Der er én, der elsker hele verden

img_20170413_182953_816Hvis der er én med stor appetit på livet, er det Ella. Hun er også så empatisk, at jeg bliver helt stolt. Hun viser også mere og mere, at hun holder af mor, Baba – og sidst, men ikke mindst mormor.

I vores familie har vi aldrig brugt så meget at sige: ‘Jeg elsker dig’, og derfor ligger det mig heller ikke så naturligt at sige det til Ella. Jeg gør det indimellem, men jeg vil hellere bare vise det. Ella følger trop – hun siger ikke så meget store ord, men viser det i stedet for. I vores digitale tidsalder, hvor vi lynhurtigt kan hashtagge et billede med utallige kærlighedserklæringer, er jeg nu glad for vores stil. Handlinger betyder mere end ord! 😉

Første gang Ella sagde, at hun elskede nogen, var da vi var på vej hjem fra en nytårsaften, hvor bl.a. hendes to små grandfætre var med. Hun er både vild med sine grandfætre – og sine fætre. De er alle på samme alder, og Ella fortalte, at hun elskede sine to små fætre. Så, det er svært at vide, hvilke to fætre hun mente – eller om det var alle fire styks… Sødt, var det i hvert fald.

I går da Ella skulle i seng, spurgte hun efter en bestemt bamse, og da hun så fandt den, lyste hun helt op, så jeg tænkte: “Gud, hvor ser hun lykkelig ud! DET er kærlighed”. Hun kom så op i sengen med den, og gav den så til mig med ordene: “Mor, ha’ bamse”. Åhhhh…. Inden da havde hun flere gange sagt: “Mor er så søøøød”, så det her med bamsen var den største kærlighedserklæring, jeg hidtil har fået 😉

Det er sjovt at se, hvordan Ella tænker så meget på folk omkring sig allerede i en alder af 2,5 år. Sådan er alle børn, selvfølgelig – medmindre de ikke trives, men jeg tror at alle forældre er lige imponerede over, hvor omsorgsfulde deres børn er? I går legede Ella og jeg en leg med fugleunger i en rede, og bare ved forestillingens kraft er hun ved at blive blød som smør over de små fugleunger, der er foran os. “Nåååårrrh, hvor er DE SØDE”, råber hun næsten, og lægger hovedet på skrå. Jeg tror forøvrigt, at der er en skuespiller gemt i hende 😉 Hun kan få sympati for både levende og ikke-levende væsner, og en verden af fiktion og non-fiktion.

Tidligere på aftenen havde hun set lidt ‘Dora Explorer’ på min telefon, og jeg havde givet hende en lille skål med Havrefras som aftensnack. Jeg tror, at hun havde savnet at se Dora. Hun sagde: “DORAAA.. Hvor er den søøød…. Og så lagde hun kinden helt ned til skærmen, som om hun ville kramme Dora.” Senere prøvede hun også at fodre Dora med Havrefras igennem skærmen, da hun flyttede skålen med Havrefras helt tæt op til skærmen og sagde: “Værsgo'”.

Hun ligner faktisk Dora lidt med sin gyldne hud, brune øjne og pagekorte hår. “Og der er Ella!”, sagde jeg en dag og trykkede hende kærligt på maven, hvorefter hun svarede: “Nej, jeg hedder Dora” 🙂

   

Noget, som alle mødre kender til – flade batterier!

img_20170420_122618_653Påsken er ovre, og mine batterier er ved at lade op nu. Ja, i omvendt rækkefølge. Ella har lige været syg, dernæst var jeg syg og så sammenholdt med et hjem, der godt kunne trænge til min opmærksomhed, var det op ad bakke. Nu har jeg fået sofa, knagerækker op og forskellige andre ting, der skulle til, så det føles mere som et hjem. Mormor var heldigvis sød til at hjælpe os under denne sygdomsperiode.

Ella skulle egentlig have været i gæstedagpleje i dagene før påske, men hun var forkølet, og derfor holdt jeg hende hjemme. Det var en gæstedagplejer, hun ikke kendte i forvejen, så selvom jeg virkelig trængte til at få styr på hjemmet (og arbejdet), kunne jeg bare ikke sende hende afsted med snotnæse til et helt nyt sted. Resultat=efter 3 dage hjemme var jeg virkelig træt af at være PÅ konstant. Jonglere med arbejde, når Lillepigen sov, sørge for god mad og drikke hele tiden, underholde og koordinere med farmand omkring samvær – hvilket viste sig at være et halvdagsprojekt. MEN det er bedre nu – vi har allerede forfinet vores projektlederevner 🙂

Påsken har også været andet end sygdom. Ella har bl.a. fundet påskeæg i mormors kolonihave, og jeg tog også Ella med i skoven her i Middelfart en dag. Jeg måtte lokke hende med, at vi skulle se på myrer og edderkopper… Så ville hun gerne ud at gå! Hun fik lov til at vælge klapvogn – og jeg véd, at hun altid vælger den lille lette sommermodel (som slet ikke er praktisk til det ustadige påskevejr i Danmark!) Men hun fik lov og blev stjernelykkelig. Ja, hun tog endda min hånd op til sin mund og kyssede den – ja, så kan man jo klare alt her i verden, ik?

Hun gik glad afsted ved siden af klapvognen, og ville gerne op i klapvognen lidt senere på turen. Puha, lettelse, at det ikke var en kamp. Da vi nåede til skoven, fik hun med det samme helt røde kinder og helt lysende øjne af begejstring. Hun løb og løb op ad stien, og så så glad ud. Vi fik rigtig sludret om alting. En mand, sidst i trediverne, kom gående meget hurtigt forbi os (og havde ikke det mest åbne kropssprog – måske grundet sygdom), og Ella løb straks efter ham. Hun så ham åbenbart som en sympatisk mand, som hun måtte sig hej til. “Kom tilbage, kom tilbage”, råbte hun imens hendes små ben ilede afsted for at prøve at fange ham. Ellas yndlingsbeskæftigelse er godt nok at sige hej til folk, men hun overrasker gang på gang, hvor tillidsfuld hun er.

