Samtaler med en 3-årig #påsken

img_20180330_173039Nu er hverdagen begyndt igen efter påskeferien. Det har været en dejlig påske, hvor vi bl.a. var i Mols Bjerge. Det eneste minus var vejret, for det haglede og sneede ligefrem én af dagene. Ja, det var så koldt den ene dag, at Ella tænksomt sagde på en gåtur til Kalø Slotsruin: “Åhh nej, jeg har glemt min nissehue henne i børnehaven”.

Vi opholdt os på noget der hedder Fuglsøcentret, hvor vi havde et slags “hotelværelse” i en bygning, hvor der også sov andre, så der var lidt luksuriøst højskoleophold over det. Opholdet var incl. aftensmad og morgenmad, og Ella spiste og spiste løs af den lækre buffet om aftenen. “Be’ om mer’ kød og nødder”, sagde hun, og jeg øste op igen og igen på hendes tallerken. Den næste dag rørte hun hverken kødet eller nødderne. Er der noget at sige til, at jeg ligner et stort spørgsmålstegn, når andre spørger mig, hvad hun godt kan lide at spise til måltiderne? Der er ikke to dage der er ens 🙂 

Det var nogle hyggelige og pæne værelser, og vi fik en ekstra opredning til Ella, uden beregning. Hun fik en lækker blød soveseng, som godt nok foldede lidt på midten – som de jo ofte gør… Ella så straks sit snit til at vælge seng som den første. Hun blev ved med at sige, at hun ville have sengen ind mod væggen, og så kunne jeg få den anden? Jeg havde ikke et godt argument parat, og det endte med, at hun hele tiden kom op i min seng, selv om natten, så i praksis sov vi i samme enkeltmandsseng.

Da vi kom hjem, havde vi pludselig fået skabt en masse oprydning, fordi vi jo skulle pakke taskerne ud, og Ella havde vist savnet sit legetøj. Stuen blev hurtigt fyldt med legetøj, og jeg foreslog, at vi ryddede op, imens vi hørte musik og dansede? Først var hun med på den, hvilket imponerede mig, da jeg kun har hørt musik, imens hun var hjemme ÉN gang før. Hun hader det, og holder sig for ørerne og bliver bare rigtigt ked af det, så det er aldrig et hit…  Men hun bliver jo ældre, og jeg saaaavner at høre musik. I det sidste halve år er hun blevet gladere for, at vi danser sammen i stuen. Det har ellers også været utænkeligt…

Imens jeg fandt musikken frem, spurgte jeg hende derfor: “Nå, er du klar på at høre musik, danse og rydde op imens!? Bliver det ikke bare HYGGELIGT?”. 

Med et stort, næsten overdrevent smil svarede hun med fingeren oppe i vejret som en artig elev: “Jeg har det…. Jeg har det…. Vi kan høre musik og danse UDEN at rydde op?”. 

Hun slægter sin mor på… Vi er ikke glade for at rydde op, hehe ;.-)

I påsken fik hun en guitar af min bror, dvs. hendes onkel, og hun blev helt ekstatisk. Hun havde i et stykke tid ønsket sig en guitar.

Den første gang vi hørte musik sammen i længere tid, hende og jeg, kom sig af, at hun sagde: “Mor, jeg ønsker mig en guitar… Jeg vil så gerne spille guitar…”, og jeg svarede med største selvfølgelighed: “Jamen, så kan vi starte med at lytte til guitarspil, Jeg sætter Saybia på. SÅ, nu hører vi Saybia”.

Ella følte vist, at hun var ét skridt nærmere at kunne spille guitar, og vi fik endelig hørt musik sammen… Det var så hyggeligt.

Jeg håber, at I har haft en rigtig god påske! Jeg er begyndt på et matematikkursus – nu på b-niveau, så jeg er lidt mindre aktiv på bloggen indtil 1. juni.

