Farvel til dagplejen, og goddag til børnehaven

img_20170713_190622_763Nu begynder Ella snart i børnehave, hvilket jo godt kan sætte en masse følelser i gang hos især forældrene 😉 Vi har haft afslutning i dagplejen, og fik heldigvis mange billeder, vi kan kigge tilbage på.

Det burde være nemmere at sige farvel til en dagplejemor, som Ella kun har haft 3 måneder, men det var det ikke! Det var faktisk lige så svært som sidst. Nu er Ella jo nået en alder, hvor legekammerater får større betydning, og hun fandt sin bedste ven “Peter” hos den nye dagplejemor. Så når en dør lukker sig, åbner der sig en ny. Vi fik nye glæder, men også “sorger”, da vi så skulle sige farvel.

Noget, som jeg især har nydt, er at Ella ikke har haft en eneste sygedag, imens hun var hos den nye dagplejemor. En stor forskel fra de andre år, hvor vi jo var ramt af skimmelsvamp, hvor vi boede, og Ella bare var syg konstant. Det var ikke nemt for vores tidligere dagplejemor, når Ella ikke var helt på toppen, men alligevel hyggede de sig altid. Nu er Ella bare RASK, uden en frygtelig hosten og rindende næse.

Både nr. 1 og nr. 2 dagplejemor har været helt fantastiske på hver sin måde, og Ella havde så god kemi med begge. Dagplejemor 1 var altid klar på at lave lidt sjov med børnene, og var fx god til at få Ella til at grine, hvis Ella måske ikke ville have jakke på eller noget. Hun var god til at hygge om børnene, var altid ærlig og én man kunne stole 100 % på.

Med dagplejemor 2 havde jeg præcis den samme tryghed. Hun havde sådan en rolig og behagelig aura, at børnene bare syntes at følge trop, uden hun skulle bruge så mange ord. Nu er det jo ikke meningen, at de skal sammenlignes, men det gør vi mennesker jo uanset hvad, vi siger til os selv. Derfor var det bare så rart at opleve, hvordan begge steder var lige skønne. De var bare alt, hvad dagplejemødre skal være – nogen man har tillid til, god til at skabe hygge og gode oplevelser og på en strategisk måde komme uden om dagligdagens små konflikter med børnene.

Nu skal Ella og jeg lige have en uges ferie, og så skal Ella i gæstedagpleje i en uge, og så er det børnehavestart! Børnehaven ligger ret tæt på os, så det er lidt rart, at jeg ikke skal ud på en længere gåtur hver dag, som da hun gik i dagpleje. Tænk sig, at jeg gik knap 10 km hver dag, dvs. 4 gange 2,1 km 😉 Så kan jeg bedre forstå, at jeg havde lyst til et stort krus kaffe, når jeg kom hjem igen 😉

Det bliver super dejligt, at hun begynder i børnehave, for hun er så parat til det! Hun viser meget interesse for lidt større børn, snakker om at hun er 4 år! Og vil gerne lege lidt fra ‘Kasper og Sofie’ fra Ramasjang, der går i børnehave. Derudover er det vildt, som interessen for at se fjernsyn er dalet på det sidste, fordi hun hellere vil lege med sine bamser, og det er helt hyggeligt at lytte til hendes snakke med bamserne.

Nu vil jeg snart smutte ud af døren sammen med Ella, da vi er på vej til Jylland på sommerferie. Kufferten er pakket, og foran os venter der os danske naturoplevelser og aktiviteter for børn. Jeg har vist Ella billeder af Himmelbjerget, som vi skal besøge, og hun var ret begejstret ved første øjekast, så det tegner godt. Mor og Ellas første ferie sammen, hvor det kun er os to.

Sidste år var vi i Skagen, som jeg skrev om i dette blogindlæg.

I begyndelsen af august kommer jeg forøvrigt med en update på ferien og børnehavestarten 🙂

   

Mer’ empati, tak – også i relation til teenagere!

img_20170715_140458_636Det gode ved Facebook er helt klart de grupper, der findes for ens specifikke interesser. Fx er jeg medlem af en gruppe, der elsker et bestemt område i England, og det er dejligt at se billeder derfra, og folk sender fx billeder af deres skøre/sjove/smukke hunde i landskabet, og det er bare hyggeligt, som I nok kan høre 😉 Men i går havde jeg en oplevelse derinde, som jeg gerne vil dele her på bloggen, da jeg blev så overrasket over, hvordan mange snakker om teenagere.

Teenagere anses nærmest for ubudne gæster i huset, som man må prøve at holde ud, så godt man kan. Aldrig kan man stole på, at de har noget værdifuldt at byde ind med, og altid kan man stole på, at hvad end de siger, er det bare hormoner (teenagehysteri), og at ignorere dem er det bedste, du kan gøre. Jeg har forøvrigt lovet mig selv, at jeg vil behandle Ella med respekt, når hun er teenager og ikke affeje eventuelle problemer med, at hun er teenager. Hvis jeg har et problem med Ella på det tidspunkt, kigger jeg ind i mig selv, først og fremmest. Det må da kunne lade sig gøre at have en god relation, uden en masse skænderier og dårlig stemning. Ambitiøst, måske… Men det er værd at give et forsøg, og sikkert meget godt, at jeg kun har et barn at koncentrere mig om, hehe.. 😉

Nå, men inde i gruppen så jeg et opslag med en far, der var i tvivl, om han sammen med resten af sin lille familie, herunder sin 12-årige datter skulle flytte til det her naturskønne – men lidt øde område. Teenageren var nemlig sikker på, at hun ville blive dybt ulykkelig ved en flytning, hvilket jo påvirkede ham. Han ønskede lidt input fra andre, der måske også havde rykket teltpælene op med en teenager i huset, og som kunne fortælle, at alting nok skulle ordne sig!