Da vi næsten var hjemme igen, dvs. nåede ind i indkørslen, sagde Ella glad: “Så, nu er vi hjemme”, og det har hun sagt siden dag 2 her. Det er gået langt bedre end forventet med omstillingen. Inden vi lukkede os ind, mødte vi en af vores naboer. En sød, nydelig dame sagde hej til Ella, og jeg spurgte Ella, om ikke hun ville sige hej? Ella lignede ikke ligefrem én, der var til at rokke eller stikke i, men man kunne jo håbe… “Ella, ikke sige hej”, sagde hun surt. Ella havde brugt sine batterier! Det kan vi alle jo komme ud for 🙂 Heldigvis var naboen meget forstående, og næste gang Ella ser naboen løber hun sikkert efter hende for at fange hende. Hvem ved? 🙂

De svære beslutninger, der viser sig at være okay

img_20170412_172221_248Det er ikke i Assens, at jeg sidder og skriver dette blogindlæg, men i Middelfart. Jeg er ikke hos Ellas mormor i Middelfart, men i mit helt eget hjem, og Ella har et fint værelse. Vi er nemlig flyttet. Til Middelfart, og det er kun pigerne, der er flyttet. “Baba” og jeg er blevet separeret, og selvom det har været en svær beslutning, da jeg jo ønsker at min datter har en god og nær kontakt til sin far, er det en af de beslutninger i livet, der har været okay. Jeg vil huske tilbage på det her som en tid, hvor jeg skulle finde al min styrke frem, men som jeg nærmest bare tog frem “på rutinen”, og samtidig en tid med mange lyspunkter – som dette billede, der er taget hos mormor en skøn forårsdag. Sikke et syn, der er lige til at blive glad af.

img_20170404_122725_458

Nogle ting er gået bedre end forventet. Ella er faldet godt til i den nye dagpleje, da vi desværre måtte flytte hende ved flytningen. Den første dag hos den nye dagplejemor var Ella og jeg der sammen indtil middagstid, og på anden dag skulle Ella så slippes løs selv. Efter 20 minutter på den første dag hos den nye dagplejemor fik jeg et billede af en smilende Ella, der lignede at hun var i “Gavtyv-humør”. Ja, så kan man jo ikke ønske sig mere.

I Assens havde vi den dejligste dagplejemor, så jeg indrømmer, at jeg var noget spændt på den nødvendige flytning, for hvem kunne lige erstatte den dagplejemor, som Ella krammede flere gange dagligt og havde det så hyggeligt med? Jeg fik selvfølgelig ikke en tro kopi, men en helt fantastisk ny dagplejemor – altså, hvor heldig kan man være? Jeg møder den ene gode dagplejemor efter den anden (da vi aldrig siger nej til en god gæstedagpleje ;-)), men med den faste dagplejer skulle man gerne føle, at man har vundet i lotteriet  – og den følelse har jeg nu fået for anden gang. Gode legekammerater på hendes egen alder har hun også fået. På tredjedagen udbrød Ella glad ved ankomsten ved synet af en dreng i dagplejen: “Der var du jo Peter (kalder vi ham bare). Jeg kunne ikke finde dig!”. Det var så sødt. Hun sagde også farvel til dagplejemor med ordene: “Farvel, lille ven”. SÅ Ella er faldet godt til både i dagplejen, i lejligheden og med de nye rutiner, herunder samvær med far, som jo er noget af en ny “skræmmende” verden. Med samværsordning skal vi i særdeleshed bestå vores prøve som forældre. Kan vi fokusere på at give Ella gode oplevelser, og en følelse af, at vi er der for hende, selvom vi ikke længere er sammen som en enhed? Kan vi organisere hverdagen omkring samvær, så alting fungerer gnidningsfrit? Kan vi finde en god måde at kommunikere på, så vi deler de oplevelser vi har med Ella, videregiver de sjove ting hun siger og beretter om nye ting, hun har lært, uden samtidig at få for flydende grænser i kommunikationen? Hvad er realistisk, og hvornår skal der sættes en grænse? Lige siden jeg blev gravid, har jeg tænkt på Ellas ve og vel, og jeg har tilsidesat mine egne behov, hvilket har gjort mig til lidt af en Superwoman til tider, hvor jeg har et hav af minder om at klare ting på trods af alle mulige udfordringer, der kom ind fra siden. For det meste uventede udfordringer, men med tiden dannede sig et mønster, hvor jeg kunne se, at medmindre jeg var herre i eget hus, blev rækken af udfordringer ikke mindre.

Livet som alenemor føles meget naturligt, og det føles som om, vi har boet her i årevis allerede. Baba og jeg har aldrig været et fasttømret team, så på den måde har Ella aldrig været vant til at se os så meget sammen – hverken om det praktiske eller det følelsesmæssige. I hvert fald ikke på en måde, som jeg anser for værende tegn på en tæt relation. Måske har han set anderledes på det, fordi han i højere grad end jeg har haft håbet. Uden håb kommer der selvfølgelig en følelse af hjælpeløshed, og den følelse forsøgte jeg at undgå ved at fokusere på Ella, og kun Ella. Så snart den første forelskelse stilnede af, har der været en distance, og det er på trods af, at vi skam havde vores drømme om, at vi kunne se fremad og bygge noget op her i Danmark. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg havde mange modsatrettede følelser. Levede jeg overhovedet et ærligt liv? Hvis man bare igen og igen føler, at man rammer en mur – fx, at man ikke kan ændre forskellige mønstre i hverdagen, så er det måske på tide at tage sit liv op til revision? Jeg behøver ikke 10 år på at finde ud af, hvad jeg vil bruge mit liv på – eller på at give “det en chance”. Vi har en pligt til at få det bedste ud af livet, når vi har de muligheder, som mange andre måske ikke har. Så en livsforandring er ikke kun for ens egen skyld. Det er lige så meget for de mennesker omkring én – eller for alle dem, der har begrænsede muligheder for at ændre deres liv.

Her i Middelfart er jeg kommet tilbage til barndommens gader, hvor jeg er vokset op. Folkeskolen, som jeg gik på, ligner næsten sig selv. Vejene ligner sig selv, og jeg farer ikke vild. Det er første gang i mange år, efter studieår i København og udlandsophold, at jeg ikke farer vild. En ro har indfundet sig, og som mor vil man jo også bare gerne give sit barn det bedste – ro, tryghed og stabilitet. Selvom der har været en del flytninger i de første par år af Ellas liv, forventer jeg, at vi bliver boende i mange år. I Assens blev vi nødt til at tage, hvad “vi kunne få”, da vi opdagede skimmelsvamp i den første lejlighed, vi boede i. Men denne gang har jeg gjort mit researcharbejde og valgt et sted, hvor jeg virkelig gerne ville bo.

