Du ved, at du er gift med en udlænding, når…

img_20161126_190556Hvornår er man ægte dansker? Hvad er danskhed? De spørgsmål dukker især op, når man er gift med en udlænding 🙂 Her er 7 unikke ting for dansk kultur, som især blandede parforhold/ægteskab kan nikke genkendende til. SÅ, jeg vil indlede listen med denne sætning:

Du ved, at du er gift med en udlænding, når…

  1. Din partner beretter hjem til sin familie i hjemlandet, at danske kager er helt fantastiske…!

Du ser fx ‘Den store bagedyst’ med din bedre halvdel, og han er vildt imponeret over niveauet. Til daglig spørger din partner indimellem, om ikke I snart skal spise: ‘Brunsviger’, ‘drømmekage’ eller ‘kringle’? Ja, vi har mange gode kager, har vi! 🙂

  1. Du prøver at forklare, hvad “mandehørm” betyder.. Og om feminismens betydning i DK….

Efter at I så ‘Den store bagedyst’ sammen, prøver du at forklare, hvad mandehørm betyder. Det er ret svært at forklare, ligesom det er svært at holde rede i, hvordan ligestillingen har det i DK? Er vi i virkeligheden bagud mange lande, som vi ellers føler os bedre end? Det er ingen nem sag at blive klog på feminismen i Danmark anno 2016!

  1. Du bliver pinligt berørt over nogle af de emner, der indimellem diskuteres i nyhederne. “De kolde Nordboere lever!” 

Du synes, at det er pinligt at forklare din (sydlandske) mand, at der i Danmark bliver diskuteret, hvorvidt det er i orden for pædagoger at kysse børnene i daginstitutioner, eller hvorvidt kvinder har ret til at amme bestemte steder i det offentlige rum. Amme-shaming er i det hele taget et begreb, som du ville ønske ikke eksisterede! Din partner minder dig om, at hvert eneste land diskuterer (for andre kulturer) mærkelige emner. Måske er det slet ikke så tosset at lægge mærke til de forskellige værdiskred og strømninger, der er i samfundet? Hellere tage en diskussion én gang for meget, end for lidt, ik’?

  1. Du bliver pavestolt over at være dansker, når Danmark får flotte sportsresultater, og du har svært ved at forklare stoltheden til din partner. 

Da du ser filmen: “EM 92”, som er en skildring af EM 92 (surprise), men også et portræt af Richard Møller Jensen som træner, bliver du helt sentimental, da filmen er slut. Aldrig har du følt dig mere stolt over at være dansker! DÈT er svært at forklare til din partner! 🙂

  1. Du sætter pris på dagpleje-konceptet, da du ved, at det faktisk er ret unikt for dansk kultur.

I Tyrkiet er det at have dagplejemødre fx først lige blevet indført som en slags forsøgsordning i de større byer. Til gengæld er forventningerne tårnhøje. De elsker danskernes dagpleje-koncept!

  1. Du stiler som regel efter at være jordbunden og rationel, selv når din partner taber sit hjerte til noget særligt. 

Din partner spørger dig, hvad “genbrugsøer” betyder, da I netop har modtaget et brev med posten om genbrugsøer, der måske skal etableres. Du kan se, at din partner forventer noget godt. Et spændende tiltag i kommunen? Du siger straks, at der jo ikke er tale om et “mini-Venedig”, hvis det er dét, han tænker på? Du ved ikke umiddelbart, hvad genbrugsøer er, men du VED, at der med garanti er tale om et eller andet, der højst er praktisk – men ikke særligt eksotisk! Du har også en stærk mistanke om, at du sikkert skal bidrage økonomisk til projektet – om det så bare er et lille gebyr årligt. Det viser sig… At du har fuldstændigt ret…! 🙂

  1. Du opgiver at gennemskue alting, der kommer med posten (e-boks)

Når du får post i din e-boks vælger du ofte bare at betale eller gør, hvad du ellers får besked på. Lydhør borger er du nemlig – og meget dansk! Du stoler på autoriteter, og gør aldrig oprør. Du lever nemlig efter talemåden, der især eksisterer på Fyn: “Det ka’t betale sig”.

 

Ha’ en fortsat god weekend og husk at følge med på Instagram, hvor der er flere kulturforskelle at spore og ikke mindst farverige fotos fra vores indimellem farveløse hverdag 😉

Et sødt minde er bl.a. denne mini-pizzaæske til Lillepigen, som tyrkeren kreerede. Imens jeg fortalte en sindsoprivende spændende historie om engang for laaaang tid siden, lavede han lige denne pizzaæske til Ella 😉

   

Om bedstemødre, numerologi og tider, der skifter!

img_20161023_224443Trofaste læsere og følgere på Instagram har sikkert lagt mærke til, at Ellas mormor er en stor del af vores liv. Hun bor tæt på os, og Ella elsker mormor. “Det er mormor!”, råber hun, når hun ser hende og løber hen imod hende.

Vi plejer at ses et par gange om ugen, men nu er der gået en hel uge! 🙂 Ella bankede derfor på hoveddøren den anden dag (indefra entreen) og tog fat i håndtaget imens hun sagde: “Gå, åben mormor. Gå, åben mormor”. Der er vist ikke nogen tvivl om, at hun savner mormor 😉 Heldigvis ses vi senere i dag.

I går snakkede jeg med min mor om forskellige navne, som stammede fra hendes gren af familien. Jeg spurgte til, om ikke der havde været nogle søde damer med et flot navn? Det KUNNE jo være, at jeg en dag ville prøve at gå til en numerolog, og så var det jo meget fint at have lidt forslag på hånden, så numerologen ikke kom på overarbejde 🙂 Grunden til, at jeg pludselig tænkte på numerologi er, at jeg følger en blogger – hende her Freyamay November fra ‘Deppe and the lost sock’. Hun har netop været ved numerolog og har skiftet navn. Det lød rigtig spændende, og jeg er jo altid åben overfor alternative måder at leve sit liv på/alternative ting at tro på, så nu går jeg i “numerologi-tanker”. Jeg må snart læse et par bøger om emnet.

Jeg aner ikke så meget om numerologi, andet end hvad jeg læste på Freyamay Novembers blog. Så hvem ved, måske om nogle år, vil jeg gå til numerolog og se, hvad hun kan se om mit navn. Jeg har læst mig frem til, at det første år efter navneskifte er et slags udrensningsår, hvor der sker en hel masse, inden tingene så falder mere på plads. Lige dén del, orker jeg ikke p.t. 😉 Som mor til en lille aktiv pige, og efter 1 år i “familiesammenføringens-navn” samt travlhed med firma osv., trænger jeg til ro 😉

Nå, men jeg fik et par navne af min mor, og lidt historier om, hvordan bedstemødre var bedstemødre, da hun var en lille pige. Det var jo helt anderledes at være bedstemor dengang. Den digitale verden har sikret en nemmere kommunikation, og så har flere nok fået øjnene op for, hvor berigende det er med børnebørn.

