bag ryggen, så hun ligger endnu bedre i lænestolen, eller hun siger til, når der er en bestemt spise eller drikkevare, som hun godt kunne tænke sig.

16810932_10154822608276413_1458325267_oDen anden dag havde vi eftermiddagshygge sammen med mormor, og her fik hun en jordbæris, som hun spiste med den største fornøjelse, som kan ses på billederne, hvor lykken vist er at få is! Isen blev undersøgt på alle leder og kanter. Der blev banket på chokoladen med en ske, og hun “spillede musik” ved bordet osv. Det koster intet at have det sjovt ved middagsbordet, og handler livet ikke om alle de her små øjeblikke som på de fire billeder, der alle viser lykke? 🙂

Det er ikke kun øjeblikke med hygge, der gør det til noget særligt at være mor til en tumling. Det er også alle de gange, hvor de ser noget, som vi andre bestemt ikke ser 😉 Når de fantasifulde og kreative finder på nye lege, eller de digter historier om det ene og det andet.

I går aftes, da Ella og jeg sad i sofaen og hyggede, gav Ella mig pludselig den ene fisk i hånden og sagde: “Se, det er en guitar”. Jeg studsede lidt over, hvordan det kunne være en guitar, men straks gik hun i gang med at plimre løs på guitaren, og så måtte jeg jo følge trop 😉 Hun blev rigtig glad for, at jeg tog hendes idé for gode varer, og det er vel også med til at give hende et godt selvværd? At jeg møder hende i de observationer hun har af verden og accepterer dem som værende lige så gode som de observationer, vi voksne kan have af situationer/ting.

Uanset hvad, er det i hvert fald rigtig hyggeligt at følge nysgerrigt med i hendes observationer af verdenen.

   

Fotoalbum fra hverdagen med en tumling

img_20170206_193337_319Nu er jeg tilbage på bloggen! Der har ellers været meget stille på bloggen, og det skyldes, at Ella var syg i en uge, og så fortsatte føljetonnen af sygdom ved, at jeg fik influenza efterfølgende. Men slut med alt det sygdom, og nu vil jeg dele lidt billeder fra ugen der gik eller rettere de sidste 14 dage med lidt beretninger om familielivets aha-oplevelser – for både mor og barn 🙂

Her begynder fotoalbummet 🙂

Kanelsneglekage på den veganske måde

img_20170210_214049_623Den anden dag bagte Ella og jeg en vegansk kanelsneglekage. Den blev god, og jeg kunne godt tænke mig at blive inspireret af den veganske livsstil – selv min mand er blevet det efter dén kage! 😉 Han købte portobello-svampe den anden dag i stedet for kød, så han tænker også over at begrænse kød-indtaget. Jeg tager babyskridt hen imod den veganske livsstil ved at læse om det, og jeg har meldt mig ind i nogle grupper på Facebook for at vide mere om det. Sjældent har jeg set så meget lækker mad og kreative sjæle, der kan forvandle alle mulige traditionelle retter til lækker veganer-mad, meeeen det er en stor beslutning at blive veganer, og jeg véd med mig selv, at jeg nok ikke kunne være det 100 %, men 80 % veganer måske? Og én, som forøvrigt altid vil spise tyrkisk omelet i weekenden fra frilandsæg… Ja, jeg har mine forbehold, men trods alt lidt skridt på vejen til en grønnere verden.

Selv når Ella er syg, kan man gøre hende i godt humør

dsc_2827
Ella er nem at begejstre, og hun har så nemt til smil og latter. Selvom hun faktisk var ret syg på denne dag, hvor dette billede er taget, ser man det slet ikke. Hun er bare GLAD. Sådan en ren glæde, som vi voksne nok sikkert har glemt, hvordan føles. Jeg tror i hvert fald det er svært at genfinde samme glæde, som et lille barns glæde, men det smitter jo… Når vores børn er glade, er vi også 🙂

Det er ikke altid nemt at være mompreneur

img_20170209_114645_698Det er ikke altid nemt at være selvstændig, når man også lige skal passe sygt barn – eller selv er syg. Da jeg blev syg, var Ella heldigvis rask nok til at komme i dagpleje igen. Fra sygesengen var der smuk udsigt til haven, og så kunne jeg faktisk godt få arbejdet lidt, når bare jeg havde godt med kaffe og holdt et par ekstra pauser.

Ella elsker at hjælpe mor i køkkenet. Her bliver “trappestigen” vasket

img_20170213_123319_224Da Ella var syg ville jeg gerne skabe bare lidt variation i hendes hverdag, så hun ikke sad og så fjernsyn dagen lang. Jeg fandt derfor på, at hun skulle hjælpe mig med forskellige huslige ting, og hun elskede det 😉 Imens jeg rengjorde køkkenet placerede jeg hende foran hendes lille, grønne “trappestige”, som hun kalder den. Hun elsker trappestiger. Det er virkelig et ord, der har sat sig fast, og hun bruger skamlen konstant. Jeg sagde, at den trængte til at blive vasket, og hun vaskede løs i en halv time, og jeg havde hænderne fri til at gøre andre ting – og fik samtidig køkkengulvet vasket af alt det vandpjaskeri 😉

 

Nu vil jeg snart smutte ud af døren for at hente Ella og nyde, at alt er tilbage til normalen. Største overraskelse som mor er, hvor meget det trækker tænder, når børn og voksne er syge… Det er altid i sygdomsperioder, at vi får købt ekstra vitaminer og husket at indtage dem, så jeg tror snart, at jeg skal leve super sundt – måske ud fra de her leveregler, som jeg skrev i dette blogindlæg omkring sundhed 🙂

Selvfølgelig betyder de små observationer alverden!

Ella i Madsbyparken

Ella i Madsbyparken

Billedet til dette blogindlæg er af Ella, der tager endnu en gyngetur. Aldrig bliver hun træt af at gynge, ligesom forældrene aldrig bliver træt af at se hendes store smil. Et lille øjeblik i Madsbyparken i lørdags, som hun har glemt om et år. Ja, jeg siger et år, fordi hun faktisk husker, at vi fangede krabber i sommers, og at hun holdt en lille, bitte krabbe (som jeg skrev om i dette blogindlæg). Om et år er mange små øjeblikke glemt, men de betyder alverden i det lange løb. Ella er nem at begejstre, men det ligger vist til familien 😉 Der kan være en familiekultur, hvor familiemedlemmer ser det positive og magiske i små øjeblikke, eller der kan være en familiekultur, hvor der først skal ordnes en masse praktisk, før vi for alvor sætter os ned i sofaen og SER hinanden. Sådan virkelig lægger mærke til, hvorfor vi mon gør og siger dét, vi gør. Måske tænder vi bare for fjernsynet i stedet for, og ser på nogle andre 🙂 Det kan gøres til en indgroet vane at studere de små ting, lægge mærke til detaljerne ved hinanden – som var du i gang med at skrive en skønlitterær bog om lige præcis de her personer i dit liv. Det giver livskvalitet, når vi føler os forbundne med andre, som den sommerdag, hvor en fremmed kvinde på stranden “prikkede” til mig og sagde, at hun havde en lille krabbe, som Ella måske ville holde? Det er opmærksomhed. Observation af de små øjeblikke, der giver en større forbundethed. Hun havde lagt mærke til, at mit barn var optaget af krabber – ligesom de fleste andre børn. Det kan godt være, at jeg for mit eget vedkommende er meget optaget af Ella, men jeg er heldigvis også optaget af mange andre ting i hverdagen – og til tider så distræt, at jeg putter frosne ærter i kaffen – ja, det præsterede jeg i går! 🙂 At være distræt er bare ét af tegnene på, at du er tænksom som person, og observerer alt omkring dig. Ellers ville du jo ikke på samme måde have brug for indimellem at fordøje indtrykkene ved at gå i din egen verden 🙂