Jeg glæder mig til at opdatere jer på alt det nye ved tilværelsen som alenemor, og tak fordi I læser med 🙂

   

Om en tumlings tøjkriser og mors irriterende spørgsmål

17571932_10154927431101413_440771863_oI går sorterede jeg Ellas tøj. Selvom det ikke er alt tøjet, der er for småt, er der også bare en del tøj, som Ella ikke bryder sig om. Jeg husker, at under min graviditet var der en mor, der sagde til mig, at hendes børn var meget sensitive overfor tøj – det skulle være bestemte materialer, og det skulle være super blødt. Nu ved jeg præcis, hvad hun mener – bortset fra at Ellas præferencer går mest på, at det ikke må være kjole, eller noget der minder om en kjole.

17571229_10154927413771413_1286589152_o

Fx har jeg det her billede af hende, hvor hun har sin fine, hvide bluse på med lidt rynkebånd i kanten af ærmet. Det var et held, at hun fik blusen på dén dag, for næste gang udbrød hun febrilsk, da hun havde fået blusen på: “Nej, nej, ikke kjole, ikke kjole”. For hende var der lidt “kjole” over de der ærmer… Ja, ja… Moren kan end ikke komme afsted med at give hende en bluse på med lidt “svung” i.

I går stod jeg foran kommoden og indimellem fremviste jeg tøj til Ella og spurgte om hendes mening: “Hvad synes du om denne her? Kan du lide den?”. Den første smarte sag var en kjole, men i en koksgrå farve (drengefarve), så den kunne hun måske godt lide?

Her tog jeg helt fejl… “Det lugter…”, svarede hun. Hmm, det startede ikke så godt. Så prøvede jeg igen og sidste gang. Jeg vil ikke bombardere hende med alverdens spørgsmål, og samtidig skal hun heller ikke udelukkende bestemme lugten i bageriet 🙂 Hun er 2 ½ år, og har hverken brug for en personlig assistent i form af sin mor eller brug for 117 spørgsmål 🙂 Nå, men jeg måtte lige spørge hende, hvad hun syntes om en rigtig fin buksedragt (som også plejer at være et sprængfarligt tøjemne). Jeg fremviste buksedragten, mens hun stod lige foran mig. “Se, den her, Ella… Hvad synes du om de her BUKSER!?” Strategisk, kloge mor fik et ærligt svar fra Ella… Et svar, hvor Ella brugte hele kroppen som udtryksform. Hun faldt simpelthen ned på sine små knæ med et stort SUK, kneb øjnene sammen og hele overkroppen faldt sammen som en sæk kartofler, og jeg skyndte mig at spørge: “Hvad er der…?”, og hun svarede: “KAN ikke lide DE BUKSER…”

Okay, så forstod jeg, at dårligt tøjvalg går hende på, som det går en gymnasiepige på den første dag i skolen 🙂

Det er ikke altid nemt at være en 2-årig med alle de store følelser, og jeg er opmærksom på, at irriterende mor-spørgsmål kun skal fylde en meget lille del af vores hverdag. Små børn kan jo slet ikke svare på alt det, som vi gerne vil have dem til, og så lever de også bare så meget i nuet. På et tidspunkt læste jeg i en artikel på nettet, at det er godt at snakke med sit lille barn om dagen der er gået, fordi det styrker deres hukommelse, og de får sat ord på en masse. Inden jeg læste artiklen, spurgte jeg sjældent til ting, der var sket, når jeg var sammen med Ella. Vi var bare i nuet! Da jeg så havde læst denne fornuftige (ekspert)-artikel, ændrede jeg lidt tilgang til Ella. Nu begyndte jeg at spørge til forskellige ting, der var sket. Det har været rigtig fint, men så i sidste uge læste jeg, at børn er så meget i nuet, at det ikke giver så meget mening at spørge til en hel masse, der ER sket. Vi skal bare nyde, at børn ikke har noget problem med at leve i nuet – noget som mange voksne jo tilstræber! Faktisk var de to artikler lidt modstridende, og jeg blev endnu engang bekræftet i, at vi også bare skal lytte til os selv, os mødre. Er der noget, der virker mekanisk at gøre? Så lad’ være. Hvad virker fornuftigt? Hvad giver energi, glæde og latter imellem mor og datter? Gør alt det… Mærk konstant efter, hvad der føles rart for alle parter.

Om morgenen skal barnet måske ikke spørges om, hvad det kunne tænke sig til morgenmad – måske er det bare et “Værsgo og spis, min skat…”

Og så kan barnet jo bare lade være med at spise, hvis barnet ikke er sultent… Eller beklage sig, hvis det kunne tænke sig noget andet, som mor kan fikse i løbet af 3 minutter…

Når Ella viser, at hun er ved at få for meget af alting – det kan være med ord eller hendes kropssprog, plejer jeg at tie lidt stille, lade hende få lidt skærmtid, eller vi tager på en lille udflugt. Fx tog vi til Helnæs i går på en søndagsudflugt. Så kom vi alle ned i gear, for der sker ikke så meget på de kanter, men smukt er det! Ella fik snakket med en kat, der faktisk godt kunne lide børn, så hun var helt ekstatisk.

17571740_10154927426731413_1360935621_o

På det her billede løber katten godt nok væk fra hende, men ellers fandt den sig i at blive krammet, klappet – og endda hevet lidt i halen – ja, man skal være over dem, konstant. Det er vist godt, at vi ikke har en kat derhjemme. Katten led vist ikke overlast, da den var lige så hengiven, da vi sagde farvel, som da vi sagde hej. “Farvel, katten”, sagde Ella og vinkede, og så tog vi videre ud i det fynske landskab omkring Snave og Haarby.