I gamle dage var bedsteforældre mere utilnærmelige. De legede ikke med børnene nede på gulvet. Når de blev lidt større, spillede de måske spil med dem, og spurgte hvordan det gik i skolen. Dengang var der jo heller ikke så mange forlystelser for børn. Min mor husker en enkelt gang som 9-årig, hvor hun var i Tivoli med sin farfars søster, som var enlig kvinde i København. Ude på landet, hvor hun boede, var der jo ikke det helt store for børn, så det var en stor oplevelse. Indimellem besøgte hun sin farmor, der viste interesse for hende, og som var en varm og sød dame. På den tid var det ellers almindeligt, at børn fik at vide direkte eller indirekte, at de ikke måtte føle sig vigtige. At “føle sig vigtig” var simpelthen noget af det værste. Tiderne har godt nok ændret sig! 😉 I dag bliver selveksponering et levebrød for flere og flere, fx med YouTube’re, bloggere osv.

Da jeg selv var lille pige, omkring 8-9 år, gik min mor og jeg engang imellem ture i centrum af Middelfart og svingede indimellem forbi hendes farmors gamle byhus. Engang havde hendes farmor boet der, og hun havde været en rigtig sød dame. Det kan godt være, at nogle damer huskes for deres BoBedre-hjem, men hvilken ære at blive husket for sin sødme efter så mange år? Jeg sender indimellem min mors farmor en kærlig tanke, uden at jeg har kendt hende. Hun passede godt på min mor, Ellas mormor, og hvis ikke det er det vigtigste i verden at passe på hinanden, så ved jeg ikke, hvad det er. Så gode bedstemødre er jo vanvittigt vigtige. De sætter spor i generationer, og jeg bliver altid lidt glad, når jeg hører om folk, der opkalder deres børn efter bedsteforældre.

Nu vil jeg nyde resten af søndagen. Min mand var forøvrigt til sin første danske julefrokost i går – vi arbejder stærkt på at få ham integreret i det danske samfund 😉 Han hyggede sig gevaldigt, men han skulle lige finde ud af konceptet… Bl.a., at der bliver skålet en del! Og at danske øl er stærke! Eller rettere juleøl er 😉

Ha’ en fortsat god weekend!

Det blev Trump! Og om at være delt mellem to verdener…

img_20161113_180645Nå, det blev Trump, der blev præsident. Jeg har ikke så mange kommentarer til det 🙂 Bloggen skal ikke være politisk, selvom jeg indimellem er kommet til at skrive om politik. Vi elsker at snakke politik herhjemme, men slut med det på bloggen.

Men, hvad jeg gerne vil skrive om er det faktum, at vi konstant hører udtrykket: “Et splittet USA”, og i den seneste tid, er det som om, at jeg er stødt på flere og flere artikler, blogindlæg m.m, der handler om at være delt mellem to verdener. I en globaliseret verden rykker vi os nærmere hinanden, men der er stadig kulturforskelle m.m., som bliver ved med at udfordre os.

Jeg har selv en blog om at være lidt delt mellem to verdener, da Ella jo har en tyrkisk far/familie og en dansk mor/familie. Jeg har et par veninder med udenlandske ægtefæller og dermed kender jeg en del, der er i samme situation som min egen. Men alligevel er det ikke det samme. Min mand og jeg har kæmpet vores helt unikke kamp for familiesammenføring, med at falde til, få ham godt integreret osv. Sådan er det for alle. Vi er i bund og grund alene med vores kamp.

Det gode ved at blive ældre (ja, jeg føler mig gammel, hehe) er, at man bliver bedre til at leve med en indre kamp – hvis man da har sådan én 😉 Splittelsen. Ensomheden. Det uforløste. At andre ikke kan forstå én. Det er helt okay, siger jeg i en alder af snart 34 år. Jeg bliver bedre og bedre til at acceptere de ting i mit liv, som jeg ikke kan ændre. Som  helt ung er man måske mere tilbøjelig til at følge med strømmen. Og man omgiver sig måske med mennesker, der egentlig ikke evner at være der for én, men man ved ikke, hvad alternativet er. Er det virkelig okay KUN at omgive sig med folk, der vil én? Skal de ikke have en chance eller 10?

Fordi, jeg er ældre, og er blevet mor, skaber jeg mit eget liv, og der er ikke plads til så mange overvejelser frem og tilbage. Så enten virker det, eller også virker det ikke. Enten fungerer en relation, eller også fungerer relationen ikke. Det er befriende, men kunsten er så stadig at være nysgerrig over for andre, der tænker helt anderledes end én selv.

At være splittet handler jo ikke kun om at være splittet mellem lande, kulturer eller religion. Splittelsen opstår især i familien. Der er godt nok skrevet mange biografier om det betændte forhold til enten en mor eller en far. Forælderen, der ikke evnede at være forældre. Dvs. at tage ansvar. Vise omsorg og at kunne sætte sig i barnets sted. Senere bliver det til udfordringer i voksenlivet. Det forsvinder jo ikke bare ud af det blå. Den tilstand af, at ville opnå en anden relation til en forælder er meget smertelig og kan i høj grad beskrives som at være mellem to verdener. Et sted, hvor der ingen god kontakt er, og ønsket om, hvordan alting kunne blive, hvis bare forælderen dog forstod! Verden, som den reelt er, og en ønskeverden.

Så der er mange derude, der er “splittet mellem to verdener”. Et vilkår, som mange bliver nødt til at leve med i højere eller mindre grad. Jeg vil i hvert fald prøve at lære Ella, at det er okay at leve med smerten i nogen grad. Det er i hvert fald bedre end at jagte én bestemt udgave af virkeligheden. “En grøn bil bliver ikke lige pludselig til en blå bil” kan måske være måden at formidle det i barnehøjde 😉

Dét, som jeg næsten forestiller mig er den største splittelse i en familie er, hvis der er noget, som er tabuiseret. Hvis der er hemmeligheder eller at alle tager skyklapper på. Så jeg vil også lære Ella, at det er meget mere smertefuldt at holde på en hemmelighed, end at tale højt om det, der er svært. Så bliver det også meget nemmere for andre at forholde sig til én – og evt. hjælpe. Ligesom jeg skrev om i dette blogindlæg om afdøde Mads Holger. 

Med valget af Trump kan vi i det mindste sige, at USA har fået en præsident, der taler lige ud af posen. Det kan måske åbne op for nogle ting, som ikke er blevet italesat før. Så må vi bare håbe, at han har nogle gode rådgivere, der kan minde ham om at passe godt på klimaet osv.