Jo mere opmærksom du er på de små tegn i hverdagen på, at noget fungerer – eller ikke fungerer, jo lettere er det at tage ting i opløbet, og jo mere nærværende bliver du også – altså når du ikke er distræt, hehe.. Du kommer også til at få selvtillid, når du observerer små ting, der gør en forskel i det store billede. Begrebet selvtillid er i dag så misforstået, at alle forbinder det med at kigge sig i spejlet og sige positive ting til sit eget spejlbillede, men ægte selvtillid kommer nu af, at man oplever at kunne gøre en forskel med sin viden. At ens færdigheder – og observationer kan rykke ved negative familiemønstre fx, og at man bringer sine erfaringer i spil til gavn for sig selv og andre.

Så næste gang en person i din familie eller omgangskreds siger, at du overanalyserer, kan du bare sige, at det begreb findes slet ikke i dit liv 🙂 Du tror på, at små observationer hele tiden gør en stor forskel. Hvad enten du siger ting højt – eller bare lever efter at være opmærksom i hverdagen, gør observationerne en forskel. Ja, vi kan tage fejl, men så lærer vi af det, og hellere dét end at vende det blinde øje til.

   

Tydelige voksne siger ikke nødvendigvis NEJ…

img_20170130_111656_997Tydelige voksne. Det er, hvad børn har brug for. Grænser. Det har de også brug for. Det er så vigtigt, at vi sætter grænser og tør at sige nej til vores børn. Det er, hvad vi bliver fodret med af medierne. Forældre-bashing på en ny måde. Cirka hver andet år skifter fokus, og der er noget nyt, som vi forældre ikke gør godt nok. Jeg er lidt træt af, at fokus er så meget på særlige metoder til at få vores børn til at makke ret. Var der nogen, der sagde at empati også kunne bruges? Jeg stemmer for, at vi i højere grad hylder brugen af empati i vores opdragelsesstil.

At være en tydelig forælder handler ikke kun om at sige nej! Det handler i høj grad om, at barnet kan mærke, hvem du er. Hvilke præferencer du har, hvad du begejstres over, og i det hele taget hele din personlighed! I forhold til Ella tænker jeg ikke så meget over, om jeg nu sætter nok grænser. Jeg nægter at lade medierne shame mig mere end højst nødvendigt, og i følge medierne sætter vi forældre SLET ikke nok grænser. Jeg HAR læst artiklerne med de forældre, der ikke kan sætte grænser, men jeg har også set eksempler på forældre, der nærmest går i den modsatte grøft og glemmer at et barneliv skal være fyldt med sjov og ballade (ja, også ballade indimellem), og et ægte barneliv er et barneliv, hvor barnet kan ånde! Et barn tænker ikke som en voksen, og det håber jeg, at vi vil huske hinanden på, imens vi læser artikler om, hvor dårlige vi forældre er til at sætte grænser.

Vær dit barns bedste ven

Der er nogle eksperter, der siger, at man ikke skal være ven med ens barn. At man jo er den voksne! Jeg synes slet ikke, at det behøver at være modsætninger. Jeg forsøger at være Ellas bedste ven, være den tydelige voksne (der indimellem véd bedst) og gå på opdagelse sammen hver eneste dag. Vi går på opdagelse SAMMEN. Er i nuet SAMMEN, og indimellem tager jeg mig til hovedet… “Hvad var det lige, at MOR ikke fattede i dag!?”, tænker jeg… Der skal nok være noget 😉 Det kan ikke altid være barnets skyld, og især ikke, når vi lever i en hektisk verden, hvor der ikke altid er tid til at afkode barnets signaler før en mindre krig er udbrudt i hjemmet. Det mest pinlige øjeblik i min tid som mor var, da jeg for nogle måneder siden kom til at slæbe en overtræt Ella med i Rema, og hun valgte at lægge sig på gulvet og skrige, så jeg måtte skynde mig ud igen. Jeg troede, at vi liiiige kunne nå i Rema, inden hun skulle sove, men næh nej, hun var jo træt! Så det blev eksemplet til fremtidig læring, at når barnet er træt, nytter det ikke noget at leve efter Fakta-butikkernes devise: “Det tager kun 5 minutter”. Det var 5 frygtelige minutter for både mor og datter. Ella er faktisk så eksemplarisk til at være med ude at handle, at jeg ofte tænker, at jeg skal huske at tage hensyn til hende. Jeg kan jo ikke bare rende rundt i Netto og glo på varedeklarationer i én lang uendelighed, fordi hun sidder bomstille i klapvognen. Lige præcis DEN dag med skrigeriet, og mine briller der nær var røget af i kampens hede, fattede jeg ikke at afkode hende. Eller jeg overhørte i hvert fald hendes signaler, fordi jeg havde en anden agenda. “Nu skal vi handle ind!”. Bagefter tænkte jeg på, hvad jeg kunne lære af det? Da lærdommen var sunket ind, var det tid til sætte plaster på mor-såret. Jeg spurgte mig selv, om jeg mon er alene om at dumme mig indimellem som mor? Og svaret var selvfølgelig nej… 😉 Vi hjælper vores børn, hvis vi tager ved lære, men også ved hurtigt at komme videre mentalt, når vi begår fejl. Vi agerer ikke altid perfekt. Vi er bare mennesker.

Sætter jeg nok grænser?