Men på Instagram er jeg jo altid at finde 🙂

   

Derfor brugte vi aldrig: ‘Godnat og sov godt’-metoden

sketch-1522520899739I foråret 2014 fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Jeg boede i Alanya på det tidspunkt, og jeg var derfor langt væk fra venner og familie, der kunne sidde face-to-face med mig og fortælle mig om, hvad jeg kunne forvente i babys første år. Det havde ellers være rart 😉

Én af de mest dominerende følelser i den første tid var følelsen af panik. Hvis der var én, der IKKE forstod sig på små babyer var det mig! Gud, hvor var der meget, som jeg skulle læse op på på meget kort tid! 9 måneder er jo ingenting, tænkte jeg. Jeg ville være den bedste mor fra starten, og vores liv ville jo ændre sig radikalt, så jeg skulle vide alting på forhånd…

Det første jeg købte, da jeg var blevet gravid, var faktisk et forældremagasin på tyrkisk….

Efter 9 måneder ville jeg sikkert have lært en del tyrkisk. To fluer med ét smæk 🙂

Jeg lærte ikke tyrkisk… Men det er et skønt minde om min euforiske glæde, og et minde om at jeg famlede i blinde, når det kom til at blive klogere på moderskabet.

Men hvordan skulle jeg bedst forberede mig på den kommende rolle som mor?

“Du skal bare bruge din empati, Astrid. Husk det!”, messede jeg for mig selv, når jeg lå vågen om natten og overvejede, om det ville være klogt at have en slags listesystem? Gule post-it? Eller forskellige bøger, til hvert sit kringlede område af forældreskabet? Og hvilke eksperter skulle jeg lytte til?

I baghovedet havde jeg heldigvis det her minde om en kvinde, der engang havde sagt til mig: “Som mor bruger du jo bare din empati til at finde ud af, hvad du skal gøre i forskellige situationer”. Det beroligede mig! 

Ikke desto mindre manglede jeg alligevel et par facts på rygraden…

Jeg spurgte også min mor til råds om alverdens ting, og jeg begyndte jeg at læse om graviditet, putteritualer, mad, amning osv., osv.

“Hvad med søvn?”, spurgte jeg min mor. “Er der noget bestemt, jeg skal gøre, når barnet skal sove?”

Hendes umiddelbare svar var: “Jamen, det finder du jo bare ud af hen ad vejen. Det kan du ikke vide på forhånd. Det kan være, du får et barn der hurtigt sover igennem, men det kan også være, at du får et kolikbarn”.

Hun gav mig titlerne på forskellige bøger, men sagde samtidig, at hun intet vidste om dem – kun at de fandtes, og at jeg nok skulle læse dem med kritiske øjne. Hun tilføjede: “Én af bøgerne er kontroversiel. Det er vist den, der hedder ‘Godnat og sov godt'”

Hun havde ret. Den er kontroversiel, men der er stadig forældre der bruger den. Der var netop en artikel på ChriChri om 4 kendte kvinder, der fortalte om deres putteritualer – herunder søvntræning og deres brug af ‘Godnat og sov godt’-metoden. Den er fjernet igen, da der lød et ramaskrig (og med god grund) fra mange mødre, der mener, at det er omsorgssvigt at bruge metoden. Kort fortalt handler metoden om at ignorere babys gråd, når barnet skal puttes, fordi barnet skal lære at falde i søvn selv på et bestemt tidspunkt. Det skulle give en bedre søvn for hele familien – når først den første hårde fase er ovre. Den hårde fase består jo i, at forældrene skal ignorere barnets gråd. Det er der nok ingen forældre, der synes er sjovt, men guleroden er, at det jo bare er en fase… Modstandere af bogen mener, at barnet opgiver at få trøst og tryghed fra forældrene, og derfor lærer barnet at falde i søvn selv, fordi det simpelthen undertrykker behovet for trøst. Forskning viser da også, at det rolige barn i virkeligheden stadig er stresset efter den første hårde fase. Kortisolniveauet, som er det langvarige stresshormon, er forhøjet. Det kan du læse om i denne artikel. 