Nu vil jeg fortsætte min søndag med at være taknemmelig for, at der selv i lille Assens findes familier, der er et mix af kulturer, så Ella aldrig kommer til at føle sig splittet, men bare helt almindelig 🙂

   

5 ting, som både mor og datter grinte af i ugen der gik

dsc_2466Det er skønt, når både mor og datter kan grine af de samme ting. På dette billede har Ella fundet mine gamle briller frem, så hun ligner mig endnu mere. Nu er det måske lidt nemmere at se, at hun også ligner sin mor 😉

Her er 5 ting, som mor og datter grinte af i den forgangne uge.

  1. Da vi en dag stod i køkkenet, og der var et “spankelben” (stankelben) på væggen, som fik Ella til at hvine, skrige og hyle som en ulv i ren og skær lykke over at se et SPANKELBEN! Stankelbenet sad bomstille, selvom hun skreg til den. Så hun skiftede taktik. “Smage?”, spurgte hun og rakte sin TUC-kiks frem imod den. “Her”, prøvede hun igen. Ingen respons. Hmm. Hun kiggede spørgende op på mig, som om hun lige ville tjekke om hendes sociale kompetencer var helt ad H til. Jeg kunne ikke lade være med at grine af hende og hendes nye, fine ven 🙂
  1. Da Ella og jeg så Aftenshowet, var det selvfølgelig svært at fange hendes interesse. Jeg ville for én gangs skyld se, om ikke bare pigebarnet kunne putte sig ind til mor, imens jeg blev underholdt. Det var svært! Men pludselig var der alligevel noget der fangede hende… Et indslag om sportskommentatorer på TV, og hvor vigtigt det er at vise entusiasme, når man er kommentator. Der var klip fra nogle af de mest begejstrede kommentatorer i tidens løb. Min meget let-begejstrede tumling kunne snildt relatere til den verden! Med store øjne og kæmpe smil kiggede vi begge på skærmen og pludselig tonede en stor mand frem på skærmen. En fodboldtræner, der var helt oppe at ringe over, at hans hold havde vundet et eller andet mesterskab. Klippet kan ses lige her. Da Ella så ham, pegede hun og sagde: “Stooore krokodille. Store krokodille”. Moren måtte indrømme, at der var lidt krokodille-krop over ham, når han strakte sin lange krop 😉 _20161104_141042
  1. Da vi stod en morgen og skulle ud af døren, og Ella pludselig pegede på lampen her til venstre og sagde: “Det er æg”. Det er præcis, hvad det ligner – et æg! Hun rakte så tungen ud mod lampen og lavede smaskelyde, som om hun ville spise “ægget”. Hun er skør, og vi grinte begge to 🙂 img_20161104_162238
  1. Da Ella nyfortolkede nedenforstående logo fra Assens Bowlingcenter, så det ikke var fem kegler og en bowlingkugle, men derimod 5 fingre og en sur mand! 🙂 “Fingre, fingre… SUR. Han er SUR!”, sagde hun, og jeg kunne ikke lade være med at være stolt over min datters abstrakte tænkning (som i øvrigt er en spidskompetence for alle tumlinger) 😀 _20161104_134403
  1. Da Ella og jeg gik tur den anden dag i regnvejr, kom en ung mand gående imod os – klædt helt i sort. En moderne velklædt mand. Som kontrast til alt det sorte, bar han også en helt gul, ensfarvet paraply. Ella, der er helt vild med Peter Plys for tiden, pegede selvfølgelig på ham og sagde: “Det er Plys… Det er Plys”. Så grinte moren lidt indvendigt;-) Tror nok, at jeg også kommenterede det med: “Ja, det er en flot paraply, han har”. Puha, de børn kan godt gøre én pinlig berørt 😉

Ellas 2-års fødselsdag i billeder

img_20161031_225311I går fejrede vi Ellas fødselsdag med familien, og det var en succes 🙂

Her kommer et lille fødselsdagsalbum fra Ellas 2 års fødselsdag.

Albummet starter i omvendt rækkefølge med det første billede fra i morges…

Ella på vej i dagpleje for at fejre fødselsdag…

img_20161031_112834

Med både Postmand Per ved sin side og iført blå fingerhandsker er lykken gjort! BLÅ er den sejeste farve i øjeblikket. Da jeg selv var 2 år nægtede jeg at gå i noget som helst tøj, der var blåt eller grønt (det var kun “pigefarver”, der duede), så Ella er meget anderledes end jeg var, dengang jeg var 2 år.

Lagkage in the making… Lagkage 1 ud af 4…

img_20161030_132515

Ella skulle selvfølgelig have en lagkage med et hjerte på. Hjertet var lavet af noget fra en lagkagebund, formet som et hjerte, og indsmurt i hjemmelavet skovbærmousse. Jeg havde aldrig lavet mousse før, men selvfølgelig skulle det prøves til en fødselsdag. Jeg er god til at tage chancer her i livet 😉 Men den blev god, heldigvis. Jeg fandt opskriften lige her.

Bordet blev dækket….

img_20161031_224201

Der var både tyrkiske og danske flag samt isbjørneservietter, da Ella jo ELSKER bjørne! Da jeg foldede servietter, og jeg begejstret viftede med en serviet foran Ella, og sagde: “Se, isbjørnen!”, svarede hun tørt: “Nej, det er ikke en isbjørn, mor”.

MEN så skete det, som altid sker med børn. De er så umiddelbare og nemme at begejstre, når man mindst venter det. Da vi netop havde sat ekstra plader på spisebordet og sat stolene op omkring bordet, sprang Ella op på en stol og sagde: “Wow, det er hyggeligt!”, og så for hun ellers rundt omkring bordet fra stol til stol.

Min tyrkiske mand syntes især, at det var sødt, at Ella havde lært ordet ‘hyggelig’, da han ved, at det nok er det vigtigste ord at kende til som dansker 🙂

Løvekagen…

img_20161031_113251

Så var der løvekagen, som jeg forberedte i lang tid i forvejen – i hvert fald mentalt..

Ella er jo helt vild med løver og med jævne mellemrum går hun rundt og brøler: “Farlig løve, farlig løve”. Her skrev jeg om, hvordan mine samtaler med hende former sig, når hun meget af tiden tænker på farlige løver… Derfor blev jeg jo nødt til at lave en løvekage til hende. Aldrig havde jeg arbejdet med fondant før, så det skulle selvfølgelig også prøves, og faktisk har jeg aldrig dekoreret kager i mit liv. Jeg blev så også lidt træt til sidst af alle de kager, jeg stod og bagte, så jeg begyndte at sjusse mig lidt frem til, hvordan det skulle gøres. Orkede ikke længere hverken at læse eller kigge i opskriften, så det var faktisk et held, at det bare nogenlunde ligner en løvekage? Ella var ikke overbevist, og hun har ellers en meget abstrakt tænkning. Hun kan bl.a. få et logo fra Assens Bowlingcenter med 5 kegler til at ligne 5 tykke fingre! Så jeg var fuld af optimisme, da vi viste hende kagen – og selvfølgelig havde jeg tændt videoen, HVIS NU, at hun udbrød: “LØVE!”. Men det eneste hun gjorde var, at tage et par snører i munden, for derefter at kigge den anden vej.