Om jeg sætter nok grænser? Det ved jeg, at jeg gør… Det analyserede jeg mig frem til allerede under graviditeten 😉 Jeg tænkte på, hvad jeg bryder mig om at børn gør – og ikke bryder mig om, og jeg havde et helt klart billede af, hvor mine grænser går. Min egen mor har også altid sat klare grænser. Jeg vidste nøjagtigt, hvor jeg havde hende, og hun var forudsigelig i sin forældrestil. Samtidig var hun også bare en voksen, som jeg altid kunne komme til. En slags ven, ligesom jeg også vil være Ellas ven for evigt. At kunne sætte grænser handler om at mærke det indefra, at reagere prompte og indimellem evaluere og spørge andre, hvad de ville have gjort? Det er vigtigt, at vi altid er nysgerrige, og vi spørger os selv, om vi er for rigide i nogle situationer? “Hvorfor måtte hun egentlig ikke lege med dét og dét, når nu der intet kunne ske ved det?”. Refleksion løbende er the key! 😉

At sige tydeligt JA er lige så vigtigt

For at skabe balance i forældreskabet, tror jeg også på, at det er vigtigt at sige tydeligt JA. “Selvfølgelig må du få en fastelavnsbolle nu!”, “Ja, det kan du tro, at du må!”, “Ja, lad os tage en rutsjetur mere!”. Ella ser en mor, der viser begejstring for hendes idéer, så hun véd, at når mor synes, at noget er en dårlig idé, er der nok noget om det. Hun forventer jo, at vi snart finder på noget andet sjovt, så hun accepterer mit forslag om at gøre noget andet. Selv ved de dårlige idéer påfører jeg hende ikke skam, men foreslår bare, at vi gør noget andet. Hun er jo ikke forkert ved at have fået en dårlig idé (i mors øjne). Omstændighederne er bare ikke lige til udlevelse af idéen.

Nå, jeg håber, at I måske blev inspireret af min lille fristil om indlevelsen i forældreskabet… Det er da langt vigtigere at koncentrere sig om det end antallet af nej’er på en dag 🙂

Småbørnsfamilie? Ser jeres hverdag også sådan her ud?

img_20170126_130944_744

Vi er enige om, at det er ret hårdt at være småbørnsfamilie, ikke? Men også sjovt, skørt og uforglemmeligt, selvfølgelig 😉 Nu vil jeg beskrive ved hjælp af overskrifter, hvordan det typisk er at være småbørnsfamilie.

“Etiske retningslinjer, fremsagt af 2-årig”

Bare fordi du sidder overfor en tumling på 2-3 år, betyder det ikke, at du ikke kan blive sat på plads! Er du mor til en viljestærk, lille person bliver der skam sat grænser for din opførsel!

Når jeg fx begynder at nusse/nulre Ellas ene øre, som alternativ til at nusse hendes små buttede kinder eller at kysse hende på håret, er det ikke altid lige populært. Så kigger op på mig helt alvorligt og siger: “Mor, ikke pille øre…” Nej nej, selvfølgelig ikke! Åh, hvor er det svært at styre sig indimellem 😉

“Maden, der ikke bliver spist”

Så er der selvfølgelig også spisesituationerne, som kan give forældrene grå hår. Der er som regel udfordringer med hensyn til mængden af mad eller at det bare ikke er varieret/sundt nok. Når jeg ser billeder af Ella, da hun var helt lille, bliver jeg altid lettet over, at hun er mere buttet, end jeg husker. “Spiser hun nu nok?”. Den evige bekymring.

Men jeg ved, hvad Ella med garanti spiser. KYLLING. Og ofte spiser hun også kartofler, og så elsker hun ærter…

img_20170118_173507_670Så denne tallerken på billedet måtte da vække begejstring… Men næh nej, hun bad om et stykke daggammel, hvidt stykke toastbrød. Og nej, det er IKKE ærter på billedet, meeeen det bildte jeg hende ind, at det var. Det var edamer-bønner, som jo godt kan ligne hendes yndlingsspise 🙂 Jeg havde faktisk dårlig samvittighed over at stikke hende en hvid løgn, men hvad gør man ikke for, at ens lille tumling spiser…

Hun kom lidt senere, og ville faktisk godt smage lidt af “ærterne”. Hun pillede så skrællen af. Ja, jeg vidste end ikke, at der var en skræl på de i forvejen afskrællede edamebønner. Tumlinge-logik! 🙂

“Gode manerer kommer som sendt fra himlen”

Det kan godt være, at min datter er så viljestærk, så det halve kunne være fint engang imellem, og at hun kan skabe så meget postyr omkring sig selv, når hun er overtræt, at folk nærmest må tro, at jeg mishandler hende. MEN hun er godt nok også artig – som i ordets fineste forstand.. Den anden dag havde hun fået en ny bluse af mormor, og hun var meget begejstret. Hun sagde flere gange: “Mange tak, mormor. Mange tak, mormor”.

Åhhh, så kunne hun egentlig ikke gøre noget forkert resten af dagen… 🙂

“Råt for usødet siger hun sin mening om valg af tøj”

Men vi ved jo allesammen, at lige så sukkersødt det kan være at være en småbørnsfamilie, lige så “råt” kan det også være… Råt for usødet får man sandheden at vide af en tumling. “Se den fine kjole… Kan du lide den, Ella?”, spurgte jeg hende forleden. Jeg havde min bange anelser, men hendes reaktion kom alligevel bag på mig: “ADDRRR”, sagde hun og vendte hovedet væk i væmmelse. “Åh, den er da så fin, er den ikke? Det er dén, du har fået af mormor..”, og der var vist noget moren skulle have at vide TO gange, for endnu engang vrængede hun ansigt og sagde: “Adddrrr…! Det er ikke MIN SMAG!”. Okay, så forstod jeg det 😉

Det dejligste ved at være en småbørnsfamilie er at hverdagen får flere farver. Der er de bombastiske øjeblikke, de kærlige og omsorgsfulde øjeblikke, viljen der kommer til udtryk og lykkestunderne, når ens lille tumling griner af lykke ved synet af sit yndlingstøj… Jeg håber, at Ella altid vil holde fast i sin begejstrede tilgang til livet 🙂

Når barnet ikke vil sove… 5 tips til at undgå at blive sindssyg! :-)

img_20170125_151705_813Dette blogindlæg handler om mangel på søvn, som jeg har fundet ud af især indtræffer, når Ella er syg eller får tænder. Så er hun bare IKKE træt! De fleste børn bliver ekstra trætte, de putter sig indtil deres mor og falder konstant i søvn i hendes trygge favn. Det er sådan et billede, jeg har på, hvordan ALLE andre mødre har det 🙂 Sådan er det ikke hjemme hos os! Ella ER mere træt, selvfølgelig, men hun viser det ikke. Hun hopper som en fjeder overalt i boligen, og humøret fejler ikke noget kl. 01 om natten! Om morgenen er hun så til gengæld pylret og i dårligt humør, men mere søvn betyder det ikke…

Vi har været ramt rigtig meget af sygdom siden november måned. Ja, det går så langt tilbage. Vi opdagede en vandskade i køkkenet, og så kom der håndværkere til henover julen (som du kan læse om her), og de her fugtproblemer kan virkelig skabe ravage, når man er 2 år gammel, og man er ekstra følsom overfor indeklimaproblemer. Vores boligselskab gør noget ved det, heldigvis… Arbejdet er ikke helt færdigt endnu, så Ella har igen været ramt af sygdom, men er heldigvis afsted i dagpleje i dag! Hos verdens bedste dagplejemor, i øvrigt 🙂 Men her kommer mine 5 tips til at bevare din mentale sundhed, når barnet bare ikke vil sove, og du i forvejen er udkørt!