Jeg hader forsøg på kontrol

Jeg tror, jeg læste et uddrag af bogen på nettet dengang. Da jeg heldigvis er meget lidt til skemaer – og har meget lidt behov for kontrol i mit liv, afviste jeg den med det samme. “Ej, det er da SLET ikke noget for mig”, tænkte jeg, Faktisk så jeg det mere som en fiasko end en sejr, at jeg forkastede den. I samme periode havde jeg nemlig læst bogen: ‘Smertefri fødsel’ af Anja Bay, hvis principper slet ikke harmonerede med min personlighed, selvom det er meget sympatisk, hvad hun skriver, og bogen har hjulpet mange. Jeg kunne slet ikke se mig selv i det. Jeg faldt heeeelt uden for målgruppen, og nu havde jeg stiftet bekendtskab med to bøger, som jeg ikke kunne “leve op til”. Fyldt med graviditetshormoner følte jeg mig som en fiasko, fordi jeg ikke orkede de her principper og metoder. Var det virkelig blevet umoderne at lade hjertet råde? 

Der var håb forude, idet jeg senere meldte mig ind i alle mulige grupper på Facebook for ifavnske mødre, blidt forældreskab og langtidsamning.

Hvis du føler dig forkert som mor, mænger du dig bare med de forkerte…. Det er min leveregel nr. 1 🙂

Herhjemme er der flere grunde til, at vi ikke har brugt Godnat og sov godt-metoden: 

  • Jeg ville være SÅ dårlig til at bruge metoden. Jeg ville hele tiden glemme, hvad jeg skulle, i følge bogen, og jeg ville dunke mig selv oveni hovedet med, at jeg ikke engang kan følge et par enkle instrukser i en bog.
  • Jeg ville have haft diskussioner med Ellas far om det, fordi han bestemt ikke ville være til metoden. Vi ville blive uvenner, hver eneste gang vores lille baby græd og græd, og vi bare havde lyst til at tage baby op. Ellas far er jo tyrker, hvor børnene jo vokser op med at samsovning, langtidsamning og at hjemmepasning er helt normalt. Han ville derfor synes, at det var verdens dårligste idé.
  • Jeg ville selvfølgelig meget hellere amme baby i søvn i stedet for, og jeg ville undre mig over, hvad vi overhovedet vandt ved alt det her? Ville det ikke bide os i halen, at vi skabte en rutine, som måske stak helt af efter nogle måneder og vores tumling nu ville holde os vågen flere timer hver nat? Hvorfor ikke bare gøre dét, der føltes naturligt?
  • Jeg er ret sikker på, at Ella ville være undtagelsen til reglen – metoden ville IKKE virke. Jeg kan ikke forestille mig, at metoden ville virke på hende. Det ville den jo nok, omsider, fordi alle børn jo opgiver før eller siden, men jeg tror simpelthen, at vi ville skulle kæmpe i ugevis. Hun ville flå sin tremmeseng i stykker og skrige så højt, at naboerne ringede på døren. Hun ville ikke bare opgive efter 3 dage, som jo er derfor metoden er effektiv, fordi mange børn opgiver at få mors og fars opmærksomhed, når det græder.
  • Det har været så dejligt nemt, behageligt og trygt for alle parter, at jeg for det meste ammede Ella i søvn. Vi samsov også – og gør det stadigvæk. Ja, jeg har da tænkt mange gange, at det skabte dårlige vaner, men det er jo bare fordi samfundet fortæller mig det. Hvis jeg bare følger mit hjerte, går alting nemmere. Som baby faldt hun i søvn på ingen tid – når hun ellers var træt, og sådan er det også i dag. Når hun er træt, kan hun blive puttet, og så går der 5 minutter, og så sover hun.

Er hun ikke træt, og får moren et flip med, at hun bare SKAL sove. Så er det, at vi får problemer, og jeg skriver blogartikler som denne her 🙂

“Men der findes vel blidere søvntræningsmetoder? Min baby skal ikke være ulykkelig!”