Vi tog bl.a. forbi Haarby Pizzeria for at spise aftensmad, og da vi nærmede os hjem, sagde Ella: “Dejligt at spise mad. Tak, aften”. Så var forældrene selvfølgelig pavestolte. Der er vist en “Ella Gad” gemt i hende 🙂

Livet med børn – her er vores hverdag i billeder

17500060_10154918719141413_2081813868_o

Livet med børn… Det beskrives bedst med et billedalbum, og nedenfor følger et par billeder fra den forgangne uge.

Pandekagebagning

I sidste uge havde vi en del hyggedage herhjemme. Lige for tiden eksperimenterer jeg med at lave pandekager på 117 forskellige måder. Pandekagebagning er et must, når man er mor 🙂

Ved sidste pandekagebagning brugte jeg bl.a. en del tid på at bage sunde pandekager, indeholdende banan og kokosfibermel. Det gør jeg ikke igen! Det tog en evighed at få dem bagt, og jeg begyndte sågar at lave en masse ting indimellem – såsom at lægge vasketøj sammen, imens jeg indimellem kiggede til pandekagerne. Resultatet blev da pandekager, langt om længe. Da jeg satte dem på sofabordet sammen med en velfortjent kop kaffe, så jeg at Ella havde placeret trappestigen på bordet.. Børn! 😀

Ovenstående billede siger i det hele taget meget om livet med børn – det uventede, det uperfekte, et element af hygge – OG en kop kaffe, ikke mindst!

Nej tak til svin, ja tak til kunst
17500194_10154918716641413_1735769249_o-2Herhjemme spiser vi ikke svinekød, men Ella elsker at lege med sin plastikgris, som egentlig er legetøj til mormors hunde. En aften var hun i gang med den helt store “kunstudstilling”, da hun fyldte grisen med brunt modelérvoks. Jeg kunne nærmest ikke komme i kontakt med hende, så opslugt var hun 🙂

Mormors kolonihave17454960_10154918711126413_1085866995_oI onsdags havde vi en fridag, hvor vi var ude i mormors kolonihave. Ella er super sød og dygtig til at hjælpe. Især elsker hun at flytte lidt på trillebøren – eller at vande sandet… Meget vigtigt… Men sød ser hun ud 🙂

Far og datter ordner cykel

Ella har netop fået en cykel af morfar. Lidt for stor (passer faktisk en 5-6-årig), men så måtte Ella og far bare sætte støttehjul på. Hun skal nok få den brugt om et års tid. Ella gik op i det med liv og sjæl, og hendes tekniske interesse har hun helt klart fra faren. “Skruetrækker”, siger hun med største selvfølgelighed. Hun skal nok blive til noget, det lille barn 🙂

17475456_10154918714746413_86211952_o

Mor og datter – som to dråber vand?

17236958_10154874046531413_954802601_oDet er meget sjældent, at jeg kan lokke Ella i en kjole. Det er derfor noget af et held, at jeg fik et billede af hende, da hun for nogle måneder siden havde denne røde kjole på. Det er efter dagplejen, og hun er egentlig ikke så tilfreds, da hun vist bare gerne vil have den af! Jeg nåede dog lige at fange det her billede, hvor hun ligner mig til forveksling, da jeg var på samme alder. Jeg var lidt mere rundhovedet og vist lidt større i det generelt. Ella er et lille myr, men ellers ligner vi da ret meget hinanden, trods hendes sydlandske far 😉

Nu har jeg opgivet at give hende kjoler på, da hun også i endnu højere grad protesterer i dag. Meget kan jeg byde hende, men ikke at hun skal have kjole på 🙂 Jeg var HELT anderledes i den alder. Jeg var den yngste til børnedans, hvor jeg startede, da jeg var 2 år. Der var ingen vej udenom. Jeg snakkede konstant om dans, dansede rundt i stuen osv. osv. Ella er ikke så vild med at danse – kun hos dagplejemor. Herhjemme passer det hende bestemt ikke, at vi begynder at danse 😉 Det kan være, at det ændrer sig hen ad vejen. Hun elsker typiske drengefarver og drengetøj, “farlige uhyrer” og typisk drengelegetøj, hvorimod jeg var stik modsat. Jeg elskede at lege med dukker, og har aldrig søgt drengelegetøj. Tøjet kunne heller ikke blive piget nok, da jeg var 2 år gammel. Jeg lavede en scene, hvis min mor kom hjem med noget tøj, der ikke var lyserødt eller rødt. Det var KUN det, der duede, og forøvrigt hadede jeg fløjsbukser, som jo ellers var hot i 80’erne… Ja, jeg vidste godt, hvad jeg ville have, og dét har vi dog til fælles, Ella og jeg. Vi vil ikke nøjes, nogen af os. Vi er meget sensitive, så vi bemærker alt og reagerer på det. Men hvor Ella er lidt højrøstet og siger tydeligt fra med ord og store armbevægelser (er det fra faren, hun har det, mon?;-)) var jeg en mere stille og forsigtig pige – altså, når jeg ikke lavede en scene over tøjet 😉

Ella bliver nemt begejstret og kan råbe højt af begejstring, når vi er nogen steder, så folk vender sig om. I Fakta den anden dag fik hun øje på et stort reklameskilt med en ko på. Hun var MEGET begejstret, og hun råbte op: “Der er en KO!”, og det gentog hun igen og igen, og jeg smilede og svarede: “Ja, der er en ko..” Men hun blev ved, og da hun åbenbart ikke syntes, at jeg var engageret nok, tilføjede hun: “Og den prutter!”. “Koen prutter!”. Det gentog hun så også igen og igen – selvfølgelig ved at råbe det ud i hele Fakta.

Jeg var også et barn, der blev nemt begejstret og selv som voksen skal der heller ikke så meget til, før jeg synes noget er fantastisk 😉 Så på den måde minder vi om hinanden.

Da jeg var barn, skulle jeg se folk an. Jeg kunne godt være temmelig genert. Det er sjældent, at jeg har set Ella genert, og de få gange har jeg bare stået og nærmest sagt: “Åhhh, hvor er hun sød!”, for det er uvant at se hende vende hovedet væk i generthed. Hun har flere gange præsteret bogstaveligt talt at hoppe op i favnen til næsten fremmede folk, og selvom der er noget familie, som hun kun ser med et par måneders mellemrum, krammer hun dem til den store guldmedalje, når vi ses med dem.