Her fik jeg lidt af et (kultur)chok. Ja, der er måske også lidt kultur i det, for selvfølgelig opdrager vi børn lidt forskelligt, alt efter landet, meeeen jeg tror godt, at vi danskere kan nikke lidt genkendende til det.

Der var nemlig mange nedladende kommentarer møntet på teenageren, og selvfølgelig skal alting ikke være sagt i sådan en seriøs tone, men jeg syntes virkelig ikke, at det var sjovt. Her er et udpluk af kommentarerne, der er oversat til dansk:

  • Hun er 12 år – du er den voksne, ikke hende!
  • Hvorfor overhovedet tage diskussionen – du er den voksne!
  • Sælg hende på Ebay og adoptér mig i stedet
  • Glem hende, og flyt nu bare hertil
  • Hun aner ikke, hvor heldig hun er!
  • Send hende på kostskole og flyt hertil (ej, jeg joker bare)
  • Åh, lige nu er hun bare fyldt op med angst og skaber drama. Bed hende om at skrive dagbog, og om 20 år vil hun grine af sig selv
  • Jeg er selv mor til en 12-årig, og der er ikke meget, som de ikke anser for værende ren tortur fra vores side, og at vi er håbløse forældre.

Det kan godt være, at det område, der er tale om, er så fantastisk, at alle nærmest vil falde til. Selvfølgelig vil teenageren sikkert falde super godt til. Resten af sine dage vil hun sikkert takke sine forældre, men det kan også være, at hun resten af sine dage vil synes, at hendes forældre kun tænkte på deres egne behov og ignorerede det faktum, at hun elskede sine venner og sin dagligdag, og syntes at det var lettere traumatisk at flytte væk fra sin “lille familie”, som venner jo nærmest er i barndommen/ungdommen. I voksenlivet er venner mere nogen, der kommer og går, og jeg tror da, at mange voksne savner de helt dybe venskaber.

Nå, så min pointe er, at det kan godt være, at dem i kommentarsporet havde en masse brugbare input – og at de sikkert har ret i deres antagelser om, at familien ALDRIG kommer til at fortryde flytningen, men de skøjtede hen over teenagerens følelser i en grad, så jeg tænkte: “Hold da op, hvor er empatien henne?”.

Så jeg måtte da lige skrive en kommentar til trådstarteren, at pigen var heldig at have sådan en omsorgsfuld og betænksom far.

Teenagere skal ikke styre alt, men vi må stadig lytte til deres følelser, prøve at sætte sig i deres sted, og snakke os til rette med dem – for helt ufleksible er de vel heller ikke i deres tankegang? 🙂 Hvis teenagere bliver mødt af en “mur” af mennesker omkring dem, kan jeg da godt forstå, hvis de viser eksplosive følelser, der på overfladen virker som en ufleksibel ageren i verden…

Nå, det var bare lige dét, jeg havde på hjerte i dag. Jeg ved, at der er skrevet en del bøger om at få en bedre relation til sine teenagere, men det går da fløjten, hvis vi gejler hinanden op til at mene, at teenagere ikke er værd at lytte til, før de når voksenalderen.

3 mor-situationer, jeg IKKE har lyst til at gentage

_20170713_120543Vi kender det alle. De pinlige eller irriterende situationer, der har bidt sig fast i hukommelsen. Alle kan have en dårlig dag, og med vores børn må vi bevare roen og være overskudsmennesker, selvom vi kan have lyst til at sætte os ned og tude 😉

Her er 3 sindsoprivende situationer i tiden med Ella, som jeg helst ikke gentager 😉 

  • Da Ella og jeg var på KulturØen i Middelfart, og Ella gik sine egne veje til stor skræk for moren! KulturØen er et samlingssted, hvor børnebibliotek OG fin restaurant ligger klos op ad hinanden. Selvfølgelig valgte Ella en dag at spæne ind på den fine restaurant. Jeg skyndte mig at løbe lige i hælene på hende, op ad trappen, og stoppede hende, lige før hun nåede til et fint middagsselskab… Der var sikkert ikke så mange der lagde mærke til det, men moren var noget svedt ved tanken om, at en tumling rendte ind under bordet til en jubilæumsfest eller noget lignende.
  • Da Ella skreg så meget i en bus, da hun var lille baby, at der var en ældre mand, der rejste sig op, kiggede ned på os, og sagde højt, så alle i bussen kunne høre det: “Så lad dog vær’ med at slå hende”. Og ja, det var vist hans tørre form for humor, men jeg grinte altså ikke. Nogle begyndte at mumle, så det var præcis sådan en situation alle mødre frygter – at folk begynder at snakke om én – ja, selvom de sikkert mest snakkede om manden i det her tilfælde 😉 Den dag fik jeg lige lidt ekstra sympati for ældre mennesker, der stemmer på Dansk Folkeparti, for der var nemlig en ældre herre og hans kone, der havde en stofpose i hånden med ‘DF’ påtrykt, og de hjalp mig over den værste omgang stress med smil, opmuntring og en hjælp til at få barnevognen ud (det klarede manden). Det kan godt være, at jeg med min fornuft ikke er så vild med, hvad Dansk Folkeparti står for – og nogle af deres vælgere, men med mit hjerte er jeg SIKKER på, at alle der stemmer på Dansk Folkeparti hjælper en nybagt mor i “nød” 😉 Jeg glemmer aldrig den stofpose 😉
  • Da Ella havde afslutning i dagplejen, og der til trods for et veldækket kaffebord og et par søde voksne omkring bordet, ikke var noget at gøre – Ella ville bare HJEM! Barnet er super glad for at gå i dagpleje, men hun kunne vist ikke se, hvad alt det afslutningshygge skulle til for. Så jeg måtte simpelthen opgive, da mit barn blev mere og mere hysterisk – ja, det er ordet. Et følsomt barn er hun, og når hun har fået stimuli nok, vil hun bare HJEM! Og det ville hun den dag. Heldigvis var der også et andet barn, der skulle stoppe i dagplejen, så han fik hele afslutnings-opmærksomheden for sig selv 😉 Alle mine gode tricks til at få hende kølet ned, rokkede ikke ved noget. På vej hjem, da hun sad i barnevognen, så vi en studentervogn – og én af de mere larmende af slagsen. Ella lyste op i et lettet smil og havde helt funklende øjne. Nu var verden god igen 🙂 Moren “tilgav” hende også, for vi kender jo alle til at have en dårlig dag. Ella kom hjem og hyggede i stille og rolige omgivelser – altså efter sin dosis “Studentergilde”, der åbenbart var bedre end en omgang hyggelig dagpleje-afslutning 🙂
   