Alle forældre ønsker jo det bedste for deres børn, men samtidig er vores samfund jo også indrettet således, at det er rockerhårdt at være børnefamilie. Hvor er den landsby, der lige kan træde til med daglig hjælp? Mange bedsteforældre går jo stadig på arbejde, når de bliver bedsteforældre, og sådan kan jeg blive ved med at argumentere for, at børnefamilier er meget alene om ansvaret. Vi skal passe ind i kasser, hvor vi alle møder kl. 8.00 hver dag. Det er derfor helt forståeligt, at forældre efterspørger light-udgaver af ‘Godnat og sov godt’-metoden. Det kunne da være fantastisk, hvis metoden gav roligere nætter? Og generelt mere tid om aftenen til de mange praktiske gøremål? De blide metoder er vel, at forældrene trøster barnet der måske “bare” græder en lille smule ved putningen. Og hvor forældrene stadig viser barnet, at de ikke er til forhandling. De har stadig den agenda, at barnet skal lære at sove. Hvis du har brugt en blidere version, og har det godt med det, er der måske noget, som jeg har overset… De her metoder gør jo bare, at de fleste mødre er ulykkelige over at skulle gå så meget på kompromis med dem selv.

Selv blidere versioner er skadelige, i følge denne artikel, og når jeg læser artiklen giver det mening, hvorfor.

Samsovning er som udgangspunkt rigtig godt, men vi behøver jo ikke alle at praktisere det. Både børn og voksne kan have mest glæde af bare at ligge i hver sin seng, fordi de nemt vågner – eller fordi de bare foretrækker deres egen seng.

Vil du have den lange forklaring på, hvorfor du ikke bør bruge metoden? 

Den bedste artikel jeg har læst om det, er denne her forskningsartikel, som jeg indimellem har sendt videre til andre mødre, der efterspurgte viden på området. Artiklen kritiserer det studie, der skulle vise, at ‘Godnat og sov godt-metoden” IKKE skader barnet. Kort fortalt er der så mange fejl i studiet, og baseret på så få deltagere, at undersøgelsen ikke er valid. Hvis du ikke har fået nok læsestof, er der også denne her artikel, som er hurtigere læst – og husk at få del 1 med, hvis du er interesseret. Det her er konklusionen, som er ret interessant 🙂

En masse aviser og magasiner har skrevet artikler om, at metoden IKKE skader barnet, så hvis du googler søvntræning skal du forbi de mange første søgeresultater. Først her begynder det at blive interessant, når der dukker artikler op, som er IMOD metoden.

Jeg kan derfor godt forstå, hvis mange forældre er uvidende og bruger den her metode i god tro. Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i, hvad der får dem til det. Meget af tiden er jeg derfor taknemmelig for, at jeg valgte en anden vej, mere eller mindre tilfældigt. Jeg skulle bare have mødt én overbevisende person, der ville sælge mig den her metode, og jeg var måske blevet overbevist om, at jeg bare måtte være stærkere og stå det igennem.

 

Hvis du syntes, at denne artikel var god, er du meget velkommen til at dele den – ligesom du også gerne må dele de andre blogartikler herinde 🙂

   

4 ting, jeg gerne ville have vidst om det farefulde liv med en 3-årig

img_20180323_141059_669At være mor til en aktiv 3-årig er…. NERVEPIRRENDE til tider…

“Jeg frygter babystadiet. Der er så meget, der kan gå galt”, betroede jeg mine venner, da jeg var højgravid.

3 år senere frygter jeg hver eneste dag. Ej, just kidding. Så slemt er det ikke, men der er STADIG mange ting der kan gå galt med en 3-årig i huset.

Småbørnsforældre må frem med de store, bløde arme og trøstende ord. Du kommer desværre til at tørre en del tårer væk, når barnet går på opdagelse i verden og finder selvstændigheden frem.