  1. Lad far tage over, som i det her tilfælde, hvor kun far blunder lidt, og mor har lidt tid til at være sig selv.. De ligger på samme måde, hvilket gav mor liiiidt mere positiv energi, for det er da bare sødt 🙂 img_20170125_145624_393
  2. Se lidt let tv-underholdning, når du lige skal have en pause fra det faktum, at hun STADIG ikke sover! Forsøg at lukke verden ude for en rum tid. Tag en kop te og find noget at grine af.
  3. Læg mærke til, hvor charmerende din unge OGSÅ er – selvom du egentlig også er ret irriteret 😉 Ella reddede den virkelig i går, da hun pludselig formede gaver i luften, skænket til mor, hvor der i den første gave var Gurli Gris! Da jeg spurgte hende, hvad der var i gaven, svarede hun med ægte speaker-stemme: “Det er…. GURLI GRIS!”, og så slog hun ud med armene, og jeg tilgav hende alle de timer, hvor hun havde hoppet rundt som en fjeder. I de to andre gaver var der chokolade til mor! Det var godt ramt, og jeg krammede hende og sagde tak, og jeg fik et kys på kinden! Så kunne jeg lidt igen, men derfra gik der vist kun en halv time, og så sov hun… Thank God!
  4. Planlæg ugen eller tænk på andre praktiske ting, samtidig med at du forsøger at få barnet til at sove. Det nytter ikke noget, at du konstant tænker på, hvordan du får barnet til at sove. Eller at du og din mand jo lige havde planlagt at se en film, at du lige havde lyst til at slappe lidt af, eller noget andet der aktiverer følelser af frustration 😉 Skriv i stedet en indkøbsliste, lav en madplan eller planlæg, hvad du skal ordne i løbet af ugen. Tænk praktisk, og jeg lover dig, at du ikke bliver sindssyg 😉
  5. Tænk på, at du er IKKE alene… Ja, det kan godt være, at mange fortæller, hvordan deres barn sover hver aften kl. præcis 20.00, men der er også mange der kæmper og kæmper med at få deres barn til at sove. Tænk på dem! Send dem en kærlig tanke, selvom du kun hørte om deres frustration via en eller anden familiegruppe på Facebook. Du følte dig måske som verdens bedste mor for et par timer siden, men nu begynder batterierne at være opbrugte. Du er på nippet til at blive sindssyg, og midt i al selvmedlidenheden kan du nu alligevel godt finde lidt taknemmelighed frem. Taknemmelighed over, at du forstår alle de mødre, der bøvler med det samme 🙂 Det er rart at blive forstået, meeeen det er nu også rart at kunne sætte sig i andres sted. Hurra for den erkendelse, og nu må barnet virkelig godt sove, tænker du sikkert! 🙂

Tænk også på, at om lidt, når barnet forhåbentlig sover, har du glemt det hele igen. Så starter en ny dag i morgen, og alt er godt 🙂

   

Magiske øjeblikke som mor til en 2-årig

img_20170122_155542_303Egentlig skulle det her blogindlæg have været på bloggen i går, men jeg har måttet tage et par fridage, fordi Ella er blevet syg. Nu er det allerede tirsdag, og jeg savner det humør, som vi begge to var i i weekenden. Energiniveauet er ikke så højt, og Ella er lige faldet i søvn, efter lidt protester over, at hun ikke måtte få flere penge at lege med fra mors pung. Pylret sagde hun: “Jeg gerne flere penge, flere penge, flere penge. Ikke nå dem”, hvilket mor hørte som: “Ikke låne dem”, og et øjeblik var jeg vældig stolt 😉 Nu er der tid til, at moren kan publicere dette blogindlæg.

Weekenden var både kedelig og helt magisk… 

Denne weekend gav ro og tid til refleksion – i hvert fald om lørdagen, som var lige stillestående nok… Men sådan er det jo indimellem. Efter en virkelig skøn fredag, nåede jeg at tænke om lørdagen: “Hold op en kedelig weekend” 😉 Meeeen allerede om søndagen kom der igen en masse hyggelige, små stunder. Der opstår altid magiske øjeblikke, når vi tager på mikroeventyr, Ella og jeg 😉

Fredag…

Da Ella kom hjem fra dagpleje, havde vi en legeaftale med nogle her fra Assens, og efter et par hyggelige timer, hvor Ella nærmest konstant hoppede rundt af bar glæde over gæsterne, og jeg nærmest også gjorde, fordi jeg jo elsker at snakke med andre mødre, men ikke altid tager mig tid til det, tog vi ud for at gå en tur, Ella og jeg. Vi tog i Kiwi, og Ella kørte eksemplarisk den lille kurv på hjul rundt i butikken, hjalp mig med varerne og satte de (mange) varer ned igen, som vi IKKE skulle have… Hun har forstået konceptet med at shoppe med mor – at det er mor, der bestemmer 😉 Først omkring kassebåndet begyndte hun at danse lidt for meget rundt, og jeg blev jo lidt stresset over at skulle jonglere med SÅ mange varer, og svinge mit dankort osv., alt imens Ella begyndte at pege på en slikkepind og bede om den, så selvfølgelig kom jeg med et par dumme spørgsmål til den unge kasseassistent: “Hvor meget koster sådan en slikkepind?” (og der stod tydeligt 2 kr. på et skilt). “De koster 2 kr.”, svarede han venligt. “Hvordan får man sådan én op?”, spurgte jeg, imens jeg også lige skulle holde øje med Ella, og han svarede igen venligt: “Man hiver den bare op”, og sådan gik det til, at Kiwi-turen blev rundet af med en enkel manøvre, der gjorde Ella afsindigt lykkelig. Ella fik sig en slikkepind! Udformet som en fod, og hun råbte begejstret, så hele Kiwi kunne høre det: “Det er en fod! Det er en fod!”.

Da vi kom hjem, fik jeg det første kindkys ud af fire den dag. Mor her tæller, skam 🙂 Da jeg satte mig på hug for at tage sko af, tog hun mit ansigt mellem sine hænder og gav mig et varmt kys på kinden, så jeg smeltede. I det hele taget gik alting så godt i fredags, at tiden smuttede fra os. Sådan går det jo i godt selskab, og pludselig sagde Ella med en glad og frisk stemme, og ikke det mindste træt at høre på: “Mor, jeg er træt…”. Så så jeg, at klokken var 23.14! Jeg kiggede igen og igen på klokken – det kunne ikke passe! Nå, men det kunne det, så jeg blev med ét meget seriøs. Pigebarnet skulle jo sove! Og jeg tænkte, at et kedeligt tv-program nok skulle gøre hende søvnig. “Kom Ella, nu skal vi se voksen-tv”, sagde jeg, og helt magisk som denne fredag jo var, svarede hun bare: “Okay, voksen-tv”, og så satte hun sig op ved siden af mig i sofaen. Jeg fandt YouTube frem på min Mac, og fandt et program med Oprah Winfrey, der interviewer Michelle Obama i et afskedsinterview.