Betydningen af et godt venskab, for hende den lille og store dame

_20170710_092313Dette blogindlæg skal handle om venskaber hos henholdsvis den lille dame, Ella samt moren 🙂

Venskaber efter jeg er blevet mor

“Der sker noget med én, når man får børn”. Kliché-sætningen over dem alle. Men det er jo rigtigt, at fx venskaber får en anden betydning. Jeg kan mærke, hvordan jeg hurtigt tænker om andre kvinder, om de mon er gode mødre? Før i tiden, før jeg eller mine veninder havde børn, tænkte jeg da aldrig over, hvordan den ene og den anden mon blev som mor? Nu er det lige pludselig et stort tema, når jeg møder en kvinde tilfældigt og måske falder i snak med hende. Er hun mor? Og hvordan er hun som mor? Kunne du fx være veninde med en kvinde, der havde en radikal anderledes måde at opdrage på, end dig selv? Det er lidt interessant at reflektere over, hvor ens grænser går. Ofte bliver et venskab heldigvis tættere på grund af børnene! For nogle år siden havde jeg fx en veninde, som jeg mistede kontakt med, og jeg tænker ofte på hende. Jeg synes faktisk det kunne være så hyggeligt at snakke om børn med hende, og her tænker jeg, at vi sikkert har ret ens værdier, prioriteringer, syn på opdragelse osv. Så bliver det lige pludselig et ekstra incitament til måske at skabe kontakt igen? Men måske er vi slet ikke så ens? Uanset hvad, kunne det være rart at være veninder igen – og nu som mødre. Og dele de sorger, bekymringer og glæder der følger med.

Nu, hvor Ella ikke har biologiske søskende – kun halvsøskende på sin fars side, som hun aldrig har set, kan jeg mærke, at veninders børn på en måde betyder ekstra meget for os. Når nogle af mine gamle veninder har fået børn, kan jeg mærke et ekstra “sug” i maven, når de viser billeder af deres børn. Man holder jo allerede af dem! At holde et par dages sommerferie med dem i ny og næ gør lige, at ens skuldre bliver lidt lettere. Så tænker jeg straks: “Yes, vi skal nok få bibeholdt en årelang relation, hvor børnene også får glæde af hinanden.”

Venskaber skal plejes ekstra meget som mor, fordi der nu er endnu mere at tage højde for! 🙂

Jeg er rigtig glad for de gamle venskaber, jeg har, men også for de nyere venskaber i form af de kvinder, jeg har mødt, efter jeg fik Ella. Der er en veninde, jeg mødte tilfældigt på et bibliotek, og vi faldt bare i hak. Og så er der nogen jeg “blev sat sammen med” i en “tøseklub” via en anden, som også var en del af denne kvindegruppe, og så er der skam også plads til spritnye venskaber – fx når Ella starter i børnehave, og jeg kommer i snak med de andre mødre.

Ella og venskaberne

Ella har netop haft sin sidste dag i dagplejen. Selvom det for 3 måneder siden føltes så unaturligt, at hun snart skulle begynde i børnehave, er det nu det helt rigtige tidspunkt. Jeg troede aldrig, at jeg som MOR skulle blive klar til det 😉 Hun har haft det så godt hos sin dagplejemor, men hun er klar på at få flere legekammerater, og jeg kan se, hvordan større fællesskaber tiltaler hende mere og mere. Ella fik fra første dag i dagplejen en rigtig god ven i sin Peter – som vi kan vi kalde ham. Han stoppede en uge inden Ella, da han skulle på ferie inden børnehavestart. Peter begynder i en anden børnehave, så det er på en måde lidt ærgerligt, men når hun senere skal i skole, er vi jo glade nok for, at mange af børnene fra børnehaven følger med.

Hun savner sin ven “Peter” og det har været lidt hjerteskærende at høre hende sige, at hun savner ham, og når hun ser billeder af ham bliver hun ellevild. “Det er Peter! Det er Peter!”, udbryder hun. Den anden dag skulle jeg også tegne en tegning af mor, baba, Ella og PETER! Han er i følge hende vist en del af familien, hehe.