Jeg har altid ønsket mig en datter, og jeg er super taknemmelig for, at jeg så fik en datter – og lige præcis Ella! Jeg husker stadig, da jeg i Tyrkiet fik at vide, at det var en lille prinsesse der lå inde i maven, og jeg tænkte straks: “Ej, så heldig kan jeg simpelthen ikke være! Tænk, at jeg får en datter!”. Selvfølgelig havde jeg elsket en søn lige så højt, men når nu jeg vidste, at vi højst sandsynligt kun skulle have ét barn, var jeg glad for, at min barnedrøm om engang at få en datter gik i opfyldelse. Af alt, hvad der er tilkommet mig som værende heldigt i livet, følte jeg, at den dag hos lægen, overgik alt. Jeg følte, at jeg vandt i lotteriet den dag, jeg hørte den tyrkiske og stramtandede læge sige på gebrokkent engelsk: “It’s a princess”.

Nu vil jeg spise pandekager sammen med Ella og nyde torsdag aften i hendes selskab 🙂

   

Om stillestunder i børnefamilier

17142332_10154861217726413_2072731763_oI medierne tales der nu om stillestunder og selvvalgt stilhed, som flere og flere praktiserer. Det har fået mig til at tænke, om vi mon er stille nok herhjemme? Stilhed har for mig været at sidde og have arbejdsro til daglig, uden mand og barn i huset 😉 Når først vi alle er samlet, er der sjældent helt stille, og jeg synes at vi har en tendens til at fare lidt forvildet rundt 😉 Da Ella var helt lille var det helt naturligt at være meget stille, og nu hvor hun er blevet 2 år, kan jeg se, hvordan hun også bare nyder stilheden nogle gange. Når hun sidder i klapvognen på en gåtur sidder hun så bomstille, at jeg ikke fatter, at det er mit barn der sidder der! Sådan var det bestemt ikke for et år siden, hvor hun hadede at sidde i klapvogn, og jeg altid var spændt på, hvor længe hun ville sidde der uden at brokke sig. Hun var som en fjeder. I en alder af næsten 2 ½ år er hun nemmere end nogensinde! Det er nu noget, jeg nyder, når jeg faktisk havde frygtet selvstændighedsalderen. Jeg skrev lidt om det i dette blogindlæg.

Det er godt, at begreber som at praktisere stilhed, mindfulness, at være introvert og selvvalgt “ensomhed” er kommet mere frem, så vi alle bliver bevidste om, at vi også har brug for stilletid i vores hektiske verden. Jeg har haft en tendens til at se negativt på stilhed, fordi jeg var den “stille pige” i folkeskolen, og jeg hadede det prædikat. Ofte forbinder jeg stilheden mellem mennesker med, at vi ikke har noget at sige til hinanden, hvilket jo ofte også er sandt 🙂 Men at tilbringe en ferieuge i venners lag fx, for at mærke, hvordan der kommer mere stilhed imellem os, når vi er “trætte af at snakke”, kan nu også være helt rart. Bare at sidde og drikke te og være lidt stille sammen, fordi nu er de fleste emner udtømt, og vi fordøjer alle oplevelserne. Med al den stimuli, som både børn og voksne bliver udsat for i dag, er det ekstra vigtigt med stillestunder, hvor vi kan reflektere – eller bare slå tankerne fra.

Under vores mange gåture her i familien, synes jeg, at vi har de bedste stillestunder. Nu vil jeg videre i teksten på denne søndag, og jeg ved godt, at der er meget stille på bloggen p.t., men en masse forandringer er i gang (og arbejde), og det kræver min energi og tilstedeværelse. Jeg opdaterer mere regelmæssigt indenfor nogle uger 🙂 Nyd foråret så længe 🙂

Verden set igennem en 2-årigs øjne

16810349_10154822610656413_957973496_o-2Verden set igennem en 2-årigs briller er ret underholdende til tider. Den anden dag så hendes gyngehest pludselig anderledes ud. Den var med ét blevet til en smuk enhjørning med blot en lille rekvisit. Hun så meget tilfreds ud, da hun havde placeret den lille kop på hovedet af den.

Her til morges fandt Ella resterne efter en Stimorol-tyggegummipakke på gulvet – ja, det sker jo, at gulvet ikke er ryddet med en tumling i huset (eller en rodekassemor ;-)).

16880278_10154822607561413_419116341_o

Den lille pakning kunne godt ligne en pakke, fandt jeg ud af, da Ella sagde: “Se mor, jeg har lige fundet en gave”, og så rakte hun mig den tomme pakke, og jeg sagde tak til hende, men at den var tom. “Så skal den ud i skraldespanden”, sagde hun, og jeg blev pavestolt over, at hun laver sine egne fornuftige konklusioner, når moren ikke altid er lige huslig anlagt 😉 Så gik hun ud med “pakken” i skraldespanden.

Nu, hvor det er weekend, og jeg kigger mine billeder igennem på telefonen, kan jeg se et mønster. Ella ved vist godt, når det er weekend, for jeg har mange billeder af, at hun hygger sig helt gevaldigt en fredag eller lørdag aften.

16810182_10154822693321413_1273243358_o

Her er hun i lænestolen med bamse, sut i munden og en slikkepind i hånden – der skal ikke mangle noget. Når jeg bliver rigtig stolt af hende (som jeg også skrev om i dette blogindlæg) er det også, når hun er god til at sørge godt for sig selv – ikke, at hun er overladt til sig selv;-) Men jeg er gået forrest og har lyttet til hendes behov igennem mere end 2 år, og nu er hun super god til selv at finde den bedste sofahynde til at lægge bag ryggen, så hun ligger endnu bedre i lænestolen, eller hun siger til, når der er en bestemt spise eller drikkevare, som hun godt kunne tænke sig.

16810932_10154822608276413_1458325267_oDen anden dag havde vi eftermiddagshygge sammen med mormor, og her fik hun en jordbæris, som hun spiste med den største fornøjelse, som kan ses på billederne, hvor lykken vist er at få is! Isen blev undersøgt på alle leder og kanter. Der blev banket på chokoladen med en ske, og hun “spillede musik” ved bordet osv. Det koster intet at have det sjovt ved middagsbordet, og handler livet ikke om alle de her små øjeblikke som på de fire billeder, der alle viser lykke? 🙂

Det er ikke kun øjeblikke med hygge, der gør det til noget særligt at være mor til en tumling. Det er også alle de gange, hvor de ser noget, som vi andre bestemt ikke ser 😉 Når de fantasifulde og kreative finder på nye lege, eller de digter historier om det ene og det andet.