Så var der gaverne…

Og de var bare lige i øjet! Nøj, hvor blev hun glad for sit legetøjskomfur fra mormor og alle de andre fine gaver. Her sidder hun på sin gyngehest i går – henholdsvis som sød prinsesse….

img_20161031_131630

Og vild cowboy, der giver den gas, efter at gæsterne er gået, og hun egentlig er på vej i seng 🙂

img_20161030_195727

 

Tilbageblik på de 2 første år som mor

img_20161018_213904Vores lille datter Ella fylder 2 år om mindre end en uge. På søndag for at være helt præcis, og jeg skrev om her, hvordan forberedelserne til fødselsdagen fylder rigtig meget 🙂

Jeg vil gå tilbage i tiden og fortælle om, hvad vi især lærte af de sidste 2 år. Måske andre kan nikke genkendende til det. Hvad sker der med én selv, når man bliver mor? Hvad sker der med parforholdet? Relationen til ens forældre? Veninder? Det er uden tvivl en stor omvæltning, som påvirker alle relationerne i ens liv.

For 2 år siden da vi ventede på, at Ella skulle komme til verden, var det først og fremmest det smukkeste efterår i mands minde. Jeg var ankommet fra….. ALANYA! Ja, noget af en kulturforskel at sætte sine fødder på den fynske jord. Hver eneste dag var der blå efterårshimmel og solskin. Det var næsten for varmt at have overtøj på, når jeg tog på mine mange daglige gåture. Efteråret blev nydt på den helt traditionelle måde med indtagelse af masser af gammeldags æblekage, græskarsuppe, og så udhulede vi også græskar. Ja, der var skruet op for danske efterårstraditioner.

Min mand var ankommet til DK 14 dage før fødslen, og vi gik og ventede utålmodigt. Vi fik set rigtig meget til min danske familie, hvilket var dejligt og tiltrængt efter lang tid i Alanya. Da Ella kom til verden om formiddagen d. 30. oktober 2014 strømmede den flotte efterårssol ind ad vinduerne. Jeg lagde ikke mærke til så meget udenfor, men jeg har fået det fortalt 🙂 Befandt mig i lidt af en døs. Jeg havde fået en infektion under fødslen, så jeg havde feber og derfor skulle vi lige blive til observation i et par dage. På trods af en forholdsvis ukompliceret fødsel, kunne jeg faktisk godt mærke, at folk omkring os havde travlt. I det hele taget syntes jeg ikke, at den første tid var særligt nem af flere årsager. At jeg havde en infektion var for mig en mindre detalje. Set i bagspejlet var jeg nok mere syg, end jeg først ville være ved. Jeg kom til at dunke mig selv oveni hovedet med, at jeg ikke var mere tilstede rent mentalt, for det hele var lidt tåget, men det er jo klart, når jeg var syg. Min mand der jo ikke forstod dansk og danske forhold måtte klare sig med engelske informationer, og han var jo ikke specielt tryg ved situationen, hvilket jeg godt kan forstå.

Min mand og jeg er enige om, at især den mandlige børnelæge, der lynhurtigt tilså Ella lige efter fødslen, gav os lidt af en dårlig fødselsoplevelse. Vi har faktisk måtte tale episoden igennem igen og igen efterfølgende. Vedkommende gav os et chok, da han slyngede ud, at det kunne være, at Ella havde meningitis. Der var INTET med hende. Det var sandheden, og jeg har sagt det til mig selv mange gange siden. Lægen talte måske højt eller før, han havde tænkt sig om. Det var den mulige forklaring, som en anden læge gav os, og en sygeplejerske sagde også vredt: “At det var godt nok uheldigt af ham at sige, da der intet var med Ella”. I det hele taget var børnelægen en spøjs type, som vi slet ikke kunne lide, og jeg synes også, at alting foregik lidt hen over hovedet på mig. Men at jeg havde høj feber og var monstertræt gjorde det heller ikke bedre 😉 Vi var indlagt i 4 dage, da jeg skulle have antibiotika gennem drop. Det var en mærkelig tid, hvor vi igen og igen fik at vide, hvor sund og fin Ella var, og alting gik fint fremad med amning osv. Men som mange andre førstegangsmødre var jeg selvfølgelig meget nervøs for at gøre noget forkert.

Men det gik fremad, hvor jeg blev rask og fik mere og mere sikkerhed for, at alt var, som det skulle være. Så skulle vi bare lige klare alle de der tjek, besøg af sundhedsplejerske osv. Det danske velfærdssystem var helt nyt for min tyrkiske mand, og det var sjovt at forklare ham om de forskellige instanser og procedurer. Han syntes, det var fantastisk, og især dét at sidde overfor en praktiserende læge i DK er noget helt andet end i Tyrkiet. I Danmark er hyggelig smalltalk en del af besøget, ligesom det selvfølgelig også drejer sig om det lægefaglige, men det ville aldrig finde sted i Tyrkiet. I Tyrkiet er en læge meget mere autoritær og kigger mest på det, der kan måles og vejes. En lægesekretær følger dem i hælene. Det er nok den største kulturforskel, jeg er stødt på. Jeg kan stadig ikke glemme de gange, jeg var ved læge i Tyrkiet. Til gengæld er man sikker på at få topprofessionel hjælp. På den måde var jeg i meget trygge hænder. Nå, tilbage til den første tid som MOR 🙂

Min mand og jeg havde på forhånd snakket meget om værdier – hvordan ville vi være som forældre? Hvad lagde vi vægt på? Hvornår skulle Ella i dagpleje? Hvad med samsovning? Langtidsamning? Ifavnske principper? Opdragelse? Jeg er rigtig glad for, at vi har været meget enige om alting. Min mand og jeg er begge ifavnske, men uden at vi kendte til det begreb;-) Jeg vil skrive et separat blogindlæg om det senere hen.