Hun siger, at Peter er blevet væk, og at vi skal finde ham. Det var derfor lidt sværere at få hende afsted om morgenen i dagpleje, for der plejer aldrig at være problemer, men for hende var gensynet med dagplejen hver morgen jo en påmindelse om, at hendes bedste ven ikke længere gik der. I forvejen er “savn” jo et tema p.t. i vores lille familie, og det gør ikke noget godt for mor-hjertet, at hun OGSÅ skal være ked af det her. Men sådan er livet, og hun finder med garanti en ny bedste ven i børnehaven. Næsten uanset hvor vi er henne i det danske sommerland, finder hun lynhurtigt ind i en leg med de andre børn, og jeg glæder mig bare rigtig meget til, at hun begynder i børnehave nu, så hun kan få en masse legekammerater. Ja, havde du spurgt mig for 3 måneder siden, ville jeg aldrig have troet, at jeg ligefrem glædede mig til, at hun skulle starte. Der sker meget med de små – også på 3 måneder! 🙂

 

Jeg håber, at I har nydt weekenden. Vi var i Skærbæk Zoo i går, hvor billedet af Ella og hesten er fra 🙂

Livet med børn #uforudsigeligheden

_20170704_162038Livet med børn er altid lig med morgener, hvor alting kan ske… Jeg skrev om vores skønne – og til tider hæslige morgener i det her blogindlæg. Uanset hvor meget man prøver at forberede sig, ved fx at stå tidligt op, kan man bare ikke altid vinde. Livet med børn er et liv, hvor man skal lege lidt detektiv indimellem, og være forberedt på lidt af hvert. Uforudsigeligheden kræver godt nok noget af enhver mor.

I går morges var det op ad bakke fra starten af. Egentlig startede udfordringen søndag eftermiddag/tidlig aften… Det var præcis i det øjeblik, at Ella faldt i søvn hjem i bilen på vej hjem fra noget familie i Jylland – ergo kunne hun ikke sove om aftenen. Hun var derfor morgengnaven om morgenen, og når hun ikke har fået sovet nok, er der altid en vis person, hun savner ekstra meget… Og rigtigt gættet – det er ikke moren 😉 Egentlig har vi haft en del uger nu, hvor hun bare har været glad og ikke haft det store savn, men i går morges var det slemt, hvilket inspirerede mig til at skrive gårsdagens blogindlæg om at rumme svære følelser.

På vej ved ad trappen, da vi skulle ud til barnevognen og afsted til dagplejemor, græd hun hele vejen ned ad trappen og fortalte mig om sit savn, og jeg prøvede at trøste, og hun kom op i barnevognen efter meget besvær, da hun ville putte på armen, imens hun græd, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind. 6.30 stod jeg op, og alligevel var vi kommet sent ud af døren, og mit barn var ualmindeligt morgengnaven – og bare trist! Øv! Men hun kom op i barnevognen, godt nok med lidt protester. Så begyndte det pludseligt at styrtregne, og moren kom i tanker om, at hun havde glemt regnslaget. Tilbage efter det, og så pludselig – ja, lige med det vuns, var Ella glad igen! 😉 Solen begyndte at skinne lidt, og så gik det alt sammen… Især da vi blev mødt af vores dagplejemor, der bare var sød og forstående som altid… Det var selvom kl. var 9.15, og vi normalt afleverer mellem 8.30-9.00. Hun er meget large med tidspunkter, så hun lader os altid vide, at nu skal vi ikke stresse.

Denne morgen var heeeelt anderledes og helt perfekt… Den skulle også bare klappe, fordi vi startede morgenen med lige at skulle sige hej henne i børnehaven. Hun starter nemlig 1. aug. ”Vi siger bare lige hej”, fortalte jeg Ella, så hun vidste, at vi altså OGSÅ skulle i dagpleje, bare lidt senere. Det gik fantastisk derhenne, og hun legede med de andre i motorikrummet, tog en pædagog i hånden, og legede også stille og roligt, da moren skulle snakke med en pædagog om alt det formelle. Jeg var godt nok lettet, da hun både skulle tidligere op end normalt, og ikke altid er til uforudsete ting i dagligdagen/brud med rutinen. Vi nåede endda hen til dagplejemoren tids nok til, at de kunne komme ned i byen og kigge på fisk og sejlbåde. 8.30 skulle vi være i børnehaven. 9.30 hos dagplejemor. Så var moren altså lettet over, at alle mand var glade.

Dagplejemor sendte mig senere ovenstående billede (blogindlægbilledet) af søde Ella foran sin ”navnesøster”.

Hvordan går det med at rumme de svære følelser?

_20170630_222816For nye læsere kan jeg fortælle, at jeg netop er blevet separeret, og Ella og jeg er flyttet fra Assens til Middelfart. Hendes far bor stadig i Assens. Dette blogindlæg er en lille opdatering om, hvordan det går ovenpå forandringen.

I forhold til Ellas savn, som jeg skrev om her, går det op og ned. Hun er en udtryksfuld pige, der sætter tydeligt ord på, hvad hun ønsker og mangler. Hun sætter sig fx i vindueskarmen og spejder efter en vis person, og siger henvendt til mig, at vi skal prøve at finde ham. Hun vender heldigvis ikke følelserne indad, men går ofte til mig, og kigger mig dybt i øjnene og fortæller om sit savn, eller hun former hænderne som en telefon og nærmest råber ind i røret, at nu må han altså godt tage og komme herover! 🙂 Selvom det er hårdt for moren, er det jo hårdere for hende, og jeg prøver at være i følelserne, ligesom jeg skal lære hende at rumme følelserne.

Ella leger en del med bamserne for tiden, og leger at det er faren, der kommer på besøg og krammer den lille bamse, og de er så glade for at se hinanden. Der bliver kysset og krammet til den store guldmedalje – og så skal de ALTID have is! 😉

_20170703_215210En dag viste Ella mig dette reklamebillede, som er fra et Kiwi-blad. “Se, det er mor, og det er Baba. Se! Det er mor, og det er baba!”, og så smaskede hun nærmest billedet op i hovedet på mig 😀 Jeg forstod godt hendes pointe, at det er en “rigtig familie” med far og mor sammen. Nu er reklamebilleder så også ekstra yndige at se på, og jeg har det egentlig altid godt over min beslutning, selvom hun viser sin sorg. At tage en beslutning, der er god på den lange bane, er hvad jeg har gjort. Nu synes jeg så også, at den er god på den korte bane, men for hende er der selvfølgelig en sorg over, at vi ikke længere er en “rigtig familie”. At der i samfundet er en stor accept af forskellige familiekonstellationer opvejer altså ikke det faktum, at der i de fleste familieserier for børn i TV er en mor, en far, to børn – og et sæt bedsteforældre. Det er det typiske, og far kommer hjem fra arbejde, sætter sig på hug og breder armene ud, og børnene løber imod ham til et stort kram. Sådan var det engang, og nu må Ella se sin far i et par timer om ugen. Det er da en forskel, selvom hun så heller ikke tilbragte så meget tid med ham før. Nu har de til gengæld mere kvalitetstid sammen med flere fælles oplevelser.