I går aftes, da Ella og jeg sad i sofaen og hyggede, gav Ella mig pludselig den ene fisk i hånden og sagde: “Se, det er en guitar”. Jeg studsede lidt over, hvordan det kunne være en guitar, men straks gik hun i gang med at plimre løs på guitaren, og så måtte jeg jo følge trop 😉 Hun blev rigtig glad for, at jeg tog hendes idé for gode varer, og det er vel også med til at give hende et godt selvværd? At jeg møder hende i de observationer hun har af verden og accepterer dem som værende lige så gode som de observationer, vi voksne kan have af situationer/ting.

Uanset hvad, er det i hvert fald rigtig hyggeligt at følge nysgerrigt med i hendes observationer af verdenen.

Fotoalbum fra hverdagen med en tumling

img_20170206_193337_319Nu er jeg tilbage på bloggen! Der har ellers været meget stille på bloggen, og det skyldes, at Ella var syg i en uge, og så fortsatte føljetonnen af sygdom ved, at jeg fik influenza efterfølgende. Men slut med alt det sygdom, og nu vil jeg dele lidt billeder fra ugen der gik eller rettere de sidste 14 dage med lidt beretninger om familielivets aha-oplevelser – for både mor og barn 🙂

Her begynder fotoalbummet 🙂

Kanelsneglekage på den veganske måde

img_20170210_214049_623Den anden dag bagte Ella og jeg en vegansk kanelsneglekage. Den blev god, og jeg kunne godt tænke mig at blive inspireret af den veganske livsstil – selv min mand er blevet det efter dén kage! 😉 Han købte portobello-svampe den anden dag i stedet for kød, så han tænker også over at begrænse kød-indtaget. Jeg tager babyskridt hen imod den veganske livsstil ved at læse om det, og jeg har meldt mig ind i nogle grupper på Facebook for at vide mere om det. Sjældent har jeg set så meget lækker mad og kreative sjæle, der kan forvandle alle mulige traditionelle retter til lækker veganer-mad, meeeen det er en stor beslutning at blive veganer, og jeg véd med mig selv, at jeg nok ikke kunne være det 100 %, men 80 % veganer måske? Og én, som forøvrigt altid vil spise tyrkisk omelet i weekenden fra frilandsæg… Ja, jeg har mine forbehold, men trods alt lidt skridt på vejen til en grønnere verden.

Selv når Ella er syg, kan man gøre hende i godt humør

dsc_2827
Ella er nem at begejstre, og hun har så nemt til smil og latter. Selvom hun faktisk var ret syg på denne dag, hvor dette billede er taget, ser man det slet ikke. Hun er bare GLAD. Sådan en ren glæde, som vi voksne nok sikkert har glemt, hvordan føles. Jeg tror i hvert fald det er svært at genfinde samme glæde, som et lille barns glæde, men det smitter jo… Når vores børn er glade, er vi også 🙂

Det er ikke altid nemt at være mompreneur

img_20170209_114645_698Det er ikke altid nemt at være selvstændig, når man også lige skal passe sygt barn – eller selv er syg. Da jeg blev syg, var Ella heldigvis rask nok til at komme i dagpleje igen. Fra sygesengen var der smuk udsigt til haven, og så kunne jeg faktisk godt få arbejdet lidt, når bare jeg havde godt med kaffe og holdt et par ekstra pauser.

Ella elsker at hjælpe mor i køkkenet. Her bliver “trappestigen” vasket

img_20170213_123319_224Da Ella var syg ville jeg gerne skabe bare lidt variation i hendes hverdag, så hun ikke sad og så fjernsyn dagen lang. Jeg fandt derfor på, at hun skulle hjælpe mig med forskellige huslige ting, og hun elskede det 😉 Imens jeg rengjorde køkkenet placerede jeg hende foran hendes lille, grønne “trappestige”, som hun kalder den. Hun elsker trappestiger. Det er virkelig et ord, der har sat sig fast, og hun bruger skamlen konstant. Jeg sagde, at den trængte til at blive vasket, og hun vaskede løs i en halv time, og jeg havde hænderne fri til at gøre andre ting – og fik samtidig køkkengulvet vasket af alt det vandpjaskeri 😉

 

Nu vil jeg snart smutte ud af døren for at hente Ella og nyde, at alt er tilbage til normalen. Største overraskelse som mor er, hvor meget det trækker tænder, når børn og voksne er syge… Det er altid i sygdomsperioder, at vi får købt ekstra vitaminer og husket at indtage dem, så jeg tror snart, at jeg skal leve super sundt – måske ud fra de her leveregler, som jeg skrev i dette blogindlæg omkring sundhed 🙂

   

Selvfølgelig betyder de små observationer alverden!

Ella i Madsbyparken

Ella i Madsbyparken

Billedet til dette blogindlæg er af Ella, der tager endnu en gyngetur. Aldrig bliver hun træt af at gynge, ligesom forældrene aldrig bliver træt af at se hendes store smil. Et lille øjeblik i Madsbyparken i lørdags, som hun har glemt om et år. Ja, jeg siger et år, fordi hun faktisk husker, at vi fangede krabber i sommers, og at hun holdt en lille, bitte krabbe (som jeg skrev om i dette blogindlæg). Om et år er mange små øjeblikke glemt, men de betyder alverden i det lange løb. Ella er nem at begejstre, men det ligger vist til familien 😉 Der kan være en familiekultur, hvor familiemedlemmer ser det positive og magiske i små øjeblikke, eller der kan være en familiekultur, hvor der først skal ordnes en masse praktisk, før vi for alvor sætter os ned i sofaen og SER hinanden. Sådan virkelig lægger mærke til, hvorfor vi mon gør og siger dét, vi gør. Måske tænder vi bare for fjernsynet i stedet for, og ser på nogle andre 🙂 Det kan gøres til en indgroet vane at studere de små ting, lægge mærke til detaljerne ved hinanden – som var du i gang med at skrive en skønlitterær bog om lige præcis de her personer i dit liv. Det giver livskvalitet, når vi føler os forbundne med andre, som den sommerdag, hvor en fremmed kvinde på stranden “prikkede” til mig og sagde, at hun havde en lille krabbe, som Ella måske ville holde? Det er opmærksomhed. Observation af de små øjeblikke, der giver en større forbundethed. Hun havde lagt mærke til, at mit barn var optaget af krabber – ligesom de fleste andre børn. Det kan godt være, at jeg for mit eget vedkommende er meget optaget af Ella, men jeg er heldigvis også optaget af mange andre ting i hverdagen – og til tider så distræt, at jeg putter frosne ærter i kaffen – ja, det præsterede jeg i går! 🙂 At være distræt er bare ét af tegnene på, at du er tænksom som person, og observerer alt omkring dig. Ellers ville du jo ikke på samme måde have brug for indimellem at fordøje indtrykkene ved at gå i din egen verden 🙂