“Voksen-tv, voksen-tv, voksen-tv”, sagde Ella glad og puttede sig ind til mig i sofaen. Jeg blev mere og mere stolt af hende og glad, så jeg overkyssede og krammede hende, så hun rystede på hovedet, og tørrede kinden af med bagsiden af hånden. Det sikreste var vist bare at holde fokus på skærmen 🙂 Hun klappede min arm, nussede mine hænder og kiggede indimellem op på mig med stjerner, der funklede i øjnene og et stort, varmt smil, som jeg ikke anede årsagen til.

Lidt senere kyssede hun mig for fjerde gang den dag på kinden – helt uopfordret, hvilket nærmest aldrig sker, hverken opfordret eller uopfordret. Man skulle næsten tro, at hun vidste, at der var kommet børnepenge 🙂

Vi så ret meget af Oprah Winfreys interview med Michelle Obama, og jeg fattede ikke, at hun gad, men hun fandt det interessant at rykke lidt rundt på vores tæppe. Det var åbenbart underholdning nok! Jo, og så da der var en lille dreng iført Superman-kostume foran Barack Obama, røg hun også op og pegede, imens hun sagde: “Det er Superman. Det er Superman!”. Hvor heldig kan man være, at der er noget for børn i selv den mest alvorlige udsendelse for voksne 🙂

Lørdag

Om lørdagen bagte vi chokoladekage, og hun sad på køkkenbordet og hjalp lidt til. Det var nærmest alt, hvad vi lavede den dag. Lavede chokoladekage og spiste den 🙂 img_20170124_140412_286

Søndag

Søndag var vi på køretur til Middelfart, og hvor vi gik rundt i Middelfart by. Vi nåede lige akkurat at få taget det her billede af Ella og mormor, der står ved denne hest, ned til vandet i Middelfart. Ella var meget begejstret for hesten, indtil hun opdagede, at den havde noget mellem benene, som kunstneren bag statuen åbenbart ikke mente skulle gemmes væk. “Det er en pølse! Det er en pølse”, sagde Ella og ville helst ikke stå for tæt på den 🙂 Hendes væmmelse kan svagt anes på billedet 🙂 img_20170122_155542_303

Ella gik også forbi en anden statue, der hed noget så fint som: ‘Havets brus’. For Ella var statuen nu formet som en hånd! “Det er en hånd. Det er en hånd”, råbte hun begejstret. Den lille pige er nem at begejstre, hvilket altid gør det til en oplevelse at tage afsted med hende 🙂

Om nærvær, nøkker og navnet Lars Larsen!

img_20170118_105732_162Hvordan går det egentlig med at være mindre online, som jeg skrev om i det her blogindlæg? Tja, jeg er vel blevet lidt bedre til at lægge telefonen væk, men det er en gradvis proces, hvor jeg bliver mere og mere opmærksom på, hvordan jeg vil bruge min tid. Jeg vil primært bruge min tid på arbejdet og min blog, i hvert fald når jeg er online. Den digitale verden, hvor vi ofte sidder foran hver vores skærm, fremmer ikke ligefrem nærværet.. Som da jeg fx spurgte min mand, imens vi begge sad med vores smartphone og surfede på nettet: “Hvad var det egentlig George Michael døde af?”, og han svarede lidt fraværende: “Hmm….George Michael eller Michael George?”. Det kunne vi ikke lade være med at grine lidt af – vores måde at kommunikere på, når vi er lidt fraværende, for det kunne lige så godt have været mig, der svarede sådan 🙂 Man prøver at lytte, og trækker så tiden ved at stille et tillægsspørgsmål 😉

Nærværet lever højt herhjemme, når vi planlægger aktiviteter, er udenfor eller ser tv sammen, for så snakker vi om det imens, hvilket jeg synes er rigtig hyggeligt. Så interviewer min mand og jeg nærmest hinanden omkring kulturforskelle. Vi er ret glade for at se danske udsendelser, der kan få snakken i gang. Fx dokumentarprogrammer. Senest så vi en DR-udsendelse om Lars Larsen – eller Dynelarsen. Min tyrkiske mand var meget overrasket over, at en så rig mand som Lars Larsen lukkede et kamerahold ind i privaten. Det ville aldrig være sket i Tyrkiet! I Tyrkiet lever rige mennesker “skjult” for offentligheden. De har en diskret dagligdag, hvor der er assistenter/hjælpere i hjemmet, og hjemmet selvfølgelig er meget glamourøst. Han var imponeret over, hvor jordbunden Dynelarsen var, og igen og igen udbrød han: “Ej, tænk at journalisten spørger ham om det! Og så sidder de side om side på sengen i soveværelset!”. Ja, privatliv – det værner man om i Tyrkiet – især hvis man er velhavende 🙂 Dynelarsen har bestemt heller ikke nøkker, og min mand var overrasket over, at han boede så “almindeligt”. Både da jeg boede i Tyrkiet og i England tænkte jeg faktisk over, hvor jordbundne vi danskere er. Det er ikke så almindeligt at flashe sin rigdom, som det er i Tyrkiet og i England. Det er dog blevet mere populært for danskere at vise rigdom frem på fx Instagram, og det er ikke længere så skamfuldt at prale med noget, som det har været, men stadigvæk er der en grundholdning i Danmark, at du ikke skal tro, at du er bedre end andre/noget særligt. Det kan være for meget nogle gange i form af Janteloven, men det er nu også rart, at danskerne generelt er meget nede på jorden.

På et tidspunkt stod Dynelarsen foran sin mors grav, og han mumlede, at han faktisk ikke elskede sin mor eller blev ked af det ved at stå foran graven. Min mand, som ikke lige havde opfanget, hvad Dynelarsen havde sagt, sagde med et varmt smil: “Åhh, alle elsker deres mor… Hvad siger han, Astrid?”. Så måtte jeg give ham det hårde svar: “Hmm, han siger, at han ikke elsker sin mor”. Velkommen til Danmark, hvor vi er meget direkte og ikke så sentimentale ;-). Men der var et tidspunkt under udsendelsen, hvor Dynelarsen og hans kone fortalte om dengang, de var unge og nyforelskede, og hvor de havde skrevet kærestebreve til hinanden. Lige dér var jeg nok den mest romantisk tænkende af os to i rummet, for jeg kiggede på min mand og sagde: “Åhh, hvor er de søde, hva’…?”, og så så jeg, at min mand netop havde rakt ud efter et stykke tegnepapir på sofabordet, der lå og flød efter at Ella havde tegnet ved bordet, og imens han kiggede på mig med et mystisk og eftertænksomt blik famlede hans fingre ved papiret, som om han nu ville skrive et lille kærestebrev til mig… Ja, ja.. Jeg indrømmer, at jeg nok var lige lovlig hurtig med en konklusion, for det var overhovedet ikke, hvad han havde tænkt sig. Han lavede bare en papirflyver til Ella, og da jeg tørt sagde: “Nå, jeg troede, at du skulle skrive et kærlighedsbrev til mig?”, svarede han for sjov: “Neeej, det er jeg færdig med. Du har fået så rigeligt med kærestebreve!”:-) Og okay, der var en tid, hvor han ofte lagde en lille romantisk note i mine bøger eller skrev noget sødt på en serviet.. Det var tider 😉

Nå, men vi syntes begge to, at det var dejligt, at Dynelarsen var så ærlig, og vi nød begge at se udsendelsen – især fordi det gav anledning til at diskutere kulturforskelle efterfølgende.