Mor er sød, far er sej

I denne periode er der også alle de svære samtaler med Ella, der kun er svære, fordi hun elsker at tale om en vis person. For min skyld kunne vi godt lade være med at snakke om ham, men hun vil selvfølgelig rigtig gerne snakke om ham, og det glæder mig da, at hun er glad for sin far. Ligesom andre ligesindede mødre, må jeg bare gå med på det. Vi snakker om seje far, der kører bil – og måske traktor? Dvs. vi snakker om alt, hvor ordet ‘far’ kan indgå 😉 Og jeg bider i det sure æble og prøver at se det hyggelige i at snakke om Ellas seje far 😉 Nå, men Ella strør om sig med komplimenter i det hele taget, og jeg er så “Ellas søde mor”, som hun plejer at sige. Det husker jeg lige på, når jeg mest af alt har lyst til at svare: “Hmmm…”, når Ella endnu engang snakker om sin far, og der er længe til næste samværs-aftale. Ergo, at jeg skal høre MEGET om ham indtil da.

Indimellem siger hun også om sig selv, at hun er farmand, og jeg skal sige goddag til ham – dvs. hende.. Meget mærkeligt 😉 Så siger vi goddag, og ja, i det hele taget tror jeg, at legene er med til at heale det savn, hun har. Hvis hun er farmand, kan hun føle, at hun er herre over situationen, og måske kan hun godt lide tanken om, at mor og farmand siger goddag til hinanden. Det gør vi selvfølgelig flere gange ugentlig, men vi er stoppet med at lave fællesting sammen, desværre.

Nu er min vigtigste opgave at være i de svære følelser sammen med hende. Lynhurtigt gider hun faktisk ikke engang at snakke om sin far, men er mere optaget af dinosaurer og rumraketter 😉

Jeg tanker energi til de svære stunder ved at betragte hende, når hun bare er ovenud lykkelig, som hun virker til at være det meste af tiden. Hun har virkelig glimt i øjet, en klukkende latter, hang til at synge og god humoristisk sans, så det overskygger de mindre gode stunder.

   

Om at lokke mad i småbørn

img_20170625_175518_754-2Det her blogindlæg skal handle om noget, som jeg sjældent kommer ind på, men som jo er SÅ vigtigt – mad!

Får barnet nu nok at spise!?

Selvom Ella slet ikke er lille af sin alder, men har en gennemsnitlig højde og vægt for sin alder, er moren altid bekymret for, om hun nu får nok at spise! Det er nok en mor-ting? 😉 Når hun en dag flytter hjemmefra, giver jeg hende nok også ekstra mad med hjem, når hun har været på besøg. Egentlig er min egen mor også sådan – og mange andres mødre 🙂

Kræsen eller ej?

Lige fra Ella måtte begynde at få rigtig mad, har vi været kreative med madlavningen, fordi vi havde hørt, at indtil de er halvandet år, er der et vindue åbent, hvor de er åbne og nysgerrige over for mange forskellige smage, hvorefter de bliver mere selektive, og derfor er det bare med at have introduceret dem for forskellige smagsvarianter tidligt. På den måde kan de præges, så de højst sandsynligt undgår at blive kræsne. Nu er Ella 2,5 år, og det ville være skønt, hvis hun spiste endnu flere forskellige ting. Hmm, vores anstrengelser bærer forhåbentlig frugt senere hen.

Hvad spiser vi herhjemme?

Enhver familie har jo sine yndlingsretter og præferencer, og selvom Ella er halvt tyrker, bliver der ikke serveret tyrkisk mad herhjemme. Det må farmand sørge for, og det sørgede han da også for i stor stil, da vi boede sammen. Det må siges at være en kold tyrker for Ella, at den nu står på dansk madlavning, og at mor står bag kødgryderne. Stakkels Ella 😉 Det tætteste på tyrkisk kultur er vist de mange græske oliven, vi spiser herhjemme 🙂 I går spurgte Ella, om jeg også ville have “Zeytin” – det tyrkiske ord for oliven – godt, at jeg har bare lyttet lidt efter, når farmand har lært hende tyrkisk, og at jeg stadig kan huske lidt tyrkiske gloser fra dengang, vi boede i Alanya.

Moren elsker Tofu – datteren mener, at det er TREE FU TOM

I går lavede jeg en tofu-ret, bestående af spaghetti og tofu i en marinade af hvidløg og krydderier.

dsc_3399

Det var enkelt, men smagte super godt. Ella fik sin fine tallerken, hvor det hele var adskilt – oliven for sig, tofu for sig og spaghetti for sig. “Adr, det er ost”, sagde hun og pegede på tofuen. “Nej, det er tofu”, svarede jeg. Så lyste hun midlertidigt op, og kiggede lidt nærmere. Så sagde hun glad: “Tofu…. Nej, det er ikke tofu. Det er Tree Fu Tom!” (Ham fra serien ‘Tree Fu Tom’ på Ramasjang) 🙂

Og det er Kvist!”, tilføjede hun og pegede hun på et lidt mere aflangt tofu-stykke ved siden af. Det var åbenbart Kvist fra serien. Sikke en fantasi, de har, de små.