Jo mere opmærksom du er på de små tegn i hverdagen på, at noget fungerer – eller ikke fungerer, jo lettere er det at tage ting i opløbet, og jo mere nærværende bliver du også – altså når du ikke er distræt, hehe.. Du kommer også til at få selvtillid, når du observerer små ting, der gør en forskel i det store billede. Begrebet selvtillid er i dag så misforstået, at alle forbinder det med at kigge sig i spejlet og sige positive ting til sit eget spejlbillede, men ægte selvtillid kommer nu af, at man oplever at kunne gøre en forskel med sin viden. At ens færdigheder – og observationer kan rykke ved negative familiemønstre fx, og at man bringer sine erfaringer i spil til gavn for sig selv og andre.

Så næste gang en person i din familie eller omgangskreds siger, at du overanalyserer, kan du bare sige, at det begreb findes slet ikke i dit liv 🙂 Du tror på, at små observationer hele tiden gør en stor forskel. Hvad enten du siger ting højt – eller bare lever efter at være opmærksom i hverdagen, gør observationerne en forskel. Ja, vi kan tage fejl, men så lærer vi af det, og hellere dét end at vende det blinde øje til.

Tydelige voksne siger ikke nødvendigvis NEJ…

img_20170130_111656_997Tydelige voksne. Det er, hvad børn har brug for. Grænser. Det har de også brug for. Det er så vigtigt, at vi sætter grænser og tør at sige nej til vores børn. Det er, hvad vi bliver fodret med af medierne. Forældre-bashing på en ny måde. Cirka hver andet år skifter fokus, og der er noget nyt, som vi forældre ikke gør godt nok. Jeg er lidt træt af, at fokus er så meget på særlige metoder til at få vores børn til at makke ret. Var der nogen, der sagde at empati også kunne bruges? Jeg stemmer for, at vi i højere grad hylder brugen af empati i vores opdragelsesstil.

At være en tydelig forælder handler ikke kun om at sige nej! Det handler i høj grad om, at barnet kan mærke, hvem du er. Hvilke præferencer du har, hvad du begejstres over, og i det hele taget hele din personlighed! I forhold til Ella tænker jeg ikke så meget over, om jeg nu sætter nok grænser. Jeg nægter at lade medierne shame mig mere end højst nødvendigt, og i følge medierne sætter vi forældre SLET ikke nok grænser. Jeg HAR læst artiklerne med de forældre, der ikke kan sætte grænser, men jeg har også set eksempler på forældre, der nærmest går i den modsatte grøft og glemmer at et barneliv skal være fyldt med sjov og ballade (ja, også ballade indimellem), og et ægte barneliv er et barneliv, hvor barnet kan ånde! Et barn tænker ikke som en voksen, og det håber jeg, at vi vil huske hinanden på, imens vi læser artikler om, hvor dårlige vi forældre er til at sætte grænser.

Vær dit barns bedste ven

Der er nogle eksperter, der siger, at man ikke skal være ven med ens barn. At man jo er den voksne! Jeg synes slet ikke, at det behøver at være modsætninger. Jeg forsøger at være Ellas bedste ven, være den tydelige voksne (der indimellem véd bedst) og gå på opdagelse sammen hver eneste dag. Vi går på opdagelse SAMMEN. Er i nuet SAMMEN, og indimellem tager jeg mig til hovedet… “Hvad var det lige, at MOR ikke fattede i dag!?”, tænker jeg… Der skal nok være noget 😉 Det kan ikke altid være barnets skyld, og især ikke, når vi lever i en hektisk verden, hvor der ikke altid er tid til at afkode barnets signaler før en mindre krig er udbrudt i hjemmet. Det mest pinlige øjeblik i min tid som mor var, da jeg for nogle måneder siden kom til at slæbe en overtræt Ella med i Rema, og hun valgte at lægge sig på gulvet og skrige, så jeg måtte skynde mig ud igen. Jeg troede, at vi liiiige kunne nå i Rema, inden hun skulle sove, men næh nej, hun var jo træt! Så det blev eksemplet til fremtidig læring, at når barnet er træt, nytter det ikke noget at leve efter Fakta-butikkernes devise: “Det tager kun 5 minutter”. Det var 5 frygtelige minutter for både mor og datter. Ella er faktisk så eksemplarisk til at være med ude at handle, at jeg ofte tænker, at jeg skal huske at tage hensyn til hende. Jeg kan jo ikke bare rende rundt i Netto og glo på varedeklarationer i én lang uendelighed, fordi hun sidder bomstille i klapvognen. Lige præcis DEN dag med skrigeriet, og mine briller der nær var røget af i kampens hede, fattede jeg ikke at afkode hende. Eller jeg overhørte i hvert fald hendes signaler, fordi jeg havde en anden agenda. “Nu skal vi handle ind!”. Bagefter tænkte jeg på, hvad jeg kunne lære af det? Da lærdommen var sunket ind, var det tid til sætte plaster på mor-såret. Jeg spurgte mig selv, om jeg mon er alene om at dumme mig indimellem som mor? Og svaret var selvfølgelig nej… 😉 Vi hjælper vores børn, hvis vi tager ved lære, men også ved hurtigt at komme videre mentalt, når vi begår fejl. Vi agerer ikke altid perfekt. Vi er bare mennesker.