Her er 4 nervepirrende hverdagssituationer med en 3-årig: 

  • Du skal ikke juble, når barnet insisterer på selv at kravle op på toilettet for at tisse. Du skal stå parat til at gribe barnet, når det på næsten overnaturlig vis laver en saltomortale i luften, som ville gøre selv Flying Superkids misundelige.
  • Du skal ikke tro, at du helt trygt kan gøre et badekar klar til din 3-årige, imens han/hun står LIGE BAG VED DIG. Der kan sagtens ske ting og sager. Det kan fx være, at barnet får den idé at hive badehåndklædet ned fra knagen, men ikke kan forstå, hvorfor det ikke vil ned. Barnet hiver derfor så meget i håndklædet, at stroppen ryger af, og barnet ryger med i faldet og slår albuen ned i fliserne…. AV, og hvordan kan det dog ske!?
  • Du skal ikke føle dig sikker, når du vil tage barnet med på en gåtur. Selv når barnet er iført så meget vintertøj, at barnet udbryder: “MOR, jeg er lidt for TYK! For mange jakker!”, kan der sagtens gå noget galt. Du kan fx have gjort barnet LYKKELIG ved at tage nye fingerhandsker frem til barnet. NU er I klar til en skøn, skøn gåtur. Du glemmer bare, at balancen ikke er god i alt det tøj. Barnet går op ad den regnfulde kældertrappe, på vej ud i friheden, da barnet snubler og sætter handskerne ned i en pyt af vand, og vandet løber hurtigt ind i flyverdragten, og dit første spørgsmål er: “Har du våde fødder nu?”. Det er ren gråd i et par minutter, og du trøster, og du overvejer situationen, da barnet synes, at det er hele er noget møg…. Altså lige indtil barnet efter mindre end 3 minutter bilder dig ind, at handskerne skam er tørre! Du kan ikke tro dit held. “Jo, de er SÅ fine, mor!”, svarer barnet dig, og du tager barnet i hånden og mærker den våde, letmudrede handske i din hånd. Nu er alt godt igen. Du har lov til at være heldig i alt kaosset.
  • Du skal ikke tro, at en Tripp Trapp Stol er et sikkert sted for din energiske 3-årige. Imens du står og laver mad, og barnet har sat sig til bords, er der pludselig en heftig aktivitet i luften bag ved dig. Da du vender dig, sidder dit barn et par meter væk fra stolen. Din 3-årige har slået en saltomortale, som får jer begge til at spærre øjnene op. Du kigger skiftevis på dit chokerede barn og stolen. Hvordan kan det passe? Barnet er næsten okay, og da chokket har lagt sig, snakker I det igennem. “Så røg du hele vejen DEROVER?”, siger du henvendt til dit barn, og med din arm laver du en flik-flak-bevægelse for at demonstrere, hvor imponerende det var. Dit barn bryder ud i et stort grin – ja, ser næsten helt stolt ud. I begynder begge at grine i ét væk. Dit barn kan godt se, hvor skørt det var.

Der er grin og gråd, og nogle gange i én stor pærevælling, når du er mor til en 3-årig 🙂

   

Det mest uperfekte dengang var min hud….

_20180322_100939

Reklame for Cetina Skincare

For et par måneder siden var der pludselig en veninde, der sagde, at hun syntes, at jeg havde sådan en pæn hud. Det var meget overraskende. Det var første gang i mit liv, at jeg havde hørt dén kompliment: At jeg havde en pæn hud! 

Som teenager var det en helt anderledes historie

Min veninde er én, som jeg fik for 2 år siden. Jeg har fortalt hende mange ting, men ikke lige om, hvordan jeg var acne-ramt som teenager. Uanset hvad jeg gjorde dengang, kunne jeg ikke skjule mine hudproblemer. Ikke engang masser af foundation kunne skjule acnen.

Uheldige kommentarer 

Jeg husker stadig, hvordan jeg fik kommentarer om min hud af klassekammerater eller andre på min egen alder. Oftest var det, imens vedkommende betragtede mit ansigt helt tæt på: “Hvis du spiser chips, kan du få mange bumser. Vidste du det? Er det pudder, du har på?”, kunne være nogen af spørgsmålene. Det var ikke i ond mening, men bare et forsøg på at hjælpe – og af ren nysgerrighed. Nu var vi heller ikke så gamle. Jeg var 14 år, da mine hudproblemer var værst, men det fortsatte op til 17-års alderen. Derefter blev det bedre og bedre.