Nu vil vi snart gå i seng efter en lang dag. Vi har bl.a. holdt afslutning i dagplejen, da hun snart begynder i børnehave – d. 1. aug.!

Der er heldigvis madordning – skønt!

Forventninger versus virkelighed med en 2,5-årig

img_20170626_212047_239Mandag. Det er faktisk en af mine yndlingsdage, da en ny uge begynder, og så forventer jeg altid spændende arbejdsopgaver og kvalitetstid med Ella, der selvfølgelig er frisk på alt, hvad moren foreslår – fx at soppe i vandkanten sammen med mor om eftermiddagen i eftermiddagssolen. Sandheden er bare, at hun som regel har to ønsker, når jeg spørger hende, hvad vi skal lave efter dagplejen. 1. Vi skal på biblioteket. 2. Hun vil bare gerne spise grillpølser. Min nuancerede uge er knap så nuanceret, når det kommer til stykket, og så alligevel er der alle de små øjeblikke, som jo gør selv kedelige uger til noget særligt.

Det var ren gensynsglæde som sædvanlig, da jeg hentede Ella i dagplejen. Hun var begyndt at savne mig, og overskudsagtig som jeg var, tilbød jeg hende, at hun kunne få en friskbagt bolle, som jeg havde i tasken. Eller dvs. jeg troede, at jeg havde lagt den i tasken! Den var derhjemme… Der skete dét, der bare ikke måtte ske, og som jeg altid sikrer mig IKKE sker – at jeg ikke kan holde, hvad jeg lover. Nå, men hun blev lidt pylret, for kunne jo lige have hygget sig med en bolle på hjemvejen. Så jeg gik fra at føle mig som ‘Årets Mor’ til ‘Årets skuffelse af en mor’ 😉 Okay, der selvfølgelig i småtingsafdelingen, og for hende er jeg jo stadig hendes helt fantastiske mor. Det er altså en dejlig følelse, som ikke kan måles med noget andet.

Søndag. Ella sås med sin far, og hun kommer altid glad hjem, og virker helt opladet, og det er moren som regel også, da jeg enten har fået arbejdet, så den dårlige samvittighed er væk – eller fået sovet! Altid tiltrængt. Tidligere på dagen tog Ella og jeg på en skøn indkøbstur, hvor jeg var helt stolt over, at hun bare lyttede og hjalp mig med at holde kurven og gik pænt ved siden af mig. Altså lige indtil, at vi havde fået lagt varerne op på båndet, og jeg skulle til at betale. Så satte hun i et spring, og skulle vist ud af butikken, fordi hun havde fået øje på noget spændende, så jeg skyndte mig at gribe fat i hende og trække hende den anden vej, hvilket resulterede i et hyl fra hende, da hun faktisk havde slået sig på en indkøbsvogn i farten! Stakkels hende… Jeg trøstede, imens jeg kørte min dankort igennem terminalen. Jeg følte mig ikke ligefrem som den bedste mor lige der, og jeg undskyldte og forklarede hende bagefter, hvad der var sket – at mor ikke havde set indkøbsvognen, og at jeg var bange for, at hun løb væk fra mig. Hun sad i klapvognen og kiggede rundt, og hun var okay, sagde hun… Altså lige indtil, at den meget skarpe sol tittede frem, og hun i et anfald af: “Gå væk sol, og gå væk bule i panden”, begyndte at småråbe: “Lad vær’ med at slå mig”, og hun tog armen op til øjnene for at skærme sig for solen. “Lad vær’ med at slå mig”, råbte hun igen. Jeg forsøgte at forklare, trøste og kiggede mig også en smule over skulderen for at se, om der var nogle der kiggede på os, imens hun nåede at råbe det 3 gange, inden solen “artede sig” 😉

Lørdag. Vi tog ud på landet i Balslev, lidt uden for Middelfart for at plukke jordbær, ærter – OG vigtigst af alt – for at se på killinger! 4 uger var de, og Ella var så henrykt over at måtte holde dem hver især, at en hel dag i Djurs Sommerland sikkert ikke engang kunne måle sig med besøget hos gårdfamilien med katte, hund, høns, får og kaniner. Killingerne var nu det største hit, og stoltheden lyser ud af hende her.

img_20170624_191240_610

Det er ærgerligt, at vi ikke må holde kæledyr her – ellers havde jeg nok ikke kunne lade være med at reservere en killing 🙂 Jeg vidste godt, at hun ville elske at kigge på killinger, men nogle gange overgår det lille barns glæde ens forventninger. Det giver næsten sådan et adrenalinkick at se dem så glade.

Fredag – og Sankt Hans aften. Jeg forventede, at Ella ville sige om Sankt Hans-bålet: “Nu vil jeg bare gerne hen på legepladsen”, men faktisk var hun meget optaget af det, og sad bomstille i sin klapvogn i ca. 5 minutter (føltes som lang tid), imens moren skuttede sig og drømte om kage og kaffe derhjemme.

img_20170626_212658_170

SÅ mørkt var det slet ikke i virkeligheden! 🙂

Jeg håber, at I havde en god weekend og en hyggelig Sankt Hans aften. Nu vil jeg snart putte Ella Bella og se, om hun er med på, at jeg fortæller eventyr. Det er altid spændende om forventningerne holder stik med virkeligheden. Med Ella er der aldrig to dage der er ens 🙂

Hvem gemmer sig bag bloggen? Introduktion til nye læsere

p1030627Antallet af læsere på bloggen er støt stigende, selvom jeg jo ikke er den mest flittige blogskribent. Nu har bloggen eksisteret i omkring 2 år, og det er åbenbart nok til, at nogle bliver hængende, selvom blogindlæggene publiceres lidt uregelmæssigt. Og det bliver de fordi:

  • Jeg er selvstændig tekstforfatter, og smider alt, hvad jeg har i hænderne, når jeg har en deadline, jeg skal nå.
  • Jeg altid skriver, når jeg har noget på hjerte (jeg skal jo leve op til blognavnet), og det betyder, at hvis jeg er træt og umotiveret, skriver jeg ikke.
  • Jeg også bare er en træt, enlig mor, som ikke altid har overskud til at skrive noget fra hverdagen.