Vi deler holdninger på stort set alle områder, men når det kom til at samarbejde om den lille guldklump, var det et helt ukendt land for os, som vi skulle undersøge. Sådan noget med at den ene part véd bedst… Åh, hvor har vi været meget af det igennem. Vi vil begge to gerne bestemme, og derfor har vi mange gange delt det op, så kun den ene er ansvarlig for det ene og det andet. Efter 2 år deler vi det stadig op, men er også blevet bedre til samarbejdet, så vi fx kan nå at blive klar på ingen tid, hvis det brænder på 😉

Men i den første tid som forældre var morgenernes hektiske aktivitet nærmest som et mysterium for os. Vi gjorde jo vores absolut bedste… Tænkte alt igennem. Hvorfor kunne det være SÅ svært at komme ud af døren til aftalt tid? Hvorfor skulle vi være SÅ dårlige til at kommunikere? Hemmeligheden lå for os i at sætte forventningerne helt ned… I et par måneder havde vi nemlig alt for høje forventninger til morgenerne. På min telefon har jeg adskillige billeder af tyrkisk morgenmad (bl.a. æg på panden, forskelligt kød, brød, oliven, salat, frugt), der står klar på bordet, før vi skulle ud af døren med Ella i dagpleje. Det ser idyllisk ud, men det var mere stressende, end det var hyggeligt. Jeg elsker morgener, og min mand hader dem. Det er kl. 8, at jeg er mest modtagelig for vigtige beskeder, og jeg kan suse rundt på tom mave. Min mand elsker et stort morgenbord om morgenen, og vigtige beskeder skal helst gives lidt op ad formiddagen 🙂

Med andre ord kunne min mand og jeg overhovedet ikke forstå hinanden om morgenen. Derfor måtte vi justere en del på forventningerne, så vi kunne få gode morgener. I dag har vi den rutine, at jeg tager mig af alt om morgenen, imens min mand som regel sover videre eller hjælper mig, hvis jeg har behov for det. Han arbejder ofte om aftenen, så det er også fair nok. Det var simpelthen for besværligt at koordinere det om morgenen før. Når Ella er sendt i dagpleje sidder vi indimellem (når vi ikke har arbejde) og spiser tyrkisk morgenmad i ro og fred – meget bedre plan!

Med hensyn til andre relationer ses vi rigtig meget med Ellas mormor, der bor i nærheden, og som er tæt knyttet til os allesammen. Hun har hjulpet os rigtig meget med alting, og er bare en ægte mormor! 🙂 Engageret, varm og omsorgsfuld og så klipper hun Ellas hår, så de har samme frisure 😉 Så ligner de alligevel hinanden, de to 😉

På venindefronten har det selvfølgelig været svært indimellem at finde tid til at ses/ringe sammen. Men ellers synes jeg, at det er meget ved det gamle. Det var bl.a. dejligt at være i Skagen med to gode veninder i sommers, som jeg skrev om her. Derudover er jeg en del af en fantastisk mødregruppe, og jeg ville ønske, at vi havde mere tid til at ses. Men når alle starter på job, er det jo svært. Derudover blev jeg sidste år del af en “tøseklub”, som vi kalder det, hvor vi er en 8 stykker, der ses én gang om måneden til god mad og hygge. Det er SÅ dejligt at komme lidt ud, hvilket er et behov, der melder sig mere og mere. I den første tid som mor er det fint at være meget derhjemme og kun ses med den helt nære familie/venner.

Jeg håber, at denne gennemgang gav lidt stof til eftertanke i forhold til, hvordan et familieliv også kan se ud – med kulturelle forskelligheder, ifavnske principper og et trekløver, hvor vi alle gerne vil bestemme – ja, selv Ella er da også viljestærk 😉 Men vi ved jo godt, hvem der i sidste ende får ret. Det gør moren 😉

   

Grådighedens pris i familier

img_20161023_171531Dette blogindlæg skal handle om noget, som mange familier sikkert oplever, men som ingen taler om. Grådighed. Om grådighed i familier. Da jeg skulle vælge billede til dette blogindlæg, stødte jeg på et billede, jeg havde taget af en pelikan i Odense Zoo i sommers. Da jeg googlede mig frem til, hvad det var for en fugl (ja, man kan jo aldrig vide sig sikker på ens kompetencer indenfor biologi), fandt jeg frem til, at pelikanen faktisk er brugt en del i kristen kunsthistorie. Pelikanen siges at være et symbol for Kristus, der ofrer sig for mennesket. Nå, men det korte af det lange er, at et billede af en pelikan faktisk var et fint kontrastbillede til temaet om grådighed.

Jeg har set tre tv-udsendelser om grådighed på DR1. ‘Grådigheden pris’ hedder de, og jeg startede egentlig med at se programmet, da jeg har gået i handelsgymnasie-klasse med Thomas Banke, der medvirkede i det første program, og jeg blev jo lige nødt til at se det af den årsag 🙂 Han var borgmester i Fredericia for nogle år siden, Han måtte træde tilbage fra borgmesterposten bl.a. på grund af rod med bilag, der overordnet set satte tilliden til ham over styr.

Med en programtitel som ‘Grådighedens pris’ forventede jeg faktisk, at vi som seere ville sidde tilbage med følelsen af at være blevet snydt for den “egentlige historie” bag grådigheden, men sådan havde jeg det ikke. Vi blev inddraget i, hvorfor det var gået, som det var gået. Alle de medvirkende var gode til at sætte ord på deres følelser og at være ærlige om, hvilke fejl de havde begået. I programmet medvirker også forskellige eksperter til at sætte ord på ‘grådighed’ som begreb. En psykolog fortæller, at der jo altid ligger en historie bag, når et menneske er meget grådigt. Det fik mig til at tænke på de familier, der bliver splittede på grund af grådighed i familien, og hvor det for eksempel handler om arv og bodeling.

Ved arvespørgsmål har det altid undret mig, hvorfor det kan komme så vidt? Det er jo “bare” penge, og det er da langt nemmere at indgå kompromiser med familiemedlemmer, som man bare vil det bedste? Men når grådigheden bliver markant i en familie, er der jo også flere forskellige historier bag. Konflikten kommer jo ikke ud af det blå, og kan jo handle om forskellige svigt igennem flere år. Så er der måske også de mennesker, der har lært, at penge betyder alt. At dét at have penge og dermed status betyder en god tilværelse, hvorimod et tab af status virker som det mest frygtindgydende scenarie. Igennem generationer har penge måske været en måde at overleve på, fordi der ikke var nok kærlighed og omsorg. Så kan det godt være, at de siger, at penge ikke betyder noget, men det er jo som bekendt handlingerne, der tæller mere end ord. Hvis en person har brug for masser af penge til at vise andre, hvor stor rigdom de har – og dermed virke attraktive i andres øjne, er det jo deres forsøg at få kærlighed på. De sætter lighedstegn mellem opmærksomhed og kærlighed/oprigtig interesse og omsorg. De vil stadig være ubehagelige at omgås, eftersom alt drejer sig om deres selviscenesættelse, men i det mindste forstår vi deres motiv. De bliver menneskelige.