Af alle udfordringer var amning ikke én af dem

img_20170117_105339_846Dette blogindlæg skal handle om noget, som jeg egentlig slet ikke har talt om her på bloggen – nemlig amning 🙂 Eftersom både den italienske pave har opfordret til amning i det offentlige rum, og jeg er vild med alle de bloggere, der opfordrer til at dele ammebilleder og IKKE at lade sig amme-shame, vil jeg nu også bidrage lidt til amme-snakken 🙂 Jeg deler også min ammehistorie på opfordring af ’Ammemafiaen’, som du kan følge på FB og Instagram. Hun deler information om amning, og jeg får altid nye aha-oplevelser, når hun poster noget. At være klog på amning er ikke lige noget, man bliver over natten 🙂

Her kommer min historie om amning….

En super start med min lille mus

Under graviditeten læste jeg selvfølgelig en del om amning, men jeg vidste slet ikke så meget om amning, som jeg gør nu. Heldigvis gik min amning perfekt fra starten. Det var på trods af, at jeg havde fået en infektion under fødslen, så vi var indlagt i fire dage. Det kan du læse mere om i dette blogindlæg om min fødselsberetning og tiden efter.

Amningen gik faktisk så godt, at jeg bad en sygeplejerske om at tjekke, om Ella mon havde den rette sutteteknik. Jeg husker, at hun sagde, at jeg kunne lytte efter synkelyde. Det var et tegn på god ammeteknik. Ella lå nu bare helt stille, og var lige så stille som en mus, så det råd kunne jeg ikke lige bruge 🙂 Jeg valgte at stole på, at det der amning vist fungerede helt efter bogen, selvom min lille datter lå bomstille, og jeg havde lyst til at spørge hende, om hun overhovedet spiste? 🙂 For at være på den helt sikre side, valgte sygehuset (som led i ren rutine, tror jeg) at give lidt mælkeerstatning på kop. Det var nu meget lidt, at Ella fik, for de kunne jo godt se, at jeg allerede ammede løs, hver gang de kom ind ad døren 🙂 Ella var lidt lille ved fødslen (2805 gram), men havde været det under hele min graviditet (og er det stadig – OG er sund og rask), og det gjorde måske, at jeg sagtens kunne følge med hendes efterspørgsel efter mælk. Det var ikke en helt desperat-sulten baby, jeg lagde til brystet.

Efter ammestart kommer appetitspring

Vi var in sync, hende og jeg, hvilket jo var ret heldigt, og først nogle uger efter havde hun appetitspring, hvor jeg ammede KONSTANT, og det var noget af en overraskelse, som jeg ikke var forberedt på. Jeg forstod ikke, hvad der skete, indtil en veninde heldigvis gjorde mig opmærksom på, at det var helt normalt, at de indimellem ville øge mælkeforsyningen ved at amme løs, så der blive skabt mere mælk. Sikke smart, naturen er! 🙂 Jeg sad i min seng hele dagen, og fik bragt mad og drikke, da Ella ikke ville lade mig ude af syne! Det er sådan appetitspring er! Men det varede en dag, og så var vi back to normal.

Der kom selvfølgelig også en periode, hvor det gjorde nas at amme, men efter en tur på apoteket efter noget salve til brystvorterne (kan ikke huske navnet), gik det bedre. Om natten prøvede jeg at amme imens jeg lå ned, da jeg havde hørt, at det kunne man sagtens… Jep, når de er et par måneder og ikke helt små – det kunne jeg i hvert fald ikke! Jeg synes i det hele taget, at det var svært at finde gode ammestillinger, fordi de jo bare er så små til at starte med.

Efter 1 år er det tid til at stoppe amningen?

Efter et år er der en forventning om fra mange, at nu må det være tid til at stoppe amningen. Et års amning er, hvad Sundhedsstyrelsen anbefaler, og det giver jo også god mening for mange, der skal tilbage til jobbet at tænke i ammestop. Eftersom jeg er selvstændig og Ella slet ikke var parat til at stoppe, var denne 1-års milepæl ikke noget særligt for os – andet end at jeg var stolt af, at jeg havde ammet hende så længe. “We did it” 🙂 Så fandt jeg ud af, at WHO anbefaler amning indtil de 2 år, og så var der jo ingen grund til at bekymre sig om ammestop. Jeg spurgte min tyrkiske mand om, hvad de siger om amning i Tyrkiet. Hvilken forventning er der i samfundet? Hvad anbefaler myndighederne? Han forstod nærmest ikke spørgsmålene 😉 Hans svar afspejlede da også, at han kommer fra en kultur, hvor der i mindre grad er en “tjekliste” til alt, hvad man foretager sig som familie. Han sagde nemlig: “Jamen det er jo bare, hvad moren og barnet finder ud af i fællesskab. Når de har lyst til at stoppe, stopper de”. Nå ja, der er jo noget med den frie vilje 😉 I et stykke tid gjorde jeg nærmest amningen til et problem i mit hoved, fordi jeg ammede udover det FØRSTE ÅR. Men at finde ligesindede via fx Facebook hjælper på alle de forventninger, som både man selv kan have, men også andre kan have til, hvad der er det rigtige at gøre.

Langtidsamning har mange fordele, da det fx virker rigtig godt ved sygdom, og så er der bare ikke nogen grund til at gøre noget til et problem, som ikke er et problem, vel? Vi har haft forskellige udfordringer i årenes løb. Her kan jeg fx nævne hele processen med at få familiesammenføring, som er en langsommelig og bureaukratisk proces, hvor jeg fx var eneforsørger i lang tid, da min mand ikke måtte arbejde. Udfordringen var også, at vi i det første halvandet år af Ellas liv boede i en lejlighed med skimmelsvamp (som udlejer ikke gjorde noget ved, selvom det var konstruktionsfejl). Som følge heraf har vi været udfordret af ekstra sygdom, ekstra sygedage (og deraf færre penge i kassen, da jeg jo er selvstændig), sååå udfordringer har vi haft nok af, men amning har heldigvis ikke været én af dem! Hurra for det, for der er mange derude, der kæmper med amningen, og jeg havde selv hørt om alle de dårlige historier, så jeg forventede det værste og én lang kamp for at få det til at køre. Amningen har helt sikkert givet mig lidt ro under til tider svære perioder. Der ér noget der fungerer – og endda noget der styrker immunforsvaret! 🙂

Det var min succesfulde ammehistorie, fordi dem skal der jo også være plads til, og jeg håber at kunne give lidt ro i sjælen til dem, der frygter problemer med amningen. Det er fantastisk, når det kører. Så hyggeligt og nemt. Jeg har fuld forståelse for, at der kan være mange grunde til, at amningen aldrig kommer til at fungere, at folk må stoppe af forskellige årsager osv., men blogindlægget havde et andet fokus – nemlig at beskrive et succesfuldt ammeforløb. Så det har jeg hermed gjort, og på et andet tidspunkt vil jeg komme med mine bedste, konkrete råd i forbindelse med amningen – hvem, der kan vejlede én osv. Det bliver i et andet blogindlæg.