Men hvilke emner er der at finde på bloggen?

Du finder hverdagshistorier… “For allermest holder jeg af hverdagen”, som Dan Túrell skrev 😉 Storytelling/historiefortælling er mit speciale. At jeg er en træt og enlig mor er for eksempel en historie, jeg sjældent bruger om mig selv, da der er så meget andet til min historie – og til Ellas historie, end at hun har en træt mor 😉 Her på bloggen er der fx historier om:

At overleve en flytning med en tumling (et af mine mest læste blogindlæg)

Eller noget om ENDNU en flytning og separation fra Ellas far

Lidt historier om de samtaler, jeg har med Ella #hvadbørnsiger

Lidt om dét at have været gift med en tyrker, og de kulturelle oplevelser, jeg har haft i den forbindelse. Der er fx dette blogindlæg om lidt kulturforskelle i hverdagen. 

Der er også mere dybe blogindlæg, hvor jeg altid gør mig tanker om, hvad vi dog skal lære vores kære børn… Fremtiden optager mig meget, og derfor filosoferer jeg fx over, hvordan vi lærer vores børn at bede om hjælp. Det blev til dette blogindlæg, skrevet på en tragisk omstændighed med Mads Holger, der valgte at ende sit liv. Men det gjorde så stort indtryk på mig, at jeg skrev lidt om evnen til at bede om hjælp.

Så er der de personlige indlæg, som får mere og mere plads. Jeg øver mig på at være mere ligeglad med, hvad andre tænker. Her er fx dette blogindlæg om min egen barndom/ungdom, hvor jeg bl.a. havde en forkert opfattelse af, at jeg nok ikke havde så meget at byde ind med. Det har alle mennesker, og via bloggen øver jeg mig dagligt på at vise mere af, hvem jeg er.

Der er også mine blogindlæg, hvor jeg serverer mine pointer fra mommy-verdenen. Det er fx det her blogindlæg, som jeg skrev til Vores Børn: “10 ting, jeg gerne ville have vidst som nybagt mor”. Blogindlægget havde knap 30.000 unikke visninger første gang, det blev publiceret, så jeg må have ramt noget, som mange kan nikke genkendende til.

Nå, nu vil jeg slutte denne gennemgang med et par hurtige facts, der også bidrager til at finde ud af, hvem der er bag bloggen:

Lidt facts…

Mor er 34 år, og er mor til Ella på 2,5 år

Vi bor i Middelfart på Fyn

Ellas far er tyrker, og Ella ses med sin far hver eneste uge

Ella går i dagpleje, men begynder snart i børnehave

Mor er opvokset i Middelfart, men har også boet i Assens, på Amager og i Alanya (gæt, hvad der var mest eksotisk ;-))

 

Mange tak, fordi I læser med, og I er jo altid mere end velkomne til at dele indlæg, skrive kommentarer eller at følge ‘Hjertestreger’ på Instagram 🙂

   

Verden i følge en 2,5-årig #mikroeventyr

img_20170611_163745_497Tilbage til hverdagens blogskriverier – og oprydning!

Endelig fik jeg tid til at opdatere bloggen, da jeg har haft meget arbejde. Grundet arbejde smed jeg derfor alt, hvad jeg havde i hænderne – bogstaveligt talt – for at nå deadlinen. Det resulterede i, at jeg var den første i teamet på ca. 15 mand, der var færdig med opgaven, hvilket jeg var lidt stolt over, men til gengæld var jeg ikke stolt over, at de der 30 minutter, jeg som minimum bruger på at rydde op dagligt, var svundet ind til ingenting.

Ellas bemærkning her til morges, da vi kom ud i stuen, sagde det hele: “Sikke en masse rydde op!” 🙂 Det måtte jeg give hende ret i.

dsc_3396

Nu ser det pænt ud igen, for jeg sagde til hende, at jeg ville rydde op i løbet af dagen, og især for børn skal man jo virkelig holde, hvad man lover. Derfor får hun ofte at vide, hvad jeg har af planer, så jeg holder dem! 😉

Mikroeventyr kan bare være en lille hverdagsoplevelse

Herhjemme går vi en del op i at skabe mikroeventyr i hverdagen (dvs. små aktive og spændende hverdagsoplevelser/aktiviteter), og jeg har skrevet blogindlæg om hyggelige steder på Fyn, hvor vi især har slået vores folder. At tage på længere rejser har vi ikke haft lyst til med hende den lille aktive. Det var rigeligt, da jeg skulle ud at køre med DSB, som jeg skrev om i dette blogindlæg. Nå, så MIKROEVENTYR holder vi os til herhjemme 🙂