Nu er der meget debat om kontanthjælpsloftet, fattigdom og ulighed, og der kan jeg også frygte, at der kommer endnu mere grådighed i samfundet. Samtidig har vi altid et valg. Vi kan vælge at være næstekærlige, selvom vi mest har lyst til at tænke på vores eget ve og vel. De medvirkende i programrækken: ‘Grådighedens pris’ gør en masse ting anderledes i dag, så heldigvis er det jo aldrig for sent at skifte kurs – uanset om grådigheden sker på arbejdspladsen, i sportshallen eller i familien. Det handler også om at lytte til sin indre stemme, der fortæller, at man er gået over grænsen, for jeg tror, at de fleste har en god fornemmelse for, hvornår de har været grådige. Det føles godt at sætte grænser og at stille krav, men hvis man sidder tilbage med en dårlig smag i munden, er det nok grådigheden der er kommet op i én.

Nå, men du kan stadig nå at se programrækken, hvilket kan anbefales. Jeg er i hvert fald blevet klogere på begrebet, så vi forhåbentlig kan styre uden om grådigheden i vores familie 🙂

Er du god til at leve livet? Eller bare til at overleve? (#StrongBecause)

Strong Because kampagne

Strong Because kampagne

Hvis du kender til TUBA og gerne vil støtte deres arbejde, kan du gøre det lige nu. På TUBA’s hjemmeside står beskrevet, hvad de arbejder for:

“TUBA er en terapeutisk rådgivning for unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i en familie med alkoholproblemer”.

Jeg faldt over kampagnen ‘Strong Because’ på Instagram, der bl.a. støtter TUBA. Når jeg poster dette blogindlæg, vil jeg samtidig reklamere for kampagnen inde på min Instagramprofil ved at hashtagge billedet med ordet: ‘StrongBecause’. Samtidig vil jeg tagge @pernillesdaily og @ellosofficial. Derved donerer jeg 10 kr. til TUBA. Mange bække små gør en forskel – ligesom det gør en forskel at tale højt om tabuer.

Ellos Official spurgte bl.a. forfatter, blogger og medierådgiver Pernille Rahbek om, hvilket godt formål, hun gerne ville støtte under kampagnen. Hun sagde straks TUBA. For knap et år siden skrev jeg om Pernille Rahbeks bog: ‘Kan man se, jeg har grædt?’. Bogen handler om det at vokse op i en familie med alkoholmisbrug, herunder om medafhængighed og hvordan voksenlivet kan forme sig efter en barndom/ungdom som nært pårørende til en alkoholiker. Bogen gjorde et stort indtryk, hvilket jeg tror, den gør, uanset om man kender til problematikkerne eller ej. Det er relevant for os alle, når naboens børn fx ikke trives.

De børn, der vokser op i dysfunktionelle familier, bliver gode overlevere, men måske ikke altid gode til at leve livet? Hvis jeg skal drage nogle paralleller til blogger-verdenen, kan jeg fortælle, at én af grundene til, at jeg følger bloggeren Mascha Vang er, at hun for mig står som en person, der er rigtig god til at nyde livet. Det inspirerer mig. Så kan man mene, hvad man vil om Mascha Vang, for jeg er ikke altid enig med hende, men fordelene ved at følge hende opvejer de få uenigheder 😉 Hun minder mig om, at livet også handler om at nyde og ikke bare overleve. Hun minder mig om, at for at gøre en forskel for andre, er det vigtigt at tænke på sig selv først – at lade sine egne batterier op. Hun gør en stor forskel for andre, men glemmer ikke sig selv. Dermed stråler hun altid af overskud, synes jeg.

Der var en årrække i min tidlige ungdom, hvor det for mig handlede lidt for meget om at overleve. Der var kommet en ekstra person ind i vores familie. En person, der desværre havde alkoholproblemer. Det gav mig et nyt perspektiv på “hvem alkoholikere er”. Det er personer fra ALLE samfundslag. Denne person var venlig og vellidt og med et godt arbejde. Der blev lavet sund mad fra bunden. Der blev arrangeret ferier og udflugter til kulturelle seværdigheder. Der blev købt teaterbilletter og handlingen blev diskuteret bagefter. På overfladen var alt fint, men stemningen var ofte dårlig. Der var en uforudsigelighed, og jeg brugte meget energi på at passe ind. Endelig ikke være årsag til konflikter. Så bliver man alvorlig og indelukket. For en årrække blev det min identitet. Men det er ikke sandheden om, hvem jeg er. Jeg er selvfølgelig meget mere end alvorlig og tænksom. Ved bl.a. at skrive på denne blog øver jeg mig konstant i at åbne op for, hvem jeg er. Være synlig og skabe en hverdag, hvor jeg husker at nyde livet. Det kræver mod at fortælle om sig selv, dele historier, meninger og ikke mindst billeder på Instagram fra vores dagligdag, men jeg gør det bl.a. for at minde mig selv om, at jeg skam passer ind – ligesom du passer ind 🙂

Jeg tror, at det for alle mennesker er godt at spørge sig selv indimellem: “Lever jeg livet, som jeg gerne vil?”. Hvis ellers du har forudsætningerne for et godt liv, dvs. uden alvorlig sygdom eller lidelse, er det jo næsten vores pligt, at vi får det bedste ud af det. Så har vi i hvert fald mere overskud til at hjælpe dem, der for alvor har brug for det. Uanset om vi er inde i en periode, hvor vi nyder livet 100 %, eller vi er inde i en periode, hvor det handler om at overleve, kan vi reflektere over, hvordan vi gerne vil bruge energien fremadrettet. På at hjælpe andre, samtidig med at vi nyder livet? Eller på selv at komme til et bedre sted? Intet af det bør være skamfuldt – det er bare rammerne lige nu. Uanset vores historie, er vi lige meget værd.

Jeg håber, at du vil støtte kampagnen på Instagram 🙂 Det her var mit lille bidrag.

Køb naboer – ikke hus…

img_20161019_174154På arabisk og tyrkisk er der et ordsprog der hedder: “Køb naboer – ikke hus”. Ordsproget bruger min tyrkiske mand i en del sammenhænge. Da min mand fx havde restaurant i en lejet bygning i Tyrkiet for et par år siden, havde udlejeren meget at sige i forhold til husleje, om vi måtte sætte reklameskilte op, hvilken slags belysning, vi skulle bruge, restaurantens åbningstider osv. Der hørte jeg ordsproget første gang – “Køb naboer – ikke hus”. Vi var afhængige af udlejerens accept, ligesom vi er afhængige af mange andre menneskers accept for at trives. Fællesskabets velbefindende betyder alt.