“Hvad er der galt med din hud?!”

Jeg kommer også i tanke om engang, hvor min mor og jeg mødte en sød, gammel bekendt på gaden, og vi faldt i snak med hende. Hun var fra Sri Lanka, og i min barndom havde vi været med i sådan et frivilligt “venskabs-netværk”, hvor vi var hjemme ved hende og hendes familie med jævne mellemrum for at skabe et venskab på tværs af kulturer. Mit minde om dem var især, at jeg som 4-årig var blevet nevet i kinderne, som en sød hilsen 😉 Nu stod vi på gaden, 10 år efter, og efter at hun først og fremmest havde hilst på min mor med et stort smil, vendte hun sin opmærksomhed mod mig og spurgte så direkte, henvendt til min mor: “Hvad er der galt med hendes hud?”.

Selvom hun bare var nysgerrig eller lidt bekymret, kunne jeg være krøbet i et musehul.

I dag kan jeg godt grine lidt af mindet fra dengang, men dengang var det ikke ligefrem gavnligt for selvtilliden.

Hvilken ansigtscreme bruger du?

Min veninde spurgte, hvad jeg brugte til huden, og jeg blev helt smigret over spørgsmålet. Jeg sagde, at jeg brugte en olie til huden, men at jeg var lidt træt af KUN at bruge olie. Jeg savnede en rigtig god ansigtscreme. Olien var da god, men jeg savnede en anden konsistens til daglig brug.

Under en søgning på hudplejeprodukter stødte jeg på en ansigtscreme fra Cetina Skincare, der indeholder ægte krokodilleolie. Ja, krokodilleolie er kendt for at være effektiv på en lang række hudlidelser som uren hud, eksem og psoriasis.

Jeg læste om de forskellige produkter, og skrev til dem med en forespørgsel. Fordi jeg er blogger, var jeg så heldig at Cetina Skincare sendte mig en samlet serie med både ansigtscreme, ansigtsrens og 100 % ren krokodilleolie, så jeg kunne teste produkterne.

_20180321_131207

Det var dejligt at åbne pakken med de fine produkter, og jeg gik straks i gang med at bruge dem. Det er ved at være to uger siden, og jeg er rigtig glad for produkterne.

Ansigtsrensen er god, fordi det er hurtigt og nemt at bruge den. Jeg masserer den ind i huden om morgenen, og skyller efter med vand. I lang tid har jeg ikke renset min hud med noget særligt produkt – andet end lidt skrubbemaske i ny og næ, og jeg kan godt mærke, at min hud føles mere frisk og blød, efter at jeg er begyndt at bruge ansigtsrensen.

Efterfølgende bruger jeg olien til særlige områder i ansigtet, som kunne trænge til lidt ekstra pleje.

I perioder med stress kan jeg godt slå ud, og her vil jeg bruge krokodilleolien fra Cetina Skincare.

Ansigtscremen er super lækker, fordi den trænger ind i huden, og min hud har ikke været så blød og dejlig at røre ved i laaaang tid.

Det her samlede sæt passer til min dagligdag, så jeg er rigtig glad for min nye rutine med at bruge de her produkter.

Fortid med problemhud

Det er utroligt, hvor meget det kan fylde i ens tilværelse at have problemhud. Produkterne er forøvrigt også gode til psoriasis.

Jeg var meget bekymret for, om jeg senere ville få ar i huden. Jeg har ikke fået ar! Jeg har faktisk en rigtig pæn hud i dag. Min veninde var også overrasket over, at jeg ingen ar har i dag.

Først for nylig er jeg begyndt at sætte pris på den. Hver eneste dag, når jeg kigger mig i spejlet bliver jeg helt taknemmelig. Huden er blød, den er helt lys og fin, uden de røde plamager der altid kendetegnede min hud i teenageårene.