På vej til dagplejen her til morgen, havde vi et lille særlig øjeblik – ikke et mikroeventyr, men måske lidt hverdagsmagi? Det gik fint med, at hun sad i barnevognen, og da vi gik forbi det gamle sygehus i Middelfart, som er en kæmpe bygning, der nu er omdannet til hotel, udbrød Ella pludselig med begejstring: “Sikke et stort, højt slot!”. Jeg vendte mig om, og fik så øje på det samme som hende – hotellet i den gamle røde murstensstil og med hvide trævinduer overalt. Det kunne da godt ligne et slot. Skæbnen ville, at der pludselig kom en “prinsesse” gående, da vi kiggede hen imod den solbeskinnede bygning. Jeg behøvede ikke at være 2,5 år med en fantasifuld tankegang for at kunne se, at der var noget usædvanligt ved at se den unge kvinde på ca. 18-20 år komme spankulerende let og elegant langs med bygningen i en hvid sommerbluse og kridhvid, lang nederdel med marineblå, store prikker, som gik helt ned til jorden, og hun havde et bånd om håret. Hun smilede endda, som hun kom gående der med næsten fe-agtigt skulderlangt hår. “SE! Det er en PRINREZZE!”, udbrød Ella begejstret, imens hun pegede på den unge kvinde. “Ja, det er det da, også”, svarede jeg hende lige så begejstret 😉

Hverdagsmagi

Herhjemme forsøger vi at få trukket magien frem af de små øjeblikke i hverdagen. Jeg har altid lagt mærke til detaljerne overalt, men jeg er blevet bedre til at sætte pris på de magiske øjeblikke i hverdagen, i takt med at jeg har fået nogle dunk på vejen – nogle “wakeup-calls”, der gør, at jeg elsker hverdagen. “Ja, allermest holder jeg af hverdagen”, som Dan Túrell skrev i et digt. Jo bedre du kan se skønheden i detaljerne, jo bedre bliver du også til at elske større oplevelser og tage det rigtigt ind. Vi har sikkert allesammen set et ægtepar i 60’erne, der sidder på en restaurant i et turistområde, og som slet ikke snakker med hinanden, eller i øvrigt ser ud som om de er optaget af verden omkring dem. Det er som om, de er gået helt i stå, og de håber vel, at en ferie sydpå kan ændre lidt for en stund? Sådan frygter vi nok allesammen at have det, og jeg forsøger selv at holde fast i begejstringen ved de små ting. Det har Ella vist arvet efter mig 😉

Selvopfundne eventyr

Nå, nu vil jeg smutte hen og læse selvopfundne eventyr for Ella. Det er vores godnat-ritual i øjeblikket. Ikke at det virker – hun bliver mere vågen af det, men det er hyggeligt. Jeg finder lynhurtigt på et plot, og i går handlede det om “Ellabella Borte” og mange andre figurer 😉 Eventyrene er mega korte, da Ella hurtigt mister interessen, hehe.

Tak, fordi I læser med på bloggen, og jeg håber, at I holder ved, selvom der indimellem går en uge imellem opdateringerne.

Mit gæsteblogindlæg på MamaWise

p1030630På denne regnvejrsdag har jeg ikke fundet inspiration til et nyt blogindlæg. I stedet deler jeg et blogindlæg, som jeg skrev i en anden forbindelse. For et par måneder siden skrev jeg nemlig det her blogindlæg på MamaWise, som jeg tænker, at I måske kan nikke genkendende til? Det handler om, hvor nemt det er at sætte hinanden i bås, og det er jo helt naturligt, men stadig lidt irriterende til tider 😉

I dag da jeg hentede Ella fra dagplejen, fik jeg lidt at vide omkring hendes rolle derhenne. Det var faktisk en lidt anden rolle, end jeg havde troet – en mere diplomatisk rolle end tidligere 😉 Nu er hun ikke længere den store, men har to jævnaldrende legekammerater. Et dagplejeskift fører også nye roller med sig – selv i en så lille alder.

Til det her blogindlæg har jeg fundet det mest solrige billede frem. Ella i smukt solskinsvejr – og uden filter! Det virker opkvikkende på en fredag, hvor jeg drømmer om sydens sol 🙂

Ha’ en god weekend!

Samtaler med en 2,5-årig #gaver

img_20170607_120721_486Den anden dag da vi gik hjem fra dagplejen, prøvede jeg at starte en samtale med Ella om hendes dag i dagplejen. Vi snakkede om de forskellige legekammerater, hun har i dagplejen. Vi nåede til emnet om, at lille “Peter” (kalder vi ham) – en baby på 10 måneder ikke var til at lege med. Han var for lille. Så var det nemmere med de større børn. Jeg prøvede at forklare Ella, hvad babyer er for en størrelse. De vil bare gerne have deres basale behov opfyldt.

Samtalen forløb således:

Mig: Ja, Peter han vil bare gerne spise mad og sove, ikke?

Ella: Mmmm…

Mig: Var Peter glad så?

Ella: Nej, Peter ikke glad

Mig: Nå, var han sulten da? Eller savnede han sin mor?

Ella: Nej, Peter savnede ikke sin mor

Mig: Okay, så Peter savnede ikke sin mor

Ella: Nej, Peter bare gerne have gave…

Mig: Nååhhh….

Ella: Hvor er mors gave til Ella…? Det er fødselsdag! Jeg gerne gave…

 

Åh, de børn…

Sidste år brugte jeg hundrede år på at lave denne her løvekage til hende til hendes fødselsdag.

img_20161031_113251

Sjældent har jeg set et barn se så ligeglad ud 😉 Men hun var nok for lille. I år, hvor det sikkert havde været sjovt for hende, gider mor ikke. Ej, nu gør jeg det altså lidt nemmere for mig selv…

Men masser af gaver må jeg hellere købe til hende. Farmand bombarderer hende med gaver i øjeblikket, så hun mangler bestemt ikke noget. Selvfølgelig bemærker hun jo nok, at moren ikke følger trop, for hun plejer ikke at gå op i gaver. Men det er sikkert også bare alderen.

Næh, jeg er bare hende den “kedelige” mor, der sørger for en nærende kost, restriktioner på chokoladeindtaget OG antallet af gaver 🙂