I forhold til naboskab, er min mand helt klart bedst til at snakke med naboerne. Han kan altid lige falde i snak med folk – ligesom han ofte kommer i snak med mange af de flygtninge, der er kommet til Assens. Ligesom i andre byer er der kommet en del flygtninge til Assens. Så de er vores allesammens naboer nu. De er de nye, der er kommet til, og som skal bydes godt velkomne. Jeg blev så glad, da min mand fortalte mig, at de flygtninge, han havde talt med, syntes rigtig godt om danskerne og Danmark.

“Hvordan falder han i snak med dem?”, er der mange der spørger. Han siger bare hej, og finder på en eller anden indgangsbemærkning, og så kører snakken 🙂 I forhold til vores flytning (ikke flygtning :-)), som jeg skrev om her, fik vi hjælp fra et par unge syrere, som han var kommet i snak med et par måneder forinden.

Vi havde jo fået tilbudt hjælp fra venner og familie til flytningen. Men det var naturligt at spørge de unge mænd, om de ville hjælpe os med flytningen. De unge fyre klarede flytningen på ingen tid – og behandlede vores ting som porcelæn. Meget vigtig detalje! 🙂 Jeg tror, at de fik et ret dårligt indtryk af mig, da jeg slappede så meget under flytningen, at jeg overlod al arbejde til mændene og bare stod og spise frokost i køkkenet. Flere gange spurgte både min mand og Ellas mormor: “Er du slet ikke stresset over flytningen?”.

Som travl småbørnsmor får jeg ikke altid spist tilstrækkeligt. På selve flyttedagen spiste jeg derfor… Og spiste – og spiste lidt mere… Indtil det faktisk blev pinligt 😉 Min mand forklarede flyttemændene, at jeg brugte så mange kalorier på at være mor for aktive Ella, så det var okay, at jeg spiste nonstop, imens de løftede papkasser 😉

Flyttemændene ville ikke have penge for at hjælpe os med flytningen. I stedet foreslog, at jeg hjalp dem med deres CV, men den ene kom faktisk straks i job efterfølgende. Min mand var med til at skaffe ham et fast job inden for møbelbranchen. Han havde i forvejen god erfaring fra branchen fra dengang han boede i Syrien. Så han var ovenud lykkelig.

Fællesskabstanken er tilstedeværende i vores liv på mange måder, og det har min mand bidraget med. Jeg kan godt mærke, at han er mere fællesskabsorienteret, end jeg er, så det giver da lidt inspiration i hverdagen.

I et andet blogindlæg vil jeg komme mere ind på forskellige kulturforskelle. Ellers kan du læse dette blogindlæg om dengang min mand opdagede Finn Nørbygaard, og vi snakkede om dansk humor og om at lære det danske sprog 🙂

Ha’ en god aften!

   

Den vigtigste begivenhed på året

img_20161004_195244

Efterår i Assens (no filter)

Den vigtigste begivenhed på året er uden tvivl Ellas fødselsdag. D. 30. oktober fylder hun 2 år, og jeg har erfaret følgende ting, der er sket med mig siden, jeg er blevet mor. Der er sket følgende:

  • At jeg KUN kan snakke om Ellas fødselsdag i ca. 2 måneder før, dvs. hvordan det kunne fejres – og hvordan det SKAL fejres.
  • At jeg elsker efteråret nu… Så smukt, og jeg lagde slet ikke mærke til det nok, før jeg blev mor.
  • At min mand ikke altid ved, hvad jeg taler om, men jeg har lært ham, at hvis han er i tvivl, skal han bare huske kodeordet: “Ellas fødselsdag”. 
  • At jeg ikke længere fokuserer på, hvem jeg gerne ville have haft med til Ellas fødselsdag. Jeg fokuserer bare på, hvem der gerne vil være en del af Ellas liv. Og det er faktisk enormt frisættende. At der kan komme folk ind fra sidelinjen, som vi måske ikke engang er i familie med, men som er med til at fejre Ella på hendes fødselsdag, fordi de anser hende for værende en del af deres liv. Det er da fantastisk.
  • At jeg er glad for at jeg er gift med en tyrker, der kommer fra et land, hvor de først i de senere år er begyndt at fejre fødselsdage. På den måde kan jeg uden dårlig samvittighed udstikke ordrer til min mand om, hvordan tingene skal være 😉 Ej, okay.. Han har altid de bedste forslag til mad – og er klart den bedste til at lave mad herhjemme, men fødselsdagskagerne – dem står jeg for 🙂
  • At jeg forundres over, hvor meget vi danskere går op i fødselsdage, når mange i min tyrkiske mands familie ikke engang husker på, hvornår de har fødselsdag. De opererer med cirka-datoer… Og går bare slet ikke op i det. Men den yngre generation er selvfølgelig kommet godt med, og de fleste fejrer deres børns fødselsdage med kage fra det lokale pâtisserie.

Nu vil jeg holde weekend, og prøve at finde på nogle gode efterårsplaner. Fx udhule et græskar eller at tage i skoven.

Jeg håber, at I får en rigtig god weekend – og et dejligt efterår.

Samtaler med en 2-årig, som kun en mor frygter

img_20161011_200118Hvornår er jeg på glat-is i mor-rollen? Det kan du læse om lige her, hvor jeg deler ud af de samtaler, jeg har haft med Ella, hvor jeg lige med nød og næppe klarede at sørge for solskin i den lille piges liv 🙂

Samtaler i dårligt vejr

Det var øsregnvejr i går, hvilket var lidt uheldigt, da jeg skulle hente Ella i dagplejen. Mange ville måske tage bilen for at hente barn, men som jeg skrev om her, har vi ingen, men pønser lidt på at anskaffe os en bil 🙂 Men ud skulle jeg i det dårlige vejr. Da jeg hentede Ella fra dagplejen, klædte jeg hende derfor godt på til at gå hjem i regntøj og gummistøvler. Det gik udover al forventning det første stykke. Vi sang i kor (på repeat): ”Lille Peter Edderkop” og ”Hjulene på bussen”. Vi måtte synge lidt højt i regnen, fordi det jo larmer at gå med en paraply, hvor regnen trommer. Jeg kiggede ned på Ellas små ben, regnhætten over hendes lille hoved og betragtede hendes lille hånd, der holdt fast i klapvognen, imens hun sang sammen med mig. Idyllen havde dog sin bratte ende. Jeg foreslog Lillepigen, at vi sang: ”Bjørnen sover”. Det skulle jeg aldrig have gjort. Så strejkede Lillepigen. Stod først stille. Helt forstenet, og jeg skyndte mig at sige, at vi kunne også synge den med bussen. Jeg begyndte at fremstamme: ”Babyen, der siger vræ, vræ, vræ” (som hun jo elsker…), men nej, der var ikke noget at gøre. Så satte hun sig ned på numsen og begyndte at græde, så jeg måtte tage hende op. Okay, regnvejr i mere end 10 minutter er jo ikke sjovt for selv den mest vandglade lille 2-årige.