Sætter jeg nok grænser?

Om jeg sætter nok grænser? Det ved jeg, at jeg gør… Det analyserede jeg mig frem til allerede under graviditeten 😉 Jeg tænkte på, hvad jeg bryder mig om at børn gør – og ikke bryder mig om, og jeg havde et helt klart billede af, hvor mine grænser går. Min egen mor har også altid sat klare grænser. Jeg vidste nøjagtigt, hvor jeg havde hende, og hun var forudsigelig i sin forældrestil. Samtidig var hun også bare en voksen, som jeg altid kunne komme til. En slags ven, ligesom jeg også vil være Ellas ven for evigt. At kunne sætte grænser handler om at mærke det indefra, at reagere prompte og indimellem evaluere og spørge andre, hvad de ville have gjort? Det er vigtigt, at vi altid er nysgerrige, og vi spørger os selv, om vi er for rigide i nogle situationer? “Hvorfor måtte hun egentlig ikke lege med dét og dét, når nu der intet kunne ske ved det?”. Refleksion løbende er the key! 😉

At sige tydeligt JA er lige så vigtigt

For at skabe balance i forældreskabet, tror jeg også på, at det er vigtigt at sige tydeligt JA. “Selvfølgelig må du få en fastelavnsbolle nu!”, “Ja, det kan du tro, at du må!”, “Ja, lad os tage en rutsjetur mere!”. Ella ser en mor, der viser begejstring for hendes idéer, så hun véd, at når mor synes, at noget er en dårlig idé, er der nok noget om det. Hun forventer jo, at vi snart finder på noget andet sjovt, så hun accepterer mit forslag om at gøre noget andet. Selv ved de dårlige idéer påfører jeg hende ikke skam, men foreslår bare, at vi gør noget andet. Hun er jo ikke forkert ved at have fået en dårlig idé (i mors øjne). Omstændighederne er bare ikke lige til udlevelse af idéen.

Nå, jeg håber, at I måske blev inspireret af min lille fristil om indlevelsen i forældreskabet… Det er da langt vigtigere at koncentrere sig om det end antallet af nej’er på en dag 🙂

Småbørnsfamilie? Ser jeres hverdag også sådan her ud?

img_20170126_130944_744

Vi er enige om, at det er ret hårdt at være småbørnsfamilie, ikke? Men også sjovt, skørt og uforglemmeligt, selvfølgelig 😉 Nu vil jeg beskrive ved hjælp af overskrifter, hvordan det typisk er at være småbørnsfamilie.

“Etiske retningslinjer, fremsagt af 2-årig”

Bare fordi du sidder overfor en tumling på 2-3 år, betyder det ikke, at du ikke kan blive sat på plads! Er du mor til en viljestærk, lille person bliver der skam sat grænser for din opførsel!

Når jeg fx begynder at nusse/nulre Ellas ene øre, som alternativ til at nusse hendes små buttede kinder eller at kysse hende på håret, er det ikke altid lige populært. Så kigger op på mig helt alvorligt og siger: “Mor, ikke pille øre…” Nej nej, selvfølgelig ikke! Åh, hvor er det svært at styre sig indimellem 😉

“Maden, der ikke bliver spist”

Så er der selvfølgelig også spisesituationerne, som kan give forældrene grå hår. Der er som regel udfordringer med hensyn til mængden af mad eller at det bare ikke er varieret/sundt nok. Når jeg ser billeder af Ella, da hun var helt lille, bliver jeg altid lettet over, at hun er mere buttet, end jeg husker. “Spiser hun nu nok?”. Den evige bekymring.

Men jeg ved, hvad Ella med garanti spiser. KYLLING. Og ofte spiser hun også kartofler, og så elsker hun ærter…

img_20170118_173507_670Så denne tallerken på billedet måtte da vække begejstring… Men næh nej, hun bad om et stykke daggammel, hvidt stykke toastbrød. Og nej, det er IKKE ærter på billedet, meeeen det bildte jeg hende ind, at det var. Det var edamer-bønner, som jo godt kan ligne hendes yndlingsspise 🙂 Jeg havde faktisk dårlig samvittighed over at stikke hende en hvid løgn, men hvad gør man ikke for, at ens lille tumling spiser…

Hun kom lidt senere, og ville faktisk godt smage lidt af “ærterne”. Hun pillede så skrællen af. Ja, jeg vidste end ikke, at der var en skræl på de i forvejen afskrællede edamebønner. Tumlinge-logik! 🙂

“Gode manerer kommer som sendt fra himlen”

Det kan godt være, at min datter er så viljestærk, så det halve kunne være fint engang imellem, og at hun kan skabe så meget postyr omkring sig selv, når hun er overtræt, at folk nærmest må tro, at jeg mishandler hende. MEN hun er godt nok også artig – som i ordets fineste forstand.. Den anden dag havde hun fået en ny bluse af mormor, og hun var meget begejstret. Hun sagde flere gange: “Mange tak, mormor. Mange tak, mormor”.

Åhhh, så kunne hun egentlig ikke gøre noget forkert resten af dagen… 🙂

“Råt for usødet siger hun sin mening om valg af tøj”

Men vi ved jo allesammen, at lige så sukkersødt det kan være at være en småbørnsfamilie, lige så “råt” kan det også være… Råt for usødet får man sandheden at vide af en tumling. “Se den fine kjole… Kan du lide den, Ella?”, spurgte jeg hende forleden. Jeg havde min bange anelser, men hendes reaktion kom alligevel bag på mig: “ADDRRR”, sagde hun og vendte hovedet væk i væmmelse. “Åh, den er da så fin, er den ikke? Det er dén, du har fået af mormor..”, og der var vist noget moren skulle have at vide TO gange, for endnu engang vrængede hun ansigt og sagde: “Adddrrr…! Det er ikke MIN SMAG!”. Okay, så forstod jeg det 😉

Det dejligste ved at være en småbørnsfamilie er at hverdagen får flere farver. Der er de bombastiske øjeblikke, de kærlige og omsorgsfulde øjeblikke, viljen der kommer til udtryk og lykkestunderne, når ens lille tumling griner af lykke ved synet af sit yndlingstøj… Jeg håber, at Ella altid vil holde fast i sin begejstrede tilgang til livet 🙂