Tak for at du læste mit lange blogindlæg – jeg kunne jo næsten ikke stoppe igen 🙂

   

Guide til at bage med en tumling – 10 trin!

img_20170111_163747_729

Guide til at bage med din tumling – 10 trin!

Her er min huskeliste til mig selv, som jeg skrev sidste gang, jeg var i køkkenet for at bage med lille Ella. Vi havde både en fantastisk hyggelig tid, men også et par øjeblikke med skrig og skrål, da hun selvfølgelig overvurderede sine evner i et køkken, og moren måtte sige NEJ 😉 Denne guide er især skrevet til mødre med viljestærke børn, som stadig gerne vil gøre bagningen til en hyggelig stund! 🙂

  1. Forbered hende på, hvad der skal ske og forklar hende, at nu stiller vi tingene frem, og vi vejer tingene af. Lad være med at smide din gamle køkkenvægt ud, der ikke længere dur, for den kan bruges som “legetøj” under bagningen, hvor hun gerne må trykke på den. Der er faktisk flere ting i et køkken, der (på fredelig vis) kan bruges som legetøj under bagningen.
  2. Sæt hende på et par dækkeservietter op på køkkenbordet, som du ikke er øm overfor. Så kan hun sidde godt på dem, følge med, og kan spilde alt det hun vil på dem.
  3. Lad hende røre rundt i den store skål, og giv hende en ske, som hun regelmæssigt skal række frem for at få et lille drys mel på skeen eller lidt ekstra sukker – det holder hende fokuseret på opgaven – nemlig at bage uden de store konflikter 😉
  4. Ros/anerkend hende, så hun kan føle sig som en dronning i køkkenet og nyd at se, hvordan hun bare bliver SÅÅ stolt. Hun nikker artigt til alt, hvad du foreslår og tiden flyver jo bare i godt selskab!
  5. MEN vær forberedt på, at hun pludselig kan være blevet overstimuleret. SÅ stopper hyggen…! For at forhindre denne “nedsmeltning” kan du måske foreslå en lille fjernsynspause indimellem. Så kan hun komme ud igen, når du tænker, at hun er klar til flere udfordringer i bagehjørnet.
  6. Vær klar over, hvordan en “nedsmeltning” ser ud, så du kan forebygge det til en anden gang. Så hvordan kan en nedsmeltning se ud…? Hmmm… Barnet tager grydeskeen ud af hånden på dig, og du tager skeen igen og siger blidt, at nu er det din ske. Således starter et “tovtrækkeri”, hvor jeres yndige stund pludselig forvandler sig til et syn for naboerne – hvis de ellers har kig til køkkenvinduet. En tumling og en mor, der kæmper om, hvem der har retten til grydeskeen! Dejklatter, der næsten flyver i luften. Kønt, er det ikke… Og du undrer dig over, hvorfor det pludselig er blevet sådan et stort problem for din tumling, at I skiftes lidt til at holde skeen? Det var fint for 5 minutter siden, men nu går det slet ikke! Giv barnet en krammer og beslut dig for, at nu laver I lige noget andet end at kæmpe om grydeskeen 😉 Dejen kan vente… Din tumling har fået for meget – og måske har du også mindre overskud? Hæld et glas juice op til jer begge, og sæt jer i sofaen til en hyggestund i stedet for.
  7. Vær i det hele taget forberedt på, at jeres bagestund kan bestå af 50 % artighed med tumlingen, der samarbejder som en drøm og 50% trodsighed (eller lad os kalde det sundt behov for at udforske sin selvstændighed), fordi hun jo også bare er et barn i sin bedste alder! 😉 Det nytter ikke noget at give hende den anden ske – nej, hun vil selvfølgelig have dem begge! Med en tumling, der laver flitsbue med en grydeske i hånden, er det bare med at få hende væk fra køkkenet i en fart og give en pause med noget børne-tv. Efter lidt snacks og lidt skærmtid, kan du prøve at få hende ud i køkkenet igen.
  8. Vær forberedt på, at du skal være meget opmærksom i køkkenet, når du tager din tumling med. Der ER bare lidt flere restriktioner end normalt. Det går jo ikke, at tumlingen ødelægger det bagværk, som I lige har brugt en time på at få klar til at komme i ovnen. Det bliver I jo begge skuffede over. Det går heller ikke, at nogen af jer kommer til skade. Så det er noget med at holde tungen lige i munden, samtidig med et højt humør.
  9. Gør alting til en leg i køkkenet, så I fx giver hinanden “High fives”, når noget lykkes eller giv hinanden et kram, når I har dækket bord. Måske har du også lyst til at drille lidt ved at flytte skeen, når hun skal til at hælde noget op på skeen? Så griner hun sikkert, fordi hun ved, at det er for sjov.
  10. Vær sammen om så meget som muligt, når I er i køkkenet – og gør det tydeligt via den måde, du kommunikerer med hende på. “Se, hvad vi har lavet. Fine boller, der er klar til at spises. Vil du smøre en bolle med smør?”, “Nu skal de snart i ovnen. Tror du, at de er klar til at komme i ovnen?”, “Så har vi lavet boller til, at far også kan smage, når han kommer hjem. Det bliver han glad for”.

Jeg håber, at min lille guide kan tjene som lidt inspiration til at tage en tumling med i køkkenet 😀

2017 er godt i gang, og har folk allerede forandret sig?

img_20161229_135948_763

Torø Huse

Hvad skal mit nytårsforsæt være?

Det burde jeg jo allerede have på plads – især efter at have skrevet det her blogindlæg om at finde på et godt nytårsforsæt… Men jeg kan ikke bestemme mig – der er FOR meget, som jeg gerne vil ændre ved mig selv 😉 Jeg vil gerne være et bedre menneske. Det vil jeg hvert eneste år, men i år har jeg tænkt, at det skulle være med i mit nytårsforsæt… Men hvis jeg kun skal vælge ét mål at fokusere på, hvad skal det så være? At give mere til velgørenhed fx? At være mere hjælpsom? Være bedre til at lytte? Bruge mere tid med dem, som jeg holder af? Jamen, listen er jo lang! Men måske er det vigtigste, som mange andre har været inde på i forbindelse med nytårsskiftet, at vi respekterer os selv og andre? Har du selvrespekt, kommer du ikke ud i situationer, der gør dig selv og andre ulykkelige… Har du respekt for andre påfører du ikke dem en masse ulyksaligheder. Så måske mine tre tema-ord for 2017 skulle være: ‘Respekt, ro og rivende udvikling’;-) Jeg vil have respekt for mig selv og andre, skabe mere ro til at acceptere de ting, som jeg ikke kan ændre, men til gengæld fokusere på de ting, som jeg KAN ændre. Nå, så fik jeg vist formuleret en form for nytårsforsæt! 🙂