Samtaler, der ødelægger hyggen for en 2-årig

Nå, men det gik altsammen, da jeg først havde taget hende op. Så var der bare noget andet, der kom i vejen. Vi havde det jo faktisk rigtig hyggeligt igen, da vi begyndte at snakke om hvepse midt i regnvejret. Vi talte om hvepse, der sagde “wizz, wizz, wizz”, og hun grinte på et tidspunkt (hvor jeg ikke anede, hvorfor, hvilket er ret typisk som mor til Ella ;-)), og vi fortsatte med at gå hjemad i regnen med oprejst pande. Så pegede hun op på grenene i træerne og sagde: “Det er edderkopper”, og jeg gik med på samtalen.. Ville gerne sige et eller andet, der kunne sætte gang i dialogen.. “Er det edderkopper?”, og Ella svarede “Ja…”, men jeg kunne se, at der snart skulle mere kød på samtalen, da hun ellers ville miste tålmodigheden. Så jeg fandt på et eksempel, som en biolog nok ville studse over. “Tror du fuglene spiser edderkopperne?”, spurgte jeg hende, men Ella så forfærdet ud nu… “Neeeej”, sagde hun og fortsatte…: “Neeej, de må ikke spis’ edderkopperne”, og jeg skyndte mig at sige, at “Nej, det gør de heller ikke…”

Ella må alligevel have lyttet efter, når jeg har snakket om fugle, og hvorfor vi ikke mere kan spise skovjordbær i oktober måned (fuglene har jo spist dem!), for Ella kiggede på mig og sagde eftertænksomt: “Fugle spise’ jordbær”.

Ja, det er nok mere sandsynligt end at de spiser edderkopper 🙂 Og jeg skal lade være med at ødelægge hyggen med mærkelige samtaler 😉

Samtaler om mad/drikkevarer, som vi er udgået for

Når du har en 2-årig, bliver du til tider desperat i kampen om at undgå sure miner. Den anden aften spurgte jeg Ella, om hun ville have Havrefras med mælk. I det samme jeg sagde det, kom jeg i tanker om de få dråber mælk, vi havde tilbage. Så måtte jeg ty til det trick, jeg lærte engang for mange år siden. Det var da jeg arbejdede på et demensplejehjem, og de gamle bad om at få serveret stærke drinks sent om aftenen. Mine kollegers råd lød på det samme, som jeg indimellem fortæller mig selv som småbørns-mor – “SNYD!”.

Så jeg blandede vand i de kostbare dråber mælk, og Ella godtog heldigvis denne version af Havrefras med mælk! Tre portioner blev det til – ligesom de gamle på plejehjem altid skulle have en ekstra “whisky”, når det egentlig var cola, vi serverede… De var glade. Ella var glad. Det er, hvad der tæller 😉

Faktisk er Ella en forholdsvis nem 2-årig, synes jeg. Hun accepterer mange ting, men indimellem er der intet, der virker. Vi har ALTID is i fryseren i tilfælde af, at intet virker. En is trumfer enhver pædagogisk anerkendende tilgang. Derudover tror vi heller ikke på for mange forbud/regler, for så er det bare endnu mere spændende med sukker. Gulerødder kan faktisk være mere spændende for hende end chokolade, så jeg tror på, at vi gør det rigtige 😉

Den anden dag kunne jeg forudse en nedsmeltning, da der ikke var flere af Ellas yndlings-is tilbage i fryseren. Hun var løbet fra stuen og ud i køkkenet med den største begejstring, og nu var gode råd dyre. De såkaldte “Løve-is”, som jeg havde navngivet var spist. De er fra Sun Lolly, og de har måske deres egne navne til dem, men den orange is herhjemme er “Løve-isen”. Da Ella fandt ud af, at der ikke var flere “Løve-is” tilbage, begyndte hun straks at græde, og der var kun én ting at gøre. Jeg måtte i al hast navngive den lilla Sun Lolly-is, der lå tilbage i fryseren. Lige efter blogger-bogen tog jeg udgangspunkt i MIG SELV!

“MOR-is!”, udbrød jeg stakåndet til tumlingen. “Vil du have MOR-is?”, spurgte jeg febrilsk og ventede på en afvisning af mit meget-lidt-kreative-forsøg på en navngivning. Heldigvis lyste Ella straks op med et smil og nikkede glad. Puha… Reddet fra en katastrofe 😉

Fra den dag af har “Løve-is” ikke længere været den foretrukne. “Mor-is” er også godt med 🙂

 

Hverdagslykke med en tumling – 5 gode øjeblikke

IMG_20161004_102249

Elefant, Ella 2 år

På denne tirsdag, hvor himlen er blå, uden en eneste sky på himlen, kommer der her et indlæg med de 5 bedste øjeblikke med en tumling.

Det bedste er…

1. At få ren besked, når man fejler – hvor ofte er det lige, at vi får ren besked, når vi er blevet voksne og lærer at tage meget hensyn til hinandens følelser? 🙂

Det var fx i går, da jeg foreslog Ella, at vi tegnede, og jeg tog denne tavle frem.. _20161004_141728-2

“NEJ, gider ikke den tegne! MOR!”, råbte hun og græd med det samme, så tårerne stod ud af øjnene. I Ellas verden er det desværre lidt at snyde, når jeg foreslår hende, at vi tegner på den. Hun vil have the “real thing”. SÅ jeg skyndte mig at løbe hen til mit skrivebord med hende, så vi kunne sidde med papir og kuglepen.

   2. At vende bøtten 180 grader, så gråd bliver til grin – som da hun straks grinte af lykke, da vi begyndte at tegne. Hun sad helt stille på mit skød og tegnede i lang tid.

    3. At betragte, hvordan en tumling anskuer verden – som da jeg sad med Ella på skødet, imens hun tegnede og hun indimellem stoppede op for at studere kuglepennen. Det var sjovt at se de små buttede fingre, der forsøgte at få proppen af og hendes forskellige forsøg på at tegne forskellige ting. Med hendes egne ord tegnede hun både et æble, en krabbe og en elefant. Her er der nederst en lille krusedulle, som Ella selvsikkert sagde var en krabbe 🙂 _20161004_143016

   4. At få krammere og kys – hvis ellers jeg er heldig, da hun egentlig er lidt nærig med dem. Men jeg respekterer hendes nej, og bliver så ekstra glad, når hun krammer. Men da hun tegnede i går, kunne jeg lægge min kind ind til hendes kind og mærke hendes bløde kinder.

 5. At hverdagen bliver smukkeresom da jeg læste denne artikel om hverdagslykke og kiggede taknemmeligt på min datter. Hun skaber da så meget glæde i hverdagen, når hun altså ikke er morgensur, får tænder eller hader det tøj, jeg vil give hende på 😉 Men det skal der jo også være plads til 🙂