Hudproblemerne blev en del af min identitet

Kender I det, at når først der bliver taget hul på et emne, er det svært at stoppe igen? Jeg kunne blive med at fortælle om det her. Det er nok ligesom med så mange andre udfordringer i folkeskolen, at det ikke er muligt at ryste oplevelserne af sig. Det vil altid være en del af ens identitet. Der var kommentarerne, bekymringerne for skolefotos, skolefester og alle de forsøg på at passe ind, når jeg følte at min hud saboterede mit ønske. Det var svært, men styrkede min empati for andre der står overfor lignende udfordringer – om det så er hudproblemer, vægtproblemer eller noget helt tredje.

Jeg er glad for, at den tid for længst er ovre!

   

Programmet: “De perfekte piger” vedrører os alle

sketch-1521628786845Ved en fejl kom jeg til at trykke “play”, da programmet fra DR3: “De perfekte piger” dukkede op på min skærm. Programmet kan ses lige her.

Det var en fejl, fordi jeg havde en del fordomme, som jeg gerne vil dele med jer, fordi jeg måske ikke er alene om at have de tanker…

“Hvad vedrører det mig? De er jo 10-15 år yngre end mig”

“Sikkert endnu et “reality program”, hvor jeg føler mig snydt som seer, fordi det er så overfladisk”

“Er det ikke bare et program om en gruppe af meget ambitiøse piger. Er det et samfundsproblem?”

Nu er de her fordomme virkelig sat på spidsen. Jeg tænkte da også forskellige positive ting 😉 MEN ikke desto mindre var det de negative overbevisninger, der afholdt mig fra at se programmet…

Altså indtil jeg ved en fejl trykkede play 🙂 

Og det er jeg virkelig GLAD FOR!

Jeg har fået så stor respekt for de medvirkende… Hold da op, hvor er de modige, reflekterende og empatiske.

Der er IKKE noget overfladisk over programmet. Det går lige i hjertet. Det var så ærligt et program, hvor jeg fint kunne sætte mig ind i deres udfordringer med at ville være perfekt. Jeg fandt ud af, at programmet vedrører os allesammen. Jeg har et langt større behov for at være perfekt, end jeg var klar over. Min modstand handlede måske om, at jeg gik lidt i forsvar.

Jeg har også områder, hvor jeg ønsker at være perfekt. Det handler ikke så meget om at have det “rigtige tøj på” eller at dyrke yoga hver dag. Det bilder jeg mig da ind! 

Men jeg er grøn af misundelse over pigen Fie i programmet, der dyrker yoga hver dag. “HVER DAG!”. Jeg dyrker ikke engang yoga en enkelt gang om året. Det er 5 år siden, at jeg dyrkede yoga.

Jeg sammenligner mig også med andre hele tiden… Programmet vedrører os alle… Ung som gammel – selvom jeg selvfølgelig kun er 35 år 😉

Jeg kender til ønsket om at ville være perfekt i den forstand, at jeg ikke altid tør at stå ved, hvem JEG er. Det handler indimellem om, at jeg OGSÅ isolerer mig for meget, når omverdenens krav bliver for meget. Jeg bliver da også påvirket af, hvad jeg ser på Instagram. Jeg føler indimellem, at jeg burde have et hus på nuværende tidspunkt i livet, en flot bil og råd til eksotiske rejser. Jeg sukker efter lækkert tøj og lækker indretning.

Pigerne i programmet gjorde mig opmærksom på mine egne skyggesider. Jeg blev ikke snydt, men oplyst!

Jeg kan ikke vente til det andet program i programrækken er tilgængeligt.

Programmet er et wake up-call for os alle

Det er indimellem trist at være vidne til, men ærligheden gør godt. Det føles rart at tage hul på det svære sammen med pigerne i programmet.

Det er knuden i maven, længslen efter leg og en umiddelbarhed. Det er ensomheden ved at fare vild på daglig basis, når Instagram IGEN får lov til at styre vores tanker.

Jeg får helt lyst til at sige TAK til de medvirkende. Hvor er de seje, og hvor skal vi dog være opmærksomme på den her udvikling, hvor flere og flere unge får det skidt med sig selv.

Det er i høj grad et samfundsproblem, hvis du spørger mig.

Noget må gøres, men hvad?