Når andre “ser os”, kommer taknemmeligheden

Vi ved det allesammen, at vi kun kan ændre på os selv. Når vi så får lyst til at ændre på andre, handler det måske en del om ikke at blive “set” som dem vi er, blive anerkendt eller føle os forståede. Det er så lidt der skal til for at ændre en anden persons liv. I mit eget hoved tænker jeg ofte, at når der er en konflikt på fx hjemmefronten, eller at andre oplever modgang, så ser jeg verden uden for de fire vægge som dér, hvor der kan ske mirakler. Det er dér, vi kan møde en venlig sjæl, som spørger ind til os, som udviser forståelse eller får os til at grine. En familiehund, der vælter et lille barn omkuld af bar glæde og kådhed, får os alle til at grine. Vi er pludselig fælles om noget – at se noget godt, som fandt sted uden for de fire vægge. Så kan det godt være, at vi ikke har snakket med vores søster i et halvt år eller at vores partner alligevel ikke vil giftes eller at banken lige har skuffet os med afslag på et lån. Listen med skuffelser, sårede følelser, afvisninger – den kan være temmelig lang, men vi kan ændre dagen for én derude, ligesom de kan ændre dagen for os. I de nære relationer er der forventninger, fastlåste mønstre og en masse planer, som kan være kærlige og give mere nærvær, men kan lige så vel være ligegyldige planer, når det kommer til stykket. I mødet med andre derude, som vi egentlig ikke kender, bliver der skåret ind til benet, så vi pludselig ser, hvad der betyder noget her i livet – gode samtaler, et godt grin, noget smukt at kigge på (natur), fællesskab og at folk VIL os – i hvert fald i de 5 minutter, som samtalen måske varer 😉 Men værd at gå videre med den dag.. Dén følelse, at andre VIL én 🙂

Respekt for andre lyder altid så surt… 🙂 Det får mig til at tænke på folk i trafikken, der råber efter folk, men måske vi bare skal tænke på det som noget med at “se andre”. Ensomhed er et stort problem, og det er jo støt stigende, så det kan godt være, at vi fx ikke kan forhindre de beslutninger, som politikerne kommer med, men vi kan alle gøre noget for at bekæmpe ensomhed – ved fx at være mere åbne overfor folk på gaden eller skabe flere fællesskaber med ligesindede. At have en mødregruppe eller være en del af en tøseklub/kvindegruppe (som jeg selv er), kunne være små skridt på vejen.

Det er så lidt, der skal til for at bryde ensomheden

Den anden dag, da Ella og jeg gik hjem fra biblioteket, og Ella sad i klapvognen, kom en ældre mand og hans kone gående imod os. Ella var begyndt at snøfte lidt, da hun var ked af, at hendes bamse ikke var med på turen. Ja, når man er træt, kan det godt pludselig blive et problem 🙂 Det ældre par stoppede op for at snakke med Ella. Manden stak hele hovedet ned til hende for at snakke, og jeg fortalte ham, at hun savnede bamsen, der lå derhjemme, og hun begyndte selv at forklare ham det med sine egne ord. Han smilte, som var hun hans oldebarn. “Du er sød”, sagde den gamle mand, og Ella sagde… “Jaaa…”, og han grinte og svarede: “Ja, det kan vi godt være enige om”.

Det var et lille kort møde, og en lille ting i hverdagen, men både Ella og jeg blev nu glade – og de ældre fik nogle at snakke med. Manden gjorde faktisk, hvad Dronning Margrethe vil have os til (iflg. sin nytårstale) – han kiggede en fremmed i øjnene. Stoppede op og sørgede for, at vi kom hinanden ved.

Når jeg er mest stolt af min datter, er det når…

img_20170106_104002_786

Ella, nytårsaften 2015

Når jeg er mest stolt af min datter, er det når hun…

Beder om hjælp: “Mor, du gerne hjælpe mig”

Beder om trøst: “Ella ke’ af det. Så mor trøste…”

Beder om konkrete ting. som et slags plaster på såret: “Mor, puste…”

Når jeg er mest stolt af min datter, er det også når hun…

Beder om trøst ved hjælp af sit kropssprog….

Når hun fx tager min hånd og aer mig hen over sit hoved og kinder, fordi hun ved, at det gør jeg ALTID. At hun overhovedet beder om dette, er utroligt i sig selv, da der nærmest ikke er en plads i døgnet, hvor jeg ikke nusser de små kinder og aer hendes hår. Til gengæld hader hun, når jeg kysser hende 😉 Så jeg prøver faktisk at lade være, for selv små kindkys gider hun ikke. Uhh, det er svært! Lykken var, da hun i går gav mig et kindkys af sig selv, da jeg hentede hende fra dagplejen…

Det gør mig også stolt, når hun….

Beder om trøst, når hun er bange, og hun fx udtrykte sig helt klart om hendes frygt for fyrværkeriet ved nytår. “Mor, jeg er bange. Trøste mig.”, sagde hun.

Hun havde faktisk grædt kortvarigt, da hun var ude at gå tur med far, og da hun forklarede mig efterfølgende, hvad der var sket, sagde hun: “Ella bange lys. Mor trøste. Ella ked af det”, og så tog fingrene op til kinderne og imiterede tårer, der løb ned ad kinderne.

Det kan godt være, at min datter til tider er lidt frygtløs og fx skal prøve alle de vilde ting i legeland og snakker med gud og hver mand på gaden OG store hunde! Men fyrværkeri kunne hun ikke lide, og det gør mig så stolt, at hun viser sårbarhed og kan udtrykke følelsen af frygt så fint. Jeg håber, at hun bevarer denne evne hele livet. Det er vel egentlig dét, som ofte går galt i kommunikationen, når vi bliver ældre, og vi egentlig ikke vil være ved, at vi fx er bange, bekymret, ked af det eller har brug for trøst i form af et kram. Så pakker vi følelserne væk eller kalder ikke følelserne ved deres rette navn, så vi udtrykker mixede signaler, og det smitter af på kommunikationen til andre – og relationerne. I stedet for at alting er så klart, når vi taler med et lille barn, der udlever sine stærke følelser, bliver det til en gang rod, når vi bliver voksne. I hvert fald indimellem 😉 Så skal vi på ny finde ud af vores følelser, og vi spørger os selv: “Hvad betød det mon, da jeg reagerede sådan og sådan?”. Det er den lille tumling sjældent i tvivl om, men mangler bare sproget til at udtrykke sig 🙂

Billedet til dette blogindlæg er fra sidste år, hvor Ella ellers var glad for fyrværkeriet. Hun så farverne på himlen, slog ud med armen, og sagde: “Bum, bum” i ren begejstring! Det lille barn er nu 2 år og en rigtig lille følsom én, ligesom hun rummer mange andre følelser. Fra raseri til lykke på et splitsekund. Det er nu skønt at være mor til en tumling 😉